Bihrmann - Rejser, New Zealand

Erfaringsmæssigt ved jeg, at den danske vinter ikke lige er det rigtige klima for min krop. Et hurtigt blik på globussen overbeviser mig om, at på den anden side af ækvator er "mit" vejr. Da det er svært at finde nogen, der vil med ud at rejse i julen, må jeg alene af sted, derfor skal det være et "let og venligt" land. Det skal være varmt og interessant, byde på meget natur og så behøvede det ikke at være billigt. Valget er enkelt: Jeg skal opleve højsommeren i New Zealand!

20. De gamle kører mig til lufthavnen ved 9-tiden, med SAS til Heathrow, hvor jeg køber en rygsæk, som jeg så, sidst jeg var der.
Så går det til Los Angles i en Boing 747-400, de fås vist ikke større. 10 sæder i bredden, 2 etager, ser George of the Jungle og Full Monty (går i biffen herhjemme nu). Jeg ville nok have sovet lidt mere, hvis der ikke havde været 2 skrigende (og grædende) børn med, hvis forældre ikke var kompetente. Mange får ikke lukket et øje, på grund af disse spolerede børn, jeg har heldigvis ørepropper.
Solen går ned, da vi nærmer os Grønland, det tager den 2 timer, og gud hjælpe mig, om den ikke står op igen, da vi flyver ned over Canada, og det er stadig den 20. december!
Endelig er vi i L.A. hvor jeg havde tænkt mig at købe en pæn Stethson-cowboyhat, der skulle beskytte mig fra den brændende sol. Vi når bare ikke i nærheden af nogle forretninger. Gennem et par kilometer gange, og ind i et glasbur med kaffe, sodavand, stole og toiletter. Her kan vi pænt vente i 2 timer, mens vores fly bliver rengjort og tanket.
Snakker en hel del med den London-bosiddende newzealænder (kiwi), der sidder ved siden af mig. Hun fortæller mig alt om, hvad jeg bør se, men der er ikke noget nyt til min "plan". Har hjemmefra læst Lonely Planet-guiden, og ud fra den lavet en vejledende tids- og sight-plan, med busforbindelser (men ikke tider) og backpacker-hostles (BP).
Flyet er endeligt klar, og vi moser ombord, desværre stadigt sammen med de skrigende unger.

21. Vi passerer ækvator og datolinien,

22. og så er det pludselig den næste dag! Vi lander i Auckland ved 6-tiden, og mens jeg venter på flyet til Christchurch, bliver der tid til morgenmad. Vider til Christchurch, hvor der er 170 og overskyede. Klokken er 9.00 og jeg har været 36 timer under vejs.
Jeg står og venter på bussen til centrum. Den går hver anden time! Det tegner ikke godt. Mens jeg venter ser jeg efter fugle. Der er gråspurve, måger, stære, drosler, skovspurve, solsorte, stillids, bogfinker og strandskader. Ikke en eneste ny art!
En ældre dame kommer og spørger, om der har været en mand, der har læsset kufferter ind i bilen ved siden af stoppestedet. Nix, men han kommer vist der. Ganske rigtigt, det er hendes søn. Om jeg vil have et lift til byen? Ja tak - hvorfor ikke. Med den bus-dækning lufthavnen har, må jeg nok lære at blaffe, hvis jeg skal se New Zealands sydø på 14 dage.
Jeg bliver sat af inde i centrum, lige ved Visitor Information´en (VI). Bussen til Kaikoura går klokken 12.00, så jeg har et par timer til at finde en hat til at beskytte mig mod den varme og stærke sommersol. Det lykkes desværre ikke, de er alle til rundhovedede, ikke til lang-skaller, eller også er de ikke i min størrelse. Prisen er omkring 500 kr.
Det kvarter jeg går i, er en værre turistfælde. De har endda restaureret deres gamle sporvogne, og lagt en ringbane i centrum. Bort set fra turist-fælde fornemmelsen er det en ganske pæn by med mange flotte huse og gågader. Der er en 5 meter bred å, der bugter sig gennem byen. På den er der gondoler, a´la Cambrigde.
Vender tilbage til VI og venter på bussen. Da der endelig kommer én, kører han ikke til Kaikoura, men til terminalen, hvorfra en anden snart kører. Satser, og ganske rigtigt, der er en bus til Kaikoura der snart afgår. Snakker en hel del med en gammel kiwi, men når også at betragte det totalt afsvedne landskab. Der er en hel del får, nogle emuer/strudse og hjorte. Da jeg endelig ser en "ny" fugl, er det en hvidrygget krage, den fra Fæhunden så kendte "skade".
Kommer efter 3 timers kørsel gennem det betagende landskab til den lille fiskerby Kaikoura, hvor jeg straks opsøger Topspot BP, som desværre har alt optager. Pigen i receptionen er sød at ringe til andre BPer, og finder mig en plads hos Dolphin BP.
Går en tur langs stranden. Her dufter det af frisk slået hø, som er i vejkanten. Helt nede på stranden er der skiftevis sand og flade limsten. Enorme tangplanter gror på stenene. Jeg ser dem mange gange, men de imponerer mig hver gang. 5-6 kilometer fra byen er der en sælkoloni. Sælerne ligger ude på en lille limstensø 2-300 meter ude. På vej tilbage til byen besøger jeg Fyffes hus, som virkeligt er en gammel sag. Med New Zealandske øjne altså: Det er bygget i 1860 af en af de første nybyggere. Det er temmelig intakt, der er ikke restaureret, sjælen er der stadigt over det gamle hvalknogle fundament.
På vej ind til "centrum" går jeg gennem et pænt boligkvarter, hvor de klare mælkeflasker er sat ud til mælkemanden. Som alle andre steder i New Zealand er alle haverne utroligt velholdte og -anlagte. Passerer også Garden of Memories, som pudsigt nok skal minde os om soldater, og ikke om de hvaler, hvis knogler danner en allé gennem parken.
Der er også et akvarium i byen. En 3000 liters tank og tre 50 liters akvarier med lidt fisk, søanemoner, hummer og andet fra kysten.
Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg skulle svømme med delfiner, men efter at have følt på vandtemperaturen, bliver det en anden gang. Jeg tvivler på jeg kan nyde noget i 13-15 graders vand, selv med våddragt på.
Snakker lidt med nogle lokale piger, som fortæller mig, at de ikke fejrer Sct. Hans. Hvad de så glæder sig til om vinteren? Sommeren! Der er dog nogle, der er begyndt at springe ædegildet over juleaften, og så i stedet holde det den 24. juni.
Jeg finder en hyggelig restaurant, tjeneren kommer uopfordret hen og sætter sig ved bordet, for at hjælpe mig med at forstå menukortet. Det er egentligt ikke nødvendigt, jeg forstår alt undtagen en "starter", der er noget med brødstykker og pålæg. Tjenerens forklaring hjælper mig dog ikke helt til at jeg fatter, hvad det er, så for at finde ud af det, må jeg jo bestille én. Der dukker en mega-tallerken og med mange typer brød og rejesalat, pølser, avokado-mos og - nå ja, ting. Det lykkedes mig at gnave mig gennem denne "starter", men mere af viljestyrke, end af sult. Desværre har jeg nået at bestille grillede ribben, og der kommer en portion, som selv Fred Flintstone ikke kan klare. De smager fabelagtigt, men jeg kan kun tvinge 1/4 af de 1½-2 kilo ned.
Tusser lidt rundt i byen, ledsaget af solsortesang, og går så relativt tidligt i seng. Er både træt, og gider ikke at skulle være høflig over for et par tyske piger, som ikke tager et nej, for et svar.

