Madagaskar 9/4-19/4 2006

Mere Madagaskar inklusiv flere fotos

 Det lykkedes for mig at lokke Jesper med - det var egentligt ikke svært. Vi finder ud af, man kun kan flyve med Air France, og noget modvilligt bringer det os endnu en gang til Charles de Gaulles lufthavnen, som nok er verdens mest beskidte og ulækre. Årstiden er vigtig: i den varme årstid regner det meget, i den tørre ar alt svedet af. Vi har planlagt det til lige efter regntiden, hvor alt stadigt er grønt.

09. Efter en meget kort nat vælter jeg ud af sengen kvart i fire. Det er mørkt og koldt, men det går over! Møder Jesper på stationen, hvor toget heldigvis allerede holder. Vi er bestemt ikke klædt på til dansk vejr!

 Skifter tog på hovedbanegården, og ankommer efter indcheckningen er begyndt. En gang morgen mad til, og så flyver vi til Paris. Var klar over, det ikke blev et langt stop-over, men det viser sig at blive ultrakort. Der er fire minutter fra vi lander, til boarding på næste fly - i en anden terminal  - starter. Vi springer den første sikkerhedskontrol over, og køen til den næste. Der burde være ilt-automater i indchekningen! Vi klarer skiftet på 15 minutter rent. Det er heldigt, vi kun har håndbagage!

 Som en hver anden ekspedition til uopdagede områder, bærer vores præg af lang tids omhyggelig planlægning, hvor selv den mindste detalje bliver nøje overvejet. Besøg på National Geografic's enorme kortsamling, møder med tidligere opdagelsesrejsende i eventyrernes klub, konsultationer med diverse ambassader og udenrigsministeriet og endeløse studier i alt tilgængeligt bogligt materiale. Vi sætter os tilrette i flyet, og heldigvis viser det sig, Jesper har ikke alene købt, men også medbragt en af de fortrindelige rejsebøger: Lonely Planet.

 Jeg har fundet nogle highlights frem, og fundet den korteste rute mellem dem. Desværre viser det sig, at 500 kilometer ikke tager de ventede fem timer, men mellem 30 og 60 timers "ufatteligt hård" tur på ladet af en lastbil.

 Plan B: På side 260 er der en komplet plan over indenrigsfly. Med bare fire-fem flyvninger til 500-1000 kroner stykket, kan vi komme rundt til fem af de 25 steder jeg har fundet. Skal bare leje en bil et par af stederne, og en båd nogle andre steder. Hvis bare de flyver, når vi kommer (som i Paris) burde det kunne hænge sammen. Begynder at forstå min madagaskanske ven Olaf Pronk ikke mente min første grove plan var realistisk.

 Min sidste tur gik til Sydafrika. I flyet så jeg tegnefilmen Madagascar. På denne flyvning ser jeg The Trail, som foregår i Namibia. Et land jeg også længe har tænkt at besøge.

  Det er en relativ kort flyvning, men den føles lang, når det er om dagen, og man ikke kan sove. Efter ni timers begivenhedsløs flyvning bliver der endelig serveret lidt mad. Når lige at sluge den, før vi begynder indflyvningen. Bordene op, og så deler de indrejsekort rundt, men der er ikke til alle! Når lige at udfylde en "tilfredshedstest" før vi lander!

 Finder en kort kø - til lokale. En noget længere kø ender hos en fyr, der også vil se et visum. Han henviser til en kø, der ender med en fyr, der henviser til lufthavnens længste kø. Nå, vejret er lækkert: 28 grader, fugtigt og sort nat. 15$ for visum. Vi slipper endeligt i gennem, og kommer til de ellers meget grundige toldere. De står smågrinende og ryster på hovedet af vores lille bagage min har sneget sig op på to kilo med iPAQ computer, dykkermaske og -log samt to kameraer med diverse ladere).

 Vi bliver passet op af et par yderst venlige og charmerende taxa chauffører, der vil have  200.000 træskiver (ca 120 kroner) for de tolv kilometer til hovedstaden. Vildt dyrt, men vi får lov at finde noget billigere, mens de venter på os. Det kan vi ikke, så vi tager turen ind gennem de smalle gader, mellem forfaldne huse. Passerer den noget skumle centrum og den store bredde men også lidt forfaldne indepenzen Plaza, så et par smalle gader med letpåklædte piger og ender ved indgangen til den amerikanske ambassade. Det viser sig, vores hotel deler indgang med den.

 Der er et enkelt ledigt værelse, som vi kan få for 35.000 lokale eller 15 euro (112 kroner). Vi har ikke lige styr på kurserne, men det lyder fornuftigt. Udenfor ser det noget suspekt ud, men indenfor er der pænt. Sender portieren i byen efter vand, og falder så i seng. Det har været 20 timer på farten.

10. En alt for kort nat, hvor jeg har sovet perfekt, i modsætning til Jesper. Fransk morgenmad med fortrindelig kaffe til 10.000 Ariary eller 30 kroner. Vi efterlader vores fleesejakker på hotellet; vi skal forhåbentlig først bruge dem i flyet hjem.

 Vi finder straks en ATM. Nu viser det sig, at de har to valutaer. En Ariary svarer til fem FMg. Det vil sige, at når der går 7,46 kroner på en euro, og der går 0,81 euro på en dollar, svarer det til 6200 FMg eller 1240 Ariary - ik'? Det vil sige; vi ikke aner en disse om, hvad ting koster! Der viser sig, en dollar koster 2079 Ar, så en krone svarer til 334 Ar eller 1673 FMg. Det er da lette tal at regne med... 1.000 Ar er tre kroner og 10.000 FMg er seks kroner. Eller: 10.000 Ar er 30 kroner og 10000 FMg er seks kroner.

 Næste stop er Mad Air kontoret, hvor vi booker en tur ned sydpå. Monkey class er udsolgt i dag, men vi kan komme med om halvanden time på 1. Klasse. I stedet for 575 bliver det 625 kroner. Køber samtidig turen tilbage til Tana og vider op til Nosy Be. Vi har så fly fra midt til syd til nord. Jeg må slippe 426$ svarende til 2650 kroner. De næste flyvninger booker vi senere.

 Taxa til lufthavnen, halv pris af i går. Igen skal vi tanke, det er fra hånden til munden økonomi. Benzinen koster 2400, og det må være FMg'er? Syv eller halvanden krone literen. Det er halvanden.

 Har betragtet menneskerne; vældigt søde og smilende. Hovedsageligt af afrikansk eller asiatisk afstamning, alle mørke. Der er kommet liv langs den smalle og til tider brolagte vej til lufthavnen. Et utal af slagterforretninger med kødet hængende frit i de små træboder. Der er kun to spor og en masse fodgængere, trækvogne og varer, men trafikken siver hele tiden. Flest franske biler, men også andre europæiske og japanske.

 Vi er kun et kvarter for sent i lufthavnen, og har en halv time efter indcheck, før vi flyver. Det tager en time og 40 minutter i en 76 personers maskine. Vi går ombord bagerst, og det er også her 1. klasse er.

 På trods af en lille million indbyggere, er hovedstaden ikke så stor. Vi er hurtigt ud over lave bakker med grønne rismarker mellem. Så kommer vi  op gennem det lette skylag, og må nøjes med at fotografere skyformationer.

 Længere syd på åbner skyerne sig, og nogle lave grøn- og brunlige småbjerge åbenbarer sig. Så langt øjet rækker, og det er langt, er der ingen bebyggelse eller veje. Bjergene er dækket af meget lavt vegetation, og det er kun i bunden af ravinerne, der er mørkegrønne småbuske. Så flader det ud, og der kommer lidt mere krat.

 Finder en taxa, og kører ind til by. Gadebilledet er hovedsagligt præget af zebu- (små okser) kærrer og pousse-pousse 'er- rickshaws med mand uden cykel.

 Alle virker søde og afslappede, selv gadehandlerne. Der bliver solgt sølv (-agtige) armbånd, musikinstrumenter i skind og horn samt frugter. De spørger om vi er interesseret, men mister interessen lige så hurtigt som os. Solen skinner, og det er omkring 30 grader. Jeg har allerede nu fornemmelsen af, jeg nok kommer tilbage til Madagaskar en dag.

 Finder Hotel Maharaja, som lejer en bil ud. Vi forhandler os (uden prisen ændrer sig) til en Pajero 4WD med gratis chauffør i fem dage, med brandstof. Udlejeren er behjælpelig med turplanlægningen, og der ryger hurtigt et par dage på. Vi håber vi ender på godt 3.000 kroner. Det går vældigt godt med at brænde penge af! 6.000 kroner om dagen, indtil nu.

 Vi køber proviant hos de lokale gadehandlere, og får frokost mens bilen og dens jerrycans bliver fyldt. Der er ingen tanke, hvor vi kommer de næste fem dage. Klokken halv to er vi klar til eventyr, men udlejeren kan ikke finde en chauffør, så han er forsinket.

 Han har også et mindre problem med en tidligere kunde. Han er lokal, og bruger alle sine penge på zebu. Da han blev presset, ville han betale med en ko.

 Banken åbner, og jeg veksler 300$. De andre Arayri er forsvundet hurtigt, og  Mad Air ville ikke have 100$ sedler.  

 Vi køber vand og luxus toiletpapir - den bedste måde at beskrive det lokale på, er tyndt bagepapir. Udlejeren beslutter, han selv vil køre med som chauffør, og det er sikkert slet ikke så tosset. Der er ingen vejskilte, og kortene er fra franskmændenes tider. Vi lader ham køre, så vi kan nyde og fotografere naturen. Han er en sympatisk inder, der kan en del engelsk. Hans slægt har boet på Madagaskar i 300 år, men han er inder!

 Lidt over tre triller vi nordøst på mod Andranovory. Der er blyants Euphorbiaer og enkelte Fabaceae'er, muligvis Delonix. Jeg regner med vi ser mange flere, og beder desværre ikke om foto-pause. Landskabet ændrer sig til lidt mere frodigt, og der kommer tæt krat med enkelte baobab-træer. Nirmal fortæller her har været skov, den er omdannet til trækul til madlavning.

 Krattet bliver tættere, og der dukker enkelte to-tre meter høje Aloe'r op. Kunne være A. ferrox, men lever de her? Små blåryggede duer undgår bilen gang på gang, ellers ser vi kun glenter, der er tiltrukket af en brand. Enkelte hvide krager deltager i festen.

 Vejen er kun grus efter vi drejede af, og den er ikke repareret efter regntiden, og sikkert heller efter den forrige. Nirmal kører godt, spiller ikke musik, taler tilpas og falder ikke i søvn. Han får nok lov at køre noget mere, selv om han har indvilliget i at lade os.

 Vi holder ti minutter i en lille landsby, og ser markedet. Kun grønt og frugt.

 Her er utroligt mange indførte kakti. Meget høje blålige søjler og mængder af forskellige Opuntia. En lokal vil gærer dem til alkohol til drivmiddel til biler. Agaverne er også indførte, og lader til at være sisal, der bliver dyrket for fibrene. Der kommer frodige enge med langt jomfrueligt græs, men forbløffende få zebuer.

 Solen går ned klokken seks, og vi får en fantastisk solnedgang. Vi skulle være nået til Betioky, men der er tre timers kørsel af rigtig skidt national vej. Vi svinger ind til Bezaha, der har varme bade, et pænt hotel og en restaurant. Vejen er en blød ensporet sandvej, men man kan køre hurtigt, så vi når de 18 kilometer før det bliver helt mørkt.

 Værelserne koster 60 kroner, men der er kun en seng. Vi tager bare to værelser. De er forbløffende flotte, med toilet og brusebad samt strøm.

 Kører et kilometer ind til "centrum", og får zebu med fritter. Lidt bart, men krydderes fint. Jesper får en Three Horses Beer. Aftaler at mødes til morgenmad ved sekstiden, og traver hjem for at ordne fotos og dagbog. Der er massere af mennesker i den sorte gade, og der kommer en zebu flok imod.

 På hotellet får vi en nøgle ad vagten. Han kan ikke et ord engelsk, og vores franske er ikke eksisterende. Jeg slår automatisk over i de få ord spansk jeg kan, men det er ingen hjælp.

 Der sidder en stor knæler uden for værelset, og der er små gullige gekkoer alle steder. Her er en del rolige hunde, der ignorerer os. Det er først om natten man ligger mærke til dem!

 Det er omkring 30 grader, og lummert. Slutter aftenen af med tøjvask, og sætter uret til 5.30. Er lidt overrasket over klokken kun er otte. Studerer planeten for de næste dage. Vi kommer måske forbi nogle småting på vejen.

 11. Sover godt, til min blæser vælter og rammer sengen med et infamt rabalder. Det er mørkesort, og jeg kan ikke huske hvor jeg er, og hvorfor.

 Byens generator er slukket om natten, så bad og påklædningen foregår i mørket. Vi går ind til byen, og får morgenkaffe med spejlæg. Brød er et ukendt fænomen i denne del af verden. De dyrker selvfølgelig heller ikke korn.

 Vi ruller halv syv, i de første solstråler. Syd på  til Ambatry, hvor vi svinger ud mod Beheloka og havet. Igen syd på, langs havet, men et stykke inde i de skovklædte sandyner. Vi passerer nogle enkelte primitive landsbyer. De dyrker lidt maniok, og der ligger enkelte majskolber til tørre på tagene. De har fedthalefår, høns og zebuer.

 Husene er bitte små, to-tre gange to-tre meter, firkantede og lavet af kviste. De fleste er meget skæve.

 Her er en del fugle, nogle af de mest iøjenfaldne er to arter af biæddere. Landskabet er domineret af acasia-agtige buske, blyants Euphorbiaer, forskellige Fabaceae-buske og græs og urter.

  Vi forlader troperne - krydser stenbukkens vendekreds, og der dukker de første tykke, grålige Didiraceae op. Så kommer der mindre baobabtræer, pudsige Xerosicyos  danguyi, der har tykke runde blade og nogle andre kraftigere Euphorbiaer op. De er også op til syv meter høje, med stammer på 30 centimeter.

 Vi ser enkelte hyrder, der bærer- eller laver ild med en pind. Det meste vi ser er mellem stenalder og feudal perioderne.

 Vi gør et kort stop i Ambatry, for at strække benene, give Nirmal en kop kaffe og jeg fotograferer nogle enorme Fabaceae træer med blomster. Uden for landsbyen drejer vi af ved et skilt: 109 km til Réserva National int. de Tsimanampetsosa.   

