3. Jeg sidder ved siden af en indisk professionel tennisspiller i flyet. Han fortæller om sit land, og hvor han ville anbefale os at tage hen. Da vi er ude i plan "C", er det værd at lytte til gode råd. Flyvningen er på under otte timer fra München, behagelig kort i forhold til hvad vi plejer at udsætte vores legemer for. Vi lander 6.45, det er lige blevet lyst. Delhi har et indbyggertal på 13.8 millioner så vi er ikke alene på denne tid af dagen.

4. Efter at have hævet lidt penge, går vi ud af lufthavnen for at finde en taxi. På de ti meter fra døren hen til taxiholdepladsen møder vi vores første hellige ko! Det viser sig senere, de vælter rundt alle steder. Rimeligt godmodige, jeg bliver kun stanget to gange. Vi ville egentlig have taget toget til Agra, hvor Taj Mahal blandt andet ligger, men bliver anbefalet taxi af flere indere. Man kan forudbetale den i lufthavnen, så er man fri for at blive snydt: Man bliver flået! Vi lærer senere, at de anbefalede "pre-payed" kontorer tager tre til fire gange prisen. Skidt, det er stadigt vildt billigt; vi giver 460 kroner for en fire timers tur. Vi starter i en Ambasador, som ligner en bil fra 30erne eller 40erne, men vist stadig laves. Uden for bygrænsen flytter vi over i en ny men mindre bil, som er privatejet. Det har noget med afgifter at gøre. Indien er delt op i 20-25 provinser, hver med sin vægtafgift.

 Vi er i et fremmed land: Mand i store turbaner og enorme overskæg, kvinder i smukke silkedragter, vandbøfler, hvide okser, tamme vildsvin, desmerdyr, kohejre, biædere, isfugle, indiske halsbåndsparakitter, aber, dromedarer, påfugle, krager, farvestrålende stære, væverfugle, glenter, gribbe, ørne, dresserede læbebjørne og mange hunde. Her er frugtbart, vi er i slutningen af monsunen, og alt er grønt. Vi passerer små marker med hirse, ris, majs, linser, soya og bønner. Nogle steder brydes de frodige marker af sumpe og andre steder af meget lave bakker.

 Trafikken er et kapitel for sig. Hornet bruges konstant! Faktisk står der: "Horn Please" eller "Use Horn" bag på alle tuc-tuc'er og lastbiler. Alle kører som om de er i en ensrettet gade, bare begge veje. En jævn blanding af traktorer, Tata-lastbiler, færre personbiler, okse- og dromedar kærre, enkelte hestevogne, rickshaws, tuc-tuc'er, knallerter, motorcykler og gående, med og uden vogne, eller med enorme byrder på hovedet. De fleste modeller ser velkendte ud, med hedder noget andet. Honda hedder Hero Honda, Yammaha: Toro, de fleste Mazdaer og Suzukier hedder Tata, og det gør alle lastbiler også. Den eneste der har beholdt sit navn er Royal Enfeild motorcyklen. Den har endda stadigt sit " 30-40" look!

 Vi standser for at få brunch. Ris med krydderier og nan, som er fladbrød. Alle steder vi kører, passerer vi håndpumper i vejsiden. De er nye, men det er begrænset hvor langt nedefra vandet hentes. Det, i kombination med den tætte befolkning gør vand til en seriøs helbredsfaktor! Vi sidder midt på gårdspladsen, og er travlt beskæftiget med at holde moskitoer, fluer og kæmpe myrer i skak. Værten kommer stolt med en gæstebog. Den er temmelig laset, tynd og så er den fra en gang før 1987. Her kommer vist ikke så mange fremmede. Vi er i Uttar Pradesh-provincen, som er befolkningsmæssig stor: 166.1 millioner. Faktisk ville den være verdens syvende største land, hvis den løsrev sig!

 Vi ankommer til Agra ved frokosttid, og styrker os med lidt mad, før oplevelserne. Temperaturen er omkring 35 grader, og da mine rejsefæller opdager "Kingfisher", som er en udmærket lokal pilsner, er der glæde. De kommer i 650 cl. flasker og i to styrker fem og otte procent. Mens vi spiser ser vi jordegern. Disse utroligt charmerende væsener følger os det meste af turen, og koster rigtigt mange fotos!

 Entreen er temmelig dyr: 100 kroner, og så må vi yderligere selv betale en guide. Flink fyr, som taler et rimeligt forståeligt engelsk, viser os rundt og fortæller om stedets historie og opbygning. Dette enorme kompleks i hvid marmor blev bygget i 1200 som mausoleum over en elsket hustru. Fire minareter omgrænser det, de hælder en anelse ud af, så hvis de skulle blive ødelagt af et jordskælv, falder de ikke ned over hovedbygningen. Sådan er der utallige små raffinerede detaljer alle steder i dette fantastiske bygningsværk. De hellige koranskrifter der omgrænser de enorme portaler ser ens ud, men bliver større og større op mod toppen, så man stadig kan læse dem. De er lavet ved at indlægge sort marmor i den hvide. Indvendigt er de polerede marmorvæge også indlagt, her er det bare med kulørte halv-ædelstene. Blomster og mønstre og flere skrifter. Alt er i symmetri, lige fra de mindste udsmykninger til de fire minareter, moskeen, indgangsportalen, de enorme vandarrangementer og gæstepaladset. Haven mellem bygningerne byder på perfekte plæner og flotte blomster.

 Vi må tage skoene af, for at komme tæt på hovedbygningen. Selv den hvide marmor er nærmest ulidelig varm, og den sorte kan man lave mad på! Bag hovedbygningen slynger den store flod Yamuna sig, og langs dens bredder kan man skimte andre enorme paladser. For at bevarer dette fantastiske monument og ikon for Indien, har man lavet strenge restriktioner for området. Der må ikke kører motorkøretøjer i en vis afstand fra bygningerne, og hele området er industri frit. Her må kun laves 100% håndarbejde. Så er de til gengæld blevet skattefritaget. Vi passerer nogle boder med marmorarbejde: Askebærer, borde og figurer i hvid marmor med indlæg. Fantastisk håndværksmæssig kvalitet, men ikke lige noget man tager i rygsækken i tre uger!

 Lettere slidte finder vi et udmærket hotel til 30 kroner for et dobbelt værelse. Vi går ud for at finde en bank eller ATM. Den i lufthavnen ville kun udbetale 500 kroner. En gentagende gene, som skylden en maksimum på antallet af sedler. Det koster stadig 30 kroner at fortage en hævning. For det beløb kan en inder klare sig rimeligt med bolig, tøj og mad i en uge!

 Vi går gennem den hektiske basar, hvor stort set alt falbydes. En ualmindelig ihærdig tuc-tuc chauffør, der har sit udseende, væsen og attitude imod sig, følger os i knapt en time. Han fatter bare ikke, vi vil gå. For at ryste ham af, smutter vi ind på en bar, hvor mine ledsagere føler sig tvungne til at købe øl. Stedet handler (som så mange andre) ikke officielt med øl, så de bliver hældt op, og flasken placeret under bordet. Sidder der en halv times tid, men det er ikke nok til at få chaufføren til at forsvinde. Vi går et par kilometer mere, mens han stadig lige ihærdigt, taler til min side. Endelig når vi Nationalbanken, men deres maskine tager bare ikke Visa eller for den sags skyld andre udenlandske kort. Den hedder jo også "Nationalbanken".....

 Tuc-tuc'eren er endelig smuttet, og vi bliver passet op af en noget mere charmerende rickshaws. Vi hopper om bord på hans og makkerens cykler, og håber vi møder ham fra før. De kører os til en pæn restaurant, hvor vi sidder alene midt på en stor plæne, omgivet af pæne bede, vartes op af fem tjenere og ser solen gå ned. Nogle af får en thali, som er en bakke med lidt af hvert køkkenet kan byde på. Med mad og drikke til fire kan vi slippe med 130 kroner. Det kan godt gå hen at blive en billig ferie!

 Vores to rickshaw'er har ventet uden for porten, og kører os nu hjem. Det vil sige; da vi nu har handlet prisen så langt ned, skal vi lige forbi en flot butik, der giver kommission. Det er ikke det værste, det kommer, da Rikke ser alle de fantastisk flotte silkevarer og smukke dragter! Vi bliver dog enige om, det er lidt for tidligt at proppe rygsækken. Marmorarbejder, sølvting og endeløse rækker ar bronze-figurer og træarbejder trækker også. Vi slipper endelig ud, køres hjem, og dejser omkuld halv ni. Det har været en begivenhedsrig første dag!

5. Op lidt i syv. Nede på gaden er støjet taget til. Et mindre orkester kommer forbi, knallerter og tuc-tuc'er uden meget udstødningssystem og biler, alle med hornet i bund. Vi spiser morgenmad på taget, med udsigt til Taj Mahal og Fort Agra, som knejser højt over byen. Inden for murerne og på toppen af de højeste knejser i alt 16 paladser, alle bygget i rød sandsten. Et enormt kompleks, som vi må op at udforske. 

 En relativ snæver stræde smyger sig i zigzag op af bjerget, og ender i et par enorme porte, smukt dekoreret. For 35 kroner bliver vi lukket ind. Det bliver ikke mindre imponerende indenfor: Mange højloftede sale, bygget i hvid marmor med indlagt med sort og halv-ædelstene. Store søjlegange, kæmpe pladser og udskæringer i sandsten på samtlige flader. Op til fire etager med svalegange og balkoner, hule mure med trapper, underjordiske kæmpebade, vildt smukt udsmykkede soveværelser og audienshaller. 

 Fra en af de høje balkoner er der en fantastisk udsigt over floden, helt ned til den blendende hvide Taj Mahal. I flodlejet umiddelbart under os traver en stor flok vandbøfler godmodigt rundt. På en af de mange perfekte plæner går tre hærfugle rundt og søger føde. Tagene og mere fjerne udhæng og balkoner bliver flittigt brugt af halsbåndsparakitter og aber.

 Mange steder er der indsat nye, lige så smukt, forarbejdede sten. Sandsten forgår, og bygninger fra 1100-1600 trænger til vedligehold. De fleste borge, forter og paladser vi besøger, har en lille hær af stenhuggere beskæftiget. De sidder på jorden med en stor sten, en lille hammer og et rustent søm. Primitive værktøjer frembringer perfekte kunstværker af meget høj standart. Både finish og form er upåklagelige.

 Vi har aftalt med vores rickshaws motorer fra i går, vi skal køre med den enes bror, som er taxi-chauffør. Her har man ikke fættre, man har brødre. Vi skal lige ned i byen og ringe - hos en guldsmed. Vi når at se hele forretningen - mange gange, før han kommer. Vi er der faktisk så længe, at selv jeg køber noget! En lille sort sten, mindre end en lillefingernegl. Det er en "Black Star of India", en sort halv-ædelsten, som har et hvidt kryds inden i, skabt af lyset brydning. 

 Vi kører 33 kilometer til Fathehbur Sikri, som er et andet fort. På vejen møder vi utallige heste- æsel- okse- og dromedar vogne, samt en hel del meget slidte Tata-lastbiler. Vi er stadigt i et fantastisk frodigt og grønt område, med mange marker med fødevarer. Vi standser ved en lille cafe, og nyder vegetar koma, dal, krydre ris og nan til næsten ingen penge.

 Fathehbur Sikri er et meget højt og stort fort, bygget i rød sandsten. Vi traver rundt, og har efterhånden fået dækket dagens behov for fantastiske sandstens udsmykninger og imponerende byggerier. På vejen "hjem" skal vi lige forbi en ny forretning, "for at få dækket benzinudgifterne". Vi er mere hærdede, og slipper væk uden at købe noget. Resten af turen skal vi nok huske at presse prisen lidt mindre, men samtidig undgå disse tidsspilder. 

 Vi vil ud til Gwalior, 120 kilometer syd på. Det vil chaufføren ikke, vejen er for dårlig. Han finder en helt ny 4WD'er til os. Vi aftaler pris, og ledes over til en knapt så ny! Nå, hvad pokker, det er billigere for tre timer, end starttaksten i Danmark. Den dårlige, tosporede vej er temmelig trafikeret, og det hele brænder sammen ved en jernbaneoverskæring. De er ved at lave en bro over, hvilket vil hjælpe meget. Jeg har indtryk af, de slår bommene ned et stykke tid før toget burde være der, og så bare venter. Forsinkelser er heller ikke et ukendt fænomen her i landet. Deres undskyldninger er bare lidt lettere at forstå: Okser på sporet, bortskyllede spor, nedbrudte 50 år gamle lokomotiver og lignende. Alle biler mokker sig frem mod overskæringen. De sidste 100 meter af køen bliver i omkring tre til fire ualmindeligt uorganiserede rækker på den tosporede vej. Ikke at det er nogen trøst, men de gør det samme på den anden side. Og alligevel kommer vi rimeligt hurtigt videre, da bommene endeligt går op.

 Næste kø opstår på en meget høj bro og underlig "blød" bro over en stor flod. Under os holder op mod 100 traktorer med vogne, hvorpå en hel hær af hårdt arbejdende små mænd læsser sand fra flodens aflejringer. Nogle traktorer kæmper sig helt op på vejen, andre læsser af ved siden af vejen, hvorefter en anden hær af hårdtarbejdende mænd læsser sandet i kurve og bærer det op i ventende lastbiler. Jeg havde respekt for indernes arbejdsevner før, og er nærmest målløs efter at have set dem knokle med alt det sand.

 I selv de mindste vand- og mudderhuller langs vejen ligger store, sorte vandbøfler og nedkøler deres kroppe. Vi ser omkring 20 påfugle og en masse andre dyr. Hvor Laos var totalt død, er her et fantastisk dyreliv. Det er naturligvis på grund af indernes store respekt for andre levende væsner og resultatet af dette: Vegetarer. Påfuglene har så yderligere den fordel, de har været fredet i 1000 år, kun maharajaen måtte skyde dem. De er desuden Indiens nationalfugl.

 Det er blevet mørkt, da vi når byen. Vi siger farvel til chaufføren ved en stor plads, og tager en kæmpe tuc-tuc, der kører rutebil, ind mod det udvalgte hotel. Et par unge mennesker hjælper os på vej. Regner med de skal have lidt penge, men de er bare studerende, der vil hjælpe. Det er pokkers svært at skelne søde, hjælpsomme mennesker fra plattenslagere og hostlere. Er bange for, jeg ind i mellem får snæret af, eller koldt afvist et flinkt og gæstfrit menneske. 

 Der er ikke umiddelbart tomme værelser, men mens vi venter bliver nogle handelsrejsende smidt ud, nyt sengetøj lagt på, og vi får to rimelige værelser til 40 kroner stykket. Lidt dårlig samvittighed, mens de halv-påklædte og bredt smilende mænd trasker af. Vi går ind til nabo-hotellet, som ser meget dyrt ud med pool og det hele. Der er bare temmelig støjende live-musik, og vi har efter hånden et temmelig desperat behov for ro. Tager en lille tuc-tuc tilbage til centrum. Finder en pæn og temmelig dyr restaurant, hvor vi prøver seks rigtigt lækre retter; hvidløgs nan, tofu med chili og løg, fyldte tomater i creme sauce, fyldte kartofler, raita med ananas, bagt hytteost i tomatsauce og miksede grønsager. Drikker seks liter vand og slutter af med te og kaffe. Det må vi så slippe 100 kroner for - til sammen.

 Har ikke set nær så mange kastemærker, som jeg regnede med. Her er faktisk kun røde, højeste kaste, hvis jeg ikke tager fejl. Hellige køer, derimod! De vælter rundt på fortove, i smalle stræder, sover midt på stærkt trafikerede veje og er i stand til - fuldstændigt - at ignorerer den øvrige færdsel. Vi taler, sådan nærmest hypotetisk, om at gå de tre kilometer hjem, men ender med at ofre fire kroner på en tuc-tuc. Sengen er hård som et bræt, hovedpuden hårdere. Sådan er det bare i Indien, godnat og sov godt! 

6. Sover faktisk ikke så godt, det går bedre, siddende i taxier. En vane som holder hele turen rundt, og desværre smitter af på nogle chauffører. Efter et enkelt og ikke særligt varieret morgenmåltid uden Kellogg's tager vi en tuc-tuc ud til "toppen" af Gwalior Fort. Entre: Tre øre! Vi går op gennem en stor dyb slugt. På bjergsiderne langs vejen sidder aber, påfugle og mange andre fugle. Hører en dyb lyd, og spejder efter større aber, men finder ud af den stammer fra nogle brune skade-lignende fugle. Ser et enkelt firben, ellers ligger det rimeligt tungt med krybdyr. Undtaget naturligvis de utallige husgekkoer, der er i alle restauranter, hotelværelser og andre benyttede rum.

