[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

16/4. BALRANALD

En dejlig morgen, hvor vi tidligt begiver os ud på eventyr. Først gennem Mildura, så ind over Myrray til New South Wales. I Gol Gol drejer vi ud i ødemarken mod Mungo National Park. Vi kører 110 kilometer på en udemærket sandvej, og møder kun tre biler. Her er ikke et eneste hus, men markerne er i et vist omfang opdyrkede. Andre steder går kvæg og græsser på afsvedne stubbe.

Der flyver forskellige parakitter rundt i de lave buske, hvor imod vi ikke ser et eneste krybdyr.

Motoren lyder i perioder ikke så godt, måske skulle vi få den checket. På den anden side skal den vel bare snart bruges færdigt. Men hvis det nu bare er en lille reparation. Eller vi kommer til at holde og vente på (overflødige?) reservedele, til vi skal hjem. Hvis den bare vil holde, til brødene har været her, og vi har set Queensland. Jeg ville slappe væsentligt mere af, hvis den ikke gav problemer.

Vi kommer ud til et Visitor Center, hvor der holder tre andre 4WD'er. Vi skal booke en tur ud til The Walls of China, som er formålet med vores ekspedition. Det er nogle formationer i sammenpresset sand. De dukkede først op, da fårene trampede sanddynerne i stykker og ligner store trærødder.

Der er halvanden time til turen og ikke meget at foretage sig. De sælger ikke så meget som en kop kaffe på trods af, nærmeste konkurrent er 110 kilometer væk. Mens vi venter kommer flere store turistbusser her ud. Jeg går en tur i omegnen, og ser tre kangaruer og den gamle fåreklipningsstation. Der er brugt ufatteligt meget træ til den, og ikke ét i flere hundrede kilometers omkreds. Det er måske logisk nok!

Da jeg kommer tilbage til Rikke, har hun snakket med en ranger. Det viser sig, vi gerne må køre ud til sandformationerne alene. Ind og få pengene tilbage, og så 20 kilometer på tværs af den udtørrede sø.

Vi parkerer et godt stykke fra "muren" og går det sidste stykke. Det er ikke helt så fantastisk, som jeg havde forestillet mig 500 kilometer væk. Vi nyder solen, til den forsvinder bag skyerne, og går så tilbage til bilen. Ved siden af vores bil holder en schweizisk bil. Det er en Toyota med en speciel camper-del  i glasfiber fra et schweizisk firma. Den er temmelig speciel og egentlig ret fed.

Vi vender bilen og kører ud gennem ødemarken. Der sker ikke så meget nyt, bilen lyder dog ikke så dårligt på vaskebrætvej (man kan ikke høre andet end hjulene).

Vi standser efter 200 kilometer for af få morgenkaffe (klokken er halv fem) og købe lidt mad ind. Lige før bygrænsen var der én, der blinkede med lygterne. Lige bag skiltet med 60, godt gemt i buskene, holdte en patruljebil. Der er mindst en kilometer ind til det første hus. Den er der vist mange, der ryger i.

Vel udrustede med madvarer kører vi ud i det hvide område på kortet. Her sker ikke meget, det er kvæg- og kornland. Solen er ved at gå ned, og vi kører stik øst, så den kommer rent ind bagfra. Det gør det meget svært at se, når vi bliver indhentet. Undtagen af road-trains'ne, de kaster en skygge langt foran os. Så er det med at komme ind til siden.

Vi ankommer i det sidste dagslys til den lille by Balranald, som ligger op til en meget stor sideflod af Myrray. Vi finder campingpladsen og slår lejer for natten.

Vi sover lige ved siden af den store dovne flod, der ikke siger et kluk, så det er lastbilerne, vi hører. På plænen finder jeg nogle gigantiske natsværmere, kroppen er på størrelse med en tommelfinger og et vingespænd på 17 centimeter.

Aftenen går med at læse om New South Wales og Queensland.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]