Main Page    All Journeys    Travel Tips

GREECE
 
 29/5-12/6 1998   DIARY  1

                 
Map  Plan

                     Diary 1 2 3

Photos
 

                               

 Fra Dagbog 1, jeg komme nu ud hvor jeg måske ikke kan bunde.
Dag 5. Står op til traditionel engelsk morgenmad, som suppleres med rigelige mængder brød. Ud og undersøge omgivelserne. Dette er en bønneavlerby. På langt de fleste marker er der sat pinde op, så de små bønner har noget at klatre op ad.
Det er en gammel og uspoleret by. Jeg udforsker den lille bys smalle bag gyder, hvor brune bygninger er under mere eller mindre forfald. Hist og her står der husdyr, og det ene idylliske motiv afløser det andet. Jeg kunne skyde 10 film her, og ville så stadig ikke have opfanget stedets atmosfære.
Jeg begynder at gå ud mod Prespa søerne, og i udkanten af byen støder jeg på et lille WWF-sponsoreret museum. Her er geologi, historie, flora og fauna. Ildsalamandre, 2 slags sumpskildpadder, landskildpadder, en unik barbe-art, pelikaner som de er meget stolte af, odder og landets største koncentration af bjørne og ulve.
Traver ud af den lange vej mod søerne. Der er tidsler over alt, og de er fyldt med farvestrålende stillids (fugle). I luften over mig svirer et utal af svaler. Alle steder jeg kommer i Grækenland er der svaler, forskellige arter, men talrige. Langs vejen står uberørte grøftekanter i fuld flor. På et par meter kan jeg tælle 20 forskellige arter blomstrende vækster. 
Jeg får et kort lift med en traktor, ud af den lange og snorlige vej, og bliver sat af i begyndelsen af sumpen. Her er en massiv lydmur af sivsangere og latterfrøer. Pludselig får jeg øje på en skrue store fugle. Det viser sig at være pelikaner ude over den ene sø. Omkring 25 af disse kæmpe fugle flyver lige hen over mit hoved. Skaver, ænder, grå- og kohejre, storke og andre fugle krydser over mit hoved, på deres vej fra den ene sø til den anden. 
Lange vejkanten ligger talrige firben og soler sig. Jeg ser enkelte snoge, og nogle frøer forsvinder lynhurtigt. Den lange lige vej syntes uendeligt (ca 15 km total), så jeg tommer med en pick-up, og kommer ud til et militært checkpoint, på den anden side af "broen" mellem søerne. Her skulle der efter signe være den smukkeste natur. 
Et stykke ude på en bønnemark, lige hvor den møder sumpen, står 2 storke. I vejkanten kommer dagens første skildpadde sindigt vandrende i dens søgen efter velsmagende blomster. 
Jeg sidder et stykke tid på en stor skråning, der vender ned til den store sø. På en lille ø er der et par huse og en lille kirke. I horisonten ses Makedonien og Albanien.
Utallige fugle fylder luftrummet over søerne. Det vrimler med forskellige sommerfuglelarver, farverige biller, store og små træbukke, store sorte biller, firben og hvad ved jeg i græsset omkring mig. Lydbilledet domineres af sværmende fluer, sivsangere og latterfrøer. 
Jeg går op på en stor klippe-bakke, som ikke alene giver en fantastisk udsigt, men som også byder på et utal af interessante sukkulent-agtige blomstrende småvækster. 
Modvilligt påbegynder jeg tilbageturen. Ved militærposten skaber det lidt uro, da jeg fotograferer. Forklarer; det er bare et foto af en frø. De vil have filmen, og der er meget galt. Forklarer, jeg studerer frøer ved Roskilde Universitet, og de enormt store latterfrøer, som lever omkring deres post er interessante. Stemningen er temmelig trykket, indtil jeg går ned til vandkanten, og "samler" en stor frø op. 
