Fotos med mere

AUSTRALIEN 2002

1/1. UD I DET BLÅ.
Vågner 5 minutter før vækkeuret, kigger ud af vinduet og konstaterer det stadig er vinter. Det var meget hyggeligt med en hvid jul, men nu er jeg klar til sommeren.
Vores tasker på 3 og 7 kilo er pakket, vores hjem pakket sammen og så drager vi mod ukendte horisonter.
God tid i Kastrup, faktisk lidt for god tid; flyet er forsinket 20 minutter. Bruger tiden på at shoppe: Parfume, Hong Kong guide og selvfølgelig kaffe.
Rolig flyvning til London, hvor vi får "the scenic inflight" over Tower Brigde, Big Ben, parlamentet og det gigantiske pariserhjul. Indcheckningen er startet, da vi lander, så shopningen bliver en kort løbetur til gaten. Vi skulle have været gennem et sikkerhedscheck, men jeg havde ikke lige lyst. Min 7 liters mavebælte taske er proppet med skægtrimmer,computer, mobiltelefon, diverse ladere, kamera, kikkert og 100 gram tøj: Ikke velegnet til gennemlysning! Ydermere var den danske SAS-medarbejder ikke særligt begejstret for mit sammentapede pas, så det vil jeg heller ikke så gerne vise. Sidder i 5 minutter, før vi går ombord. Nok tid til at konstatere, at Københavns lufthavn er blandt verdens pæneste, reneste og hyggeligste.
Traver ud til 747eren med en lille flok mennesker; der er næsten liggeplads til alle. Der er god benplads og videoskærm til alle med 50 kanaler film, hvoraf nogle ikke er nået til Danmark endnu. Der er spil og infokanaler, dokumentar og andet. Rikkes begejstring får et yderligere nøk opaf, da personalet deler menukort ud. Vælg mellem tre treretters varme menuer og to varierede menuer til morgenmad. Strømper, tandbørster, øjenbind og varme vaskeklude øger også hyggen.
Efter maden ser jeg en morsom ridderfilm, mens Rikke genoplever Moulin Rouge. Så læser vi lidt om Hong Kong i Lonely Planet bogen, så vi ved hvor og hvad vi skal opleve. Et sted mellem Sct. Petersburg og Yekaterinburg døser Rikke hen, og jeg klarer ikke Ural.

2/1. IN THE AIR TONIGHT
Efter en noget søvnløs nat, bliver vi vækket til lækker morgenmad og en god komedie på flimmeren.
Lander i 20 graders varme klokken 14, og tage en bus til centrum. Palmer og andre tropiske planter flankerer vejen.
Der er mange byggerier på vejen ind; op til 50 etager og alle med bambus stilladser! Langt de fleste færdige huse er rædselsfulde beton klodser, boliger og industri i en lemfældig blanding. Enorme havneområder med store kraner og bjerge af containere.
Efter at have gået i fem minutter, finder vi det område vi vil bo i, og en lille sød dame spørger, om vi vil bo hos hende. Hun fører os rundt om hjørnet, ind i en bygning, op på 10. sal og rundt om mange hjørner.
Rent værelse med eget badekar og WC for kun 250 kroner i døgnet. Det er vist egentlig ret rimeligt efter Hong Kong forhold. Nogle af de hoteller vi kunne finde på kortet tog 5-15.000 kroner! Vi er nok sluppet billigt. Senere finder vi ud af hvorfor.
Rikke er sulten, så vi finder ned i byen. Vi er meget nær centrum af Kowloon, og forretningerne bugner med foto, mobiltelefoner, smykker, tøj (også de rigtigt dyre mærker, men i børnestørrelser), souvienere og restauranter.
Vi får en lækker gang majskolbe, kyllingevinger og en grønsagsrulle (OK, vi var på KFC) til kun 60 kroner for to. Massere af neonskilte er tændt, da vi vender tilbage til det proppede fortov. Det er let at fotografere; jeg rager godt og vel et hoved op over de fleste. Vi kigger lidt på deres tøj; det ser ikke pænt ud, og sidder endnu dårligere!
Kigger lidt efter en GPS'er. Jeg var lidt ryster over, der kun var én model i Roskilde, og bliver ikke mindre rystet over, det er den samme de tilbyder mig her! Kan spare 25-35%, men det er alt.
Vi er godt trætte, og klokken 19.30 er vi tilbage på værelset. Så er det, vi finder ud af, hvorfor det er så billigt: Da vi har badet kommer to pakistanske mænd ind, og siger vi skal forlade deres værelse. De har en nydelig kvittering magen til vores. Nu er pakistanske mænd da heldig vis gentlemen (og deres bagage var her i øvrigt ikke), så de smutter igen.
Telefonen ringer, og en eller anden siger lyde i den anden ende. Vi er begge sikre på, det var en morgenvækning, indtil vi ser klokken kun er halv et! Jeg læser mere Lonely Planet, og døser så hen. Gid fanden havde jet-lag'en!

3/1. HONG KONG BY
Sover dårligt, og pludseligt er klokken ni. Forbløffende lidt støj fra hovedgaden, som vi kan se ned på.
Vi finder morgenmad på en idyllisk lille snask med lokalkolorit - Starbucks Coffee! Muffin, pølsehorn, crossaint, yoghurt og to store cafe au lait til 110 kroner. Generelt er det meste meget tæt på danske priser - selv Hong Kong dollaren!
Går ned til havnen og finder straks Star Ferries; gamle åbne færger, der sejler os over til Hong Kong øen. Den offentlige transport fra sporvogne over busser til færger går flydende, og er overkommelig i pris. Afstandene er jo heller ikke så store.
En lille kilometer gennem de eksklusive forretninger bringer os til Peak Tram. Dette er en kabelsporvogn, som på ti minutter bringe os 552 meter op af en, til tider 50% stigning.
Fantastisk udsigt ned gennem smoggen til højhusene og havnene. Selve toppen er dækket af en stor skulpturagtig bygning, hvis øverste etage er en Marché/Mövenpick restaurant. Her sidder vi nu og skriver postkort og dagbog.
Rundt om toppen er der uspoleret natur. Høje træer og tæt krat, der ligne laurbær. Småfugle synger lystigt i solen, mens store glenter patruljerer over vores hoveder.
Vi kører ned med Falk Grup-manden til byen igen, og finder den lille hyggelige botaniske/zoologiske have. Smukke bure med blomster omkring. Forskellige aber, rigtig mange smukke fugle, en seks meter Burma pyton (lever i HK), en stor sumpskildpadde, hulepindsvin, leoparder og moussehjorte.
Brovser videre ned gennem byen, får en kop café latte og en sandwich og finder så Man Mo tempelet. Hvor gammelt det er, ved man ikke, men det stod dér, da briterne overtog øen. Over alt under loftet hænger gigantiske røgelsesspiraler, og på trods af de kraftige el-ventilatorer, er luften tyk.
Det er ikke helt forkert, som der står i LPbogen: Hvis der er én, der smiler til dig, er det en thai eller filipiner! Det er rigtigt svært at få et smil, selv fra ekspedienterne. Bort set fra det, er de meget søde.
Så når vi det store Central Market. Tanketorsk; et fødevarer marked er kun interrassant om morgenen. Nu er der kun lugten af fisk og fjerkræ tilbage. Ser ledt mere på kunst, antik og souvenirbutikker, før vi tager færgen tilbage til fastlandet.
Lige ved siden af færgelejet ligger Harbour City 700; det største mall, med sine cirka 1000x150 meter og så i fire etager. Vi kigger lidt på tøj og sko, drikker kaffe for en gangs skyld, og vender så næsen hjemad, for at se, om vi stadig har et værelse. Jeg er ved at tabe Rikkes vandunk, da jeg er på toilettet, men redder den i sidste øjeblik, på bekostning af mit kamera. Vi finder hurtigt et mage til, og så til 1/3 pris.
Nupper en stor club sandwich og en bagt kartoffel med tandorikylling på vejen hjem. Vi har stadig værelset! Et varmt bad, og på hovedet i seng klokken 22..

4/1. HONG KONG BY
Lider vist stadigt seriøst af jet-lag; vågner frisk og udvilet klokken 5. Rikke lider helt klart ikke af det!
Morgen mad og kaffe, færgen over til Hong Kong øen, og op i en minibus, der kører over bjergene til den anden side af øen. Vi er de eneste passagerer på den halsbrækkende tur over passet, og der bliver kørt igennem
Her ligger Ocean Park, som er et gigantisk forlystelsesområde. Vi ankommer fem minutter før de åbner, så vi kan lige nå at parkere Rikkes store taske på kontoret. Indgangen koster 150 kroner per snude, men så er alt betalt. Går rundt og ser; vandland (uden vand - det er vinter), guldfiske pagode (meget sjældne arter), fugle teater, delfinskole, tivolier, pandaer, amazone regnskov, dinosaurer, sommerfugle, 360o biograf og en kabelbane.
Vi tager banen op af bjerget og 1500 meter ud over bakkerne. Kommer til et endnu større område med sæler, hajer, delfiner show (3300 pladser), fugle, koralrev (200 arter), flamingoer, gyldne tårne (2x60meter), rutsjebane med tre loops, pariserhjul, vandrutsjebane, 100 meter udsigtstårn med roterende platform,
Der er ikke mange vilde dyr i den omgivende natur. Ingen firben eller gekkoer. Enkelte brillefugle, bül-büler, stære, glenter, gråspurve og enkelte sommerfugle.
Som alle andre steder vi kommer er der ingen der ryger. Har måske set fem i alt. Parkens personale går med nissehuer, der er julemænd, juletræer og pakker over alt, ledsaget af julemusik!
Ser delfin/sæl show, meget pænt men ikke imponerende. Atholen er nogle små koral akvarier og to enorme tanke, stoppet med koraller og store fisk. Her er djævlerokker på to meter, hajer, haveaborre på knapt to meter, moræner, tun og alle de andre.
Rikke prøver den største rutsjebane, jeg gider ikke! Frokost med udsigt; 150 meter ned til havet og hele det syd kinesiske hav med containerskibe og øer. Der ligger hele tiden en brun dis over by og vand. Måske er det støv fra de kinesiske stepper.
En tur i amazones, rundt med en anden rutsjebane, bio med vippende sæder, slædebane og kunstsne, julemænd der synger og spiller - vi må videre.
Vi tager dobbeltdækkeren tilbage til vores Star Ferry. Lidt dyrere end minibussen, men vi skyder genvej tværs gennem bjerget, og tager færgen i skumringen. Ti minutter med færgen koster 2,50, og de sejler konstant. Ryglænene kan vippes, så man sidder i sejlretningen; færgen vender ikke.
Går direkte ind i Harbor City 700 for at få aftensmad, og så måske shoppe - bare lidt! Går og ser på kvindesko; mange har fine stiletter, bare 4-5 numre for store, så tåspidsen stritter i vejret. Det gælder også for kondisko, hvorfor ved vi ikke, men det ser sjovt ud.
Har fundet den meget eksklusive del af centret: Gucci, Rudolph, Cerruti, Rolex, B&o, Dior, Mount Blanch, Givenchy, Ecco. Desværre har de ikke Rikkes størrelse!
Slutter af med den sædvanlige kop kaffe, og tæller vores penge bagefter: Bare rolig; der er fire kroner tilovers, når vi har betalt lufthavnsbussen! De bliver brugt på et postkort til Elmers.
Venter ti minutter på bussen, og to timer på flyet! Nå, det går; de har Armani, Cartier, Burberry og de andre i lufthavnen. Vi kunne egentlig bedre bruge en god seng.

5/1. LANDER I PERTH.
Vi letter planmæssigt til midnat, men inden vi har fået aftensmad og set en film er klokken tre. Blunder lidt, og så er klokken seks, og morgenmaden bliver serveret. Australien passerer under os: Afsvedne vider med spredte stier og lidt småbuske.
Lander klokken syv og glider gennem pas og told. Taskerne bliver gennemlyst på vej ud; de vil ikke have smitte fra landbruget i udlandet. Tager en bus ind til et af Perths centrumer, og efter et par forsigtige forespørgser, finder vi et hostel til 200 kroner per nat.
Vi siger vi er trætte; vi kommer lige fra Danmark. Han siger; det er en lang bustur. Vi siger; Danmark, Europa! Nåe!
Efter et hurtigt bad går vi hen på det nærmeste hjørne og guffer røræg/oste-chokoladekage. Hostelet har ikke tæpper eller dyner, og vi skal nok bruge det alligevel, så vi går på jagt. Lækker shoppeby, med gågader og utroligt venlige og smilende mennesker. Vejret er som en rigtig lækker dansk sommerdag. Vi ser på tæpper, men syntes de er for dyre, så vi ender med to ultra små men varme soveposer.
Jeg har som sagt forsøgt at ligne en indfødt, og jeg tror det er lykkedes: En fyr kommer over og spørger mig om øl. Han vil bare ikke høre min mening, når jeg ikke er aussie.
Der er faktisk mange af de lokale, der går rundt med deres cowboyagtige hatte. Vi ser Perth Tram; det ligner en gammel sporvogn, men der er gummihjul på. Der kører to cirkelbaner af gratisbusser omkring centrum. De kommer forbi med fem-otte minutters mellemrum.
Der er en sjov blanding af biler her er; nogle er 40 år gamle, mens flertallet er meget store tyske, engelske, japanske og amerikanske modeller. Mange ligner dem fra vildmarksfilmene, og man skal ikke langt fra centrum af Perth, før det er vild steppe. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver at komme ud på landet.
Bygningerne er en blanding af traditionelt engelsk "hygge" og beton/glas højhuse al`a Hong Kong.
Vi trisser hjem, hvor Rikke dejser om med sin nye sovepose. Jeg får vasket og syet lidt tøj samt planlagt lidt af i morgen.
Så går vi ned til en lille italiensk restaurant og får lasagne og tofu. Ude på gaden står en haltende ældre mand og sælger Sunday Times, til dem der holder for rødt. Jeg har lidt ondt af ham, indtil han går over til sin nye og særdeles fede 4WDer efter en cola.
Vi går lidt ud af centrum i skumringen. Folk vi møder siger "´evning" til os.

6/1. PERTH.
Efter ni timers dødlignende søvn, er jeg frisk. Det er søndag, så vi skal se botanisk have og zoo. Vi går langs busruten, der skulle køre ud til Kings Park-Botanical Garden.
Mange cafeer, hvor vi kunne have købt morgenmad er søndagslukket, men vi finder én, der har æg, toast, baked beens og pølse med kaffe til 25 kroner. Til min overraskelse er det en kæmpe portion, som smager godt.
Vi går videre af bussens rute, og efter et par kilometer er vi ved parken. Dejligt med lidt natur, men det er ikke lige hvad jeg havde håbet på. Der er ikke nogle væksthuse, men derimod forskellige australske træer: Græstræ, boab, eucalyptus og nogle forskelligt flot blomstrende nogle. Græsplænerne er fantastiske. De ser ikke ud, som om de lige er blevet slået, men de er kun halvanden centimeter høje og tætte som et gulvtæppe.
Det vælter rundt med fugle: Latterfugl, lorie, sort/hvid og spættet stær, sort vipstjert, krager der lyder som påfugle og nogle andre stære.
Månen er stadig oppe. I Hong Kong lå den helt ned som et U, her er det lige modsat.
De er lange alleer med store eucalyptys træer. Foran hvert er en støbejerns plade med oplysning om en soldats fødsels og døds år, dødsårsag og hvem der har plantet eller sponsoreret træet. Virkeligt smukt!
Vi spørger i informationen om, hvordan man kommer til zoo. Gå ud af parken, tag en bus til William St. gå ned til Swan Bells (meget flot glas klokketårn), og tag jetty'en. Det er en færge, som ligner en moderne, overdækket udgave af kanalrundfarten i København.
Det gør vi, og kommer til en ualmindelig flot zoo. Specielt deres terrarium og afrikanske savanne er flotte. Der er ikke vildt mange forskellige dyr, men dem der er, har rigtigt gode forhold.
Der er en stor afdeling med australske dyr, en anden med asiatiske og en fugle afdeling. Solen bager, og jeg må modvilligt overtage Rikkes nye hat, for at begrænse forbrændingerne i pande og nakke.
Da vi har været det meste rundt, benene smerter og der ikke er flere plastre til Rikkes fødder, tager vi jetty'en tilbage. Den blå cat (gratis bus) holder ved kajen, og sætter os af foran hostlet.
Vi betaler for et par dage til, og spørger, om han ved noget om kørekort. Han har lige taget, så Rikke kan låne hans bog. Når hun har læst den gå hun ned til kontoret (ti minutters gang herfra) og tager den gratis teoriprøve. Så sætter vi et L på bilen, og det kan vi køre med i et år. Hvis hun vil op til køreprøven koster det 250 kroner.
Den tid den glæde, lige nu drejer det sig om mad. For at spare lidt på pengene og ikke mindst kalorierne, vil vi købe ind til morgenmad og frokost. Vi finder et par små supermarkeder, og på vej hjem; en overfyldt vietnamesisk restaurant.
Taget i betragtning, af de restauranter vi ellers er gået forbi i aften har været næsten tomme, må denne være særdeles god. Og ja; det er den!
Tilbage på hostlet får Rikke teoriborgen, og så bliver der læst. Jeg slår tilfældigt op på; hvad learnes ikke må: køre alene, over 72 km/t, på motorvej, i Kings Park og have over 0,2% sprit i blodet (0,5% når du har bestået)! Ellers ligner det ret meget en gammeldags dansk teoriborg, bare meget tyndere. Det bliver spændende!

7/1. PERTH.
Vi laver selv noget morgenmad, og tager så cat'en ned til centrum, og finder den største bank. Går ind, og siger, vi gerne vil åbne en konto. Lidt spændende, fordi ambassaden sagde man ikke kunne. Smilende mand ved skranken: Den klarer vi. Fem minutter senere er vi ude på gaden igen, med et midlertidig hævekort. Det rigtige bliver sendt til vores hostel inden for en uge, så vi kan hæve i alle ATMer, posthuse og bankafdelinger i hele Australien. Vi får 4% og gebyre - hvad er det?
Cat'en videre til motorkontoret. Går fint, til vi afslører, vi kun har turistvisum. Loven blev lavet om for et år siden, så nu kan Rikke ikke tage kort. ØV!
Vi traver to-tre kilometer i 32oC solskin, og kommer til Backpackers Int. Auto Traders. Ser på et rugbrød og to Toyotaer, der er bygget om til campere. De koster omkring 20.000 + 1000 i registrering og forsikring. Og så står der en Toyota Landkruser fra først i 80'erne til 40.000 kroner. Rigtig flot indvendigt med helt rent lastrum på 2.10×1.60. Dieselmotoren ser pæn ud, 229.000 km, og så er den blevet lakeret rigtigt pænt for nylig. Den tager vi sgu'. Den ryger en tur på værksted, for olie, rem og filterskifte, og så har vi den om et par dage, samtidig med vi gerne skulle have pengene.
Vi giver et depositum på 2.500 kroner, og låner en gammel personbil det næste par dage. Snakker lidt med de to gamle bilsælgere, efter vi har købt. De kuldkaster fuldstændigt vores ide, om at køre en løkke nord på nu. Det er regntid, og vores timing vil passe bedre hele vejen rundt, hvis vi kører syd, og så øst langs kysten nu.
Så kører vi ud til et kæmpe mall, for at få frokost, og købe luftmadras, gasblus, jerrycans, vanddunk, brusebad, kølespand, bestik, lagen, klapstole, gryder og andet camping grej. Der røg lige 2000 kroner mere.
Hjemmelavet mad, og planering af i morgen; sydøst på til et stort terrarium, og så nordvest på til et stort akvarium. Når vi nu har kortene fremme, kan vi endnu engang fundere over, hvilken vej vi kører rundt.
Vi bliver forstyrret af en fire centimeter stor kakkelak. Rikke virker ikke nær så fascineret som jeg. Der sværmer også nogle myg rundt.

8/1. PERTH.
Der var syv myg i værelset i nat. Som sædvanligt har Rikke fået alle stikkene - some girls have all the fun!
Vi går ned til hjørnet, hvor der ligger en god italiensk restaurant, som serverer egg benedict og egg villa - dyrt og godt. Så tager vi vores låne øse, og kører tværs gennem centrum. Op nordpå af High Way 2, og ud til kysten, hvor Western Australia Aquarium ligger.
Få, men ualmindelig smukke saltvandsakvarier, med masserer af farverigefisk og koraler. Midt i bygningen er en kæmpe tank, med undervands tunnel på 98 meter.
Det er i øvrigt en åndsvag bil vi har lånt. Rat, bakspejl, afviser, gearstang og nøgle sidder i den forkerte side. Har startet viskerne adskillige gange, når jeg ville vise af, ellers går det meget godt.
Tilbage gennem Perth, og ud sydøst af 30'eren mod Armadale, hvor der skulle være et stort terrarium. På vejen ser vi et stort campingcenter. Her køber vi spade, gasbrænder, opbevaringskasser, en vanddunk til, stor lygte, brandslukker og lidt andre nødvendigheder til bilen; en tudse til. Det kunne snart være rart at få den, så vi kunne opleve noget, og den kunne tjene sig ind igen.
Vi passerer de første kanguroskilte, og et par roadtrains brøler forbi. Seks aksler på den bagerste trailer, tre i alt. Store vider med totalt afsvedet vegetation. Små byer med malls, store villakvarterer og flere afsvedne vider.
Terrariet er en skuffelse. Typisk privatejet, lidt nusset og forsømt, og mange on-going projekter. Kan ikke vinde hver gang, tilbage mod Perth.
Standser ved et par af de store malls, for at købe dåse- og pulvermad samt andet, der kan bruges ude i bushen.
Vel hjemme laver jeg lige et budget for den første uge: Jeg har brugt 8407,29 kroner, og Rikke er tæt der på. Det ville egentlig være meget rimeligt - HVIS VI HAVDE BETALT BILEN!
Vi fejer vores toårs dag med at spise på en rigtig lækker thailandsk restaurant. Resten af aftenen går med at pakke og planlægge.

9/1. DAGEN HVOR VI FÅR BIL.
Hjemmelavet morgen mad og kaffe. Kaffen bliver uden mælk, da det pulver vi købte i går er brunt, og en eller anden slags malt ekstrakt til at blande i mælk.
Ringer til autoforhandleren, og får at vide, vi kan hente bilen ved tretiden. Tømmer værelset, og kører ned til banken. Vores penge er blevet overført, så Rikke hæver 42.000 kroner. Det var sådan cirka, hvad de havde i cash i den afdeling.
Så kører vi nord på. På vej gennem byen kontaterer jeg igen, at de har en besynderlig måde at afvikle lyskurver på. Alle fodgængere går på én gang, dem der svinger til venstre gør det på èn gang. Det tager en evighed, før det bliver grønt.
Vi kører op af kystvejen nordpå, forbi de enorme villakvaterer. Jeg undrer mig over, hvad folk laver, her er ingen industri.
40 kilometer ude ser vi den første koflok, der er ikke noget der ligner landbrugsland. Gult sand og en enkel spredt skov med vilde græstræer.
Vi kommer til Yanchep National Park, hvor en flok canabys sorte kakaduer på 2-300 hundrede skriger op som en flok måger. Op til fire meter høje græstræ, store gule eller røde baksiablomstrende træer, halsbåndsparakiter, lilla sumphøne.
Jeg går en tur, og ser passions blomster, brune isfugle, firben, tør skov med friske skud af akasiaer, og en ualmindelig smuk metallisk blå småfug (Malurus splendens).
Vi spiser forkost ved Loch McNess, hvor gultoppet- og rosa kakaduer flyver skrigende rundt i træerne. Vi skulle have været ned i Crystal Cave, men der er kun guidede ture, og først klokken 14. Det kan vi ikke vente på. Ser lige en flot frø (Litoria Cyclorhynchu) - i toilettet.
På vej hjem til Perth, standser vi for at købe friske jordbær, det er jo sæson.
Bilen er (næsten) færdig, den blev lige lidt dyrere; der skulle startspærer på; 750 kroner. Så kører vi ud til en trælast og køber materialer til sengen. Lægder på tværs over hjulkasserne, og en plade på, så har vi en seng, der perfekt passer til vores 153×203 centimeter luftmadras. Så tanker vi 80 liter disel på bilen, 40 liter på jerrycans og 40 liter vand på jerrycans; det ville være så ærgeligt at skulle undvære sit morgenbad.
Vi spørger om vej et par gange, og her i australien skal man lige huske, at når de siger: Ned til T-krydset, og så til højer, kan der godt være 10-15 kilometer til krydset.
Gennem centrum af byen igen, og så ud af The Great Northen Highway. Der er en del sving, nogle hvor de anbefaler 30 kilometer i timen, og med rette! Så drejer vi ud af North West Costal Highway.
Det er blevet mørkt, da vi når de de åbne vider. Road trains med tre trailere brøler forbi, og tre gange ser vi et vildt dyr. Det viser sig alle gange at være tamkatte! En gang ser vi en dræbt kanguro. Vi passerer en hel del skilte med navne på de lokale vingårde. Hvad der ellers omgiver os, er svær at se i mørket.
Vi finder en rasteplads ved halv elevetiden, og begynder at puste madras op, "-og de pustede, og de pustede". Der kommer en byge, og frøerne i den nærmeste grøft blander sig med fårekyllingerne. Rikke ser en dingo, da hun lige er ude af bilen; hun er hurtig inde igen.

10/1. ON THE ROAD.
Vi bliver vækket af en flok rosa kakaduer ved syv-tiden. Får lavet lidt morgenkaffe og mad, og triller så vidrer. Landskabet minder lidt om Danmark, bare tørre og større. Solsikkemarker og endeløse krat af baksiaer. Store kvægflokke på kvadrat kilometer store marker.
Flere gange kører der små biler forbi, med et kæmpe skilt, hvor der står: Wide Load, og den efterfølgende truck er det! Standser ved et roadhouse for at blive vasket lidt, og få fyldt de små vandflasker op.
Så begiver os mod Nambung National Park. Landskabet består af enorme afhøstede kornmarker, med lidt spredte fåre- eller kvægflokke. En enkelt gang ser vi en lille flok emuer, en anden gang en mark dækket med sorte-hvide ibiser.
De kendte vindmøller, der pumper vand op til dyrene bryder horisonten. Nogle enkelte sumpområder, og enorme baksiaskove bryder markerne.
Vejen ud til parken bliver pludseligt til en rødlig grusvej, hvis overflade mest af alt minder om et forvokset vaskebræt. 20-30 meter høje hvide samdyner dukker op mellem de gule grusbanker.
Så når vi parken. Entreen er igen 50 kroner. Her ser vi Pinnacles, som er nogle yderst facinerende limstens formationer. De minder om bautastene eller gravstene, og fylder en enormt område i den 20x8 kilometer store park. Mange sten er så man kan fagne om dem, og fire meter høje.
Nogle er eroderet, så man tydeligt kan se korallerne, de er dannet af. Der er fantastisk mange motiver, og hver gang man går over en bakke, åbentbarer der sig nye.
Vi kører over til parkens cafeteria (der er 17 kilometer væk), og får reguleret koffein- og sukkerbalancen. Vi starter trucken op, og fortsætter nordpå af 1'eren. Farmland og store kratbevoksede områder afløser hinanden. Ser ikke så meget dyreliv ud over kvæg- og fåreflokke, kun en enkelt mus og en kogleskink. To bittesmå eucalyptusskove flimrer forbi, ellers har vi ikke set meget til denne, ellers så dominerende træsort.
Tanken er ved at være tom, så vi svinger ind til et road house. 53 liter, og vi har kørt omkring (kilometertælleren er i udu) 450 kilometer hvilket giver 8,5 km/l.
Man kan købe et varmt bad, i et rent badeværelse til en femmer. Mens vi bader kommer 2-300 gultoppede kakaduer forbi. Senere ser vi dem på en mark. De ligner og lyder som måger.
Vi prøver mobilen, men her ude på lander er den ikke meget bevendt. Ud på vejen igen. Enorme afstande uden så meget som ét hus.
Mørket falder på ved ottetiden, og nu tror jeg, at der dukker spændende dyr op i vejkanten. Jeg får justerer for- og ekstralygterne, og en enkelt indført ræv blotter sig. En anden gang er vi ved at ramme en importeret kanin.
Klokken bliver ni, og det er tid til aftensmad. Desværre blæser det en del, så den står på kold mad inde i bilen. Da vi slukker lygterne, bliver der mørkesort. Jeg stiger ud, og bliver overvældet af stjernehimlen. Det virker som et massivt tæppe! Man kan endda se tågerne.

11/1.UD PÅ DET BLÅ.
Bliver vækket sidst på natten; det bliver koldt. Til gengæld sover vi fortrindeligt, da solen begynder at bage på bilen. Kold morgenmad, og så triller vi mod Monkey Mia, hvor delfinerne gerne skulle komme ind og svømme sammen med os.
Landskabet ændrer sig ikke meget på de 400 kilometer. Et sted bliver det lidt kuperer, sådan nærmest et vaskebræt med en kilometer mellem toppene. Lidt ensformigt: Vi skal svinge om 170 kilometer. Krat eller lave skove, gule, afhøstede marker. Absolut ingen lavt levende vegetation, der i mod skyder og ligefrem blomster træer og buske.
Monotomien bliver brudt af nogle udtørrede flodlejer og ikke mindst af kvægristene. Der går hegn 50 meter inde i krattet mange steder, men vi ser intet tamkvæg.
Der er nogle vilde tamgeder og en enkelt tiger snake på vejen. Sandet skifter mellem gult og orange, og til sidst på turen er der små områder med rødt. Krattet skifter fra baksiaer til noget der minder om pilekrat. Nogle store grøne puder i den brede rabat viser sig at være små græskar. Et par termitboer dukker op af den røde jord.
Vi møder ikke mange biler, men omkring hver 10. har en stor speedbåd på slæb. Et totalt syrealistisk billede i denne afsvedne ørken. Den suverænt mest almindelige bil er en hvid, lav 4WDer med lav brun presenning og snorkel.
Vi tanker igen; 60 liter, som igen er dyrere. I Perth gav vi 0,88, halvvejs gav vi 0,92 og nu 1,01 hvilket er 4,80 kroner literen. Det koboltblå hav dukker op. Kilometervis af tom og rigtig smuk hvid sandstrand. Vi er kommet til Shire of Shark Bay, 870 kilometer nord for Perth. Der er en håndsbrede på vores kort, hvor Australien er 80 centimeter bred!
Vi kommer til et pænt, men næsten tomt, turistområde. Grønne plæner, palmer og perfekt strand. To katamaraner tager turister med ud i Shark Bay. Vi går ned for at booke en tur, og ser lige en enkelt delfin, og en pelikan.
Tager man på en to en halv times eftermiddagstur, får man en times solnedgang tur gratis. Vi kommer for sent til eftermiddagsturen, men tager bare aftenturen først. Det koster 250 kroner per næse, at komme med en rigtig lækker ny katamaran ud på det blå (indiske) ocean.
Vi hører lige skrækhistorierne om haj-angrebene: Der har været to de sidste 50 år. Det ene var en fyr, der havde fanget én, som bed ham i foden, da den lå i båden. Den anden kom mere alvorlig til skade: Da han var på den lokale pub faldt et haj-gebis ned i hovedet på ham, han fik to sting.
Jeg ser et par flyvefisk og nogle terner, ellers er det solnedgangen, der er hovedattraktionen. Godt forblæste kommer vi i land, og sætter bilen i et afsides hjørne af parkeringspladsen.

12/1. DELFINER PÅ MONKEY MIA.
Står op ved syvtiden, og går ned til vandet. Spættede flaskenæsede delfinerne komme efter fem minutter. En ranger fortæller lidt om dem, og holder folk inde på en halv meter vand. Lidt efter lidt kommer nogle delfiner helt tæt på, så man kan røre dem (men det må man ikke!).
Nogle store pelikaner holder sig også til, men fiskene er rationeret: to kilo om dagen, fordelt på tre fodringer mellem 7.30 og 13.00. Små fisk vimser mellem vores ben.
Morgenmad i bagdøren af bilen. En lille smuk brednæbet græsspurv fanger fluer mellem bilerne. Så går vi en tur langs stranden. Det er lavvande, og der ligger massere af muslinger og snegle på sandet. På små sandtanger sidder skarver, pelikaner, havterner og strandskader.
Bugten er meget vigtig for både søkøer og spættede flaskenæse delfiner; halvdelen af begge arters unger fødes her. Bugten er også det eneste sted, hvor der gror mere end èn slags søgræs - hele tolv arter.
Snupper en kaffe og sandwich i restauranten. Mens vi sidder der, kommer delfinerne tilbage. Det normale interaktionsområde må man ikke bade i, kun soppe. Nu er delfinerne i badeområdet, så vi hopper i, sammen med nogle få andre. Flere gange svømmer de helt tæt forbi os, og standser ud for os.
En hurtig skyller under bruseren, solcreme på, og så ud med AristoCat. Allerede mens vi står på kajen, dukker en flot havskildpadde op. Vi sejler på må og få i Shark Bay, men ser kun én lille haj. Der dukker en stor rokke op, og nogle søkøer kommer op for at ånde. Delfiner fisker omkring os, og flere skildpadder viser sig.
De to en halv time er pludselig gået, og vi snupper en hurtig svømmetur, før vi kører til Shell Beach; 110 kilometer 10 meter tyk og 200 bred masse af én slags muslinger!
Vi har rastepladsen for os selv, og udnytter chancen til at lave varm aftensmad. Et dejligt afbræk på den 150 kilometer lange vej fra Monkey Mia til hovedvejen (svarer til en tur på tværs af Sjælland, eller 1,5 centimeter på kortet).
Så er vi ude ved hovedvejen, til venstre, nordpå mod Coral Bay. Det er blevet nat, og vi ser mange kangaruer, wallabyes og bitte små kaniner. Store og små flagermus krydser vejen foran os, mens uidentificerede øjne titter frem i rabatten. Der bliver færre buske langs vejkanten; det bliver spændende, at se landskabet i morgen tidlig.
Rikke går i seng, og jeg kører lige de sidste 50 kilometer til et road house, så vi kan få vand til natten. Jeg er da ikke lidt fri for at blive overasket over, de har lukket. Der er lys på toiletterne, men også en hængelås. 146 kilometer til næste tank i Carnarvon.
Det går meget lige ud, og jeg møder kun tre biler. Tanken har i det mindste åbent, og jeg køber to flasker vand, og fylder fire fra hanen. Regner for sjovt på udgifterne til vand. Omkring seks halvliters om dagen til 10 kroner, der er 10800 kroner på et halvt år - for vand!
Finder en rasteplads ved tolvtiden, og tørner ind. Det er en varm nat, og jeg lader et vindue stå åbent.

13/1. SNORKLER BLANDT KORALLER.
150 kilometer, så drejer vi til venstre, og kører 150 kilometer til. Et par emuer står i vejkanten, en varan piler over vejen, og en torn agame står upåvirket midt på kørebanen. En stor sort ørn slår ned over vejen, og sætter sig i et lavt træ i vejsiden. En spætter ørn deler et af de mange kanguroådsler med en flok krager.
Når man en sjælden gang møder en modkørende, hilser man. Vores bil er dejlig "kold". Det hvide tag, solskyggen på forruden, og solfilmen på alle de andre ruder holder solen ude. Selv når vi har parkeret i solen, er den behagelig at sætte sig ind i. Ved fødderne er der spjæld, som kan slynge luften direkte ind; det føles som en føntørrer.
Under vores 210x163 centimeters soveplads er et rum på 210x104x20 centimeter. Her ligger forrest (og næsten umuligt at nå) to jerrycans med vand, og to med diesel samt 10 liter olie. Der er to klapstole, en plastkasse med bestik og tallerkener, en med madvarer, en med mine ting og Rikkes rygsæk. Og så er der plads til mere!
Landskabet bliver endnu tørre og mere spartansk bevokset. Det ser temmelig pudsigt ud, når der står et skilt med "Floodway", efterfulgt af to meters vandstandsmålere i vejkanten. Der skulle hellere være en advarsel om sandriver på vejen; de trækker godt i rattet.
Vi kører ind på en tank ,og fylder 66 liter på bilen, og en kop kaffe på hver af os. Jeg går over til et nærliggende, udtørret flodleje. Her huserer en flok hvide kakaduer.
Tankfatter har sat de gamle generatorer ud i forhaven. De ældste er kæmpe dampmaskiner, de nyeste diesel.
Ud på vejen igen, nu er landskabet virkeligt tørt. Meget spredte halvmeter høje buske og kæmpe termitboer, op til tre meter høje. Mens vi studerer et, kommer en flok zebrafinker flyvende forbi.
Endelig er vi ude ved Corel Bay. Massere af shops, der henvender sig til turister. Campingpladser, hostels, dykkershoppe og hvad ved jeg.
Vi kører gennem det hele, til vi når stranden Her lejer vi snorkelgear i en campingvogn, og kaster os ud i det krystalklare vand. Spurgte i campingvognen, hvor koralerne er. Kan I se det sorte; det er koraller. Der er ti meter hvidt sand med en hav meter varmt vand, ti meter turkisblåt vand, og så er der sort så langt øjet rækker.
Dette er et vekseltempereret koralrev; mellem 19 og 28oC. Det betyder, at der ingen bløde koraler er. Hoveddelen er flere meter høje hjortetakker med hjerner, plader, vifter og et par andre hårde koraler iblandt. Det vrimler med fisk; før vi når ud til revet bliver vi mødt af 30-40 centimeter store fisk. Ude på revet ser vi papegøjefisk, rokker, citronfisk, kæmpe sorte snegle, små blå fisk, kæmpe farestrålende muslinger, gedefisk, og bare en hel masse andre farvestrålende fisk.
Jeg har på fornemmelsen, at det er nu, vandet er 19oC. Efter en time er vi småkolde, og vi har nok også fået sol nok. Jeg fik brændt hovedbunden og skuldrene af i går. Faktisk væsker min hovedbund.
Vi sidder og varmer os lidt i bilen, før vi udforsker turistfælden. Rigtigt lækre sandwich, og så sælger det dumme svin af en bager passions ostekage. Jeg får aldrig mit bæltespænde at se igen!
Vi vender øsen, og trille syd på igen. Det bliver varmt - rigtigt varmt, da vi kommer ind i landet. Ikke desto mindre, står der et par varaner midt på vejbanen. De bliver stående, når man kører forbi, men da jeg hopper ud af bilen, er de pludselig 30 meter inde på marken, og nede i et hul.
Vi kunne have fortsat nordpå til Exmounth, men køre 300 kilometer for at se en mast, er temmelig meget. Bagefter tænker jeg lidt på, at der er 13 master. De 12 er højere end Eiffeltårnet, og tjener for støtte til den store! Jeg må se et foto en dag.
Vi standser på vores stamtank ved fire tiden, og får kaffe og et bad. De tager 20 kroner for et bad, og de skal udnyttes! Der kører en cricketkamp på TVer, hvem fatter reglerne? På disken står et stativ med nogle plastikposer. I hver er noget sort, der ligner et hundeøre. På posen står "Roadkill, fresh as you can find it". Tørret kød med krydderier.
Ser, ud over de sædvanlige kangaru-roadkills også kakaduer. På en tank ligger to i skraldespanden; en eller anden har gjort sin kølergrill ren. Det virker mærkeligt, når man tænker på, hvad de koster i Danmark (10.000 kroner?).
Videre ned til Cascoyne flod og Carnarvon by. Her er mobildækning, banan-, mango-, tomater- og hvad ved jeg plantager. Kan bare ikke komme på nettet, jeg syntes min dagbog hober sig op på Revoen.
Tanker lige 47 liter mere, får lidt varmt mad, og så er vi klar til de næste 193 til Overlander Roadhouse. Klokken er blevet 20.30, så vi er der nok ved elvetiden.

14/1. TILBAGE MOD PERTH.
Fodrer bilen med lidt vand og olie, mens Rikke laver morgenmad.
Mens vi spiser, kommer fire cyklister forbi. Sejt sted at cykle. Der er gennemsnitligt 150 kilometer mellem tankene, og 500 mellem byerne. Gud ved, om de sidder og trækker negle ud på hinanden, som hygge om aftenen?
Vi trækker teltpælene op = slipper håndbremsen, og kører det sidste lille stykke til Overlander Roadhouse. Veludstyret biks; de har deres egne pins, Post-It, postkort, brevvægte, T-shirts, ølkølere og meget andet med logo på.
Vi kommer forbi en stor rasteplads, hvor Rikke får sin første køretime. Det går rigtigt fint; hun går ikke engang i stå, og der bliver ikke væltet en eneste busk.
En stor flod skærer sig under vejen, vi standser for at strække benene og skyde et foto. Vandet ser rigtigt lækkert klart ud, og der er god vegetation på bunden.
På en stor afhøstet mark ser vi to flokke emuer, hver på omkring 15 medlemmer. Endnu en tank med kaffe og 57 liter diesel.
En lille omvej på 100 kilometer bringer os forbi Kalbarre National Park. Her er mange spændende ting, men vi nøjes med en stor og rigtig smuk kløft.
Vi standser i en lille by; Northampton, for at proviantere: Mad, tørresnor (Jeg oplevede lige min egen variation af Cuba-krisen; den tørresnor jeg nassede på Cuba blev gnavet over), vaskebalje og så havde en eller anden lagt noget guf i kurven. "Supermarkedet" er noget for sig selv; temmelig velasoteret, men totalt rodet. Hylderne er hjemmelavet i træ og jern, og rengøringen har ferie. Som andre steder hilser man pænt, når man mødes mellem reolerne. Genboen er en café, som desværre har chokolademousse kage, og jeg har en rygrad som en velkogt regnorm.
Lige uden for byen drejer vi til højre mod Hutt Lagune, som ligger lige ude ved kysten, kun 50 kilometer væk. Vi ser nogle okser med nakkepukkel på nogle marker der er fuldstændigt afsvedet. Nogle gule almindelige køer og nogle nussebrune får er totalt kamufleret, på deres respektive marker. Der er også nogle nyklippede får, de første vi har set.
En ruin dukker op. Store skilte oplyser det er Lynton Covict Settlement. fra 1853. Det er beboelse, med mere, for de straffefanger, der arbejdede i den nærliggende jernmine. Der står, at der er egnens vigtigste arkæologiske plads. Vi ser ikke de andre.
Lidt længere ude af sidevejen kommer vi til Hutt Lanune; en kæmpe saltsø, der er helt lyserød. Jeg er nede og pille lidt i den udtørrede "vandkant". Flotte krystaller så langt øjet rækker.
Vi vender kareten, og suser tilbage til hovedvej 1. mod Perth. Allerede efter 200 kilometer støder vi igen på den tank, der sælger brusebad til fem kroner. Forfriskede kører vi godt 100 kilometer ud til Green Head, hvor vi skal dykke i Dynamite Bay i morgen.
Klokken er 21.30, og byen er sort. Vi finder strandpromenaden, og holder fem meter fra vandet, så vi kan høre de store bølger ramme sandstranden.

15/1. GOD DAG AT BLIVE I SENGEN.
Mens vi spiser morgenmad i et af bbq-læskuerne, kommer der en slank knæler forbi. Der er også rigeligt med fluer til den, jeg begynder at forstå fidusen med korkpropperne i hatteskyggen.
Jeg går en tur i klitterne. Der bliver gjort meget for at reetablere klitter, så der er kun en smal grussti, man må gå af. Ude fra pynten ser jeg et par havoddere, der lejer i tangen. Et voldsomt stort skakternet firben soler sig foran bilen, og små artsfæller smutter væk foran mig.
Vandet bliver for fristende, og jeg låner Rikkes svømmebriller. Savner snorklen og specielt svømmefødderne, men får set de meget smukke tangplanter. Her er mange forskellige, både i størrelse og farve.
Et hurtigt brus, og vi suser af mod Yanchep National Park. Et lille svip på 300 kilometer, men Crystal Cave trækker (sidste gang måtte vi køre før rundvisningen, da vi skulle hente vores egen bil).
Bilen får lige 58 liter diesel (det gør den faktisk hver dag!). Den første tank har udsolgt, men den næste har heldigvis. De har også kassettebånd: Dean Martin, Frankie, Clif R, Pink Floyd (Dark side...), til Mariah Carrys nyeste. Vi køber Tina Turner og Shadows.
Hjemmefra læste jeg om, hvilke biler man kunne leje. "Holden" var nævnt mange gange, og jeg undrede mig. Nu ser jeg mange: Holden Record, vectra, corsa, kadet - nå, det er et andet navn for Opel!
Der er ind i mellem vejskilte, med alternative ruter, og vi tager en af de smukke veje. Store afhøstede marker, sederskove, græstræer, baksiaer, kløfter, sandklitter, blomster, får og køer. Nogle buske er helt dækkede med hvide snegle i flere lag, de venter på regn. Andre blomstrer; gule, røde og hvide.
Vi når parken lidt over tre. Betaler den obligatoriske 50'er, og spørger, om de ikke har rabat. Jow da: En måned for 110 kroner, et år for 250 kroner. Det kunne de sgu' da godt have sagt! Vi betaler 50, som vi får refunderet, når vi køber årskort i informationen. Det viser sig at være for stat til stat, så vi nøjes med et månedskort. Og så vil vi gerne ned og se hulen. Desværre, sidste tur afgik for lidt siden, kom igen i morgen.
Vi går over til restauranten for at trøstespise - den er også lukket - lige som alt andet. Det kunne hun godt have sagt i indgangen. Hvis jeg kigger ud i morgen (det er jo kun 100 kilometer) har jeg et koben med; jeg SKAL se hulen!!
Vi suser ned til Perth, hvor vi shopper lidt i et mall. Olie, bremsevæske, badehåndklæder til stranden, lidt mad og en plastikkurv til. Dyreforretningen har tre-fire kuld hundehvalpe, den ene mere bedårende end den anden. Et kuld katte, ti fisk, tre mus og nogle fugle.
Ind på vores gamle hostel, for at afhente hævekortene, han har bare ikke fået dem. Hvad nu, lille du? Jeg har prøvet at sende dagbog hjem den sidste uges tid. Når der endelig har været et mobilet, har jeg alligevel ikke kunnet komme på Internettet. Hvorfor? Hvad ved jeg?
Her nede i Perth har de haft hedebølge, mens vi har været væk. I aften er der stadig kvælende varmt, det er godt, vi skal syd på i morgen (hvis vi altså for hævekort og fikset bilen). Vi triller op til værkstedet og overnatter i bilen.
Der er en masse barerer omkring os, men den eneste, der går i vores sidegade, er en to meter høj rødhåret, kæmpebarmet drag.

16/1. ENDNU EN DAG SPILDT I PERTH.
Vi vågner foran bilforhandleren, finder et toilet hos vaskeriet og spiser morgenmad i bilen. Medarbejderne kommer dryssende, bare ikke vores mand.
Endelig, halv ti, kommer han slentrende. Låsen i bagdøren kan han ikke lige fikse, kom igen senere. Bolte til sidespejlene, skal han nok finde til senere. Kilometertælleren kan der komme en fyr og se på - en af dagene. OK, han kan komme klokken 16. Varmeapparatet kan få noget WD40, når vi kommer igen. Bagdøren utæt, det ser vi på når vi laver låsen. Forlygterne, nå - det var da godt du kunne lave dem, de er nok uoriginale. Vi ses klokken 16.
Ned til hostlet for at hente vores kreditkort. Surprise, de er ikke kommet. Ned til banken, parkeringsplads? Ender i et parkeringshus, hvor de siger der er 2.10 til loftet. Der er lidt lavere på nogle af pladserne. Mirakuløst holder vi centimeter fra den lave del af loftet. Jeg savner i den grad servostyring på disse trange pladser. Det hjælper ikke, at vi har rigtigt brede sanddæk på!
Stærkt svedende kommer vi ned i banken. Nu tager det lige pludselig ikke 5-6 dage, det tager 7-8 arbejdsdage. Jeg føler mig fristet til at spørge, om de vil anbefale os at bytte bilen for en lejlighed i Perth!
Vi finder en bikini til Rikke (den har været vattet ovenpå et pilleglas i et tidligere liv). Lidt film til mig, myggenet til bilen, og så skal vi ud til motorkontoret og omregistrere vores bil. Det går meget godt, vi betaler godt 1000 kroner i stempelafgift og så er der lige "vægtafgiften". Den har vi betalt forhandleren 1000 kroner for, men det har de ikke fået. Vi skal faktisk af med 1200 kroner. Smil, og betal!
Ud til hostlet for at købe et bad, sende og modtage mails (det virker sgu nu), og så ud for at få lavet bilen. Han har ikke kunnet få lavet låsen, og den nye kommer først i morgen ved middagstid. De andre ting kan vi kigge på i morgen. "Vægtafgiften" får vi også refunderet i morgen. Om jeg er bange for at blive snydt af en smart brugtvognsforhandler - tjow....
Vi får sat vores myggenet op. Det går egentlig ret let, og det sidder godt. Det må helt sikkert falde af! Gør lidt rent i bilen, der er en del støv fra grusvejene.
Så går vi over på den nærmeste café, og får nachos og kaffe. Alle steder vi har været, har de mini sukkerposer eller -rør, svarende til én lille teskefuld. Pinligt at sidde og smide fire i et krus kaffe.
Jeg syntes, at vi det sidste stykke tid enten har haft meget travlt, eller også skulle vente længe. Lige nu skal vi have tiden til at gå de næste 18 timer. Der er ikke rigtigt mere spændende at se i Perth, og forretningerne er næsten lukket.
Så triller vi en lille tur ud til botanisk have for at se solnedgangen. Der er udendørsbiograf (film med hundereder af stjerner), i aften viser de Beaty beast, ikke lige os. Der er nye film hver aften, mange gode, men dette skulle gerne være vores sidste aften i Perth!
Vores brugtvognsforhandler har arrangeret, at vi kan holde på parkeringspladsen bag et hotel. Stille og roligt. Klokken er otte, så vi har stadig 15-16 timer, til vi kan komme videre, og stort set intet at lave i dem.

17/1. FARVEL TIL PERTH!
Efter morgenmaden, triller vi ned til hostlet, bare for at høre, han stadigt ikke har fået vores bankkort. Vi aftaler, at hvis han får noget med vores navn på, skal han bare smide det ud.
Så tager vi cat'en ned til banken, og bestiller et nyt kort. Det bliver sendt Post Restante til Albany GPO, hvor vi nok kommer om en uge eller to.
Bankdamen siger, vi skal ringe til posthuset i Albany, og sige vi får post der. Det mener jeg ikke, men hvad. Vi får et nummer på ét posthus, der kan oplyse os om numret på Albanys. Vi går rundt om hjørnet, og ind på Perths GPO. Selvfølgelig skal man ikke melde en Post Restante!
Der bliver lige tid til en kop cafe latte og lidt shopping, før vi tager cat'en tilbage til hostlet.
Efter at have sagt pænt farvel til den flinke mand, kører vi ud til brugtvognsforhandleren. Han kommer med en ny lås til bagdøren (som bliver sat forkert i), to skruer til spejlene (som ikke passer) og en adresse på et værksted som kan svejse udstødningen og lave varmeapparatet. Spedometerfyren er endnu engang forsinket; han møder os på værkstedet.
Efter en del venten, for vi svejst udstødningen, og konstateret, at ventilen til at sætte varme på (eller i vores tilfælde; fra) er død. Jeg orker ikke engang at spørge, hvornår de kan have en ny til.
Vi kører ud af byen, uden kort: Vi har helt klart været her for længe! Sydpå af 1'eren, ned til Bunbury. På vejen kører vi gennem meget smukke landskaber. Meget store eukalyptustræer, der ligner egetræer, står spredt ud over enorme gule græsmarker. Blandede skove, floder og små byer.
Vi når Bunbury ved femtiden, og kører direkte ned til strande. Rigtigt lækkert sand og klart vand. Plasker lidt rundt, og tager så over til en campingplads. Overnatning for bil koster 100 kroner, men så er der også lejeonkel til børnene, tennisbane, pool og meget mere, vi ikke skal bruge.
Starter med at nærmest blive kørt ned i en rundkørsel på pladsen. Desværre er det "caretakeren" for pladsen, og han er tosset. Følger os over til vores plads, og råber op om, at jeg kørte alt for stærkt. Hans humør bliver ikke bedre af, at jeg laver "Ka ik forstå"en. Jeg kørte faktisk ikke for stærke, var lige kørt over et af deres ualmindelige ondskabsfulde bump. Han havde nok bare kørt i sine egne tanker, og var så blevet forskrækket. Velkommen på pladsen!
Jeg får bagdørslåsen til at virke, så man kan tage nøglen ud, når den ikke er låst, og så man kan låse op inde fra. Det bliver temmelig koldt i aften, så vi hygger inde i bilen, vi er jo vandt til små rum.

18/1. NYE DELFIN OPLEVELSER.
Først lidt generelle observationer: Australier er fuldstændig tossede med at vande. På nogle fortove i Perth var der små bede. Klokken otte hver morgen, poppede der små sprinklere op i hver bed.
Folk går med en hel-tomme slange og plasker i deres haver, campingpladsen vi er på nu, genlyder af hundrede sprinklere. Alle steder er der gravet slanger ned, og sprinklere kan dukke op de mærkeligste steder, og på de mest uforudsigelige tidspunkter.
Så lidt om vores bil: Det er en Totota Land Cruiser fra 1983. Den har kørt mere end 229.000 kilometer, men motoren virker sund. Det er i øvrigt en 4,0 liters, seks cylindre diesel. Den er blevet professionelt lakeret inden for de sidste år, og den er stadig hvid. Der er sat ekstra brede sanddæk og fælge på, hvilket gør det til et helvede at parellelparkere, da den ikke har servostyring. Der sidder et plastik-stensslags-fanger ude på køleren, der er solskærm over forruden. Alle andre vinduer er monteret med mørke solfilm.
Der er et nogenlunde anlæg i, men kun med kassette og radio. Foran sidder en af de klassiske kangarobare, den kan holde til en del. To ekstra 150W fjernprojektører gør nat til dag. Den ekstra lange kabine giver rigelig plads til vores queensize luftmadras.
Nu har jeg så rost bilen, og fem minutter efter vil den ikke starte. Roder rundt i motorrummet, til jeg finder en skærmet ledning, der ligger på gløderørs forbindelsen. Det forklarer røgen, der væltede op af motorrummet.
Efter at have fået liv i bilen, kører vi en lille tur langs kysten, og så tilbage til delfinerne. De er inde ved kysten, men vandet fordrer kun til en sopper. Ser museet med en oplysende film. Lærer blandt andet, at parringen er en organiseret masse voldtægt.
Genboen er en "boardwalk", en bådebro ud over mangroven. Flokke af små fisk klumper sig sammen, mens nogle lidt federe svømmer frejdigt alene. For frejdig lader det til; hejren flyver kun meget modvilligt, da vi kommer til dens fiskeområde.
Fra alle træerne kommer chikadelyde, og småfugle blander sig. Rundt omkring i området står plancher med forskellig oplysning: Biologi, historie og geologi.
Vi har fået set, hvad der var af interesse i Bunbury, så vi kører sydpå af 1'eren. Første stop bliver dagens tank. 55 liter diesel til hidtil laveste pris: 0,84$ =3,75 kroner literen. Rikke får en kyllinge/kål dims, jeg en af de lækre pølseruller; krydderfars med bagt brød om. Rikke ser en stor krokodille under en bro vi krydser, men jeg kan ikke holde ind til siden - øv.
Nogle meget store træer viser sig at være Tuart. Denne lille skov, som vi er igennem på ti minutter, er verdens eneste tuartskov. Træerne bliver rigtigt store, bare de får 500 år.
Næste stop er Ngilgi hulen. Vi betaler 125 kroner for at blive lukket ind af et gitter, og så går det nedad. Hulen er på det dybeste 40 meter nede. Fantastiske drypstensformationer bliver ikke mindre fantastisk af en avanceret varierende lyssætning. Mange "slør"; tynde, bølgende og transparente gipskrystaller. Stalaktitter møder monolitter og smukke søjler opstår. Rikke får nok, og søger dagslyset, mens jeg søger dybere ned til hovedkammeret. Det er stort, og der er utallige smukke formationer fordelt på væge, gulv og loft.
Da jeg kommer op, går vi en tur i den omgivende skov. Vi ser en lille lokal orkidé, myrer på halvanden centimeter, og de mindste myrer jeg har set; under en halv millimeter. De var i gang med at ophugge en næsehornsbille. Sommerfugle svæver over vores hoveder, en behagelig forandring fra fluerne!
Videre syd på ser vi mange vingårde. Deres mørkegrønne marker står i stærk kontrast til de omgivende gule og afsvedne marker. Mange skilte med vinsmagning og ét med olivenolie smagning!
Et skilt viser til "Café Vally", hvilket passer os godt. Vi kører op af en meget lang indkørsel, og kommer til en lille hytte.
En charmerende bøsse, som bedst kan beskrives som en gråhåret bæver med topmave, viser os ud på en stor overdækket terrasse. Fantastisk udsigt, dalen og de omgivende skove. Småfugle, blandt andet den fantastiske blå spurv, smutter rundt i buskene under os. Indenfor er restauranten virkelig flot. Kokken ligner en reklame fra et fransk hotel, og resten af personalet har også bløde håndled.
Rikke er vild med menukortet, og får en platte med polenta med løg og rød peber, rødvinsmarineret oliven, små aspars-tærter med to slags ost, japanske riskugler med svampe og blandet salat (og så var der noget mere ubestemmeligt, men velsmagende).
Vi hører salsamusik og cikader i en skøn blanding mens vi pjatter med tjeneren. Da vi går ud, hører vi, at hans ven kalder ham vombaten - han forstår ikke selv hvorfor (han KAN ikke eje et spejl!).
Vi fortsætter gennem den ene vinmark efter den anden, og kommer til Prevelly Park. Det er en strandpark, hvor Margret River møder havet. Det vil sige; den møder ikke helt, den synker bare ned i sandet på stranden.
Vi starter med at se på en flok windsurfere, som har bemægtiget sig den ene bugt. Det er sjovt, at se deres gamle og overlæssede biler. Næste bugt vi kommer til er surfernes. Lidt pænere biler, lidt ældre fyre, og koner i nogle af bilerne, med kikkerter.
Vi er her for at komme med på en halvdagstur med kano og travning, krydret med aboriginal historier og mad. Det er for sent i dag, så vi går en tur i klitterne, og sidder på stranden, for at ser solnedgangen. Nogle lystfiskere står og hiver små, og en enkelt stor fisk ind.
Så kører vi en tur gennem skovene i skumringen, et godt tidspunkt at se dyr. Vi kommer helt tæt på kangaruer og frømunde; en slags ugler. Vi finder en lille forladt parkeringsplads, hvor vi vil overnatte. Jeg fjerner en slange, så er der klart. Varm aftensmad med efterfølgende kaffe.

19/1. HULER, SKOVE OG STRAND.
Vi får fyldt vandflaskerne op hos den lokale købmand, og kører ud til surferne. Det lader til, at vi var de eneste, der var interesseret i en kanotur i dag, så det blev ikke til noget. Vi kunne vente til i morgen, men ingen garanti, og her er ikke så meget at se og lave. Stranden er smuk, men lidt for kold til os. Et skilt advarer mod possumer, og vi ser to påkørte (brevsprækkevenlige).
Generelt er der næsten ingen turister, hvor vi kommer. Har set to backpackere i alt, ellers er det australske familier. Det er selvfølgelig meget rart, undtagen når vi skal bruge en flok, eller et eller andet er lukket. Apropo noget helt andet: Alle steder er næsten kvalmende handikapvenlige. Katamaranen vi var ude med havde handikap WC, der er rullestole i rustfrit med ultra brede sandhjul, hvis de vil se delfiner. Gangbroer til vandfald er laver til dem. Jeg tror, at hulerne er det eneste sted, der ikke var rullestols mindet. Vi har set to i rullestol, og de var lokale.
Vi tager Turist Rute 250 ned til Augusta. På vejen standser vi ved Calgardup hulen. Jeg går ned i den, bevæbnet med hjelm og to lygter. Enorme sale og krybegange, krystaller, stalaktitter, rødder, krebsdyr, lille å og stor sø.
Så kører vi gennem nogle store skove. En af dem er fantastisk: Meget høje og helt nøgne stammer danner en uigennemtrængelig væg. Ser en enkelt kobberhoved slange på vejen, og nogle indhegnede marker med store flokke store hjorte. Her er mere frodigt, med grønne græsmarker og store træer. Mange træer blomster, speciet Christmas tree, med store helt gule kroner. Der er spredte huse og landbrug over alt, men langt mellem byerne. Der er angus, herford, chaeulaies, sortbrogede og røde køer.
Mens vi kører i en af de store skove, syntes jeg, at jeg ser røg. Jeg er nervøs for det kommer fra vores bil, for det er i bakspejlet det er slemt. Lidt efter kan Rikke lugte det, og så jeg. Mærkelig lugt, men det er jo eucalyptusskove.
Vi møder først èn brandbil, og så mange flere i løbet af de næste timer. Helt ens små lastbiler med tre mand, en lille tank og lidt slanger, kædesave og branddaskere.
Vi kommer til Augusta, som er en lille søvnig kystby, som formodentlig liver op i sæsonen. Nu er her faktisk kun lokale, så det virker meget hyggeligt og provinsielt. Vi får shoppet mad og bøger, drukket kaffe og spist burgere. Som altid er Rikkes mad meget mere lækker end min! Hun får cosy burger med steak, spejlæg, bacon, bløde løg, ananas, tomat og salat. Jeg kvæles i en tør bolle med lige så tør kylling og et slattent salatblad.
Vi kan ikke lade være med at tage tilbage til Cosy Corner, som er en strand på en halvø. Først prøver vi på én side, men her er vinden på. Vi tager over til den anden. Her står et skilt med advarsel om ikke at bade eller surfe, da hvalkadaveret trækker hajer til. Der står det er en 30 meter 90 tons blåhval. Jeg traver en lang tur gennem strandens kridt hvide timeglassand, og ser - intet!
Rikke ligger og soler sig, og er er ved at sande til. Det er tid til en dukkert på den perfekte badestrand. Lidt køligt, men så meget mere forfriskende. Der kommer et par med to børn ned på "vores" strand, det er hårdt lige pludselig at skulle dele to kilometer dejlig strand. Vi soler lidt for at tørre, og kører så til Kalbari og videre mod Pemberton.
En stor ørn sidder og smæsker sig i et kangaru ådsel i vejsiden. Den vil ikke fotograferes. Mellem træerne flager farvestrålende elegans- og halsbånds parakitter rundt.
Ser et skilt til Beedelup National Park, slår hurtigt op i bogen, og svinger så ind. Vejen er et stort vaskebræt, og nogle af tingene i vores bagage er tvivlsomme røde om aftenen.
Inde i parken viser et skilt til "Walk through tree 50 min". Det lyder spændende, så vi jokker der ud af. Kommer forbi enorme Karri træer. Det er en slags eucalyptus, som har lygtepælsagtige stammer. Nogle er over to meter i diameter, og ved foden ligger der et bjerg afsmidt bark.
På et tidspunkt bliver jeg i tvivl: stod der "gennem træ" eller "gennem træer", men så kommer vi til det. 76 meter højt, 2,4 meter i diameter, vægt omkring 100 tons, og så har én eller anden savet hul igennem med en kædesav, så man kan gå gennem det! Vi traver tilbage af jernmalms stien, og så ud af en anden (handikapvenlig) sti, til en stribe små vandfald.
De er sikkert fantastiske i regntiden, men lidt tamme nu. Hele gangbroen med platforme og det hele, er lavet af én stamme, og så en masse rustfrit stål, som de bruger i rigelige mængder til alt, som om det er gratis.
Det er ved at blive mørkt, så vi tager til Pemberton. Parkerer midt i byen, der ligner noget fra 30'erne. De fleste forretninger er også der fra, blandt andet General Store'en. Det eneste nye (og åbne) er Southern Chicken. Rigtig amerikansk.
Vi spiser i bilen: Tun med dild, dryppet med frisk citron, efterfulgt af nyåbnet dåse skinfri pølser, tilsat Heinz ketchup. Desserten består af friske jordbær. Kaffen indtager vi i de tilstødende lokaler (Southern Chicken). Endnu en dag er gået med sol og oplevelser.

20/1.EN DAG I SKOVEN.
Temmelig kold nat, soveposerne skulle holde ned til fem grader, men det kan ikke være celsius!
Byen er total død til morgen. Kirkeklokken bimlede lidt, en eller anden spiller højt rock, en anden skover træer med kædesav og så pipper fuglene. Der kører ingen biler, der går ingen på fortovet; det er søndag på landet.
Da vi har fået morgenmad, kommer der en venlig sjæl, og åbner turistkontoret. Jeg går ind og spørger om, hvad jeg skal se, nu jeg er her. Den hyggelige ældre dame remser en masse op, mens hun tegner på kortet i en folder.
Tilbage for at hente Rikke, og så ned til den lokale back-packer, for at købe et bad. Syret gadeværelse. Toiletbrættet er i klar plast med pigtråd i. Lyset skinner op af afløbene: Pælehus, hvide plastrør og lav morgensol.
Velduftende begiver vi os ud til Gloucester Tree'et i Gloucester National Park. Et kæmpe eukalyptustræ er blevet forsynet med 1/2 tomme armeringsjern i en spiral til toppen, hvor der er en udsigtsplatform i 61 meters højde. Det er lidt spooky at kravle op af de 200 trin. Man kan let smutte mellem to trin, og så er man nede! Når man passerer én, på de smalle "trin", bøjer de betænkelig.
Endelig oppe, og sikken en udsigt - øhh. Trætoppe så langt øjet rækker, og man kan ikke engang se jorden. Ned igen, og med lettere syrede ben, vasker jeg tøj på terrassen ved toiletterne. Nogle enkelte turister og en hel flok rosella parakitter kigger undrende på. Men det var altså tid!
Med ladet fyld af vasketøjssnore, kører vi til Warren National Park. Her kører vi først af det smukke Heart break trail og så af Maidenbush trail. Der er også et skilt, der viser til Bibbulmun track, 500 meter. Jeg syntes det lyder spændende, og får lokket Rikke med på en gåtur. Det viser sig, at tracket er 970 kilometer, og går fra Perth til Albany. Vi dropper det, vi har også andet at lave idag.
Midt i parken støder vi på en frivillig parkbetjent. Han har kamperet med sin kone her, og checker om alle har købt billet. Vi viser stolte vores månedskort, og får en sludder.
Så triller vi ned til floden, som faktisk er salt. Den store mængde havgus driver flere hundrede kilometer ind i landet, og falder som regn. I rigtigt mange år er saltet så sivet ned i jorden med vandet. Områdets enorme træer har suget vandet op, og saltet har akkumuleret sig i undergrunden. Nu er skovene efterhånden blevet fældet, og det har fået grundvandet til at stige, og trække saltet med.
Længere nede på det sydvestlige hjørne af Australien ser vi en kartoffelmark blive høster, mens vandere står på en anden mark. Så kommer vi til endnu en perfekt strand, den er bare lidt forblæst. Går en tur, men her er intet at samle op, kun fint hvidt sand.
I dag har vi kørt på rigtigt mange støvede grusveje, og bilen er også blevet nusser. Da vi åbner bagdøren, ser vi, der er trængt støv ind gennem sprækken mellem dørene. Rikkes rygsæk er mere rød end sort.
Det er heldigt, vi har maden i en tæt plastikkasse (og mine ting i en anden).
Næste by på vores vej bliver Normalup. Fem forretninger på stribe og 700 indbyggere i alt. Her, lige som alle andre steder, er det mere reglen end undtagelsen, at der står hunde på ladet af pick-up'erne. Hundene ser ud til at elske det!
Vi finder en "scenic drive" i D'Entrecasteaux National Park, gennem mere skov og så kommer vi til en flod, hvor der står nogle fantastisk smukke krogede træer ved flodbred. Jeg bliver nødt til at tage adskillige fotos. På den anden side af byen står "Tingel tree". Det står i Walpole-Normalup National Park, og blev opdaget af en af egnens første beboere i 1952. Et enormt træ er udbrændt i midten, og ilden har efterladt en hule, hvor vores bil snildt kunne stå på højkant. Træet er omkring syv meter i diameter, og gror stadigt.
I denne skov, som de andre vi har været i, i dag, er der bregner over alt. Store hestebregner og små venushår. Der er forskellige eucalyptuser og nogle cedertræsagtige træer med korkbark. Dette er et rigtigt frodigt område, som minder en del om Danmark om sommeren.
Vi er blevet sultne, og triller gennem Normalup. Grillen sælger kyllingeruller, og da vi har købt èn hver, viser set sig, der er tæt på en halv kylling i hver. Smager godt og mætter så meget, at vi senere springer aftensmaden over.
Så fortsætter vi ud mod Giant Tree Walk. Finder det hurtigt, men for sent for i dag. Lidt længere fremme er der en vej til "Conspicuous Cliffs Beach" (lumske klippers strand), det må vi se.
Endnu en perfekt strand, med bølger, der minder om vesterhavets (også temperaturmæssigt). Vi nyder solnedgangen, og kører så tilbage til en parkeringsplads i skoven nær Giant Tree Walk. På vejen tilbage ser vi flere af tusmørkets skabninger. En wallabi sidder helt stille lige foran os, og hopper så stille forbi. På rastepladsen er det myggene der styrer, så vi hygger inde i bilen, til det er sengetid.

21/1 WALLY OF THE GIGANTS
Morgenmad med kaffe og massere af smuk fuglesang. Så triller vi rundt om hjørnet (maks. 10 kilometer) er kommer til Wally of the Giants.
Før vi er kommet ind, bliver vi spurgt, om vi vil hjælpe med at bære kangaru-babyer ind? Klart vi vil! De sidder pænt bag i en varevogn, og finder sig i, at damen trækker en blød pose over dem.
Så får vi en i favnen hver. De ligger pænt på ryggen, og får lirket hovedet frit. Rikkes slikker hende på kinden, og hun ser lykkelig ud. Som forventet bliver det svært at få den lirket ud af hendes favn. Der er også et bur med et par quakka-unger (ligner mini kangaruer) og en possum-unge. Damen tager den ud af buret, og den piler op på hendes hoved.
Rikke har pludselig et helt andet forhold til den kangaru hale knogle, hun fandt i går. Den virker ikke mere som den perfekte souvenir; en levende hopper vil være bedre!
Tilbage gennem kasseapparatet igen, det er jo kun 30 kroner per snude. 600 meter gangbro, der fører os 40 meter op i luften blandt trækronerne. Det fascinerende er egentlig ikke trækronerne, men den enorme gangbro, der lige akkurat er rullestols bred, og så i frit spand over 100 meter af gangen.
Der er også en sti, der fører fra det ene kæmpe træ til det andet. Mange af dem er udhulet af ilden fra de utallige brande. Hullerne er store nok til, at mange mennesker, eller en bil, kan stå inden i.
Vi suser videre gennem skovene og kvægmarkerne. Her er det enten angus eller sortbroget kvæg. Der bliver også lavet vin ind i mellem, men hoveddelen er kornmarker.
Terrænet er væsentligt mere kuperet, og ind i mellem stikker runde granitblokke op. Hidtil har det kun været limsten og gult eller rødt grus.
På en skovstrækning står der pludselig en emu, men inden jeg får vækket Rikke, standset bilen og fundet kameraet frem, er den forsvundet i krattet.
Vi når Denmark, som er opkaldt efter floden, som er opkaldt efter finderens ven. Det kan være han kom fra Danmark. Rigtig hyggelig lille flække med 3500 indbyggere. Bitte små specialforretninger, hvor ekspedienterne altid har tid til en sludder, også med os fremmede.
Der er massere af små anlæg med flotte blomster, små bassiner og bænke. De forretningsdrivende sidder og sluder foran deres små shoppe. Vi traver byen rundt, og tømmer den for postkort.
På vores tur videre ser vi det første vejarbejde, på deres ellers perfekte veje (vaskebrædderne undtaget). Der bliver planeret og vandet lystigt, og man hilser da pænt.
Lige uden for Denmark går en turistrute til Albany. En meget smal tosporet vej med en hastighedsbegrænsning på 110! En flot plakat viser ind til Parrot Jungle, og vi må hellere checke. Omkring 30 voliere med forskellige australske kakaduer og parakitter, samt nogle sydamerikanske araer. Pænt rent, men lidt friske grene i voliererne ville have pyntet.
Det er blevet varmt, og da vi ser skiltet til Cosy Beach, må vi der ned. Endnu en perfekt strand, bare lidt kold. Næste skilt vi ser, proklamerer, at nu er vi i Bornholm, som er tre huse og en brandstation.
Her bliver endnu frodigere, og der er vand i floderne. Store græsmarker er grønne, og skovene er tætte helt ned i bunden. Næste by er Albany, som er egnens største med 26.000 indbyggere. Her er to krydsende handelsgader, med de sædvanlige bitte små specialforretninger og caféer.
Vi når lige en tur op og ned af den ene, før de lukker. I et antikvariat finder vi Lonely Planet bogen over Queensland, og i en boghandel den næste to: Syd Australien og Tasmanien. Vi er de sidste kunder i en sandwichbar, der laver rigtigt lækre sandwich.
Vi finder det offentlige toilet (restaurenter har mange gange ikke et), og ser til vores store glæde, man også kan tage bad. Det må vi prøve senere.
Vi kører en lille aftentur rundt i den smukke del af byen, nede ved vandet. Slutter af oppe på toppen, hvor der er et smukt mindesmærke for de faldne i mellemøstkrigen 1914-16.
Vi sidder på toppen og skriver postkort og dagbog, de en af de søde pungrotter pusler forbi. Den vi ikke fotograferer, men forsvinder i krattet. Triller ned til byen for at bade, og så ud til en afsidesliggende parkeringsplads for at overnatte.

22/1 GRANIT OG HVALER
Jeg fik sendt sidste dagbog lidt for tidligt. Så vidt jeg husker sluttede jeg af med "en stille nat". Det holdte ikke helt! Da vi havde sovet en times tid, kom der to biler ind på den store plads, og kørte rundt i cirkler med fuld gas. En gang imellem forsvandt de, når støver blev for tæt. Det gentog sig fem-seks gange. Vores bil er helt rød til morgen.
Så forsvandt de helt, og det lød som om det regnede. Jeg lindede et gardin, og i flammernes skær, kunne jeg se en af de velkendte brandbiler! Ved et tiden bankede politiet os op, og spurte om navn, og om vi havde set noget. Og så sov vi.
Vi bliver vækket af eksotisk fuglesang, og spiser morgenmad, før vi kører ned til byen for at få et bad.
Og så lige et par oplysninger. Man kan få ønskenummerplader med rigtig mange bogstaver. Det er temmelig populært. Man kan også selv bestemme farve. Der er tre aluminiumsplade farver, og akrylpladerne fås i rigtig mange (bestem selv materiale). Du kan få dem med mange forskellige logoer og tegninger, og bogstaverne er ikke nødvendigvis ens.
Vores bil fungerer rigtigt godt, både motoren og indretningen. Havde regnet med, at vi skulle sove på hostel hver anden nat i snit, men hvorfor det? Vores luftmadras er bedre end de fleste hostel-madresser, og så har vi 200 kroner mere at opleve/spise for, om dagen!
Der er utroligt mange australiere vi møder, der født i et andet land. Fælles for den, er deres kaukaske gener og kultur.
Vi ser ikke mange turister, selvom vi kommer på stederne. Jeg har hørt én tale svensk (og hun var vis tamil), og Rikke hørte to tale dansk i går aftes. De arbejdede begge hernede, og vi besøger måske den ene senere.
Som nævnt tidligere, er deres bilpark meget blandet. Verdens højeste koncentration af 4WDer, mange store japanske og amerikanske personbiler, og så en masse rigtig flotte '40 og '50 modeller, hovedsagelig amerikanske og engelske. Nogle ser ud, som da de trillede ud fra fabrikken, andre mangler diverse pyntelister, og lakken er helt mat. Deres lave 4WDere er næsten alle med lav presenning i førerhusets højde, og med skrå sider, hvis det endelig er en hård kasse er det i aluminium, men samme facon.
Australierne har en fast udtryk, de bruger konstant: "No worries", og det holder vel egentlig meget godt.
Vi har endnu ikke set en rutebiler på landevejene. Der er back-packer busser og bybusser, og der må vel også være en daglig mellem de store byer.
Når man kører stille og roligt, bliver man nogle gange indhentet. I Danmark er det nok at slå blinket til, og trække lidt ind til siden, så er folk forbi. Her skal man næsten holde helt stille inde i rabatten, for de triller forbi.
De australske heste går med fluenet over øjnene. Det kan jeg godt forstå; de australske fluer er rigtigt irriterende. De sætter sig i mund, øjne og øre, og de er faktisk alle steder. Det er det eneste irriterende, vi har fundet her nede.
Deres skiltning er rigtig god. Før man kommer til et kryds i by og på land, står der et skilt med navnet på den krydsende vej. Alle steder er der brune turistskilte. Nogen er med gode udsigtssteder, nogen med campingmuligheder, andre er med turistruter og endelig med nationalparker og lignende.
Efter badet finder vi en fotohandel (Så vidt jeg ved, er det bedst at få fremkaldt eksponerede film hurtigt), en café, en købmand, et posthus og en campingforretning. Der er stadigt meget julepynt rundt omkring, blandt andet et stort juletræ med kulørte pakker midt på torvet, og kulørte lamper rundt om torvet. Jeg opdager at jeg kører bedrer end jeg går. Det går fint med at køre i venstre side, men jeg bliver hele tiden i tvivl om, hvilken side bilerne kommer fra, når jeg går over gaden.
Vi finder en outdoor shop, hvor vi køber en billig sovepose. Vi er nemlig, lige som de indfødte, trætte af at vente på sommeren. Det er op til 30 C om dagen, men ned til måske 10-15oC om natten, og det er for koldt. På posthuset får vi sendt en lille pakke og en masse postkort. Vores kreditkort og pinkoder til dem er ikke kommet, men det skulle de vel heller ikke før i overmorgen. Filmene bliver indleveret til fremkaldelse, og så er vi klar til eventyr.
Vi triller ud af byen, og på vejen ser vi nogle kæmpe granitknolde, der stikker op mellem nogle af villaerne. Det ligner faktisk overdimensionerede nedgravede elefanter, hvor kun ryggen (og røven) rager op.
Kilometertælleren er standset på 299999,x og siger klik for hver kilometer. Splitter skidtet ad, og hjælper den over det runde tal.
Vi kører ind i Torndirrup National Park, hvor vi først kommer til The Gab, som er en enorm revne i granit fjeldet, som havet bruser ind og ud af. Næste oplevelse er The Brigde, som er en ret stor, naturlig granitbro, med havet under. Så når vi The Blowholes, som er temmelig kedelige i havblik!
Næste stop er en nedlagt hvalforarbejdningsfabrik. Den blev lukket i 1978, så alle bygninger er intakt. Der er også et hvalfangerfartøj, som er trukket op på land. Et museum viser lidt af produkterne, lidt om deres liv og de forskellige arter. I en af hallerne er nogle slidte og enormt store skeletter. Det eneste levende vi ser, er en Common Brown Snake, som krydser vejen.
Tilbage til byen, hvor vi finder ud af, vores fotos er forsinket. Går ind i supermarkedet ved siden af og finder olie til bilen, en svensknøgle og mad. Så er billederne klar, så vi kigger dem igennem. 1000 kroner for fire film, så er det da betalt!
Får også en CD med. Går over til en computer/Internet shop, og spørger, om de kan sende den som E-mail. Det er de ikke meget for, men de kan ligge den på deres server, og så kan Jesper hente den ned. Det skal de have 25 kroner for.
Vi kører ned til det charmerende bindingsværkshus, som er byens offentlige toilet og badeanstalt. En kort planlægning. Vi gider ikke vente til i morgen på kortene, de kommer nok alligevel ikke. Så kan vi køre nord på til Sterling National Park, den skulle være flot på denne årstid.
Vi forsøger at tanke på den første tank, men dieselen er udsolgt; kedelig vane! Uden for byen har de, men 5% dyrere. Lige uden for byen ser vi også en mark med en hel flok græssende kænguruer. På en anden mark er de ved at høste, det ligner byg.
I skumringen kommer bjerge til syne i horisonten. Det er Bluff Knoll, Yngemere og Toolbrunup som er omkring 1000 meter høje. Vi standser for at spise aftensmad, og fortsætter så til vi når grænsen af parken. Slår lejer for natten på en parkeringsplads, hvor cikadernes sang bryder vindens susen i træerne.

23/1. BLOMSTER OG STØV.
Dejlig stille nat, Rikke har bare frosset, på trods af den nye sovepose. Det har ikke så meget med temperaturen at gøre, sådan er hun bare! Jeg sidder i små to timer, og læser om Syd Australien. Deres befolkning er meget ung; hver tredje er under 25 år. Der var 100 forskellige pattedyr, da de hvide kom til i 1800 og et eller andet. Nu er der 70 arter.
Efter morgenkaffen triller vi ind i Sterling Range National Park, hvor vi tager grusvejen på 42 kilometer, der bringer os på langs af parken. Her er rigtig mange blomstrende småplanter og buske. Røde, blå, lilla, orange, gule og hvide blomster er fordelt i store bløde grønne granitbakker. Her ser vi for første gang blomstrende græstræer af en ny art, mere sølvagtig. I stedet for det høje spyd, har de adskillige små hængende arme med en kvast i enden.
Hov, mens jeg husker det; pungrotten fra i forgårs aften hedder en bandicoot. På mange marker og søer vi kører forbi er der sort/hvide ibiser. I hver politikreds står et skilt med: "Do you know the limit? We do, Police." Det hentyder både til alkohol- og hastighedsgrænsen.
Tilbage i parken: En flot tykhalet skink sidder i vejkanten, og lader sig fotografere. Endnu en sort varan forsvinder hurtigere end jeg kan sige: " Hvor f..... er det f......... kamera nu?!!! Halsbånds parakitter og lorier krydser tit vejen som et grønt lyn, hvor imod vi kun ser én rosa og fire sorte kakaduer.
Da vi kommer ud af parken, ser vi en del høstarbejde. Nogle enorme (væsentlig mere end fodboldbane størrelse, hver) haller viser sig at være korn, vist nok hvede. På en anden mark står halvhøj majs.
Kører tilbage til Alberny, for at se, om vores bankkort og koder er kommet. Rikke har fået pinkoden, og i brevet står, kortet kommer i løbet af nogle dage. Det gider vi ikke vente på, så vi laver en adresseændring til Norseman, hvor vi nok er om en uges tid. Adresse ændringen koster 35 kroner!
En gang frokost og et bad, så er vi klare til nye strabadser i vildmarken. Vi tager 1'eren ud til Fritzgerald River National Park. Den skal også være flot, med 70 af statens 80 orkidearter. Der er nogle store grønne bakker/bjerge med lave buske, men ikke så mange blomster. Der er kun én vej gennem, og den skærer bare et hjørne af. Omkring 60 kilometer grusvej, meget af det er vaskebræt typen.
Når vi åbner bagdøren efter sådan en tur, er alt det bagerste i bilen samme farve som vejen. Host!
Vi standser ved den ubemandede betalingspost inde i parken, for at lave varm aftensmad. Det trækker op til regn, lynene ses over bakkekammen. Pladsen bliver hærget af kangaru-bremser, der har et pinefuldt stik. Vi ender med at spise maden inde i bilen, mens et par vindtåre rammer det tykke støvlag på taget.
En smuk regnbue spænder over en ensomt bjerg, og solen går langsomt ned i en symfoni af blå, gule, purpel og lilla skyer.
Vi kører gennem parken i skumringen. Deres grusveje er i øvrigt lavet ved at køre en speciel slags grus på det sand, som "jorden" består af. Når dette grus bliver vandet, bliver det hårdt og temmelig slidstærkt. Standser en enkel gang, for at fotografere en varan, som er langsommere end dens artsfæller.
Det er blevet mørkt, da vi kommer ud på 1eren igen. Tankmåleren er godt nede, men der er langt til Ravensthorpe, som er den første tank.
Her har det regnet lidt, og luften er tyk af insekter. Der er også temmelig lummert, og lynene oplyser stadig himlen.
Vi har kørt 551 kilometer fra vi tankede i går aftes, og fylder 65 liter på (tror tanken er på 70 liter). Mens vi sidder på tankpladsen begynder de at lukke. Vi triller ud til 40eren, som fører os op mod Wave Rock. Natten tilbringer vi på en bbq plads.

24/1. WAVE ROCK.
Den nye sovepose virker; det bliver varme sommernætter, så vi har ikke brug for den. Vågner sent, til en symfoni af adskillige chikadearter. Beslutter at vente med morgenkaffen til Hyden, der er kun 75 kilometer. Det er rigtigt, man vender sig virkeligt til sådanne afstande.
Vi passerer for øvrigt en masse firkantede vandhuller. De er gravet, så kreaturerne har noget at drikke. Det trækker også nogle smukke små ænder til. Først tænkte jeg, at der ikke kan være meget i sådan et vandhul, men de søde små kræ spiser jo korn. Og korn; det er der meget af. Nogle marker er i bogstavelig forstand så store, som øjet rækker. Fra horisont til horisont er der hvede.
Jeg siger, at der er kommuner på Lolland, der er mindre end èn af disse marker. Rikke siger tørt, at Lolland er mindre end disse marker.
Når markerne er høstet, lige under akset, bliver kvæget sat på, og barberer det helt ned. Det må være fantastisk at se dette område, når det er grønt.
Som sagt var det en varm nat, og dagen bliver ikke koldere. Vi skyder nogle af ladets skyderuder fra, og glæder os over, vi har sat fluenet i. Her er en del fluer, og de er nærgående.
Der ryger som sagt en del vand. Vi tager vand på tankstationer, restauranter og alle andre steder, hvor det kan drikkes. Så tilsætter vi saftevand (det tager klor- og andre mærkelige smage) og sætter det i køletaske. Det giver os velsmagende køligt drikke, døgnet rundt. Efter nogle ekspeditioner ud i heden, kan der ryge en liter per mand, når vi kommer tilbage.
Vi kører forbi en helt hvid sø, men kan ikke komme ned til den. Spørger på den næste tank, hvad det var vi så. En salt sø, og dem har vi alt for mange af her! Denne hedder Lake Newton (og ikke Natron).
Vi kommer til Hyden og Wave Rock. Formidabel granitformation. 2700 millioner år gammel og stadig stærk, om end lidt rund i hjørnerne. Det er grundfjeldet der stikker op, og en del, der er 15 meter høj, og 110 meter lang ligner en perfekt surferbølge. Vi har (lige som de andre seværdigheder) det hele for os selv.
Der er noget der hedder Hippos Yawn, lad os se hvad det er. Går 800 meter langs denne fantastiske klippe, og kommer til en perfekt flodhestemund i fem meters højde. På klippen og i den pinjeagtige skov langs den, løber 25 centimeter store øgler. De ligner leguaner, og løber på strakte ben, det ser pudsigt ud.
I den nærliggende kiosk finder vi fluenet til at tage på hatte. Køber to, og de er effektive. Hvis en flue endelig slipper ind under, har den så travlt med at komme ud, at den ikke irreterer os.
Rikke finder også en smuk lille afstøbning af en Thorny Devil, som jeg får. Den er lavet af en speciel tinlegering, som består af 92% tin 6% antimony og 2% kobber, det hedder pewter. Den gamle dame vi køber den af, elsker de sjove små dyr, men har aldrig selv set en i naturen!
Vi køber frokost, og min er bedre end Rikkes! Jeg får en hippo sandwich, som er ti centimeter høj og rigtig frisk. Rikkes pitza med salat er kedelig.
Her er også en samling af blonder, verdens næst største. Den ser vi ikke. Midt i restauranter står en Ford T fra 1919, og så er der en utrolig masse tørrede blomster.
Efter den vellykkede middag kører vi ud til Molkas Hule. Ved ikke rigtigt hvad det er, kender bare historien om ham. Hans mor lavede noget snavs med én, hun ikke kunne gifte sig med. Som straf fik hun en skeløjet søn. Han blev større end de andre børn, meget større. Da han ikke kunne ramme noget med spyd, da han var så skeløjet, åd han bare de andre børn.
Hans mor prøvede at forklare ham, at det ikke var så fikst, men så slog han bare hende ihjel. Mændene prøvede at slå ham ihjel, men han flygtede til sin hule.
Hulen viser sig at være en stor granitskal. Omkring ti meter i diameter, og med fire meter til loftet. På væggene er der nogle utydelige aboriginals tegninger og håndaftryk.
Tæt på er en dam. Gad hvide hvad det er? Så en halv meter høj mur på Wave Rock, og det samme på en endnu større granit formation. Det samler regnvandet, som bliver ledt ned i denne dam, og så forsyner den Hyden med vand. Området vi kører i beskriver Rikke meget rammende som en fyldt bålplads, der kun mangler tændstikken.
Vi skal videre, men standser, da vi kører gennem Hyden. Belært af gårsdagens erfaring tanker vi, selv om det kun er 27 liter. Det lokale supermarked forsyner os med mad, med mere. De tager 7,25 for en bakke jordbær og 3,50 for et stort stykke vandmelon.
Vores næste mål er Kalgoorlie-Boulder. Spørger Rikke hvordan hun staver det: Lige ud af grusvejen!
I følge vores kort skal vi i en stor firkant til Southern Cross, men vi finder en genvej gennem et hvidt område af kortet. Her er fantastisk smukt. Rød vej, grønne træer, blå himmel og gule marker.
Først 30 kilometer af en ensporet asfalt vej, så 155 kilometer af diverse grusveje af skiftende kvalitet. Nogle er gule, andre røde. Nogle gange mangler vejskiltene, og vi kører via kompasretning og logik!
Vi ser en masse halsbånds parakitter og rosa kakaduer samt en masse uidentificeret småfugle. Til gengæld møder vi ikke en eneste bil i de tre timer vi er i out backen. På et tidspunkt krydser vi grænsen til Welsh National Reserve, og kornmarkerne holder en pause.
Holder en aftensmadpause, hvor vi får middelhavsmad: Forskellige marinerede oliven, marineret feta, tun i olie og krydderier med kapers til nybagt brød med salt. Lækkert.
Det bliver mørkt, og ugler og flagermus kommer frem sammen med frømundene. De små kaniner hopper lystigt i rabatten, og en enkelt kommer vi til at køre over, uden der sker den noget. Stor frihøjde er godt!
Endelig kommer vi til den lille flække Southern Cross, hvor vi kører ind på tanken. Her er flere road trains end almindelige biler. Drikker kaffe og skriver lidt, før vi finder en rasteplads uden for byen, som desværre er temmelig plaget af de mange road trains.

25/1. MINEBY I VESTEN.
Pudsigt; road trains'ne brølede forbi, indtil vi lagde os til at sove, og så hører vi først et, da vi vågner. Endnu en varm nat lover en varm dag.
Vi kører ud på Great Eastern Highway, hvor vi kommer til at følge en vand pipeline de næste 300 kilometer. Første gang vi holder ind, er i Yellowdine, hvor der er et roadhouse i kanten af parken. Kaffe og et godt langt bad sluttes af med tøjvask. Så er vi klar igen.
Der dukker hele tiden nye blomster og buske op i vejsiden. Vi har sagt farvel til græstræer og kakadue, men nu står der en tavle, der advarer mod kameler. Der står en enkel kæmpe figenkaktus og to enorme agaver midt ude i ødemarken. Jeg mener ikke, de har noget med Australien at gøre.
Rabatten er næsten dækket af emu kadavere, man kan se fra det ene til det næste. Næste park vi kører igennem er Boorabin. Mange små sølvagtige buske, og store nyafbrændte områder. Så kommer Goldfield National Park.
Der vises af til et udsigtspunkt, og vi svinger. Endnu en af de imponerende kæmpe granit knolde. Vi går op af den. Meter store grønne buske syntes at gro i hårfine sprækker i den skrå klippe.
Her er også nogle af de agameagtige firben, som jeg vælger at kalde rock-runner. De er temmelig meget for hurtige til at blive fotograferet uden linse. Her er også nogle kvadratmeter store fem centimeter dybe pytter midt på den nøgne klippe. Der er små krebsdyr og 8-tals orm i. Der er vist ikke èn krebs, der er single.
Vi kommer tættere på på Kalgoorlie-Boulder og der er tættere og tættere mellem guldminerne. Vi ser et roadtrain svinge ud på vejen med sine fire trailere, og det var ikke en af de helt store! De har verdens største her, og dem VIL jeg se!
Vi kommer til byen gennem et stort industrikvarter. Her er godt 30.000 indbyggere, og rigtig gang i den. Hovedvejen bliver til hovedgade, med massere af forretninger. Starter med frokost og WC.
Finder byens offentlige toilet, der denne gang koster penge, men så sælger de også brusebad, en dejlig ting her i heden. Vi kigger lidt på tøj, sko og tatovering, gæt til hvem. Finder turistkontoret, og spørger til de rigtigt store road trains. De havde verdens største på godt 1000 tons og godt 1000 meter, som kørte godt 8000 kilometer sidste år, men nu er de tilbage til fire-fem trailere.
Finder det lokale bibliotek, for at finde ud af, hvor den australske knold vi har der hjemme, gror i Australien. Damen er rigtig hjælpsom, men der er kun omtale af fire-seks familiemedlemmer i hver bog, men der er 31 i alt.
Så søger vi bare på Internettet, googel: www.bihrmann.com og to andre, hvor det er den enes familie navn, og den andens slægtsnavn. Nå, de fleste af familien lever i Queensland, New South Wales og Northern Territories.
Kører ud til en udsigtshøj, uden udsigt.
Så prøver vi den lokale biograf. Vi kan vælge mellem Shallow Hal og Spy Games. Så kan vi da bare køre ind til byen igen og foræde os i KFC (Rikkes ide, ikke min!)
Tilbage til centrum, kun for at konstatere, det offentlige toilet lukker klokken 17.30. Nå, så går vi da bare ind på en bar. Sorry sir, not with "klip-klappers"! Så spørger jeg mig selv; Hvad gør man efter 17.30 hvis man kun har klip-klappere?
Finder en anden bar, der først har fortøjskodex efter 21.00. Ret hyggelig, og priser, der minder om Danmarks. Der er rigtigt mange barer, og mange af dem er seriøst store. Det kan vel ikke undre, det er jo en minegraver by. Og hvad er der ellers i sådan en by? Rigtigt: Red light distrikt. Det er egentlig ulovligt, men har vundet hævd. Skuffende; 16 bokse med halvnøgne piger. Vil klart anbefale Amsterdam.
Vi kører 100 meter op af gaden, men der er politistationen, så 50 meter tilbage, og så overnatter vi.
Rikke har udviklet nogle usandsynlig blodtørstige tendenser: hver gang en uskyldig, lille og intetanende myg eller flue kommer inden for hendes rækkevidde, forvandler hun sig til en ubarmhjertig dræbermaskine. Jeg tager de små søde kræ helt anderledes, men de stikker jo heller ikke mig.