 Der er skov først, så mere åben slette med meget store baobabtræer, syv meter høje Euphorbier af forskellige arter og en hel del Fabaceae. Det er fantastisk at se ned over denne dal, der er totalt domineret af de enorme baobab-træer. Jeg kunne fylde en hard-disk! Hvis jeg fik tid...

 Vi  ser mange flotte sommerfugle, både store og små, samt store græshopper. Mange gange smutter en grå jordgøg ind i krattet. Rovfugle, og forskellige småfugle og duer flygter i sidste øjeblik. Der er nogle, der ligner kardinal vævere.

 Skoven åbner sig til en stor flad slette med græs, termitboer og zebuer. Vi møder kun tre lastbiler og to personbiler samt et par "busser" i landsbyerne, på hele denne tur. Den ene er en Heigh-Ace, der ser ud som om den har været sat på højkant for at blive fyldt sådan med mennesker. Vejen er blot et enkelt spor i blødt sand. Nogle steder minder vejen mere om en udtørret å. Det er den vel egentlig også.

 Der kommer lav skov igen. Her er små flokke af perlehøns, mange hærfugle og nogle store duer.

 Med undtagelse af de tætteste skove er der utrolige mængder af indførte Opuntiaer af forskellige arter og sisal-agaver. Vi standser kort ved nogle sukkulente træer, og jeg opdager hvor meget andet spændende der er, når man kommer ud af bilen.

 En slange krydser vejen foran os, og kraftigere Euphorbier begynder at dominere landskabet.

 Vi svinger sydpå i landsbyen Beheloka. Her kan vi skimter havet bag skurene. Landskabet bliver meget ensformigt. De samme Euphorbier og småtræer for mange kilometer. Jeg kæmper, men falder i søvn, gang på gang.

 Pludselig, efter den lille samling hytter der hedder Ankazoaoo kommer der tre fede baobab træer og nogle lige så lækre Delonix træer. Jeg farer ud af bilen et par gange og får forhåbentligt nogle gode fotos. Får fat i fire store frøkapsler til Botanisk Have.

 En skildpadde på størrelse med en styrthjelm forsøger forgæves at komme uopdaget ind under Opuntiaerne, men den skal først fotograferes!

 Lidt over tre ankommer vi til itampolo efter 275 km. Det er en lille landsby ved en perfekt badestrand. De fleste ernærer sig med languster- og blæksprutte fangst, men der er et enkelt resort. Man sejler her ned fra Toliara, og her er et par tidligere franskmænd. De første hvide siden lufthavnen.

 Vi bliver tilbudt frokost, og ender med kus-kus og blæksprutte med frites. Vi får en hytte lige oppe i klitterne. Der er næsen to timer til det bliver mørkt, så vi går en tur. Ud gennem det lave krat. Der er ikke så meget spændende, men nogle flotte blomster og store sneglehuse, der hænger i spind under buskene.

 Vi finder nogle firben, en skink og et par små slanger, måske kattesnoge? De er rimelig fotogene, men solen er næsten nede. Vi tager strand tilbage. Flot rent sand med meget få konkylier og intet andet.

 Jesper snupper et bad, og jeg underholder en lokal dreng med at skrive dagbog. Der er lys men ingen stikkontakt, så vi går op i restauranten. Det er bare et halvtag ud mod havet, men de har kolde øl og varm kaffe. Jeg bliver lokket på en lokal lys rom. Omkring 30% og blid uden meget smag.

 Får renset lidt ud i mine fotos, og er nede på knapt 300. Har taget back-up på Jespers pc, og har  hukommelseskort til yderligere 4.500 fotos. Massere af plads, det er nok mere tålmodigheden med at sortere dem når jeg kommer hjem, det kniber med!

 Det lykkes os at undgå hel languster til aftensmad. Frokosten er ikke fordøjet endnu, og vi får ikke megen motion. Det virker som om han er ved at brande inde med nogle, eller også er det for at sælge menukortets dyreste ret: 45 kroner.

12. De sidste landeremitkrebs finder ly, da vi  forsigtigt stikker hovederne ud af hytten. Langt ude på havet ligger et mylder af pirogger, med og uden sejl. Det er udhulede træstammer med korte udliggere.

 i aftes var vores terrasse dækket af enorme myrer, i dag er bitte små myrer ved at fjerne de døde kæmper.

 En fantastisk morgenmad ved hvidt brød, syltetøj, sirup, frisk frugt og Milo i kaffen. Det hele har kostet 330 kroner. Klokken bliver otte før vi triller gennem landsbyen. Først kører vi lidt inde i landet, men tæt ved havet. Der er mange små landsbyer, og alle steder er folk klædt i farvestrålende gevandter, og smiler og vinker. Måske lige med undtagelse af den, der står splitter nøgne midt på en mark med en spand vand.

 Vi svinger ind i landet ved Saodona, og vejen bliver elendig. Der er ikke flere landsbyer, men vi møder en sjælden gang i mellem en hyrde med sine zebuer eller en zeby kærre.

 Vejen er smal og der er alternative spor, nogle gange uden om brolagte vadesteder. Der er også forgreninger, og jeg når lige at sige: "Her sparede vi en time ved at have chauffør med", og Jesper svare: "Ja, vi var kørt lige ud", før vi vender ude ved vandet, og så tager vejen lige ud. Alle andre gange rammer Nirmal rigtigt.

 Der er mange skildpadder, der er kommet ud for at sole på vejen. De er fredede af tabu, og det skal de være glade for. I de områder de ikke er tabu, er de ikke længere. Madagaskar er virkeligt et land, hvor tabu spiller en stor rolle. Det er bare meget forskelligt, hvad og hvor. Det kan være at nævne de døde, bringe svinekød, vinke med venstre hånd, og de tager det meget seriøst.

 Vi krydser en enorm flod, der heldigvis er helt udtørret. Det må være Menarandra eller en af dens bifloder.

 Jeg syntes området langs den røde vej ser utroligt spændende ud, og får indtruffet ti minutters fotopause. Det var mere spændende, end jeg turde håbe: Fra bitte små til enormt høje (det er fire meter) Operculicarya decaryi. Der er også mange andre spændende planter, og Jesper fotograferer dyr.

 Vejen bliver dårligere, med mange opragende klipper. Kan ikke bestemme mig for sandsten eller kalksten, og glemmer og checke, når jeg ind i mellem kaster mig ud af bilen for at skyde et foto af en "ny" plante. Der er blandt andet noget der ligner et løg - det eneste jeg har set - og nogle lammeørerer. Mange gange kører vi langsommere, en gang, så der er tid nok til at scanne vejsiden. Her er længere mellem Mahafaly gravene. De er lokal religiøse, men der er også nogle med kors på. De består af en et meter høj mur, der omgrænser et kvadrat på ni til 25 kvadrat meter. Muren kan være motivmalet, og der kan stå udskårne stave oppe på den, og alle hornene fra de zebuer, der er ofret på årsdagene.

 Der dukker nogle nøgen planter op, som jeg først tror er Euphorbier, men de bløder ikke hvidt. Så kan det være Pachypodiummer eller beslægtede. Lærer senere, det er Didieraceae.

 Her er mindst tre forskellige Didieraceae, den ene er fingretynd og grøn, den anden armstyk og mere blå. Nogle tynde slyngplanter har karakteristiske hornformede frugter, magen til pachyerne, så det er medlemmer af Apocynaceae familien. Her er også blomstrende medlemmer af Convulvaceae familien.

 På en strækning, hvor vi når over 20 kilometer i timen, spotter jeg en kamæleon lidt væk fra vejen. Det virker ikke helt som om de tror mig, men den er der! Desværre er det på et træ inde i en boma: En fold til dyrene om natten, lavet af tornede grene og forstærket med kakti. Jeg kan ikke finde indgangen, og risikerer livet ved at kravle over. Sød lille fyr, men noget skræmt.

 Der dukker en sjov variant af Opuntia op. Den har meget lange blade i en speciel form. En lokal variant: Opuntia madageensis?

 Der begynder at være folk langs vejen. Vi nærmes os markedet i Etrobeke. Nirmal siger, vi roligt kan tage kameraet med. Folk bliver nærmest glade for at blive forevigede. Her er madboder, isenkram, lommelygter og massere af kulørt tøj. Vi ser en pige der laver kaffe med en stofpose og en beskidt blå plastikspand. Vi slår et slag gennem standene, og hilser på de smilende mennesker. Vi får en hale af nysgerrige børn og voksne efter os. Det er vist ikke hver måned de ser hvide. Vi står og sludrer lidt ved bilen, med en kødrand om os. Jeg har vist taget foto af flere mennesker på dette markede, end på de sidste 40-50 rejser til sammen.

 Lidt uden for byen spotter jeg nogle fem-seks meter høje søjle Pachypodium. Jeg kæmper mig gennem en mur af sisal, og får nogle fantastiske fotos. Finder en enkelt lille Uncarina, og så ikke flere.

 Der kommer lidt mudderhuller på vejen, og et enkelt grønt vandhul. Nirmal siger flere gange, vi har været heldige med årstiden. Det er ikke held, men planlægning: Lige efter regntiden, så alt er grønt, men det er tørvejr, og vejene er farbare, og temperaturen er nede på 30 grader.

 Vi møder ingen biler på seks timer kørsel, kun zebu kærrer. Vejen er selvfølgelig heller ikke så god, og vi har kun tilbagelagt 90 kilometer. Ankommer til Ampanihy lidt over to. Starter med en cola og booker hotel. Der er kun to hoteller, og det andet er usselt og har smådyr i sengene. Mens vi sidder i skyggen og deler en liter cola, kommer en gadehandler og tilbyder egnens specialitet: mohair tæpper. Hun accepterer hurtigt vi ikke vil købe dem eller sølvarmbåndene eller den udskårne zebu. Men hun vil da gerne bytte med en T-shirt eller lignende. Nu ligger det sådan, at det eneste jeg tror jeg kan undvære, er et hukommelseskort eller to, og hun er næppe interesseret.

 Vel forfriskede kører vi en time - 20 km nord vest af mindre og mindre vej. Den starter med at være en ussel jordvej, og hurtigt bliver det enten en flodseng, en græsmark eller en et meter bred sti i tæt krat. Vi har fået en lokal guide med, da stien forgrener sig mange gange. Vi møder flere kvægflokke, blandede zebu og fedthalefår. Så dukker der sorte regnskyer op, og bælter af massiv regn skimtes i horisonten.

 Pludselig dukker der en enorm trætop op over de andre. Vi er kommet til Madagaskars næst største baobab træ. Vi hopper over et stakit af naturgrene, og med tordenen rumlende tæt på, går vi over en eng. Træet tårner sig op over os, og jeg kunne godt bruge en wide-vinkel - og meget mere tid.

 Går under de omkringstående træer, og kommer ind under kronen. Stammen er enorm! Skridter den af: 24 skridt. Det giver en diameter på - øh - fire meter.

 På en af grenene sidder 25 flyvende hunde. I en halv meter stor åbning i jordhøjde ligger en slangeham, og støjen - og lugten - fra en større mængde flagermus slår en i møde. I en af de få sprækker i stammen sidder en del af et får kilet fast; en offergave.

 Jeg kunne få rigtig lang tid til at gå i dette enorme træs selskab, men et tropisk regnvejr når os. Jesper virker lettet?

 Bumper hjem til hotellet, hvor en større flok mennesker er ved at bygge et hegn af friske ene. Der er rejst et skelet til en pagode - her skal være bryllup på søndag. Den velklædte og næsten engelsk-forstående guide får 3,34 kroner, og er tilfreds. Det var også små tre timers let arbejde!

 Høster de store bælge jeg fandt i går, og begynder på dagbogen. Ved sekstiden går vi ind til centrum og vores restaurant, hvor vores forudbestilte spagettiret dukker op.

 Skriver mere dagbog, mens strømmen kommer og går. Kan høre en lille overanstrengt generator på den anden side af vejen.

 Vender hjem til hotellet lidt i ti. Der er kommet strøm, men jeg tænder for en sikkerheds skyld et stearinlys. Da jeg er færdig med at vaske tøj, går først vandet, så strømmen. Der var en grund til stearinlyset og de to store spande med vand i brusekabinen!

 Der kunne spares meget vand i Danmark på denne måde: En spand koldt vand og et litermål i "brusekabinen". Man kan så vaske tøj i vandet bagefter, og så skylle toilet. Følte mig nogenlunde ren, til jeg tørrede mig i det hvide håndklæde...

13. Vi får talt lidt om forholdene på Madagaskar. Benzinen koster 1,50. En rengøringsdame tjener 30 kroner om måneden. En vagt i en bank ligger på 130. Direktøren ligger på 15.000.

 Det er Jespers tur til at betale, vi har jo også haft to bungalower denne gang. Skuffende; det bliver kun 145 kroner!

 En lastbil fylder ladet op med rejsende, mens musikken gjalder lystigt. Vi misunder dem ikke!

 Det går tilbage nordpå, først til Ejeda så op til Beahitse, Ambay og ender i Betioky. Vi starter halv ni, efter en fornuftig morgenmad. På vej ud af byen ser vi et af de flotte lyse Moringa'er. Det lader til det er rent kultur; der er ingen i naturen her omkring.

 Vi stopper ved nogle meget store Operculicarya decaryi, der er mere paraplyformede, op til 30 centimeter i diameter og enkelte fem meter høje. Her er også nogle store Pachypodium. Finder endda en Uncarina. De er også nogle forskellige af Madagaskars Aloe, og en masse andre buske. Mens vi kører, skimter jeg enkelte mindre baobabtræer, men får lovning på flere. Jeg finder nogle enkelte små Bursera med bær, muligvis dem jeg har set meget størrerere af tidligere.

 Et par store og farvestrålende vagler bliver siddende i vejsiden ved et vandhul. Endda da vi bakker.

 Der kommer nogle nye Pachypodium: De er op til fire meter høje, 40 centimeter ved jorden, og de har flere forgreninger og de yderste skud er tyndere.

 Landskabet er rimeligt fladt, åbent buskland det meste af tiden, og pænt grønt endnu. Nogle steder er det gule eller røde sand brudt af granit fjeld.

Der kommer vandhuller på vejen, og vi krydser en større flod med mudret vand.

 Har fundet definitionen på en stor vej: når der er to store huller ved siden af hinanden. Vi har udelukkende kørt på sand og grus siden vi startede for nogle dage siden, med undtagelse af de første 70 kilometer.

