Østlige Syd Afrika 27/8 - 11/9 2005

De sidste 14 dage i Vest Syd Afrika
Mere Syd Afrika inklusiv flere fotos
Fotos fra turen

 Når jeg nu er i den ende af verden, kan jeg lige så godt kigge mig lidt omkring. Prøver først at arrangere en 14 dages rundtur med mine sædvanlige rejsefæller, men det kikser. Så tilbyder Maddy jeg kan komme ud til hende i Sodwana i 14 dage før turen. Sodwana er kendt for noget af verdens bedste dykning, så det er let at sige "Ja tak". Hun vil så samtidigt kører mig rundt i området, og vise mig de lokale seværdigheder. Derefter kører vi sammen ned til Cape Town, hvor Touren starter. Det er af Garden Routen, det smukkeste natur i den del af verden. Det er en tre dages tur, men vi overnatter to nætter hos en hendes venner, og får set noget mere af området. Det virker som om jeg har fået skruet en perfekt tur sammen, og jeg glæder mig som et lille barn før juleaften.

27. Efter en hård afsked med Rikke i lufthavnen (vi skal ikke ses de næste fem uger) flyver jeg til Amsterdam. Her lærer jeg noget nyt: Bøj dig aldrig frem for at snøre dit snørebånd, når du sidder på et automatisk toilet! Efter en kop kaffe går det mod Johannesburg. Det tager kun lidt over ti timer, men er om dagen. Det gør det noget sværere at sove turen væk. I det mindste viser de to gode film: Madagascar; en skør tegnefilm, og en komedie; Agent Catwalk II.

 Under os ligger Afrika. Det er nærmest krystalklart, og jeg får skudt en større serie fotos. Først er der meget afsvedet. Sahara er måske ødet, men der er nogle fantastiske formationer i de brune klipper og det det gule sand. Mange steder kan man se de udtørrede flodlejer, som der ikke har været vand i i årtusinder. Så nærer vi os ækvator, og med ét er landskabet grønt. Store brune floder gennemskærer en uigennemtrængelig grøn måtte. Enkelte steder er træerne væltede, og man opdager, det ikke er en karsebakke men 50 meter høje træer.

 Ved sekstiden falder mørket på, og nu er der buskbrænde at se på. Utroligt mange faktisk! Enkelte spredte og små byer giver små lyspletter, og så kommer vi til den store: Johannesburg. Vi lander i 16 grades varme ved nitiden. Finder hurtigt shootlen til hotellet, der ligger få minutters kørsel fra lufthavnen. Rigtigt flot, og meget nyt. Separate badekar og brusekabine, tekøkken og en behagelig seng. Jeg kigger de mange luftfotos gennem, og tilter i seng. Har været oppe i 20 timer, og det blev ikke til megen søvn sidste nat.

28. Vågner lidt før uret klokken syv. Lettere overskyet og lidt vindtårer. Sætter mig ned i restauranten foran pejsen, hvor der ligger et par knuder og hygger. Fantastisk buffet og udsigten over en lille, men flot have. Har lige en time til at fører dagbog. Solen bryder frem, og jeg tager shootlen ud til den nationale lufthavn. Har en noget vild bagage med denne gang. Til godt tre uger på Filippinerne havde jeg 1,5 kilo. Denne gang er klimaet noget koldere (i hvert fald i højderne og nede sydpå), og jeg har min computer, ekstra kamera, kikkert og en masse andet skrammel med, så det løber op på 7,5 kilo. Er gået helt amok, og har pakket den elektriske tandbørste og skægtrimmeren ned også. Så meget har jeg aldrig slæbt rundt på før.

 Flot og meget stor lufthavn. Let at finde rundt i, og meget effektiv. Det er desværre overskyet det meste af turen, men klarer op til sidst. Massere af små marker og en utrolig mængde nytteskov. Richards Bay rummer en hel del industri, men virker ikke voldsomt stor. Maddy sidder lige inden for indgangen, og selv uden skiltet med BIHRMANN genkender jeg hende, fra et dårligt foto på nettet. Vi går ud til hendes bil, og hun spørger, om der er noget specielt jeg vil se på turen op til Sodwana Bay.  Ikke andet end Hluhluwe Umflolozi Game Reserve, Tembe Elephant Reserve, The Greater St. Lucia Wetland Park, Marpelane Nature Reserve og et par andre flerdages oplevelser. Hun lover vi kommer tilbage.

 Først kører vi gennem opdyrkede marker og enorme eukalyptus- og pinje skove. De bliver brugt i byggeindustrien her omkring. Efter godt 100 kilometer kommer vi ud til det mere spændende landskab. Først er der stadigt enkelte spredte hytter, store ananas-, nogle sukkerrør- og enkelte agavemarker. Så får naturen fat for alvor, og bag høje hegn går gnuer, antiloper og strudse og græsser fredeligt. Hegnene er ikke for at beskytte os mod dyrene, men for at beskytte dem mod os. De eneste større dyr, der er i vores del af verden er køer. De er nemlig aldrig spæret inde her. De "vilde" dyr er opdræts dyr. En lille flok velvet aber har dog krydset hegnet, og sidder og piller i vejkanten.

 Vi standser ved en tank, små 100 kilometer fra Sodwana. Det er sidste chance for at købe noget spiseligt. Jeg satser ikke på lejrens "gør-det-selv" køkken, men nupper lige en stor flaske vand og en pakke toast. Det eneste jeg kan finde af pålæg er peanutsbutter, men det er jo også bare til en snæver vending. Jeg rullede det elektriske vindue ned for at skyde et foto af naturen, og så vil det ikke op. Det kan køre ned  - og længere ned - men ikke op. Med 120 kilometer i timen, og kun 20 grader bliver det lidt svalt.

 Vi kører først op til Maddys kæreste: Colin. Vældig fin fyr, der bor midlertidigt i en enorm trailer. Jeg låner en værktøjskasse, og får efter lidt mas bilruden til at virke. Kæresten byder på kaffe og sen frokost, og så kører vi ned til lejren, hvor jeg skal bo. Den ser utrolig flot ud - til vi svinger midt i indkørslen. Så ser det knapt så flot ud, men prisen er også seks-syv gange lavere. Maddy fortæller ejeren har to store hunde. Før jeg når at fortælle, jeg ikke er bange for hunde, fortsætter hun: - så der kommer ikke nogle og tager dig om natten! Jeg er den eneste besøgende, og kan selv vælge hytte. De lugter utroligt mugne, på trods af, de er rimeligt nye. Lufter ud som en gal, og enten virker det, eller også vender man sig til det. Hytterne er bygget af brædder og siv med et betongulv. Ikke særligt store, bare en seng, en reol og en lille lampe.

 Maddy kører, og jeg bruger fem minutter på en tur rundt i lejren. Den ligger ud til en flot eng, under store træer. Separate hytter og et centralt køkken, uden væge. Colin er en af de lokale dykker-arrangører, og har inviteret alle de ansatte til aftensmad. Jeg bliver inviteret med, og ikke alene lyder det hyggeligt, indebærer mad, en lejlighed for at møde de lokalt, men jeg har heller ikke meget andet i kalenderen for i aften.

 Jeg fik organiseret et specielt sydafrikansk el-stik i morges, men det er selvfølgelig ikke den type de bruger her. Det første var tre enorme firkanter, her er den nogle enorme runde dimser. Finder et forgrenerstik i køkkenet, som også har huller til almindelige danske stik. Godt jeg tog en skruetrækker med! Når at ordne fotos, og skrevet dagbog. Fyren, der har stedet fortæller der ikke er strømsvigt. Mens jeg skriver, kommer der et. Godt det er en bærbar!

