|
Line er med Nephendis i Costa Rica for at frelse naturen. Mellem to projekter har hun 14 dages ferie; vil jeg komme over og følges med hende rundt i landet? Selvfølgeligt, og da jeg får overbevist Morten og Jesper om, at Laos i slutningen er tørtiden ikke er en succes, er de med på ideen om Costa Rica.
28/3. Direkte fra værtshus til Kastrup lufthavnen klokken 5.00. Vi mellemlander i Holland, og der bliver tid til at skifte fotografiapparatet ud med et endnu mindre. Efter 19 times flyvning er vi i Costa Rica, ud og fange en taxa og ind mod hovedstaden San Jose. På vejen hører vi fodboldkamp: Costa Rica banker El Salvador, og det går ikke stille af! Gooooooooooooooal!
Vi finder et rimeligt hotel til 5$ og går ind til centrum, der er ingen højhuse i glas og stål, ikke ret meget trafik men en ganske afslappet atmosfære. Der kommer jævnligt en lille flok papegøjer flyvende gennem gaderne, på deres vej fra én park til en anden. Efter en gang kylling (pollo), dejser vi omkuld på vores elendige madrasser lidt i ni. Vi har været på farten i 25 timer.
29/3. Jeg står op klokken 5.45 og går en tur i den stille og nærmest folketomme by. Brødrene står op ved
syvtiden, og vi indleder den svære jagt på anstændig morgenmad og kaffe. Dagens første oplevelse er et serpentarium, som huser de fleste af landets slangerarter. Pænt og rent med overordentligt velindretede terrarier. Der er 17 giftige slanger i landet, heriblandt havslangen, der har den stærkeste gift, naturen kan fremstille. Der er af indlysende årsag ingen modgift; man når det alligevel ikke.
Vi finder en rejsearrangør, som hjælper os med at finde de mest spændende seværdigheder. Jeg har hjemmefra forberedt en komplet liste og plan, men ikke overraskende; er den dybt urealistisk, hvis man har mindre end et års ferie. Vi bliver ligeledes bremset af påsken, som tickoerne tager særdeles seriøst. Line skal mindst 72 timer uden for Costa Rica, for at få forlænget sit ophold, så Panama skal ligge i "hendes" 14 dage. Vi får nogle tips og fortsætter rundt i den rolige hovedstad. Finder en bank, hvor Morten opdager, han har efterladt 100$ og sin pung til stuepigen.
Efter en bid mad går vi ud til byens zoo. Lille og hyggelig med hovedsageligt lokale dyr. På vores vej tilbage til centrum, ser vi centralmarkedet. Ikke lige det pulserende landbrugsmarked, jeg havde regnet med, men alligevel meget interessant. Mens Morten og Jesper går tilbage til hotellet for at finde Mortens pung, går jeg hen til Corres Central for at mødes med Line. Hun dukker smilende og solbrændt op, næsten samtidig kommer brødrene, og vi finder en hyggelig café, hvor vi kan høre om Lines første to måneder og lægge planer for de næste uger.
Vi booker Line ind på mit værelse og går ud for at nyde en italiensk aftensmad. Tørner ind ved 10-tiden.
30/3. Efter morgenmaden ringer vi lidt rundt for at finde en bil. Taxa til Hertz, hvor vi lejer en 4WD´er for 70$ pr. dag. Vi kører ud gennem byen ad den panamerikanske highway, gennem sukkerrør- og kaffe plantager.
Vi finder den i guiden omtalte smukke bjergvej mellem Zazero og Fortuna, og ved et 60 meter højt vandfald holder vi picknick. Det mylder med fugle, alt fra finker over store stære til gribbe. Ved nogle varme kilder er der lavet nogle pools og en restaurant. Ræve dyrt, men så er der også masser af Mallorca-stemning! Vi bliver hængende, da det også er en af de bedste udsigtspladser til Vulkan Arenál. Vores venten bliver dog ikke belønnet; det massive skydække forlader ikke vulkanens top.
