Det lykkedes for mig at lokke Morten med - eller var det ham der lokkede mig? Planlægningen er næsten lige så intens som til Madagaskar (hvor vi bladrede lidt i bogen, på flyet derned. Denne gang har vi bare ikke en bog!). Bonaire er en del af De Nederlandse Antillen, kendt som ABC-øerne. Den er 285 kvadratkilometer, præcist det samme som Langeland, og befolkningen er 13.000 (15.000 på Langeland). Arbejdsløsheden er stor, men så holder lighederne op.

 Det officielle sprog er hollandsk, men det mest udbredte er lokalt Papiamento, der er et sammenrod af spansk, hollandsk, engelsk, fransk og lidt portugisisk, blandet med indiansk og afrikansk. Det er befolkningen også. Religionen er hovedsageligt katolsk, møntenheden Netherlands Antilles Guilder (NAf), som er omkring 3,26 kroner værd.

 Øen har været besat af spaniolerne, englænderne og senest hollænderne. De var først en handelsstation, så et saltudvindings sted, og nu ernærer de sig af turisme, hovedsagligt dykning. Washington-Slagbaai National Park udgør 20% af øen. Bonaire Marine Park dækker området fra det højeste vandet står, til 60 meters dybde, hele øen rundt.

19. oktober. Uret ringer; klokken er to. Vælter noget omtumlet ud af fjerene, og når at dreje et par omgange om mig selv, før Morten kommer forbi og samler mig op. God tid i lufthavnen, men med de nye sikkerhedsregler er det en god ting. Alle liquider i en et liters lynlåspose, af med jakke og livremme, PCen op af tasken, og så er vi gennem første hurdle. Vi gennemgår denne rutine tre gange mere, før vi er fremme. Nærmest med samme frekvens og entusiasme som den muslimske bøn.

 Sover når vi ikke spiser, og efter små tre timer i Amsterdam, går det vestpå. Morten sidder ved siden af en frisk englænder, der skal rundt i Peru. Han skal bare mellemlande på Bonaire. Jeg sidder ved siden af en tysk dame, der er kommet på Bonaire nogle år, og så solgte sin vognmandsforretning og flyttede til øen. Nu sælger hun is fra en bil. Tjener tre-fire gange så meget som andre, på en tredjedel tid. Plejer at rejse første klasse, med der var udsolgt. Hun fortæller en masse om øen, og giver en del gode råd.

 Vi lander halv fire om eftermiddagen, Morten får alt sit dykker- og kite udstyr, og så går vi ud for at leje en bil. Jeg havde fundet en billig på nettet, men kontoret er lukket. Der står en telefon på skranken, og jeg prøver re-diale. Det viser sig, jeg får fat på Avis lidt længere nede af rækken. Vi går derned, og en frisk kone finder en "god" pris til os; 20% rabat. Det er 227 kroner om dagen, og vi skal nok bare ind til hovedstaden; Kralendijk, i dag (Vi ender faktisk med kun at give 132 kroner per dag, ved ikke helt hvorfor).

 Hun tilbyder at køre os derind, hvis vi vil leje en bil af hende i morgen. Den B&B min nabo anbefalede er fuldt belagt, og det er de næste steder også. Vi får anbefalet et sted oppe i bakkerne, men det viser sig at koste små 500 kroner per nat. Avis damen syntes det er alt for dyrt, og vi kører ned til byen igen. Flere udsolgte hoteller. Hun ringer til hendes mand, og til sidst finder vi et ganske pænt sted: The Lodge, til 450 kroner per nat. Her er perfekt rent, køleskab, pengeskab, vandkoger, aircondition, varmt vand og man kan drikke vandhanevandet. Det er renset havvand, og smager glimrende

 Bøvler lidt med at komme på deres trådløse net, så vi kan fortælle vi er kommet godt frem. Efter det er blevet mørkt går vi de ti minutter ind til centrum for at hæve penge, og finde lidt aftensmad. Ikke overraskende er det sea-food det handle om. Morten får en filet med svampesauce, jeg en kæmpe gang rejer med pasta. Et par øl og en cola bliver 330 kroner. Det er vist prisen her, når man skal side på en terrasse ud over koralrevet. Sidder og regner lidt: Leje af dykkergrej, bil, værelse og mad bliver omkring dobbelt så dyrt, som jeg havde regnet med.

 Klokken bliver 21, lokal tid, og vi har været oppe i et døgn. Har lidt svært ved at samle sig om dagbogen, og mellemregningerne med x 3,26, x 6,00 og øh....

20. Ti timer på langs, så er vi ved at være i omdrejninger. Dage og nætter er varme; fra 26 til 34 grader, og regnvejr er noget man prøver at forklare små børn. Jeg pakker min kuffert om. Hjemmefra var den halvtom, og jeg kastede en ekstra striktrøje, nogle tykke T-shirts og et par andre overflødigheder i. Det fortryder jeg nu, hvor sko, fleese jakke, lange ben med mere propper den. Sorterer 2/3 dele fra, som ryger i den lille taske; så kan det sidste ligge i den hårde kuffert og skramle rundt med PCen. De sædvanlige 1,5 kilo er denne gang vokset til otte kilo. Det er naturligvis småting i sammenligning med Mortens dykker- og kite udstyr.

 Dagen starter med fuglesang og jagten på morgenmad. Vores hotel serverer den helt store til ti dollar, men jeg skal bare have en skål havregryn, og Morten springer over. Det er bestemt ikke tyve dollar værd! Vi går ned til byen for at finde en morgenmadssnask eller en købmand, hvor vi kan provianterer. Der er bare ikke åben nogen steder. De lukker åbenbart tidlig, men åbner sent. Godt liv...

 Ender på et af de større hotellers havnefront cafeer, og må slippe godt 65 kroner for fire spejlæg og to store krus kaffe. Der kommer lidt mere liv i byen, og vi prøver et par dykkershoppe. Det lader til, 150 kroner er absolut minimum for et døgns leje af udstyr. En tank luft koster 60 kroner. Der kan opnås rabat ved at tage en uge og ubegrænset - hvis man dykker nok.

 Vi har travet nok, og kan mærke solens styrke. Får set en lille grøn leguan, en masse kæmpe firben med turkis haler, nogle gule småfugle, præstekraver, små duer, en fregatfugl, nogle pelikaner, sort/hvid spraglede rovfugle (fiskeørne), et par flamingoer, en kolibri og nogle spændende planter. Jeg er ikke sikker på, hvilke der er lokale, og hvilke der er importerede. Her er nogle oliefrø (Riccinus communis), småblomstret passionsblomster (P. suberosa) samt en med større blomster: P. foetida, søjlekakti (Cereaus), tyrkiske hatte (Marmelaria), akacier og meget andet. Glæder mig til at komme ud og botaniserer.

Går hjem til The Lodge, og checker lige naboen på vejen. Det bedste tilbud på dykkergrej indtil nu. Ringer til Avis biludlejning, og bliver hentet ud til lufthavnsshoppen af en sød pige, der lejer os en fire-døre pick-up til cirka 1600 kroner med alt, for en uge. Så kører vi ind til den første B&B vi fik anbefalet, og som skulle være noget af det billigste. Får pruttet et værelse uden eget bad ned på 270 kroner per nat. Han har også en pakke med værelse, bil og dyk, men det er lidt sent. Vi booker fra i morgen, og sparer hver 500 kroner om ugen.

 Lidt mere rundt i den lille hyggelige og meget afslappede by for at finde et supermarked. Vi køber Nescafe, sukker, mælk, pære, æbler enorme blommer, nogle liter vand, dybe tallerkner, skeer, havregryn og müesli, og må slippe det samme som morgenmaden på hotellet ville have kostet. Der er en klar fordel ved ikke at rejse hurtigt rundt, som vi plejer. Vi nupper lige en flaske lokal gylden rom med, just in case...

 Hjem for at booke et guidet dyk hos naboen i eftermiddag. Guiden er dyr, men til det første dyk er det meget rart. Morten henter Nitrox flasker til dykket: Ilt-beriget luft, der tærer mindre på kræfterne. Jeg har ikke licensen, men kan tage et 1½ times kursus til 450 kroner. Værd at overveje. Morten har Lodgens nøgle med, så jeg er lukket inde i gården. Det tager 1½ evighed før han kommer tilbage, men de er stadigt friske på at tage os ud og dykke. Vi skal købe en års abonnement til nationalparken, der omgiver hele øen til 150 kroner. Jeg får udleveret noget godt grej, og så kører vores guide os ud til Oil Slick Leap. Her står bare 20 amerikanere, der er ved at hoppe i.

 Han har en plan B, men vi ender med en plan P eller noget i den retning. Der er nemlig nogle, der har bygget et par hundrede rigmandsvillaer langs kysten, og de fine gule sten der markerer de kendte 60 dykkersteder er forsvundet. Vejene ender i vendepladser, omgivet af haver med små mure omkring. Til sidst lykkedes det, og vi står ved bilen og tager hele udstyret, undtagen finner. Går ud over koralerne i vandkanten, og svømmer ud på fem til tolv meter dybt vand. Sigtet er fantastisk, mindst 20 meter. Temperaturen er 29 grader, og det myldrer med liv. Ud over de utallige farvestrålende fisk, er der en hel del barracudaer, en havskildpadde, kuglefisk, en svømmende blæksprutte, trompetfisk, papegøjefisk, kuffertfisk, pindsvinefisk, børsteorme, søagurker og en hel del koraller, både bløde og hårde.

 Vi kommer op efter tre kvarter, og jeg har luft tilbage! Faktisk 90 bar, hvilket er ni gange mere end jeg gennemsnitligt har. Vi bliver normalt trukket ned i dybet af vores instruktør, så vi forbruger en masse luft, men det gad han åbenbart ikke. Faktisk var han ikke meget værd, og bestemt ikke de 150 kroner vi må betale hver. Det er sidste gang vi betaler for guide her på øen.

 Hjem for at lave en kop kaffe, og finde det næste dykke sted. Det bliver The Lake, lige uden for byen. Vi lander lidt over seks, og må op efter et kvarter, da det bliver mørkt. Meget hurtigt endda. Det er nat, da vi kommer hjem. Udstyret skylles i ferskvand, og det gør vi også. Tager bilen ned til byen, for at finde en restaurant. Vi ender med en halv gris, som de kalder spare-ribs og en opvaskebalje fuld Cæsar salat. Det kommer med drikkevarer til at koste 200 kroner. Mad er ikke specielt billigt her på øen, men det er enorme portioner de serverer.

 Hjem til kaffen, og en prøvesmagning på den 65 kroners gyldne rom, vi købte tidligere. Den hedder San Pablo, er brændt på naboøen Curacao, og er ganske blid. Den kan både drikkes ren, og vil være ganske fortrinlig at mikse drinks med. Dagbog og lidt planlægning af morgendagen.

21. Vi nyder vores eget morgen komplet, og checker ud af det første hotel. Det blev 900 kroner for to nætter. Kører ind til Bonaire Inn, også kendt som B&B. Får et værelse uden bad, wc, køleskab og TV, men med to senge. Her må vi betale 272 kroner per nat, så vi sparer godt 3500 i alt. Vi bor lige bag den gule kirke, der måske er katedralen. De har i øvrigt et forbløffende afslappet forhold til religion; selv om de fleste er katolikker, har jeg ikke set en eneste slå korsets tegn. Jeg har aldrig brudt mig om, når buschaufføren eller dykkerguiden starter turen med det.

 Vi har stadig en del luft tilbage fra aftendykket, så vi kører lidt nord på, til dykkerstedet "1000 Steps". Der er 65 trin ned til havet, men de føles som 1000, når man efter et dyk går op med sine 40-50 kilo på ryggen. Fantastisk sted. Sigtet er op til 30 meter, og det myldrer med liv. Bruger en lille time på at tømme lufttankene, og slæber os så op til bilen.

