Main Page    All Journeys    Travel Tips

GREECE  29/5-12/6 1998  DIARY  3

                 
Map  Plan

                     Diary 1 2 3

Photos
 

 Fra Dagbog 2 kommer jeg nu ned til den sydlige del af landet
Dag 9. Taxi til lufthavnen, flyver til Athen, hvor jeg skal vente i 2 timer på toget til Pennelope-halvøen. Tiden går med at prøve bukser i buksekvarteret. Tog til tiden. Min sidemand er en albansk betjent, der sidder med sin palør og bruger mig som prøveklud. Nej jeg er ikke gift, ja det er varmt i dag, nå er du i godt humør. Det bliver jeg, tænker nemlig på Monty Phythons sketch over samme emne.
Athens industrikvarter strækker sig langt ud langs banen, men til sidst kommer der marker i mellem de stærkt forurenende fabrikker. Vi passerer flere store raffinaderier og anden sværindustri så som skibsværft.
Endelig kommer vi til plantager, småbyer, enge og temmelig golde småbjerge. 
Jeg deler vogn med en flok back-packers, den første gruppe jeg har set, og så fra US. Pludselig krydser vi den længe ventede Corinthtiske kanal. Den er fandeme STOR. Der kommer flere og flere citrus plantager, temperaturen stiger lidt og mange levende hegn er af kaktus eller agaver. Bjergskråningerne langs vejen er rimeligt golde, men der er mange søjle-pinjer, mellem de hvide kalksten. 
Jeg havde taget det for givet, at amerikanerne skulle af ved samme lille station som jeg. Her er en af halvøens seværdigheder nemlig: Diakofto-banen. Jeg er et stykke forbi, før jeg opdager det, og der er garanteret ikke flere tog tilbage i dag, og selv om der var, vil det sidste Diakofto-tog være kørt. Instant planning, den banestrækning ser jeg på vej tilbage.
Kører gratis med til endestationen, som er Patras, den 3. største by i Grækenland. Der er 2 timer til næste tog, så jeg slår et slag i byen. Den obligatoriske borg på toppen. Det mest spændende er en mur-gekko. Kæmpe kirke med fresker over alt. Ruin af Odeion og Galan o´Polos rigmandsvillaer. 
Byen er temmelig lørdagslukket, så de 2 timer var passende. Toget bliver dog forsinket efter kort tids kørsel; en eller anden ulykke. På markerne er vin og majs dominerende.
Min rejseplan er overført til små Post-It lapper. Det gør den utroligt fleksibel. Hele dage kan rives ud, eller flyttes. Landskabet ændrer karakter; meget fladt med majs og olivenlunde samt meget uspoleret natur. 
Pyrgos, jeg går tværs gennem byen til busstationen. Hvorfor ligge tog og busstation ved siden af hinanden, når der er en lille uanselig baggyde, gemt godt af vejen, hvor der ikke er plads. I den 1½ time, der til bussen går, får jeg set hele Pyrgos lukkede forretningskvarter, det enorme prægtige torv, 2 bryllupper, de ældre indbyggeres promeneren i sort tøj og de unges stramme farvestrålende tøj.
Ankommer til Olympia bys turistfælde længe efter mørkets frembrud, men finder et ringe hotel og aftensmad. Sidder og betragter de forbipasserende lokale og turister fra min altan, ½ meter over gade niveau, og lige ud til, mens jeg skriver dagbog.
Hvis man havde været to og en flaske Ouzo 12 kunne det have været helt hyggeligt. Nu er det nærmest kedeligt, så jeg går i seng.

