[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

13/1. SNORKLER BLANDT KORALLER.

 150 kilometer, så drejer vi til venstre, og kører 150 kilometer til. Et par emuer står i vejkanten, en varan piler over vejen, og en torn agame står upåvirket midt på kørebanen. En stor sort ørn slår ned over vejen, og sætter sig i et lavt træ i vejsiden. En spætter ørn deler et af de mange kanguroådsler med en flok krager.

Når man en sjælden gang møder en modkørende, hilser man. Vores bil er dejlig "kold". Det hvide tag, solskyggen på forruden, og solfilmen på alle de andre ruder holder solen ude. Selv når vi har parkeret i solen, er den behagelig at sætte sig ind i. Ved fødderne er der spjæld, som kan slynge luften direkte ind; det føles som en føntørrer.

Under vores 210x163 centimeters soveplads er et rum på 210x104x20 centimeter. Her ligger forrest (og næsten umuligt at nå) to jerrycans med vand, og to med diesel samt 10 liter olie. Der er to klapstole, en plastkasse med bestik og tallerkener, en med madvarer, en med mine ting og Rikkes rygsæk. Og så er der plads til mere!

Landskabet bliver endnu tørre og mere spartansk bevokset. Det ser temmelig pudsigt ud, når der står et skilt med "Floodway", efterfulgt af to meters vandstandsmålere i vejkanten. Der skulle hellere være en advarsel om sandriver på vejen; de trækker godt i rattet.

Vi kører ind på en tank ,og fylder 66 liter på bilen, og en kop kaffe på hver af os. Jeg går over til et nærliggende, udtørret flodleje. Her huserer en flok hvide kakaduer.

Tankfatter har sat de gamle generatorer ud i forhaven. De ældste er kæmpe dampmaskiner, de nyeste diesel.

Ud på vejen igen, nu er landskabet virkeligt tørt. Meget spredte halvmeter høje buske og kæmpe termitboer, op til tre meter høje. Mens vi studerer et, kommer en flok zebrafinker flyvende forbi.

Endelig er vi ude ved Corel Bay. Massere af shops, der henvender sig til turister. Campingpladser, hostels, dykkershoppe og hvad ved jeg.

Vi kører gennem det hele, til vi når stranden Her lejer vi snorkelgear i en campingvogn, og kaster os ud i det krystalklare vand. Spurgte i campingvognen, hvor koralerne er. Kan I se det sorte; det er koraller. Der er ti meter hvidt sand med en hav meter varmt vand, ti meter turkisblåt vand, og så er der sort så langt øjet rækker.

Dette er et vekseltempereret koralrev; mellem 19 og 28oC. Det betyder, at der ingen bløde koraler er. Hoveddelen er flere meter høje hjortetakker med hjerner, plader, vifter og et par andre hårde koraler iblandt. Det vrimler med fisk; før vi når ud til revet bliver vi mødt af 30-40 centimeter store fisk. Ude på revet ser vi papegøjefisk, rokker, citronfisk, kæmpe sorte snegle, små blå fisk, kæmpe farestrålende muslinger, gedefisk, og bare en hel masse andre farvestrålende fisk.

Jeg har på fornemmelsen, at det er nu, vandet er 19oC. Efter en time er vi småkolde, og vi har nok også fået sol nok. Jeg fik brændt hovedbunden og skuldrene af i går. Faktisk væsker min hovedbund.

Vi sidder og varmer os lidt i bilen, før vi udforsker turistfælden. Rigtigt lækre sandwich, og så sælger det dumme svin af en bager passions ostekage. Jeg får aldrig mit bæltespænde at se igen!

Vi vender øsen, og trille syd på igen. Det bliver varmt - rigtigt varmt, da vi kommer ind i landet. Ikke desto mindre, står der et par varaner midt på vejbanen. De bliver stående, når man kører forbi, men da jeg hopper ud af bilen, er de pludselig 30 meter inde på marken, og nede i et hul.

Vi kunne have fortsat nordpå til Exmounth, men køre 300 kilometer for at se en mast, er temmelig meget. Bagefter tænker jeg lidt på, at der er 13 master. De 12 er højere end Eiffeltårnet, og tjener for støtte til den store! Jeg må se et foto en dag.