 Bliver hængende lidt i området; her er kakti og andre spændende planter. Jeg fotograferer søjle- og tønde cacti samt de store firben med turkis haler. Vi ser også en flot spraglet anolehan. Der er meget mere, men der skal også være noget til botaniser-dagede. Inde i byen provianterer vi endnu en gang. Skal bruge en vandkoger og nogle kopper, en batterioplader og lidt andre småting. I akacierne over bilen spotter jeg en stor grøn leguan, som kun nødtvungen finder sig i at blive fotograferet.

Vi kører forbi mit dykkercenter, for at købe en uges ubegrænset luft til mig for 600 kroner. Så skal der bare dykkes! Nu koster det mig 250 kroner i døgnet, så jo flere dyk, jo lavere dyk-pris. Tre om dagen er nok realistisk. Heldigvis er langt de fleste på så lavt vand, man ikke behøver at bekymre sig om dykkersyge.

 Vi fik anbefalet et dyk af nogle vi mødte ude ved de 1000 Trin, og beslutter vi må prøve Red Beray. Det er syd for byen, lige bag lufthavnen. Få svinget lidt forkert, og kommer på tværs af øen. Spændende landskab: Minder meget om Baja California, med acasier og søjlecacti spredt ud over en ellers gold, rød jord. Standser flere gange for at fotografere en ny søjle, nogle Aloe barbadensis? og en flok flamingoer. En enorm stor leguan forsvinder i sumpen, hvor mindst fire forskellige hejre fisker. Forskellige små vadefugle piler hurtigt rundt, men ikke lige i min kameravinkel. Vi passerer nogle enkelte vilde æsler og et par tamme geder. De findes i så lille antal, at de ikke belaster naturen væsentlig.

 Vi kommer ud til kystvejen, lige før de enorme saltsøer. De indvinder salt fra havet, og de lave og stærkt pinke søer er omkranset med hvide aflejringer og hvidt skum. Et par enorme bjerge tårner op i det ellers så flade område, og en stort transportbånd ender i et tårn, langt ude i havet.

 Vi finder Red Beray. Lækkert sted, hvor nogle plettede ål giver en fantastisk underholdning. Her er også et utal af andre små og store fisk, lilla skorstene, vifte-, hjerne-, hjortetak- og hvad-ved-jeg koraler. Bruger utroligt lidt luft, men der er ikke megen strøm, og vi er ikke dybere end tre til ni meter det meste af tiden. Efter en lille time har vi set området, og triller hjem.

 Det er ikke helt forkert, hvad der står på alle nummerpladerne: Divers Paradise. Der er god sigt, temperaturen ligger på 29 grader, og der er et flot koralrev på mindst halvdelen af øens omkreds. De har ikke de store numre på numrepladerne: Et B fulgt af et til fire cifre. Vi kører forbi det store supermarked, for at få de ting vi ikke fik sidst. Snupper et par pølsehorn, og guffer dem til en kop kaffe på hotellet. Klokken er blevet lidt over fire, og vi kan lige nå et dyk mere.

 Tager et af dem, der ligger midt i byen: Something Special. Solen forsvinder, men det er fantastisk flot. Her er igen de plettede ål, og Morten spotter en flot pudsereje, mens jeg finder to ualmindelige aparte rejer. Så kort fortalt var dykket "ål & rejer". Vi går op, da lyset forsvinder helt. Bad til os og grejet, og så ud for at finde en pengemaskine og noget mad. Ender på en fransk restaurant, hvor vi vælger kylling med spændende tilbehør. Flot anrettet, godt tilbehør, men jeg laver kylling bedre!

 Hjem for at skrive dagbog, og kigge fotos. Klokken bliver 23 før vi er færdige - helt færdige! Det eneste aktivitet der spores på værelset, er de små, men urimeligt hurtige moskitoer.

 22. Uret vækker os klokken syv. Hurtig morgenmad og så sydpå til Jeannie's Glory, der er et dykkersted. Det ligger ud for de enorme pinke saltsøer, og havvandet er også meget salt. Vi er i vandet før ni, og bliver belønnet med en utrolig mængde koraler og fisk, men det bliver bedre: En ørnerokke, der er utroligt lige glad med os jager rundt på bunden, mellem koralerne. Vi dykker på kanten, der går fra fire til 40 meter, på det meste af vestkysten. Da vi kommer ind på det lavere, bliver vi mødt af tolv tarponer; fisk på over en meter, der er helt metalliske. Så står der ni caribiske rev blæksprutter midt i det åbne vand. De er helt parallelle, men vender begge veje. De reagerer på os, og en fantastisk farveshow starter. Nede på bunder kravler en 20 centimeter orm. Den ligner et fløjelsdyr, og er meget opsat på at komme op. Det er en fireworm, et dyr jeg aldrig har set før.

 Hjem for at få et æble og en kop kaffe, samt noget mere luft. Jeg køber en plastikdims i en gummisnor, jeg kan klaske mod min tank, og kontakte Morten. Det sker jeg spotter noget, han også gerne vil se (og jeg have et foto af). Så ned syd på igen, for at dykke ved Tori's Reef. Vi tager med vilje en omvej, der bringer os over øen, og rundt om sydspidsen. Først gennem ørken med acasier og søjlekakti. Nogle endemiske papegøjer gnasker i en kaktus. Papegøjerne er på størrelse med rosellaer, knald grønne med et skrigende gult hoved. Vi hører dem tit, men ser dem sjældent. De er vist gulskuldret amazom parakitter, og bliver kaldt: Loras (Amazona barbadensis).

 Så kommer vi til sumpen, med dens hejre, vadefugle og flamingoer. Kystvejen er nærmest en meget lav dæmning uden om de enorme saltsøer. Der er en naturlig vold af opskyllet koralblokke og drivtømmer ud mod havet. Her er bølgerne noget mere voldsomme, end på inderside af øen.

 Lander ved Tori's Reef, hvor vi følger kanalen til saltsøen ud til revet. Vi prøver noget nyt: Ikke alene låser vi alle døre denne gang, vi ruller også sideruderne op! Her er også utroligt meget liv, men det eneste nye er en kæmpe tun. Vi er nede en times tid, og har rigeligt med luft, da vi har trevlet området tyndt. Vi har været ovre ved de enorme ben, der bærer transportbåndet, der føre salt ud til tankskibe. De er overbegroet, og giver nye muligheder for dyrene.

 Vores bagklap mangler en bolt, og den ville være fiks at bruge, når grejet skal læsses eller tages på. Vi kører forbi lufthavnen, og begge pigerne er på Avis kontoret. Den ene guider os ud til et værksted, midt i en ophuggerplads. De tager to mand en lille halv time at sætte bolten i, men så virker det.

 Hjem til Mortens dykkershop, der giver kaffe, og så langt nordpå, helt op til nationalparken. Her går en ensrettet vej rundt om øen, og der er fortsat mange markerede dykkersteder. Vi har valgt Rappel, også kendt som Boca di Tolo, der ligger lige på grænsen af parken. Man behøver ikke længere rappelle sig ned (og ikke mindst: Op!). Igen et lækkert dyk, med massere af fisk, dyr og koraller. Ikke noget nyt, men rigtigt flot.

 Er oppe efter godt en time, og udnytter den sidste times dagslys til et slag ind over denne del af øen. Først spotter jeg nogle grupper af mellemstore Agave vivipara, som skal fotograferes ved lejlighed. Så kommer der enorme mængder af søjle- og tønde kakti, og nogle klipper, der syntes taget fra Ulven & Hjulben. De bliver spændende at udforske en dag.

 Vi kommer hjem, og slapper af med fotos og dagbog, indtil det bliver tid til noget aftensmad. Vi skal ud på gangen for at fange det trådløse internet, og her møder jeg en lille flagermus. Min første tanke er at åbne en dør, så den kan komme ud. Så ser jeg en af de mange moskitoer, og flagermusen må blive og gøre gavn.

 Aftensmaden kommer til at bestå af en lille side gris og dagens fisk. Morten får en øl fra naboøen. Pilsner med lidt sødme. Hjem og klaske moskitoer, og skrive lidt mere dagbog. Pudsigt nok, får vi klasket de myg, der er fede af vores blod, på Mortens seng. Den ligner noget fra Ondskabens Hotel.

 23. Er helt sikker på, Morten har sat uret forkert: Det kan umuligt passe jeg har sover over otte timer. Efter morgenmaden kører vi ud til Alice In Wonderland, men der er mange andre, der har fået den ide. Vi ville have dykke ved siden af bagefter, men bytter bare. Angel City er et dykkersted ved det dobbelte rev. Det første ligner det vi har dykket på før; det vrimler med liv. Vi krydser den 30-40 meter dybe og 30 meter brede grav mellem revene. Vandet er så klart, man sagtens kan se begge væge tydeligt. Koralerne dækker næsten sandbunden, men er helt tætte på siderne. Det ydre rev er overgroet med store søjler, tre fire meter høje og to til tre meter i diameter. Det er helt andre koraler, end vi ellers har set.

 Morten har fundet en sjov leg: Han dropper et af sine blyposer, og jeg leder efter den, mens han hviler på stranden. Han kan også en anden: Han efterlader dykkercomputer og kompas i bilen, og svømmer ind efter det. Så er der den, hvor han ikke åbner for luften, eller tager et kamera uden strøm med ud at dykke. Da Morten ikke fører dagbog, kan jeg med sindsro fremhæve, jeg ALDRIG laver fejl...

 En betragtning eller to: Der ligger næsten ingen affald nogle steder. Her virker ikke som om der er nogle fattige indbyggere. De fleste - undtagen mekanikeren - taler engelsk. Der må have været en stor befolknings immigration de seneste år. De fleste vi er i kontakt med, kommer fra andre lande. Hvis de ikke havde dykningen, ville der kun være arbejde til omkring ti eller tyve i saltindvendings området.

 Vi sidder og kigger tomt ud over havet efter dykket, og gnasker et æble og en pærer. Så kører vi 100 meter ud af kystvejen til Alice In Wonderland, hvor der nu er bedre plads. Igen fantastisk rev, og vi ser den første kravlende blæksprutte. Efter en lille time har vi fået nok, og kæmper os ind over bæltet med døde koraler ved kysten.

 Forbi supermarkedet, hvor vi køber frokost og mere morgenmad. Nye luft og nitrox flasker, og så hjem til en kop kaffe, og lidt mere tomt stirren ud i luften. Jeg er dog vågen nok til at opdage, vi sidder under nogle Guaiacum officiale træer. De har ikke sine flotte blå blomster, men til gengæld kan jeg finde frø til Botanisk Have.

 Klokken bliver et, og vi har samlet energi til endnu et dyk. Vi har tidligere ledt efter Bari Reef, og da det er #1 Caribian Fish Diversity Place. Det viser sig, den gule sten, der markerer stedet står noget længere ude af landevejen. Og den står ud for et enormt ressort. Vi sniger ind, og finder ud af, det faktisk ligger uden for. Vi hopper i ved den gamle kaj, og efter meget sandbund kommer vi til et flot rev. Havde hørt om nogle store søheste ved en gammel tønde, men den kan vi ikke finde.

 Der er en masse andet; hornet grøn kuffertfisk, de fantastiske blå småfisk med metalliske blå pletter, en sort fisk, med neongule og blå striber, jeg ikke har set før, og en hel masse andet. Der ligger nogle striber hjortetaks koraler, og der er en tæt sky af fisk omkring dem. Vi følger vægen ned til 18 meter, og koralerne og fiskene fortsætter uændret endnu dybere. Flere steder kan vi, på trods af 30 meters sigte, ikke se bunden.

 Vi kunne sagtens nå et par dyk mere, men det kniber med energi og entusiasme. Vil i stedet tage en pause, og så kører ud og botanisere. Vi ender med at sidder nogle timer, og tale med vores naboer. Et pudsigt par; han fra Tyskland, hun fra Ecuador. De blev gift i Danmark. Hun har rejst meget, og blandt andet boet i Israel.

