|
Sumatra, Indonesien
|
|
Steensbech spørger, om jeg vil med til Indonesien om et par måneder. Næ, egentlig ikke - jeg er lige kommet hjem fra
Vestafrika. Tænker over det et par dage, og kommer så i tanke om, det er mit største ønske: Selvfølgelig vil jeg med ham, Kunstner-Klaus, Henriette og Biver til Indonesien. Fjälreväven pakkes, indsprøjtningernes gives, og efter en kort flyvning til Heatrow, London, fortsætter vi til Kuala Lumpur, Malaysia. Her tilbringer vi eftermiddagen, så vider til Butterworth med nattog. Ny ren sovevogn, men desværre bygget til dværge! Morgen i Botterworth, ned til færgen til Penang, hvor vi straks fortsætter til Georges Towns havn, for at fange båden til Medan, Sumatra, Indonesien. Den går bare ikke om lørdagen, men alle bureauerne er mere end villige til at sælge os en billet (110 kr) til søndag. I vores desperate kamp for at finde en anden forbindelse, kommer vi forbi havnefogdens kontor. Vi får at vide, færgen fik maskinskade i fredags, og vil sandsynligvis ikke sejle søndag, og måske mandag. Kort rådslagning, og så ind til centrum for at booke et fly. Meget få kontorer er åbne, men vi finder ét, der mener der er 4 ledige sæder til Medan i eftermiddag (vi er 5!). Finder flyselskabets kontor under Kumtar Tower, og får bekræftet, der er kun 4 ledige sæder - på 2. klasse (190 kr), men alle sæder på 1. klasse er ledige (220 kr). Vi tager 5! Vi finder en lille fortovsrestaurant og får lidt at spise, før vi tager ud til lufthavnen. Får et sjovt gult kort: "Gold Lounge" sammen med bordingkortet. "Nå, det har vi sikkert ikke råd til, men de har vel et pænt toilet". Ja - og fri kaffe, kage, bar, aviser, telefon, fax, colaer osv. Vi var kommet på rette hylde for sølle 30 kr ekstra. Stewardesserne på 1. klasse er 1. klasse, og det er alt andet fra de brede lædersæder til maden også. Efter den alt for korte flyvning, bliver vi siddende, så pøblen kan gå ud først. Efter er stykke tid bliver personalet lidt utålmodige, pøblen venter nemlig bag forhænget. Vi moser ud til vores private bus, og har tolden for os selv, rygsækkene har nemlig også rejst på 1. klasse. Så er vi endelig på Sumatra, det er blevet eftermiddag, og det er på tide at inde ly for natten. Vi kører ind til Medan, der må være en af verdens mest forurenede byer. Der er rent, men smoggen er næsten ikke til at skære igennem. Et sted ser vi flyvende hunde hænge med ståltråd om fødderne. De sælges af en gadehandlende til aftensmad. Kan det flyve, kravle, gå, krybe, svømme, eller hoppe kan det spises! Finder et hotel med udsigt til The Great Moske. Madmor griner fra vi kommer til vi går. Når vi bestiller mad, tager hun "kokkehuen" på, og forsvinder. Pludselig er hun der igen med maden. Under pres indrømmer hun, at hun ikke gider lave mad, hun køber det henne på hjørnet. Det bliver et heftigt regnvejr, og Steensbech og jeg går en tur i de øde gader, til stor fornøjelse for de lokale, der står og kryber sammen i porte og kaffebarer. Det bliver ikke bedre af, Steensbech har nogle temmelig opslidsede shorts på. Vi finder efter en del søgen paraplyer til os alle. Det hjælper; det regner ikke resten af ugen! Om aftenen går Steensbech og jeg ud for at se, og ikke mindst høre bull-frogs, frøer og løvfrøer. De hygger sig i den åbne kloak, der går uden om kirkegården. Efter en del koranoplæsning i nattens løb, vågner vi oplagt, og begiver os ind til busterminalen, hvor omkring 100 privatejede Hi Aceér holder. Efter en del søgen finder vi den, der kører ud mod Bukit Lawang, et naturreservat hvor man bl.a. sætter orangutanger ud. Der kan være 4 rygsække, 200 kg ris, 200 kg kemikalier og 3 ruller pigtråd + det løse, på taget af en Hi Ace, og 26 personer inden/uden på den, sammen med deres betonstolper, høns og hvad ved jeg. Vi ender langt ude i bjergene, på grænsen af et stort naturreservat. Vi begynder at trave af en meget smal sti, og kommer til lidt bebyggelse langs floden. Der ligger "hoteller" på den anden side, hvert hotel har sin gangbro over den brusende flod. Vi vælger et, og sætter os ud på terrassen