Efter at have set østkysten og den sydligste spids af Afrika, fortsætter turen nu op af vestkysten, sammen med 10 andre sukkulent-nørder. NU gælder det virkeligt planter. Vi mødes, de andre er væsentligt mere gråhårede end jeg. To schweizere, to franskmænd, en amerikaner, en engelsk lady, to sydafrikanere, hvoraf den ene er vores guide: Dr. Graham Williamson. Han har udgivet talløse bøger om planter fra denne egn og omliggende lande, og er virkeligt en af de største kapaciteter.

11. Kold morgen, som kun et langt varmt bad kan rede. De andre kommer dryssende ind til morgenmad i den helt fantastiske spisestue. Man føler sig mere som Garths personlige gæster, end som betalende gæster. Jeg har gået min bagage igennem med et tættekam, og der er et par kilo, som jeg er sikker på, jeg ikke får brug for. Senere undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke også lod shortsene ligge?

 Efter et hurtigt smut i lufthavnen efter en kasse Kotie glemte i går, kører vi nord på. Vi følger N7, som er en af de største veje, men ikke ret stor. Den er i perfekt stand, og vi har den ret meget for os selv. Det snor sig op gennem enorme sandstensbjege, som er rimeligt bevokset. Vi kommer gennem Atlantis (som jeg troede var blevet væk), og det bliver tørrere, som vi fjerner os fra havet.

 Vi standser ved en dæmning, og langs vejen finder vi massere af spændende planter. Så kører vi et par timer til, og næste stop er ved en meget overgroet sandmark. Her er rigtigt mange interessante planter, og der fotograferes ihærdigt, men der graves overhovedet ikke! Efter en halv time, der bliver til en time gennes vi ind i Ford Transitbussen, og fortsætter nordpå.

 Vi standser midt i ødemarken, ved et lille hus med skyggehuse omkring. Køber billet til en mark i nærheden, og triller ud af grusvejen. Det er det vildeste område jeg længe har set. Jorden er 5-50% dækket, udelukkende af sukkulenter! Der er mindst 30-50 arter, og jo længere tid man bruger, jo flere er der. Efter en time er vi langt fra klar til at køre, men det er ved at blive sent.

 Vi er virkeligt langt ude på landet. Der er spredte får og enkelte kør på markerne. Så dukker der små æsler op, og der er også en gedeflok i ny og næ.  Vi tanker i en lille flække, og i skumringen dukker der dyr op. Der er lynhurtige desmerdyr, en enkelt nuttet klippegrævling, thomsonsgazeller og en hel del fugle fra ægyptiske gæs til vævere og små falke. Ser også noget der ligner en våge, men ved ikke hvilken.

Ved syvtiden, lige før det bliver mørkt, lander vi ved et flot hotel i Springbok: Old Mill Lodge. Jeg får et ualmindeligt flot værelse med antikke møbler og et fantastisk badeværelse. Jeg er langt nede i vasketøj, og samtidigt med jeg overfører fotos, vasker jeg tøj. Efter maden, som er lidt kedelig laksepate og kylling/oksesteg buffet, efterfulgt af blandet henkogt frugt - frisk fra dåse, og gele, siver jeg hjem for at ordne fotos. Fik ikke kaffe efter maden, men der står - som sædvanligt en kedel og pulver på værelset. Der er endda en lille karaffel sherry, som smager fortrinneligt!

 Jeg prøver et nyt system til at ordne fotos. Hvis det var lykkedes, havde det sparet mig for meget tid, men det er mange arbejdsprocesser, og jeg får kludret lidt rundt i dem. Klokken halv tolv må det være nok; skal op klokken syv.

12. Efter et solidt morgenmåltid, baseret på engelske traditioner forlader vi lodgen ved halv nitiden. Vi kører op af N14 mod Pofadder, men gør stop under vejs. En gang stopper vi for at fjerne en skildpadde fra vejen. Inde på marken er to andre godt i gang med af bevare slægten.

 Et andet af stoppene er utroligt langt ude af en jordvej uden for Poffadder. Her har en fåreavler fattet kærlighed for sine vilde planter. Den første han viser frem, langt ude på en mark, er den eneste af sin art på havns 600 hektarer. Jeg står på ladet af hans pick-up, og nyder vinden. Det er blevet rigtigt lækkert varmt i dag. Senere opdager jeg, mine arme ikke var lige så hærdede, som jeg troede.

 Låner hans toilet. Sikke et hjem: På trods af vi er tyve kilometer fra nærmeste nabo, og små hundrede kilometer fra asfalt, ligner hans store hjem en hver anden middelstor engelsk bondes. Kæmpe møbler i den store stue, massere af nipsegenstande, selv en spansk danserinde til at skjule den ekstra toiletrulle. Alt er lydefrit, ikke et støvgran nogen steder. Noget af en præstation i dette landskab.

 Vi ser en masse sten-græshopper, tre forskellige firben og en lille agame, en solifo og lidt andet kryb. Det er stegende hedt, o jeg er ved at få for meget sol. Graham fortæller, der er et gigantisk hul i ozonlaget over denne del af Syd Afrika, som man skal være godt beskyttet. Jeg lod min solcreme blive i Cape Town, da jeg ikke mente jeg ville få brug for den. De første fjorten dage gik fint uden. Vi er i øvrigt 25 kilometer fra Namibia nu.

 Her er endda nogle Anacampseros alstonii, som med lidt god vilje kan være caudiciforms. Der er levende sten, flotte blomstrende sukkulenter og ikke ret meget andet. Det regner 50 millimeter om året, dog ikke de sidste fem, hvor der har været tørke. Efter at have været godt rundt på hans farm, vender vi tilbage mod Poffadder, hvor vi finder en pudsig lejer i skumringen.

 Mange små huse og hytter er blevet dækket af et stor tag. Tager nok noget af solens værste bagen i løbet af sommeren. Her bliver nær frysepunktet om vinteren, og over 40 hele sommeren. De har en fantastisk flot have, som jeg ikke får tid til at se. Det hele ligger ufatteligt langt ude i ørkenen, men der er en kilde, og det er en daddelfarm. De har fået planterne fra Californien, og dadlerne er fantastiske.

 På vej der ud, passerer vi enorme mængder træagtige Aloe'r. De mindste er halvanden meter, med en krone. De siges at være 50 år. De største er over to meter, og har over 100 kroner. Alderen er svær at gætte, de får jo ikke årringe de tørre år. Der er deprimerende små planter; de kræver mindst tre år med regn i træk, for at blive robuste.

13. Jeg er slet ikke i tvivl: Jeg har fået for meget sol. Hovedpine og almindeligt ubehag samt feber. Skal have fat i solcreme hurtigst muligt!

Efter morgenmaden kører vi ud til en nærliggende mark, lige uden for en skolegård. Her er en ny art Lilitops; levende sten. Svære af finde efter flere års tørke, men de er der og lever. På trods af, der er ufatteligt tørt, er der grønne planter og buske der blomstrer. En knæler, utallige græshopper og en skildpadde samt nogle irriterende fluer.

