Bihrmann - Rejser, Laos

Efter fiaskoen i ´98, hvor vi (Morten, Jesper og undertegnede) kun kom i transit i Thailand i tre uger, prøver vi nu igen. Vi har fået en fjerde lokket med; Rikke. Laos skulle være nærmest uspoleret, med uendelige urskove. Godt nok smed amerikanerne 100 tons bomber per indbygger under Vietnam-krigen, hvilket gør Laos til det mest bombede land i verden (og så var de ikke engang i krig!), men det skulle været groet til nu.

28. Vi flyver med Aeroflot, det gamle hæderkronede (eller er det udskælde) sovjetiske luftfartselskab, der stadig har hammer og sejl som logo. Fly og mad OK, men efter sigende er filmen meget russisk, den sov jeg fra. Et par timer i Moskva lufthavn, og så mod Bangkok,

29. Vi ankommer ved middagstid og tager bussen ind til centrum. Rikke siger, det ser spændende ud, og sover hele turen, der tager en times tid. Vi hopper af ved Grand Palace, og går ned mod amuletmarkedet, mens vi leder efter solbriller, sandaler, film og andre livsnødvendigheder.
På vejen går vi gennem frugt-, tøj- og dagligdags-varermarkeder for så at ende i et enormt stort amuletmarked. Amuletterne er små - hovedsageligt Buddha figurer - i ler, sten, glas eller metal. Nogle er meget gamle og derfor meget stærke - og dyre. De bliver navnlig båret af taxachauffører og postbude!
Vi kommer tilbage til Grand Palace, som man kan komme ind og se, hvis man har lange bukser på. Rikke og jeg skifter. -Og så skal pigerne også have bagkapper på deres sandaler!
Så kunne de i øvrigt rende os!
Spiser på en fortovsrestaurant. Det var hovedsageligt meget stærk mad, tilsat mange stærke krydderier og så peppet lidt op med frisk chili! "smooking!". Maden er meget speciel og det er med en del mod, at vi giver os i kast med det. Derefter venter vi bare på, at maveforgiftningen skal kick in.
For anden gang bliver vi anbefalet at besøge en speciel wat, som ikke alene skulle være den smukkeste i Thailand, men som kun har åben én dag om året - og det er i dag! Vi tager en taxa, og kommer til Wat Suthat.
Det ér et ualmindeligt smukt udsmykket tempel. Langs den store mur der omslutter det store gårdareal er der et halvtag. Under dette sidder 2-300 guld(-broncerede) Buddha'er, omkring 1½ meter høje. Nogle er næsten sorte af ælde, andre ligner poleret guld. Vi går op af trappen til templet, og ind af de enorme og smukt dekorerede døre. Indenfor sidder bedende munke og lokale. Væggene er dækket af meget smukke gobeliner, en kæmpe gylden Buddha dominerer "alteret", andre mindre figurer er fordelt omkring den. Gulvet er dækket af en tykt rødt tæppe, og der dufter af røgelse.
Lyn oplyser gården, og vi går ud igen. Mens vi går rundt om den rigt udsmykkede bygning starter messen, som gengives af diskrete højtalere udenfor. Det er blevet mørkt, regnen begynder af fosse ned, og lyn og torden fuldender atmosfæren. Vi sidder et stykke tid og nyder det, men bliver så kolde.
Udenfor er det umuligt at få en taxa, så vi går tilbage mod centrum. Vi finder Royal Hotel, hvor vi blev sat af. Det ser pænt ud - meget pænt, men vi checker alligevel prisen: 1500 bat for et dobbelt værelse. Morten regner om til 800 kroner. Dyrt, men vi gider ikke lede i den mørke by, og vi skal tidligt op og med bussen, der afgår foran hotellet. Jeg regner lidt på det, da vi er kommet op på værelset: 290 kroner for et meget stort værelse med kontor-niche, kæmpe senge og stort badeværelse med karbad. Det med penge kompliceres af, at vi de næste tre uger regner i US$, bat, kip og kroner.
Efter et forfriskende bad mødes vi i lobbyen til en stille dinner. Det vælter bare rundt med skrigende unger, så vi fortrækker at foretrække til en stor kinesisk restaurant lige rundt om hjørnet. Jeg får en variation over temaet hot dog og burger. Et nyt varmt bad (vi ved ikke hvornår vi får det næste) og så i seng.

30. Op klokken 5.00! Taxaen til lufthavnen koster det samme som fire busbilletter. Man lærer hele tiden noget!
I lufthavnen leder vi efter Aeroflots kontor, så vi kan re-konfirme vores billetter hjem. Det har lukket, men vi finder Druk Air! Det er der virkelig et luftfartselskab der hedder! Morgenmad i bedste amerikanske stil. Jeg fandt ikke film i går, og nu må jeg nøjes med nogle 25 styk til danske priser. Det viser sig i øvrigt, at APS-film er et totalt ukendt fænomen i Laos. Rikke prøver at finde postkort, men det har de ikke!
50 minutters flyvning, men Thai-Air når at servere mad. Stor og ikke mindst langsom kø ved visum-skranken. Vi skal have et pasfoto, og Rikke får svedt et par liter, før det viser sig, at manden godkender vores særdeles ringe fotokopier. Måske fordi de bliver ledsaget med billeder af Franklin (US$).
Vel ankommen til Laos, betaler vi overpris for at komme de 8-9 kilometer ind til centrum. Det er godt nok en stor landsby, men i modsætning til alle andre byer vi besøger, går her i det mindste ikke løse køer i hovedgaden. Det giver da et vist internationalt præg.
Vi finder en bank, hvor vi kan hæve thai-bat, som vi så kan veksle til laos-kip. Vi mener de egentlig hedder ib, k´er er bare fordi man bogstaveligt hæver et par kilo af gangen. Efter hånden som vi bruger, måler man i centimeter; hvad har vi brugt/hvor meget har vi tilbage.
Vi traver ud til Triumfbuen, som også bliver kaldt den lodrette landingsbane. De løb tør for cement, så byggeriet stod stille i lang tid. Så fik de noget cement af amerikanerne til en landingsbane, og hvad er så mere naturligt, end at færdiggøre Triumfbuen?
Den bliver vældig pæn, når de en gang får tid/råd til at male den. Der er krummelurer over alt i bedste tempel-stil. Det koster én krone at gå op af trapperne. På de følgende etager er der stærkt improviserede souvinier-boder, nogle af de eneste vi ser i landet.
Fra toppen er der en storslået udsigt over den flade by. Langt det meste er toetages huse; forretning i stuen, beboelse på første. Morten bliver fotograferet af nogle bønder, der er taget til hovedstaden. De er fascinerede over hans størrelse!
Jeg får ikke taget så mange fotos; det hele virker bekendt, nærmest som en thailandsk provinsby. Her er på den anden side også mange etniske thaier, og kun 200 meter over Mekong til Thailand.
Vi tager en tuc-tuc (25 km/8 kr) til That Luang; den gyldne wat. Denne guldbroderede kæmpe klump beton skulle efter sigende være bygget oven på nogle af Buddhas knogler. Et lokalt marked byder på sandaler til 8 kroner. Her er alt hvad den daglige husholdning kræver, fra sæbe til 50-kilos sække med tobak.
De er ved at lave klar til den lokale højtid med et stort marked. En fyr er på vej op i en beton-lygtepæl. Han bruger to bolte, som han stikker i pælens huller. Det må være surt at tabe den ene, når man er nær toppen!
Vi prøver som sædvanlig at følge landets skikke, men specielt Rikke har svært ved, at man ikke må røre hinanden, og slet ikke kysse. For mig er det sværeste, at det er god bordskik at levne. Vi læser også at man ikke må råbe, men specielt kineserne har svært ved at følge dette. Man må ikke pege på personer og specielt ikke på Buddhaer. Det betyder også, at man ikke må side med benene strakt foran sig.
Dyrelivet er ikke spændende. Her er kun gråspurve, tamduer og gekkoer. Lige som i Thailand er der mange potteplanter foran forretningerne og på balkonerne. Mange har jatrophaer, svigermors skarpe tunge og mange andre kendte.
Solen går ned 17.45 og 18.00 er det nat! Vi finder et ydmygt hotel til 90 kroner for et dobbeltværelse, og går ud for at få aftensmad. Ved byens springvand finder vi et flot pizzeria, og sætter os ned. Wauh - det føles dejligt! Vi bestiller drikkevarer og fire ens pizzaer. Tjeneren der kommer med øl og vand fjerner bestik og servietter. Nå, vi får nok nogle store tallerkner. Sidder og planlægger de næste dage mens vi venter - og venter! Fat i tjeneren - hvad med vores mad? Øh... skulle I have noget at spise?! Denne sprogbarriere støder vi på mange gange i løbet af de næste tre uger. Meget få forstår bare en smule engelsk. Faktisk minder deres sprog mest om Mars Attacks - gag-gag!