Vi standser på vores stamtank ved fire tiden, og får kaffe og et bad. De tager 20 kroner for et bad, og de skal udnyttes! Der kører en cricketkamp på TVer, hvem fatter reglerne? På disken står et stativ med nogle plastikposer. I hver er noget sort, der ligner et hundeøre. På posen står "Roadkill, fresh as you can find it". Tørret kød med krydderier.

Ser, ud over de sædvanlige kangaru-roadkills også kakaduer. På en tank ligger to i skraldespanden; en eller anden har gjort sin kølergrill ren. Det virker mærkeligt, når man tænker på, hvad de koster i Danmark (10.000 kroner?).

Videre ned til Cascoyne flod og Carnarvon by. Her er mobildækning, banan-, mango-, tomater- og hvad ved jeg plantager. Kan bare ikke komme på nettet, jeg syntes min dagbog hober sig op på Revoen.

Tanker lige 47 liter mere, får lidt varmt mad, og så er vi klar til de næste 193 til Overlander Roadhouse. Klokken er blevet 20.30, så vi er der nok ved elvetiden.

14/1. TILBAGE MOD PERTH.

Fodrer bilen med lidt vand og olie, mens Rikke laver morgenmad.

Mens vi spiser, kommer fire cyklister forbi. Sejt sted at cykle. Der er gennemsnitligt 150 kilometer mellem tankene, og 500 mellem byerne. Gud ved, om de sidder og trækker negle ud på hinanden, som hygge om aftenen?

Vi trækker teltpælene op = slipper håndbremsen, og kører det sidste lille stykke til Overlander Roadhouse. Veludstyret biks; de har deres egne pins, Post-It, postkort, brevvægte, T-shirts, ølkølere og meget andet med logo på.

Vi kommer forbi en stor rasteplads, hvor Rikke får sin første køretime. Det går rigtigt fint; hun går ikke engang i stå, og der bliver ikke væltet en eneste busk.

En stor flod skærer sig under vejen, vi standser for at strække benene og skyde et foto. Vandet ser rigtigt lækkert klart ud, og der er god vegetation på bunden.

På en stor afhøstet mark ser vi to flokke emuer, hver på omkring 15 medlemmer. Endnu en tank med kaffe og 57 liter diesel.

En lille omvej på 100 kilometer bringer os forbi Kalbarre National Park. Her er mange spændende ting, men vi nøjes med en stor og rigtig smuk kløft.

Vi standser i en lille by; Northampton, for at proviantere: Mad, tørresnor (Jeg oplevede lige min egen variation af Cuba-krisen; den tørresnor jeg nassede på Cuba blev gnavet over), vaskebalje og så havde en eller anden lagt noget guf i kurven. "Supermarkedet" er noget for sig selv; temmelig velasoteret, men totalt rodet. Hylderne er hjemmelavet i træ og jern, og rengøringen har ferie. Som andre steder hilser man pænt, når man mødes mellem reolerne. Genboen er en café, som desværre har chokolademousse kage, og jeg har en rygrad som en velkogt regnorm.

Lige uden for byen drejer vi til højre mod Hutt Lagune, som ligger lige ude ved kysten, kun 50 kilometer væk. Vi ser nogle okser med nakkepukkel på nogle marker der er fuldstændigt afsvedet. Nogle gule almindelige køer og nogle nussebrune får er totalt kamufleret, på deres respektive marker. Der er også nogle nyklippede får, de første vi har set.

En ruin dukker op. Store skilte oplyser det er Lynton Covict Settlement. fra 1853. Det er beboelse, med mere, for de straffefanger, der arbejdede i den nærliggende jernmine. Der står, at der er egnens vigtigste arkæologiske plads. Vi ser ikke de andre.

Lidt længere ude af sidevejen kommer vi til Hutt Lanune; en kæmpe saltsø, der er helt lyserød. Jeg er nede og pille lidt i den udtørrede "vandkant". Flotte krystaller så langt øjet rækker.

Vi vender kareten, og suser tilbage til hovedvej 1. mod Perth. Allerede efter 200 kilometer støder vi igen på den tank, der sælger brusebad til fem kroner. Forfriskede kører vi godt 100 kilometer ud til Green Head, hvor vi skal dykke i Dynamite Bay i morgen.

Klokken er 21.30, og byen er sort. Vi finder strandpromenaden, og holder fem meter fra vandet, så vi kan høre de store bølger ramme sandstranden.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]