 Her er utroligt tyndt befolket. Vi møder meget få mennesker, og der er langt mellem zebu og geddeflokke. Vi har passeret et enkelt par maniok marker, men landbrug er ikke stort her.

 Ejeda er en større by; der er endda beton hytter, men vejen ligner stadig en opkørt, delvist udtørret å. Vi går en tur i gaden, mens Nirmal forsvinder ind for at få kaffe. Det er et yderst begrænset vareudvalg: Appelsiner og kakti frugter. Grillbaren er et par støbejernsgryder med kulørt sovs over trækul på jorden. Ved siden af, også på jorden, står træpinde med geddekød stumper på, ligeledes over trækul. Er lidt småsulten, men tør ikke. Da vi kommer tilbage sidder han og smovser ris med kødsovs. Vi bestiller, og det smager perfekt. Det koster også der efter: Næsten en femmer per portion!

 Der er et par kiosker, der har mere velkendte vare i plastik. Jeg ryger på en pakke saltkiks: Tuk, som bare høre til rejser.

 Vejen på den anden side er lidt bedre, mere blødt sand og færre sten. Der er lange strækninger, med krat og græs, der ikke ser spændende ud. Så er der pludselig baobab og Operculicarya med Aloe og andet spændende i mellem.

 Der kommer et enkelt par store lastbiler i mod, og jeg prøver at forestille mig, hvordan de klarer mudderhullerne, der nærmest er søer. De er jo ikke så smidige som vores lille bil.

 Overhaler en lastbil med en mindre bus og to geder på ladet. De ser ud til at tage turen pænt.

 De lovede baobab træer kommer. Først nogle mindre med langt mellem, så klynger af store. Standser et sted for at prøve at finde en moden frugt. Her er de ikke runde, mere æggeformede med en lille knold på stænglen. De er bare ikke modne, og vil ikke ned til mig. Har flere steder set firkantede huller langt oppe på stammen. Her er en improviseret stige, og jeg klatrer op, og får bekræftet, der er en "brønd".

 Vi er kørt forbi fem-ti skoler de seneste dage. De har alle været velholdte men lukkede. Jeg spørger, om det er ferie. Næ, det er mangel på lærere. De vil ikke ud på landet, så her er kun en for hver 5-600 elever.

 Klokken er lidt i tre, da vi kommer til Betioky. vi har kørt 155 kilometer på seks timer, men det meste har også været god vej - efter Madagaskar standard.

 Finder byens pæneste hotel, hvor vi får Mercedes og Honda værelserne. Så kører vi ned til "centrum". Denne hovedgade ligner også en udtørret å, men der er massere af mennesker og forretninger. Det er bare små skure med et enkelt bræt, hvorpå der ligger kulørt tøj, appelsiner og kaktifrugter, rådt kød, æbleskiver eller smedejerns isenkram.

 Et lille overdækket markedet med løg, peanuts, få kartofler, maniok, salat bønner i mange afskygninger og flere stumper af døde dyr.

 Foran en af hytterne er en pige ved at lave mel med en stor morder. Jeg tager et foto, og blitzen knalder af. Det var ikke lige meningen, men moderen kommer smilende, og jeg viser fotoet. Et split sekund efter står jeg i en flok grinende unger, der alle vil se det.  

 Det giver mig blod på tanden til flere menneskefotos, desværre er det overskyet. En bus kommer, hele taget er fyldt af bure med høns, og da de fleste mennesker har mast sig ud, kan man se bundterne af høns under sæderne. Vi skal have høne til aften. Det er godt nok nogle magre, langbenede fjerbundter, men når de lokale spiser dem...

 Der er flere slagtere. Råt gammelt træ, en smedejerns machete, og så er inventaret klar. Det hele foregår i en sværm af fluer.

 En enkelt handlende sidder med et tæppe fuldt af bundpladen fra en båndoptager, lidt geartandhjul, blikket fra en billygte og mange andre udefinerbare ting.

 Er nået tilbage til hotellet, og efter en del fagter og grinen får jeg et par håndklæder. Mine ben ligner en massakre, efter at have kæmpet mig gennem et brombærkrat lignende buskads for at finde bombaxfrugter. I andre dele af landet laver de en velsmagende brun saft af de runde frugter. Har dårlig samvittighed: Havde lovet at tag spændende frø med hjem til Botanisk Have, men har kun brugt en af de 100 frø kuverter overgartneren forventningsfuld forsynede mig med.

 Her er en del hunde af ubestemmelig oprindelse. De minder, som i resten af verden, om menneskerne på stedet. Der har ikke været en eneste henne og snuse til os, og der er ikke en, der har gøet.

 Jesper bemærker, vi ikke har set eller hørt et eneste fjernsyn. Virkeligt befriende! Vi får den lovede grydestegte høne med ris og en appelsin til dessert.

 Nirmal fortæller lidt mere om landet. Hver gang udlændinge kommer med en stor sæk penge og starter en god forretning, får de pludselig inddraget deres visum, og må forlade landet, eller lade sig brandskatte. Frankrig og nu EU giver store bidrag til udvikling. De havner i ministrenes lommer.

 Vejret udvikler sig; det der var fjerne skyer bliver lyn og torden, og så kommer der en blid sommerregn. 

 Jesper må skubbe en kæmpe hvæsende kakerlak væk, for at åbne sin dør. Jeg når at tage et portræt af den først. Det er ikke en fra hotellet, bare en strejfer der søger ly for regnen.

14. Regnen er stoppet, og der er kun et tyndt skydække tilbage. Morgenmaden består af et kæmpe flute, der intet vejer, og en klat hvidt men velsmagende smør.

 I dag skal vi tilbage til Kilarivo, Andranovory og af god vej til Toliara. Jeg må slippe 140 kroner for vores værelser og mad.

 Krydser flere store floder, der er kommet vand i. Her er både de store søjle Pachypodium, og de flerstammede. Vejen er nogle steder mere store søer, end egentlig vej. Enkelte steder må vi ned i vandet, der når til over hjulet, men andre steder er der alternative spor. De store huller er dem, hvor der kun er spor ned...

 Nogle mænd kommer kørende med grønne rissække på nogle trillebøre, der ligner noget fra en Flintstone-film. Grene og et hjul af en træskive, men det virker!

 Ser nogle bitte små græskar i vejsiden, ikke over fem centimeter. Stopper, fotograferer og graver, men ingen knold - øv! Her er en del glenter, enlige og i par. Der er rigtigt mange af de bitte små duer, a´la senegalduer, men de er umulige at fotografere.

 Da vi har krydset den næste store flod, hvor der bliver vasket og badet, kommer vi til en meget stor dal, med frodigt græs. Der er ikke meget kvæg og ingen opdyrkning. Må være for tørt og afsvedet det meste af året.

 Standser i en landsby, for Nirmal kan få kaffe. Jeg finder nogle pudsige orange og knoppede frugter af agurkefamilien, en græshoppe og får også fotograferet den begejstrede lokalbefolkning. Vi går ud af byen, og finder en skarabæ og lidt kulørte blomster, før vi bliver samlet op.

 Det går pludselig opad, og vi kommer til et højland. Det lader til, de "dobbelfrugtede" baobab træer gror i lavlandet, mens de rundfrugtede gror på højsletten.

 Vi kommer til hovedvejen, der fører de sidste 70 kilometer ind til Tuleare. Standser nogle gange for at købe rodfrugter, de er nok billigere her ude på landet. Der kommer lidt marker med majs og maniok.

 Der går mange langs vejen, mange hilser smilende, men ikke en eneste prøver at få et lift.

 Det aboreum jeg meget gerne vil se, ligger 17 kilometer øst for Toliara, og vi passerer ved totiden, så vi kan lige så godt stoppe. Jeg får set det, og Jesper får begrænset tiden. Vi sender Nirmal hjem til klokken fire, og vi starter med lidt mad. Det er et turistet sted, og en bus med franskmænd forlader stedet, da vi kommer. Sandwich og kaffe samt seks postkort: 100 kroner. Opdager senere, vi også har betalt billet. Så er jeg klar til noget seriøst fotografering. Der er navneskilte på mange, og det er en stor hjælp senere, når jeg skal navngive dem, jeg finder i naturen. Skiltene er gamle; der står Liliaceae, og den familie er ophørt og delt ud i mange nye. Sanceverierne bliver tildelt Amaryliaceae, men de er Dracaenaceae nu. Jeg får på uforklarligvis taget 350 fotos af navneskilte og tilhørende planter med detaljer.

 Nirmal kommer til tiden, og vi kører ind til Eden Hotel, som han anbefaler i Toliara. Vi får et værelse med opredning til 190 kroner, og går ud og betaler den sidste halvdel af de sidste fem dages eventyr: 3150 kroner i alt. Med hoteller og mad har det kostet os i nærheden af 500 om dagen hver.  Hvis du mangler en chauffør på de egne, så brug Nirmal Jayant, inter_tours_services@yahoo.fr, tlf 03 20 45 36 64. Har svært ved at forestille mig, der er bedre!

 Går ned mod centrum i de sidste timers dagslys. Bliver hele tiden tilbudt pousse, men de accepterer et nej. Det gør de få andre, af de utallige handlende, der tilbyder os noget, også. Skyder en del fotos af de handlende og deres varer, og alle smiler og griner. Finder tilfældigvis postkontoret, og køber frimærker. Sidder på en bænk uden for og skriver dem, så jeg kan sende dem med det samme.

 Finder internet, men det er langsomt, og forfærdeligt frustrerende, der er en, der har byttet om på nogle af tasterne, og alle menu og advarsler er på fransk. Så siger fyren pludseligt, han vil hjem til konen. Jeg brokker mig frustreret, mens jeg betaler 3,30 kroner for to gange en halv time.

 Kommer forbi en ATM, som ikke vil give noget på Jespers kort. Kun fransk brugsafvisning, men de er kendt for at løbe tør. Har i øvrigt fået en forklaring på de to møntsorter. FMg er den gamle enhed. Da de fik ny præsident, indførte han en ny, for at imødegå inflationen. Den nye er en femtedel værd, og de har mønter, der er en kvart øre værd. Der havde været mere ide at lave den en hundrede del.

 Der er stadig gang i handels boderne efter mørkets frembrud. De har alle en flagermusselygte stående på bordet.

 Hjem og vende, og så over på den "hvide" restaurant overfor. Stort menukort - omkring en kvadratmeter, og med ti retter. Spagetti med avocado, grøn peber og rejer, hvilket er en skuffelse. Trøster med pandekager med indbagt banan. Må slippe 30 kroner, men det er også byens fineste restaurant. Øllene hedder kun Three Horses Beer, jeg finder lidt pudsigt, i et land helt uden heste. På den anden side har Danmark Elefant, Bjørne og Giraføl.

 Vi bliver siddende mens moskitoerne sværmer. Vi har pludselig en hel dag, før vores fly til Tana og vider til Nosy Be. Der sker ikke meget i byen. Planeten påstår, man stadigt kan se mange spor af franskmændene, og der er mange indere, der driver forretninger i byen. Det syntes jeg ikke er iøjefaldende i denne; sydens største by.

 Der er faktisk ikke meget at se: Et støvet lille museum, hvis største klenodie er stumper af en uddød elefantfugls æg (den fra ice Age tegnefilmen!), og et museum med fisk i glas, som kun er for virkelig nørder.

 Der ligger en mangrove i byens udkant, og jeg vil forsøge at veksle dollars.

 Hjemme på hotellet forsøger jeg at høste nogle bælge. Det kræver en skruestik eller en ambolt og en mukkert! Det værste er, at jeg så finder ud af, jeg allerede har forsynet Botanisk Have med dem, godt nok uden indsamlingsdata. Tøjvask, dagbog og fotos afslutter igen dagen. Har et komplet sæt skiftetøj med, og har endnu ikke haft det fremme. Ellers får jeg brugt det meste af mine to kilo. Dog ikke dykkermasken og logbogen, men det kommer vel om et par dage.

 Det bliver midnat før jeg er færdig med fotos og dagbog. Jesper vågner først, da jeg slukker det store lys.

15. Der er mørkelægningsgardiner, så klokken bliver otte, får vi kommer i gang.

 Sidder på første sal og spiser morgenmad, mens vi betragter trafikken. Den glider fint, uden råb og horn, selv om den er meget blandet. Hoveddelen er pousse-pousse, der er små franske gamle biler, store 4WDer, lidt knallerter, motorcykler og almindelige cykle, nogle zebukærre og en masse fodgængere, nogle med vogne.

 Går ned til det, der står som mangrove på kortet. Det er bare sump, og delvist en form for havn. Zebukærer henter fisk og varer ude fra bådene, der ligger flere hundrede meter ude.

 Vi passerer de pænere forretninger, som måske har været pæne, da franskmændene var her. Nu er de meget forfaldne, og skure skyder op mellem den. De fleste handlende har boder, der ikke er mere avanceret end dem i de større landsbyer. Jeg har endnu ikke set færsk kød, der har været kølet. Det ligger bare på på gammelt råt træ eller hænger på rustne kroge. Deres høns må være friske. Vi ser rigtigt mange, der kommer gående eller cyklende med en eller to levende høns.

 Vi kommer gennem et markedet med frugt, grønt, fisk og kød. Der er ikke mange fremmede varer, faktisk er udvalget forbavsende lille. Netto har væsentligt flere forskellige frugter og grønsager.

 Er ved at blive lidt ristede, og søger ind på en internet café. Fem kroner i timen, og så er der kun fransk menu og tastatur. M, a og q med mere er flytet rundt, tallene og punktum kræver shift, jeg kan ikke komme i kontakt med min memmorystick. Det tager godt et kvarter at åbne mailboksen hos TDC, og fem minutter fra mail til mail.

 Ud i middagsheden, og lidt på må og få. Kommer til Restaurante Maharaghi, hvor vi fandt vores chauffør. Vi snupper en kop kaffe, og checker op på hendes tilbud om at veksle. Hun mente, jeg var blevet snydt i banken, men hendes tilbud viser sig at være fem procent dårligere. Hun forstår dog ikke, hvorfor jeg ikke vil veksle hos hende aligevel!

 Det kan vente til Nosy Be - håber vi. Ud i heden, og ind på det første overdækkede markedet vi kan finde. Fantastiske opsætninger af grønsager i rigelige mængder, men stadig kun få sorter. Uden for er forretninger ved at middagslukke.

