[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

11/2. KAMELBURGER

Vågner op til pragtfuld solskin. Hygger med morgenmaden, og finder ud af, vi deler plads med en masse små sorte myrer. Vores bil har for resten lige haft jubilæum, en måned, omkring 10.000 kilometer.

På vej ud af campen, køber vi et "pas", så vi senere i dag kan køre gennem et abo' område. Mens Rikke ordner det, fejer jeg små tusinde små sorte myrer af vores bil. De sidder øverst på forruden, foran og i kager bad den ene stænkklap. De bliver rigtigt godt modtaget af de lokale små sorte myre: De danser i hvert fald rundt.

Først tager vi ud i Watarrka National Park, for at gå en lang tur. Bliver temmelig overrasket over at se fem store busser og ti back-packer busser her. Campingpladsen var næsten tom. Det viser sig, at alle buspassagererne og nogle af back-packerne bare var her for solopgangens skyld, så vi møder ikke så mange på det lange track. Det er seks kilometer og velafmærket, og fører os først op på kanten af Kings Canyon. Så går det langs kanten, fra den ene fantastiske udsigt til den anden.

På det meste af turen ser vi nogle rigtigt smukke vagler eller duer. De flyver næsten ikke, siger som duer og ligner en mellemting. I starten af turen er stien flankeret af vilde, gule evighedsblomster.

Et calotes/firben lader sig uforstyrret fotografere, mens det kniber lidt med fuglene. Som sagt er her fantastiske udsigter, både ned gennem kløften og på de slidte og revnede sandsten. Nøjsomme planter klynger sig til dem, nogle er smukke bonzaier. Den røde klippe, de grønne planter og den blå himmel med spredte hvide lammeskyer giver fantastiske motiver. Det bliver en dyr tur, jeg tror gang på gang, jeg nu får det ultimative foto, og pludselig er filmen brugt. Nu film i, og så fortsætter jeg.

Vi når Garden of Eden, som er en dyb kløft, med permanent vandhul. Her gror nogle palmelignende planter, der er en mellemting af cucas og palmer. Store hvide eucalyptus, med helt hvide stammer når til kanten af kløften, neden under er et grønt tæppe af blandede buske og planter.

I et af vandhullerne svømmer et par ænder rundt, og der skulle være to slags frøer. Vi klatrer op på den anden side, og kommer til et meget tørt plateau. Her gror forskellige bonzai, den ene mere spændende end den anden (1/2 film til). Et flot firben poserer velvilligt, og farverige blomster foto-frister også.

Vi er efterhånden godt trætte, da vi endelig når bilen. Vi havde to liter vand med, og nu ryger der lige halvanden til. Sidder og gisper lidt, og er så nødt til at køre, for at få lidt frisk luft.

Vi tager ud til King's Canyon Station. Det er en kombineret campingplads, kamelfarm, tankstation, blandet landhandel, café, og helikopter plads. Vi starter med maden, og jeg kombinerer med kamel, ved at tage en kamelburger. Det ér kamel (dromedar) kød, men smager ganske almindeligt.

Så er det tid til lidt mere luft; en tur i helikopteren. Vi får instrukser, bliver spændt fast og så letter vi. Flyver ind over stationen, over en regnvands sø, ind over klipperne, Garden of Eden og lejren vi sov i. Rigtig fed oplevelse, det kunne jeg vende mig til.

Det er ved at blive sent, hvis vi skal nå 170 kilometer off-road, så vi haster videre. Tilbage gemmen lejren, hvor vi lige tanker (for en gangs skyld). Ved siden af os, holder en bilfuld abo'er (de første vi har set i mange dage), de hører didgeridoo på bilens anlæg.

Vi købe også et bad, vi er modne, og ved ikke, hvornår det næste dukker op. Mens Rikke er i bad, får jeg ordnet forruden af en fugl. Den starter med insekterne i køleren, og kommer så op på vinduesviskerene og slikker nektar af, fra de splattede insekter.

Så går det ud mod MacDonnell Range, som ligger midt i abo-land. Desværre har de besluttet at afbrænde en stor del af det område vi kører gennem, for nyligt. Træer og buske står tilbage med sorte stammer og blade.

Vejen er det mest elendige, vi endnu har kørt på. Vi passerer en flok vilde æsler, som står midt i det afbrændte. Et andet sted er flammerne stadigt i gang med at forny landskabet, det lugter helt specielt, når eukalyptus brænder. En enkel dingo krydser vejen i målbevidst løb, ellers ser vi kun fugle, de fleste er rovfugle. Genkender en lille diamantdue (tror jeg nok).

Solnedgangen er fantastisk, blå-violer-rød. Desværre kommer den lidt tidligt, vi er stadig inde i parken og abo-land, og må (og vil) ikke overnatte. Det er hårdt at køre på den elendige vej i mørke. Mange af hullerne kunne smadre bilen, og sanddyner er lumske.

Vi kommer endelig til en tank, hvor vi måske kan overnatte. Det vrimle med suspekte abo'er, og bygningerne virker meget mørke. Vi standser ikke, men laver et U, og er hurtigt tilbage til vejen. Næste stop er Hermannsburg, om jeg har mistanke om, er mere "hvid".

I bygrænsen kommer vi til asfalt, efter 196 kilometer vaskebræt med huller. Skummel by, baraklignende huse, posthuset en ruin og gamle smadrede biler. Der er en campingplads, men...

140 kilometer til Alice Springs, og Rikke lader til at kunne lide ideen. Vejen er god, men så kommer der lidt vejarbejde og Detours. Så bliver vejen ensporet, pudsigt, når vi er på vej til en stor by?

Passerer en bil med kølerhjelmen åben, og en flok abo'er omkring. Rikke virker lettet, da jeg ikke letter på gassen. Endelig når vi Alice Springs, hvor vi kører ind til centrum. En åben KFC frister, vi når den fem minutter i lukke tid. Finder i den forbindelse ud af, vi skulle have sat uret en time tilbage, da vi kom til Northen Territories.

Jeg graver rødt støv ud af bilen mens Rikke bestiller mad. Vi får lov til at blive siddende efter lukketid, og får massere af ekstra mad. Kører ud til en campingplads vi så, da vi kom ind til byen. Ringer efter portien, og får en plads til 80 kroner.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]