[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

4/6  MAGNETISKE TERMITTER.

Vågner til det mest intense fuglekor, jeg endnu har hørt. Et utal af forskellige stemmer blander sig til en symfoni, hvor selv kakaduerne falder fint ind. Koncerten fortsætter langt op af formiddagen, og er stadig i gang, da vi forlader den skyggefulde plads.

I dag skal vi se Litchfield National Park, som ligger lige i nærheden. De første stop bliver ved magnetiske termitter og specielt deres boer. Ved grunden er de runde, men bliver hurtigt flade, så de kan udnytte morgensolen, beskytte sig mod middagssolen, og varme op til natten om eftermiddagen. Andre termitter klarer dette ved at have underjordiske kamre, som de holder en konstant temperatur i. Det har disse ikke, de bor på sumpede marker, som tit bliver oversvømmet.

Rundt om denne slette, som mest af alt ligner en kirkegård med gravsten, står de seks meter høje katedral-termitboer. De er bygget lidt oppe af skråningen, så de har kælder.

Der er adskillige vandfald i parken, som på trods af det er tørtid, stadig har vand i. Det første vi kommer til er Florence Falls, som er virkeligt smukt. Solen rammer den hvide kaskade, og oplyser den grønne bund i lagunen. Dalen foran faldet er en speciel sammenplantning. Her gror både planter fra den fugtige skov, og pinjer fra de tørre sletter. Set ovenfra er det et helt tæt mosaik af sammenfiltrede træer, og det holder på fugten, så de underliggende planter er regnskovs arter.

Vi kommer til en anden pudsig kombination. Et lille højland, kaldet "tabletop" byder overraskende på en sø. Den er desværre så fyldt, man ikke kan gå rundt om den. Vegetationen omkring den er de vandelskende papirbarkstræer, og der er massere af vandplanter. De er bare derude, hvor jeg ikke kan komme, på grund af oversvømmelse.

Vi standser også ved Tolmer Falls, som ligger blandt nogle fantastiske sandstensformationer. Nogle ligner enorme stakke af pandekager, andre er høje søjler og store frit liggende sten, oven på andre.

Selve faldet er højt og smalt, og poolen foran er safir grøn og fantastisk klar. Vi kan ikke komme der ned, men må nøjes med synet ovenfra.

Det går bedre ved Wangi Falls, som er et dobbelt vandfald, med en stor, og helt fantastisk klar pool. Vandet er godt et par meter dybt, og man kan ikke se det. Har indtryk af, man kan se fra den ene ende af poolen til den anden, under vandet. Tumler lidt med tanken om at prøve det, til jeg har testet vandtemperaturen. Så ivrig er jeg altså ikke, for at få afprøvet min teori.

Der er en del mennesker her ude, og det har én gunstig virkning, der er en café. Jeg får kaffe og Rikke lidt at spise. Mange steder vi kommer har de Mrs. Mac's beef pies stående i varmeskab, og Rikke tester de forskellige indhold. Den eneste hun ikke får det dårligt af, er vist kyllingen.

Vi kører ud af parken igen, men standser ved pandekageklipperne og et enormt termitbo, for at fotografere. Finder hovedvejen igen, og drejer ned mod Alices Springs. Vi har ikke kørt på hovedvejen her før, da var vi inde i Kakadu National Park. Vi gik heller ikke glip af noget, undtagen en flod, der krydser vejen.

Vi standser, og spiser vores nødrationer, som er to friske sandwich, som vi købte i morges. Floden er grumse grøn, men man kan tydelig se skyttefiskene i de øverste vandlag. Vegetationen er tæt langs vandet, ellers er vi i det sædvanlige "tørt græs, sprete småtræer"-landskab.

Vi skyder en omvej, 150 kilometer nord for Katherine. Den fører os gennem afbrændte bakker, med spredte småtræer. Der er stadig brande i gang, og på et tidspunkt er hele horisonten foran os blygrå af røg. Andre steder er begyndt at skyde igen, træerne har lysegrønne kroner, og græsset kommer piblende.

Lige før vi når hovedvejen igen, drejer vi ud mod Douglas Hot Springs, en lille omvej på 130 kilometer. Vi når kilderne for enden af en god grusvej, klæder om, og går ned til floden. Der løber en kold og bred flod gennem dalen, og hist og her pibler en varm kilde op. De løber ned til den store flod, og behagelig temperatur opstår. En kilde er 60 grader, en anden 40 og floden under 20.

Vi finder et passende sted at nedsænke vores svedige legemer. Tæerne er i iskoldt vand, overkroppen i så varmt vi kan klare. En mængde småfisk vimser om vores fødder, en enkelt halvkogt ligger ved vores skuldre.

Kryber op i den kolde luft (30oC), tørrer os, og går tilbage. Jeg slår en bue ind i bushen for at inde kilden. Selv lige der, hvor vandet bobler op, lugter der over hovedet ikke af svovl.

Vi bulder tilbage til hovedvejen, og suser ned mod Katherine. Vi spiser vores nødration (ja, selvfølgelig har vi flere) som er en pose doritos. Vel inde i byen finder vi vores favorit leverandør; Woolworths, hvor Rikke finder kalveinderlår og friske grønsager. Vi finder samme campingplads som tidligere, og Rikke tilbereder det med svampesovs (med et stink hvidvin) og pasta.

Hygger lidt i det åbne fælleskøkken, og siver så ned i poserne. Det er blevet koldt om aftenerne igen, vi er alt for langt fra vandet. Håber det hjælper, når vi kommer tættere på vest kysten.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]