15 kilometer jordvej fører os ud til et andet udsigtspunkt, lige ved foden af vulkanen. Vi går op ad et flodleje, men skyerne dækker fortsat udsynet. Nogle spor i flodlejets sand ligner leopardspor, men mørket falder pludseligt på, så vi haster tilbage til bilen. Sol ned 17.50, begsort nat 18.05! Luften sitrer af fugle- og insekt sang.
På vej ned af bjerget ser vi skægfugle og en enorm intens sværm ildfluer. Skægfuglene sidder på vejen med deres fosforescerende øjne. Nogle temmelig store aga-tudser krydser vejen, og i krattet langs vejen er der dyreøjne. Vi spiser aftensmad ved de varme bade og finder nattely i en nærliggende landsby.
31/3. Jeg står op sammen med solen, og botaniserer i "hotellets" baghave, som nærmest er jungle. Kolibrier, kæmpe biller, firben, skader og gribbe. De andre dukker op, og vi kører op til Arenál igen. Skyerne dækker stadig, men vi finder en vej i en nationalpark, som fører os næsten til toppen.
Vi kan lugte vulkanen, og med jævne mellemrum lyder en voldsom buldren. En blanding af torden og brostens aflæssen. Jorden vibrerer, og det giver alt i alt en intens oplevelse. Naturen er smuk; 2-3 meter høje græsser, flodlejer og en tæt og mos-overgroet skov. Firben og tudser, sommerfugle og smukke hvepse. Efter lang tids traven kommer vi til en 20 meter høj mur af klippeblokke. Det er grænsen fra vulkanudbrudet i 1992. Et lille skilt oplyser, at der ikke må fjernes sten fra det Roskilde-store område. Vi er de eneste turister den dag, så jeg kan godt se, at i løbet af 3-4 milliarder år, vil området være tømt!
I erkendelse af, at vi ikke får set toppen idag, kører vi fra Arenál vulkanen rundt op den kæmpe store kunstige Arenál Sø til Arenál by. På vejen ser vi edderkopaber i træerne over vejen. Så dukker en næsebjørn pludselig op i vejkanten. Spøjs fætter. Vi sigter mod Monteverde, som rummer nogle af de smukkeste sky-skove i verden. Ser et skilt med Sky Walk. Det må vi prøve.
Området er udelukkende dybe kløfter med tæt skov . Der er spændt 5 gangbroer ud, hver godt 200 meter lange og med 65 meter til bunden af kløften. Det giver en virkning af, at gå fra skovbunden og gennem trækronerne til den storslående udsigt over kløften. På vej op passerer vi orkideer, bregner, bromelier og alverdens andre epifytter. Insekter og fugle sværmer overalt. Et sted sidder en metallisk kolibri og synger. Det lyder nærmest som en hæs tudses kvækken.
Turen går videre til Santa Elena parken, hvor vi foruden alt det sædvanlige ser en stor sort fasen med blåt næb. Vi finder ly for natten, og tilter om ved 9-tiden.
1/4. Op klokken 5.30, for blot at konstatere; skyerne står tidligere op. Arenál er som sædvanlig totalt indhyllet. Tager ud til den lokale nationalpark, hvor vi ser anoler, bladskærermyrer, egern, agamer, høge, kolibrier, sommerfugle, blandt andet den store blå Morpheus, amerikansk svalehalet kite, en enkelt auguti (6 kg marsvin), hvidnæset- og sortnæset næsebjørn, hvidhovedede aber, grønne leguaner, metalliske biller og et utal af flotte blomster og smukke planter. Vi vælger en alternativ sti og får en gevaldig tur ned og op langs en næsten lodret bjergside.