for at få aftensmad. I floden under os kommer folk susende forbi på oppustede lastbilslanger. Det ser sjovt ud, og Steensbech udfordrer mig. Det er svært at falde i søvn, flodens brusen kun 15 meter borte er temmelig høj, der er alverdens dyrelyde, det er stadigt kvælende varmt, men pludselig er det morgen. Badet kan tages på værelsets toilet/badeværelse. Alt i beton, hul i jorden, mandy med halv koldt bjergvand. Vi indtager husets speciale: Flade pandekager med hvad som helst, og kaffe på terrassen. Steensbech og jeg går op af floden for at leje et par ringe. Vi er smarte (troede vi), og lejer helt oppe, hvor turen starter. Jeg får en god start, lidt hjælp af de lokale drenge, og slår Steensbech med mange længder. Dette gentager sig hver gang, og Steensbech må erkende det ultimative nederlag: Tabe til mig i idræt! Da vi er færdige med den sidste tur den dag, skal ringen afleveres helt oppe. Vi får også lokke de andre med nogle gange, og Biver punkterer - fnis! Før vores morgenmad går det ind i urskoven for at se orangutangernes morgenfodring. De orangutanger der bliver sat fri, er tamme, som er blevet konfiskeret, og kan ikke klare sig i det fri uden oplæring. Sammen med tilkommende turister ser vi fodringen. Det er for kunstigt for os! Det sjoveste er faktisk overfarten. En udhulet træstamme bliver fyldt med turister, og under overfarten fyldes den næsten med vand. Strømmen er temmelig stærk, og den driver "færgen", som er gjort fast til en wirer for og bag. Da vi skal tilbage gider nogle af de lokale ikke at vente på færgen, og går blot 30 meter ned af floden, og krydser til fods. Der er turister, der er blevet mere våde! Vi finder et "firma" der arrangerer tracking og rafting. Vi starter med rafting, men først næste morgen. Resten af dagen tilbringer vi med at læse, spise, sove, og for mit vedkommende: Ydmyge Steensbech i tupe-raftning. Vi går længere og længere op, og bruger alle trix, selv vægt-nedsættende øvelser. Vi kører tidligt om morgenen til en større flod, traver gennem urskoven, passerer en lille landsby, og fortsætter. På den første del af turen bliver gummibåden transporteret på knallert. Vi passerer nogle halvfærdige/faldefærdige broer, utrolige udsigter. Vi har 3 guider med, da bådens størrelse kræver minimum 8 passagerer. Vi skiftes til at bruge fodpumpen, for at få luft i båden. Overflødigt tøj, sko, kameraer og mad kommes i sorte sække, båden bæres de 30 meter, næsten lodret, ned til floden. Vi får tager hjelme og redningsveste på, og kaster os ud i bølgerne. Det går gennem noget af det smukkeste urskov man kan forstille sig, ned af vandfald og et sted passerer vi en landsbys borgere, eller snarer en udflugts gruppe. De er nede ved floden og bader. Da vi passerer, vinker alle, og dem der har kameraer (3-4 stykker) fotograferer ivrigt. Enkelte gange passerer vi smalle hængebroer, måske 50-100 meter over vores hoveder. Der begynder at lugte af svovl, og da vi runder en hjørne ændrer landskabet sig drastisk i en bugt. Kæmpestammer er skyllet op mellem klipperne i regntiden. Under disse er der næsten ingen vegetation. Der står spredte dampskyer over boblende huller. Vi er nået til de varme kilder. Vi vælter over bådens ræling, ned i det særdeles varme vand. I bunden af bugten er vandet nok 60-700C, længere ude mere behageligt. På bredden er der pluttenede mudderpøle og kogende kilder. Bort set fra lugten; et dybt betagende område. Vi når til en sandstrand, hvor vi går i land. Inde i urskoven bruser et smalt men 15 meter højt vandfald ned. Vi får lidt muskel-massage, mens guiderne forbereder frokost. Kold, stærk krydret sammenkogt ret, fulgt af frugt. Vi slår mave på sandstranden, og viser hinanden tryllekunster. Så går det vider. På en relativ flad, bred og rolig strækning skubber vi hinanden i vandet, og svømmer langs båden. Inde på bredden har vi kunne se kæmpe bregner, marekatte, varaner, orkideer, gigant bambus, java-bregner, fredslilier, og bare en enormt grønt væg. Næste dag skal vi tracke. Vi har fundet 2 amerikanske piger, der vil med. De er lidt