26/1. FRA GULD TIL STRAND
Det offentlige toilet åbner 8.30 - det er sent, det er! Finder bacon og æg med kaffe til 75 kroner per kuvert, det er dyrt at være i en guldgraverby! Mens vi sidder der, kommer en flot uniformeret ældre herre gående forbi, med et kridt på en pind. Han slår en streg på slidbanen af alle parkerede biler. Her er en times begrænsning. Vi har luret lidt over, hvordan de håndholdte det, når de ikke har P-skiver.
Finder ud til Boulder station, hvorfra der afgår et turisttog klokken ti. Det vil sige; i dag var det 9.50, for vi så det på vejen, og vi var på stationen 9.55. Nå, der kører et i morgen, ved samme tid.
Look Out ved Super Pit. Det er et stort hul, rigtigt stort. Nede i bunden kører små tændstikæsker rundt. Vi ser én på en specialblokvogn, den rager en meter eller halvanden ud over hver side.
Vi kørte forbi en Toyota forhandler med et stort værksted på vej herud. Kunne godt tænke mig en ekstra kilerem. Det har de ikke, prøv en uoriginal over for. Næ det har de ikke, men han ringer lige byen rundt; tredje har.
Her er presningerne på firhjulstrækkerne anderledes, og de ældre mænd går med caps og ikke cowboyhatte.
Tilbage til centrum for at finde en Lonely Planet bog over Northern Teritories og et bad. I morgen er det søndag, og toilettet åbner først klokken ti. Vi må finde en anden by!
Tager lige et par fotos af den brede hovedgade. Grunden til den er så bred er, at man skulle kunne vende et kamel-tog. Mange af forretningerne i den kilometer lange gade er rigtig smalle, lige som de mindre byer. Dette er Western Australias næststørste by, og alligevel fornemmer man, den ligger langt fra alt, også tidsmæssigt.
Vi triller sydpå, ned mod Norseman. På vejen standser vi Widgiemooltha. Det er faktisk den eneste plet på kortet, mellem Kalgoorlie-Boulder og Norseman. Her er tank, restaurant, camping, have, telefon, kiosk, take away og meget mere. Og så er der én ældre sur stodder, der slet ikke kan se Rikke. På toiletdøren står der 4U2P og 4U2P2. En nedstryger er forsynet med en kæde som klinge, og indskriften "Irish chain saw". Pæn mineralsamling, og så må vi videre.
Landskaber er relativt frodigt. Mange lave sølvfarvede buske og små eucalyptus træer dækker den røde jord. Enkelte steder dukker grøn klippe op, rig på kobber.
Vi passerer rigtigt mange saltsøer, nogle er rigtigt store. Noget af det eneste på de næste 200 kilometer er Dundas klipper, så vi svinger lige ind. Store runde klipper, der ligger oven på hinanden. Fem-otte meter i diameter, og temmelig overtegnede med navne og datoer. Nogle rigtigt flotte hvepse holder til omkring stenene, og jorden er nærmest dækket af myrer.
Vi kører til klokken er syv, og holder så ind på en tom og forblæst bbq-plads. Får varmet aftensmaden, og kravler så op i den varme bil igen.
Endelig når vi Norseman, som i følge vores korts "prik" skulle være på 25-50.000 indbyggere. Der er 2500 spredt ud over et enormt område. Heldigvis er én af byens 10-15 huse posthuset, hvor vores tidligere omtalte bankkort gerne skulle ligge. Dem kan vi nok få på mandag.
Det når vi lige at se, før vi er ude af byen igen. Lettede lige foden lidt fra gassen, men blev i fjerde gear. Faktisk virker det som om australiernes definition på en by er, når et hus ligger tæt på vejen.
Vi beslutter lynhurtigt at fortsætte til Esperance, som er en badeby med 17.000 indbyggere. Et noget mere passende sted at tilbringe en søndag, specielt Australien Day.
Det er blevet mørkt, da vi ankommer. Lige som de andre byer, virker Esperance totalt død, så snart det bliver mørkt. Selv Roskilde er mere livlig en tirsdag aften, og det er lørdag aften!
Der står nogle kæmpe grantræer i byen. Næsten en meter i diameter, og højere end vi kan se i aften. Vi får en kop kaffe, læser/skriver lidt, og kører så ned til stranden for at sove.

27/1. TELEGRAPH ROAD
Vi fandt ikke stranden, men en parkeringsplads nede ved havnen. Den ligger få meter fra sporet, men vi kørte 300 kilometer langs sporet i går, og så kun ét tog.
Nu har vi lært, at de hovedsageligt kører om natten. De er møglange, men jeg faldt i søvn, før den sidste vogn var forbi. Det gjorde Rikke ikke! Skiftesporet er lige ud for os, og det er manuelt betjent!
I træerne sidder en eller anden pudsig fugl og synger. Dens stemme er en blanding af en rusten vandpumpe og et gammelt cykelvrag, men meget charmerende. Det viser sig at være en stor stær.
Vi vågner først klokken ni, hvor der er god aktivitet i byen. Der er bare ikke nogen caféer, der er åbne. Centrum er spæret af, de er ved at asfaltere. Nede på molen kommer en flok triatleter prustende op af vandet. Solen, som tittede frem i morges, er forsvundet, og stranden lokker knapt så meget.
Det er i øvrigt svært at vende sig til, at når de lokale hilser én med: Haw ju do'in, så forventer de et svar. I andre engelsktalende lande ser de forvirret ud, når man svarer.
Sumper lidt i bilen, til vores favorit snask åbner. Får at vide, at da Australian Day faldt på en lørdag, holder de også fri mandag. Da havde vi jo ellers tænkt at hente vores kort i Norseman.
Så tager vi byens 36 kilometer turist drive. Rigtig flot kystlinie, med fantastiske badestrande. Vi mangler bare solen, som kun undtagelsesvis kigger frem.
Kysten er en sjov blanding af kridt hvidt sand, store granit knolde og flader, samt områder med gult eller rødt sand.
Vi ender ude på Telegraph Road, hvor Monjingup Botanical Park ligger. Rigtig flot natur, med massere af baksiaer, som de små honning-pussomer skulle være i. Jeg ser bare ikke en. Der er gangbroer over sumpen og søen, og jeg nyder solen, som har valg at kigge lidt frem. Hører en del dyr pusle, men da der er mange slanger i parken, og den mest almindelige er tiger slangen som er dødbringende, forfølger jeg ikke krybene ind i buskadset.
Da jeg kommer tilbage til den sovende Rikke (hun har hovedpine) og bilen, forstår jeg, hvorfor den har været så svær at dreje. Venstre forhjul er lidt fladt. Finder ud af, hvordan man får reservehjulet ned, men også, at vi ikke har en hjulnøgle. Den nøgle Arthur sagde var hjulnøglen var i virkeligheden den kæmpe nøgle der skal til at sænke reservehjulet ned med. Godt vi stadig har nok luft i hjulet til at kunne komme ind til byen.
På vejen tilbage ser vi en flok sorte svaner på en smuk sø.
På tanken køber Rikke en karamelmælk (de har også jordbær, spearmint, mokka og andre pudsige), den smager som flydende engelsk karamel - mums! På en af tankens skraldespande står Rubbish Bin Laden.
Det lader til det bare er et sivehul, så vi kører ud til den anden side af byen. Kun 70 kilometer ude ligger en anden lille bitte national park: Le Grand. På vejen passerer vi en Egg farm. Vi har også set Tree farm, Catle farm og Wind farm. Den sidste lurede jeg lidt over, indtil jeg så vindmøllerne.
Inde i parken finder vi Lucky Bay, som har det mest mærkelige sand. Det er kridt hvidt og ultra fint. Utrolig fast, og når man skraber i det, bliver det flydende i bunden. Kører man foden hurtigt hen over det, siger det lige som et gymnastik gulv (piiiv).
En rigtig stor granitknold (350 meter) har et stort øje, en hule der går igennem. Vi stopper på en bbq-plads, hvor en flok wallabyer tigger raster. De er altså nogle søde små fyre.
Det er et populært fiskested, og vi finder ud af, hvorfor så mange har fire rør på deres kænguru fanger. Det er til store kyststænger, der så ikke skal afmonteres.
Der dukker den ene smukke udsigt op efter den anden, og nogle 4WD spor lokker, men det bliver snart mørkt, og vi skal ind til byen med vores semiflade hjul. På vejen tilbage prøver jeg, for gud ved hvilken gang, at få den i 5. gear, som ikke er der. Jeg har vænnet mig til at skifte med venstre, at spejl og afviser sidder i den forkerte side, og jeg skal køre i den, men ikke, at der ikke er 5. gear!
Vi finder en hjulnøgle og en ny fjernlyspære (den anden gik i går), men vi kan ikke finde et bad. Spørger på en tank, de har ikke. Spørger på nogle back-packere og et YHA, men nej, det er kun for beboere. Krise. Klarvasker lidt, og kører så mod Norseman, så vi kan sove på en rasteplade. Så er det kun road trains, der holder Rikke vågen.

28/1. GREAT WHITE
Sover længe, det er jo helligdag. Efter morgenmaden tager vi ned til Esperance's strand. Vandet er krystal klart, sandet perfekt, massere af plads, men vandet kunne også godt være lidt varmere. Nyder solen et par timer (og det var lidt forlænge), og tager så ind til byen, som er vågnet op.
Der er liv nede på strandpromenaden. Loppemarked, plastiksmykker, live musik, brand- politi- og veteranbiler samt nogle sjove gamle maskiner. Nogle damplokomotiver i målestoksforhold 1:10 kører børn rundt, de voksne er mere til kolde øl og hotdogs.
Vi spørger på turist kontoret, hvor man kan købe et bad. I svømmehallen, kaldet Bay Of Isles Leisure Center. Lækkert sted, hvor man kan købe kaffe og grill mad, og sidde ved poolkanten.
Jeg bestiller et stort krus hvid kaffe, og får selvfølgelig: A great white! Lidt uvant: Sko og glas ved poolen, men ingen bad før man hopper i. Rikke svømmer nogle baner mens jeg læser.
Rigtigt godt rene, kører vi ud til kysten, for at nyde udsigten. Denne gang inde fra bilen, vi har fået rigeligt sol. Bliver nødt til at snuppe en nat til her, så vi kan få lappet hjulet i morgen. Skifter vandet på jerrycans'ne, så vi har frisk vand, til vi skal krydse Nullarbor ørkenen.
Jeg begynder at plotte næste stat: South Australia ind på kortet. Vi har haft meget glæde af det store, grove kort, til at fornemme afstande og indbyrdes beliggenhed. Det er svært på små individuelle kort, med forskellig målestoksforhold.
Aftensmaden får vi på en kinesisk restaurant, som er noget for sig selv. Tapetet, lamperne og billederne er som alle andre, men betjeningen er hvid! Rigtig lækker mad; Rikke får King Prawn Chop Suey, der bare har for mange rejer. Jeg får T-bone Steak, som kan tygges med øjenvipperne. Banana fries med is og kaffe, så er vi til at putte i posen, ude på vores rasteplads.

29/1. IND I NULLABOR ØRKENEN
Vi kører ind til Esperance, for at få lappet dækket. Spørger først, hvad det koster; 45 kroner med afbalancering. Spørger også for nysgerrighedens skyld, hvad fire nye dæk koster. Vi får trods alt brug for dem på et tidspunkt. De koster 4200 kroner. Tænke-tænke, skidt; smid dem på. Bridgestone Dueler A/T 265/75-16. Temmelig lækre allround dæk.
Ind til centrum, for at få købt mad og et gardin, så vi kan sove længe. Har før hængt flisjakkerne eller badehåndklæder op, men vi skal jo bruge det en del, så en nemmere løsning er godt. Finder nogle rester, og får den søde dame til at sy.
Så gælder det plastikkortene i Norseman, 200 kilometer nordpå. Håndgassen bliver sat på 80, og så er vi der på to en halv time. Finder posthuset, og venter en evighed. Hold da fast, hvor er vi på landet. TV reklamerne er for kornsiloer! Endelig vores tur; jow, der er ét brev til os. Fra postvæsenet! Vi kunne selvfølgelig betale 35 kroner til for en ny flytning, men dér sætter jeg grænsen.
Over på tanken, 88,8 cents literen. Så er vi klar til den store ørkenkrydsning på 2000 kilometer. Første stop er Newmann Rocks, som kommer efter 150 kilometer. Stort fladt klippe plateau, med en lille sø. I søen er der massere af liv; ud over forskellige vandplanter er der mange forskellige insekter, og mindst to slags haletudser. Den ene slags er to-krone store.
Så stopper vi for at lave aftensmad i de sidste solstråler. Pladsen er lavet af runde kugler, op til fire centimeter i diameter. Når man flækker dem, ligner de forvandlings bolcher, med op til 30 kulørte lag.
Næste stop er Balladonia, som bare er et roadhouse. Her koster dieselen 1,16, godt 25% mere! Brusebadet er tidsbegrænset, da vandet kommer med tankvogn fra Norseman.
Så er det lige ud af landevejen til Caiguna, i bogstaveligste forstand. Verdens længste helt lige stykke vej på 90 miles/146,6 kilometer. Så kommer der et lille sving, og så lige de sidste 35 kilometer.
Det vrimler med wallabyer i vejsiden. De fleste er heldigvis levende, men der er også mange, der er blevet kørt over. Indtil nu, har det kun været skov og krat vi har kørt i, men det må ændre sig. Nullarbor er latin, og betyder: Ingen træer.
Månen dukker op, den er rigtig stor, men forsvinder desværre i skyer. Heden aftager, det har været en rigtig varm dag.
Vi standser en stor rasteplads lidt over ni, det har også været en lang tur. Vi har mødt 15 biler på 350 kilometer, her er god plads.

30/1. COSTAL WEST
Bliver vækket af enorme rosa kakkadue flokke, der kommer for at drikke af den store vandtanken, som står midt på pladsen.
Kører på en temmelig åben steppe, med spredte buske og massere af gult græs. Morgenkaffe i Caiguna, som vi hurtigt forlader, da der kommer en flok danskere, i alle aldre, ind.
En stor tavle i vejsiden oplyser, at nu er vi i Costal West, og vi skal sætte uret 45 minutter frem. Her er temmelig ødet, så alle vi møder hilser, selv de store road trains. Der er lige én der ikke hilser; en buschauffør, han føler sig nok ikke så alene som andre.
Der ligger rigtigt mange dræbte kangaruer i vejsiden, og nogle store ørne og krager sidder og hakker i dem. Vi ser 17 ørne, de syv er selv blevet road kills. Vi ser 2-300 krager, der er én, som blev på vejen.
De trailere, som hænger bag 4WD'ere og personbiler har samme størrelse dæk som trækvognen. Her er ikke plads til latterlig små trillebørs-agtige Branderup dæk.
Der vises af til et udsigtspunkt, midt på den flade slette. Jeg undres, og kører forbi. Det var en fejl, vejen forsvinder ned af en 150 meter dyb skrant, og pludselig er vi i lavlandet. Så vi kørte altså på udkigs-platoet.
Nede i lavlandet er der en næsten tæt skov af eukalyptustræer med mere.
Efter omkring 100 kilometer kører vi op igen, så krydser vi grænsen til South Australia. Har hørt om meget striks kontrol, på grund af diverse dyre- og plants sydomme, men vi suser i gennem med 60. Uret sættes frem med yderligere 45 minutter.
Her advares ikke længere mod emuer, men der i mod mod vombater, og stadig kangaruer og dromedarer.
Skraldespandene er ikke længere gule, men grå. Der ligger ikke et eneste kangaru ådsel i rabatten, og kun meget lidt skrald.
Her i højlandet er jorden dækket med flotte, blomstrende, tætte, pudeagtige buske. Vejret er ikke blevet bedre af, vi krydsede grænsen. Det er stadig let overskyet, og temperaturen er i underkanten af det behagelige. Stærk kontrast til i går, hvor den har noget i overkanten.
Vi kører langs Australiens sydkyst, og man fornemmer virkelig: Her ender Australien! Helt fladt buskland, og så en 100 meter lodret skrant ned til bølgerne. Nogle steder er Nullarbor sletten et 300 meter dybt historisk koralrev. Der er nogle store huler langs kysten, men vi lader dem være.
En stor tavle forkynder, at nu kommer vi til det træløse område. Dem syntes jeg vi har haft adskillige af, på op til 50 kilometer af gangen, men nu er det alvor. De højeste buske er under en halv meter.
Vi kører til det bliver mørkt, og finder et hyggeligt road house. Rikke bestiller mad; kød med pebersovs, og den er stærk! En enlig ung dingo strejfer sky rundt udenfor, den første jeg har set. Uret får endnu en time frem, det er til at få jetlag af.
Vi hilser på et par, som vi var ude at sejle med oppe ved Monkey Mia. Senere så vi dem ved Wave Rock. Det er et lille land!
Sidder og regner lidt på diesel-økonomien; med de gamle dæk kørte vi 8,4-9,4. Nu kører vi 6,7-7,2. Jeg trøster mig med, at vi så må stå tilsvarende godt fast. (-og ja, de har samme størrelse som de gamle, triptælleren er stadig helt præcis).
Vi smider 5'ere i automaten, og får et bad, før vi kører ud til den næste rasteplads for at sove. Vi har rullet omkring 550 kilometer i dag, og det må være nok. Der er kun omkring 300 kilometer til det næste, der minder om en by.
Finder hurtigt en rasteplads, men det blæser ret meget, så det ville være rart med nogle træer. De er vel 500 kilometer til det nærmeste, bare nogen lunde træ.

31/1. SÆLER OG PINGVINER
Sover længe, det er trods alt torsdag. Bilen får lidt olie og vand, vi får klapsere. Hen på tanken (75 kilometer) for at få morgenkaffe, og så ud over de store bløde bakker. Solen kigger forsigtigt frem, og temperaturen stiger. Krat ændre sig til skov, som går over i græs- og kornmarker. Vi kører "hjemme" på 1'eren, som her også hedder A1.
Store sletter med marker bliver brudt af lave bakker med sparsom skov. På en strækning er alle buske, hegnspæle og sågar telefonmasterne, helt til toppen, dækket af hvide sneglehuse. De gamle hegnspæle bliver nærmest kølleformede.
Samtidig med jeg er inde på en mark, for at fotografere snegle, finder jeg en flot tykhale- eller blåtunge skink. Ser en del på vejen, desværre er omkring halvdelen kørt over.
Nogle store fugleflokke viser sig at være stære. De ligner de danske, men har gråt hoved og større næb.
Vi ser flere gange i bogen, om der dog ikke skulle være et eller andet at se i området, men nej. Endelig kommer vi til Cedune, som er en by med mere end ét hus. Her er frugtflue inspektion i bygrænsen. Flink mand ser vores madkasse, og så triller vi lystigt videre.
Vi støver lidt rundt, men et ringe vare udvalg og et ringe behov gør, vi nøjes med frokost. Mens vi sidder og spiser, er en spurv travlt optager af at rense vores bil for insektlig. Vi har kørt 300 kilometer, og stadig ikke set noget vildt flot eller spændende. Haster ud af byen for at opleve, så hurtigt, at vi glemmer at se deres store udskibningshavn for korn og salt.
Læser noget om sæler mellem Ceduna og Smokey Bay. Når helt til Smokey Bay uden at se skilte. En nærlæsning viser, at det er på to øer ude i kysten, mellem byerne.
Når vi nu er her, kan vi lige så godt se byen. 100 indbyggere, hovedsagligt beskæftiget med østers opdræt, efter hvalindustrien er lukket. Så godt som alle huse har adskillige gyselige betonfigurer stående. Der er ikke to ens, men alt fra nisser over pelikaner og zebraer til møller.
Her på Eyre halvøen er det ræve, der er det almindelige road kill. Ser egentlig meget få dyr ud over snegle og stære.
Næste stop er tanken i Streaky Bay. Shell tanken ligner mere en lystfisker- og souvenir shop. I baglokalet hænger en afstøbning af en fem en halv meter lang hvid haj, som blev fanget i bugten. Stor satan!
Vi tager en grusvej ud til Yanerbie, hvor nogle enorme jomfruelige sandklitter tigger om at blive trampet på. Da vi kommer tilbage til bilen, har vi sand alle vegne. Området minder en del om de danske med enebær- og lyng lignende vækster.
Vi ser nogle enkelte halsbånds parakitter, rosa kakkaduer og måske splendid samt duer.
Længere ude af grusvejen ligger Australiens eneste fastlands søløvekoloni. Det er Australske pælssøløver, som kun lever her. Vi kommer endelig ud på pynten, som hedder Point Labatt.
Neden under os ligger en flok søløver på nogle afrundede granitblokke. Henter kikkerten i bilen, og pludselig ser de rigtigt nuser ud, som de ligger og slanger sig. Der sidder også en flok små pingviner på klipperne. Solen er ved at gå ned bag kolonien, og Rikke nyder de sidste stråler, mens jeg fortrækker til bilens læ, jeg syntes havgusen er kold.
Turen tilbage gennem reservatet bringer de første wallabyer frem. Et par ræve hopper forskræmt væk, de små kaniner forsvinder, og jeg ser en enkelt lille frø og to mus, der piler over vejen. Bumler videre af grusvejen mod noget der hedder Murpheys Haystackes. Aner ikke hvad det er, men vi skal vist alligevel den vej.
Det er blevet mørkt, men vi skal lige finde ud af, hvad det er. Fem meter høje granit formationer midt på en meget flad bakke. Det ser virkeligt pudsigt ud i håndlampens skær. 100 kilometer grusvej er til ende, og bilen ligner noget der er løgn.
Vi kunne egentlig også godt bruge et bad, så vi kan få skyllet sandet ud af håret med mere. Næste tank er i Port Kenny, men hele byen er lukket og slukket, da vi kører igennem. Klokken er jo også snart ni! Der er 80 kilometer til den næste større by, og da turen skulle være rigtig smuk, udsætter vi det til i morgen.
Prøver lige Venus Bay. Sindssygt meget gadelys i begge gader, men husene er sorte. Tilbage til Flinders High Way, og ind på en rasteplads. Kold aftensmad, skrive/læse lidt, og så i poserne.

1/2. NED TIL SPIDSEN AF EYRE HALVØEN
En kold morgen, hvor vi spiser inde. Natten var ikke kold, men det blæste op til morgen. Heldigvis kommer solen, så det bliver en dejlig dag.
Ud på vejen, og ned mod Port Lincon. En gruppe huler hedder Talia, og vi ser den spændende Woolshed. Vægene består af sandsten med flotte farve aftegninger. Loftet er det nederste af et gammelt koralrev. I ujævnhederne sidder flagermus og svalereder. På gulvet ser jeg en lille mus pile væk. Når man ser ud af hulen, mod havet, ligner det fuldstændigt et dødningehoved.
Vi ser også Tub, som er er lignende hule, hvor loftet er styrtet ned, så nu er der et 15 meter dybt hul, som er 40 meter i diameter. Indgangen er intakt, som en naturlig bro.
Længere nede kører vi ud på limstensklipperne og ser ned på en perfekt, meget flad strand. Vinden er på, så vi nøjes med at betragte mågerne og skarverne, som sidder og slapper af på stranden. De relativt små bølger når meget langt op på det flade sand, og forsvinder så nærmest i sandet.
Ude på strandvejen ser vi en bonde drive en flok får langs vejen. Han bruger en firehjulet motorcykel. (jeg filosoferer over, hvorfor det er en motorcykel og ikke en bil? Løsning: Når man skifter gear med hånden, og betjener koblingen med foden, er det en bil. Er det modsatte tilfældet, er det en motorcykel. Og så er der det med styr/rat selvfølgelig).
Siden West Australien har vi kørt temmelig tæt på havet. Meget af tiden har vi set de store sanddyner, men andre gange har vi kørt mellem to rækker træer, som står langs vejen, og tager udsynet. Alle asfaltveje vi kører på, har et pænt grusnødspor. Har endnu ikke set én eneste holde i det.
Vi når det første by-agtige: Elliston, som har 110 indbyggere. Bageren har en disk på to meter og seks til otte ansatte. Det er vist også byens centrum. Alle hilser på gaden, uanset om man kører eller går.
Vi går over til posthuset, for at se, om vi kan hæve penge. Det kunne vi egentlig godt, hvis linien til banken havde virket. Ærgerlig-ærgerlig, ingen arme; ingen kage! Nå, vi har heldigvis rigeligt i de hemmelige gemmer.
Vi finder det offentlige toilet, som ligger på en flot græsplæne ved havnen. Jeg vasker vores tøj, så mangler vi bare os selv. Der er små 200 kilometer til Port Lincon, så det må vente.
På vejen ser vi et par flotte udsigter over havet fra klipperne. Landskabet består af klippefyldte marker med græs. Ligner meget Grækenland: Afsvedet græs, hvide limsten og krogede træer, der ligner oliven. Her mangler bare de hvide huse med blå vinduer og døre.
Gradvist ændrer det sig til et lidt mere frugtbart landskab med kornmarker og pinjetræer. Pludselig vrimler det med en ny slags græstræer. Tættere og tykkere, med lanceformede blomsterstande.
Et par små sumpe dukker op, i dem går nogle kæmpe store grå gæs. De har ingen tegninger, hovedet er bare lidt lysere. Fårene bliver afløst af køer, og så er vi i Port Lincon.
Tanker (billigt: 83,9) og spørger efter et bad. Næ, prøv en campingplads. Hvad med svømmehal? Jow da, her er et kort. Har en time til de lukker. Rikke vil svømme, jeg skal bare have et brusebad. Der er ikke en sjæl i omklædningsrummet da jeg kommer, så jeg går nøgen ud i det åbne brus. De andre mænd der kommer, beholder deres badebukser på. Føler mig lidt nøgen for deres blikke!
Rikke plasker lystigt den ene bane efter den anden. Jeg syntes svømmehals vand er for ulækkert, særlig her, hvor de ikke tager bad før de hopper i. Rikke kan ikke gå med tøj, som andre har haft på, selv om det er kogevasket. Sådan er vi jo så forskellige.
Så er det tid til frokost, øh hov, aftensmad.
God italiensk restaurant, hvor Rikke får blomkålssuppe, tilsmagt med blåskimmelost efterfulgt af Lincon muslinger dampet i hvidvin og vendt i reduceret fløde og grønt. Jeg nyder kylling zingara, som er tomater, oliven, kapers, ansjoser, hvidløg og almindelige løg som er sauteret i olivenolie og maskeret over kyllingen. Hertil råstegte kartoffelbåde. Denne lækre menu bliver fulgt på vej af en banan-karamel-ostekage med café latte.
Vi sidder nede ved esplanaden, hvor kakkaduer flyver forbi, i stedet for måger. Det begynder at blive mørkt, men vi når en lille gåtur i byen. Skal lige finde en Internet café, så jeg kan checke kurser, og se hvordan Jesper har lagt vores fotos på nettet.
Traver esplanaden og parallelle gader tyndt. Spørger en ung fyr i en drive-thru sprut shop. Han ved det ikke. Tager bilen for at udvide søgeområdet. Det hjælper heller ikke. Rikke går ind og spørger på politistationen. Der er ikke nogen. I Laos skulle byerne virkelig være små, for der ikke var. Her bor 13.000 mennesker, der er en stor havn, og noget der ligner en rigtig by - men intet Internet?!
Betjenten Rikke snakkede med var i øvrigt gift med en pige fra Holstebro. Kaptajnen på katamaranen vi var ude med i Monkey Mia var gift med èn fra Viborg. Man burde overveje et eksportforbud!
Vi tænke på at sove nede på esplanaden, men adskillige tusinde rosa kakkaduer kom først. De overnatter i de store grantræer, der stå langs vandkanten, og de støjer!
Vi finder et (forhåbentligt) stille sted at overnatte, og kryber tidligt i posen. I morgen har forretningerne åbent fra 9.00 til 11.30 og svømmehallen 9.00-11.00. Og så er alt lukket! Med lidt held kan vi stadig nyde nogle scenic drives og view points. Søndag har biblioteket åbent igen, og vi kan måske komme på nettet. Mandag kan vi (hvis vi bliver her så længe) tage ned i vores bank, og drive dem til vanvid.

2/2. LANG LØRDAG I LINCON
Rikkes ide om, at hvis hun sover inde i byen, er hun mere tryg, og sover bedre, er rigtig skidt! Vi prøvede først nede ved vandet, men her stod en flok teenagere og fnisede. Kørte op foran turistkontoret, og nåede lige at ligge os, før de samme teenagere beslaglagde bænken foran bilen.
Endelig kom politiet, og hyggesnakkede med dem, men fik også lige navn og adresse. Så gik tøserne, og så gik fyrene. Til gengæld blev vores vej omdannet til en racerbane. Det gik også over, men så begyndte fulderikkerne at gå råbende forbi. En alarm går i gang, og det varer længe før den bliver slukket. Det kan godt være Rikke sover utrygt i nat, men jeg SOVER ude på landet.
Da vækkeuret trutter klokken 8.30, beslutter vi hurtigt, at vi egentlig ikke gider gå i svømmehallen. Det er overskyet, så vi snupper lige en halv time til. Da Rikke hopper ud af sengen, falder jeg ned på træpladen, det er det hun har brokket sig over hver morgen. Endnu en fordel ved at stå tidligt op (hvilke andre fordele er der egentlig, når man ikke spiser orm?).
Rikke går ind på turistkontoret som oplyser os om, at man kun kan komme på Internettet på biblioteket (det har lukket i dag), søhestefarmen kan man kun se på arrangeret tur (minimum seks personer, vi er fire tilmeldte), bybussen kører to gange i dag, den ene er overstået.
Går ned på den nærmeste café for at få kaffe og planlægge. Det støvregner en anelse og der er også lidt vind, så udendørs aktiviteter er med fleecejakker på. Vi skal have købt hovedpudebetræk og et termometer. Tager handelsgaden fra den ene ende til den anden, ser lidt på tøj, køber lidt mad, værktøj og WD40 til bilen. Dørhåndtagene er blevet temmelig stramme af alt støvet. Olie hjælper, men så sætter støvet sig også.
Jeg pusler lidt med bilen mens Rikke læser. Så kører vi ud til industrihavnen. Meget store tankskibe får (tror jeg) hvede ombord, og en fiskerbåd lander sin fangst af flade torsk (de hedder nok noget andet). En flok mænd er beskæftiget med det. To fanger net nede i lastens plumrede vand, én betjener kranen, to fordeler dem i kasser, to vejer kasserne, én skovler is på, én åbner isposerne og hælder isen op i en stor kasse, to sætter kasserne på paller, og én kommer folie om og sætter pallerne over til chaufføren. Og så er der alle dem, der bare er der, for eksempel maskinmesteren. Han ligner en fastlands mekaniker, fra skoene over det olieplettede tøj til håret.
Tøffer ind til en hyggelig lille café, for at få sandwich og (det gætter I ikke:) kaffe. Vi sidder og kigger ud i bugten, som langsomt fyldes op af små sejlbåde. Det er stadigt overskyet, og der kommer en lille byge, der lige gør asfalten våd. Sidder og lytter til rigtigt sørgmodige skotske folkemelodier, meget smukt, og det er svært at rykke videre. Vi har fået bekræftet, at turen til søhestefarmen bliver til noget, det er om en time.
Sidder lige og tænker på, dette nok ville være mere spændende at læse, hvis vi oplevede lidt mere. Vi har faktisk spurgt på en tur i bure ned til de store hvide hajer, som har deres store yngle område 31 kilometer ude i bugten.
Desværre tager en sådan tur fire til fem dage, da der skal forfodres. Så får man også mindst fire dyk, og der er 65-70% chance for at se bæsterne. Alt mad og overnatning er med i prisen, som er små 7.000 kroner for en båd. Jeg tror, vi tager 14 dage i Ægypten i stedet for.
Det er blevet tid til søhestene, som vi skal se ude i et industrikvarter. En masse glasfiber tanke på omkring 150 liter har af- og tilløb. De står på ben, så man let kan se ned til fiskene, som klamrer sig til et groft net. Vi hører lidt om, hvad de æder, hvordan de yngler, hvor store og gamle de bliver, de forskellige arter og sådan. Så går vi rundt og ser ned i tankene til de forskellige størrelser og farver. De får lidt at æde, og så trisser vi af.
Der ligger også et muslingemuseum i byen. Vi har ikke så meget andet at lave, så vi kigger forbi. Det er flere private samlinger, som meget påfaldende ligger på et plejehjemsområde. Ikke særligt professionelt, men sneglehuse, krabber, muslingeskaller og meget andet pudseløjerligt fra havet, er da altid sjovt at se på.
Solen dukker frem, og vi tager ned til sydspidsen af Eyre halvøen, som næsten er en ø for sig selv. Vores mål er at se solnedgangen fra udkigspladsen på Memory Bay. Vi følger skiltene, og kommer til indgangen til Lincon National Park. Det koster 25 kroner at komme ind; lig dem i en kuvert, og kom den i postkassen.
Vi finder pengene frem, og triller ud af den 40 kilometer lange vej. Den bliver en etsporet, meget slynget grusvej. En emu krydser vejen, og en stor 4WDer kommer ræsende imod. Vi undgår med nød og næppe hinanden, og han ræser videre, med den dobbelte hastighed af, hvad der er lovligt. Senere ser vi nogle flade græsområder, hvor der er kørt ræs. Nogle af skiltene har skudmærker: Mærkelig park!
Vi runder et hjørne, og holder ved et låst led. Der står, der er begrænset adgang til området, og nøglen kan fås på turistkontoret (40 kilometer væk). De er ret tæt på at miste et led!
Vi kører lettere frustreret tilbage til skuret, hvor vi betalte. Læser samtlige plancher med mere. På et kort står med meget små bogstaver: Closed gate, og intet andet. Det skal vi lige have en snak om på turistkontoret i morgen! Rikke smider en seddel i deres postkasse (hvor vores penge også røg ned), hvor hun giver sin uforbeholdne mening.
Nu er det så sendt, så vi ikke rigtigt kan nå noget andet udendørs, så vi triller ind til byen, for at få aftensmad. Rikke skal have muslinger igen, og jeg vælger dagens ret: Surf 'n' Turf (Bøf med rejer, blæksprutte og muslinger). Rigtig lækker, men Rikke er skuffet, hendes smagte ikke lige så godt som i går.
Sidder og tænker på det med Internettet. Jeg er sikker på, at næsten alle backpackere bruger Internetet intenst. Vi ser bare ikke nogen rygsæk-folk. De "back-packere" vi ser, er gråhårede og kører i campere. Vi har set én blaffe, og det var en ældre surf-bums, der i øvrigt blev taget op af den første forbikørende. Ved de få seværdigheder, hvor der har været turister, har det været de før nævnte, eller nydelig klædt unge mennesker i almindelige biler uden synlig bagage. Det kan være, at Australien er ovre sin back-packer periode, og man nu tager til østen, eller hvad ved jeg?
Klokken er otte lørdag aften, hvad laver man så? Biografen! Vi har ikke set så mange biografer, men Rikke spottede én i går. Vi triller ud til den, og spørger om, hvad vi kan se i aften. De unge mennesker ser med overbærenhed på os, og fortæller, klokker er over otte! I morgen kan I se...
Lettere surmulende triller vi ind på et af de sore supermarkeders parkeringsplads, for at tilbringe natten. Pladsen virker stille nu, men lad os se. Rikke læser i sin bog, jeg skriver og læser om, hvad vi kommer til senere.

3/2. NORDPÅ IGEN
Det viser sig, at pladsen er knapt så stille, som vi gerne ville have. Vi kører ud i udkanten af centrum, og vælger en malerforretnings parkeringsplads, det er jo natten mellem lørdag og søndag.
Og som det viser sig om morgenen: Dette er den ene af to forretninger der holder åben om søndagen. De 200 andre forretninger er som forventet lukkede. Vi lister tøjet på, og i én bevægelse piller vi gardinerne ned, starter bilen og kører ud af pladsen. Bort set fra det, så var det en god nat med massere af søvn. Da jeg vågner halv elleve, ligger Rikke og læser. Morgenmad på forsædet, og så er svømmehallen åben, så Rikke kan tage nogle baner, og jeg et brusebad.
Solen titter frem, og vi kører ud til Coffin Bay (opkaldt efter en fyr i admiralitetet), hvor der er smuk natur i en national park. Det er lidt baglæns mod Elliston. Vi passerer igen Big Swamp, hvor en flok sorte svaner huserer. Det virker helt mærkeligt, at se grønt græs i naturen, når man ellers kun ser afsvedet.
Vi kommer til parken, og jeg vil ikke betale til postkassen; jeg syntes, de skylder fra i går aftes. Her er der for en gang skyld en asfaltvej, der stærkt slynget fører ind i parken. Resultatet udebliver ikke; på trods af hastighedsbegrænsningen på 40 (som i andre parker) er der massere af road kills. Skinke, kangaruer og en emu.
Parken består hovedsagelig af sandklitter, der er overgroet med mallee buske. En lille træplade viser ud til en strand, "only 4WD". En snoet grusvej krydser klitterne, og nogle steder er den fyget/føjet til, og jeg må sætte fire hjuls træk på, for at komme op af bakkerne.
Så kommer vi ud til klitterne. Sporet vi kører i er meget blødt sand, når man går i det, synker man i til over anklerne. Det er lige med hiv og sving, vi når ud til en plads, hvor vi kan vende. Her holder en anden bil, som straks udnytter chancen for at køre tilbage med os.
Vi standser på en plads med fast grund, og jeg går tilbage til klitterne, for at lære lidt om underlaget. Sporet vi kørte i var det blødeste. Det fyger jo til, igen og igen, og har ikke sat sig. Der blæser en mindre sandstorm, så jeg går tilbage til Rikke, før jeg når vandet.
Vi kører ud af parken, og op mod Elliston. Vi passerer det "græske landskab", og ser de samme lange stendiger (som jeg glemte af nævne sidst), som gør det ud for indhegninger.
i Elliston svinger vi til højre, ind over Eyre halvøen. Først 30 kilometer asfalt, så 60 kilometer af grusvej. Her advares mod løsgående køer, og vi møder da også nogle stude. Landskabet består af spredt skov med afsvedet græs i mellem.
Vi når hovedvejen, og følger den 50 kilometer til Minnipa. Vi standser i Wudinna for at tanke, og lige få gode råd til turen tværs gennem Gawlers Range. Konen brokker sig over, de kun har haft to sommerdage. For præcist et år siden, havde de 50oC, nu er det 15-20oC. Sidste år startede sommeren allerede i november. Så er vi altså ikke de eneste, der syntes her er lidt småkoldt og forblæst.
Det er blevet tid til aftensmad i Minnipa, og vi bruger byens bbq plads. Her er også en flot Concrete Crappa, én dør til Hens, én til Roosters. Ser lige på byens informationstavle: 90 indbyggere, 7,5 km til byens sportsplads. De er ikke lige så bange for afstande, som danskere!
Vi når lige ud af byen, så står den på grusvej igen. Første "by" vi kommer til er Yardena, omkring 90 kilometer inde i et meget stort hvidt område af vores kort.
Vi svinger nogle gange. Her er mange grusveje, men heldigvis også skilte. Der er langt mellem postkasserne, men ind i mellem er der store kornmarker. Det er ved at blive mørkt, da vi kommer til Pinkavillinie Conservation Park. Vi lukker os selv ind af ledet, og da vi leder efter et sted at parkere for natten, står der et skilt med campingplads. Vi kører langt af et par hjulspor, og beslutter så, at det er her!

4/2. OUT IN THE BUSH
Vi gik i seng, da det blev mørkt, og vågner, da det er blevet lyst. Jeg laver morgenkaffe, skarpt overvåget af en ørneunge, femten meter væk. Rikke smører madderne, og vi sidder og betragter de små blå spurve, og deres blåhalede kusiner, der vimser om bilen.
Jeg får øje på nogle søjleklipper over os. De ligner dem fra baviangrotten i zoo. Kravler op til den, med et vågent øje efter slanger, der ligger og oplader i morgensolen. Søjlerne er firkantede, omkring 20-25 centimeter på hver led, og nogle står frit i to meters længde.
Vi får pakket bilen, og kører tilbage til hoved grusvejen. Landskabet minder meget om den afrikanske savanne. Spredte forkrøblede træer og afsvedet græs med enkelte grønne buske. Det skulle ikke forbavse mig, hvis der kom en elefant brasende ud af buskene. Det gør der ikke, men vi skræmmer nogle kangaruer op. Nogle løber langs vejen, omkring 50 kilometer i timen. Da de krydser over vejen, kan jeg måle deres springs længde: fem meter, og dyret er kun lidt over en meter! De ser måske ikke så elegante ud, når de går langsomt, men deres løb er virkelig flot.
Vejen slynger sig gennem bakkerne, og landskabet ændrer sig gang på gang. Nogle gange kører vi blandt sølvgrå buske, andre gange er der gult græs, grønne buske og enkelte gange perfekt runde pudder af stridt grønt græs a'la bjørnegræs. De står spredt på helt nøgen rød jord, virkelig flot.
Vi kommer til Jadena, som jeg troede var en lille by. Det kan man vel godt kalde det, der er i hvert fald to gårde ved siden af hinanden, ikke så langt fra vejen.
Selv om det er en, til tider, temmelig grov grusvej, er her skilte: Floodway, Grit, Dip, Gate, Creek og skarpe sving. Nogle steder er vejen temmelig ødelagt af krydsende bække.
Vi møder tre biler på 255 kilometer. Man er slet ikke i tvivl, der kommer en støvsøjle, som kan ses flere kilometer i forvejen. Når man passerer hinanden, standser man. Ikke for at snakke, men for at se noget. Første gang tror jeg, jeg kan liste videre med nedsat kraft, men støvet er så tæt, at vinduesviskerne forsvinder!
På en anden strækning bliver problemet tilfyning. Vi er rigtigt langt inde i landet, men fint gult sand ligger i driver på tværs af sporet.
Ud over kangaruer ser jeg en enkelt stor, sort og hvid vædder og nogle flokke køer, som er annonceret i forvejen. Krydser rigtigt mange kvægriste, og der står enkelte vindmøller og vandtanke rundt omkring. Her skulle også være får, men jeg ser ingen. Det gør Rikke heller ikke, hun ligger inde bag i, og sover.
Vi stander på et åbent stykke, for at lave formiddagskaffe. Rikke finder en pose Doritos og en dåse salsa frem, og der hygges.
Jeg får kigget under mine klip-klappere. Der sidder kager af små piggede frø. Vi pakker sammen, og fortsætter ud af sporet.
Landskabet begynder at blive ensartet, og pludselig er vi ude på 1'eren ved Iron Knop. Stor jernmine med lille uddøende by. Tanker, og låner deres WC. Da der nok er nogle, der skal spise inden for de næste 24 timer, vi jeg undlade at beskrive, hvad der var bag døren, der hang i et hængsel.
Ud på 1'eren igen, og Rikke påstår (og det skal hun høre for) vi skal mod Port Augusta. Vi skulle have kørt den anden vej først, så havde vi sparet 150 kilometer.
Møder en af de utallige "Over size" lastbiler, og denne Scania er det virkelig. En lille bil med skilt foran, så en motorcykelbetjent, der får os helt ud i rabatten. Så kommer der et almindeligt træfamiliehus forbi. Det når fra rabat til rabat på 1'eren.
Klokken er fem, da vi kommer til den 14,600 indbygger store Port Augusta. Belært af erfaring finder vi først svømmehallen, så vi kan få et bad. Det er ikke en hal, bare et udendørs pool, men vi kan købe et bad til 1 krone! Det forbavser mig ikke, at det er en stribe åbne brusere (denne gang beholder jeg bokserne på), men jeg ville have sat meget pris på varmt vand. Da jeg kommer ud, fortæller Rikke, hun havde bestilt det til mig.
På vej væk kommer vi forbi Hungry Jack's, som er en Burger King. Der er spejlæg og rødbeder i deres burgere, som er uden mayonnaise.
Vi sidder og ser ud på en stor, meget lyserød sø. Endnu en saltsø, der er fyldt af nogle bestemte krebsdyr. Bag søen kommer Gahn'en kørende. Det inter-stanske tog er opkaldt efter kameldriverne, som drev ruten for 100 år siden. (De var egentlig ikke fra Afghanistan, men fra Persien, men hvad?)
Vi kører op til Whyalla for at overnatte. Så kan vi se terrariet i morgen tidlig, og så køre tilbage hertil (det var de 150 kilometer jeg gerne ville have sparet).
25 kilometer før byen, kan vi se en masse lys. Det viser sig at være et stort sportsareal. Lige inden for bygrænsen er der et informationscenter i forbindelse med er landsat krigsskib fra 2. verdenskrig. Toilettet er aflåst, men vi finder terrariet på kortet. Det ligger på samme vej, bare i den modsatte ende af byen.
Det er i øvrigt en stor by, statens næst største med 26.000 indbyggere. Vi finder ud til terrariet, og overnatter (forhåbentligt) i et diskret hjørne af deres parkeringsplads.

5/2. MYREKRYB
Jeg sover pragtfuldt, Rikke, den stakkel, ligger søvnløs hele natten. Jeg bliver vækket da de første møder på arbejde. Efter morgenmaden går vi over til indgangen af Whylla Wildlife & Reptile Sanctuary.
Hvis receptionen er låst, tryk på klokken. Jeg trykker, og aktiverer et kompressorhorn, lige over vores hoveder.
Lige inden for indgangen er to store ormegårde, hvor der er common braun snake i den ene, og bobtail-, blue toungh- og king skink'e i den anden. Pæne terrarier, med sten og planter arrangeret som en naturlig høj i midten. Dyrene er fremme for at nyde de første solstråler.
Og så går det ned af bakke resten af haven rundt. Forskellige importerede småaber og en masse små myrer, en vombat og en masse små myrer, tre koalaer og en masse små myrer, et phytonhus, der er aflåst og formodentlig tomt og en masse små myrer, en stor voliere med påfugle og duer og en masse små myrer, en ørn i et stort bur og en masse små myrer, tre dromedarer og en masse små myrer, et børne zoo med marsvin, kaniner, flyvende hunde og en masse små myrer og et skilt, der peger til Reptil House. Jeg kan ikke finde det, og spørger en ansat. Det er nedlagt. Ud over os og en masse små myrer, var her kun de ansatte og en masse små myrer.
Vi ruller videre, ind til byen, hvor vi får et af de gratis bykort, som de er så gode til. Svømmehallen er let at finde, så det starter vi med. Jeg har taget et brusebad, og sidder nu og taster løs, mens Rikke svømmer.
Over til centret, hvor vi får fyldt maven og madkassen. Så ind til centrum, hvor vi finder vores bank. Forklarer, vi har problemer med at få plastikkort. De søde dame er utrolig hjælpsom, og tilmed kreativ, så om 14 dage, når vi kommer til Adelaide skulle de være der. Vi når lige at hæve, så lukker de.
Vi triller lidt rundt på må og få, og ender oppe på et udkigspunkt. På den ene side ligger jernværket. Der er helt rustrødt og enormt stort. Det fortsætter ud i havet, hvor et stort skib ligger til.
På den anden side er marinaen. Stor havn, som kun er udnytter 20%. Bugten med den fine sandstrand skæmmes voldsomt af alger, som når langt ud. Man kan slet ikke se overfladen flere hundrede meter ud. Her er nok nogen, som har brugt for meget gødning/vaskepulver.
Der er mange Aboriginals i byen. Jeg har ikke rigtigt skrevet noget om dem, jeg ville vente, til der var noget pænt at sige om dem. Ikke at der er det nu, men jeg har opgivet.
Arthur, som vi købte bilen af, fortalte, at en abo-bil ikke var til at sælge til andre. De lugter nemlig forfærdeligt (og de syntes det samme om os), og det har han ret i. Vi har kun set lettere til svært forhutlede abo'er, hvis de har bil, er det et gammelt vrag, nogle er fulde eller skæve af benzindampe. De er beskidte og nogle gange ualmindeligt fede. De er virkelig en underklasse i deres eget land. De kom til Australien for 50.000 år siden, da der ikke var andre mennesker her. Deres kultur, med meget nuancerede love og skikke, har eksisteret uændret siden da, og er suverænt den længst eksisterende kultur i verden. For at sætte i perspektiv: Homo neahethleander (eller hvordan man nu staver det) uddøde i Spanien for 12.000 år siden, for 10.000 år siden røg mammutten og for 6.000 kom de første mennesker til Danmark. Abo'erne har været her længe! Nu går de og roder i "gæsternes" skraldespande.
Vi beslutter at køre tilbage til Port Augusta, før det bliver mørkt. På vejen møder vi en stor camper med store plakater med bibelske citater og kampord. Bag rattet sidder en gammel fyr med meget stort gråt fuldskæg og langt hår. Fornemmer, jeg har set ham før, sammen med Marty Feeldman.
Vi passerer de samme overmalede vandtanke, som i går, og jeg kan ikke modstå fristelsen til at tage et foto. Da vi kommer ind i byen, kører vi ned til den store ultra pinke sø og skyder et andet foto. Ind til centrum, som er temmelig svært at finde i et enormt villakvarter. Næsten alt har lukket undtagen Blockbuster (fedt!) og Woolworth, hvor vi køber frugt og grønt til ørkenturen.
Ude ved søen ligger en masse fastfood bikse, og vi får aftensmad, mens vi endnu engang betragter søen i de sidste stråler. Skriver dagbog og postkort, og triller så op mod Alice Springs. Der er omkring 1200 kilometer, så vi holder nok en pause eller to. Dette bliver nok den ultimative ørkentur; ind i midten af den store røde ørken. Det varer nok lidt, før der kommer mere, vi skal lige finde et mobilnet.

6/2. OP IMOD DET VARME NORD
Det viser sig, at vi holder bag en rasteplads, godt gemt i buskene. Vi kom kun 50 kilometer ud af byen i går, før vi standsede. Jeg ville gerne se landskabet, og det var bælgmørkt klokken halv elleve.
Jeg vågner tidligt, og lader Rikke indhente sin tabte nattesøvn, mens jeg nyder landskabet. Efter yderligere 60 kilometer forsvinder træerne, og på de næste 500 kilometer er der kun få, meget usle småskove.
Landskabet bliver ikke ensformigt af den grund. Jorden, som egentlig er grus, skifter hele tiden farve. Spektret fra hvidt over gul og okker til mørkt rødt. Vegetationer skifter også. Stift højt gult græs, små lave blå-buske, spredte grønne buske, meget lavt knastørt ukrudt og alle kombinationerne. Nogle enkelte blomster er der også: Små græskar med gule blomster og halv- til hel modne frugter, små blå evighedsblomster, gule "margueritter", lyselillae tidsler, rødblomstrende buske, hvide puder og meget mere.
En enkelt gang hopper en stor grå kangaru formålsløst rundt midt på kørebanen, og flytter sig kun modvilligt. Jeg møder en del personbiler, mange 4WD'er og rigtigt mange road trains - efter australske forhold; omkring 15 i timen. Stort set alle hilser, specielt truck driverne.
Rikke begynder at mumle bag i, og jeg svinger ind på en udkigsplads. Vi sidder og kigger ud over en stor kridthvid saltsø, med et pudsigt bjerg midt i, mens vi spiser morgenmad. Et par meget små gekkoer, med alt for stor sikkerhedsafstand, holder øje med os.
Vi kører op og ned af nogle store skranter. Mellem er "højland", som hæver 50-100 meter over "lavlandet". Vegitationen skifter brat, ved en sådan skrant.
I Vest Australien står: Don't drive tired, her i Syd Australien står Drowsey Drivers Die! Der er kun meget få vrag, langt ude på markerne, men der er en del kors med plastikblomster. I West Australien stod der totalt smadrede bilvrag på road house'ne, med advarsel på. Et sted var en totalt smadret bil hængt ti meter op i et træ, med sit budskab.
Vi passerer nogle af de søer, som ser så flotte ud på kortet, foreksempel Pernatty Lagoon og Lake MacFairlane. De viser sig at være enorme, hvide saltsøer, omkring 50 kilometer hver.
Så kommer vi til Woomera, en by med 1000 indbyggere, og det eneste jeg kan sige om den er, de serverer ringe kaffe. Den var også center for englændernes '50- og '60'er raket eksperimenter, men øh....
Vi standser ved alle road house'ne, de ligger bekvemt med omkring 200 kilometer i mellem. Vi laver vores første road kill: En meget lille spurv rammer pludseligt og meget skæbnesvangert forruden. Jeg begraver den under stor omsorg (foran højre baghjul).
Endelig når vi Coober Pedy, som er dagens mål. Det er en opal-mineby, som har en spændende huleby, med kirker, forretninger og hoteller. Vi kører ind på den første tank, for at få diesel og bad. Mens Rikke bader, fylder jeg olie og vand på. Jeg får også kigget lidt på vores defekte sprinkler. Vi har ikke så meget at bruge den til, her i de tørre stater, men senere? Låget mangler, men et gammelt bremsevæske beholder låg passer næsten. I bunden af beholderen er der tørt mudder. Motoren er også en mudderklat, og slangen er næsten fyldt. Får det renset, men stadig intet sprøjt. Går ledningssystemet efter, kontakten ud af instrumentbrættet. Renser kontaktfladerne og heruka - det virker.
Til gengæld ligner jeg en kulminearbejder i en sauna, godt det er min tur til at bade. Fik jeg nævnt fluerne og en hel masse små sorte myrer.
Klokken er blevet halv syv, og vi kører op på byens udkigspunkt. Her er en fantastisk udsigt over byen, som ligner den ene skrot handel efter den anden. Ind i mellem er der huller i klipperne eller jorden. Her bor 3000 mennesker, men der er ikke noget, der ligner en by!
Vi laver lidt varmt aftensmad, og triller så ned i "centrum". Ligner et nedrivningsklart område, eller rasterne af en middelsvær borgerkrig. Rundt omkring sidder og driver forhutlede abo'er, og flokke af skabede herreløse hunde omkring. De minder foruroligende om zombier: Går hvileløst rundt i småflokke.
Alle på tanken vi startede på, talte noget a'la bondespansk, og pizzariet vi får aftenskaffe på, bliver bestyret bonde-italiensk. Efter den oplevelse ned i "byen", dropper vi tanken om at sove gratis, og kører ud til udkanten af "byen", hvor der er en (portugisisk?) campereplads. Det koster 60 kroner at holde inden for deres indhegning, men så har vi også bad og tøjvask i morgen. Pladsen er passende oplyst, og vi føler op ret sikre.
Vi mærker tydeligt, vi er kommet nordpå. Dagen igennem har det været godt over 30oC, og nu i aften er det stadigt over 25oC.

7/2. THE OLD TIMERS MINE
Efter en strålende nattesøvn, vågner vi op til en tom campereplads. Vi udnytter straks chancen for lidt uforstyrret tøjvask. Mens Rikke hygger sig med det, finder jeg plads-fatter, og spørger om vi kan drikke vandhanevandet, og om vi kan komme tilbage senere, for at tage et bad. Han forstår mig ikke helt, men fortæller mig, at check-ud tid er klokken ti. Nu er klokken halv tolv, så jeg lister bare af.
Vi får pakket bilen, hængt vasketøj op over soveposerne og snige ubemærket ud. Inde i "byen" går vi ind i den første og bedste shop, for at se, hvad det er for nogle sten de graver ud her. Manden bag skranken er mere end villig til at fortælle os alt om opaler (man skulle næsten tro, han regnede ned at sælge noget). De ligger i tynde lag i limstenene. Det er 150 millioner år gamle koralrev. De fås i forskellige farver fra mælkehvide til sorte. De minder mest om perlemor, med reflekterende lag i gennemsigtig sten. Jo større reflekterende flager, jo større gennemsigtighed, jo flottere farver jo dyrere.
De kan skæres i tynde skiver, og sættes på en tynd skive sten. De kan også skæres endnu tyndere lag som sættes mellem en skive sten og en skive glas. Et poleret stykke på størrelse med en negl kan variere i pris fra 50 til 50.000 kroner. Vi siger; tak for kigget og informationen.
Lige overfor ligger et supermarked, som har ting vi vil købe. Så går vi ud af "hovedgaden" for at finde et museum. Vi kommer til en stor parkeringsplads, hvor en 1000 Års Falk er nødlandet. Meget autentisk, det er nok den fra filmen. På en dør, der sidder på klippen står: Do Enter, og det gør vi. Vi kommer ind i en flot hule. Væggene er beige med rosa og hvide linier og pletter. Store diske med opalsmykker, og anden ikke-salg udstilling.
En flink dame spørger, om hun kan hjælpe. Jeg siger nej tak, vi misbruger bare din gæstfrihed, og kigger os omkring. Det er bare helt i orden. Hun spørger hvor vi kommer fra, og hvad vi har set. Rikke nævner den Thorny Devil vi så, og damen bliver rigtig begejstret. Hun har ikke selv set en i de 30 år hun har levet i Australien, men ville meget gerne. Så fortæller hun lidt om, hvad vi ellers kan se i byen, og om en flot rute uden om byen.
Vi støver rundt i byen, og det vi tidligere har "manglet" af back-packere er her. Mange hoteller med enten små back-packer tour-busser eller store luksus busser. Det er overskyet i dag, men temperaturen får alligevel sneget sig op på 30oC.
Vi finder Old Timers Mine, som er en rigtig mine, der blev startet i 1930. De første opaler blev fundet her i '20'erne. Ind til 1956 var alt med håndkraft; hakke og spande, hånddrevne spil til at trække det udhakkede op med. Det hele lyder som noget fra år 16-1700.
Hist og her sidder opaler, som ikke er blevet udhakket. Nogle er fosiliseret muslinger, andre bare flotte.
De har hakket en tunnel over til et grotte hus, som var i brug, til museet åbnede i 1980. Ligner et almindeligt arbejder hus med små rum, væggene og loftet er bare specielt. Flot håndudhakket limsten med striber af gipskrystaller her og der.
Der er et lille museum, som viser lidt om livet i byen gennem tiderne. Vi har haft hulen for os selv, men møder en dansk familie i udgangen.
Vi finder et pizzeria, og deler én, før vi tager på opdagelse i omegnen. Først ud af Oodnadatta vejen, og så ud til The Dog Fence, som skal holde dingoerne ude. Spørger senere på en tank, hvilken side dingoerne er, og hun svarer leende: Begge. Hegnet var indtil for nogle år siden godt 9.300 kilometer langt, nu er det nede på godt 5.000.
To, næsten identiske bjerge hedder i følge abo'erne; den hvide og den brune dingo. Jeg syntes kun farverne ligner.
Så kommer vi ind i en spændende område, med taffelbjerge i alle farver fra hvidt til mørkerødt. Her er blevet optaget nogle film, såsom Priscille, queen of the desert, Ground zerro og Mad Max, beyond the thunderdome.
Vi nyder de fantastiske udsigter i det meget golde landskab. Finder nogle rigtige flotte sten. Nogle er næsten sorte, og meget glatte. Andre ligner mini terresso. En flok hvie kakkaduer flyver skrigende over vores hoveder, og en luksus turistbus kommer truende nærmere.
Vi kommer ud på 87'eren, og drejer op mod Alice Springs. Et stykke af vejen er tidligere på dagen blevet ramt af en mindre regnvejr, og jorden er våd, en hel ny oplevelse.
Nogle smukke fugle, som umiddelbart lignede små falke, viser sig ved nærmere eftersyn af være store svaler (tror jeg nok), de er sorte, hvide og brune. Vi ser rigtigt mange store falke eller glenter langs vejen. Et par ørne dukker også op, ellers er det kun meget små småfugle, der vimser rundt i rabatten.
Pludselig dukker der en dingo op. Den krydser noncelant vejen foran os, og forsvinder så, i de lave buske på den anden side. Måske ér det på denne side de er?
Vi når Marla, som egentlig bare er et meget stort road-house med camper område, politistation og et par andre faciliteter. I alt 150 indbyggere, hovedsageligt beskæftiget med at betjene de forbikørende. Lige nu er der næsten ingen turister, men motelafdelingens små kabiner er fyldt med det store vejarbejder teams folk.
Vi tanker, og hører på et bad; 20 kroner. Wow, så vi må have det. Damen smiler og siger vi ikke behøver en nøgle, det er inde på camper området. Hun tager ikke penge for det. Så går vi ind i restauranten, og får wienersnitsel og T-bone steak. Sidder og skriver og læser bag efter, indtil personalet kommer provokerende tæt på med rengøringen.
Om bag komplekset for at bade. Rigtige flotte toilet- og badeforhold. Den øverste halve meter af væggene er udskiftet med net, vi er i den varme del af landet.
En lille gekko er kommet ind i lysstofamaturet over mig. Den er i hvert fald ikke død af sult!
Så lister vi ud af området, og triller nordpå igen. Det er sort nat; overskyet, så ikke engang stjernerne lyser op. Ser kun nogle enkelte mus og store insekter samt en lille gekko krydse vejen. Et sted ligger en hugorm, jeg når ikke at se, om den er ramt eller ej.
Vi kører ind på den første rasteplads, som kom efter kun 60 kilometer. Der står et enkelt telt på pladsen, vi er virkelig kommet ind i turistzonen.
Rikke læser om det vi skal se de næste dage mens jeg og skriver og regner: Vi gav 35.000 for bilen, og yderligere 4.400 for indregistrering, forsikring og alarm. Vi har købt for små 3.000 campinggrej og lignende samt 4.200 for nye dæk. I alt står vores mobile hjem i 46.600 kroner. Før vi tog herned indskærpede Rikke mig gentagne gange, at jeg IKKE ville få lov at tage bilen med hjem. Hun er faktisk den eneste, der gentagne gange har snakket om at gøre det, mens vi har været her.

8/2. MOUNT CONNOR
Jeg vågner ved nitiden, og starter dagen med et lille grave job. Vi har mange steder set nogle flotte små græskar. Nogle af de knolde, vi har der hjemme er af agurkefamilien, så der er jo en lille mulighed for af finde en knold. Der dukker kun en pælerod op, men jeg tager lige nogle frø med hjem.
Rikke er helt væk, så jeg kører uden at få morgenmad. Der er 120 kilometer til grænsen, og mod min forventning, bliver det mere og mere frugtbart. I Alices Springs regner det omkring 40 millimeter i december, januar og februar, ellers regner det ikke rigtigt.
Jeg forestillede mig flad, gold og meget rød ørken, og her kører vi mellem store træer, grønt græs og masser af flotte blomster. Ved de kunstige søer står flokke af køer og tygger drøv. Det ligner ret meget Danmark i august.
Vi krydser grænsen med 80, og landskabet bliver endnu mere frugtbart. Rikke dukker op ved halv ellevetiden, og vi holder i rabatten, hvor jeg efter godt tids søgen, endelig aner et nogen lunde vegitationsfrit stykke, hvor vi spiser morgenmad.
Mens vi triller videre, ser vi mange rov- og småfugle. Små flokke af hvide-, og større af rosa kakaduer. Vi ser også en masse forskellige stære, specielt sort/hvide. De ligner meget de sort/hvide krager, som har været over alt, vi er kommet.
Vi standser på Kulgera tanken. Det mest spændende er toiletterne. Her er flotte store grønne knælere og nogle meget små brune. De er tyndere end en tændstik, og kun halvanden centimeter lange. Oppe under loftet spotter jeg en stor fed Red Backed Spider.
Ude på pladsen holder et stor road train: 19 aksler, 74 dæk. Med en dyb rumlen sætter den i gang, og når fjerde gear inden en vognlængde.
Vi drejer fra Stewards High Way ved Erldunda. Vi er nu på Lasseter High Way som fører ind mod Uluru, bedre kendt som Ayres Rock. Lige da vi har drejet, kommer fire grønne undulater over vejen, de flyver næsten som svaler.
En stor rød klippe dukker op i horisonten: Mount Connor, som er dobbelt så stor som Uluru, men et rigtigt bjerg. Nogle søjleformede emu-træer dominerer landskabet en tid, og et par vindtårer rammer forruden.
Et nyt stort rødt bjerg dukker op i horisonten, og denne gang er det den "rigtige". Vi kommer til Uluru - Kata Tjuta National Park, hvor vi må slippe 2×75 kroner, men så må vi også komme ind i parken tre dage.
Vi får en stak materiale, som foreslår, vi besøger Visitor Centret først, så vi ved hvordan vi skal te os. Det lukkede for en halv time siden. Så kører vi da bare ud til den store sten. Jeg havde et billede af den, liggende i store golde og røde sanduner, badet i sol. Her finder jeg den midt i store grønne bølgende græsmarker, med massere af buske og træer og småregn. Alt materiale vi får, fraråder på det kraftigste, at vi går op på den, da det er imod de lokale abo'ers religion. De har i øvrigt udlejet den til de hvide i 99 år, mod en million kroner årligt samt 25% af entreen. Hvis man endelig skal op på den, er det et bestemt sted. I dag må man ikke, fordi vejrudsigten lover regn. Der er mange steder man ikke må fotografere, på grund af religiøse ting. Lige som Koranen, har deres religiøse forfædre kunne forudsige fotografiapparatets opfindelse!
Der er store parkeringspladser to steder, med masser af skilte om retning og så videre. Vi holder 16 biler i det ene hjørne, alle hvide.
Der er en solnedgangs plads man må holde på, men ingen sol. Vi vender tilbage i morgen. Man må ikke campere i parken, eller 75 kilometer uden for den, så vi må ind på campingpladsen. Det er en hel by, der ligger 25 kilometer fra Ularu. Luksushoteller, restauranter, supermarked, biograf, amfiteater og meget mere. Vi checker ind (et kvarters tastning) og må slippe 125 kroner for et stykke jord at holde på. Rikke spørg om det er for alle tre dage, som park-billetten gælder. Nix, skal det være det? Jeg siger nej, lad os se.
Teltpladsen får, lige som de tomme pladser ved stenen, hele stemningen til at minde om festivalpladsen 3. januar. Møg forladt. Finder vores plads 149 i sektion 5. Pisse skæv, men med egen vandhane. Senere får vi nogle højtsnakkende tyskere som nabo. Regnen begynder at pisse ned i takt med mit humør.
Plyndrer supermarkedet (eller er det dem der plyndre os?), så vi har til lidt lækkert aftensmad. Så planlægger, bader og skriver vi til elleve-tiden, og sætter uret til 6.00, så vi kan se solopgangen på stenen.

9/2. ABO GRAFITTI
Sover rigtigt godt til regnens trommen på taget. Der kommer lidt vand ind i et hjørne, men her stod tilfældigvis en toiletrulle, som sugede det hele.
Vi havde sat vækkeuret til 6.00, men regnens trommen afslørede ret tydeligt, der ikke ville blive en flot solopgang over Uluru. Det blev ikke solen der steg, det er regnen der falder. Pyt, vi kan da bare sove lidt mere.
Vi får øjne, og morgenmad, og begiver os så ud til The Cultural Center, så vi kan læse om abo'ernes kultur. Solen bryder frem, mens vi forlader den store camperplads.
I gennem park indgangen, hvor vores billetter bliver gransket nøje, af hende der solgte dem til os i går. Jeg tænker på, den abo-stamme der ejer dette stykke land virkelig har skudt papegøjen. De lejer det ud for en formue, bestemmer hvem og hvad det må bruges af og til, og spærrer dele af permanent eller periodisk.
Vi når centret, som er et fantastisk byggeri, bløde former, ingen flade væge, massere af rødt sand på gulvet. Væggene er lavet af (rødt) jordfarvet cement, loftet i afbarkede grene og tørt græs eller træflis. Flotte plancher, massere af ting, kontakter der aktiverer lydbånd med stemmer af dyr og mennesker. Biograf med film om ritualer, mad og andet.
Desværre har abo'erne selv været med til at lave det hele, så man fatter absolut INTET! Jeg havde håbet at lære lidt om og måske forstå deres ældgamle kultur. Se lidt om geologien bag stenen. Forstå, hvorfor de ikke vil have at jeg går op på den (det gør de selv). Det eneste jeg lærte er, at kvinderne er fede, har dårlig kondition og enorme hængebryster.
Abo'erne er ikke alene om at gøre det svært at gå op på stenen. De hvide forbyder det, når det er for varmt, blæser for meget, der måske kommer regn eller abo'erne selv skal bruge den. Nu kan jeg godt forstå, der er færre og færre, der går op på den. Jeg vil bare godt, og har ikke dårlig samvittighed af den grund: Jeg mener: Alle mennesker er lige, og når de selv kan, kan jeg vel også. Det er jo ikke sådan, at den er ved at blive slidt ned, vel?
Vi har læst, at hvis man vil gå hele vejen uden om stenen, skal man lige have en folder her. Fyren fatter ikke, hvad vi spørger efter først. Så fiser den ind, og han sælger os en folder. Det viser sig senere, at den intet er værd, og slet ikke omhandler nordsiden, der er for mange hellige steder.
Vi tror vi er godt rustet, så vi kører ud til en af parkeringspladserne, og starter vores ti kilometer lange gåtur. Hele vejen rundt bliver vi forfulgt af lyden fra zebrafinker. Der er virkelig service: Alle steder, hvor der er et godt motiv, er der et billede af et kamera - med streg over!
Nogle steder er der malerier. De ligner graffiti, oven på hinanden og totalt rodet. Stenen fortsætter nogle steder langt ud, helt plan, og i niveau med det omgivende grus. Her er rigtigt frugtbart, og de mange modne græsser trækker en mængde småfugle til. Et par blå biædere stryger forbi, fantastisk flotte.
Vi har købt et par sandwichboller, som vi fortærer i en lille læskur. Man må selvfølgelig ikke fodre de vilde dyr, men myrerne får lidt gulerodsstrimler. De viser, hvad teamwork er værd: En myrer finder en strimmel, og bærer den en meter på under et minut. Nogle flere kommer til, og de bakser rundt med den, uden at komme ud af stedet, indtil vi går.
Nogle steder kommer vi forbi små hellige vandhuller, det ene skæmmes voldsomt af nogle gamle øldåser. Her er ikke noget opsyn, men vi møder også kun fire andre, der går hele turen. Vi har ikke set èn eneste abo'er, hverken i kultur centrets mange shoppe, eller her ude i naturen.
Vi ser nogle af mærkerne, som der knytter sig sagn til. Nøj, hvor må de have nogle gode ting at ryge!
Efter fire timer dukker vores bil op, og vi fejre det med en flaske vand. Solen har været lidt tvivlsom, og forsvinder helt. Temperaturen kommer ned under de 30oC.
Vi triller tilbage til camperpladsen, og booker en ny nat. Hun sagde noget om en gratis nat i går, hvad er det. Det er i et andet resort, langt ude i outbacken, men alligevel på vejen til Alice Springs (hvis et U gælder).
Rikke laver kaffe, mens jeg kalkulerer diesel forbrug, og ikke mindst behov. Her ude er det så dyrt, det kan betale sig af administrere, så man har til næste tank.
Vi håndvasker lidt tøj på vaskeriet, og hænger det op mellem træerne ved siden af bilen.
Jeg er blevet temmelig langhåret, og når jeg ikke får et morgenmad, har jeg pingvinfrisure. Der er stikkontakter på toiletterne, så Rikke klipper mig, inden aftensmaden. Den laver Rikke, mens jeg små sover under bruseren. Ris med kylling og satay, efterfulgt af friskbrygget kaffe på verandaen.
Før maden når vi lige op på et lokalt udkigspunkt, og ser en enkelt solstråle spille over stenen. Alle på pladsen rundt om os, taler tysk. De busser, vi har mødt på roadhousene har haft tyske gæster med. Faktisk mener vi, at alle de campere vi ser, som IKKE har et flag i bagruden er tyskere. Vi har set ét svensk og ét østrigsk flag.
Det bliver mørkt, og jeg sender Rikke i bad, mens jeg propper vores ting tilbage i bilen. Der er stadigt god plads, når tingene er pakket rigtigt. Det skal ikke glide for meget rundt, når man kører. Vasketøjet er næsten tørt; en enkelt trøje, der ikke er af det rigtige materiale, er stadig våd.
I morgen er planen: At se solopgangen på stenen, jeg skal op på den (religion, eller ej), og så køre ud til Olgas, som er en samling store sten. Gad vide hvor meget der holder?

10/2. MOUNT CONNOR
Vækkeuret støjer klokken 6.00, og jeg linder optimistisk på gardinet. Joe - der er lidt stjerner fremme, ikke mange, men der er en chance for en solopgang, med solen som aktiv deltager. Rikke påstår, jeg stråler som solen i går morges. Fatte ikke hvad hun mener; det var jo regnvejr!
På vej ud til, og gennem parken, ser jeg en del vandrende pinde og en lille mus krydse vejen. Temmelig uheldigt valgt tidspunkt, trafikken er ret tæt.
Ud til den store sten, hvor der allerede holder mange. Enkelte personbiler, mange backpacker busser og endnu flere store luksusbusser. Det vælter rundt med japanere og tyskere. Blitzene går af som til en Oscar uddeling, men der er jo også kun små 300 meter til stenen.
Solen "står op" bag skyerne, og folk, inklusiv os, finder morgenmaden frem. Pludselig kommer der lidt mere lys på stenen, sådan cirka den tid, det tager mig at spise et kvart stykke med Nutella. En ældre japaner forsøger at klatre op på vores bil, for at få et foto. Han ser ingen gang flov ud, da han ser, vi sidder i bilen: Han ryger ned. Så bliver skyerne igen helt massive, og alle kører.
Vi triller tilbage til kultur centret, for at få morgenkaffen. De skulle have åbnet, og vi er små ti mennesker, der prøver at komme ind, men der er gitter for døren. Vi prøver udgangen, hvor der står, man ikke må gå ind. Bingo, her er åben, og de sælger kaffe.
Så gør solen sin entré, og vi kører tilbage mod stenen, og skyder et par solfotos på afstand. Rikke bemærker nogle "myrer" på stenen. Hov, der er åben!
Helt ud til stenen, på med skoene, og så der op af. Fik vist ikke lige remset nogle data af om stenen i går. Den er 3,6 kilometer lang, 2,4 bred og 398 meter høj. Man mener, at kun en tredjedel stikker op af jorden, men det er imponerende nok. Den er lavet af granit smulder, der er presset sammen til klippe igen for sådan cirka 300 millioner år siden.
Har lidt kvaler, med abo'ernes ønske om, at vi ikke skulle kravle op på den. Mine kvaler bliver ikke delt af 250 tyskere, 350 japanere og to englændere, så mine forsvinder også.
De første 20 meter er uden gelænder, og temmelig stejle. Så kommer der en kraftig kæde på små pinde, man kan klamre sig til. Omkring 800 meter oppe flader det lidt ud, og efter 1600 meter er man på toppen, næsten. Den ligger nemlig i den anden ende af stenen. Temmelig ujævn, med store tværgående grøfter, op til ti meter dybe. Der er en forbavsende tolerance blandt folk. Alle får lov til at gå i deres tempo, og hvile, mens de har et fast greb i kæden. Andre når op, uden at røre den. Selve overfladen bærer ikke præg af, mange mennesker har gået på den, den er stadig lige så grov, som de jomfruelige områder.
Når endelig den øverste top. Lidt forbavsende gror der træer, få meter fra toppen. Græs, buske og blomster danner en smuk lille have, som meget få når til. Toppen er vendepunktet. Får taget et foto af mig, og en del af omgivelserne, før nedturen starter. Den er hård ved knæene.
Vi når helskindet ned, og kvæler en flaske vand hver. Så kører vi tilbage til "byen", hvor vi tanker diesel og mad, før vi vender tilbage til parken, for at besøge Olga.
Det er en samling klipper, som er temmelig store. Den højeste, Mount Olga, er 500 meter bred, 1000 meter lang og 546 meter høj. De ligger 50 kilometer fra Ayres Rock, og kunne tydeligt ses fra stenen.
På vejen ud ser, og fotograferer, vi lige en thorny devil, og ser desværre også to, der er blevet kørt over. Det er virkelig nogle pragtfulde dyr, totalt tornede, meget langsomme, flotte farver og meget vågne øjne. Kunne godt tænke os et par der hjemme, men 2000 små sorte myrer om dagen?
Vi ser også mange andre dyr, som jeg allerede har nævnt: Kaniner, halsbånds parakitter, sort/hvide skader, fluefangere, spurve og krager, store sorte krager, et vælg af småfugle, måske en goals amadine, toppede duer, små rosa kakkaduer, zebrafinker, honningædere, mange små falke, lidt større glenter/våger og en enkelt stor ørn. Et par varaner og kongeskinke, den ene er lige lovlig smart. Den sidder midt på kørebanen, så jeg må lave en brat undvigelsesmanøvre, for at undgå den. Bremser for at fotografere den, men da jer er tyve meter fra den, forsvinder den som et lyn, ind i de tætte buske. Ignorerer biler, men flygter fra mennesker, den bliver ikke gammel på vejen!
Vi standser på udkigspladsen et stykke fra stenene, og Rikke fremtryller en lækker frokost. Solen er for alvor kommet frem, og termometeret sniger sig meget hurtigt op på 40oC.
Vi vælger at tage den lille èn times tur. Den store Wally Of The Winds tager tre timer, og ville førere os syv en halv kilometer gennem brokkerne. (Navnet får mig til at tænke på kål eller bønner).
Den lille tur bringer os ind i den smalle kløft mellem de to største sten. Disse sten består af hoved store granitsten, der er cementeret sammen af basalt. De smuldrer - flere centimetermeter på et par millioner år.
Udsigten er fantastisk: Mørkebrun klippe bliver brudt af smaragd grønne buske og over er himlen ultra blå himmel. Mange af træerne har mistelten siddende, en anden type, end vi er vandt til.
Et godt stykke oppe finder vi et vandhul med insekter, vandplanter og nogle store haletudser. Nogle krager skriger melodiøst (ikke som der hjemme) til hinanden, og hvis det ikke var for ti højtsnakkende tyskere, havde her været rigtigt rart. Vi går tilbage mellem de to 4-500 meter høje væge, mens vi nyder udsigten.
Tilbage til "byen" efter vand, og så i retning af Stewards High Way. Vi standser ved Mount Connor, hvor jeg fotoraferer bjerget, og nogle smukke hvide blomster i det røde sand.
Vi tanker igen, og finder ud af, hvorfor det hedder back-packere. Jeg har altid troet, det havde noget med rygsække at gøre. Efter at have set, hvordan ni back-packere samt en chauffør bliver presset ind i en bil magen til vores forstår jeg, at det er fordi de bliver pakket bag i bilen! Da de overhaler os, ser vi de sidder presset op af bagruden, og så spiller de kort. Forståeligt nok; de sidder og kigger på hinanden (på langs i bilen) og kan ikke se ud. Hvad skulle de ellers lave?
Vi lærer i øvrigt, at hvis man ikke tisser på en tank, og så heller ikke skal tisse fem kilometer efter, er man dehydreret!
Vi svinger nordpå, 100 kilometrer før Stewards High Way, for at komme op til Kings Canyon. Det skulle være et under skønt sted. Fantastiske klippeformationer, den mest alsidige flora i Australien og vandfald.
Vi kører op gennem et rigtigt smukt, frugtbart landskab. En gruppe undulater og to flokke numpher krydser vores vej. En lysebrun varan "skjuler" sig under en busk, men vi ser den tydeligt. Vi kører langs en kløft, hvor vi kan se over på den anden side. Toppen er røde klipper, der revner. Bunden er frodig græsmark, med buske og store spydtræer. Når de er unge, er de bare en armstyk stamme på optil tre meter ,med meget tynde, korte side grene. Senere bliver de som frugttræer.
En meget stor rosa/hvid kakkadue er ved at blive frontfigur, men klarer den. Vi ser en reklame for helikopter ture til 130 kroner, det må vi prøve! Finder helikopteren, som ser fin ud, og de to piloter. Aftaler, vi kigger forbi i morgen, og får en tur. En enlig dromedar på en mark er reklamen for kamelridning - nej tak.
I solens sidste stråler kommer vi til Kings Canyon Resort, hvor vi fik en fribillet til, værdi 250 kroner = én overnatnings parkering! Her er pæne faciliteter, selv pool.
Desværre bruger de gule lysstofrør på toiletterne, det trækker næsten ingen insekter til. Her er kun en masse mini oldenborre, nogle enkelte i almindelig størrelse, nogle træsaft-tæger og en enkelt meget slank knæler. Rikke finder en to-krone stor edderkop, som hopper på en pudsig måde, når man stresser den lidt.
Vi checker ind, og Rikke kokkererer, mens jeg skriver. Så vasker Rikke tøj og sig selv, mens jeg skriver. Så læser Rikke om, hvad vi skal se i morgen, mens jeg skriver (Vi burde helt klart opleve lidt mindre hver dag!). Ud over helikopterturen, har Rikke fundet et fire timers track, som skulle bringe os forbi nogle meget smukke naturscener.
Klokken er lidt over elleve, og det har været en lang dag. Jeg snupper et bad, og så i posen.

11/2. KAMELBURGER
Vågner op til pragtfuld solskin. Hygger med morgenmaden, og finder ud af, vi deler plads med en masse små sorte myrer. Vores bil har for resten lige haft jubilæum, en måned, omkring 10.000 kilometer.
På vej ud af campen, køber vi et "pas", så vi senere i dag kan køre gennem et abo' område. Mens Rikke ordner det, fejer jeg små tusinde små sorte myrer af vores bil. De sidder øverst på forruden, foran og i kager bad den ene stænkklap. De bliver rigtigt godt modtaget af de lokale små sorte myre: De danser i hvert fald rundt.
Først tager vi ud i Watarrka National Park, for at gå en lang tur. Bliver temmelig overrasket over at se fem store busser og ti back-packer busser her. Campingpladsen var næsten tom. Det viser sig, at alle buspassagererne og nogle af back-packerne bare var her for solopgangens skyld, så vi møder ikke så mange på det lange track. Det er seks kilometer og velafmærket, og fører os først op på kanten af Kings Canyon. Så går det langs kanten, fra den ene fantastiske udsigt til den anden.
På det meste af turen ser vi nogle rigtigt smukke vagler eller duer. De flyver næsten ikke, siger som duer og ligner en mellemting. I starten af turen er stien flankeret af vilde, gule evighedsblomster.
Et calotes/firben lader sig uforstyrret fotografere, mens det kniber lidt med fuglene. Som sagt er her fantastiske udsigter, både ned gennem kløften og på de slidte og revnede sandsten. Nøjsomme planter klynger sig til dem, nogle er smukke bonzaier. Den røde klippe, de grønne planter og den blå himmel med spredte hvide lammeskyer giver fantastiske motiver. Det bliver en dyr tur, jeg tror gang på gang, jeg nu får det ultimative foto, og pludselig er filmen brugt. Nu film i, og så fortsætter jeg.
Vi når Garden of Eden, som er en dyb kløft, med permanent vandhul. Her gror nogle palmelignende planter, der er en mellemting af cucas og palmer. Store hvide eucalyptus, med helt hvide stammer når til kanten af kløften, neden under er et grønt tæppe af blandede buske og planter.
I et af vandhullerne svømmer et par ænder rundt, og der skulle være to slags frøer. Vi klatrer op på den anden side, og kommer til et meget tørt plateau. Her gror forskellige bonzai, den ene mere spændende end den anden (1/2 film til). Et flot firben poserer velvilligt, og farverige blomster foto-frister også.
Vi er efterhånden godt trætte, da vi endelig når bilen. Vi havde to liter vand med, og nu ryger der lige halvanden til. Sidder og gisper lidt, og er så nødt til at køre, for at få lidt frisk luft.
Vi tager ud til King's Canyon Station. Det er en kombineret campingplads, kamelfarm, tankstation, blandet landhandel, café, og helikopter plads. Vi starter med maden, og jeg kombinerer med kamel, ved at tage en kamelburger. Det ér kamel (dromedar) kød, men smager ganske almindeligt.
Så er det tid til lidt mere luft; en tur i helikopteren. Vi får instrukser, bliver spændt fast og så letter vi. Flyver ind over stationen, over en regnvands sø, ind over klipperne, Garden of Eden og lejren vi sov i. Rigtig fed oplevelse, det kunne jeg vende mig til.
Det er ved at blive sent, hvis vi skal nå 170 kilometer off-road, så vi haster videre. Tilbage gemmen lejren, hvor vi lige tanker (for en gangs skyld). Ved siden af os, holder en bilfuld abo'er (de første vi har set i mange dage), de hører didgeridoo på bilens anlæg.
Vi købe også et bad, vi er modne, og ved ikke, hvornår det næste dukker op. Mens Rikke er i bad, får jeg ordnet forruden af en fugl. Den starter med insekterne i køleren, og kommer så op på vinduesviskerene og slikker nektar af, fra de splattede insekter.
Så går det ud mod MacDonnell Range, som ligger midt i abo-land. Desværre har de besluttet at afbrænde en stor del af det område vi kører gennem, for nyligt. Træer og buske står tilbage med sorte stammer og blade.
Vejen er det mest elendige, vi endnu har kørt på. Vi passerer en flok vilde æsler, som står midt i det afbrændte. Et andet sted er flammerne stadigt i gang med at forny landskabet, det lugter helt specielt, når eukalyptus brænder. En enkel dingo krydser vejen i målbevidst løb, ellers ser vi kun fugle, de fleste er rovfugle. Genkender en lille diamantdue (tror jeg nok).
Solnedgangen er fantastisk, blå-violer-rød. Desværre kommer den lidt tidligt, vi er stadig inde i parken og abo-land, og må (og vil) ikke overnatte. Det er hårdt at køre på den elendige vej i mørke. Mange af hullerne kunne smadre bilen, og sanddyner er lumske.
Vi kommer endelig til en tank, hvor vi måske kan overnatte. Det vrimle med suspekte abo'er, og bygningerne virker meget mørke. Vi standser ikke, men laver et U, og er hurtigt tilbage til vejen. Næste stop er Hermannsburg, om jeg har mistanke om, er mere "hvid".
I bygrænsen kommer vi til asfalt, efter 196 kilometer vaskebræt med huller. Skummel by, baraklignende huse, posthuset en ruin og gamle smadrede biler. Der er en campingplads, men...
140 kilometer til Alice Springs, og Rikke lader til at kunne lide ideen. Vejen er god, men så kommer der lidt vejarbejde og Detours. Så bliver vejen ensporet, pudsigt, når vi er på vej til en stor by?
Passerer en bil med kølerhjelmen åben, og en flok abo'er omkring. Rikke virker lettet, da jeg ikke letter på gassen. Endelig når vi Alice Springs, hvor vi kører ind til centrum. En åben KFC frister, vi når den fem minutter i lukke tid. Finder i den forbindelse ud af, vi skulle have sat uret en time tilbage, da vi kom til Northen Territories.
Jeg graver rødt støv ud af bilen mens Rikke bestiller mad. Vi får lov til at blive siddende efter lukketid, og får massere af ekstra mad. Kører ud til en campingplads vi så, da vi kom ind til byen. Ringer efter portien, og får en plads til 80 kroner.

12/2. PIZZAHUT
Det er allerede temmelig varmt, da vi modvilligt vågner ved halv titiden. Efter en grundig rengøring af "sengen", og lidt morgenmad, forlænger vi vores ophold på pladsen, og tager ind til centrum.
Meget hyggelig by, med flere store malls og gågader med små forretninger. Starter med morgenkaffe og planlægning på en café. Så finder vi en fotoforretning, der kan fremkalde APS film, og lave foto-CD. Rikke køber noget hemmeligt?, og så hygge-shopper vi lidt.
Finder en PizzaHut, med Spis Hvad Du Kan for 35 kroner - bøvs! Lækre pizzaer og salat, men deres chokolade musse er langt fra som svigermors. Rikke har forelsket sig i min kikkert, så vi finder én til. Køber lidt fødevarer, smag og kvalitet er sekundært, det vigtige er beholderne må ikke være over 18 centimeter høje; ellers kan de ikke være i madkassen.
Er tilbage til bilen lidt over tre. Det er kun 34oC, men lidt for sendt til at besøge et af byens terrarier. Her er mange abo'er, mange ser pæne ud, men føj hvor de lugter! Vi kigger på gallerier med abo-kunst. De flotteste er fusions-kunst, og prisen for en lille kvadratmeter lærred er 20.000 kroner. Mange didgeridoos og boomeranger med udsmykning, de sidstnævnte ser meget maskinfremstillede ud.
Vi sidder og sumper lidt i bilen, og triller så op til et udkigspunkt, hvorfra men kan overskue byen. Mange træer giver skygge i gaderne. Lagde ikke mærke til der nede, men herfra skjuler de næsten byen.
Tilbage til pladsen, hvor Rikke skriver postkort, mens jeg rengøre det forreste af bilen, og flytter lidt rundt med tingene. Sædeovertrækkene ryger af, og så har vi helt nye sæder.
Efter bader hygger vi med stearinlys, og en flaske bobbelvand med passionssmag. Der står ikke, der er alkohol i, men det er der helt klart! Goidnat, vi slover goydt

13/2. KARTOFFEBÅDE
Er temmelig tidligt oppe, så vi efter morgenmaden kan tage ind og hente fotos, og så tage ud til statens største krybdyrsamling. Fotoene kostede "kun" 880 kroner for to aftryk af seks film plus foto-CD og nye film.
Går over til terrariet, men pigen i indgangen fraråde os at gå ind nu, de har lukket en del af i formiddag, da de støber. Jeg er ikke tændt på ideen, krybdyr skal ses om morgenen.
Tilbage til bilen for at se fotos. Desværre er de ikke så skarpe, som de kan blive. Laboratoriet har sløset, men ikke nok til at jeg tror jeg får noget ud af at klage. Rikke for sorteret, og det bliver en tung pakke til hendes mor.
Over til en anden tre-timers parkeringsplads, og ind til Subway efter lidt mad og kaffe. På posthuset får vi sent pakken til Lene. Urmageren har målt på Rikkes ur batteri, det er i orden, så det er uret det er galt med. Garantien dækker stadig, når vi kommer hjem.
Så går jagten ind på en internatserver, hvor vi kan få lov at ligge fotoerne, så Jesper kan hente dem. Finder en internatcafé, men de har ikke en server (?). Et computerfirma mener de kan, kom om en time.
Tilbage til gågaden, hvor vi finder lidt brandstof: Fed karamel/banankage med tyk chokoladehøvl, samt friturestegte katoffelbåde med chilly- og cremefraiche dip
.Tilbage til computerkontoret, hvor de har lagt det på serveren, og nu gerne vil have 135 kroner. Det får de, det var nok bare billigt sidste gang.
Ind til centrum igen, Rikke har spottet en tattooshop. Fyren mener bare ikke, det er en succes, at tatovere dér, hvor Rikke vil have det. Lettere skuffet bliver hun slæbt ud af shoppen, og ind i et supermarked, for at finde aftensmad.
Så kører vi ud til byens Desert Park, om hvilken Sir David Attenborough har udtalt: There is no museum or wildlifepark in the world that could match it!, så mon ikke det er et besøg værd? De anbefaler mindst tre timer, og lukker om to. Der er mange aktiviteter i løbet af dagen, så det bliver i morgen.
Vi har ledt i tre stater efter et lille klapbord, og kun fundet store. Jeg får en ide, og vi finder en trælast. Flink fyr finder, og skærer, hvad jeg behøver, og vil ikke engang have penge. Her burde vi handle lidt mere!
Hjem på pladsen og snedkerere. Det bliver til et lavt kaffebord, og et passende højt spisebord. Alt lavet af en plade, en pind og så bilen. Så er Rikke det, vi kalder en "happy camper", en cliche vi ofte bruger (da vi første nat kom på pladsen, midt om natten, blev det til "heavy camper", da jeg skruede godt to tons Toyota ind mellem teltene). Imens laver Rikke cafe latté med vanille smag. Vi hygger i skyggens 40oC, og tager et slag kort. Rikke vinder retten til tøjvasken. Jeg tror hun snød, men lader som ingen ting.
Jeg har snart farve og lugt som en abo, så jeg snupper et bad, mens Rikke hygger med lidt tøjvask. Aftensmaden er middelhavsinspireret og rigtig lækker. Den efterfølges af is og kaffe.
Som sagt er det en vældig hyggelig campingplads. Her er ingen børn, og vores naboer er stille unge mennesker. Til den ene side har vi to formodede israelere og til den anden; et australsk/fransk par. Talte lidt med australieren i går, og nu har han lige været ovre for at få gode råd?! Der er næsten altid én af vores naboer, der hører stille og god musik, til maden hørte vi Simon & Garfunkle, Brigde Over Trubled Water. Hvis de hører radio, finder de samme kanal!
Pladsen er også lækker fordi; her er ingen fluer og små sorte myrer. Faciliteterne er pæne, og vi har dem næsten for os selv.
Over for os er en stribe hytter. De hedder Ascot, Hilton, Winsor og så videre.
Vi går tidligt i seng, vi skal opleve en masse i Desert Park'en i morgen, fra halv ni.

