[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

13/6  RØD SAND MED MÆLK.

Står tidligt op, og triller ud af pladsen lidt over syv. Lidt ud af byen, og så ud af Gibb Road. Der er tæt vegetation langs vejen, så det kniber med at se så meget andet i starten. Vi ser dog nogle smukke blå blomster i rabatten.

Så bliver der længere mellem de buskagtige træer, og der dukker smukke klippeformationer op. En stor flok rødhalede sorte kakaduer flyver langs vejen, og drejer så ind over en bjergkam.

Landskabet ændrer sig, sandstenene bliver skiftet ud med granit. Nogle steder står bli-store runde klipper stablet op på enorme klippestykker. De minder meget om Ayres Rock, røde udvendigt, men grå og grønne indvendigt. Nogle skaller af på samme måde, som den store sten.

Der bliver grønnere, og der dukker vandløb og floder op, som vi krydser i vandet. Jeg får ikke lige lukket mit fodspjæld, og får våde fødder ved den første. Når man kigger op og ned langs floden, er der fantastisk frodigt. Det holder fem til ti meter ud til siden, så bliver det ørken igen. Der er stadigt grønligt græs og flotte grønne træer, men også meget rødt og gult grus og store klipper.

Vi havde snakket om at se et par kløfter langs vejen, men vi ser ingen skilte, og så kan det da også være lige meget. Her er ikke meget trafik, omkring en bil for hver 20 kilometer.

Vi når Mount Barnett Roadhouse, som er den første tank efter 300 kilometer. Fylder 50 liter på, hvilket giver seks kilometer på literen. Vi har 400 kilometer ud, så det kommer til at knibe med 70 liter! Vi har kørt hurtigt, for at nå ud, mens det er lyst. Det går voldsomt ud over dieseløkonomien, kombineret med den grove grusvej og de bløde dæk. Vi fylder tanken helt op, to liter mere. Pudsigt nok, når det er betjente tanke, får man aldrig fyldt helt op. Der er ikke flere tanke, før vi når ud, med mindre vi kører en stor omvej, ned til et homestead.

Efter at have nedsvælget en kop kaffe og en medbragt sandwich triller vi vider mod øst. En rød creme mod sår infektion, som vi havde i køletasken er flækket. Vi har da heldigvis ikke haft brug for den, og nu er vores drikkedunke steriliserede, udvendigt.

Den ujævne vej er hård ved bilen og alt inden i den, inklusiv os. Det hjælper på bumpene at køre 100 kilometer i timen, men jeg skal koncentrerer mig meget, for at blive på vejen, og ikke ramme skæbnestore klipper eller huller.

Nogle steder er vejen som et stort vaskebræt, andre steder er det nærmest brosten, der bare ikke er lagt. Noget, der ligner jævn vej kan være store huller, der er fyldt op med meget løst fyge-sand. Nogle strækninger er ankeltdybt sand, som man sejler gennem, lige som på vaskebrættet.

Jeg har hele tiden fulgt med på kilometertælleren. 10%, 100 kilometer 20, 200 og så vider. Samtidigt med jeg siger 80% viser det sig, vi stadig har 70% tilbage. Der er kun én sidevej på de 700 kilometer, og det er en mindre og ringere, der drejer op til Kalumburu - i følge vores to kort.

Virkeligheden er en helt anden. Vi skulle være drejet fra, for at komme til Kununurra. Vi har kørt 150 kilometer nordpå, og nu er det virkelig et problem med dieselen. Vi passerede Drysdale River Station på vej op af vores lille omvej, og de sælger da heldigvis diesel. Godt nok til 1,40$ (6,50 kroner), men så kan vi da komme ud. 60 liter, det er en forslugen bil!

Vi når de 700 kilometer (som skulle have været nok) klokken lidt over fem, men vi har stadig 300 foran os. Det er sort nat halv seks, og da vi passerer et skilt med camping på et homestead, slår vi til. Indkørslen er omkring ti kilometer, og temmelig ringe. Vi kommer op til gården, hvor der er fest og farver. Betaler 100 kroner, og kører langt fanden i vold, ud på en sort mark. Det sidste stykke styrer vi mod et bål. Efter 800 kilometer på dårlig grusvej, virker alt som "hjem".

Da jeg fjerner det stykke stof, der skal holde støvet ude af bagdøren, er det vådt. Højest usædvanligt! Det viser sig at være den liter langtidsholdbare mælk, som der ikke var plads til i kasserne. Hele gulvet sejler bare i mere eller mindre indtørret mælk, godt opblandet med rødt støv. Ikke lige hvad jeg havde drømt om, efter en lang koncentreret arbejdsdag.

Vi hiver det hele ud, og tørrer det af efter hånden. Vi kender proceduren fra episoden med de rødvins marinerede oliven, men det er hårdt og tidskrævende. Vores naboer kommer over, det er Jesper og Line! De har brugt lidt flere dage på dette stykke vej end os, men har så også fået flere (og positive) oplevelser end os. De har en flot tryksag, der er program i for 19 dage på Gibb Road.

Da vi endelig har fået afmærket vores bil, sætter vi os over til deres bål, og hygger. Jeg har lidt en drøm om et varmt bad, som vi fik lovning om, da vi bookede ind. Toilet og bad er store galvaniserede rør, med lærredsdør med lynlås. Der er ikke varmt vand, de andre har brugt det. Jeg finder vandvarmeren, og fyrer op under den. Ja, sådan i bogstavelig forstand. Lidt visne blade, nogle småkviste og et par lange grene, jeg kan skubbe ind efter hånden.

Vi sidder og sludrer med Jesper og Line til klokken er over tolv, og så er jeg mør!

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]