Godt svedige fortsætter vi til Iguana Park, et kæmpe stort, ikke indhegnet område med 70-80.000 grønne leguaner. Det er et forsøg på at opdrætte nyttedyr direkte i urskoven uden at ødelægge den. Først ser vi ikke en eneste, men så pludselig er træerne spækket med dem. De lever af blade, og på trods af deres kropsbygning er de meget adrætte.
Parken opdrætter også røde araer. De har været tæt på udryddelse på grund af menneskenes indfangen. I naturen har de ingen fjender, faktisk "hænger de ud med gribbene i trætoppene". I en lysning ser vi to, der sidder og gnasker i sig. Vi venter lidt, og endelig flyver de. Andre mindre papegøjer ser ud som om, de er lige ved at styrte ned på grund af deres febrilske basken med de korte vinger. De røde/blå/gule/grønne araer flyver som kæmpesvaler.
Det næste, der møder os på den smalle sti, er en lille flok egern. Så følger en farvefrø (Dendrobates auratus) og nogle hjælm leguaner (Jesus øgler), der kan tilbagelægge 20-30 meter på vandoverfladen. Vi er, ikke overraskende, først ude af parken efter lukketid.
En vagt med maskinpistol lukker efter os, og vi kører ind til den nærmeste større by. Her venter der os en slem overraskelse: Påsken betyder, at alle barer, restauranter, kiosker - ja, selv restaurant "Den gyldne Måge" er lukket! Det lykkes dog at opspore lidt junk-food, så vi ikke skal gå sultne i seng.
2/4. Alt, simpelt hen ALT er lukker. Der kører ingen busser, så vi er glade for vores lejede 4WD´er. Vi finder endelig en Shell-tank, der har åbent, så vi kan få lidt at spise. Der kommer en biker ind på sin slidte og støjende Harley, han virker nærmest som et stykke kulturhistorie.
Fuldt tanket fortsætter vi mod syd til Park Nasional Tampani. Lige inden for indgangen er der et leben. De lokale tager herud for at bade i floden (og de skal ikke betale 6$ i entré). Det første dyr, vi møder, er en orangebenet tarantel, og lige inde i skoven er der et massivt kor af farvefrøer. Desværre går vi på en meget stejl bjergside, så det er umuligt at trænge ind i den tætte urskov. Langs stien finder vi biller og smukke blomster, og enkelte gange krydser tukaner og papegøjer den smalle strimmel himmel over os. Da det bliver køligere og ser ud til regn, vender vi om.
Nede i landsbyen er påske-optogene på sit højeste, men man kan stadig ikke købe noget at spise (og jeg som troede at fastelavn var fasteperioden!). De næste, lidt større byer, vi når til, de rene mareridt; ensrettede gader som altid, men nu også med helt afspærrede torve og gader.
Et par fakta, som jeg ikke kan få passet ind: Line mener, kløe er en illusion, én ud af fem biler har nummerplade, vi bruger sikkerhedssele for ikke at bumpe hovedet op i loftet (frihøjde 20 cm), alle hunde, vi møder, er utrolig venlige, loppebefængte og nuttede og som i alle andre kaffeproducerende lande er det temmelig svært at få en god kop kaffe.
Vi kommer tilbage til San Jose og afleverer bilen med 700 Km på klokken. Før det bliver mørkt, går vi en tur i den lokale "Fælledpark". Hesteudlejning, hunde, snacks, søer med fiskere, unge og gamle, is og græsplæner. Tilter om på vores stam-San Jose-hotel kvart i ni!
