Jeg finder en flybillet til 5700 kroner med Iberia. Det er svært at sige nej til! Så er der lige det med betalingen. Arrangøren hedder Willy Smith, og er en privat-person. Han skal have 10% først, og resten 14 dage før turen starter. Det kunne være en fiks måde at få naive kakti-freeks til at sende 4200 kroner til en svindler. Jeg søger hans navn, og den hjemmeside han reklamerer med, på nettet. Finder henvisninger fra 1999 og frem i nogle nyhedsgrupper. Checker ham hos bestyreren af en meget stor caudiciform-nyhedsgruppe, men han har ikke hørt om ham.

  Efter en del tællen på knapper og tekniske problemer får jeg postvæsenet til at sende en check. Mens vi er i Mexico bekræfter han modtagelsen af checken. Så langt så godt. En brasilianer er interesseret i nogle frø fra mine planter. Han vil ikke have jeg sender dem til Brasilien: Tolderne brænder dem. De skal sendes som rekomenderet brev til hans tante i Argentina. Jeg spørger, om det er OK jeg sender dem om 14 dage, fra Buenos Aires. Fortæller jeg skal på kakti-tur, og spørger om han kender Willy. Ikke alene kender han ham, han skal måske selv med på den tur. Hvis han ikke kommer, skal jeg bare give frøene til Willy. Dejlig bekræftelse af Willys gode intentioner. Jeg får pakket frøene, almindeligt- og digitalt kamera, en masse film og hukommelses-kort samt en bunke batterier. Lidt tøj, også noget varmt; vi kommer over en bjergkæde, hvor der kan komme frost om natten.

 23/8. 40 minutter før jeg skal med toget, går strømmen på Sjælland, omliggende øer og Sydsverige. Togene kører ikke, da signalerne er nede. Går forbi en masse "rejsende" der fiser rundt som hovedløse høns. Damen i billetlugen har hørt, det tager timer. Jeg får en taxi-bon, og triller ind til lufthavnen.  Her er rigtigt mange mennesker, alle tavler og indcheckningsskranker er døde. Her går folk også lidt formålsløst rundt, med et skævt smil. Alle ure står på 12.36. De fire timers mellemlanding i Madrid syntes lige pludselig kort. Godt jeg har et par dages luft i Buenos Aires. Strøm igen 14.05 under spredte klapsalver, og så kommer der gang i folk. Rikke dukker op, og efter lidt fjumren rundt finder vi indcheckningen - i terminal 2, ikke 3. Kort kø, som ikke rykker overhovedet. Endelig er alle systemer bootede, og jeg får et sæde med plads til benene, og flyets eneste tomme sæder ved siden af mig. Tårevædet afsked med Rikke. Et hurtigt check bekræfter; hun KAN altså ikke være i tasken.

 Når en kop kaffe og en god dansk basse, før jeg går ud til gaten og venter fem minutter, og så flyver vi til tiden! Flyet har endda ekstraordinært været nede i Bonn, på grund af strømsvigtet. Kunne egentlig være det samme: Skal lige have fire en halv time til at gå i Madrid. Havde håbet på en større lufthavn. Ikke mange forretninger og kun tre spise steder. Det ene har bløde pizzaer, de to andre halve flutes med salt kød. De reklamerer med de kan varme dem, men... Jeg får tiden til at gå med lidt taksonomi, og opdager jeg mangler to sider midt i det hele. En ringe trøst er de små-fejl jeg finder på de andre 15 sider. Vil sende Rikke en mail, men der skal småpenge til. Det koster 30 kroner at hæve, og fyren der sælger mig det selvdøde flute kan ikke trække en ekstra euro på mit Visa-kort. Skidt, jeg er i Argentina om 15-16 timer, og hun checker nok ikke mail før alligevel

. Efter klokken 22 bliver der meget stille. Jeg er i terminal E, og skal egentlig borde i B19. En bustur fører mig til en anden, noget større terminal. Flere madsteder - men stadig kun de samme døde flutes. Jeg finder gaten på minuttet - der er en kø på et par hundrede. Vi er relativt hurtigt på plads, og kortet viser, vi tager genvejen: Tværs over Atlanten, og ikke omkring Grønland, som jeg plejer. Det forklarer den korte flyvetid på eleve en halv time, mod de sædvanlige 18 - rigtigt rart. Efter en mindre evighed kommer der aftensmad, og så syv timers søvn.

 24/9. Lander en halv time for tidligt, men den bruges hurtigt i pas og told. Willy står ved udgangen med et skilt med mit navn. Det har jeg drømt om i mange år, og i land nummer 50 lykkedes det! Hæver lige lidt penge: Der går 3,3 pesos på en euro, som står i omkring 7,5 kroner, det bliver, bum, bum... en pesos er 2,27 kroner værd? Eller er det modsat? Vi kører i privat taxi ind til centrum, blandt andet ad den 20 baners brede hovedgade. Willy har booket til mig på Embajador Hotel. Pænt tre stjernet hotel til 200 kroner om dagen. Taxien kostede 90 kroner, jeg skal nok få brugt de 1750 jeg hævede.

  Et hurtigt bad, lidt inkluderet morgenmad, og så ud i byen. Det er syv grader, men skulle gerne nå op på 21 grader. I går havde de et rigtigt uvejr, så her er dejligt frisk. Willy havde for øvrigt hørt vi havde strømsvigt. Jeg bor ekstremt centralt, lige på hjørnet af Av. Santa Fe og den enorme Av 9 de Julio, vinduerne dæmper meget, så der er stille. Lige foran hotellet står en række flotte tykke træer. En tornet lokal udgave af boab'en/kapok-træet: Chorisia speciosa. Først en internet-cafe for at svarer Rikke og et par andre, samt printe nogle sider ud, som jeg glemte hjemme (side 4 og 8 af 13). Det koster 4,50 kroner i timen plus en krone arket. Kommer nok forbi en anden gang.

 Tager Metroen ud til Botanisk Have. Det koster under to kroner at bruge den. Willy sagde haven var pæn, den er blevet renoveret de sidste år; glas i drivhusene og såd'n. Gratis indgang, som i så mange andre rundt om i verden. Pæn stor, mange træer med navne og en ufattelig mængde katte. Her stinker mange steder temmelig meget. Ud over de bliver fodret her, er det nok det eneste sted de får fred for hundene. Argentinerne elsker virkelig hunde. Der er professionelle hundeluftere, der kommer gående med op til 20 hunde i snor. Det offentlige hundetoilet er stort, stinkende og populært. Finder det "store, engelsk inspirerede" drivhus. Så stort er det ikke, men her er mange tropiske planter i potter. Dørene er låst, undtagen en, som jeg så går ind af. Støder på en forvirret gartner, som siger en masse på spansk.

  Jeg smiler, og spørger, om jeg må fotografere. Han tør lidt op, og jeg får lov at gå rundt. Det lille kakti-hus er også låst, men døren står på klem i det lille sukkulent-hus. Jeg når halvt rundt, før der kommer en anden gartner. Han taler desværre også kun spansk, og det ender med jeg har et helvede med at slippe fra ham, efter han har vist mig alt, også det han gemte i kakti-huset. Mellem træerne flagrer et par skræppende papegøjer (munkeparakitter?), og nogle stære/drosseler fløjter flot. Flere steder står forskellige boab-træer, både C. insignis og C. speciosa. Der ligger deres kapok-lignende frøstande alle steder, men jeg har svært ved at finde frø. Ved en lille sø med ænder kommer en opossum væltende. Ikke videre fotogen.

 Efter halv anden time har jeg set det meste, og finder udgangen ud til zoo. Har ikke tænkt mig at se den, da den "for et sydamerikansk land, har en rimelig standard". Smugkigger gennem hegnet, mens jeg går ud til den japanske have, der ligger lige bag. Den ligner skuffende Fælledparken, og jeg beslutter, den ikke er sprinten over de 20 fyldte vejbaner værd. Hele vejen forbi zoo igen, på den anden side, og ind. Entreen er ti kroner, og måske har de et cafeteria. Bingo! En burger (hvis hovedbestanddel desværre viser sig at være bløde løg) og en kop kaffe, så er jeg klar til nogle "vilde" dyr. Der er enkelte skilte på engelsk, flere på spansk og et enkelt par mangler - naturligvis på de slanger jeg IKKE kender. Pæne bure til de fleste dyr, grønt græs og aktiviteter. Bare ikke til menneskeaberne, mærkeligt. Traver rundt i et par timer, finder lidt flere boab-frø (C. speciosa), og går tilbage til Metroen.

 Mens jeg har været i centrum har folk været velklædte, lidt mere end i Danmark. Generelt ligner deres påklædning mere vores, end italienerne og spaniolernes for ikke at tale om grækernes. Det er kun deres mørkere ansigter der er anderledes. Faktisk er der mange, der er lige så blege som mig. En sjælden gang ser man en enkelt med typiske indianske træk, men lige så velklædt. Snupper en kop kaffe på en pæn cafe. Rigtig espresso-maskine, betjening ved bordet, men så må jeg slippe fem kroner. For syv kroner mere kunne jeg have fået en lemon-oste kage med. Vejret holder hvad de lovede, og lidt til. Jeg satsede, og nøjedes med en langærmet T-shirt, og den passer fint. Hvis det bliver for varmt er der en sval brise, for koldt klares med læ og en dejlig varm sol. Klokken fem er jeg lige hjemme og vende på hotellet. Læsser frø og andre unødvendigheder af, og tager flees-jakken med. Må hellere snuppe kompasset, det kan være forvirrende, at solen står rent i nord til middag. Er lige så langt mod syd, som den sydligste del af Australiens hovedland. Har læst, de spiser sent her i byen, omkring klokken elleve er der bedst besøgt! Skal nok lige have en mellemmad.

 Går ned mod det sted Willy udpegede som handelsområdet. Den er god nok; her er en gågade med mindst ti andre på tværs. Mellem de store forretninger er der indgange til utallige arkader med mindre forretninger. Jeg leder efter en Bogart/Indiana Jones-agtig hat til en fair pris. De ligger mellem 130 og 200 kroner. Finder en, der har en anelse større skygge til 130, og køber den. Det viser sig at være en fejl: Hører mindst tre gange nogen sige Sean Connery, og pege. Ser en plakat, og det er da noget i den retning han har på i den nye eventyrfilm. Særligt taget i betragtning jeg er den eneste med hat på. Springer utallige konditterier og pizzabarer over, og spiser en sandwich med massere af salat. Hvis det ikke smadrer maven, er det nok sundt. Butikkerne lukker ved ottetiden, og jeg tror jeg går hjem af. Det gør jeg bare ikke, det gik bedre, da solen stod i nord. Troede jeg havde fundet nord på kortet: Lidt ned mod højre, men nu viser det sig, det er lidt op mod venstre. Er det mærkeligt jeg er forvirret? Snupper en kop kaffe og en temmelig god chokoladekage som natmad. Et hurtigt blik i spejlet viser, hatten er en god ide: Min næse er temmelig rød, og vi er stadig langt fra ækvator.

  Ringer lige til Willy, han havde sagt noget om vi skulle ses, og måske har han en flot samling, der er besøget værd. Han har ikke helt styr på sin dag i morgen, så jeg ringer til hans mobil til middag. Sidder og nusser med mine taksonomi-papirer, og beslutter at gå tidligt i seng. Kunne selvfølgelig gå på cafe, men jeg gider ikke alkohol, og utallige kopper kaffe er nok ikke sagen.

 25/9. Står op lidt i ni, der er alligevel ikke andet end morgenmaden der trækker, og den lukker først ved eleve-tiden. Tæller lige kørebanerne uden for vinduet: 24! I øvrigt en pragtfuld forårsdag igen i dag. Naboen er Iberia Air, så jeg re-confirmer lige mine billetter. Går om hjørnet og er i hoved-gågaden: Florida. Jeg føler mig lidt luset klædt i flees og militærbukser, på trods af de er noble sorte. Ser en 3/4 lang tweed frakke der er nedsat 50%. Prøver den; sidder perfekt, undtagen på ærmerne selvfølgelig. Det fikser de på to timer, gratis. Svært at sige "nej-tak". Må give 680, men kvalitet koster! Husker at plotte forretningen ind på kortet, så jeg kan finde den om to timer. Her er jakkesæt-jakker fra 225 kroner, skindjakker starter i samme niveau. Jeg har taget et par pæne bukser med, men kunne egentlig godt bruge nogle pæne sko. De ligger i 300-kroners klassen her i det dyre kvarter. Willy sagde det var billigere i den sydlige ende af gaden, det må prøves - efter en kop kaffe.

 Her er ingen tiggere, men nogle enkelte gademusikanter, mest små børn. Det bliver spændende at komme ud på landet i morgen, og se hvordan folk er og har det der ude. Checker mail, men der er ikke nogen, og jeg kan ikke få lov at skrive selv. Nogle steder har de en ualmindelig dårlig forbindelse, sindssygt langsomme maskiner og en fandens masse pjat der bruger resurser. Når ikke langt, og vender tilbage for at hente frakken. Den er færdig, og passer fint. Hjem på hotellet for at ringe til Willy, men han har forståeligt nok travlt resten af dagen. De pæne bukser på, fleesen af, og så mere shopping i San Telmo området - efter frokost. Den lokale øl hedder i øvrigt Quilmes, med en blå og hvid etikette. Aner ikke hvad den smager af, men den har næsten hele markedet. Her i landet drikkes øl tæt på frysepunktet, en øl på fem grader er lunken! 