gumpetunge, men det giver mig mere tid til at studere naturen. Udstyret med vanddunke og guider, bevæger vi os møjsommeligt ind gennem den tætte vegetation. Det går nogle gange lodret op og ned, men man kan klamre sig til vegetationen. På et tidligt tidspunkt støder vi på nogle halvtamme orangutanger. Steensbech giver den en tår fra sin vanddunk. Den stjæler vanddunken og bader, Steensbech tørster, og håber hans forkølsessår vil smitte! Vi andre griner. Vi støder på en meget vild orangutang med unge. Bæreren, der ellers konsekvent har dannet bagtroppen er pludselig foran, og dyret kommer brasende. Jeg råber "RUN, RUN!" til amerikanerne, og undgår med 1-2 meter orangutangens arm. Den forreste guide har smidt bananer, og det sinker bæstets fremrykken. Py-ha, den slags giver varmen. Vi ser mange andre aber og andre dyr. Store sommerfugle, lyden af eksotiske fugle, og en sjælden gang synet af en. Jeg løber i forvejen, standser op og ser mig omkring, mens de andre kommer asende. Det er godt nok temmelig farligt at løbe på urskovens skråninger, hvad enten det er op eller ned, men man ser mere. Når man går bruger man 95% af tiden til at finde fod/hånd fæste. Når man står stille, kan man bruge alle sine sanser på at betragte den omgivende natur. Totalt udasede, men også med et minde for livet, kommer vi ud af urskoven, lige ved hotellet. Vi slapper af en dag, og tjekker så ud. Vi har boet 4½ dag på hotellet, jeg har boet alene på dobbeltværelse og spist alt min mad på stedet. Det bliver 125 kr! En måned med fuld forplejning her, koster det samme som på Prinsen med morgenmad - ét d¢gn. Tilbage i Medan finder vi luksusbussen til Banda Ache. Vi sidder og hænger foran 2-bus-terminalen, strejfer lidt rundt i kvarteret og i skumringen afgår den nærmest fabriksnye bus. Der er toilet i bussen, men det virkeligt fysisk umuligt at komme derned, så stærkt kører chaufføren på den snoede vej. Jeg kan sagtens stå op i en af de hjemlige bybusser uden at holde fast i noget, men her kom jeg til kort. De andre sidder på 1. række, jeg på 4. De tilbringer natten med at se på det lille stykke asfalt, der oplyses af forlygterne, jeg med at snakke med en kvinde fra Java, samt sove. Vi nusser lidt rundt i Banda Ache, Steensbech skal have nye briller, de andre røg under tupe-raftningen. Knapt så meget smog som i Medan, ellers er byerne temmelig ens. Vi finder en optiker, der sælger Rohdenstock, og det ender med Steensbech får købt 3 par brille til godt 1.000 kr. Det sidste par bliver sendt hjem til ham. Det er under 1/10 af danske priser! Vi tager færgen (der var 2 indtil februar, så gik den ene ned med mand og mus!), til øen Pulau Weh. Vi finder turist bilen (14 bag-packers sidder og overser hinanden, de er jo ude hvor ingen anden hvid mand kommer), og bliver kørt ind til byen. Den første nat tilbringer vi i "hovedstaden" Sebang. Det første hotel vi finder er for ulækkert, i forhold til prisen. Det andet meget varmt og uden de store muligheder for udluftning, men det er ved at blive sent. Vi går ud i byen, for at få lidt at spise. Lonely Planet anbefaler en restaurant. Vi går mod den, passerer en masse dunkle, men spændende spisesteder, og kommer til et over-oplyst plastik-rædsel. Det har muligvis været et godt spisested, da det "blev opdaget", men ejeren har brugt sin øgede fortjeneste forkert. Efter den uheldige middag, går Steensbech og jeg en tur. Gaderne er temmelig mørke, ind imellem slipper der lidt lys ud fra en cafe/bar eller en købmands-shop. Vi finder en kop te på en veranda, og tusser hjem. Næste morgen har vi fået nok by for denne gang, og charter en bil til at køre os til den modsatte ende af øen. Udenfor "byen" Iboih er der nogle få pælehytter, man kan leje for en symbolsk pris. Stedet er totalt dansk domineret. Ud af de omkring 20 bag-packers er vi 12-15 danskere, vi den største gruppe på 5. Jeg får mig en solo hytte, der står på sine 2 meter høje pæle mellem klipperne. Det eneste inventar er en madras, et myggenet og en delvis defekt olielampe. Der er 20 meter ned til stranden, og gennem palmernes stammer er der en fabelagtig udsigt over bugten. Koralerne kan skimtes gennem det blå vand, luften en behagelig temperatur. Foran hytten går stien, og 20 længere hende ligger køkkenet. På den anden side af stien ligger havet, og i hytten ved siden af, kan man leje snorkeludstyr. Har temmelig mange problemer, det er længe siden jeg sidst snorklede. Føler, jeg hele tiden bliver kvalt, jeg bryder mig ikke om det, men Steensbechs ego genvinder en del. Det hjælper på min vejrtrækning, da jeg får en snorkel, hvor ventilen vender rigtigt! Biver dykker, vi andre snorkler, læser, sover og jeg traver og så spiser vi fra det delikate køkken. Det er til at få kaffe næsten alle steder vi kommer, og til den får vi konserves mælk. Noget tyktflydende stads med massere af sukker i. Myrerne er mindst lige så begejstret for det som os. Konservesdåserne bliver stukket 2 steder, og står i en underkop med vand. Jeg tror éns kalorie-behov bliver dækket af 2 kopper kaffe om dagen. En af dagene går Steensbech og jeg over til den anden side af halvøen, jokker ud i vandet, og svømmer tilbage. Det bliver en særdeles interessant tur. Vi ser 1.000-vis af neonfarvede fisk, søanemoner, klovnefisk, svømmende blæksprutter i parringshumør, kravlende blæksprutter, dragefisk, rokker, moræner, kæmpemuslinger, massere af forskellige koraler og vi rører en havskildpadde. Farvespillet hos de parrende blæksprutter er ubeskriveligt. Der var 2 i aktion, og 2 andre, der er med på en kigger. Deres kroppe er skiftevis brogede, ternede, stribede, plettede og i alle mulige farver. Skiftene foregår på brøkdele af sekunder. Det meste af vejen svømmer vi på 1-4 meter vand, men enkelte gange krydser vi over en bugt på måske 50-100 meters dybde. Der kommer et uvejr forbi, bølgerne bliver for høje til vores snorkler, så vi må ind på et skær i 10-15 minutter. Efter 3½ time er vi tilbage i campen, trætte, men vi har set alt, med undtagelse af hajer. Jeg traver rundt i baglandet, ser fugle, firben, enkelte slanger og en masse forskellige blomster. Det er gloende varmt, og jeg møder ikke andre mennesker. Det er anderledes i lejren. Foruden køkkenet, er der en bar, hvor vi samles om aftenen, når mørket er faldet på. Der bliver mest snakket dansk, mest om rejseerfaringer fra hele verden. 2 danskere er på dykkerferie her. De havde hørt, det skulle være et godt sted, så de pakkede hver en stor kuffert. De fik lige plads til et par ekstra underbukser. Kufferter er tabu sådan et sted som her, så vi er alle tidligt oppe den morgen, de troede de kunne snige sig ubemærket væk med kufferterne. Vild jubel, morsomme tilråb og så var de småløbende på vej ned af stien til hjulsporet, hvor de ville blive samlet op. Den almindelige bagage er en 80 liters rygsæk, og en Fjälräv. Jeg har kun Fjälräven, men klarer mig fint, vasker lidt tøj ved lejrens brønd, og har næsten kun nødvendige ting med. Efter en hyggelig aften nede på "kroen", hvor vi har været nede på stranden for at betragte de blå fosforescerende skyggekrabber, prøver jeg at finde hjem til min hytte. Snubler over nogle klipper, og kommer endelig til trappen. Tager fat i begge gelænder og mærker noget, som minder om savsmuld. Tænder lighteren, og ser et par milliarder myrer på vej op i MIN hytte! Famler mig over til Biver og Steensbechs hytte for at låne en pandelampe, for ligesom at få lidt lys over sagen. Får generøst tilbudt at sove på deres veranda, men afstår venligt men bestemt, da jeg ser en lille tykhalet skorpion patruljere over verandaens bredder. Hjemme hos mig selv finder jeg i bogstavelig forstand 5-10 kilo myrer. De går i brede veksler, beskyttet af store soldater med gigantiske hoveder. De sidder i fede kager, og fra tagskægget letter droner og dronninger. Inde i hytten er der endnu flere, men de er ikke på madrassen, men undtagelse af et lille hjørne, hvor de skyder genvej. Jeg går til ro, om end en anelse på vagt de første 10 minutter. Næste morgen er de væk. Lejrens toilet er et kapitel for sig selv. Huller i jorden, ingen vinduer, intet lys, enorme tæger og edderkopper - Steensbechs pandelampe er "skide-god". Efter 3 dage i dette paradis får Biver hovedpine. Han har måske dykket for meget, men for en sikkerhedsskyld begiver vi os tilbage til civilisationen. Med "grissebil" til færgen, vider med en "privat taxa" ned til Banda Ache. Biver sidder foran og sover, vi andre klumpet sammen på bagsædet. For at få chaufføren til at droppe sit kattejammer-musik, fortæller vi, at Biver er syg. Vi kommer endelig til Banda Ache, hvor vi flytter ind på PraPat´s luftkonditionerede, men også ualmindeligt beskidte værelser. De første 2 læger Biver bliver slæbt ud til, siger han ikke er syg, han har bare hovedpine. Vi er ikke tilfredse, han har samtidigt feber/kulde anfald. Vi finder en poly-klinik, og de finder ud af, han har tyfus! Det giver stof til eftertanke: Klaus delte drikkeflaske med Henriette, Steensbech med sit forkølelsessår (og en orangutang), og jeg med Biver! Vi får recepter og adressen på et hospital, hvor han skal være i 5 dage med drop og piller. Med Tuc-Tucér til hospitalet, langt fanden i vold. De har stort set lukket (det er blevet mørkt), men det lykkes at vække dem i receptionen. ingen ansatte taler andet end indonesisk, og der er ingen læge. Efter utroligt meget parlamenteren (det sker, at Henriette må gå ud og skrige), får vi ham endeligt indlagt. Jeg får en madras ind på stuen, så jeg kan holde øje med droppet. Vi har selvfølgelig forsikringspapirerne i orden, men det er et helvede, når ingen på hospitalet kan læse dem, og der kun kan ringes fra TeleCom i den anden ende af byen. Jeg bliver på hospitalet et par dage, de andre ringer og bringer mad. Biver er afkræftet, men i bedring. På 3. dagen er jeg med Steensbech inde og se byen. Vi er blandt andet inde på et kæmpe marked på 1. sal, som har alt mellem himmel og jord. Vi finder en "flot" plastik-blomst til Biver. Det går vider gennem byen, jeg får købt tøj og en teleskop-fiskestang. Vi ser kaproning på floden, læser om Riis etapesejre, de lokale jubler behersket og uforstående med os, der er intet om Tour De France i indonesiske aviser - de cykler ikke. Der i mod kender alle Morten Frost og andre badminton stjerner, Michael Learns To Rock og andre danske grupper. Vi besøger moskeen, flirter med ekspedienterne (de mandlige med os) og æder kager. Vi vender tilbage PraPat hotellet, for at samle kræfter. Der kommer en gut og siger hej. Det viser sig at være taxa-chaufføren; han vil blot høre, hvordan det går med Biver. Vi fortæller det går frem af, men at vi i allerhøjeste grad kunne have brugt ham og hans engelskkundskaber på hospitalet. Senere får jeg at vide, han og hans engelsktalende fætter besøgte Biver på hospitalet med kager og blomster. De ville blot høre, om der var noget de kunne hjælpe med. Sådan er de bare i Fjernøsten. Biver i bedring, og det er på tide for mig at tage hjem af. En taxa til Banda Ache lufthavn. Medan, stop-over i 2 timer, hvorefter jeg finder ud af, jeg er i indenrigslufthavnen. Løber over til udenrigslufthavnen, samtidigt med flyet skulle lette. Skal betale lufthavnegebyr, får vekslet, betalt, og bliver guider ud af 4-5 lufthavne funktionærer med walkier, til den ventende maskine. Kort flyvning til Kuala Lumpur, men så 7 timers venten med læsning, spisning og indkøb. Da jeg forsøger at borde, som en af de aller sidste, får jeg at vide jeg skal bytte min billet til et bordingkort i den anden ende af lufthavnen. Endnu engang går jeg ned gennem et fly, mens der taxier ud. 13 timers flyvning, hvor jeg sidder ved siden af en skotsk kvinde. Hun er gift med en malaysier (højtstående inden for landbrugsministeriet), og hun fortæller en masse spændende om Malaysia og Skotland. Malaysia har jeg besøgt, men Skotland lyder spændende. (Det tager mig præcist 6 måneder, så er jeg i Skotland). Vi lander i Heatrow, jeg venter i 2 timer, og så til København. Jeg er først i køen, jeg er først ombord. Jesper henter mig i limoen, og på vej hjem aftaler vi, at vi skal til Florida om 2-3 måneder. Bare fordi én tur var fed, kan man jo godt tage på andre. Pris: 10.000 kr.
|