Hvordan det går, når man kaster sig ud i Fjernøstens mystik, kun iført
ærmeløs T-shirt og pink bermudashorts, uden andre forudsætninger end Dr
Lieberkinds TV udsendelser.
Penang er en ø ud for Malaysias sydkyst, beliggende i det Kinesiske Hav. Med en beliggenhed lige over ækvator byder den på et konstant tropisk klima. Den symboliserer det moderne østen, hvor enorme urskovsområder brydes af nogle af verdens mest moderne og hurtigst voksende byer. Østens høflighed og effektivitet spores over alt, hvor man møder den smilende befolkning. Det er almindelig kendt, at Penang er "Østens Perle", så jeg må lige forbi.
13. Klokken 6.00 parkerer jeg Land Rover og mudder på en limousine-P-plads, da jeg har aftalt med Claus og Trine, at den skulle holde lige uden for ankomsthallen, når de kommer hjem om 12 timer. Desværre er det bygget om siden jeg har været her sidst, så den eneste "centrale" plads er limo-P´en.
Efter de sædvanlige forsinkelser kommer vi i luften, og så ned i London. Efter lidt mere forsinkelse går det til
Istanbul. Kort stop, hvor vi bliver siddende i flyet, så går det til Karachi, hvor vi i et kort øjeblik tror vi slipper for forsinkelse.
Et lille bump viser sig at være temmelig fatalt: En madvogn påkører flyet, og der kommer en flænge i vingen. Efter et par timer får vi lov til at forlade flyet, og går gennem
immigrationsmyndighedernes barske hænder. 14. Så sidder vi og venter i fire timer på, at de skal finde hotelplads til os. Karachi er regeringsbyen i Pakistan, ikke en turistby.
Endeligt bliver vi afhentet af nogle busser, og kørt til et hotel, blot for at holde der i to timer, de har nemlig ikke plads alligevel. Endelig, ved 11-tiden lokal tid smider jeg min rygsæk på en hotelseng, og går ud for at se Karachi, på en høj hellig fredag. Det bliver kun til centrum med handelsgaderne, da byen har 4-5 millioner indbyggere.
Handelsgaderne er delt op i varegrupper, 2-3 gader handler med ure, andre med stoffer (til tøj, altså) nogle med europæisk præget toj, andre med "national-dragten" (sjakai i chermisse).
Noget som jeg i første omgang troede var et slumkvarter viser sig at indeholde et marked. Udefra kan man kun se et overdække på omkring 500 m2 af meget gamle, tidligere sorte, nu brunlige og meget lasede lærredsstykker, i 1,5 meters højde. Når man kommer inden for er der højere til loftet.
Dette marked er også delt op i områder, med hver sin varegruppe. En del handler med levende duer og høns, andre med får, køer og geder, nogle med fugle (vagtler, undulater, parakitter og
papegøjer, hvoraf nogle er mig totalt ukendt). Naturligvis er der også en slagteafdeling, hvor man kan få sine indkøb slagtet og parteret.
For enden af dette marked, der virker relativt rent, er der nogle nye haller med 6-8 meter høje reoler, fyldt med alskens købmandsvarer. Man føler sig som en ualmindelig lille miniature dværg, foran en 8 meter høj reol, fyldt med 10 liters konservesdåser og 25 kilos sække med spaghetti og lignende. Enten er dette det lokale Metro, eller også køber lokalbefolkningen ind i store portioner.
Alle steder er folk smilende og behagelige, endda når jeg forklarer dem, at jeg kun har 30 danske kroner og et ubrugeligt Visa-kort.
Er klar over, at fotografering er lidt problematisk i et muslimsk land, men jeg takler problemet ved at spørge de handlende, om jeg må fotografere deres varer, og sigter så lidt ved siden af, så jeg også får mennesker med.
De mest fremtrædende køretøjer er privatejede rutebiler. De minder mig om russiske ikoner: Overalt er de beklædt med udhamret forkromet blik, som kun enkelte steder lader den originale motivlakering træde frem.
Efter tre timers ekspedition blandt geder, fortovs-barbere og gud ved hvad, er jeg tilbage ved Hotel Royal City. Udenfor står 10 voldsomt utilfredse medrejsende, som ikke mener hotellet er godt nok. Værelserne indeholder fire senge (men vi er kun booket to på hver), toilet og brusekabine. Der er rent, men der er ikke
Sheraton. Disse mennesker flytter så, efter tre timers venten i solen, til byens eneste luksus hotel (fred være med dem). Jeg går ind i receptionen, for at se om jeg kan platte dem for en Cola. Falder i snak med fyren bag baren. Han har levet 9 år i England (har engelsk mor), og har senere arbejdet for det engelske socialministerium i 2 år.
Vi sætter os uden for, hvor han byder på pakistansk te, hvilket er brygget på mælk. Vi sidder og udveksler oplysninger om vores lande, vittigheder, politiske anskuelser, forklaringer på Pakistan/Indien og Danmark/Sverige problematikken og alt andet.
Når vi vil have mere te, vil flytte møblerne ind i skyggen eller mangler noget fra byen, knipser han bare med
fingrene, og ordren bliver udført.
Ved 18-19-tiden, efter mørkets frembrud kommer mine rejsefæller så småt vaklende ud af hotellet med søvn i
øjnene. Min nye ven foreslår, at vi kører ud for at få noget at spise, før jeg skal af sted ved 22-tiden. Jeg har indtryk af, han ved mere om vores skæbne, end vores guider.
Vi går over til en hvid Mercedes limousine, og begiver os ud på en mindre sight-seeing-tur i byen, alt imens han fortælle om det vi passerer.
Vi kommer tilbage til hotellet, samtidig med bussen kommer. Jeg løber op på værelset, henter Fjällraven og bliver venligt men bestemt vist op på forsædet af bussen. En stakkels svensker, der troede han skulle sidde ved siden af mig, bliver skuffet, da hotelpersonalet sætter min bagage på "hans" sæde, og kyler hans op på taget af bussen til de andres.
Jeg har en nagende fornemmelse af, min nye ven er mere end almindelig receptionist.
Skal planmæssigt vente 4 timer på det nye fly, og fortsætter så mod Penang, "kun" godt 24 timer forsinket. Ikke desto mindre har jeg (som den eneste) en god følelse af ikke at have spildt tiden. OK; det kunne have været rart at have nået at børste tænder og tage et bad. Og så selvfølgeligt sove lidt, som de andre (fjolser).
15. Ankommer til hotellet på Penang efter 48 timer, som er blevet brugt på 3 romaner, en spændende dag i Karachi og 0 timers søvn. Får nøglen til en virkelig lækker luksus suite på øverste etage. Her er alt fra ringeklokke over bar og TV til aircondition, der, som resten af hotellet, holder temperaturen nede på 18-190C, i skærende kontrast til udendørstemperaturen på 320C. Faktisk er det eneste minus ved hotellet den prestige prægede lave temperatur. Finder endelig ud af, at hvad jeg troede er en radio indbygget i det pompøse sengemøbel, i virkeligheden er
airconditions kontrollen.
Efter informationsmødet er guiden så venlig at skaffe mig træpenge til weekenden.
