[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

11/6  BIL OG CHAUFFØR TIL SERVICE.

Jeg har afsindigt ondt under venstre skulderblad i løbet af natten. Har haft det to eller tre uger, men nu er det virkeligt slemt. For at mit forsikringsselskab Gouda vil betale noget, skal de kontaktes, før jeg søger behandling. Forsøger at sende dem en mail til de to adresser jeg har på dem, men det lykkes bare ikke. Forsøger fra campingpladsens computer, men resultatet er det samme. Prøver at ringe til dem, men får bare en Telstar-maskine der rabler et nummer af, jeg skal ringe til. Det lyder som en italiener på speed. Opfatter endelig nummeret og prøver, men de tager bare ikke telefonen. Hvad fanden gør man så?

Får en adresse på et lægehus i receptionen, og kører der ud. Jeg kan få en tid om et par dage. Får i stedet en anden adresse, og triller der ud. En tid om en halv time lyder fantastisk. Sender Morten mailen til Gouda, så han kan sende den vider. Det er virkeligt guld værd, at have venner der hjemme, der kan få ting til at ske og virke.

Sidst jeg havde brug for Gouda var i Indonesien, hvor Birger var syg. Man får en flot folder med oversættelse til en del sprog om, man er forsikret. Bare ikke lige et sprog de forstår på indonesiske sygehuse.

Udfylder en side med oplysninger om navn, adresse, ægteskabelig status, religion, abo/ikke abo, og udløb af min sygeforsikring. Besøget hos lægen afvikler præcist som hos en dansk læge. Han spørger lidt, gætter lidt, og udskriver noget smertestillende, og siger jeg skal komme tilbage, hvis det ikke bliver bedre. Han erkender, han ikke aner, hvad det er. Det bliver i det mindste ikke mere en 200 kroner og 75 for pillerne.

Så finder vi et værksted. For en gang skyld er det forebyggende, vi har kørt 9.600 kilometer, og skal have ny olie. Det første sted tager 750 kroner, og har tid lørdag. Finder en anden, der kan klare det i morgen for 500 kroner, så vi slår til.

Får lidt frokost, og besøger en perlebutik. Ser på perlerne, men Rikke er ikke interesseret. Så ser vi en video om, hvordan de blev lavet i gamle dage i Japan, og hvordan de nu bliver lavet uden for Broom. Så er hun pludselig interesseret. Klokken er pludselig meget, bilen skal flyttes!

Ned til posthuset for at fyre et par kort af, og så ud til den lokale strand. Line sagde, der var flotte skaller at finde i Broome, men det er med garanti ikke her. Det er bare røvsyg perfekt Bountyland, hvidt sand så langt øjet rækker. Vi prøver turistkontoret, men der er ikke rigtig hul igennem.

Finder et nyt mall, med en fotohandel som har de film jeg bruger. Køber kun tre, men så meget mere nyt ser vi vel heller ikke. Så holder jeg mig også under 40 film. De har 40 fotos på hver, og med to kopier og CD koster de næsten 10 kroner per skud. Det bliver ... øh, temmelig meget! Det er da en trøst, der er et godt ind i mellem.

Så suser vi ud på den lokale krokodillefarm. Ikke for at se dillerne, men for at købe et bælte til mig. Det gik meget godt i starten, de blev billigere og billigere. Fra 1000 ned til 650 kroner. Her vil de have 1200, og det er hverken stort eller pænt. Og hvor var det lige, de ville have 650 kroner? Vi bliver nok nødt til at kigge ind nogle steder på vej til Sydney.

Tilbage på pladsen laver Rikke kaffe og te, og vi sidder og læser og skriver, til det er madtid. Kæmpe oksebøffer, nye kartofler og drue-tomater.

Ind til byen, hvor vi lige når en kop kaffe før biografen. Har fået mail fra Gouda, som måske hedder Nia? De har to andre mail adresser og to andre numre end dem jeg fik, da jeg tegnede policen - meget mærkeligt firma!

Vi ser som sagt (skrevet) The Royal Tenenbaums, som Rikke beskriver med ét ord: Mærkelig. Jeg kan kun sammenligne den med Hotel New Hampshire. Sjov, alvorlig, skør og syvrealistisk. Og så for øvrigt stjerne besat (Danny Glover, Gene Hackman, Anjelica Huston, Bill Murray og lignende kendte navne).

Direkte hjem og i posen, vi skal tidligt op, og på værksted.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]