[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]

12/6  SKYTTEFISK OG KROKODILLER.

Sover godt i nat, måske er lægen trods alt heldig (og mig med). Vi kører ned på værkstedet for at få skiftet olie. Han trykprøver også vores køler, og den er flækket lidt. Jeg vil prøve at hælde en flaske alu-pulver på, og se om det tætner den. Vi betaler 600 kroner, og suser ned til fotohandlen.

De kan finde de syv film, men den ottende har forputtet sig. Efter en del roden rundt dukker den op, men Cd'en er altså ikke lige færdig. Får lusket mig til en ekstra kopi. Vi betaler 1.500 kroner, og fortrækker til en nærliggende café, for at se fotos. Det viser sig, der også mangler 30 fotos fra den ene film. Tilbage med filmen, og forklare, vi skal have dem - NU! De er klar samtidigt med Cd'en.

På posthuset for at sende CD og det ene sæt censorerede fotos, handle ind til nogle dage, tanke, og så er vi igen klar til nye eventyr.

Så spændende er det nu heller ikke, vi er jo på vej tilbage. Jeg bliver altid lidt irriteret, hver gang jeg skriver "tilbage". Det er ikke vejen frem! I det mindste vil langt fra hele turen tilbage til Sydney blive af de samme veje. I dag er det bare, men det er ikke så langt, bare de 220 kilometer til Derby.

Standser et par gange for at fotografere. Opdagede til min store rædsel, jeg ikke havde et eneste foto af en flot boab med fuld bladkrone. Får rettet op på fejlen. Det foto jeg havde taget af en enorm slette, med så mange termitboer, det lignede en mur, blev ikke godt. Prøver at tage et nyt, men det er svært. Der er stor forskel på, hvad man ser når man kører, og hvad man ser gennem linsen, når man holder stille.

Standser også ved Ski Lake, eller rettere; Fitzroy River. Her så Rikke vist nok en krokodille, så vi går tilbage. Ganske rigtigt, her er ferskvandskrokodiller. En rigtig stor ligger og soler sig på bredden. En anden stor soler sig i overfladen, men dykker da vi kommer gående. I en lille sø ved siden ved siden af, (nærmest en billagong som er et stykke af floden, der forbliver vand i, efter floden er tørret ud), ligger flere små i overfladen. Mens vi går, hører vi store plask rundt omkring, og det er ikke skyttefiskene.

Der sidder også nogle enkelte slangehalse og hvidstrubede skarver rundt omkring, en livsfarlig beskæftigelse skulle man tro.

Vi når Derby, hvor Rikke minder mig om den botaniske have, der var lukket på grund af week-end sidst vi var her. Jeg går op til biblioteket, som man skal igennem. De har gud'hjælpe'mig også lukket om onsdagen.

Tanker, og lukker luft ud af hjulene. Vi har 700 kilometer vaskebræt foran os i morgen, og det skulle hjælpe på komforten. Samme campingplads som sidst, kaffe og hygge i skyggen. Termometret har sneget sig op på 36 grader, hvilket er nok til at få mig ind i skyggen.

Rikke fik lov at shoppe selv, mens vi var i Broome, så der er lækker aftensmad. Går tidligt i seng, det er en lang dag i morgen. Vi skal langt ud i de uciviliserede egne, hvor der ikke er mobilnet, så der bliver lige et par dages fred fra os.

[ Tilbage ]

[ Australien 2002 ]

[ Frem ]