23. Står op 6.30 og finder byens eneste morgenmads restaurant. Det bliver et tilbagevendende problem. For at opveje de fede frokoster og aftenmad´er, spiser jeg müsli/serials og frugtsalat til morgenmad langt de fleste gange. Virkeligt lækkert.
Traver lidt rundt uden for byen, til det bliver tid til at tage ud med bugtens hurtigste båd, for at se hvaler. En af de andre, der skal med er en rigtig macho/Rambo fyr, som virkeligt fører sig frem - til han, som den eneste, bliver forfærdelig søsyg.
Båden står på en trailer oppe på kajen, og da vi alle er ombord bakkes den ud i vandet.
Mens vi sejler ud til kontinental-soklen ser vi en vandrende albatros. Vi er i radiokontakt med 2-3 andre både i bugten, men det bliver os, der ser den første hval. Båden giver alle sine 750 Hk og vi glider det sidste stykke, til vi er 10-15 meter fra dyret. Det er en af bugtens 10-12 spermhvaler. De er op til 20 meter lange, vejer op til 50 tons, og hermed den største tandhval. Kun bardehvalerne blå- og finhval bliver større. De ligger i overfladen i 10-15 minutter, og dykker så igen i 45 minutter. Lige før de dykker strækker de sig, laver et lille dyk, og så kommer halen op, mens de dykker lodret ned. Vi er heldige, og ser 7 hvaler ganske tæt på. På vej tilbage støder vi på en flok dusky delfiner, der er måske 2-400 omkring os.
Før vi når tilbage til kajen, er vi et smut forbi en pelssæl-koloni, vistnok den samme, som jeg så i går aftes. Denne gang bare tæt på.
Vi kommer op på land, og står ud af båden. Vores Rambo er meget stille.
Da jeg går ned gennem byen til VIér ser jeg en blandet landhandel, som har én hat hængende. Går ind og prøver den - passer perfekt, pris: 160 kr.
Min "plan" nævner nogle huler, som man også skal sejle til, men det er uden for byen, og jeg ved ikke hvornår båden sejler. Desuden har jeg allerede sejlet 2½ time i dag, det må være nok.
De søde mennesker på VIén fortæller mig, jeg er heldig: Dagens bus går om 2 timer. Det har jeg ikke tålmodighed til, så jeg traver ud af landevejen, mens jeg tomler. Bliver samlet op af en ung mor, som jeg kører med 100 km. Hun fortæller der er 280.
Går 15 meter, og får så et lift af en gammel fyr. Vi kører langsomt gennem et landskab, der minder om de lidt mere tørre egne af Madeira. Han inviterer mig ind til te, og jeg må for resten da også gerne sove der. Hans hushjælp pusler rundt med en støvsuger i et 550 m2 hjem, der minder mest om en kombination af kunst-, natur-, mineral-, etnologisk museum, værksted, bordel i havsnød, stald og lidt hjem.
Jeg sniger af efter teen, og går 45 meter i let støvregn, før en australier samler mig op. Vi kører gennem et landskab, der mest består af gule og brune bakker og grønne skove. Ankommer til Nelson 1 timer før bussen.
Igen er der optaget på det første BPér, men de ringer rundt, og jeg får en seng med tæppe. Prisen er her, lige som andre steder 60-80 kr for en nat.
Byen skulle byde på en botanisk have, men den viser sig bare at være en cricketbane med krat omkring. På vej ned til byen, for at finde aftensmad, støder jeg på Queens Park, som er en botanisk have. Ikke stor, men meget pæn.
Efter at have indtaget en portion pasta og dessert til de sædvanlige 80-100 kroner, går jeg op på Botanical Hill, på hvis top New Zealands centrum ligger. Traver i skumringen op til toppen af den 147 meter høje bakke, og nyder udsigten over naturen til den ene side, og lysene over byen til den anden. Famler ned af bakken i mørket, ledsaget af et utal af fuglestemmer, nogle kendte, andre eksotiske. Nær PBén er der høje puslelyde i krattet på en næsten lodret skråning. Med livet som indsats lykkes det mig at finde et almindeligt pindsvin.

