[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

9/3. PINGVINER .    

Dagens fugl er den sorte kakkadue med gul hale, desværre; de støjer infamt. Det hjælper ikke, de bliver ledsaget af et par latterfugle og en jeg-har-noget-i-halsen-fugl. Den flok stærre, der var forbi tidligere, lød væsentligt bedre.

Vejrudsigten er endnu bedre for i dag, så jeg finder mine sko og tykke bukser frem. Det viser sig at være et hit, det bliver en dejlig sandal-og-korte-bukser-dag.

Vi kører lige uden for byen, hvor der er endnu en regnskovs gåtur. Den bidrager ikke rigtigt med noget nyt, så vi fortsætter op i det nord-vestlige hjørne af Tasmanien.

Vi kommer gennem flere små "hill-billy"-byer, hvor den nyeste biler en Datsun 120Y fra sidst i '70-erne. Den ældste er noget i retning af en Ford A, som ligger og formulder bag laden med dens næste fem-seks efterfølgere. Alt andet er lavet i træ, noget blev malet én gang, da det blev sat op for 50 år siden. Menneskerne der fordriver lørdag formiddag passer fint ind: Ternede skovmandsskjorter og lange fuldskæg.

Vi passerer Tomahawk, og landskabet ændrer sig. Det bliver meget fladt, og da vi kan se nordkysten, er der store sandklitter. Beplantningen ændrer sig ikke, det er stadig en blanding af småskove og kvægmarker. Kan ikke huske om jeg har nævnt dem, men de har nogle enorme vandningsanlæg. Op til 500 meter lange, kører rundt i cirkel og ser bare vældigt store ud.

Vejen vi kører på bliver pludselig til grusvej, og vi møder 15 biler på 20 kilometer, mod tre på de forgående 50 kilometer asfaltvej. Antallet af road-kills er også voldsomt, man kan se fra det ene til det næste. Busk halede og plettede possums og vombater udgør største delen. Ser noget der ligner en lille pingvin, meeen....

De har i øvrigt et fantastisk vejsystem, selv den mindste grusvej vi kører på, har et nummer, for eksempel B228. Når man så har et kort, der har samme numre, er det ingen sag, at finde rundt. Faktisk lykkes det rigtigt godt for os, også når vi ikke har så gode kort.

Vi standser ved en såkaldt blå sø. Den ligger i en kalkgrav, og er flot turkis. Det tager ikke så længe at se den, nu skal vi finde frokost. Det bliver i Brideport, som er en lille driftig by.

Så kører vi mod Nabowla, for at se lavendler. På vejen passerer vi nogle rigtigt store marker, hvor løg ligger til tørre i lange rækker. Lavendelfarmen blev startet af en driftig englænder for små hundrede år siden. Det er blevet en kæmpe succes, og de lavendelblå marker dækker et enormt areal. De er desværre lige blevet høstet, så vi bliver ikke længe.

Vi kører forbi Bangor, syntes jeg har set det bynavn før! Så kommer vi til North Lilydale, hvor de har to vandfald. Det første ligger næsten lige ved parkeringspladsen, og det næste lige efter. Det dårlige er, at de ikke er så store. Der i mod er de ret smukke, med store mos overgroede sten og flot omgivende natur.

Byen ved siden af har en rhododendrunpark, som kun er åben i week-enden. Ærlighedsbøssen skal have ti kroner, og så kan vi selv finde rundt. Den er lavet af en familie, som så har skænket den til staten. Ud over enorme rhododendrunbuske er her et mindre aboreum og (som det eneste blomstrende) massere af lyng.

Vi spadserer lidt rundt, men orker ikke de stejle bakker. På afstand ser vi skyggehuse, men da der ikke længere er blomster på rhododendrunerne, kan det være lige meget.

Det er så småt ved at blive aften, og vi beslutter at finde en campingplads. Oppe ved kysten er der en lille by, Low Head, som både har campingplads og en pingvinkoloni. De kommer ind i tusmørket, så det passer fint.

Vi finder pladsen, og vi tømmer bilen, så vi kan få lavet et bagsæde til Jesper og Morten, når de kommer. Det er i god tid, men vi skal måske finde nogle pudsige stumper. Rikke laver mad, mens jeg ligger sidste hånd på værket. Havde tænkt en del over, hvordan det kunne laves, og det blev da noget der hen af. Der skal bare lige et par skydere, lidt ståltrådsøjer og noget skumgummi til, så er den der.

Vi sluger maden, og skynder os gennem byen til fyrtårnet, hvor der starter en guidet pingvintur. Den koster 45 kroner per næse, men de går forhåbentligt til et godt formål. Kommer kun passende for sent, og lige i tide til at høre en meget lang udenadslære om kræene. Så kommer de forsigtigt luskende ind fra stranden. De minder om baseball-spillere, der prøver at stjæle en base.

I vores bog står der, det er fairy pinguins, jeg vil kalde dem små blå, verdens mindste. En guide fører os langs kysten, op og ned af klipper og mellem stikkende buske, hvor under pingvinerne graver deres reder.

Guiden fortæller blandt meget andet, de havde en olieforurening i 1995. De indsamlede alle 2165 pingviner de kunne finde. Rensede dem og tvangsfodrede dem i de seks uger det tog at rense stranden, og kunne udsætte 2161. Det var da flot, ikke? De små fyre er ret charmerende, som de skrutryggede kommer pilende, eller sidder og putter ved hulen. Nogle kommer ind smelde fede (over dobbelt vægt) for at skifte fjer. De bliver tude grimme, og meget sky.

Tilbage på pladsen til kaffe og varme i bilen. Ikke at der er meget varme, men der er i det mindste læ. Planlægger at se: Batman Brigde, en kløft, dampmaskine museum og mere i morgen.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]