14/2. DESERT PARK
Uret trutter klokken 8.00, og det er allerede 26oC. Vi er i Desert Park'en klokken ni. Flotte bygninger, der ligger harmonisk i landskabet. Vi går en lille tur i den brændende sol, og er oppe ved Nature Theatre't da de starter et Bird Of pray Display.
Gule beton siddepladser med lidt polster, omkring et stykke af ørkenen. Ingen scene, bare grus, sten og tørre grene. Over vores hoveder giver store sejl den fornødne skygge. Virkeligt flot lavet.
En medarbejder står og fortæller og rovfugle generelt, og da hun så går i dybden med sortbrystede våger, kommer der én cirklende højt over "scenen".
En medarbejder kommer forbi, og ligger et grønt emuæg, i en typisk emu-grene rede. Vågen kommer ned, finder en hønseægge-stor sten, og knalder den ned på emuægget. Det er ikke noget de har lært, men et instinkt, som kun to fuglearter har (den anden i Afrika, så vidt jeg husker).
Vågen, som vi i øvrigt har set mange af, forsvinder, og vi hører lidt om den sorte glente. Den lever af firben, så den har lange ben, og små kløer. Den slår pludselig èn ned på scenen, hvor der er blevet smidt lidt kødstykker. Den spæner rundt, og "fanger" dem. Så demonstrerer den, hvordan den dykker med V-formede vinger. Den trækker videre, og vi får lidt at vide om ørnene.
Sør'mene, og der ikke dukker en ørn op over bjergkammen. Den cirkler mange gange over os, men vil ikke komme rigtigt tæt på. Forklaringen kommer ind over bjergkammen: To udvoksede kilehalede ørne, der ruger i nærheden. Den tre-årige vi ser på, er ikke velkommen! Den sætter sig i klipperne, temmelig tæt på, og vi kan se, hvor stor den er.
I "gamle dage" levede de af friskfangede dyr og ådsler. Så kom de hvide og ændrede landskabet. De havde en krise, til kaninerne kom, så var der fest. Nu er kaninerne på stærkt tilbagetog (udlagt kaninpest), og de må nøjes med road-kills, til de oprindelige dyr er oppe i antal igen.
Der er en stribe af foredrag og demonstrationer i løbet af dagen; Medicinplanter, mad i ørkenen, den levende ørken, specielle ørkendyr med mere.
Vi springer over, og nøjes med at besøge de forskellige områder: Kengaru- og emu fold, sand landet med salt- og ler søer, ørken-flodsengen, og trælandskabet.
Hver landskab har en stor voliere med stedets typiske fugle. Prinsesse parakitter, isfugle, zebrafinker, undulater, elegans, slagterfugle, bablere, og omkring 30 andre arter. I flodsengen er også et lille akvarium med frøer (påstår de) og fisk.
Et enormt stort nathus, med rigtigt store terrarier viser alt fra mikro mus til store pung-pindsvin. Slanger, skinke, gekkoer, possumer, fugle, musse/katte-agtige pungdyr, flagermus - ja, simpelthen det hele. Der er også et terrarie til dagsdyrene. Alle bure, voliere og terrarier er utroligt flotte, og vi ser ikke èn eneste foderskål, eller "slidt" fodreplads.
De har også en café, som vi lige må prøve. Bagefter bliver Rikke i skyggen, mens jeg med dødsforagt kaster mig ud i de 41oC, for at se flodsengen.
Der bliver vist en film i biografen hver hele time, om ørkenen og dens beboere. Lidt tynd, men selve biografen er fantastisk. Foran lærredet er ørken med grus, sten og klippe. Efter filmen glider det store lærred ned i gulvet, og vi sidder og ser på resten af ørkenen, ud gennem de enorme panoramavinduer.
Der er et museum i samme hus, men vi går det bare meget hurtigt igennem, vi skal se et andet.
Campingpladsens genbo er et stort kompleks med kunst-, abo-, flyvende dokter-, naturhistorisk-, kulturhistorisk- og hvad ved jeg -museum.
Vi har fået anbefalet det naturhistoriske, og det viser sig at være flot. Det er ikke så sort, men har en god geologisk gennemgang med prøver. Mange af statens dyr i udstoppet udgave, og nogle fossile fund, blandt andet et næsten komplet skelet af en tre meter høj "gåse-struds", den største fugl, nogensinde.
Tilbage til campingpladsen, hvor "familien" dukke op, lige ved siden af os. De passerede os ved Dog Fence't, og så har vi set den fire gange siden, ved seværdigheder, på campingpladser og i King's Canyon. Manden undskyldte meget, at de først kom nu, de havde ligget på en anden plads.
Vi planlægger de næste to-tre dage, og tager et bad, og så på med det fine tøj: Rikke har inviteret mig på Vallentines Day-middag. Receptionisten har reserveret for os, og vi er der på slaget. Steddet er Overlanders Steakhouse, midt i centrum. Spændende menukort (www.owerlanders.com.au), specielt deres 'Drovers Blowout', som vi tager i en modificeret udgave. I stedet for græskarsuppe, tager vi kammuslinger i henholdsvis mornay sovs / bacon med worcestershire sovs. Det bliver fuldt af en tallerken med krokodille tilberedt som høns i aspars, smagen meget tæt på. Kangaru med rødvin/svampe sovs, emubøf og kamelbøf med blommesovs.
Så følger hovedretten, hvor Rikke vælger ribeye steak med rødvin/svampesovs, bagte kartofler med ost, en halv majskolbe og broccoli. Jeg tager barramundi, som er en torkelignende fisk. Mornay sovs, og samme tilbehør som Rikke.
Til dessert vælger vi æblekage med sourcreame / marence med flødeskum, jordbær og passionsfrugt coulis. Det bliver fulgt af kaffe og baleys. Der komme to ekstra glas baleys fra bord 11: Receptionisten med kone/kæreste. Alt maden er ad libitun, men kan altså ikke rokke med ørene. Rikke slipper med 700 kroner.
Tilbage til pladsen gennem en sværm af små græshopper. De er alle steder, omkring og i, toiletterne. Det er stadigt rigtigt varmt, og meget svært at falde i søvn. Klokken ét er temperaturen nede på 30oC, og den kommer ikke, som forventet, længere ned. Det plejer ellers at blive koldt mellem fire og syv.

15/2. GRÆSHOPPER
Vågner temmelig klistrede, da solen begynder at bage på bilen. Jeg får skrevet og afsendt gårsdagens dagbog, mens Rikke nyder et svalt brusebad. Morgenmad, og så skriver Rikke postkort mens jeg bader. Det vælter rundt med små græshopper, hvor er fuglene, når man skal bruge dem? På vej ud af pladsen betaler vi for en nat til.
Direkte ind til terrariet, hvor en fyr nu anbefaler os, at komme tilbage om en time, når der er "tage ud og røre ved-show". Han siger, det kun tager tre til fem minutter at se resten (af statens største samling af krybdyr?!). Så kan de rende os!
Ind til centrum, for at bytte Rikkes nye bukser, hvor shorts'ne var for lange, når hun lynede benene af. Finder nogle kortere shorts, og så skulle hun måske have en matchende skjorte? Her inde vælter græshopperne også rundt. Der sidder 15 per meter i en smal træinduskarm, men de generer egentlig ikke nogen. En sjælden gang flyver de ind i en, ellers er de der bare.
Det er for sent (og måske varmt) til at tage ud i naturen, så vi tager en slapper i byens caféer og shoppe. Vi finder biblioteket, så jeg kan se, hvordan vi fortsat kan få SMS statuser, samt se, om min telefonregning er ved at løbe løbsk. Det første er meget enkelt, men regningen kan man ikke se, da de laver EDB-omlægning.
Lidt mere rundt i byen, for at finde aftensmad med mere. Pudsigt nok ender vi flere gange på små hyggelige caféer, hvor de sælger lækre små retter.
Forbi en tank på vej hjem, for at få dele til en "bordlampe". Jeg vil bruge nummerpladelyset, til at lyse bordet op.
Når jeg nu har værktøjet fremme, hæver jeg rattet, så mit sæde kan hæves, uden jeg får lårene i klemme. Rikke lærer at checke olie og vand.
Vi får nye naboer; et australsk/østrigsk par, som kan fortælle en masse spændende. Hun har abo'venner hjemme i Vest Australien, men er modvilligt blevet racistisk af at møde andre abo'er rundt om i Australien. De har blandt andet fået stjålet en køleboks med mad, da de var ude i en af de kløfter, vi skal/skulle se i morgen.
De skal hente deres bil på værkstedet (fået skiftet en fjeder), og vi hopper en tur i pladsens pool. Kors, hvor var det lækkert! Solen forsvinder bag skyerne, og det er knapt så varmt. Rikke laver kaffe, mens jeg pusler lidt mere med bilen. Blandt andet et moskitonet til bagdøren, så vi kan lade den stå åben, uden Rikke bliver ædt. Hun fik 16 mega-stik i nat.
Så er der dømt camping hygge bag bilen. Rikke begynder på aftensmaden, der blandt andet omfatter limefrugter fra træet ved siden af vores plads.
Der kommer mørke skyer, måske var det ikke en joke, da der stod regnvejr på menukortet i går aftes. Vi når at nyde maden, før det begynder at dryppe. Hurtig opvask og oprydning mens Rikke vasker tøj. Så sætter vi os ind i førerkabinen for at spille kort og bælle appelsin-champange. Den var ikke dyr, men pengene værd. Det drypper stadigt en anelse ved ni-tiden, og temperaturen er helt nede på 28oC.
Rikke begynder at læse om Tasmanien, mens jeg skriver, og tager bad. I morgen må vi hellere tage ud i naturen, før vi gror fast (og så eventuelt komme tilbage og sove her).

16/2. BEGRAVET PÅ MÅNEN
En hyggelig nat, hvor regnen trommer på taget (uden at komme ind), og temperaturen holder sig behageligt lavt. Tidligt op, mad, checke ud, og vi når Flyns grav klokken ni.
Han er en temmelig berømt person i Australien. En stor vej, og nogle andre geografiske steder er opkaldt efter ham, og hvorfor? Han var stifteren af De Flyvende Læger! Han har fået en rigtig flot gravsten: En af Devils Marbles.
Vi er på vej vestpå fra Alice Springs, og vælger et nordligere loop, end det vi kom af. Det bringer os forbi Standley Chasm. Det er en smal klippespalte, der er 50 meter dyb. Man går i bunden, og det minder forfærdeligt om Petra i Jordan, bare lidt mindre. Jeg ser en flot udsigt, og peger. Rikke siger: Den er vel nok sød! Lettere forvirret får jeg øje på en klippe wallaby, som sidder og putter i en hule, meget nuser!
Længere inde i kløften finder vi et vandhul. Her er haletudser, små fisk, mange vandkalve og nogle skorpionstæger. Rigtig smuk natur, med store klippestykker, frodigt vegetation og store lodrette flader af klippe. Godt svedige kommer vi tilbage til bilen, og fortsætter til næste seværdighed langs vejen. På vej ud, er vi ved at skræmme livet af en rigtig stor varan.
Ude på vejen finder vi en tæppe pyton, der desværre var lidt for langsom. Det var nu ellers en rigtig flot slange.
Så når vi Ellery Creek Big Hole, som er et stort vandhul i en udtørret flod. Her er permanent vand, til stor glæde for dyr og mennesker. De lokale plasker rundt; det er deres strand. Vi spiser et par sandwich, som vi købte ved Standly Chasm. Går en lille tur, og fortsætter så mod Serpentine Gorge.
De seks kilometer indkørsel er kun for 4WDere, og så skal man gå adskillige kilometer i løst sand, for at komme til starten af den næsten lodrette sti til udsigtspunktet. Det er lavet sådan med vilje, det begrænser slidtagen! Rikke vælger at blive siddende og læse om Tasmanien, mens jeg svedende knokler på.
Jeg når toppen, og kan skue ned gennem den snoede kløft. Hvis man ikke har været i King's Canyon, er det nok flot, men jeg er skuffet. Meget golde klippevæge og ikke så meget andet. Det mest spændende på turen er de bitte små agerhøns, som kun modvilligt flyver op foran mig.
Næste kløft er Ormiston Gorge, som også byder på anstrengende klatren til et udsigtspunkt. Det er placeret i et V-knæk af kløften, og så er der vist ikke mere at sige om det. Man kan også gå ned til vandet, hvor der også er en badende familie. Nogle små ænder plasker lystigt rundt, og på den modsatte bred sidder et par slagterfugle. De er, som så mange andre fugle her nede, sorte og hvide. De har fået deres navn, fordi de fanger småfugle, sætter deres hoveder fast i en grenkløft, og pelser dem.
Der er ikke mere asfalt, men 70 kilometer til Gosse Bluff, som er et meteorkrater. Det blev opdaget af en fyr, hvis navn jeg pinligt nok har glemt. Han var den første, der fik den ide, at meteorer kunne ramme jorden, og at det var sket. Han har opdager rigtigt mange af de kendte meteorer og meget andet flot.
Han døde som 50-årig, i en frontal bilulykke, lige her omkring. På sin vis passende? Som sagt var han en stor mand inden for sit felt, og hans ønske var, at blive begravet på månen! 28 gram af hans aske er faktisk sendt derop, og ligger nu på månen i en lille kulfiberæske! Så kan Flyn komme med sin stenkugle!
På vej ud af vaskebrættet siger Rikke pludseligt: Lugter her ikke af gas. Vi har begge ruder rullet helt ned, og vores gas ligger bagerst, under sengen. Nu er det jo ikke til af spøge med, så jeg holder ind, finder gasflasken, og lukker for den! Hjulnøglen var nok faldet ned på den?
Her ude har det regnet en del. Selv på asfaltvejen var der advarsler om vand på vejen / bortskyllet vej. Sidevejen til meteorkrateret er Only 4WD, og med god grund. Ud over det er meget ujævnt, er der kæmpe mudderpøle, her og der. Vi rammer den første med vinduerne åbne, og det er en klar fejl!
Det tyktflydende vand vælter ind over os, og forruden bliver totalt uigennemsigtig. Ikke som jeg kender det fra Land Roveren, hvor man kunne have lavet det samme tricks, med åben bil.
Vi når det fem kilometer store krater i vores "Red Dog". Det er også et helligt sted for abo'erne: Stjernerne holdte møde, og Nordstjernen tabte hendes og morgenstjernes barn, som faldt ned på jorden, og blev begravet i støvet. Det er jo egentlig meget tæt på sandheden, og det skete for 300.000 år siden!
Det ærgerlige er bare, af de ikke tillader, man skover lidt af de høje buske, så man kunne få fornemmelse af, hvad man stod i. De har i øvrigt også leaset dette område til staten, og beholdt råderetten, og alle andre rettigheder.
Vi triller tilbage gennem mudderhullerne, og vælger at færdiggøre loop'et, ved at fortsætte til Hermannsburg. Vi ser to små Thorny Devils, den første er en pige, den anden standser vi ikke for. De er åbenbart temmelig almindelige, folk ser dem bare ikke.
Vejen bliver af uforklarlig årsag asfalteret på 20 kilometer, og så den tidligere afprøvede og elendige jordvej til Hermandsburg. Vi ser adskillige nyere, men temmelig hærgede biler stå midt på kørebanen, det er abo'er, der er hjemme i weekenden.
Denne gang er vores planlægning bedre, vi når Alice Springs før det er mørkt. Ind på den sædvanlige campingplads, hvor Rikke laver lækker mad, af det forhåndenværende, og så lidt fra købmanden. Kaffe efter maden, og så vasker jeg bil indvendigt, i håndlampens skær, mens Rikke bader. Har ikke fundet et sted, hvor der ikke er blodlignende mudder, men jeg er heller ikke færdig.
Vores australske/østrigske nabopar er helt færdige af grin. De har kørt i et halvt år, og deres bil er næsten helt ren. Jeg fornemmer faktisk lidt misundelse fra hendes side.
Rikke læser om Tasmanien mens jeg bader, og går så i brædderne med et hult drøn. Jeg skriver dagbogen færdig, og får sendt den af sted. I morgen skal vi syd på, gerne af nogle små off-roads tracks, øst for Stuarts High Way. Måske 500 kilometer ned til Marla, og så indover til Oodnadatta og Marree. Nu må vi se.

17/2. 60.000 KM PÅ EN DAG
Sover begge som sten, til klokken er otte. Gør os hurtig klar til at køre, men bilen vil ikke. Der er ikke gang i gløderørene, og hvad ved jeg om diesel? Følger skinnen, der forbinder gløderørene, men kan ikke finde nogen ledning i enderne. En temmelig fed ledning hænger og dingler, uden at have noget at lave. Den passer meget godt, og jeg holder den på, mens Rikke drejer nøglen.
Vi får startet, og kører over på tanken, for at få diesel, stik og pærer til bordbelysningen. På med stikket, og vores Red Dog er kampklar. Et slag ind til centrum, når de nu alligevel har åbnet. Mad til de næste dage, og så ud på Stuart High Way og syd på.
Vi når et godt stykke, og ser så et par flokke undulater, fantastiske flyvere. To thorny devils har også forvildet sig op på vejen, dårlig vane.
Vi standser på Jim's Place, for at få morgenkaffe. Snakker lidt om off-road kontra hovedvej. Finder ud af at Finke (som jeg havde tænkt mig at besøge) er en abo' by. Det er jeg ikke så tændt på at bruge 500 kilometer på. En dame på et turistkontor fortalte, at ville man se rød ørken, skulle man ud til Chamber Pillar. Rikke finder et foto, hvor søjlen er omgiver af fin grøn vegetation. Det er næppe 800 kilometer værd. De næste tracks er mellem 1000 og 1200 kilometer, og der er faktisk ikke nævnt noget som helst, man kan se, udover ensomheden. Vi tager hovedvejen.
Vi når lidt længere, og så er der lige et 4WD-track til Henbury Meterite Craters. Der er kun 15 kilometer; det må ses. Vejen er glimrende, og kraterne fantastiske. Der er tre ved siden af hinanden, det største 180 meter i diameter og 15 meter dybt. Man kan tydeligt se volden rundt om, og det skålformede center. Et af de små er helt dækket af lav vegetation; det er tæt i bunden, og kan holde på vandet.
Der går et par hundrede kilometer, før der sker noget igen. Nogle fjerne røgskyer viser sig at være buskbrand. Meterhøje flammer fortærer vegetationen, helt op til vejen, men kun i et to-tre meter bredt bælte.
Kilometertælleren driller igen, vi bliver ved med at have kørt 229800X. Jeg splitter den helt denne gang, og få noget WD40 ind, hvor det hjælper. Kører hjulene godt rundt, men da jeg samler det, får jeg sat det 60.000 frem. Vi har kørt langt i dag!
Krydser grænsen til Syd Australien med 80, og kommer til et lidt tørre og bart landskab. Vi passerer en del køer, nogle krydser vejen, så jeg må bremse. Mens vi kører langsomt, ser vi begge en stor ko stå og gumle på et lårben. Overvejer at standse for et foto, men et 800 kilo rovdyr?!!
Endnu en enlig dingo krydser vejene. Vi så, og klappede i øvrigt én, hos Jim. Rigtig flot dyr, lignede en krydsning af en chefer og en mynde, med gylden kort pels.
Vi når Marla i de sidste solstråler, og standser for diesel og aftensmad. Brætstore skinkeschnitzler med flødekartofler og grønsager for to, til under 100 kroner. Klokken bliver ni, før vi tanker, og fortsætter.
Der er kun 80 kilometer til det næste road-house, og de reklamerer med gratis camping. Det lyder godt, vi har lige betalt 100 kroner per nat. Hvis det viser sig at være for usselt/abo'et/klamt, er der kun yderligere 150 kilometer til Coober Pedy, hvor vi kender en nogenlunde plads.
Vi møder kun to biler, men en forfærdelig masse køer, der går i vejkanten, og krydser ind over vejen, som om vi ikke fandtes.
Vi ankommer halv elleve (og ja, vi har husket at stille uret en time frem), og finder et rigtigt pænt road-house. Det er gratis, og bad og toiletter er rigtig fine. Vi checker ind, og parkerer ved siden af to finner.
Har for resten ikke fået nævnt de små søde gekkoer, der sidder på mange af toiletternes vægge, lige ved siden af lyset. De har en gunstig indvirkning på antallet af insekter. Her er to arter, den ene har fine linier på langs af kroppen, den anden cirkler, og rigtig fed hale.
Vi skal være ude klokken ti, og skal lige nå at vaske lidt, så uret bliver sat til otte.

18/2. COBER PEDY
Computeren vækker os blidt klokken otte, så jeg kan nå at vaske tøj, og prøve at finde ud af, hvorfor blæseren altid blæser varm luft. Imens bader og laver Rikke morgenmad, og jeg støtter Cadney Homestead ved at købe to krus kaffe.
Tøjet er tørt, da vi er klar til at køre. Det føles allerede, som om vi lever i en mega føntørrer.
I går kørte vi 555 kilometrer, og i dag er der 600 til Port Augusta. Vi stopper efter 200, og får en kop kaffe i Cober Pedy. Sender dagbogen fra i går, og får nogle nye mails, blandt andet fra Jesper. Han skriver, hans slide-show-internet program er færdigt, og han har lagt vores fotos ud.
Programmet er virkeligt fedt. Jeg kan vælge, hvilke fotos I skal se, og når jeg lige får tid, kan jeg lave titler og historie til hvert foto. Virkeligt fikst.
Vi kører et par hundrede kilometer til, og krydser Dog Fence't. Det er bare et halvanden meter højt stormasket hønsenet, men temmelig langt.
Rikke ser noget hun tror er røg, men da vi kommer nærmere, kan vi se en stor hvirvelvind/lille tornado.
Ny kaffe/mad/diesel pause i Marla, og så længere sydpå. En flok nympher krydser vejen, nogle rovfugle piller lidt i nogle kengaruådsler, ellers sker der ikke meget. Der dukker får op på markerne, de første på 3000 kilometer.
Må bremse for en liderlig vædder, og en anden gang for en forvirret teenager kangaru. En lille flok fugle flyver forbi, det ligner conyrre (lever de her?).
Da vi er ti kilometer fra Port Augusta, går solen ned. Skyggerne er lange, meget lange. Vejen er halvt oplyst, den anden halvdel er i skygge - af vejen. Vejens krumning skygger simpelthen!
Vi kører direkte til en campingplads, mens det stadigt er lyst. 75 for en nat, og så er der ikke engang guldvandhaner! Ind mod centrum, og ud til KFC, igen. Det er anden gang vi spiser her, men Rikke er begejstret, så hvad?
I morgen er planen, at finde ophuggeren, får et få et par smådele til bilen, inde en fotoforretning, der vil undvære nogle filmdåser til Rikkes sandsamling, og så køre ned til Adelaide (300 kilometer).

19/2. CLARE
Står tidligt op, så jeg kan få sat kilometertælleren rigtigt. Hele speedometret sidder kun med to let tilgængelige skruer, men man skal huske, at tage batteriet fra (amperemeteret), løsne speedometerkablet i motorrummet, bolte rateholderen af, så rattet kan sænkes, fjerne diverse ledninger og kabel fra bagsiden af speedometer modulet. Så er det bare at skrue ti skruer ud, og så trylle lidt, fjerne en split, og man har talrullerne på akslen. En fjederring fjernes, og talrullerne er lige til at tage af, rense og justere.
Jeg når at samlet det hele før Rikke vågner, og mens hun bader, kigger jeg lige på varmeapparatets ventil. Bypasser ventilen, og opdager at rørene er totalt tæret og smuldrer mellem mine fingre. Da jeg åbner kølere for at efterfylde, pisser den grønne kølervæske ud et sted, jeg slet ikke har pillet.
Jeg står for en gang skyld ikke i en flok små sorte myrer - de er kæmpe store. Da jeg har fået trampet på tilstrækkeligt mange, angriber de. Flygter, og står langt derfra. De små sataner har sat duftspor på mig, så når de vejrer mig på halvanden meters afstand, piler de hen og sætter kæberne i mig.
Får Rikke til at hjælpe med at skubbe bilen langt væk, så jeg kun skal bekymre mig om bilen - og fluerne og de mikro små knoter.
Bruger hjulnøglen til at få den store hule boldt ud. Der skulle have været en slangestuds på den, men den er nærmest pulver. Krise! Gider ikke snakke med en ophugger, det han har er garanteret lige så råddent.
Rikke spørger i receptionen, hvor den nærmeste Toyota forhandler er. To-tre kilometer, så jeg traver af. Spørger forsigtigt på de ting jeg skal bruge: 1100 kroner. Og så er jeg ikke sikker på, hvornår varmeapparatet punkterer. Plan B; to massive bolte. Det har de ikke, men jeg kan prøve et værksted, lidt nede af gaden. Det har de ikke, men jeg kan prøve et byggemarked, lidt nede af gaden, og hen om hjørnet. Det har de ikke, men jeg kan prøve en isenkræmmer, lige nede i hovedgaden.
Finder nogle radiatorstumper og pakkegarn til i alt 20 kroner. En Taxa tilbage til 25, og så på hovedet ned i motorrummet. Propper hullerne til, og forbinder varmeapparatet - med sig selv. Det ser så rodet ud med løse ender i et motorrum. Vi har faktisk været rigtig heldige, at de ikke er røget på et af vaskebrat-vejene, langt fra alt.
Mens jeg har været væk, har Rikke fundet et flot, gult kraveleguan-agtig kræ, som øjensynligt og målbevidst terroriserer pladsen med sit blotte udseende.
Sniger ud af pladsen klokken tolv, og ned til byen for at få en velfortjent kop kaffe, og handle lidt. Kunne godt have brugt et bad, men ikke til 75 kroner. Motoren når at blive driftsvarm, og det ser ud til den holder tæt. Nu har vi (stadig) ikke et varmeapparat, men en fyr jeg snakkede med i morges sagde, det ikke er koldt om natten på Tasmanien, hvor han lige kommer fra.
Vi har, mod forventning (?), ikke fået en SMS eller e-mail fra den søde bankdame om, hun har videresendt vores plastikkort. De skulle (lige som de andre) komme efter en uge, og nu er der gået to. I dag er hun desværre syg, vi kan prøve i morgen.
Vi kører mod Adelaide af hovedvejen. Man må køre 110, men jeg foretrækker 80, så jeg kan se omgivelserne. Det passer ikke de bagvedkørende; vejen er tosporet, og bugter sig en del gennem bakkerne.
Der vises af til en Turist Rute 23, så hvorfor ikke prøve. Vi har kørt mellem havet og Flinders Range, som vi nu kører direkte mod. Vejen er (næsten) tosporet, og begynder at bugte sig i de første bakker. Så når vi til et vildt bugtet pas, der går på tværs af bjergkammen.
Den ene fantastiske udsigt efter den anden. Store hvidstammede eukalyptustræer, græstræer, flotte blomster og højt gult græs. Nogle hårnålesving er anbefalet til 35 kilometer i timen, og det er ikke dumt.
Efter ti kilometer når vi ud på den anden side, og landskabet ændrer sig totalt igen. Store kornmarker på enorme bakker. Får hist og her, og gårde, der ligger skjult i mellem bakkerne. Alle gårde er lavet af galvaniseret bølgeblik. Det bliver brugt til alt fra kornsiloer, lader, beboelseshustag, hegn og i øvrigt også bardiske.
Landskabet flader lidt ud, og vi kommer til Laura. Rigtig lille hyggelig by. Meget store træer midt på vejen, og små forretninger, der får en til at tænke på en filmkulisse eller et museum.
Landskabet ændrer sig igen. Nu består det næsten udelukkende af vinmarker, der er fantastisk flotte, med deres mørkegrønne løv. Flere små idylliske byer dukker op, og så forsvinder vinen til fordel for kornmarker og en masse sortbrogede køer.
Vi standser i Clare dalen, hvor Clare by byder på mange søde specialforretninger. Vi nøjes med lidt at drikke, og triller så videre i heden. Sommeren er virkelig kommet til syden; det er over 40oC i skyggen, og vinden føles som en løbsk føntørrer. Kan ikke have fodspjællene åbne, er bange for at få brandvabler på tæerne.
Vi når Adelaide lige før solen går ned. Finder ud af, der er campingpladser fra 50 til 150 kroner. Byen starter 35 kilometer fra centrum, men godt en million mennesker fylder jo.
Vi vælger den billigste plads, men har et helvede med at finde den. Vi har ikke et kort, hvor gaden er på. Må spørge på to tanke, før vi finder den. Kontoret har lukket, ring på 8216 2891. To telefonbokse lige ved siden af. Den ene er optaget, den anden vil ikke tage penge. Jeg snakker lidt fornuft med den, og den gylper nogle mønter op. Så kommer Rikke igennem, men bliver gentagede gange afbrudt.
Damen i den anden boks tilbyder, at Rikke må låne den. Den nægter også at tage penge, og er ikke til at tale til fornuft. Den vældig søde dame tilbyder at låne os hendes telekort. Så er der hul igennem. Manden spørger, om det er os, der kører i Red Dog? De er lige kørt ind på pladsen.
Ældre hyggeligt ægtepar, som er utroligt søde. Vi tager to nætter foreløbigt, og jeg haster i bad, mens Rikke tryller i køkkenet (som er et stykke affaldstræ bag bilen).
Der er propper til alle vaskene på toilettet, et virkeligt særsyn. Pladsfatter har simpelthen klipper runde stykker ud af en bilslange. Mangler der en, klipper han en ny. Genialt!
Alt fra bordpladen, til det vand, der ikke er på køl, er godt 40 grader varmt. Ubehageligt at vaske fingre i, men det koger hurtigt. Metallet inde i bilen er for varmt at røre ved, i løbet af dagen.
I morgen skal vi ned og hente vores plastikkort i banken, vinde i lotto og møde julemanden. Bagefter går vi nok i botanisk have og måske zoo.

20/2. BOTANISK HAVE
Rikke vækker mig lidt over ni. Jeg er overbevist om, klokken kun er syv. Det er mørkt og koldt (i hvert fald overskyet og 20oC), og det kræver en del, at få mig ud af posen.
Vi kører ind mod centrum. Folk har ellers kørt overforsigtigt hvor vi har været, her kører de som sindssyge.
Vi finder hurtigt botanisk have. Starter med morgenmaden i deres cafeteria, og går så over til et meget stort drivhus (største på den sydlige halvkugle), der ligner et skib med bunden i vejret. To stier slynger sig i gennem regnskoven, den ene hævet 5 meter.
Der er et stort udendørs bed med cycas'er (bregne/palme lignende planter), et udendørs kaktusbed, en national- og en international rosen have med over 1000 forskellige (mange danske), en palmesamling, et kæmpe aboreum (træsamling), et palmehus fra 1877, som er nyrestaureret, et kalket og overdækket drivhus med bromelier, bregner og lignende, et frømuseum, et herbarium, en stor lotussø, et skyggehus og meget andet.
Her har de ikke drivhuse for at holde på varmen, men for at holde på fugtigheden. De planter vi har i drivhuse derhjemme, stå udenfor. Der imod har de skyggehuse, som bare er sivvægge og løst stråtag.
Jeg tænker: Ha, så har de enten ingen af vores planter, eller også et helvede med at køle dem. Næ, de har bare to andre afdelinger, placeret i et par bjergkløfter uden for byen, hvor klimaet passer.
Vi bruger lang tid i parken, hvor vejret er passende, hvis man har en fleecejakke med. I går var det 40, i dag omkring 20. Mange små stier, store perfekte plæner, små væksthuse og flotte bede. Jeg får (at vide, at jeg har) set nok, og vi kører helt ind til centrum. Rikke ringer til vores søde bankdame, og får at vide, vores kort er i Adelaide afdelingen.
Vi når det lige akkurat - ikke, men får gået en tur i gågaden. En arkade ligner en engelsk gade for forrige århundrede, rigtig hyggelig. Rikke finder et par sko, og en masse lækkert til aftensmad.
Hjem på pladsen hvor Rikke laver hvidvinsdampede skaldyr, med frisk brød og salat samt grønsagstapas. Imens roder jeg med udstødningen. Den har hele tiden raslet, når motoren kørte i tomgang, men det er først inde i en storby, det bliver irriterende. Et spændebånd skal flyttes og spændes, så er den klaret.
Mens vi spiser, og solen forsvinder, bliver det endnu koldere. I går var det 30, nu er det 15. På plænen foran os træner en jonglør med bolde og køller. Der kommer syv-otte mænd gående forbi med hund i den ene hånd, og en øl i den anden. De ligner middelaldrene rockere, med tusser og langt hår. Hundene er små skødehunde; pudsig blanding. Alle hilser pænt.
Aftenskaffen bliver nydt inde i bilen, jeg er bange for frostskader. Planlægning af i morgen, måske zoo, mere gågade, hente bankkort, dase og nyde varmen.

21/2. DUNK DUNK DUNK DUNK DUNK DUNK DUNK.....
Vågner begge med en drønende hovedpine. Rikke har nok drukket for lidt, og jeg har resterne af en migræne. Tager lidt piller, og blunder så videre. Det er overskyet og kolde, ikke mere end 16 grader.
Klokken tolv er jeg tilstrækkelig sulten, til at stå op, og får overtalt Rikke. Vi finder først banken, og lader miraklet ske: Vi får vores kort! Så shopper vi lidt, og finder en café.
Jeg sidder og betragter mine fødder. De er efterhånden den eneste solbrændte del af mig. Begynder at forstå, hvordan de lokale kan være så hvide; hvis man kun går, og ikke ligget i solen, er det kun ens hoved/hat, og fødderne der bliver ramt.
Shopper lidt mere, og kører så ud til Himeji Garden, som er en japansk have. Jeg bliver lidt skuffet, den er ikke ret stor, og har ikke det flotte layout og vegetation, som jeg ellers har set.
Tilbage til centrum, shoppe lidt mere, og så finde vi en biograf. De viser "From Hell", som er en ganske glimrende film. Desværre har de ikke fået reguleret air-conditionen fra 40 til 16 grader.
Forbi en Sub˜Way, og så hjem på pladsen, for at gå tidligt i seng. Zoo og Rodin samlingen må blive i morgen.

22/2. KLOARKPINDSVIN
Vågner væsentligt mere "fit for fight", end i går. Mens vi spiser morgenmad, gennemsøger en flok store hvide kakaduer flodbredden, 15 meter fra os. Det går ikke stille af, og områdets småfugle bidrager med deres.
Kører direkte ind til zoo, hvor solen kommer samtidigt. Et perfekt vejr til at betragte dyrene i, de er vågne og aktive. Rigtig flot have, med mange, både store og små, australske dyr, også et natzoo. Jeg syntes de små kloarkpindsvin er søde (eneste familiemedlem til næbdyret), men den tasmanske djævel har også charme.
Det lille reptilhus har nogle spændende indbyggere, blandt andet Adabra (nord for Madagaskar) skildpadder. De er verdens næststørste, 105 centimeter og 120 kilo. Relativt små hoveder, og meget årvågne. Ved siden af, er der en stor anakonda, et sjældent syn i et zoo.
Der er også en del udenlandske dyr: Nogle enkelte store katte, et par giraffer, nogle menneskeaber, dværgflodheste og lidt andre af "de almindelige". Alle i rummelige og pæne bure. Utroligt mange fugle i flotte voliere. Rikke er vild med odderne og meerkattene. Søløverne bliver fodret, da vi kommer forbi.
Får lidt frokost, jeg tager en sandwich, og Rikke en stor "plovmand-platte". Haven er rigtigt hyggeligt, og ikke særligt besøgt. Vi når lige ud til bilen, da den skal fjernes efter fire timer. Det koster kun en femmer, at holde der i fire timer, meget rimeligt. Kunne godt have brugt mere tid i haven, men de lukker snart, og vi skal have lavet mad mens det er lyst og lunt.
På vej hjem kører vi forbi Woolworths, som er vores hovedleverandør, ja nærmest totalleverandør. Hjemme på pladsen begynder jeg at vaske tøj, og fortsætter med bilen indvendigt, mens Rikke forbereder vores kalvesteak med varme champion og peberfrugt, persille/hvidløgsdressing samt blandet grøn salat.
En flok ænder følger nøje med, og belønnes med at Rikke håndfodrer dem, med halvdelen af vores morgenmad (Rikkes halvdel). Jeg roder lidt mere med bilen, mens Rikke læser om vejen ned til Tasmanien, som vi gerne skulle begynde i morgen.
Der går stort set ikke et menneske forbi, som ikke tror, de har en ualmindelig morsom kommentar til vores mudrede bil. Skuffende mange tager fejl! En tysker mener ikke, jeg kan tage den ud på high wayen, jeg har endnu ikke fatte pointen.
Her på pladsen er, som alle andre steder, en masse middelaldrene tyskere, og de samles ved en campingvogn, lige i nærheden. Hver har den en chateau de Pap med tap, en klapstol og en modvillig hund på slæb. De støjer, de gør! Tyskerne, ikke hundene, de sover. Det prøver vi også, gutenacht.

23/2. DUNDEE WILDLIFE PARK
Vågner i strålende sol, checker ud af pladsen, og kører ind til centrum. Det er lørdag, så der er mange andre, der har fået den ide. Nogle af boulevarderne er lavet om til sivegader med fire rækker parkerede biler på tværs.
Vi finder det store kunstmuseum, hvor Rikke vil se Rodin, som skulle være den største siden Michelangelo. Jeg bliver i bilen, så jeg kan fodre parkometret. Maks. en halv time af 85 cents (3,75), tager ikke 50 cents og giver ikke tilbage.
Rikke er skuffet over Rodin, Bissen og Thorvaldsen er meget bedre. Der imod var deres europæiske guldaldermalerier fantastiske. De havde også en flot orientalsk samling og en lille bitte samling abo'kunst.
Vi får morgenmad på en kinesisk restaurant, og flygter så ud af den proppede by. Syd på, gennem en miniature udgave af de schweiziske alper. Hovedvejen ligner en stærkt meandreret flod på kortet, og er endnu værre i virkeligheden. Jeg må mange gange ned i tredje gear.
Der kommer fyrreskov, og en MC-betjent sidder under nogle lave grene med sin lazer-pistol. Der er også en del andre MCer, der er ude og lufte kromen. Har ikke set ret mange, men det kan jo have været for varmt.
Vi kommer til Murray Brigde, som er "den første bro over floden Murray". Faktisk en rigtig stor flod, og med rigeligt af vand: Den er gået over sine bredder. Her i byen skal vi se Dundee Wildlife Park, hvor Rikke har glædet sig til at se deres store saltvandskrokodiller. Flot indgang, entreen betaler man til en bartender, det giver stemning. Så kommer vi ud i parken. Det ligner baggangene til en privat, og lukket zoo. Deres to salties er lidt over en meter lange, og hvis de rottede sig sammen, kunne de snuppe en lillefinger, på en god dag, fra et meget lille svageligt barn.
Resten er ned af bakke, og vi er ude efter ti minutter, de fem har Rikke brugt på at skrive sin uforbeholdne mening i deres gæstebog.
Vi kører nu gennem et smukt landskab, som ligner Danmark i september. En blanding af Stevns og Himmerland. Det bliver mere "marsket", og da vi kommer til Coorong National Park er vi helt ude i klitterne. En 150 kilometer lang lagoone giver rasteplads for utallige vade- og svømmefugle. Vi kører ud til en pynt, hvorfra vi middelbart kan se pelikaner, hjejler, ryler, præstekraver, ænder, kæmpe viber og skarver.
Næste stop bliver Meningiee, hvor vi får cappuccino hos Albert. Rigtigt hyggeligt sted, hvor selv bestikket er antikt. Rikke får græskarsuppe, jeg en røget kylling sandwich. Selve byen er en af de typiske kulisse/museumsagtige møg idylliske flækker, som ligger med 100 kilometers afstand, og rummer 2-1500 indbyggere.
På den anden side af byen kommer nogle store fyrreskove i forskellige aldre. De bliver afløst af vinmarker og får. Solen begynder at gå ned, og emuerne dukker op på markerne.
En rosa kakadue bliver siddende lidt for længe på vejen. Det er præcist samtidigt med vi bliver overhalet på en smal vej, så der ryger endnu en fugl om foran baghjulet. Snøft. Den var i øvrigt temmelig afmagret, måske syg. Det forklarer, den ikke fløj, som de plejer.
I Beachport kører vi ned til vandet, for at se efter pingviner. De skulle leve ude på Pinguin Island, og undervise ungerne i fiskning i det 200 meter brede bælte ind til land. Vi kan ikke se nogen, og vælger at fortsætte til Millicent, hvor der er en campingplads.
Det bliver pludseligt mørkt, nogle sorte skyer trækker op, og det er sort, da vi når Millicent. Finder efter lidt roden rundt den sortlagte campingplads. Der er vist en til. Roder mere rundt, finder et skilt i den anden ende af byen, følger det, og kommer til samme plads.
Tilbage til centrum, klokken er ni, og de tre tanke har lukket. Take Away'en vi går ind i, har også. Så er der den kinesiske restaurant tilbage. Rigtig lækker mad, og så ud på landevejen igen.
Passerer nogle huler og endnu en lukket tank før vi finder en rasteplads, som virker rolig.

24/2. WONAMBI FOSSIL CENTER
Jeg vågner frisk og udhvilet, Rikke er træt af at holde vagt hele natten. Nogle unge mennesker var inde på pladsen for at riste en bønne, og så kunne hun ikke sove. Mens vi spiser morgenmad kommer en gammel fyr ind på pladsen med et fladt baghjul. Jeg hjælper ham med at skifte det, og får fire frosne fisk som tak for hjælpen. Det dæk jeg piller af, er regummireret, helt uden mønster. Det jeg sætter på er totalt skævt, intet mønster på to-tredjedele.
Så kører vi tilbage til tanken, og lister 59 liter på. 500 meter tilbage til Tantanoola hulen, hvor turen starter om 25 minutter. Rikke er ikke i tvivl, de skal soves væk.
Det er blevet sommer igen, temperaturen når igen 30oC, og solen skinner fra en skyfri himmel. Bare dette vejer holder Tasmanien rundt.
Vores bremser er begyndt at sige lyde, det er nok på tide at checke belægningen. Vi får jo trods alt trillet nogle kilometer.
Klokke er ved at blive tolv, så jeg vækker Rikke, og vi går op mod indgangen. Der står en mand og graver et skilt med rundvisningstiderne ned. Sludrer lidt med ham, da jeg tror han er guiden. Det er han ikke, så han sender os videre. Vi er kun fire på turen, og det passer fint.
Hulen er lille, omkring 60 meter i diameter, og med højt til loftet. Rigtig flot lystsætning, som guiden tænder og slukker efterhånden, som hun fortæller om det. Stalaktitter, monolitter og halakitter, de sidste gror i alle retninger. En lille sø i midten, og en rullestolsvenlig gangbro omkring. Alle vægge og lofter er dækket af udvækster. Hulen er lidt speciel, fordi den er lavet af bølgerne, og ikke af nedsivende vand. Der er 40 kilometer til havet i dag.
På vej tilbage til bilen, inviterer manden os til kaffe eller te. Øhh, næ tak, vi skal videre. En dame spørger os, om hulen er værd at vente på. Hun har sommerkjole, rødt hår, smalfilmskamera og lidt for store sko/dyb stemme!
Smukt landskab, som taget ud af en Morten Koch-film: Græssende sortbrogede køer, flaksende sommerfugle, gyldent korn, svaler og doven varm luft.
Så kommer vi til Mount Gambier, som er bygget oven på tre gamle vulkankratre. Vi får frokost, finder en campingplads til en 50'er, så vi kan få et bad, og ikke skal lede i aften. Vi får deres sidste plads, i morgen er der udsolgt.
Nordpå, hvor Naracoorte hulerne lokker. Der er kun 90 kilometer, og på vejen kører vi gennem et fantastisk flot landskab. Store gule græs- og kornmarker med kæmpe ege-lignende eucalyptus. Utallige mørkegrønne vinmarker med utroligt flotte haciendaer i. Så kommer der store pinjeskove, foran hver er et skilt med planteår. Efter en kilometer; et nyt skilt.
Vi svinger op mod hulerne, og kommer til Wonambi Fossil Centre. Der er fundet en masse knogler i én af hulerne, og man har prøvet at rekonstruere urskoven for 200.000 år siden. Pung-løve, kæmpe kvælerslange, tre tons græsæder, to meter høje kangaruer og meget andet sjovt i en urskovslignende hal. Lydene er der også, og fra en grotte kommer en uhyggelig. Det er to kæmpe tasmanske djævle, der slås om et kadaver.
Vi er kommet for sent til rundvisningerne. Her er kravle/krybe/klatre huler, dykker hule med 40 meter sigte, flotte huler, og så en meget grov, som vi får lov at smutte ned i, uden at betale. Den er faktisk rigtig flot, uden drypsten, men store formationer.
Ude i varmen igen, beslutter vi os for at køre tilbage mod Mount Gambier. Ser en pil mod Bool Lagune, den kan vi da lige se.
Det viser sig at være et enormt vådområde, faktisk det sidste i miles omkreds. Hele området var én stor sump, og de første nybyggere truede med at flytte, hvis regeringen ikke drænede. Det gjorde de så, og nu er det noget af det mest frugtbare landbrugsland. Der er lige denne sump tilbage, og den er vigtig for (de sidste) fugle.
Jeg følger en snoet sti midt ud gennem buske og sump. Hører adskillige slanger snige af, gennem det visne græs. Kommer til et stort skjul med oversigt over en stor flad sump: Ingen fugle, ud over de allestedsværende slagterfugle.
Vi fortsætter ud over landet, i en stor bue mod Penola. Her er rigtigt meget kvæg, både Hereford og sortbroget. Selv en stor flok Jersie dukker op.
Vi kommer tilbage til pladsen, hvor Rikke laver mad, mens jeg undersøger bremserne. De er ikke slidt ned, det er nok bare det fugtige klima, der får dem til at hyle lidt.
Myggene beslutter, det er på tide, vi sætter os ind i bilen. Rikke har laver vannilie café latte, og finder chokoladen frem.
I morgen skal i se den blå sø, vulkankraterne og byens andre seværdigheder, før vi triller længere sydpå.

25/2. UMPHERSTON SINK-HOLE.
Starter dagen med et lille rask migræne anfald, og kører så ud til Umpherston Sink-hole. Det er en stor hule, hvor loftet er styrtet ned. En fyr som hed Umpherston fandt ud af at lave en sval sommerhave i hullet, så blev den forsømt, og nu er den restaureret. Der er 15 meter ned til det skrånende gulv, som er delt op i terresser. På halvdelen af vægene hænger tykke måtter af egefeu. Meget af bunden er dækket af flotte -øhh, blomster, og der kommer en masse possumer ud og slikker nektar om natten.
Rikke finder helt uventet en flok postkort, og vi må ned på posthuset efter et nyt ark frimærker. Formildne omstændighed er, at naboen er en kaffeshop, som har hjemmelavet karamel. Rikke skriver postkort, og jeg forsøger forgæves at hente et par e-mails ned.
Så er det tid til at se den blå sø, som ligger i udkanten af byen. Det er et krater fra en vulkan, omkring en kilometer i diameter. I bunden er en koboltblå sø, virkelig stærk i farven. Til den anden side af vulkankanten ligger det mest idylliske landbrugslandskab, meget lig Morten Kochs.
Vi kører rundt om den, og finder en Wildlife Park, i et krater, lige ved siden af. Gratis indgang til en naturlig park, på kanten af en smuk sø. Der er gangbroer ud over søen, og vi ser mange slangehalsskildpadder. Flotte sorte/blå sumphøns med røde hoveder tripper rundt i sivene, sorte svaner og sorte ænder på søen, små kangaruer i krattet, et hav af forskellige småfugle og en enkelt meget tam emu. Solen bager ned, og det er som en rigtig dejlig varm dansk sommerdag. Vi smider 25 kroner i donationskassen, det var rigeligt det værd.
Ind til centrum, så Rikke kan få frokost, og vi kan se grottehaven midt i byen. Selve centrum er rigtig flot og hyggelig. Gamle huse fra omkring 1900, med buer, udskæringer og krumelyre. Små grønne parker og store blomsterkummer på fortovene. Forretningerne er fire meter brede, og en pudsig sammenblanding af alt muligt. Folk smiler og hilser pænt, når de går forbi. Her i byen er der ikke mange 4WD'er, og næsten ingen har kangaru-bar. Vi er ved at nå de civiliserede egne.
Går over til den sammenstyrtede grotte, hvor der er en lille flot blomstrende park omkring. Så går vi en tur gennem Commercial Street, hvor vi finder en gummi og plast forretning. Lige hvad vi har søgt. Vores køkken/spisebord er begyndt at blive nusset, så en voksdug vil være perfekt. Forretningsejeren er sød at hjælpe med en staple-gun, og så er den klaret. Har stadig lidt problemer med støv, men her finder vi en blød skumgummiliste, som gerne skulle klare problemet, uden dørene bliver sværere at lukke.
Så kører vi først ud til en bilshop, og så K-smart, for at finde min fødselsdagsgave: Kuglesæder til bilen. I de varme dele af landet, sidder man og bliver lidt fugtig i ryggen.
Har set skilte om en turist-drive på 30 kilometer, de er nogle gange rigtig smukke. Starter på turistkontoret, for at få et kort. De fraråder, den er ikke blevet ajourført længe. Vi får en bunke materiale, og finder, som det eneste, en udslukket vulkan, ti kilometer væk.
Triller ud gennem det smukke sommerlandskab, og finder den. Tydelig kegle, midt på de flade marker. Går en tur op af den, og så er det tid til at trille hjem for at bade, før vi skal ud at spise. På vej hjem passerer vi en mark med en stor flok hellige ibiser. De ser altså ret malplasserede ud mellem får.
Jeg sætter skumgummilister på bagdøren mens Rikke bader, så mangler vi bare en godt støvet jordvej. Kommer ned til restauranten på slaget, og nyder en lækker fødselsdagsmiddag, bestående af en blandet middelhavs tallerken, porterhouse steak/amerikanske ribben, efterfulgt af oste tallerken/kage. Rikke får en daquiri og en halv flaske rødvin, jeg nøjes med en vand og mokka.
Jeg er helt død, så vi kører direkte tilbage til pladsen, hvor jeg slukker. I morgen skal vi længere ned mod Tasmanien, helst uden alt for mange svingerner, men lad os nu se!

26/2. DE TOLV APOSTLE.
Vågner modvilligt ved ni-tiden, men vi må jo der ud af. På vej ud af byen finder vi bacon og spejlæg, en dejlig forandring. Det tager en times tid at nå grænsen. Hovedsageligt pinjer og gule græsmarker. Krydser grænsen med 80, og så ændrer landskabet sig. I stedet for de snorlige rækker af pinjer, er her uorganiserede blandede skove, mest forskellige eucalyptuser. Der kommer de første advarsler om koalaer, og nogle enkelte af arten i rabatten.
Der begynder at komme græsmarker, de ser mærkelige ud - de er grønne! Så kommer der lidt grønsager, løg, gulerødder og majs.
Landskabet begynder at bugte sig, store bakker bryder horisonten og solen bryder endelig frem. Vi kommer ned til kysten, og følger den. Store bakker er dækket med græs og malkekøer, opdelt i store mangeformede felter af enorme læhegn af en slags grantræer.
Der dukker udsigtspladser op langs kysten. Store kalkstens søjler står frit i havet. De mest kendte er De Tolv Apostle og London Brigde. Utroligt smukt landskab. Ud over de store, og til tider meget stejle, bakker ligner det meget Danmark en våd sommer.
Her er ingen byer, kun spredte små gårde og natur. Bakkerne bliver endnu skrappere, og overdækket af skov.
Der vises af til en Scenic Drive, ingen campere eller lignende. Det lyder spændende. 18 kilometer sindssygt bugtet skovgrusvej, hvor vi mange gange kører i et rør af træer. Hvis man kan se vejen 20 meter frem, er det èt af de få lige stykker. Enorme bregnetræer, 40-50 meter høje eukalyptus, klipper og lodrette fald på flere hundrede meter. Det er umuligt at beskrive denne snoede vej på de lodrette bjergsider med den massive vegetation, det er bare fantastisk!
Vi kommer endelig (og alligevel alt for tidligt) ud af Beech Forest, og svinger mod Shenes Creek, hvor vi så drejer mod Geelong. Standser for at tanke i Lorne, og fortsætter så af den snoede bjergvej langs kysten.
Når Geelong i skumringen, spiser på Pitza Hut, og kører så de sidste 64 kilometer til Melbourne. Det er af "free way", men der er bogstaveligt talt kun én kilometer, hvor der ikke er vejarbejde.
Melbourne er en voldsom stor by. Vi kører over flere store hængebroer, og forbi enorme skyskrabere, før vi er nede ved færgehavnen. Færgen går først i morgen aften klokken 18.00, men vi kan købe billet fra 6.00, så vi lægger os til at sove på forpladsen. Det er et eksklusivt kvarter med yachtklub og meget store dyre biler. Vores Red Dog passer fint ind.

27/2. BATMAN OG SPIRIT OF TASMANIA.
Starter dagen med at erfare, at der ikke er ledige pladser på Spirit of Tasmania i dag. Den sejler hver anden dag, og i overmorgen er der heller ikke plads. Vi kan komme med i dag, og så bilen om fire dage. Ikke acceptabelt.
Rikke får skrevet os op på en stand-by liste, og vi skal så være tilbage klokken fem. Manden bag skranken er meget lidt servicemindet, og Rikke må arbejde hårdt, og finde sig i meget lort. Morgenmad i bilen, og så kommer der en dobbeltdækker ind på pladsen. Hop af og på - rundture. Det lyder godt, men koster 110 kroner per næse. Jeg brokker mig lidt, og chaufføren tilbyder dem til 65 kroner stykket.
Først kører vi ind tll centrum, hvor vi fanger selskabets anden linie. Grand Tour rundt i byen på halvanden time. Rigtig flot og spændende by. Her bor tre millioner mennesker (kun Sidney er større), og det er en af de ældste bebyggelser. Blev faktisk grundlagt af en J. Batman!
Kunsten er i højsædet: Firkantede køer i træer, ubrugelige 60 meters tårne, cykadetiske fascader, skulpture, og anden ubrugelige men sjove påfund. Her er gamle gotiske bygninger, flotte kirker, gamle smalle forretninger, skyskrabere, betonmonstre, et hav af store broer, sporvogne, undergrundsbane, veje og toge i flere etager.
Vi kører halvanden omgang, og ender ved akvariet, som Rikke gerne vil se. 100 kroner per snude for at komme ind, men så er det også - nå, ja ikke særlig imponerende. Vi er nok bare forvente. Trisser rundt og ser lidt flotte fisk og hajer en times tid, går så tilbage til den første bus. Det viser sig så, at den også stopper ved akvariet, øv. Snakker med et australsk ægtepar i bussen. De spørger, hvor vi er fra: Denmark. Joh, der har de vist været, det er på sydkysten, ikke? Næ, det er Europa. Nåe, så har de været der til sønnens bryllup med en pige fra Herning. Rigtigt mange tror, vi er fra Australien eller England, hvilket bare beviser, hvor god jeg er til at holde kæft.
Er tilbage ved færgen i god tid. Går op og spørger, men de kan intet nyt fortælle. Jeg tror, det afhænger af, hvor mange lange biler der er, og hvor godt de får pakket dem.
Sidder og sveder i bilen en lille time til, og får så at vide, Rikke kan gå ombord, jeg kan køre. Bilerne bliver pakket så tæt, at chaufføren skal ud, før den næste række kommer ind.
Vi aftaler at mødes i stævnen, og jeg bruger e halv eftermiddag på at finde ud af, man slet ikke kan komme der ud. Rikke fik det at vide, da hun gik om bord. Vi mødes trods alt i den centrale lobby.
Rikke har glædet sig i et halvt år, til cruiset på denne luksusfærge: Pool, barer, bio, kasino og meget mere. Jeg siger, da den kommer ind i havnen, at den ligner en almindelig dansk færge. Da den ligger helt til, kan jeg læse Travemünde-Gædser under malingen på boven. Det viser sig heldigvis, den er blevet ombygget og modaniseret.
Vi når lige et hurtigt (og temmelig tiltrængt) bad, før vi skal spise. Personbilletter koster 580, mens det koster 175 at få fem meter bil med. Vores har lidt svært ved at holde sig under, men... Med i prisen er en flot buffet, aften og morgen. Der er noget der næsten minder om flæskesteg, og så med en udmærket brun sovs. Der er (og det er svært at indrømme) flere slags kager, end jeg kan nå at smage.
Vi har fået separate soveværelser, forstået på den måde, vi sover på sovesale, som er kønsbestemt. Hvert rum er delt ind i små nicher med otte køjer. Aflåst skab indeholder rent sengetøj. Det er lidt pudsigt at tænke på, vore bil holder to dæk højere.
De første tre timer kryber vi langs kysten, og drejer så ud på de store bølger. En smuk fuldmåne spejler sig i havet, når den ikke lejer skjul i de smalle skybælter.
Når lige at undrer mig over, hvorfor det altid er dem der snorker, der falder først i søvn, og så flader jeg i søvn.

28/2. TASMANIEN.
Vågner før vækningen, og benytter chancen for at få et bad. Møder hoben på vej tilbage, og går op for at få morgenmad. Noget af en skuffelse; der er ikke noget ost, skinke, bacon, æg. Kun noget at hælde mælk over og toast med syltetøj. Jeg kan godt undvære røde bøffer, men lidt af skiveskåret pålægget og osten fra i går aftes kunne have været hyggeligt.
Rikke dukker op, og ser helt frisk ud. Hun har sovet godt, på trods af hendes nabo har ofret til Neptun hele natten.
Ikke overraskende er processen med at køre fra borde langsom. De tre bildæk bliver kaldt ned henholdsvis 20, 30 og 40 minutter efter vi har lagt til. Det kunne være sjovt at prøve derhjemme. Og så er de lige de sædvanlige ti minutter forsinket oven i.
Mens vi venter, køber vi et to måneder park-pas i den meget store turistinformation/udstilling. Det koster 150 kroner, og giver os ikke lov til at tracke, kun køre ind og parkere, og gå småture. Det er sikker også nok.
Mens vi venter, ser vi også freak-show. En af de bedre udklædninger er: Grøn strikket tophue, tweedjakke, stramtsiddende blå polotrøje, patchwoork bamudashorte, sandaler, og gammeldags kikkert om halsen, alder; omkring 60 år.
Efter yderligere lidt forsinkelse triller vi fra borde, vi er heldigvis nogle af de første, de sidste får nok frokost på færgen. Vi havner midt i Davonport, som vi ikke har læst om endnu. Der er kun omkring 350 kilometer ned til Hobart, som Rikke har læst om, så der kører vi ned.
Vejret er ikke det bedste, solen titter meget forsigtigt frem en sjælden gang, og der kommer nogle enkelte meget små byger. Temperaturen sniger sig kun op omkring 16oC, noget af en skuffelse i forhold til de tidligere dage hernede, hvor det var op mod 30oC.
Vi kommer hurtigt ud på landet, hvor enorme bakker er dækket af skov eller græsmarker med køer. Der er også en del grønsager og frugt: Æbler, ferskner gulerødder, majs, hindbær, abrikoser og kartofler. De marker, som ikke får så meget vand, er fårenes.
Er blevet lidt småsultne, og standser på en landevejstank, hor vi køber specialiteter. En næsten kremeret ostepølse i kold brød samt en sandwich med bøf, spejlæg og andre spændende ting.
Der dukker bløde bjerge op, de er overgroede, men lige som bakkerne, er der ren klippe lige under overfladen. Mellem er utroligt mange vandhuller, de fleste er kunstige. Her er nogle fantastiske udsigter ned gennem de snoede dale med græsmarker, store grantræer, gamle gårde, søer og idyl.
Vi sidder begge to og nikker, så vi drejer ind på en hyggelig rasteplads, og kravler om bag i, til en lille lur. Efter en times tid, er det lidt lettere, at have øjnene åbne, så vi fortsætter.
Landskabet virker mere tørt, med høstede kornmarker og afsvedne græsmarker. Der kommer ind i mellem små hyggelige landsbyer, men der er omfartsveje om de fleste. Hobart dukker op, i starten som endnu en lille hyggelig landsby, men så kommer der nogle højhuse. Her er kun 129.000 mennesker, men det er den suverænt største by på Tasmanien.
Vi finder først en Woolworths, og så en campeplads tre kilometer fra centrum. Klokken er seks, og Rikke begynder på aftensmaden. Der kommer en smule regn, og termometret er nede på 12oC, ikke lige hvad vi drømte om.
Aftenen går med at "plotte" Tasmanien, og holde hinanden varme. Man kan selvfølgelig også tage et varmt bad, men der er en halv meter frisk luft under taget og rent beton-gulv. Brrrr...
I morgen skal vi enten se byen, eller (hvis det er koldt og regn) se nogle af deres museer.

1/3. TASMANIA MUSEUM & ART GALLERY.
Selv om det bliver temmelig koldt, klarer vi den uden at fryse helt til is. Solen står op og varmer, men vinden er bidende kold.
Bilen har lidt svært ved at holde sig i gang. Den har nok fået for meget fugt at aftenens indendørs mad tilberedning. Her til morgen var ruder, rat og stort set alt andet drivende vådt. Vi kunne sætte den ned på et værksted, de vil nok få tid til at se på den i næste uge, og så er der måske ingen problemer. Jeg er kynisk nok til at mistænke dem for alligevel at skifte nogle stumper. Roder selv lidt med alle forbindelserne, og det hjælper sammen med varmen og luften.
Vi kører ned til en stor parkeringsplads, hvorfra vi har let adgang til centrum. Først i banken efter lidt midler, så på café, lede efter en varmeblæser, derefter på Tasmania Museum & Art Gallery. Der er en pragtfuld raritets samling: En gnu, guldaldermalerier, nogle hvalknogler, mineraler, en Tasmansk tiger, der er blevet udstoppet af alt andet end en konseravator. Flere lokale dyr, nogle antikviteter, moderne fotografier, en stor jerngryde til at smelte hvalrostalg i, skind af possumer og djævle man kan klappe. Så er der nogle montre med slanger, alle slanger på Tasmanien er giftige. Ved siden af er nogle store insekter og spindlere. Lidt af en afdeling er om geologi, lidt af en anden fire store udstoppede katte (streg under -"stoppede", det er nok den samme møbelpolster der har haft fat i dem). Så er der nogle afstøbninger af amerikanske tyranosauruser og en mindre øgle samt nogle blade. Store plancher og gammel fotos af den tidlige bosættelse, et andet sted lidt abo'kunst. Så er der modeller af tidlige kæmpe vombatter, djævle og kangaruer samt en pungleopard. Ganske fornøjelig samling, man når ikke at blive træt af noget. Det er nok noget af det nærmeste man kommer Kong Christian d 5.s Indianermuseum.
Vi går ud i den varme sol (og den pisse kolde vind), og finder havnen. Her er en stor fiskehavn, en marina, en industrihavn og en turisthavn med flydende boder. De har alt fra rå til færdige retter, spis her/tag med hjem.
På vej tilbage for at flytte bilen, køber vi to sandwich, som vi tager med i Royal Botanical Garden. Rigtig flot park, med palme, bregne, japansk, jasmin, citrus, grønsags, pedagonie, lokal, udenlandsk og hvad ved jeg -afdelinger. Der er også et lille succulenthus (de har kun én af dem vi har), og nogle væksthuse med rigtigt mange flotte blomster.
Her er massere af vandløb, søer og vandhuller. Vilde fugle, så som hvide kakkaduer, rosellaer og småfugler i hobetal. En gammel mur går tværs gennem parken, og giver en fantastisk baggrund for træer og klatre planter. Alting har en ende, og vi skal hjem og vaske.
Mens Rikke vasker tøj, skiller jeg bilen ad. Finder lidt flere huller, hvor støv og mudder er strømmet op. Rikke har påstået, her lugtede af diesel, men de to jerrycans ér tætte. Vi skulle for øvrigt have tømt dem, og fyldt dem med vand, da vi skulle over med færgen. Sådan er der så meget!
Vi får samlet bilen igen, og kører så ned og handler. Tilbage for at lave mad, mens jeg skriver dagbog. Solen går ned, og det bliver koldt. Mad og aftenhygge bliver inden i bilen. Foran vores bil sidder en latterfugl. Det er en kæmpe isfugl som lyder som en tegnefilms abe, der kører helt af skinnerne. Den klapper heldigvis i, da det bliver helt mørkt.
I morgen skal vi se resten af byen, og så lidt ud på landet - tror jeg nok.

2/3. MOUNT WELLINGTON.
Dagens første eventyr bliver toppen af det 1270 meter høje Mount Wellington, som ligger lige uden for Hobart. Vi skulle også have været ned til centrum for at se Batteri Point og Salamanca Street, men det er lørdag, og byen er proppet. Vi kommer nok tilbage, nu skal vi ud i naturen.
Før vi når ud til bjerget krydser vi gemmen byens stejle bjergkvartere. Et stort gammelt villakvarter, som ligger på siden af et stærkt foldet og meget stejlt bjerg. Gaderne snor og slynger sig, går stejlt op de ene øjeblik, for så at falde stejlt det næste.
Vi finder bjergvejen, og starter den stejle opstigning. I starten kører vi gennem et utroligt frugtbart kvarter med åbne arealer og skovstykker. Eukalyptusskoven får overtaget, og nogle gange ser vi ned på 50 meter høje træer, fem meter fra vejen. Smalle og meget dybe kløfter gennemskærer granitbjerget, og den et-sporede asfaltvej bugter sig helt vildt.
Træerne viger for små eucalyptus-minitræer og små krogede nåletræer. Solen kigger frem nogle enkelte gange, men det er den isnende sydpolarvind, der hersker. Der rager flere og flere nøgne klipper op, nogle er dækkede af et tykt lag lav.
Vi når den åbne top, hvor nøgne granitsøjler dominerer. Mellem dem trives små alpine vækster, nogle blomster. De største er granpuder på en halv meter, de mindste er blot en centimeter, med blomst.
Et store monumentalt læskur med store glaspartier giver en fantastisk udsigt over Hobart bugten og de omliggende øer. Et par gangbroer går ud mellem klipperne, og ud over fantastiske motiver af alpine vækster, giver en lille fed skink opvisning. Dens glinsende sort/brune skind suger solens få stråler til sig. Jeg ville gerne tage nogle flotte fotos af de forkrøblede dværgvækster blandt stenene, men solen er kun fremme i sekunder, og det er for koldt.
Vi triller ned igen, og kommer til den lille hyggelige by Fern Tree, hvor vi får frokost. Da vi kører derfra, ser vi den tredje blaffer i Australien, en uddøende folkerace.
Vi standser uden for Snug, hvor et vandfald skulle være flot. Rikke har ondt i knæet, så jeg går alene ned af bjerget. Der er langt ned af en smal og stejl sti, gennem en noget kedelig skov. En enkel tyk skink smutter væk foran mig, og nogle småfugle pusler i krattet. Der står lyngagtige, en meter høje kviste langs noget af stien. De har karakteristiske klokkeblomster, bare noget større.
Endelig når jeg bunden, og faldet. Det er ikke mere end en kvart til en halv meter bredt, men falder næsten lodret 15-20 meter. En lagoone med kaffebrunt vand er omgivet af smukke bregner og bregnetræer. Store mosbegroede sten følger strømmen videre, og tykke faldne træstammer krydser dens løb. De sidste 20 meter var alle kilometerene værd.
Vi zig-zak'er gennem store bakker, med blandede små marker og små skove. Små idylliske gamle huse og store moderne lækre arkitekttegnede villaer ligger i hver sin lille dal eller kløft.
Vi kører halvøen sydvest for Hobart rundt. Havet og fjorden på den ene side, og de stejle store bakker på den anden. Den ene vidunderlige udsigt efter den anden dukker op. Smalle grønne dale med græssende køer eller får, brudt af store gamle træer og omgivet af stejle skovbeklædte klipper. Små idylliske byer klumper sig sammen om General Store'n, og antikke biler og traktorer holder foran husene. Mange har fantastisk flotte haver med bjerge af blomster. Det virker som om, der ikke er noget grønt, kun kulørte kronblade.
Vi når halvøen rundt, og krydser gennem Hounville, for så at køre sydpå igen, inde på fastlandet. Vi kører stadigt langs den enorme Houn River, som udvider sig til en fjord. Her dukker frugtplantager op, hovedsagelig æbler og kirsebær. De hænger tæt og meget røde på træerne, vi er her i højsæsonen.
Vi standser på en lille bitte halvø, hvor der bare er en rasteplads med træer omkring, og os. Rikke tryller med gryde og pande, og vi nyder maden og udsigten i fællesskab.
Så kører vi videre ned til Geeveston, hvor der skal være en flot Air-walk (ikke Jordans). Vi kører ud af en meget lille sidegade i byen, forbi nogle forfaldne men charmerende rønner. Udenfor byen bliver vejen bedre og vi kommer ind i en meget tæt skov. Det er nytteskov, og den har været fældet gentagne gange. Et udkigspunkt hedder: The Look In Look Out. Her er tæt skov med bregnetræer, bregner oppe i træerne og klukkende bjergbække. En restaureret dampmaskine og kabeltrækker viser lidt om træindustriens historie. Nogle plancher fortæller mere, og udpeger blandt andet en gammelt træstub, så man kan se hvor højt, man tog dem for 100 år siden.
Vi følger vejen videre, og kommer til en camping og picnic område ved siden af den fem meter bred flod; Arve. Det er så småt ved at blive mørkt, og vi slutter os til de fire andre biler. Her er gang i et par små bål, og i forening med vandets rislen giver det en fantastisk atmosfære. Rikke laver aftenskaffe, som vi nyder med udsigt over floden (inde i bilens varme og myggefrie atmosfære).
I morgen vil her være massere af små spændende ture ind i den tempererede regnskov, og op i trækronerne.

3/3. TASMANSKE KLOARKDYR.
Da vi åbner bagdøren, står myggene i kø. Så vidt jeg husker, bliver de tiltrukket af CO2, og det strømmer der en del ud af. Kæmper mig gennem sværmen, og får klaret gårsdagens opvask ved flodbredden.
Mens vi spiser morgenmad, kommer en lille flok af de meget store sorte kakaduer flyvende langsomt over os. Utallige småfugles stemmer strømmer ud fra den tætte skov omkring os, men uden at kunne overdøve Arve. Det var 17oC inde i bilen, men kun 10oC udenfor.
Der er en lille travetur fra pladsen. Den går gennem tæt kold tempereret regnskov, som består bregnetræer og almindelige træer, som er totalt overbegroet med mos og lav. På stammer og grene gror mindre bregner, og til fem forskellige på ét bregnetræ. Der er mange forskellige svampe, nogle rigtig store, nogle orange, nogle grå og nogle helt røde. Der er enkelte store 200 årige eukalyptus træer iblandt.
Vi kommer ned til floden, hvor store stammer ligger på tværs, de er også overbegroet. Jeg kan ikke lade være med at skyde en halv film, men lyset er helt sikker for svagt.
Batteriet i det nye kamera er pludselig dødt. Syntes det er for dårligt, til jeg tænker på, jeg har taget 14 film. Rikke husker på batteriet fra det gamle kamera, så jeg kan skyde videre.
Vi går tilbage og får pakket bilen. På trods af, den er ret fugtig inden i, er der ingen problemer. Den starter med en perfekt røgring.
Efter et par kilometer kommer vi til en anden vigeplads. På alle skiltene i denne skov (Southern Forest) er der pædagogiske forklaringer på, hvorfor man driver skoven som man gør, og hvor godt det er. Her står også, at man ikke fæller de sidste 20 meter ned til vandløb og floder, for at undgå udvaskning. Det virker som om statsskovinstitutionen har hyret et rigtigt smart amerikansk marketings firma. Nå, de har flotte og oplysende plancher. Sloganet er noget i retning af: En multibrugs skov.
Her er en arkitekttegnet gangsti anbragt langs og over et vandløb. Den første del er der sågar plexiglastag over. Det virker ret vildt, men naturen er fantastisk.
Over alt på jorden ligger kronblade fra hvide blomster, men vi finder ikke blomsterne.
Næste plads hedder Big Tree Look-out. En kort gangbro fører ud til et enormt sump-eucalyptus. Vi kommer til træet omkring fem meter oppe, og det er mellem fire og fem meter i diameter her. I modsætning til de andre vi så i det sydvestlige hjørne, er dette ikke synligt hult. Stammen virker mere som en væg, end som noget rundt.
Historien om træet fortæller, at den eneste grund til, at det ikke er blevet fældet som sine søskende er, at det viste sig at være hult. Det er omkring 400 år, men lever nok kun 50 til. Jeg kan ikke lade være med at føle en form for respekt for et gammelt og enormt træ som dette. Det er for resten 85 meter højt.
Næste stop bringer os ud på en stålbro, midt ud over en kløft. Vi ser ned på de store træer, og så er der vist ikke mere at sige om det.
Så kommer vi til enden af den 30 kilometer skovvej. Hvor de andre pladser har været tomme eller kun med tre-fire biler, er her over 100. Et meget nyt besøgscenter med cafeteria og souvinier shop sælger også billetter til air-walken. Vi styrker os først på noget frokost, og går så op mod gangbroen.
Vi krydser den mægtige Huon flod, som er fuldstændig cola-farvet. Den er farvet af homus, dødt organisk materiale.
Selve gangbroen vejer 120 tons, er 20-48 meter høj og 620 meter lang; verdens længste. (Mange andre ting; træmole/drivhus/kontorhus og hvad ved jeg, har været den største/tungeste/højeste/osv. på den sydligste halvkugle. Jeg har ikke indtryk af, konkurrencen er så stor som på den nordlige!)
Der er en sidegren på gangbroen, som hænger frit over floden 24 meter ud og 48 meter over vandet. Som der står i brochuren: Du kan få den til at svinge, ja du kan ikke få den til at lade være!
I 20 meters højde ser jeg en lille skink, midt på et stort træs stamme. Den piler rundt og fanger fluer, som om den var på jorden. Her oppe finder vi også de hvide blomster, som ligner æbelblomster. De sidder på læderbarktræet, som giver en helt fantastisk honning. Det forklarer også de bistader vi har set i skoven.
Træerne vi går blandt er op til 60 meter høje, men manges kroner er lige ud for os. Det er hovedsagligt eukalyptus, men der er også andre løvtræer og nogle nåletræer. På vej tilbage gennem centret falder Rikke for en lille platapus (næbdyr).
På vej ud af pladsen ser vi en helt sort udvokset kyst tai-pan, en af verdens aller giftigste slanger, kun overgået af tigerslangen (målt i, hvor mange mus ét bid han dræbe).
Vi kører tilbage mod civilisationen (eller er det fra den?), men standser, da Rikke opdager et echidnas (pindsvin). Jeg har hele tiden holdt udkig efter dem, da de tilhører den helt specielle familie af kloarkdyr, som næbdyret også tilhører. Det har en meget tyk pæls på Tasmanien, med tykke korte pigge stikkende ud af. De er større end vores pindsvin, og har en lang sort næse, på størrelse med en lillefinger. Den bruger den til at rode i jorden med, for at finde smådyr.
Den sidder på skråningen langs vejen, og lader sig ikke mærke med bilerne. Da vi kommer, derimod, graver den hoved og ben ned, så kun nålepuden stikker op. Jeg sniger over ved siden af den, i læsiden, og venter til den dukker frem. Efter et stykke tid, hvor den kryber sammen ved vores stemmet, klapper vi i, og den kommer frem. Den starter med at klø sig på maven med forbenet, 40 centimeter fra mit kamera. Jeg trykker på knappen, kameraet stiller klart, dyret kryber sammen, kameraet går af, jeg bander. Det gentager sig i alt enkelthed fem seks gange til, før jeg opgiver. Pyt, det var en fed oplevelse at se det.
I en lysning ser vi en lille flok tasmanske høns. De kan ikke flyve, men kan til gengæld løbe op til 48 kilometer i timen. De ligner lidt en forvokset blishøne.
Vi kommer til Geeveston, og svinger sydpå. I stedet for at tage hovedvejen, drejer vi af ud af en kystvej, som hurtigt bliver til en slynget grusvej. Vi kommer gennem Police Point og Surveyors Bay, før vi rammer den "store" vej i Dover. Efter Haisting drejer vi af mod byens hule og varme kilde. Langt ude i skoven kommer vi til billetkontoret, fem minutter efter sidste huletur. Til gengæld får vi lov at bruge den varme kilde gratis. Damen er gift med en dansker fra Lynæs. Skidt med det svømmepools agtige bad, de har varme brusebade, og vi trænger.
Vi snakker lidt med damen om, hvor vi kan overnatte. Vi må gerne holde på deres plads, eller vi kan køre tilbage til Southport. Hvis vi er rigtigt eventyrlystne, kan vi køre ned til Cockle Creek, så det gør vi.
Endnu en slynget grus-skovvej fører og til det sydligste af hele Australien. Her er en gratis campingplads, hvor der står tre tomme campingvogne og et toilet.
Mens Rikke laver mad, plukker jeg en skål brombær i krattet om pladsen.
Efter maden går vi en lille tur ned til vandet, som er en blanding af cola-flodvand og saltvand. Mellem de mørkebrune sten ligger abelone- og muslingskaller, konkylier og fiskeskeletter. Der er en sandstrand på tre meter, men vi har ikke håndklædet med.
Den lille græsplæne vi bor på, bærer præg af, der kommer en masse dyr, måske possumer. Med lidt held, kan vi se dem i nat. Med lidt uheld er det tasmanske djævle, der kommer op at slås! Jeg stiller ekstralygterne, så vi har en bred vifte foran bilen.
Vi tager kaffen og delikatessechokoladen inde i bilens myggefrie fæstning. Mørket falder på, mens fuglene hilser det. Jeg sidder og grifler, mens Rikke læser. Da det er blevet helt mørkt, tænder jeg overhalingslyset, og afslører en flok quakkere, små kangaruer. De græsser på plænen foran bilen, og ser rigtig nuser ud. Desværre er de ikke særligt begejstret for at blive siddende, når jeg kommer ud for at fotografere dem. Det tager lang tid, før de kommer tilbage, så jeg lader dem være.
Vi skal vel også nå at sove, så vi, friske og udhvilede kan se det aller sydligste punkt, en kilometer længere nede. Så skal vi se hulen, og så måske tilbage mod Hobart.

4/3. GLOW WORM CAVE.
Vi vågner til en rigtig kold morgen, der er 10oC inde og 8oC ude. Heldigvis dukker solen op, og som to firben suger vi varme til os. Et par parakitter, der ligner sodfarvede rosellaer med blå vinger, sidder skræppende over vores hoveder, mens langt mere melodiøse fugles sang strømmer ud af den omgivende skov. En lille tur ned til vandet, det minder faktisk meget om den svenske skærgård, med de brune klipper, granerne og brakvandet.
Vi følger vejen sydpå, til vi virkelig ikke kan komme længere. Australien standser her, med et mindesmærke til ære for ret hvalen. En kæmpe bronzehval skuer ud over det sydlige Stillehav. Der er én sti ind gennem Southwest National Park, som er 150 gange 250 kilometer stor. Det går i en bue, omkring 150 kilometer uden at møde ét eneste hus, ikke lige vores kop te.
I stedet kører vi lidt tilbage til Hasting Cave, som vi kom for sent til i går. Når lige lidt frokost, inden vi går op til hule indgangen. Det er af en flot gangbro, som går tre til seks meter over den mos- og bregne dækkede skovbund. Her, som nogle andre steder vi har været, kan man se de gamle stubbe, som er fire meter høje. Træerne blev skovet med håndkraft, og ved at save trin i, og gå så højt, slap man med en tredjedel saveri (og træ var der jo nok af, de skyder op på 2-300 år).
Hulen er af en lidt anden slags kalkaflejring, men ligner ellers de andre huler. Ned fra loftet hænger lange strå, de er hule, og vokser til de forstoppes. Det kan ske i en periode med tørre, og så bliver det til en tyk stalakit. De kan blive helt op til seks meter, så er de for tunge til sig selv. Nogle af stalaktitterne i denne hule er over fem meter og stadig rimelig slanke. Her er bryllupskager på syv meter, bølgende tæpper på flere kvadrat meter og utallige andre formationer. Selve hulen er rigtig stor, fortsætter over 500 meter, men vi ser ikke det hele.
Vores lille sluttede selskab på seks bliver vist rundt af en ældre amerikaner, der har gjort det i ni år. Der er lige blevet sat nyt EDB-styret lys op for tre dage siden, og teknikeren piller stadigt lidt. Det nye lys er godt, små kæder, der kun rammer gangbroen, og spots, man slet ikke kan se kilden af. De toner op og ned, og afslører hele tiden nye scenerier.
Om det er det nye lys, eller han bare er sådan ved jeg ikke, men vores guide virker som om han for første gang viser nogle gode venner rundt i hans ynglings hule. Et virkeligt godt hulebesøg.
Der ligger utallige huler i området, men dette er den eneste med offentlig adgang. Vi ser et gammelt skilt, der gør reklame for en "Glow Worm Cave". Jeg jagtede en gang det meste af syd New Zealand rundt efter de små fyre, men den ene hule efter den anden var oversvømmet.
Vi spørger den lokale ranger ud om hulen. Man kan godt gå ned i den selv, men man skal bare huske at registrere sig ved indgangen til området. Vi får vejanvisninger, og kører 15 kilometer ned til Southport, for at se, om vi kan få et batteri til vores lygte, det døde i aftes.
Det lykkedes, byens forretning havde tre. 31 kilometer ud til Lune River (har intet med varme kilder at gøre). Finder parkeringspladsen, selvregistrere og så ud af vejen. Sådan cirka 20 meter, så er der store låste gitterporte? Vi var langt fra sikre på, vi var i den rigtige skov, men en planche nede i det lille skur nævnte Mystery Creek Cave. Finder en lille trappe bag skuret, som fører op til en pudsigt spor.
Det er temmelig mudret, og der ligger ind i mellem svællelignende tømmerstykker med metalnagler i. Vi går i en næsten ret linie, i en bregne og eukalyptus skov, der sidst er blevet fældet med håndsav, og det er rigtigt længe siden.
Der er ingen tegn eller mærker, der indikerer, vi følger et track, og vi har vores tvivl. Efter en halv times tid, med hoppen over mudderpøle, kommer vi til en lille spinket gangbro. Så åbner skoven sig, og vi står midt i et gammelt granitbrud. Her er der flere raster af den lille jernbane, som blev brugt til at transportere sten ud med. En gammel bro er lavet af store vandrette stammer, som er stablet.
Her deler sporet sig, og vi går mod venstre. Stien slynger sig gennem tæt skov, med bregner, mosser og overbegroede klippestykker. Vi når en smuk lille å, som vi følger ned i jorden. Det er et besværligt stykke til sidst. Næsten lodret ned af slimede sten og rødder.
Huleåbningen er næsten groet til, men indenfor er der bart. Det er rent granit, og åens klukken lyder højt. Vi kravler ind, til vi ikke længere kan se lyset fra åbningen, slukker lygten, og venter.
Langsomt, som stjernerne på nattehimlen, dukker lysende pletter op i loftet og de skrå væge. De er også lige så mangfoldige som himlens stjerner. Det er egentlig fluelaver, noget a'la stankelben. Laverne er op til tre centimeter lange og to millimeter tykke. De spinder én vandret og en serie lodrette tråde der er ti centimeter lange. De lodrette tråde er perlerækker af klare slimklatter. Når larven så lader sin blå lysende bakteriekultur lyse op, bliver insekter tiltrukket, fanget og ædt.
Jeg ser også en hule fårekylling der inde, ellers virker der tomt. Der lever ikke flagermus i Tasmaniens huler, 9oC er for koldt, og det kan jeg kun give dem ret i. Vi kravler op til jord overfladen igen, og starter den lange tur tilbage til bilen.
En kraftig fuglestemme giver genlyd i skoven, det er den meget sjældne lyrefugl. Vi ser den store fugl 20 meter væk gennem tæt skov, og så er den væk. Endnu en fantastisk oplevelse!
Vi kører tilbage til Hasting Cave, og på vejen er vi endnu engang ved at køre en kyst tai-pan over. Den flygter desværre, vi standsede ellers med hylende dæk, flere centimeter fra den. Det lader til, jeg heller ikke skal have et foto af den.
Vi får frokost, eller hvad det nu hedder ved fire tiden, og mens Rikke bader går jeg en lille tur i skoven. En perfekt gangbro går i en lille cirkel ind i den smukke regnskov. Alt er overgroet med mos og bregner, og en å tumler gennem klippeblokke. Forholdene er perfekte for næbdyr, men jeg ser ikke noget.
Mens jeg er i bad, er der en gut, der spørger, om jeg har et par bilnøgler liggende, han kan ikke finde sine. Jeg beklager, og tilføjer det er en trist situation. Jeg har et par ekstra han kan låne. Han fanger joken, og siger; I tassier se så hjælpsomme!
Vi har fået set alt vi kan i den sydlige del, og kan lige så godt køre tilbage. Vi følger den snoede hovedvej, og jeg undres over 100 Km/t skiltene, for gud ved hvilken gang. Mens vi passerer et, kæmper jeg med at holde bilen på vejen med 50-60 kilometer i timen, og i tredje gear. Med undtagelse af et par byer, har jeg ikke brudt hastighedsgrænsen.
Vi kører tilbage gennem det underskønne landskab, med den lave sol i nakken. Kæmpe bløde bakker med meget spredt bebyggelse, grønne græsmarker og små skove. Vejen bugter sig hele tiden, og det ene smukke motiv efter det andet åbenbarer sig.
Vi når Hobart, og kører over broen til en halvø. Den krydser vi, og en lang dæmning fører os til en ny halvø. Den krydser vi også, og så tager vi broen til Forestier halvøen. Her sker der ikke så meget, men det er ved at blive mørkt, så vi holder for i nat.
Jeg laver aftensmad: Låget af en dåse pink laks (jeg ville have haft tun, men de havde kun en kæmpe dåse. Der i mod havde de seks slags pink laks, aldrig hørt om dem før), en dåse tzarziki, lidt oliven, et par tomater og lidt frisk brød, så er der serveret.
Mens vi spiser bliver det mørkt. Vi holder vist på en kommunal grusplads, det var svært at finde nogen anden. Efter reaktionen fra de lokale, der bor lidt ned af en vej overfor, er det ikke almindeligt, at her holder nogen om natte. Genboens hund støjer om kap med en flok frøer i det nærliggende vandhul.
I morgen kommer vi ned på den Tasmanske Halvø, hvor vi skal se djævlepark, vandfald, gammelt fængsel, køre med damptog og meget mere.

5/3. PORT ARTHUR .
Vågner til dejligt varmt solskin og helt skyfri himmel. Kører ned til en rigtig lille hyggelig café, hvor vi udveksler en masse mails.
Så kører vi ned til Port Arthur, som er en gammel fængselsby. Her blev laver et savværk, et skibsbyggeri og en masse andre tilhørende ting engang i 1830. Omkring 12.500 fanger røg gennem systemet på kun 47 år. De sidste fanger blev sejlet herned i 1853.
Det var alt fra mordere til simple lommetyve. Mange døde på turen herned, andre hernede, hvorefter de blev begravet i massegrave på Isle of the Dead. Her ligger mellem 1200 og 1300. Vi kommer på et lille cruice omkring øen, som ser meget tilforladelig ud.
På fastlandet er nogle enkelte bygninger, fra den gang det var fængsel, og nogle flere, fra omkring 1900 og frem, hvor stedet allerede blev et turistmål. Her er en stor og flot kirke, uden tag og med græs som gulv. Nogle beboelses huse er intakt med hele bohavet. Det minder meget om frilands museet, og vejret er som en dejlig dansk sommerdag. Vi køber et par sandwich og en flaske vand, som vi nyder på en bænk i solen.
Vi starter i et lille museum, hvor vi får et spillekort hver, som deler os ind i grupper, og senere giver os arbejdsopgaver. Vi kommer om bord på skibet (kulisse lavet af træ), og ender på skomagerværkstedet. Andre dør på turen, og kommer hurtigere ud i solen.
Her er nogle flotte haver, og kommandanten havde en park, som er genopbygget. Et par valnøddetræer bærer modne nødder, og mine fingre er pludselig brune.
De er ved at lukke, og vi kører ned i det sydlige hjørne af halvøen, for at se Remarkebel Cave. En gangbro fører ned til nogle granitklipper ved havet. Vi kan skimte en åbning, men må klatre over gelænderet, for at komme ind i hulen. Det viser sig at være en Y-formet tunnel, ud til havet. Den er omkring seks meter i diameter og 30-40 meter lang. Bunden er dækket med hvidt sand, og der ligger nogle enkelte enorme kelp-planter. Nogle bittesmå orlogsmænd er skyllet op, og ser rigtigt flotte ud.
Vi kravler op igen, og kører op til halvøens nord-vestlige hjørne, hvor vi finder en gammel kulmine, der også blev drevet med fanger. De er ikke helt færdige med at lave den turistvenlig, men området er flot.
Der ligger en ubemandet campingplads helt ude i hjørnet, og her kører vi ud. En meget lang grusvej fører os ud til en skov, der er omgrænset af vand. Vi ser ikke en sjæl på hele vejen, men der er fem andre pæne biler på pladsen. Vi kører helt ud for enden, så vi ikke kan se de andre.
Mens Rikke laver æggekage, samler jeg brænde. Det er jeg vist ikke den første, der har gjort, jeg må vælte døde trær for at få noget. Efter maden sætter vi os over til ilden med kaffen. Mørket falder på, og pludselig hører jeg noget pudse over ved bilen. Det er en possum, den første levende vi ser, som roder i vores skraldespand. Jeg får skræmt den væk, og Rikke går over til de to meget høje skraldetønner. Da hun smider posen op i den ene, skyder der en possum ud af den anden, gensidig forskrækkelse.
Imens har jeg fået besøg af en lille kangaru, som godt kan lide brød. Den får en skive af os, og søger så andre græsgange. Så kommer possumen, som er lysegrå, og temmelig bedårende. Den virker ligeglad med brødet, og vi har ikke andet at tilbyde. En anden dukker op, den er helt sort, og kan godt lide brød. Den får en hel skive, og laffer så af. Rikke rejser sig, for at hente en ny, og da den hører bildøren, standser den, og kommer tilbage.
De er nogle rigtig små charmetrolde. Går lidt som bjørne, og bruger deres små hænder som aber, og så er de låne som en teddybjørn.
Vi får brugt hele brændestakken, og det er også blevet sengetid.

6/3. THE AARCH .
Tror vi vågner sent, Rikkes ur er halv tolv. Vi skynder os at pakke sammen, og glemmer helt at gå ned til vandet, bare 50 meter væk. Mens vi spiser morgenmad, bliver vi underholdt af en "ny" fugl. Den lyder ret meget som en blokfløjtespiller, to ens toner ad gangen, og hele skalaen igennem i behagelige melodier. Den bliver desværre accompagnieret af en gammel kendning, der lyder som om, en eller anden har fået noget galt i halsen.
Vi kører tilbage af ti kilometer grusvej, og svinger nordpå. Første stop er et Tasmanian Devil Rescue Center, hvor de også har andre dyr. Vi er her klokken ti, så Rikkes ur laver sjov igen. Det er fodre tid og det går ikke stille for sig, vi kan umuligt have været nær dem i naturen. De har udstillet to voksne og i en anden indhegning går fire halvvoksne unger. De er lige så søde som hundehvalpe, men slås noget mere indædt om den stump road-kill, der er deres morgenmad.
Vi lærer her, at de sodfarvede rosellaer, jeg har set her nede, er tasmanske rosellaer. Den grå possum vi havde besøg af i nat var en almindelig buskhalet possum. Hvad den anden var, står hen i det uvisse for nu.
Her er en stor indhegning med en blandet flok kangaruer og wallabyer, nogle voliere med kakkaduer, latterfugle, frømunde, ugler og ørne.
Bag centret er en eng, hvor der går en fugle sti. Vi ser nogle små blåkælke, to røde heste og to sorte kakkaduer. En å smuger sig i bunden af engen, men heller ingen næbdyr her.
Et lille show med en rosa kakkadue, en mackpie, en frømund og en ung tasmansk hvidmavet havørn ørn. Den forsvinder bare, og falkoneren går stadig og leder efter den, da vi kører.
Der var også et slangecenter, med op til 1500 tigerslanger, som blev brugt til serum og måske astma-medicin. Det lukkede desværre på grund af pengemangel for et halvt år siden. Foran centret går nogle tasmanske gæs, de er kæmpe store og helt grå.
Vi kommer op til Eagelhawk Neck, hvor militæret engang standse de alle de fanger, der undslap fra halvøens tre arbejdslejre. Her er kun omkring 50 meter bredt, og man lavede et "Dog Fence" af 18 hunde. Hver hund havde en lille lygte og en vintønde, den kunne gå ind i. Hvis du tror, de havde det hårdt, så tænk på dem, der stor på en platform ude i vandet! En flot bronze statue gengiver en hund med lygte og tønde.
Lidt længere oppe af vejen finder vi Hells Kitchen, som vist er lukket på en så pragtfuld og stille sommerdag. The Arch er der i mod en overraskelse. Jeg er ikke klar over, vi er tæt ved vandet. Nogle mennesker står og kigger over et hegn. En henter sit kamera, en anden sin video. Jeg siger til Rikke, det må være godt, og alligevel er jeg overrasket. Et hul, der er 15 meter i diameter, har hav med store bølger i bunden, 20 meter nede. En stor bue giver adgang til havet, som kan ses igennem.
Næste stop er et tamt Blowhol, som nok ville være bedre en dag med bølger. Vi sigter mod en sikker gevinst, caféen fra i går. De har lammeburger på menuen. Det er en bolle med taboulet (bulgur med hakkede persille og mynde samt tomater), græsk yoghurt, hummus, salat og tomat. Bøffen smagte rigtigt lækker, og slet ikke af våd uldtrøje.
Vi vælger en 40 kilometer skov-grusvej op til Orford. Her er et enkelt lille track, som starter ved en bro. Broen er lavet af enorme stammer, som er bygget op som flere bjælkehuse, og så fyldt op med stampet jord. På det højeste er den otte meter høj. Den er helt intergreret i den omgivende natur, og ser ret gammel ud. Det er den bare ikke, den blev laver i 1988, med megen omhu, så man skadede den omgivende natur mindst muligt.
Selve tracket er flot, det er gennem regnskov, som bare er lidt tør. Massere af mos, bregner, bregnetræer og andre fugt-elskerer. På den ene side har åen skåret sig ind i sandstensklippen, og abo'erne har boet her engang. Nu er det hele overgroet med mos, og hjem for en masse små dyr.
På vej tilbage til bilen ser jeg en nogle små firben, som er mørkebrune. Lige ved siden af bilen sidder en flok skinnende små blå biller, meget lig de grønne, der var ved Remarkable Cave.
Lige før vi kommer til Orford, kører vi op af et stejlt bjerg, for at få udsigt over kysten. Vi kan blandt andet se de afsvedne marker på Maria Island, som er én stor national park. Vi havde tænkt lidt på at tage der over, men vi kan ikke få bilen med.
Mens vi står oppe på toppen, kan vi høre tordenen komme rullende. Sorte skyer trækker op, og vi skynder os ned.
Vi handler lidt, da vi når Orford, og kører så op mod Swansea. Lige uden for byen, ligger noget, som hedder Spiky Brigde. Det viser sig at være en gammel og meget stor bro, som er lavet af straffefangere. På broens mure sidder 30-50 centimeter høje og tynde sten. Hvorfor er der ingen der ved, men det er specielt.
I Orford finder vi en campingplads, lige midt i byen og helt ud til vandet. Tordenen er drevet over, og vi begynder at tømme bilen for vasketøj, selv vores strek-lagen får en tur i maskinen. En femmer for vaskemaskinen, en femmer for tørretumbleren, og på en time er alt vores tøj rent og tørt.
Efter maden går vi en lille tur ned på stranden, men det bliver mørkt, og vi går hjem og tager kaffen inde i bilen. Vi kan tydeligt høre bølgernes brusen, da vi ligger os til at sove.