 Byens størrelse taget i betragtning, sker her ualmindeligt lidt. Vi skal først flyve om et døgn, og har nok fået sol nok for en dag. Hjem til hotellet, hvor de har kaffe, rimelig kage og kolde øl. Det virker lidt grotesk, jeg kan sidde og kede mig, på en ferie, der er alt for kort.

 Planlægger de næste uger, og sidder bare og sludrer. Sidder og kigger ud på gaden i dette "turistområde",. Der kommer i gennemsnit en hvid forbi i timen.

 Solen er knapt så voldsom, og vi begiver os ud, for at finde en ATM. Der er bare ikke sådan lige til i denne by, og vi ender med at opgive. Der er kommet rigtig liv i markedet, og hele byen summer af aktivitet.

 Der kommer et par børn og tigger, men de er rene, velnærede og velklædte. Faktisk har vi ikke set nogle virkeligt fattige eller beskidte, som i mange andre lande. Pousse-pousse trækkerne (pusherne?) er rene og velklædte, i stor modsætning til for eksempel indiens ritchauwer. Her er få hunde, men de er velnærede og sunde, selv om de render frit rundt.

 Vi indleder jagten på aftensmad i skumringen. Følger skiltene til en græsk restaurant, men det sidste skilt mangler. Ender på en international, hvor jeg får zebu med champions sauce a´la baobab og kogte kartofler. Ganske rimelig, men Jespers grillspyd og sprøde fritter så heller ikke værst ud. Regningen kommer med det samme, og bordet bliver ryddet efter hånden. Vi får ikke tilbud om dessert, så vi snupper kaffen på hotellet.

16. Det er påske, og lokalbefolkningen har fundet festtøjet frem. Små piger i prinsesse kjoler, mændene i jakkesæt og kvinderne i endnu mere farvestrålende gevandter. Flertallet ligner dog sig selv.

 Sidder på hotellets terrasse, og venter på, det bliver tid til at tage ud i lufthavnen. En stor øl, 65 cl og en liter Sprite koster 15 kroner.

 Lidt i et finder vi en taxi, og må ikke overraskende ind forbi en tankstation. Der er jo syv kilometer til lufthavnen. Her er den største samling hvide vi har set, op mod 15! Det er så vidt jeg kan høre udelukkende franskmænd, og en stor del er forretning.

 Flyet letter fem minutter før planen, og det er fyldt helt op. En time senere lander vi i Tana. Er lige ovre og vende i den internationale afdeling for at finde en ATM, men der er temmelig lukket.

 Tilbage i den nationale og finde kaffe og snacks. Jesper bemærker der er ret tomt, og så kalder os over højtaleren. Den time gik hurtigt!

Vi forlader det sydlige Madagaskar, og flyver via Tana til Nosy Be, for at dykke og gå i urskoven. Vi havde egentligt tænkt os at kører herop, men det tager omkring 150 timer på ladet af en lastbil på elendige grusveje, så plan B er sammenlagt to timer i fly til 1700 kroner.

16.  Lidt af en joke; det er samme fly med samme besætning, og flyvningen er igen en time.

Denne gang er der ikke mere end 20-25 mennesker med flyet, og de fylder ikke meget på de 156 pladser.

 Landskabet bliver mere kuperet, og de små bjerge bliver mere og mere bevokset.

 Lander lidt i seks, og finder en taxi. Stemningen er noget mere hektisk end nede syd på, men ikke ulidelig.

 Vi kører gennem en kuperet urskov med enkelte små pæle hytte landsbyer. Beboerne virker ikke så farvestrålende, men stadigt smilende. Vi kommer forbi nogle plantager med parfumetræer. Deres behagelige duft kan trænge gennem udstødningen og benzinstanken, og de blomster ikke en gang. De ligner lidt kirsebærtræer, der er smeltet. Der er også en enkelt rismark, men det meste er jungle.

Nosy B er en ø, der er 30 kilometer i diameter. Hovedstaden hedder Hell-Ville, og da vi ankommer lige efter mørkets frembrud, svarer den meget godt til navnet. Meget mørk, meget forurenet og meget beskidt.

 Vi troede vi skulle bo på Hotel Diana, men det har åbenbart skiftet navn, og ligger inde bag slummen. Vi havde en drøm om en typisk dykker-turistby, med rimelige hoteller, gode restauranter og et godt udvalg af dykkershoppe.

 Vi får anbefalet et hotel ude ved kysten, og da vores forstudier ikke er helt fyldestgørende, prøver vi. Gennem skoven og langt ud af en smal, hullet grusvej. Ender i en landsby, hvor man med lidt god vilje kan få øje på en snorkel.

 ikke uventet vil taxichaufføren have mere end aftalt, men jeg havde ikke regnet med det dobbelte; 120 kroner! Med den hørm af benzin han havde i bilen kører han ikke langt på literen!

 Det anbefalede hotel er udsolgt, og koster 330, naboen er dyrere, genboen udsolgt, men så er der bid. Først har de kun et værelse med en halvanden mands seng, men da vi er på vej vider, er der et værelse til. WC og bad på gangen, og til 225 kroner.

 Her ser vi de første hvide, et par italienere, som der skulle være mange af på øen. Prøver at finde ud af, hvor byen er, men der er enten ikke hul i gennem, eller er der bare ingen by.

 Går over til det første hotels restaurant, og her er fire hvide mere. Det ligger lige ud til strandkanten, og priserne er rimelige. Det skulle de også gerne, vi er meget langt nede i lokal valuta, og der skulle være til en taxi til Hell-Ville og en ATM i morgen.

 Vi får et par variationer over zebu, og jeg slutter af med flamberet banan. Hjem forbi to barrer, før vi når hotellet - der er 20 meter. Musik og massere af lokale mennesker, men forhåbentligt ikke noget vi ikke kan sove fra, selv om vi har værelse lige ud til.

 Jeg ser noget smutte rundt bag skabet. Det viser sig at være en lille skorpion. Fotograferer den, og sætter den i et glas. Kigger lige rundt for en sikkerheds skyld, og ganske rigtigt: der sidder en i lofter over min seng. Den er lidt større, og giver bedre fotos. Så ryger den i sit eget glas.

 Jeg tror ikke de er giftige: De har tynde haler - på den anden side har de også tynde klosakse? Personalet havde nok advaret, hvis de var giftige...

17. Sover ikke ret godt i begyndelse af natten. En massiv stank af jordslåethed rammer konstant min næse. Selve værelset lugter ikke godt, men sådan er det i troperne. Skifter hoverende, og det hjælper.

 Morgenmaden indtager vi i et skur i baghaven. En farvestrålende daggekko, måske en lille hun af Phelsuma madagascariensis. En lille charmer, der kommer og stjæler sukkerkorn.

Markede som i de små byer sydpå. Samme få grønsager. Går fra vores by, ud på landet langs en sukkerrørsplantage. Mange mennesker kommer gående og hilser smilende. Ser en enkel kohejre, men ellers ikke andre nye dyr. Her er der kun en zebu for vognen, der har små bilhjul, og ikke stor hestevognshjul som syd på. Der er der er længere mellem kerrerne og kortere mellem taxierne..

 Fanger en af dem ved hovedvejen, og kører ind til Hell-Ville. De er enten gamle Peugeot eller Renault. Hopper af ved det første torv, og går gennem byen. Det har nok været en pæn by, der franskmændene var her, men nu er de fleste store koloni huse i hovedgaden forfaldne og mange forladte.

 Finder ATM, og det højner humøret gevaldigt. Havde kun til taxien hjem, men ikke til værelset. Vi havde ikke gjort så meget for at finde en nede sydpå, vi skulle jo op til denne turistfælde. Som viser sig at være turist løs. Der er få hvide i byen, og de er fastboende.

 Slår et slag ud til promenaden. Her har engang været fine murede stakitter og brolægning. Nu er her vild natur og lidt haveaffald-agtige bunker. Udsigten er stadig smuk.

 Hører noget pusle i de visne blade. Det er store skinke, mørkegrå med to gule striber og en meget stor sikkerhedsafstand. Helt anderledes er det med daggekkoerne. Deres nysgerrighed overvinder deres frygt. De sidder mange steder, og nyder varmen, men ikke solen.

 Ude for enden møder vi færgelejet. Her er en del mennesker, men ikke meget at se på. Tilbage mod centrum, hvor der har været påske markedet. Nu er der kun nogle stande med hvide duge med huller i.

 De vildtvoksende parkanlæg i boulevarderne stortrives. Her er mange farvestrålende blomster, blandt andet en Jatropha med enorme frugter.

 Det er tid til læskedrikke, og da de nu påstår de har internet vil vi prøve. Det er meget kompliceret. Et skrabelod, den rigtige side og en wanado.mg mailadresse. Er endelig på, og så låser maskinen.

  Kommer ind til det, der må have været afløser hovedgaden. Det var den, vi gik gennem i går. Nu er den lys, men delvist lukket. Selv turiststedet Pirates, som er gennemført, er lukket.

 Går ud til enden af gaden, og peger en taxi hjem - eller næsten. Der var en del politi på vej ud, og nu er vores flere kilometer lange grusvej spæret. Vi må nøjes med nabobyen på stranden.

 Der er også trafikkaos. Jeg ser to orange kamæleoner fra bilen. Vi kan slet ikke komme ind til  byen, så vi hopper ud. Går langt tilbage for at finde de orange kamæleoner. De er bare ikke til at finde gående.

 Lige før vi er tilbage i byen er vi ved at træde på en stor farvestrålende kamæleon. Den krydser uanfægtet vejen mellem gående og køretøjer.

 Stranden er sort med mennesker, sådan helt bogstaveligt. Der er mange tusinde, og vi er de eneste lyserøde.   

 Lige før vi er hjemme, finder vi en restaurant, der har pesto. Prøver at planligge. Har mere eller mindre spildt tre dage på ingen ting, og det har vi ikke tid til!

 Jesper havde læst sig til, dette var et dykkerparadis med utallige muligheder. Vi var bare bange for, det måske var for turistet.

 Kan bare ikke finde turistfælden. Har set enkelte hvide, men enten er det fede gråhårede franskmænd, der bor her, eller det yngre/gamle fyre med en lokal pige under armen.

 Prøver at finde det dykning Jesper gerne ville tilbringe fjorten dage med. Der er få steder der reklamere, endnu færre, der måske har noget der ligner. Vores hotel reklamerer, og har en stor figur udenfor, men det tager lang tid at forklare pigerne, vi vil dykke.

 Vi ender med at rende det meste af landsbyen rundt efter en af dem, og så er manden ikke hjemme. Nogle gange tror jeg, det ville være lettere at kommunikere, hvis de ikke kunne fransk - eller vi kunne...  Må vente til han dukker op.

 Fortsætter ud af vejen, og håber at komme ud i naturen. Den store skovklædte bakke oven for byen lokker; skygge og en let brise. Nede ved  stranden, og i byen, er der kvælende varmt. Vores trøst er, nogle af de lokale sveder mere end os.

 Vi forsøger at komme ud af to stier, men de ender privat med portvagt eller i et hotel.

 På skråningerne vokser forskellige farvestrålende buske, blandt andet de gul/orange sommerfuglebuske, der har brombærlignende frugter.

 Er nødt til at vende om: Så må det blive stranden. Den ender med nogle sorte vulkanske klipper. På den lådrette del gror nogle begonier, og jeg tager frø til Jens i orkide huset. Mellem klipperne springer krabber og dyndspringere for livet.

 Solen har været kraftig igen i dag, og vi har fået en hel del. Tilbage på hotellet ajourfører vi dagbøger, og Jesper vasker tøj mens jeg kører et personligt batchjob.

 Jeg vågner - øh - bliver færdig i skumringen, og vi prøver dykkershopejerens hjem igen. Møder et tysk par, der leder efter brød til deres lille søn. De fortæller turisterne har været samlet på en anden strand. Hun nævner, jeg har fået meget farve i ansigtet. Måske skulle jeg ikke have smidt T-shirten?

 Stranden er væk. Højvandet er tyve meter længere inde, og man kan ikke gå langs vandet for bygningerne. Eftermiddagens badegæster har været heldige.

 Finder huset hvor dykkerfyren skulle bo. De er kommet hjem. Et sødt fransk/norsk par, som virker fornuftige. Vi aftaler at mødes i morgen tidligt nede ved deres shop, og tage to dyk. Det koster 60 euro for to dyk, omkring 225 kroner per dyk.

 ind på en restaurant og få lidt varmt og koldt, efterfulgt af et par skiver mørt zebu med madagaskarpebbersouce. Her dukker lidt fransk- og engelskmænd op, men som den herboende nordmand sagde: Der er ikke mange turister.

18. Finder franskmanden i den anden ende af stranden. Han minder mest af alt om en fransk udgave af den krokodillejagende Steve Irving. Lille, tæt og dynamisk med humor.

 Hvor de andre firmaer bruger små både med store motorer, men ingen skygge, har han en noget langsommere cruce-båd, som hovedsageligt bliver brugt til længere ture, endda helt til Reunion island.

 Jeg har taget en pille, det er næsten havblik og vi er på en stor båd: Det kan ikke gå galt! Faktisk falder jeg i søvn, før ankommer til første dyk, ude ved en ø.

 Vi fik udleveret udstyr i hans hytte, og det er af god kvalitet, og passer rimeligt. Hopper i, og efter de sædvanlige øreproblemer kommer vi ned til et åbent korallandskab. Sigtet er op til 30 meter - virkeligt godt. Her er krokodillefisk, søanemoner, klovnefisk, søagurker, enorme viftekoraler, blåplettet pigrokker, kuffertfisk, papegøjefisk, dragefisk, løvefisk, pudsefisk, katoffelbras, nøgensnegle, moræner, store muslinger, harlekinrejer og meget andet.

 Der er en del fiskere, men de bruger små pirogger, udhulede træstammer og små net. Der ligger en stor rejefabrik på øen (det var den vi endte ved med vagten i går), men de bliver fanget af store skibe langt herfra.

i pausen mellem dykkene er vi inde på en Bounty-strand. Det er måske Nosy Tanikely. Her er lidt turister, men vi kommer for de små lemurer. En flok hunner, brune med lyse ansigter. Det kan være krone lemur: Eulemur coronatus

 Tidligere har man haft lov til at lave bål på stranden. Det er ikke længere tilladt, da kullene farvede sandet mørkere. Det betød skildpaddernes æg fik det for varmt.