 Efter en længer travetur er jeg endelig i den gamle bydel. Brolagte gader, nedlagte sporvognespor vejtræer, flere fortovscafeer og en ualmindelig stor koncentration af antikforretninger. Omkring 95% af butikkerne er antik, og faktisk en pæn kvalitet, selv om der ikke er noget, der er voldsomt gammelt. Falder også over tre egentlige blomster forretninger. Ellers har jeg kun set små avis-kiosk-artige stande, med afskårne og enkelte levende potteplanter. Den første jeg kommer ind i har (lige som de andre) kun hjemmeavlede planter. Der er endda en knold! Tror nok det er en Ficus, men damen påstår det ikke er; det er en "palo borracho". Efter møjsommeligt at have stavet mig gennem det, fortæller hun, det betyder "fordrukken stamme". Det er det, de kalder deres lokale kapok-træer, og det er IKKE sådan en. Den er først lige begyndt at skyde, så jeg kan ikke se noget blad. Pyt, den koster kun 35 kroner. Får endeligt overtalt dem til at fjerne bonzai-potten og det meste af jorden, med de kulørte sten i. Willy har for øvrigt fortalt, at der ikke er mange kakti i handlen: De betyder ulykke. Overrasker mig egentlig ikke: Har svært ved at forstille mig et eneste barn, der har haft en positiv førstegangs oplevelse med en kaktus!

 Standser på en lille sørøver-cafe med rigtigt meget stemning, for at få cafe con leche og citron-tærte. Får et voldsomt stort stykke, men efter smagen at dømme er den ikke alt for fedende. Flere antikforretninger senere finder jeg en lille ting til Rikke: En broche, som forhåbentlig vil stå godt til hendes nye jakke. Ved femtiden er jeg tilbage i den mere moderne del af byen. Finder en internet-cafe (her koster det 2,25 i timen), skriver en rigtig lang mail til Rikke, og får smidt den væk! Sender en væsentlig kortere version. Støder på en ur forretning. Havde egentligt ikke tænkt mig at købe et, men de fleste koster ni kroner, og ser forbløffende godt ud. Finder selvfølgelig et i den dyre afdeling, og må slippe 25 kroner. Så er det heller ikke digital.

 Sidder på en cafe og betragter folk. Der er utroligt mange med jakkesæt og Beatles-langt hår. Ser lidt pudsigt ud. En eller anden fortalte mig i øvrigt; skindtøj er billigt, og det passer. Faktisk er mange skindjakker billigere end billige jakkesæt-jakker. Der er egentlig forbløffende få af de lokale der går i læder- og skindtøj. Finder endeligt en skoforretning, der har fornuftige sko og priser: Omkring 65 kroner. Overvejer, men nu gider jeg ikke slæbe rundt med et ekstra par sko. Prøver noget helt vildt: Finder endeligt et posthus og køber et frimærke. Så skal jeg bare finde et kort. Står i en telefonboks og grifler, og tilbage til posthuset for at sende. Kort og frimærke: 20 kroner; godt Rikke ikke er med!

 De begynder at blive mørkt, så jeg finder en cafe, der også sælger lette måltider. Jeg bestiller en bøf (tror jeg nok), det skal man jo prøve i landet der er kendt for sit oksekød. Bingo: Jeg får en stor skive ko, der har været på kulgrillen, champion-sauce og små kugleformede pommes frites. Smager vældigt godt, men koster næsten 40 kroner med friskpresset appelsin juice. Slutter af med en cafe con leche, og finder så hjem til hotellet lidt over otte. Man kan jo altid underholde sig med lidt tøjvask. Er faktisk temmelig træt, men har også gået langt i dag. Lidt taksonomi, og så under dynen.

 26/9. Vågner lidt over syv, og går ned og overfalder den sparsomme morgenmads buffet. Propper min taske, må indrømme den lange frakke fylder en del! På den anden side er der nok plads til nogle flere knolde, hvis jeg skulle falde over nogen, jeg ikke har. Kigger mig i spejlet, før jeg går ud af døren: Sort rullekrave, sort flees, sorte militærbukser og små tasker i bæltet til almindeligt og digital kamera plus Revo'en, så jeg kan tage noter. På hovedet en sort blød hat, ala en forvokset Indiana Jones. Kan ikke beslutte mig for, om jeg bare ligner et fjols, en hærdet field-scientist eller bare en nørd, understreget af de lidt stumpende bukser. Gud ved hvordan de andre ser ud? Willy er i øvrigt lidt ældre, højde og bygning temmelig tæt på mig. Da han samlede mig op i lufthavnen var han velklædt, og virkede som om han var vandt til det. Aner ikke hvad hans job er.

 Bliver hentet på slaget, og er den første. Det er en 20 personers bus, som de har taget hver anden række ud af: God benplads! Næste stop giver fire spansk-talende personer, godt fordelt over køn og alder. Hold da ferie, hvor snakker de højt! Det lader til man er på kindkys i Argentina, men i det mindste kun med kvinder og kvinder i mellem. Kinderne klaskes sammen, og man laver en seriøs kysselyd. Det tager mig lige et stykke tid at vende mig til det. Hver morgen, og når vi møder nye kvinder, for eksempel ejeren af et lille hotel. Nok en spansk-talende dame - er jeg den eneste, der skal give det internationale islæt? Næste stop er ved en villa, hvor vi henter konen. I forhaven står adskillige kakti. Har efterhånden fornemmelsen af at være med på den lokale husmoder-udflugt. Vi lister rundt i en forstad for at finde film, og veksle - tror jeg nok. Der bliver kun talt spansk, og jeg fanger egentligt ikke meget af samtalen. Finder ud af, vi bliver fire argentinere, en dansker og fire uruguayer. Deres biler ligner vores en hel del, der er bare nogle gamle amerikanere og lidt flere franske i mellem. Vi få samlet den sidste ælder herre op, og klokken er halv elleve, da vi finder en stor vej ud af byen.

 Vi er temmelig hurtigt ude blandt hestevogne, køer, gribbe og forårsgrønne marker. En dame byder hjemmebagt rundt. Vi er i bogstaveligste forstand "på vej ud over Pampaen". Egentlig er det et geografisk område syd for Buenos Aires, men landskabet hele vejen til Cordobas er det samme. Flad højlandsslette med sparsomt regnvejr, men alligevel en pæn måtte af stridt græs. Chaufføren er en ung fyr, som høre musik med gang i. Nok ikke de andres valg, men passer mig fint. Vi standser på en tank halv et, for at tanke benzin og frokost. Jeg havde lige en migræne, der kom snigende, så det passer mig fint. Tror til gengæld ikke min vægt vil have godt af ti dage med tank-snacks. Jeg sidder lige bag chaufføren, og sædet ved siden af mig er tomt. Det passer mig fint, de er temmelig smalle, og så er der plads til mad, drikke og tøj. Faktisk sidder jeg midt i bussen, der er kun tre sæder i bredden. så jeg har rigtig godt udsyn. Vi kører gennem enorme sumpe og lige så store græsningsarealer. Så kommer der nogle appelsin-plantager. Her er fladt, og det kunne godt være Danmark. Passerer temmelig mange planteskoler, som vist hovedsageligt handler med roser og andre have-planter.

 Standser igen klokken to, for at spise frokost - igen. Nå, man ved jo aldrig, hvornår man får noget igen. Jeg snupper en sandwich, som er et halvt flute med et tyndt, velgrillet stykke ko, ost og salat. Rigtig god. Ud på landevejen igen. I vejkanten og på elmasterne sidder utallige rovfugle, i mange størrelser. Her er rigtigt mange gamle Mercedes lastbiler af 11- og 1500 serien. De er utrolig velholdte, og knokler rundt med meget store læs. Nye lastbiler hedder WV eller Scania. Finder endelig ud af, hvad de små kalabasser, med metalsugerør er til. Man kommer teblade og varmt vand i, og sugerøret ender i en sigte, så man ikke får blade i munden. Så rigtigt mange i Buenos Aires, men fandt ikke ud af deres anvendelse. Troede det var salsa eller olie.

 Det er i øvrigt dejligt at komme ud på landet, og få lidt frisk luft. På trods af navnet, er der ikke meget af den i Buenos Aires! Vi kommer forbi nogle blik byer og åbne lodsepladser. Flere kilometer på hver side er landskabet dækket med tynde plastikposer - virkeligt grimt! Markerne er begyndt at blive grønne, majsmarkerne er bare døde strube eller de to første kimblade. Halvdelen af træerne har fået blade. Her er, som så mange andre steder i verden; desværre mange eukalyptustræer. Landskaber er lollandsk-fladt. På markerne går mange køer, en del heste, lidt får og enkelte geder og grise. Hestene ligner for største delens vedkommende arbejdsdyr, men der er også mange cowboy-heste. Der er mange gamle traktorer, ser blandt andet en Hanomar. Ud over de mange rovfugle, er der mange andre fugle, men genkender faktisk kun gråspurvene. Der er nogle sorte ibis-lignende i vådområderne, stære, viber, kohejre, jordgøge, duer og parakitter. Den første dag bringer kun tankstations stop. Her er simpelthen for frugtbart til kakti. Vi kører mod Cordoba.

 Jeg får skrevet væsentligt flere ord, end jeg får talt. Snakkede lidt engelsk med restaurant-personalet for at bestille mad, det er alt. Passer mig egentlig fint, jeg kan godt bruge lidt fred. Adskillige gange må vi stoppe for at betale for vejen. Bare fra lufthavnen til hotellet var der tre stop. Her ude på landet betaler vi for hver 100 kilometer, eller der omkring. Horrible ti kroner for bussen. Lidt i seks er vi 500 kilometer fra Buenos Airos, og de første tamme opuntia'er dukker op. Der kommer også handlende i vejsiden, og lige så "smarte", som dem i Mexico: Her i byen har der været tre, og alle solgte kun fodbolde. De næste timer sker der ikke meget, ud over min migræne vender tilbage, og det bliver mørkt.

 Klokken halv ti kommer vi til Hotel Ritz i Villa Carlos Paz, en forstad til Cordobas. Vi er omkring 700 kilometer fra Buenos Airos. Vi har lige tyve minutter til at finde værelserne, før vi skal ud og have noget mad. Personligt er jeg klar til at vælte i seng, bort set fra, jeg er ved at dø af sult. Der dukker nogle lokale kakti-freaks op, og der skal lige snakkes, før vi skal have mad. Endelig, ved elleve tiden kommer der mad på bordet. Først får vi en pirok - krydret frikadelle med butterdej om. Så lidt tomat-løg-salat og brød. Slutter af med blandede vare fra grillen. Små pølser, de brune smager lidt af glögg, de sorte ved jeg ikke. Svinekoteletter og noget jeg virkelig ikke aner hvad er. Jeg drysser hjem lidt i midnat; vi skal mødes til morgenmad klokken syv, og mit hoved er langt fra på toppen. Desuden bliver der kun talt spansk, og fjernsynet kværner også løs.

 27/9. Seks en halv times søvn er ikke nok til at få mig op i omdrejninger. Nogle af de andre ser også temmelig kvæstede ud, men det har en forklaring: Alexandra, som bor sammen med sin mor der hjemme, fik sent i nat at vide, moderen var død. Efter en bid morgenmad (i alt for bogstavlig forstand), triller vi der ud af. Mine medrejsende er begyndt at se lidt mere nørdede ud: De står i deres foto-veste og sammenligner pincetter, luge-jern og spader. De regner vist ikke med at holde det på foto-safari-niveau! Vi går endeligt ud i bussen ved ottetiden, men der sker ikke rigtigt noget. Chaufføren pusler rundt med bilen, de andre stikke af, en af gangen for at shoppe i de nærliggende kiosker og forretninger. Jeg spejder febrilsk efter en internet-cafe, men det var for optimistisk.

 Klokken er blevet halv ni, før vi, sidste otte og chauffør, kører ud gennem de store bakker lige uden for byen. Landskabet begynder at se rigtigt ud! Ti minutter uden for byen standser vi: Stop 01. Her er syv forskellige kakti, spredt med gavmild hånd over et begrænset område. Der bliver fotograferet og gravet. Nu forstår jeg, hvorfor det er godt, der er taget rækker af sæder ud: Det er for at have plads til de indsamlede planter! Det går fint med at finde stedet, hvor vi skal standse: Har GPS-koordinater og artsliste for hvert sted.

  Solen kigger kun sparsomt frem, og efter en time triller vi videre, mange torne rigere! Jeg har personligt en del i benene og fingrene, de andre må have flere! Her var for resten også de græsagtige vækster, der gror på el-ledningerne. Der var små knopper i flere kakti, men ingen frø. Vi kører i et rigtigt flot lav-bjergsområde med mange søer. Her er ellers meget tørt og afsvedet. Der ligger en del byer, kan ikke regne ud, hvad de lever af. Bussen genlyder af en intens skramlen af papirposer, mens der bliver registreret og pakket ned. Efter en lille time svinger vi op af en dårlig jordvej, i en lille by. Efter en hel del bumlen, finder vi ud af, det ikke er den rigtige by. Plan B: GPS og kort. Det var ikke der. Næste gang vi prøver står der San Marcos Sierras.

 Stop 2. Vi går langs bredden af en lille sø. Solen er kommet frem, og det er et pragtfuldt vejr. Her er meget afsvedet, og mellem de tørre buske gemmer enkelte kakti sig. Jeg får et noget ambivalent forhold til at vise, når jeg har fundet noget flot eller nyt: Det bliver fotograferet og gravet op øjeblikkeligt. Under buskene er tunnelerne fra temmelig store edderkopper. På de åbne områder gror tre slags bitte små blomster meget spredte. Den ene har knald gul blomst, den anden en klynge af skarlansrøde og den sidste har skarpt lilla blomster. Over hele området hænger den behagelige duft af blomstrende acasier. Sjovt nok gror kakti som regel under buske - akasiabuske. Det gør det svære at fotografere, men heldigvis også svære at grave op. Jeg kan se, vi ikke er de første her. Over alt ligger vendte klippeblokke. Efter en times tid er der ikke mere nyt at komme efter. 

