[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

16/2. BEGRAVET PÅ MÅNEN

En hyggelig nat, hvor regnen trommer på taget (uden at komme ind), og temperaturen holder sig behageligt lavt. Tidligt op, mad, checke ud, og vi når Flyns grav klokken ni.

Han er en temmelig berømt person i Australien. En stor vej, og nogle andre geografiske steder er opkaldt efter ham, og hvorfor? Han var stifteren af De Flyvende Læger! Han har fået en rigtig flot gravsten: En af Devils Marbles.

Vi er på vej vestpå fra Alice Springs, og vælger et nordligere loop, end det vi kom af. Det bringer os forbi Standley Chasm. Det er en smal klippespalte, der er 50 meter dyb. Man går i bunden, og det minder forfærdeligt om Petra i Jordan, bare lidt mindre. Jeg ser en flot udsigt, og peger. Rikke siger: Den er vel nok sød! Lettere forvirret får jeg øje på en klippe wallaby, som sidder og putter i en hule, meget nuser!

Længere inde i kløften finder vi et vandhul. Her er haletudser, små fisk, mange vandkalve og nogle skorpionstæger. Rigtig smuk natur, med store klippestykker, frodigt vegetation og store lodrette flader af klippe. Godt svedige kommer vi tilbage til bilen, og fortsætter til næste seværdighed langs vejen. På vej ud, er vi ved at skræmme livet af en rigtig stor varan.

Ude på vejen finder vi en tæppe pyton, der desværre var lidt for langsom. Det var nu ellers en rigtig flot slange.

Så når vi Ellery Creek Big Hole, som er et stort vandhul i en udtørret flod. Her er permanent vand, til stor glæde for dyr og mennesker. De lokale plasker rundt; det er deres strand. Vi spiser et par sandwich, som vi købte ved Standly Chasm. Går en lille tur, og fortsætter så mod Serpentine Gorge.

De seks kilometer indkørsel er kun for 4WDere, og så skal man gå adskillige kilometer i løst sand, for at komme til starten af den næsten lodrette sti til udsigtspunktet. Det er lavet sådan med vilje, det begrænser slidtagen! Rikke vælger at blive siddende og læse om Tasmanien, mens jeg svedende knokler på.

Jeg når toppen, og kan skue ned gennem den snoede kløft. Hvis man ikke har været i King's Canyon, er det nok flot, men jeg er skuffet. Meget golde klippevæge og ikke så meget andet. Det mest spændende på turen er de bitte små agerhøns, som kun modvilligt flyver op foran mig.

Næste kløft er Ormiston Gorge, som også byder på anstrengende klatren til et udsigtspunkt. Det er placeret i et V-knæk af kløften, og så er der vist ikke mere at sige om det. Man kan også gå ned til vandet, hvor der også er en badende familie. Nogle små ænder plasker lystigt rundt, og på den modsatte bred sidder et par slagterfugle. De er, som så mange andre fugle her nede, sorte og hvide. De har fået deres navn, fordi de fanger småfugle, sætter deres hoveder fast i en grenkløft, og pelser dem.

Der er ikke mere asfalt, men 70 kilometer til Gosse Bluff, som er et meteorkrater. Det blev opdaget af en fyr, hvis navn jeg pinligt nok har glemt. Han var den første, der fik den ide, at meteorer kunne ramme jorden, og at det var sket. Han har opdager rigtigt mange af de kendte meteorer og meget andet flot.

Han døde som 50-årig, i en frontal bilulykke, lige her omkring. På sin vis passende? Som sagt var han en stor mand inden for sit felt, og hans ønske var, at blive begravet på månen! 28 gram af hans aske er faktisk sendt derop, og ligger nu på månen i en lille kulfiberæske! Så kan Flyn komme med sin stenkugle!

På vej ud af vaskebrættet siger Rikke pludseligt: Lugter her ikke af gas. Vi har begge ruder rullet helt ned, og vores gas ligger bagerst, under sengen. Nu er det jo ikke til af spøge med, så jeg holder ind, finder gasflasken, og lukker for den! Hjulnøglen var nok faldet ned på den?

Her ude har det regnet en del. Selv på asfaltvejen var der advarsler om vand på vejen / bortskyllet vej. Sidevejen til meteorkrateret er Only 4WD, og med god grund. Ud over det er meget ujævnt, er der kæmpe mudderpøle, her og der. Vi rammer den første med vinduerne åbne, og det er en klar fejl!

Det tyktflydende vand vælter ind over os, og forruden bliver totalt uigennemsigtig. Ikke som jeg kender det fra Land Roveren, hvor man kunne have lavet det samme tricks, med åben bil.

Vi når det fem kilometer store krater i vores "Red Dog". Det er også et helligt sted for abo'erne: Stjernerne holdte møde, og Nordstjernen tabte hendes og morgenstjernes barn, som faldt ned på jorden, og blev begravet i støvet. Det er jo egentlig meget tæt på sandheden, og det skete for 300.000 år siden!

Det ærgerlige er bare, af de ikke tillader, man skover lidt af de høje buske, så man kunne få fornemmelse af, hvad man stod i. De har i øvrigt også leaset dette område til staten, og beholdt råderetten, og alle andre rettigheder.

Vi triller tilbage gennem mudderhullerne, og vælger at færdiggøre loop'et, ved at fortsætte til Hermannsburg. Vi ser to små Thorny Devils, den første er en pige, den anden standser vi ikke for. De er åbenbart temmelig almindelige, folk ser dem bare ikke.

Vejen bliver af uforklarlig årsag asfalteret på 20 kilometer, og så den tidligere afprøvede og elendige jordvej til Hermandsburg. Vi ser adskillige nyere, men temmelig hærgede biler stå midt på kørebanen, det er abo'er, der er hjemme i weekenden.

Denne gang er vores planlægning bedre, vi når Alice Springs før det er mørkt. Ind på den sædvanlige campingplads, hvor Rikke laver lækker mad, af det forhåndenværende, og så lidt fra købmanden. Kaffe efter maden, og så vasker jeg bil indvendigt, i håndlampens skær, mens Rikke bader. Har ikke fundet et sted, hvor der ikke er blodlignende mudder, men jeg er heller ikke færdig.

Vores australske/østrigske nabopar er helt færdige af grin. De har kørt i et halvt år, og deres bil er næsten helt ren. Jeg fornemmer faktisk lidt misundelse fra hendes side.

Rikke læser om Tasmanien mens jeg bader, og går så i brædderne med et hult drøn. Jeg skriver dagbogen færdig, og får sendt den af sted. I morgen skal vi syd på, gerne af nogle små off-roads tracks, øst for Stuarts High Way. Måske 500 kilometer ned til Marla, og så indover til Oodnadatta og Marree. Nu må vi se.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]