 Vi sejler et stykke tilbage, og hopper i igen. Her er flere enorme viftekoraler, og ellers det samme. Vi har dykket steder, hvor farver og artsrighed var bedre, men vandets behagelige 28 grader gør det til et godt dyk for mig.

 Vi taler lidt om, om vi skal booke et par dyk i morgen. Bliver enige om, han måske har andre spændende ting at byde på. Nu er vi her jo alligevel, og de 450 kroner fra eller til...

 Hjem og få et bad og lidt frokost, så ud i naturen. Vi fik lidt tips af franskmanden, og skulle gerne finde nogle lemurer og kamæleoner.

 ind bag restaurant Anabella, og så op i bakkerne. Der er stadig spredt bebyggelse, men alt er grønt. Spejder forgæves efter kamæleoner, men ikke lige til. Her er mange spændende planter og rigtigt mange af dem blomster. Jeg er bare ikke sikker på, de er oprindelige.

 Vi kommer forbi brønde, hvor vandet trækkes op med hånden, og man sidder ved siden af og vasker sig. De fleste huse er pælehytter med palmetag. Væggene er brede håndhuggede mørkt ædeltræ. Nøgne børn render rundt uden for, og nogle vinker og råber boun jour.

 Vi kommer ud på den anden side af halvøen. Her fører en større grusvej ud til en havn. Resterne af et gammelt damplokomotiv vidner om bedre tider for industrien. Her er nok forsøgt sukker og måske banan plantager. Nu er det resterne af en lystbådehavn, som også har set bedre tider. 

 Har hørt rygter om, den virus, der tager sin del af blandt andet Reunions befolkning også er på Madagaskar, og det afholder franskmænd og italienere fra at besøge øen.

 Vi finder den anden vej over bakken. Umiddelbart før vi når vores by, Ambatoloaka, dukker der kamæleoner op. De lader til at sidde parvist. Den ene sidder lavt, og er mørk orange og sort. Den anden er virkelig farvestrålende, med en lys grøn grundfarve. Mange røde pletter og streger, iblandet gule og blå mønstre. De er ikke helt trygge ved os, og søger langsomt ind i de tornede buske. Dog ikke uden at blive fotograferet mange gange.

 Jeg sætter mig ud på terrassen for at køle ned og skrive dagbog, men ender med at give receptionisten engelsk kursus. Så går vi ned til vandet, og betragter solnedgangen med en kold flaske på bordet. Tidevandet kommer ind, og de tyve meter strand bliver opslugt. Højdeforskellen er godt fire meter.

 Skal også have planlagt noget for de næste dage. Der går minibusser op til den nordligste del, det var måske en ide, og vi skal have et fly tilbage til Tana eller et sted i nærheden, fra et eller andet sted her oppe. Vi skal finde nogle lemurer og noget mere regnskov.

 Vi sidder på en italiensk restaurant, så hvorfor ikke prøve pizza? Den er virkelig italiensk - det tager en evighed før den dukker op, men så er den også middelmådig.

19. Hurtig morgenmad, og så ud og dykke. Badet bliver sprunget over da vandvarmeren "springer sikringen": generatoren går i stå.

 Fantastiske dyk. Da vi stiger op første gang, dukker to store og forskellige rokker op under os. Jeg gider ikke dykke ned igen (det har intet med at gøre, jeg er meget tæt på at løbe tør for luft...).

 Anden gang kommer vi til nogle høje på tyve meters dybde. De er dækkede med koraller, og vandet omkring dem er en ren fiskesuppe. Vi ser en lille hvidtippet revhej og en helt hvid porcelænsnegl, hvis krop er helt sort med små lyse pletter. Nogle steder ligger de fantastiske konkylier, op til 30 centimeter lange.

 Vandet er 28 grader, og sigtet fantastisk, op til 30 meter. Desværre får jeg brugt min luft på lidt under en time, og så er det op. Efter to dyk er det hjem, og så lige betale nogle centimeter penge. Det er kun 230 kroner per dyk, men når man betaler i  femtenkrone sedler ser det vildt ud.

 Jeg vil helt sikkert kunne anbefale http://nomadeplongee.free.fr/  og Gérald.  Fin fyr, godt grej og godt engelsk.

 Vi skal bruge flere penge, og en enkelt flyvning mere. Finder begge dele i Hell-Ville. Booker en flyvning fra Deigo, der ligger på nord spidsen, til Tana om seks dage.

 Går langsomt gennem byens lange - og eneste - handelsgade. De fleste forretninger er primitive, og der er næsten kun frugt, stof eller isenkram boder.

 Jeg så en fyr i en landsby komme bærende med en sort ottekantet fransk dyb tallerken, som jeg har jagtet i årevis. Prøver hos isenkræmmerne, men finder kun de matchende lysestager.

 Falder ind på en kaffebar. Mens vi sidder der, kommer et enormt begravelsesoptog forbi. Forrest går en gruppe hvidklædte med kors og lignende. Så kommer en pickup med kisten ragende halvt ud. En blandet folkemængde følger. Her er utroligt mange klædt i traditionelt farvestrålende gevandter, hvide nonner, uniformerede politi/embedsmænd og ganske almindeligt klædte. Nogle grupper af sang passerer, den ene ledt af et stort kor.

 Her er faktisk souvinierbutikker, og det lykkes mig at spendere en euro på mig selv, og nogle dollars på Rikke.

 Vender nede ved havnen, og konstaterer, restauranterne ikke åbnede klokken seks. Triller hjem og får afregnet med hotellet: 1.750.000 MGf, som heldigvis kun er 1050 kroner.

 Finder en restaurant, der har gris og fisk. Jeg føler mig groft snydt: Jesper får en hel fisk, og jeg får bare lidt af grisens mørbrad. Føler mig i den grad berettiget til dessert: Pandekager med flamberet banan og chokoladesovs.

 Temperaturen falder ikke mærkbart om aftenen. Den kommer måske ned på 27, og op på 35 om dagen.

 Der er kommet væsentligt flere røde mennesker på gaden, og ikke mindst i restauranter og barer. Måske har franskmænd og italienere holdt påske hjemme hos mor?

 Dykningen tærer på kræfterne; klokken ni er jeg stort set grydeklar, men der skal lige pakkes og bades.

  Receptionisten var ikke mødt, da vi tog af sted i går, så vi betaler i aften. Det bliver ret mange Ariary, og mange flere, da hun insisterer i at tælle i MAf. Selv da jeg begynder at vælte Ariery sedler op. Til sidst slår jeg streger om de enkelte cifre og ligger stakken. Det hjælper, og jeg kan komme i seng.

20. Der kommer en ordentlig byge i løbet af natten, og mine badebukser er ikke mindre tørre af at hænge udenfor i nat.

 Vi møder forventningsfulde op ved den bod, minibussen til Diago skulle afgå fra. Der er temmelig lukket. Jeg får naboen til at vække en gnaven og fåmælt franskmand. Han siger noget om, bussen går inde fra byen. De apatiske drenge, der sagde vi skulle være her nu, har ikke deres tjenestevranghed fra fremmede!

 Jeg skruer bissen lidt på, og han åbner modvilligt sin biks og finder billethæftet frem. 120 kroner per næse, og så skal vi selv betale 45 for taxien ind til Hell-Villes havn.

 Her bliver vi sat på hold et øjeblik, og bliver så læsset i en lille speedbåd med ti andre. Havet er heldigvist stille, og en time senere kommer vi ind til Ankify. Bliver ført op til en Toyota Privera, som nok er det dummeste køretøj her. Vinduerne kan ikke åbnes, og den er altså ikke skabt til meget dårlig grusvej.

 Vi bliver pakket rimeligt tæt, og skrumler så ud gennem urskoven. Nogle steder er der små kakao-, banan- eller kaffeplantager under de store træer.

 Efter en times skrumlen, bratte opbremsninger og nyreraslere kommer vi til asfaltvej - og en busstation, hvor vi skifter bil.

 Nu skal vi klemmes ind i en femten sæders High-Ace. Der går en mindre evighed, og så endelig triller vi. En kort tur ud for at hente en eller anden. Chaufføren er et af de mest usympatiske mennesker (og eneste på Madagaskar) jeg har mødt. Han har virkelig en attitude, der indbyder til øretæver. Han kommer på et tidspunkt farende om til os, og siger en masse. Jeg fortæller ham, roligt og fattet, med et lille smil, hvad han kan gøre, og hvad det rager mig - på dansk. Han bliver helt paf, og lader os i fred.

 Vi kører en lille tur igen, og så ind på pladsen igen. Og den sædvanlige tur om tanken slipper vi ikke for. Jeg har en teori om, det er for at ryste os sammen, sådan rent fysisk, så der kan sidde flere. Vi kører efter halvanden time, 25 mennesker og lidt småfolk. Kan ikke regne ud, hvorfor dette skulle være bedre end den store offentlige. Næste gang flyver vi!

 Jeg sidder med den ene balle på metalkanten fra sædet. Den anden balle svæver frit. Den ene arm på ryglænet, den anden - med skulder - ude af vinduet. Knæene oppe i nærheden af næsen. Min numse sover før vi kommer ud af busstationen anden gang!

 De næste fire timer, efter vi endelig har forladt bus pladsen, må jeg gang på gang minde mig selv om, det ikke var for at spare de 200 kroner på flybilletten.

 Landskabet er flot. Jeg havde læst, her var meget opdyrket, men det er en meget lille procentdel. Der er rismarker, nogle traditionelt flade, andre skråninger, hvor vandet risler ned over.

 Vi krydser nogle store floder og flodsenge. Kommer forbi meget stejle bakker, tætte skove, bitte små primitive landsbyer og enorme  arealer med krat og græs.

 Standser i en lidt større by, og klunser frokost. Jeg finder bitte små bananer og et frisk flute. Hun kan ikke, ikke uventet, give tilbage på min 7,50 krone seddel. Det bliver måske lidt under en krone, og det varer lidt, før hun forstår jeg ikke behøver byttepenge.

 Der dukker nogle bekendte træer op af Sterculaceae familien, kapok-træer (som er importeret fra Sydamerika), og nogle enkelte baobab. Massere af blomstrende slyngplanter pryder vejsiderne, blandt andet clitoria.

 Klokken bliver halv fem, før vi ankommer til udkanten af Diego. Byen har 112.000 indbyggere, men virker meget provinsiel og primitiv fra den side vi kommer. Bliver ikke meget bedre i centrum.

 Forstår ikke helt, hvad der sker, men vi bliver alle sparket ud på en tankstation. På trods af ihærdige forsøg fra taxichaufførerne, går vi ind til vores hotel: Belle Vue.

 Før det bliver mørkt, vil vi finde den anbefalede rejseagent. Ligger i den anden af byen, men det er godt at få rørt ballerne!

 Han tilbyder to endags ture, en til hver nationalpark. Vi prøver den ene, med engelsk guide. Pokkers dyr: 360 kroner plus 75 i parkafgift.

 Næste anbefaling er Grand Hotels kager. Jesper nøjes med en øl, og jeg får en nogenlunde karamelkage med kaffe. Grand Hotel er virkelig noget for sig: Hvor resten af byen har forfaldt siden franskmændene trak sig ud for 50 år siden, er det på toppen. Kæmpe underoplyst swimmingpool, flot, stor facade og international indretning og atmosfærer.

 De starter dog ikke med maden endnu, så vi prøver den italienske overfor. Byen har bare strømsvigt, så vi må vente et par øl/Fantas tid.

 De mere veletablerede forretninger sætter små generatorer ud på fortovet, nogle finder flagermusselygter og stearinlys frem, og den sidste gruppe får nok en lur.

 Næste anbefaling er satellit-internet på Plaza Fuch. Det virker hurtigere (men lærer senere, at de slet ikke har det. Afrika mangler i den grad sattelitter), men fransk tastatur og menuer er bare ikke mig!

 Vi kan bare ikke finde hjem. Vi ved hvor hotellet er, og vi ved hvor vi er, vi har et kort, men ender med en taxi til syv kroner.

21. Hotellet lever op til sit navn; der er en fantastisk udsigt over bugten.

 Efter morgenmaden finder vi ned til vores turoperatør; King de la Piste, og starter dagens udflugt til Parc National de Montagne D'Ambre.

 Det skulle være den mest turistede, noget der nomalt afskrækker os, men i Madagaskar er det nok en god ting. Der er syv arter af lemurer, ringhalet desmerdyr og blandt andet blå næset og stumphalet kamæleon. Vandfald, krater søer, orkideer, bromeliaer og meget andet. Det kan ikke gå galt...

 Vi går ned gennem byen, og vores guide dukker op. Vældigt charmerende, og med et udmærket engelsk. Han har vist lært det af Joda - hmmmm - men det er let forståeligt. Vi kører en lille times tid, og kommer så til parken. På vejen ud fortæller han om naturen, geologien, befolkningen og at der kan være koldt. Parken ligger på toppen af et bjerg, og vi vil bevæge os i 1000 meters højde. Der er ned til tyve grader, så vi klarer os fint i shorts.

 Allerede på vejen op ser vi de første kamæleoner krydse vejen. Det er de samme, vi så på Nosy Be: Panter kamæleoner, der har en hvid stribe ned af siden. Fyren overrasker mig: ikke alene kan de latinske navne på dyr og planter, han kan også familierne! ikke nok med det, han er også totalt overlegen til at spotte dyr, det har jeg aldrig prøvet. Det viser sig, han har arbejdet otte år i parken, en del sammen med forskere.

 Før vi kommer helt op til parken kører vi over et højland med græs og små eukalyptustræer. Man brænder græsset af for at få en gang frisk græs, og træerne hindrer det hele havner i dalen hvis der kommer en ordentlig bløder.

 En slange opgiver sin soleplads på vejen. Det er en Leohypetodon modesticia, der kan blive op til to meter, og kun overgås af Madagaskar boaen i størrelse. Der er ingen virkelig farlige slanger på Madagaskar, så vi følger den ind gennem det tætte græs, uden held.

 En stor kamæleon, største heromkring: Ostalits, når ikke ubemærket over vejen. De er faktisk pokkers hurtige, når man vil fotografere dem, lige som skildpadder, der når ind under buskene får man når ned på knæ.

 På en mørk stamme sidder en skrigende grøn daggekko: Phelsuma madagascariensis grandis, som ikke når at smutte ufotograferet.

 Bjerget vi kommer op på var helligt for lokalbefolkningen, men franskmændene syntes klimaet var rigtigt godt til beboelse.