24. Op klokken 6.00, morgenmad og en travetur langs kysten ud, og gennem baglandet tilbage. VI fortæller mig, at bussen til Westport går 15.30. Efter 6 lift gennem canadiske landskaber, grønne bakker og skovdækkede bjerge er jeg i Westport. På vejen kører jeg gennem Buller Gorge, som er en gigantisk kløft. Havde egentligt planlagt at gå en tur der, men området er enormt, og traveturene langs vejen mellem liftene giver nok lige så meget. Der er ikke spor af mennesker, ud over asfalt striben.
Bliver sat af ved VI, betaler 120 kroner, venter 5 minutter, og min privatchauffør kører mig gennem det smukke landskab med hjortefarme, til sælkolonien. De fleste sæler ligger med deres unger 20-30 meter under os på klipperne. En enkelt har forvildet sig helt op på toppen. Her oplever jeg for første gang den fæle lugt af sæl, lidt a´la hengemt sild, bare stærkere! På vej tilbage til bilen ser vi nogle weka´er. Disse hønselignende fugle kan ikke flyve, men er berygtede for deres tyvagtighed. Alt hvad der er blankt bliver stjålet. De er en plage i teltlejre.
Min chauffør kører en anden vej tilbage, for at vise mig mere natur. Temmelig fladt og meget frugtbart. Alle steder jeg kommer, hvor der er store opdyrkede sletter, er der spredte små grupper af træer og slyngede åer og floder. Jeg bliver sat af ude ved hovedvejen ud af byen, så jeg kan blaffe videre. Fik egentlig ikke set så meget af Westport, men ifølge min guide bog var der heller ikke andet spændende end sælkolonien, og mulighed for undergrunds rafting til 500 kr. Sikkert spændende, hvis det altså ikke foregår i 50 koldt vand. Ikke lige hvad min krop kalder komfortabelt.
Venter i 10 sekunder, og bliver så kørt lige til Pancake Rocks i Punikaki. Styrker mig lige med kaffe og sandwich, før jeg følger stien der går gennem tempereret urskov med massere af bregner. Ender ude ved havet, hvor de karakteristiske sandstensklipper bryder urskovens grønne tæppe. Alle lagene er af samme tykkelse. De står som tårne, og danner 20-30 meter dybe huller, hvor bølgerne trænger ind af huller, og skaber de mest fantastiske kaskader, såkaldte blowholes.
Jeg traver et godt stykke langs landevejen i underskøn natur, før jeg bliver samlet op af et par unge mennesker. Jeg deler bagsædet med 2 ualmindeligt kærlige pitt-bulls. Vi kører langs havet, hvor kæmpebølger kommer brølende ind på sandstranden. Når der ind imellem dukker klipper op, er der mange gange sæler på dem. Inde fra landsiden kommer store grønne bakker rullende ned til vejen.
Lander i Greymouth (udmundingen af floden Grey) lidt i 5, og ser et jademuseum. Her bliver jade kaldt greenstone, og er en af hovedårsagerne til maori´erne var så begejstrede for landet for 900 år siden. Her er masser af kæmpe kampesten, forklaringer og et arbejdende værksted. Skulle ifølge min "plan" have set en ølfabrik, men den var heldigvis julelukket (tror jeg nok).
Finder Noah´s BK, som har plads til mig. Som mange andre hostlet, er det en kæmpe stort gammelt hus. Nogle har altid været hoteller, andre rigmandsvillaer. Hos Noah er der rigtig flotte malerier direkte på væggene. Tegneserieagtige, men meget detaljerede. Masser af nips, arker, dyr ...
Jeg har lyst til pizza, og efter den; en lille lur, før jeg følges med de andre ned til politistationen, hvor der er julefest.

25. Har sovet fra 20-7, misset festen på politistationen, men er i det mindste frisk til en ny dag i kiwi-land. Efter at have vækket "Noah", og set et par af de andre, der har været til fest, har jeg en fornemmelse af, det har været en særdeles god fest.
Snakker en del med en israelsk pige. Har set mere af Israel end hende, men på den anden side; i går snakkede jeg med en australier, som havde set mere af Danmark end jeg.
Det er i øvrigt pudsigt, dem jeg taler med kan aldrig gætte hvor jeg kommer fra. Jeg kan som regel gætte deres oprindelsesland ud fra accenten, men min accent bliver i starten taget for amerikansk og canadisk, senere for australsk og til sidst af nogle japanske piger der arbejder i en shop samt en taxi-chauffør der heder Victor (og lyder som Arnold S.) for New Zealandsk!
Tænker på engelsk, og da jeg formulerer et par bevingede ord, er det også på engelsk: The earth belongs to me! You can borow and enjoy it, but dont destroy it! The God. Og: Life´s like a giftshop: You can have it all, if you got money enougt, but it still won't make you happy.
Støder ikke på en eneste dansker mens jeg er i New Zealand. Godt det samme. Der er mange kiwier fra nordøen, mange englændere og japanere, en del amerikanere, tyskere og hollændere, spanioler, israelere, enkelte svenskere og sågar en islandsk familie.
2 hurtige lift bringer mig forbi Shanty Town, som er en julelukket turist-guldgraverby, til Hokitika. Bliver sat af lige ved skiltet, som viser til byens orme-hule. Desværre er det ikke en egentlig hule, snare en udragende klippevæg. Ormene spinder en slimet tråd, oplyser den, og fanger insekter. Virker selvfølgelig kun i mørke. I en lille sø uden for byen svømmer de første sorte svaner rundt, som jeg har set.
Traver ind gennem det døde boligkvarter til centrum. Helt dødt er det ikke; på en veranda står der en mand og spiller sækkepibe.
Selve centrum er endnu mere død. Alt har lukket, og der er ikke en sjæl på gaden. Museet, akvariet og custom house´t har lukket. Det virker som en spøgelsesby, så da jeg har set Gibson Quay (ikke noget særligt), tomler jeg videre. Et kort lift med en fyr, som har købt en gammel kummefryser, og så et langt med en fåreklipper. Han arbejder i England om sommeren, og så i New Zealand i sommeren. Hans hobby er træfældning på show og konkurrence plan. Jeg kravlede ind over et 6' (180 cm) kædesavsblad, for at komme ind i bilen.
Vi kører gennem urskov, enorme høje træer totalt overbegroet med mosser og bregner. Han fortæller mig navnene og alderen på de enkelte typer, samt de nye nyttetræers ældningstid. Kan kun huske, at et grantræ fælles efter 27 år.
Vi passerer med store mellemrum små byer. 10-15 indbyggere, de store byer kan man nå at udtale navnet på, før man er ude af dem.
Klokken 12 bliver jeg sat af ved Franz Josef Glatcer'en. Spiser lidt i turistfælden, og traver så de 7 kilometer ud til glaciserne. Undervejs ser jeg et skilt med teksten Terrace Track 30 min. Har ikke travlt, og det kan måske føre til et smukt udsyn over isen.
Det bliver, sammen med hvalerne, den største oplevelse. Bregneskov-regnskov. De alt dominerende, op til 6 meter høje bregnetræers stammer er helt dækket af mindre bregner, mosser, laver og alger. Stien følger og krydser et krystalklart vandløb, og ender ganske rigtigt med et flot syn over isen, der kommer glidende ned gennem skoven. Der stod 30 min. på skiltet, men jeg bruger vis snare 2 timer. Går 2-3 meter, og står så betaget og kigger rundt.
Ud på vejen, og op mod glaciserne. Det går gennem høj og tæt skov. Sorte stære med hvid butterfly (tui), synger/fløjter eksotisk, mens andre brillefuglelignende småfugle vimser rundt mellem buskenes blomster.
Når endelig op til glacisern, det vil sige; floden der kommer fra den. Der er stadig 3 kilometer gennem en ualmindelig smattet urskov, og over det tørre floddeltas sten, til isen.
Den er enorm, da jeg endelig når til den. Det skramler med nedfaldent is og sten i kanten. Støver rundt i området, men starter tilbageturen, da det begynder at regne. Regnen tager til, og temperaturen er 5-80 og det blæser kraftigt. Noget forkommen når jeg ud til hovedvejen. Får et lift med én der skal helt til Queenstown, så da vi passerer Fox Glaciser, og regnen pisser ned, beslutter jeg, at én glaciser om dagen er nok. Vi samler en ung fyr op, som er på vej fra nord-øen til den sydligste del af syd-øen, for at arbejde på en hjortefarm. Vi kører gennem et stort område med sump og urskov.
Vi når et godt stykke mod Haast, af de øde veje, da motoren pludseligt siger meget grimt. Mens vi prøver at analysere fejlen, standser en stor amerikansk flyder med to kroater. De har kun plads til én, så vi lader vores chauffør få liftet, og begynder så selv at trave.
Det gør vi i 3-4 timer, mens kun 2-3 biler passerer. Det er jo juleaften, ifølge engelsk tradition, så folk sidder i familiens skød, og guffer i sig. Vi kan glæde os over, at det i det mindste ikke regner. Vi går gennem skove, langs sletter og over floder, ledsaget af fuglenes smukke aftensang, løv- og oksefrøers kvækken (og min maves knurren). De mest almindelige road-kills er opossum. De daner par for livet, så når man ser en flad opossum, kan man vente én til.
Endelig stopper en ung fyr, og mens vi prøver at lave plads til en i bagagerummet sammen med hans cykel, fortæller vi ham, at jeg skal til Haast. Han griner; det er i bogstaveligste forstand lige om hjørnet. Jeg traver videre, mens den vordende hjortefarmer får liftet.
Finder et temmelig uddødt BP'er og en åben snask, som får lov til at servere min julemiddag. Jeg kan ikke huske hvad, men jeg spiste 2 desserter, og kunne egentligt godt have afsluttet med hovedretten igen.

