[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

4/5 150 KM HVID SANDSTRAND. 

Note til i går: Vi kørte 1186 i de lejede bil.

Vi står virkeligt op halv seks. Pakker sammen, og kører ud til færgen. Vi kører næsten direkte ombord, og sejler med det samme, en halv time for tidligt. Medbragt morgenmad og købt kaffe, og så er vi i ferieparadiset. 

Fraser Island er verdens største sandø, 160.000 hektar, 125 gange 15 kilometer og 40 ferskvandssøer. Den er Australiens Hawaii, hvor der kun er turistindustri. Hele øen er World Heritage Area, hvilket betyder, den er fredet. Der er enkelte centre rundt om på øen, hvor man kan købe mad, få et varmt bad, og hente gratis brænde.

Vi må ikke køre over hele øen, der er et stort sumpområde, andre steder er meget blødt sand. Man må køre 35 kilometer i timen på de små sand hjulspor og 60 på stranden. De hastigheder når vi ikke lige op på, der er alt for ujævnt. Vi kører først op til Lake McKenzie, som er en stor ferskvandssø, midt på øen. På vejen passerer vi nogle meget stejle skråninger, hvor der er over 30 meter ned. Alt er meget tæt skov, hvor noget er cedertræer, der er plantet efter 1930, hvor man fældede meget af øen. Andre steder er der endnu tættere regnskov, med
lianer og det hele.

Søen vi kommer op til er utrolig smuk, med bred kridthvid sandstrand og lyseblåt vand, der bliver mørkeblåt otte meter ude. Vi går en lille tur i strandkanten, og Morten og Rikke får kørt hinanden op til, de skal i vandet. Jeg bevarer roen og min sunde fornuft.  Morten snorkler, og finder ud af, det mørke vand skyldes, at sandbunden falder 50%, og der bliver meget dybt.

 Da de er færdige med at plaske rundt, kører vi tilbage til Central Station, og henter brænde. På de fleste af træerne sidder enormt store hjortetaksbregner, op til to meter i diameter.  Her er en del andre turister, men det er vist intet imod, hvad der er i højsæsonen. Mange er unge mennesker, der er proppet ind i en bil som vores. Der kan godt være tolv, men vi har det fint med vores store lastrum og otte sæder. 

Andre har sparet 15 kroner om dagen, og kører i en gammel militær Land Rover med lærredstag og -sider.  Så er det tid til frokost, og vi krydser øen, for at komme ned til Eurong, hvor der er forretninger og sågar et par hundrede meter asfalt. Vi får lidt at spise, og Morten og Rikke shopper mad og souvinier mens jeg skriver.

Der kommer også nogle busser blandt 4WD'erne. De er også meget høje, og med grove dæk. Når vi kører ude i skoven, i de smalle sand-hjulspor, virker det som om, vi har øen for os selv.  Her er vist mange rangere, så der er godt styr på veje, affald og omgivelser.  Vi kører ud på stranden og nord på. Vi må ikke kører på stranden fra to timer før, til to timer efter højvande. I dag er det fra 12.37 til 16.37. Det betyder, vi lige så godt kan finde en lejr for natte. 

Der fører mange små spor op fra stranden. Nogle er lukkede i øjeblikket, så naturen kan komme sig. Vi finder en dejlig lukket plads, hvor der er læ fra vandet, og lækkert græs til teltene.  Efter at have etableret lejren, går vi ned til havet. Stranden er fantastisk: Omkring 100 meter bred og 150 kilometer lang, udelukkende hvidt sand. Den er meget flad, bølgerne kommer 30 meter ind. Der er meget få ting i sandet, enkelte sepias-skaller og muslinger samt lidt affald fra havet.  

Tilbage i lejren læser vi lidt om de nærmeste omgivelser. "Lige" ved siden af os ligger Lake Wabby, hvor der skulle være skildpadder og maller. Vi beslutter at finde svømmebrillerne frem, og gå der over. Vi går et par kilometer på stranden, og så to i skoven. Skoven består hovedsageligt af baksiaer, men der er også et væld af andre mystiske træer og buske. Vi møder mange turister, der kører med de to busser, der stod ved den indgang vi gik forbi.  Da vi endelig kommer ned til den smukke sø, er vi alene. 

Klokken er også ved at være fem, så der er ikke længe til det bliver mørkt. Vi kryber forsigtigt i det svale vand, og ser virkeligt mange maller. De er omkring 40 centimeter, og ligner bredmundede, sorte hajer med cykkelstyrs-mustage. Der dukker også enkelte sumpskildpadder op, og så er der nogle små fisk.  Det er på tide at gå hjem af, og det gør vi over den 70 meter høje sandklit, der langsomt er ved at fylde søen. Den strækker sig halvanden kilometer ud mod havet, hvor vi lige skal gennem en lille skov, og så et par kilometer langs vandet.

 Det bliver mørkt, mens vi går op af vores "indkørsel". Rikke starter på maden, og Morten og jeg får gang i bålet. Det pusler rundt om i mørket, og vi tænker uvilkårligt på dingoer.  Her på øen lever de mest rene dingoer, der er ikke tamhund i dem. Desværre er de vilde, og de har for nylig taget en lille dreng. Man skal holde sig i mindre grupper, og må for gud skyld (og en bøde på 15.000 kroner) ikke foder dem. 

Vi har et par gode kæppe og den store lygte liggende inde for rækkevidde.  Efter madden ryger der marsh-mellows over gløderne, og vi udvæksler løgnhistorier fra de varme lande.  Jeg nyder at køre rigtig Land Rover igen. Det er luksus i forhold til Toyota'en, men den lugter. Den bliver vasket og undervognen sprøjtet med olie efter hver tur, men den ruster! Vi må ikke køre, når det er mørkt, men det er der andre der gør. Der er tit en lyskejle, der farer over stranden uden for vores lejr, men det eneste vi kan høre er havet. Der er en lille pyt midt i vores "indkørsel", hvor der er en flok haletudser. Da jeg sidder og skylder vores opvask af, ser jeg forældrene. Det er nogle tolv centimeter store tudser, Bufo spp. De kvækker ikke, den eneste lyd er havets brusen og en enlig fårekylling.

 Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]