 Der er en bom for vejen, og vi må ind på et lille kontor med store plancher, og betale indgang: 75 kroner, som sikkert går til et godt formål. Det er den første egentlige nationalpark på Madagaskar, fra omkring 1958.

 Lige inden for indgangen ligger en stor sort slange, samme som vi så tidligere, men noget mere fotogen. Det er stort set først da Jesper rammer den med linsen, den rolig slanger sig væk.

 Over vores hoveder kommer nogle skræppende røde papegøjer. Der er også nogle sorte i parken, men pt ved jeg ikke hvad de er for nogle.

 Her er relativ tæt urskov med enorme fuglerede bregner, høje bregnetræer, enorme "agaver på stammer": Pantanysa, forskellige bregner, epifytter, orkideer, Draceneae, Balsaminer og Peperomiaer i x-large, Afrikas eneste kaktus Rhypsalis og pokkers mange andre spændende plantearter, over 1000.

 Højt over vores hoveder er palisander træer med bitte små blade, og mange andre kæmpe træer. Nogle af dem har en ravlignende harpiks, der bruges i røgelse. De har været en stor industri, og givet området navn: D'Ambre. Jeg genkender nogle Cussoniaer med kuglerunde kroner.

 Vores guide spotter nogle blånæset kamæleoner. Ikke alene er de kun syv-otte centimeter lange, de lever nede i de laveste krat, midt inde i den mørke skov.

 Så peger han på en stamme. Det tager mig pinligt lang tid at opdage den store bladhalegekko, der sidder lige foran mig. Bedre kamuflage findes ikke!

 Vi kommer til det store vandfald, det er 82 meter højt, et par meter bredt, og i fantastiske omgivelser. Her falder tre-fire meter regn, så der er nok at tage af.

 Nogle af de orkideer, der grinende har siddet langt oppe, afslører sig i fotovenlig højde. Store røde tusindben, mørkebrune hundredben, farvestrålende laver med og uden hår, skolopender, lange tynde snegle, kæmpe store og små med buler. Der er farvestrålende træbukke, metal grønne fluer, moskitoer, hestebremser, igler, mange forskellige sommerfugle, gigantiske edderkopper, krabbeedderkopper og meget meget mere virvelløst.

 I en skummel skovbund finder vi verdens mindste kamæleon: Brokesia minima, som virkelig er lille! Op til fire centimeter med bitte små ben. I modsætning til sine større artsfætre, der bliver omkring syv år, bliver denne et gram store fyr op til 30 år.

 Højt oppe i nogle frugtbærende træer skimter vi nogle sky brune lemurer. De er parkens største, men også blandt de sværeste at komme tæt på.

 Her er flere forskellige typer orkideer, men desværre kun blomster på en.

 Vi bliver sendt ud på egen hånd, for at finde et nyt vandfald. Det er ikke så højt, men også i fantastiske omgivelser.

 Guiden er gået tilbage til bilen, og er kørt over til frokostpladsen. Der er fyret op under grillen, og med ris med finthakkede grønsager, avokadosalat og grillet zebu, efterfulgt af frisk frugt, er vi klar til flere eventyr.

 En mindre flok kronede lemurer kommer helt tæt på. De spiser frugter i nogle lave buske, og vi kommer helt tæt på. Tager et lille hundrede fotos, så der må da være et, der kan bruges!

 En spættet gekko når næsten at smutte, men ryger i kassen. Spisepladsen ligger på det gamle franske landsteds grund. Her, som visse andre steder i parken, er der forskellige cedertræer, abernes skræk og lignende indført, og i stor størrelse!

 På vej ud til det sidste vandfald ser vi en Chamaeleo cameloanensis ambraensis, som kun findes her i parken. Den er omkring 25 centimeter, og har et karakteristisk hoved.

 Vandfaldet bliver betragtet som helligt, både af lokale og katolikker, der døber i det. I en kæmpe stor Pantanysa finder vi en gruppe små løvfrøer. Omkring gror enorme Peperomia og nogle enorme  impatiens, med en stamme på fem centimeter og flere meter høje, med røde blomster.

 Vi møder de samme to grupper hvide, men ser under ti sammenlagt. Turistet, ja men efter Madagaskar forhold!

 Slutter af med en ny lille kamæleon. Den er ikke meget større end den mindste, men har større ben, og et stor hoved.

 Lige uden for parken står to franskmænd, vi har mødt et par gange. De har taget en taxi herop, hyret den tvungne guide, og bedt om en seks timers tur. De har så travet i seks timer, uden at se noget særligt. Som prikken over i´et har deres taxi glemt dem. Vi forbarmer os over dem, og de betaler vores drikkepenge til vores guide.

 Han har været helt fantastisk, og kommer med i top tre, sammen med præsten Johannes Møllehave og biologen Hanne Lindemann.

 Er tilbage i Diego ved femtiden. Prøver at booke en tur med denne fantastiske guide de næste dage, men han er optaget. Så kan det være lige meget, vi kan selv.

 Kaffe på Hotel Grand - uden kage- syv kroner for to. Inderne er de rige her i landet. De ejer butikkerne, som i øvrigt er specielle. Når vi går gennem den samme gade på forskellige tidspunkter, ser den forskellig ud.

Forretningerne minder om eremitkrebs. Når de lukker forsvinder den stor mængde varer udenfor, og metalskodder uden tekst lukkes hermetisk.

 Har set nogle af de lokale med de vildeste hamsterkinder. Minibus chaufføren standsede en gang, og vente tilbage med nogle grønne kviste med blade på. Det viser sig at de ,som gættet, tygger cat. En arabisk plante der har en mild opkvikkende effekt, som trives fint her.

 Hjem og skrive dagbog og se Jespers fotos. Vi har hver taget 500 fotos - i dag. Jesper får kogt sine ned til 100 ved første gennemgang, og ender nok med 20, som så er virkelig gode.

 Mad på en ny italiener, tager en klassiker; spagetti carbanera, som er god. Kaffe og en limociella på huset.

 Hjem til mere dagbog og en nærmest overflødig tøjvask. Jeg kunne tage det rene sæt op af tasken, men det andet skal jo alligevel vaskes en gang.

22. Regnvejr i løbet af natten, men perfekt solskin da vi står op. Dagens plan er, at tage en taxi ud til Den Franske Høj. Her skulle være fantastisk udsigt og glimrende natur langs en flere timer lang travetur.

 Vi må lige en tur ind mod centrum for at tanke penge. De fleste gange kan vi kun hæve 650 kroner af gangen, men det går fint med at hæve tre gange i træk. Så får de jo også tre gange 30 kroner i gebyr.

 Peger en taxi med kunde, som bliver sat af i den anden ende af byen. Så skal vi selvfølgelig tanke, der er syv kilometer. En tur på kontoret, tagskiltet af, og så på tværs af byen, af de dårligst tænkelige veje af.

 Et godt stykke ud af byen, på tværs af en stor flad udtørret sø, og så er vi på det franske bjerg. De fem tusinde Ariary er bliver til 50 tusinde, som bliver 15. Jeg tror ikke han er vred, bare skuffet.

 Ude i den enorme naturlige havn ligger Sukkertoppen, et stejlt, rundt bjerg, der er helligt. Vi må slet ikke komme der.

 Området består af kalksten, dækket af buske og græs i bakker. Der går enkelte zebu og græsser, og vi ser nogle få firben. Jeg finder nogle sjove frugter, som formodentlig tilhører et medlem af Apocynaceae familien. Jeg finder nogle enkelte modne til Botanisk Have.

 En anden plante ser spændende ud, har den knold? Højt over os gror nogle store baobabtræer. De har runde frugter, men de er ikke modne. Spejder forgæves efter en blomst.

 Heden tager til, og Jesper gav ikke taxi chaufføren drikkepenge, kun drikke: Han glemte sin netop indkøbte vandflaske i taxien. Heldigvis ligger Kings Lodge midt i bugten, og vi vender tilbage for at købe vand. Og kaffe og øl for høflighedens skyld.

 Går den anden vej, langs vandet. Finder hurtigt tre panterkameleoner, og senere to, af en anden art. De har mere markante hjælme, og er lidt længere, men slankere.

 Jesper spotter en stor, skrigende grøn gekko på en stamme.

 Her er spændende natur, men meget lidt skygge, og vi er ved at være ristede. Drikkepause på Kings Lodge, og så op i bakkerne til baobabtræerne. Desværre ingen modne frø, og selv et halsbrækkende stunt bringer mig ikke op til en enkelt blomst.

 Ved totiden beslutter vi, vi har fået sol nok. Så skal vi bare have et lift hjem. Begynder at trave den rigtige vej. Det sidste  baobabtræ har ikke alene en blomst, den sidder også i øjenhøjde!

 Der kommer en del biler mod os, men ingen kører vores vej. Vi når over den udtørrede sø, før der endelig kommer en fyldt taxi. Vi klemmer os ind på passagersædet, og med det halve af overkroppen ud af et lille skydevindue humper vi af den elendige vej mod byen. De andre bliver læsset af her og der, og da vi til sidst hopper ud, vil han have 60 kroner. Skidt, selv om det er optrækkeri; vi var modne.

 Klokken er noget over tre, da vi bliver sat af ved internetshoppen. Det virker ikke godt, men det lykkes af modtage en mail fra Olaf, min Madagaskar-forbindelse. Jeg må gerne komme og besøge ham den sidste dag.

 På vej ud spotter jeg en fem centimeter caudiciform i en stor kumme. Det viser sig, den står sammen med mange andre forskellige, de største 40 centimeter i diameter. Skyder lidt fotos, og må så lige ind og spørge den hvide fyr, om det er hans. Tæt på; det er hans forretningspartner: Jurgen Spannring, kendt som Nero. Han kommer desværre ikke før næste uge, han er i felten. Han arbejder University of Michigan og Laurette E.U.R.L., har beskrevet flere planter, og er en 110% nørd!

 Hjem for at tage et hurtigt bad, og så ned i byen for at få varmt og koldt at drikke.

 Overvejer hvad vi kan underholde os med i morgen. Et hurtigt eftersyn på vores ristede lemmer giver resultatet: Urskov. Der er bare ikke noget inden for rimelig rækkevidde. Måske Winsor Castle, der har ruin, udsigt med mere. Vi spørger operatøren fra i går: 1000 kroner og så med fransk guide: Nej tak! Vi kan leje en stor 4WD for det halve, og der er ikke mere end 30-40 kilometer.

 Går ned til en park - eller resten af en. Fantastisk udsigt over bugten,  med duften af brændt affald. De har en skidt vane med at vippe det over en kant, og så tro det er væk. Ellers er der rimeligt rent alle steder.

 Byen forfalder hurtigere, end de bygger nyt og renoverer. Efter franskmændene skred er der intet lavet, ingen huse, ingen asfalt arbejde. De bruger det bare færdigt.

 Kage og kaffe på Hotel Grand, der er den eneste flotte bygning i byen. Forretningerne har noget moderne elektrisk skidt, men også mange flagermusselygter, kulfyrede strygejern, håndsymaskiner og lignende.

 Det lader ikke til der er strøm før lidt i otte hver aften. Vil man have strøm før, kan man købe en generator.

 Det betyder så også, at vi skal få tiden til at gå til klokken otte, når vi kan få aftensmad. Det bliver den gode italienske igen. Udvalget er ikke stort, og her er maden virkelig god. Jeg vælger zebu i citron med pasta. Fantastisk god mad; velsmagende, mørt, bare perfekt!

 Et amerikansk par kommer og overfalder os. Han arbejder ved universiteter, og er prædikant. De har boet her i halvandet år, og hun kan ikke et ord fransk! ikke mærkeligt de overfalder engelsk talende folk!

 Det er en fantastisk stjernehimmel de har her. Det er nærmest en hel tåge af stjerner der dækker os.

23. Planen er, at hyre en taxi til at bringe os ud til den nationalpark vi var i, i forgårs. Vi kommer til at savne guiden og frokosten, men prisen burde også blive en anden. Prisen ville ikke afskrække os andre steder i verden, men her er det lige groft nok.

 Hamster vand og finder taxi til 180 kroner. Chaufføren kan endda en smule engelsk! En anden kunde får et lift med ud til en fabrik i udkanten af byen. Vi skal også lige et par ergener. Samme kontor, måske skal de have speciel "ud af byen" tilladelse. Så skal vi lige have en sandwich, og afleverer et eller andet i lufthavnen.

 Stopper et par gange for at fotografere krydsende kamæleoner. Chaufføren venter til vi kommer ud fra parken, han har dags lønnen hjemme. Ny parkafgift og en (tvungen?) guide til 60 kroner, når vi tager en helt store tur. Han spørger, om en lokal pige må gå med. Selvfølgelig, så er der flere øjne. Han taler rimeligt engelsk, men har ingen evner til at opdage dyr. Denne gang er det mig der spotter langt de fleste.

 Jeg checker lige en Pantanus, og ganske rigtigt; der er små løvfrøer nede i bunden af de enorme blade.

 Pigen er ved at træde på en fin lille sort slange, men opdager den ikke. Vi får nogle fine fotos.

 Så spotter jeg en lille kamæleon i en tornet sommerfuglebusk. Den flygter rundt om grenen fra mit kamera, men jeg kan skubbe til den med finererne fra den anden side. Jesper får nogle gode fotos, før den slippe grenen. Jeg sidder lidt for godt fast, til at jeg kan nå at fange den på jorden.

 Guiden siger det er en nasutar, men jeg tror mere på en blånæset hun.

 Guiden ser nogle lemurer højt oppe, samme sted som i forgårs. Umulige at fotografere. Så ser jeg en flok, der sidder og putter på en stor gren, nede af en skråning, i øjenhøjde. Jesper får nogle fantastiske fotos. Mit kamera vil have mere lys. Det er Fulvus lemur, eller brun lemur.

 Det store vandfald ligne sig selv, og samme sted finder guiden mikro kamæleon, denne gang en unge! Den er ikke meget over en centimeter.

 Her er flere forskellige farvestrålende biller. Store tæger, træbukke, pragtbiller og skarabæer. 

 En meget budtsnuet frø i flotte brune nuancer, som vist egentligt er en ung tomatfrø, lader sig modvilligt fotografere. Pigen spotter en creme og brun broget løvfrø på et grønt blad, som tror den er usynlig.