  Vi kører gennem ældgamle granitbjerge, der er mere grus end klippe. Så kommer vi op på højsletten. Her er nogle enkelte olivenplantager og enorme områder med tørre buske. Her og der dukker fem meter høje Opuntia quimilo'er op, og vi passerer under megen jublen Harrisia bonplandii, som ligner mørkegrønne slanger Jeg sidder desværre lige under air-con'en, og må have flees og hat på for at holde varme. Gad vide, om de ikke har tænkt sig, vi skal have en tisse/kaffe pause? Den hjemmebagte fra i går dukker op, og jeg guffer et stykke. Mange af de el-master vi kører forbi, er dækkede med enorme redder på toppen. Det er nok kolonier af munkeparakitter (eller kan det være conurer?). Så kommer der enkelte Stetsonia coryne, der er mere cowboykaktus-agtige

. Vi standser ved totiden, og går langs vejen. Stop 3. Her er nogle pudsige nogle, der nærmest ligner rækker af hestepærer. Enorme Stedsonia'er og bromeliaer samt en helt utrolig mængde fluer i alle størrelser. Solen er tilbage, og her er stegende hedt. Kombineret med fluerne og tornekrattet, bliver det et relativt hurtigt besøg. Jeg mere hører, end ser forskellige firben. Der er mange større huller rundt omkring, måske jordegern? Godt svedige kaster vi os ind i den kolde bus. Lader til, jeg stadig er den eneste, der tænker på kaffe; snøft! Vi har ikke kørt længe, før vi er ude på en hede. Det er kun Stedsonia'erne der stikker op. Pludselig er hele sletten dækket med dem, det ser fantastisk ud! Klokken er fire, før vi svinger ind på en meget lille tank. Min forbrændning er efterhånden så langt nede, jeg kører på den energi der er i de to stykker sukkerfrit tyggegummi, jeg har i min lomme. Jeg overfalder to sandwich med wienerschnitzler i. Smager faktisk godt, men hvad ville ikke?

 Klokken fem svinger vi ud af en mindre vej mod Los Mogotois. Stop 4. Standser igen midt langs vejen, og finder fire forskellige kakti og en masse andre torne og fluer. Det er blevet overskyet, men varmen er heller ikke så trykkende. Vi er præcis 1100 kilometer fra Buenos Airos. Lidt længere ude af samme vej holder vi igen. Stop 5. Her er nogle store forvitrede granitknolde med forskellig spredt beplantning, blandt andet fire kakti. Den ene er ny, og grunden til vi holder her. Temmelig stor tøndeagtig fyr. En støvstorm kommer gennem dalen, og vi foretrækker at fortrække. Klokken er halv syv, og i forening med støvet er det ved at blive mørkt. Bussen bliver indhyllet i en rosa sky. Nogle gange er sigtbarheden nede på 20 meter, andre gange op til 100 meter. Det er for resten længe siden vi sidst har set nogen form for bebyggelse. Der er hegn langs vejene, med er det for at holde inde eller ude? I skumringen dukker marker op. Det er vist oliven, citrus og vin.

 Vi kommer til hotellet ved ottetiden. Det ligger lidt uden for selve byen, og ser fantastisk flot ud noget ala ranch-stil. Jeg får et stort værelse, og gasser en ad de andre med, jeg skulle have kort til det. Er lige oppe på første salen, for at se de soveværelser. Der er åbenbart bare ikke bad på værelset. Spørger i receptionen, og lidt hovedrystende viser hun mig en helt hvid dør bagerst i min fløj. Pinligt! Vi har lige en time til at pakke dagens fund ned i. Jeg har regnet mig frem til, vi kommer til at se omkring 100 forskellige kakti, hvor af de fleste er sjældne for danske samlere. Hvis jeg bare tog en enkelt med af hver (de andre har omkring ti hver) ville turen blive finansieret, eller jeg ville tilbringe resten af livet i dansk fængsel.

 Da jeg ikke har nogen fund, nøjes jeg med et velfortjent bad. Ville virkelig ønske jeg kunne finde et internet, så jeg kunne skrive lidt sammen med Rikke, men der er flere kilometer ind til byen, og jeg vil ikke være bekendt at spørge chaufføren. Hans dage er rigeligt hårde. Vi kører ud til en farm for at spise. Vi får de samme forretter og vælger så fra kortet. Jeg vælger et grillstegt kyllingebryst. Et par flasker vin, en masse vand og vin saft, salater og meget mere. Jeg må simpelthen levne. Prisen er med alt til ni: 300 kroner! Og så får vi en lille flaske vin hver, af deres egen tapning. Flot etikette. Jeg har virkeligt svært ved at holde øjenene åbne, og vi kører heldigvis hurtigt. Selv om jeg har skiftet tøj, kan jeg stadig mærke torne her og der. Vi er hjemme halv tolv, så det er bare på hovedet i seng, hvis jeg skal nå otte timer. Studse skæg og negle; det bliver i morgen...

 28/9. Det er nogle korte nætter de holder sig. Vi står op før solen. Sandstormen har lagt sig, så det bliver sikkert en dejlig dag. Jeg har virkeligt ikke noget sprogøre. Jeg fik udbygget mit spanske ordforråd lidt i Mexico, men her, hvor folk udelukkende taler (og meget) spansk, er der ikke kommet et eneste ord mere. Jeg kendte cacti.

  Det er lidt ærgerligt, jeg ikke forstår dem, de griner en masse, så det må være sjovt. De snakker også en del om kakti, der føler jeg mig ikke så snydt. Vi får guide på, ud til et uofficielt kakti-sted. Der var et lokalt ægtepar, der spiste sammen med os i går aftes, og de vil gerne vise deres favoritområde frem. Vi kører ud mod den ene side af dalen, til bjergkæden. På vejen passerer vi nogle vinmarker med små grønne skud. En kæmpe mørkebrun harer krydser vejen, ellers er her lidt stille.

 Stop 2.1. På en meget stejl granitskråning gror fire eller fem forskellige nye kakti. Fra enorme til ølkapsel-store. På buskenes nøgne grene vokser bromelier, nogle med blå blomster. Der er blomster i nogle af de høje kakti, mens de andre kun har små knopper. En time er åbenbart standarten, vi kører halv ti. Vejen her ud har en gang for mange år siden været asfalteret med et tyndt lag. Vi må skubbe bussen fri på parkeringspladsen, men det går fint, vi har jo også spader nok! Støvet vælter ind over alt, men det er vel en del af charmen. Et lille tykt stumphalet jordegern gemmer sin under en busks sparsomme blade, mens vi skrumler forbi. Vi fortsætter ud af den elendige vej, til et andet sted på bjergkæden.

  Langs vejen er en spredt bevoksning af buske og en tyndt lag af Opuntia'er med meget lange torne. Ved af erfaring, de går lige gennem læderet på mine sko. Vi kommer til vores guides have: Sebastian og Pritricia i Chilecito, La Rioja Privinen har et fantastisk anlæg med mange hundrede kakti og et par enkelte euphorbia'er. Det hele er lavet på en skråning med terrasser og naturlige klipper, og ender oppe på de mere stejle dele af bjerget, hvor der vokser utallige kakti. Alt virker nyt og naturligvis perfekt holdt. Efter at have været en del af haven rundt, tror jeg mere, det er tusinder det drejer sig om. Vejret er pragtfuldt, et par kolibrier sværmer forbi, og jeg får migræne. Som prikke over I'et stikker en lille bi mig et par gange under rullekraven. Vi går over til huset, hvor de har et mindre gartneri, som de forsøger at leve af. Det letter det nok, når man bare kan hente sjældenhederne lige så hurtigt, som man sælger dem.

  Jeg ryger på en meget lille Cyphostemma fra Africa til 22 kroner. Der er desværre ikke fuldt navn på, men den har i modsætning til den jeg har; en klar afgrænset knold. Der er også et par andre variationer over nogle jeg har, men jeg holder mig i skindet. Den største forskel er alligevel navneskiltet. Under meget vinken og råben triller vi af ved middagstid, lige ned på en tank for at få frokost. Det vælger jeg i hvert fald at tro. Byen ligger omkranset af bjerge, nogle er der endda små hvide pletter på. En nar på en stor motorcykel kommer ind på tanken med en walkie. Jeg afskriver han som fjols. En af de andre giver et langt interview, som vi hører i radioen fem minutter senere.

 Efter en time er vi langt ude på landet; rigtigt langt. Husene er lerklinede, af soltørrede sten, fladtagede hytter uden vinduer. Meget indianske, som jeg havde forventet i Mexico. Foran står et par heste, og der render en flok unger rundt. Vi kører i lang tid nede i bunden af en tør flod, kun lige bred nok til bussen, men lige så høj. Standser midt i en dal, hvor Willy ser en blomst i en stor kaktus. Vi er i 1800 meters højde, og solen har magt.

 Stop 2.2. Vi traver rundt på den meget stejle skiffer skråning, og finder lidt nye. Jeg går lidt ud over sletten, uden at finde noget. På den anden side af vejen stikker en stor klippe op, som er overgroet med kakti: Rigtigt flot motiv. Klokken tre kører bussen. Vi kører gennem et landskab, der hovedsageligt består af grusbunker med små-buske. Generalt helt fladt. Efter et par timer kommer vi til kanten af sletten. Her ligger nogle gevaldige granitklipper. Meget smukke med rosa striber gennem sorte sten. Stop 2.3. En gedehyrde har et stort græsskur, måske hans hjem, midt i kløften. En hund bjæffer og gederne bræer. Her er virkelig idyllisk. Vi går gennem det pudderagtige sand, og kravler op på den ind i mellem lodrette granitflade. Her og der sidder små kakti klemt fast. Nogle lidt større gror i grupper i den smule grus, der dannes i ravinerne. Jeg har virkelig fået de gode klare sko med. De små lyserøde dimser under, klamrer sig fast som små fingre.

 En flok blå/grønne-sorte araer kommer højt skræppende forbi. Jeg har kameraet fremme, men når kun at nyde synet. Det kan have været dværgaraer, men jeg er ikke sikker. Vi kører klokken syv, gennem en stor dal, der næsten er gold. Der er flere hundrede meter mellem buskene mange steder. Jorden er grus med lidt større sten oven på. Vi er nu i 1370 meters højde, og aftenerne er svale. Solen rammer hurtigt bjergkammen, og så er det mørkt. De tomme drikkeflasker er i høj kurs, virkelig velegnede til de mere stikkende kakti. Andre ryger i papirsposer og papkasser.

  Jeg er da ikke helt fri for at ønske, vi kom et sted, hvor der også var planter for mig. Dem kan jeg, så vidt jeg ved, tage hjem med god samvittighed. Klokken otte, da det faktisk er blevet mørkt, standser vi. Stop 2.4. Her løber en bred flod, med års mellemrum. Nede mellem klipperne finder vi nogle små runde knolde. Det bliver spændende at se dem i dagslys. Vi kører ind til den nærmeste by; Fiambala, hvor der ligger et helt nyt hotel. Foran, på el-ledningerne sidder en flok papegøjer, måske dværgaraer. Prøver at tage et foto med blitz, nu må vi se. Selv om klokken kun er halv ni, skal vi spise - fedt. Jeg får en wienersnitselagtig bøf med fritter. Springer over, da nogle af de andre får en tyk skive ost med en lige så tyk skive sød-katoffel-mamelade.

 29/9. Står op lidt i seks. Vi skal køre langt i dag, og Willy vil have en tidlig start. Morgenmaden er, som andre steder i Argentina: Skuffende! Her får vi en sej bolle og nogle beskøjter. Først efter en del forhandleren, kommer der noget kendt klister på bordet, til at smøre beskøjterne med. Det ligner fuldstændigt smørefedt, men smager lidt sødere. Kaffen er trods alt god, de fleste steder, her smager den af - intet. De sorte "lorry'er" som sad uden for hotellet når lige at flyve før jeg skyder billedet. De bliver bare en række streger. Der hamstres papkasser i den helt store stil fra den lokale kiosk. Minder efter hånden om Nordisk Kaktus Selskabs tur til Tyskland og Holland - bort set fra, vi nu tager fra naturen, og sparer 50.000 kroner.

 Lidt i ni standser vi i en lille by, for at købe frisk morgenbrød og hamstre flere papkasser. Det er nogle små og søvnige byer vi kommer gennem. På den anden side har naturen ikke meget andet at byde på, end flotte udsigter. Længere nordvest på gennem en af de utallige dale, som er over 100 kilometer brede. De gule bjerge langs siderne er næsten nøgne, sletten i mellem er dækket af mandshøjt krat. I disen bag bjergene skimtes endnu højere tinder. De fleste fugle syntes at være rovfugle. Alt fra små falke til store gribbe. Ser en enkelt enormt stor grå jordgøg, eller noget i den retning, på størrelse med en gås. En kort fotopause i London, som består af 10-15 hytter og en kirke. Næste stop er en større by, med tre købmænd og en tank. Vi køber ind til frokost, og haster videre. Første stop for at se kakti er først halv tolv. Stop 3.1. Vi standser ved en næsten udtørret flod, og kravler op ad en stejl bjergvæg. Her gror fem vidt forskellige kakti mellem tornebuskene.

  Den omgivende natur er fantastisk. Gule høje bjerge, sparsomt beplantet slette og floden. Et par kredsende gribbe fuldender billedet. Buskene er totalt støvede, bare man rører dem, kommer der skyer. Vi går over på den anden side af vejen, og går lidt langs resterne af floden. På en brat opragende klippe finder vi nogle nye små stik-fyre. De er kun et par centimeter i diameter og med korte hvide torne. Jeg spotter en noget større med orange torne længere oppe, og kravler med fingrene der op. Tager et foto, og kravler ned og spørger. Den samme!

 Tilbage i bussen starter vi frokosten, mens vi skrumler videre. Mange steder er vejen skyllet væk, eller er bare ikke blevet asfalteret. De næste hundrede eller to er helt uden asfalt. Nogle steder krydser vi floden - i vandet. Har faktisk ikke set ret mange broer, i forhold til, hvor mange gange vi har krydset floder. Vi samler et par damer op i en lille landsby, og de får et lift til den næste, 60 kilometer ujævn grusvej. Der er høje bjerge på siderne, men bunden er langt fra jævn. Der er grusbanker, flere hundrede meter høje, spredt med gavmild hånd. Der ligger sand- eller støvdyner mange steder, og nogle buske er massive af sand. Buskene ligner mest gyvler, og nogle er dækkede af stærkt gule blomster. I nogle flodsenge kører vi forbi arkæologiske pladser. Det ligner en del af flodsengen, der er omhegnet af et plastikbånd. På den anden side ville det undre mig, hvis de lerhuse de bygger nu, ville holde fem år uden vedligeholdelse.