31. Op 6.50, vi skal have noget ud af de lyse timer. Det lysner ved seks-tiden, men der er ikke en sjæl oppe, og det er koldt. Nordpå dukker solen først frem af disen ved 9-10 tiden.
Vi finder nogle lækre landgangsbrød, og når bussen 7.03. Deres busser er væsentlig mere præcise end DSB, men kører ikke nødvendigvis mere end 50 meter før første stop. Vi kører forbi rismarker, damme med røde åkander, kæmpe bambus, lotusser i blomst, bananer, kokospalmer, bitte små jersie-agtige køer, kæmpe vandbøfler, geder, hængebugsvin, silkehejre og urskov/sump. Næsten alle huse er lavet af bambus, og står på to meter høje pæle.
Efter to timer kommer vi til bjergene, og vegetationen skifter karakter. Ananasmarker, men her er der ikke lige så opdyrket. Tissepause; mændene foran, kvinderne bagved bussen. Midtergangen er fyldt op med ris sække, papkasser og levende høns i bundter.
Jeg ser de første svaler, og føler, at nu er jeg ude i naturen. Følelsen bliver spoleret lidt af en kinesisk cementfabrik.
Vi ankommer til Vang Vieng lidt over middag. Hyggelig landsby ved floden. Finder nattely til 15 kroner, og vader så langs floden for at finde nogle limstens-grotter. Skinke smutter væk når vi kommer, stære smutter rundt i krattet, igler kommer væltende. Rikke har dyretække, så jeg piller kun igler af hende.
Vi finder området med huler. Der sidder to munke ved en bugt af åen, i ualmindeligt smukke omgivelser. En gigantisk edderkop har spundet sit spind over en anden lille dam.
150 trin fører op til nogle store huler. En flok laotiske turister går kaglende med os op. Der er lange gange, som ind i mellem udvider sig til store grotter. Det begynder at regne da vi går hjem af, og kæmpe snegle dukker frem blandt de store ingefærbuske.
Vi kommer totalt gennemblødte tilbage til byen, køber paraplyer og får tørt tøj på. Over for hotellet er en back-packer kaffebar, hvor vi får kaffe til 1,50 med Milo! (fed fløde med sukker). Rikke beskriver dagen med: Vådt + av-av.

1. Vi bliver underholdt af hanegal og syngende fugle fra klokken fire, men vi vælter først vores luksuslegmer ud af sengen lidt i syv. Morgenmad hos genboen, flute, pandekage og frisk frugt.
Så ud for at finde kontoret, hvor vi skal have vores "by-stempel". Ifølge bøgerne kan man let risikere, at blive sendt tilbage, hvis man ikke har fået stempel i sidste by.
Vi går fra den ene statsligt-udseende bygning til den anden. Her får vi anvist et andet hus, som anviser et tredje. Folk på gaden aner vist ikke, hvad vi spørger efter. Endelig finder vi det; et usselt lille skur ved landingsbanen. En funktionær udfylder møjsommeligt kolonerne i en stor bog. Rikke glæder sig, til han skal se mit "hår og skæg"-foto i passet. Han fortrækker ikke en mine, men da Rikke fortæller hun er kok, bryder han helt sammen: Kok, sådan i et køkken - lave mad. Han er helt færdig! Vi skriver vores navne og titler på et stykke papir, han er vist ikke så skrap til det der stavning.
Det tager en evighed før han er færdig med at stavere og grine, så vi må løbe til dagens bus. Vi skal køre 217 kilometer til Luang Prabang, den gamle kongeby.
Vi tilbringer syv timer i selskab med smilende mennesker, sække med landbrugsvarer, høns, smedevarer og hvad ved jeg. Mange gange bremser vi op for kalkuner, ænder, høns, vandbøfler, køer, hængebugsvin og børn. Bjergene og kløfterne bliver større, enkelte majs- og tobaksmarker og meget uberørt natur. Solen skinner, men det er køligt i de højere bjergpas.
Vi kommer ned på den anden side, og dalen åbenbarer sig. Der er et par timer til mørket kommer, så vi traver gennem byen. Stegte hønsefødder, ænder i stænger (levende i flettede kurve), markeder og en café med udsigt over floden og dens fiskere. I den nordlige ende af landet får man te til sin kaffe. Kaffen er meget stærk, så der følger et tyndt glas te med, nogen gange grøn te.
Vi går videre, prøver blandt andet at få stemplet. Det viser sig senere, at de ikke gider bekymre sig om stempler længere. Aftensmaden består af vandbøffel med karry.
Vi finder et hotel lige ved siden af det gamle kongepalads. Det er pænt, men sengene får begrebet "at gå i brædderne" til at være rigtig bogstaveligt. Jeg vænner mig ikke til de senge, hvor "madrassen" bare er tre til fem millimeter vattæppe. Til gengæld finder vi til vores store forkælede glæde både varmt vand og toiletpapir på det fælles badeværelse. Hele herligheden for 30 kroner.