Prøver noget nyt: Et bad og 3 timer på langs. Ringer hjem, og konstaterer, at Land Roveren er fundet. Går ned i restauranten, hvor jeg beskæftiger 6-8 tjenere og en virkelig god hyggepianist. Efter et ubeskriveligt godt måltid bestiller jeg kaffe. De eneste andre gæster i
restauranten bestilte Frensh Coffee. Den bliver lavet ved bordet: Sukker smeltes i en kobberpande, over spritflamme og påføres glassets kant. Hennessyen flamberes og hældes i, herefter kaffe og til sidst formes flødeskummet til små kugler med 2 skeer og lægges forsigtigt i.
Efter at have betragtet dette show, "nøjes" jeg med at bestille kaffe hos én tjener. En anden kommer med koppen, en tredje med kaffen, en fjerde spørger, om jeg foretrækker brunt eller hvidt sukker og om det skal være fløde eller mælk. En femte kommer med konfekt på en lille spejlbakke, og en sjette kommer forbi, for at spørge om kaffen smager mig, og sender tredje (?) tjener hen for at undersøge, om jeg ønsker mere. Det orker jeg sgu´ egentligt ikke. Nøjes med at bestille regningen (på ca 125 kr.) som en (syvende ?) kommer med. Jeg skriver under, og bliver guidet ud af en lille sød sag, som på falderebet tilbyder syrlige drops fra bakkens store udvalg. Jeg er vild med disse primitive og ydmyge snaske.
Slentrer en lille tur, for at fordøje. Det er bare fandens mørkt, så det eneste man kan se er millioner af funklende stjerner der funkler over bølgernes fluorescerende toppe, akkompagneret af chikadernes sang, sandets knasen og bølgernes brusen.
16. Vågner før vækkeur og solen, til en ny varm dag. Spiser ½ kilo frisk frugt til morgenmad, af hensyn til maven. På Penang kan man nemlig ikke få den smadret af drikkevandet.
Skrider op i bussen med et frisk "Godmorgen", som kun få besvarer. Det kan skyldes, at de har ventet på min et kvarters tid. Nå, skidt. Så kender de mig
i hvert fald.
Turen går først øst på, til et fiskerleje, bestående af et par hytter, og én bro, der dog forgrener sig og fører 2-300 meter ud.
Broens 1½ meter brede dæk er af mahogni, hvor i mod de 10-15 meter høje stolper der bærer den er af palmestammer. De kan ikke engang kaldes træ, de minder mere om et bundt halm.
De blåmalede fiskerbåde er 30-40 fods kinesiske junker, udstyret med et bredt udvalg af net og andre fangstredskaber. Bådene har set bedre dage (for 2-300 år siden), men er holdt utroligt rene. Jeg skal ikke kunne sige, hvad deres hovedfangst er, men der lugter fælt af fisk ved hytterne.
Så går turen videre ad den snoede bjergvej, igennem tæt urskov. I øvrigt verdens ældste, da den ikke er blevet forstyrret af klimaændringer, vulkaner, jordskælv eller mennesker, i væsentlig grad.
Det næste vi skal se er en batik-fabrik (og ikke som Shubberne synger: En fabrik der laver sko"). Man kommer bivoks på silken eller bomulden, derefter farve i rummene, renser voksen af, og sælger dem i dyre domme.
Gennes ind i bussen igen, og kører gennem ris- banan- og gummiplantager.
Næste gang ens knæ bliver vagt til live, er i en Kapong. Det er en lille landsby, hvor man langsomt prøver at "civilisere" landboerne.
Husene ligger langt fra hinanden, på deres 2 meter høje pæle. Dette syntes at være den letteste måde at dræne dem på i
monsuntide. Alt, med undtagelse af teglstenene, er lavet af træ, som mange steder er kunstfærdigt
udkårent.
Høns, ænder og haleløse katte vrimler rundt mellem ens ben, og den lifligste duft fra kollektive, udendørs madlavning pirrer næse og mave.
Ind i bussen march, (nu har jeg indhente de andre - på nær 5 minutter), og så kører vi mod slangetemplet.
En munk har engang kureret en brite for bylder eller bumser, og fik så til gengæld jord og penge til at opføre et kloster. Den første nat templet var færdigt, myldrede det ind med giftslanger. De har fået lov at blive, så nu kommer turisterne myldrende, for at blive fotograferet med en håndfuld tandløse hugorme i det røgelsefyldte tempel.
That´s all folks, ind i bussen og hjem til hotellet, akkompagneret af en ældre dames beklagelser over, at vi er en halv time forsinket!
Vil have nøglen, for at gå op efter ekspeditionsgrejet. Får at vide, min "roommate" har den. Pudsigt, for da jeg gik i morges boede jeg alene. Ingen åbner, da jeg ringer på, så nu får jeg brug for mit Visa kort for første gang.
Der er sgu´ flyttet én ind, efter efterladningerne at dømme, en ældre nordmand. Jeg er villig til at betragte det som feriens første virkelige nederlag. Bare fordi man ikke vil betale for eneværelse, ku´ man da godt få det.
Får fundet grejet frem, og begynder at gå langs kysten, af den stærkt snoede og trafikerede bjergvej, med næsen i jorden og halen i vejret. Efter at have travet 5-10.000 kilometer dukker en lille hyggelig restaurant op af bilosen. Da jeg endelig får forklaret de små kvindelige tjenere, at jeg kun behøver bord til én, da jeg ikke har "A girlfriend", viser det sig, stedet har første klasses betjening.
Derimod er der lidt rigeligt krydderier og lidt langt mellem kødet i de store portioner mad jeg får.
Efter lunchen fortsætter spidsroden gennem turist-boderne, hvor sommergarderoben, som planlagt, tredobles. Farvestrålende T-shirts til 8
kroner, bermudashorts til 20, og mere i samme klasse. Hold da kæft, hvor er jeg glad for de ikke kan se mig derhjemme, iført spraglet T-shirt og pink bamudhashorts!
Når helskindet gennem turistområdet, og møder et par svenskere, der er på vej ind til Georges Town. "Køber" i fællesskab en taksa, og kører de 12 kilometer ind til "hovedstaden".
Chaufføren heder Albert, og går til engelsk på aftenskole. Det har han også brug for. Tilgængelig kan han og hans bil lejes for 40 kr i timen, til længere ture, som den jeg planlægger til urskoven. Der går standhaftige rygter om tigere, og adskillige elefanter, så med min dårlige vane med at rode under sten, skal jeg nok støde på et par slanger og skorpioner. Det tegner til at blive en spændende tur med Albert og hans bil "out in the wild".
Nå, lige nu går turen ind til Georges Towns Chinatown, der er lidt søndagsmat, men meget stor og interessant. Uden for de 2-3 etages huse sidder et lille husalter, med et par rygende røgelsespinde.
Husene er, ifølge Albert, opført før 2. verdenskrig, og i en engelsk/kinesisk fusions arkitektur. Alle skilte og lysreklamer fortæller klart og tydeligt - på kinesisk - hvad man handler med.
Børn og voksne sidder på trappestenene og siger med et sødt smil "hallo", når man går forbi. Vi er altså også de eneste turister.