 Næste stop bliver ved en zinkmine. Vi skal have speciel tilladelse for at komme ind på området. Der kommer et par kørende fra kontoret 25 kilometer væk, men vagten er stadigt nølende. Vi kører på tværs af landsabet ud til en indhegning på 150 gange 200 meter. Dette er det eneste sted man har fundet Titanopsis hygo-schlecterii. Den gror lige under jordoverfladen, og det øverste, der ligner en levende sten er grønt. Længere nede siges den at have en knold, der kan blive ret stor.

 Her er andre spændende planter: Hordia gordonii med frøstande, Dedelta carnosa men fantastiske blomster og endnu mere fantastiske frøstande. Bitte små hvide Anacampseros, og meget små Crassula kvisbatum. Ser også nogle Conophytum ratum, der er flotte og "nye". Der står en enkelt enlig Aloe, arten ukendt.

 Her er et lag af sodasten oven på det røde sand-ler. Enkelte af stenene er lilla, pink, grønne, mørkeblå og orange. Får en næsten uimodståelig trang til at samle... Nogle af stenene hopper! Det er stengræshopper, der i øvrigt ikke hopper særligt godt. Den største er næsten tommelfinger stor. En grå solifo kommer fræsende. Det lykkedes at få den ind i en busk, og skyde et foto.

 Jeg er ikke helt på toppen, og sover det meste af vejen ind til Spingbok. Vi booker ind på Springbok Lodge ved tretiden, og jeg bliver liggende, da nogle af de andre kører ud til en mark. Sover til seks, og sidder og skriver dagbog, da de andre kommer tilbage. De er utroligt søde, og fortæller mig jeg ikke gik glip af noget.

 Maddy dukker endeligt op. Det var både aksel og differentiale der skulle skiftes. Hun fik bilen i går aftes, og kørte det meste af natten, i tåge, op over bjergene til Oudtshoorn, og lidt længere til Calitzdorp. Ikke en tur jeg misunder hende under de forhold!

 Efter aftensmaden er jeg kommet til hægterne. Prøver lige den lokale specialitet: Holy Water. Omkring 90% spiritus og 10% sukker. Deres nationaldrink er brandy med cola. Man kan endda få den som RTD. Smagen er ikke noget særligt!

 Det schweiziske par viser mig ned til en internet shop. Den åbner klokken otte og lukker klokken fem. Vi kører i morgen klokken otte, og er hjemme ved fem - halv sekstiden. De kører i øvrigt i deres lejede firhjulstrækker. Den er udstyret med jerrycans,  indbygger vandtank, køleskab og andre "camper-faciliteter". De betaler 1850 kroner - om dagen!

14. I dag gælder det Steinkopf området. Vi er i Namiqland, det grænser til ørken. Jeg kører med Maddy sammen med den engelske dame, så alle har vinduesplads. Vi kører bagerst, så det er ikke lige så pinligt at komme sidst.

Jeg render efter Dr. Graham Williamson, og prøver at få navnene på alle de spændende planter. Det er bare lettere sagt en gjort. Jeg kender praktisk talt ikke et eneste navn på de sukkulenter, og hans udtale er noget anderledes end min! Mens jeg febrilsk staver mig gennem fornavnet, har jeg glemt efternavnet. Jeg kigger op for at spørge, og han er 50 meter væk. Og så skal jeg også lige huske at fotografere bæstet...

 Det starter som en rigtig lækker varm dag, men så kommer tågen rullende ind fra havet med kulde. Efter middag blæser der en ti graders vind gennem marv og ben. Jeg har heldigvis taget min regnfrakke med, men fleesen havde også været rar. Vi kører ud gennem ledene til forskellige lokaliteter, hvor den gode doktor ved der er bestemte planter.

 Et sted, på en stor skråning gror der Cheirrdobsis prevlarasis, det er den eneste sted de er fundne. Turen er planlagt således, de blomster lige når vi kommer.  Det er begrænset med dyreliv: Ser kun et par græshopper, hvor af den ene er større end min tommelfinger. Den er ikke endda udvokset.

 Efter at have standset fem gange, vender vi næsen hjem af. Kotis siger "We leave Bihrmann" uden det komme, jeg ville foretrække! Jeg har fået seks sider med navne, nu skal jeg bare have det rigtige navn på det rigtige foto! Det er sværere end det lyder. Havde været væsentlig lettere, hvis man kendte de pokkers planter. Vi ser kun få planter, som med lidt god vilje kan kaldes caudiciforms. Der drejer sig om løg og enkelte Tylecodon'er.

 Vi lander i Springbok fem minutter efter internetshoppen er lukket. Er temmelig sikker på, de sidste af Rikkes mails er mindre søde, end dem for en uge siden... Jeg får til gengæld ordnet mine fotos før maden. Sidder over for Graham, og lytter til ham. Ikke alene er han lynende intelligent; han har nærmest total hukommelse! Han slynger om sig med latinske navne på både dyr og planter. Han er vel bevandret i geografi, metrologi, politik, etnologi og hvad ved jeg.

 Opdager, flere af den store flok af kvinder, der arbejder i restauranten mangler de forreste tænder. Det viser sig at være en lokal skik, som først er ved at uddø nu. Jeg sniger af ved halv titiden, og kommer alligevel ikke i seng før midnat. Det er selvfølgeligt rart at have navne på de fleste planter jeg har fotograferet, men kors for et arbejde!

 På vej hjem fra restauranten bemærker jeg, alle huse i gaden, med undtagelse af kirken, er hvide med gule tagrender og bogstaver. Det er samme fyr der ejer dem. Startede vist med diamanter, og lader til at klare sig godt! Han burde sponsorere et ordentligt drikkevandsanlæg til byen. Alle steder i Syd Afrika kan man drikke vandet fra hanen, men her smager det dårligere, en andre steder jeg har været.

15. Kold morgen; kun fire grader. Det ændres hurtigt, når solen får fat. Det når op over 30 grader i løbet af dagen. Vi kører nordpå, op forbi Steinkopf og ind i Rictersveld området. Vi stopper et par gange, første gang søger vi langs vejen. Her, som de andre steder vi kommer i dag, er der planter, som kun findes i et ganske lille område. Den mast fascinerende er Aloe dihogoma, som er en voldsom stor plante.

 Vi drejer af mod Port Nolloth. Landskabet bliver mere og mere tørt, og der dukker flere miner op. Så svinger vi af til Wolfberg. Næste stop er ud af en rød grusvej, for at se en speciel Euphorbia, der blomster nu. Der er også en masse andre spændende planter, og jeg stormer efter den gode doktor, for at få navnene.

 Vi får tilpasset det perfekt, så da vi kommer til det eneste område med Jordaaniella cuperia, blomster de med enorme blomster. Vi kommer ud til havet i Wolfberg. Køber vildt ind hos den lokale Spar: Vi er selvforsørgende de næste to dage. Så går det mod Alexanderbaal, og landskabet bliver mere og mere sandet. Vi er igen tæt på Namibia og de uendelige sandørkner.