 Bliver færdig, og går så gennem den mørke-sorte nat den halve kilometer op til Colin. Jeg kan ikke finde noget internet herude, ville ellers gerne have sendt Rikke en mail om, jeg var kommet godt frem. Selv om det er temmelig koldt, ikke mere end 15-16 grader, genlyder luften af fugle og insekter. Alt er grønt, men foråret er ikke kommet. Kan sagtens komme i løbet af de næste dage. Vandet vi skal dykke i er 20 grader koldt, men den lange bådtur siges at være urimeligt kold.

 Colin har smidt nogle stumper af et dødt dyr i en sort gryde over nogle gløder. Senere kommer han kartofler, gulerødder og en god sjat rødvin i. Det viser sig at være oksehaler: Min livret! De andre drikker vin, jeg nøjes med cola. Jeg skal jo dykke i morgen. Med den ene af dem som instruktør, og den anden som kaptajn.... Trisser hjem ved titiden; vi skal mødes klokken syv. Kigger forgæves efter insekter ved de oplyste skilte, men der er mindre liv end ved danske skilte. Med undtagelse af et par cikader og et par haner der trænger til justering, er her meget stille.

29. Når lige et par stykker toast, før jeg bliver samlet op foran lejren. Vi kører nogle få kilometer ned til kysten, og begynder at rigge en camp op under et stort halvtag. Kysten er fredet, og der må ikke bygges. Vi er Colin og fire turister, der skal ud sammen. Campen ved siden af os tilhører den største operator; de kan tage 300 dykkere af gangen! Det er lavsæson, og de har ikke mere en 10-15 stykker.

 Revet vi skal dykke på hedder Two Mile Reef, og er to kilometer langt og godt en kilometer bredt. Jeg har taget en søsygepille, og er temmelig glad for det, da jeg ser de enorme bølger. Jeg får udleveret noget grej, som ser helt fornuftigt ud. Selv den fem millimeter neupran-dragt jeg får passer. Redningsvest, fødderne ind under remme, fat med begge hænder, og så fræser gummibåden ud gennem det frådende hav. Flere gange svæver vi frit, før vi banker ned på havet.

 Vi plumper i ved Fønix Dalen. Her er ikke mere end 14 meter dybt, og et fantastisk sigt. Det virker som om bunden bare er få meter nede. Jeg kæmper lidt med at komme ned, og regulatoren driller, men efter få minutter går det fint. Her er fantastisk. Alle former for koraler og svampe. Både bløde og hårde. Der er også mange fisk, fra helt små til en trigger-fish på en lille halv meter. Nøgensnegle, moræner, søstjerner, søpindsvin, rejer, kæmpemuslinger - kort sagt: Alt hvad man kan forvente af et velfungerende rev. Vi ser dog ikke den skildpadde, som Colin plejer, og djævelrokken de så i går er også væk.

 Når jeg bevæger mig på bestemte måder, får jeg en spand koldt vand ned af ryggen, og det kniber med at holde varmen i det 20 grader kolde vand. Da der er gået en time, er jeg ved at løbe tør for luft. I følge aftale vinker jeg farvel, og stiger op til båden, der følger vores bøje. Jeg når lige at kravle ombord, så kommer de andre. Mens jeg sidder og kæmper med mit eget udstyr, og så de andres, bliver jeg søsyg. Kuldekrampe og søsyge tager noget af fornøjelsen, og jeg må lige side og snuppe en lur, da vi er kommet ind.

 De andre tager ud igen, jeg bliver på den faste grund. Får endeligt taget mig sammen og smidt våddragten. Det bliver det ikke umiddelbart varmere af! Solen kigger kun frem i få minutter af gangen. Jeg savner de 30-35 graders varme de havde sidste uge. Maddy er groundet på grund af øreproblemer, så vi følges op til den lokale grill. Toast, burger, to fougdes og pomesfrittes samt et krus kaffe for 50 kroner virker rimeligt.  De har endda et rent toilet med papir!

 De andre kommer ind igen, og på trods af jeg ihærdigt prøver at ligge ordene i munden på dem, siger de ikke: Det var sindssygt koldt op vippende, sigtet var væk og vi så ikke en sild. Næ-nej: De fortæller straks om en eller anden fladfisk de kalder en Mantaray (Djævelrokke) og en masse andre fantastiske ting. Det ender med jeg bliver nødt til at dykke igen.

 Vi pakker campen sammen, og triller hjem. Jeg kører med helt hjem til Colin for at låne et håndklæde. Har bare et lille reserve-rejse klud med, men når jeg nu skal være her i ti dage, og det ikke følger med hytten. Opdager et skilt med Internet. Maddy mente ikke det var i byen, men jow. Godt nok til to kroner i minuttet, over 56 Kb modem, men det er der!

 Hjem efter 90 kroner, til et varmt bad. Finder i øvrigt ud af, det ikke er lugten af indelukkethed, men deres træbeskyttelse der stinker. Pakker vandflasken og traver lidt ud af byen. By er nok så meget sagt; der er mere eller mindre marker mellem alle husene. Et stort område er blevet brændt af for nogle måneder siden, og friske skud er dukket op. Jeg finder adskillige caudiciforms og en del andre spændende planter. Mens jeg møjsommeligt sidder og roder i jorden med en lille rund-endet pind, komme en lokal forbi. Hun er hurtigt i gang med at grave planten op med sin machete. Jeg når at standse hende, før det går helt galt. Alle der passerer, smiler og hilser pænt.

 Her er en hel del fugle. I lejren hopper der en rødkælklignende fugl rundt, der er stære, büll-büll'er, mellemstore træskonæb, gråhovede måger, fiskeørne og mange andre. Der er ikke voldsomt mange insekter, men nogle enkelte kæmpe græshopper og tusindben finder jeg da. Det er stadigt meget tidligt forår, og det er ikke blevet varmt endnu. Tør slet ikke tænke på, hvor koldt det bliver at komme længere sydpå! Jeg hører nogle krybdyr, og ser en smuk kobberskink.

 Jeg har travet rundt i knapt tre timer, og lyset begynder at forsvinde. Jeg vender hjem af, og finder lidt flotte blomster på vejen. Sætter mig til at ordne de 200 fotos jeg har taget i dag. De bliver grovsorteret, kopieret og delt op i kategorier. Så bliver de klippet til, farvebehandlet om nødvendigt og rettet til i størrelse. Dem jeg har navn på, får det. Der går hurtigt et par timer, og så er jeg sulten. Går ind til naboen. Det er bare ikke sådan lige til. Det er blevet mørkesort, og da jeg er sluppet forbi portvagterne, er der en lille kilometer at gå! Og det er af en snoet grusvej, forbi nogle søer og krat. Når endeligt bebyggelsen, som er enorm.

 Da jeg endelig finder restauranten, er den maset værd. Jeg vælger kyllingevinger til forret og grillet grise-ribben til hovedret. Får ti store vinger med babeque sauce og så en hel side stor gris. Der er ikke meget tilbehør: En håndfuld pomesfrittes, lidt sauerkraut og kål-mos. Det gør ikke noget; jeg er propmæt da jeg endeligt når i gennem det. Med en sodavand og en kop kaffe bliver det 100 kroner.