2. Bliver vækket ved firetiden af en stor klokke eller bronzetromme. Genboen er kongens pragtfulde tempel. Vi blunder et par timer mere, og går så ud i den kolde by. Store grupper af orange munke kommer travende, ude for at tigge morgenmad. De kommer gående på en lang række, med de ældste forrest. Hver har en skål, som de får mad i, af de troende.
Her i byen ser vi en ny type taxier. Motorcykler med sidevogne fragter varer og mennesker. Det er fandens koldt om morgenen og aftenen, så vi går ind til det store marked for at finde nogle trøjer. Det viser sig at være svært. Enten er det sportstøj med store firmalogoer eller bare for småt. Endelig lykkes det; fleesejakker størrelse for stor til gigantisk. De er temmelig dyre, men der er langt mellem store, mørkeblå, varme, lette og neutrale jakker. Det viser sig at være alle tiders køb, ikke mindst de morgener hvor Morten er blå-skjoldet af kulde. Vi finder endelig kontoret, hvor de før i tiden stemplede, men som sagt, det gør de ikke mere.
Vi går tilbage til kongepaladset, som skulle være svært at få lov at se. Det har kun åbent et par timer hver formiddag, og det kræver en invitation. Der er turistgrupper, og når vi bare betaler, kan vi sagtens komme ind.
Det er lidt af en skuffelse, landet er blevet plyndret hver 20. år, så det kniber med værdier. Her er en sten fra månen, som de har fået af amerikanerne sammen med en plastikkopi af rumkapslen. Et flag fra en norsk fodboldklub, og andre pudsigheder. Der er også nogle enkelte smukke udskæringer i elfenben, nogle gamle bronzetrommer og lidt andet gammel kunst. Selve tronsalen er smuk; mosaikker på væggene, smukke "udskæringer" i beton men møblerne er ikke noget at skrive om. I soveværelset står en stor mahogniseng uden det mindste udsmykning, samt et par store matchende skabe.
Udenfor får vi øje på en grøn palmeslange, de kryber forsigtigt ned af en palme. Vi tager en Jumbo (som desværre ikke er en elefant, men en trehjulet motorcykel), og kører ud til Thad Xai; det store område med vandfald. Fem trapper, omkring 70 meter brede og 5-10 meter høje. Mellem trapperne er der store damme, hvor de lokale bader i den varme årstid. En lille sti fører op langs floden.
Her vrimler det med smådyr: Kæmpe tusindben, frøer, fugle og store snegle. I trætoppene sidder store myrerboer i sikkerhed for oversvømmelse og rovdyr. Vi kommer til nogle huler, og ved hjælp af nogle lokale drenges lightere ser vi lidt af dem, ikke imponerende. Det er blevet varmt, så vi kommet temmelig sveddryppende tilbage til faldene og den solbadende Rikke.
Vi får øje på en stor snyltehveps, som kommer med en larve, den har lammet. Den ligger larven, og starter med at grave en 5-10 centimeter dyb gang i gruset. Den bærer larven ned, ligger ét æg, og dækker hullet til. På vej tilbage til byen ser vi 30 meter høje gummi- og parablytræer.
Vi checker ud 14.30 og prøver at komme videre i landet. Godt trætte af at sidde og bumpe på ladet af lastbiler, leder vi efter en speedbåd. Efter meget spørgen omkring, kommer der en ung mand til os. Han kan sejle os ud til dér, hvor speedbådene sejler fra. Lyder lusket, men hvad. På turen ser vi alle haverne, som ligger der, hvor floden var i regntiden. Salater, bønner, papaya og andre grønsager.
Ned i en lang kano med long-tail og 20 minutter ned af floden. Her finder vi én af de cyklamegrønne både. De er ikke mere end 4-5 meter, men udstyret med en kæmpestor og helt ny bilmotor. Vi sejler længere ned af floden i kanoen, til et sted hvor vi får den påbudte styrthjelm med visir samt en redningsvest udleveret.
Vi kommer ombord i speedbåden, Morten og Jesper lige foran motoren, Rikke og jeg foran dem. Vi når lige at klaske røven ned på skumgummiklodserne, så lyder der et brøl fra motoren, og vi pisker op af strømmen med 80-115 kilometer i timen! Det er meget dyrt; 250 kroner per sæde, men vi sparer 2-3 dage med lastbil, og det kan blive skægt.
Jeg nyder de første ti minutters rush, men begynder så at fryse voldsomt. Rikke siger, at de viste film på hele turen; hun så hele sit liv passere forbi adskillige gange på de tre timer turen tog. Jeg har aldrig været så kold i hele mit liv, og Rikke aldrig så bange. Jeg kan helle ikke lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi ramte én af de mange 10 centimeters bambusstænger, der står på bunden med den ene ende, og den anden pegende mod os i en optimal vinkel til at gennembore båd og mand. Stævnen svinger en lille meter fra side til side, men båden rører vel ikke med mere end 1 m2.
En eneste gang slipper skipper gassen; han skal tisse. Selv da vores ryglæn falder af, fortsætter han med uændret fart. Selvfølgelig har vi travlt, vi kan jo ikke sejle når det er blevet mørkt. Så kan man ikke se bredden, strømhvirvlerne (op til 3 meter brede og ½ meter dybe). Vi kommer forbi indgangen til Pak Ou, men har desværre ikke tid til at stoppe. Nå, vi ser nok andre flotte huler med buddahfigurer i.
Fem minutter før det bliver for mørkt til at sejle, ankommer vi til Pak Beng. "Havnen" er en stor flåde, bygget på to kanoer. Mens vi kæmper os op af båden, og med stive lemmer kæmper os ind mod landjorden bliver vi nærmest overfaldet: Wer jo go to morrow? Jo ran speedbot?. Rikke kunne slå dem ihjel og jeg smide dem i vandet. Jesper og Morten tager det forbløffende roligt. Det viser sig, at de ikke kan høre en disse, andet end en massiv hyletone. Der var ikke lyddæmper på motoren.
Vi finder et rimeligt hotel, får aftensmad, og så går jeg kold (igen).