 Nyt Stop 3.2. På en stenet skråning, næsten uden bevoksning, gemmer der sig enkelte kakti, under buske og nærmest under jorden. Vi har også set det andre steder, hvor det nærmest er en tornet plade i niveau med jorden. Damerne venter på os, men der er selvfølgelig heller ikke kommet andre forbi. De store bjerge, bag de mindre er begyndt at have store områder med sne. Vi er i 1665 meters højde, og det er faktisk lang tid siden jeg har ser et træ. Med store mellemrum passerer vi en lille samling af huse, ikke mere end 10-15 stykker. Jeg regner ud, hvorfor det hedder cassa: det er ikke andet end kasser! Vi sætter damerne af, og begynder at slynge os op af bjerget. Willy spotter en stor gul blomst i en af de helt høje kakti. Den skulle bare have hvid. Stop 3.3. Afsøger hurtigt området, og finder fem forskellige kakti. En anden, noget mindre blomster, med den rigtige farve. Ser nogle enkelte spætter og nogle store vagtler med top, som død foragtende kaster sig over vejen. Flere steder sidder en flok dværgaraer og skræpper, hvis der er vand i nærheden. Det går frisk over stok og sten. Vi har næsten hele dagen kørt på dårlig grusvej, og hastigheden når aldrig over 30 kilometer i timen. Jeg håber virkeligt Willy mente vi skulle køre meget, ikke langt!

  Bliver brat vækket, Stop 3.4. Stor skråning med fod-store sten og små forkrøblede tornebuske - og tre slags kakti. Finder også nogle seje græsser og en slags sukkulenter, før vi jagter videre. Vi når en større by. Husene er hovedsageligt af ubrændte lersten, som så er blevet pudset og malet - en gang inden for de sidste 50 år. Der er ingen huse med rejsning, hvis det skal være fint, er der pyntefacade. Ud over træerne og de dyrkede arealer er der intet grønt. Efter flodlejerne at dømme, kommer vandet virkeligt i store mængder, når det endeligt kommer. Der er æsler og heste i alle indkørsler, og vinstokke i baghaven. Børnene får fri fra skole, selv om klokken næsten er seks. De har alle hvide kitler ud over almindeligt tøj, i alle størrelser. Rundt om i forhaverne står blomstrende peberbuske og lyser op. Jeg er nået der til, hvor jeg ville bytte et af de daglige kaktus-stop for en daglig kop god kaffe. Fatter ikke, borgerne fra et af de bedste kaffe-lande jeg har været i, springer noget så vigtigt, ja nærmest livs essentielt, over.

 Vi gør en kort fotopause ved Tucuaman provinsens arkæologiske museum. Det er helt ubeskriveligt flot! Mosaikker i natursten, enorme smedejernsting, kakti. Det har bare lukket. Vi kører rundt om hjørnet, og hopper ud. Stop 3.5. Nogle nye, også en kæmpe en jeg finder, som ikke "burde" være der. Det ved den gruppe åbenbart ikke. Den største er noget større end en fodbold, med flotte røde torne, der bliver lyst op af solens sidste stråler. Vi er i 1900 meters højde, og det bliver nok koldt om natten. Selv de store søjlekakti har fået hår på! Quilmes ruinerne ligger lige på vejen, så vi ser dem i skumringen. Og ja, de hedder det samme som nationaløllen. Som skrevet er dens farver lyse blå og hvid, samme som flaget. Meget stor by, med halv vægge. En stor labyrint slynger sig op af bjerget. Enten er det utroligt velrestaureret, eller også er det nyligt forladt. Væggene er lavet af skærver, nogle steder med mønstre. Andre steder er den naturlige klippe bygget med ind.

  Vi når lige en tur op på toppen, før mørket lukker sig om os. Det kunne have været spændende at få lidt historie og data, men ikke på denne tur. Mens vi kører i mørket, krydser Zorro jævnligt vejen. Adskillige æsler trækker godmodigt lidt ud i rabatten, mens sortlagte cykler dødsforagtende slinger ud af vejen. Vi kommer til et flot hotel, midt i en større by, ved nitiden. Vi skal spise med det samme, hvilket passer mig rigtigt fint. Stort lokale med mange mennesker og en fyr der står og skråler mens han tæver løs på en stakkels guitar. Til de andres store fornøjelse bestiller jeg en kop kaffe til maden. Skidt, den er helt klart det værd. Der er ikke noget med at bestille mad, der kommer bare to af de sædvanlige fyldte ting, efterfulgt af en enorm wienerschnitzel med lidt salat og tomat.

 Jeg skovler hurtigt i hovedet, så jeg måske kan være heldig at finde en internet-forbindelse. Kunne forestille mig Rikke ville blive glad for at høre fra mig. Bruger to timer på at læse tre mails fra hende, og skrive to nye til hende. Har på fornemmelsen, vi er 20 der deler et fejl-opsat 56 kilo modem, på en 86'er, der er proppet med ubrugelige programmer, der kører i baggrunden. Lidt over midnat bliver jeg nødt til at gå, hvis jeg ikke skal begynde at råbe af computeren. Der er også kun seks timer til vi skal op.

 30/9. Er ikke udpræget udsovet efter fem en halv time, men vi må vel i gang. Morgenmaden består af to beskøjter. Vi har endnu ikke været et sted, hvor de har ulejliget sig med at sætte en tallerken til "morgenmaden". Solen har lige ramt de højeste tinder, da vi kravler op i bussen. Der arbejdes heftigt med tape og papkasser, og ikke mindst: Hvor man kan få plads til dem. Den væltede affaldstønde længere henne af gaden får ofte besøg. Pap og store vandflasker er i høj kurs. Vi har boet ud til det traditionelle torv, som er i næsten alle byer, selv de mindste. Små stier, omgrænset af plæner, træer og bænke. Måske en lejeplads. Her sidder nogle højtalere rundt omkring, og en eller anden dame synger, det kunne lyde bedre! På den anden side af torvet vælter folk ud af kirken, der har vist været fuldt hus, og det er tirsdag! Det er ikke meget over frysepunktet, men selv i solens første stråler er der varme.

 Allerede klokken otte gør vi stop for at botanisere. Stop 4.1. En ny art, der har frø, og så finder jeg en gruppe planter, som vi slet ikke skulle have set på turen. Nogle rigtig små grimianner. Først går vi op af en stejl og meget løs skråning af næve-store sten. Jeg samler nogle frø til de ældre, som ikke lige har lyst til den skråning. Det generer mig ikke at tage en enkel frøstand fra hver plante, men det skal også være alt. Der efter jager vi på sletten, på den anden side af vejen. Jeg finder også nogle en meter høje buske, som enten er figner eller jatropha'er. De har ingen blade, så jeg kan ikke se det. Der står en lille gruppe træer, og de er overgroede med mistelten. Selv om træerne er uden blade, har snylteren nogle få - provokerende!

 Vi kører lidt baglæns, og passerer igen store flokke af dværgaraer. De er fantastisk flotte, når de flyver. Det jeg tidligere mente var jordegern ligner egentlig mere marsvin. Kommer de egentlig ikke her fra? Drejer fra ved en enorm Finka, som producerer vin. Efter vinmarkerne kommer hvide sandbakker, som vandrer. Lidt pudsigt med en perfekt badestrand i 1450 meters højde. Standser for at fotograferer nogle klippeformationer der er taget lige ud af Ulven & Hjulben. Sindssygt flotte! Forskellige nuancer fra gul over rød til sort, og figurer, slebet af vinden. Vi kører gennem dette sindssygt smukke landskab for mange kilometer, der er et flot motiv hvert sekund! Formationer og farver i en uendelighed, men hele tiden meget varieret. Jeg kunne bruge 1000 film her! Det bliver kun til 20 billeder, mit kamera kan ikke lide at køre og fotografere samtidig, og vi holdt kun en gang. Efter et par timer er vi ude af denne fantastiske naturoplevelse, og kameraet ryger rygende tilbage i sit etui. Jeg glæder mig virkelig til at se disse fotos!

  På et par af udsigtsstederne havde de lokale nogle lamaer, så turisterne kunne blive fotograferet. Det er både de første lamaer og turister vi har set.  Jeg blunder en halv time, og så er vi i landbrugsland med nysåede marker og træer ind i mellem. Lucernen står rigtig flot, og hveden er godt oppe. Det ligner faktisk Danmark i maj. Vi kører gennem en idyllisk by, og kommer til en stor sø, Cabra Corral, hvor der bliver dyrket vandsport senere på året. Ser helt forkert ud, når man lige er kørt forbi hestetrukne markredskaber. En stor rødhovedet flagspættesætter sig lige ved vejen. Den er stor!

 Stop 4.2. Her skulle være to nye kakti, men vi ser kun den ene, på en grusskråning ned til søen. Måske var der ikke så mange af den anden? Bagefter får vi frokost! Den ene snask ved søen har åben, og belært af erfaring, snupper jeg tre hamburgesere. Der lykkes mig endda at tiltuske mig en kop kaffe. Hamburgerne er gode: En skive okse, ost, bacon, spejlæg, salat og tomat. Og så havde de slet ikke kommet løg i, helt af sig selv! Midt i snasken står et fodboldspil - i støbejern! Ikke desto mindre er det blevet repeteret. De må virkelig gå op i spillet. Der er forår i luften; vinden er kold, men solen varmer dejligt meget. Vi vælter fuldstændigt det ældre ægtepars dag. De knokler rundt og ser forvirret ud. Gad vide hvad de gør, når der kommer en rigtig bus? Der går fuldstændigt rod i det, på trods af, konen skrev det op, da vi bestilte. Minder mig om de gange vi har haft Ren'e med på grillbar. Han har aldrig betalt for noget: Der er gået helt op i forvirring.

 Vi er nu i den nordvestligste provins: Provincia de Jujuy, som også omfatter en del af Andesbjergene. Føler mig lidt som Mike O Shern: Hatten, gå-på modet og en entusiastisk hold bag mig, det latinske navn, og GPS koordinaterne med hjemme fra. Vi følger bredden af den enorme kunstige sø. Vejen er hugget ind i bjergene, og mange steder ligger løse klippestykker på vejen. Selve bjergene er meget forskellige. Nogle er grønne, andre røde, sorte eller gule. Nogle steder kan man se forstenet havbund med bølger og det hele. Mange steder er de dækket af et meget tyndt lag nøgne buske.

 Vi standser et andet sted langs bredden. Stop 4.3. Der er lige plads til at klemme bussen af vejen, men her er absolut ingen trafik. Her er knolde! Jatropha microcarpa og en nær beslægtet med lange tynde torne samt seks-syv forskellige kakti i en smal, dyb og stejl kløft. J. m. blomster, men der er endnu ingen blade. Der ryger en plante på en meter med hjem til Buenos Airos. Jeg bliver nødt til at have en af de tornede Jatrophaer med hjem. Jeg burde nok ikke, men jeg mener ikke der er nogle Jatrophaer på fredningslisterne, og jeg er den eneste der fandt gruppen med dem (og jeg sladrer ikke). Finder en lille en på fem centimeter.

 Pludselig er klokken over fire, og vi er i en større by hvis indbyggere alle er mørke, og de fleste har indianske træk. Siden sidste stop har vi kørt gennem nogenlunde landbrugsland som er kunstvandet. Nu rykker bjergene sammen, og de er store, men stadigt grønne på det nederste stykke. Her er endda træer, men længere oppe bliver de dækket af gult græs. Vi klemmer os ind i en smal dal, hvis hele bund kan blive til en stor flod. Vi klamrer os til den stejle side. På den anden side løber jernbanen oppe fra kalkminen. En stor lastbil kommer drønende forbi, helt afsindigt hurtigt, vejens utallige skarpe kurver taget i betragtning. Vi standser for at skyde et foto af en rusten jern bro og den fantastiske dal. Ser lige et par nye kakti, som vi vender tilbage til. Her er alt dækket af et flere millimeter tykt støvlag. Lidt længere fremme finder vi en anden kaktus. Det vil sige, det er små af en af de rigtigt store.

 Stop 4.4. Det bliver et kort stop, undtagen for en, der ikke når bussen, før der kommer en stor lastbil. Sigtbarheden er nede under en meter i flere minutter. Stop 4.5. er lidt længere fremme. Her er der fem eller seks forskellige, den ene er der kun een af, og jeg når ikke at fotografere den, før den er gravet op. Jeg har faktisk set en tidligere, ved et fotostop, og den kører vi tilbage efter. Solen er gået ned, undtagen på de højeste tinder. Vi er i 2075 meters højde, og det begynder hurtigt at blive koldt. Vi skal hele vejen tilbage gennem dalen, af den udmærkede grusvej. Der er omkring 50 kilometer, hvilket tager næsten to timer.

 Vejen tilbage er lige så fascinerende. Klippeformationerne, de højtliggende flader med enorme kakti, flodens bugtede løb i bunden og de fjerne tinders slørede konturere. Nogle sorte og temmelig store kolibrier sværmer om de gule buske, ellers er der ikke meget dyreliv at se. Vi standser, hvor jeg første gang fandt en lille kaktus. Det viser sig heldigvis det vrimler med dem her, så alle får en - undtagen mig. Gad vide om de har fået udryddet den det andet sted? Jagten afbrydes brat, da der kommer et vogntog rejsende ned af bjerget. Vi kommer ud på den gode vej, og det næste jeg ser er en storby: Salta, som endda har en lufthavn. Det hindrer dog ikke hestevogne i gaderne. Mange neonskilte, proppede fortove, intens trafik, og den er tæt på ni. Der er for resten også en øl, der hedder Salta.

 Vi smider taskerne, og kører ud og spiser. Ind til det centrale torv, hvor flere af de velholdte bygninger er flot oplyst. Centralt ligger katedralen, som klemter et par "slag" halv ti. Den slår dem ikke; det er elektronisk - lige til at brække sig over! Bilvaskeren ser lidt betuttet ud, da vi smider vores syv meter forhøjede bus baglæns ind i en skråparkering. Da vi senere kommer forbi, kravler han rund på nogle skraldespande, og vasker løst. Vi får vekslet penge, ringet men der bliver ikke tid til internet - øv! Aftensmad på et pizzari, hvor vi deler en af hver. Desserten i en iskiosk, jeg springer over. Der driver nogle fede og særdeles velholdte gamle amerikanske biler rundt om torvet. Har set mange, specielt pickups, men ikke velholdte! Jeg havde egentligt et håb om at finde et internet, når vi kom tilbage til hotellet, men de andre lader til at have god tid. Det nytter ikke noget at finde et her - så god tid har de heller ikke! Fedt! Finder nu ud af, vi har så god tid, fordi Willy er gået over på en internet cafe! Nå, alt i alt en fantastisk dag: Frokost med kaffe, knolde og eventyrlige bjerg-udsigter.