7/3. THE AARCH .
Jeg vågner til en dejlig solopvarmet bil, Rikke falder i søvn til samme. Vi kører ud mod Freycinet National Park. På vejen kører vi blandt Tasmaniens utallige store bakker med småskove og græsmarker. Som noget nyt kommer nogle valnøddeplantager.
Standser ved Cranbrook udkig, og ser Moulting Lagoon, hvor Freycinet halvøens småbjerge danner en flot baggrund.
Vi svinger rundt om bugten, og kommer ud i parken. Et lille usselt 4WD Only spor lokker. Det har ikke været repareret de sidste gange, det har regnet, og den stejle skråning bliver stærkt eroderet. Vi ender ude ved den meget smukke Carp Bay. På vej tilbage af "Helvedes vaskebræt" møder vi en bil som vores, bare med 11 gråhårede i. De må være køresyge!
Længere inde i parken finder vi Blue Stone Bay og et fyrtårn. Naturen er smuk, men vi har snart set ret meget af denne type sandstens-klippe-kyst.
I den franske by Bicheno finder vi kaffe i et pizzari. Trike udlejren hedder Le Frog og andre forretninger har helt umulige franske navne. Efter en kedelig pie og en god choko-karamel kage, kører vi ud til Douglas Absley National Park. På vejen passerer vi to farme: Foottrot Flats og Timbucktoo, så har vi fået placerer dem. Vi kører over et par bække, hvor vi standser for at se næbdyr. Der er ikke lige nogen hjemme, men naturen er spændende og smuk.
Ude i parken går vi en lille tur, og kommer op på et højt udkigspunkt. Langt neden under os løber en grøn flod. Det er ikke alger, men bjergsilikat, som de blå søer. Vi går ned til floden, men her er heller ikke nogen næbdyr.
Vi kommer forbi en hjortefarm. Har vist ikke lige nævnt det, men vi har set nogle stykker. Nogle med store kronhjorte, andre med lyse eller mørke då-/sika..?. hjorte! Har også passeret en emu-farm på Tasmanien. De ko- og fåre marker vi kører forbi er proppede. Selv på små marker går der flere hundrede får, angus eller hereford køer. Det ser næsten grotesk ud, så tæt de går, men der er massere af græs.
Vi svinger ind i landet, for at komme gennem Elephant Pass. Her ligger nemlig Elephant Pancake Barn, hvor de serverer pandekager, både som hovedretter og desserter.
Vejen der der lidt for sig selv. Snoet bjergvej på ti kilometer, hvor de anbefaler maks. 25 kilometer i timen, og det virker fornuftigt. Man rådes til at dytte før nogle af de skarpe sving, man kan ikke se rundt om dem.
Vi får en Chicken Mexicana og en Chicken Cashew Nut Aprikot. Til dessert får vi Banana Rom og Banana Walnut Maple samt en kande te og en kande kaffe. 250 kroner, men så er vi også dårlig-mætte!
Stedet minder utroligt meget om Malerklemmen ude i Dynnet. Her kan man kun få pandekager, og der kommer der en masse motorcyklister om søndagen.
Det begynder at regne lidt, og horisonten bliver sort. Senere kører vi i regn og sol, mens horisonten er sort 300 grader om os. En fantastisk regnbue dukker op lige bag os, mens vi står og glor ned i en lille flod.
Vi kommer forbi Cornwall, og drejer ud af en lille grusvej i Fingal, for at komme til Evercreech Forrest Reserve. Her står den højest hvide eukalyptus, som er 89 meter høj.
Vejen bliver hurtigt til en lille grusvej, med græs mellem sporene. For enden kommer vi til en pænt stor plads, hvor der er et stort bygning uden gavl, men med en hyggelig bålplads med brænde.
Regnvejret og aftnen gør, det næster er mørkt, da vi endelig når parkeringspladsen. Der er kun fem minutters gang til The Four White Knights. Turen går gennem regnskov med enorme bregnetræer. Hidtil har jeg kun set dem med 25 centimeter tykke stammer, her er de over 60 centimeter. Det er temmelig mørkt nede under den tætte vegetation, men vi finder de store træer. Det største er fire meter i diameter, og ser umiddelbart ud til at trives fint. En planche lokker med, man kan følge stien i et loop i 15 minutter, og se træerne fra oven.
Vi følger den flotte ganbro en lille halv kilometer, og så går det over en lang bro, der er lavet af én stamme. Det bliver til en grussti, som stejlt går op af bjergsiden. Det er nu så mørkt, af vi næsten ikke kan følge stien, på trods af vi er ude af den tætte vegetation. Det bliver ikke til meget med at se træerne fra oven, men vi hører en del dyr i ti-kilos klassen.
Det er helt mørkt, da vi kommer tilbage til bilen. Jeg vil blive her for i nat, men Rikke mener ikke man må campere. Jeg kan ikke se et direkte forbud, men det ender med vi kører 21 kilometer til Griffin.
På vejen ser vi en kvasthalet -øh... hopper og nogle små kangaruer og possmer.
Vi krydser en flod, og der skulle egentlig være seks kilometer mere til campingpladsen, men der holder to store campere lige ved broen, og vi lister ind ved siden af. Rikke insisterer på, vi tager lygten, og ser efter næbdyr. Jeg gider ikke rigtigt, floden er rigtig, men her er lidt for trafikeret, og man kan se lys fra en nærliggende landsby. Heldigvis er Rikke stædig, og efter at have lyst lidt, spotter vi kalorius. Den svømmer mod den stærke strøm på 20-25 centimeters vand. Vi betragter den længe, til den driver under broen, og uden for synsvidde.
Endnu en perfekt dag, hvor vi oplever mere, end vi havde håbet på. I morgen skal vi vi se Ben Nevis (sidst jeg så det, var det det højeste bjerg i Skotland), som er 1367 meter højt. Et par af de andre tinder er godt 1500 meter høje. Her er vandfald, regnskov OG NÆBDYR!

8/3. MATHIANNA FALLS .
Vågner klokken halv seks, ved at jeg syntes min ryg er lidt kold. Checker termometret: 4oC, så er det nok derfor. Vi ligger temmelig tæt resten af natten. Solen står op, og vi venter lige lidt, så den kan varme vores verden op. Klokken ni tager jeg lige temperaturen: 2oC, så det har nok været lidt frost i nat. OG DET KALDER DE SOMMER!!!
Nede over floden er der mosekonebryg, og fra træernes kroner lyder fuglesang. Den primitive tømmerbro med brædedæk, som vi så næbdyret fra i aftes, kan bære 46 tons, det er da meget pænt.
Jeg går en lille tur i polarmorgenen, men ser ikke flere næbdyr. Der i mod er der en fantastisk udsigt både ned og op af den lille flod.
Vi tager tilbage til kæmpe ecalyptusen, så jeg kan støve lidt rundt i regnskoven med de enormt store bregnetræer, i dagslys. De er stadig imponerende, men noget af stemningen forsvinder med natte. Denne sti er en af Tasmaniens Short Great Walks, som er spredt ud over øen. Der er 30, som med god grafik ved indgangen, og virkeligt vellavede gangstier og -broer, fører én ud til de smukkeste steder i naturen. En folder beskriver dem alle, med beliggenhed, hvad ser man, længde, eventuelt park entre, toilet/BBQ, sværhedsgrad, egnethed for grupper, i dårligt vejr og om men må ha' hund med.
Vores næste korte store gåtur er ud til Mathianna Falls. Køreturen er ret lang, af en smal men rimelig grusvej. Det meste af vejen går gennem nytteskov, men den er også spændende, når den står på en næsten lodret bjergvæg.
I en stor rydning ser vi nogle rødkælk-ligende småfugle, de har bare signalrødt bryst.
Vandfaldet kan høres langt væk gennem bregneskoven. Vi går af en meget smal sti, der kryber op af sandstensbjergets stejle side.
Faldet er rigtigt flot, omkring syv til otte meter højt og halvanden meter bredt. Det bliver brudt nogle gange på vejen ned, og solen brydes i de hvide kaskader.
Vi kører tilbage til Fingal. Tanken er næsten tom, så bilen må have sin del.
Der er et andet vandfald lige i nærheden, kun 26 kilometer af zig-zag grusvej, der ikke lader nogen tivoli-rutshebane noget tilbage. St. Columba faldet er fantastisk, 90 meter højt, og med god tilstrømning. Dette fald tager nedturen i flere etaper på den bare klippevæg, og ender blandt store klippeblokke, hvor bregnetræer stortrives. Det er umuligt at fotografere, det kræver mindst seks skud.
Stien hen til faldet kræver også sine fotos. Mosser, bregner, forvredne stammer og en lille bæk giver det ene motiv efter det andet. Det værste er, jeg kun har ASA 200, og hvis disse fotos skal være gode, skal de tages med ASA 800. Det må jeg have fat i, før vi forlader den tempererede regnskov.
Solen kommer og går, og vi er mest nede i skovbunden, så det er temmelig koldt, næppe mere en 16oC. Yder mere har jeg været dum nok til at klæde mig på efter vejrudsigten. De havde lovet et højtryk lige over Tasmanien med følgende 25oC og høj sol. Her går jeg og småfryser i tynde nylonbukser og sandaler. Rikke fryser også, men det er mere reglen end undtagelsen.
På vej tilbage til parkeringspladsen møder vi til vores store overraskelse en bus fuld ældre australiere. De er i højt humør, og én spørger, om vi kører i en lille blå bil. Næ, hvorfor? Bussen har lige kvast den! Tror det er en australsk joke, til vi ser bilen. Så slemt er det heller ikke, men den har fået en bule. Fatter ikke, hvordan chaufføren har troet, han kunne vende, før der blev flyttet en bil eller to.
Bare fordi man har set to flotte vandfald, kan man jo godt se et til. Ralph Falls er i samme skov, ikke mere end 16 kilometer væk. Vi kører lidt tilbage af samme vej, og drejer (ad et par gange) rundt om et skarpt hjørne, og kører ud af et smalt spor med græs i midten.
Fra parkeringspladsen er der kun ti minutters gang gennem en ny type skov. Meget bredbladede bregner og et fuldt mostæppe. Fra træernes grene hænger op til 20 centimeter lange mosranker.
Vi runder et hjørne, og den mest fantastiske udsigt åbenbarer sig. En stor solooplyst og meget lysegrøn dal, langt under os, nogle helt lodrette og næsten bare klippevæge med bonsai-træer på og et smalt vandfald på 100 meter i èt fald. Det er et af de smukkeste syn, jeg har set, jeg ville bare gerne have lidt sol på. Vi bliver der et stykke tid, men solen bliver nede i dalen.
Vi beslutter os for at finde en campingplads lidt tidligere i dag, og kører mod Weldborough.
På vej ud af skoven passerer vi igen en nyligt dræbt vombat. Rikke ser et dyr løbe væk, en possum eller en djævel. Vi standser og jeg undersøger ådslet. Der er ingen tegn på vold, hvilket tyder på possum. Så hører vi en tykkere gren knække, det tyder på djævel. Hvis vi snart skulle fra øen, var vi blevet siddende på lur, men vi har stadigt en del at se, så vi ser måske djævel, en anden gang.
I Weldborough er der kun et sted at sove, på pubben, der kalder sig Simply the Best Worst Pub in Tassie. På menukortet er blandt andet djævelburger, kangaru bryster, maddikesovs, eucalyptusblade-suppe, spyfluekage og lignende. Nu tror man så det er en tassie joke, men efter at have set campingpladsen og ikke mindst toilet- og badeforhold, er vi tilbøjelige til at tro, det er rigtigt. Campingpladsen koster 55 kroner, og de har varmt brusebad.
Værternes store sorte hund følger nøje med i Rikkes madlavning, og virker en anelse stødt, da den bliver sendt væk, da maden er færdig. Som tak, underholder den, da den lokale latterfugl endelig holder kæft.
Vi går tidligt i seng, så kan vi nå at sove lidt, før vi vågner af kulde.

9/3. PINGVINER .
Dagens fugl er den sorte kakkadue med gul hale, desværre; de støjer infamt. Det hjælper ikke, de bliver ledsaget af et par latterfugle og en jeg-har-noget-i-halsen-fugl. Den flok stærre, der var forbi tidligere, lød væsentligt bedre.
Vejrudsigten er endnu bedre for i dag, så jeg finder mine sko og tykke bukser frem. Det viser sig at være et hit, det bliver en dejlig sandal-og-korte-bukser-dag.
Vi kører lige uden for byen, hvor der er endnu en regnskovs gåtur. Den bidrager ikke rigtigt med noget nyt, så vi fortsætter op i det nord-vestlige hjørne af Tasmanien.
Vi kommer gennem flere små "hill-billy"-byer, hvor den nyeste biler en Datsun 120Y fra sidst i '70-erne. Den ældste er noget i retning af en Ford A, som ligger og formulder bag laden med dens næste fem-seks efterfølgere. Alt andet er lavet i træ, noget blev malet én gang, da det blev sat op for 50 år siden. Menneskerne der fordriver lørdag formiddag passer fint ind: Ternede skovmandsskjorter og lange fuldskæg.
Vi passerer Tomahawk, og landskabet ændrer sig. Det bliver meget fladt, og da vi kan se nordkysten, er der store sandklitter. Beplantningen ændrer sig ikke, det er stadig en blanding af småskove og kvægmarker. Kan ikke huske om jeg har nævnt dem, men de har nogle enorme vandningsanlæg. Op til 500 meter lange, kører rundt i cirkel og ser bare vældigt store ud.
Vejen vi kører på bliver pludselig til grusvej, og vi møder 15 biler på 20 kilometer, mod tre på de forgående 50 kilometer asfaltvej. Antallet af road-kills er også voldsomt, man kan se fra det ene til det næste. Busk halede og plettede possums og vombater udgør største delen. Ser noget der ligner en lille pingvin, meeen....
De har i øvrigt et fantastisk vejsystem, selv den mindste grusvej vi kører på, har et nummer, for eksempel B228. Når man så har et kort, der har samme numre, er det ingen sag, at finde rundt. Faktisk lykkes det rigtigt godt for os, også når vi ikke har så gode kort.
Vi standser ved en såkaldt blå sø. Den ligger i en kalkgrav, og er flot turkis. Det tager ikke så længe at se den, nu skal vi finde frokost. Det bliver i Brideport, som er en lille driftig by.
Så kører vi mod Nabowla, for at se lavendler. På vejen passerer vi nogle rigtigt store marker, hvor løg ligger til tørre i lange rækker. Lavendelfarmen blev startet af en driftig englænder for små hundrede år siden. Det er blevet en kæmpe succes, og de lavendelblå marker dækker et enormt areal. De er desværre lige blevet høstet, så vi bliver ikke længe.
Vi kører forbi Bangor, syntes jeg har set det bynavn før! Så kommer vi til North Lilydale, hvor de har to vandfald. Det første ligger næsten lige ved parkeringspladsen, og det næste lige efter. Det dårlige er, at de ikke er så store. Der i mod er de ret smukke, med store mos overgroede sten og flot omgivende natur.
Byen ved siden af har en rhododendrunpark, som kun er åben i week-enden. Ærlighedsbøssen skal have ti kroner, og så kan vi selv finde rundt. Den er lavet af en familie, som så har skænket den til staten. Ud over enorme rhododendrunbuske er her et mindre aboreum og (som det eneste blomstrende) massere af lyng.
Vi spadserer lidt rundt, men orker ikke de stejle bakker. På afstand ser vi skyggehuse, men da der ikke længere er blomster på rhododendrunerne, kan det være lige meget.
Det er så småt ved at blive aften, og vi beslutter at finde en campingplads. Oppe ved kysten er der en lille by, Low Head, som både har campingplads og en pingvinkoloni. De kommer ind i tusmørket, så det passer fint.
Vi finder pladsen, og vi tømmer bilen, så vi kan få lavet et bagsæde til Jesper og Morten, når de kommer. Det er i god tid, men vi skal måske finde nogle pudsige stumper. Rikke laver mad, mens jeg ligger sidste hånd på værket. Havde tænkt en del over, hvordan det kunne laves, og det blev da noget der hen af. Der skal bare lige et par skydere, lidt ståltrådsøjer og noget skumgummi til, så er den der.
Vi sluger maden, og skynder os gennem byen til fyrtårnet, hvor der starter en guidet pingvintur. Den koster 45 kroner per næse, men de går forhåbentligt til et godt formål. Kommer kun passende for sent, og lige i tide til at høre en meget lang udenadslære om kræene. Så kommer de forsigtigt luskende ind fra stranden. De minder om baseball-spillere, der prøver at stjæle en base.
I vores bog står der, det er fairy pinguins, jeg vil kalde dem små blå, verdens mindste. En guide fører os langs kysten, op og ned af klipper og mellem stikkende buske, hvor under pingvinerne graver deres reder.
Guiden fortæller blandt meget andet, de havde en olieforurening i 1995. De indsamlede alle 2165 pingviner de kunne finde. Rensede dem og tvangsfodrede dem i de seks uger det tog at rense stranden, og kunne udsætte 2161. Det var da flot, ikke? De små fyre er ret charmerende, som de skrutryggede kommer pilende, eller sidder og putter ved hulen. Nogle kommer ind smelde fede (over dobbelt vægt) for at skifte fjer. De bliver tude grimme, og meget sky.
Tilbage på pladsen til kaffe og varme i bilen. Ikke at der er meget varme, men der er i det mindste læ. Planlægger at se: Batman Brigde, en kløft, dampmaskine museum og mere i morgen.

10/3. BATMAN BRIDGE .
Natten startede temmelig svalt, men det blev faktisk varmere. Klokken ni er der 16oC og solskin. Et hurtigt bad og så skal vi ned og se Batman Brigde. Det specielle (ud over navnet) er, at det er en af de første hængebroer, bygget i 1968. Da en af flodbredderne er af ringe fundarmeringsværdi, er der bygget et 100 meter højt tårn på den anden, som holder 90% af broen. Vi kom, vi så, vi kørte igen.
Så tager vi videre ned midt på Tasmanien til Exeter, som er berømt for sin Country Food. Vi finder det spise sted, med mest country food-reklame. Inden for finder finder vi det sædvanlige, men det smager også godt.
Så tager vi et scenic drive, som fører os til Notley Fern Gorge State Reserve. Det er det sidste lille stykke uberørt skov af sin slags. Den er tørre, end de regnskove vi ellers har været i, men vegetationen ligner ret meget. Her er bregnetrænerne bare endnu større, helt op til otte meter stamme. Vi finder en enkelt meget flot ådselssvamp, som er helt rød og fem centimeter høj. Nogle små hoppere flygter dovent fra os, nærmest som en sur pligt.
Så tager vi til Launceston, som er Tasmaniens næst største by med godt 67.800 indbyggere. Vi har ramt søndag, men det gør mindre. Vi skulle se museet, men vi nøjes med souvinier shoppen. Rikke får en flot kraveagame broche, og vi konstaterer, der ikke rigtigt er noget vi gider se på museet.
Der skulle også være en kløft midt i byen, som skulle være speciel. Det er den sørme også: Det meste af byen er vist her ude for at bade i Cataraet Gorge. Fra parkeringspladsen tager man verdens længste enkeltstols tovbane (308 meter) over til restaurant og café. Der reklameres med, den olympiske ild også har været over. Banen går over en stor pool, og en endnu større sø. Floden kommer ind til søen gennem en fantastisk kløft. Næsten lodrette sider, der er 50 meter høje. En gammel hængebro spænder over kløftens åbning, og lange gangbroer går langs kløften, i begge retninger.
Et lavt, men meget bredt og voldsomt vandfald, styrter ned fra den (i tørtiden) gangsti, der er alternativ til tovbanen. Vi smovser lidt i caféen og er de sidste der tager tovbanen tilbage, før den lukker. Den har en ubehagelig højde. Når ting er lave, rører de mig selvfølgelig ikke, når det er rigtigt højt kan det være lige meget, men denne...
Vi forlader byen, uden at se dens ellers så pænt omtalte parker. I stedet tager vi den ene smukke lille vej efter den anden. Vi standser i en lille by, for at købe mælk til aftensmaden. En bil kører ind efter os, og manden spørger, om det er et dansk flag. Det viser sig at være en rigtig flink fyr, som hedder Morten. Han kom til Tasmanien for 25 år siden (en kvinde!), hvor han er landmand. Vi sludrer lidt, og vi bliver inviteret hjem til ham, i morgen.
I forbindelse med tanken er en isenkræmmer, hvor jeg kan finde lidt stumper til bagsædet. To skydere, en pakke skruer og et stykke ståltråd. Så mangler der bare koldskummen og en elektrisk pumpe til vores luftmadras.
Vi tager flere scenic drives, passerer nogle popler der er i gang med løvfaldet, og kører blandt andet af den idylliske vej med navnet B52. Vi kører over en enorm slette, med en stor bjergkæde til højre, som hedder Great Western Tiers.
I de sidste solstråler kommer vi til den overidylliske by Ross. Den består næsten udelukkende af sandstenshuse, og dens bro er berømt. Det er Australiens tredje ældste bro (1836), og er bygget af tre straffefanger, som blev benådet for deres flotte bro. Den kunne sagtens føre over voldgraven til et kongeslot.
Lige ved siden af ligger ruinerne af en kvindefængsel, og bag det, ligger en smuk gammel sandstenskirke, med stentårn. Haverne omkring de idylliske huse er rigtig smukke, med utallige blomster og stenbede med lave vækster. Haverne er omgrænset af lave stenmure, med smukke smedejernslåger.
Broen fører over en bred men langsomt strømmende flod, med massere af vandplanter og frøer. Det hele er simpelthen for perfekt og idyllisk, vi må videre.
Vi finder den (eneste) rasteplads, som vi også tog en lur på, på vej ned over øen. Vi bruger deres gratis el-grillplade til at lave aftensmad på, og til stor skuffelse for de to lokale buskhalede possumer, smider vi intet ud.

11/3. MØGBONDEN .
Det blev lidt koldt i nat, men Rikke har lært at tage alt sit tøj på, når vi går i seng, så det går fint. Vi kører først ned til Oatland, som skulle være en rigtig lille hyggelig by. Den virker bare totalt uddød, så efter morgenkaffen driver vi videre.
Den overhyggelige by Ross, spøger stadig lidt i hukommelsen. Vi må tilbage i solskin. Vi finder en omvej på 60 kilometers ensporet grusvej. Den går gennem kvægfoldene, og vi får hilst på et par bønner. Jeg ser en echidnas, standser bilen, og går tilbage. Når næsten at sætte mig, før den graver sig lidt ned. Jeg har god tid, og sætter mig forsigtigt tilrette. Den begynder så småt at titte frem, da møgbonden kommer kørende med sin hund. Han standser selvfølgelig, for lige at se, hvad jeg laver. Samtidig graver echidnas'en rigtigt godt ned, og dér bliver den, den næste halve time. Jeg mister tålmodigheden, også fordi jeg ved, at den sandsynligvis når at dykke ned mens kameraet stiller skarpt. Jeg prøver at vippe den op, men den sidder helt fast i jorden.
Vi triller vider gennem det relativt flade landskab, der udelukkende består af gyldne afsvedne græsmarker med får og køer. Vi er virkeligt "out-back", de enkelte gårde, vi passerer, ligger bag en lille bakke eller skov. Det er kun de uendelige pigtrådshegn med træstolper, der vidner om mennesker.
Vi kommer ind i Ross fra en lille baggrusvej, og finder broen først. Den er stadig flot, men som resten af byen, var den alligevel mere fascinerende i tusmørket. Vi følger floden lidt, og kommer til resterne af kvindefængslet, og den bagved liggende kirke. Den har nogle fantastisk flotte glasmosaikker, som vi i dag kan komme ind og se.
Vi går en tur gennem hovedstrøjet, og ender mærkværdigvis på en café. Så kigger vi lidt i en gave- og antikbutik, der har nogle rigtigt flotte "antikke" hunde sofaer. Naboen er en "skrammel købes- antik sælges" lade, hvor indehaveren kender to Poul Jensen'er. Finder heller ikke rigtigt noget her, så vi køber ikke så meget.
Tværs over nogle flere kvægfolde af små markveje, og vi kommer til Bothwell, som er berømt for sine 40 fredede huse. Der er et par flotte gamle huse, men det største udbytte får vi fra tanken og købmanden.
Vi kører gennem Hollow Tree, som bare er tre-fire gårde, der ligger lidt tæt på hinanden. Når vi ind i mellem kører på en lille strækning asfalt, kommer der snedriver på tværs af vejen. Den stærke vind, og de modne tidsler giver en fantastisk illusion.
Landskabet bliver mere kuperet, som vi kommer sydpå. Nede i en dal under os, ligger en helt rød sø. Der er en eller anden vandplante, men de seks halvanden tons sorte tyre virker ikke indladende, så jeg får ikke lige artsbestemt.
I Ellendale ser vi indgangen til Old MacDonalds Farm.
På en af de andre gårde er en sortbroget ko ved at kælve, lige ud til vejen. Vi standser, så Rikke kan se det, men bonden kommer og jager koen op, og ned seks ben og et hoved i hver ende, bliver den drevet hjem mod gården.
Vi finder ud til Mount Field National Park, hvor der er smukke gåture og lidt vandfald. Vi er rimeligt tidligt fremme, så jeg laver bagsædet færdigt, og for tests skyld, sætter jeg vores skygge/regn-prssening op. Vi har købt den for et stykke tid siden men ikke haft tid eller brug for den. Mens jeg improviserer med snore og elastikker, begynder det helt uventet at dryppe. Da halvtaget er færdigt, begynder det at regne rigtigt. En totalt mærkelig fornemmelse af timing skylder ind over mig, skræmmende!
I morgen skal vi trave et par små ture, og vi skal også finde ud af, om vi skal krydse floden Styx, som ligger lige i nærheden.

12/3. MOUNT FIELD NATIONAL PARK .
Da vi kravler ud af bilen, sidder vores plads-hopper parat til morgenmad under preseningen. Det er en pademelon, en kangaru på en lille halv meter, og med det sødeste "hvalpe ansigt".
Det er overskyet, og der kommer lidt regndråber, så klokker er blevet lidt mange, før vi starter dagens første ekspedition. En sti fører ind i skoven bag pladsen, og leder os op til et stort vandfald, Russel Falls. Det består af tre brede trappetrin på hver syv-ti meter i højden. Rigtigt smukt, men desværre gror der temmelig store træer på et af de midterste trin, så det er svært at se hele faldet på en gang.
Vi følger stien videre, og kommer til toppen af faldet. Herfra kan man se endnu mindre af faldet, men naturen er smuk. Regnskov med bregner og mosser. Endnu længere inde i skoven er et andet fald, Horseshoe Fall. Det er ikke så stort, men utroligt smukt. Tre-fire meter højt, med store overbegroede klippeblokke foran. Solen titter lige frem i lysningen, og jeg får skudt et foto.
Vi traver tilbage, og besøger café og souvenirer kiosken. Rådfører os med rangeren, og kører så op af en enkeltsporet grusvej, der fører os langt ud i Mount Field National Park. Det er temmelig koldt, og landskabet er ret barsk. Derfor undrer det mig en del, da vi passerer nogle jocapalme-lignende planter, vi ikke har set før. De gror midt på de mosovergroede klipper, og bliver op til fire meter høje.
Vi kører næsten hele tiden mellem to væge, enten af sten eller totalt uigennemtrængelig skov. I starten er der fint slåede græsrabatter, senere er der bare dybe grøfter. Der bliver flere og flere dybe huller i vejen, som kan flænse et dæk, hvis jeg er uopmærksom i et sekund.
Vi passerer passet i 651 meters højde, men det føles og ser ud som 3.000 meter. Jorden er dækket af lave alpine vækster, og der er vandløb og pytter over alt. Hvis det havde været 15 grader varmere og vindstille, kunne man have gået en smuk tur.
Her oppe finder vi nogle store søer. Det virker pudsigt, at køre op til dem, men vi er mellem 13-1500 meter høje tinder. Det blæser ret meget, og temperaturen når ikke over 12oC, så vi kan sagtens nyde udsigten inde fra bilen. Lake Dobson er flot, men for kold til at vi vil trave i området, så vi vender bilen, og kører ned til lejren igen.
Vi supper et dejligt varmt bad, og er så klar til den lange vej ud i den rigtig store park, der fylder en fjerde del af Tasmanien. Der er kun én vej, der går ud i den, og ikke engang i gennem. Der er èt track, der fører rundt i en bue, det er det. Vi tager vejen!
40 kilometer inde af asfalten, går en grusvej ud mod nogle tracks og en dæmning. Det første track hedder Creepy Crawly Natrual Trail, og det må jeg se!
Den hidtil smukkeste mosskov, jeg endnu har været i. Stien slynger sig over og under enorme overgroede stammer, og små plancher fortæller lidt om dyr og planter. Her lever de fantastiske fløjelsorm, men jeg kan bare ikke finde en. ØV! Mosset hænger i store puder fra træernes grene, og der er ikke èt sted på jorden, der ikke er mos. Der er tørve-, bregne-, fjer- og hvad ved jeg-mosser.
På alle de små pladser vi passerer i disse bjerge, står der utallige bistader. De indsamler lædertræhonning, som vi stadig ikke har smagt. Vi ser måske 2-3000 stader, så mon ikke vi også kan finde et glas?
Efter 30 kilometer elendig grusvej, ender vi ude ved Edgar Dam, som er en joke. Den er 30 meter lang, og der er en højdeforskel på to-tre meter. Nå, så har vi da været her. Vender karaten, og lister tilbage til asfalten. Længere ude i The Great Southwest Wildernes ligger Lake Pedder. Den var et af de første reservater, der blev lavet på Tasmanien. Sød lille sø med hvid sandstrand. Så en gang i '70erne fandt man på at lave et vandkraftværk, bygede et par dæmninger, og vupti: Australiens største ferskvandssø. Den fredede park? Under 20-30 meter vand. Nå, her er lavet et endnu større netværk af fredninger, og naturen er fantastisk.
Vi ser, hvad der rager op af det underjordiske kraftværk, midt i søen, og kører så ud til den store Gordon dæmning. Den er stor! 141 meter høj og måske 60 meter bred. I bunden sidder en dør, og jeg tænker på taleboblen: "Hvad har I her inde?"
Vi er kommet efter lukketid, så vi har det hele for os selv. Mangler bare kaffen og sollyset. Her er lidt mere end møgkoldt, så vi beslutter at køre ned i lavere og forhåbentlig mildere himmelstrøj. Der er 94 kilometer ud af parken, og det bliver mørkt nu.
En oplagt chance for nat safari, hvor vi måske kan være heldige at se en djævel. Det vrimler med forskellige små kangaruer og forskellige possumer. Vi ser også en enkelt quool, som vel nærmest er en plettet possum.
Vi standser ved en flod (kan vi høre, ikke se) og spiser kold aftensmad, og fortsætter så uden for parken. Ser to gange noget løbe (ikke hoppe) over vejen, som er større end en possum. Så krydser en lille fyr vejen. Mener begge, vi ser den karakteristiske hvide stribe, så jeg kaster bilen ind til siden. Lygten ligger klar, og jeg drøner tilbage.
Sørme om det ikke er en lille djævelunge, sådan cirka halvvoksen. Husker, hvad vi hørte på djævel-centret, den kan sagtens kvase finger knogler, så jeg holder lige lidt afstand. Den når at smutte gennem et hegn, før Rikke når helt frem, og jeg taber den af syne på den anden side.
Klokken nærmer sig elleve, og jeg har haft en hård køre dag, men der er ingen rastepladser. Endelig dukker der et campingskilt, og vi svinger af. Stor plads uden andre. Rikke hører en gren knække, lidt efter vi har lagt os, jeg sover.

13/3. BRONTE
Vågner op og kigger ud. To mænd står og roder ved et skur, i den fjerneste ende af pladsen. Det viser sig, af det er en almindelig campingplads, med pool, toilet og BBQ, hvis gæsteparkeringsplads, vi har overnattet på. Den ene fyr kommer over og sluder, og vil selvfølgelig have penge. Kan dårlig nægte, vi holder jo på hans jord. Det viser sig, han kun skal have 55 kroner, og da Rikke betaler, nøjes han med 40 kroner.
Vi triller nordvest på, på jagt efter diesel og kaffe. Her er ikke mange byer, men der i mod nogle vandkraftværker. Kører langs en kanal, der forsvinder ind i to kæmpe rør. Længere nede i dalen ender de i et kraftværk.
Vi kommer til Bronte, hvor vi får den savnede diesel og lige så livsvigtige kaffen. Der er nok ikke mere end 50 indbyggere. Næsten alle går i skovmandsskjorten, bærer dolk og snakker kun jagt og fiskeri. Inde i den lille tank/købmand hænger en opslagstavle med fotos af jægere og deres nynedlagte trofæer. Alt fra bjørne over afrikanske kafferbøfler til tasmanske tigere.
Vi sniger ud, uden at vælte nogen Harleyer, og kommer til den nordlige del af den store vildmark. Her er enorme sumpe, store bjerge og ikke en sjæl. Det skulle da lige være de vagthavende på vandkraftværkerne. En del af de søer, vi passerer, bære præg af, der er nogen, der tapper af. En bred remme af gold mark, omgiver dem, dækket af døde træer.
Solen titter en sjælden gang i mellem frem, men det meste af tiden er det overskyet. Mange gange ser vi fine skyer mellem bjergtinderne og foran dem. Vældigt flot, men den lille fotograf inden i mig, skriger på sol. Det er snart sådan, at når der kommer en solstråle kigger jeg febrilsk rundt efter et eller andet, bare noget, at fotografere.
Vi runder et hjørne af bjerget, og kommer lidt overraskende til Surprise Vally, som er en kæmpe stor, og meget dyb skovklædt dal. Det er svært at sige, hvornår vi kører på et lille scenic drive, og hvornår vi er på den "store" A10 hovedvej.
Jeg tror, de har fået nogle brugte veje fra Australien, og har måtte bukke den (temmelig meget), for at få dem til at passe. Rikke kommer med en bedre forklaring. Australien fik én stor racerbane, brugte selv alle de lige stykker, og tassierne fik alle de tilovers blevne sving.
Efter et par hundrede kilometers bjergidyl kommer vi til den dal, hvor spøgelsbyen Queenstovn ligger. Det er ikke kun mængden af tomme huse, der gør det til en spøgelses by. De omgivende bjerge er også helt bare og golde. Her har været kobberminedrift i mange år, men nu er det næsten slut.
Der er ikke meget spændende i byen, men deres grillbar er udemærtket. Vi får en mail fra TT-line, som driver færgerne til øen. Havde først sendt en mail med overskriften: Reservation 21/3 from Tasmania. Der efter vores navne, nummerplade og så videre. Fik en malil tilbage om, han ikke kunne reservere, når vi ikke skrev hvilken dag?! Ny mail med datoen inde i teksten. Nyt svar: Alt udsolgt, I kan komme med den 30/3. Dyb krise, det er for længe/for koldt. Kan komme med katamaranen for 150 kroner mere den 22/3. Den hopper vi på. Mister så overnatningen, maden og skal køre lidt længere, men alt for at komme væk fra djæveløen og specielt dens kulde.
Da vi kører ud af byen, ser vi et temmeligt almindeligt skil: Road adoptet by: og så navnet på staklerne der samler affald op. Nogle gange er det en skole, Lions Club, den lokale fabrik eller mine, og den værste: Udvekslingsstudenter.
Selvom vi er ude af parken, kører vi stadigt i uopdyrket land, som ligner en naturpark. På den modsatte bjergvæg løber Horsetail Waterfall flot og lydende ned over den sorte klippe.
Vi passerer flere mindre søer, og en stor: Plimsoll. Ud over navnet er pudsigt, er der vist ikke andet at sige.
Vi standser ved Hellyer Gorge, og går en lille skumrings tur langs floden. Endnu en bregnetræs skov med mosser, små vandfald og store træer. Vi har snart set nok for denne omgang.
Klokken otte er det næsten helt mørkt, og vi ser dagens første ko på den første opdyrkede mark. Der lyder et knald, da en temmelig stor oldenburrer rammer ruden. Så kommer der flere, og jeg sætter farten ned. Tror vi bliver ramt af 50 på en kilometer, godt vi ikke var på motorcykel.
Vi kommer til Burnie på nordkysten ved halv ti-tiden, og finder en campingplads. Rikke vasker lidt tøj, mens jeg taster, og så på hovedet i ladet. Vi har kun kørt små 400 kilometer, men jeg har drejet mere på rattet, end en Paris-Dakar deltager. Langt det meste af tiden har vi kørt i tredje gear, enten for at slæbe os op, eller bremse os ned af foldebjerge. Man bruger ikke trikset, med at ligge en bro over en kløft, man laver bare vejen ind i bunden, og ud igen (og igen, og igen....). Hvis jeg ikke passer på, ender jeg med en brystkasse, som en kvindelig russisk kuglestøder.

14/3. BERNIE
Morgenhygge med sytøj; både min og Rikkes buksebag har haft svært ved at klare strabadserne, men en meter kinesertråd klarer problemet. Det betyder så, at vi er nødt til at spise morgenmaden uden for pladsen. Det betyder så igen, at vi får set omkring 100 ol'timers, både motorcyklerne og førene. Der er alle mærker, selv Vincent og Nimbus.
Da servicevognen er kørt forbi med en enkelt på ladet, kører vi til Bernie, som er en pænt stor by med 26.000 indbyggere. Vi starter med kaffe, og finder så færgebookingkontor, for at prøve at slippe fra djævleøen lidt tidligere. Han starter med at sige, han ikke kan ændre billetter. Vi skal ikke ændre, vi har ikke fået billet endnu. Så ringer han til TT-line, men der er et eller andet, så han foreslår os, at gå ned på turistkontoret.
Her er en flink fyr, som virkelig prøver. Vi kan få bilen og Rikke over som hostel-gæst, men jeg skal i kahyt med en anden. Samtidigt bliver det dyrere end med katamaranen. Vi ender med at tage Devil-Cat'en den 17/3, det må vi slippe 1550 kroner for. Så må vi bare håbe, det bliver stille vejr, ellers er de seks timer rigtigt lange.
Så skal vi finde en fotoshop, der kan fremkalde APS-film. Det viser sig, at der ikke er en Fuji-forhandler i byen, kun en Kodak som jeg ikke har de bedste erfaringer med. Det viser sig så igen, at de ikke engang kan fremkalde mine syv APS-film.
Vi trisser lidt op og ned af "strøget", og finder blandt andet en gasbrænder til, så Rikke også kan lave mad til Morten og Jesper, når de dukker op.
Vi har fået set byen, og henter bilen i parkeringshuset, Det koster kun 2,20 kroner i timen, at holde helt centralt. Så triller vi op af kystvejen. Landskabet bliver præget af store delvist opdyrkede bakker. Vi drejer af hovedvejen, og krydser skiftevis mellem smalle asfalt- og grusveje. Vi finder en lille blomsterpark, meget langt ude, i en lille by, der hedder Allendale. Et ældre ægtepar har opbygget den gennem de sidste 22 år. Den er rigtig pæn, med et hav af forskellige blomstrende blomster og træer. En lille bæk snor sig i gennem, og fem eller seks broer krydser den. Små hvide støbejerns bænke, perkulaer og anden idyl fuldender billedet sammen med den perfekte sommer dag.
Der er også en regnskovstur med store træer. Ikke at vi ligefrem hungerer, men hvad. Vi er lidt langt nede i diesel, og Rikke mener vi bør tanke. Jeg mener, efter lidt hovedregning, at vi bør have fire liter tilbage, når vi har set Dip Fall og Big Trees.
Flere små snoede grusveje i et mennesketomt landskab. Vandfaldet er flot, det løber i to fem-meters etaper, ned over søjlebasalt. Træerne ender med at blive til ét, som er 400 år, 62 meter højt og 16 meter i omkreds.
Vi lister tilbage mod hovedvejen, og må på et tidspunkt kaste bilen af vejen. En lang lastbil kommer racende rundt i en snæver kurve på en smal vej. Vi er i inderbanen, og den er pludselig kun en halv meter bred. Heldigvis er det et af de få steder, hvor der er en rabat, og ikke en grøft eller en afgrund.
Vi når hovedvejen, og en tank. Fylder 66,2 liter på, så var der kun 3,8 og ikke 4 liter tilbage. Jeg mener det er nok, men Rikke mukker lidt. Måske fordi jeg havde ret.
Vi kommer ud til The Nut, som er en 150 meter høj, rund klippe af vulkansk oprindelse. De påstår den er 12.500.000 år gammel, og det kan da godt være. Byen der ligger for foden af de, er bedårende, ren filmkulisse, med skipperhuse, lyserøde kniplinge-huse, blomsterbede og idyl.
Rikke har fablet om kinesisk (mad) hele dagen, og vi finder en pæn restaurant i Wynyard. Stop mætte finder vi en campingplads i nærheden, og går omkuld.

15/3. BERNIE
Kommer lidt sendt ud af poserne, og bruger morgenen til bad og rengøring af hjemmet, så morgenmaden bliver uden for campingpladsen, men med havudsigt.
Vi kører ind over landet, og ser en stor flok stære, der gentagne gange bliver angrebet af en falk. Meget tæt formationsflyvning, en fantastisk opvisning.
Kommer til Table Cabe, hvor der er en fantastisk udsigt over havet fra en høj klippe, ved siden af det gamle fyrtårn. Bakkerne omkring fyrtårnet er løgmarker, hvor løgene ligger til tørre.
Vi kører forbi mange flokke køer, og jeg ser én, der har mistet halvdelen af sin hale. Så opdager vi, at alle malkekøerne har kuperede haler, brutal skik.
Ude for enden af uendelige snoede grusveje finder vi en lukket rododendronhave. Havde lige snakket om, det var påfaldne få (faktisk kun en) steder, der havde lukket, siden bogen blev skrevet.
Tilbage til hovedvejen oppe ved Bass stredet, og så ned gennem landet igen. Denne gang gælder det Rigdley, hvor Guide Falls, som skulle være "impressive". Det kan godt være, hvis de lå på Falster, men vi er bedre vandt. Ti meter tynd stråle over søjlebasalt.
Det er andre ting, der er sikker succes: Sub-Way i Bernie. Vi tager dem med, og spiser dem ved havnen i Ulverstone, lige efter den lille by Pinguin.
Prøver at finde og fremkalde film i Devonport, men det bliver kun til et krus kaffe.
Så drejer vi ind i landet igen. En mindre by, der hedder Sheffield mistede sine turistting, og gode dyr var rådne. Én havde hørt om en by i Canada, som havde malet en masse malerier på deres gavle, og det prøvede de. Det var en succes, og de er faktisk ret flotte. Vi var i en anden by, som kalder sig: Byen med de malede telefonstolper. De havde lavet deres malerier på stolperne. Knapt samme effekt. Mange byer kalder sig "Byen med...", nogle er ret tynde.
Vi siver langsomt øst på, langt ude på landet. Vi stikker lidt mere syd på, for at komme Liffey. 16 kilometer udenfor, ligger Liffey Falls. De sidste kilometer er de flotteste. Meget smal vej, hvor bregnerne næsten når hinanden. Da vi endeligt når der ud, står der, at man skal gå en halv time, for at nå faldet. Solen er gået ned, og vi er ikke så entusiastiske. De tilbyder også et stort træ, et minut væk, den tager vi.
Så kører vi langsomt op mod Launceston, for at overnatte. Da vi når Bishopbourne ser vi et enormt bål eller brand. Nu har vi ikke travlt, så vi kan jo prøve at finde ud af, hvad det er.
I Perth (tassie-udgaven) drejer vi til højre, og 20 kilometer nede af 1'eren er vi tæt på. Der ligner bare en voldsom markbrand, men vi kan ikke komme tæt nok på, til at vi kan se det med sikkerhed. Vi så branden på 40-50 kilometers afstand, og da så den kraftig ud. Vi må tilbage i morgen, og se hvad Tasmanien har mistet, når vi har lørdagsshoppet i Launceston.
Vi når Launceston ved halv nitiden, og finder byens eneste campingplads. Mærkeligt, når man tænker på, der bor 67.800 i byen. Rikke går smilende og småsyngende i gang med at lave aftensmad.

16/3. PÅ TRÆK
Rikke har ikke fået sovet hele natten, hun har haft kvalme. Computeren vækker os ikke, af en eller anden grund, tænder den ikke før femte gang. Det koster os morgenbadet. Nu gæler det bare om at komme ud af pladsen, før vi bliver bommet for en dag mere.
Så laver bilen knuder. Standser efter syv sekunder, jeg starter, syv sekunder, og så dør den. Havde problemet for et stykke tid siden, hvor vi lavede mad inde i bilen. Den gang kunne vi køre det væk. Regner med, et eller andet var blevet fugtigt. Humper ud af pladsen, og skiller relæerne ad. De ser fine ud, nøglekontakten ser pæn ud, og jeg kan ikke se nogle fejl i motoren.
Beslutter at droppe shoppingen i Launceston, og kører mod Georges Town, hvor vi skal have med katamaranen i morgen. Finder ud af, at hvis jeg bare drejer nøglen lidt hvert syvende sekund, kan vi godt køre. Så tørrer skidtet vel. Vi når små fem kilometer uden for byen, og så lyder motoren pludselig rigtigt dårligt.
Aner ikke, hvad der er galt, men måske har der været problemer med dieselpumpen, og da jeg nu har presset den til at køre, har den måske fået for tynd blanding, og brændt hul i et eller flere stempler.
Det er så et sekundært problem, hvad gør vi nu? Pakker alle vores værdier i Rikkes rygsæk, og tommer tilbage til byen. Der kører mange forbi, men den eneste reaktion vi ser, er grin. Jeg åbner motorhjelmen, for at vise, vi er havarerede. Måske hjælper det, et ungt par med to små børn tager os op. Hvor vil I hen? Tjah...
Bliver sat af på busstationen, hvor vi finder en telefonbog og en mønttelefon. Ringer først til TT-Line for at høre, om vi kan flytte billetten. Det kan vi heldigvis godt, men vi kan selvfølgelig ikke få billetter sådan lige. Kan vi få trukket bilen ombord? Klart nej. Beslutter, trods alt, at forsøge af få bugseret den 50 kilometer op til færgen, og så eventuelt humpe ombord.
Vi kunne selvfølgelig godt få lavet den på Tasmanien, men de lokale siger, det kan tage lang tid. Det bliver så svært at koordinere med færgebookningen. Alt andet lige, må der være mere, vi kan se i Melbourne end her, mens vi venter.
Går ud til Launceston Towing, hvor chefen er på vej ud af døren, det er jo lørdag. Han vil da gerne fragte os der op, det bliver 888 kroner, vi har 820 kroner og slipper med dem. Kvittering? Han ringer efter en chauffør, som hurtigt kommer, og så henter vi bilen og kører til George Town. Han aftaler med personalet på færgelejet, hvor vi må holde.
Mens vi ligger vores værdier på plads, kommer en medarbejder over og sludrer. Det er ham, der kører gaffeltrucken, og han lover at trække os ombord.
Vi går over til byen, på den anden side af havnen. Shopper til frokost og aftensmad ombord, får frokost, og går "hjem". Færgen kom, før vi gik, men nu er her øde. En enlig vagt kommer ud af buret, og spørger, hvad vi vil. Ned til vores bil. Har I fået lov, at overnatte her, det må man ellers ikke. Ork ja, det har vi da!

Færgen ligger her bare, hvilket jeg finder temmelig provokerende, da den sagtens kunne nå en tur til. Det er let at mærke, de har monopol.
Der er ikke så meget andet at lave, end at betragte mågerne. Byen er for lille, til der sker noget som helst. Aftenes højdepunkt er, da der dukker en af de små kaniner op. Den er faktisk mindre end mågerne.
Skruer lidt på bilen, i forbindelse med ombygningen til fire personer. En hylle med højtalere skal tages ned, og hvor sidder ledningerne fast?
Så regner vi lidt på dieseløkonomien: Tasmanien har kostet 7,7 kilometer på literen, hvilket svarer til 55 øre per kilometer. Vi har kørt 3858 kilometer på Tasmanien, som er 1100 kilometer i diameter. De sidste 50 var de dyreste!
Vi går over og spise på kineseren på den anden side af havnen. Klokken er halv ti, da vi kommer tilbage, godt forædte. Er da ikke fri for at tænke på, hvad der er galt med bilen, og hvad det kommer til at koste.

17/3. SPIRIT OF TASMANIA
Har en helt ny fornemmelse i løbet af natten. Vi blev enige om, det ville blive en kold nat på den forblæste mole. Ved tre-fire tiden vågner vi begge, badet i sved. Temperaturen inde i bilen har sneget sig op på 19oC, den plejer ellers at ligge mellem 4oC og 12oC på Tasmanien. Ved sekstiden bliver det koldt, og klokken ni steger vi i solen, og står op. Der er god aktivitet omkring skibet, og vi går op for at låne toilettet i ventesalen. Den åbner først klokken elleve, piv.
Vi får trukket bilen ombord, og går op i ventesalen, hvor vi venter en time. Så finder vi et vinduesbord, og venter lige to timer mere, før vi sejler.
Mens vi ligger fra, fylder vi vores bord med lækkerier til vores overdådige frokost. Så kommer første film: Batman, The movie. Derefter følger turens højdepunktet; vi sejler forbi Spirit of Tasmania. Næste film er: Return of the Jedi. Spiller lidt kort, og endelig er vi inde.
Bliver trukket fra borde, og anbragt på kajen. Her vil sikkerhedsvagten ikke have os, så vi bliver trukket ind på den offentligt parkeringsplads. 25 kroner i automaten, og vi kan holde til i morgen tidlig klokken otte, hvor det skal fodres igen.
Går en lille aftentur, blot for at konstatere, barene er fulde af festklædte mennesker, og de offentlige toiletter er aflåst. Der er godt liv i havneområdet, hvor vi holder, på trods af det er søndag aften.

18/3. NO FUEL FOR THE PILGRIMS
Sover faktisk rigtigt godt, og vågner tids nok til at fodre parkometret. Morgenmad i bilen, og så over til rederiets kontor for at låne WC og telefonbog. En af vagterne fra i går kommer forbi, og hjælper.
Ringer først til Melbourne Toyota, men de gider ikke lave den. Kan huske Janus har fået samme besked fra Mercedes, da han ville have lavet en ældre model, fandens politik! Ringer til nogen andre, men de gider heller ikke, eller har ikke tid.
Den flinke vagt mener, han kan finde et værksted i byen, så han kører os rundt til et par stykker. Det hjælper ikke, men det var veldigt sødt af ham. Tilbage til kontoret, hvor han finder et værksted, der lover mig at kigge på den. Det er lige i nærheden, så hvis jeg er villig, vil han slæbe os der hen, så vi sparer 310 kroner til bugsering. God start!
Han kommer, før vi er færdige med at pakke vores overlevelsesudstyr. Bliver trukket med en meget kort snor, jeg næsten ikke kan se, tværs gennem myldret.
De starter den på værkstedet, og den lyder ikke så slemt, men stopper efter syv sekunder. De lover at kigge nærmere på den, mens vi går ud og får en snack på en god græsk snask.
Da vi kommer tilbage, har de fundet ud af, der er noget galt med strømmen til brændstofpumpen, og den lyder mærkeligt, men det kan de ikke sige mere om, før de får den til at køre.
Auto-elektrikeren kommer og ser på den, de mailer, når de ved noget. Han kender helt tilfældigvis et hostel, lige henne om hjørnet. Vi går der over, men kan ikke få et værelse, kun doom senge. Han lover dog, at vente længst muligt med at leje de to andre senge ud. Det koster 100 kroner per næse, men så er der også morgenmad med.
Vi bader og vasker tøj, før vi begiver os ned i den store by. Første stop er Starbucks Café, og så skal vi finde en Fuji-forhandler, der kan klare APS og foto-CD. Efter mange tøj- og skoforretninger finder vi endelig et fujicenter. De kan have fotoerne klar til onsdag. Da er vi garanteret her endnu, så det er vel i orden. Spørger, sådan bare for prenciopets skyld, hvor meget rabat vi får: 10%!
Så slentrer vi gennem centrum, og ser nogle af deres rigtig gamle (op til 150 år) bygninger, som ligger blandt nye glashøjhuse. Specielt ét skiller sig ud. Midt i et gigantisk mall, som er otte etager, er en åben plads. Midt på den ligger Shot Tower. Det var den gamle krudt og kugle fabrik, hvor kuglerne blev lavet i tårnet, og kølede mens de faldt ned. Det høje tårn er overdækket af en enorm 20 etagers glaskuppel, som står på mall'et.
Vi nyder de 34oC indtil halv seks, så bliver det pludselig koldt på under fem minutter. Vinden må have skiftet retning, solen har nemlig været væk længe. Vi dasker hjem, og går forbi værkstedet, der ikke har mailet os. De har, ikke overraskende, lukket.
Hjemme på værelset farver vi hår på Rikke, og klipper mig. Det er blevet mørkt, og vi går ned mod byen, for at finde et lille lokalt madsted. Der er temmelig lukket, så det bliver Restaurant Den Gyldne Måge. Ikke overraskende må vi konstatere, det ikke er bedre i Australien.

19/3. NUSSEBRUNE TREKANTER
Verden ér uretfærdig: Jeg kan ikke sove! God seng og det hele, men lidt for frisk og lidt for meget larm fra smækkende døre og snakkende mennesker. Rikke, derimod, sover som en sten.
Efter den fælles morgenmad går vi ned på værkstedet, hvor chefen selvfølgelig ikke er der, og han er den eneste, der ved, hvad der sker. Det er ellers pæne biler de skruer på.. Rigtig flotte 50'er Mustanger, luksus Range Rovere og en enkelt Rolls Royce er der også. Hvis de ikke er dygtige, er de garanteret dyre!
Nede i byen går vi fra den ene seværdighed til den anden. Starter med deres høje kontorbygning, hvor der er en udsigtsplade på toppen. De vil have en halvtresser for det, og jeg bliver nærig. Så prøver vi at finde den Gotiske Bank. Der er mange andre flotte gamle bygninger, med fantastisk facader.
Inde i Bloks Arcade, som er fra 1900 og ikke så meget, er gulvet rigtigt flot. Meget farverige mosaik med meget små sten, buer og ornamentik. Og en lille hyggelig café.
Sankt Pauls Cathedral er en klassisk katolsk kirke som kunne være 700 år gammel, men kun er 111 år. Meget smukke glasmosaikker, fantastiske træskærerier og strålende stenarbejder. Lidt pudsigt, men meget katolsk, en souviniershop ved udgangen.
De er utroligt mange shoppe med særdeles sustifikerede sko, alt i stiletter. Rikke misser ikke én! Det gælder også for taskeforretningerne. Og smykkeforretningerne. Og tøjforretningerne.
Vejret er mere afdæmpet i dag. Temperaturen kommer ikke over 22oC, og vi har glæde af vores fleece-jakker, da vinden er sval. Frokost på en rigtig lækker middelhavscafé, som ligger i en af de mange gammeldags arkader. Der bliver ikke sparet på poleret marmor og granit.
Vi leder i temmelig lang tid efter Capital Theater. Facaden er revet ned, men loftet i salen skal være fantastisk. Endelig finder vi det, og det - ligner intet! Nussebrune trekanter, intet andet.
Hoved biblioteket har verdens største læsesal, som er noget for sig selv. Flere meget kendte bøger er skrevet her, et rigtigt hyggeligt sted at side og læse og skrive postkort, i rigtigt smukke og hyggelige omgivelser. Når den åbner efter ombygningen!
Vi går forbi værkstedet på vej hjem. Han har ikke skrevet, men det viser sig, der er nyt. De har fundet fejlen med dieselpumpen og rettet den. Der er ikke brændt hul i noget stempel, det er krumtaplejrerne det er galt med.
De har selvfølgeligt ikke lavet noget med den i dag, men i morgen vil de så finde ud af, hvor slemt det er. Hvis vi er rigtig heldige, kan de nøjes med at skifte lejer, men det tror han ikke. Ellers skal motoren ud, og renoveres et andet sted. Hvis det er rigtigt slemt, skal vi have en ombytter. Den koster 15.000 kroner, og så ryger der lige 7-9.000 kroner oveni til installering. Hvis vi havde købt en billig bil, og dette var sket, ville vi nok have ærgrer os over, vi ikke tog den dyre. Nu ærgrer vi os bare.
Tilbage til hostlet for at læsse lidt varer af, og så ind til Crown komplexet. Det fylder tre blokke, og indeholder alt fra et mega stort kasino til små susi-bikse. Vi spiser lidt thai-mad, og går i biografen. Her ser vi Ocean's Eleven, som er en ganske god film.
Jeg kan mærke, jeg ikke fik sovet så meget i nat, så jeg er ikke til noget vildere, end min seng.

20/3. FEDT - OR NOT!
Jeg har igen sovet dårligt. Rikke fandt mine ørepropper i bilen i går, men der er kommet en ny lejer i vores værelse, og han sover i køjen over mig. Hver gang han vender sig, vågner jeg og har svært ved at sove igen. Tænker ret meget på bilen.
Det regner kraftigt, mens vi spiser morgenmad, men solen skinner, da vi er færdige. Jeg har lavet en fejl, da jeg plottede vores Melbourne kort, så Rikke kommer ikke til det rigtige kunstmuseum. I stedet følges hun med mig til den botaniske have. Hun har ondt i knæet, så jeg parkerer hende i det særdeles veludrustede cafeteria. Ikke at jeg føler mig tryk, jeg er bange for, hun skal til udpumpning, når jeg henter hende.
Haven er flot, men de har kun to planter, af den slags, der interesserer mig. Midt i haven er en meget stor koloni gråhovede flyvende hunde, som er særdeles støjende. De har ét drivhus, som er på 20 kvadratmeter. Inden for døren er et lille område man kan stå på, og se gennem gitteret, og så har de ikke engang noget spændende.
Jeg prøver stadig at finde ud af, hvor det lille træ vi har der hjemme, kommer fra i Australien, så jeg kan se det i naturen. Jeg har muligvis ikke det rigtige navn, så jeg prøver i herbavariumet. Skal have en aftale med en botaniker, og bringe en prøve, blad eller blomst. Man må ikke engang tage det fra stat til stat, så de må nøjes med et foto fra hjemmesiden i morgen mellem ni og et.
Rikke har ikke forædt sig, kun drukket en kop te. Vi følges lidt tilbage til byen, før vi skilles igen. Rikke skal hente fotos efter fire og jeg skal være på værkstedet for at høre dommen før fem.
Billederne er selvfølgelig ikke færdige, så Rikke må vente. CDerne kan vi først få i morgen. På værkstedet har de taget bundkaret af. Da de startede med at tage bundproppen ud, kom der intet olie. Det viser sig, at motoren har været temmelig slidt, da vi købte den. For at undgå støj og røg, har de fyldt fedt på, i stedet for olie. Det er selvfølgeligt ikke kommet så meget rundt i motoren, og det har så slidt endnu mere. Vi er i den grad blevet tørret, noget så grusomt, desværre af én, som er 5.000 kilometer væk. I morgen skal jeg ned og snakke med chefen om, hvad vi kan gøre. Umiddelbart ligner det en ny brugt motor.
Vi mødes i det store Crown-kompleks, hvor vi ser fotos. De er væsentligt bedre, end sidste gang. Moralen er: Brug altid Fuji, aldrig Kodak! Så får vi lidt at spise, sjasker lidt rundt i centret, og går hjem. Rikke koger af raseri mod bilforhandleren i Perth, og jeg kan ikke tænke på andet end; hvad gør vi nu? Umiddelbart svar: Går tidligt i seng.

21/3. ASP A.S.A.P....
Jeg sover stadigt dårligt, og ligner efterhånden noget, der burde aflives. Vi står tidligt op, så vi kan komme ned på værkstedet, og få dommen. Det regner, og bliver nok ved nogle timer mere.
Chefen fortæller, at krumtappen er slidt, men den kan sikkert renoveres. Han vil lave et tilbud til os, vi kan hente det klokken tolv. Samtidigt ser han lige, om han kan finde en rimelig brugt motor, til en fornuftig pris, just in case.
Vi går tilbage gennem regnen, og ser en video på hostlet (Legally Blond), snupper en lur, og går ned til værkstedet igen. Gode nyheder, hvis man kan kalde udgifter på 10.000 kroner det. Krumtappen kan med lidt held renoveres, og hvis han ikke tager motoren ud, og lader stemplerne blive i cylindrene, kan det gøres for under 2.000 $, tror han.
Vi har vist ikke andet valg, så nu venter vi bare til tirsdag, hvor den skulle være klar, hvis alt bare går optimalt (!).
Så dasker vi ned mod byen, for at få frokost og hente foto-CD'en. Vejret er blevet bedre, sol og 20oC, men en kold vind. CD'en er færdig, men de har stadig ikke fået mine nye film. Ekspedienten spørger om, hvilket kamera, jeg har. Jeg viser ham det, og han fortæller, han selv fik fat i et af de ti, der kom til Melbourne for tre år siden. Han siger, jeg sagtens kan bruge ASA 200, men det er jo også dem han har.
Vi besøger to af byens ældste kirker. Vældig flotte og meget katolske. Små revner alle steder, hvor man kan putte mønter i, og en stor souviniershop. Ser, at Moder Teresa er på verdensturné - øh, pilgrimsfærd. Hun er ganske vist død, men kisten bliver sendt rundt. Er det det, man forstår ved "evig fred".
Vi prøver at komme ind i Parlamentet, med der sidder nogle og sover der inde, så vi må ikke forstyrre. Går ind på en Internet café for at se, om foto CD'en er god nok. Den kan læses, men det er et utroligt rod. Billederne ligger baglæns, og filmene er rodet. Det var de også sidst, Jesper havde et stort arbejde med at finde hoved og hale i dem. Mens vi er der inde, vil jeg checke min telefonregning. Som sædvanligt er Tele Danmarks computer ubrugelig, så de får en mail. Fyren ved siden af mig bider negle, så det forplanter sig gennem bordpladen. Nogle gutter sidder og spiller kampspil med volumen på max, ham der arbejder der hører musik på max og over alt det, råber nogle skævøjede til hinanden. Hvis jeg ikke kommer ud nu, pander jeg én ned.
Vi går igennem China Town, som er lidt af en skuffelse. Der er selvfølgelig kinesiske restauranter og shoppe, selv personalet på posthuset er skævøjet, men her er alligevel lidt for ordentligt og kedeligt. Selv baggyderne er klinisk rene.
Så kommer vi til det græske kvarter, hvor en lille café lokker. Vores bil bliver i øvrigt lavet i det italienske kvarter. Her i det græske kvarter er en imfamsk støj. Trafik, musik og stemmer er i stand til at overdøve sporvognenes rumlen og skrigende bremser helt.
Jeg forsøger at finde en eller anden, der har en Internet server, hvor jeg kan ligge fotoerne til Jesper. Der er bare ikke nogen, der er villige og samtidigt kan finde ud af det. Rikke har købt nogle ultra korte frotté strømper, som var gode, så vi finder butikken igen. Det var let, den ligger ved siden af Shot Tower.
Butikkerne lukker, og vi ser efter god mad. Kan ikke rigtigt blive enige, nok fordi jeg ikke er sulten. Ender med lidt blandet på Crowns spisetorv (igen).
Da vi kommer hjem, hjælpes vi med at finde ud af, hvordan fotoerne er pakket på CD'en. Da jeg så vil ligge den seddel ned til CD'en, opdager jeg, at jeg har glemt den. Det går bare ufatteligt godt.
Rikke kan i det mindste huske hvor Internet cafeen er (hun har en god hukommelse), så vi hyrer en taxa, og drøner ind til centrum. CD'en sidder stadig i maskinen, vi snupper den, og tager en anden taxa hjem igen. Det bliver også 50 kroner. Det har været en lang og hård dag, godnat.

22/3. KNOLDE, KNOLDE, KNOLDE.....
Sover fantastisk, Rikke var sød at bytte seng med mig, så jeg ikke blev vækket når fyren i overkøjen vendte sig. Og så kom han slet ikke hjem i nat, den gris.
Når vi nu ved, hvor længe vi bliver her, og der alligevel er et dobbeltværelse tomt, flytter vi. Så giver vi 225 kroner pr. nat, men det er som sagt med morgenmad. Vejret bliver bedre og bedre, i dag skinner solen fra morgenen af, og det skal blive 23oC.
Tager en Tram (sporvogn) ud på den anden side af centrum, hvor der er en masse små spændende forretninger. De er desværre blevet lidt for kendte, så der er skudt et væld af cafeer op mellem dem, og priserne er voldsomme.
Vi finder en blomsterhandel, der har levende blomster. Næsten alle de blomsterhandlere, som vi har set, har kun haft plastik- og silke blomster og et hav af bamser. Her er ikke alene levende blomster, her er knolde, som jeg ikke har! Finder to, som vi kan klippe helt ned, og ryste jorden af. Sig ikke, det ikke er de rigtige, jeg samler på! Så skal vi selvfølgelig også finde sko til Rikke, det er ikke svært. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor hun også skal have en korsage og en kjole, måske fordi hun er så sød.
En anden tram fører os ud til et område, som vores vært har anbefalet. Også en flok spændende shoppe, mindre antal cafeer og langt mere fornuftige priser. Vi finder ikke rigtigt noget, men det er meget hyggeligt. Får anbefalet nogle Havana klip-klappere, som vi kan få i centrum.
De er alligevel ved at lukke her ude, så vi "trammer den" ind til centrum. Forretningen, vi har fået anbefalet, har dem kun i lyse pastelfarver, ikke lige mig. De henviser til en anden, men de har ikke min størrelse. De anbefaler en tredje, og vil endda ringe for at høre, og de har. Imens finder en medarbejder ud af at sende en anden ud på lagret, og sør'me om ikke de selv har.
Så går vi over i det store Shot Tower mall, hvor de først lukker klokken ni. Finder ikke noget, men benene er ved at være trætte. Vi finder lidt kinesisk mad - også sushi - og tager så en tram hjem. Et forfriskende bad, og så på hovedet i seng.

23/3. POWER SHOPPING
I nat var det Rikkes tur til at være vågen, jeg har sovet som en sten. Vores genbo er South Melbourne Marked, som er en pragtfuld blanding af mad og kram. Vi traver boderne igennem og finder en trøje og nogle sokletter til Rikke. Hun får også en god gang massage.
Så tager vi en tram ind til centrum. Her er vild forvirring. De er ved at male en af broerne, og tram'en bliver afløst af en bus. Den kører os rundt om hjørnet, og en anden tram tager os ud til Brigde Street, hvor vi fortsætter, hvor vi slap i går aftes.
Først finder vi en billig lingeributik, hvor Rikke får lidt undertøj. Mange af shoppene her er andensortering eller fabrikssalg. Mærkerne er i orden, og det er priserne også.
En café lokker, og vi kan læse mails. Da Jesper jo tillader sig at tage (en i øvrigt velfortjent) ferie, har René overtaget slæbet med at ligge vores dagbøger på nettet. En mail fra han bekræftiger, at han, lidt overrasket (for ham, ikke mig) har lagt den første ud, uden problemer.
Vi når enden af gaden og vender. En lille fiks taske tigger om at komme med Rikke hjem. En sommerkjole til 100 kroner og en sort jakke til 200 kroner vil også med. Butikkerne begynder desværre at lukke (ærgerligt-ærgerligt), og vi tager ind til centrum.
Her finder vi en pearsing-shop, som henviser til en anden. Den ligger i kælderen i en baggyde, men er faktisk temmelig pæn og ikke mindst spædende. Rikke finder, hvad hun længe har ønsket og ledt efter, så alt er godt.
Det eneste jeg finder i dag, som passer, er endnu en kop kaffe, den rammer til gengæld plet. Så er centrum også lukket, og vi kører ud til Crown. Jeg leder stadigt efter en lille taske/etui til min computer, men vi finder kun en lækker pung til Rikke.
Aftensmaden kommer til at bestå af ultra mørt flæskesteg med bagt kartoffel og fed brun sovs. Deres koncept med at samle mad-snaskene på et torv er genial, man kan sammenstykke lige den menu, man ønsker.
Så går vi i biografen for at se Bandits. Ganske udemærket film, hvis man bare skal underholdes. Det er varmt i aften, så vi går hjem. I morgen skal det blive strålende vejr, så vi skal i zoo. Forretningerne er alligevel lukkede.

24/3. MELBOURNE ZOO
Vi sover begge perfekt. Det er sommer i Melbourne, og vi tager ud til zoo. Pæn have, der har det, den skal have. Det eneste, jeg ikke har set før, er manke ulve fra Syd-Amerika. Har set dem på TV, og de er fantastisk graciøse og meget store. Desværre sover de hele dagen.
De har også en frøhus, ved siden af reptilhuset. Her er en farvefrø fra Australen: Pseudophryne Corroboree. Den lever kun på toppen af Mount Kosciuszko, hvor der er alpint miljø. Det er det tætteste, jeg har set på en Dendrobates leucomelas. Størrelse og farve men ikke mønster er ens: tre centimeter, sort og gul, og så er de giftige.
De har også et næbdyr, som er meget aktivt. Vi sidder længe og betragter den, mens den pudser sig og svømmer rundt.
Vejret har været pragtfuldt, men det gør, at dyrene er mere sløve. Deres Sumatra tiger er aktiv, og den har også det flotteste rovdyrbur jeg har set. Temmelig stort og meget tæt beplantet. Det har været dyrt for Esso.
Vi ser de sidste dyr, og de er ved at lukke. Ind til centrum for at få et længe savnet krus kaffe. Der er stadig omlægninger på sporvognene, og der er ikke én, der går ind i bussen, som ikke spørger den stakkels chauffør om et eller andet.
Mens vi sidder og sumper, konstaterer jeg igen, at her er flere nye Saab'er - mange cabrioleter - end i Sverige.
Vi kører (for en gangs skyld) ud til Crown. Jeg finder, noget overraskende, et etui til computeren. Så spiser vi på en lækker italiensk restaurant. Vi sidder lige ud til floden, hvor en helikopter lander på dens platform.
Der har været dansekonkurence et eller andet sted i komplexet og danserne går rundt med sminke og dansetøj til latinske danse. På væggene hænger plakater fra udstillinger, hovedsagligt fetishudstillinger/-happenings.
Vi dasker hjem, vasker tøj og ser flimmer på værelset. I morgen skal jeg i botanisk have for at høre om Brachychiton lanceolata, og så skal vi ned på værkstedet, for at få bekraftiget, de er færdige til tirsdag eftermiddag.

25/3. MELBOURNE BOTANISK HAVE OG GODE NYHEDER FRA VÆRKSTEDET (FORHÅBENTLIGT)
Starter dagen med at opsøge den lokale afdeling af Commonwealth Bank for at spørge om vores kontonummer. Kunne ikke lige finde det, og skal bruge lidt ekstra håndøre til værkstedet.
Så går vi ud til botanisk have, hvor jeg parkerer Rikke i caféen, og ind og finder en botaniker. Han kender ikke den plante, jeg mente var australsk, så der er nok ingen grund til at lede efter den. Har nok bare fået et forkert latinsk navn.
Så går vi over til et hjørne, hvor det flotteste "Chinese Joss House" uden for Kina skulle være. Vi kan bare ikke finde det. Næste stop er værkstedet, som har gode nyheder. De har fået krumtappen tilbage og nyrenoveret. De venter på lejerne, og bilen skulle være klar til i morgen middag. Jeg beder dem om at checke differentialerne for olie. Man ved aldrig.
Rikke har stadigt lidt ondt i sit knæ, og vi har set alt det spændende af Melbourne, så vi sumper eftermiddagen væk på værelset. Jeg læser om Victoria, Rikke læser i en bog (med lukkede øjne).
Jeg bliver sulten, og vi får anbefalet Taco Bill. Det er en australsk udgave af Taco Bell, mexicansk restaurantkæde. Maden er lækker, og desserten, Death by Chokolate, lever næste op til navnet.
På vejen hjem passerer vi en lille shop mellem caféer og skoforretninger. De handler med nye Lamborghini'er og Augusta'er motorcykler. Jeg spotter et par modeller JEG kunne bruge, men de har lukket.
Hjemme på værelset ser vi Oscar-uddeling og krimi. Jeg glæder mig til at dreje nøglen og trille ud af Melbourne i morgen.

26/3. TUR/RETUR UD AF MELBOURNE MED VANDKØLET VISA-KORT
Vågner op til en rigtig god dag. Regnen pisser godt nok ned, men vi får vores bil i dag. Det bliver lækker at komme ud på landevejen igen.
Vi sidder og sumper lidt efter morgenmaden og venter på, det skal holde op med at regne. Det gør det først lidt i et, så vi går ned på værkstedet. De er næsten færdige, de skal bare dobbeltchecke lidt småting. Vi aftaler, vi henter bilen klokken tre.
Kigger lidt på forretninger i området og får frokost på en café. Køber frisk aftensmad, i aften er vi jo ude på vejen igen. Går tilbage til hostlet for at plotte vores rute i Victoria, på vores nyindkøbte kort.
Så er klokken tre, og vi henter bilen. Den er færdig, og mit stakkels Visa-kort bliver lettet for 9988 kroner. Vi kører tilbage til hostlet for at hente vores bagage og fylde vandflaskerne. Det bliver godt for plastik-kortene at komme ud på landet. Bare hostel og aftensmad er det samme om dagen som landevejen med campingpladser om ugen. Og så de øgede shopping-muligheder! Vi har brugt over 10.000 kroner i Melbourne på en uge, plus 9988 på bilen! Det er da godt, vi kun er ude og rejse i seks og en halv måned!
Finder den hurtigste rute ud af Melbourne mod Hanging Rock. Ti kilometer, og bilen siger mærkeligt. Tyve, og vi holder stille. Forfærdelig lyd fra motoren, måske ventilerne. Vi når lige af motorvejen og låner en telefon på en tank. Værkstedet sender en kranvogn.
Den kommer efter 40 minutter, og vores bil ryger op på ladet igen. Vi zig-zag'er tilbage gennem byen. Det er lidt af en trøst at se, vores chauffør har væsentligt sværere ved at finde tilbage, end vi havde med at komme ud af den rigtige vej.
Vi kørte ud af en "Toll-way", men passerede ikke nogen betalingsboder. Vi spørger chaufføren, og han fortæller, de har automatiske læsere og kameraer. Vi har 24 timer til at betale omkring 25 kroner, ellers får vi en bøde på 500 kroner. Vi passerer et MEGET lille skilt, der fortæller dét på opkørslen. Det koster "kun" 250 kroner at blive bugseret 26 kilometer, med kvittering. Vi gav 1000 for at blive transporteret 50 kilometer på Tasmanien, og så var det uden regning. Er ikke fri for at synes, at alle australiere er nogle plattenslagere, hostlere, røvhuller og det der er værre.
Da vi kommer tilbage til værkstedet, er de gået hjem (det ville jeg også være). Vi parkerer bilen udenfor og går "hjem" til hostlet. Den pige, som vi lige har sagt farvel til for halvanden time siden flækker af grin. Vi får vores gamle værelse, og Rikke begynder at tilberede noget af det friske mad, vi har købt. Jeg leder efter en saks, så jeg kan klippe Victoria ud af vores kort, og brænde det i pejsen.
Maden er god, så mangler jeg bare en flaske vodka til at falde i søvn på, mens Rikke ser TV. I morgen tidligt må vi vel ned på værkstedet, igen. Han siger nok, at der bare har været mere galt, og hvad kan jeg sige?

27/3. SUBOPTIMAL DIALOG MED AUTOMOBILREPARATØR
Står op halv otte, en historisk begivenhed. Vælter søvnomtåget ned til værkstedet og afleverer nøglen og tilbage i seng. Rikke har holdt dynen varm, og vi sover til lidt i ti. Efter morgenmaden går vi ned til værkstedet. De har startet bilen og lyttet. Mener, som jeg, at det er ventilerne, og vil tage topdækslet af. Vi kan komme igen klokken et.
Går tilbage til hostlet for at se børskurser og læse mails. Finder ud af, det ikke kun er australiere, der er hostlere. På Tele Danmarks hjemmeside kan man se, det er gratis at sende data og SMS'ere fra Australien. Ikke desto mindre, har jeg samtaler for 3322,50 kroner. De har en online regningsservice, men den har lige været nede i nogle måneder, så jeg viste ikke, de alligevel tog penge for noget gratis. Det skal jeg nok få sjov ud af.
Ejeren viser os sin flotte hjemmeside ( http://www.marketinn.com.au). Jeg siger, den er flot, men han klart mangler at få søgemaskinerne til at finde den. Snakker lidt om, hvordan man opnår det (har lyttet lidt efter, når Jesper og Morten forklarede).
Så finder vi et posthus, hvor vi kan få lov at betale 40 kroner for at køre på motorvejen i går. Klokken er et, og vi går ned på værkstedet (kan nu finde det uden kort!) Vi får jinglen: Kig ind i morgen, så ved vi mere.
Har overvejet at leje en bil, og se lidt af omegnen. Nu bliver det bare påske og det er Australiens største ferie, større end julen. Biler og værelser er for længst udlejet og priserne har fået et godt hak op. Vi må nok hellere beholde vores værelse her og få det bedste ud af situationen.
Tilbage på værelset læser jeg om Victoria (de ting vi ikke skal se), og Rikke studerer den indvendige side af sine øjenlåg. Jeg laver aftensmad: Bagte kartofler og grillet kalkun i mikrobølgeovnen. Aftenen foran fjernsynet, skrive en meget kort dagbog og så i seng.

28/3. STAMKUNDERABAT
Vi går, som aftalt, ned på værkstedet for at høre, hvad der gik galt. De har ikke haft tid til at se på den. Vi kan komme igen i aften. Vi går hjem og Rikke putter i sengen, mens jeg surfer på nettet. Så ser vi Fæhunden som tegnefilm efterfulgt af en lille gåtur, der ender på værkstedet.
De har kigget ned i cylinderne, og besluttet at tage topstykket af, i morgen! Den unge mekaniker vil hellere tjene penge end holde fri - siger hans chef. Så kan de bestille reservedele på lørdag (hvis det ikke er for slemt), og skrue dem i på tirsdag. Vi går hjem og betaler husleje til tirsdag. Får en dag gratis, vi er jo stamkunder.
Vi har købt ind til lækker aftensmad, og Rikke slås om pladsen i køkkenet med en flok af vores naboer. Så går vi op på værelset og laver regnskab og sumper TV til vi går i seng. I morgen er Australien lukket, og temperaturen vil ikke komme over 20oC - siger de.

29/3. FORVENTNINGENS GLÆDE ER DEN STØRSTE
I dag slapper vi af, mens venter vi på, vores bil bliver færdig. Vi har inviteret vores receptionist, Hayley, på aftensmad, og Rikke laver kyllinge stir-frye. En af de andre piger, der arbejder her, får resterne. Hun er helt sikker på, det er færdigmad, hvilket er ment som et stort kompliment. Aftenen går foran fjernsynet.

30/3. INDKØBSDAG
Sover længe, og (med fare for at gentage mig selv) går ned til værkstedet. Der er lukket, men han lovede heller ikke at være der hele dagen. Så tager vi sporvognen ud til den spændende bydel, hvor blomsterhandleren også ligger.
Han har ikke fået noget nyt, men jeg finder en frøkapsel fra en meget stor knoldplante, som vi ikke har. I en anden forretning finder vi en flot halskæde, som vi må have overset første gang, ellers er der intet nyt.
På vej hjem handler vi ind til aftensmad. Deres kasser er forfærdeligt langsomme. De småsludrer med dig og ligger varerne i poser, men jeg kan bedre lide effektiviteten i Danmark.
Rikke laver krabbe stir-frye og jeg smovser. Så ser Rikke fjernsyn, og jeg læser resten af Victoria-bogen. Vi plotter i fællesskab seværdighederne ned på kortet, og finder den korteste rute mellem dem. Der ryger en del af de mere fjerntliggende steder. Vores tid er blevet lidt presset, hvis vi skal nå til Queensland, når Morten og Jesper kommer.
Det har været en kold dag, med 20oC og en kold vind. Vejrudsigten lover 25-27oC på mandag og tirsdag, så vi tager den nok med ro i morgen.

31/3. MUSEUMSBESØG
Vi vågner klokken 10.45; for sent til morgenmad. Sætter uret en time tilbage og går ned og spiser morgenmad. Ærgerligt at den ikke går hver dag.
Vejret arter sig pænt, og vi tager ind til et af deres museer. Det er splinternyt, og de har bygget det, fordi det gamle blev for lille. Da de ryttede op i kældren, fandt de en hel samling af Darwins indsamlede dyr fra fjerne lande.
Museet er egentlig flere museer. Her er en abo' samling, en krop & sjæl udstilling, en regnskov med dyr i terrarier, lidt mineraler, lidt dinosaurer, lidt udstoppede dyr, lidt om svensk historie, nogle opfindelser, noget om olympiaden i 1952, én biograf der er interaktiv, én anden med et seks-etagers lærred og selvfølgelig en stor souvenir-shop.
Desværre er det hele skruet ind i en ualmindelig moderne og ikke særlig stor bygning. De har over 12 millioner objekter, men udstiller stadig kun en brøkdel.
Vi bliver smidt ud klokke fem, og tager hjem. En af de andre beboere har lovet at lave mad. Vi bliver 16. Maden er god, flæskesteg og kylling med fed brun sovs, kartofler og grønsager.
Der er ikke meget i Tv'et; enten er det sport eller udsendelser om dronningemoderens død i morges.
En enkelt film sniger sig ind: "Full Monty". Så er det sengetid, i morgen venter en dejlig dag med over 25oC.

1/4. SMALL BUGS I SENGEN OG BIG ONES PÅ LÆRREDET
Vågner op med en masse små røde og kløende prikker. Vi er vist ikke alene i sengen, der skal sprøjtes. Imens tager vi ind til museet, hvor Imax-biografen også ligger. Vi fik billetten billigt, da vi købte den samtidigt med museumsbilletten.
Biografen reklamerer med verdens største lærred og den mest avancerede teknik. Seks lydkanaler og 3D-film. De viser fire film på skift, og jeg vælger den, der skulle vise alt, hvad de kan. Rikke ville hellere se "The Haunted Castle", men hun er til at overtale.
3D-effekten opnås, lige som i Nordsø Centret, med polariserede briller. Fantastisk virkning, man skal tage sig sammen for ikke at dukke sig eller gribe ud efter ting. Filmen varer en lille time, men det er også nok, det er hårdt for øjnene. De er en tegnefilm med bidrag fra forskellige studioer, blandt andet lidt Simpsons og Ants.
Så går vi ned til centrum, hvor de fleste forretninger er åbne, på trods af påsken. Vi leder efter nogle sorte, ottekantede glas tallerkner, som vi har der hjemme. Så en stor skål i et supermarked, som ikke selv har dem. De henviste til et andet, og vi render nu fra sted til sted. Finder bare ikke nogen, måske er de heller ikke mere i handlen i Australien.
Derimod finder vi en Saba forretning med lækkert dametøj, som har 85-90% rabat på alt! Det har været dyrt, nu er det rimeligt. Rikke finder et par bukser, en vest og et bælte. Vi spiser lidt aftensmad på Hungry Jacks, og kører hjem.
Værelset er blevet sprøjtet, og vi lufter godt ud, før vi går ind. Senere går vi over til supermarkedet og køber mælk. Rikke finder ost og kiks, og genboen er en vinforretning, hvor hun køber en halv flaske rødvin. Så er der dømt hygge foran flimmeren. I morgen skal vi ned til værkstedet, for at se, om vores bil er færdig (på den ene eller den anden måde).

2/4. DON'T LET THE BED BUGS BITE YOU
Vågner ved at der kravler et lille dyr rundt på mig. Jeg fanger den og tror nok, det er en meget lille kakkelakunge. Klokken er halv otte, og jeg lader Rikke sove videre, mens jeg går ned og spiser morgenmad. Så passer det nemlig med, at værkstedet åbner. De har bare ikke lige fået set på bilen, så jeg kan komme forbi efter middag.
Snakker lidt med værten om, vi gerne vil have eneværelse (no bugs), så vi flytter værelse. De har dyr på tre værelser, og tror de er sluppet af med dem, hver gang de har sprøjtet. Jeg kan huske et eller andet om, at loppeæg kan tåle ret meget gift og kun udklækker ved vibrationer. De kan ligge i dvale i over et år.
Finder et gratisnummer til deres karantænekontor og ringer for at finde ud af, om jeg kan tage vores nye planter med op til Queensland og tilbage til Sydney. Det kan jeg godt, jeg skal bare fjerne jorden, siger han smågrinende. Jeg fortæller ham, at det har jeg allerede gjort. Da tabte han tråden.
Rikke dukker op, og vi flytter vores ting. Det er det tredje værelse og tredje uge. Så går vi ned i den lokale bank for at finde ud af, om vi blev snydt i en kontantautomat i går. Det ser middelbart ikke sådan ud.
Prøver værkstedet. De har taget topstykket af og fundet fine aftryk af fjerde stempel på topstykket. I eftermiddag vil de tage sumpen af, så de kan hive stemplet ud og se på lejrene. Jeg foreslår, de ser på alle seks stempler, når de nu er der. Vi aftaler, at vi kommer igen til aften.
Så tager vi en tram ud til St. Kilda, som er en badeby i udkanten af Melbourne. Her er en meget lang handelsgade med turistorienterede butikker. En hyggelig græsk restaurant lokker Rikke, og jeg kigger ind til en pantelåner efter en back-up Revo. Det har selvfølgelig ikke, men det var da et forsøg værd.
Vi går ned til deres lange mole, hvor der ikke sker meget. Der er også et tivoli, Lunapark, men vi er bare for forvente. Der er en samling karruseller, vikingeskib, spøgelseshus og lignende ting på en betonplads. Ikke så meget som et græsstrå.
Vi siver hjemad, drikke mere kaffe på en café, og sumper hjemme. Så bliver det tid til at går ned på værkstedet, men de har ikke lige nået at kigge mere på bilen i dag. Det dæmper ligefrem ikke min utålmodighed, men hvad kan vi gøre?
Rikke ligger sig lidt, jeg surfer på nettet. Finder Københavns botaniske haves hjemmeside, og kontrollerer latinske navne. Der er en del stavefejl på min hjemmeside. Kan ikke finde de to, vi har købt i Australien, så jeg sender en mail til overgartneren (som er en flink fyr) og spørger om, jeg skal tage et par med til ham (eller om det bare er forkerte/gamle navne).
Rikke dukker op med et stykke papir med et dyr i. Det er èn magen til den, der kravlede på mig i morges. Hun havde den på hånden, da hun havde rodet rundt i sin taske. Der er vel ikke andet at gøre end sprede vores ting ud over gulvet og så sprøjte løs med giften. Så er vi bare boligløse de næste par timer.
Vores søde receptionists bror laver aftensmad til os, noget marinerer tun med mere. Rikke har købt dessert: Häagen-Dazs. En fyr, som altid ser lidt søvnig ud siger: Why drink and drive, when you can smoke and fly? Jeg sidder og tænker på den med: Don't let the bed bugs bite you, men der er aldrig nogen, der har fortalt hvordan.
Får en SMS fra Morten (eller Jesper), hvor de fortæller, de har været ude på safari. De så 30-40 elefanter på fem meters afstand. Er lidt misundelig; indtil jeg kommer i tanke om, vi er tættere på dyrene (lusene) her.
Aftenen går foran flimmeren, ikke lige hvad vi planlagde hjemmefra.

3/4. GARDEN WORLD
Jeg sniger ned og spiser morgenmad, mens Rikke sover lidt længere. Hun har hovedpine; måske af insektgiften. Vi har vist ikke fået flere bid i løbet af natten, og det er rart. Rikke dukker op, mens jeg læser dagens avis, og vi følges ned til værkstedet. De har hevet et stempel ud, og det var flækket. De prøver at skaffe et magen til; bare uden revne. Vi kan kigge forbi i morgen.
Da vi kørte hjem fra stranden i går, passerede vi en stor blomsterhandel. Vi går ud til den, men finder ikke noget nyt. De har til gengæld en Brachychiton rupestris, som ligner én, vi har hjemme. Det er den, jeg var inde i botanisk have og snakke med en botaniker om. Han udelukkede, det var en rupestris, da den ikke har enkelte blade men grupper. Den, de har i planteskolen, har begge dele. Botanikerens bog var bare ikke god nok. Den lever i Queensland og bliver op til tolv meter. Har et flot foto fra botanisk have. Deres havde korte runde blade, men det er normalt for et gammelt træ.
Som sagt havde de intet nyt, men foreslår en anden planteskole, der ligger lige rundt om hjørnet. Vi går derover, men de har heller ikke noget spændende. De anbefaler et meget stort Garden World i Springvale. Vi har ikke så meget andet at lave, så vi tager en sporvogn ind til Flinters Street Station og et tog ud til forstaden.
Vi ankommer til Springvale efter en god halv time og går over i den nærmeste shop og spørger om vej. Går ud til det første busstop og tager bussen ti kilometer ud på landet. Vi passerer flere små planteskoler på vejen, men så dukker Garden World op.
Det er stort, meget stort! Starter i deres café som har det største kageudvalg, jeg har set i Australien. Det er delt op i afdelinger: Bonzai, bromelier, socculenter, orkideer, vandland, græsplæner og så de mere traditionelle. I hver afdeling er der et meget stort udstillingsområde, som er flottere end de fleste botaniske haver. De har nogle fantastiske og gamle bonzai'er. Kaktusudstillingen er på over 200 m2 med enormt store eksemplarer. De har ti forskellige knolde, men kun én, som vi ikke har. Har set den i Holland, men Rikke kan ikke lide den. I salgsafdelingen har de kun fem forskellige, og dem har vi.
Der kommer nogle voldsomme byger, mens vi er der, men det holder heldigvis tørvejr, mens vi venter på bussen. Før vi hopper på toget, går vi ind i en bankafdeling for at se, om der er hævet 500$ mere end vi har fået udbetalt. Vi prøvede at se det i går, men det var for tidligt, og i dag har de nyt EDB-system, og det virker ikke optimalt (surprise-surprise).
Vi køber lidt nudel-box med hjem, og kryber ned under dynen. Det var 30oC, da vi tog ud i middags, nu er det kun 18oC. Endnu en aften foran flimmeren. I morgen skal vi ned og høre til vores bil (har jeg skrevet det før?).

4/4. FILM OG FLIMMER
Værkstedet venter stadigt på vores nye stempel. De får det først i morgen. Så kan vi med lidt held få bilen mandag. Jeg går tilbage til hostlet og slipper en tudse mere. Så kan vi stryge lidt flere af de steder, vi havde planlagt at se i Victoria.
Ser lidt flimmer, og går så over på en café. Næste stop er banken for at se, om der er trukket 500$ for meget. Det ser ikke sådan ud, men vi kan lige se på vores udskrift (som bliver sendt til Danmark).
Så går vi ind til Crown-komplekset for at købe biografbilletter til i aften. Tilbage til hostlet, hvor vi sorterer mine fotos. Jeg har taget 700 og mindst de 250 er ligegyldige. De andre beboere får dem og synes, de er gode.
Ind til Crown igen for at få aftensmad. Et par meget store sandwich og en stor spand popkorn til filmen. Vi ser "Queen of the Damned". På trods af den forgår i USA er den faktisk optaget her i Victoria. Læste en anmeldelse af den i avisen i morges (havde premiere i dag). Den får en stjerne ud af fem. Som forventet er den faktisk udmærket, hvis man ikke behøver noget at tænke over.
Hjemme igen ser vi flimmer. Når jeg skal være helt ærlig, så er det ikke lige det, jeg havde håbet på hjemmefra. Australsk gratis-TV er virkeligt ikke meget værd. Der er fem kanaler, som kun sender serier, amerikanske, engelske og selvfølgelig australske, til hverdag. Lørdag aften sender de alle en god film - samtidigt, og det er det!

5/4. QUEEN VICTORIA MARKET
Sover længe, så vi må ned på den lokale café for at få morgenmad. Så går vi ned på værkstedet, hvor de regner med at få vores nye, brugte stempel halv to. Så skal de lige bruge en dags tid på at samle bilen. Mandag aften skulle vi gerne rulle.
Brødrene er ved at komme, så vi kigger efter soveposer mv. til dem. De billigste poser, vi kan finde, koster små 500 kroner. En ekspedient foreslår os Queen Victoria Market, som har åbent i dag. Her finder vi en enkelt stand med soveposer. Han finder en frem, som har den rigtige tykkelse og en ti centimeter lang flænge. Da den kun skal bruges i 14 dage, er det lige den, vi skal have. Manden slipper den for 125 kroner, og jeg slæber rundt med den resten af dagen.
Det er et voldsomt stort marked. Her er alt fra ællinger over pølser til nye kartofler. Strikkede bluser blander sig med telefon-covers og festival-smykker. Masser af lædervarer fra lange frakker til lighter-overtræk. Finder en enkelt knold, men den har vi. Rikke finder en sød nederdel, ellers nøjes vi med at kigge.
De begynder at lukke ved tre-tiden, og vi går ind til centrum. Et lille pit-stop på en cafè, og så er vi klar til de to store varehuse: Myer og David Jones.
Vi finder et telt til brødrene og et par søde støvler til Rikke. Der er udsalg i skoafdelingen, og her er proppet. 80% af skoene ligger på gulvet foran hylderne. I herretøjsafdelingen er der 50% rabat, og her ligger der også meget tøj på gulvet.
Det bliver mørkt, og vi knokler hjem med vores indkøb, og jeg snupper en sub-way sandswich på vejen. Aftenen foran flimmeren, igen!

6/4. FORELØBIG STATUS
Sover længe, men vi skal ikke rigtigt noget. Vi kører ind til city for at købe et par luftmadrasser og en pumpe til brødrene. Finder også lidt flypriser til dem og finder ud af, at man kan deponere 20 kilo dykkerudstyr på posthuset i en måned for 25 kroner. Man sender simpelthen en poste-restante pakke til sig selv.
Så snupper vi en kop karamel-mokka og kører hjem igen. Rikke læser om Queensland, mens jeg tæller dieselforbrug og kilometer sammen: 2.562 liter og 19.529 kilometer (+ 70 på ladet af andre) hvilket svarer til 7,6 km. på literen. Vi har været i fem ud af syv territorier, hvoraf vi har set de tre grundigt, snuset til et, og bare kørt gennem det sidste. Vi har tre måneder endnu, hvor vi gerne skulle nå at se lidt af Victoria, hele Queensland, resten af Northern Territory og så meget vi kan af New South Wales.
Så køber vi ind til aftensmad; store lede oksebøffer. Finder også et par tallerkner til brødrene. Nu mangler vi kun koldskum til bagsædet. Det skal vi have hos en "clarke-rubber", men der er ikke en i Melbourne.
Efter vi har proppet os hæmningsløst i store bøffer og kogt majs, flader vi ud foran flimmeren. Rikke ville have været i byen, men jeg har resterne af en migræne.

7/4. STILHED FØR STORMEN
Rikke sover længe, mens jeg planlægger vores tur gennem Victoria (igen). Igen i dag får jeg en gang migræne-synsforstyrelser, og det dæmper min lyst til at lave noget. Faktisk sker der ikke en disse i dag. Men i morgen! Da skal vi hente vores bil, og så starter eventyret igen!

