[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

30/5  HOME OF CROCODILE DUNDEE.

Vågner rigtigt tidligt, det er en utrolig kold nat. Termometret viser fire, uret fem. Solen dukker op klokken syv, og klokken ni er der 14 grader. Vi sover færdige under den varme bruser, hvilket bringer legemstemperaturen der op, hvor ledene kan bukkes uden ;grimme lyde.

Vi er vist de eneste på hele pladsen, som ikke har (helt) gråt hår. Rikke hører lidt sladder: Sandfluerne i Darwin er gået helt bersærk. Ikke godt, med Rikkes overfølsomhed. Jeg får en lille rød prik, som forsvinder i løbet af dagen, hum får kæmpe myggestikslignende og stærkt kløende hævninger i en uge. Det kan godt ændre lidt på vores program.

Vi kører først ud af Darwin vejen for at se et område, hvor nogle to meter søjler ser meget specielle ud. De ligner 25 centimeter tykke skiver af gråt beton, stablet op efter størrelse. Det er et stort område, som må være lavet af en flod. Nu er her knast tørt, og som så mange andre steder; afbrændt.

Ind gennem Katherine igen, og ud af vejen mod Nitmiluk National Park (ej grønlandsk, trods navnet). Her lejer vi en kano (ikke en kajak) for resten af dagen, og padler op af Edith River, som løber i bunden af Katherine Gorge.

I træerne over kanomanden sidder en stor flok flyvende hunde. Meget søde, men kors hvor de stinker, man kan lugte dem på lang afstand, og der ligger ikke ekskrementer på jorden.

Selve kløften er faktisk en samling af ni kløfter, som strækker sig 13 kilometer ind i parken. Vi ser de to første, som er ti til 30 meter brede. Siderne er omkring 20 meter høje og meget golde sandsten. De bliver brudt af smalle sidekløfter, og i mange af bugtningerne er der store sandbanker.

Der er en del træer; hvide busk-æbler, papirbarktræner og pandaknas med annanas-agtige frugter. Vi ser ikke mange dyr, det bliver bare til en slangehals og en hvidbuget skarv. Et par flotte biædere, nogle stribede fisk og plumpet fra en skildpadde.

Vi kommer til den første adskillelse mellem to kløfter, en serie små vandfald, som man ikke kan sejle over. Man kan bærer kanoen på land, det tager 20 minutter. Man kan også trække den igennem, det prøver jeg. Strømmen er stærk, og de bilstore sten er slimede af alger.

Det lykkes trods alt at komme op i næste etape, som går i zig-zag. Vi vender ved sidste sving, og driver nedad igen. Standser ved en sandbanke for at bade. Vandet er frisk, men ikke for koldt. Jeg finder et totalt uforstyrret sænkning i den flade klippe. Det med totalt er nok lidt forkert, jeg havde glemt de pokkers helikopterture. Nå, nogle får mere underholdning, end andre.

Vi padler tilbage, og afleverer kanoen efter små fire timer. Vi har fået sol, rigtigt meget sol! På parkeringspladsen står nogle enkelte tykke træer. Et har en enkelt hvid tulipan blomst, det er nok boab-træer. Jeg må have frø med hjem.

I den anden ende af parken ligger Edith Falls, som ser flot ud på postkortene. Vi skal tilbage gennem Katherine, og op mod Darwin. En sidevej på 20 kilometer fører ind i parken et andet sted, og vi kører hurtigt, solen er ved at gå ned.

Smider bilen og går ned til søen. Faldet er på den modsatte side, og det er næsten to meter højt, og lidt smallere. Om jeg føler mig skuffet?

Ud på Stuarts Highway igen, og op til Pine Creek. Lille by ved siden af den store vej. Kun 320 indbyggere, men vi har ikke set et eneste hus siden Katherine (med undtagelse af de to på blokvogne).

Her finder vi den ene af byens to campingpladser. Vi er nemlig ved indgangen til Kakadu National Park, som fik god reklame i Crocodile Dundee. Byens spisested lukkede for ti minutter siden, så Rikke improviserer. På to timer er der kørt én bil gennem byen, og vi bor tre biler på pladsen. Helt overflødigt kan jeg nævne; de har intet mobil-net. Godnat, og sov godt.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]