[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

13/3. BRONTE

Vågner op og kigger ud. To mænd står og roder ved et skur, i den fjerneste ende af pladsen. Det viser sig, af det er en almindelig campingplads, med pool, toilet og BBQ, hvis gæsteparkeringsplads, vi har overnattet på. Den ene fyr kommer over og sluder, og vil selvfølgelig have penge. Kan dårlig nægte, vi holder jo på hans jord. Det viser sig, han kun skal have 55 kroner, og da Rikke betaler, nøjes han med 40 kroner.

 Vi triller nordvest på, på jagt efter diesel og kaffe. Her er ikke mange byer, men der i mod nogle vandkraftværker. Kører langs en kanal, der forsvinder ind i to kæmpe rør. Længere nede i dalen ender de i et kraftværk.

 Vi kommer til Bronte, hvor vi får den savnede diesel og lige så livsvigtige kaffen. Der er nok ikke mere end 50 indbyggere. Næsten alle går i skovmandsskjorten, bærer dolk og snakker kun jagt og fiskeri. Inde i den lille tank/købmand hænger en opslagstavle med fotos af jægere og deres nynedlagte trofæer. Alt fra bjørne over afrikanske kafferbøfler til tasmanske tigere.

 Vi sniger ud, uden at vælte nogen Harleyer, og kommer til den nordlige del af den store vildmark. Her er enorme sumpe, store bjerge og ikke en sjæl. Det skulle da lige være de vagthavende på vandkraftværkerne. En del af de søer, vi passerer, bære præg af, der er nogen, der tapper af. En bred remme af gold mark, omgiver dem, dækket af døde træer.

 Solen titter en sjælden gang i mellem frem, men det meste af tiden er det overskyet. Mange gange ser vi fine skyer mellem bjergtinderne og foran dem. Vældigt flot, men den lille fotograf inden i mig, skriger på sol. Det er snart sådan, at når der kommer en solstråle kigger jeg febrilsk rundt efter et eller andet, bare noget, at fotografere.

 Vi runder et hjørne af bjerget, og kommer lidt overraskende til Surprise Vally, som er en kæmpe stor, og meget dyb skovklædt dal. Det er svært at sige, hvornår vi kører på et lille scenic drive, og hvornår vi er på den "store" A10 hovedvej.

 Jeg tror, de har fået nogle brugte veje fra Australien, og har måtte bukke den (temmelig meget), for at få dem til at passe. Rikke kommer med en bedre forklaring. Australien fik én stor racerbane, brugte selv alle de lige stykker, og tassierne fik alle de tilovers blevne sving.

 Efter et par hundrede kilometers bjergidyl kommer vi til den dal, hvor spøgelsbyen Queenstovn ligger. Det er ikke kun mængden af tomme huse, der gør det til en spøgelses by. De omgivende bjerge er også helt bare og golde. Her har været kobberminedrift i mange år, men nu er det næsten slut.

 Der er ikke meget spændende i byen, men deres grillbar er udemærtket. Vi får en mail fra TT-line, som driver færgerne til øen. Havde først sendt en mail med overskriften: Reservation 21/3 from Tasmania. Der efter vores navne, nummerplade og så videre. Fik en malil tilbage om, han ikke kunne reservere, når vi ikke skrev hvilken dag?! Ny mail med datoen inde i teksten. Nyt svar: Alt udsolgt, I kan komme med den 30/3. Dyb krise, det er for længe/for koldt. Kan komme med katamaranen for 150 kroner mere den 22/3. Den hopper vi på. Mister så overnatningen, maden og skal køre lidt længere, men alt for at komme væk fra djæveløen og specielt dens kulde.

 Da vi kører ud af byen, ser vi et temmeligt almindeligt skil: Road adoptet by: og så navnet på staklerne der samler affald op. Nogle gange er det en skole, Lions Club, den lokale fabrik eller mine, og den værste: Udvekslingsstudenter.

 Selvom vi er ude af parken, kører vi stadigt i uopdyrket land, som ligner en naturpark. På den modsatte bjergvæg løber Horsetail Waterfall flot og lydende ned over den sorte klippe.

 Vi passerer flere mindre søer, og en stor: Plimsoll. Ud over navnet er pudsigt, er der vist ikke andet at sige.
 Vi standser ved Hellyer Gorge, og går en lille skumrings tur langs floden. Endnu en bregnetræs skov med mosser, små vandfald og store træer. Vi har snart set nok for denne omgang.

 Klokken otte er det næsten helt mørkt, og vi ser dagens første ko på den første opdyrkede mark. Der lyder et knald, da en temmelig stor oldenburrer rammer ruden. Så kommer der flere, og jeg sætter farten ned. Tror vi bliver ramt af 50 på en kilometer, godt vi ikke var på motorcykel.

 Vi kommer til Burnie på nordkysten ved halv ti-tiden, og finder en campingplads. Rikke vasker lidt tøj, mens jeg taster, og så på hovedet i ladet. Vi har kun kørt små 400 kilometer, men jeg har drejet mere på rattet, end en Paris-Dakar deltager. Langt det meste af tiden har vi kørt i tredje gear, enten for at slæbe os op, eller bremse os ned af foldebjerge. Man bruger ikke trikset, med at ligge en bro over en kløft, man laver bare vejen ind i bunden, og ud igen (og igen, og igen....). Hvis jeg ikke passer på, ender jeg med en brystkasse, som en kvindelig russisk kuglestøder.                

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]