8/4. JOSS HOUSE
Vågner tidligt, og glæder mig som et lille barn til juleaften: I dag skal vi hente bilen. Rikke sover lidt længere, så jeg går ned til værkstedet alene, for at at se, hvor langt de er. Der er ikke sket en disse! Noget med de stadigt ikke har fået pakningssættet. I morgen skulle den være klar.
Rikke dukker op, og vi går over på en café for at finde morgenmad til hende. Så går vi ud til det Joss House, som vi ikke kunne finde sidst. Vi finder det, men det er knap så imponerende. Det skulle være det flotteste uden for Kina, meeen...
Et par café'er senere får vi købt ind til aftensmad og så hjem på hoslet. Der er sat en video over, og jeg falder i.
Vi ramte ikke lige den helt rigtige farve sidste gang, vi farvede hår på Rikke. Vi prøver at blege det lidt i bunden, spændende. Tror faktisk det lykkes.
Efter vi har proppet os med mør oksemørbrad til under 50 kroner kiloet, klipper vi mig og flader endnu en aften væk foran flimmeren. I morgen skal vi ud og køre i vores egen bil! (Før eller senere må jeg da få ret).

9/4. SIDSTE AFTEN FORAN TV'ET
Vågner tidligt og glæder mig som et lille barn til juleaften: I dag skal vi hente bilen. Sådan startede jeg også i går, og efter at have været nede på værkstedet her til morgen, vil det nok også blive indledningen i morgen. De lovede godt nok at have den klar til klokken fem, meeen..
Rikke inviterer mig i biografen, vi skal se Ice Age. På vejen ind til biografen smutter vi lige forbi en café, så Rikke kan få frokost. Filmen er skam meget sjov, grafikken er rigtig god. Den ene af karaktererne minder mig temmelig meget om Madsen.
Jeg går ned og checker værkstedet ved fire-tiden. De er færdige! Den spinder som en - stor dieselmotor. Han har selvfølgelig ikke fået lavet fakturaen, så vi aftaler, den er klar, til vi henter bilen i morgen tidligt. Det er alligevel for sent at køre, og vi har taget værelset en nat til. Ikke at jeg ikke vil væk, men det bliver mørkt om en time.
Endnu en aften foran TV'et, det bliver den sidste!


10/4. ON THE ROAD AGAIN
Vi skulle tidligt op og så ud af landevejen. Det var bare ikke med i planen, at jeg skulle have migræne hele natten. Faldt først i søvn ved syv-tiden, så vi står først op klokken ti. Jeg har stadigt en drønende hovedpine, men nu er bilen klar, og så skal vi ud at køre!
Vi slipper med 4831,90 kroner på værkstedet og kører så tilbage til hostlet efter vores ting. Der er efterhånden ret mange med brødrenes campingudstyr, mine knolde og Rikkes nye tøj. Rikke får lov at tage slæbet, mens jeg skifter vand på flaskerne. Jeg skal overhovedet ikke anstrenge mig, hoste, nyse eller bukke mig ned.
Denne gang kører vi en anden vej ud af Melbourne; sydøst på til Phillips Island. På vejen stopper vi hos en Clark-Robber for at købe polster til vores hjemmelavede bagsæde. Finder også et par små klapstole, der er gode at sidde på.
Phillips Island er mest kendt for sin Penguin Parade. Der er også en meget stor pælssælkoloni og en Giant Worm-farm. Regnormene i denne del af landet kan blive op til en meter, men vi springer over. Vi følger skiltene til Pyramide Rock. Endnu en af deres nye, lange og flotte gangbroer ud til - meget lidt. En kejleformet sort klippe i strandkanten. Jeg er mere imponeret over det arbejde, der er lagt i gangbroen, så den ikke generer pingvinerne.
Vejret er fantastisk. Mellem 25 og 30 grader og skyfrit. Vi zig-zag'ger lidt rundt på øen, og tager så tilbage til fastlandet. Omkring 100 kilometer længere øst på er Agnes Falls, som er det højeste vandfald i staten.
Vi kører først gennem flade afsvedne græsmarker men pludseligt bliver det meget kuperet, dog uden græsset forsvinder. Et par meget smukke - et eller andet - parakitter med røde kroppe og blå vinger krydser vejen. Her er flere advarsler om koalaer og wombater, men vi ser stadigt ingen.
Standser i Foster, men her er ikke nogen spændende restauranter. Næste by er Toora, hvor der heller ikke sker meget, men det er blevet mørkt. Klokken er kun halv syv, men vi er tilbage til vintertid. Skal nok til at stå lidt tidligere op. Vi deler en pizza og kører så ud til vandfaldet. Vi kan selvfølgelig ikke se det, men vi kan da sove på deres parkeringsplads.

11/4. WALHALLA
Vi vågner tidligt, det er stadigt sort nat, men vi gik jo også i seng klokken otte. Det begynder at lysne ved syv-tiden, og vi kravler ud af bilen. Vi kunne ikke høre vandfaldet i nat, og bliver temmelig forbavsede, da vi ser det. Vi sov på toppen, og det vendte væk fra os. Det falder over flere plateauer, ialt omkring 40 meter. Temmelig flot og totalt umuligt at fotografere.
Hele området vi er i, og kører gennem resten af formiddagen, er enorme runde bakker. Hvor de rører hinanden er de næsten lodrette, minder om halve bolde i forskellig størrelse.
Vi finder nogle små snoede grusveje, der klamrer sig til de store bakker. Langt det meste er græsmarker, men der er også eucalyptus- og granskove. Efter utallige hårnålesving kommer vi ud til sletten. Her går der ikke måger på markerne, det er ibiser.
Vi standser i Warragul for at få lidt frokost. Jeg er stadigt ikke oppe at køre på alle cylindre, i modsætning til bilen. Vi svinger endnu engang op i de store bakker, denne gang er de udelukkende dækkede af tætte eucaluptusskove. Flere gange møder vi de store lastbiler, der henter stammer dybt inde i skoven. Der er ikke megen plads ved siden af dem på en et-sporet grusvej!
Vi leder efter et par vandfald, som vi aldrig finder. Det betyder heller ikke så meget, vi får kørt 100 kilometer gennem en rigtig smuk skov, og vi nyder hver bakke og hårnålesving. En enkelt gang krydser vi en asfaltvej, som fører op til det alpine skisportssted Baw Baw. Bjerget er 1567 meter højt, og vi krydser passet i 830 meters højde.
Vi kommer ud ved Erica, og følger vejen elleve kilometer op til Walhalla. Klokken er blevet halv seks, og vi kan lige nå at lave mad, før det bliver helt mørkt. Jeg havde læst, at der var mange overnatningsmuligheder i byen. Der mangler bare dem fra "gratis campingplads uden bad" til "dyrt hotel".
Da vi har spist aftensmad, kommer en lille rød possum ned i grenene over vores hoveder. Vi tror først den tigger, men den vil bare have bladene fra træet.
I morgen havde jeg egentlig tænkt mig, at vi skulle køre til Jamieson. Det er en meget snoet skovstrækning på et par hundrede kilometer. Efter turen i dag, tror jeg nok, jeg kan overtales til noget andet.

12/4. MARYSVILLE
Vi står tidligt op, klokken er kun 7.15, da vi hopper ud af bilen. Et kor af eksotiske fuglestemmer møder os. Vi er temmelig højt oppe men nede mellem nogle meget høje og stejle bjergvægge, så solen kommer ikke foreløbig. Vi spiser morgenmad, og forlader byen, før forretningerne åbner.
Selve byen ligger i en smal kløft. Den var engang Australiens største guldgraverby. Nu bor her under 100. Ud over hotellerne, som er i kolonistil, er der små yndige villaer med støbejernsfiligran og smukke blomsterfulde haver.
Vi kører tilbage af den stærkt slyngede vej til Erica. På skiltene står 100 kilometer i timen, men jeg kan ikke kommer over 40, hvis vi skal blive på bjergvejen.
Vi får en kop kaffe og te hos den lokale landhandel og sidder og nyder solen foran butikken. Her nede i dalen er vejret pragtfuldt. Vi er utroligt heldige at have en meget lækker indian-summer. Med lidt held kan den holde en uge til, så kører vi nord på.
Vi triller tilbage mod Melbourne og passerer de Toorongo vandfald, som vi ikke fandt i går. Vi kører ud gennem en lang smal dal, der er underskøn. En bred å slynger sig gennem køerne, store træer breder sine kroner ud over det frodige græs og alt ånder idyl. Selve vandfaldene er ikke noget videre, men skoven de ligger i er smuk.
Vi fortsætter i en stor bue ned mod (men for gud skyld ikke for tæt på) Melbourne. Standser for at strække benene, spise frokost og handle lidt ind i Yarra Junction. En rigtig bonde-/tømmerby, hvor tiden har stået stille i 20-40 år. Min morgenkaffe var ikke den bedste, så jeg vælger Coffe Lovers som frokostrestaurant.
Maden er den hidtil dårligste, vi har købt i Australien. De bagte kartofler er skamkogte, salaten ringe, en halv tomat til deling, ploughman-platten med to kubikcentimeter ost af to ubestemmelige slags og et par tynde skiver pålæg. Sammen med en kop udrikkelig kaffe (den første jeg har levnet af) og en milkshake koster det godt 100 kroner.
Næste stop bliver Healersville, hvor der er et Wildlife Sanctuary. Det blev egentlig grundlagt af Sir Colin McKensie, som var forsker i pungdyr. Da han flyttede i 1929, fik han overtalt regeringen til at lave reservatet. Ud over en stor udstilling af australske dyr har de meget forskning og opdræt.
Vi ser blandt andet hjælmede honningædere, som kun har overlevet her i haven, men nu bliver sat ud igen. Et andet sjældent dyr er den langfodede pataroo, som kun findes her i fangenskab og så i naturen.
Her er echidna, næbdyr, dingoer, wallabyer, diverse possumer, honning-egern, for mig ukendte parakitter, vadefugle, kæmpe varaner, et frøhus, et krybdyrhus, et nathus, flyvende hunde, koalaer, ørne og andet spændende. De reklamerer med hjemmesiden www.zoo.org.au
Det hele er udstillet i store naturlige bure med massere af pæn natur i mellem. Vi nyder de mange dyr, indtil det begynder at regne. Så kører vi vider til Marysville hvor statens højeste vandfald ligger (ja, det er også det højeste?).
På vejen kører vi gennem en fantastisk skov. Bunden er dækket af græs, mos, bregner og bregnetræer. Så er der 40-50 meter med nøgne stammer og et eller andet sted over de åbne eucalyptuskroner. Det virker fuldstændigt forkert, at der intet grønt er imellem.
Vi kommer til Marysville lidt over fem, og finder først en campingplads med varmt vand. Her begynder det også at smådryppe, så vi slår det store sejl op. Mens Rikke laver mad, finder jeg brænde. Selve pladsen er utrolig smuk. Vi har denne afdeling for os selv, og bagkanten af vores plads er den lille klukkende flod. Der er store træer over os og smuk natur rundt om os. Tre store latterfugle følger med på tætteste hold, mens Rikke kokkererer. De får et stykke brød og flyver fornærmet bort.
Efter maden sidder vi og hygger med et lille bål, som holder myggene væk. Indtil for otte måneder siden var der næbdyr i floden, men de er desværre ikke set siden.
Ved ni-tiden slukker vi bålet og kører op til vandfaldet. Det er i øvrigt 82 meter højt og op til fem meter bredt. Der er en oplyst gangsti hen til det og en voldsom stor spot på det. Det ser lidt pudsigt ud. Jeg glæder mig til at se det i dagslys. Tilbage på pladsen bliver vi mødt af en folkemængde. Der er vild gang i opslagningen af otte-ti telte. Det var da heldigt, vi hyggede, da vi havde det hele for os selv.
Vi læser, bader og skriver dagbog til sent (over otte!). I morgen skal vi se vandfaldet igen, besøge en have med sjældne planter og - lad os nu se.

13/4. HANGING ROCK
Regnen siler stille ned, da vi vågner. At dømme efter den sø, vores naboer har teltet stående i, har det regnet det meste af natten. Vi starter dagen lidt stille, oplevelser er altså ikke det samme i regnvejr.
Dagens første stop er ude ved Stevensons Falls, nu med dagslys på. Det er et højt fald fordelt over flere brusende plateauer. Jeg skyder et foto, og skynder mig så tilbage til Rikke og tørvejret i bilen. Vi kører ned af bjerget igen tværs gennem den specielle skov. Desværre er det ikke så meget af den, vi kan se, da det er tåget.
Vi standser i Healersville, og jeg får den første kop gode kaffe i alt for lang tid. Således forfrisket begiver vi os tættere på Melbourne for at finde en have, der er kendt for sine mange sjældne planter.
Vi kommer ned fra bjergene og ud på sletten. Det er ét stort gartneri. Masser af prydblomster og -buske, jordbær, æbler, vin og alverdens anden frugt og grønsager. Vi ser enorme gultoppede-, brillede- og rosa kakkadu flokke på markerne. Enkelte kohejre spankulerer rundt mellem de få kreaturer, hvoraf en del er skotsk højlandskvæg. Andre gange ser vi emuer, nogle frie, andre i fold.
De sidste dage har vi set en hel del skilte, der opgiver et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man påkører eller finder et påkørt dyr. De reklamerer med wombater og koalaer, men vi har stadigt ikke set nogen (levende i naturen). Et sted advarer de mod lyrefugle, den har vi det mindste set.
Endelig finder vi haven. Den ligger lidt oppe af bjerget, og her er ærtesuppetyk tåge. Det viser sig at være en samling af blomstrende træer og buske, ikke lige hvad der interesserer mig og slet ikke i tæt tåge. Vi kører ind til Olinda og trøster os med noget mad.
Nu er vi godt med i tidsplanen (den reviderede og barberede), så vi slår et slag forbi Hanging Rock, som er en vulkansk formation. Vi kører i en stor bue uden om Melbourne, hovedsagligt i landbrugsland, men også i Kingslake National Park. Ved indkørslen advarer de mod at køre i store køretøjer. Vejen viser sig at være særdeles smal. Den starter ved den lodrette klippevæg og fire-fem meter efter forsvinder den lodret igen. Vi ser otte biler, der ligger knust under os, og det er ikke så meget af skråningen vi kan se. Den er for lodret!
Vi ankommer til Hanging Rock lidt i fem, og så er der lukket. Det viser sig at være en sand turistfælde, men nu vil jeg altså se den. Vi kører til Kyneton, som har en campingplads. Vi når lige at handle ind, før det bliver mørkt. De får altså ikke ros for den fikse ide med vintertid.
Jeg pakker lidt om i bilen og laver mad, mens Rikke fryser og læser. Det er nogle lange aftner, og i aften er det koldt. Solen har ikke skinnet hele dagen, det har bare småregnet og været tåget.

14/4. NEW SOUTH WALES
Det var en kold nat; ned til ti grader - indenfor. Solen skinner, men det er en kold vind, der blæser. Det er efterår her, der er de fantastiske røde og gyldne farver i træerne. Vi springer morgenbadet over, det er for koldt, når der mangler en halv meter at væggen foroven.
Vi kører ud til Hanging Rock igen. Nu er der åbent, det vil sige; porten er sat på automatik, cafèen og kiosken er stadig lukket. Der er et lille informationscenter, der via plancher fortæller lidt om geologien. En meget ung vulkan blev stoppet af tung basalt. Det størknede, den omgivende pyramide smuldrede væk, og nu står der et tårn tilbage. Det forvitrer i store stykker, som står på hinanden. Desværre er det hele overgroet af store eucalyptustrær, så det er svært at fornemme formen.
Området er blevet kendt for en roman, der udkom i 1967, og som foregår i 1900. Den hedder "Picnic to Hanging Rock" og er også blevet filmatiseret. Skoleudflugt, nogle piger forsvinder, nogle kommer tilbage, bare uden hukommelse. Sidste kapitel blev først udgivet, da forfatteren døde i 1984.
Her er ikke en sjæl, ud over en lille bitte og meget gammel hund, som nyder solens stråler. Vi tøffer lidt rundt for at se, om der ikke kommer en eller anden og åbner caféen. Den eneste der dukker op, er en stor grå kænguru med en meget stor unge i/uden for pungen. Efter at have nusset den lidt, siver vi af. Vi skal lige købe en mønt i automaten til 40 kroner, så vi kan komme ud.
Vi kører ind til den nærmeste by, Woodend, og får kaffe og gulerodskage. Det er en lille søvnig og søndagslukket by, men vi skal også videre. Har en plan om at nå alt det, vi skal her nede sydpå i dag og så køre op i varmen.
På vej ud af byen spotter Rikke et insektarium. Det er en professor, der har startet op for sig selv. Staten mistede interessen for at forske (eller var det pengene), og han startede han alene. 80% af de insekter, som han finder i omegnen, er ikke beskrevet!
Det er mest tørrede insekter på tavler, men der er også levende myretuer, biboer, knælere, vandrende pinde, edderkopper og nogle store krebs. Krebsene stammer fra det nordlige Tasmanien, de bliver over en meter, og er dermed de de største ferskvandsskaldyr. De er ved at uddø, men der er ingen plan for at redde dem. Her i centret har de opdrættet dem (som de eneste), og staten ville have dem tilbage til naturen. De fik en finger. Dyrene ville bare blive sat ud under en bulldozer.
De har også verdens største kakerlakker. De graver en tunnel på en meter i længden, føder levende unger, som de opfostrer et års tid. De bliver kønsmodne som tre-fire årige og dør som syv-årige.
Vi ser en spændende film om artsbestemmelse mv. og snakker med fyren. Vi er de eneste gæster, og jeg bemærker, det kun var tilfældigt, vi så det. Det passer ham fint, offentligheden er bare generende. Derimod vil han meget gerne have skoler, som han kan præge i retning af natur-respekt.
Vi siver af, og finder Melton, som skulle have den fineste 1900-by. Det er den første by, der blev fredet, og skulle være virkelig flot. Vi kører en tur rundt om den, tværs gennem den og alligevel kan vi ikke finde noget pænt. Den ligner de andre.
Der er noget, der hedder GreenWorld, og vi må lige ind. De har ikke nogen spændende planter, men et cafeteria, hvor vi lige smovser igen. Rikkes kylinge/majs suppe er bare ikke sagen, så vi kører lige gennem Hungry Jacks.
Sidste officielle stop i Victoria er en Scenic Rute og en flot have i St. Erth. Turen går gennem et flot landskab, der minder meget om Midtsjælland, en solskinsdag sidst i september. Skovene minder om bøgeskove og markerne bugter sig over store flade bakker.
Haven er flot, men også mærket af efteråret. De har en fantastisk samling frø, både til pryd- og nyttehaven. Vi finder nogle navne på Rikkes farvoritblomster, og nogle frø til gourmet rødbeder; de er hvide. Det er ved at blive sent, og vi skulle gerne nå lidt nordpå i aften.
Vi havde snakket om at besøge Bendigo, hvor vi skulle se en katedral, verdens længste drage, botanisk have og et Joss House. Det viser sig, byen er temmelig stor: 60.000 indbyggere, så vi efterrationaliserer.
Vi kører tværs gennem byen, og tingene ligger på linie. Først ser vi katedralen, det er en flot sandstensbygning. Den botaniske have er også præget af efteråret, så vi holder farten. Dragerne ser ikke så store ud, måske var det bare McDonalds legeplads. Joss Houset ser pænt ud udefra, og vi har jo set det, som skulle være flottest uden for Kina. Jeg tror, vi slipper gennem byen uden at holde for rødt.
Vi kører næsten stik nord, det er der varmen er. Grænsen til New South Wales krydser vi mellem Echuca og Moama, det er ikke til at se hvor. Efter et stykke tid er man ikke i tvivl. Selvom det er blevet helt mørkt, kan man tydeligt se, vejen er blevet lige. Det var meget få lige vejstrækninger, der var i Victoria. Selv de store veje var bare større kurver. Nu kører vi på en vej, som er snore lige mange kilometer af gangen. Vi er kommet til en stor slette, hvor frodig den er, kan vi ikke se.
Vi kommer til Deniliquin ved ni-tiden, og finder en campingplads. Jeg laver mad, mens Rikke læser lidt om området. Noget af det første hun finder er et foto af nogle specielle klipper. Den SKAL hun se. Det viser sig, de ligger inde i vest New South Wales, stik modsat Sydney. Så er der jo ikke andet at gøre, end at stå tidligt op. På vejen kan vi lige se et par småting, som lå for afsides i Victoria.
Mens vi sidder og læser og skriver, kukker en gøg lystigt. Nogle latterfugle støjede infant tidligere, kun overgået af kakkaduerne. Klokken er halv-eleve, og det er stadigt 20oC.

15/4. BIG LIZZY
Det er 17oC, da uret vækker klokken otte. De 300 kilometer nordpå hjalp. Store flokke af hvide kakkaduer flyver over campingpladsen og solen skinner fra en skyfri himmel.
Vi kører 121 kilometer øst på, før vi møder den første by. Det går over en helt flad slette, som virker meget afsvedet. Der er dog undtagelser; rismarker! Vi kører langs høje kanaler, som bruges til at oversvømme de enorme flade marker. Det ser mærkeligt ud med lysegrønne rismarker midt i den afsvedne slette. De første skarver, pelikaner, hejrer og ænder virker også en anelse malplaceret, til man kommer op i niveau med vandspejlet. Nogle marker bliver høstet, andre er lige blevet oversvømmet.
Den første by vi kommer til er Moulamein, som bare er en lille bondeby. Vi finder dog en kop velfortjent kaffe og lidt møre kyllingelår. Næste stop (og by) bliver Swan Hill. Den ligger på den anden side af den mægtige Murray River inde i Victroria. Stort set samtidig med vi krydser grænsen, begynder bilen at lyde lidt forkert. Vi vælger at sætte musik på og håber, det bare er os, der er lidt hysteriske.
Swan Hill er en rigtig turistby. Der er flere ægte hjuldampere med turister på floden, og en kæmpe stor gammel hjuldamper er ved at blive restaureret. Ved siden af står adskillige damplokomotiver og et stort Pioneer Settlement heritage museum. Vi er her bare for at se et stor træ. Det er et gummitræ, som Will og Burke såede i 1860. Det er nu enormt stort og fylder næsten en blok for sig selv.
Vi snupper lige en bid frokost, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at 95% af kvinderne over ti år er mellem overvægtige og stærkt overvægtige. Det er slemt i mange af byerne, her er det bare lidt værre.
Vi kommer til at gå ind i en dyrehandel, som har krybdyr. Det er ret meget de samme, som vi ser i naturen. De har også nogle totalt nuttede hundehvalpe. Den ene ligner en lille nuser bjørn. Jeg ved ikke hvem, der piver mest, da jeg trækker Rikke med ud, hende eller hvalpen?
Vi fortsætter ud over de åbne vider. Jeg nyder de lange lige vejstrækninger og den åbne horisont. Vi krydser Murray floden flere gange. Den er 20-40 meter bred og chokoladefarvet. Rismarkerne bliver afløst af korn og senere citrus, vin, oliven og grønsager.
I Mildure svinger vi ned i Victoria for at se Big Lizzy i Red Cliffs. Det er en 45 tons gigantisk damp-traktor, som blev bygget i Melbourne i 1915. Den skulle egentlig have været længere nordpå for at hente uld, men han havde lige glemt at finde ud af, hvordan han fik den over den mægtige Myrray. I stedet tjente den til livets ophold ved af rydde skov og krat her.
Vi så en campingplads lige ved siden af, og vi valgte at blive her for i dag. Tilbringer lige tre timer med at bringe de sidste ombygninger på plads til brødene kommer på søndag. Smider et pose-brusebad ud, som vi købte i starten. Ellers har vi ikke rigtigt købt noget overflødigt. Det skulle da lige være for 500 kroner diesel- og vanddunke, men de har nu været meget rare at have i reserve, i ørkenen.
Så plotter vi en hel del af New South Wales, måske får vi set noget af det. I morgen skal vi ud i en ny ørken for at se nogle fantastiske klipper, og så må vi se, om bilen holder til mere.

16/4. BALRANALD
En dejlig morgen, hvor vi tidligt begiver os ud på eventyr. Først gennem Mildura, så ind over Myrray til New South Wales. I Gol Gol drejer vi ud i ødemarken mod Mungo National Park. Vi kører 110 kilometer på en udemærket sandvej, og møder kun tre biler. Her er ikke et eneste hus, men markerne er i et vist omfang opdyrkede. Andre steder går kvæg og græsser på afsvedne stubbe.
Der flyver forskellige parakitter rundt i de lave buske, hvor imod vi ikke ser et eneste krybdyr.
Motoren lyder i perioder ikke så godt, måske skulle vi få den checket. På den anden side skal den vel bare snart bruges færdigt. Men hvis det nu bare er en lille reparation. Eller vi kommer til at holde og vente på (overflødige?) reservedele, til vi skal hjem. Hvis den bare vil holde, til brødene har været her, og vi har set Queensland. Jeg ville slappe væsentligt mere af, hvis den ikke gav problemer.
Vi kommer ud til et Visitor Center, hvor der holder tre andre 4WD'er. Vi skal booke en tur ud til The Walls of China, som er formålet med vores ekspedition. Det er nogle formationer i sammenpresset sand. De dukkede først op, da fårene trampede sanddynerne i stykker og ligner store trærødder.
Der er halvanden time til turen og ikke meget at foretage sig. De sælger ikke så meget som en kop kaffe på trods af, nærmeste konkurrent er 110 kilometer væk. Mens vi venter kommer flere store turistbusser her ud. Jeg går en tur i omegnen, og ser tre kangaruer og den gamle fåreklipningsstation. Der er brugt ufatteligt meget træ til den, og ikke ét i flere hundrede kilometers omkreds. Det er måske logisk nok!
Da jeg kommer tilbage til Rikke, har hun snakket med en ranger. Det viser sig, vi gerne må køre ud til sandformationerne alene. Ind og få pengene tilbage, og så 20 kilometer på tværs af den udtørrede sø.
Vi parkerer et godt stykke fra "muren" og går det sidste stykke. Det er ikke helt så fantastisk, som jeg havde forestillet mig 500 kilometer væk. Vi nyder solen, til den forsvinder bag skyerne, og går så tilbage til bilen. Ved siden af vores bil holder en schweizisk bil. Det er en Toyota med en speciel camper-del i glasfiber fra et schweizisk firma. Den er temmelig speciel og egentlig ret fed.
Vi vender bilen og kører ud gennem ødemarken. Der sker ikke så meget nyt, bilen lyder dog ikke så dårligt på vaskebrætvej (man kan ikke høre andet end hjulene).
Vi standser efter 200 kilometer for af få morgenkaffe (klokken er halv fem) og købe lidt mad ind. Lige før bygrænsen var der én, der blinkede med lygterne. Lige bag skiltet med 60, godt gemt i buskene, holdte en patruljebil. Der er mindst en kilometer ind til det første hus. Den er der vist mange, der ryger i.
Vel udrustede med madvarer kører vi ud i det hvide område på kortet. Her sker ikke meget, det er kvæg- og kornland. Solen er ved at gå ned, og vi kører stik øst, så den kommer rent ind bagfra. Det gør det meget svært at se, når vi bliver indhentet. Undtagen af road-trains'ne, de kaster en skygge langt foran os. Så er det med at komme ind til siden.
Vi ankommer i det sidste dagslys til den lille by Balranald, som ligger op til en meget stor sideflod af Myrray. Vi finder campingpladsen og slår lejer for natten.
Vi sover lige ved siden af den store dovne flod, der ikke siger et kluk, så det er lastbilerne, vi hører. På plænen finder jeg nogle gigantiske natsværmere, kroppen er på størrelse med en tommelfinger og et vingespænd på 17 centimeter.
Aftenen går med at læse om New South Wales og Queensland.

17/4. KØREKORT? HVILKET ET AF DEM VIL DE SE, HR. BETJENT?
Mens vi spiser morgenmad kommer brillede kakkaduer flyvende i flokke og alligevel parvis. Når man ser en enlig, kan man også finde en anden og høre dem begge skrige på skift. Sødt.
Da vi kører ud af byen, kommer vi under en stor bom. Her sidder kameraer, der fotograferer lastbilerne. Så må de ikke være fremme ved den næste før et bestemt tidspunkt. De viser for resten også Big Brother hernede.
Vi kører stadigt på en ualmindelig flad slette. Her er næsten ingen buske og alt landbrug er baseret på kunstvanding. En mark består af en kanal med en vander kørende. Den rager 350 meter ud til hver side og kører fire kilometer. Nogle af majsmarkerne er seks kilometer lange og tilsvarende dybe. Rismarkerne er mindre, men stadig større end danske marker, og så er de jo helt vandrette!
Store strækninger er kun græsning, og enkelte emuflokke snupper også et strå eller to. Vi møder en meget stor flok kvæg med cowboy til hest, ellers bruger de biler.
Efter 130 kilometer ser vi det første hus, og så ligger byen Hay ved bredden. Vi får morgenkaffe og lidt kage og fortsætter så. Landskabet er totalt uændret. Ser på kortet, at der er en strækning på over 400 kilometer uden asfalt eller bebyggelse.
Efter 103 kilometer svinger vi af Stuarts High Way, og 35 kilometer inde finder vi Griffith. Ud over et par seriøst store lade-agtige industrier, er der ingen advarsel om, man pludselig er i en arkitekttegnet by med 24.000 indbyggere.
En høj rager op fra den flade slette, og vi kører op for at nyde udsigten. Man kan se flere hundrede kilometer ud over landbrug og ørken. Lige under udkigspladsen er resterne af en eneboers hule. Det var en italiener, vist en munk, som havde boet her i mange år. Så kom anden verdenskrig, og de tog fat i ham, han var nok spion!
Vi standser ved Woolworths, som vi ellers ikke har set længe, og handler ind. Så kører vi tilbage til hovedvejen og ned mod Wagga Wagga (det er abo for: Mange krager). Der er kun 153 kilometer, og de første 135 ligner de forrige. Så kommer der lidt buler på markerne, men ikke mange eller store.
Pludselig er vi i Wagga Wagga's industrikvarter. De bruger ikke det med forstader, selv til en by med 53.600 indbyggere.
En politibil svinger lige ud foran os, ligger lidt foran, trækker ud til siden, og ud lige bag os. Efter et stykke tid blinker han med lygterne, og vi må ind til siden. Flink betjent fortæller, han må tage en udåndningsprøve. Så spørger han, om jeg har et kørekort ved hånden. Jeg beklager, det er midt i bagagen, men så har jeg også to; et dansk og et internationalt. Det tror han på, vi kan fortsætte.
Lige som i Griffith læser Rikke kort, og vi rammer præcist vores mål i en stor by. Denne gang er det byens campingplads ved floden, der er målet. Rikke starter straks madlavningen, men det bliver mørk, eller rettere; sort, før maden er færdig. Vi får igen skært oksekød til 50 kroner kiloet. Svært at lade være.
I det sidste dagslys skriger chikader, latterfugle og kakkaduer om kap. Da det er helt sort kommer en grå possum listende som en kat. Rikke finder en brødskive frem, og så er de venner.
Aftenen går med at læse om New South Wales og Queensland.

18/4. THE AUSTRALIAN REPTILE CENTER CANBERRA
Endnu en pragtfuld morgen. Vi kører ud af Wagga Wagga og passerer gennem Gumly Gumly. Landskabet består af enorme bløde bakker med græssende kreaturer og spredte store træer.
Efter små 100 kilometer kommer vi til Gundagai, som er kendt for sin lange bro og en en mini marmorkatedral. Vi starter med morgenkaffe og går så ned til turistkontoret. I et baglokale kan man for en tier komme ind og se en et meter høj marmorkirke. Den er lavet af 20 forskellige lokale typer marmor, 20.948 polerede stykker. Det tog 28 år, og han var færdig i 1938. De enkelte stykker blev først samlet til allersidst, og han havde ingen tegning. Den er faktisk meget pæn og ikke nær så usmagelig, som jeg havde frygtet.
Så tager vi ud til broen, som går over en meget bred dal, næsten parallelt med en gammel jernbanebro. Man må ikke køre, men gerne gå ud på broen, og vi går ud og kigger ned i floden. En skarv sidder og siger mærkelige lyde i et træ lige ud for os og flyver så ned i flodens mudderbrune vand. Vi nyder solen og en is, før vi triller videre.
På vej ud af byen kører vi over en høj bakke, hvorfra der er udsyn over hele dalen. Får øje på en dykker, der er på vej ned i et af byens vandtanke, pudsigt syn.
Vi kommer ud på en firesporet betonvej til Canberra og Sydney. Her er næsten ingen færdsel, men naturen er smuk. Det brede stykke mellem vejbanerne er fredet, her er sjældne planter!
Vejen deler sig, og vi svinger af mod Canberra. En vittig sjæl har tilføjet Theme Park efter Canberra (hovedstaden). Elleve kilometer uden for ligger Gold Creek, hvor vi skal se ting. Starter med lidt frokost og checker så lige et plantecenter, før vi går over i reptilcentret. Hele by-midten er et nyt, meget stort område, med små torve med springvand, hyggelige caféer og spændende specialforretninger. En rigtig turistfælde eller overromantisk ideal-by.
The Australian Reptile Center Canberra er helt nyt og delt i to. Den ene del er historie, fra de ældste fossiler af dyr, over dinosaurer til pudsige nutidige ting. Den anden del er australske dyr, hovedsageligt slanger. Dyrene går i flotte terrarier og er i fantastisk kondition. Der er ikke alle de australske krybdyr, men det er en fornøjelse at se dem, der er. Ved indgangen ligger en klappeslange. Det er en diamantphyton, som man gerne må røre.
I udkanten af dette moderne by-centrum ligger National Dinosaur Museum (www.nationaldinosaurmuseum.com.au). Vi har lige en time til at se det, og det viser sig at være nok. Det er bygget op over en privat samling af ti store skeletter, og så er der massere af småting, historier og plancher. Pænt og spændende og ikke for stort.
Vi kører mod Goulburn, da der ikke umiddelbart er campingpladser i Canberra. Flere store bakker med spredte træer på store græsmarker. Pludselig er vi på kanten af en enorm, helt flad græsbegroet slette. Det er lake George, som er omkring 20 kilometer i diameter.
Uden varsel i form af forstæder, kommer vi ind i Goulburn, hvor vi finder Woolworths og så en campingplads. Det bliver mørkt, mens vi handler, en halv time for tidligt. Sorte skyer trækker op, godt vi ikke sover i telt.
I morgen skal vi bare prøve at komme de sidste 100 kilometer ud til vandet. Bilen har virkeligt ikke lydt godt i dag. I går lød den ellers, som om den var ovre det værste. Lige nu lyder den, som om det vil blive svært at hente brødrene i den på søndag.

19/4. JUBILÆUM: 100 DAGE UDE AF DANMARK!!!
Efteråret indhenter os, det er kun 12oC her til morgen. Det bliver lækkert at komme længere op nordpå, hvor sommeren varer ved. Vores plan om at køre ud til vandet og tilbringe en dag ved stranden virker pludselig ikke så god. På den anden side, vejret kan nå at ændre sig meget, til i eftermiddag, og hvem siger vi kommer så langt?
Vi starter med at køre ned til den nærmeste tank, som har et stort, MEGET stort beton merinofår stående. Det er omkring ti meter højt, og faktisk utroligt vellignende. Det er en typisk australsk ting, at lave store ting. Hvis man ikke har nogen turistattraktion, kan man da bare klaske en sammen i beton. Nogle er virkelig gustne, og vi opsøger dem ikke.
Vi kører stadigt ud mod kysten og Sydney. I Moss Vale svinger vi ud på en mindre landevej. Her er utroligt smukt, frodige bakker med grønt græs og store træer. Masser af vandløb og mere eller mindre kunstige små-søer med hejre, pelikaner og skaver.
Langt ude på landet kommer vi til Morton National Park og Fitzroy Falls. En bedre turistfælde er gemt af vejen her, det koster 15 kroner at parkere, men så er resten gratis. De har en fin café, hvor Rikke får kartoffelsuppe, og jeg en lækker kage.
Så følger vi gangbroen rundt om bygningen. Under landevejsbroen er et halvanden meter fald, er det alt?! Gangbroen fortsætter, så det gør vi også. I nogle flotte blomstrende baktiaer sidder honningædere og højt over vores hoveder svæver de flotte sortskuldrede glenter.
En platform rager ud over klippekanten, og et stykke af dens bund er groft net. Her er vandfaldet! 81 meter lodret ned langs en bar sandstensvæg. Vi er på kanten af en storslået dal. De fjerneste egne er over 100 kilometer væk, bunden er dækket af tæt subtropisk regnskov og rundt om står enorme taffelbjærge.
Vi følger en sti gennem den tætte skov og kommer til to andre fald. De er næsten lige så høje og lige så flotte. Hele området er fantastisk, men vi skal videre. Vi fortsætter ud over landet og passerer først en dyb udhugget kanal. Den er enten lavet til kunstvanding eller transport. Vi kører op og ned af bjergsiderne. Serpentinervejene er de eneste veje, og der er langt mellem dem. Det føles mærkeligt, når der ikke er mere end 100 kilometer til Sydney. De forstår virkeligt at begrænse deres byer.
Vi køre ned og ned, og så åbenbarer Kangaroo Vally sig. Smaragd-grøn frodig slette med spredte gårde. En lille over-idylisk landsby ligger i bunden af dalen, og en monumental bro, Hampden Brigde, fører over floden. Op ad den anden bjergside, gennem tætte og meget smukke skove, og så begynder bebyggelsen.
Vi bliver klemt mellem high way'en og havet, og standser i Bulli for at handle ind. Vi finder et par engangs-grill og ekstra trækul, for med de bøfpriser skal der okse på grillen, når bløderne kommer.
Vi kører ind på byens campingplads, som ligger ved havet. Vi sætter bilen og går straks ned til den smukke strand. Vandet er lige koldt nok, men sandet er fantastisk. Vi sidder og betragter nogle buggy-surfere, mens solen går ned (bag os).
Så tryller Rikke med ananas, gris og karry, mens jeg gør lidt rent i bilen. Da det bliver mørkt, kommer der fire brogede kaniner ud på plænerne. Det er dværgkaniner, men de virker meget store i forhold til de bitte små vilde, vi har set.
Det viser sig, de lokale brusebade skal have 20-cents stykker, og der er ingen steder man kan veksle. Det kunne han godt have nævnt, da vi bookede ind! Rikke finder en ældre herre, der kan veksle. Så må konen undvære. Vi bor på bagsiden af pladsen, væk fra havet. På den anden side af hækken er den lokale kirkegård. Rikke virker ikke særlig begejstret. Har jeg i øvrigt skrevet, at de har nogle ualmindeligt kedelige kirkegårde? Der er ingen beplantning. Hvis det går vildt til, er der en buket kulørte plastikblomster på graven. Ingen plæner, buske, hække eller træer. Jeg kunne forstå, de så sådan ud i det tørre Vest Australien, men på Tasmanien og her i sub-troperne?
I morgen skal vi bare slappe af ved vandet, og spare på bilen, så vi kan hente brødrene i den på søndag. Der er nu ellers nogle spændende byer på kortet: Ulladulla, Ballalaba, Yatte Yattah, Durran Durra, Congo, Woodstock, Woy Woy. Det kan være vi får tid senere.

20/4. EN TUR PÅ STRANDEN
Da jeg skulle i bad i aftes, skulle jeg jo fodre automaten med 20 cents-stykker (en krone). Jeg havde fået to af Rikkes hårdt indsamlede. Vandet tændte, da jeg smed den første mønt i, og slukkede da den anden røg i! Tro mig, jeg prøvede at daske til kassen! I seng uden bad, øv!
Vi vågner ved at der er 30oC i bilen klokken otte. Solen har stået og stegt, men der er 20oC i skyggen. Det tyder på, at vi får en god dag ved vandet.
Rikke skaffer æg, og morgenmaden bliver lidt ud over det sædvanlige. Mens vi spiser, kan vi betragte de farvestrålende honningædere og andre fugle, der hopper rundt i træerne over bilen.
Vi får ryddet det sidste op i bilen og gjort endnu mere rent. Soveposerne bliver luftet, og jeg prøver desperat af få solgt de tiloversblevne diesel- og vanddunke. Alt er klart til Jesper og Morten kommer i morgen eftermiddag. Det vil sige: Vi kunne godt bruge en ny motor. Det er irriterende at have brugt så meget opfindsomhed, energi, tid og penge på at indrette bilen til fire og så ikke kunne bruge den på grund af motoren.
Så tager vi badehåndklæder og klapstole med ned til stranden for at få lidt sol. Rikke bruger lang tid til at lokke mig ud i det kolde vand. Der kommer nogle store bølger, og vi forsøger, med mere eller mindre held, at body-surfe. Der er livredder på, og han fløjter løs, når folk kommer uden for hans to flag.
Efter nogle timer dukker der enkelte sorte skyer op, og vi har vist også fået nok sol. Vi går tilbage til bilen og laver kaffe. Så plotter vi lidt flere seværdigheder i New South Wales og Queensland ind på kortet.
Jeg finder vores vasketøj frem, mens Rikke begynder madlavningen. En flok lorrier dukker op i træerne, fantastisk flotte fugle. Foran bilen er nogle rødblomstrende træer, andre steder omkring os står baktiaer i blomst. Der er masser af nektar til sultne fugle.
Aftenen går, som så mange andre, med at læse om det, vi skal se. Jeg har rigeligt med mønter med, når jeg går i bad.

21/4. JESPER OG MORTEN ANKOMMER
Der kommer nogle byger i løbet af natten og morgenen, men det er lækkert vejr, da vi står op. Vi får pakket bilen og siver stille og roligt mod Sydney.
Vi kommer forbi enorme afbrændte skovområder, og kommer på tanke om de store brande, her var omkring jul. Det lød egentligt værre, end det var. Den australske skov brænder ikke ned. Træerne skyder over alt; også fra de tykke stammer. Rødder og rodknolde spirer igen, og efter et år er det kun de sodsværtede stammer, der afslører, her har været brand.
Vi passerer et skilt, som jeg lige må læse én gang til: Oyster Bay 7, Como 6. Nogle gange er det svært at finde vej. Vi har gode kort, men bynavnene er ikke til at læse eller huske. De kunne godt have udryddet navnene sammen med abo'erne.
Vi standser ved et mall og køber ind til aftensmad. Nusser lidt rundt og kører så det sidste stykke ud til lufthavnen. Havde forventet en bred motorvej, men det er snarere gennem villakvarterer. Vi ankommer to timer før brødrene, men lufthavnen har caféer, så vi klarer os.
Her er virkelig lækkert. Der er flere valg af toiletter. Du kan få uden lås på døren, uden bræt, uden lys og uden papir.
Drengene kommer selvfølgeligt for sent. OK, kun ni minutter, men alligevel! Efter en kort rådslagning er vi ikke helt sikre på, hvad vi blev enige om, så det gør vi. Jeg blev enig om, vi kører 150 kilometer nordpå til Newcastle, og får undersøgt bilen der i morgen. Det volder lidt uvante problemer at finde den rigtige vej på tværs af Sydney. Efter et lille loop sydpå kommer vi den rigtige vej.
Det er vældigt hyggeligt at få besøg. De kommer fra Sydafrika, hvor de har dykket og safariet i tre uger. Vi hører lidt om hinandens ferier, mens vi kører gennem et flot skovklædt bjerglandskab.
I Old Sydney Town ser vi skilte til Australian Reptile Center. Vi svinger 10-15 gange og kommer lige til lukketid. Så kan det da også være lige meget.
I skumringen finder vi - efter en del fjumren frem og tilbage - en campingplads i Torronto. Vi slår telt op, fyrer op i grillen og snitter salat. Grillen er en smule større end et A4-ark, men der kan kun ligge to bøffer af gangen, og så kvæler de næsten gløderne. De får lidt kunstigt åndedræt af vores elektriske luftmadrasoppumper, og så er der mad. Desserten er mash-mellows og kaffe.
Det bliver småkoldt, og der kommer lige nogle enkelte vindtårer, da vi er ved at gå i seng. Vores bil fungerer ikke lige så gnidningsløst, som den plejer. Mange ting er flyttet, og der er kommet to MEGET store og tunge dykkergrej-tasker med. Det tager nok et par dage, at skabe nye rutiner og planer.

22/4. GRANDIS
Det regner! En hel del nu og egentlig ikke særlig lækker fornemmelse. Heldigvis er det ikke koldt, så livet er ikke helt ulideligt.
Vi har nye dyr gående rundt: Ænder. Nogle er kanelfarvede, andre er moskusænder. Det regner et par gange, mens vi pakker telt ned, så vi har ekstra vand med.
Vi starter med at tage de små hyggelige veje til Newcastle, hvor vi efter en del fjumren rundt finder det lokale Toyota værksted. Adam kommer ud og lytter. Han ville personligt køre, til den brækker sig og så få den lavet. Det kan selvfølgelig bare betyde, han heller ikke gider lave den. Ikke desto mindre følger vi hans råd.
Vi finder en café, hvor vi får kaffe og planlægger lidt af de næste uger. Vi kører op af østkysten og tager små afstikkere ind i landet, når der er noget interessant.
Nord for byen er der rigtig mangrove, som vi kunne have set lidt mere på, hvis det var bedre vejr. I stedet fortsætter vi nordpå af kystvejen og drejer fra i Madella. Vi følger en meget lang turist drive, der bringer os ud til Grandis. Det er en flooded gum, som er 76,2 meter høj; og dermed statens højeste træ.
På rækværket omkring det 400 år gamle træ ser vi den første igle. Vi er i en subtropisk regnskov, hvor der er nogle nye planter og træer. En "boink"-fugl kalder over vores hoveder, og andre eksotiske fugle ses og høres omkring os.
Vi kører ud af grusvejen og fortsætter mod Forster. Vi har læst noget om, men kan dykke med nurse-hajer i nabobyen Tuncurry. Efter lidt søgen finder vi et dykkerfirma. Brødrene booker en tur i morgen, og vi kan komme med.
Så finder vi en snask og får nogle gode burgere og en enorm stor "mellem fritter". Derefter kører vi over til den nærmeste campingplads. Det trækker op til regn, og det ville være rart at få teltet op først. Morten forsvinder ned i byen og dukker op med en lækker fleece-jakke. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, han havde lært noget.
Det bliver tidligt mørkt, eller snarere overskyet. Vi kører ned til byen og finder en fiskerestaurant. De andre får sværdfisk. Jeg får de største grillede rejer, jeg har set. Det er en B.Y.O. restaurant. De har ikke spiritusbevilling, så man kan bare tage sin egen vin med. Morten fandt et par flasker god rødvin i drive-through'en henne på hjørnet.
Regnen siler ned, og det er svært at gå. Desværre skal vi tidligt op, så vi kan opleve noget i morgen.

23/4. KEMPSEY
Det er blevet godt vejr, så vi får pakket sammen og kører ned til havnen. Skipper er en flink fyr, som har styr på sin kyst. Rikke og jeg får snorkelgrej med, så vi kan hoppe i, hvis lysten kommer over os.
Vi sejler ud af flodudmundingen og ud til et rev. Jeg bliver søsyg, så det er begrænset, hvor meget jeg ser. Jeg får ikke engang taget et foto. Drengene plumper i og dukker op efter en halv time med de bredeste grin.
De havde set wobbegonger, nursehajer, store stingrayes, grøn moræne, delfinfisk, walhi-walhi, kingfisk, striped catfish og en masse andet.
Vi sejler ind til kysten og skipper og Jesper hopper i igen. Morten har fået solcreme i mundstykket, så han springer over. Rikke er også blevet lidt søsyg, så vi springer snorklingen over.
De andre dukker op efter 45 minutter med et endnu bredere grin. De har set store stimer af gulstribede fisk, søpindsvin, skorpionsfisk, pineappelfish, tre meter nursehaj, diamond wrasse, bigeyed soldierfish, honneycomb moræne, små kulørte trope fisk og meget mere.
Vi sejler ind ad, men slår lige et par løkker om en flok delfiner. Vel i land skyller de dykkergrejet, og vi spiser frokost, mens det tørrer. Bilen proppes igen, og vi begiver os videre.
Vi svinger ind i landet ved Taree og kommer efter et stykke tid til en slynget grusvej. Det er hovedsageligt tæt skov, vi kører i, men der er også mange græsmarker med brogede køer. Vi kører meget opad, og ind i mellem kan vi se store kløfter, hvis stejle sider vi kører på.
Vi når målet: Ellenborough Falls, som er et smalt 160 højt fald. Vi står i enden af en meget stor skovklædt kløft, hvor siderne er meget stejle. Vi nusser lidt rundt og kører så ned af igen.
Vi kommer igennem flere små byer, og der er ikke langt mellem gårdene. Flere byer og bønder har nogle utroligt smukke træer stående. De er helt dækkede af mørke lilla blomster.
Vi standser i Wauchope for at købe ind til aftensmaden i Bi Lo, som er det mest discount-ramte supermarkedet, vi endnu har besøgt.
Jeg troede, vi kunne nå længere i dag, men de stejle, snoede og ujævne bjergveje er langsomme, og vi standser for natten i Kempsey. Det er allerede blevet mørkt, og der er 229 kilometer snoet bjergvej til næste lidt større by.
Brødrene slår telt op, Rikke laver med, og jeg bygger bilen om. Vi spiser, mens myggene dræner vores vener. En kop kaffe bagefter og så er vi klar til poserne. Klokken er også over otte!

24/4. TENTERFIELD
Sover rigtigt godt, og hører ikke, at Morten og Jesper står op og tørrer videre på dykkergrejet. Vandet her i byen er mindre appetitligt end de fleste svømmehaller, jeg har været i. Det er da godt, man kan købe. Planterne omkring på pladsen er blevet rigtigt tropiske; finger philedendron, palmer og andre spændende planter, jeg ikke har set før. Vi står op klokken otte, og klokken ni triller vi ud fra pladsen.
Vi kører nord-vestpå af en lille hyggelig og meget snoet bjergvej mod Armidale. Det er forår her, det vil sige starten på regntiden. Buske og urter blomster, og græsmarkerne står i kraftigt grønt uden visne strå.
Vejen snor sig mere, end jeg havde regnet med, og vi kommer langsomt frem. Klokken bliver elleve, og det er tid til morgenkaffe. Da vi ikke er i nærheden af noget der ligner en by, brygger jeg på en åben græsmark.
Her er nogle græshopper, der ligner de små danske, men når de flyver, støjer de gevaldigt. Solen bager ned, og vi flyder ud over græsset.
Vi når ikke at køre langt, før vi bliver mødt af en 4WD'er med blink. Han fortæller os, at der kommer en stor lastbil, så vi skal holde ind til siden. Og så kommer der en bagefter. Jeg finder en lille vigeplads, og klemmer bilen helt op af klippen, og så venter vi. Og venter, og venter. Endeligt dukker den første lastbil med en stor traktor på ladet op.
Så venter vi lidt mere, og lidt mere og så lidt til. Så bliver vi enige om, vi er ofre for en pervers australsk joke og kører. Vi når, at køre ret langt, før vi endeligt møder en anden lastbil. Det er heldigvis et af de steder, hvor jeg kan komme ind til siden.
Efter 230 kilometer, hvoraf de 30 var på asfalt, kommer vi til Wollomombi Falls. Det er et smalt fald, langt henne af en stor klippevæg. Hvis dalen, det løber ned i, var lidt mindre, ville de 260 meter, det styrter ned, have virket mere imponerende.
Det er et enormt stort hul med næsten lodrette og helt bare klippevæge. Når vi kigger godt efter, kan vi se andre temmelig store vandfald rundt om i krateret.
Rikke snakker om mad, og vi kører ind til den store bondeby Armidale. Vi finder kaffe, kage, nachos og rolles. Kigger lidt på kortet og sikrer os, der ikke kommer flere snoede små bjergveje lige med det samme. Indtil nu har vi kun kørt 15-40 kilometer i timen.
Vi springer regnskoven i Dorrigo over og tager den store vej til Glen Innes og derfra til Tenterfield. Efter Armidal er det pludseligt efterår igen. Høje popler står helt lysegule, andre træer er blod røde, og græsmarkerne er også gule.
Landskabet er geologisk og topografisk ens: Store bakker og stejle bjergvæge. Næsten kun skove og græsmarker, her er det hovedsageligt angus-kvæg og lidt får.
Vi når først Tenterfield da det lige er blevet mørkt, og da vi ikke kan finde Woolworths, får vi kinesermad til aften. Vi bliver siddende og hygger, til de er ved at lukke. Så finder vi en campingplads ti minutter før dé også lukker. Teltet op, bilen bygget om og så lidt mere hygge.
I morgen skal vi op til en hippy-by, og så ud til havet igen.

25/4. CHRISTIANIAS MODSTYKKE: NIMBIN
Vågner tidligt, og får lokket de andre op, før de opdager klokken kun er kvart over syv. Vi kører op mod Great Dividing Range og krydser toppen i 888 meters højde. Efter en stor højslette kommer vi ned ad en tåget bjergside. På denne side bliver det igen forår.
Midt i tågen kommer en slangehalsskildpadde tværs over vejen. Den lader sig ikke rigtigt mærke med små tre tons Toyota, men da jeg kommer listende tilbage til den, klapper den i.
Vi snupper morgenkaffen i Casino og fortsætter ad den snoede bjergvej. Vi havde lovet hinanden at undgå de snoede grusveje, som simpelthen er for langsomme, hvis Jesper skal nå at se noget af Queensland. Det ærgerlige er bare, at de største veje i området også har advarsler om højeste anbefalede hastighed i nogle sving er 15 kilometer i timen.
Så ser vi selvfølgelig en hel del, men det meste af min opmærksomhed er rettet mod vejen. Den er slynget, ujævn og der er ind i mellem flere hundrede meter ned og ingen rabat.
Vi ser en pudsig fugl krydse vejen. Den ser ikke ud som den kan/vil flyve. Farverne er brunlige med omrids af fjerene. Halen lang og praktisk talt ingen hals. En skadestor jordlevende parakit?
På en stor skovklædt bjergskråning stikker en kirketårns lignende nøgen bjergtinde op. Det er Nimbin Rock, som er kalksten.
Et par hjørner til, og vi er i den alternative by Nimbin. Det er Christania i '70'erne. Der holdes trommeseancer på rådhuset hver søndag, hashtågerne driver ned af hovedgaden og zombier driver usoigneret rundt. Her er alt til alternativ livsstil á la '60-erne og '70-erne.
Vi shopper lidt rundt. Jeg finder min New South Wales souvenir: En glas-magic mushrum. Morten finder nogle røgelsespinde, han kan brænde af, når de andre på kontoret ryger, samt en rosenqurtz, som fjerner de skadelige stråler fra edb-skærmen. Rikke finder tøj, men de har ikke til voksne. Jesper nøjes med et billigt grin.
Vi fortsætter i 32oC og lidt overskyet. En frugtstand reklamerer på flere kilometer vejpæle. Seks avokadoer ti kroner,15-20 store passionsfrugter ti kroner og sådan fortsætter det. Vi kommer ud med en stor papkasse med bladet frugt til 70 kroner.
Vi kommer gennem Dundee, men ser ingen krokodiller. Lidt uden for byen ser jeg de første pecan-træer. Har efterhånden fortæret temmeligt mange af de valnødelignende nødder i kager.
Vi kommer til troperne. Her kommer de første banan- og sukkerrørsplantager. Vi standser i Murwillumbah for at planlægge. Vi er på grænsen til Queensland, og vi skal gerne ind det rigtige sted.
Vi læser om næste mål. Der er ifølge bogen to kilometer "as the crow flies". Det svarer til 19 kilometer "as the Toyota drives". Bjerge er flotte, men også langsomme. Vi skal langt ind i dem for at se Natual Brigde og lysende orm. Desværre er ormene i den meget åbne hule, så de kan kun ses om natten. Jeg finder en dyb hulning i hulens loft, hvor der sidder en fin glødende orm, som Morten ser. Det går lidt bedre med at se alle de små og særdeles aktive flagermus, der også bor i loftet. Her er forbavsende mange mennesker, men de fordeles i området.
Det er en rigtig flot tropisk regnskov, med hjortetaks- og fugleredebregner, lårtykke lianer og kvælerfigner. Der traver nogle enkelte Mallee fugle rundt. De er den ene af to arter (den anden i afrika) som bygger en enorm kompostbunke, der ruger æggene ud for dem. De ligner lidt små kalkuner med røde hoveder og halse.
De sædvanlige pædagogiske plancher fortæller, at der kun er 0,3% tilbage af den oprindelige australske regnskov. Jeg havde en fornemmelse af, der var regnskov over det meste af Queensland, men det holder vist ikke.
Det er tid til at finde ned i lavlandet for at sove. Vi skal se en dyrepark i Burleigh Heads, så der kan vi lige så godt sove. Vi standser ved et Coles, men de har lukket?! De lukker klokke ni, og den er da kun halv seks. Eller har vi en ny tid i en ny stat? Jeg spørger et par piger om klokken: Halv seks. Hvorfor har Coles lukket? Det er Store Bededag! Hvem f..... kan huske det?!
Vi finder en samling restauranter, så Jesper kan foræde sig i pizza, Morten og Rikke i kinesisk og jeg kan nyde en lækker Sub-Way sandwich.
Vi kommer ud til hovedvejen, og diskuterer, hvilken side vi skal til. Svinger til venstre og kigger efter Burleigh Heads. Det bliver ikke nævnt en eneste gang. Efter små 20 kilometer er vi enige om, vi er kørt forbi. Vi vender, og Burleigh Heads står på hvert skilt. Vi skulle have været én afkørsel til højre!
Når lige campingpladsen lidt efter han har lukket. Han er ikke kørt, så nattesøvnen er redet. Priserne for to er rimelig fast, men for fire er den det samme eller op til det dobbelte.
Vi hygger med irish coffee, i mangel af varme hveder. Min sub-way var for resten på hvede brød. En flagermus, som nok egentlig er en flyvende hund, med et vingespænd på en halv meter, flyver langsomt over vores hoveder. Det giver lidt stemning.
Jeg er godt træt om aftenen. Er umådeligt glad for den elektriske luftmadrasoppuster vi købte. En queen-size luftmadras kræver et par mundfulde, og den bliver tømt hver morgen, så der bliver plads til bagsædet.

26/4. FLEAY'S WILDLIFE PARK
Det er en lækker plads vi bor på. Der er ikke alene strøm, vand og afløb, men også antennestik til alle camperpladserne.
Vi kommer ud til Fleay's Wildlife Park lidt i ni. De åbner klokken ni, men her er ikke en sjæl. De har kun lukket to dage om året: Juledag og bededags morgen. Så er spørgsmålet: Er det i dag?
Indgangen er en lang gangbro, der snor sig gennem en mangrove. Der er åben, og vi myldrer ind. Det er udelukkende australske dyr, så nu kan brødrene se dem.
Alle indhegningerne er store, men der kunne godt være lidt flere planter i. Mange af gangbroerne, som vi går på, ser ud, som om de har været med siden 1956. Vi ser mange forskellige wallabyer og kangaruer, en løsgående og flere indespærrede koalaer, emuer og deres nordlige skovslægtninge: cassaway, goals amadiner, frømunde, ugler, traner, ænder, forskellige parakitter, store krokodiller, store firben og meget andet. Det virker som om, mange af dyrene er vilde eller fritgående.
I en voliere er en samling forskellige tropiske fugle. En satin bowerfugl har bygget sin score-rede og samler alt muligt blåt. Den er meget kontaktsøgende og kommer helt op på tæerne, da den ser Jespers blå linsepudseklud.
Vi får lidt frokost, og så er det tid til at fodre krokodillerne. Specielt den ene er en rigtig voksen dreng på små fem meter. Vi læser lidt om James Fleay. Han var den første (igen?), der opdrættede næbdyr, har haft en fast klumme i den store avis om natur i 36 år, er æresdoktor flere steder, og har vist været naturen en rigtig god ven.
Vi har fået set det meste ved to-tiden, og begiver os op af bjerget til Tamborien. En fantastisk udsigt, 534 meter oppe. Her er et udkastningssted for para- og hang-glidere. Vi finder et vandfald, men det er desværre tørt.
Vi kører ned igen, i retning af Brisbane. Finder aftensmad: Krydrede kyllingespyd, pølser og bøffer til grillen, pastasalat og andre lækkerier. Morten får sig en grim overraskelse: Skoske whiskey'er er meget dyrere her end i Danmark.
Efter en del ræsen frem og tilbage finder vi endeligt en campingplads elleve kilometer uden for Brisbane. Der er en meget støjende flok fugle i nogle træer. Det er blandt andet lorier, de andre kan jeg ikke se. Efter maden taler vi om, hvad vi skal se i Brisbane, og nyder en stille irish til. Klokken er syv, og vi har stadig 22oC.

27/4. DRONNINGER OG KONGER
Klokken syv kommer der nogle håndværkere, som begynder at grave huller med en maskine få meter fra os. Vi tager det som en hint om at stå op.
Vi kører direkte ind til centrum og ned i et parkeringshus med to meter til loftet. Der er flere millimeter til sprinklerne. Vi holder lige mellem de steder, vi skal se i centrum.
Første stop er klokketårnet til rådhuset, som skulle give en god udsigt over byen, men de åbner først klokken ti, der er en time til. Så er der tid til morgenkaffe, inden museet åbner halv ti.
Byens museum er en god blanding af alt. Maskiner, dyr, abo-kunst, dinosaurer og geologi. De har en hel afdeling med udryddede og udrydningstruede dyr i Queensland. Der er røget en parakit, der er 65 vombater med hår på næsen tilbage, de har fundet en mary-mus i løbet af100 år, og sådan bliver de ved med mange dyr. Så ser vi havdyrene og et par dino'er.
Vi søger forgæves efter et insekt- og sommerfuglehus. Det viser sig, at det er nedlagt. Tilbage til tårnet, som er en noget speciel oplevelse. En dame viser modvilligt over til billetautomaten. En tier per næse og så med elevatoren op til tredje. Hen ad en gang og så vente på en italiener, der har haft mange op- og nedture i livet. Lige nu er han elevatordreng her. Han siger en masse mere eller mindre uforståeligt på turen op.
Udsigten er rundt til de nærmeste højhuse, og man kan lige skimte vandet mellem to. På vej ned standser han og forklarer et eller andet om klokke- og urværkerne (som er elektriske). Han fortæller også stolt, at elevatoren er 72 år gammel.
Vi skulle også have været ud til et stort mall, men her er rigeligt med shoppingmuligheder i Queens Street. Gadenavnene er ret logiske: Dronninger den ene vej, og konger den anden. Jesper finder sig en afløser for sin dykkertaske. Den gamle går op i alle sømme, selv om der kun er 25 kilo i.
Det virker som en behagelig by. Den er stor, og alle forretningerne er her, men der er ikke stress og jag. Mange går i shorts og klip-klapper, det virker som én stor sommerby.
Vi spiser frokost og kører ud af centrum og direkte til botaniskhave og planetariet. Jeg gider ikke planetariet, og da de andre har kigget lidt, gider de heller ikke.
Den botaniske have er ramme om to bryllupper med harpemusik og sækkepibe. Her er et kaktushus, en tørlands-zone, tropisk hus og - områder, japansk have, bonzai-hus og en masse andet. Desværre er det ikke den høje standart som Københavns. Parken lukker klokken fem, men vi møder ham, der lukker bonzai-huset klokken tre. Vi maser målbevist rundt om skyggehuset og ser gennem nettet. Der er ikke særligt tæt beplantet udenom.
Vi har set det meste spændende i Brisbane og kører ud. Vi laver lige en ekstra loop, men så er vi på den rigtige vej. Længere nordpå og mod Glasshouse mountains og Beerwah, hvor Australian Zoo ligger.
Vi standser ved en Coles og køber ind til grillen. Deres parkeringsplads har kun 195 centimeter til loftet, så vi holder på en græsplæne ved siden af.
Den første campingplads, som vi finder, gider ikke passe kontoret, så vi tager den næste. Kommer til at køre ned af vejen før og laver en elegant U-vending på en ananasmark. Den næste vil have os, men vi er ikke de eneste. Luften er tyk med myg, og de er sultne.
Efter det lækre måltid, med grillede koteletter, ostepølser og kyllingespyd med pastasalat og gurccemole. Så er der marshmallows over resten af gløderne.
Vi underholder en schweizisk par kosteligt bare ved at snakke dansk.

28/4 AUSTRALIA ZOO.
Der er kommet nogle kraftige byger i løbet af natten, og alt er vådt. Vi får pakke det sammen og kører ud mod Glass House Mountains. Solen bryder frem, da vi forlader pladsen, men fortryder. Det fjerner en del af fornøjelsen ved bjergene.
De er propperne fra nogle vulkaner, hvor resten af keglen er eroderet væk. De er fulde af krystaller, så Cook syntes, de mindede om drivhuse. Han må have set dem en dag med solskin. Vi må tilbage i eftermiddag, hvis vejret bliver bedre.
Næste stop er Beerwah, hvor Australia Zoo ligger. Zoo'en er måske mest kendt for sin ejer; Steve Iving, bedre kendt som The Crocodille Hunter.
Her er vist sket meget de sidste fem år. Fra en parkeringsplads til 100 biler, er her nu plads til flere tusinde. Indgangen er kæmpestor med mange billetsalg. Der er nye tribuner omkring krokodilledammene og kæmpestore nye anlæg til blandt andet vombater.
Nede i det ene hjørne er den gamle indgang og nogle små bure med slanger, varaner og skinke.
Der er fodring af en af de helt store krokodiller; Argo og hans damer. Ikke overraskende er det ikke Steve selv, der fodrer, men det er fascinerende at se fem meter, 600 kilo krokodille komme op af det grumsede vand.
Appetitten smitter, og vi går over for at få noget at spise. Restauranten er en to-etages splinterny bygning på størrelse med to fodboldbaner. Midt i er et åbent koala træ, hvor man kan se dem i trætoppene. Vi er lige kommet ind, da der kommer en ordentlig bløder.
Bygningen til australske slanger er også helt ny og meget stor. Flotte terrarier, hvor man kan se dyrene.
Der er flere store byggeprojekter i gang. Her bliver virkelig brugt penge. Fra at være en meget lille zoo, er det pludselig meget stort. De har bare ikke fået så mange flere dyr. To vombatter har en lille fodboldbane med flotte hule "elefant"-klipper rundt om.
I en meget lukket indhegning er ræve, som jo ikke er populære. Lidt dingoer, to kameler, et par tasmanske djævle, nogle frømunde og latterfugle, lidt storke, traner og ænder. Forskellige kænguruer, sumpskilpadder, cassawary'er, kæmpe skildpadder og selvfølgelig mange alligatore, salt- og ferskvandskrokodiller. Ikke mange forskellige dyr, ikke mange af hver, men rigtigt flotte og store, velholdte bure.
Det regner ind i mellem, og vi afslutter vores besøg med at se en ualmindelig stor pyton, den er nok seks eller syv meter. Det havde nok været en bedre oplevelse en hverdag med færre mennesker og med masser af sol.
Udgangen er selvfølgelig gennem souvenirshoppen, som er noget for sig selv. Her er selvfølgelig postkort, magneter, kuglepenne og lignende med Steve og Terry, men de fås også som spil, actionman, bløde dukker talende dukker og alt muligt andet. Disney og Warner Brothers kunne virkelig lære noget. Der er masser af tøj ud over de sædvanlige T-shirts. Børnetøjet er af mærket Bindi-Sue, som er parrets datter, opkaldt efter en krokodille og en hund! Rikke køber postkort, og så er vi ude.
Vi kan lige nå at se Maleny Falls, inden det bliver mørkt. Vi fjumrer lidt rundt, men finder så den store, dybe dal, hvor en vandslange stor stråle pisser 120 meter ned. Vi havde faktisk regnet med lidt mere, da det nu har regnet det meste af dagen.
Vi beslutter, det er en god dag at spise ude. Desværre har egnens store by; Nambour ikke så meget at byde på, så vi nøjes med Sub-Way's. Da vi alligevel ikke kan lave noget andet, kører vi op mod Gympie. Her skulle vi egentlig have set ræs med Royls 'er og Cadillacer. De har hævet dem en god halv meter, og givet dem firehjulstræk. Desværre kører de kun om lørdagen, så det må vente til vi kører nedaf igen.
Vi finder en plads uden for byen, og fanger bestyreren i sidste sekund. Vi giver kun 65 kroner mod tidligere 140 kroner. Her er meget tomt. Weekenden er ovre. Brødrene når lige at slå teltet op, før det vælter ned igen. Der er ikke så meget andet at lave end at tage et godt langt varmt bad og sove.

29/4 TRE FROSNE HAJER.
Dagen starter med sol, men mens vi sidder og planlægger inde i Gympie, trækker det op. Vi skal finde en flybillet til Jesper, og så ud på Fraser Island.
Vi får morgenkaffe i Gimpie, og det begynder at regne, da vi går tilbage til bilen. Ikke de ideelle forhold til at se den, der er verdens største sandø. I stedet beslutter vi at tage op til Hervey Bay, hvor der er et hajmuseum. Der er kun 125 kilometer, så vi kan nå tilbage i dag.
Vi kører gennem store græsmarker med okser, lave krat-skove, sukkerrør, ananas, enkelte bananplantager og et par småbyer. Det regner kraftigt nogle gange, så vi har nok prioriteret rigtigt. Bilen begynder at lyde endnu dårligere, selv når den går i tomgang. Vi når dog Maryborough, som er en pæn stor by, med en sydstatsstemning. Meget roligt, store træhuse med brede verandaer og massere af løvsavsarbejde og pindeflet.
Tolv kilometer længere ude kommer vi til Hervey Bay, som er en rigtig turistby. Massere af caravanpladser, caféer og restauranter langs en flere kilometer lang strandpromenade. Vi ser det meste af byen, før vi finder hajmuseet. Vi har kørt så langt, fordi det skulle være rigtigt godt, og meget belærende/oplysende. Vi slipper 60 kroner hver, og kommer ind i et lille rum, hvis væge er overklistret med avisudklip. Det viser sig, det er en '70'er helt, der har lavet en karriere ud af at slå hajer ihjel. Han har samlet lidt af maveindholdet fra nogle af alle de hajer, han har fanget, nogle kæber og tre nedfrosne hajer. Det er dissideret ulækkert at se på, og burde lukkes. Lige i nærheden ligger et akvarium, der hedder "The Living Reef". Vi triller der over, men billetprisen kontra bygningens ringe omfang gør, at vi siver vider.
Vi finder lidt frokost, og får adressen på byens Toyota værksted. Han lytter lidt, og siger han ikke har tid. Han ringer dog lidt rundt, og finder én, der nok har. Vi kører der over, og venter, til han dukker op. Han lytter lidt, og fortæller, han ikke har tid. Han kender dog en, der bor lige over om hjørnet, som har arbejdet meget med landbrugsmaskiner. Desværre kan vi jo ikke tillade os at være kræsne, så vi kører der over. Han virker intelligent og eftertænksom. Han spørger om, hvad vi har fået gjort ved den. Jeg siger, vi har fået renoveret krumtappen. Det kan han ikke forstå, så skulle der have været skilt mere. Han ser på regningen, og mener helt sikkert, vi er blevet snydt.
Der er måske skiftet lejer, men krumtappen har ikke været ude. Vi snakker lidt frem og tilbage, og han ringer lidt rundt, og finder to brugte motorer. Den ene er ikke så god, den anden er, og koster 15.000 kroner. Det koster vist 5.000 kroner at få lagt den i. Vi bliver enige om, han tager vores motor ud, så han kan finde fejlen, og måske rette den. Det tror han dog ikke, men ud skal den jo alligevel. Han siger, han nok kan nå det i aften (klokken er nu 16.30), og så kan vi komme forbi i morgen tidligt. Vi hoster ned til den nærmeste campingplads og læsser af, afleverer bilen, og går ned til byen for at finde et telt. Desværre lukker de klokken fem, så Rikke og jeg må sove under åben himmel (eller i køkkenet). Vi finder noget dyrt og nogenlunde mad, og går hjemad igen. Jeg spurgte tjeneren og vejret i morgen. Sol og byger. Vi får nok brug for presenningen i nat.
Går forbi værkstedet, hvor to mand står og roder i vores bil. De er næsten klar til at løfte motoren ud. Vi går hjem til pladsen, hvor nogle rigtigt store flyvende hunde støjer i træerne over vores hoveder. De basker og skriger, mens de slås om frugten i træerne. Når vi har hørt fra mekanikeren i morgen, kan vi så beslutte, om vi skal leje en bil og tage over til Fraser Island, eller hvad ellers. Nu blev lyset slukket, klokken er ti, godnat.

30/4 CAMPING I LASER.
Der kommer nogle voldsomme byger i løbet af natten, så jeg er glad for at jeg ikke føjede Rikke, og sov under stjernerne.
I stedet sov i køkkenet, hvor der ganske vist mangler halvdelen af væggene, og også de nederste 20 centimeter. Der kommer en del vand drivende ind, men det er kun det nederste af madrassen, der bliver våd. Efter morgenmaden går vi ned på værkstedet.
Han har splittet motoren ad, og krumtappen er slidt meget. Sidst har de ikke taget den ud og renoveret den, kun skiftet pandelejerne. Nu er den slidt for meget til at blive renoveret, så vi må finde en anden. En ny koster 15.000 kroner, så han prøver at finde en brugt, der kan renoveres. Cylindrene trænger til nye foringer og topstykket ned ventilerne kunne godt bruge en omgang. Han indhenter tilbud og regner lidt, mens vi prøver at finde en lejebil. De er dyre! 600 kroner plus forsikring og andet snavs.
Vi finder en billig teltforretning, og køber telt og stænger til forsejlet for 300 kroner. Vi skal også have et par nye gasflasker, og så er vi klar til eventyr. Tilbage til Hertz, som ikke havde 4WD'er (som Fraser Island kræver), men i stedet finder vi en Ford Laser til 300 per dag med forsikring. Ned på værkstedet, som har regnet sig frem til 15-20.000 kroner, men så har vi også en totalrenoveret motor med garanti. Så kører vi ud til promenaden for at få frokost og planlægge. Hvis vi kører 140 kilometer længere mod nord, skulle vi komme til en skildpaddestrand.
På vejen passerer vi et rom-distilleri, som desværre lige når at lukke. Standser på vejen for at købe ind til aftenens grill. Supermarkedet har også durian og andre frugter, som jeg ikke kender.
I starten kører vi gennem krat-lignende skov med græssende okser under. I Isis Shire bliver det til endeløse sukkerrørsplantager, og så kommer der lav skov og græsland igen. Vi passerer en enkelt kastanjeplantage og nogle andre marker, som måske er jordnødder, og så nogle, jeg ikke ved hvad er.
Solen går ned, og jeg når lige at sige, det er tid til kangaruer, da vi opdager en lille flok store grå, lidt inde på en mark. Det er stadigt lyst nok til, Jesper kan filme dem. Vi betragter den et stykke tid, og så hopper de stille af. Vi ankommer til Agnes Wathers ved sekstiden. Vi checker ind på den eneste campingplads ned til stranden, men værtinden fortæller, der ikke længere er skildpadder. I følge Lonely Planet-bogen skulle ungerne klække i januar til april, og det er først maj i morgen!
Den eneste anden på campingpladsen er en 19 årig hollandsk pige, som vi inviterer på aftensmad. Mens vi fyrer op under grillen ser jeg en tudse, sandsynligvis en Bufo marinus. Mens vi spiser, kommer nogle store kakerlakker forbi. Efter maden går vi en tur i måneskinnet på den fantastisk lækre strand. Vandet føles næsten lunt, nææhn... I morgen må vi se, om vi kan finde nogle små skildpadder, og så skal vi besøge en krokodillefarm.

1/5 DRIKKER KAFFE FRA 1770.
Vi går først ned til stranden, og nyder vejret og udsigten. Så forsøger vi at finde Deepwather National Park, hvor der måske er chance for at se skildpaddeunger (om natten). På vejen der ud, kører vi ned af nogle små grussideveje, hvor vi en gang kommer rigtigt tæt på en flok kangaruer.
Vi standser i Town of Seventeen Seventy (det år Cook opdagede Australien), for at få kaffe og planlægge. 220 kilometer mod nord starter krokodilleland, og her ligger også en farm. Der sker ikke meget på vejen, ud over vi får et stenslag i forruden, da vi har haft bilen i 24 timer. Det undrer os over hovedet ikke, det er Morten der sidder ved rattet, og han er specialist, med op til tre nye forruder om ugen.
Landskabet er hovedsageligt afsvedne græsmarker med okser, men det regner ind i mellem, så her bliver sikker snart grønt igen. Vi kommer til Rockhampton, som er Australiens kvæg-hovedstad. Der siges at der er millioner af okser i den nærmeste omegn, og vi ser da også en masse. Der går et par bomme, a'la jernbanebomme, for vejen, og nogle cowboys til hest driver en flok okser over vejen til banen eller slagteriet.
45 kilometer uden for Rockhampton ligger den lille by Emu Park, hvor dillerne er. Klokken er blevet halv tre, og der er kun en halv time til de lukker. Vi ser lige deres store avlsdyr, som er op til fem meter. Så går vi ind for at købe billet, og bliver anbefalet at komme tilbage i morgen, hvor der er rundvisninger, der bringer dyrene op af det grumsede vand. Det tænker vi over, om vi vil give 65 kroner for hver. Så kører vi tilbage til Rockhampton, og finder en campingplads.
På vejen ser vi en dingo krydse vejen lige foran os. De er godt nok svære at få fotos af! Der kommer en byge til, mens vi booker ind, men vi får slået teltene op i tørvejr. Vi sidder og sumper lidt, mens vores tøj bliver vasket, og så er det ned til byen for at finde de største og møreste bøffer Australien kan byde på. Vi finder et sted der ser spændende ud. Man skal selv gå op til kokken og bestille og selv gå over til baren. Her har de nogle Emu spiritusmålere, der ser effektive ud.
Deres ølhanerne har is uden på, og der er også is på glassene. Maden ser fint ud, men der er ikke megen smag i. Kaffen bag efter smager af endnu mindre. Temmelig skuffende, men vi blev da mætte. Tilbage til teltene og på hovedet i posen efter et bad.

2/5 NATAKTIVE PATTEDYR.
På vej hjem fra restauranten i går aftes, måtten Jesper lige puste i spritkontrollen. Der var selvfølgelig ikke noget.
Her er begyndt at være gekko på væggene. De små hyggelige væsner holder insekterne nede, så de er nyttedyr.
Til morgen bliver vi vækket af to latterfugle, som har gang i den helt store "sang"-konkurrence. En del andre fugle stemmer i, og vi kravler modvilligt ud til solskinnet og 25oC. Ned til byen for at få morgenkaffe, og Rikke køber baked beans, som hun får serveret af bliktallerken.
Så kører vi igen ud til krokodillefarmen, hvor vi denne gang når rundvisningen. Den starter med en lille video og en foredrag. Vi får lov at gramse på skindprøverne, og så går vi ud og fodrer. De store avlsdyr går i harem med op til 15 hunner. De store hanner er lidt over fem meter og 800 kilo. Til sidst får vi lov at holde en lille en. De laver 500-2000 diller om året, det hele bliver brugt. Kødet bliver spist, det pansrede rygstykke bliver til bælter (Morten køber et) og resten bliver til tasker og sko.
Dyrene bliver forarbejdet på farmen, undtagen garvningen. De får et stød i nakken, og får så snittet nakken. De bliver som regel slagtet når de er tre år, med mindre de indgår i avlen. En af de store hanner er 85 år. Den kommer fra et zoo, hvor den druknede sin dyrepasser i 1940. Så brugte universitetet den nogle år, og nu er den pensioneret her.
De dyr vi ser, har det godt, men vi ser selvfølgelig ikke ungdyrene. Vi bliver nødt til at vende næse mod Hervey Bay, så Jesper kan få sit dykkergrej og skruppe hjem. Han siger, han glæder sig til at komme hjem til kontoret, og sidde i strålerne fra skærmen.
Vi laver en stor løkke vestpå, så vi kan se Cania Gorge National Park. Det er ny natur; vi ser hirse, majs, citrus og bomuld. Efter Dululu kommer vi op på en højslette, hvor der er bottletrees. Det er dem, jeg har søgt, som vi har et af der hjemme (Brachychiton rupestris). Det er fascinerende at se dem stå spredt ud over det steppelignende landskab. De er ti-femten meter høje, og stammerne er flaskeformede, op til en lille meter i diameter. Der dukker også meget store figen-kaktusser op, op til fem meter høje.
På en høstet sukkerrørsmark ser jeg to store trapper (verdens største flyvende fugl), og flokke på flere hundrede regnbue-loryer strejfer rundt over hirsemarkerne. Andre steder går flokke af gultoppede kakaduer rundt, og der er også enkelte rosa. Vi kommer ud til Cania, som er en national park uden om en opdæmmet sø. Det var en lang tur på 320 kilometer, så det er næsten mørkt da vi når frem. Vi kører op til et udkigspunkt, hvorfra vi kan se ud over dæmningen og omegnen. Der er nogle små hoppere på skråningen, som vi kommer helt tæt på.
Lidt senere kommer der en flok af de helt store sorte kakaduer med røde haler flyvende over os. Vi beslutter at overnatte her ude, så vi måske kan være heldige at se nogle natteaktive dyr. Det første ser vi i receptionen, det er vist længe siden hun har fået noget. Lige uden for pladsen hopper flere kangaruer rundt, og en enkelt grasser på plænen.
Vi får lavet aftensmad i det flotte køkken. Det virker som om de har sat pladsen i stand efter sommerens travlhed. Her er kogekedel, nye gas-grill, el-komfur og meget andet. Vi bliver i øvrigt enige om, "Vi skal huske" i datid bliver til: "Vi har glemt". Jesper knækker "uopfordret" halsen på en flaske whiskey, og vi hygger i det åbne køkken mens vi venter på de vilde (firbenede) dyr.

3/5 MEKANISKE FABELDYR.
Vi hører ikke mere til det nataktive pattedyr Lisa, men vi ser nogle små kangaruer på plænen, hvor vi camperer.
Der er også nogle andre reflekser af øjne, som ved nærmere inspektion viser sig at være store jagtedderkopper. Morten undersøger om de er giftige. Han sætter en finger ned i græsset ti centimeter fra én, og den angriber øjeblikkeligt. Han har ingen men, så de må være ufarlige.
Vi har sat uret til halv syv, så vi kan nå at se lidt af omgivelserne, før vi kører. Vi får ristet brød og kaffe, mens vi sidder og ser på gas-grillen: Outback Explorer. Vi mener den skulle hedde Backyard Explodrer.
Der er mange småfugle på plænen, blandt andet ring-astriler. Så går vi over til Big Foot. Det er en naturlig aftegning på en sandstensvæg. Ikke imponerende, men tæt på. Der efter kører vi ud til Two Storey Cave, som vi finder efter tre, på hinanden følgende U-sving. På vej op til hule ser vi Orchid Canvies, hvor der er er orkideer i en bred klippespalte. De blomster ikke, men man kan røre!
Hulen er brede revne i sandstensklippen. Der sidder små flagermus over alt, og vi fotograferer. Før vi sætter os ind i bilen, må vi lige vaske guano-støvet af fødderne. Jeg har benyttet de sidst dage, hvor Jesper og Morten har kørt, til at se efter koalaer. Jeg kan nu med sikkerhed slå fast, at dette sagnsomspundne fabeldyr kun eksisterer i folkeeventyr, med oprindelse i tågede "dream-time"-skrøner. Selv de steder, hvor de advarer med skilte i vejkanten, har der ikke været et eneste road-kill.
Dem vi har set i zoo, må være importerede eller, mere sandsynligt: mekaniske dukker. Derimod har jeg væsentlig mere held med af se Bottle-trees. Disse fantastiske træer dukker op med jævne mellemrum, og jeg spæner over en mark, for at få et godt foto af et prægtigt eksemplar. Det er omkring 15 meter højt og godt en meter i diameter.
Lidt efter spotter vi en meget stor grå kangaru tæt på vejen, og næste dal byder på en lille flok emuer. Vi kommer ud på et langt stykke med grus og korte stykker med asfalt.
Det er fantastisk hvad lejede biler kan klare. På vej ind i Gin Gin er vi ved at køre snuden af en varan på en meter. Jeg går tilbage for at fotografere det uanfægtede dyr, og den piler i sikkerhed. Vi spiser frokost, og fortsætter så. Vi har hele dagen kørt gennem store bakker der er dækket af meget åben skov med græs under. Efter Gin Gin dukker de små græstræer op, og mange sukkerrør. Der er små plantager med ananas og forskellige ukendte frugter.
Vel tilbage i Hervey Bay kører vi først ned til værksted. Han har fået en god brugt krumtap, som skal sendes ned til Brisbane for at blive renoveret. Han har fundet lidt andre problemer, men regner med at være færdig onsdag aften. Han havde lige glemt, det er Arbejdernes dag på mandag. Til gengæld har han sludret med en brugtvognsforhandler, der meget gerne ville besøge vores mekaniker i Melbourne. Det må vi se på. Vi siger farvel og tak for besøget til Jesper, som kører til Brisbane.
Han skal flyve til Sidney i morgen tidligt, og til Danmark i morgen aften. Vi taler om, hvad vi så skal lave. Spørge i receptionen, om Fraser Island. Hun har forskellige tilbud med lejet bil og færge. Vi ender med at leje en Land Rover 110" i tre dage til 2950 kroner med alt, undtagen mad og diesel. Vi får endda lov at tage bilen med det samme, så vi kan hente mit kørekort og lidt af Mortens dykkerudstyr. Så skal vi heller ikke ud til firmaet med alt vores grej i morgen tidligt klokken halv seks. Næste stop bliver KFC og så Woolworths, så vi kan hamstre til weekenden.
Det er selvfølgelig ærgerligt at give så meget for at leje en bil, men Morten skal jo også opleve lidt i den sidste uge. Hvis vi selv skulle tage der over, skulle vi jo også betale færge, camping-afgift og bilafgift, hvilket er 670 kroner. Vi går tidligt i seng, vi skal op 5.30 (Ærgh..)

4/5 150 KM HVID SANDSTRAND.
Note til i går: Vi kørte 1186 i de lejede bil.
Vi står virkeligt op halv seks. Pakker sammen, og kører ud til færgen. Vi kører næsten direkte ombord, og sejler med det samme, en halv time for tidligt. Medbragt morgenmad og købt kaffe, og så er vi i ferieparadiset.
Fraser Island er verdens største sandø, 160.000 hektar, 125 gange 15 kilometer og 40 ferskvandssøer. Den er Australiens Hawaii, hvor der kun er turistindustri. Hele øen er World Heritage Area, hvilket betyder, den er fredet. Der er enkelte centre rundt om på øen, hvor man kan købe mad, få et varmt bad, og hente gratis brænde.
Vi må ikke køre over hele øen, der er et stort sumpområde, andre steder er meget blødt sand. Man må køre 35 kilometer i timen på de små sand hjulspor og 60 på stranden. De hastigheder når vi ikke lige op på, der er alt for ujævnt. Vi kører først op til Lake McKenzie, som er en stor ferskvandssø, midt på øen. På vejen passerer vi nogle meget stejle skråninger, hvor der er over 30 meter ned. Alt er meget tæt skov, hvor noget er cedertræer, der er plantet efter 1930, hvor man fældede meget af øen. Andre steder er der endnu tættere regnskov, med
lianer og det hele.
Søen vi kommer op til er utrolig smuk, med bred kridthvid sandstrand og lyseblåt vand, der bliver mørkeblåt otte meter ude. Vi går en lille tur i strandkanten, og Morten og Rikke får kørt hinanden op til, de skal i vandet. Jeg bevarer roen og min sunde fornuft. Morten snorkler, og finder ud af, det mørke vand skyldes, at sandbunden falder 50%, og der bliver meget dybt.
Da de er færdige med at plaske rundt, kører vi tilbage til Central Station, og henter brænde. På de fleste af træerne sidder enormt store hjortetaksbregner, op til to meter i diameter. Her er en del andre turister, men det er vist intet imod, hvad der er i højsæsonen. Mange er unge mennesker, der er proppet ind i en bil som vores. Der kan godt være tolv, men vi har det fint med vores store lastrum og otte sæder.
Andre har sparet 15 kroner om dagen, og kører i en gammel militær Land Rover med lærredstag og -sider. Så er det tid til frokost, og vi krydser øen, for at komme ned til Eurong, hvor der er forretninger og sågar et par hundrede meter asfalt. Vi får lidt at spise, og Morten og Rikke shopper mad og souvinier mens jeg skriver.
Der kommer også nogle busser blandt 4WD'erne. De er også meget høje, og med grove dæk. Når vi kører ude i skoven, i de smalle sand-hjulspor, virker det som om, vi har øen for os selv. Her er vist mange rangere, så der er godt styr på veje, affald og omgivelser. Vi kører ud på stranden og nord på. Vi må ikke kører på stranden fra to timer før, til to timer efter højvande. I dag er det fra 12.37 til 16.37. Det betyder, vi lige så godt kan finde en lejr for natte.
Der fører mange små spor op fra stranden. Nogle er lukkede i øjeblikket, så naturen kan komme sig. Vi finder en dejlig lukket plads, hvor der er læ fra vandet, og lækkert græs til teltene. Efter at have etableret lejren, går vi ned til havet. Stranden er fantastisk: Omkring 100 meter bred og 150 kilometer lang, udelukkende hvidt sand. Den er meget flad, bølgerne kommer 30 meter ind. Der er meget få ting i sandet, enkelte sepias-skaller og muslinger samt lidt affald fra havet.
Tilbage i lejren læser vi lidt om de nærmeste omgivelser. "Lige" ved siden af os ligger Lake Wabby, hvor der skulle være skildpadder og maller. Vi beslutter at finde svømmebrillerne frem, og gå der over. Vi går et par kilometer på stranden, og så to i skoven. Skoven består hovedsageligt af baksiaer, men der er også et væld af andre mystiske træer og buske. Vi møder mange turister, der kører med de to busser, der stod ved den indgang vi gik forbi. Da vi endelig kommer ned til den smukke sø, er vi alene.
Klokken er også ved at være fem, så der er ikke længe til det bliver mørkt. Vi kryber forsigtigt i det svale vand, og ser virkeligt mange maller. De er omkring 40 centimeter, og ligner bredmundede, sorte hajer med cykkelstyrs-mustage. Der dukker også enkelte sumpskildpadder op, og så er der nogle små fisk. Det er på tide at gå hjem af, og det gør vi over den 70 meter høje sandklit, der langsomt er ved at fylde søen. Den strækker sig halvanden kilometer ud mod havet, hvor vi lige skal gennem en lille skov, og så et par kilometer langs vandet.
Det bliver mørkt, mens vi går op af vores "indkørsel". Rikke starter på maden, og Morten og jeg får gang i bålet. Det pusler rundt om i mørket, og vi tænker uvilkårligt på dingoer. Her på øen lever de mest rene dingoer, der er ikke tamhund i dem. Desværre er de vilde, og de har for nylig taget en lille dreng. Man skal holde sig i mindre grupper, og må for gud skyld (og en bøde på 15.000 kroner) ikke foder dem.
Vi har et par gode kæppe og den store lygte liggende inde for rækkevidde. Efter madden ryger der marsh-mellows over gløderne, og vi udvæksler løgnhistorier fra de varme lande. Jeg nyder at køre rigtig Land Rover igen. Det er luksus i forhold til Toyota'en, men den lugter. Den bliver vasket og undervognen sprøjtet med olie efter hver tur, men den ruster! Vi må ikke køre, når det er mørkt, men det er der andre der gør. Der er tit en lyskejle, der farer over stranden uden for vores lejr, men det eneste vi kan høre er havet. Der er en lille pyt midt i vores "indkørsel", hvor der er en flok haletudser. Da jeg sidder og skylder vores opvask af, ser jeg forældrene. Det er nogle tolv centimeter store tudser, Bufo spp. De kvækker ikke, den eneste lyd er havets brusen og en enlig fårekylling.

5/5 ELEFANT-I-KANO BURGER
Vi sover helt til klokken seks, pakker lejren sammen, og kører ud af den jomfruelige strand.
Bølgerne har været helt oppe ved klitterne, og vi er de første, der laver spor. Solen stråler, og det er allerede 25oC. Vi starter med at køre ud til Povungan Rocks, hvor vi må tage en lille tur ind i skoven.
Ud på stranden igen, og efter fem kilometer kommer vi til Rainbow Gorge, hvor vi skal ud og gå. Vi går af en smal sti mellem baksiaer og paperbark-træer. Det vrimler med honningædere af forskellig arter fra kolibri-store til solsorte-store. Stien udvider sig, og vi står på en åben plads af hvidt sand. Foran os rejser røde sandstensklipper sig. Det er meget unge klipper, som egentlig bare er sand, der er bundet sammen af jernoxid. De eroderer, og det giver regnbuen.
Vi fortsætter af stien, og kommer til en kilde. Vi følger strømme ned gennem de enorme sanddyner, og ender ved vandet. Det sidste stykke går lidt hurtigt, der kommer en skylle. Da vi når den anden samling klipper (Yidney Rocks) på stranden, bliver vi inde i skoven, og kommer til Happy Vally, hvor de sælger kaffe og pandekager. Vi sidde i skyggen på den store øde terrasse og skriver postkort og dagbog. Der er refill af kaffen, så Morten og undertegnede er godt oppe at køre, da vi triller vider.
Næste stop bliver Eli Creak, som er Fraser Islands største å. Vi går op langs den, gennem smuk natur. Her er nogle forvoksede jocca-palmer med ananas-lignende frugter. Selve åen er to til tre meter bred, og en halv til en meter dyb. Den er krystal klar, og bunden er hvidt sand. Et godt stykke oppe hopper vi i det friske vand, og driver med strømmen, ud til havet. Der var en busfuld unge mennesker, da vi kom, men nu har vi det hele for os selv. Det var faktisk sjovt, det må vi prøve igen. Mens man driver, kan man betragte den omgivende tætte vegetation, som vrimler med små fugle.
Vi tørrer i solen, nede ved havet, og fortsætter så af stranden. Maheno var engang et flot skib, så gik det på grund, og ligger nu og ruster op på stranden. Der er store huller over alt, og det giver nogle fantastiske motiver. Næste gang vi holder, er ud for Pinnacles, som er nogle temmelig høje sandstensklipper af farvet sand. De spænder fra hvidt over gul og orange, til rød og mørkebrun. Klipperne er ikke særlig hårde, så vandet slider på dem, Man kan tydeligt se lagene, som stritter ud i de dybe kløfter. Man skal passe på, når man kører ud for seværdighederne, små og mellemstore propelfly lander og letter i vandkanten.
Pludselig dukker en enlig dingo op ved klitterne. Den render uanfægtet langs dem, og kaster sig så ned i et vandløb, der krydser stranden. For første gang lykkes det af fotografere en, der er vild. Det er tid til frokost, og vi kører ind til Cathedral Beach Resort.
En ualmindelig sur kælling klasker noget ualmindelig kedeligt ædelse ned foran os, for en horribel sum penge. Rikke spørger om, hvad der er i en kylling/majs rulle. Hvad der er på fotoet!. En elefant mellem to kanoer havde lignet bedre (og formodentligt også smagt bedre). Tre burgere, der består af en flækket bolle, en skive pålægsskød og en skive ost, proppet i enpapirspose og to minutter i mikrobølgeovnen. To små flasker juice, og så skal vi slipper 200 kroner. Desværre havde de ikke noget sted vi kunne sidde. Det er den værste gang rip-off mad jeg har købt længe.
Ud på stranden, og forbi Dundubara. Vi kommer til Indian Head, som er en høj sandstensklippe, helt ude i bølgerne. Vi slår over i lavt gear og differentialespærring, og kører op af den bløde skrænt. Forbi Champagne Pools, og ud til Waddy Point, hvor vi kan overnatte. Vi slår teltene op, så de kan tørre, og trøstespiser lidt. Så triller vi tilbage til Champange Pools.
Det er nogle store bassiner, som bliver fyldt af tidevandet. De største bølger når også over kanten, og det giver bruset. Der er en busfuld eller to, da vi kommer. Vi venter lidt, og så har vi det hele for os selv.
Der er mange fisk spæret inde. De største er 40 centimeter og vejer vel halvanden kilo. Morten har sin maske og snorkel med, så vi ser dem tydeligt. Vi plasker rundt, til den næste bus kommer. Efter vi er soltørret, kører vi op mod det nordligste punkt, vi kan komme: Orchid Beach. Den ligner de andre, med undtagelse af en flok store vandscootere.
Vi vender, og kører så ned gennem skoven til Indian Head, og så op til lejren. Her er skoven næsten udelukkende eukalyptus med små hestebregner i bunden. De andre bader, mens jeg taster løs. Mørket kommer i løbet af ti minutter, og Rikke begynder på maden. Der er desværre begrænsninger på bålene. De må kun tændes i de fremstillede betonringe, og der er andre, der nåede at kapre dem. Vi havde taget nogle tørre grene i skoven (fy), til at tænde bålet. Morten tager dem ud af bilen, så vi ikke får ballade En ranger kommer forbi, og checker camping-licens. Samtidigt forhører han os i alle reglerne for øen. Omgangen med dingoer, madrester, bål og så vider.
Rikke består. På vej tilbage fra opvasken, møder jeg en stor dingo. Den sidder i det ene hjulspor, og har lidt af en attitude, da jeg går forbi. Den følger lidt efter mig, men stopper, da jeg lyser den i fjæset. Tidligt i seng, der er meget tilbage af øen, som vi skal nå at se i morgen.