Det giver respekt; det at fange en frø med de bare næver er en manddomsprøve for de tjenestegørende, og jeg gjorde det bare! Bliver budt på kaffe, men jeg har en bus jeg skal nå.
Det tager 1½ time at gå de 9 km indtil tanken, hvor bussen efter signe skulle komme forbi. Guffer en ualmindelig velsmagende flæskesteges-hotdog i mig. Toilettet er det første pedal-lokum jeg støder på. Nyt, rent, men uden dørhåndtag indvendigt. Kravler ud af et 30x30 centimeter vindue i 2 meters højde. 
Venter planmæssigt 1 time på bussen, og så en til, da den er forsinket. Er i en overgang temmelig nervøs for, at jeg har misset dagens sidste bus. Endelig kommer den, og jeg synker ned i et sæde. En hærfugl flyver forskræmt op fra en busk vi passerer.
Der, hvor der i går stod en flink gentleman/onkel, står en flok stazier. De hiver 4 mænd ud af bussen, og vi andre kan køre videre. Hvad der sker med de 4 ved jeg ikke, men jeg er sikker på, mit udtalte overklasse engelsk lige har reddet mig fra en oplevelse. Der er en noget trykket stemning blandt os 3, der fik lov at fortsætte. Den er nok mere trykket, hos dem der ikke fik lov!
Bussen snor sig gennem store skovklædte bjerge. Det er hovedsageligt bøg, men også andre træer, jeg ikke kender. Vi kommer til skisportsbyen Florina, hvor jeg ikke mener, der er noget for mig at se. Næste bus kører 3 minutter senere, og jeg er med. Jeg når lige at rive 2 småkager og en flaske vand til mig. Vand koster 2.20 kr for en halv liter.
Nu kører vi på enorme græsklædte bakker, som ser særdeles idylliske ud, indtil et gigantisk atomkraftværk lader sine kolossalt store køletårne dukke truende op bag en fold i landskabet. Disse store menneskeskabte monstre kan ses 75 kilometer væk, og min gåsehud vokser i takt med dem. Vi haster videre over en anden bakkekam, og mens atomkraftværket forsvinder, dukker en dal med oliven, ferskner, kirsebær, tomater og til min store overraskelse; ris om på de frodige marker. 
Idyllen får en ekstra tak, da en blåpirol og en lille grå ugle krydser mit synsfelt. Så går det ned af bakke igen, i mere end én forstand. Tessalonikis store industrikvarter starter. Her er EUs miljøplaner en vits. Vandløb er blå, hvide, røde, grønne, sorte eller grå, og det har intet med naturlige farver at gøre. Med sine 750.000 indbyggere er det Grækenlands næststørste by. Ikke særlig idyllisk, nærmest som København. Går af hovedgaden, til jeg kommer til hotel Atlantis. Får et værelse i tårnet på 3. sal (så har jeg tid til at komme ud, når vi synker!). 
Går en tur i kvarteret for at finde en restaurant. McDonald, pizzaer og anden udenlandsk, men en gedigen græsk restaurant skal jeg ind i en skummel sidegade for at finde. 
Jeg er begyndt at få godt ondt i hårrødderne, og mine arme og også godt stegt. Egentligt mærkeligt, da jeg kun har gået 25 kilometer ude i solen i dag, mod 55 i går.
Spørger i restauranten, hvordan jeg kommer til Petralone hulerne: Jeg tager en bus ud til en busstation, der er uden for mit bykort. Her tager jeg en bus ud til Haldiki busstationen, og her finder jeg en bus til Petralones naboby!
På den anden side; Bogen omtaler et Doucas rejsebureau, som arrangerer ture dertil. Det må være lettere, de er endda med på mit kort. Hjemme på værelset vasker jeg tøj, og kryber i min store seng i tårnværelset.

