[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

8/2. MOUNT CONNOR

 Jeg vågner ved nitiden, og starter dagen med et lille grave job. Vi har mange steder set nogle flotte små græskar. Nogle af de knolde, vi har der hjemme er af agurkefamilien, så der er jo en lille mulighed for af finde en knold. Der dukker kun en pælerod op, men jeg tager lige nogle frø med hjem.

Rikke er helt væk, så jeg kører uden at få morgenmad. Der er 120 kilometer til grænsen, og mod min forventning, bliver det mere og mere frugtbart. I Alices Springs regner det omkring 40 millimeter i december, januar og februar, ellers regner det ikke rigtigt.

Jeg forestillede mig flad, gold og meget rød ørken, og her kører vi mellem store træer, grønt græs og masser af flotte blomster. Ved de kunstige søer står flokke af køer og tygger drøv. Det ligner ret meget Danmark i august.

Vi krydser grænsen med 80, og landskabet bliver endnu mere frugtbart. Rikke dukker op ved halv ellevetiden, og vi holder i rabatten, hvor jeg efter godt tids søgen, endelig aner et nogen lunde vegitationsfrit stykke, hvor vi spiser morgenmad.

Mens vi triller videre, ser vi mange rov- og småfugle. Små flokke af hvide-, og større af rosa kakaduer. Vi ser også en masse forskellige stære, specielt sort/hvide. De ligner meget de sort/hvide krager, som har været over alt, vi er kommet.

Vi standser på Kulgera tanken. Det mest spændende er toiletterne. Her er flotte store grønne knælere og nogle meget små brune. De er tyndere end en tændstik, og kun halvanden centimeter lange. Oppe under loftet spotter jeg en stor fed Red Backed Spider.

Ude på pladsen holder et stor road train: 19 aksler, 74 dæk. Med en dyb rumlen sætter den i gang, og når fjerde gear inden en vognlængde.

Vi drejer fra Stewards High Way ved Erldunda. Vi er nu på Lasseter High Way som fører ind mod Uluru, bedre kendt som Ayres Rock. Lige da vi har drejet, kommer fire grønne undulater over vejen, de flyver næsten som svaler.

En stor rød klippe dukker op i horisonten: Mount Connor, som er dobbelt så stor som Uluru, men et rigtigt bjerg. Nogle søjleformede emu-træer dominerer landskabet en tid, og et par vindtårer rammer forruden.

Et nyt stort rødt bjerg dukker op i horisonten, og denne gang er det den "rigtige". Vi kommer til Uluru - Kata Tjuta National Park, hvor vi må slippe 2×75 kroner, men så må vi også komme ind i parken tre dage.

Vi får en stak materiale, som foreslår, vi besøger Visitor Centret først, så vi ved hvordan vi skal te os. Det lukkede for en halv time siden. Så kører vi da bare ud til den store sten. Jeg havde et billede af den, liggende i store golde og røde sanduner, badet i sol. Her finder jeg den midt i store grønne bølgende græsmarker, med massere af buske og træer og småregn. Alt materiale vi får, fraråder på det kraftigste, at vi går op på den, da det er imod de lokale abo'ers religion. De har i øvrigt udlejet den til de hvide i 99 år, mod en million kroner årligt samt 25% af entreen. Hvis man endelig skal op på den, er det et bestemt sted. I dag må man ikke, fordi vejrudsigten lover regn. Der er mange steder man ikke må fotografere, på grund af religiøse ting. Lige som Koranen, har deres religiøse forfædre kunne forudsige fotografiapparatets opfindelse!

Der er store parkeringspladser to steder, med masser af skilte om retning og så videre. Vi holder 16 biler i det ene hjørne, alle hvide.

Der er en solnedgangs plads man må holde på, men ingen sol. Vi vender tilbage i morgen. Man må ikke campere i parken, eller 75 kilometer uden for den, så vi må ind på campingpladsen. Det er en hel by, der ligger 25 kilometer fra Ularu. Luksushoteller, restauranter, supermarked, biograf, amfiteater og meget mere. Vi checker ind (et kvarters tastning) og må slippe 125 kroner for et stykke jord at holde på. Rikke spørg om det er for alle tre dage, som park-billetten gælder. Nix, skal det være det? Jeg siger nej, lad os se.

Teltpladsen får, lige som de tomme pladser ved stenen, hele stemningen til at minde om festivalpladsen 3. januar. Møg forladt. Finder vores plads 149 i sektion 5. Pisse skæv, men med egen vandhane. Senere får vi nogle højtsnakkende tyskere som nabo. Regnen begynder at pisse ned i takt med mit humør.

Plyndrer supermarkedet (eller er det dem der plyndre os?), så vi har til lidt lækkert aftensmad. Så planlægger, bader og skriver vi til elleve-tiden, og sætter uret til 6.00, så vi kan se solopgangen på stenen.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]