3/4. Op klokken 4.30 for at få morgenmad og sikre os en billet til Limon-bussen. Det går gennem kaffe- og banan plantager og kvægland til vi når det Caribiske hav. Efter 5 timers kørsel er vi i Limon, som er hovedhavnebyen. Vi provianterer lidt, tager en taxa til havnen og kravler ombord på en lille men meget kraftig motorbåd. I fem timer sejler vi op af kanaler langs havet. Dette er virkelig et mini Amazonas: Nogle steder mangrove, så et glimt af havet og ind i en urskovs tunnel. Standser ind i mellem for at se et utal af forskellige hejrer (lille grønrygget, stor/lille blå, grå, hvid), kaimaner, sumpskildpadder, mini flagermus, skarver, edderkop- og brøleaber, grønne leguaner, vadefugle, pelikaner, vandhyazinter i kvardratkilometervis, gekkoer, fiskeørne, basilisker og græshopper. Vi holder en kaffepause ved en lille café - in the midle of absolutly nowhere.
Vi kommer til et lille landsbysamfund, som ligger på landtangen mellem flod og hav. "Handelsgaden" består af en blandet landhandel og to souvenir-shops. Der er bare ikke ret mange turister. Vi ser kun dem, vi er sammen med: To amerikanere, som ikke kan klare kryb og tager hjem næste dag samt tre hollandske bi-forskere, som også ved lidt om anden natur. Vi finder en restaurant (det ligner mere en privat terrasse), og får sen middagsmad.
Så sejler vi videre op af floden til vores bungalow-hotel sammen med amerikanerne. Meget primitivt, men særdeles hyggeligt. Fritliggende pælehytter, fælles bad/toilet og en hyggelig spisesal.
Efter at have støvet lidt rundt i "haven", som egentlig bare er en relativt åben del af den omgivende jungle, får vi aftensmad. Strømsvigt; et stearinlys på bordet gør det ikke helt, så en fyr sætter sig op på en stoleryg med en lommelygte. Efter at have tømt sengen for kakerlakker, tørner vi ind. Amerikanerne sover ikke så godt.
4/4. Uret bibber klokken 5.30, og efter velsmagende morgenmad sejler vi gennem urskoven til Park Ranadish. Vi bliver lidt forsinket, da vores kaptajn åbenbart har sagt op i løbet af natten. Her er en canadisk forskerstation, som også har en lille udstilling af egnens dyre- og planteliv. Midt i lejren står en 1½ meter høj træstub med bregner og epyfytter. En nærmere undersøgelse afslører en koloni af knaldrøde jordbærfrøer. Én er ved at transportere sin haletudse over til en anden bromelia.
Vi sejler videre ned ad floden og ser kaimaner, sumpskildpadder, edderkopaber, hejrer, skarver samt nogle særdeles flotte, men ukendte fugle. Vel tilbage til lejren begiver vi os ud i den omgivende urskov. Der er en enkelt sti, der fører over til den næste bebyggelse, et par kilometer oppe af floden. Nogle små veksler krydser, og vi kommer langt ind i den tætte bevoksning.
Allerede inde i lejren ser vi jordbærfrøer, og jo længere væk vi kommer, jo større variation i dyrelivet: Orangestribet farvefrø, skinke, stor flerfarvet tukan, basilisker, fisk, græshopper i alle farver og størrelser, to slags tudser og en hel del småfugle.
Godt trætte sætter vi os ned i tårnet på bådebroen og betragter livet langs floden. Ind i mellem kommer en kano forbi. Udhugget i én stor stamme, eventuelt forhøjet lidt i rælingen, og så med en 80 HK påhængsmotor. En flok aber tumler rundt lige på den anden side af floden, hejrer står i vandkanten, fiskene springer. Vi har hørt lidt om, at vi skal ud og padle i kano, men da vores guide nu også er forsvundet, er vi ikke helt sikre på, hvad dagen vil bringe.
Vi bliver afhente af en fyr, der sejler os ind til "byen". Efter at have støvet lidt rundt, får vi en ny, midlertidig guide, som læsser os i to kanoer sammen med de tre hollandske biologer, og så padler vi ud i mini Amazonas. Det første spændende dyr, vi ser, er et dovendyr (det hedder sloth på engelsk, ligesom ludere og møntindkast). Så dukker der rige mængder af forskellige tukaner, hejrer, tropiske fugle, en kæmpefasan, og andre meget sjældne fugle op. Kaimaner og sumpskildpadder ligger på træstammerne langs flodbredden og i et træ sidder en tyknæbet hejre.