Dag 6. Finder Doucas, men surprice, surprice; da det er uden for sæsonen, har de ikke ture til hulerne. Den søde pige hjælper mig med at planlægge turen med lokale busser. Bus 10 til Haldiki stationen, vente 1 minut og så med en bus, som kommer endnu tættere på, end Moudaina (15 kilometer!), som Bogen og pigen anbefalede.
Svedne kornmarker, grønne vin- og kiwimarker. Det flade landskab levner ikke megen plads til uberørt natur. Står af lige uden for Eleohoria, og begynder at traske de 5 kilometer op til Petralone by. Smukt område med blomstrende vejkanter, skråninger med blottede kalksten, skræppende ravne, kæmpeblomster som stadig har løget dybt nede. Der er et mylder af forskellige fluer og biller i vejkantens blomsterflor. 
Med jævne mellemrum bliver jeg passeret af store busser. Tror det er turistbusser, men det viser sig desværre at være skoleudflugter. Den sidste kilometer før byen får jeg et lift med en lokal. Som så mange andre ældre, foretrækker han tysk. Det vil sige sproget, for vi er altså bedre venner, når jeg kun kan lidt tysk, og derfor ikke er tysker.
Får en kop kaffe, og en småkage han har været inde i storbyen for at hente sammen med en stor rulle trådhegn. Styrket på sjæl og legeme går jeg de sidste 2 kilometer ud til hulerne. Fra at være en lille uanselig landevej, udviser vejen sig til et boulevardagtig anlæg med blomstrende træer på siden og burgonvilliaer i midterrabatten. Restaurant, museum, siddepladser, souvinier-stande og en fandens masse skrigende skolebørn. Får købt billet og går ind i den tunnelagtige indgang. Her er der montre med nogle af fundene i hulen. Det vigtigste er hjerneskallen fra Homo Neanderthal (700.000 år), det første menneske i Europa
Bort set fra børnene er hulerne fantastiske. Stalaktitter og monolitter dækker loft og gulv over alt. Mange består af store glimrende krystaller. Der er ind imellem smalle sprækker, som går op til 60 meter ned i afgrunden. Andre steder er underjordiske kilder med til at skabe de mest fantastiske formationer. Nogle ligner tallerkner i vild uorden. 
Følger gangbroer, som fører dybt ind i bjerget. Har fået guidningen på græsk, men møder et engelsk selskab på vej ud. Lytter lidt, men der er vist ikke meget at lære. Satser i stedet for på eftermiddagens eneste bus tilbage til civilisationen. Dropper i den forbindelse også museet, og begynder at trave tilbage til byen. 
Når tilbage lige i tide, men bussen har fået ny køreplan. Vent 1 time, eller gå de 5 kilometer tilbage til Eleohoria. Vælger det sidste, da det er smuk natur, og chancen for en bus er større nede ved hovedvejen.
Ser adskillige 30 centimeter store knaldgrønne smaragd firben. Når byen, finder stoppestedet, og får at vide, der er 15 minutter til næste bus. Plus de 30, den er forsinket. Sidder og betragter byens mange småfugle, da en havesanger får et brat og fatalt møde med en bil. Svalerne flyver helt ned over den døde havesanger, og "parkerer". Det har jeg aldrig hverken hørt eller set før, det virker temmelig rørende.
Bussen kommer, kører til Tessaloniki, bybus 10 til den anden udenbys busterminal. Ankommer 6 minutter får bussen til Katerina afgår. Rismarker, solsikker og ikke mindst; storke. På mange lygtepæle, kirketårne og andre høje steder er der reder med halvvoksne unger. På en bakketop ser jeg omkring 30 storke stå samlet. Et ander sted er der en skrue med op mod 100.
I horisonten begynder bjergene at dukke op af disen. Vi ankommer til Katerina, og jeg tager en taxi til Dion-terminalen, omkring 400 meter, og kun derfor når jeg bussen videre. Jeg giver 8 kroner for taxien, men får ikke købt billet til bussen, og kører gratis med. 
Olympus, de gamle guders hjem, dukker ind i mellem frem af skyerne. I Dion går jeg straks ned til museums parken. Her er der gang i store udgravninger. Det har været en stor by engang. Offentlige bade, kasserne, kontorer, beboelse, torv, fødevarer lagre. Enkelte kopier af de originale statuer. Mange detaljer som ornamentik i marmor, mosaik gulve og diverse stenarbejder ses over alt. I en lille sø på området sidder en flok store latterfrøer og holder koncert. Et andet sted gnasker dagens skildpadde sig eftertænksomt gennem en pukket blomster.
Jeg haster gennem turist fælden op til museet. En flot samling af ler, jern, bronze, sølv, marmor, guld og mosaikker. Har set nok, og går op til busstoppestedet, hvor jeg venter 5 minutter. I Katerina er bussen 3 minutter forsinket, hvilket er den eneste grund til jeg når den. 
Sidder og ser på fugle. Dværgfalk, musvåger (eller også er det hvepsevåger), storke, blåpirol og et hav af svaler og andre småfugle.
Vel tilbage i Tessaloniki vasker jeg tøj, og går så ned på min græske restaurant. Her imponerer jeg servitricen med min vellykkede tur til Petralone hulerne med de offentlige busser. Min troværdighed lider bare et voldsomt knæk, da jeg så fortæller jeg har været i Dion i eftermiddag. Det lykkes mig at foræde mig igen, dog ikke så voldsomt som i går aftes.