Dag 10. Gammel Olympia ligger lige uden for den moderne by. Jordskælv, brande, nedrivninger og tidens tand har taget slemt på de ellers så fantastiske bygninger. Af flere af dem er der kun grundridset tilbage. Andre er blevet delvist restaureret, men ikke meget. Zeus tempelets 2 meter tykke søjler er stadigt imponerende, selv om de ligger som en stak væltede kæmpe kiks. 
Indgangen til det oprindelige olympiske stadion er velbevaret, men indenfor ses kun en start og mållinie til 120 meter løbet, dommerens sæde og nogle græsklædte skråninger, der har været tribuner.
Der er læsset to busfulde turister af, men de fylder ikke meget. Området er delvist befolket med store træer og massere af firben. Jeg dropper museet og går tilbage til byen langs en lille uforstyrret å. Her er massere af frøer, fugle og insekter. 
Inde i byen er der ingen turister og kun én anden back-packer. Han har totalt ignoreret mig, siden vi kom i går aftes. I går aftes, da jeg kom var turistkontoret lukket, og i dag søndag, er det også. Udenfor sidder en tavle, der oplyser bustiderne. Jeg vil videre til Tripolis, og i følge tavlen går der busser 840, 1240 og 1740. Hvis jeg havde vist, at Olympia var så let overskuelig, havde jeg nok satset på morgenbussen. Nu sov jeg længe, har set Olympia (både det gamle og det nye turisthelvede), og klokken er kun 10. Væbner mig med tålmodighed, jeg kan jo ikke være heldig hver gang.
Klokken bliver 1240 og den bliver 1340. Middagsbussen går altså ikke om søndagen. Traver ud i naturen, gennem olivenlunde, over fåremarker og gennem småskove. Det er meget varmt, solen skinner fra en skyfri himmel, insekterne summer, skildpadderne ligger i skyggen. Jeg har travet langt, er træt, og i et svagt øjeblik overvejer jeg faktisk at gå ind i det air-conditionerede museum. Jeg står imod, og tager istedet en kop kaffe i hovedgaden. Re-om-gen planlægger mine rejseplaner. Lappen med Diros hulerne og Viatha nede på Mani halvøen droppes. Jeg dropper også amfiteatret i Epidaurus, ikke så meget af tidsnød, som af manglende lyst. Er sikker på, Athens brokker vil være nok.
Byen er egentlig ikke så behagelig at være i. Der er udelukkende turistforretninger (men ikke andre turister end mig). Der ud over er de ved at få lagt el ledningerne i jorden, så store maskiner arbejder og oser over alt, selv på en søndag.
Endelig dukker en bus op blandt entreprenørmaskinerne, og det er den rigtige. Vi kører 5 minutter før, men jeg er den sidste der brokker mig. Der er kun mig, chaufføren og billetmanden, de taler helt godt engelsk, så vi får en snak. 
Det bliver en uforglemmelig tur, gennem nogle vilde bjerge. Smalle kløfter åbner sig pludseligt til dale, hvor man kan se 100 kilometer. Et nyt sving, og man kører midt på en lodret bjergside, med flere hundrede meter ned til den brusende flod, mens bjerget rager ud over bussen. Vi snegler os rundt i svingene, som er bygget til mindre køretøjer. 
Ind imellem kommer vi til små terrasse-opdyrkede marker, som varsler en lille bjergby. En af dem hedder Dafni. Ser harlekin vagler, en hare og en masse fugle. En dal er helt domineret af op mod 1000 bistader. Der kommer ind i mellem lokale op i bussen, som blot kører med til en af de næste småbyer. Én har et kassettebånd med, som vi hører på bussens anlæg. Som alt andet musik: Musakka, men i en meget moderne udformning. 
Efter 3½ times ufattelig spændende kørsel ender vi i Tripolis. Jeg er simpelthen nødt til at give chaufføren hånden, og takke ham for den fedeste tur, jeg nogensinde har haft. Jeg har set bjerge, der er 3 gange så høje, bjerge der har været dækket helt af uigennemtrængelig urskov, bjerge der har været langt mere vilde, men aldrig kørt en smukkere og mere spændende tur.
Ankommer i én af Tripolis busterminaler 2047, og ved hjælp af en taxi når jeg den sidste bus til Sparta 2050. Her ankommer jeg til mit hotel, så jeg kan se Jan Magnussen køre i mål som nummer 6. 
Vasker tøj, spiser og nusser rundt i den intetsigende by til sengetid.

