| |
|
Ecuador |
|
En beretning fra det virkelige liv: Hvordan klarer to danskere sig på den anden side af kloden, uden sprogkundskaber, uden guide, kun udstyret med rigelige mængder eventyrlyst og to kilo bagage. Jeg har fået lokket Jesper med til Sydamerika, nærmere bestemt Ecuador. Landet er af behersket størrelse. Styret stabilt. Hæren gik ind for ½ år siden, da den tidligere præsident blev erklæret sindssyg, og både vicepræsidenten og formanden for parlamentet mente de var den nye præsident. Hæren udskrev demokratisk valg, fik valgt folkets foretrukken, og trak sig ud igen. Klimaet er varierende, langs kysten er der tropisk, på den dobbelte bjergkæde (Andes), der gennemskærer landet, er det relativt tørt og koldt. I baglandet, som udgøres Amasonas baghave er der tempereret og tropisk regnskov. Landet ligger på ækvator, og byder blandt andet på verdens mest aktive vulkan, Galabagos øerne, verdens største flyvende fugl, billig overnatning og --- 13. Planmæssig flyvning fra CPH til Heathrow/England med SAS, men her knækker filmen for Avianca, det colombianske agtværdige luft selskab, som vi har betroet resten af vores rejse til. Flyet til Bogota/Colombia, er 3 timer forsinket. Vi får en mad billet til sandwich og kaffe, og shopper rundt i den store og udvalgsrige lufthavn. Endeligt går det videre, og 11 timer senere er vi Bogota. De har endda holdt vores fly til Quito/Ecuador tilbage. Vi løber over til det, sammen med en masse andre, går i luften, hører kaptajnen fortælle, at vi lander i Quito om 1½ timer, og blunder. 14. Jeg syntes der går en evighed, men vi har også været på vej i 19 timer, de 14 i luften. Endelig lander vi, traver ud af flyet, men bliver stoppet i ankomsthallen. Skal vente, vi ved ikke på hvad. De andre passagerer kommer myldrende forbi os. Vi står lidt, beslutter så, at de andre kan vente på deres kufferter, mens vi tager en taxi til Hotel Grand. Igennem den mennesketomme told, frem med passet og den udleverede visum-formular. Vi får bare ikke lov at passere. Vi får møjsommeligt forklaret på korrekt og let forståeligt spansk (eller er det portugisisk?), at vi har den forkerte formular. Så sku´ fa´en da også. Så har ham fly-fyren givet os den forkerte formular, da der blev delt ud til os, og dem der skulle fortsætte med flyet til Peru. Vi spørger, om vi ikke bare kan få en ny, så vi kan komme ud i Quito, og finde et hotel. Quito? - I er i Lima/Peru! Jeg vil ikke udelukke, at vi ser lidt undrende ud, i det 1½ sekund der går, før vi stormer tilbage til transithallen. Ingen hastværk, flyet går først om 5-6 timer. Da vi gik i luften i Bogota fik vi at vide vi fløj til Quito først, og så til Lima. Så begyndte det bare at blæse i Quito, og så fløj vi bare et par timer videre til Lima. Vi kan ikke flyve tilbage nu, lufthavnen i Quito lukker klokken 24.00. Der bliver sørget for en meget lille sandwich og peruviansk kaffe. Det kan ikke anbefales! Vi tilbringer en meget lang nat i Lima, snakker en del med en engelsk telefonmontør, der har ladt kone og to børn være hjemme, mens han ser Sydamerika. Klog fyr. Vi flyver endelig til Quito, og lander 12 timer forsinket. Selve indflyvningen er fantastisk. Vi passerer 5-6 kilometer høje bjerge og en enorm blå alkalisk sø i bunden af et perfekt krater. Jeg spørger lige for en sikkerheds skyld 3 vilkårlige, før vi går gennem paskontrollen. Derfra til Avianca kontoret for at få flyttet hjemflyvningen 2 dage. Funktionæren er forstående, men har ikke autorisation. Vi skal ind på kontoret i Quito i morgen. Sidder på kontoret sammen med et par piger, som godt nok skulle være i Quito, men sammen med deres kufferter. Vi lytter forstående, men bemærker, at vi kun har håndbagage. Vi har nemlig rejst før, og ved at man har vand i de fleste lande, så man kan vaske tøj. Vi havde egentlig planlagt at ankomme klokken 22, tage ind på et hotel, sove, og så i dag: Ud og se Mitda del Maodo. Bortset fra det med hotellet og sove, går det helt efter planen. Ud fra lufthavnen, over gaden, og op i en bus der kører direkte til stedet, hvor en eller anden første gang fandt ud af ækvator var (og er). Et stort monument, og en rød streg. En farlig masse mennesker, men ikke udenlandske. Udenfor forhandler vi med en flok taxi chauff¢rer, om prisen for at komme ud til Cochasqui, som er dagens andet sight. 90 US$ bliver efter megen diskuteren til 30, og vi kører med en gammel laset bil. Chauff¢ren har fået lidt vejinformation af sine kollegaer, som stor-smilende ser os køre. Vi erfarer hvorfor efter 1 times kørsel. Der er et skilt, der peger mod Cochasqui, vi skrumler 15 meter på hoved-store toppede brosten. Chaufføren stopper og siger "Si?" Vi siger "No!, pyramides". Det viser sig, at han ikke aner hvad en pyramide er (heller ikke på spansk). Hver gang vi har kørt 500 meter, passerer et hjørne, eller overlever et stort hul, med efterfølgende klagelyde fra bil og chauffør, eller ser en af de fantastiske udsigter siger han "Si!!!!?" Vi siger "No!", vi vil se de 15 store græsbevoksede pyramider. Endelig efter omkring 10 kilometer dukker de op. Vi forlader begejstret den dampende bil og chauffør. Disse store menneskeskabte jordbunker har for indtil 500 år siden båret soltempler og lignende. Da vi runder et hjørne, finder vi ud af, de nu mere er til lamaer. Lamaerne græsser fredsommeligt, og viser sig at de være ret kælne. Vi absorberer indtryk, fotograferer, nyder det storslåede landskab, og går ned til den afkølede bil og den lunkne chauffør. Hjemturen til Quito går fint, til vi krydser bygrænsen. Der lyder pludseligt et brag. Chaufføren er halvdød, bilen helt. Vi forlader ham med 40$ i hånden, men han mumler stadig om hans knækkede koblingskabel. Jeg går 10 meter hen af fortovet og spørger en lille dame "Quito centrum?". Hun siger bare "Si", og hopper ind i bussen som dukker op i det samme. Det gør vi også, og søreme om vi ikke kommer ind i centrum, og så koster det kun 10 øre. Vi finder et gæstfrit hoster/hostleri, hvis receptionist er en lille colombiansk varmblodet pige. Hun går først, da hun har været det meste af min taske igennem, præsenterer sin "veninde", fulgt os hele vejen til et pizzari, fortalt sin livshistorie og jeg ikke køber sodavand til hende. Der er nogle der ikke tager et NO! for et svar, selvom det bliver sagt 50-60 gange, på mange sprog. Klokke 20.00 går vi alene i seng. Døren kan nemlig låses indefra. 