[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

5/5 ELEFANT-I-KANO BURGER 

Vi sover helt til klokken seks, pakker lejren sammen, og kører ud af den jomfruelige strand. 

Bølgerne har været helt oppe ved klitterne, og vi er de første, der laver spor. Solen stråler, og det er allerede 25oC.   Vi starter med at køre ud til Povungan Rocks, hvor vi må tage en lille tur ind i skoven. 

Ud på stranden igen, og efter fem kilometer kommer vi til Rainbow Gorge, hvor vi skal ud og gå. Vi går af en smal sti mellem baksiaer og paperbark-træer. Det vrimler med honningædere af forskellig arter fra kolibri-store til solsorte-store. Stien udvider sig, og vi står på en åben plads af hvidt sand. Foran os rejser røde sandstensklipper sig. Det er meget unge klipper, som egentlig bare er sand, der er bundet sammen af jernoxid. De eroderer, og det giver regnbuen.  

Vi fortsætter af stien, og kommer til en kilde. Vi følger strømme ned gennem de enorme sanddyner, og ender ved vandet. Det sidste stykke går lidt hurtigt, der kommer en skylle.  Da vi når den anden samling klipper (Yidney Rocks) på stranden, bliver vi inde i skoven, og kommer til Happy Vally, hvor de sælger kaffe og pandekager. Vi sidde i skyggen på den store øde terrasse og skriver postkort og dagbog. Der er refill af kaffen, så Morten og undertegnede er godt oppe at køre, da vi triller vider.  

Næste stop bliver Eli Creak, som er Fraser Islands største å. Vi går op langs den, gennem smuk natur. Her er nogle forvoksede jocca-palmer med ananas-lignende frugter.  Selve åen er to til tre meter bred, og en halv til en meter dyb. Den er krystal klar, og bunden er hvidt sand. Et godt stykke oppe hopper vi i det friske vand, og driver med strømmen, ud til havet. Der var en busfuld unge mennesker, da vi kom, men nu har vi det hele for os selv.  Det var faktisk sjovt, det må vi prøve igen. Mens man driver, kan man betragte den omgivende tætte vegetation, som vrimler med små fugle. 

Vi tørrer i solen, nede ved havet, og fortsætter så af stranden.  Maheno var engang et flot skib, så gik det på grund, og ligger nu og ruster op på stranden. Der er store huller over alt, og det giver nogle fantastiske motiver. Næste gang vi holder, er ud for Pinnacles, som er nogle temmelig høje sandstensklipper af farvet sand. De spænder fra hvidt over gul og orange, til rød og mørkebrun. Klipperne er ikke særlig hårde, så vandet slider på dem, Man kan tydeligt se lagene, som stritter ud i de dybe kløfter.  Man skal passe på, når man kører ud for seværdighederne, små og mellemstore propelfly lander og letter i vandkanten.  

Pludselig dukker en enlig dingo op ved klitterne. Den render uanfægtet langs dem, og kaster sig så ned i et vandløb, der krydser stranden. For første gang lykkes det af fotografere en, der er vild.  Det er tid til frokost, og vi kører ind til Cathedral Beach Resort. 

En ualmindelig sur  kælling klasker noget ualmindelig kedeligt ædelse ned foran os, for en horribel sum penge. Rikke spørger om, hvad der er i en kylling/majs rulle. Hvad der er på fotoet!. En elefant mellem to kanoer havde lignet bedre (og formodentligt også smagt bedre). Tre burgere, der består af en flækket bolle, en skive pålægsskød og en skive ost, proppet i enpapirspose og to minutter i mikrobølgeovnen. To små flasker juice, og så skal vi slipper 200 kroner. Desværre havde de ikke noget sted vi kunne sidde. Det er den værste gang rip-off mad jeg har købt længe.

Ud på stranden, og forbi Dundubara. Vi kommer til Indian Head, som er en høj sandstensklippe, helt ude i bølgerne. Vi slår over i lavt gear og differentialespærring, og kører op af den bløde skrænt. Forbi Champagne Pools, og ud til Waddy Point, hvor vi kan overnatte.  Vi slår teltene op, så de kan tørre, og trøstespiser lidt. Så triller vi tilbage til Champange Pools.

Det er nogle store bassiner, som bliver fyldt af tidevandet. De største bølger når også over kanten, og det giver bruset.  Der er en busfuld eller to, da vi kommer. Vi venter lidt, og så har vi det hele for os selv. 

Der er mange fisk spæret inde. De største er 40 centimeter og vejer vel halvanden kilo. Morten har sin maske og snorkel med, så vi ser dem tydeligt. Vi plasker rundt, til den næste bus kommer.  Efter vi er soltørret, kører vi op mod det nordligste punkt, vi kan komme: Orchid Beach. Den ligner de andre, med undtagelse af en flok store vandscootere. 

Vi vender, og kører så ned gennem skoven til Indian Head, og så op til lejren. Her er skoven næsten udelukkende eukalyptus med små hestebregner i bunden.  De andre bader, mens jeg taster løs. Mørket kommer i løbet af ti minutter, og Rikke begynder på maden. Der er desværre begrænsninger på bålene. De må kun tændes i de fremstillede betonringe, og der er andre, der nåede at kapre dem. Vi havde taget nogle tørre grene i skoven (fy), til at tænde bålet. Morten tager dem ud af bilen, så vi ikke får ballade  En ranger kommer forbi, og checker camping-licens. Samtidigt forhører han os i alle reglerne for øen. Omgangen med dingoer, madrester, bål og så vider. 

Rikke består.  På vej tilbage fra opvasken, møder jeg en stor dingo. Den sidder i det ene hjulspor, og har lidt af en attitude, da jeg går forbi. Den følger lidt efter mig, men stopper, da jeg lyser den i fjæset. Tidligt i seng, der er meget tilbage af øen, som vi skal nå at se i morgen.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]