 1/10. Kors, hvor er nætterne korte i Argentina! Det er da godt, der er nogle ualmindelige gode sæder i bussen. De er gode skålformede, så man ikke glider ned, når man læner det helt tilbage, og så man har støtte under lårene. Hovedlænet passer perfekt i højden og bredden. Jeg kan sidde og sove et par timer uden at blive det mindste øm i nakken, og jeg kan sidde der hele dagen, uden at blive øm bagi. Ville virkeligt være fede i fly! De andre ser nyheder, men der er alligevel aldrig noget om Danmark. Det eneste de kan huske er mordet på de to svenske politikere (ja, Palme var den ene!).

 Bussen får en indvendig overhaling, den er blevet utroligt støvet og beskidt. Willy virker opgivende; vi er halvvejs, og bussen er næsten fyldt op med fyldte papkasser. Jeg foreslår vi begynder at skille os af med passagerne, dem der har flest kasser først. Jeg får dårlige nerver af at køre i byerne. Det virker ikke som om der er en speciel vigepligtig i de mindre kryds, men kører barer. 90% af cyklisterne kører i venstre side af vognbanerne på boulevarderne, og også lidt på de smallere veje, hvor det er modkørendes spor. Og så er stort set alle gader ensrettede, selv i mindre byer. Vi tanker; dieselen koster 3,25, den billige benzin er 85 oktan til 3,90 og den dyre 4,40 kroner. Ikke særligt billigt, de andre priser taget i betragtning. Jeg giver for eksempel 11,50 for to ruller kiks og to liter vand.

 Ind i mellem løber vi ind i en kontrol. Chaufføren har en mappe de ser i, og vi har udfyldt en liste over os selv. Smilende og venlige politifolk. De skulle efter signe være efter stjålne biler.

 Vi kører op gennem en smal dal af en ensporet og slynget vej. Her er tørt, men totalt overbegroet med græs og træer. Selv træerne er overgroet med epifytetr, så som bregner og bromelier. I 1500 meters højde kommer vi til tæt skov på nogle næsten lodrette bjergsider. De store træer er dækket i overvækster, nogle er enorme lyserøde flammesværd. Der er også epifytiske kakti, som blyantstynde hænger ned fra træerne. Vejen klamrer sig til bjergsiden, og består udelukkende af hårnålesving. En lille hjort springer ind i krattet, og småfugle flakser i underskoven. Dalen bliver bredere, og der kommer lidt græsning og en stor kunstig sø med ænder. Så kommer vi til en større by, og bedre vej. Bjergene er langt væk, men man kan skimte lidt sne på de højeste. Der bliver arbejdet flittigt på markerne, det ser ud som om de luger roer, men det er nok noget andet. Mange træer blomster, nogle gult, nogle lillat og andre knald rødt.

 Pludselig er vi i en rigtig storby med højhuse og det hele. Her samler vi en ny guide op på det centrale torv, og finder ud af byen igen. Vi arbejder os stille og roligt opad, gennem græsdækkede men afsvedne bjerge, med en næsten udtørret flod i bunden. I 2000 meters højde drejer vi fra i den lille by Vulcan. Vi går af en smal sti mellem en stejl grusbanke og en sump. Der går køer og græsser i sumpen, og geder på skråningen. Stop 5.1. En gammel dame har været ude og samle brande, og kommer gående mod os, mens hun gumler coca-blade. Bjerget over for os er stærkt lyserødt, i flot kontrast til sumpend grønne frugtbarhed. Køerne har et sovested, hvor gødningen ligger højt, men der er absolut ingen fluer. Vi leder efter to bestemte kakti, den ene finder vi hurtigt, og den anden finder vi bedste Mike O'Shern-stil; lige før vi er tilbage ved bussen. Den gror heldigvis så højt oppe, vi kun er to der kan komme der op. Han tager lidt frugter og et enkelt skud, jeg; en masse fotos, før vi kravler/skrider/falder/tumler og skaeter ned.

 Klokken er allerede et, og vi kører tilbage, og svinger lidt til højre. Stop 5.2. Her er en ekstrem skifferskråning, hvor der gror en nyopdaget art: Blossfeldia liliputana. Utrolig lille, uden torne, sidder den klemt inde mellem de lodrette skifferplaser. Næste stop er en lille landsby, hvor alle bybningerne er af soltørrede lersten. Ufattelig idyllisk. Mange af porte, døre og bænke er lavet af kaktus-træ. På torvet vidner en samling souviniersboder om, her kan komme turister. Her er sølvarbejder, keramik, fløjter, træarbejde og en masse strikket og vævet. Flotte og farvestrålende ting, men min kuffert er fuld. Hvis de nu havde haft knolde...

Vi køber lidt brød og bananer hos den lokale landhandel, jeg får også en karamel tilbage. Vi sætter os ned på torvet, i skyggen, og slapper af. Jeg finder endda en kop udmærket kaffe. Det er sjovt, hvor de handlende bliver forvirrede, når jeg som den sidste af vores selskab, ikke taler spansk. Jeg har stadig ikke lært et eneste nyt ord. Hele vejen uden om landsbyen tårner høje bjerge sig op. Nogle er nøgne, andre har en fint lag græs eller buske. Det lader ikke til det regner meget; tagene er næsten flade, lavede af flækkede kakti, dækket med ti centimeter ler og græsstrå. Alle gaderne er en blanding af ler og grus. Fast når det er tørt, meen...

 Jeg finder et "tekrus" med filter-sugerør til Rikke. Det hedder en Mate, og sugerøret Bombilla. Det er udelukkende til at drikke Yerba af. Yerba er en plante der dyrkes og drikkes som te i landene her omkring og nogle arabiske lande. Beholderen er en kalabas, som er malet sort. Top og bund er beklædt med udsmykket "sølv" ilagt lidt "guld", og det udsmykkede sugerør er af "sølv" og "guld". Kunne sikkert have fundet det billigere i Buenos Aires, men det er nu sjovere her.

 Vi forlader landsbyen af en lille vej bag kirkegården. Her ligger to små røde bjerge foran et kæmpe sort. Stop 5.3. Vi (gen-) finder verdens største Gymnocalycium saglionis, og en ny art, med ekstrem lange torne. Den hedder selvfølgelig longispina (Lobivia). Solen er rigtigt stærk, jeg har fået røde håndrygge på ingen tid, men vi er jo også højt oppe, og den står lodret ned fra en skyfri himmel. Godt jeg har min hat! Jeg får slappet af, men der skal alligevel arbejdes lidt. Hvis jeg ikke er hurtig, er de sjældne kakti andre ser, gravet op, når jeg kommer. Jeg tager fotos med to kameraer; et APS til rejsebeskrivelsen og et digitalt til hjemmesiden. Ud over at skrive dagbog løbende, skal der også føres log over hvilke planter vi ser, og hvor. Det er ikke noget man kommer sovende til. (Men jeg falder nu i søvn ind i mellem).

 Vi kører ud gennem en meget tør dal. Klipperne på den ene side af vejen er slidt af årtusinders regn, og ligner talløse tårne i en fantasi by. De eneste "træer" her er, er søjlekakti. Ikke mærkeligt de bliver brugt i hus-bygningen, og alle andre steder man plejer at bruge træ. Brædderne er meget hullede, lidt ála meget grove netstrømper. En konstruktion der tillader dem at svulme i regntiden. Her regner det i øvrigt kun tre måneder om året, der regner det så hele tiden. Ikke særligt brugervenligt! Kunne være sjovt at se, når alt spirede. Jeg troede vi var på turen lige nu, fordi kaktiene blomstrede, så vi kunne fotografere det. Vi er her nu, fordi det er den bedste til at plante om på.

 Vi støder igen på en politisk demonstration. Klipper og grene spærrer vejen i en halv times tid, og så kan man fortsætte. Vi var heldige sidst, og kom da de åbnede. Vi kører hundrede meter tilbage, og holder i skyggen af en lodret bjergvæg. Vi krydser den sydlige vendekreds for ... øh, stenbukken?, og er nu i troperne.

 Der ser temmelig tørt ud, men der kommer hvide skyer forude. Vi er oppe i 2975 meters højde. På en højderyg kommer vi ind i en støvstorm. Nogle steder er sigtbarheden - væk. Her er de store søjlekakti meget mere lodne, end længere nede. På fladere områder dominerer de fuldstændigt. Motoren derimod, har fået det for varmt, så vi tager en lille pause. Stop 5.4. Så kan i jo ligs så godt botanisere. Det viser sig at være en god ide; her er flere nye. Vi svinger ud over nogle enorme flade bakker, med kun 30 centimeters beplantning. Man kan se flere hundrede kilometer, og det er ens landskab så langt øjet rækker. Hver bakke er fem kilometer i diameter. Vi kommer forbi en kæmpe flok får, som hyrden passer på

. Og så, i midten af absolut ingenting, kommer en rutebil. Det ligner et motiv fra en Fellini eller Monty Phyton film! Så dukker en landsby op. Den ligger klemt inde mellem to bakker, og resterne af en flod slynger sig gennem den. Vi kører gennem landsbyen og over floden. Den udtørrede bund er hvid af saltkrystaller. Ved ikke helt hvorfor, men vi vender, og kører tilbage gennem byen og bakkerne. Jeg syntes de ligner Mongoliet, og venter bare at se en flok kosakker komme galoperende.

 Vi standser i et hårnålesving, og går op over en nordvendt bakke. Stop 5.5. Her er nogle rigtig fede kakti. En er en halv meter høj, og meget behåret, hvide hår tykke røde torne. En anden ligner en stor gruppe grønne fingerspidser. Jeg finder også nogle små hvide blomster i jordoverfladen, måske en slags hyachinth. Da vi kommer tilbage i bussen, har vores lokal guide gravet en op til mig. Løget sidder syv centimeter nede, og bladene kommer nok, sammen med regnen. Den ryger med hjem, når den nu er fjernet fra naturen. Klokken er syv, solen forsvinder mellem de højeste tinder, og temperaturen falder hurtigt til fleese-niveau. Vi er i 3425 meters højde, om man bliver faktisk lidt stakåndet af at race op af bakke.

 Vi standser lidt nede, for at skyde et foto af en ny, endnu mere behåret søjlekaktus. Stop 5.6. Her er også fire gamle kendinge, men vi haster videre, i det sidste dagslys. I vejsiden står en af de sædvanlige advarselstavler, bare med en lama. De dukker også op lidt senere. Sorte og brogede, så det må være tamdyr. Landskabet fortsætter (vist nok) uændret ind til klokken ni, vor vi lander i en lille by: La Quiaca i Los Valles. Virker meget primitivt, men hotellet er fint. Der er endda en lille gasovn på værelset.

 Menuen er enkel: Ko eller kylling med salat eller fritter. Jeg har helt klart sovet alt for lidt i løbet af dagen; jeg er fuldstændig færdig. Willy mener vi kan finde et internet, så det bliver nok sent. Venter en mindre evighed på en mør skive ko på omkring 400 gran. Endnu senere kommer pommes fritterne, som er væsentligt mere pommes end frites. Desserten er coca-te - ja, det er te på cocablade. Den ser utrolig tynd ud, og smager som grøn te - gyseligt! Men hvad gør man ikke for at holde sig vågen, så man kan skrive med Rikke. Sidder på nettet en halv time, rimelig god forbindelse, men må så slippe 1.10 krone!

 2/10. Ekspeditionens intensitet trækker tydelige spor i deltagernes ansigter - vi ligner en flok vrag! Jeg er efterhånden ikke den med størst poser under øjnene, og så er det slemt. Willy har det slemt, han lider altid af højdesyge, når han er her. Det er nær frysepunktet til morgen, småfuglene sidder i træernes toppe, for at få de første solstråler. Prisen for at bo 3775 meter oppe. Vi tager en lille grusvej ud af byen, gennem lavt, gult græs. Der er intet liv at se, hverken dyr eller mennesker. Det ligner stadigt Mongoliet, bare større!

 Den Bolivianske grænse-flod dukker op, dybt nede mellem bakkerne. Efter en god time på et forvokset vaskebræt, kommer vi til Stop 6.1. Alle klipperne her omkring er sandsten, de fleste på højkant. Her er en anden helt nyopdaget (2001): Yavia cryptocarpa. Der er også to andre, vi ikke har set før. Vi kører tilbage, hvor vi kom fra. På vejen passerer vi en flok lamaer. Vi standser kort et andet sted for at fotografere blomsten i den store lodne søjlekaktus. Her er også nogle Rebutia pygmaea, en centimeter i diameter.

 Tilbage i byen køber vi frokost hos landhandlen. Jeg giver tre kroner for et fladt rundt brød og to store, tykke skiver skinkepølse. Byens mest moderne bygning er tanken. Der går traditionelt klædte kvinder gennem den, og tre sorte grise roder i jorden bag den.

 Vi kører ud på landet igen, og kommer gennem den historiske by; Yavi. Bag den finder vi Stop 6.2. som ligger på en flad bakke med nævestore løse sten på fin sandbund. Her er to nye kakti, begge underjordiske. Vi finder nogle af den ene, som har lange torne, der (som det eneste) rager op over jorden. Den anden bliver der kun fundet tre af. Der er nogle ganske enkelte andre kakti, men dem har vi set før. Der flyver lidt insekter rundt, blandt andet nogle støjende fyre, som måske er chikader. Det er egentligt rigtigt længe siden jeg har set krybdyr. Her er måske for tørt, når der ikke engang falder dug.