Dag 7. Dagen sat af til at udforske Tessaloniki. Starter på den arkæologiske museum. Ler, marmor, bronze, sølv, jern, guld - hvad kan jeg sige?
Rotunda kirken, bygget i det 3. århundrede f.K. som mausoleum for en eller anden. Den er bygget i mursten, og er ved at blive totalt renoveret. Jeg traver vider i byen. Den gamle bymur dukker op, og jeg havner tilfældigt i en markedsgade. Hovedsageligt tøj, huskeråd og frugt. Så kommer jeg til Kasta, det gamle tyrkiske kvarter, hvor gaderne er stejle og smalle.
Har set nok, og leder efter Langada, hvor bussen til Kavale afgår fra. Venter 8 minutter, og kører så ud over den store slette. Mange søer og endnu flere storke på de delvist oversvømmede kornmarker. Ser en æselkærre, men det er også den første.
Starter med at se Kavalas fiskerihavn, og går så op til Imaret, som er et ældgammelt palads, som er blevet delvis renoveret om til café og restaurant. Så ser jeg Mehmet Alis hus, og følger de yderst snævre og stejle gader tilbage til den enorme aquadukt, som dominerer bybilledet. Et andet sted er den gamle bymur bevaret på et meget stort stykke. Den er omkring 12 meter høj, og meget tyk. Bevaret lyder så flot; jeg tror snare, de har været for dovne til at rive den ned.
Traver op på toppen af bjerget ude på tangen, og ser den gamle byzantinske borg, som helt dominerer toppen. Ingen entre, ingen turister, men en ualmindelig velbevaret borg. Hele sale er stadigt dækket af enorme buede stentage. Der er en enkelt mand der oppe. Han sælger kaffe, og opdrætter pitt-bulls. De går i de gamle rum, der ligger omkring den totalt overbegroede gårdsplads. Ser en enkelt hærfugl, og en masse stillidser, som mæsker sig i gårdens tidsler. 
Jeg traver ned, og finder bussen til Xanthi. Her må jeg vente ½ time, men så er der tid til kaffe og en sandwich. Bussen kommer, og vi kører gennem Drama og Dialekt. Det regner lidt i Xanthi, men hvad betyder det, når de to busterminaler ligger i hver sin ende af et kæmpe overdækket marked. Bussen går først om 10 minutter, så jeg når lige en omgang i hallen.
Dette er landbrugsland. Majs, kartofler, roer og tobak dominerer. Så kommer vi til et sumpområde, hvor hejre, storke og terner fylder luftrummet. 
Komotini er ikke en by den almene græker er stolt af; der er 50% tyrkere! Centrum domineres af et enormt gågadesystem, noget alá København, bare 5 gange større. Det meste af brolægningen er ved at blive renoveret - på én gang! Forretningerne minder i udsende og i vareudbud meget om Københavns. Der er et utal af spisesteder, men jeg har svært ved at finde et, der har typisk græsk mad. Kunne også have brugt bulgarsk, her 15 kilometer fra grænsen.
Finder en stor antik-shop. Utroligt mange små og store ting er proppet hæmningsløst sammen. Alt er pæne og fine ting, og pludselig er den der: Dagens skildpadde er i sølv, og lige den souvenir jeg skal bruge. 
Jeg vender tilbage til mit fine hotel. Faktisk er den eneste klage jeg kan fremføre over græske hoteller: Der er ingen rigtige billige og ringe. Alle steder er der pænt rent, håndklæder, sæbe, varmt vand, toiletpapir og -brædder. Prisen er 70-200 kroner, hvilket er meget rimeligt, men jeg kunne sagtens have nøjes med mindre. 