 Triller tilbage til lejren, og begynder på dagbogen. Lader døren stå åben, så jeg kan få lidt frisk luft. Hører noget pusle ude i mørket, og næsten lydløst kommer lejrens vagthunde ind til mig. De ligner Bull-Mastiff på EPO. Kan være løvehunde: Er sikker på de kan nakke sådan en lille mis. Jeg sidder på sengen og skriver, og den ene står og savler ned på min skulder, mens den anden flytter sengen en halv meter, så den kan vende. De forstår dansk: Skrid!

 Maddy har lovet at kører mig en tur i Hluhluwe Umflolozi national parken i morgen, og jeg prøver at finde ud af, hvad jeg skal have med? Varmt tøj er noget af det første jeg tænker på. Batterier og chips til kameraet og... Kæmper med at holde øjnene åbne, men klokken er jo også lidt over halv ti!

30. Går op til Colins trailer, og sender ham ud for at dykke. Får en kop kaffe før vi kører. Der er små 200 kilometer til Hluhluwe Umflolozi national parken, og vi gør et stop på vejen for at provianterer. Maddy har årskort til alle landets nationalparker, men vi skal alligevel registreres. Parken er 90.000 hektarer, og blandt meget andet er der 3000 gnuer, 1500 hvide næsehorn og 3000 zebraer. Vi tager den høje vej ind til midten af parken. Det er temmelig tørt her sidst i tørtiden, men de fleste træer har stadigt blade, og der er stadigt lidt liv i græs og underskov de fleste steder. Store arealer er brændt af, og nye spirer titter op efter sidste uges regn.

  Der er bare ikke mange dyr. Har hørt om folk, der aldrig nåede halvt ind til centrum på en dag, fordi der var så mange dyr at se på. Vi ser nogle vævere, nogle sorte kilehalede småfugle, en glente, et par sommerfugle  og en kålorm. Forslår Maddy vi standser en af de ansatte, og høfligt men bestemt forespørger, hvor deres stalde er. Der dukker et par flotte Nyala-antiloper op, temmelig tæt på vejen. Det er de lysebrun-røde hunner med få lyse striber på tværs af ryggen.

 Vi standser på bakketoppen, hvor besøgscentret ligger. De har en lille samling af nogle uhyre sjældne Cycas, samt andre spændende planter rundt op på parkeringspladsen. Vi har kun mødt et par enkelte biler, og her er også kun et par andre besøgende. Lige da vi kom ind i parken, så vi en helikopter, en lastbil med en stor kasse og en hel masse kaki-klædte mænd trave ind i bushen. Et næsehorn, som var brudt ud af stalden?

 Der er ikke mange dyr, men en hel del spændende planter. På et af de afsvedne områder står nogle klart røde nøgne blomster. Jeg spørger, og jeg må stå ud for at tage et foto, men nej. Virker lidt grotesk, da vi ser færre dyr her, end i fælledparken. Men de påstår her er løver og andet farligt. Spekulerer på, om de kommer fra den samme fabrik eller snarere fantasi som de australske koalaer, som vi aldrig så?

 Et toilet og en kop kaffe senere er jeg klar. Vi vender næsen hjem af, og tager den lavere liggende vej. Floden er mange steder kun en meget spredt række af mudderhuller, men enkelte steder er der flotte søer. Vi tager en lille løkke, og på den anden side af en udtørret sø ligger tre hvide næsehorn. Den ene er en uge gammel unge. De ligger næsten helt stille i middagsheden. Jeg personligt, mener dagens 25 grader er lige i underkanten.

 Vi svinger også ned forbi krokodillesøen, men de er ikke hjemme. Her er en kæmpe hvid hejre: Egretta alba og en toiletbræt stor terrapin. En grib kommer forbi den ene vej, og en goliat hejre eller noget lignende den anden vej. Der begynder at være liv! Ude på den større vej krydser et par Franquiliner vagtler målbevidst vejen. Tæt på vejen står to af de noget større og meget mørkere nyala-tyre og gnasker uforstyrret i vegetationen.

 Søbredderne vrimler pludseligt med bush bucks, og en resteplads vi standser på, er et rent fugleparadis. Forskellige vævere, fra sorthoved til stærkt gule. En lille spætte prikker løst i et dødt acasiatræ, ægyptiske gæs hviler på bredden og mange andre, for mig ukendte fugle sværmer rundt. En ligner en fluesnapper, en anden en hvid vipstjert.

 Jeg ser en rød dukier smutte ind i krattet. Den minder om dig-dig-antiloperne, men er rødbrun, mest henne i det røde. Sødt lille kræ, men desværre meget sky. Flere hun nyalaer med kalve krydser vejen, og havner midt i en flok vildsvin. Vi sætter i gang, og er ved at ramme en stor sort bøffel. Standser, og opdager en flok på omkring 20 på engen. De græsser godmodigt, men de nærmeste holder et vågen øje med os.

 Flere nyalaer og vildsvin, og så to enlige zebraer langt nede på en slette med spredte træer. Vi kan næsten se udgangen, da der dukker en lille flok giraffer op. Der er to kalve, den mindste er uge gammel. Når kun sin mor til halen - godt to meter. De er rigtigt tæt på vejen, men blandt acasier, som de guffer af. Ved indgangen betragter vi den tavle, hvor de forsøger at holde check på dyrene. Elefanterne skulle være lige inde i parken, den vej vi kørte i morges. Nå, det er jo også rart at have lidt til gode.

 På vejen hjem standser vi i byen, og går ind i et nyt supermarked. I indgangen ligger en enkelt anden forretning. De handler med gravstene! Jeg finder et nyt stik, af den type men bruger her. Så kan jeg sætte det tilbage, jeg lånte i køkkenet. Der er ikke voldsomt mange varegrupper, men utroligt mange variationer over hver. De har næsten ingen mærker jeg kender, ikke engang den danske marmelade - som er lavet i Polen.

 En del planter vækker opmærksomhed i vejsiden. Nogle er lokale så som Cussonia træer med enorme blomsterstande, Aloe'er og kæmpe Euphorbiaer. Andre importerede. Som så mange andre steder er indførte planter blevet et problem. Her er Opuntiaer og nogle andre "cowboy"-kaktus, krybende kartofler og andre planter med farvestrålende blomster, som kvæler de lokale planter.

 Jeg bliver sat af hjemme i lejeren i skumringen. En af de kæmpe hunde gør en enkelt gang, men falder til ro, da den får en halv kage. Maddy fortæller, de kun angriber sorte. Det er lige modsat med hundene i townhootsne. Har hørt om hunde i Danmark, der har det på samme måde, uden at bevist have lært det.

 Jeg starter den spændende men langsommeligt proces med at behandle fotos. Går så over til en anden nabo, længere oppe af vejen, men tættere på. Det er en enorm bar, med én kunde og bar-menuer. Jeg snupper en Hawaii-burger med fritte og en Pinappel-Brieezer. Det må jeg slippe 33 kroner for. Tid til dagbogen, og klokken halv ti er jeg færdig - helt færdig! På vej gennem lejren falder der et par forskellige kæmpe kakerlakker ned i hovedet på mig. Når at tage fotos, før de er væk.