 Jeg ser flere spændende blomstrende planter; Ipomoeaer, Cucurbitaceae og andre ikke identificerede. På en meget stor strækning er vejen flankeret af kæmpe gude statuer. Fra halvmeter op til op mod 15 meter, smukt udhugget i stedets sandsten. Vi når, lettere svedige, fortets halvanden gange fire kilometer ydermur. De fleste steder er den 140 meter høj! Midt i fortet ligger et prangende kongepalads. Ikke længere beboet, så vi kan komme rundt og se de 2-500 år gamle installationer. Her er aircondition; tykke bambusrør ledte fra bunden af kløften op til kongens foretrukne værelser, og opvind/trykforskel eller hvad ved jeg, svalede hans højhed. Både i kældre og ude på mindre åbne pladser er der pools i hvidt marmor. Mellem de forskellige rum er der rør i væggene, der gør det ud for telefoner. Kongen har hele tiden kunne kontakte sine syv koner. Nogle rum er blevet overtaget af stinkende flagermuse kolonier, andre står som kongen har forladt dem. Fantastiske udsmykninger i halvædelstene, guldbelægninger og utallige statuer, den ene smukkere end den anden. 

 Inden for disse imponerende mure ligger seks andre paladser og en mindre by. Noget er velbevaret, andet har fået lov at forfalde. Vi går hurtigt igennem, og kommer til et vandreservoir, som nærmest er en kunstig sø. Man har nok brugt den fjernede klippe til at bygge med, og et hul på 100 gange 100 meter, og 30 meter dybt er blevet skabt. Et fort som dette uden vandforsyning, er værdiløst. Nogle lokale drenge og utallige frøer nyder godt af vandet i dag. 

Vi begiver vi os ned til busstationen for at bestille plads på 14.00 rutebilen. Trods lidt sprogbarriere fanger vi, vi ikke kan købe den før 13:45. Tager en tuc-tuc til restauranten, og opfyldte af energi, trisser vi langsomt tilbage. Vi er der 13:45, og må springe på bussen, der netop afgår. Nå, det var det de mente. Vi når kun til den første landsby, så er der en længere pause, mens vi får lappet et baghjul. Landskaber er Lolland-fladt og vældigt frugtbart. 

 Efter 120 kilometer når vi Shivpuri. Morten så et skilt i starten af byen, der viste mod det ressort vi søger. Traver nogle kilometer ud af byen igen, afbrudt af et stop på et ualmindeligt dyrt og ulækkert hotel og et posthus. Langt uden for byen finder vi endelig skiltet. Vi er vist de eneste ikke-lokale i byen, og har været til stor underholdning for byens unge og de følger os nysgerrigt til bygrænsen Her er meget lidt high-tech og rigtigt mange køer.

 Skiltet siger to kilometer, og vi afviser en tuc-tuc's dyre tilbud. Da vi har gået fire kilometer tager vi tilbudet op til revision! Et nyt skilt siger en kilometer, men de regner vist i svenske mil (10 km). Det har været en god travetur, gennem et smukt landskab, men da der kommer en tuc-tuc hopper vi op. Vi kommer efter adskillige kilometer til et rigtigt lækkert ressort. En stor central bygning med cafe og restaurant, omgivet af enkelte hytter, spredt rundt om en stor græsplæne, brudt af blomsterbede. 

Mens vi står i receptionen forvilder en stor falk sig inden for. Den rammer en rude bagerst i lokalet, og fem ansatte stormer der ned. De rør bare ikke den omtumlede fugl, og jeg beslutter at hjælpe den. Jeg har før håndteret store papegøjer, der kan klippe en finger af i en bid, og bruger min erfaring. Jeg glemmer bare de kraftige kløer, som papegøjerne ikke har - av! Nå, det er smerten værd at se den flyve frit.

 Vi får hytter helt ned til et knæk af floden - fantastisk udsigt! Store isfugle sidder i parkens træer, mængder af guldsmede sværmer og ernærer sig af de talløse insekter. Vi snupper et hurtigt bad, og mødes på plænen til øl og kaffe. Eftermiddagskaffen glider behageligt over i et overdådigt aftensmåltid, som afløses af en knapt så interessant tøjvask. Under middagen kommer en stor lokale overklasse familie ud på terrassen. På et tidspunkt kommer alle pigerne over og hilser på Rikke, og fortæller hvor smuk de syntes hun er. Udenfor dukker små sorte biller op i usandsynlig store mængder, til stor glæde for gekkoerne.

7. Op halv seks, mens det stadig er mørkt. Hotellets personale bringer varm te og kaffe til drengenes værelse, fulgt af en stor tallerken kiks. En stor pose indeholder frokosten. En lille varevogn med bagsæde venter os foran receptionen. Et sæde fra en sofa i receptionen udgår det sidste sæde, og vi er klar til safari. Vi samler en "guide" op. Han har meget kropsnært engang-hvidt tøj på, højhælede støvler og løse håndled. Han siger næsten intet, og spotter ingen dyr - overhovedet! Vi ser selv rigtigt mange dyr: Påfugle, sorthovedet bül-bül, plettede hjorte (sica?), isfugle, jordegern, stære, krager, agamer, languer, antiloper, små og større duer, svaler og mange småfugle - sangere, vævere, finker og lignende.

 En tre kilometer lang dæmning giver en stor sø. Vi kører langs den, og ser de små vandfald og tynde stråler der pibler ud. Den er bygget af maharajaen, for at give det lokale dyreliv vand året rundt. Vi ser faktisk også en levende tiger, der er født her. Desværre for den: I fangenskab. Inde i Madhav Nationalparken er der en flok indhegninger, hvor der har været holdt tigere i beskyttelses øjemed. Der er ellers ikke tigere i området på denne årstid. Den går i et pænt stort bur, er ti år og under os ikke et blik. Næste stop er den klassiske engelske Boat Club. Flot udsigt over floden og nogle tavler over hvilke dyr man kan være heldig at se i området.

 Oppe på det højeste punkt ligger et lille men pompøst slot. Det blev bygget til George 5., når han skulle overnatte en gang, for at skyde en tiger for omkring 100 år siden. Han skød bare en tidligere på turen, og gad ikke komme her. Vi ser os lidt om i det tomme, men velbevarede hus, og fortsætter op på taget, hvor der er en fantastisk udsigt. Den blå flod gennemskærer de grønne trækroner og langt ude i horisonten skimtes deltaet. 

 Jeg botaniserer lidt i området: Ud over alle de uidentificerede er der Morings, Fabaceae, Asparagaceae, Ficus og andre M, Cucurbitaceae og Vitaceae. Vi kører lidt rundt i parken. Meget minder utroligt om afrikansk savanne: Mere eller mindre spredte akasier og buske op til ti meter, knald rød jord, som er blottet ind i mellem og enkelte klipper. 

 Næste stop er et muret udsigtstårn ved en lille sø. Vi spiser de medbragte sandwich på toppen, mens vi betragter dyrelivet under os; hovedsageligt fugle. Sandwicherne består at reven ost med meget peber på og en stærke krydret tomatsauce til. Traver lidt rundt i området, finder lidt sjove sukkulenter og insekter, men ikke noget særligt. Så bliver det noget mere spændende ved et lille vandfald, som gennemskæres af grusvejen. Her er frøer, krabber, vandinsekter - både over og under det krystalklare vand. Små, og enkelte noget større fisk flygter fra vores skygger mens kulørte biller ignorerer os. Driver rundt mellem de små fald i lang tid, til vi fornemmer chaufføren ranslen med nøgler. På vej tilbage ser vi en meter stor bengalsk varan. Slutter af på et museum, der giver en anelse baggrundsviden.

 Vi når et bad og en bid mad, før vi kører ind til byen med vores tidligere chauffør. Vi når bussen klokken 13 mod Kota, en tur på 100 kilometer. Sidder klemt sammen på bagsædet. Busserne er med tre sæder i den ene side og to i den anden. Indere er lidt mindre end en gennemsnit dansker! Sover forbløffende godt, mens vi skrumler videre i den tryggende hede. Landskaber er uændret; fladt og grønt. Der er virkeligt få varer med busserne. En enkelt indkøbspose eller et bundt grønsager er alt. 

 Vi passerer tamme vildsvin, vandbøfler, kvinder i farvestrålende dragter med varer eller vandkrukker på hovederne, ko- og okse-, og også fåreflokke. En enorm dromedarflok går langs vejen, imponerende! Her er, som så mange andre steder, utallige "Vespa" scootere. Vi kommer længere ud på landet, og så er der forbløffende få landsbyer. Dem der er, er bare en samling lerklinede hytter, samlet om en fælles brønd. Ingen strøm eller nedgravet kloak. Det er der i øvrigt heller ikke i de større byer.

 Vi skrumles godt sammen, affjedringen på bagakslen har helt klart kendt bedre dage, og udstødningen røg vist sidste år (-hundrede). Vi når til et område, hvor kvinderne er helt anderledes klædt. Sorte kjoler med en meget stramtsiddende top inden under. På armene har mængder af armbånd, der helt dækker både under- og overarm. De er i plastik, men har nok været i elfenben engang. De stå af ved en stor teltlejer, der er dækket af kraftige sorte plastik presseninger . Sigøjnere? 

 Vi når til et buskland med spredt græsning, men også stadig med mange ris-, majs- og bønnemarker. Da vi satte os ind i bussen fik vi fortalt, den bus der kørte en time senere ville være fremme før. Syntes det lyder vildt at den skulle kunne indhente, og overhale os på 100 kilometer, når vi har en times forspring. Vi lærer, i løbet af de næste ni timer, at det er ret meget, når den kører direkte. Vi når, i et dybt V ned forbi Biaora eller noget lignende.

 Vi er nu i Rajasthan Provincen, som går helt over til Pakistan. På vejen har vi kørt gennem nærmest stenaldersamfund, og nu er vi et sted, hvor MP3-afspillere og mobiltelefoner er af allerhøjeste betydning. Fyren foran Rikke har været igennem hele hans, ikke ubetydelige samling af ringetoner igennem - flere gange. Rikke er imponeret, men over hans dumhed!

 Vi er først i Kota ved titiden, længe efter det er blevet mørkt. Ikke helt planen, og det bliver ikke bedre af, vi kun kan finde et relativt dyrt hotel, som er temmelig ringe, men populært blandt myrer. Vi prøver at bestille værelser og vand. Tre mænd står og lytter lidt, og går så bare. Det er et statsejet RTDC hotel, men vi orker ikke at lede mere, og endeligt er vi alene på værelset - sammen med nogle hundrede myrer. vi går ned i restauranten for da idet mindst at få lidt aftensmad. De taler meget lidt engelsk og det nytter ikke meget at pege på menukortet for de har ikke mange af retterne. Det ender med at "tjeneren" går i protest og vi ved ikke hvad vi har i vente. Han vender tilbage efter lang tid med ris, dal og heldigvis vand og øl. Til hans ros skal siges at det er den bedste dal vi får i hele Indien. Dal er en varm linsemos med forskellige krydderier som variere fra område til område.

8. Næste morgen går vi mere fortrøstningsfulde ned i restauranten, vi kan jo altid bestille det samme igen. Der er dog et lille problem. Alle de ansatte ligger og sover oven på bordene i restauranten. Nu er vi jo velopdragne mennesker så vi sætter os til at vente på at de vågner. Det lykkes endelig. Vi skal til nabobyen Bundi ca. 20 km væk. En tuc-tuc bringer os ind til "busstationen". Her holder et vælg at "Jeeps", og vi bliver sat af foran den rigtige. Det virker vist på den måde, at når bilen er fyldt nok op, kører den. Vi før først at vide prisen er to kroner per næse, men efter et hurtigt blik på vores velnærede danske kroppe, får vi tilbudt hele ladet med sæder for 13 kroner. Vi fylder det helt op, og sidder godt, men der kunne have været dobbelt så mange indere. Det er der faktisk foran; de sidder seks ved siden/oven på hinanden på hver række.

 Vi går først gennem basaren, som egentlig ikke byder på nye fristelser. For enden af basaren tårner et enormt kongeslot sig op. Portene er flankeret af sten-elefanter, og indenfor bliver det endnu mere imponerende. Specielt soveværelset er fantastisk udsmykket. Andre værelser og haller er knapt så velholdte, nogle bliver domineret af den skarpe lugt af flagermus. 

 Fra alle de smukt dekorerede vinduer på hele den ene side af paladset er der udsigt over byen, lange neden under os. De fleste huse er malet lyseblå, det holder fluerne væk, og ser ganske flot ud. På vej ud går vi ind på noget vi tror er en cafe. Det er det også lidt, men hovedvægten ligger på ejerens silkemalerier. De er ufattelig smukke, farver, design og udførsel er helt i top, og prisen helt i bund. vi får en tyk rulle med hjem.

 Vi går ned af den stejle vej fra den befæstede bjergtop, og finder den tagtops restaurant med udsigt op til fortet. Finder en Internet cafe, men jeg kan ikke læse mails. TDC har højnet sikkerheden, så man ikke kan læse med den usikre browser ver.5, og det er alt de har i Indien. Naboen er Excort-tours, og vi hører lige hvad de skal have for en tur til hulemalerierne 35 kilometer uden for byen. 

 Ejeren liver helt op. Ud over det er bunden af lav sæsonnen, er det faktisk også ham der har opdaget dem. Lyder temmelig selvglad, men måske er det rigtigt. Han virker i hvert fald utrolig entusiastisk, da vi kommer derud. En ansat bliver sendt ud for at hyre en taxi, og så triller vi ud af en lille vej. Eller rettere: Et sted der var en vej før monsunen. Det tager halvanden time at tilbagelægge de 35 kilometer. Vi kører gennem små landsbyer, der ligger omkring den fælles håndbetjente brønd.

 Vi kravler lettere radbrækkede ud a "Jeep'en" ved en kunstig sø. Rundt om søen er der røde sandstensklipper, der minder utroligt om Ayers Rock formationerne - bare noget mindre. Inden under disse enorme sandstens-skaller er der de flotteste hulemalerier. De er 6-15.000 år gamle, nå-ja - med undtagelse af de helt nye i sod og beton, som er klasket ovenpå nogle steder. Vores guide tagen en vandunk, og begynder at plaske vand på. De små hår rejser sig i min nakke, men det plejer han at gøre. Faktisk har han som regel en stor brandslukker med. Figurerne træder væsentligt bedre frem, og vi skyder løs med kameraerne for at bevare dem for eftertiden. 

 Solen er ved at gå ned, og dens sidste stråler reflekteres i søens overflade, og lyser selv de dybeste huler op. Guiden har ikke oplevet det før, og forsvinder i sit pæne tøj, langt ind i de halv-meter høje sprækker. Morten er smart nok til at give ham et kamera med.

 Hulemalerierne er hele vejen rundt om søen, og vi kravler/klatrer rundt. Vi møder sen flok geder og må springe fra sten til sten, for at komme over floden. På den anden side er der endnu flottere tegninger. Dansescener, antiloper, skorpion, mænd med spyd og bue, kvinder der danser, mønstre og mindre definerbare motiver. (Egentlig sjovt at tænke over: Mændene jæger/arbejder, kvinderne danser/morer sig. Det fik en brat slutning, da grøn-tørklæderne kom til magten (datidens rødstrømper). Nu skulle kvinderne jage. Resultatet kender vi alle: Inderne er i dag vegetarer!)

Guiden vender et par sten for at vise os en skorpion. Jeg har modstået trangen til at vende sten, normalt ville jeg have set under adskillige tons nu. Jeg har stilnet abstinenserne ved at betragte de klokkefrøagtige padder i vandkanten.

 Vi går over den tre meter høje dæmning tilbage til bilen. Terner fisker i søen, og små zebrastribede fisk kæmper sig op af den næsten lodrette dæmningen, hvor den er fugtig. Der sidder også en del farvestrålende krabber, og større fisk fornemmes i det relativt klare vand. 

 Det bliver mørkt før vi når "hjem". De sørgelige rester af vejen bliver stadig brugt af mænd med ble, eller det ligner det sådan som de binder deres bukser, kvinder med farvestrålende dragter, der ikke lader danske vejarbejdere noget tilbage hvad farvestrålen angår. Heste, okser, æsler og mørkelagte traktorer forøger spændingen på den mørke-sorte vej. Vi ser også en enkelt lille slange, som haster over det åbne stykke. Vel tilbage må vi slippe 30 kroner til guiden og 90 for bilen.

 Vi sidder på tagterrassen og venter på aftensmaden, da der opstår et voldsomt "fyrværkeri" på bakken bag bydelen. Og så er der sort! Vi får stearinlys på bordet, og fortsætter hyggen med øget styrke. Her på taget møder vi de første turister siden Taj Mahal. Kan godt forstå de souvenirsælgere vi har mødt er sultne!