3. Det er meget mørk nat, da jeg vågner. Byens strømforsyning er en generator, der kører fra 18-22. Det er en rigtig klam morgen, så efter morgenmaden lokker jeg de andre til at trave ud af den lille by, i stedet for at vente 1½ time på bussen kører. Byen ligger for enden af en blind vej, og der er kun den samme i 200 kilometers omkreds.
Vi ser og hører et utal af fugle, passerer et par små-landsbyer og nyder solen, da den bryder igennem disen. Bussen (læs pick-upen) kommer, og vi klemmer os ind. Midt på ladet står en flok gasflasker under en presenning. Det afholder ikke folk fra at ryge.
Vi kommer gennem små landsbyer, hvor de tørrer chilier, ris, majs og jordnødder på store stykker stof. Bagefter hældes de på lerkrukker. Næsten alle huse er af bambus, bygget på to meter pæle eller direkte på jorden i en glad blanding. Et sted stopper vi kort, og køber gråpærere-store hvide roeknolde, der smager lidt af ærter og pomeloer. Mange bærer den traditionelle hovedbeklædning af stift sort stof, men ellers almindeligt tøj.
Flokke af ænder, høns med kyllinger, kalkuner med flotte haner, hængebugsvin og lyserøde vandbøfler forsøger forgæves at blive kørt over.
Mange stiger af og på undervejs. Et sted er en lastbil væltet. Vi er også ved det, da for- og baghjul ikke vælger det samme slimede hjulspor. Vi konstaterer, at dette var vejen til helvede, men de fik ny og bedre. Vi bumler rundt på den i ni timer, men betaler kun 22 kroner. Jeg tror min røv er blå nok til at dupere enhver bavian. Mange gange støver det vildt. Bare der kommer en smugle støv, holder de lokale et stykke stof for mund og næse, hvis de har det. Ellers sidder de med hånden for, hvad det skal hjælpe ved jeg ikke. Det virker lige så irrationelt, som dem der slår korsets tegn, ved enhver lejlighed. Det bliver meget varmt omkring middag, og vores "smilende ko"-ost har et noget smørret grin, da vi tager den op af tasken.
Vi kommer endelig til Muang Xai, en meget kinesisk by. Alle skilte på hotellet er på kinesisk, alle på hotellet og i restauranten taler kinesisk men ikke engelsk. Her får man også te til kaffen, og så for én krone!

4. Den daglige jagt på morgenmad går ind. Det bliver rigtig svært, når man vil have brød til. Vi finder et sted, som siger, de får brød om lidt. Et bud kommer fræsende på knallert, helt ind gennem restauranten til køkkenbordet. Efter maden går vi ud til bus pladsen. Her holder mange rigtig pæne minibusser, men de kører kun til Kina. Vores er igen en lastbil med to rækker små, stenhårde bænke.
På vejen holder vi en kort pause, hvor der bliver læsset varer af taget. Jeg køber importerede æbler og pærer til omkring en krone stykket. Vi passerer for anden gang en hest, og jeg ser et rigtigt æsel.
Ved totiden kommer vi til Nam Tai. Lige overfor busstationen ligger det fire måneder gamle Bus stop Hotel. En lang række værelser i ét plan. Det koster vist kun 20 kroner. Jesper bliver i tvivl; er det i timen. En pige på omkring 15 år spørger Rikke og mig, om der er noget vi vil have. Derefter går hun over til brødrene. Bliver ved med at hænge ovre hos dem. Det slutter da hun kravler op i Jespers seng. Vi ser hende senere på andre hoteller, med andre fyre. Jeg får vasket noget tøj. Mens det lå i blød, satte jeg møjsommeligt en tørresnor op i gården. Da jeg kommer ud med tøjet, er min snor fyldt.
Vi zig-zagér gennem byen, griner af kortet i bogen; tre parallelle gader, intet andet. Vi går op på en udsigts høj i udkanten af byen, og for sidste gang prøver vi det med et stempel. Byen er virkeligt blandet; faldefærdige rønner med helt nyopførte flotte betonhuse. Der er flere flokke af køer og vandbøfler og geder i gaderne.
Da det bliver mørkt, starter Radio Laos op. Der sidder kæmpe højtalerhorn på nogle master rundt omkring i byen. For at bevare landets kultur (eller sådan noget) er det forbudt at høre mere end 30% udenlandsk musik, også i folks eget hjem. Til gengæld har de ubemærkede plagiater af det meste "pæne" musik.
Vi beslutter at gå hjem efter en trøje, og så finde noget at spise. Vi kan bare ikke finde vores hotel. Det var ellers så smart at bo lige ved busstationen, der er bare ikke én af de lokale der ved, hvad en busstation er. Vi traver af de tre parallelle gader i en evighed, inden vi finder hotellet, for enden af den fjerde gade.
Et godt varmt bad - hov, er vandvarmeren ikke tilsluttet? Vi improviserer lidt, og så er der en lille stråle varmt vand langs vægen. Ov, hvor bliver man nøjsom. Tilbage mod centrum for at få aftensmad, men ikke ret langt!

