[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

10/6  DINOSAURSPOR ?

Vi vakler ud af bilen, den ene med ond i ryggen, den anden med hovedpine. Vi spiser morgenmad i solen, hvad der hjælper på ryggen, men ikke gør gode ting for hovedpinen.

Så betaler vi for et par dage til, og triller ned i byen. Vi finder en fotoshop der kan fremkalde APS-film, der er pludselig otte mere. Rikke finder en spændende bog i en genbrugsboghandel, og så finder vi en damefrisør, der kan ordne Rikkes hår. Mens hun bliver puslet om, går jeg ud til turistkontoret, for at spørge efter "motorkontoret". Hun mener det er på politistationen, så jeg går ud til den. Det er det ikke, jeg skal i domhuset. Vores "vægtafgift" udløber 28/6, og det kunne være fikst at forlænge den en uge eller to, nu hvor vi er i Western Australia. Det kan man bare ikke, kun seks måneder til 1.200 kroner. Hvis man indleverer pladerne, kan man få penge retur. Det tager bare lidt tid, og skal være her. Efter moden overvejelse beslutter jeg, at vi hellere må sælge bilen før, eller også snyde lidt. Hvis vi bliver her, har vi tre uger ekstra (men det gør vi altså ikke).

Jeg har mistet retningssansen, og går den forkerte vej. Finder et boabtræ med et par blomster, som jeg kører tilbage til, da jeg endelig finder bilen. Bilen ind under, og op på taget, til stor undring for en abo'pige.

Jeg finder Sun Pictures, som er fra 1916. Der mener selv, de er "Worlds Oldest Garden Pictures", og det er sikkert rigtig nok. Det hele, med undtagelse af fremviseren og lærredet er det originale, selv strandstole, som man sidder i. Der er et halvtag, men de fleste sæder og lærredet er udendørs. Jeg køber to billetter, så vi kan se The Royal Tennenbaums.

De åbner dørene klokken seks, og dem med forudkøbte billetter får lov at vælge sæder først. Hvis man ikke lige når det, eller hellere vi se en anden film, er billetten gyldig i et år. Pudsigt system!

Jeg har fået set byen, som virker som én stor badeby. Stort set alle forretningerne i China Town, som er hovedstrøget, er turist-baserede. De har opnået det på en charmerende måde, så byen stadig virker hyggelig og provinsiel, med sine 15.000 fastboende og lige så mange turister. Byen har kun én udpræget fejl, landingsbanen fører tværs ind over centrum, og den bliver flittigt brugt.

Rikke bliver færdig, og vi finder lidt frokost til hende, jeg faldt over en ostekage tidligere. I mall'et finder vi en sjov ankelkæde med små bjæller.

Så kører vi ud til kysten, hvor man neden for fyrtårnet skulle kunne se dinosaurspor, når det er ekstremt lavvandet. Det skulle det være kvart i fem i dag, så jeg knokler rundt på sandstenene. Da vandet begynder at stige igen, må jeg til min store ærgrelse konstatere, jeg ikke kan finde dem.

Der i mod har jeg fundet en masse andet spændende. Det er simpelthen et drænet koralrev. Her er utallige farvestrålende og mærkelig-formede koraller. Nogle sidder frit, andre i små vandhuller. Her er også små fisk, flotte snegle, børsteorme, muslinger, rejer, søknæler og forskellige krabber.

Jeg kravler op af de smukke sandsten, og finder Rikke, der har maden klar i informationsskuret. I det tilhørende toilets vask finder jeg en rigtig stor skolopender, som jeg holder fingrene fra.

Vi kører ind til byen for at se vores film, men det er først i morgen. I stedet sætter vi os ind på en café, hvor Rikke læser, og jeg skriver. Temperaturen dropper til lidt over 20 grader, og vi må have flees'en frem. Rikke bliver fristet af deres chilly-blæksprutter, som vist er stærkere, end hun troede.

Vi nærmer os posetid, og kører tilbage til pladsen, hvor vi igen klemmer os ind på vores telt-plads.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]