 Taler en del med den velformulerede ejer, som er i gang med at bygge et femstjernet hotel i byen. Giver ham lidt gode råd til, hvordan amerikanere og europæere vil have det. Hvide marmor gulve i stedet for tæpper. Senge der er lange nok, Madrasser der er rimeligt bløde og lignende. Før vi går i seng bikser jeg lidt med brusere og varmtvandsbeholder, og vi får feriens eneste varme bad. Måske ikke så vigtigt, når man tænker på det var 42 grader varmt i dag, men meget behageligt. Værelset er utroligt charmerende: Nicher med kunst og rejsebøger/klassikere. Ældgamle møbler draperet med smukke stoffer og små hyggelamper. Når skodderne åbnes er der en fantastisk udsigt til fortet. 

9. Vi står op "halv helvede" (det er før "kvart i kvalme"), og nyder et varmt bad i den kolde morgenluft. Nede på gaden kommer en fyr gående med tromme, og skråler en sang. Han kan ikke være særligt populær, andre lokale sover relativt længe. En hurtig morgenmad på taget, et slag gennem centrum for at se en meget dyb og imponerende brønd. 60 meter på hver led og 80 meter dyb. Trapper fører i zigzag ned langs de fint murede sider. Her i byen er der to slags aber, som så mange andre steder i Indien. De langhalede og sortfjæsede languer og de mere plumpe, korthalede rhesusaber. De førstnævnte er rimeligt harmløse, de andre rene vandaler, der sagtens kan låse døre op og bare splitter alt ad for sjovt.

Så finder vi ind til buspladsen, hvor vi lige når at hoppe på bussen til Jaipur. Landskabet tørrer langsomt ud, bliver lidt mere bakket, og der bliver færre vandbøfler og flere dromedarer. Her er der flere kvinder, der er klædt i sort, og har henna-malede hænder. Mændene har stærkt farvede turbaner og hvide dragter, meget lig de pakistanske chemise i sekal. Nogle mænd med hvidt hår farver det rødt med henna - ser noget kinky ud.

 Vi kører gennem enkelte større og mindre byer. Her er stadigt mange køer, grise og hunde i gaderne. De er alle venlige, og ernærer sig ved almisser op på de åbne lossepladser, som er på alle ubenyttede arealer. De bliver tømt med mellemrum, men der er med garanti intet tilnærmelsesvist spiseligt tilbage.

 Rikke prøver lidt af indholdet fra de utallige små aluminiumsposer, der bliver solgt alle steder. Det viser sig at være en ualmindelig stærk krydderiblanding, som nærmest bliver brugt som snus. Vi når Jaipur ved ettiden. Byen er stor; 1,86 millioner indbyggere. Det betyder ikke antallet af traktorer og grise daler, tværtimod. Vi bliver overfaldet af tuc- tuc charfører da vi forlader bussen, og selvom vi er ved at vende som til det er det lidt overvældende. Vi kigger først ind på et centralt beliggende hotel: Temmelig dyrt og meget beskidt. Vi går 600 meter og kommer til et rigtigt lækkert, nyopført hotel. Nærmest pinligt rent, hvidt marmor alle steder og til en overkommelig pris: to gange 70 kroner. De giver, i modsætning til de fleste andre, ikke kommission til taxi, tuc-tuc og rickshaws fører. Vi er lige rundt om hjørnet fra centrum, men stilheden er nærmest lammende. En ualmindelig behagelig pause fra den ellers sønderlammende støj vi alle steder udsættes for. 

 Vi tager straks to  tuc-tuc er til byens største palads, hvor maharajaen stadigt bor i paladset.  Det er et stort kompleks, og her er er mange udstillinger. Vi ser en med tøj fra det sidste århundreder. Mange imponerende ting, blandt andet tøjet fra en stor maharaja: To meter høj og 120 centimeter over skuldrene! Han vejede 250 kilo, temmelig meget for en mand i et land, hvor gennemsnitsvægten er 35-45 kilo. Her er utroligt flotte dragter, en er en maharajas polo-, en anden hans pool dragt. Her er rullegardiner af flækkede, sammensyede bambus, som vi kender. Her er de bare med smukke motiver. Det viser sig, disse motiver opstår ved at hver enkelt to millimeter tynd pind er omviklet med forskellige farvede silkesnore! Disse gardiner hang i de utallige mellemrum mellem de allestedsnærværende søjlegange. Om sommeren blev de stænket med parfumeret vand, og bidrog til et behageligt klima i paladset.

 Længere inde i paladskomplekset ser vi to sølvkrukker. Ikke hvilke som helst krukker: De vejer 350 kilo stykket, og er verdens største sølvarbejder. De blev laver for omkring 100 år siden, for at blive fyldt med 900 liter vand hver, fra den hellige flod Ganges, og følge maharajaen til London. Han var nemlig ikke interesseret i at drikke andet vand af helbredsmæssige årsager. De står frit fremme i en fantastisk marmor pavillon. 

 Og så lige et par generelle betragtninger: De fleste kvinder bærer mange smykker. Kæmpe øreringe, nogle i forbindelse næse ringe. Nogle går hele vejen om øret. Næse ringene kan være så store, de går et godt stykke ned over munden. Tunge armbånd og endnu  tungere ankelringe. Mest i sølv. Som tidligere nævnt bærer nogle armbånd fra håndled til skulder, både de sortklædte sigøjnere, men også en hel del andre. De fleste kvinder har mange ringe, både på fingre og tæer. Mange kvinder har sløret hår og eventuelt ansigt, men bar mave.

 Det er ganske almindeligt at se to, som regel yngre, mænd gå og holde i hånden, eller fingre. Mændene, stadigt mest de yngste, rører en del ved hinanden. Der er bare ingen åbenlyse homoseksuelle mænd; det giver nemlig livstid i fængsel. Kvinderne må godt, det er jo bare pikant. 

 Cricket ser ud til at være den eneste sport der dyrkes. På mange åbne pladser spiller drenge eller mere organiserede hold. Indien har lige vundet verdensmesterskabet over England. Polo er en Indisk opfindelse, men vi ser det kun på en enorm kasserne. 

 Toiletterne er en jævn blanding af stå- og sidde modeller. Fælles er dog, at der står en spand ved siden af, der er en lille vandhane på vægen, lige over spanden, og der er et litermål. De fleste toiletter er BYO, som australierne siger; bring dit eget toiletpapir. En hel del af siddetoiletterne har en fiks spuleanordning under brættet, jeg prøver den dog ikke. 

 Her er soltegn alle steder, på huse, biler, i panden på folk, på T-shirts, som smykker og naturligvis på templer. Når man er vokset op med det er et hagekors( som er et spejlvendt soltegn), og symboliserer noget meget dårligt og ubehageligt, kan det godt virke lidt mærkeligt.

 Her er væsentligt færre tiggere, end jeg havde regnet med. Vi ser på hele turen kun 5-10 krøblinge, 5-10 kvinder med spædbørn på armen og 20-30 børn, der for flertallets vedkommende mere gør det for sjov skyld. En chauffør fortæller os, at de forhutlede børn der tigger har alkoholiske forældre, der ikke gider arbejde. I stedet for penge giver han dem en åbnet rulle kiks.

 Vi finder vores tuc-tuc'er, og kører til byens næste sight, som er et observatorium. Her er en kæmpe samling af solure og lignende. De er opbygget på et hav af måder, og viser måneder, stjernetegn og meget andet. Det største er 30 meter højt, og har en skala med to sekunders inddeling. De fleste er lavet i marmor. Nogle er store kuppelformede huller i jorden, andre komplicerede opbygninger. Vi er tæt på lukketid, og når ikke at fordybe os. 

 Vi kører hjem af, og passerer Vandpaladset. Det ligger midt i en stor sø, som har været tørlagt i ti år, indtil for 14 dage siden. Det ser rigtigt romantisk ud, men man kan ikke komme der ud. Det er både lukket, og der er ingen både. Vi ser de første elefanter, som er voldsomt store! Dem i Thailand er væsentlig mindre, disse nærmer sig afrikanske. Vi satser på elefantridning senere, og det er ved at blive mørkt. Her er som i så mange andre byer mange dromedarer. De er også store, og så trækker de rundt med nogle helt latterligt små vogne. Selv et æsel ville blive fornærmet hvis man spændte den for sådan en trillebør.

 Vi kører gennem den lyserøde bydel. En engelsk konge skulle komme på besøg, og maharajaen beordrede byen til at blive malet lyserød som symboliserer velkomst. Den engelske konge nåede vist ikke lige forbi, men den gamle bydel er stadig lyserød. Gaden er bred, og langs den ligger utallige forretninger med silke, sko, marmorarbejder, batik, vævninger, brokader, smykker og mere dagligdags ting. 

Endnu engang skal vi lige forbi en butik eller fabrik hvor de laver helt specielle batik beklædningsgenstande. Forskellen ved denne er, at den er drevet af staten så man bliver kun lidt snydt med prisen. Vi bliver hurtigt enige om at det de lave i fabrikken er ganske forfærdeligt og de viser os op i butikken. Her flyder det med rigt smykkede silkestoffer, sjaler, sarier og metervarer. Rikke køber to silkesjaler som også er fra byen. På trods af at vi er lidt trætte af at blive drevet som kvæg ind alle de butikker lykkes det dem at få os ind i endnu en. Og det er svært at gå uden man har købt noget.  

 Vi har alle hovedpine, måske har vi ikke været flinke nok til at drikke. Apropos drikke; De lokale drikker af flasker og offentlige krus uden at de rører læberne. Enten ved at hælde det ned i en stråle, eller ved at hælde det ned i en hul hånd, på sin vis hygiejnisk. Vi bliver på hotellet, og sidder på deres flotte tagterrasse og får en pizza bragt op fra køkkenet. Hele vejen rundt om den store terrasse står der velholdte potteplanter. Jeg kan ikke modstå fristelsen til at hjembringe en stikling fra en slægtning af aspargesfamilien, der har små knolde. 

10. Vi er friske igen, og prøver hotellets pandekager til morgenmad. Hotellet har fået fat i en bil med chauffør til os. Det er en Toyota, der ligner en firhjulstrækker, men bare ikke er det. To rækker almindelige sæder og to rækker på langs af bilen bagagerum. Den har kørt knapt 5.000 kilometer, og er virkelig behagelig. De kører mærkeligt i denne by: Stadigt som om gaderne er ensrettede, men de standser for rødt! Altså, hvis de ikke bare skal svinge. 

 Vi kører op mod et stort palads-kompleks. Ved foden af bjerget, det er bygget på, standser vi. En slangetæmmer materialiserer sig, og vi skyder et par fotos. Jeg køber en hat jeg får ned fra 50 til 30 kroner. Har det fint med det, indtil Jesper køber en magen til for otte! I floden under os bades elefanterne. En lille unge plasker om muligt mere energisk end de voksne. Omkring os, på bjergtoppene kan vi se de tre forter: Jaigarh, Galta og Amber, som vi skal se nærmere på. 

 Vi bliver sat af foran en lukket plads. Her er omkring 50 elefanter, hver med en kurv på ryggen. Man køber en billet, og kan så gå op på et repos, og sætte sig ombord. Der er plads til fire, der sidder på tværs, to og to med ryggen mod hinanden. Elefanter er pasgængere (deres ryg er vel for kort til andet), men det er en behagelig tur. Prangere render langt under os og falbyder hatte, trøjer og andet, men de er meget lette at ignorerer. Her er lidt turister, men ikke mange.

 Vi kommer til et ualmindeligt storslået palads. De har skjult et billetsalg i en søjlegang, og efter at have betalt for fire personer og tre kameraer (almindeligt alle steder vi kommer), kan vi gå op af den brede og høje trappe. Musikere sidder med hatten fremme, og spiller lokal klassisk musik, og flere prangere har det vi ikke kan leve uden. Her ar alt fra hatte og træskærer arbejder over violinagtige instrumenter til postkort, T-shirts, silkemalerier og fløjter. 

 Her er den ene fantastisk udsmykkede marmor hal efter den anden, Udsmykningen består af spejle, farvet glas, polerede stenfigurer, indlagte halvædelstene og utroligt detaljerede malerier. Vi bevæger os gemmen den ene hal efter den anden, og kommer op på en lille balkon. Her fra er der en storslået udsigt over de to andre forter og hvad der til forveksling ligner den kinesiske mur. En guidet flok japanere kommer væltende. En fyr sætter sig på den smukt udhuggede sten rækværk, for at blive fotograferet. Guiden gør ham opmærksom på, et 500 år gammelt gelænder ikke er så stærkt. Fyrer siger: "Det er jeg", og viser sine spisepind tynde arm. Det ville være forfærdeligt for gelænderet, men...

 Morten går og brokker sig: En elefant var forkølet, og nøs ned i hans ene sandal. På trods af det (eller er det navnlig på grund af det?), er det et fantastisk besøg. Vi finder vores bil, og kører ind gennem byen igen. Vi passerer Prins Alberts Slot, Parlamentet og standser ved Vindenes Palads, for at skyde et par fotos. Det ligger i den Lyserøde gade, og har farven. Det ligner nærmest en stribe runde tårne, med de højeste i midten. 

 Desværre viser genboen sig at være en skobutik. Dårlig kombination, når den lokale ATM nægter at udbetale mere end 500 kroner. Nå, det går måske alligevel; Rikke får to par flotte snabelsko til 80 kroner. Vi triller hjem forbi hotellet for at nyde lidt pommes frittes og sandwich til frokost, mens den værste hede trykker. Hotellets restaurant er, som alle andre steder vi har set, streng vegetarisk. Øl er heller ikke noget man bare lige finder. Hotellet tilbyder dog Golden Peacock, som er en rimelig god gylden pilsner. Kodeordet, som virker hele turen rundt, er at bede om en "b" ( for beer ),også kommer de med en. Nogle gange går der en rum tid da de lige skal ud og købe en i smug. 

 Nogle bladfugle (eller er det biædere) sidder på ledningerne foran genboen, mens en flok glenter sidder på taget. De har et skarpt øje til lossepladsen nede på hjørnet. Her bliver nattens affald gennemrodet af en større flok stivbørstede svin, et par hellige køer og nogle hunde.  Alle steder vi kommer der der utroligt mange blå klippeduer og også en hel del gråspurve og svaler. 

 Vi kører en aftentur med vores bil ud til Tigerpaladset. Det byder på en storslået udsigt over den blå by og en flot solnedgang. Selv om der er langt ned til byen, kan man høre enkelte samtaler tydeligt, dernede fra. Mærkeligt fænomen. Chaufføren udpeger en stribe huse, som bliver skyllet væk af voldsomme regnskyl. Ikke mærkeligt; de ligger midt i en nu tørlagt flod, meget tydelig herfra. 

 Vi sidder på en terrasse og nyder nogle kolde øl (og en lunken vand) fra restauranten under os. Jeg så en vandrende pind i krattet på vej her op, og her på muren kommer en lille klippeknæler kravlende. Jesper får et flot foto (efter at have prøver omkring 50 gange), og vi sender den videre til Morten. Solen forsvinder helt, og minareterne begynder at vågne. Koranoplæsning fra tre fire stykker af gangen. 

Vi havde forstået der var en restaurant her oppe, men den ligger lidt nede af bjerget. Fantastiske lokaler, men meget lidt mad. Menukortet er malet på vægen, og de har langt fra alt på det. Det, og deres dårlige/manglende engelsk i kombination med deres attitude gør vi nøjes med en kop kaffe.

 Vi triller ned til byen igen, og hjem til hotellet. Chaufføren virker meget flink (hvor blåøjet kan man være?), så vi hyrer ham for de næste fem dage. 73 øre kilometeren, 13 kroner per nat. Rimeligt billigt, når man tænker på, benzinen koster 3,35 kroner literen. Pasta på hotellets tag terrasse og så på hovedet i seng, vi skal tidlig op, og køre langt i morgen.

11. Vi kører uden morgenmad, lige i solopgangen. Uden for byen starter en sekssporet vej, eller i hvert fald begyndelsen til en: Nogle steder er der kun to spor. Hvor der mangler noget er der fuld gang i arbejdet. Asfalteringen foregår med enorme maskiner, med den underliggende fundamentering er håndlavet. Folk sidder på hug og fejer, bærer kurve på hovedet med grus og bruger små tværspader til at grave med. Nogle steder er kun den ene side færdig, og vi har tre baner i mod os - i vores tre-spors side! Endnu en gang får vi en demonstration af det indiske princip: Ensrettet begge veje. 

