[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

25/2. UMPHERSTON SINK-HOLE.

Starter dagen med et lille rask migræne anfald, og kører så ud til Umpherston Sink-hole. Det er en stor hule, hvor loftet er styrtet ned. En fyr som hed Umpherston fandt ud af at lave en sval sommerhave i hullet, så blev den forsømt, og nu er den restaureret. Der er 15 meter ned til det skrånende gulv, som er delt op i terresser. På halvdelen af vægene hænger tykke måtter af egefeu. Meget af bunden er dækket af flotte -øhh, blomster, og der kommer en masse possumer ud og slikker nektar om natten.

Rikke finder helt uventet en flok postkort, og vi må ned på posthuset efter et nyt ark frimærker. Formildne omstændighed er, at naboen er en kaffeshop, som har hjemmelavet karamel. Rikke skriver postkort, og jeg forsøger forgæves at hente et par e-mails ned.

Så er det tid til at se den blå sø, som ligger i udkanten af byen. Det er et krater fra en vulkan, omkring en kilometer i diameter. I bunden er en koboltblå sø, virkelig stærk i farven. Til den anden side af vulkankanten ligger det mest idylliske landbrugslandskab, meget lig Morten Kochs.

Vi kører rundt om den, og finder en Wildlife Park, i et krater, lige ved siden af. Gratis indgang til en naturlig park, på kanten af en smuk sø. Der er gangbroer ud over søen, og vi ser mange slangehalsskildpadder. Flotte sorte/blå sumphøns med røde hoveder tripper rundt i sivene, sorte svaner og sorte ænder på søen, små kangaruer i krattet, et hav af forskellige småfugle og en enkelt meget tam emu. Solen bager ned, og det er som en rigtig dejlig varm dansk sommerdag. Vi smider 25 kroner i donationskassen, det var rigeligt det værd.

Ind til centrum, så Rikke kan få frokost, og vi kan se grottehaven midt i byen. Selve centrum er rigtig flot og hyggelig. Gamle huse fra omkring 1900, med buer, udskæringer og krumelyre. Små grønne parker og store blomsterkummer på fortovene. Forretningerne er fire meter brede, og en pudsig sammenblanding af alt muligt. Folk smiler og hilser pænt, når de går forbi. Her i byen er der ikke mange 4WD'er, og næsten ingen har kangaru-bar. Vi er ved at nå de civiliserede egne.

Går over til den sammenstyrtede grotte, hvor der er en lille flot blomstrende park omkring. Så går vi en tur gennem Commercial Street, hvor vi finder en gummi og plast forretning. Lige hvad vi har søgt. Vores køkken/spisebord er begyndt at blive nusset, så en voksdug vil være perfekt. Forretningsejeren er sød at hjælpe med en staple-gun, og så er den klaret. Har stadig lidt problemer med støv, men her finder vi en blød skumgummiliste, som gerne skulle klare problemet, uden dørene bliver sværere at lukke.

Så kører vi først ud til en bilshop, og så K-smart, for at finde min fødselsdagsgave: Kuglesæder til bilen. I de varme dele af landet, sidder man og bliver lidt fugtig i ryggen.

Har set skilte om en turist-drive på 30 kilometer, de er nogle gange rigtig smukke. Starter på turistkontoret, for at få et kort. De fraråder, den er ikke blevet ajourført længe. Vi får en bunke materiale, og finder, som det eneste, en udslukket vulkan, ti kilometer væk.

Triller ud gennem det smukke sommerlandskab, og finder den. Tydelig kegle, midt på de flade marker. Går en tur op af den, og så er det tid til at trille hjem for at bade, før vi skal ud at spise. På vej hjem passerer vi en mark med en stor flok hellige ibiser. De ser altså ret malplasserede ud mellem får.

Jeg sætter skumgummilister på bagdøren mens Rikke bader, så mangler vi bare en godt støvet jordvej. Kommer ned til restauranten på slaget, og nyder en lækker fødselsdagsmiddag, bestående af en blandet middelhavs tallerken, porterhouse steak/amerikanske ribben, efterfulgt af oste tallerken/kage. Rikke får en daquiri og en halv flaske rødvin, jeg nøjes med en vand og mokka.

Jeg er helt død, så vi kører direkte tilbage til pladsen, hvor jeg slukker. I morgen skal vi længere ned mod Tasmanien, helst uden alt for mange svingerner, men lad os nu se!

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]