15. En god nats søvn, et pisse koldt bad, og vi flygter. Opdager 20 meter fra hostlet, at jeg ikke har min skotske cap, og mine solbriller, senere at Jespers shampoo er væk. Men gå tilbage frivillig gør vi altså ikke! Finder en morgenmads-restaurant, hvor vi får boller med ost, og Néskaffe. Havde egentlig forventet rigtig og god kaffe, men det viser sig ikke at holde stik. Bollerne er gode, og vi køber flere i et brødudsalg på vejen til Avianca kontoret. Jesper bruger lang tid, og ikke mindst sine fortræffelige engelsk kundskaber på dullen i forskranken. Det ender med; at vi godt kan vente 2 ekstra dage med at flyve hjem (der var ikke plads, da jeg forsøgte at booke hjemme fra). Vi skal altså bare lige betale 100 US$ hver for ændringen. Så brister min tålmodighed. De ændrede vores rejseplan uden at vi fik andet end en nat i Peru. Mine sprogkundskaber er måske ikke så gode, men til gengæld kan jeg tale højt, og jeg kender en del af de ord, man ikke trykker på engelsk! Jeg slutter min enetale af med at bede om hendes chef. Hun sidder inde bag ved, i sit kontor. Vi går ind, venter pænt på hun får afsluttet sin telefonsamtale, og jeg forklarer høfligt vores ærinde. Efter lidt parlamentering frem og tilbage, går det hele på plads, hun skal bare have SASs accept af ændringen fra Frankfurt til Paris, som overtagelses lufthavn. Det mener den flinke dame ikke vil være et problem. Jeg har på fornemmelsen, at min lille tale i ekspeditionen har gjort sin del, hun har ikke kunne undgå at høre den. Vi tager en taxi ud til en hovedvej, hvor bussen til Amaguaña efter sigende skal køre forbi. Den kommer inden der er gået 2 minutter, og vi er på vej til Pasochoa Nationalparken, som er en lille NGO, beliggende i det ovale krater fra den uddøde vulkan af samme navn. Vi stiger af ved hovedvejen, midt i ingenting. Der er dog et skilt, som viser mod parken. Vi går de 7 kilometer op til indgangen. Det er et yderst frugtbart område, hovedsageligt med sortbroget malkekvæg. Undervejs passerer vi en hytte med en gammel dame. Her køber vi lidt at spise og drikke. Vi er i godt 3000 meters højde, det kan man godt mærke. Man taber pusten, når man går op af de mest stejle dele af vejen. Der er til gengæld ikke problemer med højdesyge. Der er noget med det er arveligt, og vi har det altså ikke. Vi når til indgangen, betaler, parkerer vores rygsække, får et kort og går ud i den betagende natur. Det er tempereret regnskov med masser af orkideer og epifytter. Enkelte kolibrier ses ved de mange blomstrende buske og træer. Vi laver en tur, der omfatter samtlige ruter. En del af tiden går vi langs en akvædukt. Det er kun enkelte steder den er åben, det meste er en 1 meter høj tunnel, med ½ meter åbninger for hver 5-10 meter. Den er helt sikkert lavet af et gammelt kulturfolk, men bliver stadig vedligeholdt. Godt trætte, men med nogle fantastiske motiver i hukommelse og fotoapparat, vender vi tilbage til kontoret efter rygsækkene. Der er en lokal udenfor med hans pick-up, og han indvilliger i at køre os ned til landevejen, på ladet altså. Vi venter tålmodigt (i 1 minut) på bussen til Tambillo. Her venter vi igen 1 minut, og fortsætter med en anden bus til Machachi. Vi står af på torvet, går direkte ind på en restaurant, får dagens ret, og finder kortet frem. Morgendagens hjemmefra-planlagte tur til Cotopaxi Nationalpark forkastes, da jeg kan se på kortet, at de har ens geografi og klima. Vi når lige at hoppe på bussen til Latacunga. På vores venstre side rejser selve Cotopaxi sig. Med sine imponerende 5897 meter er den verdens højeste aktive vulkan. Andre mindre bjergtinder passerer forbi på begge sider af bussen. Ankommer i skumringen til Latacunga, efterlader rygsækkene i et pænt hotel, og går ud i den pulserende by. Ingen af forretningerne der ser ud til at være bygget i dette århundrede. Varerne er en blanding fra nu- og fortid. På vej tilbage til hotellet støder vi på et helgen-optog. En Maria figur bæres rundt til enkelte huse i hver gade. Her står et lille bord med afskårne blomster og kager. Det foresvæver mig, at der er en pige i 12-14 års alderen, med en smuk kjole i hvert hus, måske er det noget konfirmations noget. En dame synger salmer i en megafon, både når de står stille og når de går. Omkring hende står 50-60 mennesker + dem, der står lidt længere fra og bare ser på. 16. Varmt morgenbad, let morgenmad, og så ud i byen. Der er flere torve i byen, nogle med tøj andre med mad. Vi finder en bank, der vil veksle vores US$ til kurs 4090, vi køber ½ million sucres. På vej hen til bussen køber vi lidt boller, kager og cola. Bussen er her nu, men vi venter i en halv time før den kører. Vi sidder og kigger benovet ud af bussens vinduer. 3-4000 meter høje lavaaske bakker er opdyrket fra flod til top, i små agre. Efter 1½ time er vi i Zumbahua, en lille by, men det lykkes os at få kaffe og en aftale med en lokal, om transport ud til den blå kratersø Quilotoa. Vi står på ladet af hans pick-up i en halv time, passerer den ene udsigt efter den anden. Nogle steder fyger det hvide lava-sediment på tværs af bundløse slugter. Til sidst ender vi på en lille plads for enden af den lange jordvej. Vi kigger lidt på hinanden, flere gange undervejs har vi været sikre på, at her er det, men nu ligner det ikke. Vi går forsøgende over en lav vold, og hele krateret åbenbarer sig for os. Det er enormt, diameteren er 10-12 kilometer. Nede ved bunden af det perfekt formede krater, måske 600-700 meter lodret under os, viser nogle små hvide "småfugle" sig at være får. Hvad der er på den anden side af den alkaliske sø, må guderne vide. Luften er krystal klar, men 12 kilometer er lige i overkanten for mit syn. I følge guidebogen skulle der være en restaurant, der serverer marsvin nær kraterkanten. Vi søger lidt, og ender i en af de 10-15 hytter i området. Ganske rigtigt, de små kære væsner går løst rundt under det murede komfur. Der ligger en tot græs, og de kan skjule sig i brændet ved siden af. Desværre tager tilberedningen 3 timer, og der er ikke andet at lave i det temmelig kolde og forblæste område. Vi kravler sammen med chaufføren ind i førerhuset, og starter den skramlende tur ned til Zumbogua. Pludselig lyder der et knald, og vi standser. Det sidste lag lærred i fordækket er slidt igennem. Mens vi finder det lige så lasede reservehjul frem fra ladet, klodser chaufføren bilen op, låner en hakke af den nærboende bonde, og graver hul under hjulet. Her hjemme plejer vi da at løfte bilen, ikke sænke jorden. Nå hvad, det virker og vi fortsætter. 20 meter fra byen lyder et velkendt knald, og vi fortsætter på fælgen. Bussen går først om 1½ time så efter en hurtig kop kaffe går vi den i møde. Terrænet er vildt og forrevent. Det egner sig næsten kun til fåre- og lamahold, men her og der, er der alligevel fundet plads til en lille mark. Næsten alle marker er høstet, men de bærer spor af majs, emmer og hestebønner. Alt arbejde foregår med hånden, af de små mennesker, der hilser genert, men smilende på os. De fleste vil med lethed kunne stå under min udstrakte arm. Bussen passerer os på vej op, men gåturen er spændende, så vi venter på nedturen. Ikke desto mindre siger jeg efter 2 timers traven: "Nu vil mine fødder ha´ en bus!", og i det samme dukker den op bag en fold i bjerget. Vejen tilbage går over det 4000 meter høje pas, man kan se op mod 100 kilometer i hver retning i den klare bjergluft. Bløde bakker med små-agre, dybe kløfter med brusende floder og barske, golde basaltbjerge. De 3 timers fascinerende transport koster 12 kr. Det er blevet mørkt, da vi ankommer til Ambato, så vi går direkte til det udvalgte hotel. Så ud i byen, hvor det næsten kun er spisestederne, der har åbent. Vi får lidt at spise, og strejfer så rundt i de dårligt oplyste og næsten mennesketomme gader og gyder. I modsætning til Latacunge går man tidligt hjem her, så det går vi også. Benene trænger faktisk også til at hvile lidt. 17. Vi må vække portieren, for at komme ud af den låste hoveddør. I går aftes