 Vi kommer tilbage til byen, som ikke er helt lille. Jeg spørger Willy, hvad pokker de lever af? Der er lidt fårehyrder, ellers er der tovejs smugleri med Bolivia. Der var små 100 meter fra landhandlen til grænsen, får jeg nu at vide. Jeg troede det var et torv jeg kunne se for enden af gaden. Så vender vi næsen mod Buenos Airos igen, bare af en lidt anden rute. Først kører vi dog gennem de enorme bløde bakker. Tænker på hvor flotte de må være i regntiden, når de er helt grønne af nyt græs. Man kan bare ikke komme her på den årstid, da er vejene oversvømmede eller skyllet væk. I dag ser vi temmeligt mange mindre lamaflokke og en enkelt stor.

 Sidst på eftermiddagen bliver det overskyet, og temperaturen falder meget. Vi passerer igen nogle enorme buer i klippen, højden er 3780 meter, og der er 1860 kilometer til Buenos Aires. Vi standser i en lille turistfælde, hvor de andre finder souvinieres og jeg en kop kaffe. Sidder og ser en gammel, flot udgave af Zorro, meget pudsigt, da den faktisk kunne have foregået her. Jeg kan ikke finde en lille ting til mig selv, men det plejer jo at være et problem. Jeg havde tænkt lidt på en lille kaktus-figur, men de laves altså ikke små. Måske en udskæring af kaktus træ? Byens gader er brolagte, husene af ler, nogle med et tyndt lag mørtel. Gaderne er stejle og smalle. Her bliver solgt strik, fårehove, fløjter, lertøj, smykker i "sølv", kakti i potter, coca-blade, mate'r, strikkede og filt hatte, malerier, store tæpper og vævede tasker.

 Har fundet en ud af tyve handlende, der kunne lidt engelsk. Det er nok spansktalende turister der er mest af. Det varer altid lidt, før de forstår, jeg intet forstår. Vi krydser hummeren/krebsen/enhjørningens eller hvad det nu er for en vendekreds, og er så ude af troperne. Jeg har stadigt ikke brugt den halvdel af min medbragte garderobe, der er til varmt vejr. Der i mod er den varme del blevet rimeligt brugt. Der er jo ikke en ærlig chance for at vaske tøj om aftenen - hvis det skal være bare nogenlunde tørt om morgenen.

  De sidste mange gange jeg har rejst, har jeg haft et eller to par strømper med - uden at bruge dem. Af uforklarlig årsag tog jeg alt hvad jeg havde med denne gang, og det var godt. De er fulde af torne og stikkende frø om aftenen. De kraftige bukser er blevet godt støvede, men de tynde er både for kolde, og giver for lidt beskyttelse i det evindelige tornekrat vi maser os gennem. Skidt, de andre har også et afslappet forhold til pressefolder.

 Vi svinger af i Pucara de Tilcara, som er er en stor indiansk landsby, fra gamle dage. Her er også en kakti-have, med en del af det vi har set, plus et par nye. Desværre er de ved at lukke, da vi kommer ved sekstiden, så det bliver bare en hurtig tur gennem haven, og et foto af byen. Alle steder vi kommer, hvor der er mennesker, er der også mange hunde. Det varierer fra racerene gravhunde til totalt uidentificerbare. Generelt er de velholdte og -nærede. Ser for anden gang en hættemåge i en af de næsten udtørrede floder. Ser virkelig malplaceret ud her! Det bliver mørkt, og vi kommer til San S. de Jujuy lidt over otte. Siger farvel til guiden, der hopper af med sine papkasser, og finder hotellet. Pakke lidt om, tælle rene strømper (der er nok), og så ud og spise. Vi er kommet ned fra højderne, her er for varmt til flees, selv om aftenen. Ganske rart!

 Vi kommer ind på en pæn restaurant, og får menukortet. En toretters menu koster mellem 11 og 15 kroner. Hvis man skal have en flaske vin med, ryger der hurtigt en tier på. Det virker grotesk, når omgivelserne og menneskerne ligner dem der hjemme. Jeg får to af de sædvanlige butterdejs fyre, fyldt med krydret fars. Hovedretten er to store stykker, totalt mørt, kogt oksekød med kartoffelmos og sovs med ærter i. De andre sidder og snakker en evighed efter maden - på spansk, selvfølgelig. Og så er det muligvis om kakti, som jeg ikke ved en disse om. Det kan også være om andet, det er vist længe siden jeg har hørt et latinsk navn. Sidder og lytter: Jeg har virkelig ikke den fjerneste anelse om, hvad det drejer sig om. Det ville sikkert gå bedre med at lære spansk via naturmetoden, hvis folk talte med en. Endelig får vi regningen: Ni to retters, fire deserter, to flasker vin, otte halve vand og tre sodavand: 215 kroner. Jeg finder en internet-cafe, og får skrevet med Rikke. Der er også en mail fra en resceacher, der vil bruge et af mine fotos i en bog (Ja, jeg er lidt stolt!).

 3/10. Det er heldigt, de har skopudsere her i Argentina; de sorte sko jeg har brugt hver dag, begynder så småt at trænge lidt. Så skulle jeg bare have klaret poserne under øjnene... Rigtigt flot hotel, flot badeværelse men de fik ikke lige plads til en restaurant. Jeg er først oppe, og da jeg går ud, giver receptionisten mig et lille plastik kort, der giver ret til morgenkaffe på tanken over for. Jeg må lige vente et par minutter, før de åbner klokken syv.

 Finder et Argentina-kort til 45 kroner, og da chaufføren dukker op, får han lov at plotte vores rute ind. Så skal jeg bare have Willy til at plotte de stop vi har haft. Vi kører gennem et landskab, der nærmest kunne være dansk, og vejret er også bekendt: Overskyet, lidt diset. Vejen ligner en almindelig dansk motorvej, der er bare ikke midterautoværn i den brede V-formede midterrabat. Deres skiltning er ganske udmærket, selv langt ude på landet.

 Har siddet og kigget Willy lidt over skulderen; det lader til Argentina er delvist kortlagt, hvad angår kakti. De forskellige steder vi har været har Site No'er, og en liste over, hvad man kan finde der. Ikke mærkeligt vi har haft svært ved at finde nogle af dem, de er simpelthen udryddede fra netop det område. Så må man jo bare håbe, de findes andre steder, og forbliver uopdagede, til Argentinerne får lidt mere respekt. Nogle af de steder vi har været, har der været tydelige huller, og kasserede planter, der bare har ligget og døet, med rødderne blottet. Nogle af de kakti der er blevet taget på denne tur er ekstremt svære at bare holde liv i, og overlever sikkert ikke. Det er virkelig bagsiden af medaljen på denne tur. Nogle bruger simpelthen denne data-liste til at shoppe efter, og jeg er med på en shoppe-tur.

 Midt på formiddagen svinger vi ind på en stor landevejs-tank, og får kaffe! Vi må have ufattelig god tid! En kop kaffe er i øvrigt dyr i Argentina, i forhold til et måltid varmt mad: 4,50 kroner, aftensmaden var 11,00 for to retter! Landskabet ændrer sig, landbruget forsvinder til fordel for højt krat med enkelte træer. Minder meget om dele af Kenya: Grønne trækroner og afsveden bund. Vi holder ind hos en lille bonde, og får lidt vejledninger. Manglende GPS-info?

 Vi stopper ved noget der minder ret meget om en tør, dansk løvskov. Stop 7.1. Her er en Opuntia og to epifytiske kakti. Jeg får også lidt med; en stor tæge har stukket snablen i mig, lige over knæet. Beslutter mig for, efter en kort tænkepause, ikke at beholde den. Fortæller Willy det, og efter et meget lille øjeblik holder vi ind igen. Jeg finder 19 små tæger på mig selv, og de andre har fået deres del. De er næsten umulige at mase mellem to negle. Syntes stadig jeg kan mærke dem krable rundt på mig... En stor skrue af gribbe dukker op i horisonten, og der kommer græsmarker igen. På en mark går en masse køer med nyfødte kalve. Midt på marken liger et helt afpillet skelet, hvor ribbenene stadig hænger sammen. Virker makabert, men er vel meget naturligt. Her er mange gulnende kornmarker, det ligner byg. Markerne er store og meget flade. Det ser ud som temmelig god muld, men her er tørt. Nogle steder kan man se på langs af rækkerne, og der er langt imellem.

 På spansk spørger man efter Baños, når man skal på toilettet. Det betyder egentlig bad. Nu kører vi gennem byen Los Baños. Er ikke helt sikker på jeg ville have postadresse her! Det var ikke helt forkert jeg mærkede noget krible, snupper lige fem tæger mere, da jeg ikke har andet at lave. Kunne nu have været meget rart at have fået bukser og trøje af. Det er egentlig sjovt, hvor man hele tiden bliver klogere. Da jeg var lille skulle igler brændes eller saltes af. Nu skal de bare af med en negl, så de ikke brækker halvfordøjet blod op. Tæger skal ikke længere kvæles med fedt eller olie, så man får snablen med, de skal bare hurtigt af, så deres tarmflora ikke trænger ind i blodårerne og giver nerveødelæggende infektion. Så kan man altid grave snablen ud senere.

 Der sker ikke meget andet, før vi krydser grænsen til provinsen Malvinales. Kort gennemgang af chaufførens papirer, og vi triller igen. Klokken er et, og solen bryder forsigtigt frem. Nu skal vi til at betale for veje igen, det har været gratis længe. Lige som Danmark er Argentina med i den internationale sammenslutning til udbredelse af hasarderede overhalinger. På denne tosporede vej, som så mange andre, må personbiler køre 110, busser 90 og lastbiler 80. Det kan da selvfølgelig godt være nogle af de 50 år gamle, overlæssede Mercedes lastbiler ville have svært at komme op på, og ned igen fra 110, men alligevel...

 En time senere er det et noget mere fugtigt klima. De store træer er overgroet med enorme bromeliaer og andre vækster, og der kommer frugtplantager, for eksempel citrus. Græsset er grønt, og der er mange farvestrålende blomster. Desværre er luften også blevet fugtig, her er overskyet og diset. Halv tre bliver der sørme også tid til kaffe. Da jeg skrev, jeg ville bytte et kaktus-stop ud med kaffe om dagen, mente jeg altså ET! Ligefrem at have flere kaffepauser end kaktus-stop er lige lovligt meget. Der dukker boder med friske jordbær op i vejsiden, til 3,30 kroner kiloet. Jeg syntes årstiderne er temmelig forvirrende her. Måske de delvist styres både af solen, højden og regnen, og det er et stort land.

 Her bliver mere subtropisk, nu er der sukkerrørsplantager. Der bliver også tættere mellem palmerne og de vandløb, der er vand i. Store grupper af enorme bambus ser lidt pudsige ud her. Der hænger nogle sorte skyer i horisonten, bare de bliver der. Nogle store taranteller krydser vejen, hvor vi kommer gennem en skov. Så kommer der nogle forsigtige vindtårer. Pludselig er vi i regnskoven. Utrolig flot med disen mellem træerne, og den brusende flod, der løber langs vejen. Den slynger sig lige så vildt som floden, og vi arbejder os opad. Vi kommer helt op i skyerne, 900 meter over havet. Med lidt held er her mere klart i morgen, når vi triller ned igen. Vi kommer til Fin del Monde; Verdens Ende.

 Så bryder vi gennem skyerne, landskabet bliver lidt tørrere ´ala dansk løvskov, og der kommer kakti. Vi når toppen, og det er en stor græsmark, der godt kunne bruge lidt vand. Vi er nu i 1800 meters højde. Lidt i fem bliver der igen tid til kaffe, og et foto af en fantastisk udsigt ud over en dal. En flok ænder kommer flyvende, og bonden ridende på sit æsel.

  Vi kommer ind i en nationalpark, og rundt om et hjørne ligger en meget stor sø., naturligvis kunstig. Det lader ikke til, den er til strøm-udvinding, bare vand reservoir. Der kommer lidt bebyggelse; Mollar. Lader til at være en sommer-ferie by. Nu virker her temmelig dødt. Vi kommer til en Tafi boplads, som har været beboet fra år 0 til 900. Det eneste der er at se, er nogle tynde bautastene, 40 centimeter i diameter og op til fire meter høje. Nogle af dem med en let genkendelig fortykkelse på toppe, og et lille hul øverst.

 Vi kravler stadigt opad. Nu er her lavovergroede sten og nåletræer. Hvis det ikke var for lamaerne kunne det være Sverige. Over 2500 meter er der bare kort, nedgnavet, gult græs på nogle enormt store bløde bakker med sandsten under. Vi er igen i "Mongoliet". Stop 7.2. giver to nye kakti, og en vild klatretur op over en næsten lodret grus skrant. Der bliver endnu mere goldt, og bakkerne bliver stejlere. Vi kommer til en skråning, dækket af legems-store sten. Stop 7.3. Her er mange forskellige, blandt andet nogle kæmpe tøndekakti. Stenene er virkelig flotte. Langt de fleste ligner sandblæst træ, enkelte er rosa kvarts. Der er ikke to sten der er ens, de kommer langt fra, og er blevet godt blandet Himlen mellem de nærmeste bjergtoppe flænges af lyn, mørket falder på, og vi lister af.

 Vi er oppe på 2635 meter, og det er hurtigt ved at blive koldt. Vi finder byen, hvor vi skal sove, ved ottetiden, vi kan bare ikke finde hotellet. Willy ender med at ringe, og så bliver vi guidet. Et netværk af små, snoede, dårligt holdte grusveje fører til noget der ligner et sindssygt flot rigmands hus, som næsten er bygget færdigt. Vi er overbeviste om, vi er de første gæster. Der er stadigt ikke monteret elektrisk lys i receptionen. Vi putter vores trætte chauffør, og går et par kilometer ned til byen, for at finde aftensmad. På vejen passerer i et vandhul, hvor der er forskellige frøer, der danner et massivt kor. Vi finder en lille hyggelig restaurant, der har ged og kylling på grillen. Jeg prøver ged med fritter. Desværre er den hugget ud i terninger, med ben. Det kan ødelægge et hvert dyr.