6/5 MURE-KLUMP.
Dagen starter klokken seks. Fuglene har været vågne en times tid, og de støjer! Vi kører gennem skoven, og kommer ud ved Indian Head. Suser ned af stranden, og standser først ved Happy Vally, hvor de har god kaffe ad libitum. Vi forlader stranden, og trænger gennem den tætte skov, af et smalt hjulspor, som fører os til Lake Wabby Outlook. Herfra kan vi se ned til den blå sø, som vi badede i, i forgår aftes.
Ved siden af ligger den hvide sanddyne, og rundt om de grønne skove. Vi møder en flok unge mennesker med håndklæder og buggy-boads. De bliver slemt skuffede, når de finder de af, der er adskillige kilometer til vandkanten fra udkigspladsen (og ingen sti). De får lidt at snakke med deres chauffør om, når de kommer tilbage til bilen. Vi kan, lidt overraskende, ikke høre ham grine, da vi kommer tilbage til parkeringspladsen.
Så tager vi den Scenic Route på langs af øen. Vi standser i en lysning, hvor jeg finder en snegl, noget lig en vinbjergsnegl, og en mure-klump. Et andet område rummer søde små græstræer, som ikke bliver over en meter. Under de tætte trækroner trives de specielle cykas/palme-planter (hvis navn jeg ikke kan huske). Vi standser ved Central Station, for at gå en tur af gangbroen langs Wanggoolga Creak. Her er fantastisk smukt. Eksotiske planter, brune visne blade og krystalklart vand over en hvid sandbund.
Vi ser to ål på en lille halv meter. En ranger fortæller os, de plejer at være en meter. Her er fugleredebregner i skovbunden og enkelte epifytter på træernes stammer. Vi kører ned til den sydligste del, men landskabet ændrer sig ikke væsentligt. Vi kan ikke nå så meget andet, på den time vi har til at nå færgen, og vi har faktisk også set alt, Fraser Island har at byde på. Det betyder, vi når færgen før, hvilket igen betyder, vi har bil til at handle ind med. Så finder vi vores stam-campingplads, hvor vi har nøglerne fra sidst (de havde ikke åbent, da vi kørte ud til Faser Island).
Vi læsser af, og Morten returnerer bilen, mens vi slår telte op. Det er mørkt, da han vender tilbage, og vi fyrer op under grillen. Pølser, kæmpe bøffer, kogte majskolber, kartoffelsalat, ristede champions og guaccamole. Desserten er traditionen tro; marsh-mellows.
Jeg har flere gange tænkt på, hvordan det vil gå med at køre, når jeg kommer hjem. Jeg fik lidt af svaret i en mail fra Jesper, der lige er komme hjem her fra: "Så kom jeg endelig hjem. Det er dejlig koldt og vådt her. Kørte lige over på tanken efter noget guf til tossen og det her. Gik i stå ved hajtænderne - man skal træde på koblingen, men jeg viste da tydeligt hvilken vej jeg skulle med viskerne. På vej tilbage kom jeg til at spekulere over hvilken side jeg skulle køre i - det var den anden, der var i al tilfælde en modkørende i min bane i indkørslen til blokken".
Jeg tror, jeg låner eller lejer en bil til at øve mig i, når jeg kommer hjem. Nu er Jesper som skrevet hjemme, så dagbogen skulle gerne blive ajourført igen. Samtidigt skulle der også gerne komme nye fotos på siden.
Klokken bliver næsten ni, og vi er helt flade.

7/5 RED BULL, GODNAT!
Note til i går: Vi kørte 310 kilometer i Land Rover'en, og jeg nød hver og en. Vi afleverede den uden et eneste stenslag i forruden: Morten kørte kun ti kilometer.Rikke havde besluttet, vi skulle sove længe. Hun vækker mig klokken 6.45! Jeg er glad for vi ikke skulle tidligt op.
De store flyvende hunde har raseret nogle af de store træer på pladsen, og nu går de forskellige fugle, og prikker frøene op. Der er tre slags stære, hvide ibiser, regnbue-lorryer, hvidhalede krager, tre slags duer og Willy Wagtail.
Vi har ingen bil, men der er en del ting, vi skal have lavet i byen. Morten skal have en billet eller bil hjem, klage over Jesper blev afkrævet for kilometer, vi skal finde et klage kontor (over værkstedet i Melbourne), en Internet café og checke værkstedet.
Det viser sig, klagekontoret ligger i Marybourgh, så det må vente, til vi er mobile. Damen der lejede os Ford'en indrømmer, hun ikke nævnte, vi skulle betale for kilometer over 200 per dag, men vi da bare kan klage. Jesper betalte 1000 kroner, så det gør vi! Vi lejer ikke en bil hos hende igen.
Finde et andet bilfirma, som desværre vil have bilen afleveret her. Ideen var, Morten skulle køre til Sydney, og se ting på vejen. Budget ligger i den anden ende, så vi driver der ned af.
Standser ved en taverna, og får lidt koldt at drikke. Morten går tilbage til teltet efter et bankkort, og vi går ned på værkstedet for at hente lidt fra bilen. Morten kan lige så godt få inspiration til turen syd på, fra vores plan.
På vejen finder vi den flyvende hunde-koloni, som besøger os om natten. De hænger i en flok træer i en park, og støjer infamt. De lyder lidt a'la parakitter. Lugten er heller ikke til at tage fejl af, det er den samme som insektkædende flagermus udsender.
Vi mødes igen på vores favorit-café til frokost. Propper os, til vi ikke kan rokke med ørene, og går så ind til naboen: Net-cafèen. Jeg checker børs-kurser og Morten bank-saldo. Resultatet bliver, at Rikke giver aftensmad. Når vi nu er der, køber jeg lige domainet BIHRMANN.DK.
Der kommer en ordentlig byge, og vi bliver heldigvis fanget i - en café. Da det klarer op, går vi langs stranden tilbage til teltene. Det er flot sandstrand, men der er en masse små sneglehuse og koralgrene i vandkanten.
Da vi kommer hjem slår vi teltet op et par gange til. Det plejer ellers altid at blive godt, men både i går og i dag driller det, og vi kan ikke finde årsagen. Endelig lykkes det, vi var tæt på at læse brusanvisningen.
Morten læser lidt om, hvad han kan se på vejen ned til Sydney. Det viser sig, at vi faktisk har set alt det spændende på vej her op, så han kan lige så godt flyve der ned.
Efter vi har siddet og sludret lidt, og set de flyvende hunde ankomme i hundredvis, går vi ind til byen for at spise. Der er live-musik ved siden af, og vi prøver lidt af lokaliteterne. Cola og mørk rom på hane, rom og fire forskellige smage som "sodavand" og vodka med tolv forskellige smage som "sodavand". Vi prøver altså ikke alle sammen. I hele Australien er der kun to store ølmærker: XXXX og Victoria. Fosters er lige så kendt som Orø Pilsner.
Jeg kom af vandvare til at drikke en Red Bull, og falder som sædvanligt i søvn.

8/5 FARVEL TIL MORTEN.
Vi finder en kombineret bus/fly billet til Morten, så han forlader os til middag. Det giver ham lidt tid til at se Sydney. Så henter vi hans ting fra Toyota'en, og han går hjem til Rikke, stadig sover.
Jeg bliver og snakker med mekanikeren. Krumtappen var forsinket, så han blev og arbejdede på den til klokken et i nat. Knastakslen er også skadet, så vi bliver enige om, han køber en ny til 700 kroner. Jeg rydder lidt op i bilen, mens han snakker med en konsulent. Finder Mortens lille kamera, og tager det med til lejren.
Vi får pakket Morten sammen, og går op til busstationen. Vi har tid til kaffe, og Rikke får morgenmad. Morten har svært ved at skjule sin manglende iver efter at komme hjem. Bussen kommer, og vi får vinket farvel.
På vej tilbage går vi forbi transport-kontoret, hvor vi måske kan klage over mekanikeren i Melbourne. De mener, vi skal klage i Victoria, men kan gøre det per brev. Vi må lige prøve Marybourgh.
Vi er flere gange gået forbi en dyrehandel med nogle utroligt søde hundehvalpe. Denne gang står der to piger og kæler med dem, og det må vi også prøve. Pigerne viser sig at være danske. Hvalpene er virkeligt kærlighedshungrende og lige i lommestørrelse.
Vi finder en billig kabine-kuffert, som vi allerede nu kan bruge til at holde styr på tingene i bilen. Jeg havde ellers lige fundet den fedeste, men den kostede 1395$, hvilket svarer til 6417 kroner. Lige i overkanten.
Vi rydder lidt mere op i teltene. Vi har pludseligt meget overflødigt. Et telt, to soveposer, to luftmadrasser, to stole, bil sæde polstring, stort fad, ekstra bestik og Mortens lille kamera, som han har efterladt i teltet. Det føles dumt at køre rundt med det, når vi ikke skal bruge det. Det føles også dumt at smide det ud, når vi har givet omkring 1000 kroner for det. Vi kunne forære det væk, men hvem vil have det?
Jeg går en tur langs stranden, for at finde en flot koralgren som souvenirer, mens Rikke læser sladderblad. Jeg glæder mig til at komme ud og se Queenslands spændende natur.
Sidder og daser lidt i solen, og går så sammen ned til stranden, hvor timevandet er kommet ind. Mørket falder på, og vi vender om, og går hjem for at lave mad. Jesper vil ikke læse om, hvad vi får, men det var utroligt lækkert.
Mens Rikke laver mad, kommer en stor, farverig vinkekrabbe løbende over køkkengulvet. Den når at smutte, før den bliver en del af menuen. Godt proppede sætter vi os til at planlægge de næste dages oplevelser.
Et ældre australsk motorcykkelpar sætter sig ved siden af os, og vi pumper dem for oplysninger om den nordlige del af Queensland. Han anbefaler den nordlige halvø, som er 300 kilometer bred og 700 kilometer høj, men nu må vi se.
Klokken er næsten halv ti, men jeg er også klar til at blive helt i posen.

9/5 MINI ROBOTTER I SANDET.
Efter en tidlig men hyggelig morgenmad, går vi op i byen. Vi skal finde endnu en plastikkasse, der er jo god plads nu. Vi skal ikke bruge den ekstra benplads, og vi har droppet tre jerry-cans. Derimod har en af os fået mere tøj og flere sko.
Vi finder en lækker mini-makeup-taske, som er sat meget ned. Det er temmelig meget den model, jeg har ledt efter som dokumentmappe, så vi køber den, og flår indmaden ud. Den har vi nemlig også planer med.
Vi går forbi værkstedet, hvor vores motor er blevet flot blå, og de stadigt arbejder på den. De regner ikke med at blive færdige før fem, så vi snupper en ekstra dag her i byen.
Vi leder stadigt efter et ekstra par Havanias klip-klappere til mig, men de er vist på vej ud af markedet. Et sted fortæller de os, grossisten har fordoblet prisen. Jeg leder også efter en næse-klips, så jeg ikke får vand i næsen, når jeg dykker med svømmebriller. Efter mange forsøg lykkes det at finde en, der er stor nok, i stål og silikone.
Vi er kommer rigtigt langt hjemmefra, og styrker os med lidt lækker frokost på vores stamsted, da vi passerer.
Vi går tilbage på stranden. Det er lavvande, og der er et spændende liv i vandkanten. Vi ser nogle sky små fladfisk og nogle store krabber. Der er en masse små eremitkrebs, og vi finder også en vældig flot stor. Der er et utal af forskellige koralgrene, og mange sneglehuse, hvor af nogle enkelte er ret store.
Vi kommer til nogle lave klipper, og i mudret bag dem, piler flokke af soldater-krabber rundt i geledder. De ligner blåbær på flugt. De er knald blå og på størrelse med store blåbær. De løber forlæns, og ikke sidelæns som så mange af deres familie. Når vi kommer for tæt på, skruer de sig lynhurtigt ned i sandet. De ligner en mini robot hær fra en fremtidsfilm.
Der sidder en del ibis, store terner og australske pelikaner på sandbankerne
Vi har gået i seks timer, og Rikke falder omkuld i teltet, hvor hun læser om Queensland. Jeg betaler for endnu en nat, og vasker så teltene. De bærer præg af at have stået under træerne, og nu skal de snart pakkes sammen for lang tid.
Vi handler ind til aftensmad, og går forbi værkstedet. Han er ikke nået så meget længere, men skruer vider i aften, hvor folk ikke kommer rendende eller ringer. Han gentager tilbudet om, vi kan låne hans egen bil, men jeg takker nej. Hvor skulle vi køre hen? Bort set fra det, så er jeg ved at blive rastløs. Nu har vi brugt 20% af ferien på af få repareret bil.
Vi har flere gange gået forbi en etnisk shop, hvor de har alt muligt orientalsk og lignende. Vi finder en gave til Signe, som vi må have sendt i morgen. Vi skal alligevel på posthuset for at sende et telt og nogle stole hjem, som vi ikke nænner at dumpe.
Det bliver tid til kyllingesalat med kogte majskolber og guarkumole og frisk pasta (undskyld Jesper, den smuttede). Det begynder at regne, men det er bare hyggeligt, når man sidder under et halvtag.
Vi laver kaffe, og sludrer med et par unge forbløffende tyskere. Pludselig er de ikke mere energi, og vi må i poserne.

10/5 ON THE ROAD AGAIN.
Bruger formiddagen på at gå fra café til café, mens vi venter på bilen bliver færdig. Klokken et er den klar, og vi begynder at pakke den. Der er god plads, men der er jo også tre jerry-cans mindre.
Så kører vi 35 kilometer ned til Meryborough, og taler med en kvinde på Fair Trade kontoret. Hun er vældig hjælpsom, men vi skal gå gennem Victoria-kontoret. De har en hjemmeside, så vi må på internet-café.
Klokken er fire, men vi er enige om, vi skal køre nogle kilometer. Tilbage forbi Hervey Bay, og op af Bruce Highway mod Gin Gin. 40 kilometer nord for Gin Gin drejer vi ud af en smal grusvej. Det er blevet mørkt, og de 60 kilometer snoet og ujævn grusvej er hårde.
Dieselmåleren er pludselig langt nede, har vi en utæthed? Vi når Monto, der heldigvis har en tank. Der er ikke noget der drypper, så vi kan slappe af.
Vi kører forbi Cania Gorge, og sender Lisa en tanke. Der er en del nat-aktive dyr, så som flagermus, køer, tudser og hoppere i forskellige størrelser. Vi når Biloela klokken ni, og finder en campingplads. Det blev til 350 kilometer, og der er stadig 220 til den nationalpark, vi vi se. Lidt hurtig aftensmad, og så i poserne. Det bliver spændende at se, hvilket landskab vi er i, når det bliver lyst. Det lignede åbne pløjemarker og sukkerrør, men shire't kalder sig The Banana Shire.

11/5 BLACKDOWNS NATIONAL PARK
Vi vågner til en flot skyfri himmel, det har hjulpet at køre ind i landet. Uden for byen bliver vi, som forventet, mødt af opdyrkede marker. Her bliver dyrket milo-korn, bomuld, majs, lucerne og noget ukendt.
En flok regnbue-lorryer på flere hundrede flyver forskræmt op fra en milo-mark, og jeg må bremse hårdt, for ikke at kollidere med den tætte flok. Der er enkelte flotte bottle-trees på de opdyrkede marker, og i grøftekanterne, og jeg bliver lige begejstret, hver gang vi ser et.
Vi får morgenkaffe på tanken i Dululu, og sidder og steger i solen. Landskabet bliver væsentligt tørrer, og det er kun afsvedet brunt græs med spredte eukalyptusog bottle-trees.
En politibil kommer imod, og presser os ind til siden. Så følger en lille bil med blink og et skilt med Wide Load. Lige efter kommer to biler fra el-selskabet, og så er det jeg finder kameraet frem! Nok en politibil og så en super-svær-transport med en minelastbil på. Den har tvillingemonterede to meter hjul, og rager ud over begge rabatter, cirka syv meter bred. Den brøler forbi med omkring 80 kilometer i timen. Godt vi ikke holdte i vejen!
Figenkaktusserne for selskab af nogle store euforbia'er i et område, men så forsvinder de igen. Flere steder ser vi store trappe-par spankulere rundt i det afsvedne græs.
I Dingo støder vi på et rigtigt road-house, med benzin, bad, kaffe og senge. Vi får lidt at spise, mens nogle "nye" fugle holder os med selskab. De minder ret meget om mussefugle, men jeg er ikke sikker.
Træerne bliver tættere, det bliver næsten skov, og bottle-trees'ne forsvinder. Vi når Blackdowns National Park, og starter turen op ad taffelbjerget. Parken ligger hovedsageligt på toppen af det 600 meter høje plateau. Her er temmelig tæt skov, bestående af eukalyptus, pinjer og nogle enkelte palmer. Der er intet muldlag på de forvitrede sandstensklipper,og her virker meget tørt.
Vi ser først udsigten fra Horseshoe klippen: Nøgne klipper og et fantastisk vue ud over lavlandet. Vi kører vider, mens vi diskuterer, om motoren lyder forkert, eller vi bare er hysteriske (den diskution fortsætter resten af dagen, uden løsning). Der lugter pludseligt mærkeligt, lidt sødeligt. Jeg tænker kølervæske, men kan ikke finde nogen utætheder. Rikke spørger, om her gror vilde oliven.
Næste stop er midt inde i parken, hvor Mimosa Creek har skabt Officers Look-out. Jeg traver alene to kilometer ud til udkikpunktet, og konstaterer: Vejen er alt, målet er intet. På vej tilbage kigger jeg efter de sagnomspundne fantasifostre: Koalaer. Ikke alene ser jeg ikke nogen, jeg ser heller ikke nogle store grene, der ligger på stien.
Rikke har siddet i bilen og tænkt. Er der ikke noget med, vi har et glas rødvins marineret oliven liggende? Ganske rigtigt, hele bunden af ladet sejler i oliven-rødvin. Ved fælles hjælp får vi tømt bilen, og tørret skidtet op. Mens vi propper tingene på plads, siger Rikke, at det gjore vi også for 24 timer siden. To ranger'e kommer kørende forbi, og spørger, om vi har problemer. Tjah, men ikke noget de kan hjælpe med.
Vi triller ned igen, og tilbage til Dingo, for at tanke. Så svinger vi ud på en mindre vej; Developmental Road. Den fører os nordpå, hvor vi kører gennem nogle tørre græsmarker med okser på. En mangefarvet og en kongeparakit flyver op foran os, ellers sker der ikke meget.
Vi standser på en ødet rasteplads ved fem-tiden, for at lave mad. Natten falder på i løbet af fem minutter, og vi fortsætter i mørke. Vi har ikke set nogen bygninger på denne vej mens det var lyst, men nu kan vi se meget spredte lys, langt ude på markerne.
Vi når Peak Downs Highway, og svinger til højre mod Mackay. Fornemmer vi kører gennem sukkerrør, ellers ser vi ikke andet, end nogle hopperer.
Klokken kvart i ti når vi Mackay, hvor vi booker ind på den første campingplads. Vi har kørt 635 kilometer i dag, og jeg er mør.

12/5 PATENTFLASKER OG POLITI-RAZZIA.
Vi kører ind til centrum, hvor der er kræmmermarked i gågaden. Det er så gyseligt, at jeg ikke kan beskrive det ordentligt. Spejle med hjemmelavede rammer og pålimede flasker og kulørte perler. Hæklede bamser. Gipsfigurer, der er gyseligere end havenisser. Keramik, der ser ud, som om det er blevet klinket en gang. Patentflasker med pålimede perler og porcelænsfigurer. Hjemmelavede sammenlimede plastik-pynt og en hel masse, der er endnu værre og ubeskrivelige. Der kører også et lille fut-tog rundt med børnene. Der er en ombygget plæneklipper og halve olietønder som vogne. Det gode er; nu har vi fået købt alle souveniers'ne til jer!
Vi knokler sækkene ind til en café, og nyder en velfortjent latte. Vi diskuterer stadigt, om bilen skal tilbage til værkstedet, eller vi bare er hysteriske. Jeg kommer ikke udenom, jeg ville slappe mere af, hvis den bare havde virket hele tiden. Der er nu 730 kilometer tilbage til værkstedet, men hvis han så bare siger den lyder fint? Den lyder fint, når vi kører, men i tomgang har den en lille bankelyd.
Lige uden for Mackay (kun 100 kilometer) ligger en national park, med mange næbdyr. De skal bare ses i skumringen, og om natten, og vi skal vider. Vi tanker, og konstaterer, vi nu er oppe på 8,8 kilometer på en liter diesel. Det vil sige, hvis vi kører 400.000 kilometer, har reparationen betalt sig selv. Jeg vil prøve at få en anden til det!
En anden park; Cape Hillsborough National Park, byder på mangrove. Vi finder der ud gennem endeløse sukkerørsmarker, og kommer til nogle stejle småbjerge.
Vi følger en gangbro, som først fører os ud i mangroven. Den første del ligner nygravet urtehave, træerne er bare anderledes. Her er de traditionelle, og vild hibiscus, som også kan tåle lidt salt.
Længere ude bliver det til det sædvanlige klæbrige mudder, og her skulle være dyndspringere. Da vi forlader mangroven, og kommer ind på fast land, skræmmer vi en lille slange, som flygter ind under et græstræ. Dem er der mange blomstrende af, magen til dem på Fraser Island (Xanthorrhoea johnsonii). De er op til en meter høje, og den spydlignende blomsterstand er op til fire meter og tommelfinger tyk.
Vi kommer højere op, og skoven bliver tørre. Her kommer cycas-palmer (Cycas media), der ligner C. revluta.
Der er nogle fantastiske udsigter ud over mangroven, det blå vand, øerne og den skyfri himmel.
En stor paddehatte-lignende sten har givet abo'er læ i årtusinder, og enorme mængder hjertemuslinge-skaller dækker jorden omkring den.
På vej ud, ser Rikke den største spindende edderkop jeg har set. Midt i et perfekt hjulspind på en meter sidder en flot hun, med et benspænd på 12 centimeter.
Vi kører længere ind i parken, og lidt overraskende (i hvert fald for en af os) kommer vi til en restaurant, hvor vi lige så godt kan spise frokost. Rikke får caesar salat, og jeg en lille mango-ostekage. Der vil virkelig være penge i at lave noget så lækkert, og så uden kalorier!
Her er nogle flotte myre. De er på størrelse med skovmyre, benene og kroppen er gule og hoved og bagkroppen gennemsigtig lysegrøn. Små firben render rundt om bordene, og logrer med halerne.
På vej ud til hovedvejen kører vi forbi nogle pæne haver. Her er ikke kirsebær- og æbletræer, det er mango og banan. Der er små plantager med papay og mango. Jeg ser desværre tre echitna'er, der er trafik-dræbte.
Lige før Proserpine kommer et stort sumpområde. Her går kvæg og græsser, i vand til maven. Ellers kører vi gennem endeløse sukkerrørsmarker, der alle er forbundne af smalsporede jernbaner.
Rikke er blevet lidt køresyg af den slyngede vej fra parken og de 30oC, så hun snupper 100 kilometer bag i bilen. Her bliver hun hurtigt vugget i søvn.
Da vi nærmer os Bowen kommer der mange plantager, hovedsageligt tomater. De fortsætter på den anden side af byen, men efterhånden overtager sukkerrørene igen. De er kunstvandede, og da det ophører, kommer vi til en tro kopi af den afrikanske savanne. Afsvedet græs under lave parably-formede akasiaer. Selv okserne, der går og nipper til halmen er de samme.
Politiet holder razzia, hvor de vejer lastbiler, og jeg får lov at puste igen. Lidt efter ser vi en flok gæs flyve lavt ind over vejen, og længere fremme sidder de sort/hvide gæs i en sumpet lavning. En gul-hovedet rosella krydser dødsforagtende vejen i al for lav højde, men klarer mirakuløst turen.
Uden for Ayr konstaterer vi, at det lille stenmuseum med Australiens største souvinier-shop har søndagslukket. Vi kunne overnatte her, og se den i morgen, men vi vælger at udnytte den sidste times dagslys til at nå Townsville.
Her konstaterer vi, at Coles supermarked også har søndagslukket. Vi har da heldigvis købt lidt kød og mælk, så vi klarer os. Finder en rigtig dyr campingplads, som ikke er bedre end så mange andre.
Jeg roder lidt med bilen: Sprinklervæskebeholderen er pludselig utæt, og den er nu rar at have. Hornet virker heller ikke mere, og mekanikeren har glemt at skrue kompressorhornet fast, så det hænger og dingler nede i motoren. Måske virker det nu, måske ikke.
Så laver Rikke mad, mens jeg skriver dagbog. Efter maden vasker vi tøj, og spiller lidt kort. Små gekkoer og possomer pusler rundt, og her er meget hyggeligt. Vi har kun kørt 450 kilometer i dag, men jeg er alligevel lidt træt.

13/5 LUMHOLTZ NATIONAL PARK.
Ind til centrum for at få morgenmad, finde et posthus og se deres akvarium. Morgenmaden bliver indtaget på en lækker restaurant, hvor vi sidder ude på deres terrasse, med god udsigt over gågaden. Klokken er halv ti, og vi nyder den svale brise, som kommer ind fra havet. Temperaturen er allerede oppe på 27oC, så det bliver en fin dag. Endnu en dag med skyfri himmel, og det kalder de regntid?
Går forbi banken, for at få en saldo og lidt penge. Bruger ATM'en udenfor. Den giver ikke kvittering, så vi må ind i banken. Her er en meget lang og langsom kø. Jeg kigger ind af en åben dør, og her sidder en medarbejder og ligger syv-kabale. Det går han også en halv time senere, da vi går.
På posthuset må jeg tage metaltråden, som jeg lukkede med, kodelåsen og en plastikdims af teltet, for at få det ned på 3000 gram. Vi får sendt det, og et par breve, og så skal vi ud at se akvariet. Det er det egentlige formål med at komme her, og jeg hænger lidt med skuffen, da vi erfarer, det har lukket på grund af renovering.
Vi triller nordpå af Bruce Highway, og standser i Rolingstone, for at få en is. Skifter også en sikring, og så har vi horn og bremselys igen. Vi har kørt gennem sukkerrør, men nu bliver det eukalyptuskrat og afsvedet græs.
De har nogle pudsige vejskilte: Da sukkerrørsmarkerne ender, er der ikke flere krydsende smalsporede togskinner, og der står et skilt, der fortæller; der ikke kommer flere krydsende spor. Et andet skilt fortæller; dette er IKKE rute 1.
Vi svinger fra i Ingham, for at komme ud til den største sukkermølle. Den har bare lukket, det er uden for sæsonen. 50 kilometer på den anden side af byen ligger Lumholtz National Park. På vejen er først en masse sukkerrør, så kommer der en statsskov. Den starter lige før taffelbjerget, og fortsætter et stykke op af det. Fra relativ åben skov bliver det til meget tæt urskov. Vi ser et nyt skilt, og vores dyre-advarsel-skilte-samling omfatter nu:
Kangaru, enu, kamel, mallee, quale, ko, bandicot, skildpadde, vombat, hest, gravhund, and, koala, får, pingviner, lyrefugl og cassawary. Det er vel næsten overflødigt at nævne, at det eneste vi ikke har set er cassawaryen (500 tilbage i naturen) og koalaen (mytrologisk, sagnsomspunden fabeldyr).
På toppen ligger parken, og her er det åben skov igen. Vi er her for at se Australiens højeste vandfald, som er 268 meter højt (i Lonely Planet-bogen står 305 meter). Noget overrasket (dagens andre seværdigheder taget i betragtning) konstaterer jeg til min store glæde; der ER vand i vandfaldet. Wallaman faldet bruser ud over en klippekant, og styrter ned forbi en gigantisk bar klippevæg, for at tordne ned i en 20 meter dyb lagune.
Fra udkigsplatformen har vi en fantastisk udsigt over en enorm dal. Den består af lodrette golde klippevæge og frodigt tæt skov. Vi traver ud til en anden udkigsplatform, som giver en storslået udsigt til en anden dal.
Vi triller forsigtigt ned af den stærkt snoede grusvej, og finder Ingham, hvor vi shopper. Så bruger vi det sidste dagslys til at finde Cardwell og en campingplads. Rikke tryller en lækker kyllingesalat frem, mens jeg forgæves forsøger at lappe sprintlervædskebeholderpumpeagrigatetsgummiet. Det er egentlig skuffende med den bil. Den har brugt halvdelen af vores penge, og vi har spildt det kvarte af ferien på at få den repareret. Den har kostet 750 kroner om dagen, vi kunne have lejet en ny camper for 100 kroner. Men hvem kunne vide det.
Vi hopper i poserne tidligt, man bliver træt af den friske luft. Endnu en nat tilbringer vi så tæt på stranden, vi kan høre bølgerne, og endnu engang går vi ikke der ned.

14/5 KONKURRENCE.
Starter dagen med at plotte lidt flere oplevelser ind på kortet. I den forbindelse læser jeg lidt mere om Wallaman's Falls. På vores kort står der, det er 278 meter højt, og campingpladsens lille folder oplyser, det er 305. Én ting står fast: Det er meget højt!
Vi er nu kommet til et intens område. Her ligger seværdighederne oven i hinanden, og fortsætter med det. langt op af kysten.
Lige uden for Cardwell, som vi sov i, ligger Edmund Kennedy National Park. Vi kører ind gennem en flot mangrove skov, og venter at se en stor krokodille krydse vejen når som helst. Ender ude ved vandet, hvor der er en dugong park. Disse godmodige søkøer er truede, da de bliver sejlet over af motorbådene.
Vi har den perfekte strand for os selv, og går en tur. Der er drevet nogle enkelte massive vandmænd op, og vi kan skimte andre ude i vandet. Vi går ind i skoven, for at gå gennem mangroven på gangbroen, men fortryder. Selv jeg er omsværmet af moskitoer, så er det ikke sjovt.
Vi kører i stedet til Murray Falls. Sukkerrørsmarkerne bliver brudt af bananplantager, og her er fantastisk frodigt. En stor brun fasan-gøg forsvinder i den tætte vegetation. Når vi krydser større floder, er der advarsler om saltvandskrokodiller i vejsiden.
Vi køer langt ind gennem den smukke park, og kommer så til faldene. En bred strøm bruser voldsomt ud over en glat granitsten, og ned i nogle krystalklare bassiner. Der gror bregner på træernes stammer, men det er ikke tæt regnskov, som i går.
Nyder solen og de 30oC, men vi skal nå mere i dag.
Næste stop bliver Tully, som få meget regn: 4500 millimeter om året. Det gør byen til den vådeste i Australien, men i dag er det skyfrit. Manden, der sælger os frokost, fortæller, det er den tørreste sommer, de nogen sinde har haft. Det må det gerne blive ved med for min skyld.
Vi krydser over på den anden side af hovedvejen, for at komme ned til havet. Her ligger Mission Beach, som har alt kræsne turister ønsker. Nede ved den perfekte badestrand, er der trukket et haj/pigerokke/brandmands-net ud. Vi soler lidt, og går så ud i det knæhøje men særdeles varme vand. Et brusebad på stranden, og så er vi klar til nye eventyr.
På vejen her ud, og hele vejen tilbage til Bruce Highway er der utallige advarsler om cassaways. De må virkelig have en stor del af bestanden her. Hvis de ikke var for, de er temmelig aggressive, kunne jeg godt tænke mig at gå ind i skoven og finde en.
Man kan ikke se ind i skoven, det er bare en tæt mur af vegetation, tæt sammenfiltret i lianer og andre slyngplanter. Skovene bærer ikke præg af vandmangel, og der er kunstvanding på bananer og sukkerrør. På el-ledningerne sidder bitte små isfugle og de kæmpe store: Latterfuglene, som også er isfugle.
Vi svinger lidt ind i landet, og kommer forbi South Johnstone. Her skulle være en krokodillefarm, som vi ikke lige ser, men der er en mere interessant længere oppe. Her er også en park, som blev bygget af en spanier. Det koster en mindre formue at komme ind, og det eneste jeg ville se, var vandfaldet. Vi kører forbi det, og jeg øjner chancen for at se det fra parkens parkeringsplads. Vi når lige at svinge ind og standse, så kommer der en ansat farende. Mens vi stadig sidder i bilen, pludrer hun løs om, hvad vi kan se der inde. Vi siger, vi nok kommer igen i morgen, hvor vi har mere tid.
Ud til hovedvejen gennem sukker- og bananplantager, samt enkelte stykker med urskov. Vi når Innisfail ved femtiden, og beslutter at holde for i dag. Handler ind til freid rice med kæmperejer og kokus-rød pebber souce og grønsager. Dette supermarked har, lige som nogle tidligere, en kasse udenfor til hunde - og katte mad. Det bliver så kørt ud til centret for herreløse dyr. Meget sød tanke.
Vi krydser den store flod, og finder en flot campingplads. De har, som vi har set en del på det sidste, nogle blå trekantede palmer. Der er også nogle vældig grove palmer, som jeg ikke har set før.
Alt ser helt nyt ud, og jeg er vild med køkkenbordpladen. Det er en smuk rød-brun, poleret C-formet træskive, der er 10 centimeter tyk, og fire gange en meter.
Her er også moskitoer. Jeg sidder ved det flotte bord, i de sidste solstråler, og blodføder 30 moskitoer ad gangen. Vi skal snart have købt noget duftevand til dem!
Efter aftensmaden hopper vi i poserne, men ikke for at sove. Rikke har nemlig fået den gode ide, at hvis vi sidder med soveposerne på benene, får vi ingen moskttobid. Det virker, og vi spiller kort og hygger, til sent. Vi har snakket en del om, hvad den fjer-dims, en høvding har på hovedet hedder. De bedste bud vi har fået via mails er: Tomahag, tipi, turban og tupé.
Forslag modtages mail. Svaret vil dukke op på disse sider. Præmien er et 46 timers lysbilledshow om afstralien på serbo-kroatisk - non-stop!

15/5 MILLSTREAM FALLS.
Ud gennem sukkerrør og banan, til vi kommer til enorme store bløde og helt grønne bakker. Nogle er dækket af urskov, andre er frodige græsmarker med spredte træer og malkekvæg. Vi passerer en enkelt stor temark, og så er det slut med opdyrkningen.
Vi standser kort ved en udsigt. Der er ryddet en smal stribe skov, og man kan se ned til dalen og floden. Vi svinger ud af en et-sporet asfaltvej, som vi følger resten af formiddagen. Den slynger sig vildt mellem de utroligt smukke bakker, og her er tusinde motiver. Det minder meget om New Zealand, i den våde sæson.
Ved Mungalli Falls får vi morgenkaffe, og nyder solen. Et lille firben, med blå krop og rødt hoved og hale jager fluer foran os. Faldet består af en langt område, med svagt fald over store sten. Så falder det brat ned i en lagune, og forsvinder i den tætte vegetation.
Nogle smukke træer blomster med store røde blomster, hvor blandt andet brillefugle vimser rundt, og suger nektar. Her er utroligt flotte græsplæner, hvilket er normalt for Queensland. Rabatter, rundt om banan- og sukkerrørsmarker og inde i byerne er der nyslåede tætte plæner.
Vi er på vandfaldstur, og standser nu ved Millaa Falls, som er et seks meter bredt, men tyndt fald. Det falder i et perfekt tæppe, og luften er tyk af dråber. Det krystalklare vand frister, men det er iskoldt. Jeg opdager nogle små fisk, og de ligner fuldstændigt gubby'er, men lever de her?
Så kommer vi sør'me til et fald til: Zillie. Her bliver vi modtaget af to små, sky og voldsomt gøende hunde. Vi kan ikke se noget bebygelse, det kan være de er vilde. Stien til faldet er lukket, og der står: Faldet er under renovering. Det betyder mindre, her er massere af andre vandfald.
Vi kører forbi idylliske smågårde, med flotte haver. Her er store julestjerner og et væld af andre blomster. Deres flittiglise breder sig langs vejene, og fås i mange farver. Vi ser enkelte olysses sommerfugle, som ligner morpheus.
Det næste er Ellinjaa Falls, hvor vi bliver modtaget af busk-kalkuner. Vi går ned af en stejl sti, mellem epifyt-overgroede træer og lianer. Her står også nogle slanke og tolv meter høje bregnetræer. Faldet ligner de andre, men naturen er smuk.
Den smalle, slyngede vej fører os til Ravenshoe, hvor vi nyder en lækker frokost. Så finder vi ud til Millstream Falls, som er Australiens bredeste vandfald. Det bruser ud over sorte basaltsøjler i 15 meters brede, og forsvinder i en slynget og overgroet kløft. Der er nogle indelukkede bassiner, fra det regnede sidst. Lidt naivt prøver vi temperaturen, men på trods af de er lave, er de kolde. En back-packer-bus kommer med et læs unge mennesker, der kaster sig ud i den store strøm - brrr!
Området omkring vandfaldet er temmelig tørt, med åben eukalyptus og gulligt græs, i stærkt kontrast til, hvad vi ellers ser i dag.
Da vi kommer tilbage til den frodige skov, ser vi skilte, der advarer mod træ-kangaruer. Vi ser desværre ikke nogen, men har set disse pudsige dyr i nogle zoo'er. Her er det Lumholtz's, som minder lidt om halvaber, med relativt kraftige forben.
Flere steder på den smalle vej har der været vejarbejde. Her, som andre steder, er der fire mand på arbejde. To med hvert sit flag i enderne, og to der arbejder.
Vi prøver noget nyt, i stedet for et springvand, skal vi se et træ. Det er Curtain Fig Tree, som er en 50 meter høj kvælerfigen (Ficus virens), som har brugt 500 år på at blive 39 meter i omkreds. Den startede sit liv langt oppe i et andet træ, som væltede. Den har sendt utallige luftrødder ned, og nu er det et næsten uigennemtrængeligt tæppe. Den er ikke bare stor, den er enorm!
Det vælter rundt med fugle, og luften genlyder med deres eksotiske stemmer. Efter at have gået en omgang på gangbroen, kører vi over til en krater sø.
Lake Eacham er en smuk sø, helt omgivet af tæt skov. Den er også et populært udflugts- og bade sted for de lokale. Vandet er utroligt klart, med et sigt på måske 10 meter eller mere. Her svømmer nogle flotte fisk og sumpskildpadder rundt. Man må ikke fodre dem, så de er svære at fotografere.
Tæt på ligger Lake Barrine, som er en anden krater sø. Her er lidt for bebygget og turistet, så vi kører hurtigt. Vi svinger ind af Danbulla Forest Drive, som bringer os 25 kilometer ind i skoven af et smalt grusspor.
Lidt inde finder vi Cathedral Fig Tree, som også er 50 meter højt, men 43 meter i omkreds. Som i mange andre træer, vi har set i dag, gror her epifytter. Hovedsageligt bregner, blandt andet fugleredebregner. I denne enorme bladkrone (som i øvrigt har fire tons blade selv), gror der bregner, hvis rodsysten er større end vores luftmadras. Træets rødderne danner en hulning, som man kan gå ind i, her af navnet.
Da vi er svinget ud på den lille grus-skovvej igen, ser jeg et lille kastaniebrun falsk vandrotte. Jeg følger ind i skoven efter den, men den når at smutte, inden jeg får taget et foto.
Vi kommer ud til Lake Tinaroo, og finder en campingplads. Her er en boks, hvor man smider penge i, og så finder man selv en plads. Det er et stort smukt område, lige ned til søen. Vi finder en plads i den modsatte ende af de andre to beboere. Her er borde og bænke, støbejerns bålplads, vandhane og fælles toilet.
Jeg samler brænde mens Rikke laver mad, og vi når at få tændt bålet og startet på maden, inden det bliver mørkt. Der er flere forskellige frøer eller tudser, der kvækker nede fra søens bred. Jeg går der ned for at finde dem, men kommer så på tanke om eventuelle krokodiller. Der ville nok stå advarsler, meeen...
Vi sidder og hygger ved bålet, hvor der er forbløffende få moskitoer. Nu har vi ellers købt guf til dem i Ravenshoe. Der ryger traditionen tro marsh-mellows over gløderne, og vi nyder naturens lyde. Rikke ser en anden falsk vandrotte, flagermusene piber, nogle kæmpeviber skriger, og frøernes stemmer blander sig med fårekyllingernes.
Senere på aftenen kukker en gø, og en bandicoot kommer hoppende gennem vores lejer. Den er utroligt nuser, med lang spids snude og store øre. Over os stråler utallige stjerner.

16/5 BILLER TIL I AFTENSMADEN.
Det blev en kold nat i højderne; vi har fem grader, da vi står op. Det er det højeste område af Queensland (Bartle Frere 1622 meter), og det sætter sine spor, når solen går ned. Der er en øredøvende larm af sangfugle, fra før solen står op. Mosekonen brygger ud over søen, og lappedykkerne lader deres sørgmodige kalden høre.
Vi triller ud af skoven, og finder Gillis Range. På vejen ud krydser en bettong skyndsomt vejen. Den er pungdyrenes svar på en hare.
Gillis Range byder på 23 kilometer af en sindssygt snoet landevej, som bringer os seks kilometer ned til dalen. Dagens første stop bliver et orkide-gartneri, og det bliver kort. Det har været et mærkeligt år, og mod forventning er der praktisk taget ingen blomster. Der i mod har han frugter på nogle træer, der ikke skulle være frugter på nu. Vi kan da godt få lov at slippe 100 kroner, og gå ind og se bladene?
Næste stop er også kort. Endnu en krokodillefarm, hvor jeg bare vil ind og se på bælter. De er faldet fra 1000 til 650 kroner, men der er langt til Darwin, så lad os se.
Vi ankommer til Cairns, som er en stor, men flot og afslappet by. Starter på en café, og hygge-shopper så lidt. Vi finder et par Havaianas klip-klappere til os hver.
Turistkontoret hjælper os med at finde en (forhåbentligt) fed snorkning tur i morgen. Vi kommer forbi en tatovør, som kan lave, hvad Rikke vil have. Vi sæter lørdagen af til det. Materialisten sælger mig en pakke søsygepiller. Jeg plejer ikke at blive søsyg, men blev det sidst, og der er ingen grund til at tage chancer. Sidst kunne jeg ikke vente med at komme ud, og efter ti minutter kunne jeg ikke vente med at komme ind!
Vi må også en tur på immigrationskontoret. Vores visum er gyldigt i seks måneder, så skal vi lige en smuttur ud, og så må vi være her et halvt år til. Meningen var, vi skulle være her i seks en halv måned, med en svip tur til Ny Guinea. På grund af al bil-reperationen bliver det ikke rigtigt til noget, både tid og penge.
Så vil vi bare have lov at blive her ti dage over det halve år, uden at rejse ud. Så kan vi bruge den billet-reservation, vi allerede har. Det kan man godt, det koster 1000 kroner per næse for nyt visum. Så gerne vil jeg altså heller ikke! Hvis vi for eksempel havde været en dag på New Zealand kunne vi gratis blive her seks måneder mere. Nu kan vi i øvrigt bruge tre-fire dage på at vente på visumet, big deal!
Vi finder en café, hvor vi kan få frokost, og skrive til Inter Travel at vi gerne vil have rykket billetten. Har selvfølgelig smidt deres adresse væk, den er jo så let. Troede, det var intertravel, men det er inter-travel, men det bliver først opklaret, da vi kommer ind på en internet-café.
Vi dasker lidt rundt, og nyder dagens 32oC og solen. Det er usædvanligt godt vejr for årstiden, det plejer at blæse eller storme. Finder aftensmad, og checker lige, hvor vi skal mødes med båden i morgen tidligt, og hvor vi kan parkere.
Her er stort set kun souvinier-,dykker- og ekskutions shoppe, med enkelte caféer iblandt. Der er en del abo'er, men de er arbejdere, ikke bumser.
Der ligger en campingplads i udkanten af byen, så der triller vi ud. Her er forbløffende mange mennesker, og de er unge. Det er helt klart det store rev, der trækker. Vi nyder solen, til den går ned, og så starter Rikke madlavningen. Vi købte maden hos Woolworths, som kalder sig "The fresh food people". Det lever de virkeligt op til: Da Rikke hælder pastaen op i gryden, vælter der små levende biller rundt på overfladen. Det skal jeg lige have en snak med dem om, ved lejlighed.
Vi sidder i moskitto-røg, til vi er halvskæve, men det hjælper. Det er kun de store, der er et problem. Der står Quantas på halen af dem, de støjer, og kommer lige ind over byen, fra den alt for nære lufthavn. Utroligt, med alt den plads de har. Her kommer også en stor flok flyvende hunde over. Enkelte slår sig ned i træerne omkring os, og balladen starter. Nogle små og bitte små flagermus gør deres bedste for at holde moskitoerne nede.
Vi hygger over en kop kaffe, og går tidligt i seng.
I forbindelse med konkurrencen om høvdingens hat er der kommet svar fra Allan. Han fandt indianernes hjemmeside, og skrev til formanden og spurgte. Han svarede tilbage, at det ganske enkelt hedder: Fjerprydelse eller hovedprydelse. Så er det derfor vi ikke kan komme på tanke om en mere eksotisk betegnelse. Eller kan en indianer tage fejl?

17/5 KORALLER, SØANEMONER OG VAND I MASKEN .
Vi står tidligt op, så vi kan være nede ved båden klokken otte. Det parkeringshus, vi fandt i går, og som havde to meter til loftet, kan vi ikke komme ind i. Vi er pludselig adskillige centimeter over to meter. Hvor kan vi så holde? Finder en plads i nærheden, hvor vi må holde i otte timer. Vi skal være væk i ni, men manden skal jo også først komme forbi med sit kridt.
Sammen med 50 andre, bliver vi checket ind på havnens hurtigste dykkerbåd. Vi får udleveret svømmefødder, maske og snorkel, samt et tilbud om at leje våddragt til 25 kroner. Vandet er 27oC, men vi skal være i det lang tid, så vi napper to.
Vi bliver bænket på nogle lækre polstrede sæder med bord foran, og så er der underholdning. Det tager halvanden time at sejle ud til revet, men den tid går hurtigt. Sikkerhedsformaningerne og andre procedure bliver stille og roligt gennemgået med massere af god australsk humor, og så skal vi lige pludselig i vandet.
Vi svømmer ti meter over til revet, og så er der ellers fisk og koraller. Der er en sigtbarhed på omkring 30 meter, og en glimrende vandtemperatur.
Som sædvanligt driller brillerne mig, der kommer vand ind. Jeg har barberet den øverste del af overskæget af, og prøver samtlige modeller masker de har. Spænder dem så hårdt, min næse bliver pokkers øm, men der kommer stadigt vand ind. Det bliver en fast rutine: Tre vejrtrækninger, og så vand ud af masken, mens jeg stadigt kan se noget.
Vi ser massere af fisk, små blå, lange tynde gule, store grønne, stribede runde, røde ovale, trekantede sorte, ja - de er her alle sammen. Der er muslinger på over en halv meter, søpølser som lår, søanemoner i kvadratmeter. Korallerne er blå, grønne, gule, hvide, røde og prikkede. Her er bløde puder, her er hårde hjortetakker, her er kupler på flere meter, der er små takkede, der er fjer og vifteformede, der er "hjerner" og så er der alle de andre.
Vi plasker rundt et par timer, praktisk talt uden at se nogen andre fra skibet. Så mødes vi alle på skibet til frokost, australsk BBQ, mens vi sejler til et andet sted.
Vi hopper i igen, og her vrimler det også med liv. Dyr og koraller er anderledes, men intensiteten er bibeholdt. Dem der har svømmet nok, kan komme med en pseudo-sub, en gladsbundsbåd med tag og sider.
Vi ser massere af nye fisk, og jeg får taget resten af filmen. Våddragten er god til at holde varmen i, når man ikke svømmer mere (her er ingen strøm). Den gør det bare pokkers umuligt at dykke ned til dyrene, så man kan få dem fra siden, og ikke ryggen. Jeg prøver at tiltuske mig et blybælte, der ophæver våddragten, men det må man ikke i Australien.
Et par timer her, og så er vi klar til at blive hevet ombord. Soltørrer hurtigt, mens dykkerne hives op, og så går det hjemad for fuld skrue. En vældig lun fætter underholder med guitar og sang. Temmelig meget humor og ændrede tekster. Belafondes "tella me banana" bliver elegant til Dear Tale Ban, take back Bin Laden. Så er der digeriidoo-konkurance. Vi er tre fjolser, der "får lov" at trutte. Det indbringer et bifald, en masse latter og en Fanta. Godt jeg allerede er medlem af Koda. Pludselig er der gået halvanden time, og vi bliver smidt af.
Vi har ikke fået en parkeringsbøde, så vi triller frie ind til centrum. Finder en fotoforretning, der kan fremkalde til i morgen. Så finder vi aftensmad i et center. Noget koreansk-kinesisk noget, der smager fortrinligt.
Inter Travel skriver til os, de sagtens kan flytte flyvningen fra Sidney til Hong Kong, til den dag vi vil have. Problemet bliver bare at komme vider. Vi ville gerne nøjes med én overnatning i Hong Kong, og vil i hvert fald ikke have 13! Rejsebureauerne har lukket nu, men i morgen må vi prøve at flyve til for eksempel Stokholm. En anden mulighed er at tage en weekend på New Guinea alligevel. Vi må se på det i morgen.
Vi shopper lidt rundt, men finder ikke rigtigt noget. Rikke har fået hovedpine, og prøver en gang hoved- og nakke massage. Så får vi en kop kaffe, mens vi lytter til et godt brassband på torvet. De stopper, og vi triller hjem på pladsen for at læse og skrive.

18/5 DYNDSPRINGER OG SKYTTEFISK.
Starter med at finde nogle rejsebureauer, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer tidligere hjem, eller til et tredje land. Første agent foreslår Ny Guinea til 3.000 kroner for hver. Det snakker vi lige om, over morgenkaffen, og så hører vi en andens mening.
Hun sidder længe og leder, og kommer så op med en nat i Port Moresby til 6440 kroner for to med transport og overnatning. Det er selvfølgelig dyrere end et nyt visum, men så får vi da en tur ud af det. Skal af sted i morgen formiddag, og kommer "hjem" mandag eftermiddag. Vi kunne sagtens være blevet der længere, men vi mangler stadigt meget af Australien.
Fotoforretningen kan ikke lige finde vores fotos. De tror maskinen er løbet tør for papir, kan vi komme tilbage senere?
Vi tusser lidt rundt, får lidt at drikke, og så er det tid til tatovøren. Rikke bliver prikket i ufattelig lang tid, men er endelig færdig. Så henter vi fotoene, og kører ud til den botaniske have. Den er ikke ret stor, og meget tropisk. Flotte små anlæg med bromeliaer, bregner, cycas og andet. Vi bider specielt mærke i moskitoerne, eller er det omvendt?
Vi er tæt på lufthavnen, og kan lige checke, hvor dyrt der er at holde der ude, mens vi er i udlandet.
Lufthavnen ligger midt i mangroven, og her er selvfølgelig gangbroer. Jeg trasker ud af en, og kommer til floden. Her sidder den største dyndspringer, jeg nogen sinde har set eller hørt om. De plejer at være fem centimeter, denne er 30 centimeter, og halvfed.
I floden svømmer nogle små glasklarer næbfisk og flotte skyttefisk. Mudderet på bredderne og mellem træerne er beboet af store snegle og små krabber. Heden er trykkende, og jeg flygter ud til bilen og Rikke.
Ind til rejsebureauet for at få bekræftet, vi skal afsted i morgen. Madindkøb, og så ud til campingpladsen igen. Det er for sent, og vi er for flade, til at lave meget mere i dag.
Vi spiller lidt kort før og efter maden. Da det næsten er mørkt, kommer mange tusinde flyvende hunde ind over pladsen. En overfed (eller også har den pungen fuld af under) bettong hopper forsigtigt rundt i udkanten af lyset. To store vadefugle-agtige fugle med enorme øjne (har glemt hvad det er de hedder), kommer forsigtigt trippende mellem bilerne.
Pladsen er blevet fyldt op af motivbemalede Hi Ace'r. Her er "American", der har fået tilføjelsen "Proud not to be an", her er "The Muppet Show", en med blå og røde flammer, en med abo-prikker, en med ansigter, en med regnbuer og nogle, der ikke lige kan beskrives.
Vi får samlet et par småting sammen til i morgen, og tørner så ind.

19/5 PAPUA NEW GUINEA.
Stille start på morgenen. Vi skal være ude i lufthavnen 9.40, så vi kan ikke nå det helt vilde. Jeg når dog lige den 700 meter gangbro, der går den anden vej i mangroven uden for lufthavnen.
Her er nogle enkelte småfugle og en utrolig mængde store snegle. Længst ude lyder nogle høje klik-lyde, lidt a'la klik med tungen. Vegetationen er tæt, og jeg kan ikke se noget eller nogen. Får et mindre chok, da en ibis letter lige foran mig. Jeg tror, lyden stammer fra store vinkekrabber, men får det ikke bekræftet. Jeg skynder mig tilbage, inden moskitoerne tørlægger mig helt.
Der ligger ikke, som forventet, nogen form for information til os i lufthavnen, kun vores billetter. Vi ved ikke hvem, der henter os i lufthavnen, eller hvilket hotel vi har betalt for.
De søde damer i indcheckningen gør meget for at hjælpe os, men forgæves. Vi lander klokken 14 søndag, og skal flyve klokken 13 mandag. Hvis vi skal bruge resten af søndagen på at komme ind til byen og finde et hotel, skal vi nok bruge en dag mere. For 600 kroner får vi ændret billetten til tirsdag klokken 18.
Cairns har en lille, nærmest sød, international lufthavn. Flyet er heldigvis lidt forsinket, så vi når at få morgenkaffe. Jeg plejer at læse en del om det land, jeg skal til. Denne gang er jeg helt blank. Vi diskuterer, hvilken farve folk har. Rikke får ret, de ligner negere og ikke thailændere. Om det så er landets navn, så kender jeg det ikke. Det hedder Papua New Guinea, og alle steder bliver det omtalt som PNG. Der bor 5.500.000 mennesker, hvoraf 350.000 bor i hovedstaden Port Moresby. Her er en arbejdsløshedsprocent på 60, men folk virker ikke fattige eller underernærede.
Det tager kun en time og tyve minutter at flyve til Port Moresby. Vi letter, vi spiser, vi lander. På vej ud af australsk territorium kommer vi over nogle fantastisk smukke koraløer. Blåt hav i forskellige nuancer, hvidt sand og dyb-grøn vegetation. Vi flyver med Air Niugini (slå den Danny!)
Vi skal have visum, men det klares hurtigt i paskontrollen, så skal de bare lige have 50 kina. Øhh... Kina? Det er den lokale valuta, som deles op i 100 toea [toja]. En kina svarer vist nok til 2,50 kroner. Jeg kan hæve på Visa-kort i afgangshallen. Her sælger de kina til 0.3 UD$ og køber dem til 0,2 UD$, det er da en god forretning. Jeg betaler 25 kroner for at få lov at hæve 200 kina, og garanteret 30 kroner mere, når de bliver trukket på min konto.
Lufthavnen er kun tre år gammel, og rigtig pæn. Det er en af de mange gaver fra Japan.
Der står ikke nogen med vores navne på en tavle, så vi begynder at spørge os for. Folk er vældig hjælpsomme, og inden længe ved vi, vi skal bo på Hotel Gateway, og deres minibus er lilla.
Uden for lufthavnen bliver vi mødt af en brutal fugtig hede. Efter ti minutter dukker bilen op, og vi kører. Lige uden for lufthavnsområdet bliver vi mødt at huller i vejen, der kan give en pansret mandskabsvogn af middelsvær klasse livsvarige mén.
Hoteller er ikke langt væk, og de venter os. Portvagten har en flot uniform, og én sko. Det samme har en ad sikkerhedsvagterne, der står i lobbyen. Selve hotellet og vores værelse er virkeligt flot, omkring fire stjerner som Hotel Prinsen.
Vi smider rygsækken på værelset, og bestiller en taxa for at tage ind til byen, og finde en tur-arrangør. Der er en på hotellet, men der er lukket. En piccolo kører med minibussen ind til lufthavnen for at hente taxaen. Chauffører spørger, om vi vil direkte eller i bue til byen. Vi siger direkte, og kører ud til lufthavnen! Herfra følger vi skiltene til Town. Vi bliver sat af ved nogle bulede olietønder på en beskidt plads. Her virket meget ødet, men det er jo søndag.
Her er nye, flotte højhuse. Mellem dem er bygninger, som man ellers kun ser i Palestina. Vi kan ikke finde nogen tur-operatør, ingen café, foto-forretning eller for den sags skyld noget andet (med undtagelse af tre banker), der minder om en storby.
Vi går "torvet" rundt, vi går blokkene rundt, og det ligner stadigt intet. Ingen kioske eller supermarkeder. Nogle gadehandlere sælger hjemmerullede smøger (rullet i avispapir) og enkelte smøger fra pakker. Andre sælger nogle pudsige frugter, der ligner små lime frugter. Det er bitter-nødder. Sammen med en blomsterstand og lime-pulver udgør de en dårlig vane. Fra børn er fem begynder de at tygge bitter-nødder, og spytte den blodlignende sovs fra sig. Folk er afhængige, og bliver syge, hvis de ikke får nødder. Man kan til gengæld ikke mærke på dem, de bruger nødder. For et par år siden forsøgte man at stoppe det, men halvdelen af parlamenter bruger også. Man er ikke i tvivl om, hvem der tygger. De har mørkebrune tænder og røde læber. Skallerne fra nødderne ligger alle vegne, og den røde sovs sidder over alt på plankeværk, vægge og fortove.
Vi går ned til stranden, hvor der er mange mennesker. Der er adskellige wollyball kampe igang, og folk nyder søndagen. Vi opgiver at finde noget åbent (eller lukket for den sags skyld) og beslutter at tage en bus hjem. Det viser sig, taxaen ikke koster 75 kroner, kun 25. Sådan er det jo bare hver gang. Bussen koster kun en tiende del, og ikke alene er de behagelige, de kører også hver minut eller to. Når der ikke er flere siddepladser, kan der ikke komme flere med!
Vi spørger om hvilken bus vi skal med, og folk er utrolig hjælpsomme. Nogle spørger uopfordret, om vi er OK. Bussen kommer og vi kører i en stor bue tilbage til hotellet.
Vi passerer adskillige markeder med tøj og grønt. Vi skal lige lure stemningen, før vi kaster os ud på dem. Vi har ikke set en eneste hvid i centrum, hvorfor? Vi har fået strenge direktiver på ikke at gå ud efter mørkets frembrud, så vi bliver på hotellet.
Aftensmad i restauranten sammen med ti hvide forretningsmænd, hovedsageligt australiere. Fra anden verdenskrig til 1976 var PNG faktisk australsk koloni. Tidligere var det tysk og engelsk. Aftenen foran fjernsynet, der har de sædvanlige satellit-kanaler.

20/5 BUSSER MED FJER.
Efter en lækker morgenmad går jeg ned til Budget Car's kontor for at få et bykort. Hotellet havde ikke, men henviste. Her har de heller ikke, men jeg får lov at se i deres vejviser. Den er god nok, vi var virkelig i hovedstadens centrum i går.
Hotellets tur-bureau er stadigt lukket (burde have åbent nu), så vi må improvisere. Vi går ud af hotellet, og hopper på en vilkårlig bus. Langt de fleste biler ser ud som om, Morten har kørt i dem: Der er meget få hele forruder! Her er heller ikke nogen gamle biler, de ældste er 10 år, før har der vel ikke været biler her.
Kvinden ved siden af mig, og mange andre kvinder vi ser, er tatoveret i ansigtet og på armene. Mønstre i ansigtet og bogstaver på armene. Folk har rimeligt pænt tøj på, mange i virkelig kraftige farver. Bilerne har australske nummerplader, hvor staten bare er PNG. Alle skilte er på engelsk, men det er vel også smart i et land med 800 sprog. Deres frimærker er med den engelske dronning.
Vi kommer gennem utroligt frugtbare forstæder. Deres marker er meget små, og ligger oppe på meget stejle skråninger, helt op til toppen.
Vi hopper af ved et stort marked. Her er en ufattelig mængde tøj, lavet i Australien og Kina. En anden del har billigt køkkengrej og den største del sælger grønsager og frugt.
Ud over de evindelige bitter-nødder er her jordnødder, forskellige bananer, sukkerrør, kastanier, græskar, ingefær, almindelige og søde kartofler, stjernefrugter, kokosnødder, agurker, tomater, majs, løg, appelsiner, kål, citrongræs, chilly og tobak.
Selv om der er så stor arbejdsløshed, virker det som om alle har lidt penge. Vi ser to tiggere, men de er totalt passive, og ser ikke underernærede ud. Deres hunde ser til gengæld elendige ud.
Vi går ind på en Shell-tank for at købe noget at drikke. Her er fire standere, og elleve uniformerede ansatte. Dieselen koster tre kroner, og benzinen fire.
Vi tager bus ti ind til centrum, det er mandag, måske sker der lidt mere. Vi finder et par skumle "Malls", hvor man kan købe radioer, TV, husholdningsmaskiner og lignende. Der er sågar et svensk og et norsk konsulat. Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvilken brøler man skal begå, for at havne her. Der er mange forretninger som IKKE er her. Der er ikke engang en souvinier-shop!
Vi hopper på nieren, der (som så mange andre busser) er pyntet med friske blade og fjer. Det får mig til at tænke på; jeg har ikke set en eneste fugl eller dyr endnu.
Efter en stor rundtur gennem nogle forstæder, skifter vi til tieren, og kommer hjem. Rejsebureauet er stadigt lukket. Vi spørger i receptionen; hvor finder vi en bus, der går langt ud af byen? Det skal vi endelig ikke, det er for farligt! Øv!
Mens Rikke tager et velfortjent bad, ringer telefonen. Det er rejse-manden. Han var på toilettet, men er nu tilbage på kontoret. Vi går ned til ham, og ender med at købe en skræddersyet tur til 800 kroner. Pokkers dyrt, men der er ikke mange alternativer, og det lyder spændende.
Vi får brat en pizza op, og flyder foran flimmeren, resten af aftenen. Nætterne er også varme, ikke under 25oC.

21/5 EDDERKOPPER LAVER HJULSPIND I TRÆERNE.
Vi bliver vækket klokken syv, så der er tid til bad og morgenmad, før vi kører. Vi bliver hentet i en ny minibus af to vældigt søde middelaldrene fyre, der taler udmærket engelsk.
De fortæller om, hvad det er vi kører forbi. Der står arbejdsløse langs vejen og sælger brænde. De fleste laver mad over levende ild, så der er godt salg. Vi kører ud gennem nogle stejle bakker, med marker og spredte træer. Det er rødt lerjord, og sort stengrus fra vulkaner. Mange steder ligger nogle store sorte og runde sten på den røde jord.
Vi får at vide, de selv skal betale for alt. Skole, læge og alt det vi tager (tog) for givet. Der er ti procent skat, og landet eksporterer mange værdifulde produkter og mineraler. Hvor pengene bliver af er den menige mand en gåde.
Vi standser ved udsigten til et vandfald og nogle vandkraftværker. Der ligger stadigt spredte skyer mellem bjergene og her er fantastisk smukt. Alt er grønt, og der er mange blomster. Vi kører på en et-sporet asfaltvej, og man skal dytte før hårnålesvingene.
Mange af træerne er gamle kendinge fra Australien. Her er eucalyptus, baksiaer, cycas og ingefær. Vi kommer til Varinata National Park, som ligger på nogle bjergtoppe i godt 800 meters højde. Lige inden for indgangen ser vi en paradisfugl i et kort glimt. Det er nationalfuglen, som er på alt. Jeg ser også en wallaby, og en hvidhovedet ørn sætter sig tæt på vejen.
Vi kører op til en udsigtsplads, hvor de lavere liggende skyer fjerner lidt af glæden. En gultoppet kakkadue skræpper støjende, og jeg støver rundt efter spændende ting. Finder nogle tornede knolde på et træ. Det er vist en form for orkideer. De første jeg ser er som hønseæg, og så får jeg øje på en, på størrelse med en fodbold.
I nogle få minutter forsvinder skyerne, og dalene åbenbarer sig. Her er bare fantastisk smukt! Langt nede kan man skimte Port Moresby, ellers er her kun natur.
Vi går et par kilometer at et track, som følger en bæk, der bliver til en stor å. Over vores hoveder summer bierne højt, det er blomstrende træer, vi går under. Vi er en del fugle, en tudse, en slange og et par frøer. Fuglene er forskellige store stære, honningædere og konge parakitter. Der er også en del igler, men vi får dem hurtigt fjernet.
Vi kommer til et stort område, hvor der ser helt nyrevet ud. Der ligger ikke en kvist eller blad på jorden. Det ser temmelig pudsigt ud, til i får øje på den enorme kvasbunke, som busk kalkunen har samlet. Den er en meter høj, og omkring fem i diameter. Gud ved, om det trods alt ikke var lettere at ruge?
Der er mange edderkopper. Nogle er håndstore og sidder i perfekte hjul-spind, der er over en meter. Andre laver store kubiske net og så er der nogle smukke blå jagt edderkopper.
Vi kører ned til dalen igen, hvor vi finder den eneste souvinier-shop, de har. Det er bare en lade med masker, figurere, penis-foteraler og små spyd. Meget autentisk, men ikke lige noget for os.
Det er blevet tid til frokost, og vi kører ind til TFC (tasty fried chicken). De har ikke hørt om grønsager.
Næste stop er botaniskhave, som ligger inde på universitetets grund. Den er fantastisk flot og velholdt. Her er også en lille zoo, med wallabyer, træskonæb og en meget stor, tætbeplanter voliere med paradisfugle. En meget tam ung han modtager os ved indgangen. Den kan sige hallo, bye og en del andre ord. Den er meget kontaktsøgende, og svær at ryste af, da vi skal ud igen.
Her er en meget stor orkide have. Utallige orkideer står på en åben plade, og blomster lystigt. De sælger også orkideer. De står i en tråd-urtepotte, der er helt tom, med lange rødder ragende ud.
Vi kører forbi en af de mange pælebyer. Nogle steder er det slum-agtigt (uden at være alt for slemt), andre steder er det rigtigt flotte huse. Vi slutter af med at besøge de tre banker, for at hæve penge til at betale udflugten. Den første vil ikke udbetale uden at se pas (det er på kontoret), den næste vil bare ikke. Den sidste har heldigvis en automat.
Vi siger tak for turen, og sætter os ind i pizzariet og får en kop kaffe, til det bliver tid at køre i lufthavnen. Her bruger vi de sidste kina på et par paradisfugle-øreringe og lidt guf. Der er en souviniershop i lufthavnen. Det er også den der sælger toldfrit, og det lufthavnsmærke til 75 kroner, som vi skal have.
Vi flyver med en ældre Fokker 28, og da vi alligevel alle er her, letter vi længe før planlagt. Lette, spise og lande. Igen bliver vi interviewet i immigrationen. Slipper igennem, og ud til bilen, som heldigvis er urørt. Vi triller ind til Cairns, og finder vores gamle campingplads. Jeg skriver dagbog for de sidste tre dage, til øjnene ikke vil være åbne mere.

22/5 KAFFE OG KROKODILLESKIND.
Det har været en varm nat, og vi får en dejlig varm dag, med 30oC. Vi kører lidt uden for Cairns, for at komme til foden af bjergene. Her starter Skyrail, som er en helt ny tovbane. Man kører op til Barron Falls med den, og ned med en jernbane.
Det lyder spændende, indtil vi ser mængden af turistbusser og billetpriserne. En returbillet koster knapt 250 kroner. Det fjerner jo unægteligt lidt af lysten. Specielt, da vi selv kan køre der op.
Vi følger en utroligt snoet vej op gennem regnskoven. Træerne når hinanden over vejbanen, og ud til siderne er der en massiv grøn væg. Det fortsætter, til vi når toppen. Her kommer vi til et noget tørre plateau, hvor der er langt mellem eucalyptustræerne, og græsset er rød- og gulsvedent.
På græsmarkerne er utallige små spidse termitboer. I vejkanten står nogle store runde, som er op til en meter i diameter. De står ufatteligt tæt, de må udnytte al den biomasse, vegetationen producerer.
Vi kører ned over kanten igen, og kommer igen til regnskoven. Lige uden for Kuranda ligger Barron Falls. Vi har set postkort og Peter Jarvers (han franskmanden der udstillede på Kongens Nytorv) fantastiske vandfaldsfoto. Det var af en voldsomt 20 meter bred kaskade, noget af en kontrast til det en meter brede stråle vi ser nu.
Kløften er selvfølgelig stadig fantastisk, og det er den lange gangbro i trætoppene også. Vi har næsten det hele for os selv, endda da toget med 14 vogne ankommer. Der er enorme epifytiske bregner i træernes kroner og et rigt insektliv.
Efter at have gået en lang tur, tager vi ind til byen. Det er en meget stor, og alligevel hyggelig, turistfælde. Vi får kaffe og ser lidt på forretningerne. Hovedsageligt abo-kunst, krokodilleskind, smykker og tøj.
Vi fortsætter over det halvtørre plateau, hvor der er enkelte marker. Der bliver dyrket macadamia nødder og papaya. Der er mange vandløb med vand i, der krydser det afsvedne landskab, og pludselig kommer vi til Lake Michell. En af de kæmpe store sort/hvide storke går på bredden sammen med kohejrene. På trods af det tørre landskab, virker bredderne oversvømmede.
Vi drejer ud mod havet i Mount Molloy, for at køre på en meget smuk og spændende bjergvej. Devil Creek Road, der går mellem Julatten og Mossman, slynger sig ned gennem tæt urskov. Ind i mellem kan vi skimte sletten og havet, og så lukker træerne sig igen.
I Mossman spiser vi frokost midt i byen, og finder så ud til kløften. Mossman River skærer sig gennem Mossman Gorge, og Mossman Falls opstår. Floden er temmelig stor og krystal klar. Vi kan se store fisk midt i den, flere meter nede. Jeg går lidt op af floden, for at få det perfekte motiv. Her støder jeg på en lille gruppe målbevidste myrer. De kommer i tæt sluttet trop marsherende, og bliver først forvirret, da jeg knalder blitzen af.
Vi vælger at tage kystvejen til Cooktown, da det ser ud til at regne på den store bjergskråning op til plateauet. Nu har vi klaret 14 dage uden regn, så hvorfor ikke fortsætte.
Vi tager kabelfærgen over Daintree River, og kører mellem havet og bjergkæden. Vi kører 80 kilometer på en meget ringe grusvej, og kommer i gennem Dagmar Range, Daintree og Cedar Bay National Park'erne.
Vejen krydser utallige vandløb og småfloder, men der er kun vand i fire. De er en lille halv meter dybe, og giver ikke problemer. Der ligger også nogle nyligt styrtede træer på tværs af vejen, men vi får kantet os uden om. Mange steder er vejen så stejl, at jeg må ned i første gear, både op, og for at bremse ned.
Skoven vi kører gennem er fantastisk. Høje træer, men også meget tæt bundvegetation. Lianer og slyngplanter binder de epifyt overgroede træer sammen, og bregner og mosser dækker bunden.
Efter 50 kilometer kommer vi til en lille abo'bebyggelse (Wujal Wujal), og samtidigt bliver det mørkt. De sidste 30 kilometer er hårde, da vejen er af meget svingende kvalitet. Mange steder er der dybe spor på tværs, af regnvandsfloder, der æder sig dybt ned i gruset. Andre steder er der dybe huller eller store opragende sten.
Jeg er helt sikker på, jeg er berettiget til adskillige k'er og i'er i mit navn efter at have klaret den tur så hurtigt, og uden en skramme (mange rally-kørere er finske).
Endelig når vi asfalt, og så er der kun 28 kilometer til Cooktown. Det er den største by, så langt mod nord, den er bare ikke stor nok til at have en bank, og der er stadig 850 kilometer til toppen.
Vi triller ind i byen klokken syv, en time efter den sidste forretning lukkede. Der er heldigvis en grill, så vi får aftensmad. Bagnaboen er en campingplads, så hvorfor søge mere. Rikke læser om den store halvø, som udgør Australiens nordligste del, og jeg skriver dagbog, og vasker tøj.
Det er blevet dejlig varmt her oppe. Om dagen har vi 90-95% luftfugtighed og over 30oC. Om natten bliver der ned til 24oC.
Dette er sandsynligvis det nordligste mobilet, så nu går der nok en lille uges tid, før der kommer mere......

23/5 DISNEYSLOTTE.
Vi vågner til skyer af bitte små sandfluer. De er lige så ondskabsfulde, som de er små. Deres bid går ondt, og man får en rød og kløende plet, der holder i mange dage. Efter et hurtigt bad smider vi fluks alt ind i bilen, og flygter.
Vi standser på en bakketop inde i byen, hvor solen skinner. Her skulle vi være i fred for fluerne. Jeg når lige at standse motoren, så holder der en bil ud for os. Det er Stuart (S. Owen Fox, wisefox@iig.com.au), som har boet i Danmark for mange år siden, men stadigt taler perfekt dansk. Han arbejdede for blandt andet Glyptoteket og udenrigsministeriet, og har lavet nogle fantastiske forsider for mange forskellige blade.
Han arbejder nu som selvstændig fotograf i den botaniske have, og invitere os der ud. Det er Australiens næst ældste botaniske have. I forbindelse med haven er der et nyt flot museum, der lige nu har en udstilling om en botanisk maler og om Charles Tanner, som arbejdede med giftige slanger og deres gift.
Stuarts fotos er utroligt detaljerede. De er ikke taget med kamera men med scanner, en teknik han selv har opfundet. National Geografik har en artikel om dem i denne måned. De påstår de har opfundet det, men Stuart har brugt teknikken i halv andet år.
Han byder på kaffe, og vi snakker lidt om, hvad vi hver især har lavet. Så ser vi hans værksted og udstillingerne. Han har et foto af Birthe Tove, som han tog før hun blev skuespiller i 60'erne.
Stuart fortæller en pudsig lille anekdote. Han talte med en af abo'ernes ældste. Spurgte, om han kendte Ægypten. Om han kendte deres kunst. Hvad han syntes om den? Han tænkte lidt over det, og svarede: Det er morderne kunst! Og det er det jo, set med en abo's øjne, deres er 50.000 år gammel.
Tegningerne af blomsterne er flotte og der er en stor samling slanger på glas.
Museet sælger Stuarts utroligt flotte fotos til 750 kroner. De er nummereret i serier på 100, men vi kan ikke blive enige om hvilket/ne vi skal have. Så ser vi haven, men stresser lidt, der er langt til vores næste camp, og vejene er dårlige.
Vi bliver enige om at starte turen nordpå til spidsen (eller til vejene bliver for dårlige), med en tur til Laura af bagvejen. Det er 146 kilometer af Endeavour Road, som er en smal grusvej, inden vi kommer ud til den brede grusvej til Cape York.
Vi tanker, og køber mad til de næste dage i byens eneste supermarked. Det er lidt skræmmende at tænke på, dette er "hovedstaden" på halvøen.
Vi kører gennem en meget åben eukalyptusskov, med afsvedet græs under. Der går nogle enkelte okser, og her er rigtigt mange parakitter og andre fugle. Vi kan se den tætte regnskov nogle hundrede meter væk, men vi kommer ikke ind i den.
Vi når Normanby River, som er svundet ind til under fem meter og den er kun en halv meter dyb. Vi kører over en flad sandstensklippe, og kan skimte et vandfald. Standser bilen, og går ned langs floden. Her er store flader af sandsten og nogle mindre fald. En lille lagune frister, og den omgivende vegetation er rigtig smuk. Jeg nøjes med at tage et par fotos, og så spiser vi vores medbragte mega sandwich.
Der dukker en ny type termitboer op. De minder mest af alt om Disneys slotte, og bliver lidt over en meter høje. Nogle steder står de runde og disse takkede mellem hinanden. Et sted bliver jeg simpelthen nødt til at fotografere nogle flotte græstræer, der står omkring et rødt termitbo.
Når vi standser bilen, kan man høre en koncert af fugle, hovedsageligt parakitter, der skvadrer.
Der begynder at dukke okser op igen, efter vi kommer ud af Lakefield National Park. Rikke må flere gange ud at åbne led. Her er vejen af utrolig blødt sand, og man skal køre meget forsigtigt. Der er enorme huller, og det bløde sand kan fange hjulene. Rikke opdager, dieselmåleren er helt nede. Det viser sig heldigvis, det bare er en sikring.
En meget stor kongeskink sidder i rabatten, og til min store overraskelse bliver den siddende, til jeg har fotograferet den. Rikke har læst, at de bider, og sidder de først fast, bliver de siddende i timevis. Med det i mente, holder jeg de små lyserøde på sikker afstand.
Vi krydser igen i dag utallige tørre creeks, og adskillige småfloder med vand i. Det er fem uger siden det sidst har regnet, så det er ikke den helt store udfordring. Man skal dog passe på, bunden kan godt være meget blød, hvor den består af sand eller sten.
Vi kommer til Old Laura Homestead, som er en restaureret gård fra omkring 1920. Det har ikke alene været et hårdt liv, det har været utroligt isoleret her ude.
Vi kommer ud til hovedvejen lidt nord for Laura, og svinger nordpå, mod Musgrave. Der er 143 kilometer, men det burde vi kunne nå, på de sidste to timers dagslys. Efter et par kilometer er jeg dog af en helt anden mening. Jeg havde hørt, denne vej skulle være dårlig, og blive dårligere, men jeg havde ikke drømt om den var så slem.
Det er ét stort vaskebræt, overfladen består hovedsageligt af løse sten, der er mellem knyttede næver og barnehoveder. Når man møder en af de talrige modkørende, forsvinder vejen i støv de næste fem minutter.
Vores bil er bestemt ikke bygget til denne vejtype. Vi kører med ultra heavy duty fjeder. Det er godt i ekstremt ujævnt terræn, hvor man kører langsomt. Her giver de sig praktisk talt ikke, og bilen vil tage skade af turen.
Meget mod min vilje vender vi om, og kører tilbage til Laura, for at overnatte. Strengt tager er der ikke så meget mere at se nordpå. Det, som jeg har set beskrevet som urskov, er bare åben eucalyptusskov med græssende kvæg under. Øverst på toppen er der abo territorier, og de skal have en større formue for at sejle os over floden, så vi kan køre de sidste 35 kilometer. Der er nogle flotte hulemalerier der oppe, verdens ældste kunst, men det må vi have til gode.
Laura "by" viser sig at bestå af fire eller fem huse, og en bar. Et hurtigt opslag i Lonely Planet viser, der skal være en campingplads i Lakeland. I følge vores kort skal Lakeland være mindre end Laura, men det må være en fejl.
Der er 60 kilometer, og det passer bedre til to timer. Denne hovedvej, som er den eneste forbindelse til de sidste 760 kilometer af Australien er ufattelig elendig, og det er endda tørtid. Der er opragende klipper, ankeltdybt løst sand, løst hovedstore klippestykker og tværgående grøfter.
Vi kommer forbi et område, der ligner Walls of China, og jeg må lige fotografere igen. Kameraet må igen have nyt batteri. På den anden side har jeg vel egentligt taget omkring 30 film, måske mere.
Vi indhenter en stor blokvogn, som trækker ud til højre side, så vi kan overhale, uden at komme ind i hans uigennemtrængelige støvsky.
Vi her set små flokke af rosa kakkaduer, og nu kommer flokke på op til 100 af de store sorte med gule haler flyvende. Nogle blå biædere vimser rundt i træerne langs vejen, og farvestrålende parakitter af forskellige arter krydser ustandseligt vejen. Bitte små duer flyver forskræmt op lige foran os, mens latterfuglene holder vagt på den enkelte telefonledning.
Vi kommer til Lakeland, der ikke rigtigt er en by, men her en flot stor café, der også har et lille supermarked og en campingplads. Vi får en kop af den lokalt dyrkede arabiske kaffe, som er udmærket. En utrolig smuk metallisk grøn flue med blå bagkrop giver opvisning på vores bord. Her er virkelig mange smukke og spædende insekter. Fra fingerstore græshopper til nogle under en centimeter og nogle der er lange tynde grønne, kulørte snudebiller, metalliske pragtbiller, knælere i alle afskygninger, et utal af forskellige møl og natsværmere og meget andet.
Vores bil er dækket af støv, både ind- og udvendigt. De skumgummistrimler vi købte i dyre domme, er slidt op, og der er igen fri adgang for støvet. Rikke laver mad, og jeg skriver dagbog, mens mørket falder på. De små gekkoer "tjipper" i mørket, og fårekyllingerne filer løs.
Vores kroppe bærer præg af de mange insektbid, som vi har fået de sidste dage. Specielt Rikke er gennemgnasket af myg, der giver store forhøjninger, og sandfluebid, der giver småblister. Myrerne har også nogle brutale kemikalier, som de gavmildt deler ud af. Jeg tæller knapt 200 store bid på Rikkes krop, og hun er ved at blive sindssyg af kløen.
Temperaturen falder til 26oC, men luftfugtigheder stiger utroligt nok. En lille natte-safari bringer en gruppe store sukkerrørstudser og adskillige tre centimeter store brune løvfrøer frem. Jeg finder også en enkelt brun og broget løvfrø, som er større, og en kæmpe stor knald grøn løvfrø.
Det har været en hård dag, vi har kørt 200 kilometer på grusveje. Man bliver træt af at skrumle rundt, og jeg skal koncentrerer mig meget, når vi ikke skal vælte eller smadre bilen.

24/5 ROBINHOOD.
Vi vågner op i kakkadue-land. De gultoppede kakkaduers meget umelodiøse skrig runger ind over pladsen, og de flyver i store flokke. Rikke skaffer en kop af den lokale kaffe, som bliver ristet færdig, mens hun venter. 197oC i 18 eller 21 minutter, så er der gode bønner.
Vi har tabt et glas til den ene ekstralygte, men parabol og pære ligger mirakuløst på kofangeren. Jeg smider det ind bag i bilen, og så er vi klar til at trille ned af igen. Vi tager hovedvejen denne gang, måske er der nye spændende ting at se. De næste dage bliver virkeligt i out-back'ens tegn. Vi kører ned til under halvøen, og drejer så ind over midten af Australien af kystvejen. De største byer har 350 indbyggere, og der er 1000 kilometer mellem dem.
Næsten alle biler vi møder er hvide, op til tolv i træk. De fleste er 4WD'er og de har næsten alle en lille aluminiums jolle på taget.
Vejen er perfekt, og de 220 kilometer til Atherston går hurtigt. Indtil Mount Molloy er det store bakker med spredt eukalyptusskov, hvor okserne går og græsser i det afsvedne græs. Efter 180 kilometer kommer vi til opdyrkede marker, mest macadamia nødder, bananer og sukkerrør.
Det er endnu en dag med strålende sol, og termometret er hurtigt oppe på 32oC. Vi standser i Mareeba for at købe salve mod kløe og piller mod allergi for myg.
Lige uden for Atherston kommer vi pludselig ind i regnskoven, uden vi har mærket en højdeforskel. Vi standser for at spise frokost. Jeg har låst mig lidt fast på deres lækre burgere, som koster omkring 20 kroner. Der er rigtigt meget frisk grønt i, og jeg kommer til at savne rødbederne, når vi kommer hjem. De holder sig ikke tilbage for at komme spejlæg i, massere af sprødt bacon, lidt stegt ananas og selvfølgelig en stor hjemmelavet hakkebøf.
Uden for byen bliver vi mødt af grønne græsmarker. Terrænet er ellers uændret; store bløde bakker af gult, hvidt og rødt grus. I Herberton drejer vi fra hovedvejen, og tager en smuk vej, der går på toppen af højdedraget. Det er Queenslands højeste vej, og temperaturen falder til 26oC. Her er mange kartoffelmarker, og der er små skilte, der reklamerer med avokadoer.
I Mount Garnet bliver vejen et-sporet, men asfalteret. Der er et godt grushjulspor på hver side, så det er ikke et problem at møde nogen. I nogle buske i vejkanten sidder en lille flok sølvrygede rosellaer (eller også er det noget andet de hedder).
1'eren, som vi jo på det nærmeste bor på, svinger vestpå, og vi forlader Kennedy til fordel for Gulf. 64 kilometer før Mount Surprise dukker der 15 til 20 høje, slanke bottletrees op, og så ser vi ikke flere. Vi har ikke set dem siden Monto (eller lige der omkring) og der er 1000 kilometer til i luftlinie.
Vi snupper en lille omvej på 28 kilometer, blot for at erfare, Undara lava-rørene kun må ses med guide, og sidste tur gik for et kvarter siden. Det betyder ikke så meget, de vil have 150 kroner for os hver, og det har jeg svært ved at se de rimelige i. Jeg har været i nogle på Madera, og det er bare lange gange i klippen. Der er ingen drypsten eller krystaller, bare gold klippe.
Vi beslutter at køre til Georgetown, der er ikke mere end 150 kilometer, så dagens total kommer op på 570 kilometer. Vi kører igen mellem spredte eukalyptustræer med græssende kvæg under. Her er faktisk rigtigt meget kvæg, og vi møder også en flok på et par hundrede, der bliver drevet af en bonde på en firhjulet motorcykel og hans hund.
Lige før vi når byen møder vi et road-train med tre store anhængere, fyldt med kvæg. Jeg er glad for, vi ikke har mødt flere af hans slags, de fylder godt på en et-sporet vej!
Endelig når vi Georgetown, med 310 indbyggere. Vi har ikke set et eneste hus de sidste 260 kilometer, med undtagelse af dem ved lava-rørene. Jeg har været i ret mange Georgetown'er, men dette er med garanti den mindste. Nabobyen hedder Robinhood, og tidligere i dag kørte vi forbi Koombooloomba.
Vi prøver at finde lidt kød til aftensmaden på tanken, der også er byens købmand, men her er kun store frosne klumper. Til gengæld har de den sidste af de syv dødssynder. Magnum Is har lavet en serie, der er opkaldt efter de syv dødssynder, og vi har ikke kunnet finde den sidste.
Vi køber to, og kører ud til en bakketop, og ser den smukke solnedgang over de andre bakker. Inde i byen finder vi deres 15 vogns campingplads, og spørger også om vej. Vi er i tvivl om, hvilken vej vi skal tage vestpå til Devils Marbels. Damen der checker os ind ved det ikke, men senere på aftenen får vi besøg i bilen af hendes mand. Han foreslår en helt tredje, den nordligste vej. Det er ganske vist 5-700 kilometer grusvej, men den skulle være god, og meget smuk.
I stedet for at holde mellem træerne, med alle deres moskitoer, holder vi på plænen, ud til markerne. Vores nabo, 15 meter væk, advarer os mod ekskrementerne. Jeg når lige at konstatere, det må være kangaru, da én kommer hoppende.
Aftensmaden ender med at blive et par klap-sammen, men burgeren fra i eftermiddags var altså stor, så det går nok - no worries!
Vi er langt ude på landet, og det kan man også godt lugte. Det er fredag aften, så der kører et par biler rundt, efter mørkets frembrud. Et par hunde glammer, og en ko brøler sørgmodigt, langt ude på en mark. Absolut ikke nok til at holde os vågne.

25/5 BANG BANG JUMP-UP OG GUNPOWDER.
Et par (ædel?) parakitter sidder og skræpper i træet over vores hoveder. Hannen er skrigende rød, og hunnen tilsvarende grøn. Vi kommer tidligt af sted, vi har en lang dag foran os, og vi er ikke sikre på vejenes stand.
Det viser sig, de første 301 kilometer til Normanton er gode. Vejen er asfalteret i midten og temmelig jævn, så det går frisk der ud af. Vi krydser mange tørlagte creeks og nogle floder med vand i, men her er broer.
Det er stadigt 1'eren vi kører af, men her er den et-sporet, og der går ret meget kvæg på den. Vi møder en bil for hver ti kilometer, så her virker ikke så ødet. Tæt på Georgetown er der mange road-kills, og sådan ser vi vores første vilde svin. De udgør en temmelig stor del af de trafikdræbte dyr, men vi ser ingen i live. De er små, sorte og tætte.
De mange ådsler trækker en mængde rovfugle til. Der er hovedsageligt store glenter, men her er også en del af de store kilehalede ørne. En enkelt gang skræmmer vi en fiskeørn op. Det virker mærkeligt, at se den her i ørkenen, men der er kun 100 kilometer til havet, dette er kystvejen!
Landskabet er næsten helt fladt, gennemskåret af utallige creeks. Vegetationen består af eucalyptys og få andre træer, som står rigtigt spredt. Neden under har græsset vokset, men det var da der var fugt i jorden. Nu står der helt afsvedet tilbage, til stor glæde for de mange okser. Det meste græs i dette enorme område er for øvrigt spinifex.
Der er termitboer alle steder, men i nogle områder står de utroligt tæt, der er under to meter mellem. Nogle steder er de meget høje og tynde, de ligner faktisk hegnspæle.
Vi ser først en dræbt varan, så krydser en halv anden meter stor satan vejen. Jeg overvejer et kort øjeblik, at hoppe ud og fotografere den, men kommer så på tanke om advarslen: Når de bliver skræmte, kravler de op i det nærmeste træ. Når der ikke lige er træer (som her) kravler de bare op i dig, og de har nogle ualmindeligt ondskabsfulde kløer! Jeg lader den slippe.
Vi når Normanton til frokosttid, og finder hurtigt byens madsted, som også sælger brændstof og alt muligt andet. Her sidder vi sammen med tre cykelryttere, som virker temmelig malplaceret. Vi får spist, sendt fødselsdagskort, spurgt om vejens tilstand og tanket.
Det er ved at gå galt. Der er lås på standeren, så jeg må ind og hente en pige. For at bruge Jespers høflige udtryk: Elevatoren når ikke helt op til øverste etage. På trods af, vi kører i den mest almindelige bil her ude, og jeg har åbnet dieseldækslet, er vi ved at få fyldt luftindtaget foran. Den kunne nok have taget nogle liter!
Lige uden for Normanton forlader vi 1'eren, og kaster os ud på 225 kilometer grus. Det første stykke er løst, men jævnt. Så begynder vaskebrættet, og noget overraskende støder vi på cykelrytterne på deres tungt pakkede cykler. Der har været et par pudsige spor, de har allerede været nede og ligge. Rikke mener, de har indgået et væddemål, de ikke har råd til at komme hjem til. Jeg har ikke hørt dem taler sammen, men jeg er overbevist om det vil være fransk.
Landskabet virker mere åbent, der er flere kilometer uden et eneste træ, og de træer der er, er bare tynde buske på et par meter. Nogle enkelte steder stikker sandstensklipper op, ellers er her fladt.
Normanton bliver hver regntid isoleret som en ø, hvilket virker grotesk i denne ørken.
Vi kører forbi et vejskilt til Bang Bang Jump-up, som er en af egnens større byer med over 20 indbyggere. Lidt længere nede ligger Gunpowder.
Vi ser flere flokke af traner, som ser sjove ud med deres pink kalotter og duknakkede fremtoning. Et andet sted står fire store trapper (ja, det er fugle) Her er fantastisk mange fugle. Der er mange kunstige søer og søer i resten af en udtørret flod. Her er forskellige ænder og flere slags hejre. Selv skaver og pelikaner kan man se, midt i denne udtørrede ørken.
Vi kommer over et plateau, hvor der er lidt tættere vegetation. Her vrimler det med fugle. Der er nymfer, undulater, mangefarvet parakit, kakaduer og selvfølgelig de sædvanlige krager og skader.
Det er blevet varmt i dag, 34oC. Vi mærker det ikke mens vi kører, men da vi standser, for at se efter krokodiller i en flod, rammer heden os voldsomt. Dette er krokodille land, men det er nok for sent på dagen, de ligger nede på bunden og venter.
Allerede ved fire-tiden kommer de første kangaruer frem fra deres skygge. Det er specielt nær vandløbene og søerne vi ser dem. De har stor glæde af tamkvæget eller rettere; deres vandforsyning.
Lige før vi når Burketown krydser vi Leichardt River. Vi kører lidt ned langs floden, af et meget ringe spor. Det fører os ud på et klippeplateau over floden, med fantastisk udsigt til Leichardt Falls. Det eneste, der kunne gøre det bedre, nu solen er i den rette vinkel, er lidt vand. De støvskyer, der kommer drivende gennem det udtørrede flodleje gør det altså ikke ud for det samme.
Vi når lige at møde den fjerde bil, da vi kører ind i Burketown. Her er 230 fastboende, hvis hovedindkomst stammer fra kvægdriften i omegnen, og en masse lystfiskere. Byen kalder sig selv: Australiens Barramundi Hovedstad. Kontoret til den campingplads, vi booker ind på, ligner mest af alt en lystfiskerforretning.
Vi er kun 50 kilometer fra havet, og en dukkert kunne friste, MEN: Som der står i Lonely Planet; hvis hajerne ikke tager dig, så gør krokodillerne. Et brusebad er da også nok.
Vi har efterhånden kørt så langt vest på, at vi kan mærke det bliver senere mørkt. 1500 kilometer har givet godt en halv time. I morgen krydser vi desværre grænsen til Northern Territory, og så ryger der halv anden time af lyset om aftenen. Så må vi bare tidligere op....
Da mørket er faldet på, kan jeg høre noget pusle under en flot blomstrende busk. Det viser sig at være tudser. På toilettet finder Rikke de sødeste små knald grønne løvfrøer, og hun er helt solgt. Uden for sidder en af de store gamle, knapt så charmerende.
Der bliver hygget stille og roligt rundt om på pladsen, men ti timer koncentreret bag rattet, har tæret på mig, og jeg siver ned i posen.

