[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

4/3. GLOW WORM CAVE.    

Vi vågner til en rigtig kold morgen, der er 10oC inde og 8oC ude. Heldigvis dukker solen op, og som to firben suger vi varme til os. Et par parakitter, der ligner sodfarvede rosellaer med blå vinger, sidder skræppende over vores hoveder, mens langt mere melodiøse fugles sang strømmer ud af den omgivende skov. En lille tur ned til vandet, det minder faktisk meget om den svenske skærgård, med de brune klipper, granerne og brakvandet.

Vi følger vejen sydpå, til vi virkelig ikke kan komme længere. Australien standser her, med et mindesmærke til ære for ret hvalen. En kæmpe bronzehval skuer ud over det sydlige Stillehav. Der er én sti ind gennem Southwest National Park, som er 150 gange 250 kilometer stor. Det går i en bue, omkring 150 kilometer uden at møde ét eneste hus, ikke lige vores kop te.

I stedet kører vi lidt tilbage til Hasting Cave, som vi kom for sent til i går. Når lige lidt frokost, inden vi går op til hule indgangen. Det er af en flot gangbro, som går tre til seks meter over den mos- og bregne dækkede skovbund. Her, som nogle andre steder vi har været, kan man se de gamle stubbe, som er fire meter høje. Træerne blev skovet med håndkraft, og ved at save trin i, og gå så højt, slap man med en tredjedel saveri (og træ var der jo nok af, de skyder op på 2-300 år).

Hulen er af en lidt anden slags kalkaflejring, men ligner ellers de andre huler. Ned fra loftet hænger lange strå, de er hule, og vokser til de forstoppes. Det kan ske i en periode med tørre, og så bliver det til en tyk stalakit. De kan blive helt op til seks meter, så er de for tunge til sig selv. Nogle af stalaktitterne i denne hule er over fem meter og stadig rimelig slanke. Her er bryllupskager på syv meter, bølgende tæpper på flere kvadrat meter og utallige andre formationer. Selve hulen er rigtig stor, fortsætter over 500 meter, men vi ser ikke det hele.

Vores lille sluttede selskab på seks bliver vist rundt af en ældre amerikaner, der har gjort det i ni år. Der er lige blevet sat nyt EDB-styret lys op for tre dage siden, og teknikeren piller stadigt lidt. Det nye lys er godt, små kæder, der kun rammer gangbroen, og spots, man slet ikke kan se kilden af. De toner op og ned, og afslører hele tiden nye scenerier.

Om det er det nye lys, eller han bare er sådan ved jeg ikke, men vores guide virker som om han for første gang viser nogle gode venner rundt i hans ynglings hule. Et virkeligt godt hulebesøg.

Der ligger utallige huler i området, men dette er den eneste med offentlig adgang. Vi ser et gammelt skilt, der gør reklame for en "Glow Worm Cave". Jeg jagtede en gang det meste af syd New Zealand rundt efter de små fyre, men den ene hule efter den anden var oversvømmet.

Vi spørger den lokale ranger ud om hulen. Man kan godt gå ned i den selv, men man skal bare huske at registrere sig ved indgangen til området. Vi får vejanvisninger, og kører 15 kilometer ned til Southport, for at se, om vi kan få et batteri til vores lygte, det døde i aftes.

Det lykkedes, byens forretning havde tre. 31 kilometer ud til Lune River (har intet med varme kilder at gøre). Finder parkeringspladsen, selvregistrere og så ud af vejen. Sådan cirka 20 meter, så er der store låste gitterporte? Vi var langt fra sikre på, vi var i den rigtige skov, men en planche nede i det lille skur nævnte Mystery Creek Cave. Finder en lille trappe bag skuret, som fører op til en pudsigt spor.

Det er temmelig mudret, og der ligger ind i mellem svællelignende tømmerstykker med metalnagler i. Vi går i en næsten ret linie, i en bregne og eukalyptus skov, der sidst er blevet fældet med håndsav, og det er rigtigt længe siden.

Der er ingen tegn eller mærker, der indikerer, vi følger et track, og vi har vores tvivl. Efter en halv times tid, med hoppen over mudderpøle, kommer vi til en lille spinket gangbro. Så åbner skoven sig, og vi står midt i et gammelt granitbrud. Her er der flere raster af den lille jernbane, som blev brugt til at transportere sten ud med. En gammel bro er lavet af store vandrette stammer, som er stablet.