Dag 8. Starter dagen med at det arkæologiske museum, hvis største attraktion er Mesembria gravene. Disse grave var helt uberørte, da arkæologerne fandt dem, så det er meget rige fund. Det hele stammer fra 5-400 f.K.
Ler, jern, bronze, marmor, sølv, glas, guld - nu har jeg altså set nok!
Går direkte derfra til den nærmeste café, hvor jeg bestiller kaffe, det får jeg nemlig ikke nok af. Når jeg siger: Nezkaf likos i sakara får jeg nærmest cappertino. En kop koster normalt 7-9 kroner, og så er der et glad koldt vand med. En gang må jeg give 25 kroner, men så er der hverken vand eller småkager!
Jeg springer på bussen mod Alexandropolis. Turen går gennem et næsten dansk landskab, her er bare flere storke og tyrkere. Jeg tilbringer en time i Alexandropolis. Meget moderne by, massere af forretninger men nogenlunde de samme varer som i Danmark, bare omkring 25% billigere. Når også et slag ned forbi havnen, som domineres af katamaran færger.
På en ny bus, destination: Didymotino. Ser temmelig meget militær, men vi er også kun 3 kilometer fra Tyrkiet, og situationen er temmelig spændt på Cypern.
Didymotinos største attraktion er Europas ældste moske. Kæmpe stor firkantet bygning med pyramidetag og en enkelt tynd minaret. Den blev bygget i 1365, men der er ikke en revne i de ellers ikke vedligeholdte væge. De omgivende bygninger, som er under 100 år er ved at falde fra hinanden. 
Efter at have ringet hjem til Danmark, føler jeg mig pludselig ualmindeligt langt hjemme fra. Plejer ellers aldrig at have den følelse. Hjemve? Næ bare langt væk hjemmefra. Traver op på en bakketop i udkanten af byen. Her ligger et byzantinsk slot (tror jeg). Det er helt mennesketomt, men byder på en fantastisk udsigt over byen, Bulgarien og Tyrkiet. De frønnede trin giver efter under mine 58 kilo, så der har vist ikke været nogen her i lang tid.
Borgen er udgravet. Jeg filosoferer over, der er to former for caterpellar (eng.: larve) udgravninger. Dem, hvor man maver sig langsomt gennem jorden, og så dem hvor man bruger en amerikansk bulldozer af samme fabrikat. Her er vist brugt den amerikanske model. Jeg finder et hav af bemalede potteskår, og ender endda med at finde en gammel bronzemønt.
Andre dele af området er helt tilgroet af ukrudt. Blomsterne udsender en nærmest bedøvende duft i fællesskab med pinjerne og urterne.
Går ned til byen igen, og mens jeg venter på bussen, går jeg ud af byen den anden vej. En enkelt hestevogn og nogle æsler på en mark. Storke over alt, de må nærmest være en plage. Bussen kommer, og jeg tager tilbage til Alexandropolis, hvor jeg finder det hidtil billigste hotel.
Planen er, at flyve tilbage til Athen. Flyvetiden er 1 time, med bus tager det 16 timer. Prisforskellen er 100 kroner, og jeg har set området. Flyselskabet har lukket. Jeg får en lokal til at oversætte deres åbningstider. De åbner i morgen, efter morgenflyet er lettet. Det næste går 2105. Krise! Støder på et rejsebureau, der får lov at sælge mig en billet til morgenflyet 740. Pu-ha, jeg var bange for jeg skulle spilde en dag i dette hjørne af Grækenland. De foretrækker kontanter, så de får nærmest alt jeg har. Pyt, jeg kan jo bare hæve i en af byens utallige automater. I teorien - i praksis er det ikke muligt, da systemet er nede. Grim fornemmelse, at stå her uden en krone på lommen til aftensmad. Der går et stykke tid, hvor jeg bander over alle grækere, og så er systemet pludselig oppe igen. Hæver rigeligt, og finder så en lille snask i en baggyde i udkanten af byen. Jeg er jo ikke her for at æde McD! 
Som så mange andre steder spørger værten, om jeg er engelsk. Da jeg siger dansk, siger han: Da pravter du kaske lidan svenska? Bort set fra det, får jeg græsk mad: Tzatziki (drænet yoghurt, agurker og hvidløg), græsk salat (tomat, agurk, milde løg og fetaost med oliven olie). Slutter dette vegetarmåltid af med græsk kaffe, som egentlig bare er tyrkisk. Kogte bønner, med en smugle vand.
Sidder og regner: Med det billige hotel jeg bor på, og vegetarmad samt en behersket brug af busser, tjener jeg pengene hurtigere, end jeg bruger dem.
Sætter vækkeuret, hvilket som sædvanligt resulterer i, at jeg sover ualmindeligt dårligt.
Jeg flyver nu til den modsatte ende af landet og fortsætter i Dagbog 3

                    

Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos