[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

9/2. ABO GRAFITTI

 Sover rigtigt godt til regnens trommen på taget. Der kommer lidt vand ind i et hjørne, men her stod tilfældigvis en toiletrulle, som sugede det hele.

Vi havde sat vækkeuret til 6.00, men regnens trommen afslørede ret tydeligt, der ikke ville blive en flot solopgang over Uluru. Det blev ikke solen der steg, det er regnen der falder. Pyt, vi kan da bare sove lidt mere.

Vi får øjne, og morgenmad, og begiver os så ud til The Cultural Center, så vi kan læse om abo'ernes kultur. Solen bryder frem, mens vi forlader den store camperplads.

I gennem park indgangen, hvor vores billetter bliver gransket nøje, af hende der solgte dem til os i går. Jeg tænker på, den abo-stamme der ejer dette stykke land virkelig har skudt papegøjen. De lejer det ud for en formue, bestemmer hvem og hvad det må bruges af og til, og spærrer dele af permanent eller periodisk.

Vi når centret, som er et fantastisk byggeri, bløde former, ingen flade væge, massere af rødt sand på gulvet. Væggene er lavet af (rødt) jordfarvet cement, loftet i afbarkede grene og tørt græs eller træflis. Flotte plancher, massere af ting, kontakter der aktiverer lydbånd med stemmer af dyr og mennesker. Biograf med film om ritualer, mad og andet.

Desværre har abo'erne selv været med til at lave det hele, så man fatter absolut INTET! Jeg havde håbet at lære lidt om og måske forstå deres ældgamle kultur. Se lidt om geologien bag stenen. Forstå, hvorfor de ikke vil have at  jeg går op på den (det gør de selv). Det eneste jeg lærte er, at kvinderne er fede, har dårlig kondition og enorme hængebryster.

Abo'erne er ikke alene om at gøre det svært at gå op på stenen. De hvide forbyder det, når det er for varmt, blæser for meget, der måske kommer regn eller abo'erne selv skal bruge den. Nu kan jeg godt forstå, der er færre og færre, der går op på den. Jeg vil bare godt, og har ikke dårlig samvittighed af den grund: Jeg mener: Alle mennesker er lige, og når de selv kan, kan jeg vel også. Det er jo ikke sådan, at den er ved at blive slidt ned, vel?

Vi har læst, at hvis man vil gå hele vejen uden om stenen, skal man lige have en folder her. Fyren fatter ikke, hvad vi spørger efter først. Så fiser den ind, og han sælger os en folder. Det viser sig senere, at den intet er værd, og slet ikke omhandler nordsiden, der er for mange hellige steder.

Vi tror vi er godt rustet, så vi kører ud til en af parkeringspladserne, og starter vores ti kilometer lange gåtur. Hele vejen rundt bliver vi forfulgt af lyden fra zebrafinker. Der er virkelig service: Alle steder, hvor der er et godt motiv, er der et billede af et kamera - med streg over!

Nogle steder er der malerier. De ligner graffiti, oven på hinanden og totalt rodet. Stenen fortsætter nogle steder langt ud, helt plan, og i niveau med det omgivende grus. Her er rigtigt frugtbart, og de mange modne græsser trækker en mængde småfugle til. Et par blå biædere stryger forbi, fantastisk flotte.

Vi har købt et par sandwichboller, som vi fortærer i en lille læskur. Man må selvfølgelig ikke fodre de vilde dyr, men myrerne får lidt gulerodsstrimler. De viser, hvad teamwork er værd: En myrer finder en strimmel, og bærer den en meter på under et minut. Nogle flere kommer til, og de bakser rundt med den, uden at komme ud af stedet, indtil vi går.

Nogle steder kommer vi forbi små hellige vandhuller, det ene skæmmes voldsomt af nogle gamle øldåser. Her er ikke noget opsyn, men vi møder også kun fire andre, der går hele turen. Vi har ikke set èn eneste abo'er, hverken i kultur centrets mange shoppe, eller her ude i naturen.

Vi ser nogle af mærkerne, som der knytter sig sagn til. Nøj, hvor må de have nogle gode ting at ryge!

Efter fire timer dukker vores bil op, og vi fejre det med en flaske vand. Solen har været lidt tvivlsom, og forsvinder helt. Temperaturen kommer ned under de 30oC.

Vi triller tilbage til camperpladsen, og booker en ny nat. Hun sagde noget om en gratis nat i går, hvad er det. Det er i et andet resort, langt ude i outbacken, men alligevel på vejen til Alice Springs (hvis et U gælder).

Rikke laver kaffe, mens jeg kalkulerer diesel forbrug, og ikke mindst behov. Her ude er det så dyrt, det kan betale sig af administrere, så man har til næste tank.

Vi håndvasker lidt tøj på vaskeriet, og hænger det op mellem træerne ved siden af bilen.

Jeg er blevet temmelig langhåret, og når jeg ikke får et morgenmad, har jeg pingvinfrisure. Der er stikkontakter på toiletterne, så Rikke klipper mig, inden aftensmaden. Den laver Rikke, mens jeg små sover under bruseren. Ris med kylling og satay, efterfulgt af friskbrygget kaffe på verandaen.

Før maden når vi lige op på et lokalt udkigspunkt, og ser en enkelt solstråle spille over stenen. Alle på pladsen rundt om os, taler tysk. De busser, vi har mødt på roadhousene har haft tyske gæster med. Faktisk mener vi, at alle de campere vi ser, som IKKE har et flag i bagruden er tyskere. Vi har set ét svensk og ét østrigsk flag.

Det bliver mørkt, og jeg sender Rikke i bad, mens jeg propper vores ting tilbage i bilen. Der er stadigt god plads, når tingene er pakket rigtigt. Det skal ikke glide for meget rundt, når man kører. Vasketøjet er næsten tørt; en enkelt trøje, der ikke er af det rigtige materiale, er stadig våd.

I morgen er planen: At se solopgangen på stenen, jeg skal op på den (religion, eller ej), og så køre ud til Olgas, som er en samling store sten. Gad vide hvor meget der holder?

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]