5. Vi står op ved syvtiden, lige som de lokale. Det er koldt, men nogle af os har fleesejakker. Spiser morgenmad hos en pragtfuld kinesisk dame, der taler godt engelsk. Da jeg bestiller pandekage og toast, siger hun "Too much". I det hele taget virker hun temmelig bestemmende, en illusion, jeg kommer til at pille lidt ved.
Vi tager en tuc-tuc ud til Baoat Landing, hvorfra man kan leje kanoer til ture i junglen. Vi går straks ned til floden og prøver at finde en kano. De henviser til kolonistil-restaurant og hotellet. Her finder vi to engelske piger, som vi har talt med før. Vi aftaler med en fyr i baren, at vi kan komme ud og sejle med den eneste ledige kano, når vi har drukket vores kaffe.
Vi spørger pigerne, om de vil med: "Ja tak", det er derfor de er her. Båden koster det samme, vi er bare seks til at dele. Kanoen kommer med sin tremands besætning, som strømhvirvlerne kræver. Én bagerst til ror, som giver gas med en snor om sin storetå, to foran, som bruger padler/stokke. Vi har sat vores tørre skiftetøj i baren, og det er heldigt, da vi tager en del vand ind, ved faldene.
Langs floden ser vi enkelte fiskere med deres net, ellers er det uforstyrret jungle, bortset fra, der ikke er nogle stører dyr.
Vi møder en anden kano, som kaptajnen pejler. De piller nogle brædder af deres kano, og vores mandskab sømmer dem på rælingen. Det tager de værste dønninger. Det vrimler med fugle og pludselig ser vi en kæmpe kvælerslange. Den ligger og soler sig på nogle døde grene, ud over floden. Den er vel omkring fem meter, og vejer nok 50-70 kilo; en rigtig stor kvælerslange. Vores tre besætningsmedlemmer kører mere af skinnerne end os, men vi vender desværre ikke tilbage, før den er væk.
Langt inde i urskoven drejer vi op af et krystalklart sideløb, ligger til lands, og går ind i junglen. Her ser vi firben, skinke, kæmpe edderkopper, sommerfugle, smukke vandnymfer og fugle. Vi krydser først en sidestrøm, og så den store flod. Vandet er køligt, og når til navlen. Det vrimler med fisk og krebsdyr. På den anden side kæmper vi os op af en mudderskråning, og lidt ind gennem den tætte beplantning, blandt andet banan. Store fuglerede- og hjortetaksbregner er blandt de mange epifytter i træerne. Jeg er frisk på at fortsætte et par timer, men guiden siger, at man ikke kan komme længere.
Tilbage over floden, og hjem af. Vi ligger til ved en landsby. Det eneste der ser moderne ud, er den grimme betonbygning, der står med sit bliktag midt på "torvet". Et skilt bærer det blå flag med 12 stjerner. Endnu en af "vores" bygninger. Små søde hunde, bedårende hængebugsvin, høns og børn render rundt mellem vores ben. De voksne er mere tilbageholdende.
Vi sejler igen, til vi mister skruen. En lille pause, og de har fået sat en anden på. En anden gang holder vi pause, da vi mister vores ror. Et nyt bliver improviseret af de, i junglen værende, ting.
En anden landsby. Rikke gider ikke vente, til de andre er gået fra borde. Hun prøver, om vandet er dybt. Det er det! Sammen med rælings-forøgeren plumper hun i. Hun er oppe, før vi kan sige: Kodak momment. Alle vi møder i den landsby, går rundt med brede smil!
Vi kommer tilbage til Boat Landing, for mit vedkommende temmelig skuffet over det manglende dyreliv. Laos slogan: Land of a million elefants, er ikke særlig godt. Den elefant, som hed Million, døde nok sidste år; vi ser den i hvert fald ikke.
Vel tilbage får Rikke tørt tøj på, og vi bestiller middagsmad. Belært af erfaring bestiller vi det samme; and med appelsin. Rikke får sin, men der kommer ikke noget til Morten og jeg. Vi venter og venter, spørger til sidst, og får at vide, de kun kan lave én af gangen. Venter en evighed til, og får så at vide, de ikke har mere and. Morten er ikke længere i godt humør!
Vi går derfra; lufthavnen er ikke langt væk, og vi vil lige checke, hvornår vi kan flyve i morgen. Det kan vi slet ikke, der går først et fly i overmorgen. Lufthavnen er fuldstændig forladt, med undtagelse af nogle vandbøfler, der græsser fredeligt på landingsbanen.
Tilbage i Nam Tai prøver vi at finde en guide til junglen. På en restaurant står der reklamer, men da vi taler med ejeren af trackingfirmaet, får vi at vide, de trecker kun i weekenden (idag; søndag), og det er kun mellem landsbyer. Der er jo alligevel ikke nogen dyr at se!
Vi booker ind på et andet hotel, som vi kan finde. Genboen er den store radiomast, med "den lede stjerne" på toppen. Og så er der varmt vand.

6. Vi spiser morgenmad hos kinesermutter, og begiver os så ud til busstationen. Vi er der 15 minutter før den afgår, 13 minutter før er den proppet. Folk sidder på små taburetter i midtergangen. Vi kører rund i zig-zag i byen og laver 50 stop, før vi kommer ud af den. Så stopper vi igen, og igen og igen. Det tager 3½ time at køre 62 kilometer.
Vi kommer til Muang Sing, og møder vores første tiggere. De er forklædt som gadehandlere, med hjemmelavede smykker, og de fatter ikke engang et meget bestemt snæret "NO!" I denne grænseby til Kina vrimler det med back-packere. Vi traver gennem byen, som har været det største opiumsmarked i den gyldne trekant. Ser nogle lokale i sorte folkedragter med rødt broderipynt og sjov hovedbeklædning. Markedspladsen er stor, men temmelig forladt. Kun 10-20% af boderne er fyldt med varer; tøj, forbrugsgoder og mad.
Efter tre timer kører vi tilbage med samme lastbil. Han kører faktisk en halv time før han sagde, men bilen er fyldt, så hvorfor vente? På vejen punkterer vi, men det er kun det ene tvillinge-baghjul.
Booker ind på det samme hotel. Toilettet er pludselig stoppet, men vi kan få et andet værelse, bare uden varmt vand. Vælger at bruge toilettet på gangen.
Tilbage til kina-mutter for at få aftensmad. Vi får bestemt af vide, vi kan få en snak nu, gå hjem og få et bad, og så komme og få aftensmad. På vej hjem for at bade, ser vi, at næsten alle cykler har bagsæde med fodhvilere - fabriksmonteret. Her er ikke meget mere at se og lave, så vi glæder os til at flyve til Viantiane i morgen.

7. Efter morgenmaden tager vi ud til lufthavnen, i god tid. Vi er de første passagerer, men manden i skranken siger, at der er udsolgt. Det kan være, at der er nogle, der ikke kommer, så vi venter 2-3 timer. Alle kommer, og vi må se i øjnene, at vi må blive i byen endnu nogle dage. Hvis vi nu flyver til en tredje by, og så til Viantiane? Det må vi finde ud af inde på kontoret i byen.
Vi forlader lufthavnen - det er egentlig kun en lille bygning og så en landingsbane med græssende okser, geder og ænder - og kører tilbage til kontoret i byen.
Her sidder en vældig flink og servicemindet fyr, som prøver forskellige kombinationer for os. Vi er helt færdige med denne by, så vi skal bare videre, og det skal ikke være med lastbil, dem er vi nemlig også trætte af. I morgen til Luang Prabang er udsolgt, men vi kan flyve fra Udon Xai i overmorgen.
Ud på buspladsen, og ind i en rigtig bus, som kører næsten med det samme. Der er én anden hvid i bussen. Han brokker sig over, at vi ikke er kommet før. Han har siddet og ventet sammen med de indfødte i tre timer på, at bussen blev fyldt. En af de rejsende har vi kørt med før. Hun aer Rikke på kinden, lige som Jespers veninde gjorde. Rikke virker stadigt ikke begejstret.
Efter fire timers skrumlen er vi i Udon Xai, hvor vi finder et elendigt hotel til 40 kroner. Vi får lidt aftensmad, som i øvrigt koster fra 20-50 kroner for to. På vej hjem til hotellet ser vi nogle enkelte ildfluer.