 Det blæser ret meget, og jeg må til min overraskelse konstatere, der er lettere af fotografere nervøse græshopper og hurtige løbebiller, end små blomster på lange stilke. De er alle steder i den kraftige blæst! Vinden kommer fra havet, og er temmelig kold. Jeg bliver nødt til at finde fleesen frem. Beskytter sikker også bedre, end solcremen. Der var kun et sted i byen, man kunne købe solcreme, og de havde kun én tube. Kan ikke være særligt populært, på trods af, her er flere hvide end farvede.

 Så stopper vi ved Holgat kløften. Den går helt ud til havet, og fanger en masse tåge, som er vigtigt i et område, næsten uden regn. Her er nogle enorme Tylecodon paniculata, som jeg ikke kan stå for. Vider mod Bloeddrift og to spændende Aloer: Aloe alaplaragensis og en enorm Aloe pilance, som er over fem meter høj. Jorden er dækket af et tæppe af små gule blomster.

 Vi når Richtersveld National Parken lige får solnedgangen. Maddy står for madlavningen, godt hjulpet af alle os andre. Grillet kylling med salat og bagte kartofler, fuldt af henkogt frugt med vaniljecreme, og tre timer bag skærmen.

16. Fælles morgenmad på terrassen, efterfulgt af undertegnedes opvask. Skal jo lige ordne fotos om aftenen. Listen over ting i hytten omfatter også en Cockscrew. Håber det er en stavefejl! Det er lidt mildere i dag: 10 grader. Der er en fantastisk udsigt over Orange Floden, og fuglene kvidrer om kap. På den anden side af den femten meter brede flod er det Namibia

 Vi kører ind mod selve parken. Den ligger bag/inde i et stort lukket mineområde. Vi kører faktisk gennem deres indhegnede materialeplads for at komme ud og ind fra den statsejede lejer. Det må være en zinkmine, diamanterne kommer man aldrig i nærheden af.

 Det er tilladt at græsse sine får og geder i parken. Der er dog et maksimum på 4000 dyr om vinteren og 7000 om sommeren. Store områder er "reetablerede" mineområder, hvor de har udfladet bunkerne pænt. Det betyder bare ikke, der kommer de gamle planter igen. Nogle af dem vi ser, findes kun på denne ene skråning. Har sikket noget med både regn, tåge (spiller stor rolle her), jordbund, vind (som kan være kraftig) og sol at gøre.

 Vi stopper på vejen ud til Half Mens Pass, og ser nogle fantastiske "De halve mænd": Pachypodium namanquensis samt 10-15 andre nye planter. Næste stop afslører nogle ualmindeligt flotte Tylecodon paniculata, som åbenbart kan blive op til 130 centimeter høje, og med en diameter på 30 centimeter.

 Vi kravler rundt på nogle næsten lodrette ældgamle frønnede granitvæge, med massere af revner og løse fragmenter. Her er ikke meget dyreliv, men jeg indfanger dog et par biller, nogle firben, agaver, gekko og en solifo. De andre bliver plagede af nogle bidende fluer, som minder om bremser. De kan åbenbart ikke lide mig, og det passer mig fint.

 Så dukker der små lækre Commiphora carpensis op. Nogle har blade, nogle frugter, andre knopper, men jeg kan altså ikke finde en udsprungen blomst.

 Vi kører længere ind i Richtersveld National Park'en, mellem de enorme klipper og bjerge. Her er sandsten, granit og sort skiffer, brudt af enorme kvartsblokke og sandyner.  Der dukker en ny Tylecodon eller to op, men ellers er der langt mellem caudiciformsne. På trods af, vi er i noget der ligner en uhjælpelig tør ørken, og så endda på stejle, drænende klippevæge, gror der lav på nogle sten. De næres af tågen, der ruller ind fra havet. Det er også den, der gør det muligt for planterne at overleve.

 Vi kommer til nogle virkeligt forrevne klipper. Mellem den, desværre mest på skyggesiden, gror der nye planter. Vi kører "hjem" til frokost, og jeg får det sværre valg mellem Hells Kloff Pass og en lang middagslur. Jeg har knoklet op og ned af de næsten lodrette klipper i 30 graders varme, og tanken om en lur er ikke fjern. Nå, jeg kan jo altid sove, når jeg kommer hjem.

 Jeg følger alligevel med de andre, og vi kommer ud til et stort område med rode Aloe'r. Blandt dem stor lysegrønne Tylecodon paniculata, som ser ud til at have det strålende. Blandt nogle klipper finder jeg en gruppe Hawortiaer, som de andre leder febrilsk efter andre steder. Jeg er bare ikke god nok til at beskrive dem, så de andre finder dem ikke. Blandt de samme enorme kvartsblokke gror en Cucurbitaceae, sandsynligvis en Kedrostis. Jeg kan ikke finde en knold, men nej hvor ville jeg gerne.

 Længere nede gror to arter Gethylles, som også kunne blive til flotte caudiciforms, med lidt gravearbejde. En kæmpe fårekylling sidder og støjer i en vissen busk. Jeg prikker den ud, hvilket i den grad ophidser den. Den hedder pansret fårekylling, og den har nogle hidsige pigge. Forskellige arter vilde Pelagonia'er og andre, men kender fra blomsterhandler.

 Der er hurtigt gået tre timer, og vi skal hjem af igen. Maddy laver sammenkogt ret med ris, jeg grovsorterer fotos. Det er stadigt 23 grader klokken ni, men så begynder det for alvor at blive koldt. Efter maden sorterer jeg vider, og skriver dagbog, til klokken er halv et. Syv timers søvn er altså for lidt!

17. Efter morgenmaden, og panikken med at få fordelt knive, tallerkner, stole og alt det andet mellem de respektive hytter, kører vi ud mod Cornel's Kopf. På vejen standser vi for at se nogle enorme Aloe Pillansii, der gror på en stejl klippe væg. Vi kommer længere ud mod havet, og tågen ligger tyk over de lave bjerge.

 På en af telefonmasterne langs vejen sidder en stor Cape Owl. Der er virkeligt bygget på mange af masterne. Det hele ligner kragereder, men der er også andre fugle, der bruger dem, for eksempel falke. Kragerne her har helt hvide veste. Vi er ude og bruge skovlen en gang, for at få bussen over vejsiden.

 Mens de stiger ud af bussen, taber den luften på venstre baghjul. Jeg forbarmer mig over dem, og viser hvor dunkraften er, og hvordan den virker. Reservehjulet har helt klart kendt bedre dage, men det overlever, vi fylder lidt mere luft i.

 Her er klipperne malakit. Pudsig stenart, der lyder hård som glas, men er blød som kalksten. Vi traver op over kanten, for at finde et bestemt sted at fotografere. Vi har et foto, der blev taget for 55 år siden, og vil sammenligne med de store Aloe pillansie, der stadig gror her. Der er desværre kun halvdelen tilbage. Der er kun meget få frøplanter under 200 år.

 På toppen er der utydelige rester af en urgamle boplads. Der er en fantastisk udsigt over en meget stor dal på begge sider af bjergkæden. Der er en pudsig hulning på toppen, og i et område ligger mange knuste sten, der ikke er naturligt anbragt, men overgroet af mange hundrede års lav. Der siges at være fundet perler her.

