[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

1/6  JIM JIM FALLS.

Den behagelige varme natteluft genlyder af dingoernes sørgmodige hylen under den fløjelsblå nattehimmel, som er tæt besat af flunkende stjerner. Det ved jeg kun, fordi jeg vågner klokken fire med forbandet ondt i ryggen.

Vi kører lidt tilbage i parken, og svinger ind på et 60 kilometer grusspor. De første 50 kilometer går vældigt fint, men så kommer udfordringen. Vejen bliver til to hjulspor, som bugter sig vildt, går over forvoksede fartbump, som kun høje 4WD'er kommer over. Der er vandløb og store vandhuller med tykt mudder, væltede træer og store opragende klipper, som æder både dæk og fælg. De sidste ti kilometer tager længere tid end de første 50.

Beplantningen er den sædvanlige, tørt græs og små spredte træer. Som noget nyt er her små viftepalmer, højest tre meter høje. Belønningen kommer, da vi når Jim Jim Creek og ikke mindst kløft. I bunden af en smal og 150 dyb kløft løber krystalklart vand mellem store gule, røde, brune og sorte sandstensklipper.

Vi går en times tid, for at komme helt hen til Jim Jim Falls. Går er vel egentligt så meget sagt, det er snarer klatrer, snubler, skrider og kravler. Endelig når vi bunden af det smalle V, hvor en hvid sandstrand ved kanten af det blå vand frister. Her er andre mennesker, en gruppe back-packere på ti.

En af dem står ude i vandet, og snakker om skandinavisk vand. Jeg prøver med tæerne og giver ham ret. Omgivelserne er fantastiske. 150 meter høje væge, med mange udhæng og kun 50 meter mellem. Selve faldet er præget af, det er tørtid. Det er kun en meget smal stråle, men det var vi forberedt på.

De andre går, og vi sidder og nyder solen på "stranden", til næste gruppe kommer. Så går vi forsigtigt tilbage, mens vi nyder udsigten. Vi ser kun en enkelt skarv og nogle små fisk.

Et par østrigere står og tommer, de har sat deres stationcar ved starten af den rå grusvej. Pigen ryger ind bagi sammen med Rikke. De bliver rystet godt sammen på den ujævne vej.

Da vi når den gode grusvej kommer jeg til at køre 80, hvor man må køre 60. Der er en der følger efter i en bil, der ligner rangernes lidt for meget. Da vi kommer ud på asfaltvejen overhaler han, og mærket på siden er ikke parkens logo, men Kinsdale Total Tire Kontrol. Da han er 100 meter foran os, taber han en oppustet bilslange. Vi samler den op, og afleverer den grinende til ham.

Standser ved Bowali Visitor Center, for at få lidt at drikke og spise. Så kører vi ud af Kakadu National Park, og stiler mod Stuart Highway, oppe ved Darwin.

Efter vi har krydset den store West Alligator River kommer vi til et enormt sumpområde. Her kan vi tilføje et skilt til listen over ruderformede advarselsskilte for dyr: Krokodille. Vi ser bare ikke nogen.

Vi standser ved en tank, for at få en is. Snakker lidt med et par danske piger, der er med en af de utallige Landcruisere-tours. De har overhalet os et par gange, og set flaget i vores bagrude.

Vi indhenter dem igen ved nogle store termitboer. De er seks meter høje, og deres dronning, der er mor til alle, bliver op til 50 år.

Det er ved at blive mørkt, men vi når Adelaide River i den nedgående sols sidste stråler. Rikke mener hun spotter en stor saltvandskrokodille nede i floden, da vi kører over. Taget i betragtning, der er krokodilleture på floden, og man ikke må gå på broen, tror jeg hende. Vi standser, og går tilbage på broen (fy!). Ganske rigtigt, et af bæsterne på omkring fire meter ligger lige under broen. En anden og væsentlig større krydser floden i adstadigt tempo, lidt oppe af den. Vi fornemmer mere end vi ser andre i det cacao-agtige vand.

Efter denne store flod kommer der også et stort vådområde. Her har tusinder af migrerende magpie gås slået sig ned.

Den blodrøde sol rører horisonten, og et minut senere er den væk. Vi når hovedvejen, og svinger nedad, væk fra Darwin. Vi skal ned og se natur!

Overnatter på en hyggelig, men moskito inficeret campingplads, langt ude i et mørkesort område. Det er overskyet, månen er ikke stået op, og der er kilometer til den nærmeste el-lampe.

Rikke sprøjter sig over med vores nyeste myggespray, og det lader til den virker. Hun brokker sig i hvert fald ikke, mens hun laver mad. Jeg bliver inde i bilen og skriver. Når jeg nu tænker over det, så har jeg vist tilbragt over halvdelen af ferien i bilen, kørende, skrivende eller sovende.

A'pro pos sove; jeg er lidt klatøjet, det ræs med at vågen klokken fire eller fem hver morgen med ondt i ryggen (forskellige steder) slider lidt.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]