Her deler sporet sig, og vi går mod venstre. Stien slynger sig gennem tæt skov, med bregner, mosser og overbegroede klippestykker. Vi når en smuk lille å, som vi følger ned i jorden. Det er et besværligt stykke til sidst. Næsten lodret ned af slimede sten og rødder.

Huleåbningen er næsten groet til, men indenfor er der bart. Det er rent granit, og åens klukken lyder højt. Vi kravler ind, til vi ikke længere kan se lyset fra åbningen, slukker lygten, og venter.

Langsomt, som stjernerne på nattehimlen, dukker lysende pletter op i loftet og de skrå væge. De er også lige så mangfoldige som himlens stjerner. Det er egentlig fluelaver, noget a'la stankelben. Laverne er op til tre centimeter lange og to millimeter tykke. De spinder én vandret og en serie lodrette tråde der er ti centimeter lange. De lodrette tråde er perlerækker af klare slimklatter. Når larven så lader sin blå lysende bakteriekultur lyse op, bliver insekter tiltrukket, fanget og ædt.

Jeg ser også en hule fårekylling der inde, ellers virker der tomt. Der lever ikke flagermus i Tasmaniens huler, 9oC er for koldt, og det kan jeg kun give dem ret i. Vi kravler op til jord overfladen igen, og starter den lange tur tilbage til bilen.

En kraftig fuglestemme giver genlyd i skoven, det er den meget sjældne lyrefugl. Vi ser den store fugl 20 meter væk gennem tæt skov, og så er den væk. Endnu en fantastisk oplevelse!

Vi kører tilbage til Hasting Cave, og på vejen er vi endnu engang ved at køre en kyst tai-pan over. Den flygter desværre, vi standsede ellers med hylende dæk, flere centimeter fra den. Det lader til, jeg heller ikke skal have et foto af den.

Vi får frokost, eller hvad det nu hedder ved fire tiden, og mens Rikke bader går jeg en lille tur i skoven. En perfekt gangbro går i en lille cirkel ind i den smukke regnskov. Alt er overgroet med mos og bregner, og en å tumler gennem klippeblokke. Forholdene er perfekte for næbdyr, men jeg ser ikke noget.

Mens jeg er i bad, er der en gut, der spørger, om jeg har et par bilnøgler liggende, han kan ikke finde sine. Jeg beklager, og tilføjer det er en trist situation. Jeg har et par ekstra han kan låne. Han fanger joken, og siger; I tassier se så hjælpsomme!

Vi har fået set alt vi kan i den sydlige del, og kan lige så godt køre tilbage. Vi følger den snoede hovedvej, og jeg undres over 100 Km/t skiltene, for gud ved hvilken gang. Mens vi passerer et, kæmper jeg med at holde bilen på vejen med 50-60 kilometer i timen, og i tredje gear. Med undtagelse af et par byer, har jeg ikke brudt hastighedsgrænsen.

Vi kører tilbage gennem det underskønne landskab, med den lave sol i nakken. Kæmpe bløde bakker med meget spredt bebyggelse, grønne græsmarker og små skove. Vejen bugter sig hele tiden, og det ene smukke motiv efter det andet åbenbarer sig.

Vi når Hobart, og kører over broen til en halvø. Den krydser vi, og en lang dæmning fører os til en ny halvø. Den krydser vi også, og så tager vi broen til Forestier halvøen. Her sker der ikke så meget, men det er ved at blive mørkt, så vi holder for i nat.

Jeg laver aftensmad: Låget af en dåse pink laks (jeg ville have haft tun, men de havde kun en kæmpe dåse. Der i mod havde de seks slags pink laks, aldrig hørt om dem før), en dåse tzarziki, lidt oliven, et par tomater og lidt frisk brød, så er der serveret.

Mens vi spiser bliver det mørkt. Vi holder vist på en kommunal grusplads, det var svært at finde nogen anden. Efter reaktionen fra de lokale, der bor lidt ned af en vej overfor, er det ikke almindeligt, at her holder nogen om natte. Genboens hund støjer om kap med en flok frøer i det nærliggende vandhul.

I morgen kommer vi ned på den Tasmanske Halvø, hvor vi skal se djævlepark, vandfald, gammelt fængsel, køre med damptog og meget mere.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]