 På vej tilbage finder vi den mest syrede plante jeg længe har set. Den ligner virkeligt noget fra en film med titlen: "De kom fra Mars og åd os..." Det er en snylteplante, der lever på rødderne af Euphorbier, og den hedder Hydnora gricana.

 Næste stop er lidt plante fattigt, men der er nogle fantastiske sten, der er slidt af sand og vind. De bliver sjovt kantede i modsætning til strandsten. Vi er i en næsten gold ørken, som bare er groft grus så langt øjer rækker, og det er langt her! Der ligger tusindvis af tomme hvide sneglehuse. Mange steder er der kun 15-20 centimeter mellem dem.  Det er ørkensnegle, der stadigt lever her. De kommer op af sandet når det en sjælden gang regner, og nogle af husene kan være hundreder af år gamle.

 Det regner næsten ikke her, men der er en hel del lav. Det lever af tågen, der ruller ind fra havet, og den er også medvirkende til at holde liv i de sparsomme planter der lever her. Nogle af de andre ser en snog, jeg finder kun en ham

 Næst sidste stop bringer også spændende sten. De er virkeligt sandblæste. De blødere dele er slidt væk, og de ligner lidt træ. Jeg samler en del til RIkke. Har ikke set noget som helst, jeg kunne købe som souvenir. Vi stopper en sidste gang, denne gang er der Anacarpus, der lever på lodret skiffer. Ny art, der endnu ikke er beskrevet.

 Lige i de sidste stråler besøger vi igen en koloni Carryopsis. De blomstrede ikke sidst, da det var gråvejr, men nu er de på toppen. Helt vildt flot! Kæmpe knald gule blomster på små planter.

 Vi lander på Old Mill Lodge, og jeg får det hyggelige værelse igen. Antikke møbler og sherry på værelset. Sidder oppe til over et, men er ikke færdig. Får ikke sorteret fotoene op i kategorier, og denne dagbog blev kun tre linier.

18. Sover alt for lidt, og er en del indebrændt, da morgenmaden er halv anden time forsinket. Vi kommer endeligt af sted fra The Old Mill, og kører nu sydpå igen. Første stop bliver Groot-Graafwater, hvor attraktionen er levende sten. Nogle af dem er enorme: Op til seks centimeter. Her er også en enorm Pelargonium og en ny rød snylteplante.

 Vi kører lidt længere frem af grusvejen, der løber parallel med landevejen, og spiser frokost. Jeg har sovet det meste af turen, og tilter i bilen efter madpakken. Jeg må virkeligt finde en måde at få mere søvn om natten på. Tør bare ikke undlade at ordne fotos. Hvis jeg ikke gør det nu, får jeg aldrig gjort det. Det er slemt nok, jeg skal rette alle de latinske navne. Jeg kan ikke stave til dem, kender kun få slægter, og slet ingen arter. Kan ikke lige regne ud, hvordan jeg klarer det... Har bare skrevet ned, hvordan det lyder, og der pokkers stor forskel på, hvem der udtaler det. Nogle slægter jeg tror er nye for mig, viser sig at være gamle velkendte.

 Næste stop bliver Kern gartneriet med sukkulenter og lignende. Det er hovedsagligt sydafrikanske, men der er også lidt fremmede. Det tilhører Buys Wiese, der også har den farm, hvor vi gik rundt på markerne, og så utallige forskellige planter. Han købte den for 40 år siden, og smed alt kvæget ud af halvdelen.. For ti år siden røg de ud af resten. Han lever af at avle frøplanter af frøene fra sine marker. Virkelig behagelig mand.

 Jeg spørger efter nogle sydafrikanske planter, jeg er på jagt efter. Han har den ene, og fortæller, den har skiftet navn. Det vil sige, de har splittet den i to arter. Den nye er opkaldt efter hans kone på latin. Jeg bliver nødt til at købe en, og får log at tage et portræt af konen. På trods af, hun er over 70, opfører hun sig som en fnisende skolepige. Det var hun nok ikke vandt til!

 Alex, som skal være chauffør/guide den næste uges tid støder til os. Håber ikke han skal afløse Graham, for han er et fantastisk "opslagsværk". Det hjælper selvfølgelig, han ved hvilke planter man kan formode at finde i området, men han har det hele i hovedet!

 Der går en flod i nærheden, men den har en saltmængde to en halv gang over havets, så den har ingen vandingsværdi. Der er taffelbjerge i baggrunden, og da vi fortsætter, bliver det mere frodigt. Vi gør stop i en ravine, hvor der gror nogle blomstrende Aloe glauca, som bare ikke er blå. Jeg ser en enkelt klippegrævling, ellers er det kun fugle og insekter.

 På vej op af skråningen finder jeg en etårig skildpadde - kors hvor er den nuttet! Dalen er fuld af kunstvandede marker, og som alle steder er "markerne" indhegnede. Der er brugt enten net og et par rækker pigtråd eller bare seks til ti rækker pigtråd. Alle steder er de spændt som pianostrenge.

 Vi kører, og jeg sidder og sover på bagsædet af Maddys bil. Vi er det faste sjak: Maddy, Mary fra England, der er omkring 70 og svær at holde trit med og så mig. Min krop gør ondt! Jeg er så mange gange nede på hug, mine underben brokker sig gevaldigt. Nakken smerter af at sove i bilen, og fem timers arbejde med en PC på en seng er nok heller ikke ergonomisk korrekt. Den ene lyske er vildt øm, og hovedpinen er aldrig langt væk. Tægebidet klør stadigt om kap med de andre bid, og nogle af tornene er begyndt at være betændte. Er varm på panden. og får hele tiden kuldegysninger. Hvis jeg var min hest, ville jeg tage mig ud bagved og skyde mig!

 Vi svinger fra i Clanwilliam, for at komme ud til, hvad jeg betragter som turens højdepunkt: Dioscorea elephantipes. Det er en af mine første planter og virkeligt favorit. De laver en skildpaddeskjoldsartigt knold på op til en meter i diameter, og så oven på jorden!  Desværre er det blevet temmelig sent på dagen, og de står i dybt, tornet og uigennemtrængeligt krat. Som prikken over I'et har lortebonden besluttet sig for, at netop i centrum af denne koloni skal hans lodse/afbrændingsplads være. Jeg prøver at skyde et par fotos, mens jeg foriver mig, og er egentlig ikke i specielt godt humør.

 Landskabet er fantastisk: Stejle klipper, der ligner byggeklodser, den mørkeblå Clanwilliam sø og en næsten skyfri himmel. Vi kører ind til byen, og booker ind på Strassburger Hotel. Jeg spørger, lidt naivt, om der er internet i byen. Ja - i morgen! Jeg får lov at låne direktørens, og bruger et kvarter på at logge på. Kan ikke rigtigt tillade mig at begynde at læse mails; sender bare en til Rikke om, jeg har det godt. Det undrer mig, at de i det hele taget gider at være på nettet. Det er pokkers dyrt, op til to kroner i minutter, og så er det 28 K modem hastighed - når det virker! Finder også et postkort, og manden i skranken har endda nogle enkelte frimærker, og er villig til at sende det.