 Klokken er over fem, før vi triller ud, nord for byen. Finder en ravine, der er begroet med Acasier og Cereus. Jeg når lige at sige: Håber det er fast grus, før vi næsten sidder fast. Jager Morten ud at skubbe, før vi er gravet ned. Jeg har glemt mine sko, så det er om at træde varsomt. Acasia- og kakti torne går som ingen ting gennem klipklappernes bløde såler.

 Vi går i en bue op over skrænten, mens lyset forsvinder. Finder Pilosocereus lanuginosus, Subpilocereus repandus, nogle gultornede Melocactus macrocanthos og Opuntia wentiana med meget kraftige torne. Når lige ud til bilen, før det bliver mørkt. Kører ind til byen og finder Casablanca, der er en argentinsk restaurant på De Hollandske Antiller. Morten mener tjeneren er amerikaner. Jeg nøjes med en Cæsar salat, der ikke er imponerende. Morten får et meget stort fad fisk med rejer, ostesovs, ris, frittede kartoffelskiver og salat.

 Nabobordene får mikset grill til 150 kroner. Det er et par koteletter, en side gris, et helt kyllingelår, en T-bone, en oksebøf, nogle pølser og et par andre stykker kød fra grillen. Omkring halvanden til to kilo per næse. Stedet bliver hurtigt fyldt, og tjeneren, der spurgte om vi havde reserveret jokede åbenbart ikke.

 Hjem for at skrive dagbog, og læse fotos ind. Jeg er sikker på klokken er elleve, men den er ikke engang ni! Dykkerlivet er hårdt.

 24. Otte timers søvn hjælper ikke meget, men der er dyk, der skal dykkes. Vi fylder maverne og flaskerne, og begiver os op mod nord enden af øen. Her er den store Washington-Slagbaai National Park, der udgør en femtedel af øen, og et olieraffinaderi. Det gode er, det øjensynligt ikke forurener, og der er en stor dæmning rundt om, hvis de skulle have en læk.

 Turen der op fører os over øen, og op til den anden by. Vi standser nogle gange under vejs, for at fotografere planter og udsigter. Der ligger enkelte huse trukket lidt tilbage fra vejen. De har praktisk talt ingen grund, bare gårdspladsen. Resten er uspoleret natur. Husene er velholdte, og i skarpe farver. Mange steder ser vi kakti-hegn. Der bliver spændet et par ståltråde op, og så bliver stykker af kakti på godt en meter stillet på skift fra hver sin side. De slår rod, og voila: Du har et hegn, der er vedligeholdesfrit, og standser både folk og fæ. Jeg siger hver gang til mig selv: Husk at tage et foto.

 Vi kommer til Rincon, der er knapt så stor som Kralendijk. Her ligger den tredje af øens benzintanke, og vi griber chancen. Jeg er løbet tør for vand, og spørger efter et supermarked. Det har middagslukket, og åbner først klokken 14.30. Da er det, det går op for mig, hvor langt ude vi er! Der er heldigvis en bar, der sælger belgisk vand til seks kroner flasken. Vi finder ud af byen, af vejen mod vest.

 Vi passerer forbi de store tanke med olie og kommer gennem nogle forrevne småbjerge. Vegetationen er relativ tæt, akasier og kakti dominerer. Der er æsler og geder, og forskellige størrelser duer fra de mindste jeg har set, over "tyrkerduer" til "skovduer". Enkelte knaldgule sangere, nogle sort/gule stære, store fluesnappere og nogle flotte rovfugle.

 Vi passerer flere søer, hvor det vrimler med pinke flamingoer. Nogle af dem vender bunden i vejret, lige som ænder. De virker meget tillidsfulde, men det er jo også et reservat, eller grænsen af det. Der går forskellige vadefugle langs bredden, nogle ligner præstekraver, ryler og hjejler.

 Der "mangler" et hjørne af reservatet, der hvor olievirksomheden ligger. Det betyder ikke meget endnu; der er ikke den store forskel på ude og inde i parken. På grænsen af den ser vi de eneste marker. Majsplanter står og råber til hinanden, og ellers er det kun geder der dyrkes. Hvis byggeriet fortsætter i den fart det har på nede i Kralendijk, er det nok godt der er et reservat.

 Dagens første dyk hedder Nukove, og byder på en mere rå strand en vi ellers har set. Da vi først kommer ud, ser det meget bekendt ud. Det vrimler med fisk, på nogle steder af øens vestkyst er der over 300 forskellige arter på et sted. Det hårdeste ved at dykke her på øen, er at komme ud over den første række koraller. Det koster nogle hudafskrabninger ind i mellem.

 Vi sidder og sunder os lidt i bilen, før vi kører ind til Rincon, og ud til selve parken. Vi skal dykke på et sted der ligger relativt tæt på sidste dyk, men det er en lang køretur. Vi checker ind i parken, hvor vi viser bevis på vi har betalt, og billed-ID. Vores nummerplade bliver noteret, og den eneste gnavne person vi endnu har mødt på øen, lader os slippe ind, efter at have heilet os gennem tider og begrænsninger. Man må kun køre 15 kilometer i timen. Vi må ikke tage den lange vej rundt, vi må ikke heicke, vi må ikke starte dyk efter 14.30 og... så sagde en han en masse andet. Vi ræser ud mod Playa Benge, til vi opdager det er off-limit. Vælger i stedet Playa Funchi, som vi finder uden problem.

 Vejen der ud er en oplevelse; her er kun en ensrettet, meget elendig grusvej, der bakker sig voldsomt. Kæmpe leguaner og store firben flytter sig kun modvilligt, og vi ser kun tre biler på omkring 20 kilometer. Kan ikke lade være med at standse og fotografere adskillige gange, men må passe på tiden.

 Starter dykket 14.29, og har et mindre personligt helvede med at komme ud over dræber-koralerne. De fortsætter langt ud, med modbydelige hårde og ru søjler. Stedt skulle være berømt for sine specielle koraler, men vi ser ingen nye. Der er massere, da vi når ud over kanten, og vi går halvvejs ned af vægen, og stopper ved 23 meter. Sigtet er rigtigt godt; over 30 meter. Der er et fantastisk mylder af fisk, nogle fireworms og en enorm languster.

 Vi får brugt godt med luft i dybden, men har alligevel luft til overs, da vi kommer op efter en lille time. Tager lidt fotos af flamingoerne i lagunen, og begynder så at finde ud mod indgangen. Vi skal være ude klokken fem, der er halvanden time til. Det virker af meget, men med den elendige vej og alle de motiver at kakti, bjerge, flamingoer, rovfugle og meget mere, kan der blive behov for lidt "Baja California"-ræs. Jeg bliver også nødt til at samle lidt frø af de endemiske planter til Botanisk have. Her er noget der ligner små æbler, men smatter ud i vild rødt mos, når de er modne. Selve frøene er indkapslede i noget stærkt gult snask. Der er vilde bomuldsplanter, akasier og - nogle jeg må undersøge nærmere.

 Et sted ser vi en flot rovfugl med sorte vinger og kalot, top og røde kinder sidde i toppen af en kaktus. En anden gang går den på vejen foran os. Vi kører forsigtigt nærmere, og den går målbevidst ind under buskene. Pudsigt! Vi bliver checket ud af parken lidt i fem, og kører en omvej hjem til Kralendijk. Med udstyret i bad, og så ind på værelset for at nedfælge de foruroligende få minder fra en begivenhedsrig dag.

 Klokken bliver halv otte, og vi går over på en nærliggende schweizisk restaurant. Morten får rejer, jeg kommer til at bestille Gordon Bleu. Den er stor: Omkring et kilo. Rösti og salat, og så er jeg ellers mæt! Hjem til kaffe og mere tasten og foto-kiggen.

 25. En ualmindelig varm nat. Fugtigheden er højt oppe på vores værelse: To personer, to håndklæder og alt dykkergrejet, der giver en stor sø på gulvet. Da vores maver og tanke er blevet fyldt, kører vi ned til det sydligste punkt, parkerer i skyggen af fyrtårnet, og kæmper os ud over koraller, gennem store bølger. Vi bliver belønnet med et rimeligt godt dyk, hvor højdepunktet er en sydlig pigrokke.

 Der er mange vadefugle langs vandet, og der dukker stadigt nye op. I dag ser vi en strandskade og nogle små ryler. Efter en kort pause kører vi op af østkysten, og finder indgangen til et af de to eneste stranddyk på østsiden. Der er lige den hage, vi skal vade gennem 400 meter knæhøjt vand med alt gearet. Jeg fylder vesten med luft, og trækker den efter mig. Ikke en official taktik, men pokkers meget nemmere end at gå med de 40-50 kilo på ryggen.

 Vi nærmer os det ydre skær, hvorpå der sidder en stor flok terner. Vandet bliver lidt lavere, men den perfekte sandbund bliver til fodboldstore koraller. De er skarpe og umulige at gå på. Der er mindst 100 meter til åbent vand, men her er bølgerne næsten en meter. Vil prøve at svømme over, og mens vi kæmper med at tage svømmefødderne på, bliver vi skyllet ind i en koloni søpindsvin med 25 centimeter lange sorte nåle. En neoprendragt beskytter ikke meget! Efter at have kæmpet bravt et stykke tid, må vi opgive. Så er der den lange vej tilbage til bilen.

 Morten har igen tabt noget af sit bly, men denne gang kigger jeg altså ikke efter det! Vi kører hjem til Mortens dykkershop for at få mere bly og en kop kaffe. De har tidligere lokket med et Nitrox-certifikat, og jeg ryger på. Kurset starter først om et par timer, så vi beslutter at tage et dyk først. Og denne gang vil vi forkæle os selv: Vi har hørt der er et sted, hvor det er rigtigt nemt at komme ud: Oil Slick Leap, så der kører vi ud.

 Det holder stik; ikke alene er der en fin platform med en trappe ned i vandet, den bringer os direkte ud på to meter vand. Udmærkede koraller og massere af fisk. Plasker rundt en lille time, og så dropper jeg Morten af sammen med det meste af udstyret på hotellet (han droppede lidt bly igen), og kører i skole. Lærer om ilt-beriget luftblandingens fordele og ulemper, og de gængse regler og procedurer.

 Hjem til hotellet for at få en velfortjent kop kaffe og skrive lidt af de tågede og fragmenteriske dagsminder ned. Aftensmad, hvor vi bytter grisseside og Cæsarsalet på en "genbrugs"-restaurant. Hjem og skrive dagbog, se hinandens sparsomme fotos og vaske tøj. Jeg begynder at digitalisere min dykkerlog: Taste den ind i et regneark.

 26. Det er søndag, og byen virker forbløffende stille. Der kører kun få biler forbi. Deres biler er i øvrigt en pudsig blanding. Rigtigt mange firedørs pick-ups til dykkerturisterne, store fancy amerikanere, mest sportsvogne, en enkelt Hummer I og en II, mini personbiler, små og store lastbiler, uidentificerbare vrag, en Volvo, japanere og små minibusser. Fælles er, de er hård mærkede af den allestedsnærværende salt. Hastighedsgrænsen er 40 i byerne og 60 på de store landeveje.

 Her er kun få knallerter og nogle få superbikes. Kiggede på at leje et par knallerter, men én koster det samme som en bil, og nu kan vi have seks lufttanke med. Den er nu også rar at stene i bilen, efter et hårdt dyk, og den giver bedre skygge. Det er vores sidste dykkerdag i denne omgang, og vi skulle gerne nå nogle stykker.

 Vi starter med 18 Palms, der er rigtig let adgang til. Bare ned af en bådrampe, og gennem hullet i koralerne. Fra sandbunden, og ud over kanten af revet vrimler det med liv. Vi slår en stor runde, og komme op efter godt tre kvarter. Vi bytter Mortens tanke, men mit firma er ikke klar med luft. Det kan da også være lige meget; jeg må jo bruge Nitrox nu.