26. Boxing day. Ingen viste med sikkerhed, hvorfor den hed det. Den eneste, der turde give et gæt, mente det stammede fra gamle dage, hvor herremanden gav en kasse med mad til tyendet den 26.
Jeg starter tidligt med at trave ud af landevejen, som går gennem urskov og sumpede enge. En lille flok kea'er krydser vejen i trætoppene. Jeg træffer også de første sandfluer. De er temmelig berygtede, men her er kun 4-5 stykker, og kun én får bidt mig. Efter at have travet omkring 10 kilometer, bliver jeg samlet op af en familie fra nordøen. Jeg fortæller, hvad jeg har planlagt at se i løbet af dagen, og da de ikke selv har en plan, køber de min. Det er et af de gode lift.
Først finder vi Fantail vandfaldet. Det er ganske smukt og ligner faktisk halen af en fan. Næste stop er en times travetur gennem regnskoven til en turkisblå flod og lagune.
Vi kører langs to kæmpe søer: Hawea og Wanaka, som er omkring 100 kilometer lang.
Så kører vi til Puzzling World Maze, som er en kæmpe labyrint, et skævt hus og en samling pusle-opgaver. Labyrinten er lavet med bræddevægge, temmelig stor og meget svær. Det skæve hus er meget skævt og morsomt med vand der render opad og så'dn.
I Wanaka skal familien på besøg hos noget familie en times tid, og på trods af at de lokker, fortsætter jeg straks alene. Det bliver til en tur gennem rigmandskvarteret, og ud gennem bakkerne syd for byen. Prøver at få et lift med en splinter nu Farrari, som signalere, han ikke skal langt. Derimod standser den gamle 4WD'er, som lige er blevet overhalet. Han har det kæmpe soltag åbent, og det er guld værd, da vi kører gennem de stejle bjerge. Farrarien møder vi kort efter; vejen bliver til grusvej de næste 75 kilometer. Smukke bakker, og min joint-rygende chauffør standser uopfordret et par gange, hvor der er fantastiske udsigter. Et andet sted bliver vi stoppet, da man er i gang med at lave en reklamefilm for en ny lille Caddilac til det japanske marked. Vejen det foregår på, ligner en karikatur af en serpentiner vej. Jeg bliver sat af på en tank i udkanten af byen. Desværre er byen kun 2 huse bred, så jeg går 1½ time, før jeg når centrum. Finder BP'en og en italiensk restaurant med verdens bedste ostekage. Bruger BP'ens vaskeri. Nusser lidt rundt, ser kabelbanen og kiwi-parken. Jeg har prøver en kabelbane, og kiwi-parken er lukket. Mit knæ begynder pludselig at gøre forbandet ondt, når jeg går ned af bakke. Jeg skal nok afholde mig fra de helt store bush-walks.

