[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

13/5 LUMHOLTZ NATIONAL PARK.

Ind til centrum for at få morgenmad, finde et posthus og se deres akvarium. Morgenmaden bliver indtaget på en lækker restaurant, hvor vi sidder ude på deres terrasse, med god udsigt over gågaden. Klokken er halv ti, og vi nyder den svale brise, som kommer ind fra havet. Temperaturen er allerede oppe på 27oC, så det bliver en fin dag. Endnu en dag med skyfri himmel, og det kalder de regntid?

Går forbi banken, for at få en saldo og lidt penge. Bruger ATM'en udenfor. Den giver ikke kvittering, så vi må ind i banken. Her er en meget lang og langsom kø. Jeg kigger ind af en åben dør, og her sidder en medarbejder og ligger syv-kabale. Det går han også en halv time senere, da vi går.

På posthuset må jeg tage metaltråden, som jeg lukkede med, kodelåsen og en plastikdims af teltet, for at få det ned på 3000 gram. Vi får sendt det, og et par breve, og så skal vi ud at se akvariet. Det er det egentlige formål med at komme her, og jeg hænger lidt med skuffen, da vi erfarer, det har lukket på grund af renovering.

Vi triller nordpå af Bruce Highway, og standser i Rolingstone, for at få en is. Skifter også en sikring, og så har vi horn og bremselys igen. Vi har kørt gennem sukkerrør, men nu bliver det eukalyptuskrat og afsvedet græs.

De har nogle pudsige vejskilte: Da sukkerrørsmarkerne ender, er der ikke flere krydsende smalsporede togskinner, og der står et skilt, der fortæller; der ikke kommer flere krydsende spor. Et andet skilt fortæller; dette er IKKE rute 1.

Vi svinger fra i Ingham, for at komme ud til den største sukkermølle. Den har bare lukket, det er uden for sæsonen. 50 kilometer på den anden side af byen ligger Lumholtz National Park. På vejen er først en masse sukkerrør, så kommer der en statsskov. Den starter lige før taffelbjerget, og fortsætter et stykke op af det. Fra relativ åben skov bliver det til meget tæt urskov. Vi ser et nyt skilt, og vores dyre-advarsel-skilte-samling omfatter nu:

Kangaru, enu, kamel, mallee, quale, ko, bandicot, skildpadde, vombat, hest, gravhund, and, koala, får, pingviner, lyrefugl og cassawary. Det er vel næsten overflødigt at nævne, at det eneste vi ikke har set er cassawaryen (500 tilbage i naturen) og koalaen (mytrologisk, sagnsomspunden fabeldyr).

På toppen ligger parken, og her er det åben skov igen. Vi er her for at se Australiens højeste vandfald, som er 268 meter højt (i Lonely Planet-bogen står 305 meter). Noget overrasket (dagens andre seværdigheder taget i betragtning) konstaterer jeg til min store glæde; der ER vand i vandfaldet. Wallaman faldet bruser ud over en klippekant, og styrter ned forbi en gigantisk bar klippevæg, for at tordne ned i en 20 meter dyb lagune.

Fra udkigsplatformen har vi en fantastisk udsigt over en enorm dal. Den består af lodrette golde klippevæge og frodigt tæt skov. Vi traver ud til en anden udkigsplatform, som giver en storslået udsigt til en anden dal.

Vi triller forsigtigt ned af den stærkt snoede grusvej, og finder Ingham, hvor vi shopper. Så bruger vi det sidste dagslys til at finde Cardwell og en campingplads. Rikke tryller en lækker kyllingesalat frem, mens jeg forgæves forsøger at lappe sprintlervædskebeholderpumpeagrigatetsgummiet. Det er egentlig skuffende med den bil. Den har brugt halvdelen af vores penge, og vi har spildt det kvarte af ferien på at få den repareret. Den har kostet 750 kroner om dagen, vi kunne have lejet en ny camper for 100 kroner. Men hvem kunne vide det.

Vi hopper i poserne tidligt, man bliver træt af den friske luft. Endnu en nat tilbringer vi så tæt på stranden, vi kan høre bølgerne, og endnu engang går vi ikke der ned.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]