8. Op ved halvsyvtiden og ud i disen, som holder sig til ni-ti tiden hver dag i de nordlige egne. Vi finder et andet hotel til 30 kroner, i den modsatte ende af byen. Mange af de huse, vi går forbi, er opført i ´99 eller ´00. Her, som alle andre steder går både mænd og kvinder i sandaler, som de slæber helt imponerende meget.
Mens Rikke soler på verandaen, går vi op til stopaen, der ligger på en stor høj. Mens vi er der oppe letter disen, og vi kan se ud over der store spredte by. Vi går ned gennem noget bebyggelse, og finder floden. Her er nogle kvinder ved at grave grus og sten, som bliver sigtet. Små lastbiler kommer og henter det til byggeriet. Vi forfølger en slange , som flygter ned i floden, og efter endnu lidt jagt, forsvinder helt. Jeg prøver som altid af finde nogle knoldplanter, men stadig uden held.
Vi går hjem, vasker tøj, og får Rikke med ind til det store overdækkede marked. Her er alt. Tøj, sæbe, parfume, fiskegrej, frugt, ærterødder, chili, æbler, pærer, klementiner, salat, kål, rødbeder, slangebønner, peanuts , linser, ris, bananer, kokosnødder, ure, tobak, lertøj, isenkram, manchetter, skibsskruer, bolte, tandhjul og meget, meget mere. Her bærer folk også alt på en 1½ meter lang bambusstang, noget a lá åg, men over én skulder.
Vi spiser frokost på en lille ydmyg café. Ved nabobordet sidder nogle mænd. Jakkesæt eller uniform med baret og store solbriller. De får mange øl og taler som nogle af de første i mobiltelefon. Det ligner noget fra en B-film fra 70´erne. Her, lige som andre steder, vi spiser, drøner fjernsynet.
Vi hyrer en lille bil, og kører ud til nogle vandfald. Har et mas med at fortælle, at vi vil der ud, men ender med at vise postkort. Det går friskt der ud af (undtagen op af bakke) gennem smuk natur. Vi kommer til Taad Lack Sippet ( luder lak, hold kæft?!) hvor vi går det sidste stykke vej. Flot natur, undtagen pladsen neden for faldet. Her er resterne af de indfødtes picknic.
Selve faldet er ikke så imponerende, men der er spændende planter i området. Efter en halsbrækkende klatretur finder jeg et par meget små knolde. Undervejs bliver jeg ramt af nogle torne med nældegift, enten brændenælder eller fugleedderkop. Meget smertefuldt. Efter nogle timer bliver det periodisk, og efter 3-4 dage er det næsten væk, bare jeg ikke strejfer det! Chaufføren kører os helt hjem, uden at spørge, og vi tog ham fra busstationen. Det er en stor lille by!
Vi tilbringer resten af eftermiddagen og skumringen nede ved floden, hvor folk vasker tøj og bader. På vej tilbage til hotellet efter aftensmaden hører vi et meget larmende dyr, i den lille rendesten langs vejen. På trods af ihærdig søgen, er vi ikke i stand til at finde kræet. Vi nyder et varmt bad, og kryber ind under myggenettet, som Rikke standhaftigt kalder en himmelseng. Den er i øvrigt for kort til mig.

9. Efter morgenmaden går vi igen ind til det lokale marked, hvor vi køber lidt over et kilo peanuts for fire kroner. De er helt friske og naturel, smager ikke af så meget, men tager sulten, når der ikke lige er en Sneakers.
Vi går ud til lufthavnen ved nitiden, som manden i Nam Tai sagde vi skulle. Venter en times tid, ser efter liv i mudderhullerne ved banen, fodrer myrer med sukker fra det klejneagtige bagværk vi købte på torvet,
og så kommer der lidt personale. Vi booker ind, betaler næsten en krone i lufthavnsafgift, og sidder og keder os næsten alene i en temmelig nedslidt ventesal. En indfødt og en amerikaner, der arbejder med AIDS-forebyggelse dukker op. Vi venter, mens vi betragter myrernes grenede gange bag den ene bænk, samt de store edderkopper på det uoplyste og temmelig klamme toilet.
Døren til landingsbanen blæser op, og vi går ud i det skarpe sollys. Gekkoer kravler på muren, og de lokale krydser landingsbanen. Endelig sker der noget; et par bevæbnede mænd går ned langs banen. Den store brandbil tager samme tur. Så går der en evighed til. Vi sætter os ind i det nu åbne cafeteria. Fyren virker mere fremmed end os; pigen, der skulle arbejde, var blevet væk.
Pludselig dukker der et fly op, lander og taxier tilbage til lufthavnsbygningen. Et par militærpersoner dukker op med lidt bagage, og så er der stille igen. Vi finder ud af, at vores fly først kommer om to timer, så vi går ind til byen for at få noget at spise.
Da vi vender tilbage er der lidt mere aktivitet, og efter en ny evighed boader vi. På et sæde foran os sidder der tre piger (dem der serverede frokost for os) på ét dobbeltsæde. Rikkes sæde sidder løst, højtaler hullerne er håndbroderede og det hele virker lidt improviseret. Vi sidder på række 13, som bare hedder 14. Vi lette 15.30.
Vi flyver over rismarker, foldebjerge med skov og bittesmå marker. Under nedstigningen, vælter der damp ind i kabinen, men da de lokale tager det roligt, gider vi ikke at hidse os op.
Turen ind til centrum af Viantiane koster 30 kroner, og ikke som første gang: 15$. Vi traver ud til det Aeroflotkontor vi så sidste gang vi var i byen. De skal have 20$ for at re-confrirme vores billet, men hvad er alternativet? Så traver vi lidt rundt på må og få. De første hoteller vi prøver er optaget, så vi slår til ved 20$ luksus. Aftensmaden bliver også luksus; 20$ italiensk gufferier.

10. Vi får morgenmad på det skandinaviske konditori, hvor prisen også er skandinavisk, og uhørt høj! Så finder vi endelig et turistkontor. Det varer lidt, før ham der taler engelsk har tid, så vi får set alle (4) brochurer igennem. Vi fortæller, at vi gerne vil se natur og dyr. Han sidder lidt måbende, og spørger så: Hvad laver I i Laos? Her er ikke nogen dyr. Man kan måske finde nogle 3-4 dagsmarcher ude i urskoven, men der må vi slet ikke komme. Vi kan besøge landsbyer og det er det!
Vi tager en bus til Pax Xane, her venter vi en time, og fortsætter så til Tha Knaek, det tager tre timer. Vi er de sidste der kommer ombord, så er der ikke plads til flere. Vi må stå op, men godt vi kom med, der var ikke en disse at se i byen, og intet hotel. Det går gennem sukkerrør, nyplantet ris og græsmarker. Der hænger en nøgen pære over dammene, så fiskene kan få natsværmere. Vi finder byens eneste hotel, portieren kan ikke et ord engelsk.
Om aftenen ses lysene fra den thailandske side af Mekongfloden.