 Nogle steder er der porøst lava, mest grus, men det meste af jorden er dækket af det fineste ler. Jesper når lige at sige: Her bliver bare glat når det regner, før det regner. Han har i den grad ret. Her er utroligt glat, nærmest slimet. Jeg ryger på numsen en gang. Anden gang observerer jeg pludseligt begge mine fødder i øjenhøjde, før jeg klasker ryggen i jorden. Tredje gang går jeg i spagat!

 Min banden bliver kun overgået af Jespers: Hans kamera er gemt væk i en vandtæt pose. Han har også nok at se til. Den blide regn bringer iglerne frem. Jeg fjerner omkring 20, og Jesper har mere end dobbelt så mange. De er heldigvis virkelig små. Nogle klæbefrø sætter sig fast på den våde hud, og skal kradses af med neglene.

 Jeg dropper klip-klapperne. Det er svært nok at stå fast, men med mudder i dem er der to lag glat føre.

 Vi kommer forbi flere fantastiske udsigter, vi ikke så sidste gang. Vi skal nemlig ned og se en krater sø. Det går stejlt ned en god halv kilometer af ualmindeligt slimet underlag.

 Kigger en gang ud over søen; det kunne også have været en fortykning på åen. Man han ikke rigtigt fornemme krateret. Indsatsen taget i betragtning, lidt af en fuser.

 Rundt om os sidder kæmpe løvfrøer og kvækker. De er umulige at lokalisere, men kors hvor ville jeg gerne.

 Ved det hellige vandfald lykkedes det mig endeligt at få fat på nogle balsaminfrø til Haven.

 Hører en sjov lyd i vejsiden. Har en ide, og den holder stik. En lille sort slange har fanget en frø. Slangen spiser frøen, mens jeg fotograferer lystigt.

 Vi er endeligt ude, det har taget syv timer, og ikke de forventede fire en halv, men guide og taxichauffør tager det uden at trække en mine. Får skyllet det  værste mudder af, og guden nasser et lift med til byen.

 Vi har haft en udmærket tur - til regnen kom, men det var en klart dårligere guide. Vi kan trøste os med, den ikke var så dyr. Vi mødte guiden fra sidst, han havde en enkelt kunde på slæb - dumme fyr! Sådan at tage vores guide...

 Jeg er lidt spændt, da jeg skal betale taxien, men han siger bare tak for den aftalte pris. Han kunne vi godt have brugt noget mere.

 Der er ingen vej uden om: Bad og tøjvask. Jeg finder posen med det ubrugte tøj frem, og så har jeg fortjent kage og kaffe på Hotel Grand.

 Besluttede i går, den italienske restaurant ikke skulle gå til spilde i dag, men den har lukket! Der er faktisk rigtigt meget af byen der har søndagslukket. Så må det blive Hotel Grand. Fantastisk flot; fire, måske fem stjernet, men priserne er yderst rimelige; omkring 30 kroner for en hoved ret. Jeg får noget velkrydderet fars, omviklet med pandekager og båndspagetti.

 Det er ikke så sent, men internet cafeen har også lukket, og der er bare ikke noget at lave. Hjem og skrive dagens dagbog, og rense lidt ud i fotoene.

 Klokken bliver alligevel over ti, og vi er tidligt oppe, og får travet en hel del.

24. Officiel sove-længe-dag. Klokken bliver syv før jeg har badet og pakket. Vi skal først  være i lufthavnen ved et tiden, og vi har ligesom set byens lange men enlige handelsgade. Byen er muligvis lidt over 100.000 indbyggere stor, men den virker ikke sådan. Der er nogle torve i udkanten, men de har kun løg, tomater, hvidløg, maniok, ris, mango, bananer og en ufattelig mængde citrus.

 Checker ud af hotellet, og må betale 200 kroner for fire dage med morgenmad. Skal have tiden til at gå, og den går med garanti på internetcafeen, selv om de har landets eneste (!) satellit opkobling. Ganske rigtigt, man kan hurtigt bruge en time på absolut ingenting. Selv google.fr er mere end ti minutter om at opgive.

 Samme ejere har en café ud til gaden, og den virker faktisk. Kolde og varme drikke og lidt foto gennemgang.

 Vi er på et af de to centrale torve, der ligger på hovedgaden, og det er sjældent man ser en zebu. Gaden er dog ikke mere trafikeret, end man kan stå og vaske sin bil i et af dens to spor.

 Gadebilledet er domineret af gamle franske Reneault4, der er gule taxier. Nogle er rimeligt hærgede, men alderen og vejene taget i betragtning er de i pæn stand. De kører høfligt, og de få gange hornet bliver brugt, er for at gøre opmærksom på en ledig bil, eller få fodgængere væk fra midten af vejen.

 I udkanten af byen ser vi nogle enkelte pousse-pousseer, men de er gamle og hærgede, og bliver kun brugt til varer.

 Der kommer løbende handlende forbi: DVDer, vanille og frugter. Man behøver bare at sige No, så går de vider.

 Vi ser enkelte par "bedstefar med sit mørke barnebarn", men det er ikke mange. Højest en fjerdedel af de hvide mænd, hvilket vil sige omkring fem-seks stykker.

 Tid til frokost, og vi søger ned på Hotel Grand, hvor jeg får en meget stor tallerken salat med skinke, ost og brødchoitoinger samt fritter?!

 Taxi til lufthavnen; starter på 60.000, men det er nok MGf'er. Ender på 7.000 Ariary, omkring 20 kroner. Humper der ud, hvor indcheckningen er begyndt. En Sprite i baren, og så flyver vi ned til Tana og det centrale Madagaskar.

 Efter 20 minutter lander vi på Nosy Be - det var den strækning vi brugte ni timer på, i minibus! Kort stop på 20 minutter, og så en times flyvning til hovedstaden.

Vi forlader det nordlige Madagaskar, og flyver til Tana. Vi skal se byen, dens zoo og botaniske have, det gamle kongeslot og ud i urskoven til østkysten. Den sidste dag skal jeg besøge Olaf, der har en planteskole.

24. Lander lidt i seks, Jesper har pludselig besluttet, vi ikke har brug for guide bogen mere. Han fortryder dog, og er ude ved flyet igen, men den er væk.

 Ud af lufthavnen, og ind til byen i skumringen. Det vil sige; det er kulsort, og vi når lige at sætte os i taxien, så åbner himlen sig. Selv de store veje og gader forvandles til floder.

 Checker ind på hotel Shanghai igen, og sætter os ned i restauranten, for at prøve at improvisere et program for de næste dage. I morgen tidlig vil vi så finde en turoperatør, der kan bringe os derud.

 Ville egentlig have brugt aftenen på det, men truslen om endnu en ordentlig bløder og manglen på adresser og kort spolerer lige som lysten.

 Hotel Shanghai har naturligvis en kineserrestaurant, så jeg snupper en gang indbagt gris med sur/sød og ris. Jeg vælter tidligt i seng, mens Jesper skriver dagbog.

25. Fjumrer lidt rundt i byen for at finde en turoperatør. De første har stadigt lukket, men den over Hertz er åben. Den involverer ikke overrasket lejen af en stor 4WD, og så er vi oppe på 1000 om dagen. Kan nok lave det med taxi for 200, og endnu mindre med bus. Guiden er i alle tilfælde parkens.

 Prøver et andet, men skal vente en halv time på ham, der har jungle ture. Så er der lige tid til en skægstudsning til seks kroner og en kaffe til tre, på en flot café i ambassadekvarteret, hvor vi bor.

 Får set lidt af centrum i vores jagt. Bygningerne er pænere, men de fleste kunne godt trænge til en kærlig hånd. Begge sider af den centrale gade er ens huse. To-tre etager med små tårne, buer og røde tegltage. Har været rigtig flot, og virker stadigt hyggeligt.

 En markedsplads består af utallige små huse i samme stil. Der er utroligt mange standen med taletidskort. De består af en taburet, en mand og en slidt parasol med teleoperatørnavne hængende.

 Her er få, og ikke særligt ihærdige tiggere, mest børn på fire år. Nogle få beskidte vrag af mænd ligger i ukomfortable stillinger og sover i solen.

 Endeligt er kontoret åben, men damen er ikke mødt til tiden. Hun kommer, da vi er nået ud på fortovet. Prisen er bare den samme, så det kan være lige meget.

 Prøver at hyre en taxi til Andesibe, hvor Parc National Andesibe Mantadia ligger. Han virker lidt desorienteret, men han vil gerne køre os til taxi-boussen. Så må det blive sådan. (Det kan skyldes, det er 135 kilometer, og tager godt fire timer, men det viste vi ikke). For femten kroner kører han os tværs gennem byen, og afleverer os til en sød dame foran billetkontoret. En billet; 35 kroner. Så sidder man lidt mokket, men det er jo kun et par timer? Det er egentlig ikke for at spare pengene, mere for ikke at føle sig voldsomt hoslet. Og så kommer man jo også lidt tættere på befolkningen.

 Vi er der lidt i ti, men selv om bussen er fuld, kravler de rundt på taget indtil elleve. Vi bliver tilbudt diverse varer fra gule æbler, læsebriller, vanillekager, aviser, pølser, tøjklemmer, plastiklegetøj, topnøglesæt, armbåndsure, radioer, kikkerter, lygter, knive, multimeter, cd´er, bælter, kasketter, stikdåser og ting?

 Endelig kører vi - ned på tanken. Venter et godt stykke tid, så kører vi - en tur omkring torvet, og standser ved billetkontoret. Der kommer ikke flere ombord, og det er virkelig et mysterium, hvorfor vi ikke kører.

 Halv tolv begynder folk at forlade bilen. Det hjælper, vi ruller ud af byen. Vi sidder på nummererede sæder, og der kommer ikke flere med, end der er sæder til.

 Det går stejlt op ad, gennem spredte forstæder med rismarker i lavningerne. Høsten er i gang mange steder.

 Det går helt fint, til vi når en politikontrol. Alle andre suser gennem, men vores chauffør bliver pillet ud af bussen, og får en længere sluder med en uniformeret fyr.

 Vi ruller igen, op af bakker med flere ris- og græsmarker. Der er spredte små hytter, enten brædder eller lerklinet.

 Oppe nær toppen kommer der små eukalyptus tæer. Det lader til de høster dem, når de når et bens tykkelse.

 På den anden side kommer regnskoven, og området virker mere  bjerg agtigt. Der er enkelte store savværker, ellers ingen industri.

 Spisepause lidt i to, i idyllisk landsby. Omgivet af stejle bjerge ligger en lille samling lerklinede hytter og boder.

 Jeg finder en klase af de små lækre bananer og en pakke Tuc. Fotograferer som en gal; der er bare så mange motiver. Det er først på vej ind i bilen jeg kommer i tanke om linsen: Ganske rigtigt, den er støvet.

 Vi begynder at betragte vejskiltene og kilometerskiltene lidt nervøst. Jeg havde en illusion om, der var 60 kilometer, nu har vi kørt 130. Kommer til en storby; er vi kommet helt ud til vandet? Kører lige igennem uden at standse.

 Fem kilometer uden for kommer vi til et stort skilt: Parc National Andasibe, 1900 meter. Alle viser smilende, det er her vi skal af. Klokken er halv fire.  Her falder 1700 millimeter regn årligt, parken er på 12.810 hektar, og vi er mellem 1000 og 2000 meter over havet.

 Så skal vi bare finde et sted og sove, spise og finde en guide til i morgen. Går en kilometer, så ligger vores helt egne paradis der. Flot ressort: Feon'ny Ala. En del hvide, tyskere, pæn restaurant, helt vild flot natur, og hver sin lille hytte til en halvtredser. Der kravler grønne gekkoer rundt, jeg aldrig har set. Fuglene pipper, floden løber stille forbi, sommerfuglene flagre, og Jesper får en kold øl.

 Til min store glæde består noget af ressortets beplantning af de helt specielle trekantede palmer. De er den eneste art i hele planteriget, der er  trekantet. De stammer fra det sydøstlige hjørne, men det er fedt at se dem, trods alt.

 Går ned til parkens indgang, bare for at røre os. Nogle store ingefær med gule blomster dufter fantastisk. Jesper spotter en flok lemurer, som trækker ind i skoven.

 Kommer tilbage i skumringen, checker fotos og bestiller mad. Sidder og regner lidt. Disse to dage (som vores løsning bliver til tre) kommer ikke til at koste 2000, men 550 kroner. Oplevelserne i parken bliver det samme.

 Lyset trækker insekter til, enorme natsværmere, en knæler og andre hvirvelløse individer.

26. Op i de aller tidligste minutter, hvor de første lysstråler kæmper med den tykke tåge, der indhyller urskoven.

 Vi sluger den kontinentale morgenmad, og skynder os ned gennem den råkolde morgentåge til parkens indgang. 75 kroner i indgang, og en guide der er rimelig til engelsk.

 Her er gigantiske edderkopper, små søde løvfrøer i Panteraerne, farvestrålende gekkoer, store fårekyllinger med ti centimeter følehorn, blomstrende orkideer af mindst tre arter, bregnetræer, farvestrålende biller, skrigende lemurer, forskellige sommerfugle, klukkende åer og stille floder, skøjteløbere, fisk, vandkalve, åkander, lianer, sovende hellige lemurer, enorme gule ingefær, pinjer og eukalyptus, en enkel igle, få fugle; solfugle der ligner kolibrier, vandhøns, fluefangere, epifytiske kaktus - Ripsalis, der donerer frø til Haven, epifytter, bregner, forskellige græshopper, kulørte cikader, skinke og afsindigt mange forskellige planter.

 Hovedattraktionen er de skrigende lemurer Indri indri, som vi finder en lille familie af. Må dele dem med en gruppe fotografer, hvor af den ene også fotograferer os. Hør lyden.

 De findes ikke i fangenskab, da de altid dør. Bliver kønsmodne som syvårige, får unger hver tredje år, og lever  omkring 50 år. Familiegrupperne består af han og hun samt to unger med tre års forskel.

 Lige ved udgangen støder vi på den første kamæleon. Guiden fortæller, den ikke skifter farve, og det er en hun. Hannerne har horn. Jeg leder i området, men finder kun en lille unge.

 Betaler guiden de 36 kroner han skal have, og 24 ekstra i drikkepenge.

 Kommer ud efter fire en halv time. Jesper regner ud, han har taget et foto hver 40 sekund! Ja, der var noget at se på!

 Der er en lille snask ved parkens indgang, og vi snupper en kold og et helt flute med ost og pølse. Dagen er ung, og manglen på guider skal ikke hindre os i en tur til.