Det begynder at mørkne, og vi padler tilbage til byen. Her får vi at vide, der ikke vil være aftensmad i lejren. Vi finder et madsted og konsumerer nogle af de lokale velsmagende retter til chikadernes sang. Vi mødes med vores kaptajn på det aftalte tidspunkt, men nu er vores båd væk. Først kaptajnen, så guiden og nu båden! Langt om længe får vi chartret en anden og i stille regn sejler vi hjem. Er for trætte til at smide kakerlakkerne ud af sengen.
5/4. Tidligt op, og så fem timers sejlads tilbage til civilisationen. Det eneste nye vi ser, er et par både med gråhårede amerikanere. Taxa til Limon. Mens vi venter på bussen, bliver der tid til frokost og en tur i banken. Vi kører sydpå til Sixaola, som er grænsebyen til Panama. På vejen ser vi tre dovendyr i træer lige ud til vejen.
Vi ankommer sent om aftenen, så grænsen er lukket. Efter lidt fjumren omkring, finder vi et rimeligt hotel. I en nærliggende restaurant får jeg dybtstegte rejer, de andre nyder en øl.
6/4. Op 6.00 ned for at spise morgenmad, og klar ved grænsen, der åbner klokken 7.00. Bliver standset lidt ude på den lange og vakkelvorne bro, som går over grænsefloden. Vi skal tilbage og ned i en kælder for at få ordnet papirerne. Vi udfylder blanketterne og får så at vide, vi skal have et frimærke på apoteket!
Har et sandt helvede med at finde det. Vader frem og tilbage og finder det endeligt, bag i en netop åbnet møbelforretning. Tilbage og over grænsen. Den panamanske side har også blanketter, men skal i det mindste ikke have frimærker.
En taxa-chauffør står og sludrer med pas kontrolløren, og vi hyrer ham til
turen indtil Cupereioxola.
Vi rejser lidt rundt i Panama, men det er en helt
anden historie.
10/4. Det er på tide at vende tilbage til Costa Rica, så vi tager 10.00 bussen til Sixola-Limon-San Jose, hvor vi ankommer klokken 15.30. Vi henter Lines rygsæk og finder en kaffebar med international atmosfære. Naboen er en internet-café, og der hentes nyheder hjem. En taxa bringer os ud til Hertz, og vi kører op til Pontarenas i en ny, stor 4WD´er.
11/4. Mens vi venter på færgen til Barra Honda, betragter vi de fantastiske fregatfugle. Området er temmelig tørt, det har ikke regnet i et halvt år. Ved parkens indgang forklarer en charmerende kvinde os om de forholdsregler, som vi bør følge, hvis vi vil levende ud af parken. Vi køber en billet til drypstenshulen og begiver os op af bjerget. Det er varmt - MEGET VARMT!
I nogle trætoppe, lige over vores hoveder, sidder en flok brøleaber og daser. En slange forsvinder ned i et hult træ, mens et mylder af grønne leguaner dovent fjerner sig fra stien. En chestet caracara svæver over vores hoveder, mens en agouti forskræmt pisker ind i buskene. Flere gange kommer de yderst charmerende hvidbrøstede magpie jay flyvende hen til os og snakker. De har et særdeles stort og varieret ordforråd, og så er de enormt nysgerrige.
Godt gennemsvedte når vi indgangen til hulen. Et lille hul giver adgang til en 20 meter dyb skakt. En smal rebstige leder os ned i jordens indre. Synet er overvældende; stalaktitter møder monolitter, store "gardiner" glimter som diamanter, og de mest pudsige figurer afslører sig. Vi kravler ned af en stige og kommer til en smal gang, bestående udelukkende af drypsten. Her spiller vi på "orglet", en formation af stalaktitter i forskellig tykkelse, som frembringer en klokkeagtig lyd, når man slår på dem. I en af hulerne sidder der bittesmå flagermus i spidsen af stalaktitterne. Et sted trænger vi igennem en sprække for at komme til en mindre hule. Morten får ikke set den! Vores guide fortæller på letforståeligt spansk om det, vi ser, og hulens historie.