 Vi standser for at få morgenkaffe ved en pæn restaurant. Den er cirka dobbelt så dyr som alle andre vi har været på, men der skal jo også være til chaufførens kommission. Så kommer vi til den hellige by; Pushkar. Den centrale del er en større sø, hvor der er gats; hellige trapper hele vejen rundt. Meget turistet, bare uden turister. Dansere, musikere, slangetæmmere, prangere og souvenir handlende en mas. Her i byen er også et af de eneste Brahma templer. Brama var guden som var med til at skabe verden og siden da har han været i meditation. Han har desuden 4 hoveder så han kan skue i alle 4 verdenshjørner på samme tid. Ud over de mange troende er her også nogle særdeles påtrængende "blomstermænd". De vil først forære dig en blomst du kan ofre. Hvis du tager den, og ofrer den, viser det sig de skal have penge for den. Hvis du ikke tager den bliver de ubehagelige. Da de troende ikke bliver påduttet disse blomster vælger jeg at sige fra. Klipklapperne sætter vi i den der til indrettede bod. Da vi kommer ud bliver vi afkrævet et totalt ublu beløb for at have dem liggende. Jeg brokker mig grinende, mens jeg betaler, og en ung, vesterlandsk klædt fyr hidser sig vildt op. De handlende tager ikke et venligt afslag særligt pænt, og generelt er stemningen ikke særlig god. Vi vælger at kører videre, og finde en mere gæstfri by. 

 Der dukker en del militærlastbiler op. Vi er kommet tættere på grænsen til Pakistan, og der er en temmelig stille krig i gang. Hvert år på årsdagen for et eller andet slår de et par hundrede soldater ihjel på hver side ,og så har de begge udviklet A-våben. Det er pudsigt at se hvor forskellige etnisk forskellige de unge soldater er fra lokalbefolkningen. De ligner mere kinesere end indere.

 Vejene bliver flittigt brugt af Tata-lastbiler med kæmpe læs. Har fornemmelsen af, de tager køre/hvile-tider lige så let som danske chauffører. I hvert fald ligger der et frisk lastbil vrag på- eller ved vejen for hver 20 kilometer, og de er friske: Varerne ligger spredt omkring dem. Det kan selvfølgelig også skylden deres færdselskultur: Hornet i bund, og så udenom. Ham der kommer imod kan nok nå at blokere bremse eller kaste lastbilen ud i rabatten. Ser en god én bag på en lastbil: Better Mr Late than Late Mr. Ikke at de lever efter det, men tanken er meget god

 Vi stander langt ude på landet, for at se to kæmpe træer; et han- og et hun træ. De er faktisk store, det er en slags figner, og kønnet er bestemt af, den ene har en gammel skade af en afbrækket gren, der giver et hul i stammen. Den anden en stump af en gren, der er knækket af halvanden meter fra stammen. Det pudsige er, det er hannen som bærer enkelt frugt. Første gang i tolv år der er frugt på dem. Der er spundet en rød snor om dem, og Jesper er heldig at få præsten (eller hvad han nu er) til at binde en stump om hans håndled. Fyren havde nok forventet mere end et oprigtigt "tak". Jesper mindes episoden de følgende dage, når han forgæves forsøger at gnubbe den røde farve af håndledet. 

 Vi passerer flere enorme hønserier og et enormt okse markeder. Der er måske 1000 okser og en del vandbøfler spredt over et stort område. Vi kunne stoppe, men det er nok ikke baseret på turister i sandaler... Vi begynder at se småbjerge og små sanddyner kommer krybende ud på vejen. De store ses længere inde, og den stribe af buske der står i vejsiden samler to meter høje dyner, ligesom snehegn.

 Vi standser ve en lille vejkantssnask, og får en iskold sodavand. Jeg bemærker teksten nederst på Pepsi og Miranda flaskerne: Contains no fruit. Vi kører igen, og skiftes til at sove. Desværre tror chaufføren også han er del i den plan. Vi prøver at holde ham vågen, siger han gerne må tage en pause, at vi godt kunne bruge en kaffepause, men han insisterer på at kører videre. Ikke en speciel god oplevelse, når man passerer totalt smadrede lastbiler et par gange i timen.

 I  vejsiden går tam-okser rundt med en halv hegnspæl om halsen. Det må være for at sinke dem, som når man binder benene sammen på heste, dromedarer og æsler. Ind i mellem passerer vi mindre flokke af sortfjæsede languer, som sidder i vejsiden. Nogle steder sidder de vist og tigger. Lokale fodrer dem, som for at ofre til guderne. Terrænet tørrer yderligere ud, og på bakker med store klipper er den eneste bevoksning to meter høje Euphorbia'er, der er fingerformede. Er lidt i tvivl om, de er lokale i starten. Tidligere har der nemlig været en masse Opuntia'er, og de er bestemt ikke. Der er også forskellige medlemmer af agurk-familien, nogle tamme i landsbyerne, og andre må være oprindelige. Mindre blomster og frugter, og midt i ødemarken.

 Endelig standser vi ved en restaurant. Har en klar fornemmelse af, chaufføren har aftaler med bestemte, eftersom han roser netop disse. Det er egentlig i orden med os, bare de er gode. Landskaber fortsætter med at tørre ud. Vandbøflerne er forsvundet helt, og der er dukket æsler op i stedet. En enkelt gang passerer vi en stor flok dromedarer, og temmelig ofte passerer vi enkelte dyr. Nogle frie, andre med læs på ryggen eller i en latterlig lille vogn efter sig. Der er også begyndt at være mange gedeflokke. Nogle er almindelige sort-hvide, andre af en art jeg aldrig har set før. De er brune med lysebrune pletter. Træerne er stynede. Hyrderne går rundt med små, men langskaftede økser og fæller smågrene til deres geder.

 Vi passerer flere og flere folk med faner. Nogle går, nogle er på cykel, nogle på ladet af en traktor eller stuvet sammen på et lastbilslad. Der er sågar tuc-tuc'er midt ude i intetheden. Alle er på vej til en religiøs festival. Vores chauffør fortæller der kommer ti millioner mennesker hvert år. Vi har længe haft ham mistænkt for at være talblind. De skulle efter signede være både muslimer, hinduer og buddhister. Pragtfuldt, hvis det er rigtigt!

 Vores chauffør har stadig svært ved at holde sig vågen. Vi lærer symptomerne: Han holder op med at dytte af fugle, han skruer op for musikken og begynder at danse med skuldrene og snakker fanden øre af. Så lukker han øjnene og hovedet falden ned på brystet. så vågner han med et sæt, og bliver pisse sur, hvis man antyder han er søvnig.

 Pludseligt er her frugtbart igen. Der står sågar et tyndt lag vand langs vejen. Det er første gang det har regnet ordentligt i ti år, og det er igen sjovt at være bonde. Så tørrer landskabet ud igen, og det ser grotesk ud med plovfurer i den ørkenlignende jord.

 Vi ankommer til Jodhpur ved femtiden, og finder et lækkert hotel. Ikke lige det chaufføren havde aftale med, men lige efter vores hjerter. Hyggeligt, billigt, rent og ikke mindst: Med tagterrasse med restaurant og en fantastisk udsigt til fortet. For at finde hotellet kører vi gennem en totalt pakket basar og gennem nogle overordentlig smalle stræder. Smider bagagen på værelset, og går tilbage til basaren. Her er et vælg af tøj, krydderier, frugt og grønsager, huskeråd, smykker, ting og skrammel. Det eneste der ikke er, er døde dyr. Grise, køer og hunde vælter rundt i sikkerhed. Folk er venlige og imødekommende. 

 Mens de andre får en før-maden-øl checker jeg genboen, der er en internet-café. De har en ny version af browseren, og jeg får tjekket mails. Det går meget fint det første minut, men så kommer tre franskmænd. Det belaster linien en del, den går nemlig over en mobiltelefon. De snakker fandens højt, den ene knækker ustandseligt knoer, den anden bider negle og den sidste snøfter. Charmerende folkefærd!

12. Vi starter tidligt, for at udnytte formiddagens mildere luft. Morgenmad på taget, hvor områdets minareter vågner op, en efter en. Jesper vælger at blive på værelset. Forståeligt nok, han ser lidt slidt ud. Vi går i zigzag op gennem byen, og kommer så til det privatejede fort og palads Mehrangarh, som blev bygget i 1459, og aldrig har været erobret. Vi lejer en digital audio guide, som er virkelig godt lavet. Ud over en rigtig god fortællerstemme er der musik og lydeffekter, og maharajaen fortæller lidt om sin barndom og driften af fortet.

 De fleste bygninger er i tiptop stand. Der er endda lavet en elevator, der fører op fra den første gård, til beboelses området. Det er bygget i samme sten som resten, og har endda skydeskår på taget. Indvendigt er der paketgulv og høflig betjening. Vi ser en af de gamle og frønnede tov-vandpumper, en storslået udsigt over et kolossalt område og en hel del af paladset og fortets indvendige rum. Udsigten fra toppen er fantastisk, Jodhpur er kendt som den lyseblå by og det ses tydeligt heroppe fra.

 I modsætning til de fleste andre forter vi har set, stinker her ikke af flagermus. De har ellers en tildens til at overtage lofterne i mindre benyttede rum. Selv om ekskrementerne bliver fejet op hver morgen, hænger den ammoniak-tunge hørm der. Disse ekskrementer spillede faktisk en væsentlig rolle i renoveringen af dette fort. Efter anden verdenskrig blev maharajaerne sat ud af deres besiddelser. Dette slot har været i familiens besiddelse i 1000 år, og samtidig med arvingen var færdig på universitetet, besluttede regeringen at give besiddelserne tilbage. Flot gestus, men jeg tror mest de var nødt til det, hvis landet skulle fungere optimalt.

 I de 25 år paladset og fortet der omgiver det, havde været forladt, var flagermusene rykket ind. Pengene var små, og den første istandsættelse blev finansieret af salg af flagermus guano til lokale bønder. Maharajaen bor her ikke mere, men han har lavet en font der står for vedligeholdelsen og fortsat renovering af de talløse værelser, haller og pladser.

 Et par af de flot renoverede haller indeholder elefantbærestole, der har båret tidlige tiders maharajaer og deres koner. De er fantastiske arbejder i træ, ædelmetaller og silke. Der er haller med eventyrlig detaljerede malerier, skydevåben, blankvåben, kanoner - mange erobret rundt om i asien. Andre steder er det de vild dekorerede rum der er attraktionen. Jeg sidder på min flade og betragter et i et kvarter, og har langt fra opdaget alle detaljer. En hal er flot dekoreret, og loftet udsmykket med kulørte julekugler i glas, mange væsentligt større end fodbolde. Her er mange turister, stort set alle er fra Indien. Det er fascinerende at betragte deres forskellige dragter og smykker. Mange mænd har mere vesterlandsk bukser og skjorte, men stadigt turbaner og fantastiske overskæg eller fuldskæg. 

 Fuldstædigt overvældet kører vi tilbage til hotellet og Jesper, der har et eller andet kørende med toilettet. Frokost på taget til en ny gang koranoplæsning. Vores hotel er lige et par etager højere end de fleste andre bygninger i byen, og det giver en fantastisk udsigt. På de omkring ti småbjerge der omgiver byen, er der bygget forter på alle. Mellem dem skimter man "kinesiske mure".

 Vi finder vores chauffør, som virker noget flov. Han er godt klar over han er så tæt på at blive droppet her. Desværre holder det ikke længe. Vi kører ud til  et hvidt marmor begravelses tempel.: Jaswanat Thada. Det ligger på en bakketop, tæt på det store fort, og er maharajaerne begravelses sted gennem de sidste 500 år. Der er også et lille tempel til ære for en påfugl, som fløj direkte ind i en maharajas ligbål.  

 Hovedtemplet er lavet af næsten gennemsigtig marmor. Pladerne er omkring ti centimeter tykke, og mange steder oplyses de indvendigt af solen. Morten får ikke set så meget: Vagten (eller præsten/munken) får øje på hans kamera. Det viser sig hans bror har købt et magen til, og ikke har fattet ret meget af den i øvrigt temmelig dårlige brusanvisning. Nørder mødes, og sort snak opstår...

 Udenfor står en familie. Far spiller og børnene danser. Det vil sige; lillebror på 4 ser bare tvær ud i sin folkedragt. En bus med vestlige turister dukker op, og vi siver af. Vi kører op til et andet fort: Umaid Bhawan, som stadigt er delvist beboet af maharajaen. Det blev bygget fra 1939 til 1944, og fungerer i dag også som museum og hotel. Da jeg på det groveste bliver sprunget over i køen, siver vi af igen. 

 Vi tager i stedet ud til Osiyan, som er en lokal populær park. Her er fremmede planter så som agaver, kakti ag andre sukkulenter spredt over en stor park. Under træerne sidder lokale og andre indiske turister med picnic kurve. En del af den store park indeholder nogle mørkebrune begravelses templer, som taget ud af Indiana Jones. De  er bygget fra 1623 og ind til for nyligt.

 En anden del af parken indeholder en klippebakke med Euphorbia'er og neden under en vandhave. Tæt ved er der resterne af noget der nok har været en lille zoo og en overdækket søjlegang med store statuer, som området er kendt for. Vi ser på en slangetæmmer, som bruger en del energi på at holde ungerne fra slangerne. Der er languer på plænerne, de bliver fodret. Generelt er indere utroligt søde ved dyr. Der bliver sat vandskåle frem til de vilde hunde, jordegernene får lidt frø, der bliver lagt hø eller frisk græs frem til okserne i gaderne og så videre. Man kan også mærke det på dyrene. Med undtagelse af to hunde ser jeg ikke nogen dyr dissideret tigge. De er opmærksomme og utroligt venlige.

 Der er mange flotte ting i parken, men den største attraktion er de tre hvide turister. Vi bliver flere gange fotograferet i det skjulte. En bedstefader stresser rundt med sin familie for at få dem arrangeret på en trappe op til et lille tempel vi er inde i. Vi prøver naturligvis at undgå at komme ind i billedet, og ser for sent hvad det egentlig drejede sig om. Et enkelt par, der ser meget vestlige ud for indere, beder Rikke om hun ikke vil fotograferes sammen med pigen.

 Vi triller hjem til Jesper, som nødigt vil forlade sit toilet. Han er ikke helt på toppen, og vi beslutter at blive her en nat til. Jeg er ikke længere hvid; jeg er rød! Vi tilbringer det sidste af eftermiddagen på hotellets tag. Vi er stadigt i vegetar-land, men Rikke finder nogle "pagoder", der næsten minder om frikadeller. Jeg savner ikke kød, men den brankede skorpe. Sidst på eftermiddagen dukker der mange drager op på himlen omkring os. De er næsten firkantede, og har ingen hale. De flagrer vildt rundt, men kan opnå utrolige højder.

 Jesper dukker op, i noget bedre form, og vi ligger nye planer. Jeg vil lige checke mails igen, når man nu kan. Det hedder kunne i datid! Net-cafeen har fået opdaterer sine computere - eller hedder det neddateret? Aftenen går med almen hygge på hotellets tag, jævnt iblandet små nippe-retter og en jævn strøm af kaffe og øl.

13. Endnu en morgen er vi oppe før solen. Vi kører stadigt vestpå, og landskabet bliver tørrere og tørrere. Her er ingen byer, kun enkelte små klynger af tre til fem huse med fælles rund mur om. Murerne er, som vi har set mange andre steder, lavet af lange stykker forarbejdet sandsten. Op til fire meter lange, seks til ti centimeter tykke og 25-30 centimeter brede. Sanddynerne når nu enkelte gange helt over til den anden rabat, og er en meter høje i  vores spor.

 Vi passerer endnu et enormt oksemarked, og vælger igen at køre forbi. Der er flere og flere gående og cyklende pilgrimme, alle smiler og vinker. Så passerer vi "Ground Zero", hvor inderne afprøver deres atombomber. Rigelig tæt på Pakistan til at de han hører det! Her er også store militærlejre, med alskens isenkram. 

 Vi skimter Jaisalmers fort i den disede horisont, og så er vi der. Det er slet ikke så stort som de andre, luften er bare fyldt med støv fra ørkenen. Vi betragter det fra hotellets tag, og pludselig dukker der kæmper personer op på muren. Vi fik anbefalet hotellet af det forrige, og ud over chaufføren, er vi rigtigt godt tilfredse, med alt fra tagtop restauranten til poolen. Og så har de kød på menuen. Kød er nok en mere naturlig del af kosten i ørkenen. Geder og får kan leve af indtørrede småvækster, som mennesker ikke ville finde eller have tålmodighed til at samle.

 Morten og jeg tager en forsigtig spejder tur ind gennem handelsgaden, op mod fortet. Her er ingen turister, og kun enkelte forretninger, der henvender sig til dem, centreret foran fortets porte. Ud over de sædvanlige statue- og smykkeforretninger er silkebutikkerne byttet ud med lædervarer butikker. Logisk nok; når de spiser kød har de læder. Godt nok kun får, ged og dromedarer. Køerne er stadigt hellige. Jeg har efterhånden fået taget de medbragte elleve film, og køber nye. Finder også en lynlås, jeg vil have syet i min taske, til et "hemmeligt" rum. Jeg må slipper 70 øre for lynlåsen, og skal nu bare finde en mand med en symaskine. Vi har set mange. Det er alle gamle sorte hånd- eller drevne, nogle enkelte har fået tilføjet en lille elmotor. 