 Jeg har i det mindste kun taget 210 fotos i dag, og satser på dagbogen. Og så måske den fra i går, og sorterer fotoene fra i går. Og holde kortet opdateret - er vist en lille uge bagefter med det. Middagen er en af de bedre oplevelser: Buffet med to supper, persilletærte, bagt fisk, laks, tunmousse, skaldyrssalat, roastbeef, wienerschnitzel, forskellige salater, kødtærte, bagte kartofler, hjemmelavede fritter, naturris, ostebord og dessertkort med is, chokolademousse, lokal brandykage og kaffe.

19. Otte timers søvn var lige havde jeg havde brug for. Kroppen er stadigt øm, men humøret væsentlig højere. Morgenmaden er lige så overdådig som aftensmaden, og vi får madpakker med, som vi har fået før, bare to æsker hver.

 Vi følger hovedvejen ned til Citrusdal, og svinger så ind i landet på en lille grusvej. Vi kommer igennem enorme citrus, mandel, abrikos og andre frugtplantager nede i dalen. Oppe i passene, hvor vi er tæt på 1000 meter oppe, er landskabet mere alpint, dog uden at få frost. Først på dagen ligger tågen på toppen af bjergene, men den er væk, da vi kommer derop.

 Vi stopper et par gange i højderne, og finder blandt andet en lille plante, der heder Zyonella orchioides, og ikke er en orkide, og en ægte orkide, der heder Sateyrium erectum, og som er helt flad. Bladene rører jorden over alt. Latin er da let, ikke?  Vi stander også i Grootriverhoogte passet, og nyder udsigten. Under os ligger først cederskove, så frodige marker og frugtplantager.

 Nede i bunden af dalen er der store kunstige søer, der danner smukke vådområder. På nogle marker går op mod 100 arbejdere med enden i vejret, eller der står en mindre flok på wienerstiger, og binder støtte tråde op. Vi standser på, hvad der ligner en dødssyg højslette og spiser de overdådige madpakker. Jeg bliver inde i bilen: På trods af det ikke er mere end 30 grader, og der er en mild brise, er solen rigtig ondskabsfuld.

 Vi går en lille halv kilometer op af bakken på den ene side af vejen, og ned på den anden. Man kan ikke sætte fødderne ned i visse områder, uden at træde på levende sten, der blomster flot. Mange andre spændende planter, blandt andet en stor rød blomst af en rodsnylter: Hyohanene glabra.

 Vi er kommet ind i Karoo, som er kendt for sit spændnde planteliv. Meget af området er Fynbos, hvilket betyder fine/tynde buske.Jeg syntes nok, den fynbo havde fået raget rigeligt til sig! Gennem Ob Die Berg, og efter Prince Alfred Hamlet kommer vi til den store frugtby Ceres, og svinger straks ud af end endnu mindre grusvej. Vi passerer et par søer - tværs over - og kører nu gennem enorme halvgolde bakker, der kun bliver brugt til fåregræsning.

 Vi gør nogle mindre stop, og kommer ud ved Matjiensfontain, og finder Laingsburg, hvor vi skal overnatte. Aftenen som sædvanligt: Fotos, mad, mere fotos og dagbog. Får ligesom at fejre, jeg tager hjem om en uge, vælger jeg at vaske tøj. Glæder mig snart til at komme hjem og på arbejde, så jeg kan slappe af!

 De otte timers nattesøvn hjalp: Jeg er ikke faldet i søvn en eneste gang i løbet af dagen, og den sidste del var endda kedeligt landskab set fra bilen. Hjemme på hotllet kigger jeg lige en ekstra gang rundt i det ellers så flotte badeværelse: Jow, den er god nok: Der er ikke en bruser, kun et stort badekar.

20. Hele dagen skal tilbringes i park Anysberg. Det er et 63.000 hektar stor natur reservat, ejet af WWF. Vi standser på vejen for at samle vores lokal guide Gerhard Marx op. Vi er på en lille farm, meget langt fra noget som helst. Ejeren har en temmelig stor samling velvoksne kakti og sukkulenter, de fleste fremmede.

 På de fleste planter sidder der enorme græshopper, som kun modvilligt bevæger sig, når man prikker til dem. Ikke overraskende er de giftige. Hvis det var min samling, var de smidt langt ind på naboens marker 10-15 kilometer væk! Vi finder en lille Pachypodium succulentum, men det ligner mere to blyanter med torne, end en caudiciform.

 Længere ude står de sødeste små juletræer. Det er egentlig en Euphorbia multiceps, men det ligner. Her er igen knas tørt, og massere af laver på stenene. Ved næste stop finder jeg, hvad der sandsynligvis er en ny art Anacaperos. Den er væsentlig mere behåret end nogle af de andre. Kunne vældigt godt tænke mig at være i stand til at lave en beskrivelse, og opkalde den efter min mormor; Doris, som smittede mig med interessen for planter.

 Vi kommer til parken, og får en pep-tale af den kvindelige bestyrer, som forståelig nok er vældig stolt af sine besiddelser.  Det har været en pokkers lang tur her ud (og hjemturen føltes meget længere), og så viser det sig, vi kunne have overnattet. Så havde vi sparet 65-80 kilometer elendig grusvej - to gange.

 Vi slipper ud i de bagerste egne af parken. Jorden er undermineret af rotter. De står for 60% af parkens ædte planter, og er noget af et problem. Her er en del gazeller, nogle leoparder og vi ser nogle oryx. Fantastisk dyr, og kan ses gennem hele det tørrere Afrika. Næste specielle plante er Crassula pyramidalis, som blomster.

 Jeg er ikke helt på toppen. Ondt i skulderen, og uro i maven. Har meget mere lyst til at sove, end at støve op og ned af stenede bjergsider efter ukrudt. Kan efterhånden ikke huske, hvornår vi sidst har set en anstændig caudiciform, og slet ikke en, man kunne bare ane knolden af. Sover på alle køreturene, og også et af stoppene.

 Vi kører blandt nogle store bjerge, som kun er sparsomt begroet, og kun med ankelhøje buske og mindre sukkulenter. Vender næsen hjem af, og jeg sover det meste af vejen, undtagen når der bliver rapporteret oryx langs vejen. Vælter direkte i seng, og vågner først elleve timer senere, og uden at være sulte.

21.  Er blevet lidt mere udhvilet, men kører altså stadigt ikke på alle cylindre. Får spist lidt let morgenmad, og kryber så frivilligt om på bagsædet, selv om det var min tur til at sidde forrest. Blunder lidt, mens vi kører østpå mod Calizdorp. Først stopper vi lige i bygrænsen for at se nogle Haworthia'er. Personligt syntes jeg det fedeste er de kæmpe store kulsorte græshopper med knald røde aftegninger.

 Så er vi lige et stykke inde i Anysberg, for at se nogle andre Haworthia'er, og jeg er heldig at finde en lille ranke af en Kedrostis.  Så svinger vi østover og kommer gennem det enorme Seven-Days-Paaa, som krydser gennem den store bjergkæde, der adskiller Karoo fra Little Karoo. Vi standser flere gange, og traver en lang tur med bilerne efter os.

