[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

27/5  HELLS GATE ROADHOUSE.

På trods af de hårde dage bag rattet, vågner jeg efter fire timers søvn, og hvad f... kan man lave klokke fire om morgnen på en campingplads. Selv de grønne løvfrøer på toilettet er gået hjem og i seng, eller hvad sådan nogen nu gør. Betragter naboens bil. Tagbagagebærer har en lille el-motor til at trække alu-jollen op med. Jeg falder i søvn igen da det er blevet lyst, umiddelbart lige før Rikke vækker mig. Det er en kold morgen, ikke over 20oC, og det blæser.

Vi får betalt opholdet, og kører ned på tanken, hvor det viser sig, vi næsten havde fem liter tilbage. Rikke køber lidt ind til dagen, og kors hvor er ting dyre her ude i midten af absolut ingenting. En pose med ni dadler: 25 kroner. De smager da i det mindste godt.

Da jeg drejer nøglen, lyder der diverse klik fra nogle relæer, men den karakteristiske lyd fra starteren udebliver. Forsøger en masse, men ender med at gå over til den lokale mekaniker. Han skubber os over til værkstedet med en gaffeltruck, og så har han kaffepause. Det kan vi jo også lige så god tage, så vi går ned til pubben.

En time senere er vi tilbage, og han fortæller, han har renset polerne i starteren, de var meget beskidte. Han kan bare stadigt ikke få den til at snurre. Vi piller lidt mere, og så kommer der nogle klik fra starteren. Han mener det er et relæ, der skal renses, jeg mener den mangler strøm. Han renser relæet, og så prøver vi med ekstern strøm, og den gode lyd kommer.

Vi må slippe 300 kroner, vores hidtil billigste mekanikerbesøg. Uden at standse motoren kaster vi os ud på den lange vej mod Doomadgee af 1'eren. På trods af dens flotte status som hovedvej, er den blot en grusvej, som mange steder er to hjulspor med græs mellem. Der er ikke broer, bare vadesteder, mange gange med temmelig meget vand.

Da vi nærmer os Doomadgee begynder der at være vrag af nyere biler i rabatten. Den umiksgenkendelige indikering af, det er en abo'by. Vi drejer ikke ind til byen, der er andre spændende ting forude.

Efter 182 kilometer kommer vi til Hells Gate Roadhouse. Når jeg ser på den ensfarvede ende af deres tank, ser det ud som om punkter farer fra kanten og mødes på midten. Jeg koncentrerer mig meget om den hullede og stenede vej. Lige som når man kører i grove snekorn farer ting væk fra midten af synsfeltet, og dette er kontraen.

Dette er den første bygning vi ser siden campingpladsen, og den er ikke stor. En diesel og en benzinstander, et alt-muligt værksted og en kombineret blandet landhandel og pub/grill. På lageret er der enorme mængder øl og toiletpapir plus lidt andre ting. De tager 1,30$ for dieselen, det hidtil dyreste, og meget mere end de 0,82$ vi gav i Cairns. Vi kan vente med at tanke lidt endnu.

Navnet stammer fra nogle sandstensformationer lidt ud af vejen. De fik navnet, fordi politiet i gamle dage eskorterede folk her til, og ikke længere. Så var de uden beskyttelse.

60 kilometer til, og vi krydser grænsen til Northern Territory. Der står nogle skilte, og der er en af de utallige kvægriste, det er alt. Når jeg tænker over det, er jeg egentlig skuffet over Queensland. Jeg havde forventet en stat fyldt op med uigennemtrængeligt urskov, og der var kun nogle enkelte klatter.

Efter en halv time når vi Wollogorang, som er et andet roadhouse. Det er på tide at tanke, men her skal vi give 1.44$ (6,65 kroner). Prøver at høre lidt om vejen nordpå til Borroola og sydpå til Tabellands Highway. Desværre lader det til, de lokale ikke rigtigt kører nogen steder. De mener dog, den nordlige, gennem abo'land er den smukkeste, mest på grund af flodkrydsningerne. Den er også lidt kortere, men af mere grus.

Da jeg drejer nøglen, lyder der kun klik. Åbner et relæ, og starter med en finger. Det er måske bare et slidt relæ. Her bliver lidt mere grønt, og der dukker to meter høje lyng-agtige buske op med utroligt mange blomster. Det kommer mere skov med cycaspalmer og jocaplanterne.

Vi kommer ind i et meget stort abo'område, og både okser og dyreliv forsvinder. Selv i skumringen er der ingen hoppere. Pludselig er de smukke flodkrydsninger ikke så sjove. Når man ikke kan se, hvad man kører i, skal man ud og vade. Det skal man bare ikke, når det er mørkt, og man er i krokodilleland. Det bliver nogle spændende krydsninger, hvor vi ikke kommer af den mest optimale vej over, men vi komme da over.

Vi møder et par enkelte modkørende, og deres støv bliver hængende over vejen i mange kilometer. Når det endeligt blæser væk, er der røgen fra abo'ernes afbrændinger til at gøre turen spændende. Flere steder ser vi ilden, men det er ikke længere voldsomt.

Vi passerer Borroloola, som med sine 550 er egnens største by. Lonely Planet beskriver den som en mellemting mellem en by og en lodseplads. Den er midt i et abo'territorium, så vi vælger, trods mørket, at køre vider til Cape Crawford. På trods af navnet er vi langt fra vandet (og det er heller ikke en (garage)port=havn).

Herfra bliver det ensporet asfaltvej, men der kommer hoppere, vi er ude af abo'land. Godt slidt, efter 601 kilometer triller vi ind i Cape Crawford, som bare er et nyt roadhouse, med meget langt til naboerne. Det værste er bare, deres dieselstander er forsynet med en lille seddel: Out of Diesel! Ikke lige hvad jeg havde håbet at se.

Vi får dagens sidste "dagens ret", som lige må en tur i mikrobølgeovnen. Da vi så skal ned til campingpladsen vil bilen ikke starte, ikke engang når jeg "snyder". Der er ikke strøm på. Har det hele tiden været en fladt batteri, har vores seneste mekaniker pillet for meget eller skal vores generator renoveres/skiftes? Følg med i den spændende (men ensformige) føljeton: Toyota for millionærer/milliolangtfrarer.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]