[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

26/5  DYK MED DILLER.

Vågner lidt sent, så vi skynder os at handle ind og tanke, så vi kan komme af sted mod Lawn Hill National Park. Først kører vi til Gregory Downs, som består af en bar/hotel/motel/tank, et hus og en maskinstation. Vi møder to biler på 120 kilometer, men det er vel myldretid.

Efter en mikrobølge-burger og en kop kaffelignende plummer, tager vi de sidste 100 kilometer. Ud over en ufattelig mængde okser, ser vi to gule slanger, som soler sig på vejen. En stor varan bliver liggende i vejsiden, så jeg kan tage et foto. En gestus, som jeg ikke får af en enlig spinifex due.

Lige uden for parken ligger Adel Grove, som en gang var en botanisk have. Den brændte ned for mange år siden, og nu er her en campingplads med mere. Vi stikker næsen ind på kontoret, for at høre, om de har et kort over parken.

En vældig sød dame viser os fotos og meget mere, så vi får lyst til at leje en kano inde i parken. Vi kører de sidste 20 kilometer gennem parken, og så ændrer landskabet sig pludseligt. Nogle lange tynde sandstens klipper skjuler en bred flod, hvis breder er det rene paradis.

Vi lejer en kano for 40 kroner i timen, og padler op mod den svage strøm. Bredderne er et tæt bælte af joka-lignende træer og palmer. Nogle steder padler vi lige op af en næsten gold og 15 meter lodret klippevæg. Enkelte eucalyptustræer og klatreplanter klamrer sig til klippen, og små vandfald kommer piblende frem.

Her er utroligt mange store bowerfugle. De er ikke så smukke som satin bowerfuglen, men de bygger den samme løvhytte (de hedder da for resten løvhyttefugle på dansk).

Efter vi har padlet et godt stykke tid, med mange pauser for at nyde naturen, kommer vi til Indarri Falls. De er ikke mere end en god meter høje, men underskønne. De stejle røde klipper, den kraftige grønne vegetation og det krystalklare vand, får os til at føle, vi er med i en Lotto-reklame.

Vi trækker kanoen på land, for at komme uden om faldene. Den lange kløft vi sejler gennem består af to måneformede smalle søer, eller snarere fortykninger på floden. Vi kigger efter krokodiller, men ser kun skildpadder, både på breden og i vandoverfladen.

Så er der pludselig en træstamme inde ved bredden, som har nogle karakteristiske takker. Vi padler forsigtigt nærmere, og ganske rigtigt, det er en krokodille på en god halv meter. Ved siden af den, lige i vandoverfladen, er der også en serie takker, men de er for store til at være en krokodille.

Jeg får skudt et foto, og vi forsøger at liste endnu nærmere, da der pludselig lyder en hidsig hvæsen fra den store række takker. Der er også en krokodille, og den er stor, over to meter. Det lyder måske ikke så stort, men når man sidder i en lejet gul plastik kano, et par meter væk, så er det stort! Vi driver forsigtigt væk igen, og den rør sig ikke en centimeter.

Der er ikke forbud mod at svømme i søen, og da vi kender nogen, der dykker med hajer, kan jeg vel også snorkle med krokodiller. Jeg hopper i, lidt længere oppe, og bliver grebet af strømmen, og ført hurtigt nedad. Desværre er vandet ikke lige så klart i strømmen, så jeg kan kun se en god meter. Det er for lidt, til jeg kan snige mig ind på bæsterne. Det er sgu' nok mere modsat.

Vandet er ellers pragtfuldt, omkring 28oC. Omkring mig svømmer der mange fisk, nogle genkender jeg, det er skyttefisk. Andre er farvestrålende, men også mere sky. Når vi sejler, kommer der store skalle-lignende fisk forbi i tætte stimer.

Vi kommer op til starten af kløften, hvor vegetationen gør det umuligt at sejle videre. Kløften er også så smal, at strømmen bliver en kraftig fontaine, der rejser sig en halv meter. Vi vender kajakken, og driver med strømmen.

Jeg hører en hvæsen, og kigger ud over rælingen. Her dukker en slange op fra dybet. Den er knapt to meter og olivengrøn, sikkert en oliven pyton. Før jeg får lagt pagajen og fundet kameraet frem, er den på vej ned igen.

På en stor sten, midt i strømmen sidder en slangehals, en slags langhalset skarv. Vi har set den flere steder, men her kommer vi helt tæt på, og kan se dens fine farveaftegninger. En fiskeørn kredser over os, men vil desværre ikke slå ned. Der er et sand mylder at småfugle langs bredderne, men det er umuligt at artsbestemme dem. Vi ser endda en kangaru fra kanoen. Vi har hørt nogen pusle i de visne blade på bredden, og troet, det var mennesker, men det har været hoppere.