 Sydpå til Bachelors Reef, hvor en trappe fører ned til vandet. Der er stadigt lidt koraller, der skal besejres, men det er næsten havblik, så det går let. Igen en stor oplevelse, og vi bliver nede næsten en time. Mit første Nitrox dyk, men jeg kan ikke rigtigt føle forskel. De siger, man ikke bliver lige så træt i længden, og det kunne være rart.

 Skifter Mortens flasker igen, og jeg får også tre nye. Hjem og drikke kaffe, og sunde os lidt, før vi suser op af kysten til Bari Reef. Vi har været der før, men vi fandt ikke de påståede søheste. Let adgang langs den gamle mole, ud over sandet, og ned af vægen til fjorten meter. Finder de gamle tønder, men ingen søheste. Der er meget andet, hvoraf jeg kun kan sætte navn på nogle meget få: Plettet Pudse Krabbe, Plettet Ål, Båndet Sommerfuglefisk, Blåstribet Grunt, Små Mundet Grunt, Slank Filefisk, Plettet Morene, Caribisk Rev Sprutte, Skolemester, Skorpionfisk, Soldater Fisk, Creole Brasse, Grå Søpølser, Plettet Søpølser, Trefarvet Papegøjefisk, Blå Papagøjefisk, Trompetfisk, Gobi, Gulhalet Morene, Blåringet Fladfisk, Pindsvinefisk, Gulstribet Pudsefisk, Konkylier og omkring 250 andre arter fisk og et utal af blåde og hårde koraller samt en masse farvestrålende svampe. Inde ved land ser vi en mellemstor isfugl.

 Beruset af vores succes med at komme let ud og ind fra revet, beslutter vi at tage et par dyk mere. Vider op af nord kysten til Weber's Joy, også kendt som Witch's Hut. Trappe ned til vandet, og rimeligt dybt med det samme. Når man tænker på alle de dyk, hvor det meste energi er gået til at komme ud på frit vand, og tage svømmefødder på, og så ind igen, er dette "ren badeferie". Igen et flot sted, med rigeligt af alsidigt liv.

 Vi bliver kun en halv time, vi skal nemlig også nå et rost sted, endnu længere mod nord vest: Karpata. Lige så let adgang som det sidste, men kortere tur over det relative lave sand. Vi runder kanten af vægen, og det bliver helt fantastisk: Sigtet er 40 meter til siden, og 60 meter ned til sandbunden, hvor man kan se spredte koralsøjler. Vægen bugter sig, hvilket bidrager til det fantastiske. Et sandt mylder på vægen, der igen er helt dækket af koraller. Vi er desværre nødt til at svømme op efter en halv time; jeg skal aflevere grej.

 Er lidt spændt på, hvordan det vil gå: Vi har handlet prisen rigtigt godt ned, så de finder sikkert på nogle afgifter og tillægsydelser. Har regnet mig frem til 2340 kroner, men vi får yderligere rabat: Han tager kun for en guidet tur, selv om vi var to på den. Han tager ikke de 150 kroner for park-adgangen, og helt uopfordret går han fra 150 til 60 kroner om dagen i leje for mit grej, og tæller ikke den første dag med. Ender med 1100 kroner. Flink fyr! Jeg er ikke helt sikker på, det vil være klogt at leje udstyr her til part 2 af vores dykkereventyr. Hans boss kunne komme til at se den afregning.

 Aftensmad på en mexikansk Cantina, hvor tjeneren har taget en overdosis lykkepiller fortyndet op med coke. Maden er fin, men han er lige i overkanten. Hjem for at skrive julekort og dagbog akkompagneret med kaffe og lokal rom. Taget i betragtning, af dagens fem dyk, er jeg forbløffende frisk, og klokken er næsten 23.

 27. Vores første fridag, hvor vi ikke skal dykke. Vi skal bare et par andre ting: Posthuset, hæve penge, aflevere nitroxtanke, hente mit nitrox-bevis, jeg skal have studset skæget, bilen skal tankes og tømmes, før vi afleverer/reforhandle den, vi skal i supermarkedet og have lidt mad med mere og vi kunne godt bruge et netværkskabel, så vi kunne back-uppe hinandens fotos.

 Vi har lagt mærke til, de fleste biler er lejet hos ABCarRentel, som er lokal og den største. Spørger på deres lufthavnskontor, hvad de kan tilbyde en bil til. Vi kan spare 180 kroner om ugen. Avis skal have lov at matche, men de kommer kun 120 ned. Den rabat kommer også til at gælde første ude, og så er det et mach. Vi kommer til at betale 1458 om ugen/ 210 om dagen, og det kan vi leve med.

 Vi når alle de andre sysler inden tolv, og snupper en kort siesta, før vi kører ud på landet, langs nord øst kysten. Først er der akacier og søjlekakti. Og varmt! Vi får travet lidt i bushen, og skudt nogle fotos. Kører et par kilometer, og gentager proceduren. Et sted står der tyve tøndekakti Melocactus macrocanthos, og da jeg når dem, åbenbarer en flere tønder land stor slette sig, der er dækket med dem. De gror i meget eroderede og ekstrem skarpe kalksten fra et gammelt koralrev.

 Planen var at læge lidt efter en uges dykning, hvor de døde koraller ved strandkanten har sat dybe spor. Så træder jeg en meget stor torn op i den ene fod, og så amputerer jeg den forreste del af storetåen på den anden. Tilbage til bilen for at henter de sko, der er medbragt af præcis den grund. Det hjælper en del, men tornene går også gennem læderet. Det er det værd! Får nogle fantastiske fotos, og finder ud af, de både findes med røde og gule torne, blandt hinanden. På nogle af "hattene" også dækket med torne.

 Pludselig, og meget uventet, kommer en eremitkrebs væltende. Der er en lille kilometer til havet, men den har en flot konkylie til bolig. Vi fortsætter op af kysten, og kommer til nye områder med søjlekakti. Lidt inde i landet finder jeg en ny art. Den er mere behåret, og noget lysere og slank. Frugterne er bredere end høje, og til forskel fra de andre røde, er disse grønne. Det er en Cereaus, men hvilken vil jeg ikke gætte på.

 Vi kommer til nogle huler, hvor loftet er prydet med indianer tegninger. Rød okker på hvid kalksten. Vi kigger efter flagermus, og de er der. Små søde dyre, der flager lidt skræmt rundt, da vi knalder en blitz eller to af. Firbenene på den tomme parkeringsplade er vandt til at blive fodret, og det giver mulighed for gode nærbilleder. De får nogle krummer kiks som belønning, hvilket starter et vildt slagsmål. Solen er meget kraftig, og vi nøjes med at få sol på maven i ti minutter. Mine underben er plaget af overfladesvømning, og er nu dækket af et tykt lag faktor 30. Der ryger hurtigt en liter vand, og vi har ekstra flasker klar i bilen. De er næsten lige så varme som kaffe, men de glider let ned.

 Vi havner helt oppe ved indgangen til parken, og trille stille hjem af. Jeg har tidligere bemærket nogle rødstammede træer, og de viser sig at være de forventede Bursera bonairiensis ~ simaruba, som jeg har en amerikansk ven, der vil blive meget begejstret for et par stiklinger af. Lander i skumringen, og laver kaffe til dagbogsskrivningen.

 Hotellets personale var her kort, da vi var hjemme til frokost. Det store nøglebundt hang i vores åben dør. Så forsvandt de, og de har ikke været tilbage, mens vi har kørt rundt ude i naturen. Godt vi låste, og smed deres nøgler ind under kontor døren - var den låst?

 Aftensmad på en ualmindelig god fransk restaurant, hvor vi får tun og svine schnitzel med svampesauce og oste gratinerede kartofler. Dobbelt så godt, og kun en tredjedel dyrere. Vi må slippe 275 kroner med en øl og en vand. Vi plejer at give 200 til 210 kroner.

 28. Morten har af uforklarlig årsag sat uret til syv. Det er måske meget godt, da vi skal op i naturreservatet, og hele vejen rundt om den nordligste  kyst. Sidder som sædvanligt ude i gården og spiser morgenmad. Der er en behagelig koncert af sangfugle i de skyggende træer over vores hoveder, og byen begynder forsigtigt at vågne.

  Vi starter med et hurtigt besøg på posthuset for at sende nogle stiklinger til en amerikansk ven, og så op af vejen, der fører nordpå. Der kommer en hurtig byge, mens vi kører der op, og den binder støvet, og skaber nogle flotte regnbuer. Det har vist ikke regnet oppe i parken.

Vi checker ind i parken lidt i ni, hos en noget mere charmerende fyr end sidst. Vi gennemgår det udleverede kort, hvor alle seværdighederne er listet i rækkefølge. Vi udvælger halvdelen af stederne, og kaster os ud i det. Det er som tidligere nævne en ringe vedligeholdt grusvej, der slynger sig gennem parken, men det er helt klart en af charmerne.

 Vi kører først gennem op til ti meter høje søjlekakti og akacie krat, til vi når ud til vandet. Der bliver mere åbent, og tønnekaktiene dukker op. Så bliver der næsten goldt, da vi kommer til sandklitterne. Her der det kun klitblomsten Suriana maritima, der kan klare klimaet. Playa Chikitu er en fantastisk sandstrand, men en tavle går opmærksom på, der ikke må bades. Seriøsiteten i dette budskab understreges af, tavlen er i bronze, og under forbudet står der, den er rejst til minde om en 19 års amerikaner.

Næste stop er Boka Chikitu, der er et ældgammel koralrev-plateau, hvor man stadigt tydeligt kan se koralerne. De øverste er stærkt eroderet, og står som barberbladsskarpe savtakkede rovdyrstænder, der tørster efter blod. Vi kigger ned i en kløft, hvor store bølger raser ind. Morten finder nogle snegle, der ligner havsnegle, men de er levende, og der er flere hundrede meter til vandet.

  Vi bliver nødt til at se Supladó, som er et blowhole (pustehul?). Der er ikke meget gang i havet, men det gisper da lidt. Vi kører lidt ind i landet, for at se Pos Mangel, der er en lille bitte færskvandssø. Der er desværre en del geder, men de er sky, så vi har det andemadovergroede hul alene, sammen med en stor tørstig leguan og en væld af forskellige småfugle. Der er skovspurve, hvidbrynede fluesnappere, sort/gule stære, forskellige duer, noget der ligner grå kardinaler og en del andre ikke identificerede fjerede væsner.

 Malmok er ikke et grusomt dyr, man skræmmer små børn med, men det nordligste punkt på Bonaire. Her er resterne af et fyrtårn og forskningscenter. Fantastisk udsigt fra tårnet: Havet til den ene side, søjlekaktibegroede bakker og småbjerge til den anden. På parkeringspladsen bliver vi mødt af en stor leguanhan. Vi er gentagne gange blevet forbudt at fodre dem, og det giver mening, da vi ser denne ene kæmpe komme væltende hen til vores bil. Hvis alle fodrede dem (og de er ligesom firbenene: De æder ALT!), ville det nok være skræmmende, at blive mødt af en sådan flok, hver gang man standsede.

 Vi kører ned af vestkysten, og finder nogle let tilgængelige dykkersteder, som vi må prøve næste uge. Standser mange gange for at fotografere udsigter og planter, og triller så hjem af. Jeg spotter et træ, som jeg mener er det, min amerikanske ven er så interesseret i en stikling af. Det er kæmpestort, og kan sagtens undvære et par "spisepinde". Der er skåret nogle store grene af, og gederne tager sikker deres del.

 Et andet sted finder jeg en epifyt, jeg har ledt efter: Tillandsia recurvata, der lidt ligner en tot græs, men er i familie med anannasen. Den skal kun fotograferes. Her er faktisk forbløffende få forskellige planter. Jeg havde checket parkens hjemmeside, og noterer alle de arter de havde listet. Jeg troede, det var en meget ukomplet liste, men her er ikke mere end omkring 20-30 arter. Jeg finder en enkelt kaktus, der ikke ligner nogle af de andre. Formodentlig en krydsning. Den ligner mest en  (Ritto-/Steno-)cereus griseus, men tornene er meget tættere.