31. Mødes med Maddy og Colin lidt over syv. Han er groundet på grund af øreproblemer, så han agerer guide. Vi gør nogle stop på vejen. Farvestrålende blomster lokker. Vi standser for én, men finder fem-ti andre, som bliver fotograferet flittigt. Jeg samler nogle frø til botanisk have, af de mest spændende. Vi fortsætter et per hundrede kilometer ned til St. Lucia, som er en værre turistfælde. Bare uden turister. Det er ellers hval sæsonen, men der sker ikke meget i byen. Vi hamster lidt proviant, og kører ned til flodens udløb i havet, i Greater St. Lucia Wetland Park. På en sandtange ude i floden ligger en flok flodheste og daser. På en anden tange soler seks temmelig store krokodiller sig. Her er utroligt mange fugle, fra ryler over gæs til glenter og vipstjerter.

 Maddy spotter nogle fantastiske Scadoxus puniceus, som har blomster duske på over ti centimeter. Vi fortsætter ind i selve parken, hvor vi hurtigt ser impalaer, zebraer, kuduer, vortesvin, velvet aber, water bucks, nyalaer, grå diker og en masse fugle. Vi standser ude ved vandet. Store bølger brager ind over de hullede lava klipper. Store farvestrålende krabber hægter sig mirakuløst fast på  klipperne. De store sanddyner er dækkede i smukt blomstrende sukkulenter.

 Temperaturen er begyndt at stige, det føles nærmest som en rimelig sommerdag i Danmark. Det er en af de første forårsdage her, og det lader til de lokale nyder foråret lige så meget som danskere. Landskabet minder en hel del om den jyske hede. Her er der blevet fældet en fantastisk mængde plantet skov, for at arbejde sig tilbage mod det originale landskab. Ydrer mere, sælger det bedre, at vise savanne dyr frem, frem for bare at eje skov/krat dyr.

 Vi når et godt stykke rundt i parken, men pludselig er klokken over tre. Vi har langt hjem, og det er ikke særligt behageligt at kører på den sorte, smalle og fodgængermæssigt meget trafikerede veje. Vi lander først klokken halv syv, længe efter det er blevet mørkt. Jeg må med beklagelse konstaterer, internet-biksen er lukket. Havde ellers lovet at kontakte Rikke. Snupper en kotelet på hjemvejen, og har et mas med at finde ind gennem de slukkede lejer. Bestikker hundene med lidt af min frokost, og tænder søgelampen på kameraet.

 Jeg har taget lidt over 300 fotos i dag, og det tager timer at behandle dem. Det bærer dagbogen præg af: Den er kort! Skulle egentlig have vasket tøj, men klokken er elleve før jeg når dertil.

1. Møder hos Colin til morgenkaffe. Jeg har lagt min fleesejakke på en stol, og pludselig er den væk. Det viser sig, at pigen har smidt den i vaskemaskinen sammen med Colins tøj. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Nå, aftenen skal jo gå med et eller andet, og der er ikke TV på værelset.

 Vi kører ned til Sodwana Beach, som er et naturreservat. Vi checker priserne på heste ture. Desværre har de ikke den tur Maddy anbefalede, og de andre er noget pebrede. 800 kroner for en dag, 300 for to timer. Vi vælger at gå to-timers turen. Jeg har redet før, men helt ærligt har jeg redet mere på elefanter eller dromedarer de sidste år. Det betyder ikke, jeg har glemt hvordan ens siddeparti føles efter en længere tur på en dårlig saddel.

 Foran turistcentret står flere Cycas af en pudsig og meget sjælden slags med torne. Jeg skyder en hel del fotos, og to suspekte fyrer kommer og spørger, om vi vil købe nogle. De er fredet, på grænsen til udryddelse og burde i hvert fald ikke blive tilbudt til salg på et reservats parkeringsplade. Jeg skyder et par fotos af fyrrene, og lader Maddy klare resten.

 VI kører længere ud i parken og sætter bilen. På parkeringspladsen finder vi to forskellige Discorea'er (og nogle af deres frø) og en masse andet spændende. Bevæger os langsomt ned mod havet, og pludseligt åbenbarer det sig mellem bananplanterne. Enorme gule sanddyner, blåt hav og hvide skumtoppe flankerer de grønne klitter. Det er blevet rigtigt dejligt varmt, så brisen føles behageligt. Tror næsten det sniger sig op i nærheden af 30 grader. Lidt mere det klima jeg havde forestillet mig!

 Maddy kører tilbage til "havnen", mens jeg følger vandkanten tilbage. Går skiftevis oven- og neden om klitterne. Der er ikke meget at finde på den perfekte sandstrand, men der er nogle spændende planter i klitterne.  Finder blandt andet nogle enorme bælge i klitterne, og høster lidt bønner. Maddy er ikke kommet, så jeg bliver nødt til at spise en breakfast-burger og drikke en kop kaffe.

 Vi kører hjem forbi for at hente Colin, og så ind til byen for at shoppe til turen næste uge. Det lader bare til alle har fået løn, så køerne ved hver kasse når ned til bagenden af Spar supermarkedet. Colin har aldrig set så mange mennesker i byen, så vi prøver det lille supermarked nede ved vandet. Det har vi for os selv. Jeg finder en dåse smørechokolade. Er temmelig sikker på, man skal være opvokset med peanutbutter for at sætte pris på det, lige som med Vegitamite.

 Klokken er tre, og de andre har ting at lave. Jeg går alene ned på det store område lige uden for byen. Der er nogle spændende planter, som jeg gerne vil have bedre fotos af. Finde endnu flere spændende planter, og underholder de lokale, der endnu en gang tilbyder at hjælpe med at grave planter op. Håber jeg får nogle gode fotos, ellers må jeg bare tilbage. Digital foto er lige mig!

 Der vimser en masse småfugle rundt i lejren. Har set en hel del af dem i fangenskab, men kan ikke huske deres navne. Nogle bitte små er amadiner, fluesnappere, vævere, øhh.. pipper? Ordner fotos og skriver lidt dagbog, før jeg går ind til naboen for at få en gang sammenkogt ret. Kødet kunne godt være oksehaler?

 Jeg var ved at skræmme livet af den ene da jeg gik ud for at spise. Den lå og sov i indkørslen, og havde ikke hørt mig komme gående i sandet. Det nåede gennem forskrækkelsen, over aggressiviteten til den helt store undskyldning på få sekunder. Jeg er overbevist om, dens hoved vejer næsten det dobbelte af hele Colins hund: Bandit.

 Får de sidste fotos på plads, og vasker alt mit tøj, undtagen fleesejakken, som jo fik en tur i morges. Så håber jeg bare det vil tørre til i morgen! Pludselig går alle omegnens hunde amok. Der er ret mange! De fleste er bitte små  krydsninger, og så er der nogle schaffer  og lignende samt "vores" løvehunde. Klokken nærmer sig ti, og jeg vælter bagover.

2.  Vi kører ud til Muzi Pan søen, som er et reservat. Maddy kender en lille grusvej, der fører ned til søen, og langs den. Vi når ti meter ind af den, før vi får øje på de første spændende blomster. Her er Aloe'r, Ledebourier, Cissus, Senecioer, Asparges, Stylochitoner, enorme Euphorbier, Ipomoeaer, Stapheliaer, Sarcostemmaer, Cussoniaer, Raphionacmeer og ikke mindst Acasier!

 Jeg ser noget bevæge sig på jorden. Det viser sig at være en solifo (beslægtet med skorpioner, men væsentlig mere fugleedderkop-lignende). Får nogle gode fotos af den, hver gang den kommer op med et læs jord. Lidt senere finder jeg en lille hvid løvfrø. Den har lyserøde tæer og underside. Der er hurtigt gået over en time, før vi kommer længere ind i bushen.