Dag 11. Går ud til et amfiteater og et akropolis lige uden for byen. Det er nogle noget ynkelige rester, men naturen er smuk. Jeg slår en bue uden om byen gennem oliven og citrus lunde. Lærer: Der findes ikke blinde veje, kun veje der bliver svære at gå af. 
Inde i byen igen finder jeg busstoppet til Mystras. Her dukker 4 hollandske gråhårede damer op. De har set en hel del af verden, og har et livssyn, som virker bekendt.
Mystras er temmelig ny. Den blev grundlagt på det gamle klassiske Sparta i 1249 af tyrkerne. Byzantinerne byggede vider og venetianerne fortsatte. På et tidspunkt boede 40.000 mennesker her. Imponerende stort område med næsten intakte borge, paladser og handelsgader. Kirkerne er helt intakte, og virker stadigt. De stejle brolagte gader, skydeskår, buer, brønde og de vedben-begroede kampestensmure er stemningsmættede, men efter at have arbejdet mig op på toppen, og ned igen på 1½ time har jeg fået nok af brokker.
Får et lift ned til landsbyen med en MC. Får en kop kaffe og ser byens 15 huse, mens jeg venter 1 time på bussen. Nogle gange føler jeg, at jeg bruger mere tid på at vente på busser, end på at se de seværdigheder jeg racer rundt efter. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bruger mere tid i busser, men jeg ser meget fra busserne.
Buschaufføren er flink, og kører mig helt ned til den anden busstation. Snakker med 2 italienere i de 10 minutter jeg venter på bussen. Kører til Tripoli, og havde regnet med at tage taxi til den anden station. Det viser sig, at denne bus fortsætter. Jeg er så overrasket, at jeg glemmer at købe billet.
På vejen til Corinth passerer vi borg-ruinerne af Nemia og Corinth, på hver sin bjergtop. Så hvis nogen spør´, så har jeg set dem.
Vi kommer til Corinth, og bliver sat af lige ved kanalen. Tager en taxi til tog stationen, hvor jeg må vente 7 minutter på dagens sidste tog, som endda ekspres går til Diakofto. Denne gang følger jeg nøje med, så jeg kommer af det rigtige sted. I Diakofto har de været flinke at vente på mit forsinkede tog, så dagens sidste afgang er en ½ time forsinket. Der er bare ikke andre end mig, og så et ældre ægtepar, som har ventet længe, der skal med. 
Et være rumletog. 2 vogne med en separat dieselmotor i midten. Under motorvognen sidder nogle vandrette tandhjul, som trækker os over de værste stigninger. 
Vi kører hovedsageligt i en 50 meter bred og 300 meter dyb kløft. Mange tunneler, halve tunneler på lodrette bjergsider, floden i bunden bruser over store klippeblokke. Små spinkle jernbroer krydser igen og igen. Der er en lille station halvvejs, og der kommer lidt flere passagerer. Turen er fantastisk, men efter gårsdagens bustur, er jeg svær at imponere.
Kører med tilbage til Diakofto, hvor jeg prøver at købe en billet til dagens sidste tog til Egio. Stationen kan ikke give tilbage på min 5000 drakmer seddel (120 kr), købmanden heller ikke, så jeg må ind i baren for at få vekslet. Når lige toget, som heldigvis var ½ time forsinket. 
Snakker med 2 tyske piger, som er på vej hjem fra Israel. Giver dem et par tips om, hvad der er spændende i området og låner deres guidebog. Der står bare heller ikke en linie om Egio. Grunden til jeg vil til Egio er; der er en stiplet linie til fastlandet, som jeg tror er en færgelinie. Hvis det er rigtigt, kan jeg spare turen over Athen, for at komme til Delfi (4-500 km). Altså satser jeg, og kører væk fra Athen. Afbryder den hyggelige snak med tyskerne, og springer af, på hvad jeg tror er den rigtige station. 
Det er det, og havnen er let at finde. Mørket falder på, og jeg tør ikke håbe, der går flere færger. Det gør der, den venter nemlig på en lastbil, som sejler med hver aften. Sidder på soldækket i de sidste solstråler med en honningkage og en kop kaffe. Står på broen og kigger ud over strædet, da der pludselig dukker en lille flok delfiner op langs færgen.
Efter en time lander vi i en lille havneby, hvor mit held til sidst slipper op. Der er ikke flere busser i dag. Finder efter en del søgen endelig et sted at sove: 2 værelses lejlighed med køkken og det hele. 130 kroner for en nat! Spiser aftensmad på en nærliggende snask, hvor man mener morgenens første bus er ved 7-tiden, den næste ved 10-tiden

