[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

26/6  BACKPACKING.

Efter en nats rigtig god søvn, går vi ind til den nærmeste Commonwealth Bank, og sætter checken ind. Om tre bankdage ved vi, om den blev honoreret. Det er vist på mandag, og indtil da, har vi ikke voldsomt mange penge på vores australske konto.

Nu vi er i centrum, kan vi lige så godt vindus-shoppe lidt. Finder selvfølgelig også nogle småting, som simpelthen MÅ med hjem! Vi kigger også på kuffert til Rikke, og arbejdssko til mig.

Her er afsindig mange forretninger, den ene arkade efter den anden i op til ti etager. En god blanding af mærkevarer og betalelige. Husene er også en blanding af fine sandstens bygninger med små statuer, og rigtigt høje spejl-højhuse. Her er ikke nær så meget kunst, som der var i Melbourne, men det er en pæn by.

Det begynder allerede at blive koldt ved tretiden, og vi trække ind på en af de utroligt mange caféer. Sidder og betragter folk der går forbi. Nogle har shorts og T-shirts, andre lange vinterfrakker. Man kan godt se, vi er i en storby, folk er generelt mere velklædte, og der er flere freaks.

Vi snupper en sub-way med hjem, hvis vi nu skulle blive sulten. Plyndrer også Rikkes Visa-kort, så vi har noget at betale værelsesleje med. I Lonely Planet står der, værelset koster 275 kroner per nat. Man får syvende dag gratis, HVIS man betaler for en uge af gangen. Vi har betalt 500 kroner for to nætter (lidt billigere), men de kan ikke blive regnet med i en uge. Så må vi bide i det sure æble, og tage en hel uge til. Det bliver Rikke så afkrævet 900 kroner for, og hun er hurtig nok til at holde mund. Det er nok prisen for dome-senge.

Jeg vasker tøj, og sorterer lidt i mine ting. Rikke får plottet alle de ting, vi skal se i Sydney, ned på et kort.

Det har været en lang dag, og varmen fra vores lille hyggespreder lammer.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]