[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

14/3. BERNIE

Morgenhygge med sytøj; både min og Rikkes buksebag har haft svært ved at klare strabadserne, men en meter kinesertråd klarer problemet. Det betyder så, at vi er nødt til at spise morgenmaden uden for pladsen. Det betyder så igen, at vi får set omkring 100 ol'timers, både motorcyklerne og førene. Der er alle mærker, selv Vincent og Nimbus.

Da servicevognen er kørt forbi med en enkelt på ladet, kører vi til Bernie, som er en pænt stor by med 26.000 indbyggere. Vi starter med kaffe, og finder så færgebookingkontor, for at prøve at slippe fra djævleøen lidt tidligere. Han starter med at sige, han ikke kan ændre billetter. Vi skal ikke ændre, vi har ikke fået billet endnu. Så ringer han til TT-line, men der er et eller andet, så han foreslår os, at gå ned på turistkontoret.

Her er en flink fyr, som virkelig prøver. Vi kan få bilen og Rikke over som hostel-gæst, men jeg skal i kahyt med en anden. Samtidigt bliver det dyrere end med katamaranen. Vi ender med at tage Devil-Cat'en den 17/3, det må vi slippe 1550 kroner for. Så må vi bare håbe, det bliver stille vejr, ellers er de seks timer rigtigt lange.

Så skal vi finde en fotoshop, der kan fremkalde APS-film. Det viser sig, at der ikke er en Fuji-forhandler i byen, kun en Kodak som jeg ikke har de bedste erfaringer med. Det viser sig så igen, at de ikke engang kan fremkalde mine syv APS-film.

Vi trisser lidt op og ned af "strøget", og finder blandt andet en gasbrænder til, så Rikke også kan lave mad til Morten og Jesper, når de dukker op.

Vi har fået set byen, og henter bilen i parkeringshuset, Det koster kun 2,20 kroner i timen, at holde helt centralt. Så triller vi op af kystvejen. Landskabet bliver præget af store delvist opdyrkede bakker. Vi drejer af hovedvejen, og krydser skiftevis mellem smalle asfalt- og grusveje. Vi finder en lille blomsterpark, meget langt ude, i en lille by, der hedder Allendale. Et ældre ægtepar har opbygget den gennem de sidste 22 år. Den er rigtig pæn, med et hav af forskellige blomstrende blomster og træer. En lille bæk snor sig i gennem, og fem eller seks broer krydser den. Små hvide støbejerns bænke, perkulaer og anden idyl fuldender billedet sammen med den perfekte sommer dag.

Der er også en regnskovstur med store træer. Ikke at vi ligefrem hungerer, men hvad. Vi er lidt langt nede i diesel, og Rikke mener vi bør tanke. Jeg mener, efter lidt hovedregning, at vi bør have fire liter tilbage, når vi har set Dip Fall og Big Trees.

Flere små snoede grusveje i et mennesketomt landskab. Vandfaldet er flot, det løber i to fem-meters etaper, ned over søjlebasalt. Træerne ender med at blive til ét, som er 400 år, 62 meter højt og 16 meter i omkreds.

Vi lister tilbage mod hovedvejen, og må på et tidspunkt kaste bilen af vejen. En lang lastbil kommer racende rundt i en snæver kurve på en smal vej. Vi er i inderbanen, og den er pludselig kun en halv meter bred. Heldigvis er det et af de få steder, hvor der er en rabat, og ikke en grøft eller en afgrund.

Vi når hovedvejen, og en tank. Fylder 66,2 liter på, så var der kun 3,8 og ikke 4 liter tilbage. Jeg mener det er nok, men Rikke mukker lidt. Måske fordi jeg havde ret.

Vi kommer ud til The Nut, som er en 150 meter høj, rund klippe af vulkansk oprindelse. De påstår den er 12.500.000 år gammel, og det kan da godt være. Byen der ligger for foden af de, er bedårende, ren filmkulisse, med skipperhuse, lyserøde kniplinge-huse, blomsterbede og idyl.

Rikke har fablet om kinesisk (mad) hele dagen, og vi finder en pæn restaurant i Wynyard. Stop mætte finder vi en campingplads i nærheden, og går omkuld.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]