 Vi finder selv sort lemurer, der er mindre end mange. Langs stien en lavere del af parken vokser ingefær. Der er nogle kæmpe store med gule blomster, og nogle mindre med hvide blomster og frø. Nu jeg er i gang, tager jeg også nogle nødder fra et træ.

 Vi ser mange af dyrene fra første tur, og får bedre fotos af blandt andet skinke, edderkopper og grønne hundredben.

 Flere gange hører vi hyleri fra indrier, men opsøger dem ikke. Vi møder kun et selskab, og med undtagelse af fuglenes pippen, biernes summen og det fjerne hyleri, er her meget stille.

 Jesper finder en fotogen slange, og jeg kommer helt tæt på en smuk lille isfugl med en fisk i næbet.

Ved indgangen finder vi igen kamæleoner, men desværre ingen hornede hanner.

 Er hjemme på resortet lidt i fem, og har et par fotos at kigge igennem. Jeg har ikke taget mere end godt 500 i dag, og der kan renses godt ud i dem. Enkelte er virkelig gode!

 Solen går ned klokken seks, tyve minutter over er det sort nat. Det bliver køligt; man kan mærke højden. Når først man har nydt sin kylling i kokos med ris er der ikke meget at lave, ud over at give blod til moskitoerne.

 Klokken ni kan jeg ikke finde på andet  end at gå i seng. Uret står igen til 5.30, så helt skævt er det ikke.

27. Jeg er klar til morgenmad lidt før personalet. Fryser ikke så meget her til morgen: Jeg bruger noget af den viden jeg har fra en dokumentarfilm: Hitchhickers Guide to the Galaxy: "Never leve your home without a towel!" Vi kunne med fordel have medbragt vores fleecejakker fra Tana, men nu havde vi ikke haft brug for dem de første uger.

 Vi får at vide, der går en bus til Moramanga, og derfra kan man få en til Tana. Hvis der er plads...

 De skulle køre fra klokken syv, men vi er på vej fem minutter i! Tre kvarter senere køber vi billet til Tana, og sætter os ind i minibussen og venter. I dette område er der en del der har meget indianske træk a´la Mellemamerika.

 Der går ikke lang tid, så kører vi ned på tanken og så, til vores store forbavselse og lettelse, direkte ud af byen.

 Små tre timer senere er vi i Tana. Går en lille tur får at få liv i ballerne, og så en taxi til den kombinerede zoo og botanisk have. Entre 30 kroner.

 Måske ikke international standart, men heller ikke så ringe. Rene bure i fornuftig størrelse, med tilpas mange grønne planter, hvor det er muligt.  Grønne arealer og gangstier, ikke mange mennesker og en behagelig temperatur.

 Først en samling lokale fugle og guldfasaner, en god stribe lemurer, nogle i bure, andre på øer med træer. Der er endda en pæn natafdeling, hvor vi ser de bitte små og aye-ayeen.

 Terrariet ligner fuldstændigt Københavns gamle. Her er forskellige kamæleoner, skinke og slanger i pæne terrarier.

 Snupper frokosten i haven; bøf med fritter samt vand: to gange ti kroner. Ser lidt flere anlæg, og kommer så til den botaniske afdeling.

 Træer fra fire klima soner og en hel del store fremmede fordelt i zooen. Palmesamling og så en mere spændende del: Planter fra de tørre dele på en stor skråning. Der har været skilte, men de fleste har mistet skriften. En gartner insisterer på at følge mig rundt, og brækker grene af alle Euphorbier vi passerer.

 Der er mange spændende planter blandt andet kæmpe Adenium'er, jeg ikke har set. Her er baobab, Cyphostemma laza, Commiphora, Delonix gemines, Moringa, Operculicarya, Kalanchoe beharensis, Pachypodium'er, Didideraceae'er og en del andre spændende ting.

 Jeg hopper rundt i bedene og fotograferer, men solen er for lodret og stærk, og det er lidt lange fra regntiden. Haven er sponsoreret MoBot.

 Luge ved siden af står nogle flotte terrarier under et improviseret halvtag. Her er fire forskellige af de lokale farvefrøer Mantella, nogle jeg aldrig har set fotos af!

 På vejen ud passerer vi hurtigt frilandsmuseet. Her er typiske gamle huse og grave fra forskellige egne. Vi har set rigeligt af dem!

 Ind til centrum, for at finde internet. På vejen fra busstationen til hotellet kørte vi gennem et område, hvor hver tredje shop var internet. Traver op og ned af den brede hovedgade, og i gaderne bag den.

 Smoggen er uhyrlig kvælende, og vi får mere skidt i lungerne, end en reinkarneret cecil-kæde-ryger. Men internet, det kan vi ikke finde! Det eneste skilt vi finder sidder på en af de mange tilskoddede butikker.

 Opgiver, og prøver at finde hjem. Kommer gennem et kvarter, der er lidt pænere end gennemsnittet. Flotte italienske restauranter og sågar en internetcafe!

 Det bliver mørkt, og ikke lettere at finde hjem. Har langt fra en ide om, hvor vi er, så vi ofrer seks kroner på en taxi.

 Jeg forsøger forgæves at få fat på Olaf. Ville rigtigt gerne se hans caudiciform gartneri i morgen!

 Zebu med madagaskarpebber sovs på hotellet, og opdatering af dagbogen. Klokken er otte, og jeg er så klar på en seng!

28. Så kører vi på sidste døgn. Morgenmaden serveres først fra syv, så vi sover længe. Prøver som det første at få fat i Olaf, ville forfærteligt gerne se hans gartneri!

 Det lykkedes, og vi aftaler at mødes ved et supermarked ude ved lufthavnen halv ti. Det tager kun en halv time i taxi, så jeg kigger lige ind i Shoprite. Det er så tæt på et europæisk supermarked man kan komme her. Et par pakker chokoladekiks er faldet ned i min kurv, da jeg går ud.

 Kommer til at tage et foto af deres ølreol, og en lille hidsig fyr dukker op af ingenting. Jeg forklarer smilende, hvorfor jeg tog fotoet, på engelsk. Han hidser sig mere op, og jeg sætter ham ind i, hvad han kan gøre med sine øl, reol og hele forretning, på dansk. Det har den ønskede virkning, og jeg shopper vider.

 Får undrende mønter tilbage; det har jeg ikke set siden jeg vekslede i en bank den første dag. Spørger forsigtigt, om de har nogle med baobaber på. Ingen forståelse, og jeg lister af, inden min lille iltre ven fra før dukker op.

 Har, mod alle ods, husket min fleeceakke på hotellet, og har glæde af den, da det er en sval morgen, sådan 19-20 grader.

 Oluf ankommer på minuttet i en splinter ny Landcruser. Egentlig hollænder, et godt hoved højere end mig, og ser femten år ældre ud, end de 45 år han er. Vældig sympatisk og gæstfri.

 Vi kører ud til en meget stor plads med tre meter høj mur omkring. Her er flere driv- og skyggehuse, alle splinter nye. Et stort bed er fyldt med enorme eksemplarer af inden- og udenlandske caudiciforms.

 Han viser mig først rundt i et meget stort, sådan omkring 1000 kvadratmeter, skyggehus, hvor det meste plads er optaget af væge og potter med madagaskar orkideer. De er i alle størrelser, han laver dem fra helt små.

 Det viser sig, at ud over dette kompleks har han et andet stort gartneri på Madagaskar, og er halvpart i et i Thailand. Det gør det rentabelt at have sit eget vævslabatorium!

 Jeg ser nogle fantastiske orkideer, og måske verdens mindste. Den er mindre en dansk mos, bladene under en millimeter, og en lille bitte perle som knold.

 Mange af de arter han har, er ikke beskrevet endnu. Desværre har madagaskar orkideer grønne eller små hvide blomster. Det gør dem ikke så efterspurgte som de asiatiske blandt den brede befolkning.

 En lille del af dette hus er fyldt op af en spændende blanding af planter. Her er begonier, Amorphophallus, Vitidceae, Pachypodium og mange jeg slet ikke kender. Jeg havde måske håbet på lidt mere, men får nogle gode fotos.

 Så vil han have mig over i det store drivhus. Lidt større, og udelukkende caudiciforms! Her viser han mig først de mere specielle, bagerst i huset. Tro mig, jeg er svær at trække hurtig gennem denne enorme samling planter!

 Desværre er der ikke navn på planterne. Utroligt mange kan jeg sjusse mig til slægten af, men arten er svær. Jeg er ikke den eneste der har det svært, specialisterne kan heller ikke, da rigtigt mange af dem ikke er beskrevet. Jeg må hele tiden spørge, og han svarer så godt han kan.

 Her er alt fra små frøplanter til enorme moderplanter. Jeg får fyret en masse fotos af, og så er det frokost. Hjem til hans hus, hvor der også er fyldt med planter og dyr.

 Poolen er fyldt med en flok store krokodiller fra Thailand, store stenmure indeholder skildpadder fra hoved til opbaskebalje størrelse. Han har over 600 skildpadder hvoraf flere er over 250 kilo. Dette er bare en af børnehaverne.

 Der sidder nogle grå jakkoer og nogle hvide kakaduer i garagen, og jeg kan høre flere. Han siger, jeg bare skal gå om og kigge.

 Det første jeg møder er et stort bur med to graciøse katte. Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det dem der hopper op, og fanger fugle i luften, de hedder...

 Omkring 100 store bure, mange murede, indeholder en enorm samling papegøjer. Der er endda nogle jeg aldrig har set! Det er der en forklaring på: Den ene slags, ret store, sort krop, orange vinger og bryst, lidt gribbeagtige, findes kun i tre eller fire zoologiske haver. Han har fem eller seks par, og de yngler.

 De andre, jeg ikke kender er de eneste kendte eksemplarer. Han købte dem af en krakket zoologisk have i Sydafrika. De andre blev solgt til en anden have, der ikke kunne holde liv i dem. Han opdrætter dem, men kan ikke få nyt blod. Tragisk!

 Han opdrætter også kamæleoner i hundredvis, ude ved gartneriet er flere hundrede nye netbure.

 Hans store passion er farvefrøer, så stor en passion, han hellere må lade være med at tale om dem!

 Han har også en stor varansamling. Har skilt sig af med sin tukansamling, der talte sytten arter plus en hel del træskonæb.

 Han har boet otte måneder på Cuba, hvor han var inviteret af staten, for at hjælpe med at starte en tropisk fiske opdræt op. Det er nemlig en af hans rigtig store interesser.

Ovre ved at andet hus har han en hundekennel, og han taler om andre steder, og andre samlinger. Han har skruet medarbejderstaben ned på 35. Han kan alligevel ikke holde flere i gang.

 På første salen i en af bygningerne er små hundrede steril terrarier. Der er en enkelt stor slange. Den er næsten albino, men har de gule aftegninger, og meget lyse røde øjne. Der er et til kendt eksemplar af denne albinoform, også en hun.

 Vi får en udsøgt frokost sammen med datteren. Fascinerende stue, ting fra fjerne egne, ikke overfyldt, bare meget. Så skal datteren have japansk, og jeg lister ud i haven og fotograferer. Det er nærmest en botanisk have. Kæmpe træer, spændende vækster og rigtigt mange og nogle rigtigt store caudiciforms.

 Tilbage til gartneriet, hvor jeg bliver ved med at finde nye planter. Nogle få blomster, andre har frugter. Han laver rigtigt mange frø af de mere sjældne, hvilket er en god håndsrækning til en natur, der lider hårdt under unaturlig afbrænding.

 Det viser sig, den kollega/ansatte han fortalte tilbragte det meste af sin tid ude i felten, er den Jurgen jeg hørte om i Diego.

 Vi får talt en hel del om Madagaskar. Han har været her i otte år, og siger det går meget hurtigt den forkerte vej. Hvis jeg vil se noget mere vild Madagaskar, skal det være de næste par år. De dyr, som jeg mente var en positiv indikator; kamæleonerne, er lige det modsatte. De hører til de meget få og sjældne, der klarer sig i det åbne land, som menneskerne frembringer. De fleste af skovkamæleonerne, som dominerede er, eller er tæt på at være udryddet. Mens han har været her, er fire af tolv arter forsvundet.

 Klokken fem har jeg fyldt et kort, omkring 500 fotos, og vil ikke trække mere på hans gæstfrihed. Kunne bruge dagevis her!

 Hvor jeg mange gange har følt, de sidste dage af en ferie har været spildt, har denne været fantastisk.

 Får et lift ind til forstaden, og slår en runde, til det bliver mørkt. Taxi til lufthavnen, som virker meget folketom. Der er dog personale på den dyreste restaurant, og jeg flotter mig med en tre retters menu, en liter Fanta Lemon, efterfulgt af espresso med mælk. Med drikkepenge løber det op i 50 kroner. Så skal jeg bare have brændt de sidste 650 af...

 Kan ikke lige finde Jesper, men han har fem timer, før han skal panikken. Her er ikke specielt spændende, men hvad skulle jeg ellers lave? Tilbage i Tana, hvor alt er lukket? Fire timer til boording, and counting...

Endelig flyver vi, efter adskillige sikkerhed check.

29. Får sovet syv timer, og er klar til at være hjemme - vi skal bare lige ned i Charles de Gaulle et par timer.

 I modsætning til Boeing har Airbus faktisk bygger de personlige tv-skærme, som voksne kan vinkle til en synlig vinkel. Desværre er det en franskmand, der har valgt de fem film.

 Da vi endelig ankomme  til CDG kører vi først i flyet, hele vejen om alle terminaler. Så med bus tilbage. De fire minutter vi tilbragte sidst var ikke nok til at minde os om, hvorfor det er vi undgår CDG. Denne gang får vi to timer, og så er vi ikke i tvivl.

 Det er indlysende, hvorfor der er så mange franske tegnefilm: De får ustandselig inspiration i deres hverdag! Kommer naturligvis først af sted med en lille halv times forsinkelse. Ud af en almindelig gate, men ud i en bus! Det havde ikke undret os, hvis han efter først have forgiftet os i tyve minutter skulle forbi tanken!

 Lander i CPH, tværs gennem lufthavnen uden stop eller kontrol, lige ombord i et ventende tog. Skifter til en andet ventende tog på Hovedbanegården, og er så pludselig hjemme.

Flybillet: 8800 kr.
Indenrigsflyvninger: 3500 kr.
Dykning: 900 kr.
Billeje første fem dage 1600 kr.
Hoteller, mad, taxi, entre mm 5200 kr.
 
 I alt kroner; 20000 kr. alle pengene værd!