Traver rundt i 3 timer, blandt alt fra crome/glas juvelforretninger til en vig, hvor junker fra de forrige århundreder kommer for at dø. Finder det pudsigt, at langt de fleste lastbiler og pick-ups har fået fjernet ½-1 meter af
førerhuset, for at forøge lad længden. Meget smart, men nu er sæderne kun en smal upolstret træbænk. Det vil aldrig vinde indpas i Danmark.
Over alt, i byer og på landet, mylder det med mc´er. Japanske, alt fra vespa-lignende til FJ1200, en sjælden gang blandet med den behagelige lyd af en Guzzi. Man skal bruge hjelm, og alle gør det. Sikkerhedssele er også tvungen, og alle, selv taksa
chaufførerne bruger den.
Ender i et stort supermarked, hvis indretning minder meget om et dansk, dog er det kun få mærker jeg genkender. Knorr, Mars og selvfølgelig Carlsberg. Køber nogle kilo frugt, og opdager til min forbavselse, at der er adskillige chokolade barer i kurven, da jeg når kassen.
Tilbage til Ferringhi Beach Hotel (de fremmedes strand hotel, meget rammende). Spiser lidt frugt, og begiver mig på foto-safari langs stranden.
Hører flere dyr, end jeg ser, men har dog held til at smadre nethinderne på nogle spøgelseskrabber og en gekko. Det er et lille problem, at det bliver så hurtigt mørkt, at jeg knapt kan se mine egne sanddækkede tæer, og dyrene har en sikkerhedsafstand på 5 meter.
Famler mig tilbage til hotellets pool-side, hvor jeg i selskab med endeløse kopper kaffe, nedfælder nogle af disse linier. Imens overvejer jeg, om jeg skal vende tilbage som den lede rocker, og skræmme den anmassende nordmanden væk. Eller bare være den flinke fyr, og få det bedste ud af situationen. Det skal lige tilføjes: Jeg har skiftet tilbage til anstændigt tøj.
Sidder også og fniser diskret over den legemes- store Santa Claus, som syntes at være obligatorisk på internationale hoteller omkring juletid. Prøver for sjovt skyld at bestille et glas
gløgg. Får det ikke, men det er fanme´ sjovt at høre tjeneren udtale det!
Får øje på nogle fantastiske lagkager, som ligner plastik: de svarer helt til udseende; plastik-smag.
17. Godmorgen Penang, jeg er sulten. Går ned til hotellets morgen buffe, der strækker sig 25 meter ude på terrassen. Her er alt fra varme krydderede retter, over frugt, til kokke der står og bager vafler. Morgen
buffeten koster 50 kroner, så jeg føler mig nødsaget til at bruge en time på at foræde mig. Det er forfærdeligt så nærig man bliver pludseligt at leve i et billigt land. Kan stå og tinge med adskillige taksa
chauffører om prisen på turen Ferrinchi Beach/George Town, på trods af den 8 miles lange tur kun koster det samme, som et dansk taxa-meter starter på.
Sight-seen time, op i bussens 18-19oC, og a fsted til Georges Towns pæleby. 9 familier bosatte sig for 7 generationer siden ved vandkanten (de havde ikke noget jord). Da man boede tæt langs kanten, og ikke kunne bygge ind i land, bosatte de nye generationer sig længere og længere ud i vandet, i pælehuse.
Nu bor de "yderste" 2-300 meter ude i deres maleriske huse. Tidevandet fjerner alt affald (herfra), og over alt er der pinligt rent og ryddeligt. Rindende vand er lagt ud, og hurtige blikke
afslører alt fra TV til lego-klodser. Tommetykke mahogni planker dækker næsten hele området, helt ud til fisker-junkerne.
Bliver jager ind i bussen og fragtet vider til en tysk "juvelfabrik", hvorom jeg kun kan sige "meget interessant".
Næste stop er det største tempel, som er opført i ædel træ og sten. Fantastisk flot, med sine 30 centimeter dybe stenrelieffer i væge og søjler. Efter at have tilbragt en brøkdel af tiden, vi brugte på juvelfabrikken, jages vi vider (ingen returkommission fra et tempel).
Vi skal til Georges Towns City, hvor der en times shopping. Traver lidt rundt i den "billige" del, og misser bussen med vilje. Spiser pitabrød med noget meget stærkt. Mæt, og godt brændt i munden betaler jeg 5 kroner for dette måltid.
Maser vidre i den hektiske by, og når den "dyre" del. Køber 2 "Camel"-ure til 70/90 kroner. Finder skrivepapir, da dette skriveri er ved at udvikle sig. Havner i en musikforretning, som også har musik jeg kender. Køber Scorpions 14 dage gamle CD til det halve af dansk pris (fandens til souvenir).
Drikker en sodavand og fortærer lidt chokolade på et torv, indtil det begynder at dryppe lidt. Forhandler mig frem til en yderst rimelig pris hos en taksa chauffør og kører "hjem".
Min room-mate viser sig at være berejst 62-årig fin fyr, som jeg sludrer med til klokken 21. Han går i byen for at spise, og jeg vælter tilbage i sengen, fuldstændigt udbrændt.
18. Vågner, ifølge mit nye ur, klokken 4.30 og lister ned til den døgnåbne restaurant, for at skrive og drikke kaffe, til
buffeten åbner klokken 6.00. Skovler hæmningsløst i mig til 7.00, og går så en tur langs stranden mens solen står op. 30 fods fiskerbåde arbejder 50 meter ude, gud ved om det er haj-fiskere?
Skulle på "Tempel-tur" 9.05, men opdager til min store ærgrelse, at mit nye ur er 1 time mindre end andres. Her går man med ur for første gang i 10 år, og kommer så for sent for (næsten) første gang i 10år.
Tramper resolut ind i bushen bag hotellet, medbringende plastik poser og fotoapparat. Magert udbytte, men jeg fik da varmen. Kravler tilbage til værelset, og kaster ½ kilo frugt i maven.
Går ned til stranden i selskab med badebukser, håndklæde og en krimi. På trods af, det er første dag med rigtigt solskin i 5 dage, er der 20-30 meter mellem folk på de 200 meter strand foran hotellet. Da jeg ikke er særlig selskabelig anlagt, går jeg 100 meter, klatrer over nogle klipper, og har en lille vig for mig selv. Svømmer og læser en times tid. Syntes, der er mange sætte/stavefejl i krimien, til jeg når side 45. Så går det op for mig, at den er på norsk!
Da jeg går tilbage til hotellet opdager jeg, at mit ene nye ur er vandtæt: Det er umuligt at ryste vandet ud. Det er da heldigt, at jeg købte to.
Sludrer lidt med nordmanden, og går så ned for at på et skud koffein. Ganske langsomt er min hvide hud ved at blive smukt RØD. Alt andet ville egentligt også have undret mig.
Finder ud af, at det eneste man kan lave, hvis man ikke vil være ude i solen er; at sidde i baren eller gå en tur i urskoven.
Går af en lille ubenyttet sidevej, hvor vegetationen næsten dækker asfalten. De chikanerende chikader chikanerer, calotes springer omkring, malaria-myg sværmer, myrer tramper (de er 2 cm) og en enkelt abe brokker sig. Gradvist bliver vejen til en grusvej. Den bliver til en sti, som svinder ind til en veksel, og jeg fortsætter som en anden Livingstone.