 Jeg har fået det bedre, og skal ikke anstrenge mig så meget for at spise frokost.  Der kommer en frisk vind gennem passet, og selv med flees er det en smule koldt.

 Vi kommer forbi et enkelt beboet hus på den lange vej, og det ligger nærmest i midten. Massere af smukke blomstrende træer fylder den lille dal, og det ser forfærdeligt idyllisk ud. Dyreliv er der ikke meget af: En enkelt skildpadde, lidt græshopper og et par fluer er alt hvad jeg ser. Det fantastiske er de utallige udsigter mellem de stejle bjerge. For hver få meter åbenbarer et nyt landskab sig.

 Nu vi har to guider med går det bedre med navnene - not! Spørger begge om løg, og de siger: Løg. Så prøver jeg en Crassula og en Oxalis - med samme resultat: Det jeg ved i forvejen.

 Vi kommer ud i Lille Karoo i nærheden af Oudtshoorn, hvor jeg red på struds, og det vrimler med farme. Vi samler tre lokale op, og kører gennem en farm. På markerne bagved er der spændende planter: Jeg finder endda en rigtig flot caudiciform: Pachypodium succulentum, med en knold på femten centimeter.

 På vej tilbage viser de os to sjældne Euphorbia gamkensis, der gror i deres ophugnings/skraldeplads. Så haster vi vider til Boplaas, som viser sig at være en berømt vingård. Direkte ind i shoppen, sparer foredraget væk, og da alle har købt, kører vi. Der går rygter om, Alex der arrangerer turen har aktier i foretagendet.

 Vi booker ind på et aldeles bedårende hotel i udkanten af Calitzdorp. Jeg kommer til at bu med udsigt til en vingård og det frilagte stråtag, med to himmelsenge og lidt antikke møbler. I alle fællesrummene, med de antikke fotografier, er der liv i pejsene. Aftensmaden er ossebuco på lam. Er det ossemæfår? Lammene er vokset op blandt sukkulenterne, og lever hovedsageligt af en rosmarin-agtig plante. De er kogt to timer i rødvin, og er mere end totalt møre!

22. Vi kører først ud for at se Gerhard Marxs samling. Han beklager den er blevet lidt kedelig; de fleste rigtigt spændende ting er taget ud til hans nye farm. Først brændte det meste af hans hus, hovedsageligt han arbejdsværelse med alt hans arbejde. Da han så havde fået genopført huset, besluttede byen at udlægge hans nabogrund til township. Det vil sige bitte små huse, uden kloak eller andre faciliteter, men med åbne bål til madlavning og voldsomt mange mennesker. Sorte sydafrikanere nægter at dele ydervæge med andre. De vil hellere bo i bitte små etværelses huse totalt uden faciliteter.

 Jeg finder alligevel spændende planter i samlingen, og får skudt en serie fotos til en side. Han har nogle Dioscorea hemi..., og spøger om jeg vil ud og se de store vilde. Ja-tak! Vi kører fem minutter, og langs vejen gror nogle knolde på op til 30 centimeter i diameter og over en halv meter høje. Jeg finder lidt frø i de mange tomme frugter, og nupper lidt til Botanisk Have. Passer ikke Alex, men hvordan har han så fået sin egen samling? Gravet den op???

 Så kører vi ud til en mark, hvor der er Euphorbia colicurica, Haworthia multicanta, og en del løg. Desværre tør ingen gætte på hvilke, uden blomst. Hvis jeg så endelig finder en med blomst, komme jeg ikke længere end Albuca, Bulbine eller lignende. Aldrig art. Lidt tralst. Arterne kan jeg selv.

 Vi ser dagens første skildpadde, og de lader til at blive større for hver i dag. Næste sted er en anden, og det mast spændende inden for planterne er Othonna suculenta, som med lidt god vilje er en caudiciform. De er desværre ikke lige i gro sæsonen nu. Det er Tylecodon cacaloides heller ikke, men de ser dog lidt mere levende ud.

 Vi kommer op i nærheden af Oudtshoorn, og det vrimler med strudse på de indhegnede marker. Vi ser nogle Haworthia emelyae og nogle endnu større skildpadder. Vi standser temmelig højt oppe i en pinjeskov for at spise frokost, og se på flere Aloe'r og Haworthia'er i kanten af skoven.

 Alex skal i banken, og jeg følger med for at hæve penge til Maddy. Først en kø, får at vide, hvis jeg ikke har pas med, skal mit kort verificeres: Anden kø. Den bevæger sig næsten heller ikke. Alex hiver mig ud af den, og med ind på et kontor, hvor jeg venter på, de finder ud af, de ikke kan hjælpe ham. De kan heller ikke hjælpe mig. Tilbage i køen fra før, som er blevet længere. Da de så endeligt bliver min tur, får jeg at vide, de ikke kan verificerer mit kort uden pas. Jeg brokker mig over, den første ikke fortalte mig det, og får jeg gør noget dumt, går jeg. Tre kvarter til grin. Hæver et par tusinde i maskinen uden for på under et minut. Så skal jeg bare have 2800 mere....

 På vej hjem af ser vi fem til ti skildpadder langs vejen. De største er over 30 centimeter lange, og vejer nok tæt på tyve kilo. Det er afrikanske leopardskildpadder, og ser ud til at være særdeles talrige, på trods af de lokale siges at koge dem i eget skjold.

 Vi standser en sidste gang på en nærmest lodseplads for jord med mere. Her er ufatteligt mange kakti og agaver, men også lokale planter. Det mest spændende for mig er Eriospermum'er (hvor knolden er helt skjult) og ynkelige Tylecodon venticosea'er.

 Jeg når lige at scanne dagens fotos igennem, og vaske mit tøj og mig selv, før vi kører over til en lokal restaurant. Jeg får krokodille capachio og strudse bøf. Graham bestille noget grillet gris, og får et helt ben. Jeg hjælper han af med en stor del.

23.  Vi kører nu vest på, ind over landet af de små grusveje. Over et højt pas, og op gennem fynbos'en. Vi moder en stor flok sortbrogede malkekøer, der (som alle andre sydafrikanske køer) ser velnærede ud. Lidt senere kommer to mænd drivende med et par voksne strudse og tre kyllinger, som den ene mand ender med at bære i favnen. De ser meget søde ud, så længe de er stribede.

 Jeg har det væsentligt bedre i dag. Har åbenbart bare været gennem en mindre influenza eller forgiftning af en art. Jeg gik og var bange for for jeg var blevet gammel...

 Vi møder en enkelt æseltrukken kære, dem er der ikke mange af. Af planter er det mest ophidsende Aloe'er, Haworthia'er og Gibbaeum'er. Efter frokosten i det fri, gælder det endnu flere Gibbaeum'er, og så dukker der noget mere spændende Othonna retrofracta op. Samme familie som mælkebøtten, men træagtig rund knold, oven på jorden, op til tolv centimeter i diameter.