27. Har en lang udflugt foran mig, så jeg starter dagen med en "miners breakfast", som ikke lader en "Danny's" noget tilbage hvad angår størrelse og fedt indhold. Hopper på BBQ-bussen. Som alle andre busser (også rutefart) fortæller chaufføren, hvad vi passerer, og andre mere eller mindre relevante oplysninger. Det er fåreland, nogle farme har op til 120.000, men der er også lidt herefordkvæg og hjorte. Nogle farme ligger på den anden side af Wakatipu søen, som vi kører langs med. Der er kun adgang med båd. Selve søen virker som en stor V-formet fjord, med mange mindre V-formede sideslugter.
Vi gør en kaffepause i Te Anau, og et par foto- og travepauser i utroligt flotte omgivelser. Der er meget tæt tempereret regnskov, en utroligt smuk og blå sø, lodrette bjerge med sne på toppen. Vejen udvikler sig til regulær bjergkørsel, med en lang tunnel. Om vinteren er der store problemer ved laviner. Det sker regelmæssigt, at vejen begraves under 30 meter sne, og er lukket i 14 dage.
Et sted vi standser er der nogle berømte spejlsøer. De sneklædte toppe, med den grønne regnskovs bund spejler sig i disse små blanke søer - hvis det altså ikke lige pisser ned som i dag.
Et andet sted vi standser, forbereder chauffører grillmad til os, deraf navnet BBQ-bus. Temmelig velsmagende med salat og så'dn.
Efter 300 kilometer når vi til Milford Sound, hvor vi straks går ombord på en stor og moderne krydser, som sejler os ud gennem fjorden. Selv om Milford hedder Sound, er det en fjord. Den er nemlig skabt af en glaciser ikke af en flod.
Gigantiske lodrette klippeflader fortsætter ned i vandet, talrige gange smykket med fantastiske vandfald. De steder, hvor der en samling klipper i vandkanten, er de besat med pelssæler. Der dukker delfiner op langs skibet.
Det er her, de fleste kakapo'er findes, men jeg ser desværre ikke nogen. Der er 54 kakapoer i verden, de 6 er under 17 år. Det er verdens største papegøje med 3,5 kg, de kan ikke flyve, men deres tæer er ikke trave-tæer som hønsefuglenes. De har som andre papegøjer gribefødder. Altså: De kan ikke flyve, og de kan ikke gå. Det er sgu´ ikke underligt, at de er ved at uddø, når vi smarte mennesker har introduceret katte, rotter, iler, hunde, mår og hvad ved jeg. De er de eneste papegøjer, der er nat aktive, og vist de eneste fugle, der ikke danner par, de mødes bare for at parre sig.
Et sted rager klippevæggen ud over vandet i 600 meters højde. Vi sejler ind under, men et af de hundredvis vandfald forstyrrer fotochancen. Vi sejler tilbage, og starter tilbageturen gennem de fantastiske bjerge. Jeg overvejer at stå at i Te Anau, for at overnatte der, og så i morgen tage ud til ormehuler, der ligger uden for byen. Dropper det, da klokken ikke er så meget, og jeg fik set det meste af byen på den ½ time vi gjorde kaffepause på turen ud.

28. Vågner 7.35, checker ud 7.45, stiger på bussen til Te Anau 7.50. Dette var ren held, jeg kendte ikke bustiden. Det tegner til at blive en god dag! Når lige at købe en ham-roole, før vi ruller de 150 kilometer gennem fårelandet til Te Anau.
Går ind på VI, for at booke mig på en af de både, der sejler ud til ormehulerne. Der er temmelig udsolgt, men jeg kan komme med 15.30. 5 timer i Te Anau! Det er der jo egentligt ikke noget at gøre ved, det er de sidste ormehuler på turen, og jeg vil gerne se dem. Ventetiden tilbringes med at finde en erstatning for det ur og kompas, jeg havde i morges, men som nu mangler. Finder et andet ur, men ikke et kompas, der falder i min smag. Ser også byens museum, et underjordisk akvarium. Der skal 1$ i indgangs-automaten, jeg har kun en 2$, som den accepterer, men ikke giver tilbage på. Da jeg så forsøger at gå ind, er døren stadig låst! Der er heldigvis ikke megen styr på udgangen, så jeg går ind der. En lille flok regnbue-ørreder er alt hvad der bydes på.
Klokken 12.30 prøver jeg, om jeg kan komme med på en no-show. Nix, alle dagens ture er aflyst, da det har regnet så meget i går, at hulerne er oversvømmet. #¤*@§!!! Så vil jeg videre, først tilbage til Queenstown. Så´gerne, bussen kører om 4½ time. Mere #¤*@§£&!!!, og så traver jeg ellers ud af byen, i en mild støvregn, der ikke er i stand til at køle mit humør.
Bliver efter temmelig lang tids traven samlet op af en gut på 25-30 år. Han kører stærkere, end de fleste andre jeg har kørt med, og det vil sige ikke så lidt. Imens sidder han febrilsk og forsøger at få sin båndoptager til at virke. Jeg spørger, om der ikke er radiosignal i disse øde egne? Jo, men du vil ikke høre der, det smadre dine ører, det er ikke andet end ´80 og ´90 musik! Jeg er da temmelig spændt på, hvad han forsøger at høre.
Efter utallige forsøg, runger Rolling Stones pludselig ud af den ene overlevende højttaler. De helt gamle, originale optagelser. Personligt er jeg sikker på ´80 og ´90 musik i et fornuftigt niveau ikke ville have skadet mine ører i nær samme grad!
Gud hjælpe mig, om jeg ikke bliver sat af på samme tank, langt uden for Queenstown. Belært af erfaring tommer jeg ind mod centrum. En pige, der forsøger at komme ud fra en sidevej giver mig et lift. Traver op til den nu åbne kiwi-park, og ser faktisk en kiwi. Kiwier er natfugle, så i en stor bygning har de anlagt en regnskov, og om natten er der tændt en masse lysstofrør. Det er som et stort terrarium, jeg står med min lille næse klemt op af ruden. En voksen kiwi vejer 2 kilo, og hunnen ligger et æg på ½ kilo! De har næsten ingen vinger, håragtige fjer og som den eneste fugl: Næseborene helt ude i spidsen af det lange næb. Det er også andre lokale fugle i parken. Keaer, gedde-, springparakitter, ænder og vadefugle.
Nede på havnen er der sænket et tårn ned, så man kan se søens fiskeliv. Jeg betaler godmodigt 35 kr og ser en ny flok regnbueørreder og et par langfinnede ål. Det mest spændende er faktisk de par gange en af de små ænder kommer dykkende forbi ruderne.
Nede i byen går jeg direkte ind på VI, og siger, at nu vil jeg til Okwaka, og peger samtidigt på kortet. Stik syd 200 kilometer, så 300 mod øst. Skynd dig, bussen holder lige der, han skulle være kørt for 2 minutter siden. Stormer ud i minibussen, og han kører med det samme. Billetten kan vi ordne, når vi når frem. Det undrer mig lidt, vi kører over samme pas, af grusvejen, som jeg kom af, nordfra. Men hvad, det er jo bjergrige egne, og jeg mistede jo mit kompas i formiddags. Uret som jeg købte er begyndt at vise pudsige tegn i steder for tidspunktet, så det ryger ud.
Vi kører ganske rigtigt gennem The Remarkables-bjergene igen, standser ved Cardrona Hotel, som er tæt ved 150 år gammel, og både inde og ude totalt uændret. Udenfor holder den lokale sherif, det gjorde han også sidst!
Jeg bliver egentlig ikke overrasket, da vi ender i Wanaka ved 19-tiden. Det er stik-modsat den retning jeg skulle have været imod. Jeg har set den lille by, og beundret den smukke sø, som den er opkaldt efter. Går ind på det nærmeste BP. De har ikke plads, men efter en del ringen rundt, finder pigen en plads langt uden for byen. Traver derud, men de har lige lejet min seng ud til en anden, som på forespørgsel påstod han var henvist fra den BP'er jeg kom fra. Tænker på at få en snak med fyren, men med det held jeg har haft i dag, vil han være 2 meter mellem øjnene og i ondt lune.
Overvejer, om jeg ikke bare skal leje et fly eller helikopter, og flyve til Okawa. På den anden side, der vil være 89% chance for at vi styrter ned på turen
Fyren ringer rundt, og finder et eneværelse på et hotel til mig. Efter vi har krydset The Remarkables-bjergene igen, er min hørelse reduceret til 0. Imorgen er der en ny dag, og den kan i det mindste ikke blive værre!