Solen er begyndt at synke, og de røde klipper bliver blodrøde. Nogle steder er der helt læ, og der opstår fantastiske spejlinger i floden. Der har simpelthen været så mange fantastiske motiver på hele turen, jeg kunne bruge resten af livet på at fange dem.

Da vi afleverer kanoen, bliver vi noget overrasket over, der er gået tre timer. Vi har ikke engang vabler i hænderne. Det er blevet sent, og vi skal skynde os, hvis vi skal nå tilbage til Gregory Downs mens det er lyst.

Vi er nogle undulater flyve over vejen. Så er himlen pludselig dækket af dem. Vi standser, og jeg følger efter dem, ud på en mark med spredte træer. Jeg går efter lyden af gnadrende fugle, men finder i stedet et træ med en lille flok dværgpapegøjer. Kan ikke huske, hvad de præsist hedder, de er helt grønne med en lille rød kalot. Små grupper af røde finker hopper rundt i de lave buske langs vejen, og der er bare fugle alle steder

Vi får lige fart på bilen, så kommer flokken af undulater igen. De flyver lige som stære, tæt formation. Jeg følger dem igen ud over marken. En del af dem slår ned i et lavt eukalyptustræ, og det synker en halv meter under deres vægt.

Så slår de sig ned på marken, og jeg sniger mig nærmere. Jeg er fem meter fra dem, da de nærmeste begynder at lette. Jeg får skræmt hele flokken, og de letter. De kredser rundt, og flere gange kommer hovedflokken strygende lige hen over mig, så tæt, at hvis jeg rejste mig, ville de flyve ind i mig. Jeg kan både høre og mærke suset fra denne enorme flok. De sætter sig i nogle træer, men flyver, før jeg når tæt nok på til ordentlige fotos. En ubeskrivelig fed oplevelse! Jeg havde virkeligt ønsket at se vilde undulater, men havde ikke drømt om at se flere tusinde på under en meters afstand. Vilde undulater er i øvrigt kun grønne.

Før vi kommer op i fart igen, dukker der store kangaruer op. Først en rød, så en grå, der lader sig forevige. Starter igen, og når anden gear, så sidder der en stor kilehalet ørn i en træ, meget tæt på vejen. Når igen andet gear, så er der to trapper i rabaten.

Mens solen går ned i bakspejlet, stiger en kæmpestor fuldmåne op foran os. Den oplyser sletten, vi kører på, så vi ser utroligt mange og forskellige kangaruer. Desværre er der flere okser, og de er langtfra så trafik-intiligenter.

Så møder vi et tribel road-train. Han hvirvler en masse støv op, og det bliver hængende utroligt længe i den vindstille nat. Så møder vi en anden støvsky, denne gang fra kvæg. Undrer os over, hvorfor de løber rundt, til vi ser dingoen.

Den første time, det er skumring og mørkt, vrimler rabatterne af alle størrelser kangaruer. Små hvide, mellem brune og store røde og grå. Fælles for dem er, de hopper helt ud i rabatten, og så sidder stille, mens vi passerer. Mange har unger i pungen, der titter frem, mens andre er ude på egne poter.

Hvis en eller anden for et år siden havde påstået, jeg ville komme til at køre flere timer med over 100 kilometer i timen, på dårlige en-sporede grusveje, med massere af vilde dyr og ikke mindst okser på 1000 kilo, med en fjernlygte, og så om NATTEN! Ja, så havde jeg nok ikke troet på det. Nu virker det ganske naturligt.

Vi når Gregory Dawns, og spørger på pub'en hvor man får bad og camperer. Badet er det offentlige overfor, campingen er nede i flodlejet. Vi kan ikke finde badet (og det var byen med tre huse), og tanken om at campere i flodlejet, hvor vandet kan stige seks meter, hvis det regner et andet sted, og hvor saltvandskrokodiller på seks meter regerer? Der er trods alt kun 120 kilometer til Burketown, hvor vi sov i nat. Så slipper vi også for de 100 i morgen. Om vi har diesel nok? Ork ja, der er nok flere halve liter i overskud.

Da vi åbner bagdøren vælter støvet ud i kaskader. Man kan ikke se, den sovepose, der ligger øverst, er blå. Kanten i forruden er dækket af en millimeter støv, ALT er dækket af en millimeter støv, noget af mere! Små fem hundrede kilometer grus- og jordvej har sat sine spor.

Vi sniger ind på vores gamle plads, og Rikke laver mad, mens jeg taster. Badet er beskriveligt dejligt, vores hud var mættet af ultra fint støv.

Det har været en lang og hård dag, men også en af de allerbedste.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]