 Husene her i byen er temmelig primitive, men også utroligt charmerende. Nogle er nærmere telte, andre bygget af de før omtalte sandstenplader.  Her, lige som i alle andre byer vi vi har været i, er de fleste kloakker åbne, uden det egentlig lugter vildt meget. Dromedarer står tålmodigt ved siden af deres små vogne, eller kommer langsomt trækkende med dem. 

 Hjemme på hotellet bliver vi hjulpet med at booke en tur efter vores hoveder. En tur i bil ud over vidderne, se et tempel og et par landsbyer. Mødes med en dromedarkaravane, og ride ud bland de endeløse sandklitter i "The Royal Dunes" og slutte af med en kold øl, og solnedgang i sanddynerne. Vi er ikke lige med på en flerdagstur, og den fælles spisning efterfulgt af stammedans i ørkennatten er heller ikke lige os. 

 Efter at have ventet på maden til de andre er blevet læsset, kører vi af sted sammen med to englændere i en ualmindelig fed 4WD'er. En splinter ny, sort og skinnende Scorpion. Vores chauffør og guide? er to store muslimske mænd, med en attitude og udseende, der ikke lader den mørke helt fra "The Mummy" noget tilbage.

 På vej ud af byen kører vi forbi en af de første offentlige kirkegårde, vi har set. Det første stop er et tempel, som er noget af en skuffelse. Vi ser pligtskyldigt rundt i området, og samles hurtigt ved bilen. Næste stop skulle være den første landsby, med efter at have set den fra hovedvejen, er vi alle seks enige om, vi ikke behøver at se den tættere på. En gold sandflade er sporadisk dækket af primitive, trøstesløse sandstenshytter. Personlig ville jeg føle det ualmindeligt akavet at gå rundt i den. Lidt som at se på ynkelige mennesker i en zoo. Selvfølgeligt er det lidt af en skuffelse for de tilløbende børn, der allerede har hånden fremme, men det kan jeg leve med. 

 Den næste by er identisk, ned til mindste sandkorn, og jeg fornemmer en vis lettelse på forreste række, da vi også beder om at blive kørt videre fra denne. Beplantningen bliver endnu mere spredt. Blyants tynde Euphorbiaer og lidt små buske mellem meget spredte acasier. Så dukker der en flok dromedarer op i vejsiden, og vi stopper. Store flotte dyr, med farvestrålende sadler. Vi får hver en, det vil sige; Morten får to. Den første er ikke så stor, og brokker sig vilde, i steder for at rejse sig. Den får en splejset englænder på ryggen i stedet. 

 Vi drager ud gennem det næsten golde landskab. Passerer en enkelt stor bengalsk varan på en lille meter, flere Euphorbiaer og nogle enkelte Cucurbitaceae, som jeg har den største lyst til at grave op. De er bare tre meter under mig, og deres formodede knold yderligere en meter nede. Små ørkenrotter forsvinder som skygger mellem tuerne, mens firben skal lige have solens sidste stråler med. Dromedarerne går roligt, men vi eller vores førere har også et fast greb i deres næse-piercinger. 

 Så kommer vi til de helt store sanddyner, så langt øjet rækker er der kun enorme dyner med vaskebræt overflade. Jesper og jeg skyder en omvej med vores fører. Vi er helt alene, sammen med vores (og dromedarernes) skygger. Fantastisk motiv, håber det bliver godt. Efter et par timer kommer vi til kanten, og en improviseret lejer. De tre andre får deres kolde øl, men ingen oplukker. Jeg går en tur mellem klitterne, hvor der er lidt vegetation. Den arrogante og i det hele taget øretævende indbydende englænder går og ødelægger klitternes jomfrulighed med store "Hallo"'er. Han taber dog en hel del af gassen, da Rikke skåler med ham; han har ingen øl, men ville give en hel del for en. 

 Vi ser solen forsvinde, og taler lidt med andre turister, der kommer med andre karavaner. De er lige startet på flerdags turene, og vil egentlig gerne med os tilbage til byen. Bålet bliver startet, og dermed turist-showet. Vi hopper ind i vores store Scorpion, og kører hurtigt men sikker ind til byen. Vores macho chauffør dytter af ørkenrotter! Kylling og kebab efterfulgt af et godt bad på hotellet slår helt sikkert en kold nat i ørkenen med iscenesat dans med de lokale og en fremmed sovepose. 

14. Vi starter dagen med at gå op til fortet. Det er ikke særligt imponerende ude fra; murerne er ikke så høje eller flot dekoreret. Indvendigt, der imod, er det noget mere imponerende; her er en by med 4.000 indbyggere og en pokkers masse forretninger, køer og mennesker. Mange af husene har fantastiske facader med udhuggede sandstens relieffer, skulpturer og gitre. Vi bevæger os langsomt, men målbevidst, ind gennem labyrinten, mellem knallerter, køer, trækvogne, bunker af varer, brænde og fodretrug til køerne. Jeg tror ikke de bliver ejet af nogle, de trasker bare fredsommeligt rundt og checker de trug og pladser, hvor folk smider spiseligt affald eller ofringer. 

 Vi kommer forbi et tempel, hvor billetlugen er diskret anbragt på den anden side af gaden. Vi går ind i den meget dunkle, men samtidig særdeles spændende bygning. Alt, fra gulv over søjler til det hvælvede loft er udsmykket med udhugninger i sten. Der går en smal gang rundt om det centrale kammer, hvor hoved-gud-statuen står. Rundt om er der små nicher med andre statuer og enkelte små stearinlys. En næsten skjult trappe fører op til galleriet oven på, og her er opbygningen magen til. 

 Morten og jeg kommer lidt senere ud, og de andre er væk. Vi nyder solen, og kigger lidt på en bods spændende bronze statuer. Vi står begge og hiver lidt i en kæmpe drage lysestage på et par kilo eller tre, men den koster tæt på 80 kroner. De andre dukker op, og fortæller om et endnu flottere tempel, lige ved siden af. 

 Billetten gælder også her, men vagten vil gerne passe min vandflaske, men jeg er der inde. Lige som de andre templer må man ikke have sko på. Har hørt de også har forbud mod for eksempel læderbælter og andre animalske produkter. Det er virkelig imponerende; En åben, meget dyb gang fører rundt om det centrale kammer. Polerede statuer sidder i alle nicher, og nogle store, runde udhuggede stenting er vis kalendere. Igen er alle flader og søjler dækket af utroligt detaljeret stenfigurer. Omkring en film senere tumler vi ud, en stor oplevelse rigere.

 Så kommer vi til endnu en turistshopgade. Da her faktisk ikke er nogen turister, er de temmelig sultne, og priserne kan presses lidt. Rikke finder nogle rigtigt flotte slå-om bukser i silke og nogle engelsksprogede kogebøger med lokalretter. Jeg får endeligt et foto af en mands øre: Nogle har bare helt ufatteligt meget hår på den yderste kant af øreflippen. Nogenlunde samme mængde, som et kraftigt overskæg, og op til fem centimeter langt. Ser nærmest ud som om de går med fly hovedteleforne. 

 Vi bliver changhaiet op på et tag, hvorfra der er udsigt til det meste af byen. Manden lokker med at vi ikke behøver at købe noget, det ikke koster noget, og han har et af byens ældste og højeste huse. På vej ind fremhæver han de ældgamle og særdeles smukt udhuggede dørstolper: De er nemlig af rigtigt træ, og ikke sten! Vi ser udsigten, og smutter ned igen, til hans store og åbenlyse irritation uden at værdige hans gallerier et blik.

 Det er ved at blive rigtigt varmt, og vi har vist set hvad de havde at byde på. På vej hjem passerer vi en stribe af de allestedsnærværende bil- og tuc-tuc værksteder. Hvor vi i Danmark hører lyden af trykluftværktøj og vinkelslibere er noget af det eneste man hører fra indiske værksteder den høje og gennemtrængende lyd af tunge, kraftige, præcise mukkertslag, og så måske hvæsen fra skærebrændere. 

 Hjemme på hotellet betaler vi, og på vej ud til bilen kommer direktøren farende med fire cowboyhatte i tyndt dromedarlæder. Pæn tanke, og nevøerne hjemme bliver begejstret. Nogle kilometer uden for byen møder vi igen de pilgrimme. Hvor de drejer fra vores vej er der kun ti kilometer til den hellige by, og de smider deres klip-klappere, tøfler og sko. Mange har store forbindinger på fødderne, det er hårdt at gå i ugevis i 40 graders varme, når man ikke er vandt til det, og langt fra har fodtøjet. På trods af det, vinker de om muligt endnu mere, nu hvor vi kører imod dem. 

Vi sætter os ud i bilen for at vende tilbage til Jodhpur. Vi når dårligt at sætte os tilrette, inden vores chauffør nærmest overfalder os og begynder at skælde os ud og kalde os dumme, fordi at vi har boet på et dårligt hotel, som har taget os ved næsen med hensyn til vores dromedarsafari. Han får hidset sig godt op, indtil jeg med rolig klar røst forklarer ham, at det ikke kommer ham ved, hvad vi bruger vores penge på, når bare vi er tilfredse. I det hele taget virker det mere, som om at han er fornærmet over, at han ikke har kunne malke os for de penge. Hans hidsighed varer en god time og derefter prøver han at fedte sig ind igen, men vi er ved at blive lidt trætte af hans humørskift.

 Vi så ingen soldater i Jaisalmer, men på vej hjem møder vi en masse. Der er kæmpe militærområder langs vejen, og nu er de fyldt op af isenkram. Der er også en hel del militærkøretøjer på vejene. Nogle er ældgamle Tata'er, andre er voldsomt store og nye. Der bliver dyttet og mokket  lige så meget af dem, som af andre.

 Vi kommer tilbage til Jodhpur, lige som strømmen går. Den kommer tilbage efter 18, siger de. Det viser sig; mange af de strømsvigt vi oplever er planlagte. Her i denne storby er det mellem 15 og 18. Så er der nemlig strøm til de omkringliggende landsbyer, så de kan få gang i deres vandpumper. Indien har, forståeligt nok, svært ved at følge med efterspørgslen. Kan ikke undre, når man tænker over USA gør det samme, og selv hævder deres el-system er 20 år bagud.

 På vej ind over torvet i basaren møder vi et optog, man regner aldrig ud, hvad det drejede sig om. Vi booker ind på det gamle hotel, hvor jeg havde reserveret. Heldigt; der er ved at komme gang i turismen. Vi sidder på taget og planlægger, mens vi nyder synet af alle svaler, krager, parakitter, gråspurve, glenter, bül-bül'er og drager, der deler himlen over os. 

15. Vi kører "hjem af", og kommer forbi nogle enorme klipper, der er sporadisk dækket af Euphorbia'er. Ingen af kan huske vi passerede dem på vejen ud. Denne gang er det kun chaufføren der sover. Vi beder om kaffepauser, men det hjælper ikke. Så begynder han at køre helt sindssygt. Det er kun de andre chauffører lynhurtige reflekser og måske den Ganesh vi har om bord, der redder vores liv. I zigzag, ud i den ujævne rabat i begge sider og dobbelt så hurtigt som de andre (langtfra langsomme) bilister. Morten og Jesper råber i munden på hinanden: Så er det nok! Vi kører lidt forsigtigere til næste restaurant, hvor vi over en kop kaffe beslutter vi i hvert fald ikke skal bruge ham mere. 

 Vi kommer til Jaihpur ved tretiden, og booker ind på vores hvide  marmor hotel. Afregner med chaufføren, så vi kan slippe af med ham. Vi har kørt 1350 kilometer, og haft ham i fem dage. Det bliver 1.000 kroner. Han forsøger at sælge os turen til Varanasi og tilbage til Delhi, men vi skal ikke nyde noget. Ikke på grund af prisen, men på grund af ham. Vi er mere end bare almindelige trætte af hans evindelige: No problen, It's my duty og You are my gods. Det ville måske kunne gå, hvis han så lyttede til vores krav, og ikke blev pisse sur, når jeg til sidst trumfede dem i gennem. Og selvfølgelig ville det også hjælpe, hvis han nøjedes med at sove om natten.

 Mens vi sidder på taget og spiser og planlægger, opdager jeg en lille ung mus, der er fanget på et trappetrin. Den bliver fotograferet (sådan omkring 100 gange) og så sluppet løs blandt potteplanterne på tagterrassen. Jesper donerer lidt sukker til den, og desværre også myrerne. 

 Vi er tilbage til støjen, som vi egentlig kun er sluppet for på dromedar turen. Her er altid susen fra air-conditionen og blæseren. Den evindelige dytten og støj fra fri udblæsning, værktøjslarm fra håndværkere, råb fra gadesælgere og bare almindelig by støj. Jesper finder trafikreglerne i en bog: Gasse ned er at tøve. Bremse er at fejle og at stoppe er et nederlag. Minder lidt om min måde at køre go-cart på. I bogen mangler bare: Ikke at ramme er kujonagtigt, men det ved inderne vist godt.

 Jeg går en tur med Morten, mens de andre slapper af med bøger. Kan ikke finde lynlåsen, og går på jagt efter en ny. En fyr spørger os, hvor vi kommer fra. Det er bare den mest gængse indledning på en samtale. Vi siger Danmark, os så svarer de alle: Nice country. Jeg tænker hver gang: Hvad f.. ved du om det, men mange gange fortsætter de med at sige, vi har meget mælk. 

 Nå, fyren her vil vide mere om Danmark. Han er faktisk på vej til landet, for at sælge varer. Jeg fortæller han, vi har en lidt anden butiks-struktur. Man går ikke bare ind i butikken, finder ejeren, og sælger ham indholdet af sin taske. Vi har store kæder med centrale indkøbsfunktioner og ekspedienter der ikke aner en brik. Han vil vide mere, og byder på en kop kaffe. Vi har ikke lige tid, det er ved at blive mørkt, men før jeg takker for en hyggelig samtale, bruger jeg ham som guide til at finde en lynlåse-forretning. Det kneb nemlig lidt her i byen. Får den til 40 øre.

 Skrædderne er lettere, de sidder mange gange helt ude på fortovet. Den første vi finder vil ikke røre min taske med en ildtang. Den næste er lidt skeptisk, og tør ikke love det bliver perfekt. Han kører på, og efter et stykke tid viser han den lidt undskyldende frem. Jeg syntes den er fin og spørger om prisen: to kroner, han får tre. Jeg syr lidt med hånden på hotellet, og så ser det ud, som om den altid har været der. 

 Det er blevet mørkt, men byen syder stadigt af liv. Der kommer lidt vindtårer, ikke nok til at gøre jorden våd. Mødes på hotellet, og tager en tuc-tuc ud til en dyr restaurant. Rige, hovedsagelig hvide, gæster og et spændende menukort - med kød på! Vi bestiller rigeligt med retter, og må nogle fade gå halvfulde ud, men det er godt. Med nogle øl må vi slippe 200 kroner. 

 Vores tuc-tuc mand er forsvundet, han har ellers stået bredt grinende uden for restauranten og vinket ind. Så kan vi da heldigvis gå den kilometer hjem. Har ikke rigtigt fornemmet nogle dissideret fattige, men nogle af fortovene og den 60 centimeter brede midterrabat er fuld af sovende mennesker. Der er stadig temmelig meget færdsel, må være noget risikobetonet at sove på den 15 centimeter høje rabat. Det er lidt skummelt, før vi når hotellet, men vi føler os ikke utrygge. Lige før vi når det, møder vi tuc-tuc-chaufføren på en lækker, og helt ny motorcykel. Han må bruge tuc-tuc jobbet som dække eller indfaldsvinkel for noget langt mere indbringende.

16. Vi får sovet ud, og snakket lidt med hotelejerens søn om lejet bil, og ikke mindst om chaufføren. Vi ender med at leje samme bil, men med en anden chauffør for de næste dage. Vi sparer meget tid frem for at tage busser og tog, og vi får alt andet en væsentlig bedre udsigt, og de pauser vi selv ønsker. Det er lidt dyrere, men bus, tog og tuc-tuc'er koster jo også noget, så forskellen er nok ikke så stor. Der er også noget komfortabelt i, man kan have adskillige vandunke og efterhånden rimeligt store mængder stof og sko liggende i bilen, mens man ser seværdigheder. 

 Klokken bliver elleve, før vi triller ud af byen. Vi når lige at krydse grænsen til Uttar Pradesh, og må betale 455 kroner i afgifter. Temmelig mange penge her i landet! Men så gælder "passet" også i 3 dage. I den provins som vi netop her forladt, Madhya Pradesh, gælder "passet" i 3 måneder og sådan varierer det fra provins til provins.

