[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

25/4. CHRISTIANIAS MODSTYKKE: NIMBIN

Vågner tidligt, og får lokket de andre op, før de opdager klokken kun er kvart over syv. Vi kører op mod Great Dividing Range og krydser toppen i 888 meters højde. Efter en stor højslette kommer vi ned ad en tåget bjergside. På denne side bliver det igen forår.

Midt i tågen kommer en slangehalsskildpadde tværs over vejen. Den lader sig ikke rigtigt mærke med små tre tons Toyota, men da jeg kommer listende tilbage til den, klapper den i.

Vi snupper morgenkaffen i Casino og fortsætter ad den snoede bjergvej. Vi havde lovet hinanden at undgå de snoede grusveje, som simpelthen er for langsomme, hvis Jesper skal nå at se noget af Queensland. Det ærgerlige er bare, at de største veje i området også har advarsler om højeste anbefalede hastighed i nogle sving er 15 kilometer i timen.

Så ser vi selvfølgelig en hel del, men det meste af min opmærksomhed er rettet mod vejen. Den er slynget, ujævn og der er ind i mellem flere hundrede meter ned og ingen rabat.

Vi ser en pudsig fugl krydse vejen. Den ser ikke ud som den kan/vil flyve. Farverne er brunlige med omrids af fjerene. Halen lang og praktisk talt ingen hals. En skadestor jordlevende parakit?

På en stor skovklædt bjergskråning stikker en kirketårns lignende nøgen bjergtinde op. Det er Nimbin Rock, som er kalksten.

Et par hjørner til, og vi er i den alternative by Nimbin. Det er Christania i '70'erne. Der holdes trommeseancer på rådhuset hver søndag, hashtågerne driver ned af hovedgaden og zombier driver usoigneret  rundt. Her er alt til alternativ livsstil á la '60-erne og '70-erne.

Vi shopper lidt rundt. Jeg finder min New South Wales souvenir: En glas-magic mushrum. Morten finder nogle røgelsespinde, han kan brænde af, når de andre på kontoret ryger, samt en rosenqurtz, som fjerner de skadelige stråler fra edb-skærmen. Rikke finder tøj, men de har ikke til voksne. Jesper nøjes med et billigt grin.

Vi fortsætter i 32oC og lidt overskyet. En frugtstand reklamerer på flere kilometer vejpæle. Seks avokadoer ti kroner,15-20 store passionsfrugter ti kroner og sådan fortsætter det. Vi kommer ud med en stor papkasse med bladet frugt til 70 kroner.

Vi kommer gennem Dundee, men ser ingen krokodiller. Lidt uden for byen ser jeg de første pecan-træer. Har efterhånden fortæret temmeligt mange af de valnødelignende nødder i kager.

Vi kommer til troperne. Her kommer de første banan- og sukkerrørsplantager. Vi standser i Murwillumbah for at planlægge. Vi er på grænsen til Queensland, og vi skal gerne ind det rigtige sted.

Vi læser om næste mål. Der er ifølge bogen to kilometer "as the crow flies". Det svarer til 19 kilometer "as the Toyota drives". Bjerge er flotte, men også langsomme. Vi skal langt ind i dem for at se Natual Brigde og lysende orm. Desværre er ormene i den meget åbne hule, så de kan kun ses om natten. Jeg finder en dyb hulning i hulens loft, hvor der sidder en fin glødende orm, som Morten ser. Det går lidt bedre med at se alle de små og særdeles aktive flagermus, der også bor i loftet. Her er forbavsende mange mennesker, men de fordeles i området.

Det er en rigtig flot tropisk regnskov, med hjortetaks- og fugleredebregner, lårtykke lianer og kvælerfigner. Der traver nogle enkelte Mallee fugle rundt. De er den ene af to arter (den anden i afrika) som bygger en enorm kompostbunke, der ruger æggene ud for dem. De ligner lidt små kalkuner med røde hoveder og halse.

De sædvanlige pædagogiske plancher fortæller, at der kun er 0,3% tilbage af den oprindelige australske regnskov. Jeg havde en fornemmelse af, der var regnskov over det meste af Queensland, men det holder vist ikke.

Det er tid til at finde ned i lavlandet for at sove. Vi skal se en dyrepark i Burleigh Heads, så der kan vi lige så godt sove. Vi standser ved et Coles, men de har lukket?! De lukker klokke ni, og den er da kun halv seks. Eller har vi en ny tid i en ny stat? Jeg spørger et par piger om klokken: Halv seks. Hvorfor har Coles lukket? Det er Store Bededag! Hvem f..... kan huske det?!

Vi finder en samling restauranter, så Jesper kan foræde sig i pizza, Morten og Rikke i kinesisk og jeg kan nyde en lækker Sub-Way sandwich.

Vi kommer ud til hovedvejen, og diskuterer, hvilken side vi skal til. Svinger til venstre og kigger efter Burleigh Heads. Det bliver ikke nævnt en eneste gang. Efter små 20 kilometer er vi enige om, vi er kørt forbi. Vi vender, og Burleigh Heads står på hvert skilt. Vi skulle have været én afkørsel til højre!

Når lige campingpladsen lidt efter han har lukket. Han er ikke kørt, så nattesøvnen er redet. Priserne for to er rimelig fast, men for fire er den det samme eller op til det dobbelte.

Vi hygger med irish coffee, i mangel af varme hveder. Min sub-way var for resten på hvede brød. En flagermus, som nok egentlig er en flyvende hund, med et vingespænd på en halv meter, flyver langsomt over vores hoveder. Det giver lidt stemning.

Jeg er godt træt om aftenen. Er umådeligt glad for den elektriske luftmadrasoppuster vi købte. En queen-size luftmadras kræver et par mundfulde, og den bliver tømt hver morgen, så der bliver plads til bagsædet.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]