Dag 12. Sover dårligt, men jeg har jo også sat vækkeur. Op klokken 6 og siver ned til busstationen. Ankommer samtidigt med bussen, som åbenbart går 640. Vi kører til den næste lille flække, hvor alle skifter bus. Fortsætter til en lidt større flække, og samme show gentager sig. 
Endelig i Delfi, som domineres af Acropolis Rallyet. Det er en del af verdensmesterskabet i rally, og regnes for det hårdeste. Bilerne er der, helikopterne er der, køerne er der, hele cirkuset er på plads. Jeg ser lidt ræs, og tager så bussen ud mod det gamle Delfi. 
Vi bliver sat af i turistbyen, og må så ved hjælp af et enkelt skilt finde ruinerne. Jeg følges med en britisk lady, som er ualmindelig fin, forstået på den måde at hun er alle tiders. Vi kommer ud af den forkerte vej, men ser en masse blomster og den største græske landskildpadde, jeg nogen sinde har set. Hun fortæller, at lorden og hende sejler 9 måneder om året, og kun er hjemme i huset (OK - slottet) midt på sommeren. Det er i øvrigt først da hun omtaler manden som lorden, hun indrømmer hun egentlig er lady. Hun er lynende intelligent, har en fantastisk iagttagelsesevne og en sprudlende humor.
Vi finder endelig ned til ruinerne, hun køber en fotofyldt bog om området, og vi udforsker det sammen. Det, som jeg finder mest spændende er Sybils sten. En stor kalkstensknold, der er overvokset med vedbend. Det er ifølge sagnet fra denne sten, den første spådom blev udtalt, 1600 år f.K.
Der er helligdomme, skattekamre, templer, senatet, brolagte gader, store mure og amfiteatret. Så er der firben, store zebrastribede svalehaler, chikader, en lille knæler og en grønbroget tudse.
Vi går tilbage til turistfælden, efter at have set denne pæne og overskuelige samling brokker. Fra en terrasse er der en storslået udsigt over den store dal. Den ligner et hav. Det er oliventræer, der dækker hele dalens bund, men standser brat ved bjergenes fod.
Vi tager afsked, og jeg springer på en bus til Arkova. Her venter jeg 15 minutter, mens et tordenvejr kommer rullende mellem bjergene. På vej ind mod Athen er det først store vildmarker, der er domineret af blomstrende gyvler, så solsikkemarker og lidt plantager og så industri langs vejen. Når jeg nu tænker over det, er det forbavsende få køer og grise jeg har set i Grækenland.
I Athen finder jeg en bybus sammen med en tysker. Vi kører ind til centrum, og jeg finder hotel Tempi. Her får jeg et værelse helt oppe under loftet på 5. sal. Her er stille, lyst, frisk luft og en fantastisk udsigt over Acropolis-højen.
Jeg slår en lille slag ned forbi Athens basar og handels område, og føler pludselig, at 2 dage måske er for lidt? 
Mine pludderbukser falder lidt udenfor i Athen, så jeg handler tøj. Sorte græske militærbukser, sweat-shirt, T-shirt og andre småting. 
Om aftenen dør alt andet end turist cafeer og restauranter ud. Trasker lidt rundt, men det er egentlig behersket morsomt, når man er alene.