11. Efter morgenmaden prøver vi at komme ud til et dyrehospital med zoo. Her skulle vi kunne se de lokale dyr. Vi kører 105 kilometer tilbage til et T-kryds med én taxi, venter fem minutter og så op af sidevejen med en anden, i to en halv time, til Lao Sok. Der var vist en fejl på vores kort; i følge det skulle det have taget en lille halv time ialt!
Området er en af de ledende generalers ynglings-udviklings-områder. På vejen passerer vi et enormt industrikompleks. Selve byen er ikke noget at råbe hurra for, men lidt uden for den er der en seks- eller ottesporet, tre kilometer lang boulevard, som fører fra en lille grusvej til absolut intet. Midt på den er der fortov og vejbelysning lige ud for det kæmpestore modernistiske slot. På plænen holder der en blankpoleret russisk helikopter. Rundt om paladset er der kæmpe villaer til de betroede. Det hele virker surrealistisk.
Traver rundt, men kan ikke finde det mindste spor af zooen. Enten er vi i den forkerte Lao Sok, eller også er det rigtigt, at bestyreren blev uvenner med regeringen. Vi kan ikke rigtig finde et hotel, kun et meget usselt et i udkanten af paladsets område.
Vi beslutter at kalde det en fiasko, og begive os tilbage til civilisationen. Vi tager samme taxi tilbage og standser for at tage varer ombord i den by, der har lange kanoer lavet af bomber. Tilbage ved T-krydset. Venter fem minutter og kører så med dagens sidste bus til Pax Xane - tror vi. Det viser sig, at vores store lastbil med to rækker sæder vender 50 kilometer før Pax Xane. Vi får at vide, der ikke går flere busser i aften, og at byens eneste overnatnings sted er en villa. Ejeren kommer først ved 21-tiden, om to timer. Vi prøver at komme videre, men må bide i det sure æble. Vi får lidt mad og går gennem gaden før hotel-fatter dukker op med familien. Det blev sent!

12. Det første der møder os på gaden er en flok helt sorte gæs, meget flotte. Vi går langs landevejen ud til en meget stor og høj bro over floden Pakase Yoka. Langs vejkanten gror vild hirse. Smuk udsigt, og det virker meget fristende, at rejse op af floden, men det kræver vist flere dage, end vi råder over.
Efter lidt diskuteren frem og tilbage traver vi tilbage til byen. Vi kan ikke finde morgenmad, så vi hopper sultne på bussen, og kører de 120 kilometer tilbage til Viantiane. Beslutter os for at tage ud til en logde, der ligger 24 kilometer uden for Viantiane. Har åndsnærværelse nok til at undersøge, at hvilken vej. Det er sørme den vi er på. Hopper af ved 24 kilometer stenen, ude i ødemarken.
Jeg ser lige røven af en bus, der kører op af sidevejen. Vi begynder at gå ud af den varme og øde landevej. Ser adskillige overkørte slanger og tudser. Levende skægagamer og kobberskinke kravler rundt i de afsvedne buskes skygge. Rikke siger på et tidspunkt: "Jeg er mærkelig i hovedet!" Så tilføjer hun noget med solcreme - et eller andet. Nogle enkelte biler kører forbi, vi prøver af blaffe, og de vinker pænt tilbage. Det gentager sig omkring fem kilometer, så standser en lille lastbil. Det er en flok unge gutter, der har læsset øl, chips og guitar, og er på vej ud i det blå for at feste. Vi kører med til et T-kryds, og begynder så at gå igen.
En tuk-tuk, som virker højst malplaceret så langt ude på landet, kommer prustende forbi. Det er to irske back-packere, der ikke nåede bussen i Viantiane. Vi får et lift, og bliver flået af chaufføren. Nå, det havde også været en lang gåtur. I den lille landsby vi kommer til, går vi ned til floden. Her er et par driftige bådmænd ved at leje os hele flåden. Nu er vi så tørre bag ørene og røde i nakken, så vi får forhandlet os frem til den officielle takst (for turister).
Vi tøffer ned ad floden i lang tid. Rikke brokker sig over, hun intet ser; hun er lensepumpen. Ved en kurve dukker Lao Pako-lodgen op, højt hævet over floden. Vi kravler op ad den fedtede lerskrænt, og kommer til en lækker lejr. Den er blevet bygget til at huse de studerende, der arbejdede for et svensk selskab, der ville plante eukalyptus, hvor de lokale havde rydet urskoven.
Den bliver ledet af en helt fin newzealænder, som giver os de billige værelser til 60$ (de dyre til 100$ med bad var udsolgt). Vi lapper de værste huller i vindues-nettene, og arrangerer myggenettene over sengen. Så går vi op til den store veranda, der er bygget ud over floden. Al spise og drikke bliver skrevet op i værelsesbogen, og så betaler vi sammen med værelset, når vi rejser.
Efter eftermiddags-snacken bliver der tid til en tur i junglen. Der er et kort over et par stier, og lidt forklaring på, hvad man kan møde. Flere steder ser vi grupper af brune og blå sommerfugle, der suger salte.
Et hurtigt bad, så er der stort tag-selv bord. Som altid er nogle retter bedre end andre, fælles for dem er dog, at man kun kan gætte nogle af ingredienserne. Luften dirrer af fugle- og insektstemmer i skumringen. På den modsatte flodbred sidder et på træskonæb. De har kraftige stemmer med et meget bredt og varieret sprog. På badeværelset sidder en flot løvfrø, den holder kakerlakkerne nede!
Da vi er på vej i seng, spørger Rikke, om det ikke er en stor edderkop i hjørnet. Næ, det er en gigantisk stor edderkop. Jeg prøver at spidde den med paraplyen, mens Rikke skriger. Jeg ved ikke hvad der skræmmer den mest, men den flygter støjende hen af væggen. Næste angreb skræmmer den ind i et hul i den flettede bambusvæg. Jeg mener, at nu er den Jesper og Mortens problem, men "out of sight - out of mind"-teorioen passer ikke til Rikke. Jeg får pirket det modvillige bæst ud, kæmpet lidt mere med den, og så tværet den ud over en lille kvadratmeter gulv. Det er svært at få jaget Rikke over i sin egen seng.

13. Morgenen starten med en storslået fuglekoncert, og morgenmad på terrassen. Rikke vil have en stille, slappe-af dag. Vi andre finder padler, og tager en af lejrens kanoer. Vi får sat os, så padlerne er i stævnen. Ikke smart; vi zig-zagger over floden, og laver en enkelt pioette.
Den anden side er næsten lodret mudder i vaseline konsistens. Vi skiftes til at stå med kameraet klar, men skuffelse! Det tager os mindre end 10 minutter at fare vild (kortet er mangelfuldt og stærkt misvisende) men naturen er storslået. Epifytter, insekter, støjende hornfugle, sære vækster, flotte blomster, gigantiske edderkoppespind (1½ m i diameter), smukke biller, pudsige flyvende pinde, store træbukke, orkideer, lianer, farvestrålende græshopper og store grønne biller. Fantastisk naturoplevelse!
Vi kommer til en landsby, men vender om i skovbrynet. Så kommer vi til en lysning, hvor solen banker ubarmhjertigt ned. En enkelt hytte med en enlig kvinde. Ren Robinson Crusoe.
Vi vender om (tror vi nok), og finder en smuk lysning ved floden, hvorfra jeg kan vinke til Rikke. Turen tilbage over floden går væsentligt bedre.
Lidt mad, et bad, lidt tørt tøj, og så går jeg ind i skoven igen. Finder hjulsporet, der fører ind til landsbyen. Helt hvidt, timeglas-fint sand grænset af massiv grøn skov. Langt inde i junglen kommer jeg til en stor nyfældet lysning. Der arbejder et par save i den anden ende af lysningen. Det er kæmpe træer de fælder, op til 4 meter i diameter og måske 50 meter høje.
Jeg støver lidt rundt i trætoppene (nede på jorden). Masser af epifytter og orkideer, enkelte må med hjem! På vej tilbage indhenter jeg drengene. Vi kunne godt have brugt nogle flere dage her ude i naturen.
Tilbage i lejren bliver vi mødt af den sorte kat, som konstant miaver. Vi sprøjter vand efter den, og én gang får jeg den virkeligt! Den hævner sig (i første omgang) ved at fremprovokere en grøn slimet brækklat lige ved siden af vores bord. Aftensmad og hygge på terrassen, og så på hovedet i brædderne.

14. Rikke kan ikke sove, og spørger mig (5-6 gange) om jeg kan. Når lige at vågne lidt, da katten kommer fræsende op af vindues-nettet. Heftig lyd i den sorte nat. Den kravler ind på loftet, og frigiver en spand grus og skidt ned gennem mit myggenet. Min seng minder om en off-road bane, dagen derpå! Så kan man vel lige så godt stå op.
Morgenmad og solopvarmning, inden vi betaler 62$ for mad, og sejler ind mod civilisationen. Vi venter en sodavands-tid, mens Rikke kæler med et par hunde. Så kommer der en overfyldt bus, som tager alle de små bagveje til Viantiane.
På buspladsen spørger vi efter en bus til Buddhaparken. Den skulle være gået, men vi får anvist en minibus, som kører efter tre minutter. Den kører kun 20 meter, og proppes så vildt med studerende. Vi kører under den store venskabsbro til Thailand og kommer så til parken.
En fyr opfandt sin egen religion, hovedsaligt baseret på hindu- og buddhisme. Han udførte mirakler og fik penge for det. Dem brugte han til at lave nogle gigantiske beton-statuer, engang i 60érne. Et stort treetages græskar rummer helvede, jorden og himlen. En lille improviseret restaurant byder på stegt kylling. Benene bliver fortæret af en flok hunde. På et toilet sidder en gigantisk jagtedderkop og en sød løvfrø.
Vi løber til bussen, og kører tilbage til Viantiane. Kigger lidt rund på det store marked, og finder så et lækkert hotel. På vejen passerede vi en fransk westernrestaurant, som reklamerede med banana-split. Den finder vi tilbage til, og starter med burgere og fritter. Varmt bad, blød seng - hvad får man ikke for 180 kroner.

15. Sidste hele dag; morgenmad på det skandinaviske konditori, museum, der ligger i et stort gammel tempel, et andet rigtigt gammelt tempel, shopping på det store marked ved buspladsen. Dagen præget af rastløshed. Aftensmad på den franske westernrestaurant igen.

16. Portieren vil have tre procent ekstra, når vi betaler med plastik-kort. Jeg nægter, og i forvirringen får han kun taget 20 og ikke 40$. Ærgerligt - ærgerligt. Skandinavisk morgenmad, og så en taxi til lufthavnen. Betaler lidt flere afgifter, visum-forlængelses-bøder og siger så farvel til drengene, der flyver til Vietnam om en time eller to.
Når lige at sluge maden, så er vi i Bangkok. Bus til centrum, og så ned i Kao Sang Road, hvor der kan købes alt. Gaden minder lidt om de gode shops på festivalen. Det vrimler med back-packere og nogle af priserne bærer præg af det. Maden koster dog kun 30 kroner for to, med sodavand. Finder en taske, to par pæne sandaler, et par gummisandaler, guld/sølv ring, et tørklæde, en silketrøje, og andre souvenires.
Aftensmad på en hard-rock-cafe-agtig bar, lidt mere shopperi, og så med bussen ud til lufthavnen. Planmæssigt af sted mod Moskva.

17. Lander i morgengryet, lidt sne på startbanerne, meget koldt. "Hvad fanden laver jeg så langt mod nord?" Hvorfor forlod jeg Bangkok?! Ni en halv time til vi skal flyve til København. Kortspil, vinduesshopping, fotograferer et par flasker cognac til 1300$ - det er lettere, end at slæbe dem hjem til Finn!
Endelig kan vi få billetter, og sammen med dem får vi spisebilletter. Maden er dyr; omkring 150-200 kroner for et måltid. Madbilletten kan kun bruges i Aeroflots snask. En flok matroner styrer den med hård hånd. Nogle amerikanske negere har været lidt for smarte. De kommer grædende hjem til Harlem!
De skifter fra morgenmad til middag, og vi slår til. En skål grå (jordskokke-?) suppe, en skål kogte pomfritter med en paneret kotelet på og en brik æblejuice. Vi tør ikke spørge efter saltet.
Fem minutter før vores Aeroflot-fly afgår SAS-flyet til København. Det vil sige; det afgår til tiden, vi venter lige halvanden time til! Mere mad, og så er vi i Danmark. Køber billet tre minutter før toget til Roskilde afgår.
Hyggelig ferie, bare for få naturoplevelser.

Pris for to: 25.000 kroner.
Bagage inck kamera 500/3500 gr.

Hoved side Alle rejserne Rejsetips

FOTOS