29. Står op og går ned til søen, for at nyde solopgangen. Har besluttet at droppe Okwaka (2 vandfald og Jack´s Blovhole), og køre direkte til Dunedin [Do-ní-den]. Tøffer lidt rundt, spiser morgenmad på byens dyreste hotel, og tager så bussen til Dunedin klokken 9.00. Først store halvgolde bjerge, så grønnere bakker.
Ankommer til Dunedin ved 13-tiden, og booker straks en tur til albatros og pingvin land - 300 kroner med studenter rabat! Turen starter først senere, da de pingviner vi skal se først kommer ind i skumringen.
Traver rundt i den store by. De må helt klart have et lokalt Sct. Hans Hospital - massere af tumper i gaderne. Finder et BP og noget kaffe.
Det er tid til dagens udflugt, vi er 8 som sammen med vores biolog-chaufør kører ud til Otago halvøen. Vi standser flere steder, i småbugter og lignende, for at betragte de lokale fugle: Hvidhovdet hejre, skestorke, sorte svaner, skarver, diverse vadere, kæmpe viber, sorte strandskader, og så alle de andre.
Vi kommer til albatros kolonien. Jeg er den eneste, der har givet de sidste 85 kroner, for at komme helt op til kolonien. De andre ser 3 konge albatrosser på stor afstand. Jeg ser først en video-film med albatrossernes liv (David Attenbourgh) i kolonien og verden. Så går vi op til en lille skur midt i kolonien. De kommer svævende helt hen til skuret, de har reder 15 meter fra, og en kommer spadserende indtil 6-8 meter fra os. De er godt nok store; vingefang 3½ meter, vægt 6-8 kilo. Ungerne når helt op på 12 kilo, inden de skal lære at flyve. Det tager et år at opfostre en unge, og de yngler kun hvert andet år. Når de første gang flyver, bliver de ved i 4-5 år, og når de så lander i kolonien, går der et par dage, før de kan gå. Så finder de sig en mage, som de kærester med 1 år, før de laver rede. Den ældste fugl, de har haft i kolonien blev 60 år.
De andre fra mit selskab ser lidt utålmodige ud, da jeg vender tilbage efter 1½ time, som for mig føltes som 10 minutter. Vi kører videre ud på halvøen, og går ned til en strand, hvor pælssælerne ligger i "marehalmen". Lidt ude langs stranden ligger søløverne, og til den anden side dukker der nogle enkelte sjældne guløjet pingviner op. Vi kører temmelig mange led. Det er kun vores og én anden bus der bliver tilladt af bønderne. Én har et skilt der fortæller, at gud tilgiver indtrængende, det gør bonden ikke, han skyder dem. Overlevende vil blive retsforfulgt! Vores biolog mente ikke, det var rent spøg. I starten af de 5 år han har studeret sæler ude i bugten, stødte han på bønder med MEGET store rifler.
Vi traver op af de store runde, grønne bakker til bussen, og kører lidt langs kysten, og så ind i landet. Oppe ved en idyllisk gård henter vores guide en gammel Land Rover, som vi kravler op på ladet af. Så går det ellers gennem fåreflokke og ad de bløde bakker, ned til vandet. Her ser vi først nogle flere pelssæler og en enkelt elefant sæl, lige under os.
Så begynder de guløjede pingviner at komme ind. Det ser meget naturligt ud i vandet og på stranden, men i græsset, mellem fårene og i krattet ser de egentligt lidt fejlplaceret ud. En enkelt kommer helt hen til fårehegnet, og ville jeg, kunne jeg røre den.
Vi sidder og betragter dem ½ times tid, og kører så op over bakkerne igen, og så hjemad i bussen. Det har været en pisse-kold, men også en særdeles interessant tur.