 Jeg graver forsigtigt nogle af knoldene fri på den ene side, så man kan se deres overflade, størrelse og dybde. I et omrode er der en anden der har gravet. Mange knolde af Cissus, Asparges og Raphionacme ligger på overfladen. Enkelte er i kilo-klassen, andre er der spist af. Må være et skovsvin eller vortesvin.

 Vi når helt ned til søen. Midt i den ligger en flok flodheste. Der skulle være krokodiller, så vi er forsigtige langs bredden. På den anden side kan vi se en stor flok pelikaner og en enlig flamingo. På vores side er der en stor gruppe sorte gæs og nogle hvidfjæsede ænder. Vejen svinger ind i landet. Her er græsarealerne brændt af, og friske skud kommet op. Der står grupper af buske og træer, som ikke er blevet brændt. Det er græsset under dem heller ikke, og de ligner øer i et grønt hav. Begge sider af vejen er brændt, men ikke mellem hjulsporerne. Det giver en højest pudsigt virkning.

 Vi finder en masse kendte og ukendte planter, og nyder de godt 30 graders varme. Ved tretiden bliver vi nødt til at vende hjem af; der skal købes ind. Jeg går forbi Internettet, og hjem for at ordne fotos. Colin har inviteret på aftensmad. Røget svine ribben, tilberedt i lukket Weber-grill. Kan klart anbefales! Vi sidder og hyggesnakker til klokken elleve, og så sniger jeg hjem for at sorterer fotoene, og skrive dagbog. Den blev igen lidt kort...

 På toilettet finder jeg en edderkop med et benspænd på omkring syv centimeter. Det er en han, jeg håber ikke jeg møder hunnen i samme lille lokale! Der kravler store tusindben rundt hos Colin. Det vil sige: De er en centimeter tykke og seks centimeter lange. De store siges at være 20 centimeter lange! Det er godt man kan lukke døren til sin hytte om natten. Den slutter desværre ikke bedre til, end at den lige akkurat holder hundene ude.

3. Vi mødes klokken otte. Colin har ingen dyk, så han kan kører os i sin store firehjulstrækker. Det kræver den nyåbnede Mobaso Reserve nemlig. Den ligger langs den store Lake Sibaya. Her er ikke mange ilde dyr, vi ser faktisk kun en grå dieker og en hel del fugle. Der går også en flok køer rundt, men ud over deres interesse for vores bil, holder de sig for sig selv. Det gode er, vi kan tillade os at hoppe ud af bilen, hvor vi vil.

 Her er Hyponix  der blomster og den meget spændende Oxygonum dregeanum, som jeg kun har set Maddys fotos af. Jeg får skudt nogle selv, og gravet lidt. Jeg får sneget mig ind på et par skarabæer, som faktisk er temmelig sky. Vi finder et forladt skildpaddeskjold og en hel del flotte blomster. Jeg får blottet siden ar et af de store Crynum løg. Har prøvet flere gange, de gror temmelig dybt, og vejer over et kilo.

 Vi shoppede til frokost på vejen. Kiks, et kyllingeskrog fra i går, forskellige oste, endda en blåskimmel fra Rosenborg. Da vi i går spiste ribben, fortalte jeg, at jeg spiser alt min mad med kniv og gaffel. Nu, hvor vi sidder ved en sø, med møgbeskidte finger efter alt graveriet, må jeg tilføje: "-med mindre jeg ikke kan komme til at vaske mine fingre!".

 Søger lidt rundt under træerne ved søens kant. Her, som alle andre steder i området, er "jorden" lysegråt, fint sand. Finder en spændende plante, som jeg umiddelbart gætte til at være en hyacint eller lilje. Blotter forsigtig, hvad jeg ror er et løg, og kommer til en relativ stor knold, der tilhører en orkide. Meget spændende, hvis jeg skal sige min mening. Den ville passe så godt ind i samlingen! Håber jeg kan finde et navn og et eksemplar i Danmark.

 Der gror også Sarcostemma med flotte knolde, lige under overfladen, og nogle små søde Ledebourgia'er, der står i knop. Tættere på vandet gror Hibiscus, med store gule blomster.  Længere oppe gror Aloe umfoloziensis og Kalanchoe rotundifolia, som blomster her. Mellem træerne gror der massere af Zamioculcas zamiifolia, som ser noget anderledes ud, end dem vi får fra de hollandske drivhuse. Knoldene er sparsomme, og dybt nede.

 Oppe i træerne gror der to slags orkideer. Den  ene er helt uden blade. Den første jeg så, tog jeg for at være rødderne af en almindelig orkide, som var blevet fjernet. Det gror også bregner på grenene og i skovbunden, som ellers er knas tør.  En del af træerne er små Cussonia'er, som har nogle forbløffende store caudex. De blomster og har frugter, og jeg fotograferer ivrigt.

 Jeg spotter nogle hjerteformede blade, som tilhører en Dioscorea sylvatica. Maddy finder knolden, og jeg blotlægger overfladen af den. Senere finder vi en stor gammel frøstand, som jeg finder enkelte frø i. På trods af, her er så tørt, er der forbløffende mange laver og mosser på grenene. Enkelte steder finder vi snylter, der er dækkede af blade, i ellers nøgne træer. Vi kører videre langs søen, og svinger nu og da ind il landet.

 I et af de mere tørre steder finder vi lave forkrøblede Commiphore africana. En fiskeørn kommer forbi, og det lykkes os at kører temmelig tæt på den. Kunne godt have brugt en 500 mm linse ind i mellem. Der er også terner, gæs og vadefugle langs søen. Et sted, hvor der vist engang har boet mennesker, står en helt enorm stor Sanseveria. Det er af den specielle slags, der har helt runde blade. De er over to meter lange og fire centimeter i diameter.

 Oven over den gror et pølsetræ, Kigelia africana. Dets enorme frugter på op til to liter hænger faretruende over vores hoveder. Det er mange blomster på, men de springer vist ud om natten eller morgenen. Under træet finder vi også en kværnsten, som har været i brug inden for de sidste ti år. På en mark i nærheden går en temmelig stor fugl rundt. Den er i familie med trappen, og hedder kuri eller noget i den retning.

 Vi er tilbage ved halv femtiden. Det er lørdag aften, og jeg inviterer på mad. På den lokale restaurant. Jeg når hjem til et varmt bad. Kunne ikke få varmt vand i morges, og efter at have svedt og pustet sand væk fra knoldene, har jeg behov! Når også at kigge de 357 fotos fra turen igennem, og skrive lidt dagbog. I et af lejrens træer yngler en flok nonner (små fugle).

 Jeg bliver hentet ved porten, og vi kører ud til naboen. Jeg får calamari og en 300 grams ekstrem mør ko, omviklet med bacon, gavmildt overhældt i pebbersovs. Med en flaske vin, sodavand og øl samt kaffe må jeg slippe 350 kroner. Og det er absolut den bedste restaurant i mange hundredes kilometers omkreds!

 Jeg lærer forskelligt under middagen. På det lokale sprog, som er lidt zuluagtigt, betyder birman nabo. 75% af alle fødende kvinder i området har AIDS/HIV. Der er praktisk talt ingen af de lokale indbyggere tilbage. For tre-fire hundrede år siden blev de tværet af zuluerne fra nord og de hvide fra syd.

 Jeg bliver sat af lidt i ti, og begynder på fotoene. Jeg får pudset dem færdig og lagt dem i de rigtige mapper, og pludselig er klokken halv et!