I zig-zag går det op af bjergsiden, mellem 35 meter høje træer, som er omklamret af lianer. Enkelte steder kukker en bjergbæk lystigt, mens farvestrålende eksotiske sommerfugle basker, og jeg kommer i tanke om, at jeg ikke aner hvor jeg er. Det er længe siden dyrevekslen holdte op, og den sidste ½ time har jeg mere ormet, klatret og mast mig frem og op.
Prøver at gå lige ned, men afsatserne er 20-30 meter høje, lodrette afgrænsningen. Kan knapt mase mig frem. En 5 centimeter stor hveps fatter stor interesse for mig. Jeg må til min beklagelse konstatere, at jeg ikke kan få mine hænder op til hovedet så hurtigt, som jeg ønsker. Det er faktisk en god tæt urskov jeg har fået rodet mig selv ind i. Panik er sådan et negativt ord, så lad os sige jeg syntes det er meget spændende.
Begynder at mase mig målbevidst ned af, på trods af lodrette fald på 3-4 meter, ståltrådsagtige piggede vækster, og frygten for skorpioner, slanger, tigre og elefanter. Savner næsten en flok finske eller amerikanske turister.
Lige pludselig kommer jeg majestætisk skridende ud på røv og albuer, og havner lige foran en bus på hovedvejen. Det havde sgu´ været surt at blive kørt over af den, efter at have overlevet urskoven.
Går hjem til værelset for at vaske spindelvæv og mudder af, fjerne torne og rense sår. Efter at være blevet lappet sammen, stiger en rød dansker op i Tjæreborg-bussen, for at starte aftenens "night marked"-tur. Først går det ind til Georges Towns dyreste restaurant, som serverer kinesisk mad.
Kagler løs med borddamen, som var guide i Kina, da jeg var der.
Efter det, for en kinafarer, fattige måltid, går turen rundt i byen med "trishaw": Trehjulet cykel, med plads (næsten) til to, foran risgnaskermaskinen. Skvadder med Kina-guiden Jane, og får vist ikke set alt, men det er nu meget skægt.
Tramper op i bussen, blot for at erfare; nightmarked er lukket. Forståeligt nok, da lynene har oplyst himlen, i den halve time vi har kørt trishaw. Stemningen i bussen "lidt" trykket. Back to the hotel, og på hoved i seng, mens regnen vælder ned.
19. Vågner traditionen tro tidligt, og sidder og gnasker morgenmad i mig, i en times tid. Fik vist rigeligt med sol i går: Overarme, skuldre og pande er højrøde, og næsen ligner en portvinstud! Må prøve at holde mig i skyggen i dag. Go´ daw do; dagens tur hedder "Monkey Beach".
Går de 25 meter ned til stranden, hvor en 25 fods ombygget fiskerbåd samler os op i strandkanten. Den lister så ud på lidt dybere vand, og så går det frisk der ud af, med 2 meter høje bovbølger. Motoren må være af samme dimension, som en gennemsnits storebæltsfærge. 40 minutters sejlads langs den smukke kyst, og ind til en land øde strand.
Efter at have fået afgangs tidspunktet, fiser jeg hen af tracket, som går 10-100 meter inde i urskoven. Standser op for at fange et par landereremitkrebse, og splitte en rådden træstamme. Bliver til min store skræk indhentet af 30 medturister, med "indfødt" guide.
De er på vej ud af samme track, så jeg ser kun en udvej, da der ikke er andre tracks: giver den hele armen, som alvidende guide, og fortæller om dyr og planter vi passerer. Gu´ske lov er der ingen anden, der aner en skid om flora og fauna.
Får øje/øre på en flok aber. Kobler de andre af, for at komme rundt om flokken, så jeg kan skræmme dem (aberne) i favnen af de andre (turister). Der filmes og fotograferes, så selv Burt Renolds ville blive misundelig.
Finder myre i alle størrelser, termitter, tusindben, skolopendre, sommerfugle og nogle andre sværmere samt nogle Calotes spp. Den indfødte kommer op og siger, at nu må vi vende om. OK, sender de andre tilbage, og følger selv efter i
zigzag.
Efter overordentlig store anstrengelser, og med brug af alt medfødt stedsans og logik, lykkes det mig at fare vildt. Moser i den retning jeg tror er rigtig, og pludselig kommer den lifligste duft af sololie og barberque imod mig.
Sidder langs vandkanten og fortærer: Salat, tomater, agurker, løg, pølser, bøffer, lammekød, fisk, kæmperejer og meget andet.
Guffer i mig i en fart, og går så i den modsatte retning, langs kysten. Ser en masse, samler en masse og fotograferer en masse. Når lige tilbage, da båden skal afgå. Sejler hjem, går ned i baren for at bælle kaffe og skrive de sidste postkort.
Opdager; kontantbeholdningen er svundet betænkeligt ind. Får oplyst at en bank, 4 kilometer ind mod Georges Town vil give cash for et plastik-kort. Hyrer en taksa, blot for at konstatere; banker lukker klokken 3 pm i Malaysia. Da taksa chaufføren bøffede mig voldsomt, tager jeg hævn over dette vederstyggelige folkefærd ved at tage bussen til city. 1,30 kr.
Moser lidt rundt, og finder en spilleautomat, hvor man kan bruge Visa-kort som indsats. Jeg vinder $300´i første hug. De skal bruges, så jeg går ind i det 59 etagers "City 2", som mange af byens forretninger er flyttet til.
Finder en ny og større rygsæk, da jeg føler at alt mit nye sommertøj ikke har en jordisk chance for at være i den gamle. Finder også et par CD´er, som jeg må ha´. Går stadig og kigger på ure (jeg har jo også et vist forbrug), og finder URET! Et originalt Camel Trophy til den nette sum af $765/2000 kr. Får først 30% rabat, og prutter så prisen ned på $500. Siger jeg vil komme og købe det, når ferien er forbi, hvis jeg har råd. (Havde egentlig råd, men lod være. Fortryder det da jeg kommer hjem og må give 3600 kroner!)
Tager en taksa hjem, og skriver dette bras, men øjerne er ved at falde i.....
20. Står som sædvanligt tidligt op (sjov vane), og gnasker mig målbevidst gennem morgen-buffeten. Bliver afhentet af 2 roskildedensere, og i taksa kører vi til "Butterfly Farm", hvis nabo er "indgangen til junglen".
Starter med en lille rask spadseretur på 10-15 kilometer, af et lille spor. Det går op og ned, ud og ind, over og under, i og ved siden af, indtil vi nærmest går under.
Går med næsen i jorden og vender 5-10 tons sten. Finder ud af, der er betydeligt mindre liv under malaysiske sten, end der er under danske. Finder dog en lille skorpion, nogle 3-4 centimeter store farvestrålende biller, nogle micro-små frøer, 2,5 centimeter store myrer, masser af store sommerfugle, et egern og nogle fugle, som sammen med chikaderne danner et massivt lydbillede. Haletudser i alle størrelser, fra næsten usynlige til 25 øre (den med hul i) store, svømmer blandt smukke fisk i de livlige vandløb, som gennemskærer landskabet.