var der en café med brød om hjørnet, da vi ledte efter aftensmad. Nu er den lukket. Det er faktisk temmelig svært at finde en shop, der både har kaffe og brød, det er enten eller. Det lykkes dog at få klunset morgenmad på benene, og så tager vi ind på det lokale naturhistoriske museum. Her er en stor samling af udstoppede fugle, fisk og pattedyr og en hel masse konserverede krybdyr, padder, fisk og insekter. Alt fra en voksen elefant til myrer. Meget er ecuadoriansk, men der er også dyr fra resten af kloden. En afdeling af museet indeholder et freak-show. Hovedsageligt misdannede dyrebørn, men også enkelte voksne. Hovedsageligt siamesiske tvillinger og snabelagtige udvækster i panden. I den mere seriøse afdeling er der en lille busk med omkring 100 forskellige kolibrier, over os svæver en Andes Kondor med sit vingefang på 3 meter, verdens største flyvende fugl (vingefang mindre, men vægt større end albatros). I en montre er der en fugl med et 5 centimeter langt, tyndt horn i panden, og 4 x 1 centimeter store kløer på vingekanterne. Ser på sin vis autentisk ud, men jeg har altså aldrig hørt om: Anhima cornuta, enhjørningsfuglen. (En tur på biblioteket afslører, at dens latinske navn betyder: Sporevinge, dens engelske: Skriger) Med lungerne fyldt af formalin går vi let hostende ned til det colombianske marked. Kød, fisk, grønsager, smedejern og ting i almindelighed. Selve byen er et enormt handelsområde, med en smal strimmel beboelse omkring. Til gengæld er oplandet stort, og bønderne kommer langt fra for at sælge deres varer. Der er 6 dominerende forretningstyper: Sko, tasker, sæbe og lignende, tøj, farmica og isenkræmmere. Vi slentrer på må og få gennem de myldrende gader, på jagt efter rent undertøj. Jeg har lovet en kollega et postkort, men vi har til dato ikke set et, ikke ét. Vi når til tog- og busstationen, går op i den første og bedste bus og siger "Baños?". Chaufføren siger "Si!", og starter motoren. På vej gennem terminalen ser Jesper turist nummer 20 på 4 dage. Som på alle andre busser springer småhandlende på og tilbyder sodavand (cola agua, cola lemon, cola cola), aviser, slik, is, frugt, frugt-chips og kager. Næste gang bussen sagtner farten er de væk. Fælles for busserne er også, at de spiller god musik, og endda i et fornuftigt leje. Busserne er ikke kun til mennesker. Ind i mellem kommer der sække med korn, grønsager og lignende, enkelte høns og enorme rygsække ind i bussen. Får, trædesymaskiner, hegnspæle og lignende er henvist til taget, lige som dem, der ikke er plads til inde i bussen. Vi er heldige altid at få en siddeplads, der er nemlig god benplads, men jeg skraber skuldrene mod loftet. Vi kører gennem 1000 meter høje frodige bakker. Der er marker fra flod til top, nogle grønne, nogle modne, andre høstede. Efter 1½ time når vi frem til Baños, som betyder; bade. Der er varme, kolde, mineralske og strømske. Byen har 16000 indbyggere og 50 hoteller. Det skulle være noget af en turistby, men da vi hopper af bussen ligner kvarteret noget fra forrige århundrede. Vi går mod hotellet, passerer et indianermarked og får en gang kogt majs, øff og sovs til 3 kr, serveret i en lille plastik pose. Noget af det mest velsmagende jeg har fået længe. Vi finder det tysk, gennem organiserede hotel. Der er plan over byen, formaninger om at verden er i energikrise (spar på vand og strøm), pinligt rent, strøgne håndklæder og så arrangerer de rideture. Vi er heldige, der er plads i morgen. 1 times kørsel med Jeep, 4 timers ridning på velfodrede heste i smukke omgivelser til 150 kr. Vi vil gerne af sted tidligt, men kan først starte klokken 10.30. Vi bliver skrevet op i kalenderen, og går ned for at se centrum. Foran mange forretninger står der bolsje-trækker. Den seje sukkerrørs masse er gullig, og bliver tilsat en rød stribe i sidste fase. Nasser en smagsprøve, og må indrømme det smager temmelig godt. Ganske rigtigt; det er en turistfælde. Masser af souvenir, plastikdimser og spisesteder. Antallet af sete back-packere når astronomiske højder (måske over 100), og vi skynder os de 3,5 kilometer ud til byens zoo. Den ligger på et stort taffelbjerg. For at komme derover må vi over en hængebro, 50 meter over den brusende flod. På den anden side af haven er der 150 meter ned til floden, og en fantastisk udsigt ned gennem dalen. Haven er virkeligt spændende indrettet: Hvert bur eller voliere er en slugt, der er lukket i enden med sten, og overspændt med net. Vegetationen er oprindelig. Dyrene er lokale: Tapir, elefant skildpadder, ozelot, flodsvin, bjørne, araer, kondorer, tukaner, puma, aber, papegøjer og småfugle. Godt trætte i Jespers knæ og min fod, går vi ud af zoo´en og må lige vente, mens nogle lokale stiger ud af "vores" taxi. Vi kører ind til centrum, og får først kaffe, så mad på et spisested for de lokale. Øff og kogte ris med friturestegt banan og kartoffel samt tortilas. Efter pausen ser vi på byens udvalg af nips-, sko-, isenkram-, uldtøj-, farmica-, tøjforretninger jungleekspeditionskontorer, restauranter og diverse kombinationer. Her er så turistet, at vi finder postkort. Bankerne, derimod, kan ikke veksle US$ og tager ikke Visa. Over for en bank er der et skilt i en isenkræmmer: Valuta change, good values. Ganske rigtigt; 4050, kun 1% under almindelig bankkurs. Nok er der relativt mange back-packere, men de lokale dominerer gade billedet. De mange voksne som bare er 1.20-1.50 meter fascinerer mig. Fascinationen er gensidig, ikke mindst fra kvinderne, som flirter helt vildt. Det gør de i øvrigt i hele landet. En vi spurgte om vej i lufthavnens fly-informations boks var nærmest ved at kravle ud gennem hullet i glaspladen. 18. Vi får et varmt bad på tyskerens hotel, checker ud, men får lov at parkere rygsækkene, til vi kommer tilbage fra rideturen. Så går vi ned i turistbyen for at få morgenmad. Et reklamerer med "Rugbrød", men vi går alligevel der ind. Vi ringer fra byens telefonhus til de gamles telefonsvarer, og fortæller, vi bliver godt 2 dage forsinket. Så dasker vi bare rundt i byen for at få 3 timer til at gå, før vi skal ud og ride. Sidder uden for hotellet en halv times tid, til Jespers tålmodighed brister, og han går ind og spørger om de har glemt os. Det har de skam ikke, der var bare ikke andre end os, der havde bestilt ridning, så det bliver ikke til noget. Det var heldigt det var Jesper der gik ind, jeg havde nok ikke taget det så pænt, at vi havde spildt næsten et døgn i denne helvedesby. På vej ned gennem byen ser vi 3 opsadlede heste. Får med lidt møje booket dem til klokken 13.00. Endnu 2 timer i turisthelvede. Tilbage, ingen heste, "Desværre, prøv klokken 14.30". "Fuck jer, og jeres heste og jeres by, vi kører". Vores held virker åbenbart ikke i Baños, så vi tager videre mod Puyo. Går ud til hovedvejen, venter en kop kaffes tid, og hopper så på bussen. Vi kører i 10 minutter, og standser så pludseligt. Der er bomme for vejen, og der holder en lang kø. Så kører vi igen, men kun helt frem til bommene, så stiger alle ud. Folk begynder at trænge billetdrengen op i en krog, og vi får alle vores penge tilbage. Så går vi under bommene, og kravler sammen med de andre 18 buspassagerere op på ladet af en pick-up. De næste 25 kilometer finder vi ud af, at de er ved at lave den et-sporede slyngede bjergvej om til to-sporet, og rettet den ud gennem 3 tunneler. Vi standser, ikke helt uventet, igen. Foran os tårner en 15 meter høj bunke brokker og ler sig op. Alle springer ned af pick-upen og begynder at gå, for så at klatre. På den anden side, en kilometer længere henne, holder en anden pick-up. Alle om bord, og så går det videre på den næsten lodrette bjergskråning. 