Vi kravler op og kommer ud i det blændende dagslys. Turen tilbage til rangerstationen går lettere. Det er knapt så varmt og det går nedad. Det er blevet overskyet, og 15 sekunder efter vi har nået stationens halvtag, åbner himlen sine sluser. Morten ofrer sig selv, og totalt gennemblødt kommer han tilbage med bilen, som holdte 100 meter væk.
Vi kører til Jacó, en badeby ved Stillehavet. Det er blevet mørk, så vi finder en kombineret restaurant og hotel. Mens vi sidder på terrassen og spiser, kommer en lille myresluger forbi. Den virker totalt upåvirket af mennesker, men der er vel heller ikke nogen, der fodrer den. Nogle tudser patruljerer på plænen, og to duer sidder og skider på mig. Efter at have vasket tøj og os selv, tørner vi ind.
12/4. Vi kører ned langs vestkysten, standser hos en amerikansk surfer for at spise morgenmad, og fortsætter. Vi er i egernabe-land, og de små aber ses i træerne langs vejen. Vi kommer til Quepos lige før middag og bruger et par timer i banken. Shopper lidt rundt, spiser og kører så Line ud til hendes næste projekt i Jardin Gaya.
Vi fortsætter til Hacienda Barú. Her ser vi store farvestrålende og pudsigt formede tæger, dværgpapegøjer og myrer i tonsvis. Vi kommer ud til vandet; sand så langt øjet rækker, store bølger og palmer. Under træstammerne i skovbrynet myldrer det med eremitkrebs. Verdens største spindende edderkop har sine spind her. Hunnen er enorm, hannen en lille myr. Når vi krydser et af de talrige vandløb, stormer basilisker over vandet.
Flere steder ser vi bladskærermyrenes enorme tuer. Der kan være op til to millioner myrer i én tue, der findes 12 udgaver (skærere, bærere, ingeniører, soldater, baby-sittere, renovations- og vej arbejdere, små soldater, der bliver båret på bladstykkerne som forsvar for fluer, gartnere, unge dronninger og droner og selvfølgelig dronningen). Mange af tuerne bærer kraftigt præg af myreslugernes besøg. Forskellige tukaner flyver over vores hoveder, mens deres karakteristiske skrig blander sig med de andre fugles stemmer.
Det bliver snart mørkt, så vi kører videre til Palmar Norte. På vejen ser vi en meget stor, kronet hønsefugl.
13/4. Vi kommer nu ud på den sydlige halvø. Der bliver længere og længere mellem menneskeskabte ting. Vejen ser efterhånden heller ikke menneskeskabt ud. Efter at have kørt langt - rigtigt langt, begynder der igen at dukke biler og meget spredte huse op. Det bliver tilsidst til en lille by, hvor vi finder hotel og en guide, der vil tage os ud i naturen i morgen.
Vi starter selv med at køre ud til skoven og traver rundt i fem timer. Der er ikke meget liv, men vi ser adskillige ara-par. Morten bliver trampet over tæerne af en slange, som dog synes at komme helskindet fra mødet. Vi slutter dagen af med at nyde solnedgangen over bugten. Aftenen går med film på et af de lokale spisesteder. Alle steder, hvor der serveres noget, kværner musikanlæg og TV om kap.
14/4. Vi mødes med vores amerikanske guide klokken 6.00 og tager "bussen" ind midt på halvøen. Vi sidder på ladet af en temmelig åben pick-up sammen med nogle lokale, som er på vej til arbejde. Foran kører en anden pick-up og hvirvler enorme mængder fint støv op. Da vi stiger af bilen er vi rødbrune fra hår til fødder.