Til stor glæde for Søren ser vi, lige da vi er tilbage, en snog eller slange, som dog stikker af med lynets hast. Sveden render af os i lårfede stråler, og når vi passerer en lysning føles solens stråler som ildtunger.
Faunaer lader en del at ønske, hvorimod floraen er ud over alle fantasier. 50 meter høje træer, 8 meter lange nedfaldne palmeblade, mandshøje bregner, et utal af stærkt varierende slyngplanter/lianer, og en hel masse andre grønne ting, jeg hverken kan beskrive eller bestemme.
Kommer tilbage til sommerfugle farmen, som er et stort trådbur, hvori der er anlagt en meget smuk have. Overalt sværmer 25 forskellige sommerfuglearter rundt. Det ene blomst, smukkere end den anden, giver gavmildt nektar til disse underskønne skabninger, mens jeg egentlig godt kunne drikke en Coke.
I et soppebadslignende arrangement går 200 kejser skorpioner, til stor fascination for andre besøgende.
I et lille hus ved siden af trådburet vises kæmpebiller, tusindben, græshopper, fugleedderkopper og andre lokale dyr. De har desværre lukket terrarierne forsvarligt.
På vej ud passerer man automatisk en stor forretning med alt muligt. Udvalget dækker alt fra "antikke" Rolex ure, over ældgamle udskårne træfigurer til alt i tørrede insekter og batikklæder. Det må være denne "biting", som sommerfugle farmen overlever på.
Kører tilbage til hotellet med Albert, og går ned i baren for at få reguleret koffeinindholdet i blodet. Ser til min store glæde, skyerne overmander solen, og udnytter det straks til at bade en times tid. Varmt vand, lækkert sand, men savner egentlig Vesterhavets store bølger at leje med.
Spiser en portion "freid ries" på en lille restaurant. Retten består af: Ris, rejer, kylling terner, ærter og et væld af andre delikate småting. Går ned til havet for at betragte bølgernes muntre legen. Hører lidt om nordmandens dag, og går så, som sædvanligt, tidligt død.
21. Tømmer morgen buffeten, og tager med nordmanden afsted til botanisk have. Først med bus til Georges Town, derfra med taksa til parken. Skulle egentlig have været videre med bus, men opgav efter en times tid.
Det viser sig at være en stor, mere eller mindre spontan, anlagt park, hvor mange vækster bærer deres navn og oprindelsland på latin, malaj, engelsk og kinesisk. De fleste er lokale (mal/ind/cyl osv.).
Mellem træerne, på de grønne plæner, færdes abeflokke af den allesteds nærværende "Nilson"-art. (Marekatte).
Kæmpe tusindben, sommerfugle, hvepse, frøer og andre dyr ses overalt, hvorimod epifytter, orkideer og andre spændende, små vækster er spærret inde i trådnetshuse, der er patentligt låst af. Øv! Ser en masse, fotograferer en masse.
Kommer ud efter 2-3 timers forløb, og slukker tørsten med en kokosnød med sugerør til 3-4 kroner. Lader den blive fuldt af et par burgere til 5 kroner stykket.
Fortsætter med "sort" taxa til "De Tusinde Buddhaers Tempel". Vældigt flot og meget interessant, specielt da en messe netop tager sin begyndelse, da vi komm hit. Fotoerne og båndet må fortælle resten, da jeg ikke rigtig kan.
Selvfølgelig er der også handlende i et tempel. Køber et maleri af kunstneren selv. Ser egentligt "søgt" ud, men sådan ser solnedgangen næsten ud på Penang. Går ned af bjerget igen, og kommer til en "handelsgade", hvor en smal sti fører gennem forretningerne, og med en stigning på 15o op af bjerget igen. De fleste boder handler med "turisttøj", men det passer mig fint, da jeg er ved at løbe tør for rent tøj. Køber shorts og 3 T-shirt for 40 kroner. Finder en bod med "djævelmasker", af den type C&C solgte for 3-500 kroner. Her får jeg pruttet prisen ned på 65 kroner, og bliver nødt til at købe 2, af ukendt årgang og oprindelse.
Endnu engang er pengebeholdningen ved at være nede på $ og 30 kroner. Bare der er nok småpenge, til bussen ind til automaten i morgen.
Nordmanden giver en taksa hjem, og vi sidder og gnasker papaja og sludrer, til han har en fræk aftale i bare.., og jeg slår over på Morfeus-kanalen.
22. Vågner kun modvilligt op, og kun ved at tænke på morgen-buffeten. Har ikke hørt, nordmanden kom hjem i nat, og næsten heller ikke, at han sneg sig ud i morges, meget tidligt. Han må have mødt noget spændende på sin "blind date" i aftes.
Tager et par busser ind til Georges Town, for at spille lidt på pengemaskinen. Vinder igen.
Tager elevatoren op til 59. sal af Komtar Tower, og knipser et par udsigter. Pigen i udgangen glor målløst, da hun ser jeg ikke har ombyttet elevator billetten til varer, i det højtliggende turistmarked. Finder 10 postkort, for at glæde hende og de gamle.
Beslutter mig for at tage ud til Penang Hill, der er det højeste punkt på øen. Spørger mig frem, for at finde den rigtige bus, men får kun forskellige svar. Altså må det blive en taksa chauffør, der kommer til at dele gevinsten fra spilleautomaten med mig.
Vejen til toppen går med kabeltrukken sporvogn, af en 45o stigning. Det tager ½ time at køre op, og på vejen kan man sidde og se på: En stor varan, der vralter modvilligt væk, calotes, der sidder og kigger nysgerrigt igen, sommerfugle, biboer med lange tragt formede indgange og den smukke udsigt i almindelighed.
Når toppen, hvor en sval brise lindrer livet, og en mobil burgerbar sulten. Ud over udsigten byder toppen også på en papegøjepark, handelsboder og en smuk natur. Jeg fotograferer; en pudsig formet edderkop, et kæmpe tusindben, en endnu større skolopender, sommerfugle og vist også den tomme jord nogle gange. Trasker rundt på toppen i 3 timer, og tager så sporvognen ned igen.
Slår et slag i byen for foden af bjerget, men finder ikke noget nyt. Springer på en vilkårlig bus, for at havne et fremmed sted. Go´ daw do, står af i Georges Town, hvor jeg finder et nyt handelsområde, dog uden pungen lider overlast.
Spørger en taksa-driver, og Night Marked er åbent. Han siger "Yes", og kører mig derud. Derude siger han, at jeg nok skal vente en times tid, før de handlende kommer!
Får en kop iskaffe hos en lokal, og tilter så om i græsset. Da jeg vågner er det blevet bælgmørkt, og 150 handlende er dukket op med alt fra kødøkser over plastikspande til hår-elastikker.
Bruger 2 timer, 80 kroner og en masse "bargin" på: 2 bermudashorts, 2 teights, 4 underbukser og 10 hår-elastikker.