 Vi er kommet hele den lange vej rundt i parken, og triller hjem af. Vi er godt slidte, da vi rammer byen klokken tre, men kører lige forbi vores supermarked, og tester et par af deres kager. De er næsten lige så kedelige som forventet. Det er kun danskere, der virkeligt forstår konditoriets mysterium.

 Vi møder et begravelsesoptog, der ligner noget fra en amerikansk gangsterfilm. Stor fed fyr går forrest og standser trafikken. Efter følger en stor sort amerikansk ligvogn. Så kommer følget travende. Alle mændene i mørke jakkesæt, olie i det tilbagestrøgne hår og spejlsolbriller. Det hjælper ikke, to af de forreste har arrede ansigter. Senere møder vi de fleste mænd i den åbne bar, der ligger ved siden af kirken - under gudstjenesten.

 Nu vi er i byen, er det tid til et par betragtninger: Der er utroligt få børn, og vi ser næsten ingen skoler. Her er ingen synlige fattige, har ikke set antydningen af en tigger, og der er heller ikke en eneste hosler eller gadehandler. Ikke at jeg har savnet en eneste af disse grupper. Hvis jeg ikke har nævnt det før, vil jeg gerne gentage: Der ligger praktisk talt intet affald nogen steder. Det eneste er ilandskyldet plastik på kysterne, og det er sikkert de fantastiske amerikaneres.

 Vi tager en kort slapper på hotellet, med kaffe og kage, og går så ned i byen. VI har ikke brugt penge i flere dage i træk, og jeg trænger til at få studset skæget. Begge dele kan klares, endda på en gang: 60 kroner for en maskinstudsning. Morten finder en fiskebog, der kan hjælpe med at finde navnene på de fisk, vi ser under dykkene.

 Vi går langs molen, og opdager nogle store papegøjefisk lige under os. De græsser på det øverste af det våde bolværk. Senere ser vi en kæde-moræne, der afsøger hullerne i beton-bolværket efter krabber. Den tager det meget roligt, når den gang på gang strander på en bred kant. Der kommer altid en bølge til...

 Det er med lidt god vilje blevet tid til aftensmad, og vi finder en hollandsk restaurant, hvor vi får en side gris og tre kyllingespyd med en virkelig lækker sauce. Det er ikke engang dyrt, med to øl og to vand bliver det ikke mere end 200 kroner. Hjem til foto kig og kaffe samt den obligatoriske dagbog.

 29. Opgraderer værelse, nu med bad og internet, og lugten af nyistandsat rum til samme pris. Dagens plan er to timers kajak i mangroven, som vi finder i første forsøg, fem minutter for tidsligt. Der er bare ikke et øje, hvis man ikke tæller de ti hundeøjne med. Støver lidt rundt, og finder en tavle, hvorpå der står: Full booked. Her er ikke en bil, men massere af kajaker. Vi må prøve at reservere til i morgen.

 Kører ud til enden af vejen, og ender ved tre huse, der ligger ved den perfekte sandstrand i en lagune. Der står et skilt om, man ikke må samle konkylier (de er jo fredede), og så ligger der seks eller syv bjerge med disse prægtige sneglehuse. Der er omkring 500 kubikmeter, så der er da nogen der har samlet lidt engang. Vi sopper lidt, og ser på mangroven.

 Hjem for at reorganisere, og tømme en ATM på vejen, så vi kan få betalt hotellet. Plan B bliver nogle indianske hulemalerier ude på det østligste hjørne, hvor vi endnu ikke har været. Vi bøvler en del med at finde den lille ubetydelige grusvej, der fører der ud. Den første vi finder syd fra, ender i et stort jordskred. Så tager vi da bare turen rundt om den centrale del af øen, og fjumrer en del rundt igen.

 Endeligt lykkes det, og det er en fantastisk vej. To hjulspor, der nogle steder er rimelig opløst af morgenens heftige regnskyl, andre steder er helt ufattelig ujævn, naturlig koralrev. Vi kører mellem havet og en ti meter høj, lodret koralrev-skrant, hvor der er massere af huler.. Vi spejder forgæves efter et lille skilt, men på den anden side, er der nok ikke mange turister, der våger at tage selv en udlejningsbil her ud.

 Da vi når til det nedlagte fyrtårn, der markerer det østligste punkt på øen, må vi erkende, vi ikke fandt malerierne. Ikke, at det var en ringe tur: Den var interessant, både hvad botaniske, enduro og ren overlevelse angik, og vi fik set et par tusinde firben, nogle store grønne leguaner og lidt vilde æsler mere. Morten fik vist, hvad han formår i en baghjuls trukken bil, uden meget slidbane, på brunsæbe-lignende mudder.

 Efter denne "nær-død-oplevelse" er der intet der hindrer mig i at gå de syv etager op i fyrtårnet, for at nyde udsigten. Man kan se halvdelen af øen herfra! Vi har ikke set en sjæl det sidste par timer, og det virker totalt surrealistisk, da to nørder kommer cyklende, med cykelhjælme og ny polerede travestøvler i denne udørk. Vi behøver ikke tale med dem for at regne ud, det er tyskerer.

 Da vi nu må droppe Plan B, er der heldigt, vi har Plan C: Tre grotter, der ligger på den anden side af øen. Vi skal bare samme vej tilbage, og så op til Rincon. Det går sådan set meget godt, men at finde ud af den rigtige vej i Rincon er ikke lige så let. Vi nusser en del rundt. Der er en hel del gadenavne, og vi har et fint kort med samme navne. Desværre der de bare ikke lige i samme retning. Ender med at spørge et par fyre, der bor på den vej, det burde være. De kommer med uendeligt mange løsningsforslag, hvor deres endelige bud er, at køre tilbage hvor vi kom fra.

  Vi prøver i stedet at fange vejen vestfra, men på vej ud af byen spotter jeg det rigtige vejnavn. Vi ender dog hos de samme fyre, og kører ned til vestkysten, for at tage vejen op derfra. Der er bare det lille problem, vejen er ensrettet på det stykke vi gerne skulle have været den anden vej af. Jeg kan da godt se, det er lettere at lade turisterne køre ned og se det med egne øjne, og køre der 25 kilometer den anden vej, end at markere det på turistkortet.

 Vi iværksætter bare Plan D eller er det E? En lille grusvej, der fører parallelt med kystvejen, men oppe i bakkerne. Kortet er bare ikke helt præcist, og vi ender på bagsiden af Rincon. Måske på den vej vi oprindeligt søgte? Vi triller ud af den rimelige velholdte og særdeles brede grusvej. Kommer forbi nogle enorme radiomaster, og får et fantastisk vue over Kralendijk, der totalt domineres af dagens krydstogtskib. Mindst elleve dæk. Vi ender igen på kystvejen, ved Oil Slick Leap. Her går en anden grusvej tilbage over bakkerne, og hulerne skulle ligge på den.

 Denne vej er vist en servicevej til el- og vandforsyningen til Rincon. Og der er længe siden de har brugt den. Som så mange andre veje på stejle grus skråninger bliver den noget præget af de småfloder der lejlighedsvis styrter på tværs. Morten er flere gange ved at opgive, men det lykkes at få bilen gennem. Dog uden af finde hulerne, der med garanti ikke er markerede. Vi ender, ikke overraskende, oppe ved Rincon - igen.

 Skidt, vi har en Plan F, K, P eller hvad f.... vi nu er nået til: Hjem og drikke kaffe! På vejen finder vi en edb-butik, vi har fået anbefalet. Skal bruge et netværkskabel, så vi kan tage sikkerhedskopi af hinandens fotos. Morten fikser det tekniske, mens jeg kører et batch-job, ser fotos, ordner frø og så er klokken pludselig spisetid. Kører der 500 meter ned til strandpromenaden, og udvælger en spansk restaurant, hvor Morten får en hel rød snapper, og jeg mere beskedent nøjes med et stykke af en ko. Gratineret kartofler, lækker sauce, men må også slippe 280 kroner.

 30. Det regner kraftigt i løbet af natten, og det resulterer i strømsvigt om morgenen. Heldigvis har hotelmutter gaskomfur, så morgenkaffen er reddet. Morten kommer helt i julestemning af alt den regn. Det holder op før vi spiser morgenmad, men strømmen tager længere tid. Måske fordi deres kraftværk er en helt åben konstruktion. Kun et lille trådhegn skærmer det mod naturens rasen.

 Vi har efterhånden set alle de planter der er beskrevet fra denne ø. Vi har været ude i alle hjørner, og kæmpet os gennem alle små, misholdte, bortskyllede, miserable småstier, og vi har set den anden by. Er enige om, det er tid at dykke noget mere. Jeg satser, og lejer gear samme sted som sidst. De er bare dobbelt så dyre som Mortens Nitrox-pusher med gassen, så den køber jeg andet steds.

 Jeg har åbenbart taget på de sidste tre dage, og skulle have haft noget mere bly med. Her er mere strøm end vi ellers har oplevet. Samtidig har jeg glemt at barbere det øverste af overskæget, så masken lækker betydeligt. Det kommer til at betyde mit jubilæums dyk nummer 50 bliver et ualmindeligt dårligt dyk på North Belnem, der er syd for Kralendijk. Vi ser en blæksprutte, ellers hænger jeg enten med hoved ned af, og svømmer som en gal, eller også har jeg hovedet op, og tømmer maske, mens jeg skyder mod overfladen.

 Et hurtig smut hjem forbi, så jeg kan få glattet overlæben og et par kilo ekstra i lommerne, og så kører vi langt mod nord, hvor vi prøver vores favoritsted: Karpata. Denne foldede væg, med den enorme arts variation af både fisk, svampe, koraler og andre dyr er igen fantastisk. For første gang omkring Bonaire ser vi en nøgensnegl. Morten opdager et pudsig medlem af slægten. Den ligner et lille lysegrønt krussalat. På engelsk hedder den Lettuce nudibranch, på latin: Tridachia crispata. Desværre er den for hurtig for Morten, så vi får ikke noget foto.

Det er egentlig pudsigt, med alle de gengangere her er fra andre steder af verden, at vi ikke har set andre nøgensnegle, ikke nogen dragefisk eller klovnefisk. Hjem over Rincon, og ind til Mortens dykkerbutik for at få bly til ham, og en kop kaffe. De har fået gang i deres PC, så vi kan udfylde de papirer der giver os ret til at hente Nitrox.

 Vi sidder på deres terrasse og ser ud over havet. Der ligger nogle enkelte sejlbåde på det lyseblå, blikstille hav, og vi bliver enige om at se på undersiden af dem. Yellow Sub House Reef er faktisk et fantastisk dyk. Man fornemmer slet ikke, man er midt ud for øens største by.

 Hjem og vende, og så ud til Hilma Hooker, som er et vrag fra 1984. Det er lidt ned af kysten, men adgangen er rimelig let. Strømmen er aftaget,  og vi får igen et fantastisk dyk. Finder hurtigt vraget, og tager en tur op langs det. Det er så småt ved at blive overbegroet med koraler, og blive integreret i revet. Det ser helt intakt ud, men må have ramt revet og sunket.

 Det bliver snart mørkt, og der trækker skyer ind fra øst, hvor vinden åbenbart altid kommer fra. Vi har set træer der står langt inde i landet, men er pisket helt vildt flade og skæve af vinden. Hjem og føre log og dagbog, mens Morten gennemser sine 263 undervandsfotos fra i dag. Jeg har taget et foto: Et par papegøjer, der sad på el-ledningerne foran min dykker shop. Vi ser og hører dem konstant, men de flyver fantastisk hurtigt, kan hører langt væk, og er ganske sky.