Amerikaneren har fundet et fantastisk område: Det myldrer med liv i den rige vegetation. Brøle-, edderkop- og egernaber, 30 centimeter lang vandrende pind, en stor skorpion, agoutier, leguaner, mængder af araer, kolibrier, egern, farvefrøer, tukaner, tæger, alligatorer, firben, skinke, dovendyr, pelikaner, kæmpe eremitkrebs, sommerfugle og meget andet.
Flere gange kommer vi ud til vandet og går lidt i den hede sol. Et sted standser vi for at bade. Dette er verdens varmeste havvand: 290C. Bølgerne ser ikke ud af noget på havet, men de vokser pludseligt til 1½ meter på den stejlt skrånende sandstrand. Vi fortsætter langs stranden, passerer et gartnerkollektiv og kommer til en lille restaurant. Efter maden bliver vi hentet af en taxa, som kører os tilbage til byen, mange indtryk rigere. Samtidig med vi sætter os på ladet af bilen, begynder regnen at piske ned.
Vi checker ud af hotellet og kører tilbage mod San José. En slange er ved at krydse vejen, Jesper kigger på et skilt, og kræet må springe for livet. Dens øjne når op i min øjenhøjde! Ellers sker der ikke meget på de 350 kilometer. Efter otte timer kommer vi til San José, godt møre, specielt Jesper.
15/4. Vi starter dagen med at køre syd på til Turialbu. Efter en del (for os sjælden) fjumren omkring af forkerte veje, kommer vi dertil: Buhh - den har vi set. Da området ikke bød på så meget spændende sidste gang, kører vi straks tilbage. Videre nordpå til Catarata La Pas. Utroligt smukt vandfald. En gammel buet træbro fører over lagunen, en lille sti bag om vandfaldet. Vi suger indtryk til os og fortsætter til Pasoá, som traditionen tro er indhyllet i tåge. Det begynder at regne, så vi fortsætter nord-vest på til Cañas. Ikke en optimal dag, men vandfaldet var smukt.
16/4. Længere nordpå til Hacienda Paulo Verde. En helt ny type natur byder på nye dyr: En hjort, mængder af brune gæs og andre vadefugle, pinke ske-storke og den efterhånden enerverende mængde af grønne leguaner. Her er de fantastiske gul-blomsterne træer sprunget ud. De blomster kun 3-4 dage om året, men så er det fuldstændigt overvældende. Det myldrer med farvestrålende småfugle, nogle stærkt rødgumpede, andre helt blå, nogle sort/gule.
Længere nordpå til Liberia, hvor vi shopper lidt rundt. Jeg står og kigger på barbergrej, da en sød pige kommer og siger en hel masse på spansk. Det eneste ord jeg fanger er "gratis", men det er også nok; jeg følger med. Hun fører mig over til hendes veninde, der har slået en barber-shop op i supermarkedet. Jeg bliver - til Jesper, Morten og en del andre kunders store fornøjelse - sæbet ind og så barberet på alle mulige leder og retninger. Lettere forskåret vakler jeg ud blandt de levende. Nej tak, de andre skal ikke barberes.
I skumringen, hvor vi sidder nede ved torvet, kommer der enorme mængder solsorte-lignende fugle flyvende ind fra de omgivende marker og skove. De sætter sig i træerne på torvet, så der tilsidst er flere fugle end blade. Alle hannerne synger, så det er komplet umuligt at høre, hvad vi selv siger. I følge Jesper, som har valgt værelset med vindue, synger de hele natten; han er ved at få pip! Mens vi spiser aftensmad kommer en opossum snigende rundt i en baggård.