30. Jeg starter dagen med at se en del af den enorme botaniske have der er i Dunedin. På en bakketop inde i haven er der en lille fuglehave, hovedsageligt med lokale og australske fugle. I en anden del af haven ser jeg en skink, så nu har jeg set 2/3 af øens reptilliv.
Så traver jeg ud til Baldwin Street, som i følge Guinneis er verdens stejleste gade, vist nok 190. Det er fandeme stejlt, når man traver opad. Et eller andet geni har opsat en drikke-hane på toppen. Godt mør i benene tager jeg en lokalbus til terminalen, for at komme til Moerki. Der går bare ikke en bus før sent i eftermiddag, og den er udsolgt. Bybus tilbage til VI, som kan fortælle mig, at der ikke er nogle minibusser, der kører til Moerki. Ny bybus ud til hovedvejen.
Bliver sat af under en bro, og moser op på den. Jeg skal nordpå, og vejen går øst-vest. Ser en anden blaffer (ud over hjortefarmeren har jeg kun set to andre), han giver mig retningen, og fortæller han har stået der 3-4 timer. Opløftende, men af en kiwi havde jeg egentlig forventet en mere sofistikeret blaffen.
Jeg begynder at trave der udad, og bliver samlet op af to seje gutter i en amerikansk ladvogn. Må sidde på ladet, men af sted kommer jeg da. De skal af i en lille flække, så jeg traver videre i et fantastisk skønt landskab. Ser en lille farm, som kunne gøre sig i en hver romantisk film. På vej op af en stejl bakke, inde i en skov, standser en camper. Det er to texanere og deres datter, som jeg var i Milford Sound med.
Kører og snakker med dem til et skilt viser til Moerki 3 km. Traver ned til byen, ned til stranden, og ser bare ikke en eneste af de store runde kugler, som skulle være der. Spørger en lokal: Jo, det er her, de ligger 45 minutters gang den vej! Traver i vandkanten på den perfekte sandstrand, hvor der kun er skyllet få interessante ting op.
Når stenene, som er af sandsten, med et skellet af calsit. Ganske pudsige. Får en kop kaffe og en rolles i det nærliggende cafetaria, og går så en ½ times tid af landevejen mod Omaru, før et par flinke mennesker samler mig op, og kører mig helt til YHA'et. Jeg bliver meldt ind, og går over i den nærliggende botaniske have. Ganske pæn, men det eneste imponerende er en Peter Pan statur.
Der skulle efter sigende være pingviner nede ved havnen, så jeg traver derned. Der ligger et par pelssæler på klipperne lige under kajkanten, ellers er der ødet. De små blå pingviner kommer først, når det er blevet helt mørkt, så jeg traver ud langs kysten, oppe på den lodrette skrant. Ser ingen pingviner, men snakker med en skotte, som foreslår at vi kører ud til den anden ende af halvøen. Det skal han ikke sige to gange.
Derude møder vi en koloni guløjede pingviner. De ligger i græsset på den stejle skråning, 2-3 meter fra os. Der sidder et par kiwier og to andre skotter ude i skjulet. De fortæller, at der er nogle, der lige er gået nede på den ellers afspærrede strand, og har skræmt de iland-kommende pingviner væk. Vi står og snakker og venter i lang tid. Det eneste der dukker op, er de tre gutter, som tidligere var nede på stranden. Nu går de fra stien, og ned i kolonien. De andre jeg står sammen med, siger til hinanden: Gør noget, gå hen til dem. Det er der ikke lige nogen der har lyst til, så jeg brøler, at de skal skride NU! Og det gør de sgú.
Vi tøffer tilbage til byen, og jeg finder et spisested, der serverer grillede lammestykker. Det er en lidt pudsig fornemmelse at træde ind i en totalt fremmed restaurant, og så kende de 3 par der sidder derinde. Et par fra YHA'en, hvor vi deler værelse, et par fra den botaniske have, hvor vi snakkede om Peter Pan, og det sidste par snakkede jeg med nede på molen, hvor jeg viste dem sælerne. Skovler en portion lam i mig, og skynder mig ned til havnen. Halvvejs ude på molen møder jeg de to unge skotter. De vil (surprise, surprise) ikke betale 35 kr for at se pingvinerne ude på den oplyste plads med tribune. De siger, de også render over vejen her. Tror faktisk de har ret, for mellem nogle skure, kan jeg høre pingvinunger. Ikke desto mindre går jeg godmodigt ud og betaler. Jeg tror det går til et godt formål.
Står et godt stykke tid sammen med en masse andre mennesker, før den første flok kommer myldrende. En gut står og bræger i en megafon, og de små blå pingviner (verdens mindste) går i stå i udkanten af den oplyste plads.
Efter et stykke tid har jeg fået nok, og trasker ind mod byen. Der er et sandt mylder på tværs af vejen. Det er temmelig mørkt, så jeg ligger mig fladt på maven ude ved molekanten, og venter. Efter et godt stykke tid begynder de pudsige små fyre at dukke op foran næsen af mig. Samtidig kommer en japaner kørende. Lyskeglen fejer over pingvinerne, og de flygter ned til vandet. Japaneren forfølger dem rask i bilen, og i hans intense forsøg på at komme helt ud til kanten, så hans familie ikke behøver at stige ud af bilen, er han ved at køre mig over. Han sidder og storgriner, jeg ærgrer mig over at der er pingviner nede ved vandkanten, ellers ville han, hans bil og familie havne der!