4. Vi starter med fælles morgenkaffe, og ved ottetiden begiver vi os ud til, og over Mokhatini Flats. Et enormt stort temmelig fladt sandområde. Det er det fineste strandsand, som hele vejen ud til havet. Vi stopper nogle gange, og finderen masse spændende planter langs vejen. Der er Toadbush, hvis store frøstande ligner tudser, flotte blå krybere, kanser-lus i Aloe'rne, forskellige Sanseverieria'er, Klenia fulgens med blomster og knold, den lille mesemb Aptenia cordifolia med blomster, Aloe chabaudii og flere umfoloziensis, nogle blottede knolde af en Talinum, flotte piggede Euphorbia grandicornis, Ledebourgia'er, nogle Arun'er,  små søde Euphorbia'er med pigge, Pterodiscus, som er en rigtig lækker caudiciform, Albuca'er med blomster, Ipomoea bulusiane som også blomster, kæmpe store Euphorbia ingens, og mange andre flotte blomster og spændende planter.

 Vi kommer til bjergene, og standser ved den store Pongolapoort Dam. På klipperne ved siden af den lever mindst to slags firben, som er virkeligt flotte. Der er også nogle nye Euphorbier, nogle ukendte Portulacer, figentræer på den nøgne lodrette klippe og andre tørketolerante planter på de ellers bare klipper.

De lokale drenge forsøger at sælge forskellige krystaller, men jeg har nok at slæbe på.  Der er en fantastisk udsigt ned over dalen. Der bliver ledt lidt vand gennem dæmningen, og det danner en flot regnbue. Vi kører op i bjergene, som vel nærmere er enorme bakker. Der begynder at gå æsler rundt, nogle med varer på ryggen, andre helt frie. På trods af vi er i højderne, og temperaturen behagelig, lige omkring de 30 grader. Det var kun den første dag, det var koldt hernede. Ellers er det omkring gode danske sommerdage.

 På skråningerne omkring os er enorme mængder af de mere end mandshøje Aloe marlothii. De forsvinder, da vi kommer højere op, men så er der Cussonia træer. Endnu højere kommer der røde Aloe vanbalenii. Vi ser en hel del mennesker gå langs vejen, men husene er længere inde i landet. De hytter vi kan se, er enten runde med spidst græstag og grene/ler væge, eller firkantede med dobbelte kviste væge ned sten mellem. Taget er fladt bliktag.

 Vi er nu helt oppe i det nordvestlige hjørne, mellem Mocambique og Swaziland. Her, højt oppe, ligger Border Cave. Lige før vi når den, møder vi pigen der arbejder der. Hun lukkede for en lille time siden. Nå, skidt: Jeg har tidligere set de sorte, stinkende huller! Vi har kørt  omkring 50 kilometer på en meget lidt brugt grus og grasvej. Hun kan ikke have mange besøgende om måneden.

 Her er massere at se på. Først finder vi Plectranthus, så Aloe spicata. Så er der pludselig en Pachypodium saundersii, som er en pigget caudiciform. Der er kun få, og  Cysas'en Encephalarthos villosus er også meget sparsom. Der er en fantastisk udsigt ned over Swaziland (eller er det Mocambique?). Klipperne er gavmildt oversået med røde Aloe'r og så finder jeg jordlevende Orkideer. Det er nok en Eulophia, men der er ikke blomst i, så arten kan ikke bestemmes.

 Klokken er over fire, og vi bliver nødt til at vende næsen hjem af. Jeg får øje på en flot Cussonia, og da jeg er inde for at fotografere den, opdager jeg en Aloe, jeg ikke har set før. Det viser sig at være Aloe suprafoliata, som Maddy (der er Aloe-nørd) kun har set fotos af. Der er også nogle Albuca'er med delvist blottede løg.

 Det er en lang tur hjem, særligt, da vi ikke når asfaltvejen før efter mørkes frembrud. Vi er først hjemme ved ottetiden. Colin lokker med kaffe, men jeg har 536 fotos at ordne. Havde regnet med at snuppe aftensmad hos naboen på vej hjem, den det er søndag, og de har lukket. Må ty til min sidste morgenmad. Løber også tør for vand, og strømme har der ikke været noget af. Temmelig skidt afslutning på en ellers strålende dag.

5. Op klokken seks. Ikke fordi jeg egentlig har lyst, eller er udsovet. Man dykker bare spå pokkers tidligt her. Colin havde inviteret på morgenmad, hvilket passede fint, da jeg jo er løbet tør. Vi kører ned til vandet, hvor hele lejren er rigget op. Der er omkring otte beskæftiget med at lave lejer, toppe flaskerne op, finde grej frem, klargøre båd og få den ud i vandet, kaptajnen og divemasteren. Og så er jeg den eneste dykker! Lidt pinligt, men Colin tager det fint, selv om han sætter penge til.

 Mens jeg står med en kop kaffe, og ser de andre knokle, dukker en pukkelhval op i bugten. Den er ikke mere end 1-200 meter ude, og vi kan tydeligt se den. Den laver nogle vink med halen, højt over overfladen, men er kamerasky. Gør det kun, når jeg ikke er klar. Den er på meget lavt vand, og gnubber sig mod sandbunden.

 Vi dykker på Two Mile Reef, og ser Coral Garden og The Caves. Massere af farvestrålende fisk og andre dyr, en del bølger og vand, der kun er 22 grader. Har en rigtigt godt dyk, men vil nøjes med et. Det er lige lovligt koldt. Om sommeren kan de nå op på 28 grader; det er væsentligt bedre. Jeg bliver sat af ved campen ved titiden, og begynder at forberede mig på afrejsen i morgen tidligt. Der skal vaskes tøj, betales ophold (100 kroner om dagen, ni dage) og fotos og dagbog fra i går skal indhentes.

 Jeg er færdig ved et-tiden, og går op til Colin for at lave en back-up af mine fotos og dagbog. Når man kender Murpheys lov, kan man prøve at manipulere med den. Jeg trisser hjem, og laver lidt på min hjemmeside. Har lært nyt, og fundet en helt ny familie med caudiformiske medlemmer. Spiser aftensmad hos naboen, og går tidlig i seng. Er både bagefter, og dykning er altid trættende.

6. Tidligt op og op til Colin til morgenkaffe. Vi kører ikke lige med det samme: Maddy har svært ved at få sagt farvel til Colin. Da vi er kommet lidt uden for byen, begynder det at regne lidt. Det er ikke mere end 13 grader, og hele turen ned til Port Edward regner det mere eller mindre. Det er det første regnvejr, de har fået på disse kanter, så det er velkommen. Personligt havde jeg det bedre med 35 grader og solskin.

 Først kører vi gennem enorme eukalyptus skove. Samme tykkelse og højde som store flagstænger, bare lidt flere blade i toppen. Så kommer der sukkerrør på bakkerne, og lige før vi rammer Port Edward skifter det over til bananer. Vi svinger op af en meget lang grusvej, og komme til et kæmpe hus, midt i en bananplantage. Her bor Alexander og hans kæreste Michelle. Alexander er født på Madagaskar, og har boet mange år på en lille frank ø. Nu dyrker han bananer og afskårne blomster.

 Vi får værelser med separate badeværelser i forskellige fløje af det kæmpe hus. Mødes i køkkenet, hvor vi hyggesludrer, men fyrene fodrer deres store samling sommerfuglelarver. De er af en lokal art, hvor alle hannerne er ens, og hunnerne er der fem eller flere forskellige typer af. De ligner hver i sær en giftig art. De tager kun seks uger fra æg, til de ligger æg. De har en glubende appetit!