500-700 meter lodret ned til bunden af slugten, hvis bund helt optages af den voldsomme flod. Andre 500-700 meter over os anes bjergenes toppe. Mellem dem krydser ørne, gribbe eller kondorer den smalle blå strimmel himmel. Enkelte gange kan vi se 30-50 kilometer ned af en af sidekløfterne. Nogle steder er bjergene enorme slaggebunker, hvis frodige sider opdyrkes i små lodder. Selve vejen er hugget direkte ind i bjergvæggen, nogle steder fortsætter vandfaldene forbi os. Vi kører i en tunnel, sten på de tre sider, vand på den fjerde. Nogle steder er bjerget ikke så lodret, og vandet havner midt på vejen og os. Vi griner og peger med vores spansktalende medpassager, fotograferer og klamrer os fast. Vi standser igen, denne gang ved nogle militære bomme. Som alle andre steder vi støder på politi eller militær smiler og snakker alle med hinanden. De er til for at hjælpe, ikke for at undertrykke, og som sådanne er de naturligvis populære. Vi går uantastet under bommene og kravler endnu engang op på en pick-up. Jeg startede midt på ladet, og ender på det bageste trinbræt efter en tur oven på presenningen. Disse tre pick-up ture i så smukke og spændende omgivelser gør det rigeligt ud for den mistede ridetur. Efterhånden ændrer landskabet sig. Vi er på vej ned i Amasonas deltaet, vejret bliver mildere og der kommer flere marker, som terrænet flader ud. Et nyt sæt bomme; "gingo" paskontrol i Puyos forstad Shell. Vi løber over til kontoret, får tjekket passene, og hopper op på vognen igen. Efter 3 timer på ladet af forskellige pick-ups er vi i Puyo. Klokken er 17.30, men banken har heldigvis åbent. Det hjælper bare ikke, de tager nemlig ikke Visa, og vores US$-reserve er skrumpet betænkeligt ind. Situationen er kritisk; vi får at vide, nærmeste Visa-bank er i Baños, og hverken byen eller retningen siger os noget. Derimod havde vi tænkt os at begynde en længere ekspedition ud i det tyndtbefolkede Amasonas, i Ecuador kaldet Le Oriente. Vi traver Puyo tyndt, får lidt at spise og drikke, og i skumringen sætter vi os til at vente på en bus til Tena. Den kommer klokken 20.00, og vi kører gennem mørket ad en dårlig jordvej. Der er kun 60 kilometer til Tena, men på trods af chaufførens hæsblæsende tempo, tager det 2½ time. Undervejs betages vi af en underskøn fuldmånes opstående. Bjergkamme, palmer og enkelte af nattens dyr står frem i det sølvagtige lys. Godt møre efter dagens transport tumler vi ud af bussen, og efter lidt famlen rundt, indfanges vi af portieren til vores hotel. Får med det samme arrangeret en 3 dages jungle-tur, og får udleveret gummistøvler. Fyren går helt i spåner over Jespers størrelse 44. Godt René og hans størrelse 47 ikke var med! Efter en hurtig sandwich og kaffe, vakler vi i seng. 19. Tidligt op, og ud i byen for at finde skriveblok og ny lås til min rygsæk. Tilbage til hotellet for at spise morgenmad, og over i den lille flækkes bank. En rigtig bank: En Visa-bank! Vi hæver for en sikkerheds skyld 1.1 million sucres. Vores transport-guide henter os i banken, og sammen med ham kører vi ud i junglen på ladet af en ny pick-up. En lille time gennem den kolde morgenluft bringer os dybere og dybere ind i Amasonas. Vi er nu nede på 300 meters højde, og varmen og fugtigheden kan mærkes. Vi standser ved 3 hytter, 2 franskmænd og 4 tyskere. Traver i ½ time, og er ude ved pælehyttelejren, som skal være vores hjem de næste dage. Jesper og jeg får tildelt en hytte på 2½ meter høje pæle, dropper rygsækken, og starter den første ekspedition: Vandfalds treak. Og så tror man selvfølgelig man skal ud og se vandfald. Forkert; vi skal ud og klatre i dem! Vi lærer nu, at når den indfødte indianer-guide har noget med, for eksempel et tov, så skal det bruges til noget. Sammen med de 2 franskmænd traver vi ud af lejren. Ind i mellem viser guiden os forskellige planter, der bruges til noget. Én gang plukker han en frugt, gi´r den til en franskmand, og beder ham åbne den. Det gør franskmanden, og stærk, tyk og meget rød farve dækker hans fingre. Vi får forklaret, at man bruger den til at lave ansigtsmaling med. Mens guiden maler Jesper og den anden franskmand, betragter jeg den førstes mere og mere desperate forsøg på at få farven af sine fingre. Først med vand, så med sand, men det er god kvalitet. Jeg afstår fra ansigtsmalingen, jeg er ikke indianer, og vil nødigt fornærme dem med plagiering. Vandfaldene høres før de ses i den tætte urskov. I starten går vi i det 2-3 meter brede vandløb. Så begynder vi at klatre ved hjælp af det medbragte tov og store bambusrør med huller til fødder og hænder. Nogle gange kan man kun stemme sig fast i den smalle sprække vandet har gnavet. Da jeg får sop for 117. gang, udbryder jeg spontant: "These boots are made for swimming!" Underskøn natur, 100-vis af orkideer, bregner, epifytter, bromelier og udsigter fra bjergkammen. Der er en del spindlere, blandt andet nogle med et benspænd på 6 centimeter. En af disse kæmper har spundet på tværs af stien, og er ved at få solstegt dansker i nettet. Insekterne repræsenteres af farvestrålende græshopper, fårekyllinger, træbukke, hvepse, blomster- og pragtbiller, kæmpe sommerfugle og tæger. 2 centimeter store myrer, hvis bid gør én "logo". En enkelt løvfrø afsløres også. Under en lille pause byder guiden på medbragte appelsiner. Skralderne bringes selvfølgelig tilbage til lejren, det kalder jeg at passe på naturen! Vi hører om de forskellige planters anvendelse, mens cikaderne spiller deres enerverende musik. Vi når tilbage til lejren ved 15-tiden, og bliver budt på suppe og kylling. Derefter tøjvask uden sæbe i flodens klare (og kolde) vand. Det, der i reklame-pjecen blev omtalt som "24 houres laundry". Tilbage i 6-hytteslandsbyen leger børnene med 3 centimeter pragtfulde metallisk grønne pragtbiller i snor. Jeg daser i hængekøjen under vores hytte, lytter til chikadernes sang, flodens brusen og de overflyvende papegøjers pludren. Jeg når kun at ligge der i kort tid, så er det tid til næste tur. "Baghaven" byder på mange spise- nytte- og lægeplanter. Der er kakao, yucca, avokados, vanille, ananas, kaffe, citron-te-græs, og så alle dem, jeg ikke kender, og ikke blev klogere af på spansk. Mens jeg har travlt med at opgøre moskito-angrebenes skader på mine kulørte underben, får Jesper lov at smage på noget, som efter hans rødmalede ansigtsudtryk må være ualmindeligt bittert. En gruppe lave palmer må stå for skud, da vi lærer at bygge hytter. Stænglerne bruges til skelet, bladene flækkes og monteres så de låser hinanden. Et palmeblad tag kan holde i 10-15 år. Jeg vil ikke udelukke, jeg ville have lært mere, hvis vi kunne samme sprog, men det meste fatter vi da. Vi går det sidste stykke tilbage til lejren langs den 15-20 meter