Slipper ud af markedet og finder en taksa. Chaufføren er utroligt snakkesalig, men jeg får da også indført et på ord. Han snakker malaj-engelsk og jeg dansk-engelsk. Faktisk er vores samtale so interessant, at vi fortsætter efter vi er kommet til hotellet. Derefter op og få vasket det slimede lag af kroppen, og ned i baren for at drikke kaffe og skrive.
Nu er der bare det ved, at et (muligvis godt) orkester støjer infamt, og har trukket en masse mennesker til, med deres ABBA/Cash/BonnyM kopier. Fortrækker skyndsomt til restauranten, hvor en sadist af en tjener anbringer mig ved siden af et 12 m2 tag-selv kagebord. Står imod, da jeg allerede tidligere på dagen har været inde på et tysk præget konditori. Kaffe $1, stor kage 60 cent. Goodnight Penang, see you to
morro´.
23. Står op, hærger buffeten (Anthielles var bare en amatør, med en god PR-mand. Går derefter ned til min private strandsten, for at leje søløve (ikke strandløve), i et par timer, hvilket fremprovokerer 2. hamskifte. Går op for at få et bad (for at vaske vandet af?), og finder Dr Livingstone-grejet frem.
Traver op af bjerget ved siden af hotellet. Genser forskellige dyr, og plukker behårede lianfrø. Går ned af bjerget, inden jeg farer vild igen. Krydser vejen, og går langs stranden på lækkert, fint hvidt sand, og over hus-store sten.
Har været et slag inde i skoven, for at overvinde nogle særligt uovervindelige sten, da jeg ser noget der minder om en slange, på en stor flad sten i vandkanten. Tager skoene af, og sniger mig virkeligt lydløst frem i mit tætsiddende tøj. Ser det er halen af en 1½-2 meter lang varan, som soler sig. Har heldigvis kameraet i hånden, og skyder et foto på 6 meters afstand. Ved lyden af kameraets knips, forsvinder den med lynets hast, ind mellem de store sten. Prøver at følge med oven på stenene (vil nødigt møde kalorius "face to face" i en snæver klippegrotte). Den når skoven, og med uændret fart (for den) går det op af den bratte skråning, med en lyd, der vil gøre en vildsvine orne blå af misundelse. Jeg lader mit bløde hjerte løbe af med mig, og den med sig.
Fortsætter min kravle/klatre/snuble/skride/falde- men langt fra gå-tur lange kysten. Næste gang jeg kommer ud fra et svingerne i skoven, kommer jeg ud midt på en gårdsplads. Begynder at gå over gårdspladsen med et tilpas dumt grin klistret på mit, iøvrigt temmelig klistrede, ansigt. Det virker bare ikke efter hensigten på de schæferhunde store vagtdyr, som stærkt larmende forfølger mig til brændingen. "Lokalbefolkningen" er let at komme i kontakt med!
Kommer på et tidspunkt til at træde i Fjällravens skulderrem, da jeg springer mellem to klipper. Konstaterer, at rygsækken kan rumme 15 liter vand, og den norske Alistir MacLean-sag ikke er vandtæt. Sludrer lidt malaj/dansk med en lystfisker, der bliver mindst lige så forskrækket som varanen, men i det mindste ikke stikker af, da jeg vælter ned på hans sten.
Når endelig og langskægget frem til Buto Ferrenchi, den lille "landsby" (buto=landsby), der består af 5 hoteller, 50 bikse, der handler med alt fra 4 kroners-måltider til video kameraer og 2-3 hytter.
Sætter mig ind i en lille restaurant, hvor jeg opdager det kan lade sig gøre, at drikke en ½ liter Cola i ét sug. Spiser et lækkert måltid, bestående af freid reis og et fad stærkt sydende støbejernsfad-fuldt ristede kæmperejer, bønnespire og andet velsmagende. Slutter af med banana-split, som er mere split end banan. De lokale bananer er kun 7-10 centimeter, og der hører altså kun én til banana-split.
Går over til busstoppestedet, og venter i 40 minutter på en overfyldt bus, hvor billetsælgeren blot stikker hovedet ud, og råber "Sorry, next bas!". Den kommer efter 30 minutter, og det lykkes mig at tilkæmpe mig et udvendigt håndtag. Nå, frisk luft er sundt, og billetpusheren må meget modvilligt erkende, jeg ikke kan slippe mit tag, for at betale.
Tumler af bussen, kravler op på værelset, tager et bag og læser resten af den vandede norske krimi. Hører derefter lidt om nordmandens eskapader (han har mindst 4-5 stykker kørende), afbrudt af 3 telefonopringninger, hvor han taler med over ordentlig blød stemme for en 62 årig. Ud over de kontakter han får ved at købe alskens ubrugeligt bras i boder og forretninger, har han også fået kontakt med et kontakt- bureau. Det bruger han dog kun til at supplere op med, når han har en halv time tilovers. Det er sgu´ en behagelig kontrast til den gamle bøsse, jeg delte værelse med i Kina.
24. Godmorgen Penang, godmorgen fars lille jomfruelige morgenmads buffet. Hærger den som en anden Jack the Ripper, og stormer så ud til taksaen med de to ventende roskildedensere. Først går turen hjem til Albert, for at skifte taksaen ud med hans privatbil. Palau Penang taksaer må ikke køre på fastlandet, men det gør ikke noget. Den eneste forskel på bilerne er farven.
Kører over den 10,5 (13?) kilometer lange bro til fastlandet, hvor det første vi møder er et gigantisk industrikvarter. Albert fortæller stolt, at Penang-provinsen er verdens næststørste producent af elektroniske dimser, kun overgået af Silicon Vally. Han giver også navnene på træer og bygninger, viser ananas-, gummi-, papaja-, oliepalme-, og alle mulig andre nytteplante-plantager.
Han beretter om olie import/eksport (sælger god olie, køber billig svovlholdig), og en masse andre ting, som lyder som et levende referat fra "A Travel Survivel Kit".
Kommer til Penang Bird Park, som virkeligt er et besøg værd. Flere hundrede volierer rummer hovedsageligt australske og malaysiske papegøjer, bladfugle, fasaner, høns, duer, tukaner, ugler, stære, og en samling af træskonæb, det ene par flottere end det andet.
Siger (smart som kun jeg kan være): Det kunne være sjovt at besøge de lande hvor træskonæbene lever, selv om man nok ikke ser nogle. Søren peger roligt på skiltene, der, ud over navn, oplyser at de lever i Malaysia. Nå ja, det er jo egentlig også her jeg ser dem.
En stor samling rovfugle kan også beses, alle holdt i store og meget høje volierer, som faktisk er helt rimelige. Fuglene kvitterer for dette ved at have perfekte fjerdragter, og et levende blik. Prøver at holde 2 ugler, den ene på 5 kilo, den anden på 100 gram.
Besøget ender (næsten) i en 200 m2 voliere, hvor et hav af kolibrier, bladfugle, risfugle og lignende spiser melorme af vores hænder. Men, selvfølgelig er besøget først forbi, når vi har løbet spidsrod gennem shoppen, der har alt, med et påtrykt "Penang Bird Park". Køber et stofmærke til de gamles fuglehus, så det kan forøge sit internationale præg.