 De tilbereder en lækker aftensmad til os: Krydderede grønne bønner, strudsebøffer og madagaskerpeber. Til dessert er der bagte udhulede æbler med sukker, kanel, vanilje og Lurpakke-smør fyld. Lidt af en joke: Alexander har ledt som en gal efter usaltet smør, og har endeligt fundet noget, og så er det dansk. Jeg tror danskere og sydafrikanere er de eneste, der bruger saltet smør.

 Struds er temmelig nyt på sydafrikanernes menu. Det var først, da fugle enfluensaen kom, de lavede lokal reklame. Så fik de smag for det. Lidt af en griner, da Alex fortalt om det: "After the bird flu" fik Maddy til: "Efter fuglen fløj", og hun var sikker på, strudse ikke kunne flyve!.

 Vi får talt en held del, mest om at leve i et fremmed land og Syd Afrika i almindelighed. Så nævner Alex en katastrofe i USA. Kæmpe oversvømmelse i Louisiana med over 10.000 døde. Hjælp fra over 60 lande, blandt andet 1000 læger fra Cuba og penge fra Bangladesh. Bush har udtalt, han vil modtage hjælp fra et hvert land. Noget vildt!

 Jeg har et lille punkt på armen, der klør helt vildt. En nærmere undersøgelse frembringer en lille tæge. Hvis man ikke får dem hurtigt af, får man tægefeber. Det tager omkring 14 dage at udvikle: Jeg kan lige nå det inden jeg skal hjem. Der er forskellige tæger, der giver hver sin sygdom. Kun én af dem er så slem som den danske variant, så jeg kan tage det roligt.

 Vi hæve mødet lidt over ti. De andre skal tidligt op, og dagens 550 kilometer i regnvejr har taget på Maddy. Jeg skal lige have ordnet dagen fem fotos og skrive lidt dagbog.

7. Alex viser os ned til et bestemt sted på Port Edwards kyst. Her er hullerne mellem de enorme klipper fyldt med sukkulenter. Fantastisk flot område. Vi starter med at hoppe rundt på stenene, men så bliver de overgroede med ældgammelt lav - så hellere træde i planterne. Her er Ceropegia'er, Albucaer, Hermanthys albiflos og andre caudiciforms samt en masse sukkulenter, jeg ikke lige kan sætte navn på.

Vi får endeligt løsrevet os. Temperaturen omkring 13-15 grader og vindtårerne gør naturligvis sit! Vi kører ind i landet til Oribi Gorge, som er en enorm revne i det ellers relativt flade landbrugsland. En enkelt vej fører ned gennem kløften, og vi standser utallige gange. Her er bregner og soldug - lille kødædende plante, Cucurbitaceae'er med knolde og endeligt lykkedes det: Obetia! Et medlem af brændeældefamilien, som bliver et op til ti meter højt træ.

 Vi finder utallige sukkulenter på den nordvendte skråning - det er den solen skinner på. Maddy må hente bilen mange gange, mens jeg bare går vider. Efter mange timer når vi på den anden side. På vej tilbage får jeg set en mærkelig lian, der er utroligt bred, en enorm Cycas og flere sukkulenter.

 Vi sæter bilen ved indgangen, og tager Bavian Stien. Har i øvrigt ikke set nogle bavianer, men i kløften var der to flokke velvet aber, eller noget i den retning. Der er massere af løg, der lige er begyndt at spirer eller blomstre. Så kommer vi til kanten: Wow! Enorm kløft med forrevne sider. Vi kravler ud over kanten, og finder fantastiske planter. Vi finder den ene Petopentia natalensis efter den anden. De bliver større og større; den sidste Maddy finder er med en fritliggende knold på lidt over 30 centimeter i diameter.

 Der har været en del diskussion om farven på undersiden af bladet. Det kan være mørkt lilla eller helt grønt. Her finder vi alle variationer, nogle gange på samme plante. Det kan jeg kun tolke som: Det er ikke (kun?) arv, men i høj grad miljø, der afgøre farven. Meget lys giver lilla. Fedt at få det på plads!

 Det bliver pludseligt mørkt. Det er ved at være den tid, men nu kommer der et voldsomt tordenvejr, og det tager det sidste lys. Ærgerligt; vi kunne godt have brugt mere tid i denne kløft. Der er kommet nogle enkelte vindtårer i løbet af dagen, men da vi kører hjem vælter det ned i tove. Alex er godt tilfreds: Hans store bananplantage var meget tør.

 De har fået fodret deres sommerfuglelaver, og er godt i gang med aftensmaden, da vi ankommer. Koteletter med flødestuvede kartofler. Desserten er vafler. Jeg begynder at ordne mine 822 fotos - suk - koloenormt stort suk! Dagbogen bliver stikord, måske kan jeg huske noget senere? Tilter i seng klokken et, og sætter uret til 5.30. Endnu større suk!

8. Lettere kvæstet trisser jeg ud til varme vafler. Det er blevet godt vejr igen, solen skinner, og Alex sukker efter regn. Vi taler om hvilken vej vi skal kører: Stor bue den ene vej, eller den anden. Begge veje var dårlige, da de brugte dem sidst, der er næsten lige langt, så vi vælger den, de var dårlig på grund af vejarbejde. De holder sig ikke tilbage for at have rødt lys ved vejarbejde op til 20 minutter.

 Vi skal kører 730 kilometer, og de lokale mener det vil tage elleve timer. Hvis vi kører en mindre omvej, så der er noget spændende at se på, bliver det 880 kilometer. Vi tanke i Grahamstown, og finder ud til Addo Elephant National Park da det bliver mørkt ved sekstiden. Der er ikke mange ledige hytter, men vi får to til 340 kroner stykket. Det er nærmest bjælkehuse, meget hyggelige, men også kolde. Kan ikke få vandvarmeren til at virke, og så kan det også være lige meget!

 På trods af, der er fælles køkken, og en stor grill uden for hver hytte, spiser vi på stedets restaurant. Maddy er træt af den lange køretur, og jeg får lige en snert migræne. Vi får meget lækre kudo bøffer, dessert, to glas vin, to sodavand, to kaffe og må så slippe 190 kroner i parkens eneste restaurant.

 Har ikke nævnt det før tror jeg nok - men alle steder jeg har været, har der været toiletbrædder og papir. Kan ikke huske jeg har prøvet det uden for Europa før. Der er også varmt vand alle steder, med undtagelse af her, hvor den bare ikke virker. Mange gange glemmer jeg, jeg er i Afrika. Der er kun hvide mennesker. Landskab, bygninger, biler og alt andet minder utroligt om den vestlige del af Australien,

 Maddy går tidligt i seng, jeg har lige lidt fotos og dagbog at kigge på. Hyæner hyler i natten, børnene i nabohytten råber, ellers er der helt stille.

9. Vågner til fire graders kulde! Der er stadigt ingen varm vand, kunne ellers godt have klaret en god varm bruser. Maddy laver morgenkaffe, og da parken åbner porten klokken halv syv, holder vi og venter. Vi ser ikke så meget, på trods af vi er der samtidigt med solens første stråler. Så svinger vi ned forbi en sø, og her er en stor flok bøfler i færd med at drikke.