brede og brusende flod. Selve lejren er egentlig en 3 families landsby med gæstehuse. Mændene er guider, en for tyskerne, en for os og franskmændene. Kvinderne laver mad og de større børn gør rent og vasker op. Jeg spørger om man kan få kaffe, jeg har ikke ligefrem abstinenser, men vi er lige gået gennem nogle buske. Selvfølgelig kan jeg få kaffe, Néskaffe! Taler med franskmændene om at rede jorden i almindelighed, og med de tyske piger om hvad vi har lavet indtil nu i Ecuador. Den ene forsøger at tale engelsk, men ender hele tiden på spansk. Vi indrømmer selvfølgelig ikke, vi kan tysk. De er for øvrigt også rødmalede i ansigtet. Tyskerne har selvfølgelig startet deres ferie med 2 måneders spansk kursus i Quito, men syntes stadig det er svært at begå sig. Vi må være dygtige til sproget, sådan som vi farer rundt. Næ, vi kan ikke et ord! Og det var så de sidste vi talte med dem. Mørket kommer snigende, og jeg får et stearinlys til at føre mine dagbogsfortegnelser ved. Der kommer tallerkener på bordet, og jeg føler mig mest af alt som gæst i et privat hjem. Det er jeg vel egentlig også. Vi får kogt yucca med grønsager og ost. Nattens lyde tager over; løvfrøer fra skoven, rana´er fra flodbredden, fårekyllinger over alt. Ildfluerne sværmer, og i badet møder jeg nogle 6 centimeter store dødninghovedkakerlakker. Badet er egentlig bare en løs samling små bambus stængler, og Jesper mener at døren låses ved at man fløjter. Jeg mener det kan være lige meget, man kan let se at der er nogen der inde (og hvem). Går hjem til hytten i pandelampens skær. Hytten står på sine 2½ meter høje palmestammer. Gulvet er mahogni, væggene af flækkede kæmpebambus eller små bambus. Får fixet myggenettet, og går ud som et lys. 20. Morgenmaden består af stegte bananskiver og spejlæg. Så følges alle 8 turister og alle landsbyen faste indbyggere sammen til lagunen. Det tager 2 timer at komme til den lille sø, der er meget dyb, skabt af et høje vandfald. Vi svømmer i det kolde vand, og bader i den varme sol. Jeg finder haletudser, små ranaer og en vandrende pind, der på trods af sin spinkle krop har fantastiske farver. I luften svirrer 40-50 forskellige sommerfuglearter, vandnymfer, guldsmede, bier, hvepse, fluer, biller, møl, sværmere og andet interessant kravl. Vi går lidt tilbage mod landsbyen, og finder de lastbilslanger frem, som vi slæbte med op. De bindes sammen 3 og 3, og vi sejler ned mod lejren med 20 kilometer i timen. På hver flåde er der en guide, der sørger for at vi rammer alle de store sten. Som alle andre steder åbenbarer den ene storslåede udsigt sig efter den anden. Vi når godt kolde, men med en fantastisk oplevelse rigere, lejren. Med glubende appetit kaster vi os over kæmpebanan- og yoccasuppe, fuldt af pasta med noget radise-lignende. Derefter tilter alle i siesta-heden. Nogle mener det er for varmt til en tur i junglen, så jeg får stablet en fisketur på benene. Det er nemlig køligere nede ved floden. Mens vi går ned af floden snakker guiden løs, og jeg må indrømme jeg fatter mere og mere af hans spanske. Jeg fisker med kogt yucca i 10 minutter, og overdrager så stangen til en franskmand, som har fået jordkrebs af guiden. Langs floden er der pytter oppe på bredden. Hver pyt har sin størrelse og farvevariant af haletudser. Mellem pytterne ligger store sten, som er helt overgroet af mos, orkideer, bregner og epifytter. Jeg drejer ind i den tætte jungle. Næsten uvejsom, men med tålmodighed, forsigtighed og smidighed går det. Artsrigheden er overvældende. 40-50 meter høje træer, dækket af bromelier på op til 1½ meter, orkideer, bregner og alskens epifytter. Højt oppe fra kommer luftrødder og lianer. Fugle, frøer og insekter høres konstant, men ses sjældent. Kæmpe sommerfugle og pragtfulde blomster bryder den grønne mur, der omgiver mig. Jeg vil gerne kunne gengive det på foto, men her er for mørkt - og for meget. Vi går tilbage i skumringen - uden fisk. Når lejren, hvor der serveres kogt majs - med fisk. Bliver påfløjet af en ildflue, som viser sig at være en 2 centimeter stor bille af smelde-slægten. Hele bagkroppen kan tændes i et skarpt gult lys, på forkroppen er der 2 "øjne" som lyser grønt. Tilbage i hytten pakker jeg rygsækken med alt det rene tøj. Kun det jeg har på er ikke rent. Noget blev vasket i floden i går, noget blev rent af at rafte og kravle i vandfald. Jesper bruger tiden på at jage en flok 2 centimeter store myrer ud af sin seng. Da vi senere får en kop godnat-kaffe piller han demonstrativt en 5 centimeter stor natsværmer op af sin kaffe. Den slags mennesker bør blive hjemme på stenbroen! Jeg finder pandelampen frem, og går en god times tid ud i junglen. Får senere en skideballe, og så havde jeg ikke engang hundene med. De har ellers fulgt os trofast på alle ekspeditioner. Jeg ser en masse dyr, blandt andet knælere. Jeg slukker forsøgsvis lampen. Alt er mørkesort omkring mig, med undtagelse af himlen. Ikke alene er der flere stjerner på den måneløse himmel, end jeg har set før. Der er også de tydeligste stjernetåger man kan forestille sig. Langs floden, i et skovbryn, ses den betagende ballet af en flok ildfluer. De kan ses kilometer væk. Med tanke på batteriernes levetid, og min følelse af totalt hjælpeløshed uden, begiver jeg mig modvilligt tilbage mod lejren. Da jeg kommer nærmere, kan jeg høre, de har banket en fest ned med lokal musik. Fest og fest, det er nok mere vemodige sange fra omegnen, fremført med guitar, tromme og violin. Kigger et par numre, og går så i seng. 21. Vågner tidligt ved en ihærdig hanes galen. Står op, børster tænder - og lægger mig i hængekøjen, hvorfra jeg ser solopgangen over floden. Morgenmaden består hovedsageligt af kogt banan. Så er det tid til sidste solo-ekspedition ud i vildnisset. Morgensolens livgivende stråler lokker morgenstive firben og græshopper frem. Papegøjerne begynder højt skræppende at flyve fra deres sovepladser til deres daglige græsmarker. Kommer til en lysning, hvor det vrimler med småfugle. Sangere, fluesnappere, finker, enkelte kolibrier, duer og over dem alle: Ørne og kondorer/grippe. Når lige tilbage til lejren, da vi begynder turen ned til taxien. 3 dage uden Coca Cola skilte er forbi. Vi bliver sat af på busterminalen i Tena, køber de sidste siddepladsbilletter til Puyo-bussen. Vi venter en sandwich-tid, og kører så gennem den tætte jungle af jordvejen, denne gang i dagslys. Området er relativt fladt, nogle steder åbenbarer frugtbare sletter sig, for så igen at lukke sig i tæt urskov. I Puyo går vi ind og køber billetter til Macas. Jesper får fikset, at vi kommer til at sidde ved siden af chaufføren. Alle busser vi kører med, har motoren liggende foran, så der er chaufføren og 2 sæder, bagageplads, og så de andre passagerer. Vi venter en time, som bruges til fouragering og et kig rundt på terminal-området, som genlyder af stemmer og et fårs brægen. Bussen afgår, som alle andre, til tiden. Vi kører videre ned gennem det øvre Amasonas delta. Langs vejen er der åben skov, men bundvegetationen er utroligt tæt, så jeg gætter på, her er blevet fældet træer. Vi når en stor flod, med en smal hængebro. Bussen stopper, og vi går over, venter 5-10 minutter, og går så op i en ny bus. Efter et par kilometer overtager billetdrengen rattet - under kørslen. Han koncentrerer sig enormt - om at støve speedometret af - det virker i øvrigt ikke. Gearskiftet er noget vi (måske) lærer i morgen, men han er næsten ufejlbarlig når det drejer sig om at ramme hullerne i jordvejen. Fra tid til anden dukker der primitive hytter op langs den 200 kilometer lange, sidevejsløse hovedvej. Folk kommer ud og kigger når bussen kommer. Sangay, verdens mest aktive vulkan, dukker op. Der kommer periodisk røg/damp op af toppen, og da mørket falder på, ser vi flere gange toppen lyse op af lava. I forlygternes skær dukker der opossum og marsvin op. Jeg har ikke set et eneste trafikdræbt dyr i løbet af ugen. Vi når til en anden stor hængebro - som ikke har noget dæk. Vi bruger den parallelle gangbro for at komme over til den ventende bus, på den anden side. I nattens mulm og mørke når vi Macas. Mens vi er på terminalen køber vi billet til Cuenca. 