Lige da vi har krydset grænsen dukker der læbebjørne op. De har et tov gennem deres bløde og følsomme næse, og ikke en tand i munden. Hullet går ikke som på tyre igennem næsebenet men et hul er boret ned gennem næseryggen og ud af næseboret.  Mærkeligt at se, når man tænker på, hvor godt de behandler alle deres andre dyr. Bjørnene kan nogle tricks, nogle sammen med en lille abe. Da vi ikke ønsker at støtte denne virksomhed, siver vi hurtigt af. De næste kilometer ser vi omkring 20 bjørne, da med deres ejere ligger i skyggen under de store vejtræer. De ligner egentlig bare kæmpe store hunde, med lang brun pels.

 Imens vi overhaler en lastbil eksploderer dens ene baghjul. Det giver et voldsomt brag, men han bliver i sit spor. Egentligt mærkeligt vi ikke har hørt det før. I Danmark er det en sjældenhed, men her, hvor man bruger dækkene helt op, må det være ret almindeligt. Så passerer vi tre hellige mænd, der langsomt bevæger sig frem. De kaster sig ned på maven, rejser sig, og kaster sig så helt fladt ned igen, en kropslængde fremme. Det må være ufatteligt hårdt, på trods af deres hænder og knæ er omviklede med klude.

 Landskaber er utroligt frugtbart: Lysegrønne jasminris-, hirse-, majs-, bønne-, soja- og linsemarker. Vi kommer til Gwalior i skumringen. Det driller lidt med at finde et hotel, der er nemlig både Gwalior Regency og det vi vil finde, som er væsentligt mindre kendt; Regency. Vi ender med at tage en guide op, efter at være blevet vist tilbage til det forkerte hotel adskillige gange. Dette er den by i Indien hvor indbyggerne har været dårligst til engelsk, de prøver men det er svært.

 Da vi endelig finder det, er det ikke lige hvad vi havde drømt om. Det står som et middel, og vi plejer at bo på budget. Det har været et flot hotel, men nu er det slidt ned. De enorme messinggelændere, de polerede marmorgulve og hele indretningen vidner om tidlig tiders storhed. Værelset er beskidt, kondompakken er ikke engang blevet fjernet. Lagenerne er plettede, og vi beder om at få nye på. Værelset, og ikke mindst badeværelset er fyldt med forskellige insekter og dækket af møg. Det er bare blevet temmelig sent, og vi er for trætte til at finde noget nyt.

 Vi kører ud til vores lokale favoritrestaurant; Kwality, hvor vi endnu engang bestiller alt for meget mad. Godt forædte, og kun lige før vi ligger os ned på de polstrede bænke, triller vi hjem igen. Vi har fået andre lagner. De er ikke rene, men de er blevet skiftet. Nå, man kan vel ikke forlange alverden, i et land hvor der kun findes håndvask. Da vi beder om to lagner til at have over os, må personalet beklage; de har kun et tilbage. Jeg sover under et håndklæde, ikke helt samme fornøjelse!

 Der kan ikke komme mange turister i denne by, selv tuc-tuc-fyrene og hotelpersonalet taler næsten ikke et ord engelsk. Skidt med det, de virker ellers meget flinke, og så går det nok. Hellere det, end de overrendte steder, hvor de taler engelsk, men også er klistrende og ubehagelige.

17. Vi fortsætter vores vej østpå. Her er stadigt utroligt frugtbart, temperaturen stiger, og det bliver nærmest tropisk. Vi kører mange kilometer gennem den centrale luftvåbens skole. Kaserner, polobaner, børnehaver, eksercitsbaner, paradepladser, flyvepladser, kæmpe skoler og så en kæmpe lotus sø. Vi standser for at fotografere, og jeg prøver forgæves at komme ned til den. Tør bare ikke springe de tre meter ned i ukendt jordbund eller sump, og kan ikke regne ud, hvordan jeg kommer op. 

 Vi kører ud på landet igen, gennem en lav og ret spredt skov. Spejder efter nogle pagoder, og pludseligt er de der. Nogle kilometer ude til højre er der en lav bjergkam, og på toppen af den, står der en række hvide kunstfærdige pagoder, indhyllet i let dis. Lige så hurtigt som de dukkede op, lige så hurtigt er dette drømmesyn væk. 

 Mere natur, hvor nogle af de eneste byggerier er de højs skorstene fra murstens "fabrikkerne". Stenene bliver lavet på stedet, stablet kunstfærdigt op om brændet i 15-20 meter høje kegler. De bliver dækket med jord, og brændt. Vi har passeret utroligt mange af disse røde stakke på hele vores tur gennem Indien

 Så dukker der en meget høj mur op. I hjørnerne er der enorme vagttårne, og selve muren strækker sig kilometer langs vejen. Inde bag ligger et olieraffinaderi, hvor der hersker livlig aktivitet. Virker fuldstændigt malplaceret her ude i naturen, men vi nærmer os en stor by: Jhansi?. Her skal vi se det store fort af samme navn. 

 Det blev bygget for omkring 500 år siden af den lokale maharaja, og er blevet brugt siden. Sidst af englænderne, der har tilføjet og modificeret på det, som alle andre. De skydeskår, der oprindeligt var lavet til bue og pil er blevet gjort bredere, har fået tykke metalskodder og en platform til et Gatling maskingevær. Det hele er fuldstændigt vedligeholdt, fra de høje tårne til de velplejede græsplæner. 

 Vi er blevet advaret mod de aggressive aber, men ser kun to, der er gået i koma i middagsheden. Der er væsentlig mere liv i en skægagame, der flygter op i en palme. Jeg finder nogle blomstrende Cossinia'er, og endda en moden frugt. Efter at have nydt udsigten, og ikke mindst brisen fra toppen af murerne, triller vi videre. Byen er også berømt for sit museum. 

 Vi bliver budt velkommen uden for, med håndtryk og det hele. Ført ind gennem den enorme hal, og til et kontor, hvor direktøren byder mere velkommen. Scenen er som taget ud af en B-film. Alle karaktererne er typiske, nærmest lidt for typiske. Det viser sig, museet er lukket på grund af renovering, men vi undtagelsesvis kan få lov at se et par af hallerne. En meget ihærdig kustode eller lignende guider os rund. Jeg kan se de 20-30 figurere på fem minutter, men Jesper og specielt Morten får en lille times foredrag i hver sal. 

 De er flotte! Fra 2000 før Kristi til 1500 efter. Utroligt detaljerede, meget levende figurere af mennesker og guder. (plastik-kirurger burde lave field-studier her). Mange er i sandsten, mens andre er i hvid eller sort poleret marmor. Vi bliver låst ind i den ene hal efter den anden, og da vi har set den nyeste udstilling, der ser ud som om den er lavet af skoleelever, og i hvert fald er lavet i komøg, kigger vi på uret, og beklager vi ikke har tid til at se mere. På trods af vi har været på museum, er jeg godt træt i ørerne. Der har stået blæsere i alle rummene, guidens stemmer runger infant, og håndværkernes stemmer og værktøj bidrager til en massiv lydmur. 

 Vi kører de 18 kilometer til Orchha, som egentlig bare er et enormt palads, nogle store templer og så er der skudt hoteller, restauranter og souvenir shoppe op de sidste 15 år. Den virker meget hyggeligt og autentisk, da byggestilen ikke har ændret sig de sidste 500 år. Vi søger først et pænt hotel. Det viser sig vi skal over broen til paladset, og betjenten der passer bommen gider ikke lette måsen, så vores  chauffør må stige ud, og åben. Vi kommer helt op til paladset, hvor en del af det er blevet bygget om til hotel - dyrt hotel! Vi triller tilbage over broen, og ned i centrum af den lille bitte by. Her finder vi et hotel til 40 kroner per værelse. Pænt og rent, og så påstår de, de kan organisere øl. 

 Vi går over broen til det enorme palads, som virker lidt forfaldent. Selve bygningerne er intakte, men de er sorte og de er lidt tilgroede. Vi går nordom, hvor jeg støder på en del spændende planter. Der gror nogle Jatrophaer, som endda har modne frugter. På den kravler store lysegrønne biller. Sommerfugle sværmer blandt de mange farvestrålende blomster uden for paladsets skygge, fugle kvidrer og bier summer. 

 Vi kommer ind i de høje bygningers skygge, og stemningen ændres totalt. Her er mere stille, fugtigt, næsten ingen blomster, og over os tårner de enorme mure truende og sorte op. På hver af de store kuppelformede tårnes spir sidder der en kæmpe grib. Det er som taget ud af en rædselsscene i Indiana Jones. Tæller op mod ti gribbe, som sidder blandt den sporadiske beplantning på toppen af bygningen, som kun understreger den dystre stemning. 

 Vi kommer om på østsiden, hvor der er en fantastisk udsigt ned over en lav skov, og en brusende flod. Vi finder bagindgangen til paladset, og begynder at undersøge dets folketomme indre. Efter at have været gennem mange forfaldne sale og haller, smalle trapper i tykke mure, balanceret af skrøbeligt svalegange og fulgt lange søjlegange, kommer jeg endelig tæt på en grib. En flok unge belgiere dukker op, og lige som os, taler de meget sagte sammen. Midt i den store gård er en pool, og en sovende vagt. Bag ham finder vi resterne af et museum, der viser lidt af egnens og paladsets storhedstid. Nogle enkelte genstande og gamle gulnede fotos viser tydeligt hvilken fantastiske rigdomme der har knyttet sig til stedet.

 Fra paladsets øverste mur ser vi ud over en fantastisk skovklædt dal mod syd. Floden bugter sig gennem den, helt ud til horisonten. I morgen vil vi ud og opleve lidt uberørt natur. Lige nu vil vi bare finde ned til den lille by, og finde lidt forfriskninger. Jeg har bare svært ved at forlade det totalt stemningsmættede palads med dets flagermus og gribbe. På vejen ud passerer vi et enormt ficus træ og hotellet som var urimeligt dyrt.

 Vi kan slet ikke lade være med at kigge i bodernes mængder af souvenirs. Langt det meste er flotte bronze- eller silketing, sko eller andet håndværk. Her er intet plastik-skidt. Folk er utroligt flinke, og tilpas tilbageholdende. Så kommer vi til et lille grønsagsmarkedet, og nogle farvehandlende. Fantastiske motiver med de store gamle templer i baggrunden.

 Jeg finder en frisør, der trimmer mit efterhånden lange skæg, og giver mig en fantastisk hovedbundsmassage og skulderne og ryggen får også en tur. Det må jeg så slippe tre kroner for. Så kommer vi til en skohandler, der ikke alene er væsentlig dyrere end de andre, han er også bedre til at tale for sin syge moster. Under en baldakin står en strygemand med et enormt stort kulfyret strygejern. Vi har set adskillige, men det virker stadigt fascinerende.

 Vi går hver især og fabler om kød, og ender på en kinesisk restaurant, der desværre ikke serverer kød. De har også pagoder, men ikke nær så gode som dem vi fik sidst. Der er en fantastisk udsigt til templerne fra restaurantens terrasse, og Jesper får øje på et rigtigt flot motiv: Den flotte nymåne på toppen af et af spirerne.

 Det har udviklet sig til en værre insektsuppe, da vi skal hjem: Myg og ufatteligt store mængder af små sorte biller, en slags bladsaft-sugende tæger.  Hjemme er vi vældigt glade for myggenettet - det ville Morten og Jesper sikkert også have været, hvis de havde et. Flagermus og gekkoer holder fest omkring alle lamper. Her på hotellet er der mange lave døre, som alle andre steder, og jeg tester gentagne gange overlæggerens holdbarhed med min pande. 

18. Efter en hurtig morgenmad går vi ned til floden. Over en rimelig velholdt og smal bro, og ud af den smalle vej. Her er mange spændende træer, men ikke meget andet. Vi kravler gennem pigtrådshegnet, og kommer ned til floden. Her står et par køer med små kalve, men de er lige så venlige som alle andre indiske dyr.

 Udsigten op, ned og over floden er fantastisk. Vandet virker krystalklart, og der er tilstrækkeligt fart på floden til, at der opstår hvidt skum på de mest turbulente steder. Naturen virker helt uberørt, med undtagelse af de græssende køer, og nogle flotte blomstrende buske, der står langs floden med jævne mellemrum. Store granitklipper, der er slidt runde af årtusinders vind og vejr giver et fantastisk landskab, flere ørne krydser den blå himmel over vores hoveder, og små sangere kvidrer i buskene. Vi er i et skildpadde reservat, men ser desværre ikke nogen af de lokale sumpskildpadder i floden.

 Vi krydser floden igen, og vinker til vores bredt smilende chauffør, der bader sammen med de lokale på en gath ved siden af broen. På mange af de store klipper, der stikker op af floden ligger ofringer. Det er virkeligt dejligt at opleve folk der lever i så god harmoni med naturen. Inde i byen kommer en tæve gående med sine små hvalpe. Hun fortsætter ufortrødent over vejen, mens hvalpene flygter fra en klappeivrig Rikke, tilbage hvor de kom fra. Op over fortovet, ind gennem gårdhaven og ind i baghuset. Rikke tager det pænt, hun er vandt til børn flygter eller begynder at græde, når hun viser dem opmærksomhed.

 Vi kommer om til den anden side af den lille by, hvor der er fem templer. Cenotaphs templerne er praktisk taget ens, de fire ligger inden i en mur omgrænset park, og er fuldstændigt ens. Her sidder også gribbe på tårnene, med udspredte vinger, for at opfange varme fra formiddags solen. Vi ser et par af templerne. De har været forfaldne, men er nu blevet nødtørftigt renoveret. Det er egentligt utroligt så få edderkopper vi har set. Man skulle tro, af alle de forladte bygninger, og den store mængde af insekter ville være ideelt, men nej.

 Vi kører i middagsheden, et godt koncept i dette hede område. Vi kommer forbi nogle naturligt tårne: Den hårde basaltsøjle består, men den kegleformede, mere porøse askebunke omkring vulkanen er forvitret. Vi kører over en flod, hvis bredder er dækkede af palmer. Der kommer lidt regn, men ikke nok til at gøre vejen helt våd. Vi kommer forbi en kirke, langt ude på landet i et temmelig tyndt befolket område. Engelsk byggestil og velholde ligger den alene her i intetheden. 

 Landskabet ændrer sig langsomt til mindre tropisk og mere landbrug. Mange steder bliver der pløjet med arg, forspændt okser. Vi kommer pludseligt til at deltage i høsten, eller snarere i tærskningen. Hele tørre planter af små sort linser er lagt i et tykt lag på vejbanen, og de passerende biler åbner bælgene, når de kører over. Heldig, der ikke er noget der hedder katalysator her i landet, så var det hele futtet af!

 Næsten alle lastbiler og tuc-tuc'er har som sagt en tekst på bagsmækken: Blow horn, men de har også en anden tekst: Use dipper at night. Lurer lidt over den, til vi har kørt første nat. Her i landet har man ikke langt lys; man har kort. Alle kører med langt lys, og så kan man sænke det, hvis den modkørende insisterer. Man kan så også blinke med det, hvis man vil overhale. Da man så havde et problem med AIDS blandt de arbejdende kvinder langs landevejene, skulle man finde et slogan til lastbilchaufførerne, så de huskede kondom. Dipper betyder også kondom, så det var jo meget let, og de havde det alle sammen på bagsmækken i forvejen.

 Sidst på eftermiddagen kommer vi til Khajuraho, som er kendt for sine fantastiske templer, som er udsmykket med "dagligdagsmotiver".  Vores guidebog anbefaler et hotel med gårdhave, som er lidt svært at finde. Vores chauffør spørger et par fyre på motorcykel. De siger det er i et dårligt kvarter og i dårlig stand. Havde nok troet lidt mere på dem, hvis de ikke samtidigt havde trukket fotos op af deres hotel, og skamrost det. Det ender dog med, de kører foran os ned til "vores" hotel. De havde fuldstændigt ret. Det ligger i et fattigt kvarter, noget uden for byen. "Gårdhaven" er en terrasse af cement med et par halvdøde potteplanter. Som prikken over I'et møder vi ikke nogen, selv om vi går hele bygningen igennem.

 Vi havde lovet dem, at kigge på deres hotel, hvis vi ikke tog det andet. De havde ret igen; det er fedt! Genboen er en stor lotus sø , selve hotellet ligger 300 meter fra centrum, og det er nyt. Det vil sige; de bygger stadigt, når de har råd. Ejeren er en temmelig britisk fyr, som virker vældigt flink. Vi får værelser med rene lagner, ud til baghaven.

 Vi går ind til centrum, hvor vi er nogen af de eneste turister i en by, der er gearet til omkring tusinde. De handlende er søde, taler godt engelsk, men er lige lovlige sultne. De sidste tre år har været rigtigt dårlige, og vi er i slutningen af ikke-turist sæsonnen. De kommer bogstaveligt farende ud af deres små forretninger, på tværs af vejen, og tigger os om bare et minut i deres biks. Det værste er, at praktisk talt alt de sælger ser rigtigt pænt ud, og koster intet! Vi er måske ti turister i byen lige nu, og der er boder og restauranter til flere tusinde.