Så kører Albert os videre til et 8 Km2 stort vandreservoir, et stykke oppe i højlandet. Naturen er storslået, og det Søren tror er en abes pudslen i krattet, udvikler sig til et crescendo, hvor efter jeg, helt korrekt, gætter på en varan. Det er faktisk spændende, at stå der på den ½ meter bred, som adskiller den totalt massive urskov, og den 100 meter dybe så, mens "noget stort" kommer brasende mod én. Specielt når man ved, der lever malajbjørne og tigere i landet. En brøkdel af et sekund kommer den til syne, nogle få meter fra os, og dykker så ned i søen.
Fanger en calotes, for at vise den frem. Den takker for opmærksomheden ved ar gnave det meste af min lillefinger af. Turen går hjemaf, men på vejen standser vi for at kigge lidt på det største "Duty Free" shop i området. Det man sparer i told, har de vist lagt på i avance.
Opdager for sent, at det skaber lidt for meget opmærksomhed hos de 10-12 ansatte 17-18-årige piger, at jeg kun er iført små sko og teights.
Da Søren & Co ser den åbenlyse panik i mine øjne, da pigerne begynder at føle på stoffet, griber de fat i mig, og hiver mig ud i bilen. 10-12 piger står og vinker, mens de råber "Good by, see you again!". Det blir´ fanme over mit lig!
Kommer nogenlunde helskindet hjem, kværner en halv liter sodavand, og finder sel-hammen frem. Svømmer en times tid, og går så hen på Maiami Beach Restaurant, for at få et julemåltid i ro og mag. Troede jeg. På trods af jeg er den eneste kunde, er tjeneren næsten umulig at få kontakt med. To unger farer vildt skrigende rundt om bordet. Uafhængigt af hinanden kommer to europæisk udseende herre ind, og har et heftigt skænderi med personalet. Den ene over priserne, den anden noget med en nøgle. Får efter et års tid noget ualmindeligt kedeligt mad, som bare bliver skovlet ind.
Går hjem og sætter mig i den tomme bar. Har netop fået serveret kaffen, da to
udmajede damer kommer, og spørger om de må sidde ved mit bord. Før jeg når at protestere sidder de der og kagler løs - på finsk!
Foretrækker at fortrække til værelset, hvor min norske room-mate sidder lidt slukøret med den telefonbesked jeg havde lagt til ham. Aftenens "date" kunne alligevel ikke. Sludrer lidt med ham, og ser de pap-smykker han har købe af en "vakker liden flika". Telefonen ringer, et nyt offer fra kontakt bureauet. Han stormer rundt og netter sig i en halv time, and of he goes.
Ringer hjem for at sige "God jul". Det var vist en god ide. Slår et slag ned i hotellet, for at se om jeg misser noget, ved at gå i seng klokken 22. Det gør jeg vist ikke: En betænkelig mørklødet julemand fiser rundt og siger "Ho-Ho" og et kor synger internationale julesange, mens de halvfulde gæster larmer.
Går op på værelset og ser en amerikansk Vietnam-krigsfilm, som periodisk bliver afbrudt af reklamer. En enkelt international nyhedsoversigt, som også bliver afbrudt af reklamer.
Når næsten at se filmen færdig, før den, for 7.-8. gang nyforelskede nordmand dukker op. Hører lidt om hans aften, og lægger mig så til at sove. "Goodnight, fuckin´ Christmas".
25. Starter morgenen, lidt sent, med at rydde op i buffeten. Derefter ned til vandet for at pjaske rundt i et par timer. Jeg er i øjeblikket så
camouflage- broget, at jeg kan gemme mig på et beige farvet tæppe, med rigelige rødvins- og kaffepletter. Går hjem for at nyde et par liter kaffe, og et par kapitler i en god bog.
Kommer i tanke om, jeg har "gemt" området øst for hotellet til netop sådan en dag. Henter Dr Lieberking-grejet, og moser ind i junglen. Denne gang med en kæp, da Albert fortalte han aldrig går uden, på grund af slangerne. Kommer pludselig til en lysning, hvor arbejdsholdet fra hotellet har holdt til. Gravkøer, 30 badekar, utallige dørhåndtag og skuffer flyder over alt. Den toetages bygning de har holdt til i, er efterhånden overtaget af naturen igen.
Går videre af en overgroet vej, og kommer til en forladt herskabsvilla. Udforsker den, hvilket er en stærkt psykologisk oplevelse. Kommer ud med en nakke, som et gennemsnits pindsvin ville misunde mig.
Kommer til en vandpyt i hjulsporet, hvor jeg til min store overraskelse opdager 30-40 haletudser. I en mudderplet i det andet hjulspor er kæmpemyrer ved at rydde op efter et andet kuld haletudser, som er blevet forrådt af den sidste lille uges regn mangel. Finder dog 5
firbenede haletudser, som myrerne ikke har fanget.
Jeg går videre, efterladende mig et bredt spor af vendte sten og træstykker. Noget af det eneste jeg finder er tusindben, myrer, termitter, og en lille tudse, der ligner en Bufo bufo.
Pludselig, in the middle of no-where, støder jeg på et lille tempel, hvor der stadigt bliver ofret. Af hvem aner jeg ikke. Det næste jeg kommer til er et lille vandfald, som det lykkes mig at falde i, da jeg forsøger at finde den bedste foto-vinkel. Videre går det, til jeg kommer til den smukkeste jungleudsigt, jeg endnu har set.
Skumringen begynder at sløre konturerne, og da man har pligt til at fortælle politiet, at man går en tur i skoven (selv lokale), må jeg hellere,
om end modvilligt, vende tilbage.
For at kompensere for min julemiddag den 24. går jeg ned til hotellets restaurant. De har i dagens anledning en julemiddag på programmet. De regner med stor tilslutning, men jeg når 3/4 gennem de 6 retter, før der dukker andre op.
Det gør dog ikke det mindste, da jeg langt fra føler mig ensom. På forespørgsel får jeg oplyst, at inklusiv pianist og opvasker, er der 23 på arbejde i restauranten, de 12 som tjenere for mig.
Menuen er: Lakse-filet med hummer-mousé-fyld, hønsekødssuppe, en eller anden dampet fisk, et portvins glas med grønt sød velsmagende is-noget, andebryst og chokolade-mousé. Alt sammen med et hav af tilbehør, og efterfulgt af kaffe og konfekt. Hele herligheden for "kun" 300 kroner. Jeg tør slet ikke tænke, hvad det havde kostet med vin og alkohol.
Har for resten ikke nævnt, at der er et fandens renderi på værelset dagen igennem. Først kommer der én og skifter sengetøj og håndklæder. En times tid senere kommer der én og efterfylder barskabet, så kommer der en og checker de andre. Om eftermiddagen kommer der én for, om nødvendigt, at udskifte håndklæderne. Først på aftenen bliver der tæppet af og trukket for. Cirka en gang i timen, døgnet rundt, går en knippelbevæbnet vagt sin runde.
Nå, dagen er efterhånden gået, nordmanden er ude med sin anden, eller er det tredje date i dag, og jeg går i seng.