 Morten har fundet et sted, hvor han kan købe T-shirts til 20 kroner. Jeg håndvasker møjsommeligt mine. Aftensmad på en pirat restaurant. Utrolig effektiv betjening, og Mortens blandede fiske tallerken og min tornadeaux er ganske glimrende, men prisen er også 275 kroner. Hjem til kaffe og PC. Morten brokker sig over, jeg er kommet på Nitrox. Jeg er mere frisk og hurtig i replikken i aften, end jeg plejer at være. Det er han ikke...

 1/12. Kalenderen siger julemåneden, men det er virkeligt abstrakt. Vågner efter morgen-bygen, og temperaturen er allerede oppe på 30 grader. Jeg kunne ikke finde min ene øreprop i aftes, og da vi åbenbart altid bor i nærheden af en savværk, kommer jeg til at savne den. OK, det er egentlig støjen fra resten af hotellet og fra gaden der holder mig vågen. Spørger "rengøringen" om hun har set den, og hun går ind og kigger på gangen. Her finder jeg den selv. Så kan jeg bruge resten af dagen på at finde ud af, hvordan den er havnet der, og hvordan hun viste det?

 Har fundet fem dyk i og omkring byen, som vi ikke har prøvet. Det første vi finder (det er nemlig ikke altid lige nemt) er Front Porch. Vi bliver en anelse overrasket, da vi kommer ned: Der er ikke noget rev! Afsøger sandet med dets spredte koralblokke. Her er fisk, vi ikke har set, eller lagt mærke til før. Blandt andet en langnæset en, vi så i Mortens nyerhvervede fiskebog i går aftes, og bemærkede vi ikke havde set. Det er en Sommerfuglefisk; Chaetodon, som minder mig om Søren Spætte

 Min maske sidder perfekt, og det er det første dyk jeg nogen sinde har haft, uden at tømme maske. Morten har det lige modsat: Hans fyldes konstant, og noget modvilligt afprøver han en ny teknik til at tømme den: I stedet for at puste ud gennem næsen, suger han ind. Når bare det virker for ham... På vej op, støder vi på fem caribiske rev blæksprutter, der åbenbart altid svømmer i perfekt formation. Vi ligger helt stille, og de kommer meget tæt på, måske 50 centimeter.

 Vi kører lidt længere op af kystvejen, for at finde Reef Scientifico. Det viser sig, at det ligger midt ud for et enormt dykkerresort, og de vil have 30 kroner per næse, for at vi bruger deres badebro. Vi kører bare vider til det næste. Det er lige bag nogle containere, der lejer dykkerudstyr ud, men de kræver i det mindste ikke entre. Det hedder Cliff, hvilket er meget rammende.

 Vi hopper frejdigt i, selv om vandet ikke er mere end 28 grader. Her er en del flotte vandmænd, der ligner håndstore sommerfugle, med fire brune pletter, og ingen tentakler. Da vi kommer tre meter ned, får jeg en voldsom smerte i en tand. Der er åbenbart en luftlomme i den, og det kan man ikke gøre noget ved lige nu. Meget forsigtigt går jeg dybere og dybere, og ved ni meter kan jeg høre luften sive ud. Rart!

 Vi kommer til en lodret væg, der er omkring femten meter høj. Den er dækket med koraler, og der er en sværm af fisk. Endda nogle rigtig store braser. Det vrimler med liv, men der er efterhånden langt mellem nyhederne. Vi kan stille og roligt svømme langs revet til Reef Scientifico. Vi kommer op ved samme koralstens strand, men desværre samtidigt med et par enorme bølger. Jeg bliver slynget fem meter op, og får et voldsomt slag på albuen. Pudsigt nok aftager fejlfarvningen hurtigt, og er næsten væk om aftenen.

 Et slag ind i supermarkedet på vej hjem, hvor en eller anden skarnsunge smider et par marcipanbarer i vores kurv. Nu er det jo snart jul, så vi betaler for dem. En kort kaffepause, og så er der nye dyk, der skal dykkes. Først Kalabas Reef lige ud for byen, hvor vi må gennem et ressort. Ganske pænt, og rimeligt let at komme både i og op.

 VI smutter forbi vores Nitrox pusher for at nasse en kop kaffe. Mens vi sidder på deres terrasse, hilser hver anden af de lokale, der kører forbi på strandpromenaden. Vi har snart været her for længe!

 Morten vil se krussalat-snegle, så vi kører op af kysten til Jeff Davis Memorial. Der er bare kun en koralstrand og nogle voldsomme dønninger, så hvis de ikke skal skifte navn på det, må vi hellere prøve et andet sted. Det bliver Ol´Blue, hvor en smal sandstrand giver rimelig let adgang. Vi har været her før, men denne gang vader vi i nøgensnegle. Det bliver et langt dyk, og mørket i kombination med regntunge skyer tvinger os op.

 Over Rincon hjem, og da vi er ude ved østkysten opdager Morten nogle enorme plask. Vi kører helt der ud, og enorme dønninger slår ind over den otte meter høje koralstens væg. Det giver en blowhole-effekt, og der bliver trykket enorme skyer af vand femten meter op i luften, og dækker en stor del af det pudsige flade plateau. Der kommer nogle rigtigt store nogle, og jeg får pludselig lyst til at se dem lidt på afstand.

 Det er næsten mørkt, da vi når byen, men vi skal et slag forbi havnen. Da vi kørte forbi tidligere så vi et kæmpestort, meget moderne og hvidt sejlskib med dansk flag. Det hedder Wind Star, og er rimeligt imponerende. Der er plads til 148 passagerer, og vi tænker på, om de mangler en opvasker eller en til at spule dæk.

 Der er mange mennesker på gaden. Der bliver stillet store festtelte op på byens pladser. Det er fredag og måske også noget andet? Julepynten dukker forsigtigt frem. Klassiske julemandsfigurer, pyntede juletræer og kulørte lamper. De har endda julesmåkager og peppernødder i supermarkedet. Jeg er stadig ikke i stemning, og Morten er gudskelov holdt om med at nynne julesange efter morgenens regn.

 Hjem og vaske os selv og gearet. Der er desværre flyttet seks meget mørkglødede mænd ind, der taler højt og konstant, i stærk kontrast til den ro, der ellers har hvilt over stedet. Håber de snart skal vider. Vi triller ned i byen for at finde lidt ydmyg aftensmad. Den restaurant vi egentlig havde tænkt os, er en anelse mere dyr end vi bryder os om, så vi browser vider. Det begynder pludselig at regne, og vi ender på en gammel kending. Morten vender tilbage til deres udmærkede ribben, jeg får en utrolig mør og tyk skive af en ko med grøn pepper sauce.

 2. Det har regnet i nat, og der er sorte skyer i horisonten. Vi henter flasker, og prøver Windsock, lidt syd på. Her er store dønninger, men det er let at komme ud på sandstranden. Desværre er den første del temmelig mælket, og længere ude er sigtet heller ikke det bedste; ikke mere end femten meter . Morten har problemer med sin fancy flaske spænde, så vi kører forbi Yellow Sub, og låner værktøj. Han foretager et mindre kirurgisk indgreb, hvorved han amputerer en stykke død koral, og så kan han igen. Jeg sidder med en kop kaffe, og kommer med ekspertudsagn, venlige råd og opmuntrende tilråb i almindelighed.

  Samtidig med vi gik ind i dykkershoppen begyndte det og regne, og det blev voldsomt. Nu, da vi går ud, holder det op. Vi kører nordpå, for at få klarere vand, men her er dønningerne også voldsomme. Det kan være ubehageligt og ligefrem farligt, når man skal ud over et koralrevs skær. Morten mener vi skal prøver Oil Sleak Leap, hvor det er en stige man går ned af, og det går meget nemmere. Vandet er klart, og vi er heldige at se en skildpadde. Mortens dag bliver redet dobbelt, da den svømmer lige over hovedet på en flok amerikanere, der virkeligt har irrererteret ham, uden de ænser den.

 Det startede med de havde samme dialekt som Bush, de parkerede i udkørslen. De råbte konstant, de havde ikke en klap forstand på deres udstyr, de efterlod samlede BCDer stående, de blokerede hele den lille badebro i evigheder, for at prøve at samle deres gear, de ignorerede os totalt.

 Morten mener også, der vil være godt mellem Lille Bonaire og Store Bonaire. Det er ud for byen, og vi genbruger Something Special. Hans teser holder stik, og det bliver et godt dyk. Vi prøver igen sydpå, hvor vi endnu ikke har prøvet Punt Vierkant. Det går rimeligt med at komme over skæret, og vandet er klart. Vi ser blandt andet en plettet ørnerokke, der komme flyvende forbi, på det dybe vand. Nede i og omkring en søanemone finder vi nogle fantastiske lilla pudserejer og nogle andre farvestrålende slægtninge. Senere ser vi et andet sjov krebsdyr. Ingen klør, ingen antenner og ingen stilkeøjne. Det er en "Sculptured Slipper Lobster".

 Det bliver næsten aldrig solskin i dag, og det er lidt køligt; ikke mere end 27 grader. Vi skyller grejet hos mit dykkerfirma, og kører hjem og bader, drikker kaffe og får styr på fotos og dagbog. Så går vi ned til den Schweiziske restaurant, hvor der var flere spændende ting på menuen. Morten snupper en bras, jeg prøver en klassisk schweizisk ting, med strimler af gris i lækker sauce, begge dele med rösti. Vi får igen enorme portioner, og igen en meget lille regning: 200 kroner. Man burde spise her hver dag, hvis ikke lige det var for mængden af bly, der skal til at opveje den øgede mængde feriegæst. Jeg har ikke glemt, jeg skulle have tre kilo bly mere, efter tre dage uden dyk! Men hvis vi bare begynder at dykke otte gange om dagen... Eller tolv, så kan vi også prøve deres belgiske chokolade mousse, eller vaflerne.

 3. Mere regn, men der skal dykkes alligvel. Vi tanker for tredje gang. Benzinen koster 6,56 kroner litteren, og på trods af øens ringe størrelse, får vi brændt en hel del af. Det klarer op klokken ni, da vi er klar til at hoppe i første gang på Petrie's Pillar. Her skulle bo to skildpadder, men vi ser dem desværre ikke. Vi kører længere op af kysten, og prøver Jeff Davis Memorial, hvor bølgerne er mere moderate i dag. Vi er ved at være godt forvente, og der dukker intet nyt op. En lille bitte sanger angriber gang på gang sit spejlbillede i vores sidespejle. Det gentager sig, da den næste bil kommer. Stakkels pip!

 Vi nasser kaffe hos Yellow Sub, og skifter flasker. Så prøver vi Aquaria, som er et af dobbelt rev stederne, syd for byen. Vi okser ud over det første, som ligger rimeligt langt fra kysten. Crucer i tolv meters dybde til det ydre rev, som desværre viser sig at være et par hundrede meter ude, og ret dybt. Vælger i stedet af vende tilbage til det inderste rev. Sigtet er godt, der er helt fantastisk mange fisk, men igen er det kun gengangere.

 Er en anelse slidt, og smutter hjem forbi til kaffe og en pause. Der kommer en ny byge på vejen, men temperaturen kommer ikke under 30 grader. Det er en meget søndags-stille by. Selv kirken er stille. Der har ellers været gudstjeneste hver dag. Kirken er virkeligt bygget til dette klima. Den ligner umiddelbart en almindelig katolsk kirke, men væggene er mere åbne skodder end væg.

 Mens vi sidder i gården, slås de lokale hvidbrynede fluesnappere intens. Morten ser en sort kolibri med blå ryg, og jeg sidder og spejder forgæves. Større fluesnappere, gul-sorte stære, små duer og nogle spurve er faste beboere i gårdens store og skyggegivende træer.

 Efter at have fået opladet vores batterier, vælger vi et let dyk: Oil Sleak Leap, hvor der er trappe helt ned i vandet. Det vrimler med liv, og vi ser en kæmpe blå-sort midnat papegøjefisk, og en næsten lige så stor lyseblå papegøjefisk. Her er også et par andre sjældnere set fisk, men lyset er ikke optimalt. Vi kører hjem halv seks, og skyller gearet og os selv. Eftermiddagens noget ringe sol mængde gør, jeg faktisk savner varmt vand. Kaffe med en ualmindelig lækker cognac hjælper.