 Vi får plottet vores kort, så det er til at se, hvor vi har set hvad. Jeg får også tiden til at gå med at fjerne et par tæger til. Klokken er tæt på midnat, før vi er tilbage på hotellet. Midt i den flotte reception står et par rustne, primitive kakkelovne. Det bliver spændende at se, om der er varmt vand på værelset. Og hvor mange tæger der er under tøjet. Der er kun en, og den har heller ikke suget af mig. Det var kun den allerførste, som var en anden art, som bed i mig.

 4/10. Det har regnet i nat, så alt er frisk her til morgen. Bjergtoppene har fået et pudder sne, det er ikke helt sommer endnu. Stor diskussion over morgenmaden. Willy er løbet tør for penge, da der jo var en, der sprang fra (hende hvis mor døde). Han havde regnet med at få penge fra hende (sjovt nok kun det halve af, hvad jeg har givet), og vil nu gerne have, vi selv ligger ud for sidste nat. Så får vi pengene, når vi kommer til Buenos Aires. Jeg kan ikke se problemet, men nogle af de andre, vil ikke give mere. Jeg ville ikke have noget problem med at vi splittede hendes del, men hvis Willy vil refunderer, må han vel også gerne det.

 Vi stopper ved en helt lodret klippevæg, hvor der sidder nogle enkelte kakti oppe under det øverste udhæng. Stop 8.1. Det lykkes mig at kravle op til en, og skyde et foto. Lidt længere nede standser vi igen, her er blandt andet en Hoya. Så går det ned gennem den underskønne regnskov igen. Her er utallige motiver, jeg prøver at nøjes med de bedste, men det er svært, når man slynges rundt i bussen, gennem de utallige hårnålesving. Så er vi nede i landbrugslandet, og jeg blinker med øjnene (en times tid). Vågner op med migræne, stadig i landbrugsland.

 Ser et skilt: Hausa Pampa, det ligner ret meget dansk landbrugsland. Vi begynder at køre opad, og der kommer krat-skov. En kæmpe tudse krydser døds foragtende vejen. Ellers ser jeg kun småfugle og nogle enkelte rovfugle. Mange steder langs vejene vi har kørt, er der små altre. Der bliver ofret ved dem: Vand. Rundt om et ølkasse stort alter ligger hundreder af halvfulde, to liters sodavandsflasker. De fleste steder ser det ud som et læs affald. Det er katolske altre. En lille pudsighed: En af de kakti vi har set hedder: Parodia maassii.

  Vi kommer op på et plateau, hvor der kun er buske, iblandet søjlekakti og opuntia'er. Toppen på bjergene omkring os er indhyllet i skyer, og ser fortryllede ud. Nogle af opuntia'erne blomster med orange blomster. Enkelte planter er helt dækkede; virkeligt flot. De er højere en de omgivende buske, helt træformede, med en op til tre meter høj stamme. Ser en fantastisk flot Chorisia speciosa, der er over en meter i diameter, og stammen er kun knapt to meter. Her er mange forskellige tynde søjlekakti, der er enorme træer. Her er også nogle Jatropha'er, lige min stil.

 Pludselig er vi ude af området. Spørger, om vi ikke skal standse mere i dag: Næ! Jeg troede først det var i morgen, vi skulle køre hele dagen. Måske er planerne lavet om i morges? Temmelig surt, det var nogle rigtig flotte og store planter, som jeg kun kan se her. Der er kun 1120 kilometer til Buenos Aires. Jeg havde også fået en ide til en lille souvinier til mig selv: En stor kaktus-torn. Jeg havde også håbet, vi standsede ved nogle Chorisia'er, så jeg kunne få nogle vilde frø af dette fede træ, som vil passe perfekt ind i min samling. I lang tid kører vi blandt grønne buske og afsvedet græs, på langs af en meget bred, og helt flad dal. Man kan kun lige skimte de fjerneste bjerge. Så, pludseligt dukker der en olivenplantage op.

  Vi standser på en af de få tanke. Jeg må slippe 15 kroner for et frisksmurt halvt flute med skinke og ost, en kop cafe con leche, to liter vand og en pakke kiks. Meget rimeligt! Vi må være kommet ned i lavlandet igen (blinkede lige). Temperaturen er oppe på 30 grader, og luftfugtigheden er høj. Chaufføren sætter en film på; en eller anden amerikansk actionfilm. Der er spanske undertekster, men lyden er for lav, til jeg kan følge med. Vi kører nu i en næsten gold ørken, med mange meter mellem græs totterne. Mellemrummene er fyldt med vand! Ser vildt forkert ud, men stedet har nok fået dette års regn i nat. Jeg blinker lige igen, og så er der gået to en halv time, og vi svinger ind på en tank igen.

  Vi standser lige en gang til, for at få skud og skud af en Opuntia med blomster. Det lykkes for mig at vriste en stor torn af den, som min Argentina souvinier. Horisonten bliver mørk af tunge regnskyer, og lidt efter kommer de første vindtårer. Regntiden er kommet, vi har været heldige. Rabatten er fyldt med meget lave blomster i alle farver.

  Små regnen og disen holder til klokken syv, hvor vi rammer hotellet. Vi kunne sagtens have nået at standse et par gange l løbet af dagen - øv! Naboen til hotellet er en internet cafe. Her sidder 20 12-15 årige drenge og spiller. Det støjer! Tastaturet er slidt ned, så man ikke kan se, hvad der har stået på tasterne, og som alle andre steder er tastatur og driver ikke helt det samme. @ fås kun ved Alt+64, men når bare man ved det. Efter godt en halv time har jeg læst og sendt en mail til Rikke, og fået nedsat min hørelse med 20 dB.

 Vi mødes for at spise. Først går vi ind hos en slagter, for at købe noget til en af os. Så går vi ind hos Farmacias'en for at ringe. De har apotekervarer, materialist ting, småbørns ting, is og kolde drikke. Jeg har vist ret i, stemningen har været lidt trykket i dag; vi er kun tre der går ud og spiser sammen. Lidt ærgerligt, jeg tror ellers det er gået rimeligt godt, men jeg kan jo ikke være sikker. Jeg får en af deres lækre hamburgesere, de andre to får bøf med enten salat eller fritter, en øl to vand og to kaffe bliver i alt 45 kroner, som jeg, stor i slaget, giver. Jeg kommer i øvrigt til at savne den lækre, stærke kaffe.

 Så checker jeg internet cafeen igen; ungerne er skredet. Får sendt lidt mails (hvorfor spørger folk mig om, hvor i nærheden af Kolding man kan købe Strongbow?), samt ryddet op i dem der er kommet de sidste 14 dage (slette, slette...). Det virker helt forkert at være tilbage på værelset uden at være ved at besvime af træthed. Det kan være de fire timer jeg har fået i bussen i dag hjælper? Begynder at lave en liste over, hvad jeg skal lave når jeg kommer hjem. Bare at lave listen virker uoverskueligt! Finder lige fire tæger mere, da her er bedre lys end sidste værelse. De ser stadig små og sultne ud, kan de slet ikke lide mig?

 5/10. Starter dagen, som jeg sluttede i går: Fjerner tæger. Nu har de bidt sig fast, og klør lidt, men de er ikke svulmet op. Måske er det slet ikke tæger? Efter morgenmaden betaler jeg hotelværelse: 75 kroner. Hvis jeg ikke får dem tilbage, overlever jeg nok. Aftaler i øvrigt at komme ud til Willy for at se hans plante-samling i morgen.

 Vi er i 750 kilometer fra Buenos Aires, i Cordoba-området; ren pampas: Kornmarker så langt øjet rækker. Byggen er skredet, majsen stadig døde stubbe. Solen var lige fremme i morges, men forsvandt hurtigt. Efter en hurtig kop formiddags kaffe sætter chaufføren en film på, og jeg lukker øjnene. Går ikke glip af meget; landskabet og byerne er selvfølgelig ikke danske, men temmelig tæt på. Får da i det mindste slappet lidt af disse dage. Og dog; der er et right dyreliv i de kortklippede græsrabatter. Marsvin, forskellige duer, skader, toppede fugle, småfugle, falke, hønse-ting, munke parakitter, sommerfugle, høge, vadefugle, viber, vagtler, solsorte, stære, gråspurve, fluesnappere og mange andre, jeg ikke lige kan sætte navn på. I de fleste el-master er nogle fodbold-store, iglo-formede fuglereder i mudder. Troede først det var myrerboer, men alle har samme åbning. På nogle strækninger er der ikke en pæl uden mindst en rede.

 Nogle bilmodeller er her bare mange af. En gammel jeepagtig en, med V-formet front, Fiat 600 (den lille æggeformede), Mercedes lastbiler 1311 og 1513 og Ford Falcon, 40 år gamle. Har ikke andet at lave, så her er lidt status: Jeg har haft væsentligt mere bagage med på denne tur, end jeg plejer. Jeg har ikke brugt mere end jeg plejer, med undtagelse af strømper. Jeg havde fået forståelse for, det var en international tur, det kneb lidt. Jeg troede, der var to chauffører, men skidt med det. Jeg troede vi skulle have besøgt flere private samlinger end en. Det kom også bag på mig, at priserne var så lave. Varm mad til tolv kroner, på en restaurant, der udseendemæssigt kunne ligge i Danmark, virker vildt! Jeg havde ikke regnet med, turen havde været så intens. Der har ikke været meget spildtid. Jeg havde regnet med, vi havde besøgt mere varierede klimaer. Det er ikke meget vi har været i regnskoven. Jeg havde regnet med at tale med nogen i løbet af de 14 dage. Ikke at de ikke er søde, men med undtagelse af Willy kan de ikke et ord fælles med mig. Willy har haft rigeligt med at være guide for de andre, han har faktisk arbejdet hårdt. Turen har været utroligt nøje planlagt. Jeg havde ikke forventet Argentinas større byer var så moderne, eller at der var så store vider. Jeg er glad for jeg ikke havde regnet med at se hele Argentina på tre uger. Jeg havde slet ikke regnet med det var en "shopping tur", jeg troede vi bare skulle fotografere. Det har været temmelig rystende at se, hvordan der bare er blevet gravet kakti op. Også hvordan der har været gamle huller og kasserede planter, som bare har ligget og flydt. Det er mærkeligt, jeg har ikke set et eneste pedal-lokum, før de sidste to tanke. Ikke at jeg har savnet dem... Alle tank-toiletter er BYO (tag selv papir med).

 Status forbi; tilbage til nutiden. Det er godt nok en dræbende tur. Landskabet er totalt ens; ligner fladt dansk landbrug. Kilometerskiltene er nærmes provokerende ens, det er ikke mange kilometer der bliver talt ned. På lange strækninger langs vejen løber en lavvandet kanal med utroligt meget fugleliv i. Der sidder en rovfugl for hver 10-15 meter, der går hjejler, ryler, kohejre, store hvide hejre, ænder, skarver, sorte ibiser (?), en enkel stork, og et hav af andre vådområdes fugle. Vi standser på en tank, hvor der er en lille bod ved siden af. De har net med appelsiner, henkogte ting, olier og honning samt rosen-planter. Der er utroligt mange af den slags boder her, 150 kilometer uden for Buenos Aires. Appelsinerne koster en krone - kiloet! Hov, det har jeg glemt; der er ikke en eneste af os der ryger. Det nedsætter selvfølgelig antallet af rygepauser, men er vældigt rart.

 Der er væsentligt mere trafik ind mod Buenos Aires, end ud. Det er selvfølgelig søndag, men det virker pudsigt. Lidt i syv er vi pludseligt ud for mit hotel, jeg siger pænt farvel, og hopper af. Pænt tøj på, og så ud og finde en åben internet cafe. Det er søndag, men en del af forretningerne er åbne. Skopudserne er bare gået hjem, jeg kunne ellers godt bruge en. Snupper en hamburgeser og en kaffe på en lille cafe. Syntes klokken ni er for tidligt at gå hjem, og er heldig at finde en stille og hurtig internet cafe. Bruger et par timer på at indhente nyhedsgrupperne. Den ene har kæmpet sig igennem en lang diskussion, jeg startede. En anden afgøre en tvist ved at henvise til en af mine sider, og i en tredje ærgrer en sig over, han ikke så mit foto først, så han ikke havde brugt et halvt år på at finde et navn på en plante. Byen er blevet mere stille, så jeg drysser hjem for at vaske en trøje til hjemturen. Receptionisten kan huske mit værelses nummer. Heldigt; jeg havde glemt det.

 6/10. Afslapningsdagen: Prøve at få ændret afgangen fra Madrid, så jeg ikke har seks timer der. Købe en plante, som jeg så i går under navnet Ombu. Det er nemlig en Phytolacca dioica (Phylolaccaceae), som er den eneste høje vækst på pampaen, og som har en tyk stamme den opbevarer vand i. Det er præsist det der gør den til en caudiciform, så den skal med i min samling, (man får meget ud af et besøg på internettet). Så så jeg nogle pæne sko til en rimelig pris, i en forretning, der havde lukket. Der skal jeg lige forbi igen. Rikke skrev, jeg burde se den balkon Elvita holdte sin berømte tale fra. Den må vel ligge her midt i byen? Så skal jeg lige huske, jeg lavede en aftale med Willy klokken elleve, om at se hans samling. I eftermiddag skal jeg...

 Og så den virkelige verden: Der er ingen afgange med Iberia Air i de seks timer til København. Elvita holdte sin tale lidt uden for centrum, men jeg kan komme der ud med et par Metro'er og en travetur. Blomsterhandleren har åben, det har han faktisk haft så længe, at han har fået solgt den flotte Ombu, så jeg må nøjes med en lidt mindre pæn, der er lidt dyrere: 60 kroner. Skotøjsforretningen har ikke åbent endnu, så jeg snupper en kop kaffe, som jeg skolder tungen for vildt på, i et øjebliks uopmærksomhed. Ellers går det meget godt. Ser i øvrigt ud til at blive en af de dyre kopper kaffe. Jeg er på et rigtigt flot konditteri, med utallige virkeligt flotte og lækkert udseende kager. Jeg nøjedes med en cafe con leche, og ud over den, får jeg et glas juice, en lille kande vand og en tallerken med småkager. Der bliver selvfølgelig også sat servietter, sukker og sødemiddel samt et nyt askebærer på bordet. Det virker temmelig overvældende, når man nu bare skulle have en kop kaffe. Den koster alligevel ikke mere end 5,50 kroner.