 Vi søger asyl på en tagterrasse, med udsigt over de nærmeste templer. rigtig sød tjener, god mad og stadigt yderst rimelige priser. Og til tre af vores selskabs store glæde har de øl! Vi sidder og nipper, til det er ved at blive mørkt. Så går vi ned til lotus søen for at se solnedgangen. Der er en bred gath ned til den fra vejen. Bygget af genbrugs sten fra andre templer. Alle er udhuggede, mange med mønstre og meget flotte figurere. De er nu bare en trappe, og nogle figurere vender på hovedet.

 Jeg kigger lidt på beplantningen: Fem forskellige slags flydeplanter, rimeligt klart vand afslører flere bundplanter, men desværre er lotusene næsten afblomstret. Det vrimler med små fisk, og der er også nogle større. På de lave områder er der frøer, måske orientalske klokkefrøer?

Rikke sidder og læser "Junglebogen" på kanten af gaten og Jesper forsøger efter sædvane at holde alle de små børn på en armlængde. De ved godt hvordan man kommer i kontakt med turister og da de spørger ham hvor han kommer fra svarer han "månen" men det er ikke nok til at de går. Overvejer til sidst hvor dyb søen er og om det kan betales sig at smide dem derud. Morten har lært mig et rigtigt godt tricks: Tal dansk. Det kan skræmme selv de mest ihærdige unger væk. 

 Der kommer lokale ned og smider en håndfuld et-eller-andet ud til fiskene, og siger en lille bøn. Så kommer der to kvinder, der udfører et større ritual. Udskårne lotusblade og stængler opsat i kunstfærdige blomstre dekorationer. Ting bliver blandet i medbragte fade og spredt ud over vandet, til stor glæde for fiskene. De fremsiger bønner og så søsætter de noget der ligner en hat med et stearinlys på. Det hele virker rigtigt smukt og harmonisk. 

 Jeg prøver en internet-café. Det tager bogstaveligt ti minutter at åbne TDC's forside. Da jeg prøver anden gang går strømmen i byen, og så kan det ligesom være lige meget! Finder ikke overraskende de andre på tagterrassen, med en øl hver. Vi forsøger ihærdigt at få fotos af et par store knælere, der sidder i planterne, der omgiver pladsen. Det lykkes ikke helt, mest fordi Jesper af fuldstændige uforklarlige årsager ikke har medbragt sit kamera. Han ser næsten helt skæv ud, uden.

 Mens skumringen og senere mørket er faldet på, har enorme sværme af gråspurve cirklet om pladsens træer. Tusinder af gråspurve laver "sort sol", og mindre flokke af parakitter bidrager til det massive syns-, og ikke mindst lyd indtryk. Da det er blevet helt mørk tiltrækker terrassens lamper utallige små sorte biller til. De er ikke mere end halvanden millimeter. men med adskillige tusinde, kan de godt være irriterende. Vi slukker de nærmeste lamper, og de trækker over til de nærmeste borde. 

19. Efter et solidt og varieret morgenmåltid - bestående af de sædvanlige fire ristede toastbrød med smør - går vi over til de berømte templer. De ligger i en særdeles velholdt park, med veltrimmede plæner og flot blomstrende bede. Templerne, som der er adskillige af, ligger på en flere meter høj sokkel, bygget af tidligere templers smukt udhuggede sten. 

 Den første tempel vi ser, er bygget omkring en enorm poleret statue af et vildsvin. I stedet for pels, er der mennesker. Her, som alle andre helligdomme, skal man smide sit fodtøj udenfor. Det er brugt meget mørke sandsten til alle bygningerne, og jeg er glad for vi er her tidligt om morgnen. 

 Så kommer vi til selve hoved templerne. Der er fem eller seks, hvor hele overfladen, både inde og ude, er dækket med statuer, der viser situationer fra dagligdagen. Elefanter der slås, mennesker der høster, nogle der danser eller kysser. Nogle der ligger i en 69'er eller grupper der hjælper hinanden til at dyrke sex i de vildeste stillinger, og så nogle, der hellere vil gøre det med en ko eller et får. Scenerne er delt op i bånd, der går omkring bygningen, hvor alle figurere har samme højde. Samtidigt er der større figurere i lodrette søjler. De er større, og temmelig ens fra side til side, og fra tempel til tempel. Et af fællestrækkene er en stor drage og en ung kvinde i de inderste hjørner. Den ligesom står op, hun sidder på hug og kigger op under maven på dens.... 

 Hvor andre tempelområder har været præget af muslimsk herredømme, er disse gået fri: Alle har hoveder på. Vi har ligesom set alle motiverne, men går en tur i parken. Bag et af templerne er en lille idyllisk sø og længere ude ser først Rikke, og efter ihærdig søgen; vi andre en desmerdyr familie. Nogle af bedene indeholder tre meter høje kakti, andre flotte blomstrende balsaminer. 

 Vi går tilbage til torvet, hvor de handlende er sultne som geder i marts. Det skræmmer os mere væk, end det giver handel, og vores penge går til de mere tilbageholdende. Rikke finder nogle farvestrålende tasker, og en masse stofvarer, som hun ikke køber. I en forretning ser vi på bronzestatuer. I et hjørne, over pengeskabet finder vi nogle specielt flotte statuer. Vi falder alle for en Ganesh, men efter at have hørt prisen, er det kun Morten, der er interesseret. Normalt er en god handel to procent afslag, men Morten ender med 75 procent. Det drejer sig simpelthen for ejeren om at få penge i kassen. Vi andre ville også have været interesseret til den pris. 

 Vi når tilbage til vores favorit restaurant, lige får det begynder at vælte ned. Vi bliver lidt forsinkede af regnen, men skal lige nå den Tibetanske shop. Jeg ser nogle armbånd, der er lavet af dromedarknogler og flot patineret. Her er også nogle flotte skrin og krukker i messing indfattet kulørt glas. Vi havde en aftale med vores chauffør for en time siden, og haster mellem de sidste dråber tilbage til hotellet. 

 Vi fortsætter vores tur østpå. Vi er langt ude på landet, det er nærmest middelalderbyer vi passerer, og de ligger endda op til hovedvejen. Folk går i vejkanten med store læs på hoveder. Hø, friske majsplanter, spande med vand og store bundter med brænde. Vi standser i en lidt større by, både for at få en kop kaffe, men også for at give chaufføren en pause. Han har siddet med hovedet ud af vinduet adskillige gange, og hans øjne er blevet mistænkeligt små. Ikke mærkeligt, vi har kørt langt, og det er en smal og dårlig vej. 

 Byen vi er i har kun en asfalteret vej, den vi kører af. Selve hovedgaden er bare jord, og efter dagens regn er den mudder med store og ind i mellem temmelig dybe pytter. Morten og jeg går en tur ned gennem den, for at se forretningerne og folkene der bor her. Der er meget få i vesterlandsk klædedragter. Forretningerne er sorte huller, tre meter brede, to høje og to til fem meter dybe. Der er ikke meget elektrisk, om noget, men bordene foran forretningerne rummer en del kulørt plastik skrammel. Bag en særdeles kulørt bod, som konen passer, har manden et mini-smedeværksted med åben esse. 

 På trods af den totalt opkørte og sølede gade, går kvinderne i meget stærkt farvede, ankellange dragter. Jeg er personligt lidt stolt af, jeg ikke får mudder på mine korte bukser. Jeg kan slet ikke regne ud, hvordan kvinderne kan gå her, eller arbejde i marken i disse dragter, og de stadigt ser nyvaskede ud. Og så har de kun håndvask! Vi er nærmest i troperne, og her er en del sukkerrør. De bliver kørt gennem to valser, og den meget søde saft drikkes som saftevand ved boder på gaden.

 Forfriskede kører vi igen. Mørket falder på, og tudser og frøer begynder at krydse vejen. Vejen er svær at køre af om dagen, og det bliver nærmest umuligt om natten. Fodgængere, cyklister og andre motoriserede køretøjer uden lys på, på en nærmest et-sporet vej er ikke sjovt i bælgmørke. Hullerne, der er svære at undgå om dagen bliver umulige at bedømme i mørke. Det bliver ikke bedre af, de er fyldt med vand. 

 Da vi er omkring 130 kilometer fra Allahabad fortæller chaufføren, at der ligger en lidt større by seks kilometer inde til højre. Vi forstår et vink med en vognstang, og indvilliger. Vi prøver først i herberge i Chitrahuts udkant, men de mener ikke de lever op til vores standart. Det gør de nok heller ikke; ingen lys eller vand.  Finder byens flotteste hotel. Her har vist aldrig været turister, men det går. Der er jo heller ikke nogen alternativer. Vi får nogle rimelige værelser til 25 kroner stykket. Her, som så mange andre steder er air-conditionen bare en stor kasse med et stor blæser og et lille springvand. Støjer helt vildt, og køler ikke nær så meget.

 I forbindelse med hotellet er en busstop-snask, eller er det byens førende restaurant? De har ikke menukort vi kan forstå, men andre spiser thali, så det prøver vi. Rigtigt godt, og så er det ad libitum! Alt har en pris, og vi må slippe fire kroner hver. Ved kassen er en stor kagemontre. De ser virkelig flotte ud, og nu kan jeg ikke stå i mod længere. Køber en af hver af de 10-12 kager, og prøver. Skuffende, det ligner konditor tørkager, men de smager ikke rigtigt af noget, konsistensen er som vådt kokosmel eller vådt franskbrød. Nå, man får ikke alverden for tre kroner. 

20. Der er kun 130 kilometer ind til den hellige by Allahabad, hvor tre hellige floder mødes: Ganges, Yamuna og så én, som kun de troende kan se. Jeg er åbenbart ikke troende. Vi havde planlagt at bruge hele dagen her, og starter med at finde et hotel. Vi bliver nødt til at samle en guide op, han kan bare heller ikke finde det. Hans interesse er, han er bådfører, og naturligvis regner med at sejle os ud, hvor floderne mødes, senere. Den overbevisning har han i utroligt lang tid - han er nærmest umulig at ryste af. 

 Da vi endelig finder hotellet, er det ikke lige vores drøm, men prisen er i orden. Det vi sige; til vi har udfylde tre sæt papirer hver. Så er det pludselig per værelse og ikke for begge to. Bruger en evighed på at få de første penge retur, og revaluerer vores ophold i byen. Lad os se, om vi får behov for at sove her. 

 Det har regnet i nat, og det er stadigt overskyet. Vi beslutter at finde lidt mad, og så se, om det klarer op. Bådføreren er stadig på slæb, og guider os først ud i den ene ende af den tæt proppede by, så til den anden. Han skal helt klart holde sig til floden! Efter spisepausen leder han os ned til stedet, hvor floderne mødes. Støvregn, indiske turister og lidt handlende står i mudder til anklerne ved bredden. Utallige både sejler folk rundt på det kakaobrune vand. Vi ser lidt på det, mens vi løber spidsrod mellem bådfører og kræmmere. 

 Byens anden seværdighed er et fort, som vi står neden for. Man kan kun komme inden for, efter tilladelse fra forsvarsministeriet, og så "fort-hungrende" er vi ikke. Desuden må vi heller ikke medbringe vores kameraer. Vi har set hvad byen kan byde på, og kan lige så godt trille til Varanasi. På vejen møder vi nogle totalt overlæssede busser. Selv taget er helt fuldt; folk klamrer sig til tagbøjlerne, uden for dem!

 VI kommer til den historiske by midt på eftermiddagen. Vejret er blevet væsentlig bedre, og humøret stiger automatisk. Vi har læst, man ikke kan køre til vores udvalgte hotel, så vi parkerer på et torv. En silkehandler fører os ned gennem smalle gyder og små torve til Ganges bred. Vi går ned af byens hoved gath, som er ved at blive renset efter monsunens høje vandstand. Der er tydeligt vand- og skure mærker op til ti meter oppe af husene, der ligger langs floden. Der er meget få døre og vinduer på de nederste ti meter, og dem der er, er fyldt med slimet mudder. 

 Vi ser vores hotel: Vishnu Rest House, og bliver ledt op af en gath lidt ved siden af. Vi lover den flinke silkehandler, at vi naturligvis vil se forbi hans shop en af de nærmeste dage. Det lover vi ham faktisk hver gang vi ser ham, og jeg har lidt dårlig samvittighed, da vi aldrig får set den. Vi kigger faktisk efter ham den sidste dag, og så kan vi ikke finde ham.

 Vi har besluttet at sige farvel  til vores chauffør og bil her, og tage tog eller lignende til Delhi. Da vi ikke kører tilbage med ham, betaler vi dobbelt takst, og må slippe 1330 kroner for de 1125 kilometer og fem dage. Han får en god sjat drikkepenge oven i, han var nemlig sød!

 Hotellet er bygget omkring et tempel, hvor ejerne af hotellet er præster. Der bliver ringet med klokke og truttet i et stort horn nogle gange om dagen, og ikke på helt urimelige tider. Ellers er der bare et fjernsyn man hører der inde fra. Fra terrassen ser man direkte ned på flodbredden, hvor vaskekoner og -mænd knokler løs. Der ligger en del lange og smalle robåde, og en sjælden gang kommer der en forbi. Der kan være en til fire turister eller 25 lokale i en båd. Der er også enkelte motoriserede både, der fragter folk og godt over på den anden side af floden. Vi ser nogle enkelte sejlbåde, de ligner falukker eller vikingebåde, med et primitive firkantet sejl.

 Vi sidder og nyder den friske brise og udsigten, med en kop kaffe. Så går jagten ind på internet og ATM. Vi går gennem så smalle stræder, mange er kun en meter brede. Der er mange huse, der er bygget sammen, og vi går nærmest i en tunnel. Stræderne er brolagte, men utroligt glatte af regnen og et lag støv og komøg. Det er næsten umuligt at holde balancen. Der kommer ikke større gader; vi er i den gamle bydel, som kun er farbar for knallerter. Meget beboelse med små forretninger ind i mellem. 

 Finder internetcafeen, som bare er nede i øjeblikket. Vi får en kop kaffe mens vi venter, men så går strømmen, og vi lister hjem. Vi er blevet frarådet at være ude efter mørkets frembrud; der forsvinder i snit en turist om måneden. Det er bare blevet mørkt. Meget mørkt! Vi går i gåsegang, men det er kun vores stemmer, der holder os sammen. En dreng overhaler os med en lommelygte, jeg hænger på, men de andre har ikke glæde af hans lys, og jeg venter. Hvis én åbnede en dør, og pillede én af os ud af det tæt sluttede geled ville vi ikke opdage det. Vi klamrer os til væggene, for ikke at falde i slimet, og endeligt, mange trapper og trin senere, er vi hjemme. Vores lommelugter findes frem!

 Vi sidder i stearinlysenes skær, og nyder udsigten over ganges, og den svagt oplyste himmel. De utallige svaler er blevet afløst af flagermus og et par natfalke. Vi får fire gange makaroni med svampe til aftensmad. Øl kan skaffes ude fra byen, og nogle mener aftenen er reddet. Strømmen kommer tilbage en kort periode, men så er det mørkt til næste dag. Prøver at tænde for ventilatoren i loftet, så den går i gang, når der kommer strøm. Problemet er bare: Som på de fleste værelser er der en stor tavle med kontakter - uden markering. Vi kommer gennem natten, om end svedige.

21. Der er stadigt strømsvigt, men heldigvis er køkkenet baseret på brænde eller komøg. Under os er en mindre hær af vaskekoner og -mænd i gang. Det er mere eller mindre samlebåndsarbejde. Nogle sidder og sæber tøjet ind med sæbestykker. Andre tæver det utallige gange mod store flade sten, så bliver det vredet og hængt op på lange snoede tov. 

 Vi går op gennem de smalle stræder igen. Der er ikke lagt vand ind i husene, men små haner i jordhøjde uden for de fleste. Det er ikke alles haner der virker; nogle har bare vandet rendende, andre en stumt haveslange, der er lukket, stukket på. Det er overskyet, men omkring 20 grader. Gaderne er stadigt slimede, men ikke lige så slemt. 

 Vi kommer til den nyere del af byen, der er helt pakket med mennesker. På grønsagstorvet tumler et par meget unge hundehvalpe rundt. Rikke slipper dem først, da hun opdager den mængde kravlende kryb de er befængt med. Gaderne er fyldte med en homogen blanding af hestevogne, biler, mennesker, æsler, cykler, tuc-tuc'er, rickshawer, knallerter, små lastbiler, trækvogne, køer og motorcykler. Man skal være meget årvågen, for ikke at blive ramt. 

 Efter at have fundet en internet cafe, der havde en fantastisk hurtig forbindelse, sender vi Morten hjem for at holde øje med toilettet? Vi andre indleder den intense jagt på en ATM. Bliver ført ind i en baggård, hvor der er en pengeveksler og måske en lukke bank? Da vi ikke er interesseret, prøve han i stede at sælge og hash og måske stoffer. 

 Langt om længe finder vi en bank. Havde regnet med, de var mere almindelige i et stort handelsområde, men nej. En ny suspekt baggård, en halvforvitret trappe, og så er vi i noget der ligner en bank. De tager bare ikke plastikkort. Vi går ud til den rickshaw fyr, de viste os over til den. Da bankens anvisninger ikke var særligt brugbare, må vi prøve ham. Vi klemmer os op i hans vogn; Rikke i midten, Jesper og jeg på hvert sit smalle armlæn. Har aftalt pris, og men bliver alligevel mere og mere urolige, da vi fortsætter i en uendelighed gennem byen. Spejder efter en ATM mellem de utallige forretninger, men ser ingen. Vi bliver godt ømme bagi, men sidder så højt, at fotografering er optimal.

 Så er den der pludseligt, og vi skaber en mindre kø blandt forretningsfolk, mens vi malker vores fire kort. Så er det silke tid! denne gang tager vi en rickshaw hver. Vores rickshaw chauffør kender lige det rigtige sted i det muslimske kvarter. På tværs af byen igen, bare en anden retning. I en bred bag gyde finder vi to forretninger. Vi bliver ført ind i den ene, og vist ned i kælderen. 

 Her er gulvet dækket af to enorme hvide madrasser, med en bænkerække mellem. Væggene er helt dækkede med hyller, der igen er fyldt med sammenrullet silke. En ældre, og yderst kultiveret herre, som i øvrigt er hindu-præst, viser tørklæder frem. Brokade, vævede og silke i metervis. Priserne er til grin, og det er unægteligt svært at begrænse sig. Selv jeg kommer til at købe tre tørklæder! Rikke kommer ud med omkring ti kilo!

 Vi finder vores rickshawer, og kører ind til centrum af den nye bydel (fra omkring 1500). Finder en til lejligheden i orden rygsæk i sort, men må så slippe 20 kroner. Vi ender i en smal basar gade, hvor næsten alle butikkerne er spændende. Bronzestatuer, smykker, silke, marmor- og træ arbejder, legetøj i blik, træ og plastik, batik-beklædningsgenstande og meget mere. En mand kommer gående med to bure på en lang stok. I dem sidder parakitter og farvestrålende småfugle. Har lyst til at købe dem og sætte dem fri men de bliver bare fanget igen.

 Vi ender ved den store gath, og følger floden hjem. Her tumler et par lidt større hundehvalpe rundt, og der kæles og fotograferes. En lille båd har lagt til, og en stor vandpumpe pumper vand op til en spulegruppe, der renser kældre og templer for mudder. Vi passerer de platforme, hvor ligene bliver brændt, der er bare ikke nogen. 

 Lettere slidte kommer vi hjem til Morten. Bruger resten af eftermiddagen til at slappe af på terrassen. Aftensmad på hotellet og efter et par øl tilter vi i seng. Midt om natten begynder en lille hund at gø, lige uden for vores vinduer, som er delvist net og pap. Til sidst står jeg op, og går ud på terrassen. Den står ti meter fra mig, og gør løst. Her er to ting at kaste med: Tomme plastikflasker og mursten. Jeg kyler en plastikflaske i hovedet på den, og den holder kæft - i flere minutter. Ikke nok med det, jeg har mistet min ene øreprop! Strømmen gik igen i aftes, og jeg ligger og syder!

22. Vandet står en meter højere her til morgen, og der kommer ting drivende med strømmen. Diskuterer om der er lig mellem. Det er let at se, når der er en død okse mellem: Der sidder krager på den, og hakker fortvivlet i dens tommetykke læderhud. Det må være frustrerende at sidde på en tons mad, og så ikke kunne komme ind til det!

 Jesper spotter et desmerdyr på terrassen. Det smutter ind mellem de 50 store potteplanter, der står for enden af pladsen. Jesper hopper rundt mellem potterne, Morten holder vagt og jeg går på kanten af muren. Vi får gennet dem ud, men de forsvinder som to brune streger gennem et lille hul i muren.

 En fyr komme gående med to stakke trådkurve, mens han spiller på fløjte. Han går langs bredden, 12-15 meter under os, men standser, da han ser os. Kurvene pakkes ud, og adskillige regnbue boaer eller lignende bredes ud. Et par kobraer dukker op af deres kurve, og "danser" til hans fløjte. Børnene, og ikke mindst en ualmindeligt nærgående glente har svært ved at holde hænder og kløer fra boaerne. Vi skyder nogle fotos, og jeg smider en seddel med mønter ned til ham.

 Vi fik brændt lidt for mange penge af på silke i går, og får nye direktiver til en ATM. Den ligger nærmest lige om hjørnet. Nå, skidt, vi fik set det meste af byen i går., og det var ikke dyrt. Vi finder mere silke hos en anden behagelig silkehandler, og viser Morten lidt af det vi så i går. Så tilbage til hotellet for at booke ud. Vi betaler 300 kroner for to nætter ide to værelser, og alt det kaffe og  mad vi har spist på hotellet. 

 Vi har bestilt en fly tur til Delhi, og sidder mere og mere nervøse i et par timer og venter på taxien. Det viser sig, flyet er lidt senere, man skal ikke booke ind så tidligt, og det er hurtigere at køre derud. Endelig kommer der en fyr, der fører os op til taxien. En noget ældre Ambasadour, og en chauffør, der snor den meget hurtigt gennem byen. Det begynder at regne, da vi er kommet uden for byen. Vi standser, så chaufføren kan skifte gasflaske, da vi løber tør. Han standser så lidt efter, for at åbne for den nye. 

 Så er vi endeligt ved lufthavnen. Første sikkerhedscheck er udenfor bygningen. Et til indenfor, og så kan vi gå op i restauranten, og vente på vi kan checke ind. Vi skal flyve med Sahara Air. Får boardingkort og ryger så gennem to check mere. Dette må være verdens mest sikre lufthavn. Selv de ansatte bliver checket, når de lige har været ude på den anden side efter en mappe eller på toilettet. Plomberne på madcontainerne bliver checket. En negleklipper der har klaret mange flyvninger til og fra USA bliver konfiskeret. Mortens seks kilo bronze statue, julelyskæder og anden isenkram får en særlig opmærksomhed. De ansatte er virkeligt omhyggelige, men stadig med et venligt smil og yderst høflige. 

 Endelig er vi ude på landingsbanen, så skal man bare udpege sin gennemcheckede kuffert, så den kan blive bragt om bord. En kæmpe shik med et voldsomt fuldskæg, og et endnu mere imponerende overskæg står roligt med en ordentlig kanon i hænderne. Den ro og selvtillid han udviser gør, jeg ville vælge ham som personlig bodyguard, hvis jeg en dag skulle bruge en.

 Der har været tre strømsvigt, i den tid vi har været i lufthavnen, men alt kører på skinner, og vi letter til tiden. Pænt fly, rimeligt nyt og pinligt rent. Mens vi triller ud af landingsbanen bemærker Jesper tørt: Det er den længste strækning vi har kørt i Indien, uden dyt!

 Vi lander i Delhi midt på eftermiddagen. Byen ser pæn og ren ud, mens vi kører fra lufthavnen, gennem hvad der ligner ambassadekvarteret. Det går over, da vi drejer ned i vore kvarter. Vi er i den gamle byde, lige i hovedbasaren. Det lækre hotel vi havde valgt er udsolgt. Det kostede det dobbelte eller mere af, hvad vi har betalt indtil nu, men det har været en billig ferie, og vi vil forkæle os selv. 

 Vi før anbefalet et andet, som det viser sig er endnu dyrere, og ikke specielt lækkert. En ansat følger os til et andet i kæden, som heller ikke er sagen. Vi er i en gade, med massere af hoteller, og prøver et vilkårligt. Virkeligt lækker fire personers rum. Vi tager to. Det ene er ikke helt klar, de er ved at male, men de bliver færdige, mens vi spiser.

 Vender tilbage til det første hotel, der er 100 meter, og vi passerer fem eller seks hellige køer. Hotellet  skulle have en rigtig lækker tagrestaurant, og det holder stik. Vi bestiller, vanen tro, alt for mange retter, men det er lækkert! De har forskellige kødretter, og gæsterne er næsten alle turister. Velkomstdrinks, øl og fire eller fem retter efterfulgt af en yderst lækker valnødde-chokoladekage med vanilleis bliver 330 kroner. Omkring ti gange så dyrt som andre steder vi har spist, men hvad - det var det værd. 

 Rikke ringer hjem til sin mor, og mens de taler sammen går en elefant forbi vores vinduer, nede på gaden. Lene spørger, om Rikke har drukket? Vi sover i hver sin dobbeltseng. Det har den fordel, jeg kan ligge fuldt udstrakt, vi har hver sin ventilator - Rikke vil have mere gang i den end jeg, og vores vasketøj hænger under sin egen blæser i børneværelset.

23. Sover fantastisk, og dropper vores reservation på det andet hotel. Det vi bor på har ikke selv restaurant, men anbefaler det førstes. Hvorfor står lidt hen i det uvisse. Morgenmaden er i stueetagen, og den står langt fra mål med det yderst sublime mad vi indtog på taget i aftes. Vi sidder ved siden af en fjernsyn (noget vi ellers har været forskånet for), der viser musikvideoer. Alle med samme tema: Nyforelskelse. Alle med gruppedans med sjove skulderbevægelser og meget rykvis dans. Hovedkunsterne er meget tæt på at være europæiske udseendemæssigt.

 Vi begynder at gå ud mod det røde fort, som er en af byens hovedattraktioner. Vi kommer gennem hovedbasaren, over banen, forbi en enorm moské hvor vi ikke kan komme ind i vore påklædning, og så kan vi se det. Det er enormt! Vi er utallige gange blevet tilbudt rickshawer men har afslået, både fordi vi ville have gåturen, og på grund at en forskruet pris. Da vi så endelig står uden for muren, og får at vide indgangen er på den anden side må vi bøje os. Der er simpelthen for lange rundt om fortet, af en bred og kedelig vej.

 Vi hopper om bord på to rickshawer, og racer rundt om den enorme mur. På fortovet ligger sovende mennesker, iklædt slidt og nærmest sort tøj. Ser nogle med en sprøjte, og det er nok ikke insulin! Har ellers ikke oplevet andet af dette betændte miljø, og har ved gud heller ikke savnet det.

 Vi standser ved en indgang, og må gå over en enorm plads. Køber billetter i et lille underjordisk kontor, og går så gennem sikkerhedschecket på broen. Her er hovedsaligt indere fra andre steder af landet, og ganske få backpackere. Fortet er simpelthen enormt. Det blev bygget i 1650 af den lokale maharaja, og blev senere brugt af englænderne. Det meste er i perfekt stand. Vi ser paladserne, der er i hvidt marmor med indlagt kulørte halvædelstene, de enorme plæner og flotte blomster bede.

 En meget påtrængende guide forsøger sig men vi orker ikke høre på hans dyre foredrag. Han prøver senere at fremhæve os som dumme ignoranter, da han vil sælge sig til andre. Dumt, vores engelske er bedre end hans! På den anden side, hvis han bare sælger en tyve minutters tur hver tredje dag, kan han leve af det.

 Her er som sagt mange indiske turister. De prøver at fotografere os fordækt, eller spørger pænt om lov. Jeg poserer  et par gange sammen med vennerne. Der er vist kun en restaurant her inde, og den ser ikke spændende ud. Vi har travet adskillige kilometer, og kunne godt trænge til en forfriskelse, men nej. På vej ud passerer vi en arkade souvenir shoppe. Jeg finder et flot skrin af dromedarknogler, der koster en tiendedel af, hvad jeg ville have givet. 

 Vi finder et par nye rickshawer. Efter det lammende nederlag Jesper og Morten led under sidste ræs vælger de nu en enarmet mand. Han må have hjælp op over jernbanebroen, men så har de da en undskyldning for at tabe!. Vi hopper af ved den anden ende af hovedbasaren, og finder hurtigt en restaurant. Det er pudsigt, hvor pæne forretninger, hoteller og restauranter, der kan ligge i kæmpe rum bag de små beskidte og lusede basarforretninger. Lyset er mere en dæmpet, men de har mad og ikke mindst øl.

 Vi går mætte op gennem basaren, på jagt efter gode tilbud. Vi finder noget naturmedicin vi har bestilling på, et fedt læderbælte, som desværre er for langt til mig. Morten køber det til tretten kroner - uden at prutte. T-shirts med gudemotiver, juletræskæder, duftlys, halskæder, armbånd og hvad ved jeg. Rikke finder noget stof, og bliver fuldt til en skrædder, der kan sy en kjole til i morgen. Vi ender hjemme ved hotellet, og Rikke og Jesper går ind. 

 Morten og jeg prøver en parallel gade. Her er et lille krydderimarked og et lidt større grønsagsmarked. Mit kamera driller, og den sidste halve film bliver ikke til noget. Burde have sat filmen over i det andet - identiske kamera, men sådan er der så meget. Så kommer vi til en madrasgade. De sidder på fortovet og syer halm- og skumgummi madrasser i hånden. Rundt om hjørnet ligger en noget pænere gade, med møbelforretninger. Den er lidt for vestlig, så vi tager gyden bagved. Det er her møblerne bliver lavet. Snedkere, skumgummi i tonsvis og møbelpolstrere i hele gydens længde. 

 Det er ved at blive mørkt, da vi henter de andre, og vender tilbage til gerningsstedet for valnøddekagen. Vi prøver groft sagt den næste tredjedel af menukortet, og må slippe 360 kroner for en firdobbelt forældelse. 

24. Jeg er kommet i kontakt med en indisk dame, der samler de samme planter som jeg. Hun har fået opkaldt en plante efter sig, og er inviteret til Europa for at holde foredrag om indiske planter i næste ugen. Vi er alle blevet inviteret hjem hos hende, og de andre er blevet nysgerrige. Vi tror vi har bestilt en bil til klokken ni, og venter til halv ti, før vi rykker i receptionen. Der går fem minutter, og han har fundet en. Vi kører ud gennem byen, lidt ud på landet og ind i en forstad. Ved ikke hvad vi vil møde, og er temmelig spændte. Vi ved at Indiens mellemklasse er lige så stor som i USA men vi har ikke set mange af dem. 

 Efter chaufføren har spurgt om vej adskillige gange finder vi et pænt kvarter, med vagter ved indgangen. Vi lander kun lidt forsinkede foran et flot hus med mange urtepotter foran og på den høje mur. Chaufføren parkerer i skyggen, og venter. Meena tilhører den overklasse, som vi viste fandtes, men som vi slet ikke har set. De har boet i meget større huse, men manden er blevet pensioneret fra hæren, og de vil også have råd til andet. De har kun to tjenestefolk og så en mand der kommer og hjælper Meena med at flytte potter og blande jord, et par gange om ugen. Mens de er i Europa kommer der en planteskoleejer og bor i huset, så han kan passe hendes blomster.

 De er utroligt søde og gæstfrie. Jeg går rundt i haven sammen med Meena, mens de andre taler med manden. Hun har nok lige så mange forskellige planter som mig, bare flere af hver og mange i kæmpe størrelser. De kommer fra hele verden. Familien fra USA tager nogle med, når de kommer på besøg, og hun rejser selv en hel del. Jeg låner Jesper fede digitalkamera, og skyder omkring 50 fotos af haven og enkelte planter. Får et par stiklinger, af en amerikansk plante, jeg har været på jagt efter nogle år.

 Jeg går modvilligt ind til de andre i huset. Manden holder stadigt foredrag rundt om i denne del af verden. Hans speciale er; hvordan forbliver man venner med den enorme sovende kinesiske drage. Hans syn på krig, mennesker, den amerikanske præsident og meget andet er fuldstændigt som vores. Meena virker en anelse rystet over hvor vi bor, og hvilke steder vi har været. Hun kunne vist aldrig drømme om at komme sådan steder. Vi bliver inviteret på mad, men har allerede været her tre timer, og skal live have shoppet lidt mere, her den sidste dag. Vi siger farvel til dem, og ikke mindst deres gravhund, og triller tilbage til centrum. 

 Nu, hvor vi ikke skal bruge flere penge, er naboerne - på begge sider - til hotellet naturligvis to ATM'er! Vi krydser ned gennem basaren igen, dog uden at finde meget. Vender tilbage til vores tag restaurant, for at prøve den sidste tredjedel af menuen, plus et par favoritter fra de andre besøg.

25. Ferien er forbi, vi står pokkers tidligt op og kører ud til lufthavnen. Dyr morgenmad, et smut i den toldfrie og så til München, hvor vi er i en halv time. I København roder vi lidt rundt for at finde bilen, og med hornet i bund suser vi til Roskilde, mange oplevelser rigere. Fantastisk ferie til små penge. 

Pris for en person: Flybillet: 5300, Visum 350, Indenrigsflyvning 800, Diverse 4000 = 10.450 kroner; alle pengene værd!