17/4. I morgengryet kører vi nord-øst på til Park Nasional Vulkan Santa Maria. Vi forlader den asfalterede vej og kører nu på en kridhvid sandvej. Vi når efter en times tid en meget skrøbelig træbro. Ved en nærmere inspektion viser det sig, at plankerne henholdsvis mangler, er rådne eller ligger løst. Vi vælger den U-formede vej, som kører gennem det tørre flodleje. Meget stejl, men med 4WD´er går det netop.
Her er let afsvedet, men ifølge nogle skilte skal der være nogle varme og kolde kilder. Vi traver ind i skoven, krydser en hærmyrer-vej, løber spidsrod gennem solens stråler på bushen, ser mange spændende insekter, får et drys regn og når endelig de kolde svovlkilder.
Den lange tids tørke må have påvirket dem, der er ikke meget andet end en stor lysning med store svovl skorper. Vi fortsætter ud i naturen og når så de varme kilder. De kommer ud under nogle klipper, lige hvor en stor å slår en bugt. Naturen er betagende, heden forfærdelig, og vi en anelse slidte. På vej tilbage ser vi flere fugle, insekter og lige før parkeringspladsen: Et bæltedyr. Ifølge bøgerne skulle de være rolige, men denne stormer ind i buskadset og ned i et af sine huller. En sommerfuglelarve på størrelse med en pegefinger, en snudebille, hvis snude/hovede udgør halvdelen af den totale kropslængde, en slange og meget andet krydser vores vej.
Regnen kommer pludseligt og voldsomt, lige da vi når bilen, så vi kører syd på mod San Calos. På vejen passerer vi Arenál, som - surprise, surprise - er dækket af tåge. Vi finder endelig San Calos centrum, og booker ind på et, for denne tur, luksus hotel.
18/4. På vej tilbage til San José gør vi stop ved Vulkan Poas. Meget turistet sted. Grusstier med trappetrin, kaffeshop og udstilling. Her ser man en kratersø, som har en pH-værdi på 1. Ved siden af ligger en smuk blå lagune. Begge er dækket af skyer, så vi går en tur i området.
Grusstierne er lidt for befærdede efter vores smag, så da en sprække viser sig i den tætte vegetation, trænger vi ind i tågeskoven. Alt er overvokset med lav, mos, bregner, epyfytter og orkideer. Den 25 centimeter brede sti fører os, på en næsten lodret bjergskråning, rundt om bjerget. Nogle gange åbenbarer utrolige udsigter sig, andre gange skjuler skyerne os fra hinanden. Et sted kravler vi seks meter lodret op af trærødder, andre steder skrider vi på røven i visne blade. Dyr ser vi ikke mange af, men de troldeskov-agtige træer og den øvrige vegetation er rigelig.
Efter en kop kaffe vender vi tilbage til udsigtspunktet. Mens vi ser på, forsvinder skyerne, og kratersøen åbenbarer sig. En dampsøjle står op ved bredden, hele området er totalt goldt, og vi må kun være her i en halv time. Vi fotograferer i takt med de japanske turister - og så tilbage til den friske luft.
Vi kører gennem Alejulia og Heredia og får afleveret den totalt tilstøvede bil uden for lufthavnen. En unavngiven person har checket flytiden, der er 2 timer og 45 minutter til take-off, 45 minutter til last check-in. Vi bliver kørt til lufthavnen og overraskes lidt af den manglende kø. En kaptajn kommer forbi og spørger, om vi skal med Martin Air, så er det den vej! Ja, ja, vi skal lige handle toldfrit. Så er det, jeg finder ud af, at flyet ikke letter om 2 timer og 15 minutter, men om 15 minutter. Vi får handlet toldfrit og brugt de sidste penge på kaffe og slasker så ud til flyet.
Mellemlandningen i Holland giver lang ventetid, men endelig kommer vi afsted, og endelig er vi hjemme. René henter os i lufthavnen. Hold da kæft, hvor er det koldt i Danmark!
Bagage: 1 Kg, Pris: 17.000 kr
|