Dag 13. Bliver vækket af genboen; en kirkes klokker bimler behersket klokke 730, og det er vel et fint tidspunkt, at starte dagen på. På kirkens gårdsplads er der et smukt blomstertorv. Duftene er overvældende, farverne utrolige. Jeg går ned til Athens store kød og fiske markedet. Langt fra så spændende, som dem langs ækvator. På vej væk fra det overdækkede torv støder jeg på store områder med skaldyr, kæledyr, grønt, frugt, pølser, nødder. Så starter forretningerne med potter og pander, fulgt af dem med plastik til husholdningen. Det bliver mere og mere specielt; 3-4 gader handler med dør- og skuffehåndtag og intet andet! Det er selvfølgeligt smart, hvis man altså finder det rigtige kvarter.
Stikker næsen ind i et par kirker, blandt andet katedralen, men jeg syntes altså de ligner hinanden. Går gennem værktøj og almindeligt tøj på min vej op til Acropolis højen. Her ser jeg de delvist genrejste ruiner af Acropolis og Parthenon templerne. Der er også fin udsigt ned på 2 amfiteatre, men ikke ret meget længere. Smoggen er så tæt, selv så tidligt på dagen, at horisonter er helt væk. 
Jeg traver ned fra højen, og finder en statue, som skulle bære den ældste corintiske skrift (334 f.K.). Jeg kan bare ikke finde nogen bogstaver, så jeg går videre gennem smalle hvidmalede gyder. Der er en forfærdelig mængde katte i Athen, og de bliver fodret med fiskerester her og der.
Kommer til den botaniske have, som mere er en upasset park af uplejede store træer. En lille zoo og et endnu mindre botanisk museum. Vender tilbage til det berømte loppetorv, som endeligt åbner. Loppetorv er så meget sagt, det er snarere en gade med mere eller mindre discount forretninger.
Der er dog et lille torv, hvor møbelrestautørere arbejder, og et lille stykke af gaden, hvor der er nogle flotte antikvitets forretninger. Så er der et par bikse med alskens brugt metalvarer. Ellers er det hovedsageligt nyt tøj, guld/sølv, musik og souvenirer. 
Slår et stort slag uden om centrum, men uden at finde noget nyt. Selv de to back-packere jeg støder på, har jeg talt med tidligere. Det er italienerne, og de giver mig en velkomst, som jeg ville have forbeholdt min rige arveonkel.
Uden for turist-centrum virker byen temmelig homogen. Forretningerne lukker tidligt, og jeg har efterhånden set det meste. Da jeg så ser Thomas Cooks rejsebureau, går jeg ind og bestiller en udflugt til Cape Sounion i morgen. Den gode Lord Byron har udtalt sig forbløffende positivt om solnedgangen der, så den må jeg se.
For at få tiden til at gå, prøver jeg trolleybusserne. Det viser sig at være væsentligt hurtigere at gå, her i aften-trafik-chaoset. "Kører" i 15 minutter, og går tilbage på 5! Det er nærmest et hav af biler; et meget stille hav.
Går tilbage til turist-centrum, som vist er det eneste sted, der sker bare lidt. En pige forsøger at give mig et kort til en natklub. Vi falder i snak, hun byder på aftensmad, og vi sidder ude på et torv, da hendes chef kommer. Der er ikke kommet gæster med hendes kort i 2½ time. Hun arbejder vider, jeg trasker i zig-zag hjem.