11 timers transport til 42 kroner. Vi snuser lidt rundt i byen, får en gang pollo frita, og går op til katedralen og spejder forgæves efter Sangay. Macas er en speciel by; vi støder på to lokale der kan engelsk! 22. Efter morgenmad og bad går vi igen gennem byen op til katedralen, og spejder mod Sangay. Der kommer røg og damp en gang imellem, men så skjules vulkanen af skyerne. Jesper bliver siddende for at få et godt foto, når skyerne lejlighedsvis slipper deres greb, jeg går ned for at købe anti-kras-kras til mine moskito-plagede ben og en skriveblok. Finder også en 400 ASA film og mad og drikke til den lange bustur. Lige som andre steder er der en del hunde. De er vidt forskellige, men alle venlige. Foran katedralen er pladsen én stor chikane koncert, tæt på smertegrænsen. De er så mange, og så flabede, at det ikke giver problemer at tage nærbilleder af de fem centimeter store insekter. Jeg har hørt dem på næsten alle mine rejser, forgæves forsøgt at lokalisere dem, men nu lykkedes det endeligt. Vi følges ned til et markedet bag terminalen. Hovedsageligt rå- og færdig mad og ting bønder kan få brug for. Bussen fuld, godt vi har billet. Vi starter på det relativt flade Amasonas terræn, bevæger os så syd på, op gennem Le Oriente. Alt er grønt, men der er ingen store træer, de må være fældet. Hen på eftermiddagen kommer vi op til bjergene. De enorme skråninger er helt dækket af jungle. Der er, i modsætning til i går, enkelte landsbyer. Vi gør en pause i én. Jeg ser en lille flok gyldne egern-aber i floddeltaets træer, Jesper ser nogle aber i trætoppene langs vejen senere. Det begynder at kunne mærkes i kroppen, at bussen er bygget til folk på 1,40. Jeg sidder ned, men holder i stangen i loftet. Andre står på tæer. Vejen er en et-sporet jordvej, hvis huller kun overgås af de opragende sten. Temperaturen begynder at falde, vi er nået højsletten. Lave buske, og planter man ellers kun kender fra den mexicanske højslette. Da vi nærmer os Cuenca, efter 11 timers kørsel, begynder der at være nogle enkelte modkørende. Der er nogle busser, hvor der kun er 3 rækker sæder, resten er åbent lad. Vi ankommer til Cuenca i dyb nat, finder hotellet og en restaurant. Vi får "Lobo", men den siger hverken øff, muuh eller mææ. Hvad siger en lama? Natten går med katte- og borgerkrig. Sådan lyder det i hvert fald gennem mine ørepropper. Næste morgen er de eneste synlige spor i Jespers ansigt. Vi tager en taxi til den modsatte ende af byen. Her ser vi et af de lokale markeder. Hovedsageligt strikketøj i kubikmetervis, desuden sko og tasker. De lokale bruger moderne rygsække, også indianerne. Vi går forbi den nye og den gamle katedral. Imponerende store og smukke. Alt vejbelægningen i centrum er under renovering, så det er en bilfri by. Vi kommer til et andet marked. Afskårne blomster og potteplanter, de fleste virker bekendte. Det lader til alle kan læse, selv skopudserne har mere travlt med dagens avis, end med at sjakre kunder. Sådan har det været hele vejen gennem landet. Vi fortsætter forbi foto- isenkram- bog- og skoforretninger, og kommer til et marked med lertøj og alskens fletværk. Vaser, sparegrise, urtepotter, krukker. De mange markeder er en tirsdag begivenhed. De større byer har en eller to markedsdage, hvor omegnens bønder kommer til byen. Et overdækket marked byder på kød, grønsager, korn og færdigretter. Vi ser det hele, også det rustne og spindelskæv-overgroede stativ med fersk kød. På den anden side; han forsøger kun at sælge det på slagtedagen, ikke 14 dage efter. I byens almindelige handelskvarterer ser vi, lige som i mange andre byer, specialforretninger: Æg, og kun æg, eller bananer solo. Andre forretninger har alt fra sutteflasker til båre-buketter. Så går vi mod terminalen for at fange den specielle 9.00-bus til Incapirca. Undervejs bliver der tid til kaffe og morgenmad. Varmt vand/mælk og flydende kaffe-koncentrat med nogle små hvide flydende objekter. Det drikkes. Vi får et par boller til, og betaler 5 kroner tilsammen. Turen går gennem store bløde bakker med græsning. Nogle indhegninger består udelukkende af lastbildæk som hegnspæle. Kvæget er 99% sort broget malkekvæg. Enkelte indiske pukkel-okser og nogle brune kødkvæg. Vi når Incapirca, som er et inca-lignende kompleks fra 10.-16. århundrede i 3160 meters højde. Det meste af det store anlæg består bare af ½ meter høje mure, men det centrale soltempel er temmelig intakt. Der ud over er der bade, pladser, majslagre og rester af tidligere civilisationer: Cuencanærene. Vi ser en masse forskellige småfugle i de modne tidsler omkring anlægget. Som andre steder bruger man lamaer til at holde græsset nede. Dybt nede i dalen leger en tæve med sine to halvvoksne hvalpe i det høje græs. På marken ved siden af er bønderne ved at grave kartofler op. Hele familien i deres farvestrålende lokaldragter. Mellem dem færdes heste, høns, køer og et par svin. Vi går lidt ned af den bratte skråning bag soltempelet. Her finder vi potteskår, endda med farvemotiver. Vi sidder i de sidste solstråler og spiser den medbragte mad, mens tordenen runger mellem fjerne bjerge. Nede ved indgangen finder jeg en bil, der kan kører os ned til Tambo om en time. Det giver os tid til at udforske det lille museum og få en kop kaffe og en pollo burger. Stedet er naturligvis et turist-sted, og vi ser de første turister siden vi sagde farvel til franskmændene i Puyo. De lokale skolebørn er i stort overtal. Både her, og alle steder, selv i storbyer, er der en pudsig blanding af tøj. Nogle bærer vestligt, andre typisk "peruviansk". Vi kører til Tambo sammen med to tyskere, der lige som os, har tænkt sig at køre med jernbanen fra Alausi til Guayaquil, en tur som er stærkt rost for bjergelskere. Vi står frysende på et hjørne, hvorfra bussen til Alausi efter sigende skulle afgå. Ingen ved hvornår. Jeg fatter meningen med at de lokale grise er behårede som pudler. Hvis de var nøgne som dem i lavlandet, ville de fryse lige som os. Det begynder at regne, vi er midt i skyen, og vinden skifter konstant. Der kommer en bus, jeg standser den og spørger, om den kører til Alausi. Nix - Guayaquil. 