[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

5/3. PORT ARTHUR .    

 Vågner til dejligt varmt solskin og helt skyfri himmel. Kører ned til en rigtig lille hyggelig café, hvor vi udveksler en masse mails.

Så kører vi ned til Port Arthur, som er en gammel fængselsby. Her blev laver et savværk, et skibsbyggeri og en masse andre tilhørende ting engang i 1830. Omkring 12.500 fanger røg gennem systemet på kun 47 år. De sidste fanger blev sejlet herned i 1853.

Det var alt fra mordere til simple lommetyve. Mange døde på turen herned, andre hernede, hvorefter de blev begravet i massegrave på Isle of the Dead. Her ligger mellem 1200 og 1300. Vi kommer på et lille cruice omkring øen, som ser meget tilforladelig ud.

På fastlandet er nogle enkelte bygninger, fra den gang det var fængsel, og nogle flere, fra omkring 1900 og frem, hvor stedet allerede blev et turistmål. Her er en stor og flot kirke, uden tag og med græs som gulv. Nogle beboelses huse er intakt med hele bohavet. Det minder meget om frilands museet, og vejret er som en dejlig dansk sommerdag. Vi køber et par sandwich og en flaske vand, som vi nyder på en bænk i solen.

Vi starter i et lille museum, hvor vi får et spillekort hver, som deler os ind i grupper, og senere giver os arbejdsopgaver. Vi kommer om bord på skibet (kulisse lavet af træ), og ender på skomagerværkstedet. Andre dør på turen, og kommer hurtigere ud i solen.

Her er nogle flotte haver, og kommandanten havde en park, som er genopbygget. Et par valnøddetræer bærer modne nødder, og mine fingre er pludselig brune.

De er ved at lukke, og vi kører ned i det sydlige hjørne af halvøen, for at se Remarkebel Cave. En gangbro fører ned til nogle granitklipper ved havet. Vi kan skimte en åbning, men må klatre over gelænderet, for at komme ind i hulen. Det viser sig at være en Y-formet tunnel, ud til havet. Den er omkring seks meter i diameter og 30-40 meter lang. Bunden er dækket med hvidt sand, og der ligger nogle enkelte enorme kelp-planter. Nogle bittesmå orlogsmænd er skyllet op, og ser rigtigt flotte ud.

Vi kravler op igen, og kører op til halvøens nord-vestlige hjørne, hvor vi finder en gammel kulmine, der også blev drevet med fanger. De er ikke helt færdige med at lave den turistvenlig, men området er flot.

Der ligger en ubemandet campingplads helt ude i hjørnet, og her kører vi ud. En meget lang grusvej fører os ud til en skov, der er omgrænset af vand. Vi ser ikke en sjæl på hele vejen, men der er fem andre pæne biler på pladsen. Vi kører helt ud for enden, så vi ikke kan se de andre.

Mens Rikke laver æggekage, samler jeg brænde. Det er jeg vist ikke den første, der har gjort, jeg må vælte døde trær for at få noget. Efter maden sætter vi os over til ilden med kaffen. Mørket falder på, og pludselig hører jeg noget pudse over ved bilen. Det er en possum, den første levende vi ser, som roder i vores skraldespand. Jeg får skræmt den væk, og Rikke går over til de to meget høje skraldetønner. Da hun smider posen op i den ene, skyder der en possum ud af den anden, gensidig forskrækkelse.

Imens har jeg fået besøg af en lille kangaru, som godt kan lide brød. Den får en skive af os, og søger så andre græsgange. Så kommer possumen, som er lysegrå, og temmelig bedårende. Den virker ligeglad med brødet, og vi har ikke andet at tilbyde. En anden dukker op, den er helt sort, og kan godt lide brød. Den får en hel skive, og laffer så af. Rikke rejser sig, for at hente en ny, og da den hører bildøren, standser den, og kommer tilbage.

De er nogle rigtig små charmetrolde. Går lidt som bjørne, og bruger deres små hænder som aber, og så er de låne som en teddybjørn.

Vi får brugt hele brændestakken, og det er også blevet sengetid.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]