Dag 14. Starter dagen med at se Agora. Det er den gamle markedsplads, med omliggende bygninger. Her gik Sokrates 600 f.K. og Sct. Poul (en af Jesus disciple) rund og hvervede medlemmer i år 49.
Stedet har været ødelagt nogle gange. Første gang det blev hærget var af perserne i 480 f.K. Den skandinaviske stamme Herulianerne var "lidt" hårde ved stedet i 267 e.K. Tyrkerne byggede deres version, men den rev arkæologerne ned i 1967. 
Der er simpelthen ruiner over alt. Potteskår, marmorrester, mosaikker og blyglans-glas flyder alle steder. Der kommer også et par skildpadder frem, da solens stråler bliver kraftigere. 
Hephaestus tempel fra 449 f.K. er temmelig intakt, men det har også været brugt til kirke ind til for nyligt.
Der dukker en anden turist op på det meget store område, så jeg fortrækker til museet. Her er fund fra nogle grave og fra nogle dybe brønde samt et imponerende samling marmorstatuer. 
På min vej gennem byen støder jeg på mange udgravninger af Gamle Athen. Checker lufthavnsbusstop og tid samt flytid. Får at vide, jeg skal være der 2 timer før afgang. De kan rende mig, så spændende er deres lufthavn ikke.
Traver rundt i nye områder uden at se nye ting. 2 dage viser sig trods alt at være rigeligt til at se Athen. Skal samles op til Sounion turen foran et stort hotel. Her holder en Mazzaratti med alarmen kørende. 120dB, så jeg trækker lidt ned af gaden. Spørger en handlende, hvor længe alarmen har kørt? Siden i morges, og nu er klokken 15. 
Snakker med direktøren for hotellet. Vi lukker os ind i bilen, jeg åbner motorrummet, og mens jeg stopper en T-shirt ind i hornet, kommer en noget ophidset italiener farende. Han tillader sig at svine mig og direktøren til.
Jeg har ventet en time, og endnu ikke set en turistbus i gaden, så jeg går op til Thomas Cook og spørger, om turen er aflyst. Hun ringer, jeg får at vide, de har ventet på mig i 10 minutter. Ventetiden, alarmen, italieneren og nu dette får mit humør til at svinge over i kontrolleret vrede. Jeg får telefonen, og forklarer fyren i den anden ende, at jeg har ventet tæt på indgangen til hotellet, og der har ikke været andre busser end bybusser. Han siger; nej selvfølgelig, jeg kom gående. Så ville jeg lede dig over til det torv, hvor bussen holder. Hvorfor fanden kunne jeg ikke møde den der? Han slår over i græsk. Jeg snakker meget højt engelsk, eller snare amerikansk, de ord hører man ikke i engelske film!
Firmaets politik er, at man ikke kan få penge tilbage, så jeg føler det som en lille sejer, da jeg går derfra med mine. Går over til busstoppet til den offentlige bus til Sounion. Venter i 50 minutter, og kører så et par timer. Den første i Athen, den anden på en smuk kystvej. Vi kommer til Cape Sounion, som har været beboet de sidste 12.000 år. Jeg slår et slag rundt om den totalt øde halvø. Havet 50 meter under mig er knaldblåt, smaragdfirben smutter rundt mellem de vindformede småbuske. Et par falke patruljerer, svalerne kvidrer, og på trods af havbrisen og den lavtstående sol, er her pragtfuldt. På min vej tilbage til ruinerne passerer jeg stedets eneste nye bygning; en restaurant. Her får jeg feriens dyreste kaffe; 25 kroner, og så uden vand!
Solen går ned mellem tempelets søjler, og alt ånder idyl. Aftenens sidste bus dytter nede på vendepladsen, og jeg triller tilbage til Athen. Her finder jeg endelig en restaurant, der serverer tzatziki. Det er midt i turistgaden, men regningen overrasker mig alligevel. Brød, tzatziki og bestik. 3 beløb, som hvert for sig kunne have købt mig en 3 retters menu. Og så smagte det i øvrigt ikke af noget.
Det gør ikke det fjerneste jeg skal hjem i morgen, jeg har fået nok af Grækenland og grækere. Jeg har sammenlagt kørt omkring 55 timer i bus, været ude i alle hjørner af det græske fastland, sejlet, fløjet, travet og kørt med diverse køretøjer.
Grækenland er spændende, når man tænker på det ligger i Europa. Tidspunktet på året var perfekt; godt vejr, smukke blomster og ingen turister.


Maden kostede 1500, bus/tog/taxi 1600, hotel 1700, entre 170, indenrigsfly 430, fly 1600 = total 7000 Kroner.

Måske skulle jeg have brugt lidt mere på mad; jeg tabte mig fra 67 til 58 kilo!


På mig: Ur/Kompas, Foto+snor, Bukser, Sejlersko, T-shirt, Strømper, Underbuks, +Rygsæk:
Toiletrum
Deo, Tandbørste, Tandpasta, Barber, Tush
Ting: Skrivepapir, Solkreme, Tlf-liste., Pas, Billet, Visa-kort, Vaskepulver ,Schweizerkniv, Ekstra film, [H/M-piller, Negleklip, Ørepropper, Nål/tråd, Tørresnor], 
Tøj: Underbuks, T-shirt, Shorts. Ca 970 g

         Diary 1 2 3    Map + Plan  Photos