[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

22/5 KAFFE OG KROKODILLESKIND.

Det har været en varm nat, og vi får en dejlig varm dag, med 30oC. Vi kører lidt uden for Cairns, for at komme til foden af bjergene. Her starter Skyrail, som er en helt ny tovbane. Man kører op til Barron Falls med den, og ned med en jernbane.

Det lyder spændende, indtil vi ser mængden af turistbusser og billetpriserne. En returbillet koster knapt 250 kroner. Det fjerner jo unægteligt lidt af lysten. Specielt, da vi selv kan køre der op.

Vi følger en utroligt snoet vej op gennem regnskoven. Træerne når hinanden over vejbanen, og ud til siderne er der en massiv grøn væg. Det fortsætter, til vi når toppen. Her kommer vi til et noget tørre plateau, hvor der er langt mellem eucalyptustræerne, og græsset er rød- og gulsvedent.

På græsmarkerne er utallige små spidse termitboer. I vejkanten står nogle store runde, som er op til en meter i diameter. De står ufatteligt tæt, de må udnytte al den biomasse, vegetationen producerer.

Vi kører ned over kanten igen, og kommer igen til regnskoven. Lige uden for Kuranda ligger Barron Falls. Vi har set postkort og Peter Jarvers (han franskmanden der udstillede på Kongens Nytorv) fantastiske vandfaldsfoto. Det var af en voldsomt 20 meter bred kaskade, noget af en kontrast til det en meter brede stråle vi ser nu.

Kløften er selvfølgelig stadig fantastisk, og det er den lange gangbro i trætoppene også. Vi har næsten det hele for os selv, endda da toget med 14 vogne ankommer. Der er enorme epifytiske bregner i træernes kroner og et rigt insektliv.

Efter at have gået en lang tur, tager vi ind til byen. Det er en meget stor, og alligevel hyggelig, turistfælde. Vi får kaffe og ser lidt på forretningerne. Hovedsageligt abo-kunst, krokodilleskind, smykker og tøj.

Vi fortsætter over det halvtørre plateau, hvor der er enkelte marker. Der bliver dyrket macadamia nødder og papaya. Der er mange vandløb med vand i, der krydser det afsvedne landskab, og pludselig kommer vi til Lake Michell. En af de kæmpe store sort/hvide storke går på bredden sammen med kohejrene. På trods af det tørre landskab, virker bredderne oversvømmede.

Vi drejer ud mod havet i Mount Molloy, for at køre på en meget smuk og spændende bjergvej. Devil Creek Road, der går mellem Julatten og Mossman, slynger sig ned gennem tæt urskov. Ind i mellem kan vi skimte sletten og havet, og så lukker træerne sig igen.

I Mossman spiser vi frokost midt i byen, og finder så ud til kløften. Mossman River skærer sig gennem Mossman Gorge, og Mossman Falls opstår. Floden er temmelig stor og krystal klar. Vi kan se store fisk midt i den, flere meter nede. Jeg går lidt op af floden, for at få det perfekte motiv. Her støder jeg på en lille gruppe målbevidste myrer. De kommer i tæt sluttet trop marsherende, og bliver først forvirret, da jeg knalder blitzen af.

Vi vælger at tage kystvejen til Cooktown, da det ser ud til at regne på den store bjergskråning op til plateauet. Nu har vi klaret 14 dage uden regn, så hvorfor ikke fortsætte.

Vi tager kabelfærgen over Daintree River, og kører mellem havet og bjergkæden. Vi kører 80 kilometer på en meget ringe grusvej, og kommer i gennem Dagmar Range, Daintree og Cedar Bay National Park'erne.

Vejen krydser utallige vandløb og småfloder, men der er kun vand i fire. De er en lille halv meter dybe, og giver ikke problemer. Der ligger også nogle nyligt styrtede træer på tværs af vejen, men vi får kantet os uden om. Mange steder er vejen så stejl, at jeg må ned i første gear, både op, og for at bremse ned.

Skoven vi kører gennem er fantastisk. Høje træer, men også meget tæt bundvegetation. Lianer og slyngplanter binder de epifyt overgroede træer sammen, og bregner og mosser dækker bunden.

Efter 50 kilometer kommer vi til en lille abo'bebyggelse (Wujal Wujal), og samtidigt bliver det mørkt. De sidste 30 kilometer er hårde, da vejen er af meget svingende kvalitet. Mange steder er der dybe spor på tværs, af regnvandsfloder, der æder sig dybt ned i gruset. Andre steder er der dybe huller eller store opragende sten.

Jeg er helt sikker på, jeg er berettiget til adskillige k'er og i'er i mit navn efter at have klaret den tur så hurtigt, og uden en skramme (mange rally-kørere er finske).

Endelig når vi asfalt, og så er der kun 28 kilometer til Cooktown. Det er den største by, så langt mod nord, den er bare ikke stor nok til at have en bank, og der er stadig 850 kilometer til toppen.

Vi triller ind i byen klokken syv, en time efter den sidste forretning lukkede. Der er heldigvis en grill, så vi får aftensmad. Bagnaboen er en campingplads, så hvorfor søge mere. Rikke læser om den store halvø, som udgør Australiens nordligste del, og jeg skriver dagbog, og vasker tøj.

Det er blevet dejlig varmt her oppe. Om dagen har vi 90-95% luftfugtighed og over 30oC. Om natten bliver der ned til 24oC.

Dette er sandsynligvis det nordligste mobilet, så nu går der nok en lille uges tid, før der kommer mere......

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]