26. Står op, hører om nordmandens sidste oplevelser, morgen buffet og en gåtur langs stranden. Bliver afhentet af roskildedenserne klokken 11, og kører så ud til "Hippie Wather Fall". Underskøn natur, enkelte lokale og en bagende sol. Kandebærer står spredt over en temmelig tør lysning. Et sted hænger et myrebo på størrelse med et barne hoved 2 meter oppe i et træ.
Efterlader de to andre ved det store fald, og går ind i junglen. Maser rundt i 2 timer, parallelt med strømmen. Ser en masse dyr (efter malaysiske forhold), og kommer "ved et rent tilfælde" til at fange et kæmpe tusindben og nogle meget små frøer.
Finder tilbage til det store fald, og sidder under faldet, og snakker en times tid. Man sidder faktisk helt behageligt under sådan en vandfalds stråle.
På vej tilbage til alfarvej ser vi en slange magen til dem i templet, her er den sky og giftig.
Tilbage til hotellet for at rekreere et par timer, før jeg går op af det track, jeg fandt i går. Vandhullet som i går indeholdte haletudserne, og de sidste baby-frøer; hentet af
myrerne. Trist!!
Går relativt hurtigt op til det sted jeg nåede i går, og fortsættes så ,med alle sanser spændt. Lærer, at når man er ved at falde i en skov, skal men ikke bare gribe fat i det nærmeste træ. Der kan nemlig blive rystet en slange ned. Havde desværre ikke tid til at fotografere den.
Moser vider af sporet, og ser frøer, hjelmagame, sommerfugle, fugle og græshopper i alle former og farver. Følger en lille bæk ned af bjerget. Det ene motiv åbenbarer sig efter det andet. Desværre er blitz påkrævet, så jeg tager kun få fotos, resten må jeg have i hjerte og hukommelse.
Er pludselig ude i det fri, tæt på strandvejen, omkring 4-5 kilometer fra hotellet. Krydser vejen og kravler og klatrer tilbage af klipperne. Overrasker en varan på 1 meter, får nogle solide blå mærker og afskrabninger, men også fornøjelsen af at skræmme en lokal fisker i vandet. Han var sikker på, han var nået så langt ud, man kan komme. Han sidder og tænker på tigere, og så kommer jeg brasende fra den anden side!
Kommer endeligt, og helt færdig, hjem, tager et bad, og går ned for at drikke kaffe, og læse et par kapitler af en bog. Det gør egentlig ikke noget, jeg skal hjem i morgen. Jeg har vist set alt inden for rækkevidde, og orker alligevel ikke at rejse til Kuala Lumpur eller Singapore (slet ikke økonomisk).
Slutter aftenen af med at se "Robocop", en amerikansk film, som egentlig er meget god. Bliver lidt sulten, og finder roomservice-menuen frem. Bestiller 2 sandwich til 15 kroner stukket. Syntes det er lidt dyrt, til de 5 minutter senere kommer. Der er faktisk 4 sandwich, pomstrips, salat og andet tilbehør. Guffer i mig, sætter bakken med opvask uden for døren, ringer, og den bliver øjeblikkeligt fjernet. Gud ved hvad det vil koste at få det system installeret hjemme i Grønnegade?
Siger farvel til nordmanden, og indskærper ham at holde sig fra Danmark, da jeg betragter det som mit territorium. Han fortæller straks om de 3 danske piger han har været forelsket i. Jeg føler mig som en eunuk. En død eunuk. Nå ja, så en sovende da.
27. Står tidligt op, springer buffeten over, når lige en bus til Georges Town, og ankommer en halv time før andre, inklusiv dem der åbner forretningerne. Finder et konditori med det flotte navn "Maxime", og får morgenkaffe der.
Går og leder efter en vandtæt plastikdåse til at transportere haletudserne hjem i. De første dåser jeg finder er ikke til salg. Det er gaver til supermarkeds kunder, der for eksempel køber 3 liter mælk. Nå, moser vider og finder efter en times tid en skummel forretning, der har alt i plastik dåser og spande. Det er bare
en gros, så jeg går tomhændet vider. Endelig lykkes det (tror jeg), de kan købe, og én af gangen. Desværre falder låget af ved den mindste berøring.
Næste biks jeg finder (efter 100 kilometer) har dåser med skruelåg. Køber straks en, og opdager først på hotellet, at den ikke er vandtæt.
Går samtidig rundt og leder efter et meget fladt ur. Så et den første dag, og regnede med at se flere. Har rendt rundt i 12 dage, uden at finde ét, der er tilnærmelses så tyndt. Har så småt opgivet, da det pludselig er der. Får banket prisen ned til det rimelige, og går derfra med lette fjed.
Har også gået og ledt efter en flot jakke, til min overbo Lene, der passer mine 110 potteplanter. Har en ide om ,hvad hun ønsker sig, men har ikke set noget i den retning. Den lokale stil siger: Batik, og på det sidste må jeg (og hun) affinde mig med det.
Skulle egentlig også have fundet mig et par nye sko, da dem jeg har brugt det meste af tiden er temmelig medtagne.
Er snart godt stegt og træt, på trods af et par Cola og kaffe pauser. Tager en taksa hjem, og betaler min gæld i receptionen i forbifarten. Telefonsamtaler, morgenmad, julemiddag og et par småting beløber sig til $370, cirka 1000 kroner.
Går op og pakker, da jeg forudser, det kan være lidt problematisk. Det går faktisk helt nemt, takke være den nye store rygsæk jeg købte i Georges Town. De to træmasker bliver pakket ind i alt det tøj, som jeg har slæbt med fra Danmark, og ikke har brugt (før nu).
Går for sidste gang ned for at få et par kopper kaffe, og et par kapitler i bogen. Derefter ned til havet for at "sige farvel" til havet, og kontrollere de små bølger virker. Efter at have studeret dem et par timer, må jeg konstatere; det gør de.
Læser resten af bogen og bestiller roomservice. Tænder flimmeren, og ser en hylende skæg, men også uhyggelig japansk vampyr/djævel/dæmon/zombie-film. Det var ligesom den ferie, godnat.
Bliver vækket et par gange, af noget jeg tror er en stære-fugl, men som viser sig at være en brunstig gekko.
Endelig er det vækkeurets vederstyggelige ringen, der afbryder søvnens coma-lignende tilstand. Æder mig godt rund ved morgenmåltidet, da fly-måltider er lidt små. Betaler de sidste regninger, og lytter lidt til, hvad de andre har oplevet. Det er ikke meget!
Bussen kommer, og på vej til lufthavnen har guiden en god og en dårlig nyhed. Flyet er landet før tid, så vi kommer måske tidligere hjem. Til gengæld var der ikke plads til de toldfri vare: Ramaskrig!, og en stille fnisen fra mig, da jeg ikke køber toldfrit.
Kommer selvfølgeligt først af sted en time for sent, og bliver så yderligere forsinket af modvind. Oplever en solopgang på omkring 2 timer, og en masse små måltider.
Lander i Kastrup et par timer for sent, finder kufferten og placerer mig i toldkøen bag en gammel klirrende alkoholiker. Trikset virker; tolderen standser ham, og jeg slipper forbi med mine dyr og planter.
Danmark viser sig at være et pisse koldt og forblæst sted, men gudskelov befolket af nogle pragtfulde mennesker.
Pris ca 15.000 kroner