 Jeg skriver dagbog og ajourfører min dykkerlog. Den er nu helt udfyldt: I alt 64 dyk, hvoraf de 34 er på Bonaire. Jeg havde 23 timer før, her er det foreløbigt blevet til 27 timer. Har efterhånden meget godt styr på at samle grejet og kystdyk. Aftensmad på den spanske, så Morten kan få rød snapper igen. De har kun to kødretter: bøf tenderleoin og pork tenderleoin, hvilket jeg efterhånden har fået nogle gange i denne by, så jeg prøver tun med paprika sauce. Næste gang tager jeg pork tenderlaoin, og vi må betale 275 kroner.

 4. Vejret er perfekt, og efter de sædvanlige forberedelser kører vi om til det syd østlige hjørne for at prøve Cai. Det er ved mangroven og de enorme bunker af konkylier, og et af de eneste stranddyk på østkysten. Vi svømmer over en meget lang sandbund, og kommer stadigt ikke ud til revet. Strømmen er stærk, og vi beslutter at vende om. På vej tilbage støder vi på en næsten lodret væg, hvor der står enorme mængder fisk.

 Vi ser en languster, som dog ikke er meget for at komme ud og blive fotograferet. Så må jeg bare knalde en blitz af ind i dens hule. Et kort dyk, men den stærke strøm på revet, og det faktum, vi dykker på åbent hav gør, vi stopper mens lejen er god. Tværs over øen for at fylde flasker, og så ned til White Slave.

 Det hedder sådan, fordi der er nogle bitte små hvide hytter på stranden, hvor slaverne åbenbart har boet. Der flyver et par svaler rundt, og jeg tænker dansk sommer. Vejret er igen pragtfuldt, solen skinner, og temperaturen er på 32 grader. Det kommer nogle store bølger ind, og vandet er som letmælk, da vi kommer ud. Endnu en rigtig lang svømmetur over sandbund, der er noget af det fineste og hvideste jeg har set.

 Da vi endelig når revet, må vi ned på 27 meter, og strømmen er stadigt rigtig stærk, og vi komme faktisk ingen steder - med mindre vi svømmer med. Vi dropper dette sted også, det er for udasende og farligt. Ser lidt nye småfisk på sandet, men ikke meget. Hjem forbi et nyt supermarked, for at købe tudekiks.

 Jeg er sulten, og vil æde dem alle, når vi kommer hjem. Beslutter, det vil være meget bedre at købe frokost - bare en salat. Ender på et af byens fancy - og eneste frokostrestauranter. Morten får husets salat, der er med røget laks, jeg snupper en cæsar med røget kylling. 135 kroner med to vand. Kører hjem og laver kaffe - og jeg æder kiksene alligevel.

 Vi beslutter at forkæle os selv efter disse to fysisk anstrengende dyk, og kører langt op af kysten til 1000 Steps. 65 trin ned, og så ud over det grove koralgrus. Morten mener det er for let sluppet, og traver møjsommeligt op en gang ekstra. Det kan være fordi, han har ombestemt sig med hensyn til ikke at dykke med maske?

 Morten får øje på en havskildpadde der æder, og vi følger den et kvarter, meget tæt på. Den ænser os ikke, men tumler rundt mellem koralerne, og hapser udvalgte godbidder. Nogle gange sidder den næsten fast, nogle gange får den en vred fisk lige i hovedet, eller et kamera, og det bekymrer den overhovedet ikke. Rigtig god oplevelse!

 På vej hjem giver jeg den en skalle for at finde den fjerde slags kaktifrø til Botanisk Have. Det er lidt for sent på sæsonen, de få frugter jeg finder, er tømte. Endelig lykkes det, og jeg snor mig gennem kakti og akacier, kun iført badebukser, og bemægtiger mig en kun lidt spist frøstand. Lettere blødende kommer jeg triumferende tilbage den bilen og den lettere hovedrystende Morten.

 Ville egentlig holde fri, men bliver fristet af kaffe og dyk ved Yellow Sub. Der er ikke mere kaffe, og de lukker, men vandet er der endnu. Vi støder på adskillige moræner, hvoraf nogle er rimelig store. Tager nogle gode close-ups, uden at miste en finger. Kommer op til deres rompunch party, og mener det vil være uhøfligt bare at køre. Jeg tvinger et glas ned, og så kommer der en fyr med pindemadder. Nupper et par af dem også, og så er det hjem og vaske.

 Bliver enige om, da vi nu har fået både frokost, kiks og pindemadder, vi sagtens kan springe aftensmaden over. Men: Internettet virker ikke på halvdelen af øen - vore halvdel, og jeg kan ikke holde Mortens tiggende blik ud, så vi kører ned for at få aftensmad alligevel. Ender på en mexicansk, hvor vi begge får en stor portion Mucho Machio Nachio.

 5. Vi er tidligt oppe, og nede og få fyldt flaskerne. Vi er lidt uartige, og snupper fire hver, vi skal nemlig op i den nordligste ende, og der er ikke tid til at køre ned og skifte i løbet af dagen. Sidste dyk skal være påbegyndt klokken 14.30, og det tager mindst en time hver vej. Vi lander ved Bokka Bartol; det nordligste sted præcis klokken ni. Vi må modvilligt konstatere, det enten er et båddyk, for mænd med kevlar-heldragter eller i det mindste for en meget stille dag. Store dønninger tordner mod kystens bolværk af gammelt koralrev, og vi skulle nødigt komme i klemme.

 Næste sted; Playa Benge, byder på samme problem, og vi fortsætter sydpå. Vi har prøvet Playa Funchi, og drejer ind til Bisé Morto. Det er ikke markeret som et stranddyk, men ser rimeligt ud. Vi skal bare ned af en næsten lodret bunke store koralsten, ud over revet, så er der frit. Det går fint, og vi ser lidt nye dyr. Her er små flokke af noget, der ligner blå sild, men som vist nok er flyvefisk, og et noget slidt rev. Der var en voldsom storm for nogle år siden, og den var rigtig hård ved revet. På vej op ser vi, hvad der minder om en hornfisk i overfladen.

  Jeg får desværre timet landgangen med en ualmindelig stor bølge, og bliver mast op af stenstranden. Heldigvis går det hårdest ud over min lufttank, og jeg får bare en lidt forslået albue. Oppe ved bilen deler vi et par æbler med de lokale firben. Hannerne er rigtig flotte, med grønne eller blå pletter, samme farve bagfødder og hale. Hunnerne er meget mindre, og bare brune. Når man kaster et lille stykke æble, kommer der ti styrtende. Her er forbløffende få insekter (med undtagelse af moskitoer på værelset), selv vores forude er jomfruelig. Firbenene må leve af blandt andet kaktusfrugter, som der må være uendeligt mange af til tider. Jeg så en gruppe firben sidde langt oppe i en kaktus i morges. Fik ikke set, om det var en blomst eller en frugt de delte.

 Vi botaniserer lidt, mens vi venter på, vi må dykke igen. Da vores nitrogenindhold i blodet er rimeligt, hopper vi i ved Wayaka. Det går fint med at komme ud, men revet er en skuffelse. Det er også blevet ramt af stormen. Der er dog et par lyspunkter: En blå nøgensnegl, måske en variant over krølsalaten. Så finder Morten en ny grøn havskildpadde, og vi følger den i omkring et kvarter. Den er også totalt ligeglad med os. Det er virkelig en fantastisk fornemmelse at svømme sammen med den, tror aldrig jeg bliver træt af det!

 Vel oppe laver vi den klassiske "stjerne-vendning". Bilen vi kører i, er ufattelig dårligt underdrejet, så en U-vending bliver tit til en *-vending . Vi kommer til de gule huse - det eneste byggeri i parken - og prøver Boka Slagbaai. En lang svømmetur over fint hvidt sand, men da vi når revet, virker der virkeligt skadet af stormen. Her er meget få levende koraler, men en forbløffende mængde fisk. Vi vælger dog at svømme ind igen; det er for deprimerende med alle de døde koraler.

 Vi har nu dykket på alle tilgængelige steder på øen, når man fraregner bådstederne, og ved nu med sikkerhed, Kaparta er det bedste. Vi vender næsen hjemaf, og standser nogle enkelte gange for at fotografere. Jeg får for gud ved hvilken gang øje på noget, der ligner den Bursera, jeg har lovet en amerikaner at kigge efter. Den ligner en del, og jeg nupper et par fotos og et par spisepinde fra undersiden af kronen. Amerikaneren bekræfter en time senere, det er den rigtige.

 Vi lander på hotellet klokken fire, og prøver at indhente vores kaffeunderskud, og slappe af resten af eftermiddagen. Jeg har lidt forskellige frø til Haven jeg skal have ordnet, og Morten har en mængde undervandsfotos. Samtidig mener han, det er nødvendigt at sidde og opdigte fuldstændigt absurde og groteske historier om mine dykker-oplevelser. Man skulle tro, han havde læst min dagbog???

 Vi beslutter, det er tid til at vende tilbage til den argentinske restaurant. Vi så nogle andre få serveret en mixet grill, og den bliver vi nødt til at prøve. Vi får et stor tallerken salat, pomefrittes, ris og dip, samt et ekstra bord med en grill, hvorpå der ligger et bjerg af grillet kød. Her er pølser, halve kyllinger, koteletter, grise-og ko ribben, bankekød, bøf, mærkelig bøf, bankekød og lidt andet. Ejeren var lidt imponeret: Vi spiste op, og det var længe siden han havde set det. Jeg må indrømme, jeg har pillet kyllingskrog tættere.

 Nu findes der jo dette fantastiske begreb "luksus-forbrænding",  og da vi jo med stor sikkerhed havde startet dette, kunne vi lige så godt fortsætte med dessert. En kæmpe ostekage og en chokoladekage. Gik personligt lidt død i den sidste fjerdedel af kagen, men ned kom den. Det kommer kun til at koste 330 kroner. Aftenen blev lidt kort, da jeg ved et uhæld kom til at ligge med på sengen.

 6. Køber luft til en dag mere, og tager så de bedste steder fra en ende. Er lige forbi supermarked og provianterer - det meste - og kører så ned til Hilma Hooker, der er et vragdyk. Vi er desværre ikke de eneste, der har fået den ide. Der ligger tre både ud for, og der holder fire biler. Vi har hidtil været forskånet for både, men nu kan man godt mærke der er mange mennesker. En del af dem er åbenbart invalide: De svømmer uden svømmefødder, men med brede handsker. Styrer ikke lige så godt, og i deres begejstring for at "overtage" Mortens skildpadde, får nogle koraler et hug.

 Ved siden af det store vrag står nogle meget store sølvskindende fisk på halvanden til to meter. Svømmer dovent væk, lige før man er tæt nok på til at fotografere. En fodnote: Alle steder vi har været, er Catch of the Day: Wahoo. En tjener indrømmede, det nok burde hedde Catch of the Year. Morten mener, det er disse fisk, der er wahoo.

 Vi tager lidt overfladetid ved de lyserøde saltsøer, og går så ned på Jeannie's Glory. Sigtbarheden er fantastisk, men der er ikke de store opdagelser. Hjem forbi supermarked, for at få de sidste ting. Af uforklarlig årsag kaster jeg et blik i den store skraldespand uden for. Øverst ligger den pakke, som jeg vil sende til amerikaneren. Må være faldet ud af bilen ved første besøg.

 Kiks og kaffe på hotellet, og så skal der dykkes: Det dykker jo ikke sig selv, som Morten hele tiden siger. Vi kører syd på igen, denne gang til North Belnem, hvor der måske er tudsefisk. De er bare ikke hjemme i dag, men sigtbarheder er over 40 meter, og det vrimler med liv. Op og gnaske et par æbler, og så ud til Alice in Wonderland. Igen god sigt og massere af liv, men det eneste nye er en stor taskekrabbe.