1½ sekunds tøven, og vi forlader tyskerne i det tiltagende regnvejr. Vi har set bjerge, og der er noget ved temperaturen i lavlandet ved kysten, der trækker. Som Jesper siger "Add wather, and you get instant planning!". Vi kan så tage toget i den modsatte retning. Der er ikke siddepladser til os, men det er heldigvis den første bus med højt til loftet. Bjergbønnernes små frimærker af marker som skimtes gennem tågen, udskiftes med lodrette skove, da vi begynder nedstigningen fra højsletten. Så kommer der store sletter med banan-, sukkerrør- og lidt kaffeplantager. Temperaturen stiger fra 12-15 til 30-35o C, der kommer herregårdsstore marker, der nok har været majs og korn. Enkelte kæmpe malkekvægsfarme. Gradvist ændrer landskabet sig til sump. Kæmpe silkehejre og gigant isfugle, små kohejrer, falke, skarver og - nå ja - fugle i almindelighed. I kanalerne ved siden af vejen er der et bredt udvalg af flydeplanter, og jeg konstaterer med tilfredshed, at grisene er nøgne. Vi når et vandløb - på et par kilometer - på tværs. Bag det ses Guayaquils sky-line i skærende kontrast til de primitive pælehytter, der var i det sidste stykke af sumpen. Vi går ind på den kæmpe terminal, for at spise suppe og steg. Vi erfarer, at det tidligere omtalte tog afgår fra en forstad, som man kommer til med en færge. Der er bare det uheldige, at det daglige tog afgår klokken 6.30; lige før den første færge anløber!. Hvis toget altså afgår. Mange chancer at tage for en togtur på en time, og så bringer den os op i højlandet med dets kulde. Vi vælger i stedet at fortsætte nordpå, op gennem det tropiske kystland. Ind til centrum for at finde et hotel, og ned til kajen for at se (en fjord af) Stillehavet. Vi går langs promenaden, hvor der er mange statuer og mindesmærker. Af større interesse for mig er 10 tudser i en lastbils baglygteglas med vand. De ser ud til at trives fint, i det ellers tørre landskab. På vej tilbage mod hotellet passerer vi masser af lukkede butikker. Temmelig kedeligt, da de lukker med metalskodder. Gadehandlerne, derimod, er stadig aktive; slik, tobak og nogle enkelte aviser. Der står en fed hørm ud fra forskellige spisesteder: Kinesere, KFC, Donkin Donut, Pinquin, McDonald og så de lokale. Får en øl/vand på en fortovskafe, vækker en del opmærksomhed, men vi er også de eneste turister, siden vi forlod de undrende tyskere i Tambo. 24. Det kører helt fint for os, med en undtagelse: Det er pinligt at skulle indrømme, men der spores en vis glæde, når det er rigtig Néscafe, der kommer på bordet, og ikke det sædvanlige kaffebønne-pulver. Vi tager en taxi ud til terminalen, og køber billet til en bus, der går om 6 minutter. Bliver guidet op til 3. etage, and off we go! På billetten står, at vi får 2.000.000 ved død eller invaliditet - i sucres. Det svarer til 3.500 kroner! Tilbage over floden, og gennem det enorme sumpområde, denne gang mod nord. Mange varianter over skarv og hejre. Store ørne og skader samt enkelte isfugle og duer. Efter et stykke tid begynder der at dukke rismarker op i sumpen, de bliver afløst af bananplantager, da landskabet rejser sig - et par meter. Vi kører 10-15 kilometer gennem én bananplantage, for så bare at komme til den næste. Så begynder der at komme majs, og lidt kvæg, som udelukkende ernæres af bananer. Vi passerer et par større byer, i én forsinkes vi af en mindre brand på kørebanen. Jeg mistænker gade/bushandlerne. Terrænet stiger svagt, temperaturen falder lidt og der kommer citrusplantager. Vi ankommer til Quevedo i middagsheden. Et par haner, der steg på tidligere med deres bærere, klukker svagt, støvet bølger om os, og der er et leben. Vi ser det lokale tivoli, markederne og de gadehandlende. Finder Emtel-huset, og sender bekræftigelses-fax til Avianca. Får lidt at spise og drikke, og når lige at springe på en ekspresbus til Sants Domingo de los Colorados. Da vi krydser en flod ser jeg tydeligt en stor grøn leguan på bredden. De siges at holde til nær mennesker; dumt, de smager nemlig godt. Nu begynder der at være ananas, soja, majs og kokos mellem bananplantagerne. Iblandt står også store træer, som må bære en eller anden frugt. Santa Domingo terminalen er uden for byen, så vi tager en taxi ind til city. Kæmpe pulserende område, som vi traver i, i 4 timer. Stort, men ikke nyt; der er ikke en eneste crome/glas bygning. Alle bygninger kan være lavet i sidste århundrede, de ser bare ud til at være fra et af dem før. Foran de fleste forretninger er der gadehandlere med boder. Mellem disse går der andre handlende rundt. Jeg køber en ristet majskolbe smurt med sovs, og drysset med parmesanost. Virkelig lækker og mættende. Der er flere overdækkede markeder. Korn, grønsager, kød, isenkram, sko, sko, sko, tasker og ting i almindelighed. Har ledt efter en pengebælte siden Jesper købte ét i London. Opgiver, finder i stedet 1 meter bred nylonbændel, ½ meter bred lynlås, lidt velko-lock og en systue. 4 handler, 20 kroner, og jeg har lige det bælte jeg vil have. Ser nogle store flotte haner et sted. Ser bagefter, at de bure, de står på, indeholder 4-5 meter lange kvælerslanger. Det bliver mørkt, og vi finder et spisested, desværre uden slanger. Så er det tid til en taxi til terminalen. Mens vi venter på afgang, får jeg pudset mine støvler. En handling 50-100 (skopudsere) har påpeget nødvendigheden af, det sidste par dage. En 12 centimeter stor græshoppe kommer støjende baskende over rækken af holdende busser, temmelig imponerende. 3½ times natkørsel bringer os til hovedstaden Quito. Endnu en dag uden andre turister, end ham der hele tiden følger efter mig. Han nægter for øvrigt at tage rygsækken af; han er bange for at styrte forover. Vi finder et virkeligt fint og hyggeligt hotel for de sidste 3 nætter (vi har ikke brugt penge nok, ifølge planen). 25. I dag, hvor vi egentlig skulle ha´ rejst hjem, begynder vi vores udforskning af Quito. Første sight er - en morgenmadsbar. Så går vi gennem det nye centrums turistforretninger (ser endda 5 turister). Forretningerne har flotte håndlavede ting fra provinsen. Farvestrålende, charmerende, rustikke og uldne. Vi kommer forbi Avianca kontoret, og re-re-confirmer vores hjemtur. I nabobutikken finder vi små kodelåse til rygsækkene. Ikke, at vi har følt behov, men det er rart at kunne "plombere" sin bagage, og så uden nøgle. Går gennem en stor park med massere af lejemuligheder, for de mange leende børn. Vi når det første af dagens markeder. Plastik overdækkede boder med den sædvanlige blanding af gasapparater, tandpasta, trøjer, bind, tasker, fisk, fastnøgler, tomater, ure, shampoo, majs, paraplyer, aviser, sko, sytråd, fiskenet, porcelænsfigurer, plastikspande, løg, pornoblade, kotunger, stegte bananer, solbriller, indkøbsnet, hængekøjer, fade med varme grisetryner og fritter (så ved man da, at det er øff), aluminiumsgryder, korn, fotoapparater, krydderier, afklippede blomster, kosmetik, ponchoer, oliedunke, colaer, slik, høns, gummimåtter, opvaskebørster, kager, stegt kylling, sikkerhedsnåle, bånd, spejle, ristet majs, brød, æbler, cigaretter, æg, bidsler, kurveflet, appelsiner, lygter og sadler. Mellem de forskellige markeder er der almindelige handelsgader, hvor de har det, markederne ikke byder på. Et marked er genbrug. Bilstumper, værktøj, EDB-stumper, tøj, sko og en mistænkelig stor mængde nye autoradioer uden indpakning. Vi finder en lang snoet gade med renoverede typiske kolonihuse. Det begynder at regne, og vi får pludselig lyst til kaffe. Lige i nærheden er Casa de Sucre. Han var en stor friheds general, som forøvrigt har lagt navn til deres møntenhed. (4 sucres = 1 italiensk lire!). Hans typisk spanske fire længede gård med svalegang, er møbleret med gamle møbler, og ganske interessant. Det begynder at regne igen, så vi drejer ind på et lukket marked. Vi ser markedet, det regner stadigt og der er ingen café. Der er derimod en barber, så jeg bliver bare kronraget, og får en rigtig gammeldags barbering. Det regner stadig, så vi går over hos genboen og får en Inca Kola. Vejret, og duften fra kyllingerne i grillen, overbeviser os om, det er spisetid. Bagefter tager vi en taxi hjem til det hyggelige hotel. Spændende dag med afsindigt mange synsindtryk. 