26/5 DYK MED DILLER.
Vågner lidt sent, så vi skynder os at handle ind og tanke, så vi kan komme af sted mod Lawn Hill National Park. Først kører vi til Gregory Downs, som består af en bar/hotel/motel/tank, et hus og en maskinstation. Vi møder to biler på 120 kilometer, men det er vel myldretid.
Efter en mikrobølge-burger og en kop kaffelignende plummer, tager vi de sidste 100 kilometer. Ud over en ufattelig mængde okser, ser vi to gule slanger, som soler sig på vejen. En stor varan bliver liggende i vejsiden, så jeg kan tage et foto. En gestus, som jeg ikke får af en enlig spinifex due.
Lige uden for parken ligger Adel Grove, som en gang var en botanisk have. Den brændte ned for mange år siden, og nu er her en campingplads med mere. Vi stikker næsen ind på kontoret, for at høre, om de har et kort over parken.
En vældig sød dame viser os fotos og meget mere, så vi får lyst til at leje en kano inde i parken. Vi kører de sidste 20 kilometer gennem parken, og så ændrer landskabet sig pludseligt. Nogle lange tynde sandstens klipper skjuler en bred flod, hvis breder er det rene paradis.
Vi lejer en kano for 40 kroner i timen, og padler op mod den svage strøm. Bredderne er et tæt bælte af joka-lignende træer og palmer. Nogle steder padler vi lige op af en næsten gold og 15 meter lodret klippevæg. Enkelte eucalyptustræer og klatreplanter klamrer sig til klippen, og små vandfald kommer piblende frem.
Her er utroligt mange store bowerfugle. De er ikke så smukke som satin bowerfuglen, men de bygger den samme løvhytte (de hedder da for resten løvhyttefugle på dansk).
Efter vi har padlet et godt stykke tid, med mange pauser for at nyde naturen, kommer vi til Indarri Falls. De er ikke mere end en god meter høje, men underskønne. De stejle røde klipper, den kraftige grønne vegetation og det krystalklare vand, får os til at føle, vi er med i en Lotto-reklame.
Vi trækker kanoen på land, for at komme uden om faldene. Den lange kløft vi sejler gennem består af to måneformede smalle søer, eller snarere fortykninger på floden. Vi kigger efter krokodiller, men ser kun skildpadder, både på breden og i vandoverfladen.
Så er der pludselig en træstamme inde ved bredden, som har nogle karakteristiske takker. Vi padler forsigtigt nærmere, og ganske rigtigt, det er en krokodille på en god halv meter. Ved siden af den, lige i vandoverfladen, er der også en serie takker, men de er for store til at være en krokodille.
Jeg får skudt et foto, og vi forsøger at liste endnu nærmere, da der pludselig lyder en hidsig hvæsen fra den store række takker. Der er også en krokodille, og den er stor, over to meter. Det lyder måske ikke så stort, men når man sidder i en lejet gul plastik kano, et par meter væk, så er det stort! Vi driver forsigtigt væk igen, og den rør sig ikke en centimeter.
Der er ikke forbud mod at svømme i søen, og da vi kender nogen, der dykker med hajer, kan jeg vel også snorkle med krokodiller. Jeg hopper i, lidt længere oppe, og bliver grebet af strømmen, og ført hurtigt nedad. Desværre er vandet ikke lige så klart i strømmen, så jeg kan kun se en god meter. Det er for lidt, til jeg kan snige mig ind på bæsterne. Det er sgu' nok mere modsat.
Vandet er ellers pragtfuldt, omkring 28oC. Omkring mig svømmer der mange fisk, nogle genkender jeg, det er skyttefisk. Andre er farvestrålende, men også mere sky. Når vi sejler, kommer der store skalle-lignende fisk forbi i tætte stimer.
Vi kommer op til starten af kløften, hvor vegetationen gør det umuligt at sejle videre. Kløften er også så smal, at strømmen bliver en kraftig fontaine, der rejser sig en halv meter. Vi vender kajakken, og driver med strømmen.
Jeg hører en hvæsen, og kigger ud over rælingen. Her dukker en slange op fra dybet. Den er knapt to meter og olivengrøn, sikkert en oliven pyton. Før jeg får lagt pagajen og fundet kameraet frem, er den på vej ned igen.
På en stor sten, midt i strømmen sidder en slangehals, en slags langhalset skarv. Vi har set den flere steder, men her kommer vi helt tæt på, og kan se dens fine farveaftegninger. En fiskeørn kredser over os, men vil desværre ikke slå ned. Der er et sand mylder at småfugle langs bredderne, men det er umuligt at artsbestemme dem. Vi ser endda en kangaru fra kanoen. Vi har hørt nogen pusle i de visne blade på bredden, og troet, det var mennesker, men det har været hoppere.
Solen er begyndt at synke, og de røde klipper bliver blodrøde. Nogle steder er der helt læ, og der opstår fantastiske spejlinger i floden. Der har simpelthen været så mange fantastiske motiver på hele turen, jeg kunne bruge resten af livet på at fange dem.
Da vi afleverer kanoen, bliver vi noget overrasket over, der er gået tre timer. Vi har ikke engang vabler i hænderne. Det er blevet sent, og vi skal skynde os, hvis vi skal nå tilbage til Gregory Downs mens det er lyst.
Vi er nogle undulater flyve over vejen. Så er himlen pludselig dækket af dem. Vi standser, og jeg følger efter dem, ud på en mark med spredte træer. Jeg går efter lyden af gnadrende fugle, men finder i stedet et træ med en lille flok dværgpapegøjer. Kan ikke huske, hvad de præsist hedder, de er helt grønne med en lille rød kalot. Små grupper af røde finker hopper rundt i de lave buske langs vejen, og der er bare fugle alle steder
Vi får lige fart på bilen, så kommer flokken af undulater igen. De flyver lige som stære, tæt formation. Jeg følger dem igen ud over marken. En del af dem slår ned i et lavt eukalyptustræ, og det synker en halv meter under deres vægt.
Så slår de sig ned på marken, og jeg sniger mig nærmere. Jeg er fem meter fra dem, da de nærmeste begynder at lette. Jeg får skræmt hele flokken, og de letter. De kredser rundt, og flere gange kommer hovedflokken strygende lige hen over mig, så tæt, at hvis jeg rejste mig, ville de flyve ind i mig. Jeg kan både høre og mærke suset fra denne enorme flok. De sætter sig i nogle træer, men flyver, før jeg når tæt nok på til ordentlige fotos. En ubeskrivelig fed oplevelse! Jeg havde virkeligt ønsket at se vilde undulater, men havde ikke drømt om at se flere tusinde på under en meters afstand. Vilde undulater er i øvrigt kun grønne.
Før vi kommer op i fart igen, dukker der store kangaruer op. Først en rød, så en grå, der lader sig forevige. Starter igen, og når anden gear, så sidder der en stor kilehalet ørn i en træ, meget tæt på vejen. Når igen andet gear, så er der to trapper i rabaten.
Mens solen går ned i bakspejlet, stiger en kæmpestor fuldmåne op foran os. Den oplyser sletten, vi kører på, så vi ser utroligt mange og forskellige kangaruer. Desværre er der flere okser, og de er langtfra så trafik-intiligenter.
Så møder vi et tribel road-train. Han hvirvler en masse støv op, og det bliver hængende utroligt længe i den vindstille nat. Så møder vi en anden støvsky, denne gang fra kvæg. Undrer os over, hvorfor de løber rundt, til vi ser dingoen.
Den første time, det er skumring og mørkt, vrimler rabatterne af alle størrelser kangaruer. Små hvide, mellem brune og store røde og grå. Fælles for dem er, de hopper helt ud i rabatten, og så sidder stille, mens vi passerer. Mange har unger i pungen, der titter frem, mens andre er ude på egne poter.
Hvis en eller anden for et år siden havde påstået, jeg ville komme til at køre flere timer med over 100 kilometer i timen, på dårlige en-sporede grusveje, med massere af vilde dyr og ikke mindst okser på 1000 kilo, med en fjernlygte, og så om NATTEN! Ja, så havde jeg nok ikke troet på det. Nu virker det ganske naturligt.
Vi når Gregory Dawns, og spørger på pub'en hvor man får bad og camperer. Badet er det offentlige overfor, campingen er nede i flodlejet. Vi kan ikke finde badet (og det var byen med tre huse), og tanken om at campere i flodlejet, hvor vandet kan stige seks meter, hvis det regner et andet sted, og hvor saltvandskrokodiller på seks meter regerer? Der er trods alt kun 120 kilometer til Burketown, hvor vi sov i nat. Så slipper vi også for de 100 i morgen. Om vi har diesel nok? Ork ja, der er nok flere halve liter i overskud.
Da vi åbner bagdøren vælter støvet ud i kaskader. Man kan ikke se, den sovepose, der ligger øverst, er blå. Kanten i forruden er dækket af en millimeter støv, ALT er dækket af en millimeter støv, noget af mere! Små fem hundrede kilometer grus- og jordvej har sat sine spor.
Vi sniger ind på vores gamle plads, og Rikke laver mad, mens jeg taster. Badet er beskriveligt dejligt, vores hud var mættet af ultra fint støv.
Det har været en lang og hård dag, men også en af de allerbedste.

27/5 HELLS GATE ROADHOUSE.
På trods af de hårde dage bag rattet, vågner jeg efter fire timers søvn, og hvad f... kan man lave klokke fire om morgnen på en campingplads. Selv de grønne løvfrøer på toilettet er gået hjem og i seng, eller hvad sådan nogen nu gør. Betragter naboens bil. Tagbagagebærer har en lille el-motor til at trække alu-jollen op med. Jeg falder i søvn igen da det er blevet lyst, umiddelbart lige før Rikke vækker mig. Det er en kold morgen, ikke over 20oC, og det blæser.
Vi får betalt opholdet, og kører ned på tanken, hvor det viser sig, vi næsten havde fem liter tilbage. Rikke køber lidt ind til dagen, og kors hvor er ting dyre her ude i midten af absolut ingenting. En pose med ni dadler: 25 kroner. De smager da i det mindste godt.
Da jeg drejer nøglen, lyder der diverse klik fra nogle relæer, men den karakteristiske lyd fra starteren udebliver. Forsøger en masse, men ender med at gå over til den lokale mekaniker. Han skubber os over til værkstedet med en gaffeltruck, og så har han kaffepause. Det kan vi jo også lige så god tage, så vi går ned til pubben.
En time senere er vi tilbage, og han fortæller, han har renset polerne i starteren, de var meget beskidte. Han kan bare stadigt ikke få den til at snurre. Vi piller lidt mere, og så kommer der nogle klik fra starteren. Han mener det er et relæ, der skal renses, jeg mener den mangler strøm. Han renser relæet, og så prøver vi med ekstern strøm, og den gode lyd kommer.
Vi må slippe 300 kroner, vores hidtil billigste mekanikerbesøg. Uden at standse motoren kaster vi os ud på den lange vej mod Doomadgee af 1'eren. På trods af dens flotte status som hovedvej, er den blot en grusvej, som mange steder er to hjulspor med græs mellem. Der er ikke broer, bare vadesteder, mange gange med temmelig meget vand.
Da vi nærmer os Doomadgee begynder der at være vrag af nyere biler i rabatten. Den umiksgenkendelige indikering af, det er en abo'by. Vi drejer ikke ind til byen, der er andre spændende ting forude.
Efter 182 kilometer kommer vi til Hells Gate Roadhouse. Når jeg ser på den ensfarvede ende af deres tank, ser det ud som om punkter farer fra kanten og mødes på midten. Jeg koncentrerer mig meget om den hullede og stenede vej. Lige som når man kører i grove snekorn farer ting væk fra midten af synsfeltet, og dette er kontraen.
Dette er den første bygning vi ser siden campingpladsen, og den er ikke stor. En diesel og en benzinstander, et alt-muligt værksted og en kombineret blandet landhandel og pub/grill. På lageret er der enorme mængder øl og toiletpapir plus lidt andre ting. De tager 1,30$ for dieselen, det hidtil dyreste, og meget mere end de 0,82$ vi gav i Cairns. Vi kan vente med at tanke lidt endnu.
Navnet stammer fra nogle sandstensformationer lidt ud af vejen. De fik navnet, fordi politiet i gamle dage eskorterede folk her til, og ikke længere. Så var de uden beskyttelse.
60 kilometer til, og vi krydser grænsen til Northern Territory. Der står nogle skilte, og der er en af de utallige kvægriste, det er alt. Når jeg tænker over det, er jeg egentlig skuffet over Queensland. Jeg havde forventet en stat fyldt op med uigennemtrængeligt urskov, og der var kun nogle enkelte klatter.
Efter en halv time når vi Wollogorang, som er et andet roadhouse. Det er på tide at tanke, men her skal vi give 1.44$ (6,65 kroner). Prøver at høre lidt om vejen nordpå til Borroola og sydpå til Tabellands Highway. Desværre lader det til, de lokale ikke rigtigt kører nogen steder. De mener dog, den nordlige, gennem abo'land er den smukkeste, mest på grund af flodkrydsningerne. Den er også lidt kortere, men af mere grus.
Da jeg drejer nøglen, lyder der kun klik. Åbner et relæ, og starter med en finger. Det er måske bare et slidt relæ. Her bliver lidt mere grønt, og der dukker to meter høje lyng-agtige buske op med utroligt mange blomster. Det kommer mere skov med cycaspalmer og jocaplanterne.
Vi kommer ind i et meget stort abo'område, og både okser og dyreliv forsvinder. Selv i skumringen er der ingen hoppere. Pludselig er de smukke flodkrydsninger ikke så sjove. Når man ikke kan se, hvad man kører i, skal man ud og vade. Det skal man bare ikke, når det er mørkt, og man er i krokodilleland. Det bliver nogle spændende krydsninger, hvor vi ikke kommer af den mest optimale vej over, men vi komme da over.
Vi møder et par enkelte modkørende, og deres støv bliver hængende over vejen i mange kilometer. Når det endeligt blæser væk, er der røgen fra abo'ernes afbrændinger til at gøre turen spændende. Flere steder ser vi ilden, men det er ikke længere voldsomt.
Vi passerer Borroloola, som med sine 550 er egnens største by. Lonely Planet beskriver den som en mellemting mellem en by og en lodseplads. Den er midt i et abo'territorium, så vi vælger, trods mørket, at køre vider til Cape Crawford. På trods af navnet er vi langt fra vandet (og det er heller ikke en (garage)port=havn).
Herfra bliver det ensporet asfaltvej, men der kommer hoppere, vi er ude af abo'land. Godt slidt, efter 601 kilometer triller vi ind i Cape Crawford, som bare er et nyt roadhouse, med meget langt til naboerne. Det værste er bare, deres dieselstander er forsynet med en lille seddel: Out of Diesel! Ikke lige hvad jeg havde håbet at se.
Vi får dagens sidste "dagens ret", som lige må en tur i mikrobølgeovnen. Da vi så skal ned til campingpladsen vil bilen ikke starte, ikke engang når jeg "snyder". Der er ikke strøm på. Har det hele tiden været en fladt batteri, har vores seneste mekaniker pillet for meget eller skal vores generator renoveres/skiftes? Følg med i den spændende (men ensformige) føljeton: Toyota for millionærer/milliolangtfrarer.

28/5 STARTPROBLEMER.
Vi kan ikke starte, men der er heller ikke kommet diesel på tanken. Jeg checker væsken på batteriet, kullene i generatoren, sikringerne og forbindelsen i stikkene. Det sidste er det værste, de er utroligt irrede, og jeg har intet til at rense dem med. Jeg får knækket en sikringsholder, da jeg renser den. Går ind på tanken for at købe en ny, og nogle startkabler. Han har intet, ud over tre slags sikringer. Ingen olie eller andet, man ellers plejer at finde på tanke. Det nærmeste værksted er i Borroloola, det næst nærmeste er i Daly Waters, men det er ikke sikkert, det er åbent. Der er 269 kilometer, og det har vi bestemt ikke diesel til. Vi må bide i det sure æbel, og køre tilbage til Booroloola.
Mens vi venter på tankvognen med diesel, begynder vi at gøre bilen ren indvendigt. De sidste 2000 kilometer off-road har sat sine spor i vores utætte bil. Vi får gjort rent bagi, og bliver så rastløse.
Hælder reservedunken på tanken, og finder en med startkabler. Det var mørke-sort nat, da vi kørte denne strækning i aftes, så den virker ny. Desværre er det stadig spredte træer med afsvedet spinifex-græs under. Her er nogle nye termitboer, de er store, og ligner en stak paraplyer. Ellers sker der ikke så meget langs den et-sporede asfaldvej. Vi passerer McArthur River minen, et skilt advarer mod over-size road-trains, og vejen bliver to-sporet. Den fører ud til Bing Bong, hvor der er udskibning.
Vi drejer af mod byen, som ikke er nær så slem, som bogen beskriver. Her skulle bo 550 mennesker, men det må være med hele oplandet. Byen er snarer en samling af 12 huse, som er tanke, pubber og general stores.
Vi har brugt det meste af vores reserve diesel, og det er lidt frustrerende at den første tank også har udsolgt. Der er omkring 500 kilometer til den næste, og vi har 15 liter. Heldigvis har den anden tank stadig lidt. Vi har kun kørt 6,5 kilometer på literen, det er dyrt at køre 100 kilometer i timen på ujævne grusveje. Det er til gengæld langt mere komfortabelt end 40.
Bag tanken ligger et værksted, og der har de et måleinstrument. Det viser sig, at generatoren lader, og batteriet er sundt. Han har en tese om, der blot mangler stelforbindelse fra batteriet, eller også er starteren slidt.
Jeg vælger at tro det første, og køber startkabler, som jeg forbedrer stelforbindelsen med. Den starter fint, og så er der jo ikke nogen grund til at blive her. Ud over startkablerne og dieslen fik vi ikke noget ud af denne 240 kilometers omvej, ud over vished om, generator og batteri virker. Det virker som om, hver gang jeg giver den en skalle, så vi sparer lidt tid, bruger bilen det med det samme.
Rikke vil gerne til Mataranka, men der er 576 kilometer, og klokken er et. Jeg kan nøjes med Daly Waters, så får vi også tid til at gøre rengøringen i vores hjem færdig.
Vi spiser en sandwich, og triller igen ned til Cape Crawford. En kop kaffe mens motoren kører, det ville være pinligt at "dø" her igen. De har for øvrigt stadigt ikke fået diesel.
Vejen til Daly Wathers er ikke en brik anderledes, bort set fra, her er ikke nogen små søer eller vandløb, så her er heller ikke nogen dyr. Der er kun termitter, her har de endnu større boer, godt og vel mandshøje og temmelig brede. Vejen er helt lige i op til 40 kilometer af gangen. Vi møder i snit en modkørende i timen.
I dette område er farmene, som hedder stations, på størrelse med Sjælland. De eneste konstruktioner, ud over den en-sporede vej er høje relæ-master for hver 50 kilometer. Krattet bliver tættere og grønnere, jo nærmere vi kommer Stuart Highway, men her er stadig ingen vandløb.
Vi når hovedvejen, og svinger opad. Daly Wathers er bare tre-fire bygninger. Baren er naturligvis centrum. Her køber man diesel, øl, campingplads og alt andet man må savne. Klokken er kun fem, men vi har fået kørt 506 kilometer i dag.
Selve baren er speciel. Den er fra 1930, og det er gammel. Her er samlet alt muligt skrammel gennem årene, alt fra kørekort, bh'er, sadler, pengesedler, roligan halstørklæder, motordele, stofmærker, nummerplader og kort sagt: samlinger af alt!
Vi kører ned bag ved, og tømmer igen bilen helt. Vasker alt vores tøj og sengetøj, og får gjort førerkabinen rent. Får proppet det hele på plads igen, og der er igen bedre plads!?
Går op i baren, og bestiller en bøf. Vi sætter os ud i biergardenen, hvor en fyr begynder at underholde. Han er faktisk rigtig god, vittig og en god sangstemme. Vi får endda "Walsin' Matilda".
Da bøfferne er færdige, viser det sig, de er en skive okse, og der er på langs! Vi får læst og skrevet lidt, og siver så ned i poserne. Igen i morgen er der ting at være spændt på, for eksempel: l bilen starte?

29/5 STUARTS SIGNATUR ?.
Vågner tidligt til en meget kold morgen. Det er seks grader, og da solen endeligt står op klokken syv, er der ikke meget varme i den, den første time. Det er der heller ikke i os. Rikke får lov at sove lidt længere, mens jeg snakker med vores naboer, som er et flinkt ægtepar fra Jylland.
Lidt spændt drejer jeg nøglen, og motoren springer i gang. Det bliver den ved med resten af dagen, så problemet er måske løst.
Lige uden for byen (pubben) er der en turist-ting: Stuarts Tree. Det viser sig at være en frønnet træstamme på et par meter. Det påstås, der har været et S ridset ind i den. Det skulle efter signe have været den opdagelsesrejsende Stuart, der ridsede det i 1862. Spændende....
Vi svinger op af hans hovedvej mod Darwin. Her sker ikke meget, det mest spændende er småbrandene. Foran hver brand er en flok blandede rovfugle, som fanger de opskræmte/grillede smådyr. Ellers er det kun termitboernes forskellige form, der ændrer sig. Vi kommer til et område med nogle, der ligner fingre eller grupper af meget slanke tårne.
Efter godt to timer kommer vi til Mataranka, og lige uden for byen er nogle varme kilder. Vi går ned til den første, hvor nogle andre plasker rundt i det 34oC varme vand. Her er et lille pool af natursten med sandbund. Vandet er turkist, og der kommer 16 kubikmeter hvert minut.
Godt en kilometer længere ude i monsum-skoven er et andet, og mindre besøgt bassiner, der går vi ud. Det er næsten udelukkende høje palmer vi går blandt. Området bærer præg af, der med mellemrum kommer enorme vandmængder. I det nærliggende cafeteria er der målene for 1998 og 2000, henholdsvis to og tre en halv meter oppe på vægen, og cafeteriaet ligger temmelig højt over flodens nuværende niveau.
Godt varme når vi et bredere stykke af floden, og gør os klare til at hoppe i. Vi har det hele for os selv, ikke dårligt. Noget skuffede må vi konstatere, vandet her er koldt, det er ikke samme flod. Så må vi sjoske tilbage.
Turen gjorde os sultne, så vi får et par kyllingeburgere, før vi hopper i det varme vand. Nu er her ikke så mange, og vi lader os glide ned i den flotte pool. Vandet er perfekt, kun en meget svag lugt af svovl antyder, hvor varmen stammer fra.
Over vores hoveder er enorme edderkoppespind, med meget store edderkopper. En stor knæler spankulerer rundt på poolkanten, og store sommerfugle kommer drønende gennem lysningen over vandet.
Det er temmelig koldt, at kravle op. Vi får tørret hinanden, og går tilbage til bilen. Vi har pludseligt brugt nogle timer her, og må nok se at komme vider. På vej ud af området, som egentlig er Elsey National Park, standser vi ved en anden flod. Vandet er to meter dybt, og krystal klart. Palmer og andre tropiske planter vokser i en tæt masse langs strømmen, og giver en perfekt idyl.
Der er godt 100 kilometer til Kathrine, som er en større by. Mange har fortalt os, den er flot, så der sover vi i nat. I udkanten af byen ser vi en flok på flere hundrede rosa kakaduer, der går og samler frø på en vissen plæne. Himlen er blygrå, måske på grund af brande. De er meget almindelige i tørtiden, og naturen er baseret på dem.
Da vi kommer til campingpladsen er der kø, og folk vælter til: Vi har fundet en højsæson. Vi er her tidligt, der er en time til det bliver mørkt. Rikke læser om området, vi kommer til, og jeg laver bil. Bagdørene er blevet svære, eller nærmere; umulige at lukke. De skal justeres, og låsen i dem skal renses for støv. Taber en klips ned i døren, og Rikke må hjælpe mig med at pille den af, og ryste klipsen ud igen.
Amperemetret har mistet nålen, så jeg splitter speedometerkonsollen for gud ved hvilken gang. Et lille prik til nålen, så virker det igen.
Rikke laver noget lækker aftensmad, mens jeg sender og modtager E-mails. Det er seks dage siden, vi har været i et område med mobil-net sidst. Rikke har købt to små flasker vin til maden, som vi nyder i stearinlysskær.
De campingpladser, der har strøm er fyldt, og folk ligger tæt med deres store campere og campingvogne. Vi holder sammen med dem i telt, og vi har adskillige fodboldbaner hver.
Rikke siger, hun har fundet en masse spændende her, og i Darwin. Vi må tidlig op, og det betyder tidligt i seng. Mærkelig rytme vi (mest jeg) er kommet ind i.

30/5 HOME OF CROCODILE DUNDEE.
Vågner rigtigt tidligt, det er en utrolig kold nat. Termometret viser fire, uret fem. Solen dukker op klokken syv, og klokken ni er der 14 grader. Vi sover færdige under den varme bruser, hvilket bringer legemstemperaturen der op, hvor ledene kan bukkes uden ;grimme lyde.
Vi er vist de eneste på hele pladsen, som ikke har (helt) gråt hår. Rikke hører lidt sladder: Sandfluerne i Darwin er gået helt bersærk. Ikke godt, med Rikkes overfølsomhed. Jeg får en lille rød prik, som forsvinder i løbet af dagen, hum får kæmpe myggestikslignende og stærkt kløende hævninger i en uge. Det kan godt ændre lidt på vores program.
Vi kører først ud af Darwin vejen for at se et område, hvor nogle to meter søjler ser meget specielle ud. De ligner 25 centimeter tykke skiver af gråt beton, stablet op efter størrelse. Det er et stort område, som må være lavet af en flod. Nu er her knast tørt, og som så mange andre steder; afbrændt.
Ind gennem Katherine igen, og ud af vejen mod Nitmiluk National Park (ej grønlandsk, trods navnet). Her lejer vi en kano (ikke en kajak) for resten af dagen, og padler op af Edith River, som løber i bunden af Katherine Gorge.
I træerne over kanomanden sidder en stor flok flyvende hunde. Meget søde, men kors hvor de stinker, man kan lugte dem på lang afstand, og der ligger ikke ekskrementer på jorden.
Selve kløften er faktisk en samling af ni kløfter, som strækker sig 13 kilometer ind i parken. Vi ser de to første, som er ti til 30 meter brede. Siderne er omkring 20 meter høje og meget golde sandsten. De bliver brudt af smalle sidekløfter, og i mange af bugtningerne er der store sandbanker.
Der er en del træer; hvide busk-æbler, papirbarktræner og pandaknas med annanas-agtige frugter. Vi ser ikke mange dyr, det bliver bare til en slangehals og en hvidbuget skarv. Et par flotte biædere, nogle stribede fisk og plumpet fra en skildpadde.
Vi kommer til den første adskillelse mellem to kløfter, en serie små vandfald, som man ikke kan sejle over. Man kan bærer kanoen på land, det tager 20 minutter. Man kan også trække den igennem, det prøver jeg. Strømmen er stærk, og de bilstore sten er slimede af alger.
Det lykkes trods alt at komme op i næste etape, som går i zig-zag. Vi vender ved sidste sving, og driver nedad igen. Standser ved en sandbanke for at bade. Vandet er frisk, men ikke for koldt. Jeg finder et totalt uforstyrret sænkning i den flade klippe. Det med totalt er nok lidt forkert, jeg havde glemt de pokkers helikopterture. Nå, nogle får mere underholdning, end andre.
Vi padler tilbage, og afleverer kanoen efter små fire timer. Vi har fået sol, rigtigt meget sol! På parkeringspladsen står nogle enkelte tykke træer. Et har en enkelt hvid tulipan blomst, det er nok boab-træer. Jeg må have frø med hjem.
I den anden ende af parken ligger Edith Falls, som ser flot ud på postkortene. Vi skal tilbage gennem Katherine, og op mod Darwin. En sidevej på 20 kilometer fører ind i parken et andet sted, og vi kører hurtigt, solen er ved at gå ned.
Smider bilen og går ned til søen. Faldet er på den modsatte side, og det er næsten to meter højt, og lidt smallere. Om jeg føler mig skuffet?
Ud på Stuarts Highway igen, og op til Pine Creek. Lille by ved siden af den store vej. Kun 320 indbyggere, men vi har ikke set et eneste hus siden Katherine (med undtagelse af de to på blokvogne).
Her finder vi den ene af byens to campingpladser. Vi er nemlig ved indgangen til Kakadu National Park, som fik god reklame i Crocodile Dundee. Byens spisested lukkede for ti minutter siden, så Rikke improviserer. På to timer er der kørt én bil gennem byen, og vi bor tre biler på pladsen. Helt overflødigt kan jeg nævne; de har intet mobil-net. Godnat, og sov godt.

31/5 PARAPLYSTEN.
Det er knapt så koldt her til morgen, men det skal da ikke hindre mig i at sove færdig i badet. Vi har pudsigt nok ikke fået købt brød til morgenmaden, så vi må have et solidt for' i snasken overfor pladsen (ærgerligt, ærgerligt).
Godt proppede med bacon, spejlæg, pølser, baked beans og toast vakler vi ind på posthuset for at hæve lidt mønt. Vi beder om 500$, damen siger bare "No!" og peger på et skilt. De udbetaler kun 300$, så vi bare nøjes.
På vej ud til Kakadu National Park ser vi nogle termitboer, der er over to meter høje, og halvanden i diameter. Nogle steder står de på flade græsmarker med ti meter i mellem. Nøjsomme dyr!
Vi må slippe 300 kroner for at komme ind i parken, men så må vi også blive her inde i en uge. Parken er ret stor; 20.000 kvadratkilometer, det er vist omkring Sjælland og Fyn til sammen. 200 kilometer høj og 100 bred. Det lyder jo meget spændende, men 80% er det samme landskab, som vi har kørt i siden østkysten. De kalder det "wood-land", jeg syntes "kedeligt" passer bedre. Det er spredte små træer med afsvedet spinifex græs under. Her er ingen okser, men af en eller anden, for mig, uforklarlig årsag lader de vildheste leve i parken. De har også haft verdens største bestand af vildlevende vanbøfler. De stammede fra 50, som blev efterladt på en nedlagt farm for rigtigt mange år siden. I '30 var det en stor industri at plaffe bøfler.
Vi kører forbi mange afbrændte områder, og nogle steder er der stadig ild. De brander nemlig en hel del af, lige i starten af tørtiden. De kalder det kolde brande, og de tager ikke så meget med. De varme, som de prøver at undgå, kommer i slutningen af tørtiden, og de tager alt! Sådan har abo'erne plejet landet i 50.000 år, og nu er de hvide ved at lære det (af dem).
Vores første stop bliver ved Maguk, hvor vi går en tur i monsoon-skoven. Vi skal lige ud af tolv kilometer grusvej, som støver helt utroligt meget. Lidt ærgerligt med vores nu-rengjorte bil, men det skulle jo ske.
Vi går langs et lille krystalklart vandløb. Et sted udvider det sig lidt, og man kan se store fisk et par meter nede i det grønne vand. Her er mange vandplanter, men idyllen bliver brudt af en stor krokodille fælde.
Jeg bliver nødt til at holde ind ved et termitbo. Har set mange ude på de åbne områder, og mellem træerne. De er enorme, op til fem meter høje og halv anden i diameter. I nogle områder står de rigtigt tæt, for så at forsvinde til fordel for nogle usle små nogle.
Det meste af parken er egentlig ejet af abo'er, og her er også et kultur-center. Det er rigtigt flot sat op, og man får da et lille indblik i en unik gammel kultur, som er uendeligt langt fra vores. Det er skræmmende, man kan ødelægge en 50.000 års kultur på 50 år.
Ved side af centret flyder Yellow Water, en rigtig stor flod. Man kan sejle op af den, men til 200 kroner for to timer i en stor båd. Vi går i stedet en tur langs den, på en aluminiums gangbro. Langs bredderne er et meget bredt sumpområde, som er knald grønt. Her vælter det rundt med fugle og fisk. Vandet er klart, og man kan se utallige vandplanter langs hængemosen.
Kun 50 kilometer væk er der en sti langs en billabong, som er et stykke af floden, som bliver afskåret under tørken, og nu er en sø uden afløb. Der er en sti langs bredden, men man kan næsten ikke se vandet for vegetation. Specielt pandanas'ne er tætte i vandkanten. Skoven langs med bredden består næsten udelukkende af papirbark-træer, og skovbunden er meget tør og bar.
Over mit hoved sidder sorte kakaduer og støjer, mens små fugle vimser rundt og fanger fluer omkring mig. Store flokke af rosa kakaduer sidder på de flade græsområder, og med hyppige mellemrum kommer et par hvide støjende over vores hoveder. I nærheden af vandet sidder der flere forskellige arter af hejre og skaver.
På trods af, vi er her i den kolde sæson, er her behagelige 32 grader. Jeg nyder virkelig denne temperatur, det bliver hårdt at komme hjem.
Efter at have set kultur-centret og ikke mindst snakket med Stuart, har vi fået lidt mere lyst til at se abo'kunst. Ved Nourlangie Rock er en flot samling, samt en pudsig høne, som jeg ikke lige kan finde et navn til.
Som alle andre steder er malerierne på undersiden af fremspringe klipper eller på væge under store udhæng. Disse er op til 5.000 år gamle. Nogle steder er der mange oven på hinanden. Aldren bestemmes ud fra stilen, men også ud fra hvilke dyr, der er afbildet. Klimaet, og dermed dyrelivet har ændret sig gradvist gennem tiderne.
Billederne er til forskellige formål. Nogle er bare til pynt, nogle er ceremonielle, nogle er opdragende og så er der nogle, der fortæller abo'ernes historie. Der er mange dyremotiver, og sjove karakerture af mennesker. Man kan godt se forskel på mænd og kvinder.
Der er mange lave klipper spredt ud over parken, de er vist alle sandsten. Nogle steder er der runde strandsten i, og det ser temmelig specielt ud, når de eroderer. Mange steder er der søjler, nogle af flere sten oven på hinanden. Jeg må nødvendigvis fotografere nogle, der mest af alt ligner paraplyer.
Vi kravler højt op i nogle klipper, og får en flot udsigt til de omliggende okkerfarvede klipper og Arnhem-sletten, som er et enormt fladt område, som bliver oversvømmet årligt.
Alle steder vi kommer vrimler det med søde små firben, som logrer med halen. Her er også nogle kolibri-agtige honningædere og mange andre småfugle. Der i mod er her forbløffende få mennesker. Parkeringspladserne er næsten tomme, og vi møder praktisk talt ingen på stierne.
Vi forlader de fantastiske sandstensformationer, og svinger op mod Ubirr, hvor der skal være en fantastisk solnedgang og flere malerier. En mager og ung dingo krydser vejen, og står med halen mellem benene i vejsiden.
Vi går hurtigt op til toppen, og får ikke set så meget på malerierne. På toppen sidder og står 50 mennesker. Rundt om os ligger et enormt stort og grønt område til den ene side, og fantastiske flotte sandstensklipper, badet i den nedgående sols røde stråler, til den anden. Vi kan se helt ud til East Alligator River (den opdagelsesrejsende kendte ikke forskel på krokodiller og alligatorer, amerikansk ignorant!).
Vi ser malerierne på vej ned. De er op til 23.000 gamle, de nyeste er fra 1985. Et er af jægeren, som blev bestjålet. Han ventede, til tyven og hans familie sov i deres hule. Så rullede han en stor sten for indgangen. De kom ikke ud om morgenen. Vi går ned mod bilen, men bliver distraheret af en utrolig nuttet klippe wallaby. Den er på størrelse med en kanin, og har fantastiske farveaftegninger. Den bliver siddende lidt, og smutter så ned mellem klipperne.
På vej ud til hovedvejen standser den foran kørende, og hopper ud. Det er en sorthovedet pyton på små tre meter, som krydser vejen. Det bliver helt mørkt, og det vælter frem med flagermus. Jeg er bange for, den ene ikke når væk, men der er ikke spor af den på køleren. En række små kugler viser sig at være kyllinger, og dem undgår jeg med et feber svig.
Vi kommer til Jabiru, som er den eneste by her ude. Finder campingpladsen, og Rikke foreslår, vi checker restauranten. De har kangarubøf på menuen, og jeg spiser mig halvt fordærvet. Jeg sidder og skriver bagefter, mens Rikke bader. En afsindig hurtig pung-gnaver piler på kryds og tværs af restaurantens plads, ellers sker der ikke meget. De lukker, og jeg bliver smidt ud i mørket.

1/6 JIM JIM FALLS.
Den behagelige varme natteluft genlyder af dingoernes sørgmodige hylen under den fløjelsblå nattehimmel, som er tæt besat af flunkende stjerner. Det ved jeg kun, fordi jeg vågner klokken fire med forbandet ondt i ryggen.
Vi kører lidt tilbage i parken, og svinger ind på et 60 kilometer grusspor. De første 50 kilometer går vældigt fint, men så kommer udfordringen. Vejen bliver til to hjulspor, som bugter sig vildt, går over forvoksede fartbump, som kun høje 4WD'er kommer over. Der er vandløb og store vandhuller med tykt mudder, væltede træer og store opragende klipper, som æder både dæk og fælg. De sidste ti kilometer tager længere tid end de første 50.
Beplantningen er den sædvanlige, tørt græs og små spredte træer. Som noget nyt er her små viftepalmer, højest tre meter høje. Belønningen kommer, da vi når Jim Jim Creek og ikke mindst kløft. I bunden af en smal og 150 dyb kløft løber krystalklart vand mellem store gule, røde, brune og sorte sandstensklipper.
Vi går en times tid, for at komme helt hen til Jim Jim Falls. Går er vel egentligt så meget sagt, det er snarer klatrer, snubler, skrider og kravler. Endelig når vi bunden af det smalle V, hvor en hvid sandstrand ved kanten af det blå vand frister. Her er andre mennesker, en gruppe back-packere på ti.
En af dem står ude i vandet, og snakker om skandinavisk vand. Jeg prøver med tæerne og giver ham ret. Omgivelserne er fantastiske. 150 meter høje væge, med mange udhæng og kun 50 meter mellem. Selve faldet er præget af, det er tørtid. Det er kun en meget smal stråle, men det var vi forberedt på.
De andre går, og vi sidder og nyder solen på "stranden", til næste gruppe kommer. Så går vi forsigtigt tilbage, mens vi nyder udsigten. Vi ser kun en enkelt skarv og nogle små fisk.
Et par østrigere står og tommer, de har sat deres stationcar ved starten af den rå grusvej. Pigen ryger ind bagi sammen med Rikke. De bliver rystet godt sammen på den ujævne vej.
Da vi når den gode grusvej kommer jeg til at køre 80, hvor man må køre 60. Der er en der følger efter i en bil, der ligner rangernes lidt for meget. Da vi kommer ud på asfaltvejen overhaler han, og mærket på siden er ikke parkens logo, men Kinsdale Total Tire Kontrol. Da han er 100 meter foran os, taber han en oppustet bilslange. Vi samler den op, og afleverer den grinende til ham.
Standser ved Bowali Visitor Center, for at få lidt at drikke og spise. Så kører vi ud af Kakadu National Park, og stiler mod Stuart Highway, oppe ved Darwin.
Efter vi har krydset den store West Alligator River kommer vi til et enormt sumpområde. Her kan vi tilføje et skilt til listen over ruderformede advarselsskilte for dyr: Krokodille. Vi ser bare ikke nogen.
Vi standser ved en tank, for at få en is. Snakker lidt med et par danske piger, der er med en af de utallige Landcruisere-tours. De har overhalet os et par gange, og set flaget i vores bagrude.
Vi indhenter dem igen ved nogle store termitboer. De er seks meter høje, og deres dronning, der er mor til alle, bliver op til 50 år.
Det er ved at blive mørkt, men vi når Adelaide River i den nedgående sols sidste stråler. Rikke mener hun spotter en stor saltvandskrokodille nede i floden, da vi kører over. Taget i betragtning, der er krokodilleture på floden, og man ikke må gå på broen, tror jeg hende. Vi standser, og går tilbage på broen (fy!). Ganske rigtigt, et af bæsterne på omkring fire meter ligger lige under broen. En anden og væsentlig større krydser floden i adstadigt tempo, lidt oppe af den. Vi fornemmer mere end vi ser andre i det cacao-agtige vand.
Efter denne store flod kommer der også et stort vådområde. Her har tusinder af migrerende magpie gås slået sig ned.
Den blodrøde sol rører horisonten, og et minut senere er den væk. Vi når hovedvejen, og svinger nedad, væk fra Darwin. Vi skal ned og se natur!
Overnatter på en hyggelig, men moskito inficeret campingplads, langt ude i et mørkesort område. Det er overskyet, månen er ikke stået op, og der er kilometer til den nærmeste el-lampe.
Rikke sprøjter sig over med vores nyeste myggespray, og det lader til den virker. Hun brokker sig i hvert fald ikke, mens hun laver mad. Jeg bliver inde i bilen og skriver. Når jeg nu tænker over det, så har jeg vist tilbragt over halvdelen af ferien i bilen, kørende, skrivende eller sovende.
A'pro pos sove; jeg er lidt klatøjet, det ræs med at vågen klokken fire eller fem hver morgen med ondt i ryggen (forskellige steder) slider lidt.

2/6 GRISETRYNE SKILDPADDER.
Vi er kommet tættere på nordkysten, så det er varmere om natten, men det blæser om morgenen. Vi starter morgenen lidt træt, med hjemmelavet morgenkaffe og hygge. Så kører vi over til naboen, som er den statsdrevne Territory Wildlife Park.
Det er et 400 hektars meget varieret naturområde, med indhegninger rundt omkring. De ligger langs en fire kilometer rundtur, hvor der kører en lille "tog". Vi kommer lige til deres rovfugle show. En ugle, en tam og adskillige vilde glenter, et par toppede falke, en fiskeørn og en meget kælen kilehalet ørn. Vi får fortalt lidt om fuglenes natur, og ser deres naturlige opførsel.
Så ser vi området med kangaruer, blandt andet den sjældne sorte. Herefter følger et område med indførte dyr; vandbøffel (som de vist har udryddet igen), indonesisk tamkvæg (banteng), store hjorte og grise.
En rask lille gåtur bringer os ud til Goose Lagoon, som er en rigtig stor sø, med vilde fugle. Her er den flotte regnbuebiæder, som vi har set før, forskellige ænder, en australsk pelikan, forskellige hejrer og meget mere.
Naboerne er emuer, og så kommer dingoerne. Det flotteste er vandgraven foran dem. Klart vand med massere af fisk, blomstrende åkander og andre vandplanter.
En af er sulten, og den anden kan overtales til en kop kaffe. Vi fanger "toget", og kører tilbage til indgangen. Vi propper os, og ser lidt om deres frøer.
Det er ved at være tid til deres "Reptile-talk", så vi kører der ud. Får demonstreret en blåtunge skink, og en nordlig tæppe pyton. Ser deres lille samling insekter, og deres større samling krybdyr.
Så går vi tilbage for at se voliererne. De er delt op i otte landskabstyper, fra ørken til regnskov. Rigtig flotte voliere, specielt deres vandhuller er suverænt lavet. Vi slutter af i en meget stor (største på den sydlige halvkugle...), hvor vi først går halvt oppe på en gangbro, og så på bunden. Den er 20 meter høj, og flot beplantet. Midt i er et stort bassin med store fisk og skildpadder.
Så følger vi en meget lang og spændende gangbro gennem tæt beplantning. Vi kommer forbi naturlige kilder, hvor klart vand bobler lystigt op, og bliver til et lille vandløb med hvid sandbund. En vild træslange soler sig på stien, og vi er en meter fra, før den flygter. Tæt på en sø daser en vild varan, på over en meter, i solen. Den er aldeles uberørt over vores tilstedeværelse, men vi er jo også lukket inde af gelænderet.
Vi slutter af i akvariet, som er vores egentlige grund til at komme her. Bare det første bassin er fantastisk. Det er en halv meter dybt, og ellers åbent. Bagvæggen er mosovergroede sten, med flere små vandfald. Ind i mellem sørger små dysser i loftet for at holde luftfugtigheden oppe. Bassinet er flot oplyst af kviksølvlamper, der ligner solstråler. Tæt beplantet med "ålegræs" og små fisk. De næste akvarier er ikke ringere. Forskellige biotoper, forskellige dyr. Her er fuldvoksne grisetryne skildpadder. De ligner en blanding af blødskildpadder og rigtige havskildpadder, og så med tryne selvfølgelig. De bliver op til 40 centimeter, og er ganske unikke.
Der er en tunnel under et meget stort ferskvands akvarium. Her går kæmpe store ferskvands savfisk (kan blive syv meter!) ferskvands rokke og selvfølgelig store barramundier, lystfiskernes drøm.
I et af de sidste akvaterrarier går Graham, en fire meter stor saltvandskrokodille. Han ligger i overfladen, men da vi bukker os ned, for at se undersiden, dykker han. Da vi går hen til den anden ende, vender han og følger med. Om vi føler os betragtet?
Vi har haft hele akvariet for os selv, og fået en god snak med dyrepasseren. Da vi hopper på "toget" vælter folk af, de har været til rovfugle show. Vi springer nat-zoo'et over, og finder udgangen.
Kører tættere på Darwin, og Rikke får abstinenser, de vi passerer et Woolworths. Det er vist også tre uger siden, vi sidst har set en forretning på over ti kvadratmeter. Vi fylder kurven, og finder så en campingplads. Her er også rigeligt med plads, så vi slår os ned midt på den store plæne. Måske kan det mindske antallet af sandfluer og moskitoer.
Der flyver mange fugle over os. Det er parakitter og kakaduer, der kommer ind fra markerne, for at sove i forstædernes træer. En splinter ny, meget stor ombygget bus med to airconditions og en masse andet gejl, kommer ind på pladsen. De har en trailer med en 4WD'er og oven over står en trailer med en speedbåd. Det er da utroligt, så nøjsomme nogle er (misundelig - hvem mig?).
Rikke kreerer en lækker kyllinge-pasta salat med frisk ost og meget andet. Frisk frugt til dessert og så et bad. Vi er vist de eneste, der ikke har hund her på pladsen, men man hører ikke én af dem gø.

3/6 R & R.
Starter igen lidt langsomt, men vi har heller ikke travlt i dag. Vi starter med at se Darwin centrum. Selv om der bor 86.500, virker handels delen ikke ret stor. Vi går en tur op og ned af gågaden, og standse ved nogle tøjforretninger, en italiensk restaurant og hvad der ellers ser spændende ud.
Så går vi ned til havnen, som langt fra indfrier vores forventninger. Henter bilen i parkeringshuset, og kører ud til botanisk have. Den er stor, og der er nogle flotte områder. På en plæne står ti forskellige baobabtræer, et fra Australien, et fra Afrika og resten fra Malaysia. De har også en stor samling cycas, mange er lokale. Deres samling af palmer er i verdensklasse, 400 forskellige, og nogle er virkelig anderledes. De har også en masse orkideer, men det er ikke blomster sæson.
Jeg har fået travet nok, og går tilbage til Rikke, der har siddet og læst i skyggen. Vi har faktisk set, hvad vi skulle i Darwin, så vi kan lige så godt køre ned til Batchlor, hvor der er en sommerfuglepark og indgangen til Litchfield National Park. Vi har flere gange hørt eller læst: Kaka-don't, Litchfiel-do.
På vejen passerer vi tusinder af cycas-palmer af forskellige arter. Mange har været brændt af, og nu kommer der 20-30 flotte grønne blade væltende. Nogle er i jordøjde, andre tre meter høje. På mange (hunnerne) hænger de giftige valnødde-store frugter.
Køber ind til aftensmaden på vejen, vi ved nemlig hvor der er en Woolworths! Finder en pæn campingplads, der har fuglefodring.
Mængder af brillede- og rosa kakaduer, forskellige duer og stære, regnbuelorryer og andre fugle fra omegnen. Værten fraråder os i øvrigt at bruge penge på sommerfugleparken, de har ingen sommerfugle.
Rikke får mig endnu en gang til at foræde mig, det bliver sikkert ikke sidste. Vi spiller lidt kort, og hører på naboens vittigheder. Det har været en stille dag, men det var nu også meget rart.

4/6 MAGNETISKE TERMITTER.
Vågner til det mest intense fuglekor, jeg endnu har hørt. Et utal af forskellige stemmer blander sig til en symfoni, hvor selv kakaduerne falder fint ind. Koncerten fortsætter langt op af formiddagen, og er stadig i gang, da vi forlader den skyggefulde plads.
I dag skal vi se Litchfield National Park, som ligger lige i nærheden. De første stop bliver ved magnetiske termitter og specielt deres boer. Ved grunden er de runde, men bliver hurtigt flade, så de kan udnytte morgensolen, beskytte sig mod middagssolen, og varme op til natten om eftermiddagen. Andre termitter klarer dette ved at have underjordiske kamre, som de holder en konstant temperatur i. Det har disse ikke, de bor på sumpede marker, som tit bliver oversvømmet.
Rundt om denne slette, som mest af alt ligner en kirkegård med gravsten, står de seks meter høje katedral-termitboer. De er bygget lidt oppe af skråningen, så de har kælder.
Der er adskillige vandfald i parken, som på trods af det er tørtid, stadig har vand i. Det første vi kommer til er Florence Falls, som er virkeligt smukt. Solen rammer den hvide kaskade, og oplyser den grønne bund i lagunen. Dalen foran faldet er en speciel sammenplantning. Her gror både planter fra den fugtige skov, og pinjer fra de tørre sletter. Set ovenfra er det et helt tæt mosaik af sammenfiltrede træer, og det holder på fugten, så de underliggende planter er regnskovs arter.
Vi kommer til en anden pudsig kombination. Et lille højland, kaldet "tabletop" byder overraskende på en sø. Den er desværre så fyldt, man ikke kan gå rundt om den. Vegetationen omkring den er de vandelskende papirbarkstræer, og der er massere af vandplanter. De er bare derude, hvor jeg ikke kan komme, på grund af oversvømmelse.
Vi standser også ved Tolmer Falls, som ligger blandt nogle fantastiske sandstensformationer. Nogle ligner enorme stakke af pandekager, andre er høje søjler og store frit liggende sten, oven på andre.
Selve faldet er højt og smalt, og poolen foran er safir grøn og fantastisk klar. Vi kan ikke komme der ned, men må nøjes med synet ovenfra.
Det går bedre ved Wangi Falls, som er et dobbelt vandfald, med en stor, og helt fantastisk klar pool. Vandet er godt et par meter dybt, og man kan ikke se det. Har indtryk af, man kan se fra den ene ende af poolen til den anden, under vandet. Tumler lidt med tanken om at prøve det, til jeg har testet vandtemperaturen. Så ivrig er jeg altså ikke, for at få afprøvet min teori.
Der er en del mennesker her ude, og det har én gunstig virkning, der er en café. Jeg får kaffe og Rikke lidt at spise. Mange steder vi kommer har de Mrs. Mac's beef pies stående i varmeskab, og Rikke tester de forskellige indhold. Den eneste hun ikke får det dårligt af, er vist kyllingen.
Vi kører ud af parken igen, men standser ved pandekageklipperne og et enormt termitbo, for at fotografere. Finder hovedvejen igen, og drejer ned mod Alices Springs. Vi har ikke kørt på hovedvejen her før, da var vi inde i Kakadu National Park. Vi gik heller ikke glip af noget, undtagen en flod, der krydser vejen.
Vi standser, og spiser vores nødrationer, som er to friske sandwich, som vi købte i morges. Floden er grumse grøn, men man kan tydelig se skyttefiskene i de øverste vandlag. Vegetationen er tæt langs vandet, ellers er vi i det sædvanlige "tørt græs, sprete småtræer"-landskab.
Vi skyder en omvej, 150 kilometer nord for Katherine. Den fører os gennem afbrændte bakker, med spredte småtræer. Der er stadig brande i gang, og på et tidspunkt er hele horisonten foran os blygrå af røg. Andre steder er begyndt at skyde igen, træerne har lysegrønne kroner, og græsset kommer piblende.
Lige før vi når hovedvejen igen, drejer vi ud mod Douglas Hot Springs, en lille omvej på 130 kilometer. Vi når kilderne for enden af en god grusvej, klæder om, og går ned til floden. Der løber en kold og bred flod gennem dalen, og hist og her pibler en varm kilde op. De løber ned til den store flod, og behagelig temperatur opstår. En kilde er 60 grader, en anden 40 og floden under 20.
Vi finder et passende sted at nedsænke vores svedige legemer. Tæerne er i iskoldt vand, overkroppen i så varmt vi kan klare. En mængde småfisk vimser om vores fødder, en enkelt halvkogt ligger ved vores skuldre.
Kryber op i den kolde luft (30oC), tørrer os, og går tilbage. Jeg slår en bue ind i bushen for at inde kilden. Selv lige der, hvor vandet bobler op, lugter der over hovedet ikke af svovl.
Vi bulder tilbage til hovedvejen, og suser ned mod Katherine. Vi spiser vores nødration (ja, selvfølgelig har vi flere) som er en pose doritos. Vel inde i byen finder vi vores favorit leverandør; Woolworths, hvor Rikke finder kalveinderlår og friske grønsager. Vi finder samme campingplads som tidligere, og Rikke tilbereder det med svampesovs (med et stink hvidvin) og pasta.
Hygger lidt i det åbne fælleskøkken, og siver så ned i poserne. Det er blevet koldt om aftenerne igen, vi er alt for langt fra vandet. Håber det hjælper, når vi kommer tættere på vest kysten.

5/6 TAFFELBJERGE OG BOAB-TRÆER.
Vi står tidligt op, vi skal nå mange kilometer og lidt oplevelser, før solen går ned. Bliver lidt forsinkede af, campingforretningen inde i byen først åbner klokken ni, men vi skal have gas til madlavningen.
Vi kører ud af Victoria Highway, som er den asfalterede "strandvej", kun omkring 100 kilometer fra havet. Sydpå finder man først en asfaltvej i Sydaustralien, nærmere bestemt Noolarbor-vejen, som er den sydlige "strandvej" 1800 kilometer væk.
Det viser sig at være en ualmindelig smuk vej, tværs gennem et taffelbjerg-område. Vegetationen er ret meget "tørt græs med spredte træer", men der er afvekslinger. Nogle steder dukker der pludseligt tætte træer med sølvblade op. Andre steder er det spøgelses-træer, som egentlig bare er træer, der er overgroet af slyngplanter. Så kommer der områder med hængetræer, af en art, vi ikke har set før.
Det mest spændende (efter min mening) er boab-træerne (Adansonia gregorii), som dukker op omkring Victoria River. De minder meget om bottle-tree'erne men er i familie med de afrikanske baobabtræer (en art, A. digitata), og de otte arter fra Madagaskar (ikke Malaysia, som jeg skrev i går).
De får en meget tyk stamme (op til 14 meter i omkreds), og bliver også kaldt: Træet som gud plantede på hovedet. Frugterne er på størrelse med hønseæg, grøn-brune og med velour overflade. Inden i er de fyldt med "ekspansionsskum" og omkring ti frø på størrelse med ærter. Finder et træ med frugter, og må nødvendigvis have nogle med hjem.
Vi standser i Victoria River for at få frokost, det gælder om at slå til, når chancer er der, her er flere hundrede kilometer mellem husene.
Der har været to boab-træer før, og nu kommer der pludselig en masse. Det er svært at sige, hvilket område de foretrækker. Nogle vokser langs de tørlagte creeks, nogle på en søbred og andre på den øverste kant af et taffelbjerg. De fleste er nøgne, men nogle enkelte har alle bladene i behold.
Taffelbjergene er også forskellige. Nogle har en tyk "top" af rødt sandsten. Andre er brune, næsten uden "top", og så er der enkelte, som er trappeagtige, med mange hårde lag. Specielt ét ligner opdyrkede terrasser med præcist samme mellemrum.
Vi passerer en nationalpark, uden at dreje der ind. Den består af en lille del, som bliver beskrevet som "afsvedet græs med spredte træer" og en stor del, som bliver beskrevet på samme måde, bare med tilføjelsen "- bare uden træer". Ikke særligt ophidsende, vel?
En anden park derimod: Keep River National Park, byder på flotte sandstensformationer, abo'kunst og boab-træer. Der må vi ind! Jeg hælder lige reservedunken på, her er lidt langt mellem tankene.
Abo'kunsten er malet og ridset (petroglyphs) i nogle fantastiske sandsten. De står på toppen af en bakke, som vægge. Der er et stort hul igennem, som vandet har slebet for rigtigt mange år siden. Utallige motiver åbenbarer sig, og jeg må prøve at begrænse knipseriet.
Boab-træerne er over alt, og ser specielt flotte ud op af taffelbjerget. Parken er ikke stor, og vi vender, da vi når den bagerste grænse. Vi skulle gerne nå Kununurra før det bliver mørkt.
Vi når grænsen til Western Australia, og ryger først gennem et tredje grads forhør. Så bliver bilen gennemrodet, og endeligt får vi lov at køre. De er ikke meget for at få honning (vi har kun et lille glas fra Tasmanien), nødder og frø (har kun lidt forskellige græstræer, boab med mere), frugt (kun tørrede dadler, vi har glemt) og jord (maks. et kilo eller to på bilen) ind.
Vi finder Kununurra, som med sine 5.000 indbyggere er noget af en storby. Rigtig pæn campingplads med store boab-træer og en fantastisk bjergvæg, som bliver oplyst af solens sidste stråler. Rikke laver omelet med bacon og champion. Vi får læst om området vi er i: The Kimberleys. Det er den sidste del af Australien, med undtagelse af Sydney, som vi ikke har set.
Vi er kommet tættere på havet, og natten virker ikke så kold. Men natter er jo også ung endnu.

6/6 THE PRISON TREE.
På opfordring flytter jeg bilen over i solen. De første ti minutter virker det som en god ide, men så får solen fat. Klokken ni er det 28 grader, senere når vi op på 34 grader. Vi sidder dryppende og indtager vores morgenspejlæg og kaffe, mens solen nådesløst spejler os.
Dagens plan er enkelt, ud til Wyndham og se, hvad de har. Vi er virkelig kommet til boab-land. Hele sletter er næsten kun boabtræer. Et sted må jeg ud for at fotografere et par prægtige eksemplarer. Græsset er helt tørt, lugter af halm og stikker helt infamt. Har flere blødende huller, da jeg gispende kravler op i bilen igen.
Vi møder en brand, først ser man røgen, så de flere hundrede eller snare tusinde glenter og falke, der får et let måltid. Vi rammer desværre en glente, der var tungere i røven, end de andre. Rovfuglene bliver lokket til af røgen. Abo'erne fangede dem til ceremonielle formål, ved at bygge et lille skjul de kunne sidde i, placere en kyllingevinge ovenpå, og tænde et rygende bål ved siden af, for at trække dem til sig.
Der er kun 100 kilometer til Wyndham, men vi finder lige en omvej på 50 kilometer totalt elendig grus/stenvej. Først ud over en saltsø, der er helt flad og gold. Så langs en mangroveflod, der er ebbe i. Det betyder, bredderne er mørkebrune, meget stejle mudderskråninger, og vandet i bunden ligner kakao. Jeg skal selvfølgelig have et foto, og synker ankeldybt ned i det creme-agtige mudder. Store fisk bryder ind i mellem overfladen, men jeg ser ingen af de lovede krokodiller.
Så krydser vi adskillige udtørrede floder, hvor "vejen" består af hovedstore, men meget kantede sten. Nogle sandbanker udfordrer virkelig vores frihøjde, men vi klarer den. Vi når målet: The prison Tree. En kæmpe boab, der er hul. Et hul på en lille halv meter giver adgang til det store rum i den runde stamme. Tror kun skallen er en halv meter, hvor i mod træet er tre til fire meter i diameter.
Får øje på en tulipanagtig blomst fire meter oppe. Jeg kører bilen ind under, hiver mig op på en tyk gren, og går ud og op af den, til jeg er på skudhold. Skraber mine fødder på vej ned, de har haft en hård dag!
Vi spiser en brie og en pakke kiks til en veltempereret rødvin (OK, hindbærsaftevand), og bumle-skramle-hopper tilbage igen. Wyndham er noget af en skuffelse, der er ikke en gang en café. Der i mod vælter det rundt med abo'er, der intet har at fortage sig. Den eneste, vi ser, der laver noget, er hvid. Australierne burde virkelig behandle deres værter bedre.
Det viser sig, der er en lille havneby seks kilometer ude. En tank, et hotel og en politistation. Hotellet serverer elendig pulverkaffe men fantastiske pommesfrits, så vi overlever. Mens vi sidder og spiser, brøler en ko lige uden for døren; det er en lille by!
Vi vender ude ved krokodillefarmen, hvor man også skulle kunne se vilde bæster, ved ebbe, men vi kom for sent. Der er ebbe igen om små seks timer, men så er det mørkt, og hvad skulle vi lave i mellemtiden?
Vi vender næsen hjem af mod Kununurra, men snupper lige en omvej på 20 kilometer. Det er den gamle Halls Creek Road, som slår en bue ind over Boab Plains.
Vej er nok så meget sagt, det er snarere to hjulspor, med højt græs i midten. Nogle steder bliver græsset højere end bilen, helt op til sporene. Vejen er ikke blevet holdt i mange år, og regntiden har taget hårdt på den. Flere steder skal vi virkelig liste gennem, for ikke at vælte. Andre steder skal det gå hurtigt, så vi ikke hænger fast i det løse sand.
Omgivelserne er fantastiske. Med undtagelse af de periodiske brolægninger og hjulspor, er her helt uberørt af menneskehånd. Højt græs, der ikke er helt visnet, utallige boabtræer, et mylder af fugle og udtørrede creeks, der har skåret sig dybt ned i den røde og gule jord.
Vi skulle finde et spor, som førte til Krokodille Hole, men misser første gang. Det viser sig, den går fra hovedsporet lige i en svær passage. Da vi så finder det næsten usynlige spor, forsvinder det i et afbrændt område. Vi prøver at finde det igen, men det er ikke skåret ned i sandet. Det bliver vi der i mod. Flere gange er vi ude på dybt sand, og opgiver, mens vi endnu er mobile.
Triller tilbage til Kununurra, hvor vi tanker og shopper ind til aftensmaden. Jeg finder en billig flaske vin, som jeg glæder mig til. Bare Rikkes rynkede næse lover godt for den.
Vi snupper en kop kaffe og te, mens mørket sænker sig. Her kommer også store flyvende hunde ind over, bare meget højt. Rikke laver gullasch, jeg skriver dagbog, og pusler om bilen. Den skal desværre have en halv liter vand om dagen. Det kunne jeg vende mg til, hvis den ikke også skulle have 60 liter diesel.
Den gode mad, den udmærkede vin, vågne klokken fem, en hård dag bag rattet - jeg er pose-klar klokken otte.

7/6 HELLS CREEK.
Starter dagen med at shoppe, vi skal ud på en meget lang vej uden indkøbsmuligheder.
Vi springer Argyle Projekt over, det kan vi se på vej hjem. Det er verdens største diamantmine, står for 35% af verdensproduktionen.
Vores oprindelige plan var at se Bungle Bungle, som er nogle tigerstribede porøse klipper. Det viser sig, vejen der ud er særdeles elendig, og så skal man lige gå et par timer for at komme helt der ud. Det er måske til at overleve, men der er så også to timer tilbage til bilen, og jeg har allerede en klar fornemmelse af, hvor "sjove" de bliver.
Vi skulle egentlig også have set Wolfe Meteorite Crater, men godt 300 kilometer rigtig dårlig grusvej for at se et hul i jorden?! Og så er det kun verdens næststørste, med en diameter på 835 meter.
Efter tre timer når vi den første bebyggelse, et roadhouse ved Turkey Creek. Det ligger i et abo' område, og man er ikke i tvivl. For en gang skyld ser de ud til at have styr på deres liv, en behagelig forandring. Rikke får lidt at spise, og jeg kaffe.
Det begynder at blive lidt grønnere. Bjergene er næsten nøgne, men man kan lige skimte et meget tyndt græslag. Der dukker kvægfarme op, nogle er endda abo'ejet.
Samtidigt med kvæget dukker der enkelte road-kills op, vi har ellers ikke set et eneste i dag. Der har heller ikke været nogen levende dyr, med undtagelse af enkelte fugle. Efter nogle hundrede kilometer forsvinder kvæget, og også de vilde dyr.
Vi kører som sædvanligt på 1'eren, her er den to-sporet og asfalteret, men broerne er kun et-sporet. En af de eneste floder, der er noget videre vand i, mangler en bro, og vi må gennem vandet. Vi standser ved Camel Creek, for at tage et foto af en boab, det hvide sand i floden og det lille røde bjerg bag ved. Tager lige nogle ekstra boab-frø, man kan aldrig vide.
Vi standser i Halls Creek, som er næsten ren abo'. I følge Lonely Planet skulle nætterne være præget af slagsmål, skyderi og flaskesmadren. Om morgenen skulle der ligge bevidstløse kroppe spredt rundt omkring. Vi bliver her ikke for at se, om det er rigtigt.
Får frokost på roadhouset. Foran er nogle sammensvejsede borde og bænke, med kun meget få rester maling i behold. De kan med garenti ikke smadres, selv med en meget stor mukkert, det ser ud som om det er forsøgt. Tanker, og smutter.
Vi glemmer at se Walls of China (igen), men dem kan vi også se på tilbage vejen. Landskabet ændrer sig igen. Der bliver længere mellem træerne, og der dukker store pudder af græs op. Det ligner bjørnegræs, men stikke meget værre. Mellem pudderne er der groft rødt grus.
Der dukker klipper op i det ellers så flade landskab. De minder meget om Devils Marbels: Store runde, røde sandstensklipper, stablet oven på hinanden. De forsvinder i bakspeglet, og vi kommer til en flad slette med buske under en meter.
Vi møder temmelig mange tribel roadtrains, næsten udelukkende kvægtransporter. Har lidt svært ved at finde ud af hvilken vej de kører kræene. I mange af de biler vi møder sidder abo'er, og det ligner folk der arbejder. Det er pudsigt, vi ikke så nogen, da vi kom nede fra Perth, vi er ikke så forfærdeligt langt fra, hvor vi vente om, og kørte syd på igen.
Solen går ned lidt over fem, og det er lige i det sidste dagslys, vi når Frizroy Crossing, hvor vi skal overnatte. Har ikke set et eneste hus siden Halls Creek, de bor ikke så tæt her ude. Der i mod kører de pokkers tæt. Mange gange ligger der en, lige i r... af os, men vil de overhale?! Møder to politibiler, der kører så tæt, den bagerste ville have mistet kortet i Danmark. Der er omkring ti kilometer til foran og bagvedkørende.
Rikke opfatter ikke helt, vi kommer ind på campingpladsen, hun er nået til slutningen af en meget spændende krimi, og sidder bare og gisper med mellemrum. Jeg er lidt mør, vi har kørt 652 kilometer. Det værste er næsten, at om under en uge skal vi tilbage samme vej. Der er lidt over 5.000 kilometer til Sydney, hvis vi tager den nordlige (og varme) vej, væsentlig længere af den sydlige. Midt i mellem går der kun elendige grusveje i zig-zag, så det kommer ikke på tale.
Rikke bliver færdig med bogen, og pusler lidt mad sammen. Jeg får skrevet lidt dagbog, mens jeg prøver at tage mig sammen til at kravle ud af sædet.

8/6 BIST DU EIN BERLINER ?
Rikke sparker mig ud af sengen, lidt over syv. En af de små ting der sker i livet, som man kan bruge resten af det til at tænke over.
Vi kører ud til Geikie National Park, som skulle være noget helt fantastisk. Den er ikke så stor, og man må kun gå på en kort strækning af den ene bred. Her skulle være en tæt vegitation, og nogle unikke dyr.
Da vi kommer ud til parkeringspladsen holder der adskillige store busser, nogle mindre og en flok 4WDer. Det viser sig, man kan komme op af flodeni båd. Lige nu er det bare en sø, men når vandstanden stiger 17 meter i regntiden, er det en flod.
Vi går langs bredden, i noget jeg ikke vil beskrive som tæt vegetation. De eneste steder, der er det, er amerikanske vilde passionsfrugt-slyngplanter. Rikke spotter en ferskvandskrokodille lige neden for bredden, ellers ser vi kun fluer. Dem er der til gengæld mange af, og de kravler ind i øre, øjne, næse og mund.
Da vi kommer tilbage til billetsalget, viser det sig, der er fem timer til næste båd. Det tænker vi over et splitsekund, og driver så af. Vi skal til Derby, hvor vi kommer efter fire timer. Vi ser først jettyen, hvor det er højvande. I marts er tidevandsforskellen 12 meter, verdens næst største (størst i Bay of Fondy, Canada: 14,5 meter).
Rikke er sulten, og før hun æder mig, finder vi en snask. Så prøver vi at finde den botaniske have. Ikke alene er den på størrelse med en villahave, den er også lukket i weekenden. Turistkontoret hjælper os med tidevandstiderne, noget af en tabel.
Så prøver vi The Prison Tree (igen). Det er et enormt boab træ, som også er hult. Man regner med, det er over 1000 år, men det er jo svært at sige, når det er hult. Det er 14 meter i omkreds, og ser ud til at trives fint, på trods af alle de bogstaver, der er skåret i barken.
Vi checker lige jettyen igen, vandet er halvvejs. Når det er helt nede, er det mørkt. Må tidligt op, og se det i morgen.
Byens campingpladsen ser fin ud. Vi er her uvant tidligt, har kun kørt 350 kilometer i dag. Føles næsten som en halv arbejdsdag. Jeg vasker tøj, og nusser lidt med mine frø og souviniers. Vi får naboer, som viser sig at være danske. Det er nogle rigtigt søde unge mennesker fra midtsjælland, som turnerer rundt i fjernøsten, Australien-New Zealand, Fiji, USA og en del andre steder.
Vi sidder og hygge snakker i temmelig mange timer, til vi er rigtigt godt sultne. Pigerne er pudsigt nok til pizza, men den går ikke. De vil jo ikke tage bussen i morgen, vel. Vi spiser sammen, og snakker til sent, i forhold til, vi skal op klokken syv. En tysker kommer forbi og i en meget lang sætning fanger jeg noget med ild. De andre fatter over hovedet ikke, hvad han fabler om. Da han afleverer lighteren undskylder han, troede vi alle var tyskere. Han når at slippe, før vi er kommet os over chokket!

9/6 BROOME.
Står tidlig op, og kører ned til jetty'en, hvor det er lavvande. Det er virkeligt lavt, og der er langt ud til vandet. I de laguner, der er bag sandrevlerne plasker store og små dyndspringere rundt. Vi får et godt stykke ud på broen, og jeg skyder lidt lavvandsfotos.
Vi kører tilbage til pladsen, og Rikke går ud for at finde æg og bacon. Købmanden har åbnet en time tidligere, på grund af en turbus har glem at købe ind. Rikke smutter med ind, og vi får lækker morgenmad sammen med Jesper og Line. Sidder og hygger, til vi må forlade pladsen, hvis vi ikke skal betale for en dag ekstra.
Så følges vi ned på en internet-café. Den har ikke lige åben, men ejeren er dum nok til at komme forbi, og han forbarmer sig over os. Får sendt en mail til "forbruger klage rådet" og kigget lidt på vores egen hjemme side. Vi er lidt bag efter med fotos, så der ryger en mail af sted til den skyldige. Vi nævner ingen navne, så ville Morten bare blive pinligt berørt.
Siger farvel til Jesper og Line, der er på vej østpå, og kører selv ned til jetty'en, hvor vandet er kommet godt op. Det topper om et par timer, så vi bliver hængende lidt endnu. Vi skal bare til Broome, 220 kilometer vest på.
Finder byens eneste åbne spisested, BP-tanken, hvor Rikke får frokost og jeg en kop kaffe. Der går en time, og så triller vi ud på jetty'en igen. Vandet er steget nok en meter, og er tæt på dagens højeste. I dag er forskellen 7,46 meter, og bare det virker barsk. Tolv meter er voldsomt.
Det er blevet let overskyet, en mærkelig fornemmelse efter en måned uden en sky. Personligt kunne jeg godt klare resten af turen uden flere, men det går nok galt, når vi kommer syd-øst på.
Jeg får taget samme tre fotos af stranden og jetty'en, og så er vi klar til at drive til Broome. Vejen er temmelig kedelig, med undtagelse af nogle enkelte store floder og en termitmark. Der står så mange små termitboer, at de virker som en lav væg, når man kører forbi. Det giver en helt anden, og noget mere tam oplevelse, gennem en linse.
Vi lander i Broome, som er en af de store byer (fnis). Cirklen er faktisk sluttet, vi har kørt Australien rundt. Vi har kørt omkring 37.000 kilometer på fem måneder, eller rettere fire, tiden i Melbourne var spild. Det har ikke været en rigtig cirkel, der er en tværstreg lodret igennem. Tilbagevejen bliver lidt en vandret streg gennem kortet. Et O med et X i.
Vi finder et virkeligt velassorteret Coles-supermarkede, og Rikke går amok i et shoppings-orgie. Vi har fået anbefalet en campingplads, som ligger nede ved vandet. Vi finder den let, men har de plads? Kan ikke få en plads uden strøm, og den vi får er stadig optaget. Vi får den sidste plads de har. Den er beregnet til et lille telt uden bil. Jeg vrider Land Cruiseren ind, til stor overraskelse for naboerne.
Vi sidder og planlæger tilbageturen gennem Australien. Der er godt 5.000 kilometer, men vi har 14 dage. Det svære er at finde passende dags-strækninger, der ender i et respektabelt overnatningssted, og ikke ude i abo'land.
Vi har også nogle ting vi skal se, blandt andet Devils Marbels og Canberra. Det kniber med at finde nye veje, der er meget få, og vi har kørt på de fleste.
Vi bliver sultne og Rikke begynder at kreere aftensmad mens jeg skriver. Vi har virkelig fundet en fyldt campingplads, det mylder rundt med mennesker. Det tyder godt for badevandet, lad os håbe vi når at prøve det i morgen.
Efter en kalvebøf med frisk grønt salat, pasta og vidløsdressing, efterfulgt af friskt frugtsalat (jordbær, banan, æbler og appelsin) med vanillecreme, tvinger jeg en kop kaffe ned, sammen med et enkelt par skotske shortebreads. Det er nogle pudsige shorts jeg har. Normalt bliver elastikken slappere, men disse er anderledes.
Vi har nogle dejlige nætter her ude ved havet, temperaturen kommer ikke under 20 grader, og med en fleecejakke på, er aftenen behagelig. På trods af, det var overskyet i dag, sneg termometret sig op på behagelige 34 grader. Jeg glæder mig virkeligt ikke til vinter (hvis den bliver i nord).

10/6 DINOSAURSPOR ?
Vi vakler ud af bilen, den ene med ond i ryggen, den anden med hovedpine. Vi spiser morgenmad i solen, hvad der hjælper på ryggen, men ikke gør gode ting for hovedpinen.
Så betaler vi for et par dage til, og triller ned i byen. Vi finder en fotoshop der kan fremkalde APS-film, der er pludselig otte mere. Rikke finder en spændende bog i en genbrugsboghandel, og så finder vi en damefrisør, der kan ordne Rikkes hår. Mens hun bliver puslet om, går jeg ud til turistkontoret, for at spørge efter "motorkontoret". Hun mener det er på politistationen, så jeg går ud til den. Det er det ikke, jeg skal i domhuset. Vores "vægtafgift" udløber 28/6, og det kunne være fikst at forlænge den en uge eller to, nu hvor vi er i Western Australia. Det kan man bare ikke, kun seks måneder til 1.200 kroner. Hvis man indleverer pladerne, kan man få penge retur. Det tager bare lidt tid, og skal være her. Efter moden overvejelse beslutter jeg, at vi hellere må sælge bilen før, eller også snyde lidt. Hvis vi bliver her, har vi tre uger ekstra (men det gør vi altså ikke).
Jeg har mistet retningssansen, og går den forkerte vej. Finder et boabtræ med et par blomster, som jeg kører tilbage til, da jeg endelig finder bilen. Bilen ind under, og op på taget, til stor undring for en abo'pige.
Jeg finder Sun Pictures, som er fra 1916. Der mener selv, de er "Worlds Oldest Garden Pictures", og det er sikkert rigtig nok. Det hele, med undtagelse af fremviseren og lærredet er det originale, selv strandstole, som man sidder i. Der er et halvtag, men de fleste sæder og lærredet er udendørs. Jeg køber to billetter, så vi kan se The Royal Tennenbaums.
De åbner dørene klokken seks, og dem med forudkøbte billetter får lov at vælge sæder først. Hvis man ikke lige når det, eller hellere vi se en anden film, er billetten gyldig i et år. Pudsigt system!
Jeg har fået set byen, som virker som én stor badeby. Stort set alle forretningerne i China Town, som er hovedstrøget, er turist-baserede. De har opnået det på en charmerende måde, så byen stadig virker hyggelig og provinsiel, med sine 15.000 fastboende og lige så mange turister. Byen har kun én udpræget fejl, landingsbanen fører tværs ind over centrum, og den bliver flittigt brugt.
Rikke bliver færdig, og vi finder lidt frokost til hende, jeg faldt over en ostekage tidligere. I mall'et finder vi en sjov ankelkæde med små bjæller.
Så kører vi ud til kysten, hvor man neden for fyrtårnet skulle kunne se dinosaurspor, når det er ekstremt lavvandet. Det skulle det være kvart i fem i dag, så jeg knokler rundt på sandstenene. Da vandet begynder at stige igen, må jeg til min store ærgrelse konstatere, jeg ikke kan finde dem.
Der i mod har jeg fundet en masse andet spændende. Det er simpelthen et drænet koralrev. Her er utallige farvestrålende og mærkelig-formede koraller. Nogle sidder frit, andre i små vandhuller. Her er også små fisk, flotte snegle, børsteorme, muslinger, rejer, søknæler og forskellige krabber.
Jeg kravler op af de smukke sandsten, og finder Rikke, der har maden klar i informationsskuret. I det tilhørende toilets vask finder jeg en rigtig stor skolopender, som jeg holder fingrene fra.
Vi kører ind til byen for at se vores film, men det er først i morgen. I stedet sætter vi os ind på en café, hvor Rikke læser, og jeg skriver. Temperaturen dropper til lidt over 20 grader, og vi må have flees'en frem. Rikke bliver fristet af deres chilly-blæksprutter, som vist er stærkere, end hun troede.
Vi nærmer os posetid, og kører tilbage til pladsen, hvor vi igen klemmer os ind på vores telt-plads.

11/6 BIL OG CHAUFFØR TIL SERVICE.
Jeg har afsindigt ondt under venstre skulderblad i løbet af natten. Har haft det to eller tre uger, men nu er det virkeligt slemt. For at mit forsikringsselskab Gouda vil betale noget, skal de kontaktes, før jeg søger behandling. Forsøger at sende dem en mail til de to adresser jeg har på dem, men det lykkes bare ikke. Forsøger fra campingpladsens computer, men resultatet er det samme. Prøver at ringe til dem, men får bare en Telstar-maskine der rabler et nummer af, jeg skal ringe til. Det lyder som en italiener på speed. Opfatter endelig nummeret og prøver, men de tager bare ikke telefonen. Hvad fanden gør man så?
Får en adresse på et lægehus i receptionen, og kører der ud. Jeg kan få en tid om et par dage. Får i stedet en anden adresse, og triller der ud. En tid om en halv time lyder fantastisk. Sender Morten mailen til Gouda, så han kan sende den vider. Det er virkeligt guld værd, at have venner der hjemme, der kan få ting til at ske og virke.
Sidst jeg havde brug for Gouda var i Indonesien, hvor Birger var syg. Man får en flot folder med oversættelse til en del sprog om, man er forsikret. Bare ikke lige et sprog de forstår på indonesiske sygehuse.
Udfylder en side med oplysninger om navn, adresse, ægteskabelig status, religion, abo/ikke abo, og udløb af min sygeforsikring. Besøget hos lægen afvikler præcist som hos en dansk læge. Han spørger lidt, gætter lidt, og udskriver noget smertestillende, og siger jeg skal komme tilbage, hvis det ikke bliver bedre. Han erkender, han ikke aner, hvad det er. Det bliver i det mindste ikke mere en 200 kroner og 75 for pillerne.
Så finder vi et værksted. For en gang skyld er det forebyggende, vi har kørt 9.600 kilometer, og skal have ny olie. Det første sted tager 750 kroner, og har tid lørdag. Finder en anden, der kan klare det i morgen for 500 kroner, så vi slår til.
Får lidt frokost, og besøger en perlebutik. Ser på perlerne, men Rikke er ikke interesseret. Så ser vi en video om, hvordan de blev lavet i gamle dage i Japan, og hvordan de nu bliver lavet uden for Broom. Så er hun pludselig interesseret. Klokken er pludselig meget, bilen skal flyttes!
Ned til posthuset for at fyre et par kort af, og så ud til den lokale strand. Line sagde, der var flotte skaller at finde i Broome, men det er med garanti ikke her. Det er bare røvsyg perfekt Bountyland, hvidt sand så langt øjet rækker. Vi prøver turistkontoret, men der er ikke rigtig hul igennem.
Finder et nyt mall, med en fotohandel som har de film jeg bruger. Køber kun tre, men så meget mere nyt ser vi vel heller ikke. Så holder jeg mig også under 40 film. De har 40 fotos på hver, og med to kopier og CD koster de næsten 10 kroner per skud. Det bliver ... øh, temmelig meget! Det er da en trøst, der er et godt ind i mellem.
Så suser vi ud på den lokale krokodillefarm. Ikke for at se dillerne, men for at købe et bælte til mig. Det gik meget godt i starten, de blev billigere og billigere. Fra 1000 ned til 650 kroner. Her vil de have 1200, og det er hverken stort eller pænt. Og hvor var det lige, de ville have 650 kroner? Vi bliver nok nødt til at kigge ind nogle steder på vej til Sydney.
Tilbage på pladsen laver Rikke kaffe og te, og vi sidder og læser og skriver, til det er madtid. Kæmpe oksebøffer, nye kartofler og drue-tomater.
Ind til byen, hvor vi lige når en kop kaffe før biografen. Har fået mail fra Gouda, som måske hedder Nia? De har to andre mail adresser og to andre numre end dem jeg fik, da jeg tegnede policen - meget mærkeligt firma!
Vi ser som sagt (skrevet) The Royal Tenenbaums, som Rikke beskriver med ét ord: Mærkelig. Jeg kan kun sammenligne den med Hotel New Hampshire. Sjov, alvorlig, skør og syvrealistisk. Og så for øvrigt stjerne besat (Danny Glover, Gene Hackman, Anjelica Huston, Bill Murray og lignende kendte navne).
Direkte hjem og i posen, vi skal tidligt op, og på værksted.

12/6 SKYTTEFISK OG KROKODILLER.
Sover godt i nat, måske er lægen trods alt heldig (og mig med). Vi kører ned på værkstedet for at få skiftet olie. Han trykprøver også vores køler, og den er flækket lidt. Jeg vil prøve at hælde en flaske alu-pulver på, og se om det tætner den. Vi betaler 600 kroner, og suser ned til fotohandlen.
De kan finde de syv film, men den ottende har forputtet sig. Efter en del roden rundt dukker den op, men Cd'en er altså ikke lige færdig. Får lusket mig til en ekstra kopi. Vi betaler 1.500 kroner, og fortrækker til en nærliggende café, for at se fotos. Det viser sig, der også mangler 30 fotos fra den ene film. Tilbage med filmen, og forklare, vi skal have dem - NU! De er klar samtidigt med Cd'en.
På posthuset for at sende CD og det ene sæt censorerede fotos, handle ind til nogle dage, tanke, og så er vi igen klar til nye eventyr.
Så spændende er det nu heller ikke, vi er jo på vej tilbage. Jeg bliver altid lidt irriteret, hver gang jeg skriver "tilbage". Det er ikke vejen frem! I det mindste vil langt fra hele turen tilbage til Sydney blive af de samme veje. I dag er det bare, men det er ikke så langt, bare de 220 kilometer til Derby.
Standser et par gange for at fotografere. Opdagede til min store rædsel, jeg ikke havde et eneste foto af en flot boab med fuld bladkrone. Får rettet op på fejlen. Det foto jeg havde taget af en enorm slette, med så mange termitboer, det lignede en mur, blev ikke godt. Prøver at tage et nyt, men det er svært. Der er stor forskel på, hvad man ser når man kører, og hvad man ser gennem linsen, når man holder stille.
Standser også ved Ski Lake, eller rettere; Fitzroy River. Her så Rikke vist nok en krokodille, så vi går tilbage. Ganske rigtigt, her er ferskvandskrokodiller. En rigtig stor ligger og soler sig på bredden. En anden stor soler sig i overfladen, men dykker da vi kommer gående. I en lille sø ved siden ved siden af, (nærmest en billagong som er et stykke af floden, der forbliver vand i, efter floden er tørret ud), ligger flere små i overfladen. Mens vi går, hører vi store plask rundt omkring, og det er ikke skyttefiskene.
Der sidder også nogle enkelte slangehalse og hvidstrubede skarver rundt omkring, en livsfarlig beskæftigelse skulle man tro.
Vi når Derby, hvor Rikke minder mig om den botaniske have, der var lukket på grund af week-end sidst vi var her. Jeg går op til biblioteket, som man skal igennem. De har gud'hjælpe'mig også lukket om onsdagen.
Tanker, og lukker luft ud af hjulene. Vi har 700 kilometer vaskebræt foran os i morgen, og det skulle hjælpe på komforten. Samme campingplads som sidst, kaffe og hygge i skyggen. Termometret har sneget sig op på 36 grader, hvilket er nok til at få mig ind i skyggen.
Rikke fik lov at shoppe selv, mens vi var i Broome, så der er lækker aftensmad. Går tidligt i seng, det er en lang dag i morgen. Vi skal langt ud i de uciviliserede egne, hvor der ikke er mobilnet, så der bliver lige et par dages fred fra os.

13/6 RØD SAND MED MÆLK.
Står tidligt op, og triller ud af pladsen lidt over syv. Lidt ud af byen, og så ud af Gibb Road. Der er tæt vegetation langs vejen, så det kniber med at se så meget andet i starten. Vi ser dog nogle smukke blå blomster i rabatten.
Så bliver der længere mellem de buskagtige træer, og der dukker smukke klippeformationer op. En stor flok rødhalede sorte kakaduer flyver langs vejen, og drejer så ind over en bjergkam.
Landskabet ændrer sig, sandstenene bliver skiftet ud med granit. Nogle steder står bli-store runde klipper stablet op på enorme klippestykker. De minder meget om Ayres Rock, røde udvendigt, men grå og grønne indvendigt. Nogle skaller af på samme måde, som den store sten.
Der bliver grønnere, og der dukker vandløb og floder op, som vi krydser i vandet. Jeg får ikke lige lukket mit fodspjæld, og får våde fødder ved den første. Når man kigger op og ned langs floden, er der fantastisk frodigt. Det holder fem til ti meter ud til siden, så bliver det ørken igen. Der er stadigt grønligt græs og flotte grønne træer, men også meget rødt og gult grus og store klipper.
Vi havde snakket om at se et par kløfter langs vejen, men vi ser ingen skilte, og så kan det da også være lige meget. Her er ikke meget trafik, omkring en bil for hver 20 kilometer.
Vi når Mount Barnett Roadhouse, som er den første tank efter 300 kilometer. Fylder 50 liter på, hvilket giver seks kilometer på literen. Vi har 400 kilometer ud, så det kommer til at knibe med 70 liter! Vi har kørt hurtigt, for at nå ud, mens det er lyst. Det går voldsomt ud over dieseløkonomien, kombineret med den grove grusvej og de bløde dæk. Vi fylder tanken helt op, to liter mere. Pudsigt nok, når det er betjente tanke, får man aldrig fyldt helt op. Der er ikke flere tanke, før vi når ud, med mindre vi kører en stor omvej, ned til et homestead.
Efter at have nedsvælget en kop kaffe og en medbragt sandwich triller vi vider mod øst. En rød creme mod sår infektion, som vi havde i køletasken er flækket. Vi har da heldigvis ikke haft brug for den, og nu er vores drikkedunke steriliserede, udvendigt.
Den ujævne vej er hård ved bilen og alt inden i den, inklusiv os. Det hjælper på bumpene at køre 100 kilometer i timen, men jeg skal koncentrerer mig meget, for at blive på vejen, og ikke ramme skæbnestore klipper eller huller.
Nogle steder er vejen som et stort vaskebræt, andre steder er det nærmest brosten, der bare ikke er lagt. Noget, der ligner jævn vej kan være store huller, der er fyldt op med meget løst fyge-sand. Nogle strækninger er ankeltdybt sand, som man sejler gennem, lige som på vaskebrættet.
Jeg har hele tiden fulgt med på kilometertælleren. 10%, 100 kilometer 20, 200 og så vider. Samtidigt med jeg siger 80% viser det sig, vi stadig har 70% tilbage. Der er kun én sidevej på de 700 kilometer, og det er en mindre og ringere, der drejer op til Kalumburu - i følge vores to kort.
Virkeligheden er en helt anden. Vi skulle være drejet fra, for at komme til Kununurra. Vi har kørt 150 kilometer nordpå, og nu er det virkelig et problem med dieselen. Vi passerede Drysdale River Station på vej op af vores lille omvej, og de sælger da heldigvis diesel. Godt nok til 1,40$ (6,50 kroner), men så kan vi da komme ud. 60 liter, det er en forslugen bil!
Vi når de 700 kilometer (som skulle have været nok) klokken lidt over fem, men vi har stadig 300 foran os. Det er sort nat halv seks, og da vi passerer et skilt med camping på et homestead, slår vi til. Indkørslen er omkring ti kilometer, og temmelig ringe. Vi kommer op til gården, hvor der er fest og farver. Betaler 100 kroner, og kører langt fanden i vold, ud på en sort mark. Det sidste stykke styrer vi mod et bål. Efter 800 kilometer på dårlig grusvej, virker alt som "hjem".
Da jeg fjerner det stykke stof, der skal holde støvet ude af bagdøren, er det vådt. Højest usædvanligt! Det viser sig at være den liter langtidsholdbare mælk, som der ikke var plads til i kasserne. Hele gulvet sejler bare i mere eller mindre indtørret mælk, godt opblandet med rødt støv. Ikke lige hvad jeg havde drømt om, efter en lang koncentreret arbejdsdag.
Vi hiver det hele ud, og tørrer det af efter hånden. Vi kender proceduren fra episoden med de rødvins marinerede oliven, men det er hårdt og tidskrævende. Vores naboer kommer over, det er Jesper og Line! De har brugt lidt flere dage på dette stykke vej end os, men har så også fået flere (og positive) oplevelser end os. De har en flot tryksag, der er program i for 19 dage på Gibb Road.
Da vi endelig har fået afmærket vores bil, sætter vi os over til deres bål, og hygger. Jeg har lidt en drøm om et varmt bad, som vi fik lovning om, da vi bookede ind. Toilet og bad er store galvaniserede rør, med lærredsdør med lynlås. Der er ikke varmt vand, de andre har brugt det. Jeg finder vandvarmeren, og fyrer op under den. Ja, sådan i bogstavelig forstand. Lidt visne blade, nogle småkviste og et par lange grene, jeg kan skubbe ind efter hånden.
Vi sidder og sludrer med Jesper og Line til klokken er over tolv, og så er jeg mør!