 Vi kommer ud på den anden side af et område, der er ved at blive til natur reservat. Nogle af hegnspælene er slanke sten, som har stået her meget længe. Vi finder en tornet hugorm, og jeg får prikket den tilstrækkeligt langt ud af dens store tætte græstot til, vi kan fotograferer den. Lidt flere almindelige planter, og så vender vi næsen mod Montagu.

 Vi bliver fordelt lidt rundt omkring i byen, og samles så til aftensmad. Jeg vælger kudo capachio og springbok. Smager fortrindeligt! Hjem og arbejde, og lave en dagbog-back-up på Maddys memorystick. Giver en form for tryghed. Har trods alt skrevet elleve sider, og vil aldrig kunne gøre det så godt igen. Slet ikke, når jeg nu ikke har noter. Ville egentligt også gerne have taget en back-up af de 7450 fotos, men det kræver 10 CD'er.

24. Pudsigt par vi bor hos. Var langt fra begejstret for dem, da jeg så dem, men de er forbavsende søde og flinke. Vi får samlet tropperne fra de forskellige B&B'er og kører vest på, med retning af Cape Town. Vi gør et mindre stop blandt nogle enorme klipper på hvilke nogle Aloe'r klamrer sig fast.

 Næste stop er Karoo Desert Botanical Garden. Den er temmelig stor ov vældigt flot holdt. Desværre kniber det lidt med skiltene, men nogle er der dog. Væksthusene er lukkede for offentligheden, men det lykkes at få fat i kuratoren, som kommer (det er ikke alene søndag, det er også offentlig helligdag), og viser os rundt. Der er en del caudiciflorms; Pachypodium, Kedrostis, løg og Adenium'er.

 Hovedvægten er Haworthia'er, Stapelia'er og Aloe'r. Ude i haven er der både farvestrålende bede, samlinger fra forskellige dele af landet, og Namibiske planter, blandt andet Welwitschia. Ind i mellem kommer en skildpadde traskende. Vi går rundt hver for sig, jeg følges med Mary, som jagter Euphorbia'er. Ser et par enkelte caudiciforms, men ikke noget nyt.

 Vi spiser frokost på parkeringspladsen, og siger farvel til det schweiziske par. Så går det direkte til Cape Town, hvor vi siger farvel til de fleste andre. Alex og Sue bor på Newlands Gesthouse, mens Maddy og jeg bliver "forvist"  til et bøssepars ualmindeligt lækre kæmpevilla, lige op af den verdensberømte Kirstenbosch Botanical Garden.

 Jeg får mit deponerede grej hos Garth, og bruger en del tid på at re-pakke. Fotos, og så er det til til at mødes med de to andre for at spise aftensmad. Pæn restaurant, god mad og en hel masse snak. Hjem til dagbogen og relativt tidligt i seng. Det var begyndt at regne mens vi spiste, og hele det eksklusive kvarters frøer kvækker om kap. Huskede at tænde for varmen før vi kørte, men det er alligevel lidt koldt på værelset.

 Vi har kørt 4080 kilometer i det vestlige Syd Afrika, og set forfærdeligt mange sukkulenter og en noget mindre del caudiciforms.

25. Betaler 450 kroner for seng og fortrinlig morgenmad. Vi kører ind til naboen. Kirstenbosh Botanical Garden, og starter i "drivhuset". Det er åbent i begge ender, og temmelig koldt. Den varmeste del er faktisk den alpine del! Her er forskellige dele af ørkenen, og der er enkelte caudiciforms klemt ind. Jeg får skudt en del fotos af dem, men der er desværre ingen blade på.

 Maddy går ind for at checke bogbutikken, jeg går ud i den enorme park. Starter i Cycas-Alley, som virkeligt er imponerende. Slår et stort slag rundt i parken, hvor flotte blomstrende bede, skove, åbne fint trimmede plæner, store og små vandløb, klipper og bede ligger for foden af det enorme Table Mountain.

 Det er ikke over ti grader, og der står en frisk vind mellem træerne. Så kommer der en byge, og jeg er heldig at finde en lille traditionel hytte, bygget af blandt andet komøg. Kommer forbi shoppen der handler med planter. Den er stor og rimeligt velforsynet, bare ikke med de planter jeg søger. Finder en enkelt knold, jeg ikke kender navnet på. Den koster 8,50, så jeg må hellere snuppe den.

 Der er gået en time i "drivhuset" og en time i parken. Er sikker på, jeg kunne have brugt mere tid en varm sommerdag. Finder Maddy i boghandlen, og så kører vi ned mod Kap Det Gode Håb og Cape Point; stedet hvor Det Indiske Ocean og Stillehavet egentlig mødes.  Det er en fantastisk smuk køretur gennem vild natur med bjerget på den ene side og havet på den anden. Vi tager østsiden og Det Indiske Hav på nedturen.

 Vi kommer gennem små byer med utroligt idylliske huse og en lille erhvervs havn. Landskabet er næsten udelukkende fynbos, som blomster. Fynbos er en blanding af små fine buske, under halvanden meter, fra forskellige familier. De danner et fantastisk bulet tæppe. Det yderste af halvøen er nationalpark, og her er en fantastisk natur.

 Vi starter med at køre op til den gamle fyrtårn. Tager kabel-sporvognen op, men må gå det sidste stykke. Ville ønske jeg havde taget regnfrakken med. På trods af, solen skinner fra en næsten skyfri himmel, er vinden kold. Der går murede trapper med rigtigt flot vegetation omkring til toppen. Herfra se der en fantastisk udsigt til de to have. Jeg siger: "Nu mangler der bare en lille bitte hval".

 Vi er færdige med at fotografere den ene side, og går over på den anden. Havet er fantastisk blåt og virkeligt klart. Et par hundrede meter lodret under os boltrer seks pukkelhvaler sig lystigt. Jeg er seriøst glad for jeg har digital kamera! Det koster nogle fotos. Det er endnu bedre, end at stå på en gyngende båd!

 Vi går lidt ned af, og standser på flere af de mange udsigtsplatforme. På den anden side jæger en sæl en stime fisk. På klipperne sidder suler, og et par små stribede mus spiser af en efterladt appelsinskrald. Kulsorte piggede firben suger sol på klipperne, og flytter sig kun modvilligt. Her er mange spændende planter, blandt andet nogle sukkulente Othonna'er med frø.

 Lettere afkølede kommer vi ned til parkeringspladsen og restauranten, som jeg ikke kan modstå. Kaffe og en meget lækker kage til mig. Vi køer ned til Kap Det Gode Håb, og ser en lille flok strudse og en mindre flok bavianer på vejen. Ude i havet er der store mængder kelp; de fantastiske havplanter, der er verdens hurtigste voksende plante, med over en meter om dagen.

 Vi vender nordpå, og tager den vestlige side af bjerget hjem. Kommer forbi en enkelt strudsefarm og en masse "parkeringsplads-handlende" med enorme stenfigurer. De ser flotte ud, men en stenfigur?

 Vi kommer ind på en smal, men helt ny bjergvej. Den klamrer sig til den bevoksede klippe, og giver fantastiske udsigter. Mange hundrede meters nøgne, lodrette klipper, blåt frådende hav, perfekte sandstrande, grønne blomstrende skråninger og flere hvaler.