 Vi søger efter elefanter. Jeg har boet små fjorten dage på "Elefantkysten", og stadigt ikke set en! Så dukker der strudse op. Mange strudse! De er alle steder, og bliver fotograferet flittigt af parken få andre besøgende. Så dukker der enkelte kudoer, skovbukke, grå dieker og vortesvin op. Vi taler med andre, der er stoppet ved den ene sø, hvor man må stå ud. Det er på eget ansvar, de har seks løver i parken. De andre har heller ikke set elefanter, men alle er enige om, det burde omdøbes til Addo Austris National Park.

 Det virker fuldstændigt forrykt, at vi ikke kan få øje på bare nogle af de 400 elefanter, der er i denne lille park. Der er ingen vegetation, der er højere end dem. Den fremherskende plante er en småløvet fætter til paradistræet. Området er bakket, så man kan overskue store områder.

 Sidste chance: Vi slår lige et smut til forbi den store sø, før vi er nødt til at fortsætte dagens program. På vej op til udkigspunktet spotter jeg tre biler, der holder sammen. En nærmere granskning åbenbarer: Elefanter. Det er en lille flok, med en meget ung unge, der står fem-ti meter fra vejen. De er mere eller mindre skjult bag buskene, men jeg fik den at se.

 Vi spiser en hurtig morgenmad i restauranten, og kører vest på af den berømte Garden Route. Den heder således, fordi den er flankeret af ukendelig blomstrende buske og småplanter. Vi stopper ved en enorme kløft. Den er ikke bred, men meget dyb. Vi er kørt over mange lignende. Mange gange kan man skimte havet mellem de relativt lave bjerge. Her ligger kun idylliske og flotte huse og byer. Blikskure er væk.

 Vi kører gennem den relativt store George, og på vej ud af byen kommer der pludseligt nogle grimme lyde fra bilen. Det lyder som drivaksel/differentiale, og der er ikke andet at gøre, end at ringe efter hjælp. Vi venter to timer på at blive bugseret. Det er fredag eftermiddag, og forsinkelsen betyder det officielt værksted ikke gider røre den. De to gutter der bugserede den anbefaler en gearværksted. En mands virksomhed, men har er - ikke overraskende - frisk. Han vil prøve at kigge på den i morgen tidligt, og få fat på brugte dele i løbet af lørdagen.

 Han giver os et lift til Gorge Lodge, som er ganske nydelig. Jeg spørger efter en internetcafe, og får anvist en. Vi kan ikke lige finde den, men det er blevet sent, og en italiensk restaurant lokker. Efter maden spørger jeg om vej. Finder Internet, men de har lige lukket. Så kommer jeg det tidligere hjem.

 Vi har kørt 3503 kilometer sammen i den østlige del af Syd Afrika, og jeg må betale 4800 kroner. Yderst rimeligt, når man tænker på, det koster hende 50 øre per kilometer bare i diesel. Mange af parkerne er jeg sluppet gratis ind i, da hun har årskort: Wild Card. Jeg har meget svært ved at tro, det kunne være gjort billigere, og slet ikke med plante guide!

10. Efter morgenmaden prøver jeg Plan B: At leje en bil hos AVIS. Den kan nemlig afleveres temmelig tæt på Newlands Gesthouse, hvor jeg skal møde de andre deltagere til Sukkulent Touren i aften. AVIS her bare ikke flere biler i Gorge. Plan C: Simpelthen flyve direkte til Cape Town. Ringer til den lokale lufthavns billetkontor, der ikke svarer. De lokale siger, det betyder der ikke afgår fly foreløbigt. Plan D: Leje en bil hos Budget. De har en enkelt tilbage, som de vil have 1000 + 300 + benzin= 1630 kr.  Da alternativet er ikke at komme med på turen fra starten, er der vist ikke en plan E,

 Maddy hjælper mig med ruten. Først til strudsefarmen i Oudtshoorn. Så ned til LÁgulhas, der er Afrikas sydligste punkt. Så op til Cape Town lufthavn og aflevere bilen efter 690 kilometer. Det går først op gennem fantastiske bjerge. Er nødt til at standse nogle gange for at fotografere udsigter og planter.

 Jeg finder en af flere strudsefarme, der er publikumsorienterer. Jeg er den eneste, men de har plads til omkring ti busser. Der er en halv time til showet starter, så jeg checker haven, souviniershoppen og deres gratis kaffe. Der dukker fire andre op, og så kører vi ud til selve farmen. Her ligger et fantastisk hus. Rigtigt flot, bygget i 1811. Stenene er lokale, men tegnene er belgiske, vinduer og døre hollandske og sådan er det hele vejen i gennem.

 Så kommer vi ud til strudsene. Hører lidt om deres drift - de har 2500-3000 dyr, og en af de andre prøver at stå på et æg. Så ser vi et lille museum med skelet, rugemaskine, foder-, fjerprøver og artikler. Tilbage til centret, hvor der er mulighed for at prøve at ride på en. Det var egentlig derfor jeg er her, så jeg ryger op på en, som bliver jaget rundt i den store fold. Den virker fuldstændigt upåvirket over en nærmest fordobling af vægten, og kors hvor er der fart på!

 Jeg må vider, men det er svært at holde farten oppe, når man kører gennem vilde sukkulentmarker. Standser flere gange, og finder 10-15 nye sukkulenter hevet sted. Et er der også en skildpadde, og på de fleste indhegnede marker er der strudse. Så kommer der enorme bjerge og bakker. Jeg kravler langsomt op til en stor højslette.

 Vejene er fantastiske; noget a'la danske landeveje. Bilen kører først kun 140, men efter lidt øvelse kommer den op på 160-190 kilometer i timen. Ser tre trane par, perlehøns, talløse strudse, blodvæverere og mange andre fugle samt lidt får, geder og køer samt et par æsler

Det sidste stykke vej ned til D'Agulhas er gennem maleriske småbyer, der er en blanding af kunstnere og sommerhuse. Selve sydspidsen er klipper, dækket med sukkulenter og enkelte knolde. Jeg får skudt en hel del plantefotos, før jeg husker på spidsen. Et enkelt selvportræt og så næsen nordpå. Ville gerne ramme Cape Town før det er helt mørkt!

 Det meste af vejen har jeg for mig selv, eller en enkelt BMW, der forgæves forsøger at ryste mig af. Det er enorme kornmarker, så langt øjer rækker. Ankommer til Cape Town lige efter solnedgang. Lufthavner ligger lige på vejen. Jeg parkerer, og giver nøglerne til en fyr i et skur. Ind i ankomsthallen for at ringe efter Kotie, som henter mig i løbet af et kvarter. De var ved at blive nervøse for mig.

 Vi kører ind til et fantastisk hyggeligt gæstehus, meget lækkert. Jeg får smidt tasken, og så kører vi ind til en lokal restaurant. Det er kun Kotie, en amerikansk og en engelsk kvinde, og underegnede. De andre skal hentes i morgen tidligt eller støder til på turen. Jeg bestiller 800 gram vortesvin, der nærmest er en kvart. Mums, det er guf!

 Hjem for at ordne 400 fotos. Jeg får lov at låne Garths internet, og får endeligt læst mails fra Rikke. Hun har bestået køreprøven, så alt er godt. Jeg ordner fotos til over et og sætter uret til 7.30

Resten af dagbogen kan læses under: De sidste 14 dage i Vest Syd Afrika

Flybillet: 8993
 Første 14 dage: 4100
 Dykning  470
 Billeje m bz: 1620
 Maddy: 4800 + 400
 Rundtur: 25417
 Sidste 14 dage: 1900
 I alt 47280 kroner; alle pengene værd!