[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

2/3. MOUNT WELLINGTON.    

Dagens første eventyr bliver toppen af det 1270 meter høje Mount Wellington, som ligger lige uden for Hobart. Vi skulle også have været ned til centrum for at se Batteri Point og Salamanca Street, men det er lørdag, og byen er proppet. Vi kommer nok tilbage, nu skal vi ud i naturen.

Før vi når ud til bjerget krydser vi gemmen byens stejle bjergkvartere. Et stort gammelt villakvarter, som ligger på siden af et stærkt foldet og meget stejlt bjerg. Gaderne snor og slynger sig, går stejlt op de ene øjeblik, for så at falde stejlt det næste.

Vi finder bjergvejen, og starter den stejle opstigning. I starten kører vi gennem et utroligt frugtbart kvarter med åbne arealer og skovstykker. Eukalyptusskoven får overtaget, og nogle gange ser vi ned på 50 meter høje træer, fem meter fra vejen. Smalle og meget dybe kløfter gennemskærer granitbjerget, og den et-sporede asfaltvej bugter sig helt vildt.

Træerne viger for små eucalyptus-minitræer og små krogede nåletræer. Solen kigger frem nogle enkelte gange, men det er den isnende sydpolarvind, der hersker. Der rager flere og flere nøgne klipper op, nogle er dækkede af et tykt lag lav.

Vi når den åbne top, hvor nøgne granitsøjler dominerer. Mellem dem trives små alpine vækster, nogle blomster. De største er granpuder på en halv meter, de mindste er blot en centimeter, med blomst.

Et store monumentalt læskur med store glaspartier giver en fantastisk udsigt over Hobart bugten og de omliggende øer. Et par gangbroer går ud mellem klipperne, og ud over fantastiske motiver af alpine vækster, giver en lille fed skink opvisning. Dens glinsende sort/brune skind suger solens få stråler til sig. Jeg ville gerne tage nogle flotte fotos af de forkrøblede dværgvækster blandt stenene, men solen er kun fremme i sekunder, og det er for koldt.

Vi triller ned igen, og kommer til den lille hyggelige by Fern Tree, hvor vi får frokost. Da vi kører derfra, ser vi den tredje blaffer i Australien, en uddøende folkerace.

Vi standser uden for Snug, hvor et vandfald skulle være flot. Rikke har ondt i knæet, så jeg går alene ned af bjerget. Der er langt ned af en smal og stejl sti, gennem en noget kedelig skov. En enkel tyk skink smutter væk foran mig, og nogle småfugle pusler i krattet. Der står lyngagtige, en meter høje kviste langs noget af stien. De har karakteristiske klokkeblomster, bare noget større.

Endelig når jeg bunden, og faldet. Det er ikke mere end en kvart til en halv meter bredt, men falder næsten lodret 15-20 meter. En lagoone med kaffebrunt vand er omgivet af smukke bregner og bregnetræer. Store mosbegroede sten følger strømmen videre, og tykke faldne træstammer krydser dens løb. De sidste 20 meter var alle kilometerene værd.

Vi zig-zak'er gennem store bakker, med blandede små marker og små skove. Små idylliske gamle huse og store moderne lækre arkitekttegnede villaer ligger i hver sin lille dal eller kløft.

Vi kører halvøen sydvest for Hobart rundt. Havet og fjorden på den ene side, og de stejle store bakker på den anden. Den ene vidunderlige udsigt efter den anden dukker op. Smalle grønne dale med græssende køer eller får, brudt af store gamle træer og omgivet af stejle skovbeklædte klipper. Små idylliske byer klumper sig sammen om General Store'n, og antikke biler og traktorer holder foran husene. Mange har fantastisk flotte haver med bjerge af blomster. Det virker som om, der ikke er noget grønt, kun kulørte kronblade.

Vi når halvøen rundt, og krydser gennem Hounville, for så at køre sydpå igen, inde på fastlandet. Vi kører stadigt langs den enorme Houn River, som udvider sig til en fjord. Her dukker frugtplantager op, hovedsagelig æbler og kirsebær. De hænger tæt og meget røde på træerne, vi er her i højsæsonen.

Vi standser på en lille bitte halvø, hvor der bare er en rasteplads med træer omkring, og os. Rikke tryller med gryde og pande, og vi nyder maden og udsigten i fællesskab.

Så kører vi videre ned til Geeveston, hvor der skal være en flot Air-walk (ikke Jordans). Vi kører ud af en meget lille sidegade i byen, forbi nogle forfaldne men charmerende rønner. Udenfor byen bliver vejen bedre og vi kommer ind i en meget tæt skov. Det er nytteskov, og den har været fældet gentagne gange. Et udkigspunkt hedder: The Look In Look Out. Her er tæt skov med bregnetræer, bregner oppe i træerne og klukkende bjergbække. En restaureret dampmaskine og kabeltrækker viser lidt om træindustriens historie. Nogle plancher fortæller mere, og udpeger blandt andet en gammelt træstub, så man kan se hvor højt, man tog dem for 100 år siden.

Vi følger vejen videre, og kommer til en camping og picnic område ved siden af den fem meter bred flod; Arve. Det er så småt ved at blive mørkt, og vi slutter os til de fire andre biler. Her er gang i et par små bål, og i forening med vandets rislen giver det en fantastisk atmosfære. Rikke laver aftenskaffe, som vi nyder med udsigt over floden (inde i bilens varme og myggefrie atmosfære).

I morgen vil her være massere af små spændende ture ind i den tempererede regnskov, og op i trækronerne.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]