31. Byen har engang haft sin storhedstid, så der er mange store monumentale bygninger. Får også set de ikke særligt imponerende væksthuse i den botaniske have, hvor jeg i øvrigt støder på en, som var med på albatros-turen. Jeg begynder at forstå, hvordan rygtet om mig, kan være hurtigere end mig. Selv om jeg rejser hurtigt, er der nogle, der springer ting over, og derved overhaler mig. Jeg gør åbenbart et indtryk på folk, for adskillige jeg støder på, og endda en jeg får et lift med, har hørt om en skinny, talking dane with a black hat. Det med hatten er rigtigt nok.
Da VI'en endelig åbner, kan de ikke finde en forbindelse til Peel skoven eller Tekapo søen, som ikke tager dage. Er heldig at få et no-show-seat til Temuka, hvorfra jeg får et lift til Winchester og et andet til Geraldine. Går ind på VI og siger, jeg vil se deres store træer i Peel skoven. Intet problem, de ringer efter deres minibus, og han kører mig derud, og venter mens jeg går ind i den smukke skov. Der er bregner og mosser over alt, og endelig kommer jeg til de store træer, som hedder Big Tree. Omkring 1000 år, 31 meter høje og 3 meter i diameter. Tager et par andre småtracks og kører så tilbage til byen. Pris for 1½ times minibus: 25 kr.
Imens jeg har været i skoven, er der blevet booket bus og BP'er til mig ved Tekapo søen. Jeg ser Geraldine i et par timer, får stegte ris a'la Malaysia, og kører så med Kiwi Experience i 2 timer gennem ualmindeligt smukke bakker og bjerge. Regnen holder op, efterhånden som vi kommer op i højden, og i Tekapo by er det højsommer.
Sidder og snakker med nogle hollændere og et par israelere, læser et par Fæhunde på originalsproget, og går så i seng klokken 23. I øvrigt fejrer man ikke nytårs aften særligt meget på New Zealand. Ikke noget fyrværkeri, og næste dag ser de lokale ikke særligt kvæstede ud. Der er noget levende musik nede på kroen, men jeg foretrækker at sove.
1. Når de ikke fejrer nytår, har de vel heller ikke nytårsforsæt, hvilket minder mig om, at der er utroligt få, der ryger. Flyene og lufthavnene har været helt røgfrie, og det er de fleste restauranter og kontorer også. Mine nytårs fortsæt? Husk at nyde livet!
Bestiller sæde i en bus 14.30, og trasker så rundt i området. Først ud langs søbredden, hvor der er en lille kirke, og en statue af en fæhund. Her bliver jeg fotograferet af en japansk familie, mens jeg står med armen om datteren. De tror jeg er kiwi, jeg lader dem blive i troen.
Så ned langs floden, der løber fra den ufatteligt turkisblå sø. Farven skyldes sediment fra bjergene, ikke himlens spejling.
Så går jeg en lang tur ind gennem cedertræ og naturlig skov. Det er højsommer, og temperaturen kommer på den rigtige side af 270.
Souvinier-shopper lidt i byen, og kører så mod Christchurch. Det går gennem et underskønt, men også temmelig afsvedet landskab.
Det er "El Nino"-år, så vinden er ikke vendt, som den plejer i foråret. Derfor falder regnen fortsat på vest siden, og østsiden udtørres mere end normalt.
Kommer til Christchurch klokken 19, og booker ind på Charley B´s BP. Ser et par film i TV, mens alt mit tøj bliver vasket. Mens jeg støver rundt efter aftensmad ser jeg den første ægte maori. Hele ansigtet er tatoveret med kraftige mønstre. Han er vel på min alder. Maorierne er for resten "urbefolkningen". Mange skilte står også på maori, de har specielle rettigheder med hensyn til landområder, med mere. I virkeligheden kom de første strejferer for 900 år siden. Det lykkedes dem at udrydde en lang række dyr, både ved direkte jagt og ved at fjerne byttedyr og afbrænde skove. Der er omkring 10%, og langt de fleste på nordøen. Alle arterne af moa'er røg, den største ørn, der har levet og som levede af moaer døde selvfølgelig også. Af de oprindelige dyr, er det vist kun kea og wekaer, der klarer sig helt godt. Maorierne var så smarte, at de også tog rotter og hunde med til disse rovdyr-frie øer. Der var altså rovfugle i forvejen.
Da den hvide mand så kom, havde han kaniner, opossum, hjorte, mår, iler, kat, fasaner, geder, får, krager og hvad ved jeg med.
Ups, det var vist et sidespring. Godnat.
2. Jeg traver lidt rundt i den enorme handelsby, og finder et nyåbnet akvarium. Temmelig flot, meget interessant. Nogle akvarier går man ind under. I en kulisse af en gammel bjælkehytte med pejs og det hele, står der en gut og binder fluer.
Jeg bestiller en minibus til Orana Parken, da der ikke går busser. 20 minutter uden for byen, lige ved lufthavnen ligger denne pæne zoologiske have. Store plæner med vandgrave omkring. De har også et stort kiwi-terrarium. Mens vi betragter en aktiv kiwi, taler jeg med et par englændere, der tror jeg er lokal. OK, jeg har blandt andet adopteret: Yahh, Have a good one og Good as gold.
Da jeg har fået nok af zooen, kører jeg tilbage til byen, og går ind på museet. Her er en fantastisk blanding af dinoer, kina-ting, maorier, moaer, mineraler, nutids kunst, pattedyr og fugle udstop. Der er en særudstilling med edderkopper, men der skal en del til at imponere mig. Bliver smidt ud, før jeg er færdig med museet.
Går ud i den enormt store botaniske have. Drivhusene er lukkede, så jeg ser de lokale faunaer, vådområder og stenbedene.
Jeg bliver sulten, og traver op gennem byen, hvor jeg finder en thailandsk restaurant, der har spændende mad. Desserter er de lidt svage i, så jeg går ind hos naboen, som er en Beefeader, og får engelsk trifle.
Hjem og se et par film i flimmeren. Der er ikke så meget andet at lave, og byen åbner først ved 10-tiden.
3. Jeg bliver hentet af en minibus, og kørt ud ved siden af lufthavnen igen. Her ligger International Antarktis Centret, som er udgangspunkt og administrativt for alverdens landes Antarktis forskning. Der er en stor udstilling, som meget spændende viser livet, både for mennesker og dyr på polen.
Jeg får pigen i receptionen til at ringe efter min minibus, som kører mig over til Willowbank Park. Det viser sig at være en gammel nedslidt zoo, hvis afdeling for udryddelsestruede landbrugsdyr er god. Her er det forfald, som man forventer af gamle landbrugsejendomme, ægte. Fed atmosfære.
Der er en forfærdelig mængde ænder og sorte svaner, nogle oddere, aber, antiloper, lokale fugle, en ål på 26 kilo samt nogle mindre artsfæller og ikke mindst en kæmpe lade med kiwier. Tilbringer meget tid derinde. Mens jeg sidder på hug, og betragter én kiwi, prikker en anden mig på lillefingeren. Når den kan røre mig, kan jeg også røre den, Utrolig blød pelsagtig fjerdragt.
Har fået nok, og får ringet efter min bus. Bliver sat af nede ved museet som jeg får set færdigt. Der er sågar et "Victoriansk museum" udstillet. Pudsige dyr og sjove natur-ting, nok som Chr 7. indianermuseum.
Ude i den botaniske have får jeg set trope-, bregne-, bonsai-, og kaktushusene. Byen er lukket, da jeg går tilbage gennem den. Det er lørdag, sent på eftermiddagen, hvad skal jeg så i morgen? Jeg havde tænkt mig at shoppe.
4. Trasker naivt ned i byen, der som andre New Zealandske byer ikke en gang kan byde på graffiti eller hundelorte. Mærkelige storbyer. Der bor 120.000 i Christchurch, men uanset om det er hverdag eller søndag formiddag, virker den uddød.
Nå, det lykkes mig at få tiden til at gå, der er da åbne turistshoppe og restauranter. Klokken 17 kommer der en minibus og henter mig, og så går det hjemad.

Pris: 19.000 kr.

REJSETASKE 2,2 kg
6 Strømper , 3 Underbuks, 2 T-shirts, 1Teights, 1Snavsetøjspose, Regnjakke, Trøje, Lonely Plane, Pas, Billet, Tush, Foto apparat, Pengebælte, Ur med kompas Toilettaske , Deo, Tandbørste, Tandpasta, Vaskepulver, Schweizer kniv, Håndklæde, 2 Ekstra film, Hoved/mave-piller, Mini barber, Ørepropper, Tørresnor .

Hoved side Alle rejserne Rejsetips

FOTOS