[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

29/4 TRE FROSNE HAJER.

Dagen starter med sol, men mens vi sidder og planlægger inde i Gympie, trækker det op. Vi skal finde en flybillet til Jesper, og så ud på Fraser Island. 

Vi får morgenkaffe i Gimpie, og det begynder at regne, da vi går tilbage til bilen. Ikke de ideelle forhold til at se den, der er verdens største sandø. I stedet beslutter vi at tage op til Hervey Bay, hvor der er et hajmuseum. Der er kun 125 kilometer, så vi kan nå tilbage i dag.

 Vi kører gennem store græsmarker med okser, lave krat-skove, sukkerrør, ananas, enkelte bananplantager og et par småbyer. Det regner kraftigt nogle gange, så vi har nok prioriteret rigtigt. Bilen begynder at lyde endnu dårligere, selv når den går i tomgang. Vi når dog Maryborough, som er en pæn stor by, med en sydstatsstemning. Meget roligt, store træhuse med brede verandaer og massere af løvsavsarbejde og pindeflet.

 Tolv kilometer længere ude kommer vi til Hervey Bay, som er en rigtig turistby. Massere af caravanpladser, caféer og restauranter langs en flere kilometer lang strandpromenade. Vi ser det meste af byen, før vi finder hajmuseet. Vi har kørt så langt, fordi det skulle være rigtigt godt, og meget belærende/oplysende. Vi slipper 60 kroner hver, og kommer ind i et lille rum, hvis væge er overklistret med avisudklip. Det viser sig, det er en '70'er helt, der har lavet en karriere ud af at slå hajer ihjel. Han har samlet lidt af maveindholdet fra nogle af alle de hajer, han har fanget, nogle kæber og tre nedfrosne hajer. Det er dissideret ulækkert at se på, og burde lukkes. Lige i nærheden ligger et akvarium, der hedder "The Living Reef". Vi triller der over, men billetprisen kontra bygningens ringe omfang gør, at vi siver vider. 

Vi finder lidt frokost, og får adressen på byens Toyota værksted. Han lytter lidt, og siger han ikke har tid. Han ringer dog lidt rundt, og finder én, der nok har. Vi kører der over, og venter, til han dukker op. Han lytter lidt, og fortæller, han ikke har tid. Han kender dog en, der bor lige over om hjørnet, som har arbejdet meget med landbrugsmaskiner. Desværre kan vi jo ikke tillade os at være kræsne, så vi kører der over. Han virker intelligent og eftertænksom. Han spørger om, hvad vi har fået gjort ved den. Jeg siger, vi har fået renoveret krumtappen. Det kan han ikke forstå, så skulle der have været skilt mere. Han ser på regningen, og mener helt sikkert, vi er blevet snydt. 

Der er måske skiftet lejer, men krumtappen har ikke været ude. Vi snakker lidt frem og tilbage, og han ringer lidt rundt, og finder to brugte motorer. Den ene er ikke så god, den anden er, og koster 15.000 kroner. Det koster vist 5.000 kroner at få lagt den i. Vi bliver enige om, han tager vores motor ud, så han kan finde fejlen, og måske rette den. Det tror han dog ikke, men ud skal den jo alligevel. Han siger, han nok kan nå det i aften (klokken er nu 16.30), og så kan vi komme forbi i morgen tidligt. Vi hoster ned til den nærmeste campingplads og læsser af, afleverer bilen, og går ned til byen for at finde et telt. Desværre lukker de klokken fem, så Rikke og jeg må sove under åben himmel (eller i køkkenet). Vi finder noget dyrt og nogenlunde mad, og går hjemad igen. Jeg spurgte tjeneren og vejret i morgen. Sol og byger. Vi får nok brug for presenningen i nat. 

Går forbi værkstedet, hvor to mand står og roder i vores bil. De er næsten klar til at løfte motoren ud. Vi går hjem til pladsen, hvor nogle rigtigt store flyvende hunde støjer i træerne over vores hoveder. De basker og skriger, mens de slås om frugten i træerne. Når vi har hørt fra mekanikeren i morgen, kan vi så beslutte, om vi skal leje en bil og tage over til Fraser Island, eller hvad ellers. Nu blev lyset slukket, klokken er ti, godnat.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]