26. Sidste hele dag. Quito byder naturligvis på mange seværdigheder, som de fleste andre hovedstæder, men vi er temmelig kræsne. Tæt på hotellet ligger et nyåbnet vivarium, hovedsageligt med lokale dyr. Vi ser på forretningerne på vej derover. Indenfor får vi udleveret en engelsksproget "indholdsfortegnelse" med en kort beskrivelse af dyrets levevis. Lokalerne er virkeligt flot indrettet. Lakerede trægulve og terrarie-rammer. Inde i hvert terrarium er der en rimelig god gengivelse af dyrenes naturlige habitat. Over alt, selv hos sumpskildpadderne, er der helt rent. Flot og spændende udstilling, men der kunne godt have været flere padder og krybdyr, og lidt færre slanger efter min smag. Så går vi hen til universitetets museum. En eller anden rigmand har doneret sin samling af arkæologiske og religiøse objekter. Desværre viser det arkæologiske sig kun at være hans egen roden rundt. Det religiøse er hovedsageligt malerier og statuer fra 14-1900. Trægulvet er nybonet, og vi er ved at blive kvalt. Vi fortsætter lettere omtågede til Museo del Banco Central. En imponerende bygning: Kæmpe buet spejlglasbygning i 3 etager, en teltagtig konstruktion ovenpå, og en integreret granitklods-bygning ved siden af. Inden for er det endnu mere imponerende. Hyber moderne montre, med tekster slebet i glasset, perfekt halogenbelysning, meget stilfuldt. Vi starter med Big Bang og ender med abstrakt kunst. Ind i mellem er der jordens og menneskets udvikling i planche form. Derefter Ecuadors arkæologiske historie, vist i sten, keramik, kunst, mumier og kæmpe terrarier, hvor hele dale er genskabt til mindste detalje. Ved montre 70 er jeg ved at blive godt øm i ryggen. De har glemt at sætte bænke mellem de forskellige tidsaldre. Efter den kronologiske/geografiske gennemgang af ler og sten kommer ædelmetalafdelingen. Enorm stor med de mest fantastiske "inca" guldarbejder. De ældste stenredskaber er 10.000 år gamle, lerarbejderne 4.000 og det ældste guld 2.500 år. Incaerne har hersket i Ecuador fra 1460-1535! De kom lige forbi, og fik så bank af spanierne. Så følger der en samling møbler, tøj og religiøse tingel-tangel fra spaniolerne. Vi kommer til nutiden, repræsenteret af malerier og skulpturer. Det er begyndt at regne, mens vi studerede arkæologi, så vi tager lige en kop kaffe og en sandwich, for at se om det er en byge. Det er det ikke, så vi tager en taxi hjem for at hvile ryggen. Regnen standser, og vi kører ned til den gamle by, med alle dens markeder. Personligt kan jeg bruge evigheder på disse markeder, men mørket kommer snigende mellem de pompøse bygninger fra forrige århundrede. Forretningerne lukker, de gadehandlende pakker deres boder samen, og med enorme bjerge af strikketøj eller gryder knokler de hjem. Vi finder en lomos restaurant, og indtager det yderst velsmagende måltid, mens vi betragter den farvefulde lokalbefolknings hasten forbi, på de nu igen regnvåde fortove. Chikaderne begynder deres urgamle sang i de krogede træer foran den agtværdige katedral. Længere nede af dens historiske plads slidte brosten falbyder yndige jomfruer de mest velduftende blomster. Ups - vi prøver igen: Lokalbefolkningen haster krumbøjet forbi i deres alt for tynde vestlige tøj, kun yderst få har paraply. Smoggen antager nye dimensioner, da 3 busser gasser voldsomt op, for at komme først over den røde lyskurve. De alt for mange moderne bilalarmer går i gang med deres imfalske hylen på hvert gadehjørne, og fra en mørk gyde råber en 2 meter høj negerkvinde (?) med ru stemme "Fucky, fucky!!" efter os. Regnen pisser ned, og det er koldt. Nej, det er heller ikke rigtigt. Det er umuligt at beskrive den stemning, der hersker i et fremmede land. Det afhænger helt af hvordan DU vælger at opleve det. Regnen tager til, og vi kører hjem og pakker rygsækkene, får serveret kaffe i opholdsstuen, og snakker til langt ud på natten. 27. Det er tidlig morgen, vi går ud fra hotellet, og fanger en taxi 2 meter fra døren. Kører gennem det totalt uddøde by til lufthavnen. Vi er der tidligt, da vi (helt berettiget) ikke stoler helt på vores reservation. Det lykkes dog at komme af sted. Vi standser i Colombia for at få en ordentlig kop kaffe. Lufthavnen er ikke ny, men hyper moderne og fantastisk ren og velholdt. Der er et rimeligt stort udbud af varer, og vi får de 5-6 timer til at gå. Sidder ved siden af en svensker i flyet. Han blev én dag forsinket i Paris, da der gik ild i et hjul, da de skulle lette. Dagen efter satte den ene motor ud på Avianca flyet, så de fik endnu en nat i Paris. Han klager over, at han kun har fået kylling i 14 dage, og lyser op, da Jesper og jeg piller folien af en gang ko. Han lyder mærkelig, da han piller metalfolien af sit kyllingeben. Han rejser heller aldrig med Avianca igen. Solen går lodret ned i skyerne, og 5 timer senere kommer den ræsende op igen. 28. Næste stop er Charles de Goules lufthavnen i Paris. Jeg satsede på en pariser toast, men kan kun få tarvelige amerikanske hot dog. Brød, slatten pølse, sennep og ketchup. Jeg ser 10 kakerlakker på en gang i den ene af lufthavnens to spisesteder. Forretningsudvalget er ringe, kun få steder tager Visa, enkelte US$ men giver tilbage i frank. Lufthavnen totalt nedslidt og umådelig beskidt og ulækker. Skiltningen ringe, udsigten til Eiffeltårnet smogget til, og lyset på toilettet virker ikke. 5-6 timer i CDG er lang tid. Sidste flyvning er med SAS, så den går fint. Vi er endda så heldige, at der er kø i CPH, så vi får en ualmindelig smuk tur rundt om Sjælland. Lolland, Falster, Hornsherreded, Odden og Fyns omrids ses tydeligt. Den næsten færdige bro over Storebælt ses i mindste detalje. De gamle modtager os i lufthavnen. Det er ikke sidste gang jeg tager til Sydamerika. Naturen er spændende, folk venlige og hjælpsomme og klimaet behageligt. Pris 9.500 kr. REJSETASKE 4000 gr: Toilettaske Deo, Tandbørste, Tandpasta, Vaskepulver, 2Ekstra batterier, Schweizer kniv, Ur, med kompas, 2 Ekstra film, Kopier. Pilleæske Hoved/mave-piller, Mini barber, Ørepropper, Tørresnor, Malaria piller . På mig/tasken: Foto apparat, Pengebælte, Flaskeholder, Kodelås. Dokument Sygesikring, Vaccinationer, Pas, Billet, Tusch, Penge, Visa, Visum. Tøj 6 Strømper , 3 Underbuks, 2 T-shirts, 1 Shorts, 1 Snavsetøjspose, Pandelampe, Regnjakke, Trøje, Lonely Planet.
|