 Så har skotøjsforretningen åbner. De har selvfølgelig ikke de sko i min størrelse, så det bliver genoptræning af de gamle. Finder en skopudser. Han starter med at ligge sin striktrøje. Så kommer der plastikstykker ned for at beskytte strømperne. Skoene bliver børstet rene for støv, og renset med noget kras væske. Så bliver de indfarvet, og får lov at trække, før de bliver pudset første gang. Så kommer der klar polercreme på, som først bliver poleret med børste, så en silke-klud. Mine ellers så hærgede sko (nærmest ruskinds-look) ser ud som nye! Må så give 4,50 kroner for dette kvarters behandling.

 Jeg er lige ved Metroen, som efter ti stop bringer mig ud i nærheden af Willy. Så skal jeg bare gå otte blokke og finde hans husnummer. Kommer fire minutter for sent, men hvad. Hans samling er på taget. Her er en stor terrasse med otte overdækkede bænke og nogle åbne. Willy laver mange frøplanter, som han sælger og bytter væk, men der er også en stor samling af rigtigt flotte planter.

  En del genkender jeg, andre er virkelig spændende og for mig; totalt ukendte. Han fortæller lidt om de forskellige variationer inden for nogle af arterne, og hvordan han prøver at få dem til at ligne de vilde mest muligt. Det har været en kold vinter, så han har knopper i nogle, han ikke har haft i blomst før. De er først lige begyndt at blomstre, men der er nogle rigtigt flotte ind i mellem.

 Der er hurtigt gået et par timer, og jeg finder tilbage til Metroen igen. Checkede lige, om han også mener balkonen ligger langt væk. Næ, den ligger lige i centrum. Godt jeg ikke tog der ud, hvor de to receptionister sagde. Kan lige så godt kører der ind nu, hvor jeg er i Metroen. Har da hvis taget et foto af den bygning før, men hvad; dagen skal jo gå med noget. Et par hurtige fotos af det rosa palæ, mellem busserne. Et af katedralen, som ligner et græsk tempel, og så ind i en park. Willy fortalte nemlig, ombu'en findes som park træer. Når jeg nu ser den, kan jeg huske den interesserede mig i botanisk have. Her er også flotte blomster i Chorisia'erne. En gartner råber lidt af mig, da jeg vader ind over plænen, men ender med at give mig en hestesko, så jeg kan komme op og tage et nærbillede.

 Den er ved at være to, og jeg har ventet mig til at spise frokost. Finder en lille hyggelig snask lidt uden for centrum, i det gamle kvarter. Slår et stort slag uden om den gamle by, og undgår nogenlunde antikvitets forretningerne. Glemte at tage et foto af den forretning, hvor jeg købte Ficus'en, og finder den igen (til min egen store overraskelse). En tur på internet cafe, for en gang skyld, men Rikke har ikke svigtet mig endnu, og gør det heller ikke denne gang. Vender tilbage til det mere moderne centrum, og falder i hos en konditter. 300 gram rigtig klistret chokolade-karamel kage og en kop varm kaffe er lige sagen. Her er cirka 150 pladser, 15 tjenere og et ukendt antal bagere i køkkenet. Jeg kan se seks, men der er nok flere. Med 18 kunder i lokalet troede jeg først jeg havde ramt vagtskifte, men alle bliver. Og så er der selvfølgelig cheferne i civil. Jeg kan ikke huske det er sket før, men jeg bliver nødt til at levne lidt af kagen.

 På vej hjem finder jeg frø af Ombu og Chorisia. Tager fotos af begge, men det er først da jeg sidder og ordner frøene af Chorisia'en jeg tænker på, jeg også skulle have haft af Ombu'en. Det er ikke for sent, en lille tur ned i midterrabatten, så er den klaret. Her sidder nogle små, helt grønne parakitter, som jeg ikke umiddelbart kan huske at have set før. Forsøger at tage et foto, men i modlys op mod himlen plejer det ikke at være et hit.

 Har ikke så meget fornuftigt at lave, så jeg renser de meget frugtagtige frø fra Ombu'en. Det tager væsentligt mere tid en jeg havde regnet med, men skidt. Jeg er blevet lidt langhåret, så jeg kan lige så godt studse mig selv. Så kan jeg jo pakke, det fylder af en eller anden grund mere og mere, og det eneste jeg har anskaffet mig, fylder under en liter. Gad hvide hvad det andet er?

 De dumme tæger har gnasket i mig. Det ligner store myggestik, klør af pokker til og væsker, når man får kløet hul. Håber ikke de har lagt æg i mig. Der er nogle fluer i det nordlige, hvor vi var, der gør det, men vist nok først senere på året.

 Så er det tid til aftensmad. Finder en rigtigt pæn restaurant, og bestiller noget, jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad er. Det viser sig, tjeneren taler engelsk, men hvorfor ødelægge en kulinarisk overraskelse. Jeg får, som så mange gange før: En stor skive, ualmindelig mør, ko med fritter. Som sagt er det en pæn restaurant, så er ligger et kvart salatblad og en tynd skive tomat på tallerkenen.

 Jeg er mentalt klar til at tage hjem, og der er ikke noget jeg mangler at se i Buenos Aires. Naturligvis kunne det være sjovt at opleve det sydlige Argentina, men det kan jeg jo snuppe sammen med Chile en gang. Sandsynligvis før jeg lærer spansk. Sidder på restauranten og roder lidt med listen over hvilke kakti vi har set. Det har jeg selvfølgelig seks timer til i Madrid plus 15 timers flyvning. Forbi en internet cafe, og så hjem og på hovedet i seng.

 7/10. Willy er kommet i tanke om de penge han skylder mig for hotellet i forgårs. Det er selvfølgelig godt nok, men skal han gøre det halv otte om natten?! Han vil komme forbi hotellet med dem, jeg siger det kan være lige meget. Og så er jeg vågen. Pakker de sidste, ikke helt tørre frø ind, og håber de ikke mugner i løbet af det næste halvanden døgn. Har fået lov at vente med at betale hotelregningen, til jeg skulle af sted. Så kunne jeg bruge de sidste kontanter, og Visa for resten. Når jeg tager lidt fra til kaffe i lufthavnen, er der nu ikke mere end 50 kroner alligevel.

  Skal være i lufthavnen 12.35, det tager 40 minutter at køre der ud, bussen går halv og hel. Klokken 11.00 må være fint, men hvad skal jeg lave indtil da? Går en tur ned mod havnen, men det blæser ret meget, og det er bare en stor industrihavn. Vender om, og støder på en rigtig flot Ombu. Har ikke kameraet med, så jeg må hjem, og hente det.

 Spurgte i en nyhedsgruppe på nettet, om de ville regne Ombu'en for Fat-Plant. En til tider noget arrogant herre svarede, han havde set en, og det var det absolut ikke; det er bare et almindeligt træ. Det har han ikke helt ret i, den bliver nemlig ikke over 15 meter, og det er definitions grænsen for træer. Yder mere får de en meget kraftig sokkel, som jo netop gør dem til caudiciforms. Nu fandt jeg et træ, som er fem til syv meter i diameter i jordoverfladen, og under ti meter højt. Så kan han jo prøve at snakke sig ud af det!

 Checker mails; der er en fra forlaget, som vil give en kopi af bogen og 50 engelske pund for mit foto. Jeg håber virkelig jeg har en 300 dpi-opløsning af det foto. En sidste kop god kaffe, og en lille kage, så er det tid til at køre ud til lufthavnen. Jeg tager en speciel lufthavnsbus, koster måske det samme som en taxi, men jeg føler mig mere sikker. Buenos Aires er en meget stor og pulserende storby, rigtigt moderne i forhold til, hvor den ligger, men den er også hyggelig, afslappet og alligevel funktionel. Absolut en af de bedre jeg har været i.

 Turen til lufthavnen tager naturligvis længere en lovet, men jeg er der til tiden. Køen er enorm, og der er ingen siddepladser. Afvikles rimeligt hurtigt, men så kommer problemerne. En fyr i jakkesæt har gået og skulet til mig, nu viser det sig, han er tolder/sikkerhed. Jeg får lov at komme ud i et lille kontor med fem af hans kollegaer. Hvor har jeg været, hvad har jeg laver, rejser jeg alene, hvad er min profession, hvor længe har jeg været her og sådan bliver de ved. Jeg kan faktisk kun huske en by, og det er Salta. Forkert valg. Den ene gentager det mindst ti gange. Jeg bliver visiteret to gange, min kuffert bliver splittet i mindste detalje. Filmene er ude af æskerne - alt! Nå ja, altså undtagen fleesen, som jeg har pakket omkring planterne. Ikke at jeg tror det havde gjort noget, men det var præcist sådan jeg fortalte Willy tolderne ville gøre. Jeg havde bare først regnet med det skete i Danmark.

 De fleste er kommet ombord, da jeg kommer til gaten. Jeg fatter virkeligt ikke hvad folk har så travlt med. Jeg finder et toilet og veksler de sidste mønter til en seddel, jeg kan hænge op på Elmer's Pub. Det lykkedes mig at få et sæde med god benplads (to meter er vel god?), men der mangler lige bagage pladsen. Fordeler det lidt rundt omkring, så skal jeg bare huske og finde det i Madrid. Vi flyver først ind over Uraguay, som ser temmelig frugtbart ud her og nu. Meget landbrug med sjove lige zigzag veje og mange floder.

 Ved siden af mig sidder et hollandsk par. Han er godt et hoved højere end mig. Hun mener de har glemt et eller andet, og bliver mere og mere hysterisk, mens hun splitter deres to enorme håndbagager. Hun mangler helt klart et Y-kromosom. Det udvikler sig, og hun kyler med tingene. Det ender med hun sidder helt stille, midt i en enorm bunke skrammel, og kigger helt stille ud i luften. De må have været i mere end et land, for at finde så meget ubrugeligt turist skrammel. En stewardesse kommer og siger de må rydde op, og den hænger han på. Hun må virkelig have nogle skjulte kvaliteter! Da han så har proppet det hele ned i taskerne, får han en ordentligt, meget højt møgfald i 20 minutter. Det er nok en af de mest pinlige episoder jeg længe har været vidne til. Hvis hun var min kæreste, kom hun ikke med på næste tur, om det så var ud med skraldespanden.

 Nede i Uruguay er der dæmninger, som skaber nogle sjove søer. De ligner lidt hammerhajer. Så bliver udsigten dækket af lammeskyer, og jeg har kun den fortsatte skideballe at underholde mig med. Det har lugtet af mad i en time nu, og jeg er klar! Efter endnu en halv dukker den op.

  Efter Rio de Janeiro åbner skyerne sig igen, og der er en fantastisk udsigt over bjergene, der engang var dækket af urskov. Nu kan man tydeligt se de enorme ryddede områder. Utroligt kuperet område, med langt mellem små landsbyer.

 8/10 Vi har nu fløjet i tre timer, og tøsen ved siden af mig er stadigt rødglødende, og eksploderer med jævne mellemrum. Jeg har virkelig ondt af kæresten, der prøver at få hende ned på jorden. Efter fire timer finder hun noget i sin lille taske, og jeg tror fejlagtigt jeg får fred, og sætter mig til at sove. Et kvarter senere er der vild gang i hende og kæresten; de småslås for sjovt, og hendes rundsavsstemme trænger let gennem mine ørepropper. Hun racer rund i sædet, og rammer mig ustandseligt med sit hår, arme, tæppe og støvler. Senere er de stort set midt i et samleje. Gid fanden havde alverdens narkomaner!

 Jeg får lavet listen over hvilke kakti jeg har set i Argentina færdig; det blev til 85 forskellige, som jeg gerne skule have fotograferet også. Jeg har i hvert fald taget 450 digitale fotos og 240 almindelige. Det bliver et helvede at få sat navn på dem! Der er en del jøder med flyet, og for første gang ser jeg de får speciel flymad. Pink pakning, med teksten; The Kosher World. Indholdet er om muligt mere kedeligt end den normale flymad. Endelig er vi i Madrid. Stewardessen som har haft kampen med de to narkomaner ser træt ud. Jeg fortæller, jeg har seks timer til næste fly. Hun siger; det er hårdt. jeg siger; det kunne være værre. Det har hun svært ved at tro. Jeg siger; seks timer med i dette, og hun bryder sammen i grin.

 Mega kø til paskontrollen, hvis man ikke er EU-borger. Jeg kommer lyn hurtigt frem til bussen, der skal kører mig over til terminal D-E. De starter så med at køre om en halv time... Folk står temmelig godt pakket, så jeg snupper kontorstolen bag den ubemandede skranke. Ender med at gå over til terminalen. Så skal jeg bare have fem timer til at gå... Nå, man kan vel altid drikke kaffe og spise kage! Tid er virkelig et relativt begreb. Lige nu går den faktisk ikke, men når jeg kommer hjem, og skal have lavet rigtigt meget på alt for kort tid, flyver den. Sidder og forbereder så meget som muligt på Revo'en, så må vi se, om jeg kan overfører det på en eller anden måde, uden der går for meget maskinkode i den. Læser korrektur på dagbogen - en stavekontrol havde været rar at have, men så gik da der halv anden time med det.

 Skal flyve til Danmark samme med en gymnasieklasse, og så for øvrigt fra terminal C, viser det sig nu. Den ene lærer irriterer mig grænseløst, og så kommer han til at sidde lige bag mig. Nedgøre eleverne, fordi de først kom, da bordingen begyndte og så videre. Han er for gammel til at have med unge mennesker at gøre. Da han så sidder og bruger mit ryglæn som boksebold, for at understrege sine ord, bliver jeg nødt til at sætte ham på plads. Lige så højt og mindst lige så nedgørende, som han selv har været. Hører ham ikke resten af turen, lidt ærgerligt, jeg havde ellers et par gode i ærmet. Keder mig, kan ikke sove, er lidt utilpas, maven rumler - JEG VIL HJEM! Og uret bevæger sig bare ikke. Endeligt i Kastrup, lyn hurtigt gennem hele bygningen og i armene på Rikke.