 Vi standser et par steder for at fotografere den, og betragte deres lej. Jeg forsøger mig med lidt videofilm, men der skal nok zoomes lidt. Vi er ikke langt fra hvalerne, bare langt oppe.

 Vi kommer ind til Cape Town ved sekstiden, og Maddy sætter mig af ved mit nye hotel, der er booket hjemme fra. Sparede 1300 ved at tage første og sidste hotel sammen med flybilletterne - plus hotellerne. Pænt hotel, lige ved kabelbanen til Table Mountain, der er bare for mange børn.

 Siger pænt tak for turen, og betaler 400 kroner for de sidste 160 kilometer. Har kørt lige omkring 8500 kilometer på en måned, og fået set hele Syd Afrikas kystlinie og det sydlige indland. Mangler stadigt noget af det nordlige centrale, som er hovedsageligt åben skov, men det har jeg set det i Kenya, så skidt.

 Hvis jeg havde vist, hvad jeg ved nu, havde jeg satset på en måned med Maddy alene. Fået flere stop og sparet 15-20.000 kroner.

 Hotellet et koldt, og jeg kan ikke finde nogen opvarmnings måde. Gider ikke gå i byen for at spise, så jeg prøver hotellet. Det viser sig at være en kedelig buffet, som jeg tror er billig, til jeg får den håndskrevne regning på ternet papir: 110 kroner. I går gav jeg 65, men det var på en rigtig pæn og hyggelig restaurant, hvor jeg fik kalve schnitzel og cappochino.

26. Det er tåget på toppen af Table Mountain, så jeg starter med deres berømte Water Front. Kommer gennem hele hovedgaden der ned. Cafeer og tøjforretninger. Her er mange flotte gamle colonihuse, men betonredslerne har holdt deres indtog. Jeg kommer til det anbefalede Green Marked, som udelukkende er turistting: Udskårne træ- og stenfigurer, perleting, stoffer, malerier, udskårne strudseæg og metalting. Der er ikke lige noget, der falder i min smag.

 Før jeg kommer til selve havneområdet passerer jeg en tørdok, hvor selv store trawlere bliver kørt rundt på skinner.Havnefronten er ikke andet end en stor turistfælle. Souvinier og cafeer. Det er ikke mere end små ti grader, og det blæser. Ser en internetcafe, og søger varme. En del af havnen er stadigt industrifiskere, og der er livlig aktivitet.

 Traver møjsommeligt hele området i gennem, og slutter af med en kom cafe latte. Opdager en sæl i havnebassenget. Den lader til at bo der; tumler bare rundt og har det dejligt. Klokken bliver over tolv, og der er stadigt tåget på toppen. Traver de fire kilometer tilbage til hotellet for at hente min regnfrakke. Det er stadigt pokkers koldt i skyggen, og det blæser garanteret på toppen.

 Får hotellet til at ringe efter en taxi, da de påstår det er en hård tur op til kabel vognen. De har nok ret; vi kører meget opad. Det koster 110 kroner for en retur til toppen, der er 1000 meter over havet. Pæne nye vogne, der er runde. Gulvet drejer rundt, så alle (langs vinduerne) får 360 graders udsigt. Vi er 65 personer, og jeg holder mig ikke tilbage fra vinduet.

 Der er en fantastisk udsigt, til vi er få meter fra toppen. Så kommer vi ind i skyerne, og det bliver væsentligt koldere. Der er et cafeteria og en souviniershop på toppen, og nogle cementerede stier man skal holde sig til. Det er en nationalpark, med verdens mest alsidige planteforekomst: 2285 arter. Det afholder mig fra at fotografere dem!

 Ind i mellem kommer der endeligt et solstrejf. Der går en sti langs hele kanten af bjergtoppen, og den følger jeg. Selve klipperne er meget lyse, og meget hårde sandsten. De er blevet slidt af regn og vind gemmen mange årtusinder, og er blevet til flotte figurer. Der har regnet i går, så der er utallige pytter rundt omkring.

 Planterne minder en del om hede: Der er forskellige storblomstrende lyng, små lave buske, der ligner enebær og de berømte Protea'er der er begyndt at blomstre. Jeg finder også nogle Crassula'er og et par andre kendte familier. Det er en kold tur rundt om toppen, og jeg snupper en burger og latte, da jeg kommer tilbage.

 Det lader ikke til tågen vil lette, men der kommer huller i den. Udsigten er vild! Man kan se Robbin Island, hele byen (og den er stor) og de omliggende bjerge. Får skudt lidt fotos mellem skyerne, og tager en lille tur mere i naturen. Klokken bliver tre, og solen nede i kysten lokker.

 Går ned fra kabelvognen, tiden skal jo gå med noget. Havde regnet med at skyde genvej mellem serpentinenvejens sving, men buskene er for tætte. Naturen er fantastisk helt til bygrænsen. Massere af blomstrende urter og buske og nogle pudsigt formede nåletræer. Svinger ind gemmen de riges kvarter. Alle de høje mure har el-hegn. Fjernstyrede porte og gitre, men en afslappet atmosfære.

 Ligger regnjakken tilbage på hotellet, og trisser ned i byen igen. Skal lige kvæle fem timer. Leder efter noget til Rikke, da butikkerne pludseligt lukker klokken fem. Snuser lidt desperat rundt, og opgiver. Så må det blive en cafe - bort set fra, de også lukker. Finder en, der vil servere latte mens hun laver regnskab.

 Runder havnefronten, og går hjem af igen. Lukkede byer er ikke udprægede spændende! Svinger ind på en restaurant, der har zebra på menuen. 300 gram mørt kød, en vand og en kaffe til 90 kroner. Trækker tiden ud,  men når tilbage til hotellet ved ottetiden. Vil betale min regning, men de kan ikke finde den. Så har jeg ingen skrupler ved IKKE at betale for buffeten i går!

 Får læst fotos ind, og skrevet dagbog, før taxien kommer. Det er blevet til 7700 fotos på en måned. Må rykke for taxien, og da den endelig kommer, skal han "lige" ind og tanke. Det betyder jeg kommer så sent, jeg ikke kan få et sæde med ekstra benplads. Jeg får det næstbedste: Koden "fed". Så er sædet ved siden af mig tomt. Kan faktisk godt ligge og sove på to sæder.

 Finder lidt gaver i lufthavnen, faktisk flere end jeg har råd til. Vi flyver med en Boing 777, som har personlige fjernsynsskærme med film, spil og TV. Jeg finder ti film, jeg ikke har set før, og gerne vil se, før fjolset foran mig vipper sit sæde ned. Så bliver min skærm ubrugelig på grund af vinklen. Nå. skidt, jeg skal jo også have min nattesøvn.

 Vågner til to gange mad, og da vi rammer landingsbanen. Tre en halv time i Amsterdam, som er en af de mere behagelige lufthavne.

Flybillet: 8993
Første 14 dage: 4100
Dykning  470
Billeje m bz: 1620
Maddy: 4800 + 400
Rundtur: 25417
Sidste 14 dage: 1900
I alt 47280 kroner; alle pengene værd!