 Oppe på land møder vi et par englændere. Lidt af en sjældenhed; vi er praktisk talt kun løbet ind i hollændere på land, og en ligelig fordeling af amerikanere og hollændere i vandkanten. Amerikanerne må bo på og spise på et af de fem store ressorts.

 I erkendelse af, vi nok bare er blevet forvendt med 40 meter sigt, et tæppe af levende koraler og omkring 300 arter fisk og en hel del andre levende individer, stopper vi dykningen. På posthuset for at sende pakken, ned og aflevere mit dykkergrej, ud og afregne luft, og så hjem og vaskes.

 Udfylder det sidste af min dykkerlog: I de 15 dage vi har dykket, har vi været under vand et døgn, ti timer og 43 minutter, fordelt over 47 dyk. Det må da siges at være seriøst nok. Hvert dyk har i gennemsnit varet 45 minutter, og kostet mig 66 kroner.

 Tid til seriøst aftensmad - måske ikke lige så seriøst som i går, men alligevel. Vi har efterhånden prøvet alle de restauranter vi kunne finde, og kan nu forkæle os med landets bedste. Det bliver pirathytten, hvor Morten prøver deres rejer med pasta, og jeg endelig finder en lokal ret: Beef Stoba, som bare viser sig at være en velsmagende bøf stroganoff - uden turnerede gulerødder.

 Vi har gentagende gange set og hørt en eller to små pick-upér, hvor ud af der hænger en flok rasta-udklædte fyre. Sirenen og hornet kører, mens de hujer. Der er for få til et fodboldhold eller en afgangsklasse, men vores tjener kan løfte sløret for denne gåde. Det er julemanden! En eller anden hollandsk tradition, hvor man maler nogle sorte i ansigtet. Her maler man bare nogle hvide og... Resten var lidt for hollandsk.

 7. Morten har i sin visdom sat vækkeuret til klokken meget tidligt. Kigger ud af vinduet: Det er blå himmel. Ti minutter senere er den grå, og endnu ti minutter senere vælter det ned. Bonaire får 550 millimeter regn om året, og vi kommer til at opleve de fleste. Det gode er, temperaturen ikke falder voldsomt. Samtidigt er det bare nogle korte, intense byger.

 Nusser lidt rundt, og klokken ni er det godt vejr igen. Forbi turistkontoret for at finde ud, hvordan man kommer ud til Lille Bonaire. Det er en lille ø på to til tre kilometer i diameter, en kilometer ude i bugten. Der går en katamaranfærge nogle gange om dagen, den første klokken ti. Kan ikke finde ud af, om man skal reservere, så den i det hele taget sejler, og står og bøvler med en smart kreditkorttelefon, da kaptajnen kommer.

 Vi har tre kvarter at slå ihjel, og finder en lille cafe for enden af en bådebro. Pludselig er den fem minutter i, og da vi kommer til den bro færgen lå ved, er den ti meter fra. Vi vinker og han vender. Siger han sejler præcist, men der er fem sekunder tilbage, da jeg sidder ned. Et stykke op af kysten for at samle fire andre op på et ressort, og så ud over bugten. Vi må betale 90 kroner per næse, men der er ingen alternativer, hvis man vil se øen.

 Vi bliver sat af på en ødet sandstrand, hvor de andre kaster sig i sandet. Vi går lidt op af stranden. Sandet er kridt hvidt og meget fint. Man kan se koralrevet ti til femten meter ude. Selve øen er meget flad, og ud over enkelte store buske, og kakti på den fjerne ende, er her kun halvmeter høje buske. Der er enkelte småfugle, lidt firben og en masse små eremitkrebs.

 Stranden ender på "hjørnet", hvor større stykker af døde koraler overtager. Vi kan ikke rigtigt komme ind på øen, uden at miste huden på benene fra knæet og ned, så vi vender om. Samme mønster gentager sig til den anden side, og der er ikke antydning af en sti på tværs, men det er nok kun sandstranden der trækker. Vi er klar til at sejle hjem, da båden kommer halv et. Nu er der kun fire mennesker på øen.

 Ombord er en flok franskmænd, der bliver smidt af nede langs kysten, med snorkler. Så kan de drive med strømmen og blive samlet op på næste tur. Vi kommer i land, og jeg komme til at sige: Hvad skal vi så spise? Det ender med vi havner på den argentinske, og får et par 300 grams burgere. Men så skal vi heller ikke have aftensmad...

 Kører en tur op langs vestkysten. Jeg er på jagt efter en Aloe til Haven og en til min sydafrikanske forbindelse; Maddy, der netop samler på dem. Jeg ser den første kolibri, den flyver over vejen, og direkte ud over havet! Vi finder de huler, vi ledte efter forleden. Ikke voldsomt imponerende. Vi traver nogle ture i landskabet, kører over Rincon, og er ude af bilen for at botanisere nogle flere gange. Det har regnet kraftigt oppe nordpå, og nogle steder er grusvejene skyllet ud på asfaltvejen.

 Morten får kringlet bilen ind af nogle lange og smalle sidegrusveje, hvor der for mange år siden har været plantet kaktihegn. De er nu op til otte meter høje, og ret imponerende. Vi ender hver gang ved en låge eller en vindreven vandpumpe, men det er nogle spændende ture. Det lykkes Morten at undgå at ridse det lag mudder, der dækker de ridser, vi har lavet på andre ture.

 Jeg finder et par "nye" planter, blandt andet en Bromelia, og Morten opdager, lidt til sin egen (og mere til min) forbavselse, en anden ny plante. Vi støder på en, eller snarere to flokke vilde æsler, som meget højlydt kommer op og toppes. Vi lister hjem, og rammer hotellet lidt i fem. Fotos og dagbog akkompagneret af hårdt tiltrængt kaffe.

 VI bliver lidt rastløse, og kører en tur ned gennem byen - nå, ja, måske også lidt hyggesultne. Nøjes med den efterhånden velgennemtestet cæsar salat, og Morten får dagens pasta, der - surprise, surprise - er med wahoo. Hjem og finde fotos, der passer til de frø, jeg har samlet til Haven. Morten arbejder intenst på sit store dias show.

 8. Morten begynder at pakke, mens jeg kører ud for at betale min dykning. Desværre er min meget gode ven taget hjem til Holland, så det er ejeren jeg skal afregne med. Han kigger i tabellen, og siger 1660 kroner. Det var ikke lige de 480 knægten ville have taget, men jeg nøjes med at minde ham om vores første aftale på 150 om dagen. Ender  med at give 1260 med de obligatoriske 5% "moms". Låner en snorkel til mangroven i morgen.

 Pakker lidt mere, sidder på værelset og sumper lidt. Vi har kørt på alle veje, dykket på alle tilgængelige steder, lært de fleste lokale at kende, prøvet alle restauranter vi kan finde, kan ikke blive brunere (uden for wet-suite'n), min tandbørste løber tør for strøm, jeg har frø af alle interessante planter, bilen er ridset færdig, visa kortet ligner en nedsmeltet sommerhat, Morten har fotos af alle koralrevets dyr. Nu skal vi bare finde en måde at tage klimaet med hjem på. Det bliver ikke i kufferten: Den er proppet! Har ikke købt andet en en lille dims, der kan sige "ding", når man hiver i den. Sidder på luftflasken, og bruges til at kontakte boddy'en med. Så er der et par få stiklinger og 16 slags frø til Haven. Hvordan det kan fylde så meget er stadigt uafklaret.

 Beslutter at køre på posthuset, da de åbner halv to, og sende en Aloe til Maddy. Så driver vi op nordpå, forbi alle dykkerstederne og op i det meget tyndt befolkede område bag olietankene. Faktisk er der kun to huse langs den otte kilometer lange vej. Rimeligt tæt buskads hele vejen, og en god udsigt til en stor lagune og nogle forrevne basalt små bjerge.

 Rundt om Rincon og tanker bilen på vej ind i byen. Lander på hotellet klokken fire - og hvad skal vi så? Trisser en tur ned gennem centrum, og søger desperat efter et eller andet at købe med hjem. Der er bare intet, der stammer fra øen, og kulørt plastik fra Kina er bare ikke lige hvad vi leder efter.

 Det bliver endelig tid til aftensmad. Jeg kan stadig huske den enorme Gordon Bleu jeg fik på den schweiziske, og får lokket Morten. Igen perfekt. Nu er det jo snart jul, så vi nupper en apfelstrudel med kanelis og flødeskum til dessert. Det er uhyggeligt så hurtigt man vender sig til enorme portioner!

9. Vi møder op ude i mangroven til den bookede tur klokken 9.00. Møder stedets bil på vejen, og vinker. Sidder og glor i bilen, mens en ordentlig bløder kommer forbi. Endelig, en halv time for sent, kommer bilen til bage, fyldt med meget hvide, meget amerikanere. Ikke nok med det, den har også en busfuld mere på slæb.

 Damen kigger lidt nedladende på os, og siger der ikke er plads til flere: Hun har cruise-gæster. Jeg gør hende høfligt opmærksom på, jeg er den Bihrmann, som hun for en uge siden bekræftigede reservationen på. Hun siger, at det så var en fejl, der er ikke plads til andre en cruise-gæsterne. Jeg forklarer pænt, vi har været her i tre uger, og for at være sikre å at se denne unikke natur, bookede vi i god tid. Samtidig nævner jeg, at vi skal flyve klokken tre. Hun kunne ikke være mere ligeglad. Hvis vi bare vil være venlige at fjerne os fra hendes terrasse, så hun kan betjene sine cruise-gæster. Jeg er nødt til at gå, hvis jeg ikke skal komme til at lave en scene! Nøjes med at lave en hjemmeside i stedet.

 Rimeligt godt oppe at køre, vender vi tilbage til min dykkershop, og afleverer snorklen. Er lidt tomme for ideer, men ender med en tur op langs kysten. Finder endda et udsigtspunkt over Rincon, vi ikke har besøgt. Her er jeg endda så heldig at finde frø til en meget kraftigtornet Melocactus til Haven.

 Driver lidt mere rundt, tager et bad og finder lufthavnen i god tid, så vi kan aflevere bilen. Det tager noget længere tid end beregnet, da chefen (som var hende der fandt hotel til os) ikke helt kan lure, hvordan den anden har givet os rabat. Vi ender med at give 441$, og ikke de 662$ vi havde regnet med. Måske har det været NAf'er de regnede i, så passer det nemlig? Morten mener hun må være mor til min første dykker-pusher. Det viser sig, hun kun har taget for en uge, og ikke 19 dage. Det når hun at rette, før hun sender visakort bonen vider. Vi kan leve med det; bilen kom kun til at koste os 1923 kroner hver, for tre uger. Vi kørte 1531, hvilket hun mente var rekord for øen.

 Vi kommer endelig ind til indcheckningen, og med et boordingkort i hånden bliver vi sendt direkte ind i ankomsthallen. Hvor vi trods alt alligevel sidder og glaner i en time. Her står et ægte juletræ! Det kniber med at sove på flyveturen: Vi letter klokken 15, og lander otte en halv time senere. Nogenlunde det tidspunkt vi plejer at gå i seng. Det har bare været nat, og nu er klokken 5.00 i Europa. Nusser rundt et par timer, og bliver grundigt checket nogle gange. Lander planmæssigt i Kastrup, hvor Morten kan konstatere, hans dykkertaske traditionen tro er blevet ødelagt.

 Rikke og Birthe tager i mod, og vi kører hjem i noget der minder om et godt forårsvejr. Jul???? 

Flybillet: 7300
Dykning: 3500 med nitrox bevis
Hoteller: 3200
Bil: 2000
Benzin: 500
Mad mm: 3900
Et års rejseforsikring: 1000 
I alt kroner; 21.400 kroner