14/6 BILBAD OG BRANDSLUKNING.
Dagen starter lige så godt, som i går endte. Bilen vil ikke starte. Starter relæet står bare og klikker. Betjener det med hånden, så gløderørene ikke bruger strøm samtidigt. Så lyder den, som om batteriet er fladt. Prøver at forbedre stelforbindelsen med startkablerne. Det hjælper ikke en disse. Jesper kommer over med deres bil, og vi forbinder med startkablerne. Samme resultat. Startkablerne direkte ned på starteren. Den lyder stadig som om batteriet er fladt. Ikke desto mindre er der fint lys på, til man prøver at starte. Jeg kan kun tolke det der hen, at det er starteren, der er groet sammen, og kun laver en grov kortslutning i stedet for at løbe rundt.
Vi kører op til homesteadet og låner et tov. Når den bliver trukket, springer den i gang. Desværre vil fyren ikke sælge tovet, det kunne ellers være fikst at have. Jeg hælder tætningsvæsken på kølere; jeg havde drænet før jeg vidste den ikke ville starte.
Jeg har mest af alt lyst til at smide en tændstik ind i bilen, og leve sorgløst resten af livet. Denne bil kommer på et halvt år til at koste os mere, end min fabriksnye Land Rover kostede mig på ti år, helt bogstaveligt!
Vi får en kop kaffe og snakker med Jesper og Line, til klokken bliver elleve. De følger efter os til El Quasto, som er en anden gård med camping, 145 kilometer tættere på Kununurra.
Vejer er virkelig elendig, og en gang rammer vi et stort sandhul. Lige efter kommer der en støvsky inde i bilen, og jeg bruger lige et par sekunder på at regne ud, bagdøren er sprunget op. Det er faktisk utroligt, det ikke er sket før. Vi kan ikke se det, der hænger et stort gardin for, som skal tage støvet, der vælter ind. Der er heldigvis ikke noget, der er faldet ud.
Det er godt varmt igen i dag, omkring 35 grader. Vi passerer en motorcyklist, i fuld mundering. Han har taget hjælmen af, og står og filmer, mens sveden pibler ned over hans kronragede isse. Lidt efter møder vi gud hjælpe mig (eller snarere; dem) et par cyklister på denne borteroderede illusion af en vej.
De lave taffelbjerge vi kører mellem er fantastiske. En grosskråning på et par hundrede meter fører op til en lodret sandstens klippe, på hvis top en ny grusdyne hviler.
Vi krydser igen i dag flere floder med vand i, den ene er over 100 meter bred. Jeg spørger én, der står ved bredden, om de har checket den. Han siger; de har lige kørt igennem, ingen problemer. Det har vi heller ikke, før vi er tæt på den anden bred. Vi har hele vejen kørt på hovedstore runde sten, men pludselig er der bare nogle enkelte større, og en flad klippe, noget længere nede. Jeg følger instinktet: Har du et problem; mere gas, og vi slipper op på bredden.
I Kununurra køber Rikke frokost hos Chicken Treate og aftensmad hos Coles. Imens prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg får startermotoren af. Den sidder med to 22 millimeter bolte, som jeg absolut ikke har værktøj til. Så begynder jeg at støve af, til Rikke kommer. I mens har motoren kørt. Finder et værksted, der kan kigge på bilen i morgen klokken syv. Hvordan vi får den startet i morgen tidligt vil tiden vise.
Vi finder vores gamle campingplads i Hidden Valley, hvor jeg slukker motoren. Klokken er kun tre, og jeg begynder at gøre bil rent, mens Rikke planlægger den vider vej.
Vi har igen rødt støv alle vejene, selv der, hvor vi vaskede mælk af i går aftes. Alt ud af bilen, Rikke vasker sengetøj sammen med vores. Alle kasserne under sengen ryger ud igen, og jeg får taget alt støvet og de sidste mælkerester, som undslap i lommelygtens skær i aftes. Mange hold vand og tre timer senere et bilen pæn indvendigt. Så går jeg i bad, mens Rikke kokkererer. Da jeg skyller håndklædet efter jeg har tørret mig, ser det ud som om det forbløder. Det varer lang tid før vi er helt af med det røde støv. En lille uge efter man har kørt på grusvej, ser det stadigt ud som om man har næseblod, når man pudser næse. Rikke er meget forsigtig, mens hun planlægger vores vider færd; ingen længere grusveje!
Mens vi spiser, dukker der store flammer op hos naboen. Jeg går der over og kalder, men ingen svarer. Det er et oliebrænder, der er gået agurk. Flammerne er en halv meter høje, og slikker op af telt og olieflaske. Der er kun rent vand i gryden og det har kogt længe. Jeg får slukket det, samtidigt med en gammel støder kommer tilbage fra badet. Han virker lidt muggen over jeg har slukket hans blus. Vores anden nabo fortæller ham, jeg lige har reddet hans bil og telt, og han mumler vist tak. Jeg har fået en brandvabel, som jeg nok skal få sjov af.
Det er en dejlig varm aften, og vi sidder bag bilen og læser og skriver, til det er pose-tid. Vi skal jo pokkers tidligt op.

15/6 NORTHERN TERRITORY HERE WE COOOOMMMMMM!!!!
Jeg vågner klokken to, og bruger resten af natten på at finde ud af, hvordan jeg får starten bilen i morgen tidligt. Prøver også at overbevise mig selv om, det vil være bedre at få lidt penge for bilen, end at nyde at se den gå op i flammer. Jeg er stadig ikke overbevist.
Snakker med en australsk fyr, som var ude ved El Quasto sammen med nogle venner i går. De er omkring 50 år, og har hver sin bil. Han fik smadret forruden, de to andre mistede en ekstralygte, fik skåret et dæk op, fik revet beskyttelsespladen under motoren af og knækkede en støddæmper. Han mener det er en hård vej, og det er ikke den værste del! Vi har nok været heldige, vi kørte tre gange så langt, væsentlig hurtigere og også mens det var mørkt.
Bilen starter, dog ved at jeg betjener starter relæet manuelt. Spiser morgenmad foran værkstedet, og bilen ryger på operationsbordet klokken syv. Vi bliver plantet i et venteværelse med fjernsyn. Kontaktfladerne er brændt af i starteren, almindelig slidtage. Den bliver taget af, renset, checket og monteret igen. Batteriet skal skiftes, det er pludselig slet ikke så godt, som det var for omkring 14 dage siden - hømm. Nå, vi må hellere få et nyt, vi skulle jo gerne kunne starte de næsten 14 dage, ikke mindst når jeg prøver at sælge den! Vi slipper med 1.200 kroner, de 750 for batteriet. Vi har ofret godt 18.250$ på bilen, en dame sagde i går, jeg burde sælge her i byen, der kunne jeg måske få op til 8.000$ fra abo'erne. Fyren her mener jeg sagtens kan få 6.000$, hvis jeg har god tid. Jeg får nok set nogle brugtvognshandlere i Sydney.
Vi tanker, pumper hjulene op igen, vasker mudder af forruderne, og triller ud af Victoria Highway mod Katherine. Hvad vi ser på vejen? Læs dagbogen fra omkring den 6/6 baglæns! Vi er i den grad blevet immune over for "Udsigt"-skilte. Bjergene ér fantastiske, men også meget ens.
Har glemt alt om en grænse til Northern Territory, og bulder igennem med godt 100, til stor forbavselse for en uniformeret fyr, der står og roder ved nogle kvæglastbiler. Så står alle skiltene med karantæne, ny tid, hastighedsgrænserne, sikkerhedsselen og til sidst ophævelse af en eller anden hastighedsgrænse, der galt i grænseområdet. Nå, de kommer vel efter os, hvis de vil noget.
Vi standser i Timber Creek for at spise frokost og strække benene. En time efter er vi i Victoria River, hvor vi tanker. Vi kunne måske nå Katherine, men jeg gider ikke bøvle med reservedunken, hvis vi ikke kan, bare for at spare en tyver.
Vi har forladt boab-land, og det mest spændende er spøgelsestrænerne. Det er træer med slyngplanter over. Jeg resonerer: De eneste slyngplanter vi har set er vilde gule passionsblomster (indført fra Amerika). Jeg har nogle frø fra en blå passionsblomst, som danner knold fra en blomsterhandler. Måske gør de gule også det. Standser ved en, finder spaden frem, og i 35 graders varme og fuld sol graver jeg den op. Ingen knold. Prøver en anden, samme resultat. Så behøver jeg ikke tænke mere over det!
Vi når Katherine, hvor vi handler ind og tanker (for tredje gang i dag, en dyr vane!) Vi kører 100 kilometer i timen, og forbruget er steget 15%, fra vi kørte 80.
Vi finder en ny campingplads, for forandringens skyld. Den første har bare overbelagt. Den næste er fyldt op, men de har lige tre uofficielle pladser, hvoraf de to er ledige. De ligger lige mellem toiletbygningen og BBQ'en, hvilket passer os strålende. Den høje belægningsgrad er nok kombinationen af weekend og højsæsonen.
Rikke laver te og kaffe, og vi får læst og skrevet lidt. På grund af ,vi stillede uret halv anden time frem, bliver det mørkt klokken syv. Rikke starter madlavningen, endnu engang oksebøffer, denne gang med hvidløg. Det er altså svært ikke at købe okse- eller kalvekød, når det er så flot, og koster under 50 kroner kiloet. Det bliver svært at købe kød, når vi kommer hjem.
Lidt mere hygge efter maden, man må jo nyde den lune aften (22 grader klokken ni). Overvejer at finde et fjernsyn med en flok englændere omkring, så vi kan moppe dem, når de får tæv i fodbold.
Så i det sædvanlige aftenbad, som helt klart er et af højdepunkterne på dagen. Man får svedt en del i løbet af dagen, men mærker det ikke, da luften er så tør. Det er kun det tykke lag salt, som afslører det. Og måske den store mængde tomme drikkeflasker, som bliver opbygget gennem dagen.

16/6 DEVILS MARBELS.
Vi triller ud af pladsen lidt i ni, og finder Stuart Highway, som vi bliver på resten af dagen. De første 276 kilometer er "genbrug", og de er stadig begivenhedsløse. De eneste seværdigheder er landingsbaner og hospitaler fra anden verdenskrig, ikke lige vores kop te.
En kop kaffe i Mataranka og frokost og diesel på Hiway In Roadhouse, lige ved siden af Daly Waters, hvor vi sov på vej op. Så er det "ny" vej, men det bliver det egentlig ikke mere spændende af . Boabtræerne slap op i går, her er stadig ikke græstræer eller bottlestrees. Det er mange tusinde kilometer siden vi har set en opdyrket mark, og måneder siden det sidste får forsvandt i bakspejlet. Det eneste der stadig følger os, er eucalyptus, spinifix og rødt støv.
Klokken er lidt i fire, da vi kommer til Tennant Creek. Vi havde overvejet at overnatte her, og så se solopgangen over Devils Marbels i morgen tidligt. Vi har kun kørt 666 (pudsigt nummer) kilometer, og efter at have tanket, triller vi de sidste godt 100 til kuglerne.
Vi er der på det perfekte tidspunkt, for at betragte en fantastisk solnedgang over de enorme granitklipper. Vi standser ved to meget fritstående, som man normalt ser afbildet. Et område på mange kvadratkilometer er fyldt med mere eller mindre perfekt runde klippeblokke. Mange står helt frit på endnu større klipper, andre ligger i grupper. Nogle steder ligner det enorme byggeklodser, som er plasteret af en kæmpe.
Vi går en tur mellem disse betagende klipper, hvor nye motiver hele tiden afslører sig. Jeg får kigget ned på jorden, og finder en spændende slyngplante med røde bær. Bærrene er på størrelse med ærter og ligner mikrogræskar inden de modner. Der ryger lidt frø med hjem, man ved aldrig, og det skulle være en knoldplante i agurkefamilien.
Efter en halv time er solen væk fra klipperne, og vi vender tilbage til Tennant Creek, hvor vi tanker (ja, jeg ved det godt, det gør vi tit, i dag har vi brændt 138 liter). På vej over til pizzeriaet standser vi ved campingpladsen, og får en plads. Den kinesiske restaurant og pizzariet har slået sig sammen. Alt take-away er hos pizzaen, siddepladserne er i den kinesiske.
Vi foræder os i en 15" sicilianer, og får resterne med. Det har været en lang dag på landevejen, men jeg er ikke så træt af de 886 kilometer, som jeg bliver af grusvejene. Ved at køre så meget i dag, skal vi kun køre 674 i morgen, for at komme til Mount Isa, Queensland. Med undtagelse af et par roadhouses er der intet på vejen.

17/6 MOUNT ISA.
Bilen er holdt op med at bruge vand, og den starter. Enten bygger den op til det helt store, eller også er vi færdige med at renoverer den, så næste ejer får en rigtig pålidelig bil.
Vi køber lidt ind til dagen, og suser så ud af Barkly Highway, som er "ny" vej. Vegetationen er lav men meget tæt. Vi starter med at have en strid modvind, og det koster. Da vi tanker på Barkly Homestead Roadhouse har vi kun kørt 5,8 kilometer på literen. Den næste time kører vi lidt langsommere, men regner så ud, at hvis vi skal have bare lidt dagslys i Mount Isa, skal vi op på 100 igen.
Termometret sniger sig kun op på 28 grader, og mine tæer er som is. Vi ser ikke mange fugle, måske på grund af blæsten. Dog kommer der et par små grupper undulater i tæt formation forbi os, lige før vi når grænsen.
Landskabet ændrer sig så småt, og efter 50 kilometer er der kun gult spenifix græs, horisonten rundt. Det holder i flere timer, kun afbrudt af enkelte udtørrede floder og to gårde.
Vi krydser den ubemandede grænse til Queensland klokken tre, og sætter uret frem til halv fire. Der dukker lidt træer op, og en masse kvæg. Vejen er for det meste et-sporet, og vi må ud i rabatten en del gange, for at passere modkørende. Der begynder at være en anelse bakker, for første gang i flere dage.
Vi når Mount Isa lidt over fem, handler ind og tanker. Dieselen er faldet fra 1,40$ til 0,81$, en behagelig forandring, når man kun kører seks til syv på literen. Det bliver mørkt ti minutter efter vi finder en campingplads, og Rikke fyrer op under bøfferne og kartoflerne til mosen. Det blev til 664 kilometer i dag, vi kommer da tættere og tættere på Sydney. Der er faktisk kun 2.400, det kan vi sagtens klare på tre dage. Men - vi skal lige se nogle ting på vejen, og mon ikke vi også finder et par omveje?

18/6 SHAKEN NOT STIRRED.
Vi er kommet for langt syd på, og for langt ind i landet, det bliver ned til otte grader om natten - inde i bilen! Vi triller ind til centrum, hvor vi finder frisk morgenbrød, en luksus vi har savnet. Vores gas løb tør i går, så vi finder en ny. Der står 9,90$ på den, en halv gang mere, end vi plejer at give. Jeg spørger, om prisen på den er rigtig, og han siger "ja". To flasker gas af 9,90$ bliver 19,90$. De koster nemlig 9,95$ i følge stregkoden. Jeg gider ikke engang kommenterer det.
Så besøger vi Riversleigh Fossils Museum, hvor der er lidt fossiler og mange rekonstruktioner. Her er alt fra dinosaurer til næsten moderne pungdyr.
Floden, som har skabt dem, stammer fra kilder, der bringer utrolige mængder materiale op fra undergrunden. Her er 50% af alt australsk fossilmateriale fundet gennem de sidste 15 år, og halvdelen af det, blev fundet på én time!
Vi møder et hold ældre mennesker med en jævnaldrende tour-guide. Mens de sidder og søber kaffe, begynder guiden at snakke med os, det kalder jeg overskud. Vi slutter af med frokost og kaffe, og kører så ud af byen.
Der dukker bjerge op, som vi kører blandt et par timer. Efter Cloncurry drejer vi ned af Mathilda Highway, og landskabet flader ud igen. Gule græsmarker, så langt øjet rækker. Vi møder det road-train, som jeg ledte efter for fem måneder siden. Utallige aksler og møg-langt. Ved, der er bygget to, hvornår kommer det andet? De kører malm fra en mine til forarbejdning, et eller andet sted.
Vi standser i McKinlay, hvor Walkabout Creek Hotel ligger. Det er den bar, der er med i Crocodile Dundee, og vi må da se den. Ikke mindst, fordi det er det eneste seværdige i mange hundrede kilometers omkreds.
Da vi kommer ind i byen (tre bygninger), møder vi det andet mega-road-train. Jeg får smidt Landcruiser'en ind på en grusmark, og skyder et par fotos. Det er trods alt den længste arbejdende lastbil i verden, både nord og syd for ækvator.
Inde på pubben hænger der lidt fotos fra filmen og optagelserne, ellers ligner den sig selv. Vi er kun fire gæster, to turister der drikker øl, og os på kaffe og toast. Her skal man, som så mange andre steder, tænke sig om, før man vælger toilet. På dørene står "shacke dry" og "dip dry", ellers kan der stå "Jackaroos / Jilliaros", "Shelas / Blokes", "devils / angles" eller andre spøjse ting, der ikke altid er lige gennemskuelige.
Skyer et par fotos og lister så vider i de gule marker. Pludselig dukker der får og emuer op, vi ser faktisk rigtigt mange af hver, på resten af turen til Winton. Lille sød by, der lever højt på dinosaurspor og arnested for Waltzing Mathilda.
Jeg havde regnet på dieselen, og mente vi havde nok. Jeg havde ret, der var knapt en liter tilbage. Vi køber ind til aftensmaden, og finder campingpladsen. Vi får en plads ved bagindgangen, hvilket viser sig at være smart.
En bedårende rotweiler-agtig hvalp på omkring tre måneder trisser rundt uden for hegnet. Rikke prøver at kalde den til sig, men vores nabo siger, det skal hun ikke, den er pisse irriterende. Det har generet dem hele dagen, og det er nok dem, der har sprøjtet vand på den. Jeg kan se dens halsbånd og et mærke med tekst. Fat i hvalpen og vi har et telefonnummer. Op i receptionen, hvor de ringer til den lykkelige ejer. Tilbage og finde hunden, som Rikke er fuldt efter og aflevere den til en glad mand. Tilbage til naboen og fortælle, den ikke vil genere dem mere. Hvorfor? Ringede til numret på halsbåndet. Så har de den frækhed at svare, det var de også lige ved, hvis den havde været der lidt længere.
Vi har fået en invitation til fælles mad og efterfølgende bush-poet ved bålet. Ved ikke helt hvad det indebærer, men får at vide, vi absolut ikke må misse ham. Maden er glimrende og bush-poeten er en fyr der ligner Clint Eastwood, som fortæller humoristiske historier, mange på rim. Noget har han selv skrevet, andre er genfortællinger fra andre. På trods af, termometret er faldet fra 24 til under ti grader, er det en underholdende aften. Ikke mindst fordi vi har været forudseende nok til at medbringe vores tykke sovepose.
Så prøver vi den lokale telefonboks (intet mobilnet), men den virker ikke. Sniger ud af bagporten, og ned i byen, hvor vi finder en anden, så Rikke kan ringe hjem til sin mormor, og ønske tillykke med fødselsdagen.
Jeg skriver dagbog mens Rikke bader, og så er det min tur. Problemet opstår, når man slukker for den varme bruser, og skal på tværs af pladsen og ned i posen. Det er bare koldt! Håber det hjælper, når vi kommer ud til østkysten. Ellers skal jeg da have købt mig en el-opvarmet skidragt til døgnbrug.

19/6 TAMBO.
Vi tilbringer natten med henholdsvis at fryse og have ondt i ryggen. Jeg kigger på termometret ved firetiden: Fem grader!
Store flokke af zebrafinker hopper rundt på resterne af græsplænen, hvor der må være nogle frø. Toppede duer tøffer også rundt, og blå stære er alle steder på en gang.
Vi kører ned på turistkontoret, som mere svarer til en by med 100.000 indbyggere end til én med 2.200 indbyggere. Det har kostet 15 millioner, så der må være penge udefra, måske Qantas (Australiens luftfartsselskab), som startede her i 1920. Rikke køber en rigtig flot brochure om området, med tekst og melodi til Walzing Mathilda bagpå. Byens skraldespande er en betonkopi af en stor dinosauerfod, malet grøn, gul og med sorte kløer. Mere speciel end smuk. Vi vælger at springe sporene over, de ligger meget langt ude af en grusvej, og dem er vi færdige med.
Vi suser syd-øst på mod Longreach gennem flere flade, gule græsmarker. Her er lidt får, køer og fantastisk mange emuer. Møder en jævn strøm af campere og biler med campingvogne. En klar indikering af, vi kører den forkerte vej.
I Longreach spiser vi frokost, og hjemsøger vores bank. Vi troede vi havde flere penge, men der er heldigvis nogle på vej.
Vi triller vider ud af Landborogh Highway, og følger vejen nedaf i Barcaldine. De flade græsmarker bliver dækket af skov, dog uden græsset forsvinder. Det har heller ikke nogen effekt på antallet af road-kills. Her er utroligt mange, mest hoppere i forskellige størrelser, men der er også en del emuer, som vi ser hundreder levende af, i løbet af dagen. Der ligger nogle sorte grise/razorbacks/wild boars, og så er der de langsomste af de ådselædende rovfugle. Hvor skover tynder lidt ud, dukker op til fem meter høje figenkaktusser op.
Vi standser for at tanke i Blackall, som har bottletrees som vejtræer. Klokken bliver fire, og hopperne dukker op. Enkeltvis, eller i små flokke, sidder de i vejsiden og inde på markerne, og holder et vågent øje med os. Der går halve timer mellem hver bil.
Så dukker der vilde bottletrees op, og et enkelt får med et nyfødt lam krydser vejen. Antallet af emuer stiger, de kommer i flokke på op til tolv. Nogle krydser hovedløst vejen lige foran os, andre flygter ind på markerne.
Vi når Tambo mens det stadigt er lyst. De fører sig frem som byen med de gamle træhuse. Der er da også adskillige af de 40-50 huse i hovedgaden, der er bræddehuse, men alle er så flot holdt og nymalet, at det ikke rigtigt virker. Der imod har de rigtigt flotte haver, her er kunstvanding i vid udstrækning.
Vi finder en helt ny campingplads, ikke en måneder gammel. Pænt rullegræs og knald røde grusstier. Pænt anlæg omkring poolen, som dog virker meget lidt indbydende på grund af temperaturen. Vi er næsten alene, her er det langt fra højsæson.
Vi har kun kørt 500 kilometer i dag, og ikke set så meget spændende, men vi holder tidsplanen meget godt, så hvorfor haste. Det er bare svært at forudsige, hvor langtid det vil tage, at sælge bilen.
Rikke laver mad mens jeg skriver, og vi spiser ude bag bilen. Temperaturen falder til otte grader, så kaffe nyder i bilen. Så et langt varmt bad, og det meste af tøjet på igen, de holder sig nogle kolde nætter! Vinden er kommet fra det kolde syd, det skulle hjælpe, hvis den vendte. I morgen lover de 21-22 grader, men det er jo også midvinter.

20/6 K-K-K-K-KKK-O-O-O-L-L-L-DD-T-TTTT!.
Det bliver lidt koldt i løbet af natten. Da jeg kigger på termometret klokken seks viser det minus èn! Ov, hvor ligger vi tæt. Starter dagen med et meget langt og meget varmt bad. På vej der over, opdager vi, der er et tykt lag rim på græsset.
Jeg checker lige køleren, der er ikke så meget antifrostvæske på. Den har overlevet, men en eller anden klovn har glemt at skrue oliedækslet på sidst. Vi skal nok finde en velassorteret tank i løbet af dagen. De har ikke noget her i byen.
De gule marker holder en god times tid, så kommer der lidt eucalyptus og bottletrees. Der er temmelig mange vågne kangaruer, de er nok også ude for at soloplade. Her er faktisk utroligt mange road-kills, omkring 15-20 per kilometer. Det er væsentligt flere, end glenter, ørne og krager kan klare.
Jeg kommer på tanke om, jeg ikke har et foto af bottletree-frø, og standser lige for at rette op på fejlen. Tager i den forbindelse lidt frø med hjem, det kan jo være andre er interesseret.
Vi standser Augathella, hvor vi får kaffe og kølervæske. Der kommer en personbil, med en totalt smadret front. De har ramt en "roo", jeg ville have gættet på et middelstort næsehorn. Kølerhjælmen er halv længde, begge forlygter totalt smadret, og hele kølergrillen og anden plastik i fronten er væk. De køber nok en kangaroo-bare ved lejlighed.
Næste stop bliver Mitchell, som har lidt størrelse. Tanken har en del forskellige oliedæksler, og jeg finder et, der næsten passer til 30 kroner. Der er gået penge ind på vores konto, lige i sidste øjeblik. Det må fejres, diesel til bilen og frokost til os.
Rikke får øje på en isenkræmmer på vej til posthuset. Vi finder en varmeblæser og en forlængerledning, og spørger ikke om prisen. Han kan bare ikke få vores kort til at virke, så vi runder posthuset. Hun har bare ikke mere end 100$, så hvad nytte har man så af penge på kontoen?
Tilbage hos isenkræmmeren får vi forlængerledningen til 50 kroner gratis. Varmeblæseren koster 200, situationen taget i betragtning; et ren røverkøb.
Vi forlader byen via Maranoa River Road, som er en et-sporet asfaldvej, langt det meste af vejen. Det sidste stykke er nemlig grus. Det er 209 kilometer uden en bygning, bare marker og åben skov. Her er mange køer og får samt mindre flokke af emuer. En enkelt ræv krydser vejen, og et par katte kryber sammen i rabatten.
Både i går og i dag ser vi flere hold cowboys, der driver store kvægflokke. De fleste er på hest, men der er også nogle på motorcykler.
Der dukker dunformede skyer op, og solen forsvinder i disen. Den var nu ellers ret rar, når temperaturen kun sniger sig op over 20 grader.
Vi kommer til opdyrkede marker, og så når vi Saint George. Handler lidt ind, og finder campingpladsen. Når en kop kaffe før det bliver mørkt. Her er en utrolig larm fra de store flokke af rosa kakaduer, som sover i træerne langs floden. Er lidt overrasket over at finde dem, bottletrees og zebrafinker, et sted hvor der er nattefrost.
Vi spiser bag bilen, og jeg får koblet hjernen ind på et strategisk rigtigt tidspunkt: Sætter vores nye varmeblæser til, så vi ikke alene får brændt den grimme lugt væk, men også har varmen om fødderne.
Monterer blæseren i bilen, og foretrækker at fortrække inden for. Glæder os helt til at komme i seng, og sove trygt og varmt. I morgen skulle vi gerne nå over grænsen til New South Wales, hvor vi skal se på sorte opaler og kaktus.

21/6 OPALER OG KAKTUSSER.
En dejlig lun nat, varmeblæseren er et hit! Her på campingpladsen er der tre slags vand: Toiletter og græsplæne får flodvand, der ligner fortyndet kakao. Badevandet er klart, men har en markant lugt af kloak. Det kommer nok fra en regnvandstank. Den tredje slags vand er "boiling water", hvilket nok skal være drikkevand.
Der flyver tusinder af rosa kakaduer rundt over pladsen. Det ser flot ud, når de vender på en gang, og flokke skifter farve.
Vi kobler varmeblæseren fra, og triller ned mod Lightning Ridge. Der bliver hurtigt koldt inde i bilen, og vi ender med en sovepose over knæene. Vi skulle have haft lavet det varmeapparat i bilen, men nu vil vi altså ikke ofre flere penge.
Vi kører gennem græsmarker, der begynder at få et grønt skær. Her er stadig mange emuer og rigtigt mange vågne store kangaruer, og endnu flere trafikdræbte. Det er slut med bottletrees, de står kun i byerne, hvor de stadigt er populære. Vi møder store flokke af foragerende kakaduer, flest rosa, men der er også nogle gultoppede.
Lange strækninger er den ingen træer, og man kan se nærmest uendeligt ud over de pandekage flade sletter. Tanker diesel og kaffe i Dirranbandi. Vi drejer i Hebel, og kommer ud af en endnu mindre vej. Vi sparer 80 kilometer, og det stykke der i følge kortet skulle være grus, er blevet asfalteret. Det må være en befrielse for borgerne i New Angleddool. Vi krydser grænsen til New South Wales. Det eneste, der markerer det, er et skilt der advarer om, man bruger laser-hastighedskontrol i NSW.
Vi ender i Lightning Rigde, hvor vi starter med frokost. Vejret minder utroligt om en tidlig forårsdag i Danmark. Planterne er i hvile, vinden er iskold og solen varmer dejligt. Himlen er dækket af lammeskyer og ufattelig blå.
Vi er i en mineby, noget a'la Coober Pedy. Her lever man af sit 50 kvadratmeter område, som man vrister opaler ud af. Eller også lever man af opalgraverne og turisterne. Det er let at se forskel på de fastboende og turisternes biler; der er lak på turisternes.
Vi går ned til det såkaldte turistkontor, som bare er en opalforretning. Stort set alle forretninger er "opal og så noget andet". Vi får set på opaler i alle prisklasser. De flotteste af de sorte koster mere end diamanter per karat. Vi bliver enige om, opaler ikke lige er os, de ligner for meget plastik.
Efter at have været ude af et par grusveje mellem minerne, finder vi "opal og kaktus gartneriet". Her er utroligt mange kaktusser, de fleste kæmpestore. Der er omkring 50-100 forskellige arter fra Mexico, Brasilien og alle andre steder de tornede planter nu trives. Desværre er damen der driver det, ualmindelig afvisende. Ingen artsliste, ingen salg, ingen donationsbøsse - farvel!
Næsten alle haver, også det der mere ligner lodse- eller ophugningspladser rundt om minerne, har kaktusser stående, og der er mange forskellige arter. Vi bliver nødt til at besøge byens to gartnerier. Det første har forskellige træer i familie med bottletree't. De fire forskellige de har, har også fortykkelser ved jordoverfladen, men jeg køber ikke nogen. De har en uheldig tildens til at få meget lange grene, og jeg syntes ikke det ser pænt ud at klippe.
Vi kører ned af Castlereagh Highway. Solen forsvinder i en periode, og markerne mylder med forskellige parakitter, emuer og store flokke af store grå og røde kangaruer. På en mark ud for Come By Chance sidder op mod 100 spredt ud mellem træerne. Jeg ser endelig en vild gris, der lever. Har set mange, de fleste sorte, men også lysebrune (som denne) og en lys med små sortpletter, alle døde.
Når vi snakker med andre, både fastboende og omrejsende australiere og andre udlændinge, finder vi ud af, hvor mange forskellige dyr vi har set mere end dem. Umiddelbart er det eneste vi IKKE har set: Koala, wombat og kraveleguan. Mange andre har set koala og wombat, gud ved hvorfor vi ikke har? Ingen vi har talt med har set nær alle de slanger, krybdyr, fugle, kloakdyr (echitna og næbdyr) og pungdyr som vi.
Vi lander i Coonamble ved femtiden, handler ind og finder en campingplads. Oppe nordpå gav vi omkring 100 kroner for en nat uden strøm. Her nede giver vi 65-75 kroner, med strøm. Vi har så det meste af pladsen for os selv, og der er rigeligt varmt vand. Jeg skal bare vende mig til badevandet lugter af kloak, og hanen med "rain water" er drikkevandet.
Vi bor lige ved siden af den brune flod, og her er også rosa kakaduer. Ser op mod 500 på nogle el-ledninger midt i byen. Træerne over for er totalt afpillet, men fyldt med mange hundreder fugle. Vi kan også høre dem fra pladsen, men bliver ikke generet dem ikke om morgenen.
Sagde i eftermiddags, det var længe siden vi har set possoms, faktisk flere måneder Nu kommer en forsigtigt snigende over pladsen. Jeg tror ikke Rikke for fordærvet den, mens hun laver kyllingesalat med carrydressing. Virkelig guf!
Vi finder den lokale radiostation med deres top 40, og hygger inde i bilen. Udenfor er der for megen trængsel af forfrosne isbjørne og pingviner.

22/6 ELEFANTFØDDER OG GULDKUGLER.
Dejlig lun nat, til vi åbner døren, så er det bidende koldt. Uden for byen bliver vi mødt af et landskab, der minde meget om Danmark i november eller marts. Det er kun kakaduerne og kangaruerne der adskiller sig væsentligt. Der dukker tågebanker op, og på den anden side er der skydække.
Vi standser i Gelgandra for at tanke diesel og kaffe. På vej ud af den lille by får Rikke øje på en have, der er proppet med kaktuser. Det er Orana Cacusworld, som desværre er lukket. Det er en hobbyhave, manden arbejder fuldtids, og har kun åbent, når han har lyst. Det er en almindelig villahave, med et lille bitte hus, en enormt drivhus og resten er proppet med kaktus.
Jeg spejd gennem hegnet, enorme kaktus, op til fem meter høje, kæmpe elefantfødder, guldkugler lidt under en meter og rigtigt mange forskellige kaktuser. Skyder et par fotos, og forlader modvilligt området.
Vi kommer til Dubbo, som er en stor by, godt 30.000 indbyggere. Endnu en gang er det lykkes os at time det, så vi kommer til byen lørdag eftermiddag. Finder en bil-ting forretning, hvor vi bruger 150 kroner på spartelmasse, sandpapir, tape og maling til bilen.
Vi finder en biograf, der stadig kører Stjernekrig II. Godt nok i deres mindste sal, men jeg vil gerne se den, så vi køber billet til i aften. I en boghandel finder vi et par nye bøger til Rikke. Hun er som en narkoman uden et fix, når hun ikke har en bog.
Her i byen vasker man bil selv. Der er fem båse, med møntindkast. Så vælger man højtryks sæbe, kost med sæbe, motorrens eller højtryk rent vand. Bruger en time, og slutter af med svampen. Gruset går let af, men bilen blev rød, da den blev våd. Det er det fine jernstøv, som skal gnuppes af. Solen kommer frem, og så tørrer sæben, og så skal den gnuppes af. Har hældt 60 kroner i automaten, og det må være nok, resten kan tages på en campingplads.
Vi finder den lokale Pizza Hut, hvor vi tilbringer resten af eftermiddagen med at proppe os godt runde. Så kan vi springe aftensmaden over og æde rigtigt mange popkorn i aften.
Vi lapper lidt huller og rengører de sidste kroge på bilen, da vi kommer ind på en campingplads. Det bliver mørkt, og vi læser og slapper af inde i bilen, indtil det bliver tid til at tage ind til centrum. Vi kan lige nå en kop kaffe før filmen.
Udmærket film, men den er sent færdig; halv tolv, så det er tilbage på pladsen, i med stikket og ned i posen.

23/6 BILEN SMUKKESERES.
Sover længe, og når lige at liste ud af pladsen før klokken ti. Vi bliver i byen, for at høre, hvad de vil give for bilen i morgen. Vi flytter plads, for at finde nogle bedre brusere. Der kom simpelthen ikke vand nok ud af dem, til man kunne holde varmen.
Før vi finder en ny plads, cruiser vi lidt rundt i byen. På trods af det er søndag, er der en del forretninger der har åbent. Det kniber bare med at finde en åben cafè. Kigger lidt på kufferter, èn af os har mere tøj med hjem, end ud. Den anden har en halv ton foto og film.
Finder en ny campingplads, og begynder på bilen. Spartlingerne slibes og spartles op igen. Slibes med groft papir igen, så med fint. Aftørres med fedt- og voksfjerner og tapes så ind med aviser. Sprayes tre til fire gange, hvilket ikke er et hit. Malingen flyder fint sammen - ved 25 grader, der mangler 15! Samtidigt blæser det en del, så det er lidt svært at holde den forskrevne afstand, og samtidigt ramme. Jeg er glad for, jeg ikke skal gå og glo på det ret længe. Ikke desto mindre er jeg sikker på, det sælger bedre end rust, som nogle steder gik igennem. Jeg bliver aldrig brugtvognssælger eller bedemand.
Rikke smider en halv ko på panden, laver lidt pastasalat og lækker dip/dressing/sovs, og så er der mad. Mens hun kokkererer skruer jeg ting af og på bilen. Solskygge og bakspejl skal på (baseret på små mennesker), hornet laves så alle tre kontakter virker (havde det med at trykke i utide), madlavningslyset bliver igen nummerpladelys, og ekstralygterne (hvor den ene mangler glasset) ryger af. Skulle også flytte hylden over sengen, så forstærker og højtalere virker, men...
Så er det blevet tid for aftenens film: Scoopy Doo. Vi går måske lidt meget i biografen, men hvad f... skal vi ellers lave disse lange kolde vinteraftner? Filmen er da meget sjov, vidste ikke Rowan Atkinson var med. Vi ser forfilm til Harry Potter, hvilket får Rikke op at køre. Hjem på pladsen, stikket i, et varmt bad og så i posen.

24/6 PINK SLIP.
Vi vågner til et tykt lag rim på græs, skraldespande og biler. Bilen vil næsten ikke starte, men får den i gang. Så kører vi en lang tur ud på landet for at oplade batteriet lidt.
Tilbage i byen finder vi en mekaniker, der kan lave et "syn" af bilen. Det hedder vist "pink slip" eller "Safty Inspection Report" og koster 130 kroner. Så ved både vi, og dem der køber bilen, hvad der er galt. Med mindre det er rigtig galt, selvfølgelig!
Mens vi venter, sætter vi os først ind på en café. Bagefter går vi på biblioteket for at se vores nyeste fotos, som er lagt på i nat.
Mekanikeren har fundet lidt slør i rattet, som koster 1000 kroner at udbedre. Den må blive den nye ejer. Den ene forlygte er også revnet (det var den da vi købte bilen), så den skal også skiftes. Ellers er bilen perfekt. Får et par tip om, hvem der måske vil købe den, og hvem vi absolut ikke må sælge til.
Desværre er der ikke den store interesse, de vil enten ikke købe, eller også tilbyder de 3-5.000$, hvilket jo er lidt mindre end de 18.500$ vi har ofret. Vi prøver en anden by. Ud gennem de vinter-braklagte marker. Mange af træerne har smidt bladene, og solen står lavt, selv midt på dagen.
Prøver at sælge bilen i Wellington, men de er heller ikke interesseret. Kommer til Orange, som er en 30.000 indbyggers by. Et par brugtvognsforhandlere er ikke interesseret, en tredje vil give 4.500$.
Finder en café, hvor vi kan få varmen, og trøstespise lidt. Efter at have fået varmen, kører vi til Bathurst gennem store opdyrkede bakker. Prøver nogle forhandlere, men ingen interesse, der er jo rust i den. Samme resultat i andre af de mindre byer.
Vi opgiver, og kører til Sydney, hvor der må være et back-packer-marked for biler som vores. Vi har været i byer med under 300 indbyggere, og fem campingpladser. I Sydney er der tre, henholdsvis 13, 16 og 17 kilometer fra centrum. Vi bruger et par timer på at finde den ene, og så er kontoret lukket, og bommen nede. Der dukker en bil op, før jeg når at køre gennem bommen, de var bare på patrulje.
Klokken er ni, og vi er godt kolde. Vi kan lige holde otte grader i bilen, men det trækker voldsomt. Kører med fleece- og regnjakker på, samt en sovepose over benene. Rikke laver lidt spejlæg, bacon, tomater og champions til sandwich, mens jeg sidder inde i bilen og skriver, med varmeblæseren kørende.
Efter maden planlæger vi lidt, snupper et langt varmt bad, og tørner ind. I morgen må vi finde en ualmindelig blåøjet og gennemført naiv back-packer, som altid har drømt om at eje Australiens sejeste og ultimative off-road-camper (og har farmands Visa-kort med).

25/6 SOLGT SOM BESET.
Vi rydder op i bilen, og sorterer, så vi har to bunker, det vi skal bruge, og det andre kan få glæde af. Så finder vi nogle forskellige brugtvognsforhandlere, som alle har det til fælles; de vil hverken eje eller have vores bil. Hvis vi sælger den direkte til en anden back-packer, får han et helvede med at indregistrerer den i New South Wales, en almindeligt syn er ikke nok.
Vi beslutter at køre tilbage gennem Blue Mountains, op til Orange, hvor vi blev tilbudt 4.500$, knapt 25% af hvad vi har ofret. Så har den kostet os 13.000 kroner om måneden, hvilket faktisk er det samme, som det ville have kostet at leje. Så havde vi bare været fri for alle problemerne og mavesårene.
Vi standser midt i Blue Montains, en lille by der hedder Wentworth Falls, for at trøstespise. Vejret er fantastisk, med undtagelse af temperaturen. Der er formidable udsigter ud over bjergene, men det er sgu lidt svært at nyde, når man grubler over, man lige er blevet hoslet for en årsløn efter skat. Og, om det tilbud vi fik i går står ved magt.
Vi kommer til Orange, han kan huske os, og da banken lige er lukket, skriver han hurtigt en check. Vi har nemlig lidt travlt, hvis vi skal nå sidste forbindelse til Sydney i aften. Han spørger om vi efterlader noget, og det gør vi: Stor lampe, spade, stole, taburetter, køkkengrej, tre luftmadrasser, el-pumpe, startkabler, værktøj, jerrycan med diesel, sengetøj og puder, sovepose, telt, kost, syv kassettebånd, termokasse, en halv liter mælk, to æbleskrog, sav, paraply, ledningsrulle, forsejl med stænger, klude, tørresnor, gasbrænder, reservedele og -vædsker, bord, neonrørs lampe og en hel del støv. Vi har givet små 3.000 kroner for det, og han giver uopfordret to bus/tog billetter og liftet til stationen for det. Det er trods alt 500 kroner. Gud ved hvorfor han havde så travlt med at slippe af med os?
Vi har kørt 45.000 kilometer i egen biler plus nogle småtterier i offentlige tog, busser og sporvogne. Vi har brugt omkring 6.000 liter diesel, svarende til 27.000 kroner.
Vi når lige at bruge stationens toilet, så kører bussen til Lithgowe. Det tager to timer, og så har vi lige et kvarter til at plyndre en grill for aftensmad, før toget afgår. De sidste 100 kilometer med lyntog tager to en halv time, vi skal over Blue Mountains igen. Det er desværre blevet mørkt, der er nok ellers en flot tur.
Vi har fundet et hostel i bogen, og tager en taxi derhen. Der er kun lidt over en kilometer, men vi har stadig en del at slæbe på. Vi har taget vores madvarer med, og der er også en del andre ting, vi dropper i Sydney, når vi flyver.
Det ser meget pænt ud, koster 250 kroner per nat, og ligger temmelig centralt. Det eneste "vi" umiddelbart mangler er TV på værelset. Der er også lidt småkoldt, og intet varmeapparat på værelset - til vi kommer. Har været forudseende nok til at medbringe vores lille hyggespreder fra bilen; varmeblæseren. Et dejligt velfortjent bad, og så ned under dynen. Gad vide, om vi kan finde ud af at sove sådan. Jeg skal nok få sovet godt, jeg behøver slet ikke at tænke på bilen.

26/6 BACKPACKING.
Efter en nats rigtig god søvn, går vi ind til den nærmeste Commonwealth Bank, og sætter checken ind. Om tre bankdage ved vi, om den blev honoreret. Det er vist på mandag, og indtil da, har vi ikke voldsomt mange penge på vores australske konto.
Nu vi er i centrum, kan vi lige så godt vindus-shoppe lidt. Finder selvfølgelig også nogle småting, som simpelthen MÅ med hjem! Vi kigger også på kuffert til Rikke, og arbejdssko til mig.
Her er afsindig mange forretninger, den ene arkade efter den anden i op til ti etager. En god blanding af mærkevarer og betalelige. Husene er også en blanding af fine sandstens bygninger med små statuer, og rigtigt høje spejl-højhuse. Her er ikke nær så meget kunst, som der var i Melbourne, men det er en pæn by.
Det begynder allerede at blive koldt ved tretiden, og vi trække ind på en af de utroligt mange caféer. Sidder og betragter folk der går forbi. Nogle har shorts og T-shirts, andre lange vinterfrakker. Man kan godt se, vi er i en storby, folk er generelt mere velklædte, og der er flere freaks.
Vi snupper en sub-way med hjem, hvis vi nu skulle blive sulten. Plyndrer også Rikkes Visa-kort, så vi har noget at betale værelsesleje med. I Lonely Planet står der, værelset koster 275 kroner per nat. Man får syvende dag gratis, HVIS man betaler for en uge af gangen. Vi har betalt 500 kroner for to nætter (lidt billigere), men de kan ikke blive regnet med i en uge. Så må vi bide i det sure æble, og tage en hel uge til. Det bliver Rikke så afkrævet 900 kroner for, og hun er hurtig nok til at holde mund. Det er nok prisen for dome-senge.
Jeg vasker tøj, og sorterer lidt i mine ting. Rikke får plottet alle de ting, vi skal se i Sydney, ned på et kort.
Det har været en lang dag, og varmen fra vores lille hyggespreder lammer.

27/6 STORE MUSLINGER HER ?
Vi går ind til centrum, hvor vi først ser Saint Mary Cathedral. Af en kirke, de er bygget i det 19. århundrede er den da vældig flot. Rikke vil se Hyde Park Barracks, som har lidt om straffefangers historie og lignende. Jeg bliver parkeret i deres café imens.
Jeg bliver afhentet, og vi går ned til butiksområdet. Jeg finder et par fede sko, men dem kan Rikke ikke lide. Det går bedre med frokosten.
Så finder vi Royal Botanical Garden, som er rigtig flot. Vi ser det store pyramideformede drivhus, og et andet med tropiske vækster. Der er også en stor sukkulentafdeling. De eneste knolde jeg finder, er en slags Fockea, som jeg ikke har, og et passionsfrugt-familiemedlem, som jeg har frø med hjem af, fra Melbourne.
Så går vi ud til en sjov bygning, der ligner muslingeskaller. Der bliver holdt koncerter og opera i den. Rikke får et program, og så går vi tilbage til byen. Jeg startede dagen med iskias-smerter, og efter et café-besøg tager vi en taxi hjem. Det vil sige; næsten hjem. Han smider os af på et gadehjørne, og siger vi bare skal et par huse ned af gaden. Det er snarere et par blokke og meget store kryds uden fodgængerfelter.
Jeg dejser omkuld på sengen, og Rikke læser. Så henter hun mad, og så læser vi begge. Der er ikke så meget andet at lave, hvis man ikke skal fryse eller brande en masse penge af på bio eller bar.

28/6 SHORT AND SWEET.
Vi tager en bus ind til centrum. Det blæser i dag, så vi går fra mall til mall. Standser på flere caféer, hvor vi nyder kaffe og te, samt læser i vores respektive bøger. Der er udsalg i de fleste forretninger, men der er ikke noget, der fanger vores interesse.
På vej hjem køber vi lidt mad, og et par bøger til. Aftenen går med at læse, hygge og varmt bad.





29/6 BØGER OG SUBWAYS.
Det blæser igen i dag, om mens vi går ind mod centrum kommer der et par små byer. Dagen går med at se på forretninger, mest boghandler. Vi køber også noget creme, som skal tage Rikkes kløe; vi har igen fået et værelse med bed-bugs. Vi spurgte ellers da vi flyttede ind, og de påstod de ikke havde. Vi skal også have fundet noget at sprøjte med, så vi ikke får dem med hjem.
Man kan ikke mærke det er lørdag, alt har åbent. Efter utallige café besøg, tager vi sub-way'es med hjem, og læser. Jeg er i gang med en australsk krimi, der foregår i gaderne omkring os.
Vi har stadig en del ting at se i Sydney, men vi venter til mandag, hvor der gerne skulle gå penge ind fra bil-checken. Vi har rigeligt med tid, så hvorfor haste?

30/6 MONO-RAIL OG BONZAI-TRÆER.
Vi sover længe, det er trods alt søndag. På vej ned i byen vil Rikke vise mig et rigtigt hyggeligt lille torv. I dag står der en flok betjente og et nyhedshold omkring en flok retsmedicinere. Jeg syntes ikke det ser spændende ud, men sådan er vores interesser jo så forskellige.
Vi går vider ned mod havnen, og deres store kinesiske have. På vejen passerer vi et meget futuristisk højhus, hvor mono-railen kører forbi samtidigt. Vi kunne være i år 2050. Mono-railen er en lille række små strømlinede vogne, der kører på en skinne i første sals højde. Den må være utroligt meget billigere end Metroen, at anlægge. Der kan så være lidt problemer med sne, men hvad, så virker resten af det offentlige transportsystem jo heller ikke. Man ser faktisk ikke den 40 gange 50 centimeter bjælke, som bliver understøttet med meget store mellemrum, omkring 100 meter.
Vi når den store have, som med sin hektar er den største kinesiske have uden for Kina. Den er designet af kinesere, bygget op omkring en kunstig sø, det hele lavet på en gammel parkeringsplads og ruiner i 1986-88. Den er mærket af vinteren, men stadig vældig smuk. Der er en masse gennemgående lysegrå sten, med en skæl-agtig overlade, og nogle fantastisk smukke former. Mange slag bambus, bonsaier, kuperet terræn og flot klippede buske og tæer. Alle steder er der små listige lysthuse, som må være rigtigt populære om sommeren. I et af dem spiller de kinesisk folkemusik, og man kan blive stadset op som prinsesse.
Desværre får jeg synsforstyrrelser, og min iskias volder også problemer. Vi strejfer china-town, men vil vende tilbage en anden dag. Selvfølgelig i china-town, men også i resten af Sydney, er der en meget stor del asiater, både fastboende og turister. Vi passerer også det spanske kvarter, hvor husenes stil, navn og restauranten i gadeniveau er spansk.
V spiser på Hungry Jack, og finder en hyggelig café, hvor de har gasvarmere mellem bordene. Vi sidder midt i Queen Victoria Building, som er virkelig flot, med mange små specialforretninger og endnu flere dyre tøjforretninger.
Det er søndag, så de fleste forretninger lukker klokken fem. Vi køber mad og insektspray, og snupper bussen hjem. Aftensmaden er kyllingesalat, en god og gennemtestet ret, som ikke kræver det mest veludstyrede køkken. Vi læser resten af aftenen, jeg fandt en spændende bog i opholdsstuen, og så på dansk!
I morgen bliver det spændende; vi skal se, om der var dækning for brugtvognshandlerens check!

1/7 FLERE BØGER.
Dagens første mål er et se, om der er kommet penge ind på vores konto. Det er der ikke, så vi går ned til en afdeling af vores bank, og spørger hvorfor. Her får vi at vide, de nok først kommer i morgen efter klokken fire. Hvis det er tre arbejdsdage, har de fire dages weekend. Temmelig irriterende, da vi snart har lavet alt det, vi kan, uden penge.
Vi driver lidt rundt i centrum, drikker kaffe og læser bøger. I en boghandel finder vi flere bøger af en forfatter, der har skrevet den bedste bog, jeg har læst; Whitley Streiber's Skygger i natten/Varulvenætter. Har forsøgt at finde nogen af ham i mange år, uden resultat. Her er de på udsalg til 20 kroner stykket.
Vi finder nogle flotte fotos og billeder i Queen Victoria Building'ens øvre etager, men det er temmelig peberet. Snupper lidt mad på vej hjem, hvor der skal luftes ud. Med lidt held har vi fået skovlen under bed-bugs'ne, meeen....
Aftenen går med at læse, heldigvis i gode bøger.

2/7 NÆBDYR OG SMÅ BLÅ PINGVINER.
Vi tager en bus ind til botanisk have, hvor deres støtteforening sælger planter, tirsdag og torsdag. De har ikke lige noget, der interesserer mig, men det er lige så meget for at spørge, HVOR man kan finde spændende blomster. Det vrider deres hjerner og finder telefonbøgerne frem. Vi får tre adresser og telefonnumre. Den ene er tæt på, de to andre ude i forstæderne, sådan 50 til 100 kilometer.
Vi gå ud forbi operahuset, ned til færgerne, og prøver en ATM. Der er kommet penge! Det bliver fejret med en kop kaffe under broen.
Vi skråer gennem centrum, og kommer ud ved en nu kaj. Her ligger Sydneys akvarium, som skulle være i verdensklasse, www.sydneyaquarium.com.au En pige kommer over til os med to avisudklip, og så får vi 25% rabat.
Det er flot, og der er andet end fisk. En stor del af bygningerne er flydende pramme, blandt andet haj-tanken. Der er også sæler, som nærmest er i en indhegning i havnen. Har ud for blandt andet operahuset, men også rundt om færgerne bemærket det krystalklare vand. Der er et sigt på over ti meter, flot af en storbyshavn.
Et sted går et næbdyr, som er rigtigt aktivt, på trods af, det er temmelig oplyst. En lille flok små blå pingviner er der også blevet plads til, de er utrolig søde. I et af sump akvaterrerierne går der også nogle rørhøns, i andre er der frøer eller leguaner.
Her er selvfølgelig en meget stor rev-afdeling , men også meget australsk ferskvand. Noget af det eneste vi ikke ser i de velholdte akvarier, er udenlandske dyr.
På vej ud plyndrer Rikke souviniershoppen for postkort, og så går vi ind mod centrum. Vi passerer en meget eksklusiv riben-restaurent, den må vi finde senere. Vi finder nogle nye forretninger, hvor jeg leder efter en bestemt jakke, som skal passe. Én ekspedient tilbyder at hente en sav, og sy min arme til, en gang for alle. Jeg afstår!
Da forretningerne lukker finder vi tilbage til restauranten, og få lidt god mad. Godt mætte går vi gennem Wooloomooloos gader, til vi finder en bus hjem. Rikke læser, jeg prøver at finde de kaktusforretninger vi har fået adresser på, på kortet. Prøver også lige telefonbøgerne, hvor der sørme også er nogen. Desværre ligger de fleste 50 til 100 kilometer uden for centrum, så det må blive en anden gang.

3/7 PUNGDYR, HVALER OG MEN IN BLACK II.
Vi kommer forbi Australian Museum, som i øjeblikket har en specialudstilling om kropskunst. Vi bliver nødt til at kigge ind. Her er en stor samling af knogler, fra dinosaurer over fugle og pungdyr til mennesker og hvaler. Mange af skeletterne er sorte af ælde, og her er vist ikke sket så meget de sidste 100 år.
Kropsudsmykningsudstillingen er en hurtig gennemgang af maling, tatovering, skære- og brande ar, piercing og indsnøringer. Meget er fra den gamle koloni Papau New Guinea, hvor vi så en hel del af det. Det er sjovt at se kinesiske kvindesko ved siden af fettics stilleter og næsepinde i kirurgisk stål ved siden af grene.
Der er en stor gammel udstilling af australske fugle og en ny og vældig flot mineraludstilling. Man går mellem forskudte etager, mellem ældgamle bygninger og helt nye futuristiske, men det er egentligt ikke ret stort.
Jeg beslutter mig for, det er på tide at blive klædt pænt på. Finder nogle nydelige kraftige, men klassiske sorte sko. En sillebensmynstret tweet-jakke i grå, lavet i New Zealand efter italiensk design. Virkelig lækker og god pasform, kraftig og alligevel dejlig blød. Et par matchende bukser, der har den slanke og alligevel løse pasform, som jeg foretrækker. Hertil en sort rullekravesweters i næsten cashmier-kvalitet. Et flettet læderbælte i sort kærnelæder og et diskret spænde afslutter out-fittet.
Lidt overraskende begynder Rikke at tale om nyt tøj til hende?! Nå, vi finder en skjorte, og hvis hun roder lidt rundt i den kuffertfuld fra Melbourne, skal hun nok også blive pænt klædt på. Vi kommer ned til striben af biografer, hvor Men In Black 2 har premiere. Køber billetter til i aften, og kører hjem for at fikse os op. Slipper også lige 900 kroner for en uge til, så vi kan sove længe i morgen.
Vi spiser aftensmad på Planet Hollywood, ganske lækkert, og så på varme tallerkner. Filmen er udmærket, men dog ikke lige så "stor", som den første. Vi springer popkornene over, og spiser noget af det australske slik. Det smager som en dårlig blanding af tysk og økologisk slik, jeg savner det danske.
Det var den sene forestilling, så vi kører direkte hjem. Har vist ikke nævnt det, men Sydneys gader er rene og pæne. Selv om man ikke ser nogen gadefejere, ligger der næsten intet og flyder på fortovene. Der er heller ikke nogle tacks eller graffiti, og det pynter. Mange gangbroer, forretningsfacader og parkinteriør er langt fra hærværkssikket, men er heller ikke ødelagt. Hvor vi i Melbourne så mange gående og kørende politipatruljer, kan der sagtens gå dage, hvor vi ikke ser noget politi her i Sydney. Her af kan man konkludere: Det er politiet der fucker byerne op. Godnat, og sov godt!

4/7 PIERCING OG POWER-SHOPPING.
Vores hostel tilbyder fra i dag af continentel morgenmad. Eneste problem er, det er indtil klokken ti. Vi når det dog, og tager så ind mod byen. Kigger forbi en piercer, som først åbner klokken elleve, men her er ikke noget spændende. Finder den blomsterforretning, vi har fået anbefalet i botanisk have. Her er fem forskellige afskårne sukkulenter og andre afskårne blomster. Hun anbefaler en anden forretning lidt længere ude, men den har heller ikke noget spændende.
Vi tager bussen ned til Circular Quai, hvor færgerne afgår fra. Vi når lige akkurat ikke den ene til Manly, men der er kun en halv time til den næste. Rikke får lidt at spise, og jeg finder et par udmærkede solbriller.
Vi sejler ud mellem broen og operahuset, og jeg skyder et par fotos. Efter en god halv time kommer helt ud til havet, før vi svinger ind til Manly. Vi finder en bus, der bringer os helt ud til det plantecenter, vi har fået anbefalet. Her er der en del knolde, men de fleste er ikke til salg eller også har vi dem. Finder ud af, der er flere af de ansatte, der interesserer sig for caudacifoams, som knoldene hedder på engelsk.
Vi taler med Daniel, som anbefaler Arizona Cacti Nurseri, specielt fredag aften, hvor kaktus og sukkulent foreningen holder møde. Jeg siger, jeg har tænkt på at komme der ud, men ved ikke om der kører busser. Han tilbyder mig et lift i morgen aften, og det kan jeg jo ikke sige nej til.
Vi finder et par små knolde, som vi ikke har. Der er også nogle af de store, der lokker, men de er for store. Måske er der nogle mindre i morgen. Tager bussen tilbage til havnen, og finder lidt frokost.
Vi sidder indendørs på færgen, det er lidt køligt på vandet.
Tilbage i centrum finder vi et par trøjer, et par strømpebukser og et par fornuftige power-shoppe-sko til Rikke. Spiser en let aftensmad på en italiensk restaurant. Her er næsten fyldt op, men den eneste man hører er en ung asiat. De har virkelig en anden kultur end os. Snakker og råber altid højt, mokker og maser helt uhæmmet, og er generelt temmelig irriterende. Godt de ikke er vikingestore!
Efter maden triller vi hjem og flader ud, det er hårdt at bruge penge!

5/7 KNOLD-NØRDERNES PARADIS.
Under morgenmaden på hotellet prøver jeg at læse mails. Jeg kan bare ikke komme på nettet. Måske er det fordi, jeg har fået et nyt abonnement. Bestilte det via nettet, da jeg sparer 70%. Det var bare først da jeg sendte ordren, de fortalte, jeg nok skulle sætte computeren op på ny. Hvis jeg havde vist det, havde jeg ventet til vi kom hjem.
Prøver at læse dem fra hostlets internet-computer. Her kan jeg hverken komme på min, opasias eller hostlets hjemmesider. Prøver senere fra en internatcafé, men her kan jeg se mails'ne, men ikke læse dem, og det har intet med opasia at gøre. Måske er der bare flere problemer oven i hinanden.
Vi tager bussen ud til Circular Quay, og går op mod The Rocks, som er Sydneys mest prominente kvarter. Her ser vi en meget stor bro/tunnel, som er lavet af fanger. Man har faktisk brugt fanger som slaver indtil for omkring 50 år siden. Abo'er og hvid blev rask væk idømt syv års straffearbejde i for eksempel minerne, for at stjæle en lommetørklæde eller en ko.
Ved siden af ligger The Garrison, som er hærens kirke. Den er rigt udsmykket med bannere og våbenskjolde fra de enheder, der har været ude i verden og slagte andre mennesker i guds kærligheds navn.
Her er nogle fantastisk flotte forretninger. En flok ligger i et gammelt pakhus, som er totalt renoverer eller snarer restaureret, så hele charmen er bevaret. Her er flot tøj, brugskunst, kunst og andet pokkers dyrt. Vi finder ned til havnen igen, hvor Svanen ligger. Den er bygget i 1912 til Carlsberg, som brugte det flotte tremastede sejlskib til at sejle øl til Grønland indtil 1969. Nu kan man leje det til forskellige lejligheder i Sydney havn.
Efter at have zig-zag'et gennem det spændende område, kommer vi tilbage til centrum. Her finder vi en rummelig kuffert, som de påstår har kabinestørrelse, til Rikke. Vi spiser frokost, og nyder det gode forårsvejr, næsten for varmt at have jakke på.
Lidt i fire følger Rikke mig ned til færgen, og jeg sejler mod Manly, mens hun tager hjem til hostlet. Færgen vrimler med Sydney Habor Police, de ligner altså ikke dem fra serien! Ved ikke hvad der er sket, men vi sejler uden den store forsinkelse.
Finder en bus, der kører mig op til planteskolen, hvor jeg må vente en halv time, til Daniel har fri. Vi kører forkert et par gange, men når lige at kyle en pizza i halsen, før mødet i New South Wales Cacti and Succulent Society starter. Der er en masse kaktuser og sukkulenter til salg, men ikke nogen knolde.
Der er omkring 50 mennesker til mødet, der starter med lidt almen information. Så er der et kort foredrag om en bestemt type sukkulenter. Det hele er holdt i en temmelig humoristisk atmosfære. Det er hovedsageligt gråhårede medlemmer, de fleste med en væsentlig værre accent end jeg. Dagens hovedemne er aktion over den tidligere og nu afdøde formands bøger. De ryger fra 50 til 2500 kroner stykket. Der er to, jeg kunne være interesseret i. Den første ryger over 1600 kroner, og så interesseret er jeg heller ikke. Den anden følger jeg op til 900 kroner, men den ryger for 1000. Finder senere ud af, jeg kan købe den for ny til - 900 kroner.
Der er ikke flere bøger, der interesserer Daniel eller jeg, så vi smutter. Ville ellers gerne have talt med et par af de gamle stødere, der interesserer sig for knolde, men der er lang tid til aktionen er færdig, og jeg skal finde og nå en færge.
Daniel kører mig ned til færgen, og vi snakker en halv times tid, mens jeg venter. Han studerer, har boet to år i Papau New Guini og boet i kloster. Vi har passerer en del politiafspærringer/kontroller, og halvdelen af passagererne på færgen er politi. Der i mod er der ingen fulde mennesker.
Jeg kommer hjem lidt over midnat, briefer Rikke og går i seng.

6/7 LAYING LOW.
Det blæser, så vi snupper lige en lur efter morgenmaden. Det kunne nok have trukket ud, hvis Rikke ikke blev sulten. Vi kører ned til byen, nusser lidt rundt og finder frokost. Ud på gaden igen, rundt om hjørnet og ind på en kaffebar, hvor Rikke kaster sig glubsk over en sagesløs chokoladekage.
Der er kaffe-festival nede på havnen, men der er pålandsvind, så det trækker(!) ikke rigtigt. Vi bliver siddende lidt og læser, men så bliver Rikke lidt skidt, og vi kører hjem. Efter vi har blundet/læst lidt, er hun på toppen igen, og vil inviteres ned til aftensmad.
De har pyntet op til en 40-års fødselsdag, men der er også plads til os. Priserne på menukortet er latterlige; intet over 50 kroner, heller ikke T-bonen eller 300 gram rumb. Måske skulle vi komme her lidt oftere.
Totalt forædte vælter vi op på værelset, hvor vi læser til vi tilter. Håber vejret er bedre i morgen, så vi kan se china-town og kaffe-festivalen.

7/7 ÆGTE KOPIER.
Vi starter dagen lidt langsomt, det er jo søndag. Vinden har lagt sig, og vi kører ind til china-town. Først raider vi en boghandel, som har nogle forrygende tilbud. Jeg finder blandt andet en bog, hvor en del af mine knolde er omtalt, fra 2002. Rikke finder et halvt tons krimier.
Vi ser lidt på nips, tøj og mad. Kommer til et stort indendørs marked med alt fra ægte diamanter over grønsager til falske Rolex. Jeg finder en rigtig fed hård kuffert a'la Samsonite, bare til en lidt mere rimelig pris. Så har vi da noget at trille Rikkes bøger rundt i. Rikke har hovedpine, og forsøger at få det masseret væk hos en kinesisk massør. Det hjælper faktisk.
Vi bliver træt af mokkeriet, og søger ud til en café. Rikke skriver postkort, jeg dagbog. Udhvilede og forfriskede går vi ind mod centrum. Kigger ind i nogle antikvarboghandler, hvor jeg leder efter en bestemt "knolde-bog". Finder den ikke, men der er en anden bog af samme forfatter til 40 kroner, og den må med hjem. Den hedder "Name That Succulent", og er en teoretisk gennemgang af blandt andet knolde, uden fotos. Den slags er ikke til at støve op der hjemme, og hvis endeligt, så er de ubetalelige.
Vi tager en bus ned til Central Station, jeg vil nemlig gerne ud til Box Hill og Llandilo, hvor der er to kaktus-planteskoler. Spørger om, hvordan man kommer der til i en billetluge. Han siger noget med et tog og så en bus, men spørg i informationen. I informationen spørger fyren på bombay-engelsk, om jeg prøver at teste ham. Han har aldrig hørt om de to byer. Han finder dem dog, og fortæller hvilken toglinie jeg skal med ud til bussen. Så giver han mig et telefonnummer, hvor jeg kan få tiderne.
Jeg gider ikke lige ringe, nu vi er på stationen, så jeg går bare over og køber en billet til i morgen mellem ti og elleve. Det kan man sørme ikke, kun til samme dag. "Nå, hvad tid går det?" "Ved det ikke, spørg i informationen!" Den tid, den sorg.
Vi snupper lige en bid aftensmad, før vi kører hjem. Finder en etnisk restaurant i den store stationsbygning. En amerikansk burgerkæde ER altså etnisk her! Hjemme på hostlet læser vi, og jeg lærer lidt mere om mine knoldes familieforhold.

8/7 KNOLDE-KNOLDE-KNOLDE.
Har sovet dårligt, Rikke har ondt i halsen, jeg mellem skulderbladene - igen. Jeg føler mig ikke helt på toppen, da uret ringer klokken otte. Min plan er at køre ud til kaktusgartnerierne, mens Rikke kan blive liggende og putte uforstyrret. Efter at have serveret morgenmad på sengen, går jeg ned på stationen.
Jeg når lige at springe på toget, så kører det. Først gennem utallige forstæder og endelig uden på landet. Efter en god time er jeg i Riverstone. Bussen til Box Hill går først om halv anden time, så jeg finder en taxi. Efter et stykke tid finder jeg også chaufføren, og vi kører de fire kilometer ud til Arizone Cacti Nurseri.
Her er en samling meget store kaktuser ude foran, og en masse små inden for. Det har skiftet ejer for omkring et år siden, og de er stadig i gang med at rydde op. Først er der et stort "udstillingslokale". Det er, som resten af tunnelerne, lavet af et stålskelet med plastik eller stilladsnet over.
Her er flere store knolde, men selvfølgelig ikke til salg. Bag ved er ti tunneler, der er tre meter brede og 12 meter lange. Nogle er ikke blevet luet i årevis, nogle er fyldt med nysåede og -plantede småkaktuser, og så er der nogle, der er låst af. Her står private samlinger. De er alle flot holdte, og der er virkelig nogle flotte eksemplarer mellem.
Jeg kan ikke finde nogen planter, der interesserer mig, men spørger efter nogle af dem, Rikke har ønsket sig. En sød ældre dame finder en, og mener hun har en anden i sin private tunnel. Jeg går med! Hun har en flot samling kaktusser, sukkulenter og knolde. Vi finder en til Rikke, og jeg spørger på en anden. Hun ved ikke hvad det er, og hun har kun fem. Taler lidt med hende om de andre planter, og ser nogle virkelig sjældne og mærkværdige eksemplarer. Det ender med, hun alligevel gerne vil gå af med en af de spændende.
Jeg slipper 120 kroner, og spørger, hvordan jeg kommer til Hammiltons World of Cacti. Det har de ikke den fjerneste anelse om, så jeg ringer til min taxi-chauffør. Han skød tidligere på, det ville koste 150 kroner, og det passer på øre.
Hammiltons World of Cacti er lidt mindre, men mere velorganiseret. De har også flere interessante knolde, og jeg slæber af med fem til 250 kroner. Jeg er bare også nødt til at købe en bog (den jeg ikke fik på aktionen) til 900 kroner. Det skulle virkelig være biblen inden for knolde, og den ser ud til at have de fleste jeg har, plus mange andre.
Her er også et stor udstillings afdeling, med nogle enorme knolde og kaktusser. Nogle af dem er fra naturen, det kan man ikke få længere. Her er selvfølgelig også nogle jeg godt kunne tænke mig, men sådan skal det ikke være. De kigger i opvæksthusene, men kan ikke finde noget til mig, da der ikke er blade på nu. Der er ikke navneskilte på, så de kan ikke artsbestemme dem. Ærgerligt, jeg kommer nemlig ikke tilbage til foråret.
Det er en mor-datter forretning, og jeg taler en del med begge. Da jeg spørger, om hvordan jeg kommer de ti kilometer til Penrith station, finder moderen sine bilnøgler frem, og kører mig. Toget afgår efter fire minutter, så jeg når ikke at få noget at drikke eller spise.
Alt i alt har det været en god udflugt, jeg har fået brændt 1500 kroner af, men fået seks nye planter, og to til Rikke samt en rigtig lækker bog. Nu skal jeg bare have planterne gennem Sydneys, Hong Kongs, Heathrows og Københavens toldere. Der skulle ikke være noget ulovligt i det, men hvis de tror det er fredede planter, skal de artsbestemmes, og det tager tid! Derfor har jeg ikke tænkt mig at nævne dem. Og så har jeg da for resten nogle gode bøger med, til at artsbestemme.
Rikke har sendt mg et par SMS'er i løbet af dagen, og fortalt mig, hun havde det bedre. Samtidigt har jeg kunne konstatere, min telefon har det dårligere. Enten er der løst forbindelser i den, eller også har den fået en virus. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske derfor jeg ikke kan sende e-mails?
Rikke henter mig på stationen, og jeg får lige en pøllserule, får vi tager bussen hjem. Her ser jeg alt det, Rikke har fundet i byen, i løbet af dagen. Så går vi ind mod byen, for at finde lidt aftensmad. Valget falder på en spansk restaurer, og det viser sig at være et godt valg.
Vi får en kop kaffe og jeg en kage på en af kvarterets mange homo-caféer. Der fra går det direkte hjem, en af os har haft en lang dag, og i morgen skal vi i zoologisk have. Jeg kan dog ikke holde mig fra min nye bog, skal lige læse lidt om de knolde jeg lige har købt.

9/7 TORONGA.
Det er et pragtfuldt vejr, og vi skal i ZOO. Bussen ind til Circular Bay, hvorfra vi tager færgen over til Toronga. Her ligger haven på en stor og stejl skråning, så vi tager kabelbanen op til toppen, og arbejder os langsomt ned af. Billetten inkluderer både færge, kabelbane og ZOO, men koster så 150 kroner.
Første del af haven er australske dyr, her er kænguruer, næbdyr, fugle, echitnaer, koalaer og krybdyr. Så kommer der lidt sæler og søløver, zebraer, giraffer, elefanter og lidt katte. En større afdeling med fugle og dyr fra Amazones, blandt andet aber. Der er også urangutanger, gorillaer og chimpanser. En temmelig stor krybdyrsamling, oddere, andes-kondorer, aladabra skildpadder og så slutter vi med en klappe-ZOO.
Burene er pænt store og beplantede, men det hele har lidt et nedslidt udseende. Der er ikke beskidt, men der kunne godt være mere friskt. Absolut ikke den mest spændende eller flotte have vi har besøgt.
Vi sejler hjem i de sidste solstråler, og går op til byen. Jeg vil finde en internet-café, så jeg kan skrive til Opasia, og måske få mit net til at virke, og så skal vi lige have læst mails. Efter det er klaret, kører vi hjem og frisker os op, før vi går ud og får lidt god mad, i anledning af vores to et halvt års dag.
Vi får anbefalet en italiensk restaurant på Oxford Street, og den viser sig at være rigtig god. Tre retter hver, og en halv liter vin bliver kun 400 kroner, et fund for pengene. Vi sidder og spiser og hygger, til det bliver sent.

10/7 STILL SHOPPING.
Vi kører ind til byen for at overføre 4600 kroner til min danske konto, så vi har lidt at bruge i Hong Kong. Så hæver vi de sidste penge, og lukker kontoen. Checker mails på internet-caféen, ingen ting fra Opasia. De får en ny mail fra mig, nu til en anden afdeling.
Så finder vi en bus til Bondi Beach, som skulle være et fancy område. Det blæser i dag, så vi starten med frokost i et mall. Så går vi en tur op og ned af gågaden, men her er ikke noget særligt spændende. Sætter os ind på en jødisk café for at få kaffe, kage og varme.
Strandpromenaden kan være lige meget, der er en strid pålandsvind, så vi triller hjem igen. Rikke læser og jeg sidder og studerer i mine nye bøger, til det bliver tid til aftensmad. Den indtager vi på Cooks Brazzeri, som er i stueetagen. Lækker mad til ingen penge. Aftenen går med mere læseri og studeren.

11/7 BLOKLYS OG MONO-RAIL.
Rikke har stadigt ondt i halsen og er lidt skidt, så efter at have serveret morgenmad på sengen, lader jeg hende sove, og tager ind til botanisk have. Har set, de har en plante identifikations afdeling, og de må have nogle smarte hoveder eller gode bøger, jeg kan bruge til at udfylde de tomme felter i mit knolde-skema.
Det viser sig, de skal have 50 kroner per plante, dog kun 400 kroner i timen, hvis der er flere. Snakker lidt med den søde dame, der står for det. Hun får fat i bibliotekaren, der anbefaler nogle bøger. Enten har jeg dem, eller også har hun lånt dem med hjem til sin mand.
Så kan jeg bruge internettet. Hun har en side, hun bruger. Når den ikke forslår, bruger hun Google. Jeg låner hendes terminal, og sidder og leder i tre timer. Så skriver Rikke, hun er på højkant, og vi aftaler at mødes i centrum, nærmere bestemt Australian Square. Her får vi lidt thai-frokost og planlægger resten af dagen.
Jeg finder en stor elastik til at sætte mine kufferter sammen med. Rikke finder en ny (ren) hvid skjorte og så går vi ned til en af havnefronterne. Standser ved den kinesiske have for at fotografere mono-railen og få en kop kaffe ved parken hvor folk lufter deres børn.
Vi kommer ned til et stort mall, men det eneste nye er en stearin-kunstner. Hun dypper stjerneformede bloklys i forskellige farver stearin, og skærer så lange snit i dem. Flapperne der fremkommer af det, er regnbuefarvede, og bliver rullet eller snoet. Meget sjovt at se på, men købe dem?!
En forretning har, som så mange andre vi har set, flotte drejearbejder i træ. Desværre koster et flot fad 8.000 kroner, og SÅ flot er det heller ikke.
Jeg har efterhånden svære abstinenser, har ikke haft Revo'en på nettet i en uge. Har mailet adskillige gange til Opasia, og spurgt hvorfor, men de svarer ikke. Ringer til deres gratisnummer fra en telefonboks, men det er ikke gratis. Så kan jeg lige så godt bruge en mobiltelefon.
Det viser sig, at det nye abonnement jeg fik anbefalet i en mail fra dem, ikke giver adgang til mobilopkobling! Så vil jeg da gerne lave det om til det jeg havde. Ja, så gerne, det bliver fra den første. Det taler vi lidt om, og så træder det i kraft om en halv time, siger hun.
Vi går tilbage over havnen, og der åbenbarer sig et ualmindeligt flot motiv, hvor solnedgangen spejler sig i glashøjhusene langs kajen. Rikke er sulten, så vi finder et food-court. Det er blevet mørkt, da vi kommer ud igen, og forretningerne er lukket, så vi triller hjem til Cook. Læser til det er sengetid.

12/7 RUNDTUR I SKYHØJDE (NÆSTEN).
Det er bedre vejr i dag, så vi tager ind til byen (det er altså kun en kilometer), og prøver mono-railen. Det er en 20 minutters rundtur omkring centrum og over en af havene. Det er sjovt at se byen fra første sals højde, og hvor glider vi let "gennem" trafikken og lyskurvene.
Vi tager næsten en omgang til, for at komme ud til et stort mall ved china-town. Starter med lidt at spise og drikke, og ser så en lille del af mall'et. Rikke er stadigt ikke på toppen, så hun følger mig tilbage gennem byen til en internet-café, og kører selv hjem.
Jeg zapper rundt på nettet i tre timer, og finder forskellige sider om caudiciforms (knolde), som jeg kan fordybe mig i en anden gang. Har fået en mail fra Opasia, hvor de gerne vil høre, om jeg er tilfreds med det svar de gav mig og behandlingen. Da jeg stadigt ikke har fået svar på mine mail-spørgsmål, får de et udførligt svar!
Må gå det sidste stykke vej hjem, trafikken er brændt sammen. Længere ude af vejen ligger Aussie Stadium, og der er fodboldkamp i aften. Det er vist i 100.000 tilskuer-klassen, og i flere timer er vejen fyldt af poppede busser. Da jeg kommer til Captain Cook Hotel (www.captaincookhotel.com.au) hvor vi bor, er der en kødrand langt ud på gaden, og den ellers så tomme bar er proppet.
Jeg går op og får liv i Rikke, der kan lokkes med ned i restauranten. Her er der stadigt få ledige pladser, og vi får lidt godt at spise. Pludselig er der helt stille, kampen starter nok nu. Tilbage på værelset skriver og læser vi, og bliver brutalt forstyrret klokken ti, hvor fodboldfans'ne vælter ind mod byen igen. En af bartenderne fortalte, vi nok ikke skulle regne med ro før klokken et. Skidt med det, så sover vi bare længe, og vi har vel egentlig prøvet at sove oven over en bar før!

13/7 BLADE 2.
Efter at have serveret morgenmad på sengen, forlader jeg Rikke, som lige skal sove lidt længere. Jeg går ud til et lørdagsmarkede ved Union Church. Det er temmelig stort, og rigtigt spændende. Her er en masse kunsthåndværk, som sagtens kunne findes i de eksklusive butikker i centrum, her er det bare til en helt anden pris. Der er smykker, flotte dragter, træ-arbejder, keramik, blomster, tasker og meget andet.
Jeg trisser rundt og ser en masse flot, men finder ikke rigtigt noget, jeg vil eje. Jeg går en lille omvej hjem, så jeg kommer forbi nogle butikker, vi plejer at køre forbi, men her er heller ikke "det rigtige".
Henter Rikke på hotellet, og tager en bus ind til det store mall ved china-town, som vi ikke fik set helt i går. Vi starter med lidt at spise hos Mammas Kitchen. Rikke får en Brutus salat, som selvfølgelig er en stor udgave af en Caecar salat! Jeg nøjes med en kurvfuld ualmindeligt lækkert hvidløgsbrød, den luftige slags, som man kun finder hos italienere, og man skal være heldig. Faktisk er vi nødt til at bestille en kurvfuld til, så Rikke også kan smage det.
Det eneste vi finder, som virkelig tigger om at komme med hjem, er en plakat. Fotografen har sin egen forretning i Queen Victoria Building'en, og vi beslutter at købe den der. På vejen passerer vi en af de store biografere. De har premiere på Blade 2, og den må vi se. Bestiller billetter til i aften.
Da vi når frem til billedshoppen, viser det sig selvfølgelig, de har udsolgt. Når vi nu er her, kan vi lige se de flotte og spændende forretninger en gang til. Spiser en sen frokost/let aftensmad, før vi går tilbage til biografen.
Filmen er faktisk god af en to'er. Kampscenerne er suveræne, og der er da også lidt kød på historien. Efter filmen går vi over på Planet Hollywood, hvor vi tvinger aftensmad ned. Popkornene har lagt en god bund.
Vi kører hjem, jeg syntes det har været en lang dag, og det syntes mine fødder også.

14/7 SIDSTE DAG I SIDNEY.
Vi kører ind til byen for at finde det billede, som vi gerne vil have med hjem. Går først ud af en gade, som vi kun har været i, en gang før. Spiser frokost i mall'et ved china-town, hvor vi også (gen-)finder billedet. Vi havde checket, den gode fotograf Peter Link havde taget netop det foto, men da vi endelig finder det, er det en anden fotograf, og langt fra i samme suveræne kvalitet. Så kan det også være lige meget!
Jeg har en del neglerødder, der irriterer mig, så jeg får en manicure, så har jeg også prøvet det! Rikke bliver misundelig, så hun får også hvæsset og lakeret klørene.
Det er lidt småkoldt i dag, solen er ikke dukket frem. På trods af det, er der mange af de lokale, der har shorts og bare arme. Selv små børn på tre til fem har bare ben. Det virker mærkeligt, når man tænker på, de har nogle stegende lange somre. Kan bedre forstå eskimoer går i shorts i ti graders varme.
Foran mall'et går sporvogn/S-tog, som vi endnu ikke har prøvet. Vi tager en rundtur, som bringer og forbi stationen, et stykke langs mono-railen nede ved havnen, og så ud gennem beboelseskvarterer til et gammelt industriområde. Måske ikke så spændende, men det bekræfter, vi har set, hvad der umidddeltbart er værd at se i Sydney.
Vi kører med tilbage til stationen. Må lidt modvilligt indrømme jeg savner HT. I Sydney køber man dagskort til busserne, mono-railen, togene ELLER færgerne. Det bliver rigtigt dyrt, hvis man skal have til flere.
Vi tager bussen næsten helt hjem, men et skilt med 80% på Versace, Dior, Dolce og Gabane lokker. Inden for er der bare ikke rigtigt nogle af de mærker, men andre italienske, som også har været dyre. Der er bare ikke noget der passer hverken vores kroppe eller smag.
Hjemme på hotellet finder vi det meste af vores tøj frem og vasker. Mens det snurrer rundt, pakker vi alt det andet. Jeg kommer nok ikke uden om, vi har en del med hjem. Sådan cirka to kabine-kufferter - hver! Den ene er møg tung, men indeholder også kun fotos og bøger. Så er der en med (dame) sko og lidt tøj. En med knolde, negativer og tøj til turen. Den sidste er Rikkes rygsæk, som indeholder forskellige papirer, varmeblæseren (nænner ikke at skille os af med sådan en lun fætter), souvenieres og mere tøj. Det hele er pakket så vi kan efterlade tre af kufferterne i Hong Kong lufthavn. Det håber vi nemlig på man kan.
Spiser en lækker middag på hotellet, og bliver siddende i restauranten, hvor der er hyggeligt efter gårsdagens julefest. Vi skal op klokken 4.30 i morgen tidligt, så vi går tidligt i seng.

15/7 HONG KONG.
Jeg føler det som om jeg lige har børstet én gang. Klokken er halv fem, og en ualmindelig brugt udgave af mig misser tilbage fra spejlet. Vi propper de sidste ting ned i kufferterne, og går ned til taxi'en, som kommer på slaget. I lufthavnen er ind-bookningen startet, men flyet bliver forsinket to en halv time. Så giver de til gengæld morgenmad, og det er vi ikke sene til at udnytte.
Fyren foran os har svært ved at forstå, han ikke kan tage sig ti centimeter lommekniv med op i flyet. 25 år og australier, han kommer nok fra landet. Vi spiser, og venter, og venter og venter. Der afgår praktisk talt ikke et eneste fly, uden de kalder navngivne passagerer gentagende gange. Forstår ikke, de ikke bare flyver. Måske fordi de ikke vil have en uledsaget kuffert med, og det ikke er muligt at grave den frem. Og dog, der er faktisk en, der kan hente sin kuffert ved gaten.
Vi skulle have lettet 7.40 men triller først ud af banen 10.20. De næste otte en halv time bliver tilbragt med at spise og zappe rundt på 20 videokanaler. Her er en del godt film, så tiden går nogenlunde hurtigt.
Vi sætter uret to timer tilbage, og lander i 34 graders fugtig varme. Klarer diverse formaliteter, og finder deres kuffertopbevaring. Checker lige prisen, og det var heldigt. De vil have 900 kroner for at babysitte vores tre små kabins-størrelse kufferter i tre dage. De kan rende mig i r...
Kan huske noget om, man skal have lige penge til bussen. Ganske rigtigt, de ryger bare ned i et hul, og chaufføren har ikke noget at give tilbage med. Desværre er han mere vågen end os, og nægter at accepterer det engelske pund, der har sneget sig med. Det var nu ellers ti gange så meget værd, og så må han have en femmer. Det engelske pund ryger også i hullet, det må give godt at være buschauffør.
Endnu en gang bliver jeg imponeret over deres bambusostiladser i op til 70 etager eller mere. Der er meget nybyggeri i gang langs havene, og en utrolig aktivitet på vandet.
Vi har ikke helt fod på, hvor vi boede sidste gang vi var i Hong Kong, men det var ikke så dårligt. Rikke har nogle fornemmelser, og vi ender med at blive samlet op af én fra samme hotel. Vi får et værelse med aircondition men uden vindue. Tror faktisk det er et hit her i byen. Værelset er ikke stort, men pænt og rent, og vi giver godt 500 kroner for to nætter.
Klokken er næsten ni, før vi kaster os ud i byen for at finde lidt aftensmad. Vi ser noget slidte ud, så det skal være et sted uden dress-code. KFC opfylder det krav. Bestiller først to menuer, men ser så, de koster små 100 kroner stykket. Godt nok er ting dyre her i byen, men... Får et par burger-menuer til 25 kroner stykket i stedet. Da Rikke forsøgsvis åbner sig burger, er hun ved at æde "kokken". Der er en stump kylling og tre slatne strimler salat. Sådan er det bare her, vi er forvendt fra Australien.
Vi går direkte tilbage til værelset, det har trods alt været en lang dag; 20 timer og 7400 kilometer. Natten er også varm, sådan cirka 30 grader.

16/7 STARBUCKS & MCDONALD.
Vi sover til klokken ni, og kaster os så ud i den travle by. Rikke kan heldigvis huske, hvor der ligger en Starbucks Café, så vi kan få andet end ris til morgenmad. Hvis jeg skulle være længere tid i Hong Kong/Kina ville jeg sætte mig ind i deres mad, men ikke for to dage.
Resten af dagen går groft sagt med at shoppe og spise. Finder en taske, et par sko og en trøje til Rikke, og en lille souvinier til mig. Her er alt fra de dyre mærker, til de aller billigste efterligninger af dem. Det eneste vi ikke kan finde, er blomster- og dyreforretninger. En enkelt shop har lidt levende potteplanter, ellers er det kun plastikblomster vi ser. Vi ser en del levende dyr i forretninger, men det er restauranter. Der er også en enkelt med fem hundehvalpe og andre remedier til hunde, så de er da heldigvis beregnet til kæledyr.
Finder det pudsigt, at KFC har amerikanske Mac Donald håndtørrerer på toiletterne, mens McDonald har Dan Dryer fra Randers.
Ved middagstid trækker det op til regn, men det nøjes med vindtårre indtil ved syv-tiden. Så kommer der nogle ordentlige blødere, efterfulgt af lyn. Vi har ikke prøvet et ordentligt regnvejr siden Fraser Island, det er vist to en halv måneder siden, men vi har heller ikke savnet det.
Det overskyede vejr har holdt temperaturen nede på 27 grader, men med en luftfugtighed på 87%, er det varmt nok. Her til aften, hvor det regner, kommer termometret ned i nærheden af 23 grader.
Vi pakker de småting ned, vi har brugt og købt. Det lykkes at presse det sammen i kufferterne og rygsækken igen, men vi skal nok holde lidt igen i morgen.
Jeg læser Hong Kong-bogen igen, men kan ikke finde noget, vi nødvendigvis MÅ se. Rikke har snakket om en stor Budda figur, men den ligger i udkanten, og vi kan bruge hele dagen på at komme der ud.

17/7 IPOMOEA'ER OG SØAGURKER .
Vi tager et langt bad, det skal holde længe! Triller kufferterne ud til elevatoren, tager fra 10. ned til stuen, skifter elevator, og kører op til 13. etage. Den ene standser på lige, den anden på ulige. De er ufattelige langsomme, og vi må lade en passere, da den er fyldt i forvejen.
Der er er en ny maneger, men vi må da heldigvis stadig gerne sætte kufferterne ind på kontoret. Jeg spørger efter en telefonbog, da jeg gerne vil finde ud af, hvor de lokale køber deres potteplanter. Får en, men det er kun navneregistret, og på kinesisk. Ikke til stor hjælp.
Vi kaster os ud i byen, hvor heden ikke er helt dræbende, da det er gråvejr igen i dag. Vi nøjes med 27 grader og 88% luftfugtighed. Vores genbo er en park, som vi endnu ikke har set. Det viser sig, den er vældig stor, og meget velholdt. En af søerne indeholder en masse forskellige ænder, sorthalsede svaner (vi er halvt hjemme!), flamingoer, hejre, sumpskildpadder og utallige fisk. Her er mange kendte planter, bare i kæmpeformater.
Svinger ud i byen, hvor vi finder de lokales indkøbsområde. Her er varerne delt op i gader. En gade indeholder udelukkende forretninger med badeværelsesfliser, en handler med kød, møbler, kvinde tøj, mobiltelefoner, isenkram, køkkenarmaturer, og så er der en grønsagsgade.
Her finder vi først nogle knolde, der ligner Ipomoea'er. Kan ikke rigtigt finde ud af, om det er en bod eller en affaldsbunke. Kvinden der sidder foran den vågner op og siger "ten dolaar" (12 kroner), og jeg slår til. Spørger hvad det er, men hun aner det ikke. Måske er det en affaldsbunke?
Længere nede af gaden dukker nogle perfekte knolde op, det ligner Stephania'er, og deres eneste fejl er størrelsen. En halv meter i diameter, vægten er mellem 30 og 50 kilo. Handler mig frem til toppen af én, som koster 120 kroner. Det er for et knytnæve stort stykke, og hun har 15 store liggende på gaden. Hun er ikke til at handle med, og jeg gider ikke bruge resten af livet til at ærger mig, så hun hugger toppen af til mig. Får at vide det er en "Zar Peter", og den er god mod kræft, ondt i halsen, hudsygdomme og meget andet. Den kommer fra Kina.
Her er mange grønsager vi kender, men også en del ukendte. Det meste er utroligt frisk, også ting vi kun har i tørret udgave der hjemme. Her er også afskårne blomster, roserne har net om knopperne, så man ikke kan se, hvor langt de er.
I et overdækket marked finder vi en slagter, der flækker en gris på gulvet. Der hænger en del kød på kroge, uden køling. Naboen har en netpose med store frøer, andre har dem i trådburer. Rikke får lige øje på en blødskildpadde, så får den hugget hovedet af og bliver parteret. Samme shop har andre slags sump- og landskildpadder gående, og det er ikke til kæledyr!
Her er levende maller, rejer, krabber, kæmpe søknælere, forskellige slags muslinger, flotte snegle, store snegle, ål og et utal af forskellige farvestrålende koralrevfisk.
Her er også døde dyr, der er tørrede, men lugter rigtigt fælt. Mange er fra havet; store og små blæksprutter, rejer, søagurker, snegle og - ting. Andre er land-ting; tunger, brisler, svampe, frøer og andet udefinerbart.
Vi kommer ud til Nathan Road igen, hvor man (som alle andre steder) krydser rundt i air-con-dryp. Nogle steder er kondensdryppene tæt på regnvejr, og temmelig irriterende. Det er de fyre, der sælger Rolex-ure og jakkesæt også. De har selvfølgelig ikke varerne, men lige som hotel-hoslerne farer de rundt, og trækker kunder til butikken. De er nogen gange rigeligt anmassende.
Nogle af sidegaderne er også kun med èn type varer: Pyntedimser til mobiltelefoner, skaller til mobiltelefoner, også den der ikke leveres til fra fabrikkerne, guldsmede med enorme diamanter. Ind i mellem kan man være heldig at finde en hundehvalpeforretning, og et sted får Rikke lov at røre. Jeg ser en cockerspanielhvalp, der bare er alt for bedårende. Vi går forbi en forretning, der udelukkende handler med levende krabber, og kun af en art; mudderkrabber.
Vi spiser lokale lækkerier til frokost, på en lille hyggelig restaurant, men supplerer også op med ting fra McDonald. De sælger en liter kold sodavand for under ti kroner, og så har de en behagelig aircondition.
Klokken otte henter vi vores kufferter, og tager bussen ud til lufthavnen. Stoppestedet ved siden af har en dobbelt kø på 200 meter, godt det ikke er vores. Vi lagde mærke til, på vej ind, at der var en lufthavnsskat på 80$, og har for en gangs skyld husket at hæve penge til den. Rikke spørger, hvor vi betaler, og får at vide, den er indkalkuleret i billetten. Næsten øv!
Vi har halvanden time før vi skal checke ind, og finder deres dyreste bar. Flyet er fyldt helt op, og der afgår tre inden for en time til London. For flere måneder siden var der udsolgt; det er en populær rute. Vi letter fem minutter over midnat.

18/7 HJEMKOMST.
Starter flyvningen med at se Monsters Inc., og sover så de næste syv timer. Vi slår en stor bue nordover, og er helt oppe og se midnatssolen.
Morgenmad, lidt mere flimmer, og så lander vi i London. Det kunne have været rart at hoppe af, da vi passerede København ved tretiden, og sparer 13 timer. Ikke desto mindre føles disse to store flyvninger på ni og tolv timer ikke så lange. Jeg er glad for, vi delte flyvningen over i Hong Kong, ellers er det virkelig en dræber.
Vi starter med at finde et brusebad. Det koster 25 kroner uden håndklæde, 37 med. De tager bare ikke MasterCard. Så må vi veksle Hong Kong pund. Vi har giver 250 kroner for de 200 vi har tilbage, vi får 12 engelske pund, svarende til 100 danske kroner. Minus 38 i vekselgebyr selvfølgelig. Det er ikke os der tjener på dette!
Tilbage til badet og betale til en ualmindelig sur kælling. Så ind til en café, og bruge de sidste pund på kaffe og sandwich. De smager i det mindste godt. Så skal vi bare lige have et par timer til at gå. Kigger lidt på shoppene, de har helt fornuftige priser - hvis det var i kroner!
Vi kommer lidt sendt ombord på maskinen, og forsinkes yderligere af, en medarbejder har opdaget en bremse-hydraulik-utæthed. Vi får lige skiftet lidt småting. I mens får vi nogle danske aviser, og så går tiden med at op-date os selv. Det er agurketid, så der sker ikke meget. To svaner er blevet tævet ihjel, en hund er død af hedeslag i en bil. Som dansker er det modbydeligt at tænke på, men når man lige kommer ude fra den store grumme verden, er det navlepilleri.
Efter halvanden time må kaptajnen beklage; de kan ikke lave utætheden, vi bliver nødt til at få en anden maskine fra hangaren. Det er da heldigt vi flyver med British Airways, der har hjemme her i Heathrow. Aviserne og vores tålmodighed er ved at være lidt tyndslidt, og det hjælper ikke, da kaptajnen meddeler, vi måske kan overtage en anden maskine, der skulle have fløjet et andet sted hen, men det tager mindst ti minutter før vi slipper ud af dette vrag. Så skal de lige huske kufferterne, maden og brandstof nok!
Der er utrolig lille forståelse for, vi skal blive siddende. Det grænser til anarki og mytteri. Endeligt går vi over i det andet fly, og efter en mindre evighed triller vi ud af banen, "kun" to timer og fyrre minutter forsinket. Af en eller anden uforklarlig årsag lander vi kun fem kvarter for sent.
Ikke fri for at være en anelse benovet, bliver vi modtaget af 19 begejstrede mennesker. Massere af knus og kys, og så triller Morten os hjem. Hopper ud af bilen foran Café C, og bliver budt velkommen af de tre, der sidder foran. En tjener fra Vagabondos stikker hovedet ud på første sal, og byder også velkommen. Møder Lennart og Arne i porten, de fortæller, der sidder mennesker i baren og venter på os. Man er ikke fri for at føle sig velkommen.
Vores hjem ser ud til at have klaret sig fint under Bjørns opsyn, og mine knolde har også haft et godt liv hos Lene. Det er nu slet ikke så dårligt at være hjemme, men hverdagens trommerum er jo heller ikke begyndt.                    Fotos med mere