[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

24/4. TENTERFIELD

Sover rigtigt godt, og hører ikke, at  Morten og Jesper står op og tørrer videre på dykkergrejet. Vandet her i byen er mindre appetitligt end de fleste svømmehaller, jeg har været i. Det er da godt, man kan købe. Planterne omkring på pladsen er blevet rigtigt tropiske; finger philedendron, palmer og andre spændende planter, jeg ikke har set før. Vi står op klokken otte, og klokken ni triller vi ud fra pladsen.

Vi kører nord-vestpå af en lille hyggelig og meget snoet bjergvej mod Armidale. Det er forår her, det vil sige starten på regntiden. Buske og urter blomster, og græsmarkerne står i kraftigt grønt uden visne strå.

Vejen snor sig mere, end jeg havde regnet med, og vi kommer langsomt frem. Klokken bliver elleve, og det er tid til morgenkaffe. Da vi ikke er i nærheden af noget der ligner en by, brygger jeg på en åben græsmark.

Her er nogle græshopper, der ligner de små danske, men når de flyver, støjer de gevaldigt. Solen bager ned, og vi flyder ud over græsset.

Vi når ikke at køre langt, før vi bliver mødt af en 4WD'er med blink. Han fortæller os, at der kommer en stor lastbil, så vi skal holde ind til siden. Og så kommer der en bagefter. Jeg finder en lille vigeplads, og klemmer bilen helt op af klippen, og så venter vi. Og venter, og venter. Endeligt dukker den første lastbil med en stor traktor på ladet op.

Så venter vi lidt mere, og lidt mere og så lidt til. Så bliver vi enige om, vi er ofre for en pervers australsk joke og kører. Vi når, at køre ret langt, før vi endeligt møder en anden lastbil. Det er heldigvis et af de steder, hvor jeg kan komme ind til siden.

Efter 230 kilometer, hvoraf de 30 var på asfalt, kommer vi til Wollomombi Falls. Det er et smalt fald, langt henne af en stor klippevæg. Hvis dalen, det løber ned i, var lidt mindre, ville de 260 meter, det styrter ned, have virket mere imponerende.

Det er et enormt stort hul med næsten lodrette og helt bare klippevæge. Når vi kigger godt efter, kan vi se andre temmelig store vandfald rundt om i krateret.

Rikke snakker om mad, og vi kører ind til den store bondeby Armidale. Vi finder kaffe, kage, nachos og rolles. Kigger lidt på kortet og sikrer os, der ikke kommer flere snoede små bjergveje lige med det samme. Indtil nu har vi kun kørt 15-40 kilometer i timen.

Vi springer regnskoven i Dorrigo over og tager den store vej til Glen Innes og derfra til Tenterfield. Efter Armidal er det pludseligt efterår igen. Høje popler står helt lysegule, andre træer er blod røde, og græsmarkerne er også gule.

Landskabet er geologisk og topografisk ens: Store bakker og stejle bjergvæge. Næsten kun skove og græsmarker, her er det hovedsageligt angus-kvæg og lidt får.

Vi når først Tenterfield da det lige er blevet mørkt, og da vi ikke kan finde Woolworths, får vi kinesermad til aften. Vi bliver siddende og hygger, til de er ved at lukke. Så finder vi en campingplads ti minutter før dé også lukker. Teltet op, bilen bygget om og så lidt mere hygge.

I morgen skal vi op til en hippy-by, og så ud til havet igen.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]